Her er lidt om John Ortbergs nyeste bog, som hedder: Når spillet slutter.

Afsnit 17 om hedonisme

 

KAPITEL 17

 

MERE VIL ALDRIG VÆRE NOK

 

Det er lykkedes mennesket at samle sig en større mængde ting, men glæden i verden er blevet mindre.

 

FJODOR DOSTOJEVSKIJ

 

I en gammel sort-hvid film, Key Largo, har en grådig gangster spillet af Edward G. Robinson, hvis liv er fyldt med vold og bedrag, taget en familie som gidsler. Han bliver spurgt, hvad der har drevet ham til at leve sådan et liv - hvad er det, han vil opnå? Hans ansigt bliver mørkt; han er ikke en reflekteret mand, og han ved ikke, hvordan han skal besvare spørgsmålet. Et af gidslerne, spillet af Humphrey Bogart, foreslår et svar: "Jeg ved, hvad du vil have. Du vil have mere." Robinsons ansigt lyser op. "Ja, det er det. Det er det, jeg vil have.

Jeg vil have mere." Hans karakter tror på myten om mere, myten om at mere en dag vil være nok. Hvis vi tror på denne myte, bruger vi vores liv på at holde udkig efter den næste ting. Det er måske en bil, en forfremmelse eller en smuk kvindes kærlighed. Det er måske, afhængig af vores alder, en iPod, en Lamborghini eller en Teletubby.

Vi bliver ved med at håbe på, at Den Næste Ting er TINGEN - kilden til sand tilfredsstillelse for vores sjæl.

Og i et par minutter, eller måske dage, oplever vi sand tilfredsstillelse af sjælen. Så forsvinder den. Den forsvinder altid. Men vi vil altid eje mere af brættet og være dets mester.

Vi har allerede set på vigtigheden af at spille spi11et med taknemmelighed, men begæret efter mere fortjener et kapitel for sig selv.

For selv det mest taknemmelige menneske blandt os kender længslen efter mere. Og jeg tror, vores sult efter mere har noget vigtigt at fortæ11e os om vores skæbne. Det kommer vi til, efter at have set på, hvor den vej, der hedder "mere", fører os hen.

 

Kongen af mere

 

Måske var Salomo den bedste kløer, der nogensinde har været.

Prædikerens Bog er helliget til hans søgen efter Den Næste Ting.

Han var i en unik position til at foretage denne søgen. Han havde rigdom, magt og evner, der overgik alle andres. Sætningen "Jeg havde til hensigt ..." dukker hele tiden op i denne bog. Han skriver:

"Jeg tænkte: Lad mig prøve at nyde glæden og lykken!" Salomo holdt så overdådige fester, at en dags madforbrug på slottet bestod af 30 stykker kvæg, 100 får, 500 skæpper mel - foruden hjorte, gazeller og eksotisk fjerkræ.

Han omgav sig med skønhed: parker, haver, vingårde og huse.

Han byggede et slot så smukt, at det trodsede enhver beskrivelse.

Det tog 150.000 arbejdere tretten år at bygge. Det var virkelig et flot hus.

Han kunne godt lide musik, og eftersom der ikke var nogen cd'er dengang, samlede han et orkester med alle kendte instrumenter og udvalgte de bedste sangere til at spille og synge for sig under måltiderne.

Han tog sig 1000 hustruer og medhustruer. Han var efter sigende den klogeste fyr i verden, men alligevel tog han 1000 koner.

 

Han gav efter for ethvert begær. "Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde." Han forsøgte at være mere succesfuld end alle andre. Han byggede sit land op til det højeste niveau, det nåede. Han tjente mere end 25 tons guld om året. Hans dom: "Jeg drejede mit hoved og så endnu et røgslør på vej til intetheden: et ensomt menneske ... der arbejdede sent om natten, grådig efter mere og mere uden at tage sig tid til at spørge: 'Hvorfor arbejder jeg som en hest uden at have det sjovt? Og hvem tager sig af det?' En masse besvær, en dårlig forretning." "Alt menneskets slid tjener munden, men aldrig stilles sulten." "Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge." Salomo siger: "Prøv bare. Du kan gå lige så langt ned ad den vej, som du har lyst til. Det gjorde jeg." Ved du hvad? Den klogeste mand, der nogensinde har levet, gik længere ned ad den vej, end du kommer til og konkluderede, at intet af det var DET. Intet havde givet ham vedvarende tilfredsstillelse i sjælen.

