Opdateret 27. febr. 2010

Uge 1 - 2009

Jeg læser lige nu en spændende og udfordrende bog af Stasi og John Eldredge - Bedårende - det feminine hjerte, og her blev jeg fanget af en for mig original tankegang - og sikkert ret så rigtig tankegang - og jeg gengiver i det følgende fra et afsnit fra bogen, hvor forfatterne på en provokerende måde antyder, hvorfor kvinden "er jaget vildt"!


ET SÆRLIGT HAD

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12)

Krigen mod kvinden - dens lange historie og dens kvalmende brutalitet - kan kun forklares ud fra de onde, åndelige kræfter, Bibelen advarer os imod. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at mænd (og visse kvinder, som deltager i angrebene på deres kønsfæller) ikke skal holdes ansvarlige for deres måde at behandle kvinder på, overhovedet ikke. Dermed være blot sagt, at ingen forklaring på de angreb, Evas døtre udsættes for, er fyldestgørende, hvis ikke den åbner vores øjne for, at Mørkets Fyrste nærer et ganske særligt had til kvinden.
Lad os atter engang vende opmærksomheden mod det, der skete i Edens have.
Det, vi skal lægge mærke til, er, hvem den Onde er ude efter.
Hvor vælger Satan at sætte sit angreb mod menneskeheden ind?
Han kunne have angrebet Adam, men det gjorde han ikke.
Satan vender blikket mod Eva og går direkte efter hende.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor han vælger Eva?
Måske er det, fordi han - som det rovdyr, han er - vælger det svageste bytte. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, for Satan er beregnende og gennemført hensynsløs.
For os at se har Satan imidlertid også en anden grund til at angribe menneskeheden gennem Eva.
Du ved måske, at Satan oprindeligt hed Lucifer eller Morgenens Søn. Navnet vidner om en herlighed, en stråleglans eller et særligt lys ved ham. Det vidner om fordums storhed.
Mange mener, at Lucifer ligefrem var øverstbefalende for Guds hær af engle, vogter af Guds herlighed.

Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven Alle slags ædelsten sad på din dragt rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig den dag, du blev skabt Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten (Ez 28,12 14)

Af fuldendt skønhed. Det er nøgleordene. Lucifer var fabelagtig. Han var blændende. Og det blev hans fald. Stoltheden slog rod i Lucifers hjerte. Den vældige engel begyndte at føle, at han blev snydt for noget. Han begyndte at synes, at det egentlig var ham, Lucifer, der skulle tilbedes frem for Gud.
Pludselig var han ikke længere tilfreds med at spille en ædel rolle i Guds historie; han ville have historien til at handle om ham selv. Han ville være stjernen. Han ville selv have al opmærksomheden og beundringen ("Lille spejl på væggen der - ")

Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans (Ez 28,17)

Satans skønhed blev hans fald. Nu søger han hævn ved at angribe og ødelægge skønheden. Overalt i skaberværket hærger han med landminer, olieudslip, brande, Tjernobyl. Som en psykopat, der hader stor kunst, prøver han at vandalisere al den skønhed i verden, der vidner om Guds herlighed.
Det er derfor, han hader Eva mere end noget andet.
Hun er bedårende og enestående vidunderlig. Hun er det, han ikke længere kan være. Hun er en inkarnation af Guds egen skønhed. Mere end noget andet i skaberværket afspejler hun sin Skabers herlighed. Hun forfører hele verden på Guds vegne, og derfor hader Satan hende med en jalousi, vi slet ikke kan forestille os.
Og det er ikke alt. Den Onde hader også Eva, fordi hun giver liv. Det er kvinden, der bærer og føder børnene, ikke manden. Kvinden nærer livet og bringer det til verden, ikke bare i en rent fysisk forstand, men også på alle andre måder sjæleligt, åndeligt og i relationer mellem mennesker. Satan har været en morder - lige fra starten (Joh 8,44). Han bringer død og fordærv, og hans rige er dødens rige. Menneskeofringer, folkemord, Holocaust, abort - det er alt sammen hans opfindelser. Eva er den største menneskelige trussel imod ham, for Eva bringer liv. Hun er en ,livredder' og en livgiver. Eva betyder simpelthen ,liv' eller ,giver af liv'. "Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker" (l Mos 3,20)
De to ting tilsammen: at Eva legemliggør Guds skønhed og giver liv til verden, er mere end Satans onde hjerte kan bære. Derfor angriber han Eva med et særligt, brændende had. Det vidner historien også med al tydelighed om. Kan du se det?
Tænk på de store eventyr og historier. I så godt som dem alle går skurken efter heltens store kærlighed. Han vender skytset mod skønheden. Magus går efter Cora i Den sidste mohikaner. Longshanks går efter Murron i Braveheart. Commodus går efter Maximus' kone i Gladiator. Heksen angriber Tornerose. Stedsøstrene angriber Askepot. Satan går efter Eva.
Det forklarer ikke så lidt. Vi siger det ikke for at skræmme dig, men for at du skal se din livshistorie i et nyt og afslørende lys. De fleste af os går jo som nævnt rundt og tror, at det, der overgik os, på en eller anden måde var vores egen skyld - at vi fik, hvad vi fortjente.
Hvis bare du havde været smukkere eller klogere eller havde anstrengt dig mere eller gjort mere for at behage andre, så ville det nok ikke være sket. Så ville de have elsket dig. Så ville de ikke have gjort dig fortræd.
Du er en af de mange kvinder, der skammer sig og tror, at det på en eller anden måde er din egen skyld, at du ikke er mere elsket og beundret og eftertragtet, end du er. Du kan ikke tro på, at du har en afgørende rolle at spille i et stort eventyr. Du kan ikke tro, at du har en skønhed at åbenbare. Det budskab, der følger med vores sår, er så godt som altid det samme: "Det her er din skyld. Det er, hvad du fortjener."
Derfor er det så befriende pludselig at indse, at det forholder sig lige modsat. Du blev såret og angrebet, netop fordi du er vidunderlig, og fordi du udgør en alvorlig trussel mod mørkets og dødens fyrste. Du blev såret, fordi du på en helt enestående måde legemliggør Guds herlighed i denne verden.
Satan og alle hans håndlangere og nyttige idioter hader dig og angriber dig på grund af din skønhed og din livgivende magt.

Har forfatterne ret?
Niels Peder Nielsen

Uge 2 - 2009

Hvem skulle tro, at man som mand kunne blive vildt opbygget af at læse en "pigebog" en "kvindebog"?
Men det er ikke desto mindre tilfældet gennem de seneste dages læsning af  bogen - Bedårende - det feminine hjerte! af Stasi og John Eldredge.
Endda så meget at jeg har indscannet hele kapitel 5 Elsket og oprettet en særlig side på min hjemmeside, en side med hele kapitel 5. Hele kapitlet kan du læse HER, men du må se bort fra den lidt kedelige opsætning, tage dig den tid det tager at læse det altsammen grundigt igennem.
Det tror jeg ikke du fortryder.

Jeg bringer nedenfor et uddrag, som ugens refelktion:

ELSKET

Med evig kærlighed har jeg elsket dig GUD (JER 31,3)

Romantik er det dybeste i livet, dybere end selve virkeligheden
G. K. CHESTERTON

'Det havde været en lang, travl dag Jeg havde hårdt brug for lidt tid for mig selv, så jeg lod John alene med drengene og gik ud i aftenen. Det var en dejlig efterårsaften. Jeg fulgte en sti, der fører til en park tæt ved vores hjem Luften var frisk og klar, og stjernerne blinkede på himlen.
Jeg gik bare og nød skønheden og lagde dagens bekymringer bag mig En kølig brise kærtegnede mit ansigt -en af de første til at varsle vinterens komme. Jeg gik og blev helt opstemt over aftenens herligheder og begyndte at rose Gud for hans geniale frembringelser. "Det er så smukt, Herre! Stjernerne er fantastiske!"
Det glæder mig, at du synes om dem, min kæreste.

Jeg stoppede brat op og rødmede. Havde universets Gud lige kaldt mig sin ,kæreste'? Kunne det tillades? Den kærlige tiltale varmede mig helt ind i sjælen, men jeg spekulerede også lidt på, om det bare var noget, jeg havde forestillet mig. Tangerede det ikke helligbrøde at tro, at Gud ville tiltale mig på en så fortroligt/kærlig måde? Mig! Jeg var jo en kvinde, som selvsamme dag havde mistet tålmodigheden med mine børn og tiltalt dem på en ubehagelig måde, der sårede dem og gjorde mig inderligt skamfuld. Jeg var en kvinde, der fyldte mit liv med så meget forkert og jævnligt skuffede mine venner og svigtede min familie.

Skulle jeg være Guds kæreste!

Senere på aftenen læste jeg lidt i min bibel, før jeg skulle sove, og fik slået op på Højsangen. Mine øjne faldt på ordene "Hvor er du smuk, min kæreste" (1,15). Det var betænksomt af Gud, for nu turde jeg tro, at det var ham, der havde talt til mig tidligere på aftenen. Den aften trængte Guds forbløffende kærlighed til netop mig ind i mit hjerte på en ny og dyb måde. Han havde talt til mig. Denne min vilde Gud, som kender hver eneste af mine tanker og hensigter, som ser al min synd og alle mine fejltagelser, elsker mig Og det vel at mærke ikke i den religiøse forstand, vi normalt mener, når vi siger "Gud elsker os". Her mener vi nærmest ,tolererer" når vi siger elsker, og tænker, at Gud gør det, fordi han er nødt til det - Gud er jo kærlighed. Nej, den aften forstod jeg, at Gud elsker mig som en elsker. Wauv

Læs hele kapitel 5 HER

Uge 4 - 2009

Vores tur til Afrika (Nigeria) i nov. dec. 2008 bliver ved med at "tale" til mig og i over tre uger drømte jeg næsten hver eneste nat om Afrika og detaljer vi oplevede der, og det randt mig i hu, hvad min tidligere biskop Niels Henrik Arendt engang (nov. 08) sagde og jeg citerer fra ham, som det er offentliggjort i Udfordringen:

Folkekirken kan
lære af afrikanere

Præster skal blive bedre til at personliggøre kristendommen, mener biskop Niels Henrik Arendt.

Et studie af Den Lutherske Kirke på Madagaskar viste ham, at dæmonuddrivelser, bøn for syge med håndspålæggelse og integrering af nye vækkelsesbevægelser bidrager til kirkens eksplosive vækst.
- Mit indtryk af alle samtaler var, at kristendommen vokser, fordi kirkerne er præget af menigheder, som selv tror på evangeliet og som åbenlyst lever ud fra det. Hvor er der danske menigheder, der rummer denne udfordring til omgivelserne? spørger biskoppen i en kronik i Kristeligt Dagblad.
- Vi udtrykker kristendommen i en meget almen form. Men mennesker bevæges af det, der berører dem personligt. Vi må blive bedre til både liturgisk og i prædikenen at personliggøre kristendommen. 
Og så må folk igen synge, så det kan høres:
- Sangen er menighedens åndedrag. Alt for tit virker det, som om den er i respirator! sl
Tilføjet til udfordringen.dk: 28.11.2008, 17:05 
Artiklen bragt i Udfordringen uge 48/2008

Uge 8 2009

Jeg har mødt megen inspiration i bogen Det maskuline hjerte af John Eldredge, og jeg vil gerne dele noget fra et afsnit med dig om:

KILDEN TIL ÆGTE STYRKE

Som allerede nævnt er vores tomhed og vores sår en vældig kilde til flovhed og skam for alle os mænd. Men sådan behøver det ikke være.

Lige fra begyndelsen, før vi faldt, og før vi kom under angreb, var det meningen, at vi skulle leve et dybt afhængigt liv Det er ligesom med et træ og dets grene, forklarer Jesus. I er grenene, og jeg er stammen I får jeres liv fra mig, og det har været meningen lige fra starten. Han tilføjer ligefrem "Skilt fra mig kan I slet intet gøre" Joh 5,15). Det er ikke, fordi han irettesætter os eller håner os eller bare i sit stille sind sukker og tænker Gid de viUe tage sig sammen og prøve at klare sig bedre uden mig. Overhovedet ikke. Vi er skabt til at være afhængige af Gud.

Vi er skabt til et nært fællesskab med ham, og uden det er der ingen del af os, der virker efter hensigten.
Som C. S. Lewis skrev: "En bil er lavet til at køre på benzin, og den kan ikke køre ordentligt på noget andet. Gud har konstrueret menneskets maskine til at køre på ham selv. Han er selv det brændstof, som vores ånd er skabt til at udnytte, eller den mad, vores ånd blev skabt til at spise. Der findes intet alternativ."

Det er lige her, vores synd og vores kultur indgår en uhellig alliance og holder os i slaveri og afmagt for at forhindre vores sår i at hele.
Vores synd er det stædige element i vores indre, som kræver selvstændighed frem for alt. Det er en del af os, der kæmper indædt for, at vi skal kunne leve uafhængigt af alle andre - ikke mindst Gud. Så kommer kulturen til med typer som John Wayne og James Band og alle de andre ,rigtige' mænd, der alle sammen har det tilfælles, at de er enspændere, som ikke har brug for nogen andre. Derfor kommer vi til inderst inde at tro, at hvis man har brug for nogen som helst til noget som helst, så er man svag, så er man handicappet. Det er derfor, ikke ti vilde heste kan få en mand til at standse for at spørge om vej. Det er jeg selv berygtet for. Jeg ved nok, hvor det er henne. Jeg skal nok selv finde vej, tak Først når jeg er fuldstændig, totalt og aldeles faret vild, holder jeg ind til siden for at spørge om vej, og jeg føler mig som et skvat, når jeg gør det.

Det kendte Jesus ikke noget tiL Den Mand, som aldrig veg tilbage for at konfrontere en hykler med hans hykleri; den Ene, som sendte hundreder på flugt ved at svinge en pisk over sit hoved; Herren over vinden og havet, han levede i fuldstændig afhængighed af sin himmel, ske far. ,,Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre." "Den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen." "De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger."
Det er ikke noget, Krisrus skammer sig over, tværtimod. Han praler nærmest af sin afhængighed af Faderen over for alle og enhver.
,Jeg og Faderen er et." (Joh 5,19; 6,57; 14,10; 10,30) Hvorfor er det så vigtigr?

Fordi mange mænd, jeg kender, misforstår kristendommen fuldstændig. De betragrer nærmest kristendom, men som en ny chance for at få styr på deres liv. De er blevet tilgi, vet, og nu ser de det som deres pligt at ,følge programmet'. De prøver at gennemføre et maraton med et brækket ben. Men klap nu lige hesten og prøv at holde fast i det her: Som du forhåbentlig husker, er mandighed en essens, der overføres fra far til søn. Det er, som så mange andre ting i livet, et billede på en dybere virkelighed. Den san, de essens af maskulin styrke overføres til os fra Gud gennem vores for, ening med ham. Bemærk, hvordan dette er en grundlæggende og afg0' rende del af kong Davids liv. Husk, at han er en rigtig mand, en sand kriger, og hør så, hvordan han i Salmernes Bog beskriver sit forhold til Gud:

Jeg elsker dig, Herre, min styrke (18,2)

Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp (22,20)

Min styrke, dig vil jeg holde mig til, for Gud er min borg (59, 10)

Jeg vil vove at påstå, at kong David til enhver tid kunne hamle op med både John Wayne og James Bond, og alligevel skammer han sig ikke ved at erkende og bekende sin fuldstændige afhængighed af Gud. Vi ved, at vi ikke er, hvad vi blev skabt til at være. Vi ved, at vi i virke, ligheden er skabt til styrke, og derfor gør vores afmagt os skamfulde.

Da jeg for nylig talte med Dave om hans sår, og hvordan han måtte træde ind i det for at starte en helbredelsesproces, protesterede han og sagde: ,Jeg vil slet ikke derhen. Det føles alt sammen så sandt." Mænd foragter typisk de svage punkter i sig selv.

Mange mænd taler om, at de føler det, som om der er en dreng inden i dem, og at det er noget, de hader ved dem selv. Hold op med at være sådan et pattebarn, snerrer de til sig selv. Gud ser ganske anderledes på det. Han er ra' sende over det, der er blevet gjort mod dig. "Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet, end at han bringer en af disse små til fald" (Luk 17,2). Tænk på, hvordan du ville have det, hvis de sår, du fik, de slag, du blev tildelt, ramte en dreng, som du elskede - din søn, måske. Ville du så håne ham for det?

Ville du foragte ham, hvis han ikke bare kunne ignorere det? selvføl, gelig ikke. Du ville få medlidenhed med ham. Som Gerard Manley Hopkins skrev:

Lad mig da også vise mit eget hjerte medfølelse, lad mig herefter leve i ve

Jeg har ingen reflektion i denne uge, men jeg har et nyhedsbrev, som fortæller om en tur, vi har haft til Albanien.

 Kære allesammen.

Så har jeg noget godt at skrive om - igen.
Vi er lige kommet hjem fra en begivenhedsrig tur til Albanien sammen med 4 andre fra Århus Valgmenighed og 2 fra Christianskirken i Århus.Vi ankom torsdag den 19. marts og tog hjem tirsdag den 24. marts.
Der var reserveret plads til os på et kristent center, der for en del år siden blev stiftet af en amenikaner med henblik på hotel-, kursus-, cafe- og restaurentvirksomhed. Centret hedder Stephen Center. (Klik på det hvis du vil se lidt om centret). Der var online internetforbindelse og en mødested for rigtig mange - måske for halvdelens vedkommende - udlændinge. Maden var også fortrinlig, må vi tilstå - (med et enkelt kilo ekstra i "bagagen" til følge)
Her boede vi det meste af tiden, men vi overnattede en enkelt nat (og havde på den måde to dage) i havnebyen Dürres på en vidunderligt feriecenter, der hed Tropical Resort. Du kan se nogle billeder derfra her.
----
Vi var sammen med nogle ledere fra en kirke, der hedder: The Church of the coming King: (6-7 fra en menighed i Tirana, 4 fra Vlora, 2 fra Fier, 4 fra Korca og 2 fra en anden menighed i Tirana.)
Formålet med turen var at træne lederne  i kirkerne, og vi brugte flittigt Mike Breens materiale: Livsmønstre (trekanten, cirklen m.m.) og lederne dernede fik mulighed for at "omsætte" de mange tanker og indtryk gennem gruppearbejde m.m. Selv var jeg "på" tre gange, men ikke med Livsmønstreundervisningen. En af betingelserne for at man kan undervise er, at man selv bruger det og har erfaring med brugen af det gennem huddling m.m.
----
Ud over dette var der andagter, forbøn, profetiske ord og billeder for dem, og vi sluttede af med en gudstjeneste.
De sidste to dage var vi turister dernede, og da viste Albanien sig fra den flinke side, vejrmæssigt, og vi så mange smukke ting. Igen - se billeder her - hvis du har lyst.
----
Vi har lige fået en melding fra lederen af det hele, lægen Piro, og ud fra hans svar ser det ud som om at det til fulde, ja måske til "overmål" er lykkedes os at finde en "åre", som vi tror kan komme til at give en del vand/bære en del frugt.
----
Ud over dette var vi også sammen med Irenes gamle skolekammerat fra Sosu-skolen, Mirela Pengili, som skulle have tolket, men det blev ikke nødvendigt.
Det var godt at være sammen med hende - også. (Nogen af jer har mødt hende her i Danmark).
----
Vi var også sammen med en anden spændende person, danske Stella Christeau, som siden 1991 har gjort en stor indsats i Albanien gennem et lokalt UMO arbejde.
Vi mødte også et par ledere i organisationen Mission Possible, som bl. a. driver et arbejde i Bathore.
Endelig traf vi for en kort bemærkning Ylli og Majlinda Treska, som vi boede hos og var sammen med for 2 år siden.
Vi kom meget berigede hjem, så vi glæder os begge to over, at vi får lov at være med i spændende udfordringer i Guds rige, og det er vi Gud meget taknemmelig for.
----
Da vi fløj fra og til Kastrup, nåede vi lige et barselsbesøg hos et 15 timer gammelt barn, idet Maria Aalling Hennild (Inger og Pouls datter)og hendes Jonas har fået en velskabt søn Zakarias, inden jeg om aftnenen skulle undervise i bøn og forbøn i Silkeborg (Godt at jeg kunne sidde med min bærbare i Malevflyet  og forberede mig, mens flyet drønede afsted med over 900 km i timen og senere i bilen hos Irene, der drønede afsted henover stepperne, men dog kun med ca. 130 km i timen - der er trods alt forskel på en Boeing 737 og en Volvo 745, men ligheden er dog slående :-)

Jeg har lyst til at citere lidt fra min bønsundervisning i Silkeborg:
Satan er bange for bedende mennesker FORDI:
Bøn virker, og den bringer Guds kraft ind i vore liv som Jesu  disciple.
Bedende mennesker kan modstå djævelen og besejre hans hensigter, når de forstår den autoritet, de har i Kristus.
Bøn medfører, at Guds vilje sker og modarbejder Satans vilje.
Bøn bringer os ind i et dybere fællesskab med Gud, som er netop det, Satan ikke ønsker!
Satan prøver derfor at få dræbt vort bønsliv eller i det mindste at gøre det ineffektivt. De redskaber, han bruger, indbetatter: distraktion, fristelser, ugudelige tanker, fordømmelse, opmuntring til tvivl, frygt og fortvivlelse osv.

Med venlig hilsen
Niels Peder Nielsen

 

 

Påsken står for døren og jeg har haft den glæde at skulle undervise ved en lovsangsgudstjeneste i Sct Pouls Kirke i Århus med temaet: ”- Vi synger til den korsfæstede” og da var jeg blevet bedt om at forkynde om korset.

Nedenfor kan du læse om, hvad jeg synes er stort ved korset:

Påsken og korset.

1. Korset udtrykker en historisk kendsgerning.
Det hedder i Hebr. 12,2 at han ”udholdt korset uden at ænse dets skam”       
Den apostoliske trosbekendelses ord  "pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet", understreger at vi her står overfor en historisk kendsgerning. Evangeliet er fjernt fra at være en slags tidløs gnosis eller filosofi.

Det er knyttet til tidsfæstede historiske hændelser.

Det var hans "jordiske legeme" (ved Kristi legemlige død) ,som døde, Kol. 1,22. " Han blev dræbt i kødet"  1. Pet. 3.18.

De jødiske rabbinere, kristendommens bitre modstandere, kalder ham med spottenavnet "den hængte", og fortæller om hans korsdød dagen før påske.

Den romerske historieskriveren Tacitus skriver: "Kristus, som de kristne har fået sit navn efter,  blev under Tiberius' regering henrettet af landshøvdingen Pontius Pilatus.

Jesus varslede selv sine disciple om, at den død han skulle lide i Jerusalem ikke ville blive den jødiske form for dødsstraf ved stening. men den romerske dødsstraf - ved korsfæstelse. Mat. 20. 18-19: »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, v19  og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.« 

Sådan krævede også folkehoben det af Pilatus, da de råbte: Lad ham korsfæste!

 

2. Korset står i centrum af det guddommelige frelses-drama.

Derfor har også den apostoliske forkyndelse af evangeliet Kristi kors som sit centrum.

Korset er i N.T. udtryk for hovedsummen av evangeliet, det frelsende budskab. Paulus karakteriserer evangeliet som  "Ordet om korset" 1. Kor. 1,18.

Dette er det ene sande evangelium, og han erklærer: ”- for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” 2,2. Ordet om korset er en ”Guds kraft tíl frelse”, 1,18;

Korsets frelseskraft ligger gemt i den hemmelighed, at Kristi død er en offerdød, en  soningsdød.

Kristi død er stedfortrædende straflidelse under Guds vredesdom over synden, Rom. 3,24-25; 

Jesus lider så grænseløst, fordi han gav sig hen til en straf  i alles sted.

