Afsnit 9 At lære at vente

Da de korn op i båden, lagde vinden sig. Matt 14,32

At lære at vente

Tålmodighed er ikke en af de stærkeste sider i det moderne samfund. Lewis Smedes

En kvinde får motorstop midt i myldretiden. Hun kigger forgæves under motorhjelmen i et forsøg på at finde ud af, hvad der er galt, mens trafikanten bag hende konstant holder hornet i bund. Til sidst bliver det hende for meget, og hun går om til hans bil og tilbyder venligt: »Jeg ved ikke, hvad der er galt med min bil. Men hvis du vil gå frem og se, om du kan finde ud af det, så skal jeg nok sidde her og dytte for dig.« Vi er et utålmodigt folk. Vi dytter, bruger mikroovn, sender ekspres, spiser fastfood og vælger kvik-kassen, når det er muligt. Vi gider ikke vente - i trafikken, telefonen, butikken eller på posthuset.

I bogen A Geography ofTime foreslår Robert Levine, at vi indfører en ny tidsenhed, som han kalder for et dyt-sekund. Det betegner den tid, som går, fra lyskurven skifter til grønt, og til bilisten bag dig begynder at dytte. Levine hævder, at det er den korteste målbare tidsenhed, som videnskaben kan registrere.

Lad os se på, hvordan du har det med at vente?

Ved et betalingssystem fører bilisten foran dig en længere samtale med den ansatte på stedet. Hvad gør du?

A. Du glæder dig over, at der kan opstå sådan et lille fællesskab ved et betalingssystem; du overvejer ligefrem at slutte dig til dem, så I bliver en lille gruppe.

B. Du tænker på alle de ting, som du har lyst til at sige til den ansatte.

C. Du forsøger at presse din bil ind mellem den anden fyrs bil og kontrolposten.

Eller du har siddet i lægens venteværelse i over en time. Hvad gør d u?

A. Du glæder dig over at have fået muligheden for at indhente noget af det forsømte ved at læse et ti år gammelt eksemplar af Det Bedste.

B. I håb om at tømme venteværelset fortæller du de øvrige patienter, at du lider af en meget smitsom og dødelig sygdom.

C. Du provokerer dig selv til at hyperventilere, så du derved kan tiltrække dig umiddelbar lægelig opmærksomhed.

De fleste af os bryder os ikke om at vente, og derfor glæder det os at se, at Matthæus beskriver Jesus som en mand, der handlede øjeblikkeligt. Hele tre gange på ganske få vers bruger Matthæus ordet straks - og alle tre gange med Jesus som den agerende:

»Straks« efter nødte Jesus dem til at gå om bord i båden og tage i forvejen. Da disciplene troede, at de så et spøgelse og skreg i panik, talte Jesus »straks« til dem. Og da Peter begyndte at synke og skreg om hjælp, rakte Jesus »straks« hånden ud og greb fat i ham.

Jesus handler prompte, forstandigt og beslutsomt; han spilder ikke et dyt-sekund. Men samtidig er det alligevel en beretning om at vente. Matthæus fortæller, at Jesus kom ud til disciplene »i den fjerde nattevagt«.6g Romerne delte natten ind i fire vagtperioder:

18.00-21.00, 21.00-midnat, midnat-3.00 og 3.00-6.00. Jesus kom altså gående ud til disciplene på et eller andet tidspunkt efter kl. tre om natten; men de havde været på søen siden engang før solnedgang dagen forinden. Hvorfor denne forsinkelse? Hvis jeg havde været en af disciplene, tror jeg, at jeg ville foretrække, at

Jesus dukkede op samtidig med stormen - eller endda gerne lidt tidligere! Jeg ville gerne, at han kom på et dyt-sekund.

Men der er en god grund til, at Matthæus fortæller os om tidspunktet. A. E. J. Rawlinson peger på, at forsinkelsen har været en stor trøst for de tidligste kristne, som oplevede deres egen storm i form af forfølgelser:

Ængstede hjerter var måske begyndt at spekulere på, om Herren selv havde forladt dem og overladt dem til deres egen skæbne, eller de var begyndt at tvivle på Kristi sandhed. Af denne beretning skal de lære, at de ikke er forladt, men at Herren våger over dem i det skjulte ... at Den Levende, Herren over både stormen og søen, virkelig vil komme straks og redde dem - om end det måske først bliver »i den fjerde nattevagt«.

Matthæus ville lære sine læsere at vente.

Peter måtte også vente, før han trådte ud af båden. Hans egne impulser gav ikke styrke nok til at gå på vandet; først måtte han bede om Jesu tilladelse og vente på svaret - vente på grønt lys.

En af de største forskelle på en S-type og en V-type (jf kap. 3) er, at V-typerne lærer at vente.

Måske måtte Peter også vente i en anden betydning. Hvordan tror du eksempelvis, at hans første skridt på vandet så ud? Jeg regner med, at Jesus var en erfaren vand-gænger; men hvad med Peter? Mon ikke hans første skridt var temmelig usikre - noget lignende en babys første skridt? Det kræver altid tålmodighed at lære at gå.

Først da hele episoden var forbi, fik disciplene det, som de egentlig havde ønsket: Vinden lagde sig. Hvorfor lod Jesus ikke vinden lægge sig »straks« - så snart han så disciplenes angst? Det havde gjort Peters vandretur noget nemmere. Men Jesus mente åbenbart, at de ville lære noget af at vente.

Derfor vil jeg i dette næstsidste kapitel- før du farer ud for at gå på vandet - have dig til at overveje den aktivitet, som Peter og de øvrige disciple måtte tage del i helt indtil enden: At vente.

Lad os antage, at du træder ud af båden. Du stoler på Gud og tager et skridt i tro. Du vælger modigt at forlade et trygt job for i stedet at hengive dig til noget, som Gud kalder dig til; du beslutter at anvende en gave, som du er overbevist om, at Gud har udrustet dig med, selvom du er hundeangst for at gøre det; du løber en risiko på det relationelle plan, selvom du hader at blive afvist; du beslutter at vende tilbage til skolebænken for at tage en uddannelse, selvom alle fortæller dig, at det er en økonomisk tåbelig beslutning. Du beslutter dig for at stole på Gud og træder ud af båden; og hvad sker der så derefter?

Tja - måske vil du opleve et forrygende, konstant sus af begejstring. Måske får du en umiddelbar bekræftelse af, at din beslutning var rigtig; alting falder i hak, enhver risiko viser sig at give resultat, dine anstrengelser krones med succes, dit åndelige liv blomstrer, troen vokser, og dine venner står måbende tilbage - alt sammen i løbet af et dyt-sekund.

Måske - ja, men ikke altid! Med god grund manøvrerer Gud ikke altid i vores hektiske tempo.

N ogle former for ventetid - på motorvejen eller i lægens venteværelse - er temmelig banale og ubetydelige i det store perspektiv. Men der er vigtigere og vanskeligere former for ventetid:

- En singies håb om, at Gud har en ægtefælle til vedkommende;

men ventetiden er ved at gøre ham eller hende fortvivlet.

- Det barnløse pars desperate ventetid.

- Nelson Mandelas ventetid, mens han sad fængslet i 27 år og spekulerede på, om han nogensinde ville blive frigivet, og om hans land nogensinde ville opleve retfærdighed.

- Ventetiden for den person, som længes efter et meningsfyldt og betydningsfuldt job, men som endnu ikke har fået det.

- Den dybt deprimeredes ventetid -længslen efter en morgen, hvor man vågner op og har lyst til at leve.

- Det barns ventetid, som føler sig klodset og kluntet og længes efter den dag, hvor han eller hun bliver valgt først.

- Farvede menneskers venten efter den dag, hvor alle menneskers børn bliver målt på deres personlighed og egenskaber frem for på deres hudfarve.

- Den ældre borgers ventetid på plejehjemmet, hvor han ensom og alvorligt syg længes efter at dø.

Vi vil alle - på et eller andet tidspunkt i livet - blive tvunget til at vente.

Lewis Smedes skriver:

At vente er vores lod som skabninger, der ikke selv kan frembringe det, vi håber på.

I mørket venter vi på et lys, vi ikke selv kan tænde, i angst venter vi på en lykkelig afslutning, vi ikke selv kan skrive.

