|
Opdateret 6. nov. 2009
Vi læser i øjeblikket en af Henri Nouwens bøger: Hjertets enkle vej og i det følgende vil der sikkert komme nogle inputs.
Jeg lægger ud med et afsnit fra bogen, som handler om bl. a. vrede.
Den bundne tjener
Thomas Merton skriver i introduktionen til sin bog Ørkenens visdom (The Wisdom af the Desert):
Samfundet... blev [af ørkenfædrene] betragtet som et skibsvrag, som hvert enkelt menneske måtte svømme væk fra for at redde livet... Det var mænd, som havde den overbevisning, at det at lade sig føre af strømmen og passivt acceptere principperne og værdierne i det, de kendte som samfundet, var den rene og skære katastrofe. I
Denne observation fører os direkte til problemets kerne. Vores samfund er ikke et fællesskab, der udstråler Kristi kærlighed, men et farligt netværk af magt og manipulation, som vi let kan blive viklet ind i og miste vores sjæl. Det grundlæggende spørgsmål er, om vi som Jesu Kristi tjenere ikke allerede er blevet så dybt præget af den mørke verdens forførende kræfter, at vi er blevet blinde for vores egen og andre menneskers alvorlige tilstand og har mistet kræfterne og motivationen til at svømme for livet.
Lad os bare et øjeblik betragte vore daglige rutiner. Generelt er vi meget travle mennesker. Vi har mange møder, mange mennesker at besøge, mange gudstjenester at lede.
Vore kalendere er fyldt med aftaler, vore dage og uger er fyldt med aktiviteter, og vore år er fyldt med planer og projekter. Der er sjældent en periode, hvor vi ikke ved, hvad vi skal lave, og vi bevæger os gennem livet på en så rastløs måde, at vi ikke engang giver os tid og ro til at overveje, om nogen af de ting, vi tænker, siger eller gør, er værd at tænke, sige eller gøre. Vi lever videre med de mange "må" og "burde", som vi har fået overleveret, og vi lever med dem, som om det var autentiske oversættelser af Herrens evangelium. Mennesker må motiveres til at komme til kirken, unge må underholdes, penge må indsamles, og først og fremmest: alle må være glade. Derudover bør vi som præster være på god fod med både de kirkelige og verdslige myndigheder; vi bør være populære eller i hvert fald respekterede af et flertal i menigheden; vi bør stige i graderne; og vi bør have tilstrækkelig løn og ferie til at leve et komfortabelt liv. Og på den måde bliver vi travle mennesker som alle andre travle mennesker, belønnet med de belønninger, som travle mennesker bliver belønnet med!
Alt dette nævner jeg for at pege på, hvor forfærdelig sekulær vores kristne tjeneste har en tendens til at blive.
Hvorfor er det sådan? Hvorfor bliver vi, der er lysets børn, så let en del af mørket? Svaret er meget enkelt. Det er vores identitet, vores selvfølelse, der står på spil. Den sekulære måde at tænke og leve på gør os afhængige af responsen fra vore omgivelser. Det sekulære eller falske jeg er det jeg, der er skabt, som Thomas Merton ud trykker det, af en social bundethed. Bundet er netop det ord, der bedst beskriver det falske jeg. Det peger på det permanente og stadigt stigende behov for bekræftelse. Hvem er jeg? Jeg er den, som er velanskrevet, rost, beundret, upopulær, hadet eller foragtet. Uanset om jeg er pianist, forretningsmand eller præst, så er det afgørende, hvordan mine omgivelser opfatter mig.
Hvis det at have travlt er en god ting, så må jeg have travlt.
Hvis det at have penge er et tegn på virkelig frihed, så må jeg sørge for at have penge. Hvis det at kende mange mennesker er et bevis på min betydning, så bliver jeg nødt til at skabe de nødvendige kontakter. Bundetheden giver sig udtryk i den lurende frygt for at mislykkes og den stadige trang til at skaffe sig mere af det samme - mere arbejde, flere penge, flere venner.
Denne bundethed hænger nøje sammen med de to hovedfjender af det åndelige liv: vrede og grådighed. De er indersiden af det sekulære liv, de bitre frugter af vores afhængighed af verden omkring os. Hvad er vrede andet end det impulsive svar på oplevelsen af at blive frataget noget? Når min selvfølelse er afhængig af, hvad andre siger om mig, er vrede en meget naturlig reaktion på kritik. Og når min selvfølelse er afhængig af, hvad jeg kan opnå, flammer grådigheden op, når jeg ikke kan få mine ønsker opfyldt. På den måde er vrede og grådighed bror og søster til det falske jeg, som er frembragt af den sociale bundethed, der præger en uforløst verden.
Vrede synes i særdeleshed at være en professionel last i vore dages kristne tjeneste. Præster er vrede på deres foresatte for ikke at lede, og de er vrede på deres menighed for ikke at følge dem. De er vrede på dem, der ikke kommer i kirke, og vrede på dem, der kommer uden engagement. De er vrede på deres familier, som får dem til at føle skyld, og vrede på sig selv, fordi de ikke er det, de gerne ville være.
Det er ikke en åben, tydelig og udtrykt vrede, men en vrede, der bliver gemt bag pæne ord, et smilende ansigt og et venligt håndtryk. Det er en indestængt vrede, der sætter sig fast som bitterhed og langsomt lammer et generøst hjerte. Hvis der er noget, der får en kristen tjeneste til at fremtræde som ubarmhjertig og stivnakket, er det denne mørke, snigende vrede i Kristi tjenere.