Jesus ser det sådan, at Gud selv skal slå ham (sml. Jesu ord: " Jeg (Gud) vil slå hyrden, - fra Sak. 13,7 i Mat. 26,31, og Jesu kamp med sin Fader i Getsemane). Gud rækker ham lidelseskalken, dybest set. Jesus har ordene i Es. 53 nærværende: " Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom”. (v. 10). ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” Gal. 3,13.

 

3. På korset skete forligelsen med Gud, Ef. 2,16. "Han stiftede fred ved hans korses blod", Kol. 1,20. Her hvor menneskelig ondskab når sit højdepunkt, åbenbarer Gud dybet af sin nåde og kærlighed, for "men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.". Rom. 5,8.

Videre hedder det ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden”, 1. Pet. 2,24.

Ved Kristi kors får den, som tror, syndernes forladelse (retfærdiggørelse) Ef. 1.7: Kol. 1.13, for der er skyldbrevet gjort til intet. 2,14. Ved Kristi kors ophæves ikke bare lovens forbandelse over lovbruddene. Gal. 3.13. men loven som partsordning sættes også ud af kraft. Ef. 2.15; Rom. 7.4.

 

4. På korset forenes den troende med Kristus i hans død. Dette fremstilles i to noget forskellige betydninger.

Først i forbindelse med efterfølger-motivet.

Den som vil følge efter ham må tage sit kors op, Mat. 16.21.

Den troende er korsfæstet i forhold til synden, Rom. 6.2; kødet, Gal. 5,24, det gamle menneske, Rom. 6.6, verden Gal. 6.14. loven. Rom. 7.4;

Der er her ikke tale om en psykologisk indflydelse af Kristi eksempel. men om den grundlæggende  virkning som oprettelsen af dødssamfundet med den korsfæstede har for hele den troendes senere etiske liv.

Dernæst er det forenings-motivet.

Den troende er ikke bare Kristi efterfølger, han er blevet forenet med ham til ligheden med hans død., Rom. 6.5, han er død med Kristus., 6,8, begravet med ham ved dåben til døden. 6.4. og oprejst med Kristus Kol 3,1.

 

5 Videre bliver korset sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.

Ved korset er gærdets skillevæg, fjendskabet mellem jøder og hedninger revet ned, Ef. 2,14-16, ved at den gammeltestamentlige lovpagt afvikles.

Det er også Guds plan, at hele hans splittede skabning på ny skal forenes i Kristus. Ef. 1,10 - at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset, Kol. 1.20.

De onde åndemagter er besejret ved Kristi værk på korset. - han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus., Kol. 2,15, jfr. Joh. 12,31-32.

Som en triumfator som efter sin sejer lader de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, ser hele universet nu Kristi sejer over al fjendens vælde. 

Ikke i sin almagts åbenbaring knuste Gud syndens oprør - det skete ved Sønnens dybe fornedrelse, Fil. 2, 5-11.

Det er Lammet som har sejret og får universelt herredømme, Ap. 5,12-13, jfr. 12,11. Guds dårskab og Guds svaghed, viste sig at være "Guds kraft og Guds visdom", 1. Kor. 1,24-25.

 

6. Korset er anstød og dårskab for menneskene.

 Det anstødelige for vantroen er at Kristus døde som sonoffer for verdens synd, og at mennesker kan bliver frelst bare ved tro på denne hans soningsdød.

Det er korset som frelsens tegn som er det store anstød og den store dårskab.

Til dette knytter sig så i anden række det anstødelige ved korset - fordi det er et symbol på vanære og fornedrelse.

For jøder er korset et anstød. Det bliver det, fordi det som er karakteristisk for jøderne i religiøse spørgsmål er, at de søger tegn.

Sådan havde Gud før stadfæstet sit ord til dem gennem hele den gamle pagts tid, og de ventet at Gud på denne måde skulle udpege og identificere deres Messias for dem.

Dette skete faktisk også. Apgj. 2, 23: Joh. 14.11; 15.24, jfr. 7.3 1: 12.37.

Men jøderne var ikke tilfreds med de tegn Gud er for den søgende tro.

De krævede tegn for vantroen - sensationelle himmeltegn efter eget ønske og påfund.

Jesus sagde, at sådanne tegn ikke skulle gis dem, og det eneste tegn, de skulle få, var profeten Jonas' tegn: v38  Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39  Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40  For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mat. 12,38-40.

Jesus varsler altså, at det sidste store afgørende tegn på hans Messias-værdighed er hans død og opstandelse, jfr. Rom. 1,4.

Men hans død var en korsdød, og det eneste korset syntes at tale om var nederlag. En korsfæstet Messias skuffede alle deres forventninger.

Dertil kom, at for jøderne var korset ikke bare en fornedrelse, det var en forbandelse. Forbandet er hver den som hænger på et træ. Gal. 3,13; 5. Mos. 21,23. Kristus døde udenfor lejren, Hebr. 13, 12-13, udstødt fra sit folk - og regnet blandt ugerningsmænd., Mrk. 15,28.

Hvordan kunne så en som hang på et kors under Guds forbandelse være kilden til al frelse og velsignelse?

For hedninger er korset en dårskab, I. Kor. 1,23.

De visdomssøgende grækere står som repræsentanter for folkeverdenen udenfor Israel, 1,22.

Den visdomslære som de søger, må være et vel opbygget filosofisk system som tilfredsstiller deres logiske sans og harmonerer med deres opfattelse af verden og tilværelsen. Og dette tankesystem må fremsættes i den filosofiske terminologi som de var vant til, og satte så højt, afslebet og finpudset gennem århundreders lærde diskussioner. Ordet om korset, dette budskab som måtte opfattes sådan at de kunne blive frelst bare ved at tro på en korsfæstet jøde, syntes fuldstændig absurd. Alligevel siger Paulus at en korsfæstet Kristus er det eneste frelsesbudskab, han vil vide af. 2.2.

 Evangeliet har intet behov for hjælp af visdoms overtalende ord.. 2,4, det skaber al sin fremgang ud fra sin egen iboende sandhed og ånds kraft, 2,5

Amen.

 

Reflektion uge

Så er det ugen, hvor Bededag er på banen, og i den forbindelse har jeg lyst til at dele lidt med jer om Anthony Blooms tanker om bøn

Niels Peder

 

Lidt om Anthony Bloom

Russisk ateist, hvis far var diplomat under Zaren, men nåede at flygte. Under sit ophold i England mødte han en præst, der fangede hans opmærksomhed, og næsten i protest læste han det korteste evangelium.

 

Han siger det sådan:

"Jeg startede derfor på Markus evangeliet. Mens jeg læste begyndelsen af Markus evangeliet, og inden jeg var nået til kapitel tre, blev jeg mig pludselig bevidst, at der var Nogen til stede på den anden side af skrivebordet. Visheden om, at det var Kristus, der stod der, var så overvældende, at den aldrig siden har forladt mig. Dette var det egentlige vendepunkt. Kristus levede, og jeg havde mødt ham, og derfor kunne jeg sige med sikkerhed, at det evangelieme sagde om korsfæstelsen af profeten fra Galilæa var sandt, og at høvedsmanden havde ret, da han sagde: "Sandelig, den mand var Guds søn". Det var i lyset af opstandelsen, at jeg nu kunne læse evangeliernes beretning og have sikkerhed for , at den var sand helt igennem, fordi jeg var mere sikker på, at det umulige � opstandelsen virkelig var sket, end jeg var på, at nogen anden historisk begivenhed havde fundet sted. Historiens begivenheder måtte jeg tro på, men opstandelsens virkelighed havde jeg erfaret"

 

Han blev ærkebiskop med særlig tjeneste indenfor undervisning, bøn og sjælesorg. En af hans bøger hedder En vej til bøn. Og herfra har jeg lidt citater

Den inderlighed og de forjættelser, som ligger gemt i den læste tekst optager Anthony Bloom en del, og jeg vil fra hans bog læse nogle hovedtanker, som belyser problemstillingen: At gro sammen med Gud på en sådan måde, at hans tanker og vilje i den grad afspejler sig i vore liv, så vi mærkes heraf og så det flytter nogle ting i vore liv.

Bloom gør sig tanker, som er dybe og inderlige og samtidig afslørende for os.


1. Hvem er focus for min bøn?

Forud for det jeg her citerer har han omtalt og forklaret ret udførligt om det, der hindrer os i at komme til ham og leve i hans nærhed. Han fortsætter så med at sætte focus på, hvem, der er i focus, når vi beder.

Hvis det, jeg har sagt indtil nu, holder stik, så må vi nu til at banke på en dør. Og her er der så nogle problemer, som bliver meget mærkbare. Hvis vores dør var døren ind til en eller anden kirke, ville sagen være enkel nok, så kom man jo bare og bankede på. Men problemet er jo, at vi som oftest ikke aner, hvor vi skal banke på. Hvor tit sker det ikke, at et menneske gerne vil bede og så begynder at spørge sig selv. "Hvem skal være i fokus af min bøn? Hvorhen skal jeg rette mit blik og mit hjerte"? Hvis man er muhamedaner, er sagen klar: man vender sig mod Mekka. Men selv i det tilfælde  hvad gør jeg så, når jeg har vendt mig mod øst? Man kan ikke stille ind på noget mindre end Gud selv. Så såre man prøver at stille ind på en imaginær Gud, en man kan forestille sig i fantasien, så er faren der jo for, at man sætter et afgudsbillede ind mellem sig og Gud. Denne tanke fandt udtryk så tidligt som i det 4. århundrede hos St. Gregor af Nazianz. Han sagde, at i samme øjeblik vi anbringer et synligt tegn foran os  det være sig et krucifiks, et tabernakel, en ikon eller et fantasibillede, f. eks. "Gud sådansomviforestillerosham" eller Kristus, som vi har set ham afbildet på malerier  og vi så retter vor opmærksomhed mod dette billede  ja, i samme øjeblik har vi anbragt en forhindring mellem os selv og Gud, fordi vi opfatter vort billede som identisk med den person, til hvem vi henvender os i bøn.

Det, vi her må gøre, er for det første at mobilisere al den gudserkendelse, som er givet os ; for kun sådan kan vi overhovedet komme til at opleve Guds nærvær. Men dernæst, når vi nu står der ansigt til  ansigt med Gud, må vi gøre os helt klart, at al vor viden om ham nu er fortid og egentlig faktisk allerede ligger bag os  foran står Gud selv i hele sin mangfoldighed og i hele sin enkelhed, ganske tæt ved os og dog som den ukendte. Det er kun, når vi således står fuldstændig åbne foran den ukendte, at den ukendte kan åbenbare sig selv, sådan som han finder det for godt at vise sig for os, som vi er i dag. Derfor må vi stå med åbne hjerter og åbne sind foran Gud, uden at forsøge at forsyne ham med en skikkelse eller forsøge at spærre ham ind i begreber og billeder  og i denne tilstand, med denne holdning, må vi så banke på.

Det Bloom her viser os er betydningen af, at vi står overfor en levende Gud, der så at sige Afølger med tiden@, følger os i tiden, og er i stand til at nå os her og nu - for han er historiens Gud og den Gud, der skaber historie.


2. Guds rige er inden i os.

Hvor? Ja, evangeliet siger os, at Gudsriget først og fremmest er inden i os. Hvis vi ikke kan finde Gudsriget inden i os selv, hvis vi ikke kan møde Gud der, i vort væsens dyb, så er vore muligheder for at møde ham udenfor os selv meget små. Da Gagarin kom tilbage fra sin rumrejse og kom med den bemærkning, der vakte furore, at han ikke var stødt på Gud i himlen, sagde en af vore præster i Moskva:

"Hvis du ikke har set ham på jorden, ser du ham heller ikke i himlen". Dette gælder også, hvad jeg taler om her. Hvis vi ikke kan finde et kontaktpunkt til Gud i os selv, i denne mikrokosmos som jeg er , så er chancerne meget små, for at jeg overhovedet ville genkende ham, hvis jeg en dag skulle stå ansigt til ansigt med ham. Johannes Chrysotomus sagde: "Find dit hjertes dør, så vil du opdage, at det er døren til Guds rige".

Derfor må vi vende os indad og ikke udad, omend dette "indad" skal forstås på en særlig måde. Jeg siger ikke, at vi må gå ind i os selv på samme måde, som man gør i en psykoanalyse. Det drejer sig ikke om en rejse ind i mit eget indre, men om en rejse igennem mit eget selv for at dukke frem fra mit væsens dybeste plan, derud hvor Gud er, der hvor han og jeg kan mødes.


3. Med hvilken kraft afsendes vor bøn?

Mod hvad, mod hvem skal jeg vende min bøns pilespids? Det sker tit, at mennesker prøver at råbe mod himlen for så at blive meget forundret over, at himlen er tom og ikke svarer tilbage. Det er ikke der, man kan finde genklang. I det 7. århundrede skriver Johannes Climacus, at en bøn og ordene i en bøn er som en pil. Men at have en pil er ikke nok, hvis man vil ramme et mål, må man også have en bue med en god streng og en god stærk arm til at spænde den. Har man en god bue, men ikke kan spænde den ordentligt, så kommer pilen ikke langt. Skyder man den ikke af med en stærk arm, kommer den aldrig til målet. Vi har altså brug for både bue, streng, arm og styrke. Lad os nu sige, at bønnens ord er pilen selv, og at vi sigter mod det dybeste punkt i os selv, hvor vi kan finde Gud. Vi må altså vende vores bue indad for at kunne ramme dette punkt. Dernæst må vi give vores pil alle de nødvendige betingelser for at kunne flyve stærkt og godt mod målet. Det sker jo tit, at vi er uopmærksomme i bønnen, vort hjerte er ikke rigtigt med, og vor bøn holdes ikke oppe af hele vort liv. Her ligger analogien til buen, strengen og styrken.

Der er tidspunkter, hvor man kan forsøge at bryde igennem til dybderne i sig selv ved at råbe mod ham, som er ved roden og i dybden af alle ting, men samtidig må man se fuldstændig klart, hvor man er på vej hen, og hvor man skal rette bønnen hen: ikke tilbage, ikke opad, men dybere og dybere  mod al modstanden der står i vejen, mod hver en dækmanøvre, mod alt det, der hindrer en i at bryde igennem til den dybde man søger. På den måde bliver bønnen noget, der lader sig gøre, om end den samtidig er et strengt og dumdristigt foretagende.


4. Bøn mobiliserer hele hjertet, hele personligheden - hele tiden

Samtidig må man mobilisere hele sit hjerte i tilbedelse, i ærefrygt for Guds majestæt, i hengivenhed  som er kærlighedens sande ansigt  alt dette i en handling, som omfatter hele en selv, forstand og hjerte  en handling som er helt og aldeles i overensstemmelse med, hvad man er og står for.

Mit første forslag er derfor, at man spørger sig selv , hvilke ord det har mening for en at bære frem for Gud  lige meget om det er ens egne ord eller andre menneskers. Man må spørge sig selv, hvor meget de rører ved ens hjerte, om man kan koncentrere sit sind om dem  for hvis man ikke selv kan holde opmærksomheden fangen omkring de ord, man bruger? Hvorfor skulle Gud så gøre det? Hvordan skulle han kunne tage imod dem som udtryk for ens kærlighed, hvis man ikke lægger hele sit hjerte i dem og de i stedet bare formidler en vis høflighed plus en vis portion åndsfraværelse?

Hvis man så lærer at bruge en bøn, som man har valgt i de øjeblikke, hvor man var i stand til at have hele sin opmærksomhed henvendt på Guds nærvær og lærer at bære den frem for ham, så vil der gradvis ske dette, at opmærksomheden for Gud vokser inden i en i en sådan grad, at lige meget om man er sammen med andre mennesker, i et lyttende eller snakkende samvær, eller alene med sit arbejde  så er denne følsomhed så stærk og bevidstheden om Guds nærvær så intens, at man kan bede, endog når man er sammen med andre mennesker .

Nogle af vore åndelige forfattere bruger en analogi, som ligger på to planer  den ene er grovere, enklere og udtrykker efter min mening deres intention ganske udmærket  den anden er "finere".

Den enkle og noget grove analogi er noget, som en af vore store åndelige vejledere eremitten Teofanus siger: "Bevidstheden om Gud skal være så følelig som tandpine".  Når man har tandpine, er man ude af stand til at glemme det; hvadenten man snakker, læser, vasker gulv, synger, eller hvad man nu gør, så er tandpinen der hele tiden, og man kan ikke slippe væk fra den. Det, jeg nu siger, er, at vi skal stile efter at have en sådan smerte i vort hjerte  selvfølgelig ikke i vort fysiske hjerte, men i vort væsens kærne  en smerte som er udtryk for en desperat længsel efter Gud, og som, i det øjeblik man ikke længere har kontakt med ham i bønnen, giver en følelse i retning af. "Nu er jeg alene  hvor er han henne?".

Den "finere" måde at udtrykke det på er at minde om, at hvis vi har haft en stor glæde, smerte eller sorg, så glemmer vi det ikke så let i dagens løb. Vi lytter til andre mennesker, gør hvad vi skal, læser , arbejder, men smerten over det, der er taget fra os eller glæden over den frydefulde begivenhed er hele tiden med os. Sådan skulle det også være med Guds nærvær. Og hvis følelsen af Guds nærvær er så intens som dette, som her er sagt, så kan man bede, mens man gør andre ting. Man kan bede, mens man udfører legemligt arbejde  men også når man er sammen med andre mennesker, mens man lytter eller er med i en samtale eller i et andet foretagende mennesker imellem. Men som jeg sagde før' , det er ikke her, det starter, og jeg tror, vi først må træne os selv i at holde ud i en holdning af tilbedende opmærksomhed og sønderknust anger og at respektere de betingelser, som gør denne holdning mulig, for det er så let at blive uopmærksom, at glide fra årvågenhed til drømmeri under bønnen, Lad os gå i gang med at lære denne form for bedende opmærksomhed og fuldstændig indre balance, af tilbedende ærefrygt og af overgivelse til Gud i de øjeblikke, hvor vi kan gøre det af et helt hjerte og sind  så kan vi efterhånden også forsøge at gøre det i andre situationer .

 

Amen

 

Uge 22

 

Det har i lange tider skabt debatter om gudstjenesteformen i den danske Folkekirke og fornylig var der en lille snak på et inspirationsforum, jeg selv er med på, og jeg synes det er værd at dele disse tanker med flere, så det være hermed gjort.
Niels Peder

 

Torsten Borbye Nielsen skriver en åbent spørgsmål til en del kolleger i kirken

 

Kære venner i præstenetværket.

Jeg skal i juni i 2 dage undervise nyere præster på Præsternes Efteruddannelse med emnet musikalsk fornyelse i gudstjeneste- og kirkeliv.

Hvis I har nogle gode input og tanker - også gode råd, jeg kan give videre f.eks. om samarbejde med organister, som ikke nødvendigvis altid er vilde med at tænke anderledes om musikken - så er de meget velkomne!

Har I nogle erfaringer med f.eks. alternative gudstjenester eller andet, hvor I eller andre har brugt (levende eller elektronisk) musik, sange, lovsange og salmer på andre måder i dynamik med prædiken, læsning, stilhed, forbøn, meditation, dans og bevægelse, billeder osv.?

Så ville jeg være taknemmelig, hvis I ville dele ud af jeres erfaringer (gerne både gode og dårlige).

Tak for hjælpen,

 

Hertil svarer Helge Maagaard       

Kære Torsten

Min erfaring fra adskillelige vikariater er:

Det handler om relationen præst – organist.

Derfor:

Brug/forvent tid i begyndelsen på at bygge et godt forhold til organisten.

Gør noget ud af det!

Både personligt og fagligt.

Brug ekstra tid omkring musik til salmer i begyndelsen, for at kunne arbejde sammen.

Respekter organistens smag/valg i musik fuldt ud, men vær til stadighed ved din egen (evt. anderledes smag og begrundelse for valg).

Respekter organisten for deres faglighed / evner. Og erkend også med dig selv, hvis organisten ikke tænder på det samme, som dig, og eventuelt ikke kan det, du selv ville ønske.

Vær både på skrift og i tale i begyndelsen bevidst foreslående og afprøvende frem for bestemmende og dirigerende eller ’statement’-agtig.

Men vær parat til at tage beslutning/vise hvor du gerne vil hen og vælge, sådan gør vi (denne gang), når/hvis bolden bliver kastet tilbage.

- har oplevet organister spille og være med på ting, de ellers ikke normalt var/gjorde..

Med venlige hilsner Helge Maagaard Kst. sognepræst i Grindsted indtil 31. maj 2009

 

Senere kommer Jens Arne Skjøtt med et indput

Et godt indlæg Helge.

Her i Ølsted er der ingen fast organist. Sognemedhjælperen står for at finde den/de der skal stå for det musikalske ved gudstjenesten.

1. Her i sognet sparer det ca. 50.000 kr. på årsbasis i løn til organisten, da der betales fra gang til gang.

2. De sparrede penge bruges til at forny gudstjenesten ved at forskellige grupper kommer ind og holder en form for koncert under gudstjenesten og samtidig spiller til salmerne. Eller en a-capellagudstjeneste, hvor gruppen fortæller om sin sang, synger selv og styrer salmesangen.

3. Der kan være solooptræden med et instrument, og den samme står for musikken til salmerne

 4. Det giver også mulighed for at synge nogle lovsange, hvor klaveret er på. (det mestrer sognemedhjælperen)

 5. Endelig en gudstjeneste, hvor det er klaveret der hele vejen igennem står for musikken.

6. Her til pinsegudstjenesten bruges både orgel og klaver, en cornet ledsager orgelet og ind imellem er der et par piger der synger solo.

7. Uden fast organist, synes vi det giver rigtig mange muligheder for at bryde den faste liturgi og rytme, samtidig med, at vi altid ved specielle gudstjenester for ungdomsklubberne med forældre bruger både salmesang og lovsang, men det er klaveret der spiller.

Det var vist lige det der tiggede ind her lørdag morgen.

God weekend
Jens Arne

 

Helge Pahus slutter med denne melding

Dejligt med den mulighed, Torsten!

 Jeg har en kronik liggende i computeren, måske får jeg aldrig sendt den. Men den frigørelse fra Folkekirken, som er i gang i undergrunden, og som Folkekirkens ledelse næppe véd om, skyldes to ting: en dogmatisk utryghed ved kirkens ledelse. Og/eller: et ønske om en anderledes gudstjeneste.

Og her er det især musikstilen, der er ødelæggende mange steder.

Efter at jeg blevet pensioneret, har jeg været til et hav af gudstjenester, i frikirker og folkekirker. Gudstjenestesituationen i Folkekirken er kritisk, prædikenen kan ofte være OK, men indpakningen - ja, den går bare ikke længere. Et liturgisk dyb gudstjeneste, som den katolske eller armenske (jeg er lige hjemkommet fra Armenien :-) kan give mening, men den danske højmesse er jo blot en afsyngelse af salmer og deltagelse i en klassisk koncert; ja, mange steder er menigheden gidsel i de professionelles afsyngelse af salmer og afspilning af klassisk musik. Det er dybt tragisk, og resultatet er som alle véd: mange steder er jeg omtrent den yngste deltager i gudstjenesten...

Det går ikke længere. Der skal et regulært oprør / ulydighed til. Jeg siger ikke at gudstjenesten skal stilles på hovedet, ofte er det måske i første omgang bare lidt der skal til (dejligt i Boholte kirke at se Torbjørn Stålander indflette to guitarsange; og folket nyder det). Men faktum er, at den mekanisk-profesionelle gudstjeneste er stendød. Den armenske gudstjeneste er ikke blevet ændret de sidste 800 år, men den danske højmesse kan ikke holde så længe....

