Refleksioner 2026
Opdateret 05.06.2026
Livsmod i den sidste del af livet -
Jeg blev opfordret til 21.04.2026 at holde et indlæg om det at blive gammel i vores lokale ReFokus i Silkeborg Oasekirke, og emnet hed: Livsmod i den sidste del af livet.
Billy Grahams sidste bog om alderdommen (vis den) hedder: På vej hjem. Den udkom på dansk i 2012 da Billy Graham var i begyndelsen af 90’erne.
Billy Graham: “Det overraskede mig, hvor svært det er at blive gammel”
Han skriver bl.a., at det at blive gammel var “livets største overraskelse”, men understreger også, at alderdommen er en gave fra Gud, som kan leves med værdighed og retning.
Jeg har fået lov til at sige noget om livsmod i den sidste del af livet.
Og det er egentlig et smukt ord: livsmod, men måske også et ord, der kan føles lidt tungt, for hvad er livsmod, når kræfterne ikke er, hvad de har været?
Når noget er blevet sværere – eller er taget fra én?
Måske skal vi begynde med at aflive en misforståelse:
Livsmod er ikke det samme som livsoverskud.
Livsmod handler ikke om, at vi kan det hele, orker det hele, eller føler os stærke.
Livsmod handler om, at der stadig er noget at leve for – og nogen at leve hos.
At give slip – og stadig være den samme
En del af det at blive ældre er, at vi må give slip. Slip på opgaver. Slip på roller.
Nogle må slippe et arbejde, de har haft i mange år.
Andre må slippe funktioner i kroppen, som ikke længere virker, som de gjorde før.
Og nogle må give slip på mennesker, de elsker.
Det gør noget ved os.
Men midt i alt det er der noget, der ikke forsvinder: Vores identitet i Gud.
Vi er ikke først og fremmest det, vi gør.
Vi er dem, vi er – i Kristus.
Det betyder, at selv om vi mister noget, så mister vi ikke os selv i Gud.
Fra at bære – til at blive båret
De fleste af os har levet et liv, hvor vi har båret meget.
Ansvar. Familie. Arbejde. Bekymringer.
Men der kommer en tid, hvor vi ikke kan bære på samme måde længere.
Og det kan være svært, for vi vil gerne klare os selv.
Men der er også noget dybt i det her: At vi får lov til at erfare, hvad det egentlig vil sige at blive båret.
Der står et sted i Bibelen: 1. Esajas 46,4: “Til jeres alderdom er jeg den samme, til I bliver grå, vil jeg bære jer. Jeg har gjort det, og jeg vil stadig løfte, bære og redde.”
Det er som om Gud siger: Hele livet har jeg været der – og jeg slipper dig ikke nu.
Måske er det ikke et nederlag at have brug for hjælp.
Måske er det en indgang til noget endnu dybere: At leve af nåde.
At se tilbage – med tak
Livsmod handler ikke kun om det, der ligger foran.
Det handler også om det, der ligger bagved.
Når vi ser tilbage på vores liv, kan vi se meget forskelligt.
Der er sikkert også ting, vi ville ønske, vi havde gjort anderledes.
Men der er også noget andet: Guds trofasthed. Han har været der. I glæden – og i det svære. Også de steder, hvor vi måske ikke så det dengang.
Taknemmelighed kan være en stille kilde til livsmod.
At sige: “Gud, du har været med mig indtil nu – så vil du også være med mig det, der ligger foran.”
Salme 23,1.4.6 (uddrag): “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød… Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig…
Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever.”
(Kendt og tryg – mange vil kunne hvile i den.)
Vi er på vej hjem
Noget af det, der måske forandrer sig med alderen, er vores forhold til fremtiden.
Da vi var unge, lå det meste foran os.
Nu ligger mere bag os end foran os.
Men for en kristen er fremtiden ikke blevet mindre. Den er blevet større.
Vi er ikke bare på vej mod afslutning.
Vi er på vej hjem.
Hjem til Gud.
Hjem til det liv, hvor der ikke længere er smerte og tab.
Det kristne håb er ikke en vag tanke.
Det er et løfte, og måske er det sådan, at jo tættere vi kommer på målet, jo klarere kan håbet blive.
Du er stadig til velsignelse
Nogle kan komme til at tænke: “Jeg er ikke til så meget nytte længere.”
Men det passer ikke. I Guds rige måles værdien ikke i effektivitet.
Et menneske, der beder, er ikke mindre vigtigt end et menneske, der handler.
Et menneske, der lytter, kan være en større velsignelse end et menneske, der taler meget.
Trofasthed har en stor værdi i Guds øjne. Så selv om du måske kan mindre,
så betyder du ikke mindre.
Salme 71,17-18: “Gud, fra min ungdom har du oplært mig,
og endnu forkynder jeg dine underfulde gerninger.
Svigt mig ikke, Gud, når jeg bliver gammel og grå,
men lad mig forkynde din styrke for næste slægt.”
Når modet bliver stille
Måske forandrer livsmodet sig med årene.
Det er ikke sikkert, det føles som styrke længere. Måske føles det mere stille.
Jeg læste engang om en ældre mand, der sagde kort før sin død: “Jeg er ikke så modig længere – men jeg er tryg.”
Det er måske dér, livsmodet ender: Ikke i, at vi selv er stærke, men i at vi er trygge. Trygge i, at Gud kender os. Trygge i, at han har båret os hele livet.
Og trygge i, at han også vil bære os det sidste stykke.
“Derfor mister vi ikke modet, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes vort indre menneske dag for dag.”
Afslutning
Så hvad er livsmod i den sidste del af livet?
Måske er det ikke at holde fast i livet med alle kræfter, men at holde fast i Gud. Eller rettere: At opdage, at det i virkeligheden er ham, der holder fast i os.
Bøn
Herre vores Gud.
Tak for livet – for alle de år, du har givet os.
Tak for det, vi har fået lov til at bære,
og tak for det, du har båret for os.
Tak fordi du ikke slipper os,
heller ikke når kræfterne bliver mindre,
og vejen bliver sværere.
Lær os at leve med det livsmod, som kommer fra dig –
ikke i vores egen styrke,
men i tillid til, at du er med os.
Giv os fred i det, der er svært,
og taknemmelighed for det, der har været.
Og hold os fast i håbet om,
at vi er på vej hjem til dig.
Bær os – hele vejen.
Amen.
Spørgsmål til (Livsmod i den sidste del af livet).
At give slip – og stadig være den samme
Fra at bære – til at blive båret
At se tilbage – med tak
Vi er på vej hjem
Du er stadig til velsignelse
Når modet bliver stille
Eller noget helt tredje (fællesskab, grupper, kirken Guds ord, bøn) osv .