 

Hvad ligger bag kløen?

 

Talkshowværten Dennis Prager skrev om en reklame, han havde set, for en sexolog i Los Angeles: "Hvis du ikke er fuldstændig tilfreds med dit sexliv, så ring til os." Jo mere han tænkte over det, desto mere blev han slået over reklamens genialitet, alt sammen på grund af to ord: "fuldstændig tilfreds." Hvem er nogensinde fuldstændig tilfreds med noget? Overvej disse reklamer:

 

Hvis du ikke er fuldstændig tilfreds med din ægtefælle, så ring til os.

Hvis du ikke er fuldstændig tilfreds med din krop, så ring til os.

Hvis du ikke er fuldstændig tilfreds med din kirke, så ring til os.

Der er ikke noget, vi er fuldstændig tilfredse med.

Hvorfor er vi ikke fuldstændig tilfredse med noget på jorden?

Måske er det, fordi vi er for krævende. Måske er svaret at undertrykke vores begær, stille os tilfredse med det, livet giver og forsøge at undgå lysten til at ville have mere.

Eller måske er det, fordi vi blev skabt til noget, som denne jord ikke kan tilbyde os, og vi spiller livets spil på en måde, som det ikke var skabt til at blive spillet på.

 

Den hedonistiske trædemølle

 

Når vi forsøger at blive glade ved at anskaffe os flere ting, lever vi i det, nogen kalder "den hedonistiske trædemølle". Det betyder, at vi hurtigt vænner os til at tage nyanskaffelser og resultater for givet i vores liv. Når vi køber det, vi vil have, føler vi en lille rus af tilfredsstilleIse. Før vi får det, føler vi en mangel. Vi tror, at anskaffelsen vil få følelsen af mangel til at forsvinde, men, lige som Lassie, kommer utilfredsheden altid hjem igen. Det eneste "mere", vi får ud af det, er mere begær.

Vi lider af en tilsyneladende ubegrænset evne til at tage det, der engang var "ønsker" og gøre dem til "behov". Vi lever i det, sociologen Greg Easterbrook kalder "overflodsbenægtelse". Millioner af mænd og kvinder konstruerer omfangsrige mentale forklaringer på, hvorfor man med rette kan sige, at de er materielt underprivilegerede, og i processen lykkes det dem kun at øge deres utilfredshed. Herunder ser vi, hvor stor en procentdel af amerikanerne, der betragtede forskellige ting som nødvendigheder i henholdsvis 1970 og 2000:

 

1970                       2000

Bil nr. to 20 % 59%

Fjernsyn nr. to 3% 45%

Mere end en telefon 2% 78%

Aircondition i bilen 11 % 65%

Opvaskemaskine 8% 44%

 

I en gallupundersøgelse mente respondenterne, i gennemsnit, at 21 procent af amerikanerne er rige. Men kun 0,5 procent mente selv, at de var rige. Alle tror, de mangler en ting for at blive rige: mere.

Vi lider af et fænomen, der bliver kaldt "referencebekymring" - populært kaldet "at holde trit med hr. Jensen". Vi spørger ikke, om vores huse eller biler tilfredsstiller vores behov. Vi spørger, om de er flottere end vores nabos. Vi arbejder som gale, for at det skal være sådan. Men hvad gør du, når familien Jensen tager et lån i huset?

Vi lider af konsekvenserne af berettigelse. Hvis jeg længe nok tænker på noget, jeg virkelig ønsker mig, så kan min hjerne overbevise sig selvom, at jeg har fortjent at få det, at mine rettigheder på en eller anden måde bliver krænket, hvis jeg ikke får det. Dette har ført til en kraftig vækst i sagsanlæg, fordi når mennesker ikke får noget, så sagsøger de nogen.