Gad vide hvor mange danskere der elsker at høre motetter. Åh, suk. Det er i al fald ikke noget for mine venner i jernbaneklubben. Gudstjenesten skal ikke forfladiges, men for folkets skyld skal musikrammen ændres. Den nuværende musikstil er ikke engang særlig hellig. Der skal nok skiftes en hel generation af kirkemusikere, men de kirkemusikere, der kun er i kirken for at holde "koncert", kan måske få særlige kirker at holde gudstjeneste i.

En flot lille idé: Sorgenfri kirke, som ikke er "karismatisk", men dog levende og interessant, har en organist, utvivlsomt klassisk skolet, men han lader orgelet hvile til et eller to af versene i hver salme. Og sangen løfter sig højt. Så der findes altså også organister, der har syn for at salmer er til for at menigheden skal synge! Jeg bøjer mig i respekt.

Tja - hvem tilhører gudstjenesten og hvad vil "kirken" egentlig med den? Blessings, Torsten  ... go for it!

Helge Pahus

 

Uge 23

 

Pinsen står for døren og jeg sætter lidt op på min hjemmeside som en form for reflektion over det store, som pinsen er:
Niels Peder Nielsen

Alle de mange spørgsmål man kan stille til pinsen!

Hvordan er det nu lige det er med pinsen...? spørger sikkert mange almindelige danskere og så leder man efter et eller andet, som man kan koble pinsen sammen med, men ak, der er ingen adventskrans, julegaver, juletræ som med julen - ingen påskeæg, påskehare som i påsken.

Pinsen har ikke de forretningsdrivendes bevågenhed, så vi kan desværre ikke få pinseæg, pinsekyllinger, pinselys eller pinseservietter i særlig pinsefarve.

Og selv om biskoppen over Roskilde stift Jan Lindhardt for en del år siden foreslog, at man gør fisken til pinsens kendetegn, så er vi ikke kommet derhen endnu.

--------------

Oven i dette kæmper vi i pinsen med, at det, der sker, ikke er så konkret eller så let tilgængelig, som de andre højtiders indhold, og at pinsen er fyldt med så mange "sære" fænomener, som er sådan lidt "ØH hvordan skal vi forstå det" -  ting!

Jeg tænker på, hvordan disciplene forud for pinsedag i ovensalen blev fortalt, at  de skulle - iføres kraft fra det høje", "- døbes med Helligånden". Ikke ligefrem letforståelig tale må vi sige.

Og så på pinsedag møder vi "en (ubestemmelig) lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad".

Der er "tunger som af ild" , der "fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem" .
Og  "de blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." 

Ikke nødvendigvis lige det, der sådan siver hurtigt ind i vore måske kritiske hoveder, og slet ikke i en tid, hvor det irrationelle og de åndelige manifestationer ikke just kalder på vores "Yes" men må konstatere, "at vinden, (at Helligånden) blæser, hvorhen den vil" som Jesus siger det på forhånd i Johs 3

Og de fleste er af natur ret skeptiske overfor det fremmede og ukendte og det betyder, at vores reaktion ofte er afventende og tilbageholdende, og derved kan vi let få vanskeligheder med at modtage, endsige involvere os i det, som Ånden, Helligånden kan finde på at gøre ved os. En smule angste er vi også, når Helligånden virker, og er på færde. for hvad i alverden kan Helligånden finde på!

--------

Jeg tror nu afdøde Johannes Aagaard rammer det, der sker i os, ret godt, når han siger:

Kirken har berøringsangst og har det vanskeligt med Helligånden,  - for - vi kan jo ikke have sådan en Helligånd, der farer rundt uden at spørge os."

Han har nok ret. Måske tør vi slet ikke lade os føre og lede af Helligånden, for sæt han fører os derhen, hvor vi ikke tør eller vil gå, og hvordan skulle vi kunne motiveres til at blive ledt på en dyb, inderlig og dynamisk måde, hvis vi har det svært bare med beskrivelserne, endsige er lidt bange?

---------

Men selv om jeg har forsøgt at sætte ord på de mange tanker vi kan gøre os om pinsens virkelighed, så vil jeg alligevel forsøge at medvirke til at vi forenkler vore tanker om pinsens budskab og betydning, og hertil hjælpes vi godt på vej af teksten til i dag.

 

Pinsens tema og hovedanliggende synes jeg slås an gennem prædiketekstens ord: -  og vi skal komme til ham og tage bolig' hos ham.

Pinseunderet betyder, at Jesus er her, og at han er nær..

Mange, har jeg fornemmelsen af, regner med, at Jesus befinder sig i Himmelen - befinder sig i det høje.

Utilsigtet måske kommer desværre nok trosbekendelsens ord til at forstærke denne tanke: opfaret til Himmels, siddende ved Faderens højre hånd.

Men det må ikke få os til at bekende Jesus langt væk! Trosbekendelsens formål er ikke at sige noget om, hvor Jesus bor, hvor han opholder sig, men er derimod en bekendelse til Jesu almagt!  - at han har fået al magt i Himmelen og på jorden, og at han bruger denne magt til at være os nær med sin hjælp, sin kraft, at vi har en frelser, der har alt under fuld kontrol, at han som den, der har alt magt, også bruger magten til at være ikke blot i Himmelen men til at være nærværende overalt på jorden!

Han er i Himmelen, han er på jorden, overalt er han efter sin opstandelse.

Det gælder om at leve sig ind i bevidstheden om, at den Jesus, vi tror på, han er her! Han er nær!. Han bor ved troen i vore hjerter, og vi bor ved troen i hans hjerte.

Luther har engang sagt: "Det er Djævelens største bekymring (og Djævelen har mange bekymringer!) at Kristus er kom­met til verden for at forblive i verden!."

Den treenige Gud bor i de troendes liv ved Helligånden! Den sidste aften Jesus var hos os, siger han til disciplene: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. --- Den dag (pinsedag) skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.  (Joh. 14,18-20) og lidt senere

+Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.v. 23 (dagens tekst).

Dette er stærke og vidunderlige ord. Ved Helligånden, som er udgydt i vore hjerter, får vi umiddelbart fællesskab med Faderen i Jesus Kristus, ­får lov at opleve en Gud, som er her og en Gud, som er nær.

Allerede i Det gamle Testamente (GT) hedder det. "Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk! _Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham?" 
5. Mos 4, 6-7.

Ny Testamente definerer Jesu nærvær ganske klart og forståeligt: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.*, Matt. 18,20.

Det er vældig stort og forjættende for ethvert fællesskab. - Men videre står der, at Kristus er i sine troende. Det er måske det største af alle undere! Menig­heden består af forløste og frelste mennesker, i hvis hjerter Jesus bor ved Ånden!

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.  Gal. 2,20.

Paulus beder i Ef. 3,16 -17 om,  - at han (Gud) i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.

Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer?- spørger apostelen (2. Kor. 13,5).


Luther siger: "Det er noget uhyre stort, at Gud bor, virker og regerer i sine hellige. For den sags skyld skulle enhver forskrækkes for en kristen og med stor ære frygte for dem, for de er hellige steder, hellige boliger. Dette er så høje åndelige ting, at troen er nødven­dig for at tro det. At jeg arme, syndige menneske skulle tro, at Gud i Jesus ved sin Ånd er hos mig, jeg, som udvortes på legemet må være Djævelen og al verden så nær og desuden er et syndigt menneske, det er for fornuften helt utroligt."

------------

Altså (Afslutning)

Fordi Helligånden bor ved troen i vore hjerter oplever vi Guds nærvær og samfund med Gud, hvor vi så også har ret og pligt til at involvere os i Åndens kraftige virkninger..

Også dette siger Luther noget om:

"Om troen må man lære ret: ved den indpodes vi i Kristus, således at menne­sket og Kristus tilsammen bliver som én person; og men­nesket kan herefter ikke skilles fra ham, men hører bestan­dig sammen med ham. I  livssamfundet med Jesus opstår et ejendomsfællesskab, hvorved alt hans bliver dit, ligesom alt dit bliver hans".

-----------------

Ikke for ingenting fester vi hele to dage for disse fantastiske ydre begivenheder, som satte Kirken i gang med det sidste, største og endegyldige indsats for at Guds rige kunne nå ud til verdens ende, og som vi i dag er en del af. Amen

 

Efter en ide af Erling Utnem fra bogen Åndens gerning

Så er tiden for de store højtider ovre. Pinsen var den sidste af de store og nu begynder så den store læringsperiode i det, som vi i kirkeåret kalder for Trinitatistiden og jeg prædikede på Trinitatissøndag i Oasefællesskabet i Silkeborg, og jeg fik til apgave at beskrive, hvad det vil siges at fødes på nyy, jf det Jesus siger i Johs 3: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

 

Her er så mine reflektioner over det som sker med Nikodemus.

 

Natdyret i os

Normalt bruger vi natten som livets hovedhviletidspunkt - godt hjulpet på vej af Gud selv, der slukker lyset for os - og almindeligvis er natten da også tidspunktet for hvile og afslapning, men - natten kan dog også forløbe noget anderledes end vi vil det, og hvor vi ind imellem opfører os unaturligt og ligger og drejer os, roterer rundt og er alt for vågne! 

Andre gange kan det også ske - når stilheden sænker sig - når dagens trummerum - når dagens travlhed er slut - at vore tanker får et særligt spillerum på godt og ondt.

Det kan være tanker om, hvordan morgendagen skal forløbe, hvad vi skal nå, hvad vi skal købe ind og have til middag, hvad vi skal klæde os i, og hvordan kontoen har det. 

Sindet synes at være som et ældgammelt chatol, hvor alle skufferne ryger op på én gang, og alle bekymringerne som dagslyset og det daglige ræs har holdt på afstand, vælter nu ud til ”offentligt skue”, der midt om natten.

Men ofte melder de store tanker sig om natten  - også - de tanker vi næsten ikke kan sætte ord på og næsten ikke kan tænke til ende - eller næsten ikke tør tænke til ende - alt det, vi ikke kan styre. Det kan være tankerne om de store og ufattelige ting - skæbnen, livet, døden, Gud, hvad meningen med det hele i grunden er.

Jo, natten er tit tankernes og ikke mindst drømmenes tid, og en tid, hvor tankerne ofte kan føre til et gennembrud i vore liv.

 

Nikodemus natdyr. Nikodemus natdyr

Nikodemus som vi hører om i dag er også  søvnløs. Måske kunne han heller ikke han finde ro for de spørgsmål, der meldte sig og gjorde ham ganske urolig i sit hjertes inderste, og som kom sikkert af det, han havde hørt og set om Jesus og noget i ham trækker ham mod den Jesus, da han godt kan se, at det han/Jesus gør, indeholder en lærdom og nogle tegn fra Gud.

Men samtidig er der noget der trækker i forskellig retning i hans indre, for han ved udmærket, at hans kolleger - og de fleste andre med dem - mener, at Jesus er en plattenslager, en frådser, en dranker og venner med toldere og syndere, men det der bekymrede mest var hans mange store ord:
- at han er ”ét med faderen og at ingen kommer til faderen uden ved ham
- at han er opstandelsen og livet, vejen sandheden og livet
- at han er livets brød osv”  

- og alt dette gør Nikodemus urolig, og sætter ham i syv sind. 

Men pludselig, som han ligger der, urolig og vender og drejer sig, ta´r han en hurtig beslutning, rejser sig fra sin seng, opsøger Jesus for at bli´ klar på nogle af de mange nattens tanker, som fylder ham med sin uro.

Måske havde han regnet med at bli´ sin uro kvit, og slutte sig til de andre med en klar fornemmelse af at Jesus var en religiøs afviger, en plattenslager, en frådser, en dranker og en gudsbespotter.

Men her i Jesu nærhed, i Guds nærhed, i Åndens nærvær, i Helligånden kraftfelt, bli´r Nikodemus blot ført ind i den verden, ind i det univers, som Jesus altid bringer os ind i, når han får lov til at få sin vilje med os.

Men som vi skal høre, gør Jesu svar gør ham alt andet end rolig, og det er måske godt nok, for når vi søger ro, så søger vi jo ofte at få vores eget verdensbillede bekræftet, og vi vil gerne stryges lidt med hårene og have at vide, at alt er godt som det er, at alt er i den skønneste orden og at vi har tjek på alting, og at det vi mener, er det helt rigtige.

Det er aldrig særligt beroligende at få vendt op og ned på sit liv og sin verden, og det er lige bestemt det Jesus gør for Nikodemus, vender op og ned på hans liv, for Jesus fratager ham hans selvklogskab, i hvert fald på den måde han har været vant til at være selvklog i sine tanker om Gud.

 

3. Jesus ”vælter” Nikodemus med er udsagnet: ”Det, der er født af kødet, er kød”

Erfaringen viser at vor indbyggede natur gør, at vi har mistet den klare fornemmelse og forståelse for, hvem Gud er og hvad Gud vil os.

Vi er fremmedgjorte fra ham og det betyder, at vi i vores livsstil og gennem vore værdier stort set lever efter vort eget indbyggede kompas og impulser: “Hvad der er født af kød er kød -” – kalder Jesus den måde at leve på! – for det vi gør og finder på, kommer altid fra vort indre og er bestemt af den personlighed, som er vores - den kultur - det land - den by, vi vokser op i - den opvækst vi får, og det giver os slet ikke nogen klar opfattelse og oplevelse af, hvem Gud er, fordi vi er født af kød og handler i kødet, en tilstand vi fødes med og ind i og som vi sådan set ikke har bedt om.

 

4. Men Jesus ”vælter” ham endnu mere med at sige og lede hans opmærksomhed lige præcis hen på det, som er vigtig for at forstå: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

En helt ny fødsel, si´r Jesus, er nødvendig, og på samme måde som en fødsel er alvorlig og glædelig - et under skabt af Gud - sådan  er også den nye åndelige fødsel det - noget nyt bli´r til - noget nyt, som skabes af Gud i vore hjerter.

Præcis så nyt som det er for en nyfødt baby selv at skulle trække vejret, selv skulle indtage føde, selv skulle omsætte modermælken, selv skulle tisse og skide.

Præcist lisså nyt, er det at blive kristen, for noget helt nyt bliver til, noget helt nyt skabes af Guds Ånd, af Helligånden, af Guds nærvær, indblæst  i vore åndelige næsebor med samme intensitet som da Gud blæste livsånde ind i vore næsebor på skabelsens morgen.

Denne Åndens indblæsning gør, at vi modtager et nyt liv, et troens liv, får en ny natur, og det nye liv og den nye natur udvikles og præges derefter af den opstandne og ophøjede Jesus, hans ord, hans kærlighed, hans kraft.

Det er ikke bare en anden måde at leve på, en ny tilpasning til noget gammelt og velkendt. Nej det er noget helt helt nyt.

For at vi kan gribe dette, gribe om det nye, må der ske en omvæltning, noget afgørende nyt, som ganske fint kan sammenlignes med det, der sker, hver gang et barn fødes. En ”fødsel” ind i det nye  må der til, og et deraf følgende nyt liv, en ny personlighed, en ny natur må og skal der til, og ikke bare en tur tilbage over mors moderliv - som Nikodemus lettere forvirret vikler sig ind i som en umulig mulighed – og hvor alt er ved det gamle og blot en slags - ”frem til kommoden og tilbavs igen”,

Næh, den nye fødsel skal finde sted, som vi er, i den størrelse og alder vi har, den uddannelse og samfundsposition eller mangel på samme, som vi nu en gang har, og det er så vild stor en gave at blive født på ny som det er at blive født og draget af moders liv.

Ingen holdes udenfor muligheden for at blive født på ny gennem Guds revolutionerende kraft og virkning gennem ”fødslen af vand og Ånd” og det kan ske for enhver, for ”Ånden – vinden - blæser hvorhen den vil”, og denne Ånd, denne Guds kraft evner at føde det nye liv ind i os, fordi vi har med en vild, stor og utæmmelig kraft fra oven at gøre, en kraft som vi for ca. 10 år siden fik syn for, da en orkan i december 1999, (da Oasefællesskabet blev en realitet), en orkan, som betød, at mange huse blæste om eller blev kraftig skadede, og hvor min daværende nabo, Jesper Rungholm, fik ”åbnet op ind til loftrummet”, som han lidt grinende sagde det, da vi gik rundt og så på de mange skader i Hjarup City.

Denne 99er-orkans styrke er et godt billede på den vind, ”der blæser hvorhen den vil”, Åndens vind, den kraft, som Gud virker med gennem sin Helligånd, der kan “åbne op” ind i vort inderste, ind i vort hjerte og skabe noget nyt.

Men vi ønsker måske lisså lidt den ”nye” fødsel som den ”gamle” fødsel, men på samme underfulde vis - som vi selv har indflydelse på - tilbyder Jesus os ved sin Ånd den nye fødsel, og i mødet med hans kærlighed,  skabes det nye liv frem - så at sige - af Gud selv, når hjertet åbner sig for ham og der er en villighed til at tage i mod fra ham er til stede.

Det liv i Ånden, troens liv, Åndens liv,  vil Jesus ved sin kærligheds - og sandheds Ånd blæse ind i os, så vi bliver født på ny, får en ny natur, just som et nyfødt barn får en ”ny” natur. 

 

5. Guds ånd sørger også for åndelig vækst

Apostlen Peter har fat om det med den nye fødsel og går ind i billedet med et godt udsagn fra babyverdenen (Fra Bibelen på hverdagsdansk):

”Så stræb efter at opleve endnu mere af hans godhed. Som nyfødte børn begærligt sutter mælk i sig, skal I blive ved at suge til jer af den åndelige, uforfalskede mælk, så I kan vokse i jeres frelse”.

Denne åndelige mælk, åndelige føde skal give, ja giver den vækst, som er nødvendig for at man kan komme derhen, som Peter videre antyder:

”I skal være et nyt, helligt præsteskab, der med hjælp fra Jesus Kristus bringer åndelige ofre, som Gud med glæde kan tage imod.”

”Men I er blevet en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, ja, Guds ejendomsfolk, så I kan fortælle om, hvor vidunderlig han er, som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys”.

Uge 26


 

Uge 28 2009

Den rige mand og Lazarus har altid et eller andet at sige os, og jeg har tænkt lidt over det i det følgende, men først lignelsen

 

Lignelsen om den rige mand og Lazarus.

Luk 16,19-31

v19  Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20  Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21  og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. v22  Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23  Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. v24  Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. v25  Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26  Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. v27  Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28  for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29  Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30  Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31  Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«


Der er to slags historier, som vi gerne vil høre, og som journalisterne derfor er på jagt efter hver eneste dag.

 

1. Den ene type er dem kan vi kalde "Godt det ikke er mig!".

Det er alle de beretninger om ulykker, katastrofer og skilsmisser, som vi frygter for og håber aldrig skal fortælles om os.

Vi vil bare gerne læse om, hvor galt det kan gå for andre.

 

2. Den anden type er de historier, vi kan kalde "Bare det var mig!"
Og det er selvfølgelig beretningerne om den enlige mor, der vandt fire millioner eller manden der mirakuløst overlevede et færdselsuheld. Om lykkelige royale fødsler og fortabte mennesker, der vinder livet tilbage.

 

Når vi så ser på lignelsen om Den rige mand og Lazarus så kan vi måske have på samme måde. 

Godt vi ikke er som den rige mand, der lader hånt om de fattige udenfor hans dør, og som en slags konsekvens selv ender et pinefuldt sted efter døden.

Og bare det dog vil gå os som Lazarus, som ganske vist må stå model til meget ondt i livet, men som efter døden ender i Abrahams skød. Det lyder til at være et godt sted at ende.

 


Men så forenklet lader det sig ikke gøre at forstå teksten. Vi kan ikke bare ønske os væk fra pinslerne i Helvede, eller ønske os hen i Abrahams skød i Himlen.

 

Historien er foruroligende, fordi de fleste 2007‑danskere umiddelbart mest ligner den rige mand, om ikke så meget i hans hovmodige livsholdning, så i hvert fald i hans ydre muligheder med penge og materielle goder omkring sig, og hvor næsten ingen ligner den fattige tigger, som må dele kår og mad med hundene.

 

Den er også foruroligende derved, at den krydser vore tanker om det vi i al almindelighed kender som en god kristen prædiken, for en indeholder sådan en slags “Robin Hood-ta'‑fra‑de‑rige‑og‑gi'‑

til‑de‑fattige‑kristendom”, fordi den beskriver et slags omfordelingssystem, hvor saligheden hos Gud bliver til en trøst, der skal opveje det onde, man har lidt i livet, og det gode man fik i livet afbalanceres med senere lidelser.

Og selveste Abraham sidder der i dødsriget og blåstempler på en måde dette omfordelingssystem, og vi kan måske nok se en slags logisk retfærdighed i den måde at skabe balance på.


Og en sådan retfærdigheds‑logik hører normalt ikke hjemme i det univers, som Jesus kom med, og vi prædiker også i en anden retning end den gerningsretfærdighedslære og -tanke, der tilsyneladende ligger helt i overfladen, hvis vi blot læser teksten uden at reflekterer synderligt over den.

Den er også foruroligende fordi den krydser de tanker vi ellers får serveret af Jesus, og som afdækker nåden.

Som når Jesus fortæller, at arbejderne i vingården får samme dagløn, uanset hvornår på dagen de blev hyret. Eller når den fortabte søn bliver mødt med åbne og tilgivende arme, da han vender hjem til sin fars gård.

Det er da en god gedigen nådesforkyndelse, hvor man får - slet ikke efter fortjeneste, men efter nåde - uden fortjeneste - og se den snak forstår vi. Det klinger rigtigt i vore ører, men her i dagens tekst finder vi tilsyneladende slet ikke andet end en retfærdigheds‑logik, som går på tværs af Jesu normale måde at virke på og forkynde på.

---------

Jeg skal indrømme, jeg er også er ved at komme på overarbejde, når jeg skal forklare, hvad meningen egnt er, men her er hvad jeg er kommet frem til.

Luther siger et sted, at med de klare ord i Bibelen skal de dunkle ord forklares, og jeg tror vi skal hente nøglen til forståelse af teksten bla. fra 1. Johs brev 4, der meget grundig tager problemstillingen, vi har fat i, frem og ender i en konklusion, hvor det hedder: Vi elsker, fordi han (Gud) elskede os først (v.19) - men også et andet klart ord kaster lys over vores søgen efter svar og det møder vi i

2. Kor 5,14: Thi Kristi kærlighed tvinger os.


Og for den som har mødt Guds kærlighed - den som èn gang har “siddet på Abrahams skød” - for ham bliver det som en nagen i hjertet at se sin næstes nød, og derfor deler han som en naturlig ting sit brød med den sultne og giver husly til hjemløse stakler, klæder den nøgne og vender ikke ryggen til den, der søger ham i nød - ikke fordi han er truet til det af advarsler om et pinefuldt Helvede, eller fordi han er oplyst om, at det er det bedste, men af kærlighed ‑ “vi elsker, fordi han elskede os først,” og “Kristi kærlighed tvinger os”  og det får os til at overhøre undskyldninger som: “Hvorfor skal jeg blive ved med at hjælpe min uduelige næste? Hvorfor skal vi blive ved med at hjælpe dem i Afrika? De ligger som de selv har redt med korrupte regeringer, håbløs familiemønster” og hvad vi ellers har af gode argumenter, og det bliver naturligt for os, at leve i og med en “tro,  der er virksom i kærlighed” (Gal 5,6)

Tro er noget Gud skaber i vore hjerter og troen består af det, som Gud selv er optaget af, og det er han bl.a. også af barmhjertigheden og kærligheden til os mennesker, og især de svage  i samfundet, de faderløse, enkerne og de fremmede, og han pålægger i det Gamle Testamente sit folk at tage sig særligt og kærligt af de svage. I et samfund uden bistandshjælp og arbejdsløshedsforsikring var der et stort behov for at de rige tog sig kærligt af de fattige. Guds krav om at hans folk skulle vise barmhjertighed var vigtigere end de mange ceremonielle paragraffer i Moseloven.