Det er ikke så mærkeligt, at Antonios og de andre munke betragtede det som en åndelig katastrofe, hvis man passivt accepterede samfundets principper og værdier. De var kommet til at indse, hvor vanskeligt det er - ikke blot for den enkelte kristne, men også for kirken som sådan - at undslippe verdens forførende bundethed. Hvad var deres svar? De flygtede fra den synkende skude og svømmede for at redde deres liv. Og frelsens sted blev ørkenen, ensomhedens rum. Lad os nu se på, hvad denne afsondrethed gjorde ved dem.
|
Altomfattende
Det sidste kendetegn på hjertets bøn er, at den indbefatter hele vores liv. Når vi bevæger os med hovedet ned i hjertet og der hviler i Guds nærvær, så bliver alt det, vi er optaget af og beskæftiger os med, til bøn. Det er kraften i hjertets bøn.
Når vi siger til mennesker: 'Jeg vil bede for dig,' går vi ind under en meget vigtig forpligtelse. Det sørgelige er bare, at denne bemærkning ofte ikke er andet end et velment udtryk for omsorg. Men når vi lærer at bevæge os med hovedet ned i hjertet, så vil alle, der er blevet en del af vores liv, blive ført ind i Guds helbredende nærvær og blive berørt af ham i det inderste af vores sjæl. Vi taler her om et mysterium, som ikke kan beskrives i ord. Det er det mysterium, at hjertet, som er det inderste i vores eksistens, bliver transformeret af Gud ind i hans eget hjerte, et hjerte, der er stort nok til at favne hele universet. Gennem bøn kan vi i vores hjerte bære al menneskelig smerte og sorg, alle konflikter og lidelser, al tortur og krig, al sult, ensomhed og elendighed - ikke på grund af en stor psykologisk eller følelsesmæssig kapacitet, men fordi Guds hjerte er blevet et med vores.
Her får vi et glimt af, hvad Jesu ord betyder: "Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let" (Matt 11,29-30). Jesus inviterer os til at acceptere hans byrde, som er byrden af hele verden, en byrde, der indbefatter menneskelig lidelse alle steder og til
alle tider. Men denne guddommelige byrde er let, og vi kan bære den, når vores hjerte er blevet transformeret ind i vores Herres kærlige og ydmyge hjerte.
Her kan vi se det nære forhold mellem bøn og tjeneste.
Det at føre mennesker med alle deres kampe ind i Guds kærlige og ydmyge hjerte er, hvad både bøn og tjeneste handler om. Så længe tjenesten kun betyder, at vi bekymrer os meget om mennesker og deres problemer; så længe den betyder en endeløs række af aktiviteter, som vi knap nok kan få til at hænge sammen - så længe er vi stadig meget afhængige af vores eget snævre og frygtsomme hjerte.
Men når vore bekymringer bliver bragt til Guds hjerte og der bliver til bøn, da bliver tjeneste og bøn to manifestationer af den samme altomfattende Guds kærlighed.
Vi har set, hvordan hjertets bøn bliver næret af korte bønner, er uophørlig og altomfattende. Disse tre kendetegn viser, hvordan hjertets bøn er åndedrættet i det åndelige liv og i al tjeneste. Denne bøn er ikke bare en vigtig aktivitet, men selve kernen i det nye liv, som vi gerne selv vil repræsentere og også bringe videre til andre. Det er klart ud fra kendetegnene på hjertets bøn, at den kræver en personlig praksis. Vi kan ikke leve et liv i bøn uden specifikke bønner. Vi må bede dem på en sådan måde, at vi bedre kan høre Ånden, som beder i os. Vi må fortsætte med at inkludere de mennesker, som vi lever og arbejder iblandt, i vore bønner. Denne praksis vil hjælpe os til at bevæge os fra en rastløs, fragmentarisk og ofte frustrerende tjeneste mod en integrerende, holistisk og meget opmuntrende tjeneste. Det vil ikke gøre tjenesten let, men enkel; det vil ikke gøre os venlige og fromme, men åndelige; det vil ikke gøre tjenesten smertefri og uden kamp, men fyldt med hvile på sand hesychastisk vis.
Konklusion
I vores intellektuelt orienterede verden vil vi have brug for en fast praksis for at nå til en hjertets bøn, hvor vi kan lytte til Guds ledelse, han, som beder i os. Den stærke vægtlægning på bønnen i tjenesten er ikke ment som en tilskyndelse til, at vi bliver mindre involveret i mennesker eller uberørt vender ryggen til vores samfund med dets mange problemer. Bøn, som hesychasterne forstod den, hjælper os til at finde ud af, hvilke af vore aktiviteter der virkelig er til Guds ære, og hvilke der primært er til ære for vores uomvendte ego. Hjertets bøn giver os en ny følsomhed, der gør os i stand til at skille avnerne fra hveden i vores tjeneste og således i meget mindre grad blive utydelige vidner om Jesus Kristus.
Hjertets bøn er vejen til den hjertets renhed, der giver os øjne, så vi kan se sandheden om vores eksistens. Denne hjertets renhed bevirker, at vi kan se mere klart, ikke kun vores eget krævende, forvrængede og bekymrede jeg, men også vores barmhjertige Guds kærlige ansigt. Når dette billede bliver klart og skarpt, vil det være muligt at bevæge sig ind midt i en kaotisk verden, men med et fredfyldt hjerte.
Det er dette fredfyldte hjerte, der vil tiltrække dem, der famler sig frem for at finde vej gennem livet. Når vi har fundet hvile i Gud, kan vi ikke gøre andet end at tjene. Guds hvile vil blive synlig, hvor vi end går hen, og hvem vi end møder. Og før vi siger et ord, vil Guds Ånd, der beder i os, gøre sit nærvær tydeligt og samle mennesker i et nyt legeme, nemlig Kristi eget legeme.
|
|