 

San Francisco Giants blev sagsøgt for kun at give Fars dag-gaver ti l mænd.

En professor i psykologi anlagde en sag om sexchikane, fordi der var en mistelten til en julefest.

En person fik tilkendt en erstatning på fem millioner kroner, fordi en ultralydsskanning svækkede hendes synske evner.

 

Jeg undrer mig over den sidste. Hvis hun virkelig var synsk, burde hun så ikke have vidst, at hun ikke skulle gå til den pågældende læge?

Undersøgelse efter undersøgelse viser en chokerende lav sammenhæng mellem rigdom og lykke. Et af de mest fascinerende på området er en undersøgelse af lottovindere udført af dr. Ronnie Janotf Bulman og hendes kolleger. De sammenlignede 22 mennesker, der havde vundet den store gevinst i lotteriet med 22 almindelige mennesker og 29 mennesker, der var blevet ramt af pludselig lammelse. Over tid vendte lottovinderne tilbage til deres tidligere niveau af lykke (eller depression) og var ved forsøgets slutning faktisk ikke lykkeligere end kontrolgruppen. De havde endda mistet en stor del af evnen til at glædes over de små ting.

De mennesker, der var lamme, var på den anden side ikke nær så ulykkelige, som man måske skulle tro. Når de først var kommet sig oven på chokket over deres modgang, så var de faktisk bedre i stand til at opleve glæden i de små ting end lottovinderne. Og selvom det er svært at tro, så var de faktisk mere optimistiske med hensyn til chancerne for deres fremtidige lykke end lottovinderne.

En af landets ledende lykkeforskere, dr. Ed Diener, interviewede 49 af landets rigeste mennesker. 80 procent af dem var enige i, at rigdom kunne gøre mennesker ulykkelige.

Vi lider af svækket dømmekraft. Investorer snakker gerne om en af historiens mærkeligste beretninger om spekulation - et hollandsk vanvid kaldet Tulpenwoerde, eller tulipanmani. Hele landet hamstrede tulipaner i troen på, at prisen vi11e stige i det uendelige. Da det gik højest blev hele familieformuer forn1Øblet på et enkelt løg;

et sjældent tulipanløg blev brugt til at betale et succesrigt bryggeri med.

En skomager i Haag dyrkede den sjældneste skønhed: en sort tulipan. Han fik besøg af nogle tulipandyrkere fra Haarlem, der købte hans skat for 1500 floriner. De smed med det samme blomsten på jorden og trampede på den; de havde nemlig også en sort tulipan, og de var fast besluttet på at have den eneste. De fortalte ham, at de ville have betalt enhver pris - op til 10.000 floriner for hans. Det siges, at skomageren døde af ærgrelse.

Da prisboblen bristede, smuldrede hele den hollandske økonomi.

Der var så mange sagsanlæg, at domstolene ikke kunne følge med.

Hollænderne har siden været lidt mere påholdende med deres penge.

 

Det dybereliggende problem

 

Vi lider af noget, der er endnu farligere. Har du nogensinde overvejet, hvad der gør myten om mere så stærk? Vi finder et spor i Paulus' advarsel mod vores begær efter mere. Han siger, at vi skal passe på griskhed, "for det er afgudsdyrkelse". Med andre ord er vores problem ikke bare, at vi vil have mere.

Vi er ikke bare fysiske væsner; vi er åndelige væsner. Og vores dybeste sult er åndelig. Vi hungrer efter mening. Vi hungrer efter kærlighed. Vi hungrer efter frelse.

Bevæggrunden for alle mine længsler er, at jeg virkelig længes efter Gud, og efter at skabelsen bliver genoprettet af Gud, begyndende med det lille stykke skabning, der er min krop og sjæ1. Men mine længsler bliver forvrængede. I. Howard Marshall skriver, at den rige tåbe i Jesu historie ikke er grisk udelukkende, fordi han vil have en behagelig pensionisttilværelse. Hans tåbelighed er, at han tror, at kornopbevaring - hans pensionsopsparing -løser hans problem med den menneskelige eksistens. Han tilbeder ved den bugnende lades helligdom.