Det kan vi se (som vi hørte i dagens 1. læsning) i Esajas Bog, hvor Herren siger således til sit folk: "Den faste jeg ønsker er ... at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne." (Es. 58,7)

På den yderste dag skal det indgå i bedømmelsen af os, om vi har vist barmhjertighed mod andre mennesker.

Det fremgår også af Jesu lignelse om verdensdommen, hvor han skal samle alle folkeslag foran sig og skille dem som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Da skal det vise sig, at de “frelste” har vist barmhjertighed ved at give den sultne noget at spise, den tørstige noget at drikke, taget imod den fremmede, givet den nøgne tøj, taget sig af den syge og besøgt den fængslede. Alle disse barmhjertighedsgerninger bliver på en måde gjort mod Jesus, som en troens modydelse, som udtryk for taknemlighed over Guds barmhjertighed, og fordi de som selv har oplevet Guds kærlighed og tilgivelse ønsker at vise andre den som en helt naturlig ting.

----------

Gode gerninger gør intet menneske kristen ‑ men et kristent menneske gør gode gerninger. Ikke af sig selv og for sig selv, men fordi de er troens gode frugter.

Så enkelt udtrykker Luther det.


Gerningerne er ikke grundlaget for vores frelse, men de er en naturlig frugt af, at vi hører Gud til. Når vi lever i troen på Jesus vil vi ganske automatisk bære frugt, lige som en gren på et frugttræ bærer frugt, så længe den bliver på træet.

På dommedag skal det så ud fra vore gerninger vise sig om vi har levet i troen, for vore trosgerninger hører med til testspørgsmålene på dommens dag, og troens gerninger er beviset for at troen er til stede, for som apostlen Jakob siger det (Jak 2,26): “For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.”

Så er det slået fast. 

 

Uge 28

Det er altid en tanke værd, at vi er menneskefiskere, at vi rækker ud med evangeliet, og denne søndags prædiketekst er et kald til Peter - og til os - om at kaste vort net i søen, i håb om en dræt.

Niels Peder

 

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon. “Læg ud på dy­bet, og kast jeres garn ud til fangst Men Simon svarede. “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det giorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det; faldt han ned for Jesu knæ og sagde.' Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes  Zebedæus' sønner som fiskede sammen med Si­mon. Men Jesus sagde til   Simon. ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”  Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

 


Det er ikke nemt at være Gud i vore dage. Det var lettere i gamle dage, hvor de store ting, som Gud havde gjort og gjorde så sandelig havde sin virkning i menneskers hjerter. Skabelsen, syndfloden, alle de store undere op gennem Israels historie, overgangen over det Røde hav, kobberslangen, Jerikos mure, Elias´s styrkeprøve på Karmels bjerg, hvor Gud svarede med ild, seraferne og røgen i templet for Esajas osv. og ikke mindst alle de mange undere, som Jesu præsterede, da han vandrede på jorden, undere, som vi ikke har tal på, men som skabte tro og dannede grundlaget for den kristne kirke.

------

Men i dag lader vi os ikke så let imponere af undere, for vi har vænnet os til fra TV og biograf, at alting kan lade sig gøre, blot man har den rette computerteknik. Der er ingen synlig grænse mere mellem illusion og virkelighed.

Og en “tryllekunst” som den, Jesus her optræder med i dagens tekst, beviser jo strengt taget ikke for det moderne menneske, at han er søn af himlens og jordens skaber og taler sandhedens ord.

Sådan tænker nok ganske mange i dag. Og var Jesu vandring på søen sket i dag, ville der sikkert være nogle fiskere, der ville sige: ‑ Vi er fuldstændig ligeglade, hvem din far er. Du skal ikke gå rundt her, hvor vi skal fiske. (Nordjydske Stiftstidende)

 

Men på Jesu tid tænkte man anderledes: Den, der var herre over naturens kræfter og elementerne, måtte have kræfterne fra Gud og derfor fik underne så fantastisk en virkning. Det var det almindeligste, selv om også nogle mente at Djævelen stod bag visse undere.

Underet med den store fiskefangst var det, der greb Genezaretfiskeren Simon, der senere fik navnet Peter, og han blev den mest fremtrædende forkynder i den nye kirke, og altsammen fordi han på en meget bevægende  og dybtgående måde mødte Jesus .

Hvori bestod så det særlige ved hans møde med Gud?

Det kan måske være godt lige at indrage en anden stor mand i Guds rige -profeten Esajas, som levede for mere end 2700 år siden, og hans møde med Gud.

En dag opholdt han sig i Jerusalems tempel (domkirke) og oplevede pludselig Gud fylde hele domkirken, hele templet, og Gud viste sig for ham siddende på en mægtig trone omgivet af himmelske væsener, som råbte de ord, som også vi hører, hver gang vi fejrer nadver: Hellig, hellig, hellig er Herren, hele jorden er fuld af hans herlighed, og himmelvæsenerne råbte, så dørene rystede og templet fyldtes med røg, og midt i det hele stod altså Esajas ansigt til ansigt med Gud ‑ og troede at alting var forbi, og Esajas følte sig uren, syndig, uværdig, var derfor bange, skrækslagen og ude af sig selv, og han troede, at mødet med Gud ville tilintetgøre ham.


"Ve mig, det er ude med mig". Det var alt, hvad Esajas kunne sige, da han mødte sin Gud.

Men en af seraferne fløj hen til Esajas med et stykke gloende kul fra alteret og rørte ved Esajas læber, og fjernede hans skyld og synd, og derefter talte Gud og sagde: “Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Og Esajas kunne ikke andet end svare: “Her er jeg, send mig!”

I mødet med sig selv og med Gud, et møde som kom i stand på Guds foranledning blev Esajas den store og banebrydende person han blev. Han så sandheden om sig selv - at han var uren, syndig, uværdig - en situation, som Gud selv tog sig af ved at række ham det rensende stykke kul fra alteret.

---------

Syv‑otte århundreder senere er en fisker ved at skylle sine garn, da Jesus beder om at låne hans båd. Og Simon sejler, sikkert modvilligt, ud på søen med Jesus ombord og Simons båd bliver for en kort bemærkning omdannet til en “talerstol” på havets bølger og der lyder mange store og spændende ord af Jesus, og da han er færdig med at tale siger Han til Simon: "Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst."


Vi får ikke at vide, hvad Jesus taler om fra Simons båd, men at det gør stort indtryk på Simon, fornemmer vi, for han siger til Jesus: "på dine ord vil jeg kaste garnene ud igen", og ikke hvem som helst eller hvad som helst kan få en garvet fisker, træt og fortørnet over dagens udbytte, til at begive sig ud på ny fisketogt - og så ved højlys dag.  Jesus er ikke engang fisker, han er blot en tømrer fra Nazaret, men øjensynlig én med en særlig autoritet over sig, en særlig karisma ville vi sige i dag - for Simon handler på Jesu ord, og lægger ud på dybet, og han får så mange fisk, at han kan fylde båden, ja han får i så stor overflod, så der også er nok til at fylde den anden båd.

 

Simon bliver ved dette under fyldt med rædsel - en lidt underlig og måske uforståelig reaktion, - men Simon ved, at den Jesus, som har haft øje for hans tomme båd, hans frustrationer over nulfangsten og som har fyldt den med fisk, at han også er i stand til at se ind i hans indre ‑ ind i hans tomme indre, og derfor kommer han med  bekendelsen: "Jeg er en syndig mand", og siger til Jesus "Gå bort fra mig."! Men det gør Jesus ikke. Han fortsætter blot med ordene: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker."

Simon lader sig fange af kraften bag Jesu nærvær, og som afslører ham, men som også gør ham fit for fight, og det bliver enhver, der kender sig selv, ser sig selv i lyset af Guds ord og nærvær.

Simons liv ændrer kurs for altid, og han bliver i stand til at lade sig fange af noget, der var større end ham selv, og det samme skal han nu gøre andre mennesker i stand til, og derfor " lægger de bådene til land og forlader alt og følger ham."


Med underet og mødet med underets Herre finder Peter sin rette plads, og nu kan han bruges.

Han opdager hvem han selv er og hvem Gud er, hvem Jesus er, og ser, at overfor Gud, overfor Hans værk, Hans under bliver alt andet småt, og det betyder, at alt hvad han indtil da har stolet på af erfaring og fornuft, pludselig ser så usselt ud, og hans hjerte krymper sig i ham og fordømmer ham og han forstår at han er et uværdigt menneske.

"Gå bort fra mig", siger han, men ønsker vel halvt, at Jesus bliver og lader ham se mere af sig, og halvt at Jesus virkelig går, så denne følelse af syndighed og uværdighed kan forsvinde sammen med at Jesus forsvinder.

Men Jesus bliver, for Gud er større end vort hjerte og kender alt. Han siger ikke noget om, at Simon har taget fejl i sin bedømmelse af sig selv, for det har Simon ikke, men det er  ikke længere det, der er vigtigt. Vigtigt er det nu, at Simon skulle holde op med at være bange og give sig ud på dybere vand end nogensinde før.

 

Og til slut. Simon Peters historie er på mange måder vores historie og jeg har forsøgt lidt udførligt at beskrive hvad jeg fornemmer Simon Peter oplevede i mødet med Jesus, for gennem dette kan vi alle opleve, at tiden ikke er ændret. Jesus er den samme i går og i dag ja til evig tid, og det er os, der i dag efter mødet med Jesus kaldes til en historie der på mange måder ligner Peters.


Det er sundt og godt for ethvert menneske, enhver kristen, at alt hvad vi måske stoler på, vores erfaring og fornuft, pludselig ser så usselt ud, og at vore hjerter krymper sig i os og fordømmer os, og at vi forstår, at vi er uværdige menneske, der har behov for tilgivelse og kraft, og at Jesus nådigt og rigeligt skænker os sin tilgivelse, sin kærlighed og udrustning, så også vi bliver fit for fight og frimodigt kan tage del i den tjeneste for Gud, som han har til os.

 

Uge 30 2009

Næste søndag hedder 7. sø. e. trin og da er der en hovedperson - ud over Jesus - som vi på mange måde har træk sammen med.

 

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« 

Luk 19,1-10

På Jesu tid var Jeriko en meget rig og betydningsfuld by. Beliggende i Jordan dalen beherskede den både vejen til Jerusalem og overgangen over Jordan floden og dermed vejen til Arabien. Hertil kom, at byen havde en stor palmeskov og vidt berømte balsamlunde, hvis vellugt krydrede luften i miles omkreds. Man talte simpelthen om "Palmestaden". Den jødiske historieskriver Josefus kalder egnen omkring Jeriko for en guddommelig egn, den fedeste i Palæstina.

 I dette korte rids har vi den ydre baggrund for fortællingen om Zakæus. I kraft af sin beliggenhed var Jeriko blevet et centrum for toldbehandling. Her havde Zakæus kunnet slå sig op og avancere til overtolder.

På den tid var der to økonomiske systemer, der kørte sideløbende. Lidt som vi måske kommer til at kende det med Ekü og kroner. Jøderne havde deres pengesystem og romerne deres. Jøderne havde deres skattesystem og romerne deres. Og det var svært at få folk til at inddrive den forhadte moms til romerne, og derfor opstod der i det økonomisk attraktive farvand en hel del økonomisk kriminalitet, som vi også kender det fra de mange økonomiske farvande hos os med selskabstømning og anden økonomisk svindel. Hele dette grå marked for økonomiske transaktioner var der dog altid nogle lyssky personer, der gik ind i lokket af velstand og muligheden for at svindle lidt eller meget og blive rig.

Og her som denne lille eller store svindlerkarl og landsforræder har vi så Zakæus.

Han var ikke en nuttet lille mand, som det var synd for; fordi alle andre drillede ham. Der var heller ikke noget sødt eller rørende over hans måde at komme op i træet på. Han har længe nok været offer for børneklubbernes søde tegninger som mere ligner en hyggelig Disneyversion. Sandheden var at han var en magtfuld mand en Goebbels f.eks..Rig, indflydelsesrig, fordi han var værnemager af den værste slags. Hvad ville I have sagt til, om Jesus havde inviterede sig selv til middag hos chefen for frikorpset i '42? Og kaldt ham for en god dansker, til hvis hus frelsen var kommet? Zakæus var et notorisk dumt svin, det er vi nok nødt til at sige rent ud.

 

1. Og det fører os til 1. pointe i denne tekst:

En slægt med Zakæustræk søger Jesus.

 

Om end Zakæus i bund og grund er usympatisk, så var han også en af dem, Jesus steg på vores jord for og i helvede for, for at frelse. Hvordan tror vi Gud ser på os bare sådan for en ydre betragtning? Tror vi at vi får bedre point end Zakæus? Hvis vi tror det, fylder vi os med løgn og latin. Og fordi Gud ikke kender til vores stregkoder og mærkesystem, men drives af en helt anden verden og en hel anden verdensorden, så brød nåden ind i Zakæus liv. Lukas fortæller, at Zakæus blev glad. Han kunne mærke Guds glæde over at finde ham. Der var nogen, der elskede ham. Jesus gjorde det, og det blev han smittet af. Jesu kærlighed sprængte hans indre Jerikomure, og han blev frelst. Luther siger, ”når det går op for dig, at der rent faktisk er dømt tilgivelse; at Guds liv i verden, hans død, hans opstandelse, at det altsammen er for din skyld, at det hele gælder dig, så kan du ikke lade være med gøre noget godt af et ærligt hjerte”. Og det gode er at give Jesus sit hjerte. Nådens øjeblik indtraf for Zakæus, den gyldneste time i hans ellers forgyldte liv oprandt. Et intenst møde med Jesus blev det til.

Sceneriet, hvor frelsen kommer til dette hus er en stærk forkyndelse for os om at Jesus også ønsker, at frelsen skal komme til vort hus, ja vore huse, og her lyder der i dag et kald til os alle, om ikke vi har Jesus som frelser og Herre

 

2. Næste og sidste pointe er dette: Nåden sætter sit spor i vort liv

 

Der skete øjeblikkeligt noget i Zakæus’s liv. Ikke blot giver han halvdelen af sin ejendom til de fattige; med den anden halvdel skal nok få ben at gå på, når han giver firedobbelt tilbage for at gøre noget af det godt, som han har forbrudt ved sin griskhed og sin svindel. Hvad siger i så? Det er noget, der rykker. Hvem af os kan vidne om dette, at nåden øjeblik førte til at vi endevendte vores økonomi ved at give halvdelen af hvad vi ejer til de fattige i Calcuttas slum?

 

3. Summa Summarum

 

Hvad var det, der førte frem til frelsen dag og forvandlingens dag: Svaret: Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er hele hemmeligheden. En sådan frelse formår at løse op for de kræfter, som er bundet i mennesket. Mange gange tvivler vi vel på, om mennesker er i stand til andet end at udnytte og udplyndre hinanden, ødelægge livet for sig selv og andre. Men dér, hvor Jesus kommer ind i et menneskes tilværelse, sker der en forandring.

 Evangeliet vidner for os om "Menneskesønnen, som er kommet for at opsøge og frelse det fortabte". Gud slår ikke hånden af sit forvildede menneskebarn. Han løfte står ved magt: At opsøger for at frelse. Og er vi først fundet, tør vi atter indtage vor plads i Guds husstand, frelst som vi er til at leve med Jesus Kristus som Herre og frelser.

Og til allerslut

Når vi lytter af et ærligt hjerte til denne tekst, risikerer vi, at Jesus kigger op og  vil have os i tale. Om vi så er Zakæus’s direkte modpol,  udmærkede og agtede mennesker, så kan han såmænd også finde os.

Ole Sarvigs ord kan vi passende gøre til vore:

0, er det Dig,

hver gylden time

jeg hører i mit øre  kime:

at du kom denne vej

og ænsed også mig.

0

Uge 31

 

Førstkommende søndag hedder 8. sø. e. trin og har som tema: Falske profeter, men hvem er en sand og hvem er en falsk profet? Det har jeg et bud på i denneuge

 

Først teksten:

Jesus sagde: "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje."
Matt. 7,15-21


 

Tag jer i agt for de falske profeter, siger Jesus.

I dagens sprog bruger vi af og til ordet profet. Vi har feks. vejrprofeten Jesper Theilgaard, der forsøger sig med at give et sandt billede af, hvordan vejret bliver i de kommende dage.

Andre “moderne” profeter forsøger at kigge i krystalkuglerne for at se lidt om det, der vil ske, hvis ---

Problemet er bare at finde ud af, hvem der er falske, og hvem, der er ægte, hvem, der taler sandt og hvem, der lyver, for landet vrimler af profeter, både blide lammeprofeter og også dommedagsprofeter, der profeterer næsten alt muligt og som til stadighed råber op - om det tynde ozonlag, kolibakterier, for fed mad, for lidt motion - vi skulle hellere sidde i en kold kælder på en motionscykel og spise gulerødder; (nåh nej , kælderen duer ikke, for der er oversvømmelser på grund af global opvarning.)

Hele tiden skal vi tage stilling til dit og dat, nogen gange for meget dit og nogen gange for lidt dat, og hvis vi skulle høre efter, og rette os efter alle de profetiske advarsler, der kommer til os, så ville der slet ikke blive tid til at leve livet, og i den virvar af profetiske røster er det ikke så nemt at afgøre hvem, der er en falsk profet og hvem, der er en ægte profet.


Men hvis I har det som jeg, så kan man godt blive død hamrende træt af profetiske advarsler mod dit og dat, for hvis man skal passe et arbejde, motionere, spise salat, og gnide sig ind i solcreme, så bliver der hverken tid eller kræfter til fordybelse, til bøn og til medmenneskelighed.

---------

Nåh men vi er i en kirke og Jesus har givet os en advarsel mod falske profeter, og derfor vil se lidt på, hvad en falsk profet er for en en set gennem kirkeoptikken

------------

En profet i kirkelig forstand er et menneske, der kommer med et budskab fra Gud. Han er inspireret af Gud og fungerer som Guds talerør. 

Bibelen har rigtig mange profeter, og fælles for dem er at de ægte og sande profeter, er sendt af Gud og nogle gange forudsiger de fremtiden, andre gange hører de  Guds stemme og kan derfor forkynde Guds vilje for hans folk. Men som i dag var der altså både sande og falske profeter, og Jesus advarer os mod de falske profeter. Hvorfor?

 

1. Det falske er ofte besnærende og appellerende

De fleste af jer har sikkert set Bille August´s film over Selma Lagerløfs roman Jerusalem. Filmen handler om en præst, der forkynder de sidste tider og som appellerer til menigheden om at tage med ham til Jerusalem og der vente på Jesu genkomst, og bogen og filmen beskriver “det falske” frygteligt besnærende, og som noget, der appellerer til vore dybeste ønsker om kraft, fuld overgivelse og indvielse til hellighed.


 

Denne overgivelse og indvielse sker igen og igen både indenfor det politiske univers (fascisme og nazisme) og indenfor det religiøse univers (religiøs ekstremisme med terrorceller, Al Quida osv) og også indenfor den kristne kirke gennem forskellige enkeltpersoners sologang, personer med et budskab,  der dybest set appellerer til vore drifter, vor lyster, vore dybeste ønsker om kraft, fuld overgivelse, indvielse og hengivelse.

Historien fortæller os om de sørgeligste resultater heraf.

 

2. Det falske mangler kærligheden som bærende kraft.

Det falske er alt det som ikke udspringer af kærlighed.

Det falske udspringer af andre motiver. Egoisme, hovmod ærgerrighed, stolthed, og det kan godt være at ordene og handlingerne ser rigtige ud og måske en tid er rigtige, men så ender det galt, for når hjertet drives af de forkerte kræfter bliver det, det ender med, dybest set galt.

 

3. Det falske giver ingen åndelig næring

Når man lytter til en præst eller en, der fungerer som forkynder af Guds ord bør man tænke: “Kan min sjæl LEVE af den frugt, han/hun giver mig, og/eller tapper hans/hendes ord min sjæl for kræfter og næring?

Lægger profeten - han/hun - med “Guds ord” i hånden - tunge byrder på mine skuldre og på min samvittighed uden at jeg bliver ført ud i friheden, ind i glæden og frem til en tilstand af en fred, som overgår al forstand og erkendelse?

Ja, desværre går de falske profeter ofte på rov i den kristne menighed, og fordi de falske profeter ikke tager opgør med det, som er i modtrid med Bibelens klare tale, efterlades menigheden, og den enkelte, lettere eller sværere lemlæstet, med ufred, løgn frustrationer og splittelser.

 

Hvem er så en sand profet?

1. Han kendes på frugten

Den eneste måde at kende dem på er, siger Jesus, at se på deres frugter. En sand profets ord, hans forkyndelse og hans eget liv vil og skal bære en frugt, som menigheden kan tage ved lære af, leve af, og her kan man måle det, for enten er hans frugt god, og så kan vi leve af den frugt, eller også er den dårlig og så bliver vi “syge” af den frugt, og vi tager skade på vore sjæle.

Al tjeneste, hvad enten det er  forkyndelse, undervisning , helbredelse, udfrielse m.m., skal, kan og må bedømmes i ægthed ud fra om det er båret af kærlighed og  bærer åndens frugter, som er frugtens målestok - fred, glæde, kærlighed, mildhed, godhed, afholdenhed, udholdenhed og tålmodighed?(Gal 5) og bliver Gud herliggjort?, og  ligner adfærden lidt den adfærd som Jesus selv havde?

 

2. Han kendes på efterlevelsen

Jesus siger: " Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje."

Jesus siger, at enhver sand profet forkynder Guds ord til sin samtid, egen slægt og kalder derved hver enkelt til lydighed mod Guds vilje og til efterfølgelse af Guds ord.

 

3. Han kendes på evnen til at være Guds mund og talerør ind i menneskers situation.

En sand profet er et menneske, der er blevet kaldet af Gud og som har fået betroet et budskab, som han eller hun skal give videre til andre, og det er ofte et budskab der går imod den selvsikre, hjemmelavede religiøsitet.

En sand profet lader ikke stiltiende og i tolerancens hellige navn tre og fem være lige og accepterer alt muligt sludder og vrøvl om kristendom. En profet tør sige fra, når vi præsenteres for noget, der ikke har en snus med evangeliet at gøre.

Den kloge biskop Johs. W. Jakobsen har skrevet: Hvorvidt en forkyndelse er ægte, skal altså ikke måles på, om den vinder bifald og stor opmærksomhed omkring sig, men på dens klarhed: At loven ikke nedskrives til det overkommelige og at nåden i Kristus ikke gøres betinget.”

 

Uge 33.

 

Det er ikke altid Jesus opfører sig så pænt som vi måske forventer han skulle gøre. Engang imellem må vi inkassere en oplevelse af Jesus, som måske går ud over det billede vi bryder os om, som feks. når Jesus udtaler dom over et folk og profeterer om store og frygtelige ulykker.

10 sø. efter trinitatis er sådan en søndag, hvor Jesus "går til biddet" i mere end en fortstand, for efter min mening er hans ord ikke kun domsord over Israle, men det er ogsaå domsord måske over os selv, vores kirke og vores land.

Læs mine tanker herom:

 

Prædiketekst

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid."

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: "Der står skrevet: 'Mit hus skal være et bedehus.' Men I har gjort det til en røverkule."

Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet afvejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk. 19,41-48


 

Jerusalem var også på Jesu tid en fortryllende by med dets mylder af mennesker og dyr, de kalkede og sandfarvede facader og vinduer med skodder som kunne lukke af for varmen og den brændende sol. 

Der var vandsælgeren med sin gedeskindspose på nakken, og kvinderne, tilhyllede og i øvrigt mest at finde i hjemmene.