Vi venter på et »ikke endnu«, men det føles som et »aldrig.« At vente er det sværeste ved at håbe.

At vente er måske den enkeltstående ting i vores kaldelse, som er sværest for os. Des mere frustrerende er det, når vi vender os til Bibelen og opdager, at Gud selv - den almægtige og alvidende - igen og igen siger til sit folk: Vent. »Vær stille over for Herren, vent på ham .., Sæt dit håb til Herren, og følg hans vej, så indsætter han dig som arving til landet. «69 Da Abraham var 75 år gammel, kom Gud til ham og fortalte, at han skulle være stamfar for en stor nation. Men hvor lang tid gik der, før det løfte blev opfyldt? 24 år! Abraham måtte vente. Gud fortalte israelitterne, at de skulle befries for slaveriet i Egypten og blive en selvstændig nation. Men folket måtte vente i 430 år, før det var en realitet. 70 Gud fortalte Moses, at han skulle føre folket til det forjættede land. Men først måtte de vente i 40 år i ørkenen.

I Bibelen er det at vente så nært forbundet med troen, at de to ord nogle gange bruges synonymt. Det store løfte i Det Gamle Testamente er løftet om en Messias; men Israel måtte vente i generation efter generation - århundrede efter århundrede, og da Messias endelig kom, blev han kun genkendt af dem, som havde øjnene rettet mod hans komme - som fx Simeon. Han var en gammel mand, som var »retfærdig og from og ventede Israels trost. Helligånden var over ham«.71 Men end ikke Jesu ankomst betød, at ventetiden var forbi.

Han levede, underviste, blev korsfæstet, opstod fra de døde. Og da han var klar til at fare til himmels, spurgte hans venner ham:

»Herre, er det nu, du vil genoprette Riget?«72 - det vil sige: »Er ventetiden nu forbi?« Og Jesu sidste befaling til dem var, at »de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet.«73 Og Helligånden kom - men stadig måtte de vente.

Paulus skriver: »Også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.«74 Alene i Det Gamle Testamente får folket ordren 43 gange:

»Vent. Vent på Herren.« Bibelens sidste ord handler også om at vente: »Han, der vidner om dette, siger: 'Ja, jeg kommer snart.'«75 Det ser måske ikke sådan ud; men i evighedens perspektiver det snart. Hold ud!

»Amen, kom, Herre Jesus!«76 O.k. - vi holder ud. Men kom! Vi venter på dig.

Hvorfor? Hvorfor lader Gud os vente? Hvis han kan, hvorfor kommer han os så ikke os til undsætning og hjælp og giver os svar nu?

Vi kan svare med Ben Patterson, som siger noget i retning af:

Det, som Gud gør i os, mens vi venter, er - i al fald for store deles vedkommende - lige så vigtigt som det, vi venter på.

En vandgængers vigtigste kendetegn

Evnen til at vente på en god måde er et bevis på modenhed. Det beskrives af psykologer som evnen til at afvente en belønnmg, som kommer senere. M. Scott Peck skriver: »At udsætte belønningen er en proces, hvor vi tager livets smerter og glæder på en sådan måde, at vi forstærker glæden ved først at opleve og gennemleve smerten. Det er den eneste anstændige måde at leve på.«

Daniel Goleman har skrevet en meget betydningsfuld bog, i hvilken han argumenterer for, at det at lykkes med sit liv og sine forehavender ikke så meget afhænger af ens kognitive intelligens, men i højere grad af det, som kaldes den »emotionelle intelligens«. Dette er forklaringen på, at mange mennesker med en høj intelligens alligevel ender i fejlslagne ægteskaber eller karrieremæssige frustrationer. I selve hjertet af den følelsesmæssige intelligens finder vi evnen til at udsætte belønningen og ikke blot leve og reagere på impulserne s præmisser.

Det mest berømte eksempel på dette fænomen kaldes for »skumfidus-testen«. Man anbringer et fireårigt barn i et værelse, hvor der er nogle skumfiduser, og fortæller så, at forsøgslederen bliver nødt til at ordne et lille ærinde. Hvis den fireårige kan vente, til forsøgslederen kommer tilbage, må han få to skumfiduser. Hvis han hellere vil smage lige nu, må han gerne - men så får han kun en. Dette lille forsøg er virkelig en test på den fireåriges personlighed - »et mikrokosmos af den evige kamp mellem impuls og beherskelse, begær og kontrol, belønning og udsættelse« .

Børn fandt på alle mulige strategier, som kunne sætte dem i stand til at vente. De sang sange, fortalte sig selv historier, legede med deres fingre. En enkelt bøjede sig endda frem og begyndte at slikke på bordpladen, som om smagen måske havde transmogriffet sig ind i træet. Det mest utrolige er at se, hvilken effekt dette lille personlighedstræk, som viste sig i fireårsalderen, havde på de personers liv, som tog del i testen. Et forskerhold fra Stanford Universitet fulgte børnene gennem mange år. De, som var i stand til som fire-årige at vente, voksede op med større social kompetence, var bedre i stand til at håndtere stress og mindre tilbøjelige til at give op under pres end de, som ikke kunne vente. De, som snuppede skumfidusen, var mere tilbøjelige til at være genstridige og ubeslutsomme, blev nemmere ophidsede og frustrerede og mere bitre over ikke at få nok af forskellige ting. Og når det gjaldt forskellige optagelsesprøver til uddannelser, lå gruppen af skumfidus-ventere væsentlig højere end skumfidus-snupperne.

Det er værd at bemærke, at selv mange år senere gjaldt det fortsat, at den ene gruppe ikke var i stand til at udskyde en belønning, og forskellige undersøgelser har vist, at svag impulskontrol indebærer en øget risiko for kriminalitet, stofmisbrug og skilsmisse. Det kan ikke undre nogen, at Goleman opsummerer resultaterne således, at evnen til at vente må kaldes for egenskabernes mester.

Den manglende evne til at kontrollere sine impulser, vægringen ved at vente tålmodigt og tillidsfuldt, ligger det faldne menneskehjerte nært. Sådan har livet været, siden Adam og Eva tog en bid af den forbudte frugt.

Paulus siger, at vi lider, mens vi venter på, at Gud genopretter alt. Men trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.77 Mens vi venter, skaber Gud disse kvaliteter i os. Derfor er ventetiden ikke blot en tid, som må gå, mens vi venter på at få det, som vi vil have; men den er en del af den proces, som Gud virker i os for at forvandle os til dem, som han vil have os til at være.

Hvad vil det sige at vente på Herren? Lad os begynde med en negativ definition, som fortæller, hvad den bibelske venten ikke er. Det er ikke en passiv venten på, at der skal ske noget, som hjælper dig til at slippe for dine problemer. Nogle gange siger man: »Jeg venter bare på, at Gud griber ind« - slet og ret som en undskyldning for ikke at se virkeligheden i øjnene, tage ansvaret på sig eller gøre det nødvendige.

Jeg har oplevet mennesker med nogle forfærdelige økonomiske uvane r - masser af impulskøb og ingen opsparing, som midt i store økonomiske problemer sagde: »Vi venter på Gud;

han skal nok forsørge os ...« Et sådant udsagn passer ind i den teologiske kategori, som hedder: Vær ikke tåbeligeJ78 At vente på Gud betyder i denne sammenhæng ikke, at du skal forvente et brev fra Visa, som fortæller, at banken desværre har lavet en regnefejl, og at du får 1000 kr. som plaster på såret. I stedet betyder det sandsynligvis, at du må hive dit lille, finansielle ego hen til en rådgiver, som kan lære dig nogle bibelske principper om en god forvaltning af de ressourcer, som du er betroet. Det betyder måske, at du skal tilegne dig nogle nye økonomiske vaner som fx budgetlægning, give tiende og at vente med at købe noget, indtil du rent faktisk kan betale det. Bibelsk ventetid er ikke passiv;

den er ikke en undvigelse af en ubehagelig virkelighed.

At vente på Gud er en tillidsfuld, disciplineret, forventende, aktiv og til tider smertelig klyngen sig til Gud.

At vente på Gud er det kontinuerlige, daglige valg: »Jeg vil stole på dig, og jeg vil adlyde dig. Selvom mit liv ikke ser ud, som jeg havde ønsket det, og selvom det måske aldrig bliver, som jeg havde kunnet håbe, vil jeg alligevel holde mig til dig.

Jeg har ikke nogen plan B.« Lad os derfor se på, hvad der kræves for at vente på en god måde.

Tålmodig tillid

At vente på Gud kræver tålmodig tillid. Vil jeg stole på, at Gud har gode grunde til at sige »vent«? Vil jeg huske på, at tingene tager sig anderledes ud for Gud, som ser alt i et evighedsperspektiv?

Peter skrev: »Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er en dag som tusind år, og tusind år som en dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.« 79 Det fortælles, at en økonom på et tidspunkt læste disse ord og blev meget begejstret:

»Gud, er det sandt, at tusind år for os er som et øjeblik for dig?« »Ja.« »Så må en million for os også være som en femogtyveøre for dig?« »Ja.« »Gud, må jeg få en af de femogtyveører?« »Selvfølgelig. Vent lige et øjeblik.« Alt for ofte vil vi gerne bede om Guds ressourcer - men ikke hans timing. Vi vil gerne have femogtyveøren - men ikke minuttet. Vi glemmer, at hans arbejde i os, mens vi venter, er lige så vigtigt som det, vi tror, at vi venter på. At vente betyder, at vi lader tvivlen komme Gud til gode, så vi stoler på, at han ved, hvad der foregår.

At vente kræver en tålmodig tillid, som dag efter dag er villig til at vente igen og igen.

Måske er du single, og hele samfundet synes at profilere ægteskabet som det normale og singlelivet som unormalt - og du lider under det.

Måske længes du helt naturligt efter nærhed. Eller du oplever en ensomhed, som intet menneske kan redde dig fra, men som kun Gud kan hele.

Det er så hårdt at vente.

Måske har du her og nu muligheden for at indgå i et kæresteforhold; men du ved, at det ikke ville ære Gud. I dit hjerte ved du måske, at det ikke er den rette for dig, fordi I ikke deler troen på Gud. Og måske prøver vedkommende at presse dig ind i et seksuelt forhold, selvom I ikke er gift.

Det kan være fristende for dig at tænke, at du har ventet længe nok og nu er træt af at vente, og derfor tager du den tilfredsstillelse, som du nu kan få - og så må du bekymre dig om konsekvenserne senere hen.

Men vil du vente på Gud? Har du modet til at sige: »O.k., Gud.

Jeg vil ikke kaste mig ud i et forhold, som jeg ved, vil vanære dig og skade de involverede personer på sjælen. Jeg vil satse på at opbygge det bedst mulige liv, hvor jeg er lige nu - uden at vide, hvad morgendagen bringer. Selvom jeg nogle gange føler, at ingen forstår, hvor smertefuldt det er, vil jeg stole på dig. Jeg venter.«

Din situation kan også være den, at der er en række ting - på arbejdet eller i fritiden - som du gerne vil opnå. Men af en eller anden grund går det ikke efter din plan, og det gør ondt. Du er fristet til at forsøge at tvinge det igennem ved at skubbe, manipulere eller luske det igennem.

Eller du kan være faldet i den modsatte grøft, hvor du fristes til at opgive nogensinde at virkeliggøre det potentiale, som Gud har givet dig. Du fristes til bare at flyde med strømmen. Men vil du have tålmodigheden til ikke at presse det igennem - men heller ikke at give op? Vil du vente tålmodigt, fortsætte med at lære noget om dine gaver, ydmygt modtage feedback og coaching, vokse skridt for skridt og stole på Guds plan frem for dine egne oplevelser af, hvad du har brug for?

Måske lever du i et vanskeligt forhold, hvor du har lyst til følelsesmæssigt - om ikke fysisk - at melde dig ud. Men Gud siger: >,vent! Fokuser på den kærlighed, som du kan give den anden person frem for den kærlighed, som du føler, at du skal have retur. Stol på mig. Hold ud. Bliv ved at forsøge.« Det er en af de hårdeste prøvelser i verden at skulle afholde sig fra at snuppe den forbudte skumfidus; men det er det hele værd.

Her er et eksempel på, hvad det vil sige at vente med tålmodig tillid.

Henri Nouwen har givet os dette eksempel, kort før han døde i 1996. Han skrev om nogle trapez-artister, som var blevet hans gode venner, og han forklarede, at der er et meget specielt forhold mellem springeren og griberen. (Det tror jeg på! Hvis jeg var springeren, ville jeg også sørge for at være meget gode venner med griberen. Der skulle ikke være nogen som helst modvilje fra ham i forhold til mig; jeg ville sørge for, at griberen var meget glad for mig!) Mens springeren svinger højt over publikum, kommer det øjeblik, hvor han slipper trapezen og svæver i en bue gennem luften. I det øjeblik - som må føles som en evighed - er springeren henvist til ikke at gøre noget som helst. Det er for sent at vende tilbage til trapezen, så der er ingen vej tilbage. Men samtidig er det endnu ikke tid til at blive holdt fast af ham, som skal gribe ham. Han kan ikke fremskynde processen, men har simpelthen til opgave at forholde sig så rolig og ubevægelig som muligt.

»Springeren må aldrig forsøge at gribe griberen,« fortalte artisten til Nouwen. »Han må vente i absolut tillid. Griberen vil gribe ham; men springeren må bare vente. Det er ikke hans opgave nervøst at svinge rundt med arme og ben; det kunne i virkeligheden slå ham ihjel. Han skal være stille, vente. Og at vente er det sværeste af alt.«

Måske befinder du dig lige nu i den meget sårbare situation, hvor du har givet slip på det, som Gud bad dig give slip på; men du kan endnu ikke mærke Gud gribe dig. Er du villig til at vente i absolut tillid? Vil du være tålmodig? At vente kræver tillid!

Tillidsfuld ydmyghed

At vente på Gud kræver også tillidsfuld ydmyghed. Som profeten sagde: »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.«8O Retfærdighed afføder to karaktermæssige karakteristika, vurderede han. Den første er tryghed - fortrøstning og tillid, og det handler ikke først og fremmest om en tillid til mig selv, men om tillid til ham, som bærer mig. Det er forvisningen om, at Gud kan, og det medfører en frygtløs indstilling til fremtiden.

Det andet karakteristikum er ro - det modsatte af arrogance og pral, en ydmyg erkendelse af mine begrænsninger.

Det ligger helt naturligt i det at vente, at det kun er de ydmyge, som er i stand til at gøre det med værdighed; for når vi venter på noget, indser vi, at vi ikke selv har kontrol over situationen.

I vores tid er der en direkte forbindelse mellem status og ventetid:

Jo højere status, jo mindre bliver du bedt om at vente; mennesker med lav status kommer i kø bag dem med høj status.

I den forbindelse læste jeg for nylig om en administrerende direktør, som blev så frustreret over at sidde i lægens venteværelse, at han rent faktisk sendte lægen en regning for sin tid!

For mennesker som mig er ventetid noget godt, for det minder mig om, at jeg ikke er bossen. Jeg er patienten - jeg sidder i venteværelset, og det at vente ydmyger mig på en måde, som jeg har brug for. Og når det gælder livets store emner, venter vi ikke bare på må og få, men venter på Gud. Derfor kan vi stole på hans visdom og timing, og vi kan vente tillidsfuldt. Og fordi ventetiden minder os om, at vi venter på nogen, er ventetidens vigtigste aktivitet bøn.

Bøn giver os lov til at vente uden at bekymre os. For nylig var der en nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi en masse »Hvad hvis nu ...«-tanker bekymrede mig. Hvad hvis det ikke bliver anderledes? Hvad hvis jeg ikke får det, som jeg så inderligt gerne vil have? Det var fortvivlede stemmer, som sagde det; der var en antydning af sandhed i dem, for der kan ske dårlige ting; men det var ikke tanker, som førte liv med sig.

Ikke længe efter læste jeg beretningen om Jesus og disciplene i båden, hvor stormen piskede omkring dem. Disciplene var temmelig meget ude af sig selv, for Jesus sov, som du måske husker.

Og da slog det mig: Der var en menneskelig erfaring, som J esus ikke fik. Han oplevede så godt som enhver menneskelig følelse:

Sorg, glæde, smerte. Han prøvede både at blive træt, vred og fyldt af håb. Men der var en ting, han ikke oplevede: Han blev aldrig febrilsk; han gik aldrig i panik. Og i det øjeblik indså jeg, at Gud aldrig bliver desperat.

Nogle gange taler mennesker om at genkende Guds stemme, når han taler til dem. Der er meget i dette, som jeg ikke forstår.

Men jeg ved, at du kun lærer en persons stemme at kende ved at få erfaring med stemmen - dens tone eller en særlig egenskab. Guds stemme er aldrig febrilsk. Når du hører paniske tanker, kan du derfor vide, at det ikke er Gud, som taler; vent i tillidsfuld ydmyghed.

At vente på Gud kræver uudslukkeligt håb

Paulus skriver: »Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.«81 Selve det at håbe er i virkeligheden en måde at vente på. Ernst Hoffmann skriver:

Håb er i Det Nye Testamente en tålmodig, disciplineret, tillidsfuld venten på og forventning til Gud som vor frelser. ... Håbets levende karakter kommer til udtryk ved den urokkelighed, hvormed der ventes.

- Det er en brudgom, som på bryllupsnatten venter på sin brud.

- Det er den stærke mands venten på det løb, som han mest af alt elsker at løbe.

- Det er ventetiden juleaften, hvor du som syvårig ved, hvad der venter, men mor og far har sagt, at der først skal ryddes af bordet og vaskes op, før gaverne deles ud.

Hvis du i denne tid venter på Gud: du adlyder ham; men du ser endnu ikke det resultat, som du håber på, så skal du vide, at der i Bibelen er givet et vidunderligt løfte til denne ventetid:

Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.

De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.82

Jeg vil aldrig glemme David Hubbards kommentar til disse ord. Han var videnskabsmand og ekspert i Det Gamle Testamente - den klogeste mand, jeg nogensinde har kendt. Du kunne vælge et hvilket som helst emne: Semitiske sprog, Ming-dynastiets historie, tekniske opfindelser, klassisk musik, organisation og management-teorier, sportsstatistik - og han ville være i stand

til at diskutere det med eksperter på det pågældende felt. På grund af hans lederskabsmæssige kvaliteter var han præsident for verdens største tværkirkelige skole i tredive år; men inderst inde længtes han efter den dag, hvor han kunne træde tilbage og hellige sig sin første kærlighed: Studiet af Det Gamle Testamente.

Det var den skumfidus, han længtes allermest efter.

Ironisk nok blev han ramt af et hjertetilfælde og døde kort tid efter, at han var gået på pension, og dermed så det ud til, at den mulighed, som han havde ventet på i tre årtier, var forsvundet.

Alle vi, som kendte og elskede ham, følte en dyb sorg over dette.

Men David havde ikke ondt af sig selv. Livet igennem havde han insisteret på, at formålet med at studere Bogen var at lære ham at kende, som stod bag og over bogen. Dermed var den mulighed, som han i virkeligheden havde ventet på i alle disse år, nu i fuldkommen forstand blevet virkelighed.

Det sidste brev, som jeg fik fra ham, skrev han nogle uger før sin død, og det rummer en vidunderlig bemærkning omkring Esajas' ord om at vente. David Hubbard sagde, at vi skulle leve disse ord ud - løfte vingerne som ørne, løbe og gå - »en ting ad gangen«.

Der er tider, hvor man stiger op og svæver som ørnen. Det er et smukt billede! Ornitologer fortæller, at fugle har tre måder at flyve på. Den første er at baske med vingerne - konstant flaksende for at modvirke tyngdekraften. En kolibri kan flakse op til halvfjerds gange i sekundet. Denne metode kan holde dig i luften;

men det er hårdt arbejde, for det er en akavet, kluntet affære. Jeg har for min del flakse t meget rundt; det bringer mig fra et sted til et andet; men der er ikke meget ynde over det.

En anden måde at flyve på er glideflugten. Når fuglen har tilstrækkeligt med fart på, kan den glide nedad en tid. Det er langt mere yndefuldt end baskeriet, men er desværre ikke i stand til at føre fuglen ret langt, for tyngdekraften kommer i vejen.

Glideflugt er altså meget rart, men holder ikke i længden.

Endelig er der den tredje måde - at svæve. Kun nogle ganske få fuglearter, som eksempelvis ørnen, er i stand til at svæve.

0rnens vinger er så stærke, at de er i stand til at fange de opadgående strømme af varm luft - de termiske vinde, som stiger op fra jorden, og uden at bevæge så meget som en fjer kan den svæve op til store højder. Ørne er blevet målt til hastigheder på omkring 130 km/t uden at baske en eneste gang. De svæver blot på usynlige søjler af opstigende luft.

Esajas skriver, at de, der håber på Herren og venter på ham, vil opleve tider, hvor de svæver, tider, hvor de fanger et af åndens vindstød. Jesus sagde det sådan: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«83

Der vil være perioder i livet, der opleves som en åndelig svævetur, og måske er det din situation i dette øjeblik. Du føler, at du ganske enkelt er fyldt til randen med Guds kraft, at du er trådt ud af båden, og Gud besvarer dine bønner med en uhørt ødsel gavmildhed. Han bruger dig på måder, som lader dig undrende tilbage, giver dig kraft til at besejre fristelser og synder, lader din indsats på arbejdet være usædvanlig produktiv og succesrig, alt imens han overstrømmer dig med styrke og visdom, som langt overstiger dine naturlige evner.

Hvis det er din situation, jeg netop har beskrevet, skal du være dybt taknemmelig. Forbliv i denne strøm af Åndens kraft - vær lydig mod Åndens vejledning.

Men der er andre perioder i livet, hvor vi ikke synes, vi svæver. Livet opleves tungt og besværligt. Her får man ikke øje på de store mirakler, og man er nødt til at baske med vingerne ind imellem. Da gælder det om at holde ud - i tillid til Gud - midt i oplevelsen af, at man ikke ser nogen frugt eller udretter noget særligt.

En af de stærkeste filmoplevelser, jeg har haft, er den første halve time af filmen Saving Private Ryan. Jeg har hørt, at forskellige grupper af krigsveteraner hævder, at det er den mest realistiske skildring nogen sinde af de voldsomme lidelser, som de allieredes styrker mødte på D-dag. Prisen for at få foden indenfor og vinde kontrol over et lille område af Ohama Beach i Normandiet var umådelig høj, og den blev betalt med blod.

Da D-dag var afsluttet, var der strengt taget ikke forandret meget. Med undtagelse af det lille stykke strand i et enkelt land var størsteparten af det europæiske kontinent fortsat under nazistisk herredømme. Men det viste sig, at det lille stykke land var tilstrækkeligt.

I virkeligheden må vi derfor sige, at alt var forandret med denne ene dag, for nu var der skabt en åbning, som dag for dag ville blive lidt større. For hver dag ville de allierede tropper vinde styrke, og selvom der stadig var mange kampe at kæmpe, megen lidelse og mange dødsfald forude, var det nu blot et spørgsmål om tid.

En dag nåede tropperne frem til Paris og befriede byen og senere hele Frankrig. KZ-lejrene blev indtaget og fangerne givet deres frihed. Og efter nogen tid tog Hitler livet af sig selv i en bunker, for nu var regnskabets time kommet - selv for ham. For regnskabets time kommer altid!

Herefter fulgte et par store historiske mærkedage: Kapitulationsdagen i Europa og sejren over japanerne i Stillehavet.

Herefter kunne soldaterne vende hjem, for krigen var slut og fjenden besejret.

Der gik en rum tid fra landgangen på Ohama Beach, og til det sidste skud blev løsnet; men sandheden er, at sejren blev vundet på D-dag. Efter D-dagen var det blot et spørgsmål om tid, før kapitulationsdagen indfandt sig.

Der var engang en kvinde, som fødte en søn, som var forudbestemt til at herske over alle nationer med et jernscepter.84 Han underviste om Himmeriget og levede sit liv med rod i dette rige, som vi altid har drømt om, men dårligt har turdet håbe på at opleve.

Jeg er overbevist om, at der har været situationer i Jesu liv, hvor han har følt, at han svævede. Da han var på Forklarelsens Bjerg, eller da han kaldte sin ven Lazarus ud af graven, for eksempel.

I de situationer steg han så højt op i ånden, at ingen kunne følge med; han var i en jetstrøm.

På andre tidspunkter var livet vanskeligere. Tænk blot på hans gråd over Jerusalems trodsighed, hans frustration over, hvor lidt disciplene var i stand til at fatte, eller mødet med de religiøse lederes modstand. Men i disse situationer blev han dog ved med at løbe, og han gav ikke op, selvom det gik op ad bakke; han kunne løbe langt.

Da det blev tid at gå op på Golgata, svævede Jesus bestemt ikke. Og da korset blev lagt på hans sårede og blødende ryg, løb han ikke. Han gik. Og selvom han var en ung mand, snublede og faldt han den dag, og det eneste, han kunne gøre, var at rejse sig op og gå videre.

Der er tidspunkter i livet, hvor vores eneste mulighed er at gå, men i de situationer er det også tilstrækkeligt. Det kan være i de situationer, hvor vi oplever livet som værende allertungest, og hvor vi mest af alt har lyst til at give op, og dog siger vi til Gud: »Jeg giver ikke op! Jeg bliver ved med at sætte den ene fod foran den anden. Jeg vil tage mit kors op og følge dig - selv på denne vej.« Måske sætter Gud endda større pris på, når vi går, end når vi svæver eller løber.

I hvert fald gik Jesus til Golgata - en vandring med omkostninger, vi end ikke kan forstå. På det kors tog han hele menneskehedens ødelæggelser på sig: Alle lidelser fra D-dagen på Ohama Beach og al den lidelse og smerte, som synden siden syndefaldet har forvoldt i vores verden.

Da sabbatten var forbi, og før Jesu venner gik ud for at salve hans lig, skete der noget med stenen foran graven: Den blev flyttet. I en vis forstand var intet forandret. Pilatus og ypperstepræsterne sad stadig på magten, og Cæsar var stadig kejser uden så meget som at kende navnet på denne mærkværdige Messias i et fjerntliggende land.

Det varede nogen tid, før andre end nogle kvinder fandt ud af det; men dette var D-dag. Nu var der etableret en åbning. Sejren var vundet.

Og en dag kommer befrielsen. Tag ikke fejl: Der er stadig megen kamp tilbage, megen lidelse og mange dødsfald. Men D-dag er allerede overstået, selvom meget få havde blik for

den, og da den dag var omme, var alt forandret. Så fortsæt du blot mod målet.

Nu er det kun et spørgsmål om tid, så er vi fremme!

At træde ud af båden

Hvordan reagerer du på at måtte vente?

Hvad tror du var årsagen til, at Jesus ventede så længe med at komme ud til disciplene i stormen? Hvordan har du oplevet, at en periode, hvor du var tvunget til at vente, har udviklet din kristne karakter?

På hvilket område i livet er det p.t. vanskeligst for dig at vente?

Hvordan vil du definere forskellen på blot at vente og at vente på Herren? Hvordan kan din øjeblikkelige venten vendes rundt, så du i stedet venter på Herren?

Hvor stor er din Gud?

Gud, hjælp mig til at gøre store ting, som om de var små, fordi jeg udretter dem i din kraft; og hjælp mig til at udføre små ting, som om de var store, fordi jeg udfører dem i dit navn.

Så snart børn bliver gamle nok til at kunne tale, stiller forældrene spørgsmålet: »Hvor stor er du?« Og svaret lyder altid: »Såååå stor!« - alt imens de strækker armene i vejret og stiller sig an med en attitude, som siger: »Jeg er enorm - kæmpe stor - det er slet ikke til at få sagt, hvor stor jeg er.« Det er ikke et svar, der kan bruges i en hvilken som helst situation. Spørger din kone dig fx, om hendes hofter ser store ud i et bestemt par bukser, er det sandsynligvis ikke noget godt svar at brede armene ud og udbryde: »Sååå store!« Når vi lærer vores børn dette svar, skyldes det, at vi gerne vil hjælpe dem til at indse, at de vokser. Vi ved, at det har betydning for deres liv, hvordan de tænker om sig selv, og vi ønsker ikke at sende dem af sted med en fornemmelse af, at de er små, svage og ude af stand til at klare livets udfordringer. Nej, de er store!

Men der er et spørgsmål, som er endnu vigtigere, og det lyder:

Hvor stor er din Gud? Hvor meget fylder Kristus i dit liv?

Dale Brunner bemærker, at vi præcis midt i beretningen om vandgangen finder de ord, som rummer kraft til at stille frygtens storme hos Guds plagede folk: >>Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«Bs I mange oversættelser er der for forståelsens skyld indsat et ekstra ord, så der står: »Det er mig«; men på græsk, som Matthæus skriver, står der faktisk blot »Jeg Er!«, og dermed ser vi forbindelsen til det store, hemmelighedsfulde, åbenbarede Guds navn i Det Gamle Testamente: »Jeg er den, jeg er! Jeg Er har sendt mig til jer.«86 Som Brunner skriver: »Der er ikke tale om et almindeligt: 'Halløj derude på vandet!'; men det er den guddommelige Herre, som taler til sin nødlidende kirke. Beretningens evangelium ligger i den stærke hilsen.« Jesu hensigt er at hjælpe disciplene, som så let forfalder til frygtsomhed, til at forstå, at denne verden er i den ubegrænsede Guds hænder, og vi kan roligt have tillid til hans person og magt. »Sådan ligger landet, kære venner,« siger han, »fat mod! Jeg Er! Vær ikke bange!« Jeg er helt overbevist om, at vores måde at leve på er en konsekvens af størrelsen på vores Gud, og for de fleste af os er problemet, at vores Gud er for lille. Vi er ikke overbevist om, at vi kan være fuldstændig trygge i hans hænder, han, som er en almægtig, alvidende og evigt nærværende Gud.

Hvordan bliver livet, hvis vi har en lille Gud?

I så fald lever vi konstant med frygt og nervøsitet, fordi alting afhænger af os. Humøret kommer til at afhænge af omstændighederne, og vi vil generelt være meget sårbare, hvilket kommer til udtryk på en lang række områder.

Når vi får en anledning til at vidne om vores tro, holder vi os tilbage, fordi vi frygter at blive afvist eller frygter, at vi ikke kan finde de rette ord; for det hele afhænger af os selv.

Vi tør ikke være gavmilde, fordi vores økonomiske sikkerhed alene afhænger af os selv.

Vi tager ikke bladet fra munden, når vi står over for en konfrontation eller udfordring, hvor situationen kræver det, for når vi ikke har fuld tillid til den store Guds anerkendelse af os, bliver vi slaver under andres mening om os.

Hvis vi kan slippe uden om noget ubehageligt ved at tale vildledende, falder vi sikkert for fristelsen, eller vi forsøger at tage æren for noget, som i virkeligheden ikke er vores fortjeneste; og begge dele kommer sig af, at vi ikke stoler på en mægtig Gud, som ser i det skjulte og en dag vil give løn derefter.

Når vi ikke hviler i troen på en mægtig Gud, som våger over os, slår det fuldstændig benene væk under os, hvis nogen bliver vred på os eller synes dårligt om noget, som vi har ansvaret for.

Alt i alt: Når vi formindsker Gud, beder vi uden tro, arbejder uden lidenskab, *ner uden glæde, lider uden håb. Resultatet er frygt, tilbagetrækning, tab af visioner og tab af evnen til at holde ud i modgang.

Hvor stor er Jesus?

Jeg gik engang en tur sammen med nogle venner i en by i Californien. Undervejs kom vi forbi en bar, hvor nogle fyre var kommet op at slås; de var startet inde i baren og var nu efterhånden nået helt ud på gaden. Situationen var som taget lige ud af en gammel western, og vi var nu vidne til, at tre mænd bankede en fjerde, som efterhånden blødte kraftigt.

Vi måtte gøre noget, så vi forsøgte at lægge os imellem og med umisforståelige ord at fortælle slagsbrødrene, at det var slut. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke har den store erfaring med den slags situationer; at standse værtshusslagsmål var ikke lige på skemaet under min uddannelse, og mine kirkevante venner og jeg manglede på en eller anden måde også nogle ord og udtryk, som for alvor kunne gøre indtryk på disse fyre. »O.k., venner. Så stopper l! Lige nu - og jeg mener det!« - sådanne udtryk kan måske nok af og til gøre indtryk på de treårige i kirken, som ved, at du har mulighed for at sladre til deres forældre. Men over for erfarne værtshus-gladiatorer på litervis af whisky og testosteron har det ikke så stor effekt!

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke brænder for at standse fuldemandsslagsmål, og at det ikke er et af mine kompetenceområder. Men nogen måtte gøre noget, så vi trådte ud af båden. Vi åbnede munden og talte til dem; og så prøvede jeg ellers at indstille mig på mit første næveslagsmål, siden jeg kom med i en bestyrelse for kirkeligt ansatte.

l stedet for at gå til angreb kiggede bøllerne skræmt på os og begyndte at luske af. Jeg blev så overrasket, at jeg næsten havde råbt dem an for at spørge, hvorfor de løb deres vej. Overraskelsen forsvandt, da jeg kiggede mig tilbage og så en af de største mænd, jeg nogensinde har set. Han var øjensynligt ansat som udsmider på baren, og på et øjeblik vandt den profession stor respekt hos mig. Jeg vil gætte på, at han var omkring to meter høj, vejede 115 kg og havde en fedtprocent på højst to. Hvis Herkules havde giftet sig med Xena, amazonekrigeren, kunne denne fyr have været deres søn!

Vi kaldte ham for Mongo - men selvfølgelig ikke, når han hørte det. »Mongo« sagde ikke et eneste ord, men stod der bare med svulmende muskler og så ud, som om han håbede, at de ville forsøge at tage kampen op med ham, for her var han virkelig på hjemmebane. At standse slagsmål var hans »nådegave«.

l samme øjeblik jeg fik øje på Mongo, forandredes min attitude:

»1 må hellere sørge for, at vi ikke finder jer her igen en anden gang!« Vi var helt forvandlede mennesker, fordi vi havde en stor, stærk Mango hos os.

Jeg var klar til at konfrontere slagsbrødrene med beslutsomhed og fasthed. Jeg var modig, tillidsfuld, befriet fra usikkerhed og frygt, klar til at *ne enhver, som havde brug for hjælp. Og det skyldtes alt sammen, at Mongo var kommet forbi. Sammen med Mongo var jeg helt tryg ved at være midt i et værtshusslagsmål.

Min indstilling til livet ville være grundlæggende forandret, hvis jeg døgnet rundt var overbevist om at have Mongo ved min side. Det har jeg selvfølgelig ikke; han kan ikke følge mig konstant, og det er sikkert også meget godt, for jeg har ikke brug for ham.

Jeg har en ved min side, som hele tiden er der, og som er stærkere end Mongo. »Fat mod,« siger han. »Jeg Er! Vær ikke bange!« Jeg tror på, at det er sandt; det er en del af min trosbekendelse, og jeg har forpligtet mig på at undervise andre om det; men alt for ofte må jeg erkende, at mit liv ikke afspejler det. Alt for ofte trækker jeg mig, når jeg burde konfrontere nogen; jeg bekymrer mig i stedet for at bede; jeg klamrer mig fast til noget, som jeg gavmildt burde dele med andre; jeg bliver siddende i båden, selv om jeg kunne gå på vandet.

Hvordan kan jeg lave om på dette? Hvordan kommer jeg til at stole på, at Kristus er nok for mig i dette liv? Hvordan kommer mit liv til at afspejle, at jeg følger en Gud, som er såååå stor?

Der findes en betegnelse for noget, hvorigennem vi kan erkende og udtrykke Guds storhed, værdighed og styrke. Det handler om tilbedelse.

Vores samtid fremmer ikke ligefrem tilbedelse. De fleste af os er vant til at blive målt på, hvad vi kan præstere. For min egen del kender jeg kun alt for godt fristelsen til at være uafhængig og selvforsynende, og set udefra virker tilbedelse ikke som noget særlig produktivt, for det udretter jo ikke noget, og hvorfor så bruge tid på det?

Jeg vil gerne prøve at sætte ord på, hvorfor jeg simpelthen må leve mit liv i tilbedelse - og herigennem vil jeg hævde, at det også må gælde for dig.

Hvorfor ønsker Gud tilbedelse?

Har du nogensinde overvejet, hvorfor Gud insisterer på at blive tilbedt?

Da mine piger var små, legede vi af og til en leg, hvor jeg stillede spørgsmålet: »Hvem er verdens klogeste, stærkeste, vildeste, smukkeste og mest charmerende mand?« Efter nogle øjeblikke, hvor pigerne lod, som om de tænkte

grundigt over spørgsmålet, råbte de: »Julemanden!« - og så skreg de af grin, som var det verdens sjoveste vits, de lige havde lagt ord til. Efterhånden som de blev ældre, blev Julemanden udskiftet med Bamse, Bubber, Brad Pitt eller en af deres mors gamle kærester (som der var mange af). Og på et tidspunkt opgav jeg simpelthen legen.

Mine døtre var kloge nok til at indse, at de ikke skulle pleje deres fars narcissistiske ego ved at sidde og fortælle ham, hvor fantastisk han var.

Men hvorfor ønsker Gud da vores tilbedelse? Har han virkelig brug for en hel planet med skabninger, som bruger uanede mængder af kræfter og tid på at fortælle ham, hvor stor han er?

Ved han det ikke allerede i forvejen?

Tilbedelse handler ikke om at tilfredsstille nogle uopfyldte ego-behov hos Gud. Men Gud har skabt os sådan, at vi har brug for at lovprise, når vi oplever noget, som er så stort, at det går ud over det almindelige. Den store oplevelse er ganske enkelt ikke fuldendt, før vi får chancen for at fortælle den med vore egne ord. Det første møde med et gigantisk vandfald, en dobbelt regnbue, en rede fuld af fugleunger, som er klar til deres første flyvetur - der er noget i vores ånd, som gør, at vi gerne vil sætte ord på den glæde, vi føler.

(Kender du historien om Gud, der fortæller Sankt Peter, at han vil straffe en golf-dyrkende præst, som en søndag pjækker fra kirken for i stedet at tage en runde på golfbanen? Den gamle præst stormer gennem banen og oplever for første og sidste gang i sit liv at ende under par, og ydermere laver han sit livs eneste hole-in-one på attende hul. Med en del ophidselse i stemmen siger Peter til Gud: »Jeg synes, at du sagde, at du ville straffe ham?« Og Gud svarer: »Det gjorde jeg også. Hvem kan han fortælle det til?«) Når vi ser noget virkelig beundringsværdigt i et andet menneske, har vi lyst til at udtrykke det på helt særlige måder - og ikke bare i almene vendinger. Hvis du eksempelvis er en enlig mand, som møder en kvinde med stærk og god personlighed, charme og skønhed, hvem vil du så gerne sige det til? (Hvis du ikke allerede har svaret: »Til hende!«, kan det måske forklare, hvorfor du stadig er single.) Vi skal tilbede Gud - ikke af hensyn til hans jeg, men fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi tilbeder ham. Vi tilbeder Gud, fordi vi har brug for det.

Jeg har brug for at tilbede.

Jeg har brug for at tilbede og lovprise Gud, fordi jeg ellers ville glemme den store Gud ved min side og derved ville komme til at leve i frygt. Jeg har brug for at tilbede, så jeg ikke glemmer Guds kald for i stedet at leve selvoptaget. Jeg har brug for at lovprise, fordi jeg ellers ville miste sansen for undere og taknemmelighed og i stedet daske gennem livet med skyklapper på. Jeg har brug for at tilbede, fordi min naturlige tilbøjelighed trækker mig i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed.

J eg tror ikke, at det er en tilfældighed, at beretningen om Peters gåtur på vandet ender, som den gør. »Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«87 Der er et mønster i denne fortælling, som optræder gentagne gange i Bibelen, og som også bør blive en del af mit liv: Gud åbenbarer sig. Det får os til at overveje, hvad Gud har gjort - og svare på det i form af tilbedelse. Og herved vokser vores erkendelse af Gud.

Jesus »går forbi«. Hans forbigang viser sig til tider på meget dramatiske måder som fx en brændende busk, en ildsøjle, en gåtur på vandet; men meget ofte foregår det på måder, som vi let kan overse - en stille hvisken eller en baby i en mørk stald. Gud kan »gå forbi« dig i form af en vens trøstende ord, skønheden på en forårsdag, hvor jorden atter vågner til live, og du indser sandheden i ordene: »Himlen fortæller om Guds herlighed.«88 Og nogle gange går Jesus forbi, netop som jeg træder ud af båden, og jeg erkender, at Gud er større, end jeg havde forestillet mig.

Mens Etiopien stadig var marxistisk, rejste jeg dertil på en to ugers møderejse sammen med en ven. Undergrundskirken havde inviteret mig, og de havde bedt os om at tage 50 studiebibler med.

Jeg havde visse forbehold omkring dette med bibelsmugling;

men vi besluttede alligevel at forsøge. Biblerne blev betalt af de kirker, som vi tjente i - og faktisk endte det med, at vi havde 51 bibler med, fordi en dame kort før afgang kom hen til mig og pressede mig til at tage endnu en bibel med.

Da vi ankom til Etiopien, åbnede tolderen selvfølgelig kufferten og konfiskerede biblerne, og nogle dage senere fik vi besked om, at den øverstbefalende ved toldstationen ville have en samtale med kirkelederne. Vi frygtede det værste, for etiopiske kirkeledere sad så ofte i fængsel, at fængslet blev omtalt som »universitetet«. (Det var altså stedet, hvor Gud ville sende sine ledere hen, når de virkelig skulle vokse. Akkurat som Josef i Bibelen oplevede nogle af dem at få ansvar for de øvrige fanger, når fangevogteren skulle have en pause. Vagterne tog patronerne ud af deres rifler og gav riflerne til de kristne fanger, som så stod vagt, indtil de kom tilbage.) Det bedste, vi turde håbe på, var, at vi kunne bestikke tolderne sådan, at vi kunne få lov at tage biblerne med ud igen.

Stor var vores overraskelse derfor, da tjenestemanden sagde:

»Disse bibler er ulovlige. I kan få lov til at tage dem med ind i landet på en betingelse - og I må ikke sige det til nogen: At jeg må beholde en selv.« Den dag blev min Gud lidt større. Herren ville gå forbi - og han var sååå stor!

Hver gang nogen træder ud af båden, bliver deres Gud så at sige lidt større.

Vi overvejer, hvad Gud har gjort

I Markus' gengivelse af vandringen på søen fortæller han, at disciplene blev ude af sig selv, fordi deres hjerte var forhærdet.89 De havde stadig ikke øjne, som kunne se, at Gud i Jesus åbenbarede sig selv.

N år jeg standser op for at overveje, hvad Gud har gjort, prøver jeg på at blødgøre mit hårde hjerte. I stedet for blot at vandre gennem dagen med skyklapper på, lægger jeg mærke til, hvad der foregår.

Psykologer taler om en hyppigt forekommende tilstand, som kaldes for tankeløshed. Når jeg er tankeløs, er min krop nærværende, men mine tanker befinder sig et helt andet sted og flyver på autopilot. Mange af os lider af og til af tankeløshed - og for nogle bliver det ligefrem en livsstil.

Lad mig give dig et eksempel. Jeg stiller dig nogle spørgsmål, og du skal sige det første, som du kommer til at tænke på. (Sig det højt, hvis du er alene!) - Den lange kropsdel forrest på en elefant hedder en ...

- Våbnet, som en soldat bærer ved sin side hedder ikke et sværd, men en ...

- Adam og Evas søn, som slog sin bror ihjel, hed ...

(Hvis du undgik at svare »Abel«, er du mindre tankeløs end jeg!)

Tankeløshed kan til tider angribe en hel kirke. Jeg læste i en artikel om en menighed, der havde lagt alle de liturgiske led i guds*nesten ind på en computer, og som styrede forløbet i gudstjenester og møder via computeren. Når der eksempelvis var begravelse, brugte man den samme liturgi som sidst, der var begravelse, og erstattede blot navnet på den afdøde, sådan at navnet på den, som nu skulle begraves (fx Yvonne) blev sat ind på de steder, hvor den forrige afdødes navn havde stået (fx Maria). Ved en af disse lejligheder gik alting ganske fint, indtil de skulle sige trosbekendelsen i kor, hvor de bekendte troen på Jesus Kristus, som var »undfanget ved Helligånden, født af jomfru - Yvonne ...« Tankeløshed er en af de væsentligste årsager til, at vores tilbedelse forstummer, og det er i grunden ironisk: Vi lever i en tid, hvor vi på alle måder forsøger at udrydde det mystiske og gøre det gennemskueligt - og så må vi alligevel erkende, at vi kommer til at mangle det uforklarlige. Vi har vis-nummer, så vi kan se, hvem der ringer; vi kan få barnets køn at vide, før det

bliver født; exit polls afslører for os, hvem der er blevet valgt, før vi er færdige med at stemme; tv-programmer afslører de tricks, som tryllekunstnere altid har holdt hemmelige; vi ødelægger alt underfuldt - og længes dernæst efter det.

Men Gud er alt for stor til, at vi kan fjerne det underfulde ved ham; og det har vi behov for at bruge tid på at erkende.

Lad os standse op et øjeblik og iagttage livets mirakel. Lægge mærke til, hvordan vore lunger helt automatisk - uden at vi giver dem en bevidst besked om det - trækker vejret for os, hvordan vore øjne hver morgen åbner sig, så vi står op til en ny dag efter søvnens mini-død. Hvordan kan du forklare, at det sker?

Stands op og bemærk, hvor smukt det lyder, når telefonen ringer og dit barns stemme lyder: »Far!« Videnskabeligt set er dette blot nogle luftmolekyler, som blæses ind i dit øre på en måde, så det skaber en lyd, som du har lært at genkende; men i dit øre lyder det som sød musik - en lyd, som du selv efter femten år aldrig bliver træt af at høre. Hvordan kan luftmolekylers banken på en trommehinde skabe så stor glæde?

Mens jeg skriver disse ord, sidder jeg med udsigt til min egen lille private Genesaret Sø: Lyserøde og hvide blomster på skovæbletræet på bredden af en rislende sø og under en azurblå himmel.

Det er bare farver -lysbølger på forskellige steder af fotospektret;

men hvordan kan de gøre mig så lykkelig over at leve? Hvor kommer deres skønhed fra? Herren »ville gå forbi dem ...«.

Alt dette, som jeg nu har nævnt, er mirakler, små teofanier, som råber: »Gud lever! Gud har omsorg for jer! Gud er usigelig god! Gud er sååå stor!« til enhver, som ikke er tankeløs nok til at overse dem.

Nogle gange overser vi miraklerne, fordi vi er for overvældede til at sanse dem. Men i mit liv er det langt oftere sådan, at jeg får øje på dem i bakspejlet: Efter nogen tid erkender jeg, at Gud gjorde sine gerninger på en måde, som jeg ikke på det tidspunkt havde blik for. Min oplevelse minder om Jakobs: »Da Jakob vågnede, sagde han: 'Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke! '«90 På den måde kan det ske, at vi gribes af Guds virkelighed.

Vi svarer med lovprisning

At svare på Guds handlinger med tilbedelse og lovprisning betyder mere end blot at deltage i en lovsangsguds*neste med jævne mellemrum. Når jeg oplever vore dages »lovsangs-krige«, prøver jeg af og til at forestille mig, hvordan det kunne have lydt ved foden af Sinajs bjerg, hvis de samme argumenter var blevet taget i brug, da folket blev samlet ved bjergets fod efter at være flygtet fra Egypten, efter at vandet havde delt sig, så havbunden blev en midlertidig motorvej, efter at de havde set Farao og hans hær drukne og nu stod over for et bjerg, som skælvede og var hyllet i røg, mens de hørte lyden af kraftig hornklang. Her var det tid at lovprise Gud; men nogle kunne have sagt:

- Jeg bryder mig ikke om denne slags lovsang. Jeg syntes godt om den tamburinsang, som Mirjam sang, da vi havde krydset Det Røde Hav. Hvorfor synger vi ikke den sang længere?

- Denne her gudstjeneste varer alt for længe. Tre dage er alt for lang tid; jeg går over til hittitterne, for de praktiserer to-dages teofanier.

- Jeg kan bedst lide, når Aron leder lovsangen. Hvorfor skal Moses lede den? Hans stil appellerer ikke til min generation. Jeg vil gætte på, at israelitterne rystede og skælvede sammen med bjerget, da de samledes foran Gud denne dag, for de havde risikere t alt for denne Gud. De havde forladt deres hjem, mad og sikkerhed - og nu ville han gå forbi dem.

Det er en tanke værd, om kedsomhed over lovsangen (og kedsomhed generelt) i virkeligheden ikke så meget handler om sangvalg og liturgisk stil, som det handler om, at vi tilbringer for meget tid i båden. Når vi kommer i nærkontakt med Gud, som er herre over bjerge og storme, skælver vi.

Dette fører os frem til spørgsmålet om at »frygte Gud". Bibelen siger: »At frygte Herren er begyndelsen til visdom«91; men det er ikke noget, vi taler meget om i vores tid, hvor vores gudsbillede har en tendens til at blive mindre og mindre mere og mere behageligt. Engle har eksempelvis skiftet karakter fra ærefrygtindgydende, åndelige væsner til rare, personlige beskyttere. es.

Lewis bemærker, at englenes tilsynekomst i Bibelen altid var noget, som skabte rædsel, så ethvert møde med en engel blev indledt med et »Frygt ikke!«. Men en lille, buttet og smilende victoriansk engel, som vi kender fra diverse keramikfigurer, ser ud, som om den vil sige: »Så, så. Tag det nu bare roligt.«

Hvad vil det sige at frygte Herren?

Det betyder ikke, at vi behøver at være bange for, at Gud har onde eller ødelæggende ting i sinde, eller at vi ikke kan stole fuldt ud på hans kærlighed. I en engelsk film med titlen Cold Comfart Farm fortælles der om en sekt, som kaldes for »de skælvende brødre«, og som kendetegnes af, at de konstant ryster af angst for Gud. Deres yndlingssalme slutter med ordene: >>Verden skal brænde, men vi skal skælve.« Bibelens ord: »at frygte Herren er begyndelsen til visdom«, betyder ikke, at vi skal leve som skælvende brødre. I Narniafortællingerne lader es. Lewis en af personerne udtrykke frygt ved udsigten til at skulle møde Aslan - den store løve, som er fortællingens Kristus-figur. Personen spørger, om Aslan nu også er ufarlig, og får svaret: »Ufarlig? Hvem sagde noget om det?

Selvfølgelig er han ikke ufarlig. Men han er god!« Gudsfrygt indebærer ærbødighed og ærefrygt i en sund erkendelse af, hvem Gud er. Samtidig indebærer den en erkendelse af vores egen syndighed. Husk på den definition af frygt, som vi mødte i kapitel 6: Frygt er designet sådan, at den henleder vores opmærksomhed på fare, så vi kan tage de rette forholdsregler.

Lovprisning minder mig imidlertid også om, at der vil komme en dag, hvor der rettes fuldstændig op på vores faldne tilstand, og den dag vil vi fuldt ud forstå sandheden i, at »den fuldendte kærlighed fordriver frygten«.92 Når vi lovpriser Gud, ser vi frem mod den dag, hvor frygten sammen med synd, skyld og død skalovervindes og ødelægges. På den måde er lovprisningen, ved at minde os om Guds store magt og velvilje imod os, et af de vigtigste våben imod frygt.

Dallas Willard skriver:

Hellig fryd og glæde er den bedste modgift mod fortvivlelse og en kilde til ægte taknemmelighed - den slags, som begynder helt nede i tæerne, skyder gennem lænd og mellemgulv og op til toppen af hovedet, mens den slynger vore arme, øjne og stemmer op imod vores gode Gud.

Det kan være, at det er meget naturligt for dig at lovprise Gud på den måde; men sådan var det ikke for mig. Jeg voksede op i Den Svenske Baptistkirke, og det ligger ikke naturligt til svenskere at være meget udtryksfulde og lysekrone-svingende i deres lovprisning. En udadvendt svensker er en, som kigger ned på dine sko, når han taler til dig, og når en svensker lader sig rive med og bliver grebet af stemningen, siger han noget i retning af: »Yes! Sådan! Sådan skal det være, kammerat!« - og et sådant entusiastisk udbrud vil de huske i årevis.

På den baggrund skulle jeg lære at give udtryk for mit gensvar til Gud - min lovprisning og tilbedelse.

Ifølge Max DePree er en leders første opgave at definere virkeligheden. Den opgave tager Gud, som er den ultimative leder, meget alvorligt, og lovprisning handler grundlæggende om at definere virkeligheden.

I lovprisningen anvender jeg ethvert redskab, som står til min rådighed - hukommelsen, fantasien, musik, Bibelen, lignelser, billeder, danse - for at give plads til Guds storhed i mit liv. I lovprisningen proklamerer jeg, at Gud er virkelig og ægte, og min virkelighedsopfattelse ændres og skærpes af lovprisningen.

Her mindes jeg om, at virkeligheden er mere end det, som jeg kan se og røre ved; i lovprisningen erkender jeg, at jeg alt for ofte ser Gud gennem den forkerte kikkertlinse, og at jeg derfor ofte lever med en formindsket, indskrumpet Gud.

N år lovsangen og lovprisningen er bedst, handler det altså om at ophøje Gud. Et af de græske ord for lovprisning har forstavelsen mega, som betyder stor. I vore dage bruger vi det som forstavelser til alt muligt lige fra computerhukommelse til kirker, og i lovprisningen huskes jeg endnu engang på, at vi tilbeder den store Gud - en mega-Gud, herrernes Herre. Vi møder udtrykket i en af de klassiske lovsange i Det Nye Testamente, når Maria synger:

»Min sjæl ophøje r Herren.«93 Lovprisningen øger min evne til at opleve og erkende Gud.

I es. Lewis' bog Prins Caspian (Narnia, bind 4), støder et af børnene efter lang tids adskillelse på Aslan, Kristus-figuren. »Aslan, du er blevet større!« siger hun.

»Det er, fordi du er blevet ældre, lille ven,« svarer han.

»Ikke fordi du er blevet ældre?« »Nej - det er jeg ikke. Men for hvert år du vokser, vil du se, at jeg er blevet større.« Sådan er det med Gud og os, og derfor må beretningen om Peters gang på vandet ende i lovprisning og tilbedelse, for denne lovprisning slutter så at sige ringen i denne fortælling. Lovprisningen grundfæster og udtrykker disciplenes nye forståelse af, hvem Jesus er.

Peter kommer op i båden, og de andre spørger ham: »Hvor stor er Jesus?« Og Peter kaster hænderne højt op over hovedet og siger: »Sååå stor!« Og J esus kommer op i båden, vinden lægger sig, og stormen forsvinder derhen, hvor alle storme går hen, når Gud befaler dem at stikke af, og pludselig får disciplene en dybere forståelse af, hvem der sejler i båden sammen med dem: »Sandelig, du er Guds søn.«94 Og så løfter de alle hænderne op over hovedet.

Sååå stor!

Sådan går det altid, når nogen træder ud af båden. De bliver aldrig de samme igen. Deres lovprisning bliver aldrig den samme, og deres verden heller ikke. Hvordan vandgangen så end kommer til at gå - om de synker eller svømmer, vil noget være forandret.

Denne sandhed gælder også for dig. Fra dette punkt og livet igennem gælder det, at hver gang du går på vandet, stoler på Gud og søger at forstå og adlyde hans kald i dit liv, vil din Gud blive større og din lovprisning blive dybere, rigere og stærkere.

Årsagen er, at Jesus endnu ikke er færdig med dig. Han arbejder på at skabe mennesker, som vover at stole på ham, og som nægter at lade angsten få det sidste ord. Han ønsker at skabe den holdning hos os, at vi ikke lader os afskrække af risikoen for en fiasko. Han går stadig forbi - og her er din chance for at adlyde hans kald.

Det er dit livs chance.

Det er tid at gøre noget grænseoverskridende!

Men husk: Vil du gå på vandet, må du ud af båden.