I 2000 havde Wall Street Journal en artikel om byggeriet af overdimensionerede huse - huse der udfylder hele grunden og har så mange prangende detaljer, at de råber: "Mit hus er større end dit hus." De bliver af og til kaldt McHuse. Intet samfund har på noget tidspunkt haft så mange mennesker, der lever som Salomo. En ansat i et entreprenørfirma sagde: "Vi sælger, hvad ingen har brug for." Det er verden, vi lever i: Vi sælger, hvad ingen har brugfor. Men problemet med menneskets hjerte er: Vi har brug for, hvad ingen sælger.

For l 00 år siden skrev samfundskritikeren, John Ruskin: "Der er ingen rigdom ud over livet - livet med al dets kraftfulde kærlighed, glæde og beundring. Det rigeste land er det, der opfostrer det største antal ædle og lykkelige mennesker; den rigeste mand er ham, der, fordi han har udviklet sit eget liv til det yderste, også har den bedste mulighed for at hjælpe i andres liv."

 

Hvad hvis vores længsler vil fortælle os noget?

 

Måske fortæller vores umættelige natur os noget vigtigt. Hvis vi ikke er fuldstændig tilfredse med alt, denne verden kan tilbyde, så er vi måske skabt til en anden verden. Måske er vores utilfredshed et ekko af Guds utilfredshed med den måde, tingene er på. Måske kunne det skærpe vores sult, når vi beder: "Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden." F or de fleste af os er materialisme den største rival til Gud. Og det er muligt at blive stadig mere fri af den. Nogen gange når jeg er ude at tale, laver jeg en lille øvelse for at detronisere afguden. Jeg beder folk om at tage deres tegnebog frem. (Du kan gøre det nu, hvis du har lyst). Sidde med den et øjeblik. Kærtegne den hvis de har lyst. Se om der er nogen hjemme i den.

 

Den ser ud som et stykke læder. Men det er i virkeligheden det 21. århundredes tempel. De fleste mennesker tror nu til dags, at deres evne til at erfare lykke er direkte forbundet med indholdet i denne lille beholder. Det er der, guden Mammon bor. Vi giver dette lille stykke læder magten til at gøre os trygge, succesfulde og værdifulde.

Det er meget svært for os at opgive kontrollen over dette lille stykke læder. Det egentlige spørgsmål er: Hvem bestemmer? Holder du den eller holder den dig? Så som et lille babyskridt på vejen til at opgive kontrollen beder jeg folk om at give den til personen ved siden af. På dette tidspunkt begynder tilhørerne at spidse ører. Så annoncerer jeg, at der vil være en indsamling, og jeg opmuntrer folk til at give med den ødsle gavmildhed, som de altid har villet udvise.

Tegnebøgerne flyver tilbage til deres ejermænd med en utrolig fart på dette tidspunkt. Så opfordrer jeg folk til at erklære dagen i dag for "Nok-dag". Det jeg har nu - mit hjem, mine ejendele, min livsstil - er nok. Jeg vil søge en anden og bedre slags rigdom end midlertidige anskaffelser.

Sæt en ring om denne dag i din kalender. Fra denne dag er dit kapløb med familien Jensen forbi. Familien Jensen vinder!

 

Tilfredshed kan tillæres

 

Vi er kaldet til at være tilfredse. Tilfredshed kommer ikke, når vi har anskaffet nok ting. Det er et produkt af den måde, vi tænker på.

Nuser sad oven på sit hundehus et år på taksigelsesdag og surmulede over at måtte nøjes med hundemad, når menneskene var indenfor og fik kalkun og sovs og tranebær og græskartærte. "Det kunne selvfølgelig have været værre," reflekterer han til sidst. "Jeg kunne have været en kalkun."