Så var der alle folkeslagene mellem hinanden (romere, grækere, medere, kappadokier osv, og de forskellige religioners udøvere var let genkendelige på tøj og måde, sådan som vi også i dag kan se, hvem, der er muslim, hindu og kristen.

Og så var der ikke mindst soldaterne, de romerske legionærer, som  synligt fik hadet frem på gaden. 

Og midt i billedet stod templet, som Herodes den store havde renoveret og skænket til sit folk, templet som blev opfattet som intet mindre end Guds bolig på jord - et sted, hvor jøderne kunne være Gud nær.

På tempelpladsen var der en leben og et liv af pengevekslere, som var nødvendige på grund af forskellige møntenheder, og nødvendige fordi man skulle bruge en bestemt møntsort for at kunne købe offerdyr, for offerdyr skulle der til - det stod der i moseloven - og ligeledes stod det forordnet hvilke ofre,  der skulle bringes til hvilken tid.

Feks. ofrede Jesu' mor duer, da hun kom til templet for at blive “renset” efter fødslen af Jesus.  


Det er ved synet af dette pulserende Jerusalem, at Jesus på vej ned af oliebjerget græder over den hellige stad, og siger: "Jerusalem, vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred."

Jesus har indtil da mest været at finde i Galilæa, på landet om man vil, og der har han fortalt om det vigtigste af alt, at Guds rige er kommet og kommer til mennesker, der tror det og tager imod det - river det til sig, som Jesus siger et sted (Matt 11,12) og han havde i en lind strøm ladet de mange, der fulgte ham og mødte ham høre de vidunderligste historier om Guds rige - lignelserne - og havde vist dem en række tegn og gjort en række undere, som understøttede Guds riges frembrud og nærvær.

Hele Jesu liv og tjeneste gik ud på, at give Guds rige krop og skikkelse, og gennem sine ord og sine gerninger viste han det jødiske folk, Israels folk, hvordan det unormale blev omformet til det normale - til det, der var rigtigt i begyndelsen  - helt fra skabelsens morgen  - Guds oprindelige plan, og i det lys skulle hele Israel - og Jerusalem med - se Jesu helbredelser, hans undere, hans taler, som en visualisering, synliggørelse af Guds oprindelige tanker og ideer med sit skaberværk, og igennem dette ville Jesus vise, at sygdom er ikke normalt, at død er ikke normalt, at fjendskaber er ikke normal, at vrede og krig er ikke normal, at synd er ikke normalt - set fra Guds vinkel, og at det er vores verden, der er galt afmarcheret.


Og Jesus havde på de få år de ca. 3½ år sat hele sit liv ind på at ændre det unormale til det normale - ændre  ufred til fred - sygdom til helbredelse - død til liv - uvejr til stille vejr - løgn til sandhed - synd til tilgivelse - død til liv osv. osv . - før eller siden og i hvert fald i evigheden!

---------

Men dette budskab og dette møde med Gud ville Jerusalem ikke modtage, og i stedet valgte de at slå ham ihjel, og - ca. 25 år senere - i år 70 ‑ skete det, som ingen troede muligt, at den senere kejser Titus mobiliserede en tiendedel af hele den enorme romerske hær og derved knuste han den daværende jødiske nation, og det betød, at folket opløstes, og først igen blev et land den 14. maj 1948.

Titus og hans soldater forøvede et hærværk på Jerusalem uden sidestykke, så der ikke blev ladt sten på sten tilbage, og hvorved Jesu ord på uhyggelig vis gik i opfyldelse.

-------------

1. Lad os et øjeblik forestille os, at Jesus kom til det danske folk til Danmark.

Ville vi give ham samme behandling?

Vende ham ryggen? Slå ham ihjel? Dømme ham som fantast?  Jeg ved det ikke - måske.

 

2. Hvad hvis han besøgte Den danske Folkekirke?

Ville han blive nødt til at omformulere sit udbrud lidt -over Jerusalems tempel og dens handel og mangel på at være et bedehus - og måske sige til os: Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en servicestation? Gjort min kirke til en kirke, der er mest optaget af  at servicere et folk, der kun ærer mig med læberne og ikke med hjertet?

Jeg ved ikke, hvad Jesus ville sige, men det ville da være flovt at efterlade Jesus med den oplevelse, at det at være kirke, er at være en servicekirke og at det at servicere er vigtigere end at definere og vise menigheden som en flok engagerede og medlevende personer, der  arbejder for og udvise personlig tro på ham i en forbundethed, en forpligtethed og med en intimitet, der gerne langt skulle overgå det måske ganske venlige, høflige, men dog noget sporadiske forhold man har til dem, der tilfældigt standser ved den samme servicestation som én selv, for dem man deler servicestation med har man som regel ikke noget særlig tæt forhold til.

---------

3. Hvad hvis han kom til den enkelte - til dig og mig?

Ville han så møde os som nogen, der er mest optaget af noget lignende, som man var dengang med handel, duer,  offerdyr og pengeveksling? Måske, men det tjener os ikke til fred  at være opslugt af at arbejde og tjene penge,

det fører kun til..... ja, penge. Og selvom der ikke er noget galt med penge, i sig selv, så giver det ikke ligefrem fred og livsglæde at leve kun for dem.

Til dét at være kirke hører mere end den enkeltes  uforpligtende besøg på en servicestation.


At tro på Gud, at være kristen og leve som kristen betyder at få del i en oplevelse af en indre harmoni, en fred, en tilfredshed og en forvisning om, at vort  liv er, som det skal være, at vi er på plads i tilværelsen ‑ i forhold til Gud og i forhold til vor næste.

At vi er åbne overfor det, der kan ændre vort liv fra at være et liv i tilfældighedernes store og uberegnelige keglespil til at eje en indre fred, en indre ro og tro på Gud som skaber og frelser, og hvor troen, tilliden, stilheden og bønnen bor i os, og hvor vi oplever at møde Gud som uendelig nær, og hvor den enkelte indgår i et fællesskab, som er et lovsyngende, bedende og levende fællesskab af mennesker, der vedligeholder troen og fællesskabet søndag efter søndag, dag efter dag, og derigennem viser, at der er noget, vi er optaget af og som skal gælde for vore liv, og det er det personlige liv med Gud, det at elske ham, det at vende sig mod Gud, det at rette sig mod ham og på den måde lade ham rette os ud, så vi kender retningen ind til Gud og ud til verden, ud til de mennesker vi er iblandt.  -------------------

Alle generationer (hele folket - kirken - den enkelte) må og skal til stadighed møde et sådant åndeligt kald, opleve en åndelig besøgelsestid - en tid, hvor vi hører om Gud, en glædelig tid, hvor vi indbydes til at tro på ham, leve med Jesus og på den måde opleve fred med Gud og fred med os selv, og så tage imod mens det stadig er mulighed for en besøgelsestid, så vi ikke skal opleve en hjemsøgelsestid, som er noget helt andet, og som for jøderne betød udslettelse. Tankevækkende ikke?

Amen.

Uge 34

Færisæisme og hykleri er noget vi ikke synes er så fedt og derfor skulle man tro, at det er noget man holder sig fra, netop fordi man foragter hykleriet hos andre, men hvordan står det egnt til hos og selv, og hvor let løsner hykleriet sig i vore hjerter?

Søndagens tekst afdækker hykleriets væsen og i det følgende kan du måske spejle dine holdninger og din indstilling til hykleriet og se hvor meget du måske alligevel er en del af hykleriet

 

Prædiken til 11. Trinitatis søndag.

Lignelsen om farisæeren og tolderen

v9_Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: v10_»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v11_Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v12_Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v13_Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v14_Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«


Vort sprog er fyldt af det. Her og der, sort og hvid, lang og kort, tyk og tynd, og som her i teksten om personer farisæer og tolder eller fra filmverdenen Gøg og Gokke, Tom og Jerry, Dr. Jekyll og mr. Hyde. Alle er så at sige makkerpar selv om de er meget forskellige. De er ganske vist hinandens modsætninger, den ene er jo noget så brovtende og grov, den anden noget så ydmyg og from, og den vi holder med (Tom - Jerry).

Ordet farisæer har desværre fået en grim klang i vore ører efter ca. 2000 års udstilling af denne gruppe

Lad os lige slå fast, at farisæerne i reglen var solide håndværksmænd og gode borgere af middelstanden, der tilsluttede sig et religiøst parti, farisæerpartiet, og af et ærligt hjerte søgte at leve op til deres høje idealer. Tolderne var forpagtere, der krævede skatter op til den romerske besættelsesmagt blandt deres egne landsmænd. De var altså overløbere – og derfor foragtede, og mange af dem kompenserede for tabet af venner ved at opkræve lidt rigeligt, så at de også i trange tider kunne stikke lidt i egne lommer. Det vidste romerne godt, men de så gennem fingre med det.

----

Når Jesus så gør brug af de to meget kendte typer mennesker fra Israel, så er det for at fortælle os sandheden om Guds nåde, sandheden om måden vi bliver frelst, bliver Guds børn, bliver sande og sunde i troen på Gud.

 

Først hvad den ikke vil lære os

Forestil jer to mennesker, der skal til jobsamtale. Begge vil rigtig gerne have jobbet og vil anstrenge sig til det yderste for at få det. Det siges, at de første minutter og det første indtryk er altafgørende, så de har altså mindre end 5 minutter til at overbevise chefen om, at det er netop dem, der skal have jobbet.

Den første kommer ind ad døren og sætter sig i stolen på den anden side af chefens skrivebord ‑ smilende og fuld af selvtillid. Han fortæller, at han er en af de bedste ‑ hvis ikke den bedste ‑ indenfor sit felt. Hans papirer er i orden. Det fremgår af hans CV, at han har de nødvendige kvalifikationer. Rent privat er han ligeledes ulastelig.

Så kommer den næste ind ad døren. Han sætter sig ikke ned, men bliver stående ved døråbningen. Han ser end ikke på chefen, men fortæller gulvet, at han gerne vil have jobbet, men faktisk dybest set er fuldstændig uegnet til det. Af hans papirer fremgår det, at han har en plettet straffeattest.

Det er udenfor diskussion. Den første bliver ansat, og det er fair nok. Det kan ikke være anderledes. Sådan går det for sig, og sådan er spillereglerne i samfundet og i erhvervslivet.

----

Men som Paulus engang for snart 2000 år siden skrev, så er verdens visdom dårskab for Gud.


Jesus vil i dag fortælle os, at overfor Gud gælder disse regler ikke.

I det læste møder vi to mennesker, som ikke er på vej til en jordisk arbejdsplads, men på vej til templet i håb om at få en plads i den himmelske “arbejdsplads”. Vi hører først om farisæeren, der begynder med at takke Gud, fordi han ikke er som andre mennesker. Dernæst orienterer han Gud om, at han faktisk faster og betaler tiende som foreskrevet.

Vi kan allerede her se, at den er gal. Hvad der ville have gjort sig til jobsamtalen i erhvervslivet, gør sig nemlig ikke her, og hans bøn  handler om ham selv og hans egne fortræffeligheder. Alle hans udsagnsord er i 1. person ental ‑ jeg takker, jeg er ikke, jeg gør dit og dat. Og bønnen indledes med en fremhævelse af ham selv i forhold til andre. Farisæeren er en personifikation af den synd, som kirken senere udnævnte som den værste af de syv dødssynder: superbia hedder den på latin, på dansk: stoltheden.

"Der er mange mænd i verdenshistorien, der kun anses for store, fordi man måler piedestalen med", har et vittigt hovede engang sagt. Det er en meget god kommentar til den kendsgerning, at vi mennesker har gjort en kunst ud af dét at ophøje sig selv, som farisæeren gør, men den går bare ikke overfor den himmelske arbejdsgiver.

---------

 

Tolderen stiller sig ‑ i modsætning til farisæeren ‑ ikke op i første række, men står afsides og med blikket vendt mod jorden. Tolderen personificerer her stolthedens modsætning: ydmygheden. Hans kropssprog, som i verdslige sammenhænge ville signalere "taber" indikerer derimod den rette holdning overfor Gud. “Den, der ydmyger sig selv skal ophøjes, og den der ophøjer sig selv skal ydmyges”.

Her er det tolderen og ikke farisæeren, der får jobbet.

---------

Hvad er det så farisæeren gør galt overfor Gud

1. Den ene fejl er at hans oplysningsvirksomhed gør Gud til mindre, end han er.

Det er åbenlyst idiotisk at ville oplyse Gud om noget som helst. Gud kender mennesker bedre end de kender sig selv. Som der står i en af salmerne fra Det gamle Testamente: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke. Du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge kender du det fuldt ud Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig".

2. Den anden fejl er hans stolthed.

Men hvorfor er det nu, at stolthed er så slemt?

Jo for stoltheden isolerer os i virkeligheden fra både Gud og andre mennesker. Vores usunde stolthed over egne evner trækker os selv opad på en usund måde og giver også vore menmennesker et hak eller to nedad..

I sin stolthed underkender farisæeren den nødvendige Guds miskundhed, Guds barmhjertighed, Guds nåde  - eller hvad ord vi skal bruge for Guds indgriben til vor frelse - ved at udpege sig selv som den “rigtige” og samtidig udpege tolderen som ikke værdig til frelsen, og frata´r ham derved Guds nåde, og farisæiske og ukloge manøvre gør, at han ikke går retfærdiggjort hjem.

---

Det gør derimod tolderen, ikke fordi han var et særligt godt menneske. Det var han formentlig slet slet ikke.

Men tolderen skildres med det ene fortrin, at han indser, at han overfor Gud ikke har noget at være stolt af.  Han indser, at han er modtageren. Han er skabningen, ikke Skaberen. Det er pga af denne indsigt, at han går retfærdig hjem. Han er blevet ramt af Guds “uretfærdige” retfærdighed, der tilbydes alle og enhver, ligegyldigt, hvordan de har levet og hvilken status, de har.

---

Vi kan alle gå retfærdiggjorte hjem herfra i dag, og det er ikke et spørgsmål om, hvem der sidder forrest eller bagerst i kirken, eller om vi synes, forrest eller bagerst er finest, for som pastor emeritus Brogård Andersen fra Skjern si´r det et sted: Det er ikke det, vi når her i livet, der frelser, men det, der når os,  - og det er Guds nåde. 

Uge 37

 

I denne uge fortsætter jeg lidt den spændende måde at tale om en "skyggemission" på. Det fylder et større afsnit i John Ortbergs bog Når spillet slutter og ugens reflektion drejer sig om Jesu "skyggemission".

Jeg lader uge 36 reflektionen stå nedenunder. Det kan være med til at forklare lidt mere om begrebet skyggemission.

 

Jesus og skyggen

 

Havde Jesus en skyggemission?

Jeg tror det. Hebræerbrevets forfatter fortæller os, at han blev fristet "i alle ting" som os, men uden at synde.

For Jesus var skyggemissionen at være Messias uden at lide.

Den store forsker i Det Nye Testamente, F. F. Bruce, skriver: "Igen og igen kom den fristelse til Ham fra mange retninger at vælge en mindre bekostelig vej for at opfylde dette kald end lideisens og dødens vej. Men han modstod den til det sidste og satte sin vilje igennem for at udføre det formål han var kommet til verden for."

 

I ørkenen fristede Satan Jesus til at gennemføre sin mission uden sult, uden smerte ("Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder") og uden modstand ("[ Alle verdens riger] vil jeg give dig").

 

Senere da Jesus fortæller sine disciple, at han skal dø, forsøger Peter at overbevise ham om, at lidelsen er unødvendig.

Dette var den samme skyggemission, og det er derfor, Jesus irettesætter Peter så hårdt og siger: "Vig bag mig, Satan!"

Hele vejen til Getsemane have kæmpede Jesus med dette og bad: "Tag dette bæger fra mig."

Jesus blev selv nødt til at gå ind i vores fortvivlede "Fadertrang". "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" råbte han fra korset.

Hans store sejr var sejren over hans skyggemissions fristelse; en Messias uden et kors. Og hans sejr gav hans efterfølgere mod til at forsage deres egne skyggernissioner.

 

Esters historie minder os om, at der er en lov, som er uigenkaldelig; der er en vilje, der ikke kan vendes, men det er ikke mederne og persernes lov.

Hvordan kan det være, at ud af alle kvinderne i riget bliver en jødisk pige, Ester, dronning? Hvordan kan det være, at ud af alle menneskene i riget er det Mordokaj, der redder kongen fra et snigmord?

Hvordan kan det være, at kongen lider af søvnløshed den nat, hvor Haman havde bygget en galge til Mordokaj?

Hvordan kan det være, at ud af alle historierne er den, der bliver læst op, historien om Mordokaj?

Hvordan kan det være, at Haman, den intrigante morder, blev offer for sine egne intriger, og at Mordokaj, hans tilsigtede offer, i stedet blev hans afløser?

Selv i eksilet, hvor der ikke er noget Jerusalem, ikke noget tempel og ikke noget Sanhedrin, er Gud stadig nærværende.

Han er stadig Brættets Mester.

At gå glip af den mission han giver, er det samme som at bruge hele vores liv på at vinde det forkerte spil.

Selvom Ester ikke ser Gud, så er hans hensigt givet. Han er altid hos hende.

Og han er med dig og mig.

 

Her kommer så Uge 36 reflektionen

 

Skyggemission

 

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

 

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.

Hvad mener I om ordet Skyggemission?

 

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

 

Herfra ordret citat fra bogen:

 

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission".

Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld.

Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse.

Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission.

Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over.

Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til."

En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..."

Denne gang var stilheden eftertænksom.

Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse.

Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein.

Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab.

Det var skyggemissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur.

Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.


Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP

 

Uge 38.

 

Vi har travlt, vi mennesker

Sjældent, om nogensinde, har vi haft så travlt og er så bekymrede, vi mennesker, som nu, og vi styrter rundt med mobiltelefoner, PDAere, lommecomputere, GPS, telefonsvarere , personsøgere og kalendere ‑ i en konstant bekymring for, at vi ikke kan nå det, ikke selv kan blive nået, at nogen ikke skulle kunne få fat på os, hele tiden og altid, og vi har gjort livet til en bekymrende affære, og får i tilgift også alle bekymrethedens dårligdomme væltende ned over vore syndige hoveder - stressbaserede sygdomme, nervøse børn, hektisk og dårlig planlægning, som gør os yderligere stressede osv.

 

Og derfor har også den kommende søndags tekst et ord til os om ikke at bekymre sig.

Der står sådan (15. søndag efter trinitatis )

 

Jesus sagde: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.  Derfor  siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. Matt 6,24-34


Vi har travlt, vi mennesker

Sjældent, om nogensinde, har vi haft så travlt og er så bekymrede, vi mennesker, som nu, og vi styrter rundt med mobiltelefoner, PDAere, lommecomputere, GPS, telefonsvarere , personsøgere og kalendere ‑ i en konstant bekymring for, at vi ikke kan nå det, ikke selv kan blive nået, at nogen ikke skulle kunne få fat på os, hele tiden og altid, og vi har gjort livet til en bekymrende affære, og får i tilgift også alle bekymrethedens dårligdomme væltende ned over vore syndige hoveder - stressbaserede sygdomme, nervøse børn, hektisk og dårlig planlægning, som gør os yderligere stressede osv.

En række institutioner omkring os lever højt på vore bekymringer: Falck Securitas med alarmanlæggene,  sygesikringen, forsikringsselskaberne, og især sidstnævnte har kronede dage, for har vi nu husket at få det hele med? Har vi sikret os nok, også imod det uforudsigelige?

I disse år melder forsikringsbranchen om, at der er et boom i en helt ny slags forsikringer. Mens man før forsikrede hus og bil og havde en ulykkesforsikring, så tegner danskerne nu i stigende grad forsikringer imod livets genvordigheder - forsikringer i forbindelse med graviditet, psykiske lidelser og alkoholmisbrug.


I udlandet er forsikringsbranchen endnu længere fremme. I USA er det muligt at forsikre sig ved ægteskab og ved evt. skilsmisse. Ja, i Sydkorea inkluderer en sådan forsikring også ægteskabsrådgivning og 8 stævnemøder ‑ hvis det nu skulle gå galt.

Nogle er dog nærværende nok til at ironisere lidt over det med en slet skult kritik af den næsten altomfattende bekymringsomklamring.

En har sagt: “At bekymre sig er at tage sorgerne på forskud ‑ så er man da sikker på, at man ikke bliver snydt for dem.”

 Storm P. har sagt: "Hvis folk ikke er bekymrede, er det deres egen skyld, for der er nok at være bekymret for! "

Digteren Benny Andersen har i et af sine digte skrevet følgende strofe: "I mange år tog jeg sorgerne på forskud, men det har jeg nu aldrig haft nogen glæde af"!

Mark Twain sagde: "Jeg har masser af problemer, men de fleste af dem bli'r aldrig til noget!"

Sidstnævnte er vist en god definition på bekymringer. Problemer, der sjældent bliver til noget.

 

Jesus fælder en dom over os

Bjergprædikenens ord, som jeg læste til en begyndelse af prædikenen, er dybest set en slags dom, i hvert fald en tydelig tilrettevisning ind i vores liv - set med Guds øjne. En tilrettevisning vedr. vores bekymrethed, der rammer lige ind i vor dagligdag her i det 21. århundrede.


Men hvorfor er det så vigtigt for Jesus, at hans disciple befries for bekymringer?

Fordi Jesus synes det er forkert af os at være så bekymrede. Han har omsorg for os, og derfor vil han hjælpe os af med bekymringer. Han vil ikke at vi skal  ædes op indefra af bekymringer. Han vil gennem sin advarsel hjælpe os af med vore bekymringer.

 

Hvorfor vil han det?

Af flere grunde.

1.  I bekymringens verden er alting overladt til os selv -at ville alting selv - uden Gud.

 

Bekymringerne for feks fremtiden tager nutiden som gidsel, har en sagt, og det betyder, at det er op til os selv, hvis alting lykkes eller evnt mislykkes, og at det påhviler en selv, at få sit liv til at lykkes.

Søren Kierkgaard taler et sted om, at den bekymrede vil være sit eget forsyn, eller sagt på moderne dansk ‑ at være sin egen Gud ‑ eller som man nogen gange siger det: At være sin egen lykkes smed ‑ det er tæt forbundet med den gamle slanges ord i Paradis til Adam og Eva om, at de skal blive som Gud. Bekymringerne florerer, når vi selv vil være Gud i vore egne liv

 

2. Bekymring avler bekymring

Mark Twain beskylder menneskeheden for at omgås letfærdig med bekymringerne:

 

Vi drukner ikke vore bekymringer. Vi giver dem svømmeundervisning, så bekymringerne kan overleve, og formere sig.

----

Hvordan kommer vi så ud bekymringernes onde cirkel?

 

1. Naturen lærer os om Guds omsorg

Jesus lærer os, at vi kan se glimt af Guds godhed i den smukke natur. Himlens fugle og markens liljer prædiker på deres egen måde om en rig og god skaber, som Jesus har lært os at kalde "vor himmelske far". Det ved vi egentlig godt ‑ det med, at himlens fugle og markens liljer prædiker og det giver os glæde og lyst til at leve. Det gør alt, hvad der er smukt og godt, også musik og malerier og digte. Og når ens kone ‑ efter at man har nasset på hendes ødsle kærlighed i 36 år ‑ tager en i hånden og siger: "Du er dreng endnu", så ser man også et glimt af Guds godhed.

Og det er også sandt, at der er så meget både i naturen og i menneskers verden, der gør det svært at se glimt af skaberens godhed i hans skaberværk, indrømmet, men alligevel.

 

2. Hos Jesus selv finder vi det

trods det pædagogiske betydning er det ikke i naturen eller i livets skønhed, at vi skal søge Gud.

Den allervigtigste sætning i dagens stykke kommer hen mod slutningen. Det er dér, hvor Jesus siger: "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

Der er ét sted, hvor Gud helt tydeligt har vist os sin kærlighed, og det er i Jesus. Han er Guds Søn. Det vil sige: Han kom fra Guds evighed ind i vores verden for at frelse os, give os syndernes forladelse og det evige liv.

 

3. Det gælder om at stole på Guds nærhed og kærlighed, og søge Guds rige først.

Guds retfærdighed skal vi søge først, si´r  Jesus, og Guds rige er der, hvor Jesus er. At søge Guds rige er at blive venner med Jesus, tale med ham, spise med ham, arbejde sammen med ham.  Det er det, Paulus kalder at "vandre i ånden" eller at "så i Ånden". Begge de ord taler om en proces, en vandring, noget der skal have tid til at gro frem. Guds rige tager den tid der skal til, og det gror frem i det inderlige fællesskab med ham. 

At søge Guds rige og hans vilje først ‑ det vil sige, at vi først går til Gud efter hjælp, at vi først fylder vores tanker med hans ønsker, at vi først lader ham være vores forbillede, og at vi først tjener ham og adlyder ham med det, vi gør. Mennesker, planer og alt mulig andet kan nemt være det, som vi ser på først.

Vi kaldes til at træffe en beslutning om at lade Gud komme først på alle punkter, og leve sekund efter sekund på den måde og føle os rige derved, fordi vi lever af Guds nåde.


Husk: Det er ikke bekymring, der skal gøre et menneske ubekymret. Det er troen på Jesus Kristus. (Morten Miland)

 

Amen

 

Uge 39.

Vi er ikke færdig med bogen Når spillet ender af John Ortberg, men jeg har lyst til at citere lidt for jer af afsnit 17 om den hedonistiske trædemølle.

 

Kløen vi ikke kan nå

 

Michael Drosnin skreven bog om en mand, hvis navn blev synonymt med sulten efter mere.

Han ville have mere rigdom, så han opbyggede et af de største finansimperier på sin tid.

Han ville have flere fornøjelser, så han forførte og betalte for de mest glamourøse kvinder, penge kunne købe.

Han ville have mere eventyr, så han satte fartrekorder i fly og designede, byggede og fløj verdens mest unikke luftfartøj .

Han ville have mere magt, så han skaffede sig politisk indflydelse, så senatorerne blev misundelige.

Han ville have mere glamour, så han festede i Hollywood og bejlede til stjerner.

Drosnin beskriver, hvordan denne mands liv endte:

 

"Han var en gotisk rædsel, klar til graven. Udmagret - kun 55 kg strakt ud over hans godt 190 centimeter ... tyndt, pjusket skæg, der nåede halvvejs ned over hans indsunkne bryst, skrækkeligt lange negle i groteske gule snoninger... Mange af hans tænder var sorte, rådne stumper. En svulst var begyndt at bryde frem på siden af hans hoved... utallige stikmærker ... Howard Hughes var misbruger. En milliardær-junkie.

 

Her er spørgsmålet: Hvis Howard Hughes havde fået en aftale mere i hus, tjent en million mere, havde fået endnu et kick - ville det så have været nok?

Hun var den mest eftertragtede kvinde. Alle kvinder misundte hende; alle mænd ville have hende. Hun havde skønhed, penge, rigdom og så meget berømmelse, at der i dag - fire årtier efter hendes død - bliver holdt en aktion over hundredvis af hendes personlige ejendele i det sydlige Californien. Men Marilyn Monroe døde alene, døde for sin egen hånd.

 

Her er spørgsmålet: Hvis hun havde haft en biografsucces mere, en magasinforside mere, et seksuelt forhold til en magtfuld mand mere - ville det så have været nok?

 

Jeg elsker min kone. Men her er et andet spørgsmål: Hvis hun fik et kreditkort og tog på ubegrænset shopping i Illum, købte alle de sko hun kunne lide, alle de tasker hun var vild med, alle de kjoler hun beundrede og alle de smykker hendes hjerte begærede - ville det så være nok?

 

Jeg har sagt det før: vi kan ikke vide det.

Vi er alle imod materialisme. I en nyere undersøgelse svarede 89 procent af amerikanerne, at USA er for materialistisk. Ved et rent tilfælde er det næsten den samme procentdel af os, der siger, at vi vil have mere til os selv. Vi vil ikke være materialister. Vi vil bare have mere!

Min bedstemor forstod myten om mere. Vi boede ved siden af en tom mark med krat og træer, et perfekt sted at lege. I j uni, når det var varmt og trykkende lummert, var det også et perfekt ynglested for en særlig slags mide. Tænk - myg på steroider.

De angreb i eskadriller. De elskede de varmeste og mest fugtige steder på kroppen. Kløen var uimodståelig. I de første par dage forsøgte jeg at udholde kløen ved at klø tilbage. Det var fint et par

minutter, men kløen var ikke besejret. Den gik bare væk for at træne og kom så tilbage stærkere end før.

Så gik jeg til min bedstemor, som fandt en særlig slags salve frem, som hun smurte ud over alle biddene. Mens hun gjorde det, forklarede hun mig Kløens Lov: "Der er ingen, der har fået en kløe til at gå væk ved at blive rigtig gode til at klø sig."

Uge 40- 09

Tab og vind med samme sind, siger vi i et ordsprog, men er det egentlig så let at tabe, eller er det let at vinde?

John Ortberg skriver i sin bog Når spillet slutter et afsnit om det at tabe og det at vinde og han har "opfundet" en tankevækkende måde at sige det på, når han taler om Tab med nåde og vind med nåde

 

Tag dig tid til at læse følgende af John Ortberg

 

Tab med nåde

 

Psykologen Henry Cloud rådgiver mange virksomheder og stiller af og til dette spørgsmål til direktører: "Har du nogensinde lært at blive god til at tabe?"

At tabe er en uundgåelig del af livet.

At tabe er et uvurderlig redskab til at udvikle vores karakter.

Hvordan reagerer vi, når vi er en del af en gruppe, der tager en beslutning, som vi er imod?

Hvordan håndterer vi, at en forfremmelse går til en anden?

Hvad gør vi, når vores ideer eller forslag eller kæresterier bliver afvist?

At leve er at tabe. Men at være dårlig til at tabe, at tabe uden nåde, kan være dødbringende.

Formanden for en organisation har et forslag til forandring, som ingen gang har på jorden. Ingen synes, det er en god ide. Men han er stædig og vil ikke acceptere at blive afvist, så i stedet får han de saboterer hans dagsorden på 1000 stille, passive, dødelige, små måder. Han mister deres respekt og loyalitet. Han kunne ikke klare at tabe sin dagsorden, så i stedet taber han noget, der er langt vigtigere.

En pastor ønsker at kirken skal gennemgå forandringer, som folk ikke vil tilslutte sig. Han vil have, at den skal se ud som hans ideal for en kirke. Det betyder fortrinsvist, at han vil have, den skal se stor ud. Men folk fornemmer, at dette ønske er mere grundet i hans ego end i noget andet. Så de stemmer nej på hundredvis af subtile måder. Alligevel kan han ikke få sig selv til at acceptere sandheden.

Så han holder vrede prædikener, der revser dem for ikke at følge hans ledelse. Han forsøger at lægge pres på menighedsrådet. Han truer, han jamrer, han manipulerer. Til sidst beder menighedsrådet ham om at forlade kirken. Fordi han ikke kan tabe og lære af det, taber han alting.

 

Sommetider taber vi i vores personlige relationer.

Samuel og Susanna Wesley (John Wesleys forældre) var til et bedemøde en aften, hvor Susanna ikke sagde "amen" til sin mands bøn for William af Orange, kongen af England. Han spurgte hende om grunden, og hun forklarede, at hun støttede den afsatte James II. Det blev til spillet "Du gør, hvad jeg siger", som han ikke kunne vinde.

Hun beskrev, hvad der så skete: "Han knælede med det samme ned og nedkaldte guddommelig straf over sig selv og al sin ejendom, hvis han rørte mig eller lå i samme seng som mig, før jeg havde bedt om Guds og hans tilgivelse for ikke at have sagt amen til bønnen for kongen."

(Typisk at en mand tror, at den største straf, han kan påføre sin kone, er ikke at have sex med hende). Hårdknuden varede i seks måneder og blev først løst, da en tragisk brand ødelagde to tredjedele af deres hjem.

 

Når vi spillede med min bedstemor, var hun altid sjov, men samtidig var hun på udkig efter børnebørn, som surmulede eller beklagede sig, når de tabte (det var normalt mig, men jeg havde også en fætter med de samme tendenser).

Hun sørgede altid for at vinde over dem (almindeligvis mig). Jeg brød mig ikke om hendes metoder dengang, men jeg forstår dem bedre nu.

Min bedstemor forsøgte at lære mig en af livets største udfordringer. På kort sig virker det som om, man kan opbygge et barns selvtillid ved at lade det vinde.

Men i det lange løb kommer det sande selvværd fra visheden om, at vi rent faktisk kan håndtere virkeligheden, hvilket betyder at vi både vil vinde og tabe. Derfor er det meget vigtigt for et barn at tabe af og til.

At være god til at tabe er en kunstart, der kræver al den nåde, jeg kan mønstre. Det kræver, at jeg er ydmyg nok til at se virkeligheden lige i øjnene uden undskyldninger, men med visheden om at min identitet ikke bliver defineret af, om jeg vinder eller taber.

Det betyder, at jeg ikke forfalder til undskyldninger eller beskyldninger og ikke svælger i selvmedlidenhed - men heller ikke i selvfordømmelse.

Det kræver, at jeg lærer, hvornår jeg skal give op (hvis jeg for eksempel er 1,60 m høj og vejer 50 kg, så er nok ikke en god ide at blive ved med at insistere på at spille stregspiller i håndbold), og hvornår jeg skal holde ud. Det kræver, at jeg lærer at sige tillykke.

Det kræver, at jeg lærer at give slip på resultater, jeg ikke kan ændre, og i stedet bevare viljen til at leve helt og godt.

 

Lær at vinde med nåde

 

I en tid med prangende fejringer af scoringer og nedladende snak til modstanderne er det måske sværere at vinde med nåde end at tabe med nåde.

Når jeg vinder, bliver jeg fristet af arrogance, magt, ufølsomhed, skadefryd og trangen til at blive ved med at tale om mine sejre lang tid efter at alle er blevet dødtrætte af at høre om dem.

Nådefulde vindere husker altid, hvordan det føles at tabe. Og de er indfanget af noget større end deres egne sejre og nederlag.

Måske er det grunden til, at en af de mest nådefulde vindere i amerikansk politiks historie var en mand, der havde oplevet mange nederlag.

l Rivalerne på holdet fortæller Doris Kearns Goodwin historien om, hvordan Abraham Lincoln gjorde sine største konkurrenter til præsidentembedet til ministre. Ingen havde gjort noget lignende før, og det er heller ikke sket siden. Ministerposter får man normalt for at være loyal. Når nogen spurgte Lincoln om, hvorfor han havde taget den usædvanlige beslutning, var hans svar, at han ikke, kunne drømme om, at fratage landet dets ledere, når det havde mest brug for dem. Men måske er den bedste historie om hans nådefulde måde at vinde på hans relation med Edwin Stanton.

I 1854 arbejdede Abraham Lincoln som advokat i SpringfieId, Illinois.

Han blev spurgt om at samarbejde med et af de mest velrenommerede firmaer i landet, et firma fra Washington D.C., om et sagsanlæg, der skulle afgøres i Chicago. Det var langt den største sag, han nogensinde havde været med i. Han brugte en hel sommer på research. Hvad, han ikke vidste, var imidlertid, at firmaet udelukkende havde hyret ham, fordi de havde brug for en lokal advokat til at indynde sig hos dommerne i Illinois.

Stjerneadvokaten for det velansete firma var en strålende juridisk begavelse ved navn Edwin Stanton.

Han kunne være brysk og nedladende, som Frederick Douglass siger det: "Høflighed var ikke en af hans svagheder." Lincoln selv var på den anden side yderst bevidst om sit ikke videre attraktive udseende og sin uuddannede baggrund. (Da en politisk modstander beskyldte ham for at vise to forskellige ansigter under en kampagne, svarede Lincoln: "Hvis jeg virkelig havde to ansigter, tror du så, jeg ville gå med det her?").

Stanton besluttede hurtigt, at han ikke kunne bruge Lincoln til noget. Han havde ikke læst nogle af Lincolns resumeer og svarede ikke på hans breve. Da Stanton og en anden advokat ankom til et hotel før retssagen, mødte Lincoln dem og foreslog: "Lad os gå sammen i en gruppe til retten." "Lad den fyr gå med sin egen gruppe," hviskede Stanton til sin partner og efterlod Lincoln stående alene.

Stanton ville ikke konferere med ham, spise med ham eller diskutere strategi med ham.

På et tidspunkt hørte Lincoln Stanton sige til en kollega: "Hvor er det langarmede dyr kommet fra, og hvad regner han med at udrette i denne sag?"

Hans afvisninger var så grove, at Lincoln trak sig fra sagen, da det blev klart, at han ikke ville få lov til at bidrage.

Fem år senere. Abraham Lincoln, den dårligt klædte, usoignerede, langarmede advokat, er nu præsident i USA. Han er en vinder.

Edwin Stanton er den afgående justitsminister. Hans parti havde tabt, og det gjorde ham ikke venligere stemt over for Lincoln. To gange refererede han i breve til venner til "Lincolns tåbeligheder";

en anden gang kaldte han Lincoln for en "sær gorilla". Stantons egen partner sagde, at der "var sandsynligvis intet menneske i landet, som Lincoln havde større grund til at foragte."

Men gorillaen havde brug for nogen til at styre Krigsministeriet.

Krigen gik dårligt for Nordstaterne, og tropperne var forfærdeligt uorganiserede. Lincoln fik det råd fra flere eksperter, at Stanton var manden, der bedst kunne rette op på situationen.

Så Lincoln sagde til en fælles bekendt: "Jeg har besluttet at sluge min stolthed - og måske også en del af min selvrespekt - og udnævne ham til jobbet."

Og hvordan Lincoln efterfølgende behandlede Stanton er historie.

Da Stanton indtrådte i regeringen, stolede Lincoln på ham, betroede sig til ham, støttede sig til ham, regnede med ham. Lincoln og Stanton havde det tætteste daglige arbejdsfællesskab i hele regeringen. Og Stanton reagerede med urokkelig loyalitet og hengivenhed. Et par år senere mødte Stanton sin tidligere partner George Harding, der berømmede et nyt lovforslag fra regeringen og spurgte, om det ikke var Stanton, der i virkeligheden havde stået bag det. "Overhovedet ikke," sagde Stanton. "Lincoln skrev det - hvert et ord. Intet menneske har taget så meget fejl af en mand, som vi gjorde."

Harding skrev efterfølgende: "Stanton og hans familie tillod derefter aldrig, at man talte dårligt om Lincoln."

Den 14. april 1865 døde Abraham Lincoln efter at være blevet skudt aftenen forinden i Fords Teater.

De mest berømte ord, der er udtalt efter en præsidents død, blev ytret den dag: "Nu tilhører han tidsaldrene."

Taleren var Edwin Stanton.

Robert Todd Lincoln, Abraham Lincolns søn, sagde, at efter faderens død besøgte Edwin Stanton ham hver dag i to uger og "græd de første ti minutter af hvert besøg uden at sige et ord".

Uge 42 2009

Nu er vi ved vejs ende med John Ortbergs bog Når spillet slutter og jeg har lyst til at dele noget af det sidste fra bogen - fra kapitel 20 - om det at vinde trofæer.

(Du kan læse hele afsnittet HER)

 

Mine trofæer

 

Min far havde trofæer i dusinvis, før jeg overhovedet begyndte at spille. Jeg vandt mit første trofæ, da jeg var ti år. Nu til dags skal man være bundrutineret som tiårig, men for 40 år siden var det tidligt. Trofæet var en lille piedestal af træ med en bronzeret mand på toppen, der havde ketsjeren over hovedet - klar til at serve. Det var magisk, som narko. Jeg var en succes. Det var smeltet ros med succes på toppen. Jeg ville have mere.

Da jeg var omkring tretten år, spillede jeg en turnering i Dixon, Illinois. Dixon er meget langt fra Wimbledon; det var ikke en prestigefyldt turnering. Ogjeg spillede dårligt. Alligevel kom min makker og jeg i finalen i double. Vi skulle vist bare vinde en kamp for at nå dertil. Dem, vi spillede imod, var begge to begyndt at spille den foregående uge. Og de havde begge to brækket et ben. Men jeg var i finalen. Jeg fik et trofæ. Jeg behøvede ikke at fortælle nogen om detaljerne, når jeg kom hjem. Trofæet gjorde, at jeg kunne lade som om, jeg var en vinder.

Sommetider talte jeg mine trofæer, mine og min fars. Jeg var ikke misundelig på hans, men jeg ville have flere end ham.

Da jeg gik på college, kvalificerede vores hold sig til de nationale mesterskaber. Min makker, Norm, slog grundslag med begge hænder på skaftet både i forhånd og baghånd. Han svingede ketsjeren helt omme fra hælen, som Babe Ruth svingede et baseballbat. De andre hold forsøgte bare at undgå at blive skadede. Vi kom i kvartfinalen, hvor vi fik store smæk. Men det var stort at nå i kvartfinalen, for det betød at vi var All-American-spillere. Det lød godt. Men det lød faktisk bedre, end det virkeligt var. Jeg gik på et lille college, som .. spillede i tredje division. Hvis jeg havde gået på et college, som spillede i anden division, så ville jeg aldrig have kvalificeret mig til de nationale mesterskaber. Hvis jeg havde været på et college, som spillede i første division, så ville jeg ikke være kommet på holdet.

Jeg kvalificerede mig i den laveste division, med en minimumspræstation, i double - ikke single.

Men det behøvede jeg ikke sige noget om. Jeg kunne bare sige ordene All-American.

Problemet var bare, at det var sjældent, man naturligt kunne nævne det i en samtale. Der var aldrig nogen, der spurgte: "Nå, har du så været All-American inden for nogen sportsgren?" (Det har taget mig ti års forfatterskab at finde ud af, hvordan jeg kunne få det med i en bog).

Problemet med trofæer er, at de bare står og samler støv. Da jeg var dreng, støvede min mor trofæerne af. Engang var det en del af en kvindes job at støve mandens trofæer af. Ikke længere. Da jeg blev gift, samlede jeg mine trofæer i en kasse, som jeg tog med. Til min store overraskelse var min kone ikke særlig interesseret i at støve mine trofæer af. De fleste skilte jeg mig af med. De var alligevel af så dårlig kvalitet, at de var begyndt at falde fra hinanden. Et par stykker har jeg gemt for mindernes skyld, men de står ikke fremme; de er tilbage i æsken. "Velstand holder ikke evigt, rigdom holder ikke i slægt efter slægt."

 

Andre trofæer

 

Når vi prøver at imponere mennesker, vi finder betydningsfulde, så ” samler vi trofæer." Jeg gør et dybere indtryk på kosmos, fordi jeg kender denne berømte person. Når arken sejler. så er jeg med." Vores trofæer kan være alle mulige slags ting: vores eksamenskarakterer: vores huse, mennesker vi har imponeret, vores kroppe, forfremmelser, komplimenter, prisskilte. Der findes hjemmesider, hvor man kan lede efter trofækoner - kvinder hvis udseende er en hyldest til deres mænds rigdom og magt. Et trofæ er en hvilken som helst ting, som du kan få andre folk til at se på, så de siger: "Wauw." Af og til forestiller vi os, at hvis vi forfølger et mere uegennyttigt kald, så vil vi i det mindste få tilfredsstillet vores sjæl og vide, at vi har behaget Gud. Men ethvert kald har sine egne trofæer. Nogle pastorer har trofækirker, hyldester til deres karisma, trug hvor deres ego bliver fodret. Problemet ved at få næring fra et trug er selvfølgelig, at du så kun får svinefoder.

Funklende spejlbilleder er Susan Howatchs fantastiske roman om en præst, der har viet sit liv til altid at fremstå som gudfrygtig, vis, elskende og karismatisk. I mellemtiden sulter hans sjæl, fordi ingen kender ham. "De møder aldrig den mand, jeg skjuler. De møder bare den mand, jeg viser til offentligheden. Jeg kalder ham det funklende spejlbillede, fordi han ser så godt ud i spejlet. Men hinsides ham ...

hinsides ham er den vrede fremmede, der dukker op i spejlet, når det funklende billede er fraværende uden at have faet lov." Hans rolle som præst bliver hans trofæ - og hans fængsel.

 

De rigtige ting

 

Men der er en anden slags trofæer, vi kan samle på - den rigtige slags. De er altid ved hånden. Jeg behøver ikke at vinde over andre for at fa et. Paulus skrev til sine brødre og søstre i Filippi, at hans gamle kroner - i dette tilfælde hans religiøse præstationer - betragtede han nu som affald. Han samlede nu på en ny slags kroner: "Kære venner, jeg elsker jer og længes efter jer, I som er min glæde og sejrskrans." Paulus brugte det samme sprog, da han skrev til sine venner i Thessaloniki: "For hvem er vort håb eller vor glæde eller vor hæderskrans over for Jesus, vor Herre, når han kommer, om ikke netop I'?

I er jo vor ære og glæde." Jesus fortalte en historie, i hvilken to trofaste mænd stod foran deres hjemvendte konge og hørte ham sige: "Godt klaret, du gode og tro tjener." Engang imellem forestiller jeg mig, hvordan det vil være at stå foran Gud og høre de ord.

Formålet med livet er at få Gud til at smile. "Må Herren smile til dig." C. S. Lewis sagde: "At behage Gud ... at være en rigtig ingrediens i den guddommelige glæde .... at være elsket af Gud, ikke blot ynket, men at være en han frydes over, som en kunstner frydes over et værk eller en far over en søn - det virker umuligt, en vægt eller byrde eller hæder som vores tanke dårligt kan udholde. Men sådan er det." Etty Hillesum var en henrivende, opvakt, ung hollandsk jødisk pige, der boede i Amsterdam i slutningen af 1930'erne. Hendes brændende ønske var at blive anerkendt som en stor forfatter. Hun blev indespærret af nazisterne, og selvom hun kunne have skaffet sig frihed og anerkendelse, valgte hun at blive hos sit folk, så hun kunne lindre så meget lidelse som muligt, før sin egen død. Hendes dagbog vidner om en bemærkelsesværdig forandring hos en kvinde, som mistede kontrollen over de ydre omstændigheder i sit liv, men hvis sjæl på mirakuløs vis blev befriet fra fortvivlelse og smålighed.

Hun følte en tilskyndelse til at bede "som om min krop var skabt og bestemt til at knæle". Hun følte sig så omsluttet af Gud, så "uovervindelig i den dybe glæde og ømme forsyn" troen gav hende, at hun hjalp sine med fanger med et mod, der forbløffede dem alle. "Der er øjeblikke," sagde hun, "hvor jeg føler mig som en lille fugl gemt væk i en stor beskyttende hånd." Hun skrev disse ord i en koncentrationslejr.

Ettys ambitioner ændrede sig. Nu var det at være det tænkende hjerte i barakkerne, at være et vidnesbyrd om at godhed og skønhed fandtes selv i lejrenes helvede. Fordi sjælen for evigt er hos Gud, kom hun til at tro på, at "intet kan ramme mig ... Nogle gange når jeg står i et hjørne af lejren med fødderne plantet i Din jord, øjnene løftet mod din himmel, løber tårerne ned ad mit ansigt. tårer af dyb sindsbevægelse og taknemmelighed." Det var som om, at jo mere Ettys ydre menneske blev lænket og ydmyget, desto mere blev hendes indre jeg befriet og gjort smukt.