 

At sige sætningen: "Det kunne være værre," er en god øvelse til at træne vores tilfredshed. Jeg laver af og til en lille mantra-øvelse, når jeg underviser på præsteuddannelser om dette emne. Jeg fortæller tilhørerne, at når de tager hjem og sætter sig ind i deres bil, så vil de blive fristet til at tænke, at de ville være mere tilfredse, hvis de havde en pænere, nyere, dyrere bil. Når de sætter sig ind i bilen i dag, skal de i stedet sige med stor indlevelse (vi messer alle sammen): "Det kunne være værre." Jeg fortæller dem, at når de kommer hjem, så vil de blive fristet til at tænke, at de ville være tilfredse, hvis de havde et pænere, nyere, dyrere hjem. Når de går over dørtærsklen i dag, skal de i stedet sige til sig selv (vi messer igen): "Det kunne være værre." Jeg fortæller dem, at hvis de er gift, så vil de blive fristet til at tro, at de ville være mere tilfredse, hvis de havde en pænere, nyere, dyrere partner. Når de vågner op næste morgen og ser deres partners ansigt, skal de sige med stor indlevelse: "Det kunne være værre." (Jeg anbefaler, at man ikke siger det højt i dette tilfælde, men i klassen er der altid mest indlevelse på dette tidspunkt).

Tilfredshed, siger Paulus, er en tilegnet færdighed. "Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har." Philip Yancey skriver om en åndeligt søgende mand, der afbrød sit travle, begærlige liv for at bruge et par dage i et kloster. "Jeg håber, du får et velsignet ophold," sagde munken, der viste ham til hans enkle celle. "Hvis du har brug for noget så sig til, så vil vi lære dig, hvordan du kan leve uden det."

 

Stationen

 

Robert Hastings tager os med på en fiktiv togrejse, der følger dette spor: Gemt væk i afkrogene af vores sind er et idyllisk syn. Vi ser os selv på en lang rejse, der går gennem bjerge og marker. Vi er på et tog, og ud ad vinduet kan vi se en endeløs procession af biler, der droner ned af nærtliggende motorveje, børn der vinker til os ved jernbaneoverskæringer, køer der græsser på fjerne bakkekamme, kornmarker der bølger i vinden, søer og floder, byers skyline og små landsbyer.

Men vi lægger ikke rigtig mærke til det. Vi bliver ved med at tænke på endestationen. Vi vil ankomme til stationen, og der vil være marchband og viftende flag. Når vi når dertil, vil vores drømme gå i opfyldelse. Vores livs puslespil vil endelig blive samlet, billedet vil endelig blive komplet. I mellemtiden vandrer vi rastløst rundt i midtergangen, ser på uret, holder regnskab med stationerne; altid skal man vente, vente, vente. Bare toget ville køre lidt hurtigere.

Navnet på toget er mere. Navnet på endestationen er tilfredsstillelse.

"Når vi kommer til stationen, så er det DET!" råber vi.

"Når jeg bliver atten." "Når jeg køber en ny Mercedes!" "Når jeg bliver forfremmet igen." "Når jeg har tabt mig nok." "Når vi bliver gift og får børn i huset." "Når børnene vokser op og forlader huset." "Når vi har betalt vores hus af." "Når vi har råd til et hus til." "Når vi endelig trækker os tilbage og alt presset forsvinder, så vil jeg leve lykkeligt til mine dages ende." Vi bliver ved med at tro, at et tog med navnet mere vil bringe os til en station, der hedder tilfredsstillelse.

Hvad hvis det, at jagte tilfredsstillelse ved at få mere, er som at løbe efter horisonten? Hvorfor regner vi med, at mere er nok der, hvis det ikke er nok derhjemme?

 

Hvad hvis toget hedder tilfredshed? Hvad hvis endestationen hedder himlen?

Hvad hvis stationen er virkelig og vil blive målet for vores sandeste og dybeste længsler? Der skal vi se Gud ansigt til ansigt. Der skal vores længsel efter ære, skønhed, kærlighed og mening blive fuldt ud realiseret. Der vil den rastløse menneskehed endelig råbe:

"Nok!"

 

Og Gud vil sige: "Mere!"