Hun forstod, at "ved at udelukke døden fra vores liv kan vi ikke leve et helt liv, og ved at lukke døden ind i vores liv udvider og beriger vi det".

Etty brugte sine sidste dage på at give håb og omsorg "med et venligt ord til alle, hun mødte pa sin vej". Hendes sidste ord blev skrevet på et postkort og smidt ud af Vogn nr. 12 - den togvogn, hun vidste, ville føre hende til døden i Auschwitz. "Vi forlod lejren syngende," skrev hun. Nazisterne tog magten over hendes ejendele, hendes bevægelsesfrihed, hendes arbejde, hendes familie, hendes krop og i sidste ende hendes liv, men alligevel troede hun, at de ikke i sandhed havde taget noget overhovedet.

Det trofæ, der betyder noget, er ikke på vores hylder eller CV'er.

Det er den sjæl, vi bliver. Det er den krone, vi en dag vil kaste ned foran Gud.

 

 

Har du lyst til at læse mere af John Ortberg, hele afsnit 17 og hele afsnit 20  i bogen, så tryk HER

 

Uge 43- 09.

Vi læser for øjeblikket en inspirerende bog af Henri J. M. Nouwen: Hjertets enkle vej hedder den, og jeg blev meget udfordret af et afsnit han havde om bl. a. vrede. Jeg briger lidt af det nedenfor, men man kan læse hele afsnittet ved at trykke HER

Fra afsnittet om  Den bundne tjener

 

Thomas Merton skriver i introduktionen til sin bog Ørkenens visdom (The Wisdom af the Desert):

 

--  Vores samfund er ikke et fællesskab, der udstråler Kristi kærlighed, men et farligt netværk af magt og manipulation, som vi let kan blive viklet ind i og miste vores sjæl. Det grundlæggende spørgsmål er, om vi som Jesu Kristi tjenere ikke allerede er blevet så dybt præget af den mørke verdens forførende kræfter, at vi er blevet blinde for vores egen og andre menneskers alvorlige tilstand og har mistet kræfterne og motivationen til at svømme for livet.

 

Lad os bare et øjeblik betragte vore daglige rutiner. Generelt er vi meget travle mennesker. Vi har mange møder, mange mennesker at besøge, mange gudstjenester at lede.

 

Vore kalendere er fyldt med aftaler, vore dage og uger er fyldt med aktiviteter, og vore år er fyldt med planer og projekter. Der er sjældent en periode, hvor vi ikke ved, hvad vi skal lave, og vi bevæger os gennem livet på en så rastløs måde, at vi ikke engang giver os tid og ro til at overveje, om nogen af de ting, vi tænker, siger eller gør, er værd at tænke, sige eller gøre. Vi lever videre med de mange "må" og "burde", som vi har fået overleveret, og vi lever med dem, som om det var autentiske oversættelser af Herrens evangelium. Mennesker må motiveres til at komme til kirken, unge må underholdes, penge må indsamles, og først og fremmest: alle må være glade. Derudover bør vi som præster være på god fod med både de kirkelige og verdslige myndigheder; vi bør være populære eller i hvert fald respekterede af et flertal i menigheden; vi bør stige i graderne; og vi bør have tilstrækkelig løn og ferie til at leve et komfortabelt liv. Og på den måde bliver vi travle mennesker som alle andre travle mennesker, belønnet med de belønninger, som travle mennesker bliver belønnet med!

Alt dette nævner jeg for at pege på, hvor forfærdelig sekulær vores kristne tjeneste har en tendens til at blive.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor bliver vi, der er lysets børn, så let en del af mørket? Svaret er meget enkelt. Det er vores identitet, vores selvfølelse, der står på spil. Den sekulære måde at tænke og leve på gør os afhængige af responsen fra vore omgivelser. Det sekulære eller falske jeg er det jeg, der er skabt, som Thomas Merton ud trykker det, af en social bundethed. Bundet er netop det ord, der bedst beskriver det falske jeg. Det peger på det permanente og stadigt stigende behov for bekræftelse. Hvem er jeg? Jeg er den, som er velanskrevet, rost, beundret, upopulær, hadet eller foragtet. Uanset om jeg er pianist, forretningsmand eller præst, så er det afgørende, hvordan mine omgivelser opfatter mig.

Hvis det at have travlt er en god ting, så må jeg have travlt.

Hvis det at have penge er et tegn på virkelig frihed, så må jeg sørge for at have penge. Hvis det at kende mange mennesker er et bevis på min betydning, så bliver jeg nødt til at skabe de nødvendige kontakter. Bundetheden giver sig udtryk i den lurende frygt for at mislykkes og den stadige trang til at skaffe sig mere af det samme - mere arbejde, flere penge, flere venner.

Denne bundethed hænger nøje sammen med de to hovedfjender af det åndelige liv: vrede og grådighed. De er indersiden af det sekulære liv, de bitre frugter af vores afhængighed af verden omkring os. Hvad er vrede andet end det impulsive svar på oplevelsen af at blive frataget noget? Når min selvfølelse er afhængig af, hvad andre siger om mig, er vrede en meget naturlig reaktion på kritik. Og når min selvfølelse er afhængig af, hvad jeg kan opnå, flammer grådigheden op, når jeg ikke kan få mine ønsker opfyldt. På den måde er vrede og grådighed bror og søster til det falske jeg, som er frembragt af den sociale bundethed, der præger en uforløst verden.

Vrede synes i særdeleshed at være en professionel last i vore dages kristne tjeneste. Præster er vrede på deres foresatte for ikke at lede, og de er vrede på deres menighed for ikke at følge dem. De er vrede på dem, der ikke kommer i kirke, og vrede på dem, der kommer uden engagement. De er vrede på deres familier, som får dem til at føle skyld, og vrede på sig selv, fordi de ikke er det, de gerne ville være.

Det er ikke en åben, tydelig og udtrykt vrede, men en vrede, der bliver gemt bag pæne ord, et smilende ansigt og et venligt håndtryk. Det er en indestængt vrede, der sætter sig fast som bitterhed og langsomt lammer et generøst hjerte. Hvis der er noget, der får en kristen tjeneste til at fremtræde som ubarmhjertig og stivnakket, er det denne mørke, snigende vrede i Kristi tjenere.

Det er ikke så mærkeligt, at Antonios og de andre munke betragtede det som en åndelig katastrofe, hvis man passivt accepterede samfundets principper og værdier. De var kommet til at indse, hvor vanskeligt det er - ikke blot for den enkelte kristne, men også for kirken som sådan - at undslippe verdens forførende bundethed. Hvad var deres svar? De flygtede fra den synkende skude og svømmede for at redde deres liv. Og frelsens sted blev ørkenen, ensomhedens rum. Lad os nu se på, hvad denne afsondrethed gjorde ved dem.

Synes du ikke Nouwen har et godt anliggende her?

Uge 45 - 09.

eg sidder og arbejder med søndagens tekst om den gældbundne tjener fra Matt. 18 om den gældbundne tjener og jeg deler med dig her nogle tanker jeg har gjort mig om de tanker, der ligger bag, fra Jesu side, men først teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35

Fra fortællingens mester, Jesus har vi denne let forståelige historie, og selv om den indeholder overraskende elementer så er den på en gang enkel, men også med flere lag af sjældne dybder, og lignelsen vil os alle noget.

 

1. Den vil fortælle os om vor (store og bundløse) skyld overfor Gud og overfor hinanden.

 

Det kan vi lytte os frem til ved at høre det om de 10.000 talenter, som tjeneren skylder. En familie på Jesu tid kunne leve for en denar om dagen og 10.000 talenter er det samme som 100 millioner denarer. 100 millioner daglønninger. Det er omregnet til danske forhold et beløb, der svarer til det, den samlede befolkning i Danmark tjener på ca. en måned. Et uendeligt stort beløb i mangemilliardklassen. Altså en så stor gæld/ skyld, som er ubetalelig, og som man ikke selv med gode gerninger, et godt omdømme, almisser eller hvad man nu synes man kan “afbetale” med kan få ryddet af vejen. Den kan slet ikke betales, for hvem kan tilbagebetale en 12tedel af Danmarks nationalprodukt?. Vanvittig tanke, hvis vi tror vi kan. Der er kun en måde en så ustyrlig høj og uoverkommelig gæld kan kvittes på, og det er ved eftergivelse, og den eftergivelse er kommet i stand gennem Guds tilgivelse af os i Jesus Kristus. Kol. 2 v14_Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;

Dette Guds eget indgreb i historien i form af sin søns lidelse, død og opstandelse er det mest skelsættende denne verden har mødt, og som bragte os muligheden for Guds tilgivelse og renselses fra synd, og som enhver kan tage imod om man vil, og som tilbydes bl. a. ved dåben, under forkyndelsen og ved nadverbordet.

 

2. Den vil fortælle om tilgivelsens nødvendighed.

 

Beretningen om kongen, der eftergiver, skal gøre det umuligt for os at leve som den hårde tjener. Lignelsen vil gøre det umuligt for os at leve med den tankegang, at ret kræver ret og forbrydelse kræver straf. Vi skal leve som kongen, der eftergiver/tilgiver. Kongens tilgivelse er ualmindelig stor og effektiv. Han spørger ikke  sin tjener: “Hvordan kunne du dog gøre det. Hvad har du brugt så mange penge til?”. Nej, uden nogen bebrejdelser tilgiver kongen, da tjeneren beder: Hav tålmodighed, og kongens barmhjertighed rækker langt videre end det, tjeneren beder om. Tjeneren beder kun om, at kongen skal give ham lidt tid, at kongen skal være tålmodig, så vil han betale pengene tilbage. Men kongen giver ikke kun sin tjener lidt tid - han giver en ny tid - en uendelig tid, ved at slå en streg over gælden.

Hvis tjeneren kun havde fået lidt tid, så han kunne skrabe penge sammen og betale af på sin gæld, hvordan ville den tid ikke have været? Fyldt med søvnløse nætter og knugede dage, hvor tjeneren hvert eneste øjeblik tænkte på den umulige opgave at betale gælden. Det ville have overskygget al hans tid og virke som en bandlysning. Kongen slår en streg over hele gælden og ophæve bandlysningen over tjeneren og giver ham et nyt liv - intet mindre.

Sådan virker tilgivelsen fra Gud. Det giver os en ny mulighed - en begynden forfra - hvor tavlen renses og frelsen bli´r vor - det evige liv bli´r vort og fællesskabet med Gud er endemålet.

 

Jeg tror vi er mange, der for vort indre blik har set og ser  en ny mulighed i en eller anden form, og som åbnede verden på en ny og vidunderlig måde, hvor vi følte det som om livet og fremtiden pludselig lå åben for os på en ny og vidunderlig måde. Det kunne være, da vi var færdige med skolen og gik ud i livet. Det kunne være da vi søgte et arbejde og fik det. Eller det kunne være da vi søgte en kæreste og fandt ham eller hende. I det øjeblik var det som om alle knugede tanker forsvandt og en “bandlysning” blev hævet fra os.

Sådan skal vi hvert øjeblik af vores liv føle det over for Gud, for han giver os ikke kun lidt tid, som vi kan bruge til søvnløse nætter og knugede dage. Nej, Gud har med sin søn opløst den forbandelse, som lå over os. Gud har lagt evigheden åben for os ved at slå en streg over vores gæld, og givet os en ny tid, et nyt håb, ja et nyt liv i Kristus

 

3. Den vil fortælle om tilgivelsens nødvendighed overfor vor næste.

 

Tove Mommer, som leder en kvindebevægelse, der hedder Woman Aglow (Glødende kvinder) fortæller i en prædiken lidt om,  hvad skyld er og gør ved os:

“Vrede, krænkelse, bitterhed og uforsonlighed, det er altsammen negative følelser og holdninger, som plager vort liv, og bidrager til  –  sygdomme, både fysisk og psykisk. - Bitterhed afsætter syre i vore legemer. Uforsonlighed, hvor mennesket siger: ,,Jeg vil ikke tilgive, og jeg kan ikke tilgive, jeg er for vred og såret - gør stor skade på vort legeme, for ikke at tale om vores sjæl. — Vort legeme, sind og vore følelser blev skabt til at være i harmoni. Vi kan ikke udholde den spænding og belastning, som vrede, uforsonlighed og bitterhed lægger på os.

Det har Tommer Mommer ret i, og vejen fremad er at vi retter stor opmærksomhed på betydningen af den gensidige tilgivelse, og hvor vi tager højde for den skyld vi alle bærer på, tage højde for det indre kaos, som bor i os alle, og som tilgivelsen er det eneste middel imod.

Jeg tror vi alle har erfaret helt ned i hjerterødderne, hvad tilgivelse er. Vi kan tænke på barnets oplevelse af at få fars og mors tilgivelse og mærke, at alt er godt igen � på trods af det forfærdelige, man havde gjort. Eller det kan være skyld, man har pådraget sig i ægteskabet, fejl man har begået overfor sine børn, at man forløb sig overfor sine arbejdskammerater, osv. Altsammen noget, som man ærgrer sig over skammer sig over, er tynget af. Og møder man så en kærlighed, som ender med tilgivelse, forsoning, ja så opleves det som om verden er blevet ny, man er vågnet op til en ny dag, en ny tid.

Jeg tror, at der er alt for megen uforsonlighed i denne verden, for lidt storsind, hvor vi tilgiver hinanden, og går videre med løftede hoveder og hjertet renset.

Denne lignelse peger på en sjælden stærk på på betydningen af, at vi tager imod Guds tilgivelse i Jesus Kristus og at vi giver tilgivelsen videre til vore medmennesker  Amen

Uge 46 -09
Vi er lige begyndt på at læse en bog af Nickey Gumbel - Vækkelsens Hjerte, og vi glæder os til at læse den (en gang mere) fordi den er så livsbekræftende at læse, og fordi dens anliggende sætter vores egen situation, tiderne i de gamle vestlige lande, i perspektiv, her, hvor der næmest er tale om en åndelige recession (tilbagegang), og så er det selvfølgelig lidt trist at erkende at "lysestagen" måske til en vis grad er flyttet andre steder hen.
Men nyd læsningen

Hvad er vækkelse?

Introduktion til Esajas 40-66

Af Nickey Gumbel

 

Jeg har ofte spekuleret på, hvordan "vækkelse" ville se ud. I Hyde Park lørdag den 6. september 1997 så jeg tusinder og atter tusinder af mennesker gå roligt og stilfærdigt i en og samme retning. Der var en følelse af at være forenet i kærlighed, måske endda i anger, og i et ønske om at se en mere barmhjertig verden. Folkemængden bevægede sig hen mod to enorme tv-skærme, hvorfra man kunne deltage i en kristen gudstjeneste i fællesskab med, via satellit, 2.500 millioner mennesker, næsten halvdelen af menneskeheden. Anledningen var selvfølgelig Dianas, prinsessen af Wales' begravelse.

Millioner af mennesker bad sammen om, at Guds navn måtte blive helliget, at hans rige måtte komme, og at hans vilje måtte ske som i himlen således også på jorden. Der blev bedt i Jesu navn. Det slog mig, mens vi bad, at dette måske kunne være et glimt af, hvordan "vækkelse" kunne se ud, hvis sorgen ved begivenheden blev udskiftet med glæde.

Fra tid til anden hører vi beretninger om vækkelse fra forskellige steder i verden. En mand præsenterede sig engang for mig i vores kirkes boghandel. Han hed dr. Cheung. Han er evangelisationsleder for dr. David Yonggi Cho, præsten ved kirken Full Gospel Central Church i Seoul, Sydkoreas hovedstad. Jeg spurgte dr. Cheung, hvor mange studiegrupper der var i menigheden. Han svarede: "50.000". "Hvor mange medlemmer har kirken"? spurgte jeg. Han svarede "750.000". I 1961 havde de 600 medlemmer. I begyndelsen af 1980 var der 100.000 medlemmer. Den er nu den største kirke i verden.

Seoul er hjemsted for ti af verdens tyve største menigheder.

I 1845 kom de første missionærer til Korea. I 1866 tog Robert Thomas, en waliser, der arbejdede som missionær i Kina, til Korea for at uddele bibler blandt de kinesisktalende der.

Ved ankomsten fik hans skib en fjendtlig modtagelse: Da det nærmede sig land, blev det angrebet af koreanske soldater, der kastede brændende træstykker op på dækket. Besætningen blev tvunget til at forlade det brændende skib, og mange døde. Robert Thomas samlede nogle af sine bibler sammen og begyndte at vade i land gennem det lave vand. På stranden blev han voldsomt angrebet, men han pressede sine bibler ind i sine morderes hænder, inden han sank sammen og døde. "Og således drak Nordkoreas jord martyrblod på det selv samme sted, som der fyrre år senere skete en stor vækkelse". *1 I 1900 var der kun 50.000 kristne i Korea. Til trods for kommunistisk forfølgelse brød en "vækkelse" ud i Pyongyang i 1907. I løbet af de følgende ti år blev kirkernes medlemstal firdoblet. I 1990 var der 12 millioner kristne i Sydkorea (40 procent af indbyggerne i Seoul var kristne, og der var mere end 7.000 kirker). Der bliver plantet mere end tyve kirker hver dag og  evangeliet har gennemsyret alle dele af samfundet.

Hver morgen kl. 5 beder cirka en million sydkoreanske kristne for deres land, og for at vækkelsen må sprede sig ud over Asien og resten af verden.

Der er også "vækkelse" i Kina. Asia Week rapporterede i en artikel, "Den store vækkelse - Kinas kristne vækkelse", om, hvad den beskrev som" en af de mest dramatiske vækkelser i kristenhedens historie". I 1950 var der officielt under 4 millioner kristne i Kina. I 1977 var kommunistpartiets synspunkt følgende: "Vi tror, at alle religioner er overtro, der hindrer Revolutionen. Der er nok nogle få kristne tilbage, men de er alle gamle. De dør snart, og det er så afslutningen på det".

Men i dag blomstrer kristendommen i Kina som aldrig før, med meldinger der tyder på en vækst på 25.000 om dagen.

Dr. Hudson Taylor III (barnebarn af Kina-missionæren fra det' nittende århundrede) siger: "Oplevelsen i Kina er et stærkt vidnesbyrd om, at ingen jordisk magt kan eliminere Guds kraft. Sandheden brænder klarest, hvor ilden brænder hedest" . *2 I april 1994 fortalte avisen The Guardian, at "den kristne feber" fejer hen over Kina, hvilket kunne ses af store møder (selv ved nattetid), massedåb og helbredelsesundere. En præst bemærker, at "gå hen til Sydhenan svarer til at træde tilbage ind i Apostlenes Gerninger og det første århundredes kristendom. Næsten hver eneste landsby brænder med vækkelsens ild ... Tusinder, hovedsageligt unge mennesker, omvende r sig til troen. Mange kan fortælle om bønnesvar, undere, udfrielser". *3 . På samme måde har der i nyere tid været utrolig "vækkelse" I Argentina, et eksempel er forretningsmanden og lægprædikanten Carlos Anacondias arbejde. Han afholdt en tremaneders kampagne i La Plata, hvor det fortælles, at 40.000 offentligt bekendte deres tro på Kristus. Derefter flyttede han til Mar del Plata, hvor der blev fortalt om 90.000 "beslutninger", efterfulgt af yderligere 70.000 i San Justo. Fra da af skabte hans forkyndelse røre i by efter bv store antal af mennesker blev omvendt ved hans stævner, og der skete mange uddrivelser og helbredelser. Det skønnes nu, at Anacondia har ført mere end 2 millioner til Kristus. "Vækkelsen" er fortsat over de sidste tretten år. Der er plantet tusinder af kirker, nogle gange i gamle teatre og nedlagte biografer. Nogle af de større kirker afholder flere gudstjenester om dagen.

Olmosfængslet i Buenos Aires er det største fængsel med stærk bevogtning i Argentina. Det er også hjemstedet for verdens største fængselskirke. "Vækkelse" er brudt ud og har ikke bare ændret tilværelsen for tusinder af indsatte og deres familier, men har også ændret selve fængslet. Olmos var engang berygtet for vold og terror; sort magi og voldelige forbrydelser var hverdagsforeteelser. Der var langt mellem de kristne, og de var ikke velsete af hverken indsatte eller fængselspersonalet.

Så i 1988 begyndte "vækkelsen". I dag har Olmoskirken mere end 1.200 medlemmer, 40 procent af de indsatte i fængslet. Deres radikale livsstil er en udfordring for kristne overalt.

Seks dage om ugen bliver der afholdt møder med lovprisning, lovsang, bøn og prædiken. Efter at kirken fik sig etableret i fængslet, er volden formindsket kraftigt. Et populært udtryk blandt de indsatte er: "Hverken min mor eller elektrochok, polititæv eller andet kunne ændre mit liv. Kun Jesus kunne! " I Brasilien vokser kirkerne som aldrig før. Brazil for Christ kirken i San Paulo bliver ledet af Manoel de Melo. Siden 1955 har de plantet 6.000 kirker, 1.000 bare i San Paulo. "Moderkirken" har 25.000 medlemmer. Sammenlagt er der 1,2 millioner medlemmer i de udplantede menigheder fra den kirke.*5 En præst skriver: "Vi lever i en vækkelsestid ... mere end 30 procent [af brasilianerne] bekender nu, at Jesus er Herre".*6 Der er også tegn på "vækkelse" i Nordamerika. The New York Times beskrev det, der sker i Pensacola i Florida. "Vækkelser kommer og går, men det, der er sket her i næsten to år, er noget andet. Hvad der startede som en typisk, kortvarig vækkelse på Fars Dag 1995, er rullet som en snebold og blevet til, hvad der lader til at være den største og længstvarende karismatiske vækkelse i Ame

Uge 48

Vi er lige kommer hjem fra en ferie på Cypern, og med mig havde jeg bl. a. (ud over min dejlige kone, en bog af Philip Yancey - Vink fra en anden verden og der er rigtig mange afsnit, der har talt meget stærkt og afgørende til mig bl. a. afsnittet "Om at praktisere Guds eksistens" og i det følgende citerer jeg lidt fra det afsnit, som på en tydelig og afgørende måde handler om at bringe Guds perspektiv ind over handlinger og gerninger i vore liv.

Philip Yancey

----

 

Mens jeg studerede en bog om Jesus kunne jeg ikke undgå at bemærke den ømhed som Jesus behandlede andre mennesker som var blevet såret på grund af moralsk nederlag med. En samaritansk kvinde med fem ødelagte ægteskaber bag sig, en uærlig skatteopkræver, en ægteskabsbryder, en prostitueret, en discipel der fornægtede ham - alle modtog de, i stedet for den fordømmelse som de forventede, Jesu tilgivelse og genoprettelse.

 

Vi efterfølgere af Jesus gør nogle gange det modsatte. En film fra 2002, "The Magdalene Sisters" (Magdalenesøstrene), er en trist dokumentarisk beretning om Irlands" maggier" . De fik dette øgenavn efter Maria Magdalene, hvilket i sig selv er en meget sigende historie. Evangelierne fortæller kun en ting om Maria Magdalenes fortid, nemlig at Jesus uddrev syv dæmoner af hende. Ikke desto mindre besluttede en autoritet indenfor kirken for flere århundreder siden, at den Maria Magdalene må have været den samme kvinde som den prostituerede, der vaskede Jesu fødder med sit hår. Derfor, når en streng nonneorden optog unge kvinder, der var blevet gravide uden at være gift, kaldte de de faldne piger for "maggier. " Maggierne blev kendt for offentligheden i 1990' erne, da en religiøs orden solgte sit kloster, og man fandt 133 kvindegrave bag murene, kvinder der bogstaveligt talt havde tilbragt deres liv som slaver i klosterets vaskeri. Pressen fandt frem til en halv snes af disse "Magdalene-vaskerier" overalt i Irland - det sidste lukkede ned i 1996 - og snart kom familie og overlevende med beretninger om de slavelignende tilstande i klostrene. Tusinder af unge kvinder tilbragte tid i vaskerierne. Nogle var blevet spærret inde for blot at være" en forførerske" og tvunget til at arbejde uden løn og i tavshed som en slags bod for deres synder. Kirken fjernede disse kvinders uægte børn og opfostrede dem på andre institutioner.

Da Joni Mitchell skreven sang om maggierne, blev der stor opstandelse, og det endte med, at forkæmpere samlede penge ind til en mindebænk i St. Stephens Green, en park i Dublins centrum.
Da jeg havde hørt om maggiernes historie, besluttede jeg at se denne bænk under et besøg i Irland. Det var en typisk grå dag i Dublin med en skarp septembervind og et truende regnvejr i luften. Jeg spurgte en politimand og en parkguide om vej til bænken, men de så begge spørgende på mig. "Kender den ikke, desværre." Til sidst foreslog parkguiden, at jeg undersøgte et område, man havde reserveret monumenter.

Min hustru og jeg undersøgte bronzestatuerne og de imponerende springvand en efter en, de fleste var til minde om irske frihedskæmpere. Ved et rent tilfælde faldt vi over en beskeden bænk under et magnolietræ. Der sad et homoseksuelt par, men bag dem kunne vi se nogle små udskårne hoveder og en messingfarvet inskription. Vi spurgte, om de havde noget imod at flytte sig ganske kort, så vi kunne læse inskriptionen og fortalte dem historien bag den bænk, de sad på. På skiltet stod der: "Til de kvinder der arbejdede på Magdalene-vaskerierne, og til de børn der blev født af nogle af disse fællesskabers medlemmer - sid ned og reflekter over deres liv."

Da vi forlod dette ydmyge minde, reflekterede jeg ikke blot over deres liv men også over den skarpe kontrast mellem, hvordan Jesus behandlede moralske fiaskoer, og hvordan kirken ofte behandler dem. Jesus løftede syndere op.

Han udnævnte den samaritanske kvinde til sin første missionær. Han forsvarede kvinden, der salvede ham med dyr parfume: "Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende." Han genrejste Peter som leder. Og Maria Magdalene, hende med de syv dæmoner, ærede han som det allerførste vidne til opstandelsen - et vidnesbyrd hans status-bevidste efterfølgere først nægtede at tro på.

Jeg reflekterede også over den største gave, vi har fået fra den ikke-synlige verden, nåden. Nåde betyder, at intet, af det vi gør forkert, kan diskvalificere os til Guds kærlighed. Det betyder, at intet menneske er redningsløst fortabt, intet menneskeligt fejltrin er uopretteligt. Vi lever i en verden, der dømmer folk efter deres opførsel, og som forlanger, at kriminelle, skyldnere og moralske fiaskoer må tage følgerne af deres handlinger. Som historien om maggierne viser, så er det endog svært for kirken at tilgive dem, der kommer til kort.

Nåden er irrationel og uretfærdig og giver kun mening, hvis jeg tror på en anden verden, der styres af en barmhjertig Gud, der altid giver folk en chance til. "Amazing Grace", en dejlig salme, der i nyere tid toppede popmusikkens hitlister, kommer med det løfte, at Gud ikke dømmer efter, hvad de har været, men hvad de kunne blive, ikke efter deres fortid men efter deres fremtid. John Newton, en barsk og slibrig slavehandler, "en sølle stakkel som mig," skrev denne salme, efter at han var blevet forandret af denne forunderlige nådes kraft.

Når verden ser nåden i aktion, taber den mælet.

 

Nelson Mandela lærte verden noget om nåde, da han, efter at have siddet fængslet i syvogtyve år og var blevet valgt til Sydafrikas præsident, bad sin fangevogter om at komme op på indvielsespodiet sammen med ham. Han udnævnte derefter ærkebiskop Desmond Tutu til at lede det officielle regeringspanel med det afskrækkende navn Sandheds- og forsoningskommissionen. Mandela forsøgte at afvæbne det naturlige hævnmønster, han havde oplevet i så mange lande, hvor en undertrykt race eller stamme tog magten fra en anden.

I de næste 2½ år hørte Sydafrikanerne rapporter om de grusomheder, der kom frem under TRC- høringerne. Reglerne var meget enkle: Hvis en hvid politimand eller officer i hæren frivilligt mødte sine ofre, tilstod sin forbrydelse og fuldt ud erkendte sin skyld, kunne han ikke retsforfølges og straffes for forbrydelsen.

Nogle mennesker knurrede over det åbenlyst uretfærdige i at lade kriminelle slippe for straf, men Mandela hævdede, at landet havde mere brug for helbredelse end retfærdighed.

Ved en bestemt høring fortalte en politimand ved navn van de Broek om en hændelse, hvor han og andre betjente skød en atten år gammel dreng, brændte liget og vendte det på bålet som et stykke grillkød for at slette alle spor. Otte år senere vendte van de Broek tilbage til det samme hus og anholdt drengens far.

Hustruen blev tvunget til at se på, mens politiet bandt hendes mand til en kvasbunke, hældte benzin ud over ham og tændte bålet.

Der blev musestille i retssalen, da den ældre kvinde, der først havde mistet sin søn og siden sin mand, fik lov til at få ordet.

"Hvad vil du have fra Mr. van de Broek?" spurgte dommeren. Hun sagde, at hun ville have, at van de Broek tog hen til det sted, hvor de brændte hendes mands lig for at samle så meget aske sammen, at hun kunne give ham en ordentlig begravelse. Med bøjet hoved nikkede politimanden samtykkende.

Så tilføjede hun et ønske mere: "Mr. van de Broek tog hele min familie fra mig, og jeg har stadig meget kærlighed at give. Jeg vil gerne have, at han to gange om måneden kommer til ghettoen og tilbringer dagen sammen med mig, så jeg kan være som en mor for ham. Og Mr. van de Broek skal vide, at Gud har tilgivet ham, og at også jeg tilgiver ham. Jeg vil gerne omfavne ham, så han forstår, at min tilgivelse er ægte." Helt spontant begyndte nogen i retssalen at synge "Amazing Grace", da den ældre kvinde gik over til vidneskranken, men van de Broek hørte ikke salmen.

Han var besvimet af overvældelse.

Retfærdigheden skete ikke fyldest den dag i Sydafrika og heller ikke i resten af landet under de månedlange smertefulde TRC-høringer. Der skete noget større end retfærdighed. "Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode," sagde Paulus. Nelson Mandela og Desmond Tutu forstod, at når der sker noget ondt, er der kun en reaktion, der kan overvinde det onde. Hævn fremmer det onde. Retfærdighed straffer det onde. Det onde kan kun overvindes af det gode, hvis ofret tager imod uden at kny og nægter at gøre mere ved det. Og sådan er nåden fra den anden verden, som Jesus gennem sit liv og sin død var et eksempel på.

 

Der findes intet der kan frelse os:

Vi, der skal dø, kræver et mirakel

W.H. Auden

rika i næste

 

Juleugerne 52 og 53 2009
I skal ikke snydes for en juleprædiken. Jeg gengiver en fra Hjarup kirke i 2005
Den kommer her:

 

Jesu fødsel (prædiketekst)

v1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14    

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

v21 Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Kære allesammen på denne festlige juleaftensdag

Jeg har, som nogen af jer sikkert allerede har bemærket, placeret en stol foran knæfaldet. Hvorfor mon det? vil en eller anden sikkert spørge om.

En kendt maler - Vincent Van Gogh hedder han - har malet sin egen stol, og maleriet hedder (ikke særlig originalt): Vincents stol (Kan i Hjarup ses på forsiden af sangarket), og med billedet af stolen fortæller Van Gogh hvilke spor, han selv har afsat sig på stolen - en pibe og en smule tobak (hvis I ser godt efter).

Og Van Gogh har som en pointe, at en stol på mange måder så at sige kan gro sammen med sin person, den person, der bruger stolen meget.

Har I ikke alle en stol, om hvem i siger: Det er fars stol , mormors stol, min stol, min kones stol? Jo sikkert.

Men måske er det først når stolen sådan i overført betydning er tom, at den får betydning, og her har mange af jer uden tvivl en stol, der er blevet tom, og hvor der mangler en person, som plejer at sidde der, en person, som betød meget og formede tilværelsen for os.

Jeg kan stadig fra min barndomstid se min far i en bestemt stol i dagligstuen til venstre for radioen. Der sad han bl. a. med avisen og lyttede til Bror Kalle, de ældres dansemusik, hørte giro 413 og lyttede til radioavisen.

Jo den, der har siddet i den og den bestemte stol har også ofte spillet en bestemt og vigtig rolle - været ægtefælle, far, mor, ven, sjælesørger, arbejdsgiver, chef eller hvordan vi nu har oplevet stolene i vore liv.

-----

Jeg vender tilbage til Van Goghs stol, og det fortælles, at Van Gogh også malede billedet af stolen for at udtrykke et håb og en længsel.

Han havde ikke mange venner, den gode Van Gogh. Han havde nærmest ingen, men billedet af den tomme stol i hans stue var en stadig insisteren på, at det kunne være, at der en dag ville ske det, at et menneske ville komme og sætte sig i stolen, der stod tom - åbne sig for ham og blive hans ven.

------

I vores hjem i præstegården har vi gjort forskellige stole klar til dem, der kommer og fejrer juleaften sammen med os. Karla, vort barnebarn, har feks. sin egen særlige stol, og fra den stol vil der udgå mange sikkert ret så mange originale ting og påfund, hvis alt går som det plejer. Bobby, hendes hanbamse, får til stadighed nye kjoler på (lyserøde vel at mærke)

------

Jeg vil også gerne dele med jer et lidt særpræget “spil” med en stol i Israel, og som foregik ved en af deres højtidsfester (påskefesten). Her stod der på påskemåltidsbordet et glas vin skænket op til en særlig gæst, og i løbet af måltidet blev døren åbnet og den yngste dreng blev sendt ud for at se, om profeten Elias kom sammen med Messias (frelseren), og alle rejste sig på et tidspunkt ved bordet for at lade Elias og Messias komme ind og drikke af vinen, “den Messias, som er Davids søn, der genløser os”, som det hed i ritualet for påskemåltidet. Der var også i forbindelse med påskemåltidet sat en stol frem til Elias, og man sluttede med at synge en bøn om, at Messias Davids søn snart ville komme for at genløse sit folk

--------

Er det lidt vovet at sige, at julens hovedbudskab er at Gud har sat en stol frem iblandt os, og at han lod sin søn få sæde på den stol? At han kom til os, som en ven, den bedste ven, vi overhovedet kunne få og som bl.a. Vincent Van Gogh så brændende ønskede sig. Jeg tror det.

Måske husker I en salme DDS 572, (Jeg ser dig, søde Lam, at stå på Zions bjergetop).

Her hedder det i et af versene:

Men ak, den vej, du måtte gå,

så tung, så trang derop!

O byrde, som på dig var kast:

al verdens skam og last!

----

Og så kommer det i vers 3

----

3    Hvor vrimler nu omkring din stol

en flok så hvid som sne!

Hvert øje glimrer som en sol, 

----

Var det måske ikke en god ide denne juleaften at stille en stol frem til festens hovedperson, sådan helt bogstaveligt! Hvorfor egnt ikke? Når jøderne kunne gøre det kan vi da også, for når Jesus kommer med til festen, bliver det nemlig noget helt særligt.

Der skal så til ham, den usynlige gæst, være samme opdækning, samme forventning som til alle andre, og måske kan man med vilje gøre en tom plads i kæden rundt om træet - en plads til Jesus. Lade stolen stå midt blandt gaverne, som en konstant påmindelse om, at gaverne kun er billeder på den store gave, som Jesus selv er for os alle.

-----

1. Hvis Jesus er med til festen,  så kommer han også til at gøre festen anderledes og mere indholdsmættet

Hvis Jesus sidder med ved bordet - tror jeg stemningen bliver en anden, fuld af glæde, for alle steder hvor Jesus kom, bragte han himlen med sig, for Gud var altid med ham. Og når Gud er med - så er menneskelivet meget større og smukkere, end vi lige kan se.

-----

2. Når Jesus er med hele aftenen - på sin stol - så kan vi måske også bedre se, hvordan de andre, som vi er sammen med er Guds gave til os.

Også selv om vi tit kan skændes og bøvle med hinanden. Hvis Jesus sidder der imellem os - så kan det være, det er lettere at se på hinanden, ligesom Jesus ser på os. Hvordan vi alle er helt særlige og lige til at knuselske - også når vi ikke af os selv kan få øje på det elskelige.

-----

3. Når så Jesu stol står midt i - når vi pakker gaverne fra hinanden op - så kan vi måske bedre se, at en gave er en gave.

Det er ikke en bestilling - det er ikke en ret - det er en gave - som nogen har givet - ikke fordi vi har fortjent den - men bare fordi vi er til og den, der giver - holder af os. Måske bliver takken også større - og glæden - hvis Jesus sidder der midt i - og ER vores gave - og glæder sig over at vi også gerne vil glæde hinanden og over al den kærlighed, der er imellem os. Over gavmildheden - og over, at vi mærker, hvor stor en glæde det er at give.

----

4. Når Jesus sidder midt i blandt os, så oplever vi også sorgen og smerten anderledes.

Sorgen over mennesker, man ikke længere kan fejre jul med, mennesker, som er døde - men som man stadig husker og savner. Nogle gange savner man måske så meget, at man ikke rigtig kan være glad - men så er det også juleaften tilladt at holde pauser og græde lidt. Eller man mindes ved at tale om, hvad de ville have sagt eller gjort - så smiler alle måske - og græder måske lidt igen. Og det er som om der kommer et pust af den, der mangler - og så bliver det alligevel rigtigt jul.

Og når Jesus er iblandt os, så er han der også med sin lindring og trøst, selv om der er smerte og sorg, for der er mere liv, når Gud er med, for man kan se ham bagved alt det, der måske gør ondt, og man kan midt i det se, hvordan han alligevel sender livet til os - selv gennem smerten og mørket.

------ 

5. Når Jesus sidder med ved bordet - bliver det også lidt som om vi tager forskud på den store fest i himlen ved tidernes ende - så på en eller anden måde sidder vi også sammen med alle dem, der er døde her - men som lever i himlen hos Gud.

Det var jo en af de gaver, Jesus havde med til jorden, da han kom her - at vi skulle leve evigt med Gud - først her og så i himlen, når vi døde her.

Så hvis Jesus tager himlen med, er alle dem, vi kender, og som nu er i himlen på en eller anden måde også til stede, og fejrer Jesus sammen med os.

Det siger Kingo noget om i DDS538   i salmen At sige verden ret farvel:

8    O, lad mig i min sidste stund

det høre af din egen mund,

som Ånd og liv kan tale,

hvor godt der er i Himmerig,

og at du stol har sat til mig

i dine lyse sale!

 

Sæt blot frimodigt en stol frem til Jesus. Det vil uden tvivl gi´ en hel anden fest, eller gør det i det mindste sådan i overført betydning.

Glædelig jul
 
 
Uge 6 2010
 
Nu gør jeg noget vildt, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg sætter en prædiken på engelsk her - en prædiken som jeg ca. holdt den i en lille afrikansk kirke i Nigeria først i februar 2010

The Parable of the Talents

14  “For it will be like a man going on a journey, who called his servants and entrusted to them his property. 15 To one he gave five talents, to another two, to another one, to each according to his ability. Then he went away. 16 He who had received the five talents went at once and traded with them, and he made five talents more. 17 So also he who had the two talents made two talents more. 18 But he who had received the one talent went and dug in the ground and hid his master’s money. 19 Now after a long time the master of those servants came and settled accounts with them. 20 And he who had received the five talents came forward, bringing five talents more, saying, ‘Master, you delivered to me five talents; here I have made five talents more.’ 21 His master said to him, ‘Well done, good and faithful servant. You have been faithful over a little; I will set you over much. Enter into the joy of your master.’ 22 And he also who had the two talents came forward, saying, ‘Master, you delivered to me two talents; here I have made two talents more.’ 23 His master said to him, ‘Well done, good and faithful servant. You have been faithful over a little; I will set you over much. Enter into the joy of your master.’ 24 He also who had received the one talent came forward, saying, ‘Master, I knew you to be a hard man, reaping where you did not sow, and gathering where you scattered no seed, 25 so I was afraid, and I went and hid your talent in the ground. Here you have what is yours.’ 26 But his master answered him, ‘You wicked and slothful servant! You knew that I reap where I have not sown and gather where I scattered no seed? 27 Then you ought to have invested my money with the bankers, and at my coming I should have received what was my own with interest. 28 So take the talent from him and give it to him who has the ten talents. 29  For to everyone who has will more be given, and he will have an abundance. But from the one who has not, even what he has will be taken away. 30 And cast the worthless servant into the outer darkness. In that place there will be weeping and gnashing of teeth.’

Matt 25:14-30 (ESV)

 

Preaching

Its beautiful to get something entrusted!

We creepers ourselves and are proud when there are some who entrusts us and dare to entrust us a task.

But probably we also are clutching because of the responsibilities we undertake.

Have we got something entrusted, we must also be accountable for it, and  we must however be very careful and vigilant.

 

There are areas in our lives that we are entrusted.
- We have got the life and its abilities entrusted.

Perhaps we have a talent for singing, playing, organizing, teaching, painting, riding, building houses, draw and construct bridges, paint, entertain or whatever it is we've got as talents (abilities), entrusted goods, something God has given us as a gift of life and we owe to administer the gift well and good as good servants.
- And to you and I, Gods people, who have chosen to believe in Christ there is a special lesson to learn through this parable of Jesus.
We follow three servants who had served their master all the time, when he stayed at his property, and now they are entrusted to be responsible for managing the property, while he is away, and, especially, we hear about the day, when the master turns back and settled accounts with them for their activities during his journey.

---------

As usual Jesus wants, through his parables, to tell us about aspects on the kingdom of God  .

The man in the parable is Jesus himself, Jesus who, on  his ascension day,  entrusts the administration of the Kingdom of God to the disciples (In the parable they are mentioned as three servants, and for us they are role models in different ways).

The focus of the parable is upon the servants, and we have to listen careful, and look upon the ways these servants reacts and the way their “master” - (Jesus) - react.

And the way the servants react, is often the way we react, and the way Jesus react against them is the way Jesus react against us, both on the days we live with him, or not live with him, but also on judgement day.

 

Jesus (The man - according to the parable) entrusts us differently.

They all get a part of his kingdom to work with as if it was their own, until he comes again, where he settled accounts with them for their activities in the meantime.

He shows them great confidence, and he does  not seem to worry or concern how they act.

He don’t lecture or instruct  them how the property, the talents, can and shall be best placed and used.

And then he travels away and leaves his property to them, to their wit and strength.

They will now have the opportunity to show what they are worth, or not fits, while he is away.

There is three, who together are entrusted, but not equally.

From the beginning the three are presumably differently equipped.

Different in mind, sense, health and strength.

And the difference is the owners account, because he knows his servants.

Someone is entrusted more than others, and the owner makes the difference, intentionally, deliberately and with open eyes, and then he travels away.
In our conformist era, it is perhaps a grim story of inequality, discrimination and personal reputation, and on a master's wilfulness and selection.

But he did the right thing, because, on reflection, all three would be bad off, if the wise master didn’t  tuned their talents after their skills.

And we see indeed that the two servants took the challenge from their master filled with courage and decisiveness to address and to increase his property, and because there was this fine tuning to the allocation of talents, they succeeded.

A praised be our mercy God that he still do this fine-tuning according to our abilities, skills and spiritual gifts, varieties of gifts, varieties of service, varieties of activities, and the ways God empowers us, so that each of us is given a possibility for a  manifestation of the Spirit for the common good. ( i. e Cor 12:4-7 (ESV)

 

What does it all means to us to day, and what is Jesus fine-tuning on and what do he confides his congregation.?
 
A. The "talent" is our identity as valuable human and christian beings created in God's image. This identity will be visible through our lives and our service, our ministry.

B. The "talent" is also the gospel. The treasure in an earthenware pot.

A treasure we have been "entrusted" just as Paul says in 1st Thess. 2,3: For our appeal does not spring from error or impurity or any attempt to deceive, 4 but just as we have been approved by God to be entrusted with the gospel, so we speak, not to please man, but to please God who tests our hearts. 1 Thess 2:3-4 (ESV)

 

The three servants, who were assigned to be different thrived in their owner's trust and confidence, and that confidence they would not make shame on.

There are a legal and permitted autonomy and diversity which is our share as Christians and that God in His mercy and love adapts grace and skills to our ministry, so there is a balance in our lives.

Good to know that the omniscient Lord adjust everything according to our abilities, and the problem is not, that we have different grace, gifts and ministry and have to measure them as a larger size or smaller size.

The only necessary thing for each of us is to work with what we have been entrusted, and allow others to manage what they have been given and entrusted.

If it is smaller or larger is not the most important and certainly not our business.

The parable want us to call upon our great vigilance and full performance.

How can a talent improve?
1. By hearing, anticipate and understand that we are our father's valuable and beloved children and act on that safe and secure background,
 
2. By hearing, gripping and understanding that the property consists of the love and outpouring of the grace and gifts from our Heavenly Father and that the assets must be spent and invested in our life and the church we attend.

3. By hearing, anticipating and understanding that the gospel applies and fits us and that the grace, the salvation, the forgiveness and the power I have to share with my fellow human and christian beings.

4. By custodian! It must be used and not retained.
And when the property is used, its tremendous value comes to the sight.

It is by using it, we experience the richness of it. But if we keep it to ourselves, it is a dead capital.

And when we do that on a proper way we all one day will hear our heavenly masters  word: ‘Well done, good and faithful servant! You have been faithful with a few things. I will put you in charge of many things. Enter into the joy of your master.’

What a day, my friends

 

At last let us look upon the mysterious third servant
He calls upon our attention because of his sad fate, for he did nothing.

He had no desire to act, and no courage to dare.

It is puzzling to us why he is blocked, and maybe it was envy (misundelse) and various other unholy mess in his heart that caused him to go into deadlock.

But I don`t think so.
He probably just do what many, also in the Christian community, does: Undermines all the good things down, keep the light under a bucket, and feel no ownership so that the assets can and must grow through "trade" with others.

No responsibility, no risk, no fight.

He chose spectators place and space for the spiritual life processes and the spectators space according to the faith struggles and the spectators space for the healthy growth of the faith - uninvolved and quite un-guilty to everything!

He chose a place in the auditorium and does absolutely nothing.

It was his tragedy, and therefore he becomes for us the "frightening figure," in which mirror we might see ourselves, and beware, that we don’t come to resemble him.
Digging down a talent is a serious thing, and the servant is called lazy and poor, and the talent is taken from him and he plunged into darkness.

Then division is at hand and the door closed. Serious talk.

If this lazy servant is yours, our lifestory‘. Then you/we are in serious trouble, for the answer of Jesus is clear: You wicked and slothful servant - 28 So take the talent from him and give it to him who has the ten talents. 29  For to everyone who has will more be given, and he will have an abundance. But from the one who has not, even what he has will be taken away. 30 And cast the worthless servant into the outer darkness. In that place there will be weeping and gnashing of teeth.’

The parable ends with a call to be faithful to what you get assigned.

Otherwise you will be weighed and found wanting.

 

Final Comment
But anyone who struggle with assets and are in service, and "deals" with words of grace and power, will one day be celebrated and embraced by our Lord, and will hear the blessed words of the parable contains: Enter into the joy of your master.
Let us therefore encourage each other to re zeal and to re devotion our duty, not through a major effort, but through a steady faithfulness, and thus involve us in community with the living God and each other. God bless you, Amen

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk