ugerefleksioner2018 | nielspedernielsen.dk

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Lukasevangeliet 2,25-40

Normalt er der mange gudstjenester her i julen!

Jeg læste tilfældigvis en gammel prædiken af Kaj Munk, hvor han blandt andet sagde dét, men så skyndte sig at tilføje at det var sandelig ikke en for mange.

Juleaften er måske mest børnenes, og den juleaftenstradition vi har er forholdsvis ny, begyndte for ca. 75 år siden, som børnegudstjenester.

Juledag er julebudskabet for os alle.

2. juledag er måske for de unge, med fortællingen om den unge Stefanus, der fuld af ildhu gik i døden for sin tro, og så er dagen i dag – julesøndag - de gamles.

Teksten i dag er fortællingen om de to oldinge Simeon og Anna, som begge er i firserne, men de er begge to gamle kærlige mennesker, fyldt med ro og værdighed og venlighed, og de lyser af ”aftenfred”.

Kaj Munk skriver: ”Der findes gamle mennesker, der af sommerens hede og efterårets storme er blevet dybt modnede og har over sig et skær af solnedgang - skæret fra slottet i Vesterled falder på deres opadvendte ansigter, og de kommer til at lyse, som om de på deres vandring mod den himmelske glans, nu er kommet den så nær, at dens første stråler allerede genspejler sig på dem.”

Der er nogen, der har fået den lykkelige gave at ældes med ynde, og det må vi vist sige, at den gave havde både Simeon og Anna fået.

For er ungdommen den energiske og udadrettede og aktive del af livet, så er alderdommen ofte noget andet, men den vil tabe i en kultur, der er så fikseret på f.eks. ungdom og skønhed, og i en ofte noget perspektivløs og ofte helt værdiforladt debat med flygtige begreber som ung, yngre yngst - stærk stærkere, stærkest - god, bedre, bedst o lign. – alt sammen debatter, hvor den gamle ofte må se sig slået, fordi (værdi)debatten næsten altid falder ud til fordel af den unge, den smarte, den stærke, den veluddannede, den raske, den kønneste osv.

Men dagens tekst derimod peger på en vinkel, hvor alderen ikke just er en hindring, netop fordi Åndens virke, livet med Gud, ikke nødvendigvis svinger op og ned alt efter hvor man er i livet – fordi det er helt andre parametre, der gælder.

I dagens tekst er vi så heldige at møde et par, som har deres værdier parkeret et andet sted end på de flygtige tings alter, og som kan “udfylde” den tid, den alderdom, der er deres - lige nu.

I parantes tænker jeg også, at min egen generation har grund til at rejse sig mod den mindreværdsfornemmelse, som let kan komme, når man føler sig sat udenfor det gode selskab i mødet med ord som ældrebyrde, negativt ladede ord som seniorpolitik, seniorordning og sejlivede myter, der går på, at alderdom er lig med sygdom og forfald.

Bibelen tegner et andet billede af, hvad det vil sige at være gammel og hvordan en gammel ser ud i Guds øjne.

PPT Job 32:v8 ”Men det er den ånd, som er i mennesket, den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt;

PPT Sl 92:15. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne,

PPT Ordspr. 2:6f For Herren giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og forstandighed; v7 han har forråd af fornuft til de retskafne, han er skjold for dem, der vandrer retsindigt; v8 han beskytter de rette stier og vogter sine trofastes vej. v9 Da forstår du retfærdighed, ret og retskaffenhed, alle de gode veje, v10 for visdom fylder dit hjerte, og kundskab gør dig godt. v11 Din omtanke vogter dig, forstandigheden beskytter dig;

Men tilbage til de to og den spiritualitet, vi kan udlede af teksten.

Simeon: Han er en lovprisningens mand, retfærdig, from, Helligånden er over ham og har åbenbaret sig for ham og tilskyndet ham til at møde Jesus.

Anna forlader aldrig templet, tjener Gud nat og dag med faste og bøn og fortæller om barnet til alle.

Wow siger jeg bare. Der er ikke mange, der har sådan et register at stærke åndelige ting

Men hvad er så fællesnævneren for disse to gamle, åndelige personligheder?

De kunne ”råbes op” af Helligånden

Hos Simeon er det noget så dagligdags, som en tilskyndelse til at gå hen i templet, og herefter forløses noget endnu vildere, (lidt senere)

Hos Anna er det også noget så dagligdags, som at opholde sig i templet - hele tiden.

For dem begge er det kendetegnende, at de kan lytte, at de går på det de ”hører” og ”finder” noget stort.

Simeon ”lytter” sig til, at – ”at han ikke skulle dø, før han havde set Herrens Salvede”.

NT indeholder historier om mange, der ”lytter” sig en besked - direkte fra Gud - fra Helligånden.

Her bare et par stykker (pinsedag +)

Pinsedag - Ap. G. 2,4: ”De talte alle hvad Ånden indgød dem at tale”. – og 3000 omvendte sig og kirken blev født pinsedag

Kirkens første tid - Ap. G. 8,29: ”Da sagde Ånden til Filip” – og den etiopiske hofmand blev kristen og døbt.

Ap. G. 10,19: ”Og mens Peter grundede over synet, sagde Ånden: Se der er to mænd, som søger efter dig” - og hofmanden Cornelius, en romersk officer, en hedning, blev døbt, fyldt med Helligånden, hele hans hus blev frelst, - og hedningemissionen var indledt.

Wow siger jeg bare

Vi har i Bibelen over 100 eksempler på, hvad der sker, når Gud taler, både i GT og NT.

Lad os følge i deres kølvand i 2019 og lade det nye år være et år, hvor vi oprigtigt søger Gud for tilskyndelser, ord, billeder og profetier?

De kunne videregive, hvad Gud talte til dem om.

Fra GT og NT kender vi rækker af profeter, som Gud prompter, ”kalder” og som handler på det, de modtager fra Gud.

Og sådan også med vores to gamle.

Simeon tog Jesusbarnet i favn, og bringer en profeti fra Gud - om Jesus og - om Maria:

Om Jesus: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges

OmMaria: - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."

Klar og sand tale/profeti og begge gik i opfyldelse.

Jesus er sat til fald og oprejsning for mange.

Han blev og bli´r til frelse for mennesker (oprejsning) eller til dom - fortabelse (fald).

Maria selv oplevede som mor til Jesus svære tider, som oplevedes som at få et sværd stukket gennem hjertet.

Det profetiske og den profetiske tjeneste har ikke altid lige nemme kår, men det er noget vi hele tiden skal arbejde med.

Morten Munch delvis skrev og delvis redigerede i 2005 Oasehæftet KIRKENS PROFETISKE DIMENSION og jeg citerer lidt fra Morten Munchs undervisning.

Han kommenterer 1. Kor.14 hvor det profetiske har en række forskellige funktioner.

Det drejer sig om at opbygge (v.3), formane eller opmuntre (v.3), trøste (v.3), belære (v.31) og formidle Jesu nærvær (v.24f).

PPT Morten Munch: ”Det særlige ved profeti er, at disse funktioner sker på baggrund af og som regel i bevidsthed om en konkret tilskyndelse af Ånden, en åbenbaring i billede, syn, ord eller et indtryk i sindet.

Dette åbenbaringsaspekt giver opbyggelsen, formaningen, trøsten og belæringen særlig mulighed for at trænge ind til modtagerne og bringe forandring, også hvor der er modløshed, apati, vantro, synd og andre forhindringer”. (Citat slut)

Igen må vi spørge hinanden. Har vi oplevet at have nogle ord fra Gud til nogle mennesker, eller nogle billeder fra Gud til andre mennesker, noget som bringer opmuntringer, advarsler, hjælp og vejledning? Hvad med i 2019? Er det ikke det vi skal prøve i større udtrækning at gå efter?

Evnt mine ord fra lørdag morgen kl. 5, hvor det mange gange lød sådan: - ”men jeg har det imod dig, at du mangler kraften fra det høje”

De levede i bønnens kraftfelt.

Anna tjener Gud med - ”faste og bønner nat og dag” - og ”Hun trådte frem i samme stund, priste Gud”

Simeons bøn lyder sådan: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Bønnen er et udtryk for et levende, personligt forhold mellem Gud og mennesket – og det mest intime forhold i menneskelivet, og derfor kan også den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila, sige: "Bøn er venskab”

Men før et venskab kan udvikles, må parterne lære hinanden at kende.

Gud kender os, men mange kender ikke ham, og bønnen lærer os med tillid at nærme os den levende Gud og bede Ham om hjælp, vejledning, helbredelse, fred, lykke osv. og vi gør det på nogle løfterige ord af Jesus: ”Bed og der skal gives jer ... for enhver som beder, får" (Luk 11.9-10).

Lad mig slutte med nogle citater, som kan være med til at føre os selv og andre ind i en spiritualitet, som vi feks. møder gennem de to gamle - Simeon og Anna

Henry Nouwen (døde september 1996) en kendt kristen forfatter og tænker, anser det vigtigste vi som kristne kan foretage os i vores indre liv med Gud er: PPT "at vi i sandhed er mænd og kvinder med et brændende ønske om at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed", (citat slut)

Og i den forbindelse anviser han en "indre vej” - en vej, som omfatter fire stationer: Stilhed, bøn, eftertænksomhed og tilbedelse.

Jesuitten Gerard W. Hughes har skrevet en bog: Gud i et og alt - om menneskers længsel og Guds nærvær (Boedal 2005) og i den nævner han flere spændende udfordringer til vores liv med Gud, især bønnens udfordring, og minder om,

PPT Gerard W. Hughes

1.”- at for mange handler det om i en fortumlet verden at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vores ordrige menigheder”.

- at vi som kirke, menighed og fællesskaber må finde tilbage til bønnens sprog og kilder og bønnens praksis.

- at den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være kristen.

Her tænker jeg lidt som før: Hvorfor ikke lade 2019 være et år, hvor vi fylder os med et brændende ønske om ”at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds ord og smage Guds uendelige godhed", ---- og ”finde tilbage til bønnens sprog og kilder, genvinde bønnens sprog”

- i kirken og i fællesskaberne og vise hinanden, at ”vi har tid til bøn og har tid til at leve som kristen”.

Simeon og Anna er et par gamle trossøskende og gennem deres liv viser Gud os, at han bruger almindelige mennesker til at gøre det værk han vil have gjort, og som vi har set, så sker det for deres vedkommende gennem

1. Helligåndens profetiske nærvær og kraft.

2. Bønnens trosopbyggende funktion.

“Hvad ser og hvad hører du for det nye år 2019”?

Amen

Jeg vil gerne dele med jer en reflektion over teksten til 1. sø. i advent om Jesu komme

Matthæusevangeliet 21,1-9

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Hva så præst? Jeg synes du har taget en palmesøndagstekst frem her i dag?

Rabler det ikke lidt for dig?

Jo det kunne man måske godt for en overfladisk betragtning spørge om, men det giver også god mening at tage den frem i dag på 1. sø. I advent.

Vi har mange slags år. Et arbejdsår, et regnskabsår, et skoleår, et sabbatsår.

Også i kirken har vi et særligt år. Et kirkeår kalder vi det sjovt nok, og det nye år i kirken begynder i dag.

Der er en anden stemning over første søndag i advent end over nytårsdag, for ved et årsskifte kan vi godt føle os lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil bringe os og om vi kan klare os, og vi føler måske lidt vemod over, at tiden går, og år følger efter år og vores liv går på hæld og livsafslutningen toner frem i horisonten.

Men sådan føler vi det ikke ved kirkens nytår.

Det føles meget anderledes, for der er vi ikke alene med vores egne tanker, for der hører vi om kongen, der kommer til os, og vi ved, at det nye år vil bringe os mange stævnemøder med den levende Gud, gennem ordets forkyndelse, ved gudstjenester og andre fællesskaber, gennem lovsangen, gennem bønnen, gennem dåb og nadver, gennem fællesskab om troen, og som garant for disse velsignelser er Kongernes konge, der kommer til os, og i hvis evige rige vi som kristne må befinde os.

Alene sceneriet fortæller meget om den fantastiske konge vi har i Jesus Kristus, men måske synes vi det er vældig ydmygt, at himlens kongesøn, ham, der har skabt himlen og jorden og har den i sin hule hånd, rider på noget så ”usselt” som et æsel, og det er ikke den måde vi tænker på om statsledere, der har magt til at sætte en hel verdens dagsorden.

Vores dronning kommer i Rolls Royce, EUledere, verdensledere og statsledere kommer mindst i Audi eller Mercedes, og det skal alt sammen udstråle magt og pondus, men det er dog kun fordi vi lever i en verden, hvor der er etiketter for, hvad der skal ske, når statsledere, konger og andre vigtige standspersoner er på farten og lader sig se.

Men sådan er det ikke omkring kongerne konge, Jesus Kristus. Han knytter sin kongeværdighed til Biblens omtale i Zakarias kap. 9, hvor der står: ”Bryd ud i Jubel Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter. Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”

Jesus kommer ridende på et æsel, men hvorfor så enkelt og simpelt?

Måske kan et lille tidshistorisk tilbageblik være med til at fortælle os hvorfor.

Jo se, en rigtig hersker, der virkelig havde magten og ikke frygtede for sin position kom altid på et æsel, og det signalerede, at herskeren kom med fred, og at man ikke havde noget at frygte, og der er billeder og tekster fra det mellemøstlige område, så langt tilbage som for 5000 år siden (altså 3000 år f. Kr.) - fra Tyrkiet i nord og langt ned i de arabiske lande - der beskriver, at når konger, dronninger og – for den sags skyld guder - skulle fra det ene sted til det andet, i - om man så må sige – officielt ærinde, så foregår det ikke til hest, ikke i bærestol, ikke i vogn, men på et æsel, et trækdyrs føl, og derfor er det ikke tilfældigt, at det er et ydmygt, for nogle et latterligt ydmygt dyr, æslet, som profeten Zacharias hiver frem af posen til profetien om den nye verdenshersker, Jesus, og som alle evangelisterne refererer til. Men det er det helt rigtige dyr, der vælges - et ridedyr, som en ”rigtig” konge skal ride på, når han kommer på officielt besøg, og det er, hvad der er tale om hin palmesøndag for de mange år siden.

Æslet understøtter den ”ægte og rigtige” konge, der ikke har behov for at ”stive sig af” med heste, soldater, elefanter, Mercedes er eller Audier.

Og Jesus understøtter ekstra freden ved at æslet endda havde sit føl med. Hvor fredeligt.

Æslet og føllet ”garanterer” at Jesus er en ægte og rigtig konge, der ikke kommer med magt, og der er en situation i GT, som belyser og underbygger det.

I 1. Kongebog 1:34f læser vi om striden om tronen mellem Davidssønnerne Adonija og Salomon.

Kong David er gammel og svag, men ikke død endnu. Adonija lader sig hylde til konge med stort gæstebud, hest og vogn og en livvagt på 50 mand.

Men kong David trodser sin oprørske og magtfulde søn, og fører sin vilje igennem ved at lade sin søn Salomon ride på et mulddyr (krydsning af et æsel og en helst) til Gihonhilden, hvor han salves til retmæssig konge over Israel.

Og vi ved jo også, at han var udvalgt af Gud til konge, og Salomon behøvede derfor ikke at stive sin ”falske” magt af som Adonija.

Jesus opfylder og udfylder profetien fra Zak 9 og er den rigtige konge, fredskonge, og selvom der måske var 2,5 millioner, der ifølge nogle bibelfortolkere, var presset ind i Jerusalems gader hin palmesøndag (måske i år 32), og det er da et optog, der er til at få øje på, men vi hører ikke om, at kongen (Jesus) af den grund vælger at nå sit mål ad nogle sidegader eller i en sen nattetime.

Nej for Jesus lader sig ikke sådan skræmme eller true af ledere, medløbere, folkestemning eller andet.

Hans gør, som salmedigteren Thomas Kingo i 1689 i DDS 176 siger:

Dog vil han fri i sinde

mod sine fjender gå;

han ved, han skal dem binde

og evig sejer få.

Her er han, som vil løse

hver syndebunden træl;

her er han, som vil øse

trøst i hver bange sjæl.

Her er han, som vil favne

dig med sin kærlighed;

her er han, som vil gavne

dig med sin blodig sved.

Jesus er ikke et magtmenneske i gængs forstand, og han signalerede en anden konge- og ledelsesstil gennem valget af æsel og føl i modsætning til en fyrig hingst, eller en elefant som hærføreren Hannibal fra Karthago i Den anden Puniske krig i 218 f.Kr.

Jesu ”magt” skulle ikke true og skræmme, og dog er hans magt større end de mest skinnende våben kan demonstrere.

Denne verdens magtmennesker har måske nok høje embeder, men i sig selv er de kun mennesker.

Når de tager hjem fra kontoret, så lægger de det fine tøj, så bliver de måske urimelige over for kone og børn, eller de bliver til små mennesker, som ikke kan falde i søvn på grund af bekymringer, trods al den magt de har, når de træder ind på de fine kontorer.

Anderledes med Jesus.

Bag hans kongedømme står de rigtige kræfter, hele tiden, men det ved dog mange i dag - som dengang - ikke, men de skal vide, at han lige fuldt i dag er himlens konge, en evig konge, vores konge, og --

han kom og kommer - ikke for at ødelægge, men for at elske.

han kom og kommer ikke for at fordømme, men for at hjælpe og frelse.

han kom og kommer ikke med våbenmagt, men i kærlighedens styrke.

Og han er ikke blot til skue, så vi frit kan se på.

Han ønsker at røre ved os, bo i vores hjerter ved troen, og i sin kærlighed og nåde vil han bo og fylde os med en fred, en glæde og en livskraft, som kun han kan give.

Det er hilsenen til os denne 1. sø. I advent, at Jesus rider ind i vort nye kirkeår, som frelser og befrier og svarer på hosiannaråbet og -bønnen: ”Herre frels dog” med et "Det er fuldbragt" .

Og derfor vil vi også på denne dag hylde ham, hylde ham for hans villighed til at frelse og endnu et år drage ind i vores kirkeår med sin nåde og kraft, og derfor skal også vore hosiannaer lyde fra vore hjerter denne dag, ægte og ydmygt: ”Herre frels dog”, men også vort halleluja, vores lovprisning til ham skal klinge, fordi han for os har svaret på bønnen: ”Herre frels dog" med sine mægtige gerninger lige siden, og hvor vi i årtusinder har set og været vidner til, at sejrskræfterne han bruger og udløser i vores sted er virksomme --

at kærligheden sejrer over hadet.

at synden og døden må vige.

at Guds kraft har tilføjet ondskabens fyrste et heftigt nederlag.

at Helligånden er udgydt iblandt os og virker på en mægtig og overbevisende måde, hvorved Jesus får plads som en tydelig og overbevisende konge i det Gudsrige, han selv har oprettet ved sin død og opstandelse for din og min skyld, og i dette gudsrige er han stadig virkelig og nærværende den samme: Frelseren, den ydmyge, kærlige og samtidig strålende, stærke konge, der også snart kommer igen for at oprette Guds rige i al sin herlighed og i den anledning også skal dømme levende og døde, som vi har sagt det i trosbekendelsen.

Som Guds folk har vi en konge, som giver os en evig fred og glæde, og hos den konge må vi søge ly og læ, styrke og ro.

I os selv er der uro og forandring, og vi skifter tøj efter forholdene, festtøj eller sørgetøj, det fine kontortøj eller det slidte arbejdstøj.

Men når vi holder os til Jesus, så har vi på en måde i åndelig forstand altid festtøjet på, for festens Herre er kommet, og kommer, og hans nærvær lægger op til fest og glæde i dag som dengang uden for Jerusalem, og den glæde og den feststemning kan ingen tage fra os, og ingen kan frarøve os den styrke og ro, som vi må hvile i, når Jesus er vores konge.

Til slut skal nævnes, at indtoget også peger frem mod det helt store indtog, hvor jubelen ikke skal forstumme:

”Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og tungemål. De stod foran troen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på troen, og fra lammet” ÅB 7,9-10.

Så tag ikke fejl af Jesus på æslet med føllet.

Han er kongen. Frelserkongen. Han kunne være kommet i magt og herlighed dengang, men så var du og jeg ikke blevet frelst først.

Han måtte besøge os i ydmyghed og løskøbe os, og samle sig et folk, som han kan fremstille dadelfri for sin faders trone.

Amen og kort bøn

Ord efter Irenes tungetale kl. 9,50 og efter at jeg i morges (30. nov) i sengen havde en fornemmelse af, at der var nogle ord, som måske skulle afslutte min prædiken på søndag. 1. sø. I advent.

Velkommen til mit nye år.

Grund grundigt over inkarnationen, at jeg blev menneske, vandrede iblandt jer og gjorde mit store frelsesværk.

Nytåret vil bringe jer nåde og fred, kraft og kærlighed, vil bringe jer vækst og fornyelse, bøn og lovsang, tilbedelse og ophøjelse af mig, lyder det fra Herren.

Det vil for jer være året med nye kald med mulighed for at udvise mod, vise kraften i min opstandelse og vise, at jeg kan skabe nyt, og at jeg kan genoplive det, der er på vej til at dø, og at jeg kan genrejse fallerede mennesker, som jeg elsker dybt, lyder det fra Herren.

Det nye år vil bringe jer overraskelser, glæder og sorger, sorgen over synd, umenneskelighed og hårdhed i hjerterne, lyder det fra Herren

Men det bliver også året, hvor I skal se mig gøre store ting iblandt jer, lyder det fra Herren.

I vil opleve at komme til kort med jeres egne planer og tanker, og I vil se mig gøre underværker, som I hidtil kun har drømt om, lyder det fra Herren

Husk, at jeg ikke er en slagen Herre, men det er mig, som fører fjenderne i sejrstog sammen med jer, lyder det fra Herren.

Jeg står stadig ved roret i min kirke, mit skib og jeg vil lede jer til fangststederne, lyder det fra Herren.

Tag ikke fejl, jeg er ikke svag og jeg er ikke trådt i defensiven, og denne verdens fyrste skal mærke hvem, der er sejrherren, lyder det fra Herren.

I skal se og følge med i, hvad jeg gør overalt på jorden i disse sidste tider. Folkeslag efter folkeslag vil åbne sig for mit ord, men der vil være megen modstand - som altid - lyder det fra Herren.

Tænk på den sejrende flok, som har nået herligheden og vifter med palmegrenene, lyder det fra Herren. Amen

En gang imellem er det godt at vide, at mennesket slet ikke på alle området er bedst, og at der i skaberværket er noget, der langt overgår os.

Læs følgende, som jeg har hentet fra hjemmesiden http://www.naturpaedagogik.dk/nysammenlign.htm

Hvis jeg var en.... noget om sammenligninger

Det er sjovt, fascinerende og spændende at sammenligne hvad dyr evner med en selv. På den måde kan man perspektivere deres særheder og specielle evner og kan ikke lade være med at blive imponeret over naturens mangfoldighed. Man får en anden indlevelse i tingene ved at afprøve dyrs præstationer på egen krop og måske endog en anden respekt for dyrene, når man med sin egen krop indser, hvor imponerende deres præstationer egentlig er. Ud over at afprøve sin egen krops ydeevner i denne forbindelse, er alt dette også en god mulighed for matematisk træning i kraft af de forholdsberegninger, som nedenstående eksempler giver gode muligheder for:

En hare kan løbe op mod 80 kilometer i timen, eller fra den ene ende af en fodboldbane til den anden på under 5 sekunder. Når jeg er nået ca. en tredjedel op af banen er haren ved at være færdig - prøv selv, få en kammerat til at tage tid med et stopur.

Her er nogle andre dyr, som man kan prøve at løbe om kap med:

Havesnegl: 0,08 km/t

Løbebille: 3 km/t

Snog: 5 km/t

Pindsvin: 8 km/t

Egern: 22 km/t

Menneske (verdens hurtigste 100 meter-løber): 37 km/t

Bjørn: 45 km/t

Rådyr: 50 km/t

Ræv: 60 km/t

Struds: 64 km/t

Hund (Greyhound): 65 km/t

Hest: 88 km/t

Gepard (hurtigste landdyr): 115 km/t

Vandrefalk (nedad i luften - verdens hurtigste dyr): 259 km/t

Det engelske tidsskrift Veterinary Record har opstillet nogle sjove sammenligninger vdr. menneskelige rekordresultater:

• Usain Bolt løb 100 meter på 9,58 sekunder; En gepard løber den samme distance på 5,8 sekunder.

• Usain Bolt har også rekorden på 200-meteren på 19,19 sekunder; En gepard løber den samme distance på 6,9, en væddeløbshest på 9,89 og en greyhound kan løbe den på 11,2.

• På distancen 400 meter er Michael Johnsons verdensrekord på 43,18 sekunder. Den er imidlertid 19,2 sekunder for en væddeløbshest og 21,4 for en greyhound.

• David Rushida kan løbe 800 meter på 1 minut og 41 sekunder. Gaffelbukken tilbagelægger samme distance på 33 sekunder, mens 49,2 sekunder er greyhoundens tid.

• Patrick Makau Musyoki tilbagelagde i 2011 de 42,195 kilometer i Berlin Maraton på 2 timer, 3 minutter og 38 sekunder. Det giver ham en gennemsnitshastighed på imponerende 20,48 kilometer i timen.Det anslås, at både en gaffelbuk og en struds ville kunne klare et maraton på 45 minutter med en gennemsnitshastighed på cirka 48 kilometer i timen (flere eksempler kan ses på http://www.popularmechanics.com/outdoors/sports/physics/animal-kingdom-top-marathon-runners-pronghorn-antelope#slide-1).

Fra hastighed nu til noget lidt andet: På et døgn kan en spidsmus spise næsten lige så meget, som den selv vejer. Skulle jeg gøre det samme, kunne jeg fx. vælge at gå over på det lokale pizzaria og bestille 170 pizzaer, så havde jeg lige akkurat til resten af dagen...

Græshopper kan slå med vingerne 25 gange i sekundet, prøv selv hvor mange gange på 10 sekunder du kan baske med armene - græshopper kan altså 250 gange!

Nu vi er ved græshopperne: En græshoppe kan hoppe omkring 100 gange sin egen længde. For mit vedkommende ville det betyde, at jeg helt sikkert ville vinde guld ved de Olympiske Lege med et længdespring på intet mindre end 180 meter svarende til længden af to fodboldbaner. Den eksisterende verdensrekord er på 8,95 meter, så det ville være en forbedring på lidt over 2000% - noget der vist aldrig er sket før!

Løvfrøer kan hoppe op til 120 gange i træk - kan du det? En spidssnudet frø på bare 5 cm. kan hoppe over to meter i ét spring - altså 40 gange dens egen længde.

Kænguruer kan holde en hoppefart på 40 km/t - hurtigere end jeg kan cykle, og kan i sprinter nå op på 65 km/t. De kan nå op mod 13 meter i et enkelt hop, så man skal altså hverken løbe om kap eller hoppe om kap med en kænguru.

Man skal ikke gabe over mere, end man kan spise. Slanger kan pga. deres specielle bygning af underkæben sluge bytte, der er mange gange større - i hvert fald højdemæssigt - end dem selv. Kunne du gabe over lige så meget som en stor pythonslange, ville du uden problemer kunne stoppe fire dobbeltburgere sat oven på hinanden ind i munden på én gang!

Almindeligvis anbefaler man, at voksne mennesker drikker mindst 1½ liter vand om dagen - en hunlus, der sætter sig fast på et menneskes hovedbund kan sagtens leve op til dette, hvis vi omregner ift. legemesvægt, svarer hunlusens bloddrikkeri til, at et menneske drikker 38 liter om dagen!

Mosehornsuglen kan se otte gange bedre end vi i mørke og betydeligt skarpere på lang afstand. Således kan den få øje på en mus, der er en kilometer borte i hvad der svarer til skæret fra et stearinlys. Du kan selv prøve, om du kan skimte et stearinlys på blot 100 meters afstand, det er meget svært.

Katteloppen har store springben, så selv om den kun er ca. 2 mm. lang, kan den hoppe højt, ca. 34 cm. eller intet mindre end 170 gange sin egen højde. Jeg kan fortælle, at jeg er 180 cm. høj - hvis jeg havde samme evne som katteloppen, ville jeg vinde verdensmesterskabet i højdespring med et hop på 180x170 = 30600 cm = 306 meter! Den eksisterende verdensrekord er på 2,45 meter, så det ville være en betragtelig forbedring og ville endda også slå kænguer, som ikke ualmindeligt hopper 3,1 meter op.

En ræv kan høre selv den mindste lyd på 100 meters afstand. Hvor langt væk kan du høre, hvad to kammerater hvisker om?

Flagermus udsender og kan høre ultralyd, altså lyde, der er højere end vi mennesker kan høre. Unge mennesker med god hørelse kan høre lydfrekvenser mellem 20 og 20.000 Hz, altså lyde der svinger op til 20.000 gange i sekundet (20 kHz)., mens vores flagermus kan høre i frekvensintervallet 20-130 kHz. Kan man låne en frekvensmåle er det sjovt at prøve, hvor høje og lave toner man egentlig selv kan sende ud. Prøv også med en hundefløjte, som udsender ultralyd; hunde kan nemlig også høre højere toner end vi.

Nogle fugle, som fx. silkehaler, har udviklet en meget stor lever, så den kan tåle at spise gærede bær, uden at blive så fuld så det giver flyvnings-problemer. Hvis jeg havde en lige så effektiv lever som silkehalen, ville jeg kunne tåle at drikke en hel kasse guldøl i timen - uden at blive fuld! Så ville det blive dyrt at gå til fest.

Der kendes eksempler på katte, der har overlevet fald på mere end 50 meter, rekorden er en hunkat i Canada, som faldt ned fra en altan på 19. etage. Dette er ikke noget, man selv skal prøve på, for de fleste mennesker er et fald på 2-3 meter voldsomt og kræver godt faldunderlag og stor koncentration. Katte vrider og drejer sig i luften på under et sekund, så selv om en kat skulle falde på ryggen ned, vil den lande på sine fire ben og den forstår at bruge dem godt som støddæmpere.

Ville du kunne klare et fald på 100 meter, direkte på hovedet ned på en asfaltvej? Nej vel, men det kan en skarnbasse og mange andre insekter klare, hvis man omregner dimensionerne i forhold til deres størrelse. Årsagen er, at deres ydre skelet er et rent panser og at deres hjernesystem slet ikke er så følsomt overfor traumatiske rystelser som vores. Kakerlakker er også hårdhudede dyr: De kan modstå tryk, der svarer til 900 gange deres egen kropsvægt. Det svarer til, at et menneske på 60 kilo skulle kunne modstå et tryk på 54 tons, hvilket ret præcist svarer til, at det pågældende menneske bliver lagt under et bræt, hvorpå der står et fuldt lastet lastvognstog.

Hunde kan trække op til 35 kg. pr. kilo legemesvægt. Kunne jeg det samme, ville kunne trække en lille varevogn på 3 tons. Man kan fylde sten på en trækvogn og prøve selv, men lad nu være med at spænde naboens hund for. En afrikansk elefant kan løfte omkring 300 kg. med snablen og bære 820 kg. på ryggen. Nogle af vores nærmeste slægtninge i dyreriget er også væsentligt stærkere end vi: En Gorilla kan eksempelvis løfte op til 900 kg.

Om hunde lugter godt er en smagssag, men de kan lugte imponerende godt: Hunde kan med lugtesansen holde et spor flere hundrede kilometer. Menneskets har ca. 20 millioner lugte-sanseceller, mens en hund typisk har mellem 100 og 200 millioner. Hunde kan lugte menneskers fodspor, idet den kan lugte de få molekyler smørsyre, der udskilles fra fodsålen og trænger ned gennem skosålen. Prøv at lave en leg, hvor en person går en rute og spreder lidt kaffegrums på sin vej - vil en anden person med bind for øjnene kunne finde vejen? Hunde ville kunne - endda uden kaffegrumset.

Nogle sommerfuglearter har også en fantastisk lugtesans, her er der tale om, at hunnerne udsender et særligt stof, et feromon, som tiltrækker hannerne. Man har ved forsøg observeret, at hanner kunne lugte sig frem til en hun (via 40.000 sanseceller på antennerne) på op til 11 kilometers afstand. Nogle natsværmere er så gode til at snuse sig frem til hunnerne, at det svarer til at en dreng i København ville kunne lugte en pige i Roskilde.

En løve sover 21 timer i døgnet - hvor meget sover du? Gennemsnittet for et menneske er 7-8 timer, vi bruger således omkring en tredjedel af hele vores liv på at sove, mens løverne bruger syvottendele!

Hanløver kan til gengæld brøle enormt højt - det kan på savannen høres 5 km. væk, hvor du knapt nok vil kunne råbe noget, der kan høres 1 km. væk.

Sæler kan dykke ned og være under vandet i 30 minutter, flere arter sover endog under vandet. Jeg vil ikke opfordre til, at man direkte afprøver, hvor længe man kan holde vejret under vand, men prøv bare oppe på land med et stopur. Sælerne svømmer rundt og er aktive under vandet, mens de holder vejret - prøv at se, om det gør nogen forskel på menneskers evne til at holde vejret om man sidder stille eller vandrer rundt imens.

At sammenligne sig selv med verdens største dyr er helt svimlende, men her kommer nogle størrelser til sammenligningen: Blåhvalen er det største dyr, der nogensinde har eksisteret. Den er dobbelt så tung som den største dinosaurus, vejer ligeså meget som 40 elefanter tilsammen og bliver lige så lang som et Boing 737-passagerfly. Blåhvalens tunge er så stor, at der kan stå 50 mennesker i dens mund, og dens hjerte vejer det samme som en mindre bil. Hannens penis er 3 meter lang. Blåhvalens unge vejer lige så meget som en hunelefant. Den drikker næsten 400 liter mælk om dagen med en fedtprocent på 40, svarende til piskefløde. Men så tager den også op mod fire kilo på i timen - godt du ikke gør det!

Spækhuggeren, som er en tandhval, kan svømme op mod 60 kilometer i timer. Hvor meget kan du svømme? De hurtigste konkurrencesvømmere (altså blandt menneskene...) kan klare at svømme 2 meter i sekundet svarende til ca. 7 kilometer i timen, så spækhuggerne er mere end 8 gange hurtigere.

Sammenlignet med kropsstørrelse er vandlopperne dog endnu mere imponerende: De bittesmå dyr (ca.1 mm.) kan i nogle tilfælde migrere i vandsøjlen (om natten trækker vandlopper opad mod havoverfladen for at spise af planteplankton) med 90 meter i timen, hvilket svarer til 45.000 gange deres egen størrelse. For mig vil det svare til, at jeg skulle kunne svømme opad med 81 km/t, hvilket jeg godt tør røbe, at jeg ikke kan! For at det ikke skal være løgn, bliver det endnu mere imponerende, når man ser på vandloppers flugthop: Min specialevejleder på biologistudiet har beskæftiget sig netop med dette og han udtaler følgende: "Med flugthop kan vandloppen flytte sig 1.000 kropslængder pr. sekund. Hvis det lille dyr havde menneskestørrelse, ville det svare til en hastighed på ca. 5.000 kilometer i timen og en acceleration, der er hurtigere end et jetflys. Vandloppen kan altså også bryste sig af at være verdens hurtigste vanddyr," siger Thomas Kiørboe (http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/danskere_finder_verdens_starkeste_dyr).

En myre kan løfte cirka 40 gange mere, end den selv vejer og det i kæberne. Med denne byrde kan den sagtens vandre mere end 30 meter. Hvis jeg kunne det samme i forhold til min højde og drøjde, ville jeg kunne tage min bil, med hele min familie i, og bære den ud til motorvejen (godt 1 kilometer), løftet højt op i luften. Nogle dyr en endda stærkere: Mange snubille kan bære 200 gange deres egen vægt - relativt oversat til mine forhold, så ville jeg kunne tage buslinje 5A og kaste den op i luften med chauffør, passagerer og baggage.

Hvor mange søskende har du? En klumpfisk vil kunne have 500 millioner, idet det er dette antal æg, hunnerne gyder. Men i praksis går næsten alle æggene til, så eksemplet er lidt søgt - antallet af æg er dog vildt imponerende og er det største i dyreriget. Set over et helt livsforløb er termitdronninger dog næsten lige så produktive, de kan blive 50-100 år gamle og lægge over 10 millioner æg om året.

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:

HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK

ISBN 87 7378 286 6

Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.

naturpaedagogik.dk - Ole Wohlgemuth - ow@naturpaedagogik.dk

Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker fra min prædiken i Silkeborg Oasekirke den 21. okt. 2018

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukasevangeliet 13,1-9

Hvad lægger I særligt mærke til i denne tekst?

Kig på den et øjeblik.

Tal med sidemanden om hvad du lagde mærke til.

Jeg er faldet over tre ord. Det ene er ordet ”omkomme”, som overgår nogle mennesker på forskellig vis (en henrettelse og en ulykke) og som også kan overgå figentræet.

Det andet ord er ”omvendelse”, og det tredje ord er ”frugt” - tre ord, der er med til at bære det, jeg vil dele med jer i dag

Jesus har taget den alvorlige mine på i dagen tekst, ikke bare i forhold til dem, Pilatus brutalt har henrettet, eller de 18, som tårnet i Siloa væltede ned over, næh - mere det alvorlige, som Jesus - hele to gange - siger: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

Det fortæller os at der er noget, der er værre end de to omtalte ulykker, nemlig det, som Biblen kalder den evige død, fortabelsen, døden, der for tid og evighed parkerer os på fortabelsens sæder, i Helvede, i al evighed, borte fra Gud, og den forbandede plads får man, hvis man - som Jesus siger det - ikke omvender sig, ikke vender sig mod Gud, ikke søger frelsen hos ham, ikke søger tilgivelse for sin synd hos ham.

Hvis vi ikke omvender os, kan vi ikke undgå undergangen, katastrofen over alle katastrofer, værre en den, der overgik de stakkels mennesker i Pilatus´s blodorgie og i tårnulykken.

Pyh ha. Det er hård tale og en dundertale, der vil noget, og når så voldsomme ord af Jesus lyder, så er vi da nødt til at tage det op, og alt andet ville da være at forråde Jesu ord - og hinanden

Omvendelsen.

Opfordringen til omvendelse er et centralt tema i både GT og NT.

Begrebet omvendelse spiller en vigtig rolle i historien om israelitterne og deres forhold til Gud, og folkets overlevelse afhænger simpelthen af, at de holder sig til Herren, til Gud, og GT er fyldt med eksempler på folkets frafald og profeternes stædige insisteren på, at folket igen og igen skal omvende sig til Gud.

Allerede Johannes Døber har en klar holdning til omvendelsen: ” I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” Matt. 3,1

Og Jesus begynder sin tjeneste med nogenlunde samme ord. Da han kom til Galilæa, sagde han »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! Mark 1,14f « eller i Luk. 5,32”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere til omvendelse.«

Også Jesu disciple var klare i spyttet. Mark 6,12: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig”.

Da apostlene efter Jesu død og opstandelse etablerer de første kristne menigheder, læser vi dette: - ”og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre brødre?« (Ap.G 2v38) Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse så skal I få Helligånden som gave. Og Ap.G. 17: ”-- og da Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker at de alle og overalt skal omvende sig v31 for han har fastsat en dag da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed...”

Og helt til sidst i Bibelen hedder det (Åb. 3,3): ”Husk derfor hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det og omvend dig!”

Ordet omvendelse kommer af et græsk ord, der hedder «metanoia» og som betyder «at skifte sind».

I engelske bibler oversættes ordet gerne med «a change of heart» - et hjerteskift.

Omvendelse handler om et hjerteskift, et sindsskifte, et kursskifte, et retningsskifte, et målskifte, en venden sig til Jesus og følge ham.

David Benner har skrevet en vidunderlig bog om dette emne. "At overgive sig til kærligheden” og her siger han om processen: ”Omvendelsen vil altid indebære: Opvågnen (hvad!), bevidstgørelse (ok!) og (af)klaring (selvfølgelig!),

Så at omvende sig er at begynde et nyt liv med Gud og på den måde begynde en lang forvandlende rejse.

Mit eget eksempel

Så for mig blev det til en død over det gamle rige, hvor jeget (mit ego) herskede og en opvågnen til et nyt liv og en overgivelse til Gud, en laden Jesus blive polen for mit hjertes kompas.

En del vil som jeg skrive under på, at omvendelsen blev et skelsættende møde med Jesus.

Men se. Det kan godt være du sidder her og siger: i 1987 gav jeg mit liv til Jesus. Og så?

Ja, så vil jeg gerne sige, at så let slipper man ikke, for Luther ånder os i nakken og taler frimodigt om en daglig omvendelse, et kald til at vende sig til ham og overgive sig til ham hver eneste dag i livet.

Ørkenfaderen Antonio (250-350) sagde således: ”- Hver dag må jeg sige til mig selv, at i dag begynder jeg!”

Omvendelse er en livslang forvandlende proces og der vil ikke gå en dag uden at du og jeg stilles i valgsituationer, i valget: Er det her noget, jeg skal vende mig fra?

For kort tid siden tog Irene og jeg en beslutning – Vi ville ikke se TV før vi kom hjem fra Sri Lanka.

Jeg tror vi alle hver eneste dag står overfor udfordringer, som kalder på et valg. Skal det her styre mit liv eller hvad? Tør jeg sige nej til Facebook, bilskift, det ofte meningslæse tidsfordriv, de heftige tid(s)røvere af forskellig slags, og som stjæler tiden til fordybelse, bibellæsning bøn osv.. Var den handling her nødvendig? Hvorfor tog du ikke det her valg i stedet for?

Daglig støder vi på små og store beslutninger og mange af dem blander vi måske slet ikke Gud ind i.

Men er det rigtigt at holde Gud udenfor?

Daglig omvendelse og overgivelse til min Herre og skaber, til min frelser, Jesus Kristus og hans ubetingede kærlighed vil forvandle både dit og mit hjerte og med tiden også din og min vilje, og den guddommelig kærlighed vil sætte dig og mig i stand til at foretrække Guds vilje frem for vores egen, og denne daglige omvendelse gør, at vores kristenliv bliver mere end et selvhjælpsprogram, bygget på anstrengelse og beslutsomhed.

Frugterne og Guds tålmodighed

Det sidste jeg skal vende med jer, er en følge af omvendelsen - det er at bære frugt som kristen, og vi har en fin detaljeret beskrivelse af en vingårdsejer, der i vingården har et ufrugtbart figentræ, som han rimeligt nok dømmer til døden med nogle velplacerede øksehug. Rimeligt nok, da den er plantet i en vingård, med dens fine muld, og den fine pasning den samtidig får betyder, at et sådant figentræ normalt er vildt frugtbar, og giver nogle fede frugter (min biologilærer fortalte mig i 1971, at figner er en de frugter, der indeholder næsten alt, hvad vi har behov for af næringsstoffer).

Trods den truende dødsdom beder gartneren for træet, og får lov til at grave, gøde og rodbehandle, (chokbehandle den) ved at skære rødderne af den i nærheden af stammen. Denne chokbehandling fik ofte træerne til at sætte nye rødder og frugt.

Hvad vil Jesus fortælle os med den lignelse?

At gartneren er Jesus, der går i forbøn for os er uden tvivl, hvad Jesus vil fortælle med den lignelse, og at han jo på sin vis rammer plet med beskrivelsen af os, som nogen, der har rødderne i fed og næringsrig jord, og hvor vi er placeret i et godt land med velstand på alle hylder, gode kirker, gode familier måske, gode uddannelser, gode interesser, og så alligevel kan vi ved et ærligt (selv)eftersyn, se, hvor ufrugtbare, vi ofte er i den vingård, som Gud har sat os i, men hvor vi ofte ikke bærer den frugt for Gud, frugt for Guds rige, som Gud ønsker af os.

Kan ikke dy mig for igen at trække Johannes Døberens udsagn frem, hvor det hedder i Matt 3,8f: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, -- Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

Av den sved, men rammer jo egnt ganske meget plet i forhold til vores liv, og er på mange måder et godt billede på vores liv.

Men frugterne kommer ikke af, at vi tager nogle tungere (åndelige) håndvægte, hopper i (det åndelige) træningstøj eller begynder at stramme os an.

Næh frugterne fremkommer på den måde, som Jesus omtaler i Johs 15,4: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Det betyder udlagt at Gud i sin kærlighed ønsker at plante vores livtræ, vores figentræ i Guds rige og at det forventes, at vi sætter og bærer omvendelsens frugter: tro, lydighed, ydmyghed, næstekærlighed eller som Paulus siger det i Gal 5,22: Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. – og meget andet, som Gud i sin nåde vil skænke, men findes frugten ikke, trods Herrens overbærenhed og tålmodighed, så falder dommen, hammeren, øksen.

Vi skal ikke stå ufrugtbare i Herrens vingård, og ikke udsætte troens liv og praksis til engang vi får tid eller til engang, når vi på vores gamle dage er mere »modtagelige« for Jesus og hans ord.

Vi må gribe Jesus, gribe ham i nuet og leve det troens liv, som Gud forventer af os, for da sætter troen frugt.

Der var engang en grafitti, der lød: "Du har ikke en chance. Brug den!" - men Jesus siger: "Du får en chance. Brug den!"

Gud giver os ofte en frist. Denne frist vil gartneren (Jesus, menigheden, Helligånden) bruge, og gartneren vil grave omkring træet og gøde det.

Og i denne "fristtid" vil han igen og igen forkynde sit glædelige evangelium om livet i Guds rige og kalde mennesket til omvendelse, tjeneste og frugt.

Et profetisk ord til slut: ”Tro på Gud og tro på mig! Lad min Ånd røre dit hjerte, så ordet må slå rod og forvandle dig fra at være en der skal hugges om til at være en retfærdiggjort synder, der må leve og bære frugt for mig ved min ånd, lyder det fra Herren”.

Amen

+ Kirkebøn

Fastereflektioner 2018 - om Djævelen, dæmonerne og det onde

Prædiketekst

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

Djævelen er stærk

Et ord fra Herren – denne morgen – ”Jeg er sejrherren, glem ikke det, lyder det fra Herren”

Fastetidens hovedtemaer er styrkeprøverne, kampen mod de ekstreme onder i vores tilværelse og i den kristne livsfortælling.

Sidste søndag var det kampen mod dæmonernes huseren i en ung, og hvordan Jesus som den sublime sejrherre kaster dæmonen ud, og på den måde demonstrerer sin klare overlegenhed.

I dag stepper vi lidt op i det ondes hierarki og tvinges til at forholde os til denne verdens fyrste, den onde selv, Djævelen som person.

Men betræder vi ikke en tvivlsom vej, når vi i en oplyst tid helt alvorligt taler om en personlig djævel, og er det ikke blot et levn fra en fjern mørk fortid, en mørk middelalder med dens ofte komiske og naive kalkmalerier af Djævelen med ildspyende gab, kløer og lang hale?

Kan vi i vor moderne tid tage snakken om en aktiv og handlende djævel alvorlig?

Ja, for den Bibel, vi bygger vort trosgrundlag på, og som er udgangspunkt for lære og liv i kirken, gør et stort nummer ud af at afdække Djævelens natur og virksomhed, og vi oplyses ganske detaljeret om hans virksomhed, arbejdsområde og målsætning.

Kært barn har mange navne er vist ikke særlig velvalgt her, for Djævelen er ikke et kært barn, selv om nogen dyrker ham som sådan, men hans navne er dog mange i Bibelen, feks. Satan, den onde, den gamle slange, løgnens fader, denne verdens fyrste, denne verdens gud, vore brødres anklager, morder og afgrundens engel osv.

Dog er oprindelsen af personen Djævelen lidt uklar, selv om der er antydninger.

Den bibelske fortælling viser en Gud, der har skabt alt, jorden og himlen, hele universet, alt levende, mennesker og engle, og at ” - alt hvad han skabte, var godt” (1 Mos 1,31), og derfor har ærkeenglen Lucifer (Lysbærer), der dog senere får navnet Satan – modstander, sikkert ikke fra begyndelsen været ond eller Guds modstander, men visse passager i Bibelen giver os antydninger af et oprør mod Gud.

Feks. antyder Ez. 28 og Esaj. 14, at ”en kerub” - ”en strålende morgenstjerne” - sikkert betegnelser for Satan – der på et tidspunkt hovmodede sig over sin skønhed, og på en eller anden uforklarlig måde fik ”ondt i sinde” og gjorde oprør mod Gud, og det er måske det Jesus hentyder til med ordene: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn« (Luk 10,18), og hvor Gud af den grund udstødte Satan, den faldne kerub, englefyrste, fra den himmelske verden - og hvorved han rev andre med sig i faldet - og siden har han så ageret som en selvbestaltet og suveræn hersker over et velorganiseret syndens, løgnens, mørkets, dæmonernes og dæmoniernes rige(r), og via sit eget - usynlige, men alligevel frygtelige – dæmoniske og sataniske herredømme, gennemsyrer han vores verden med synd, løgn og mørkets dæmoni, alt sammen for at rette et frontalt angreb mod det ypperste Gud havde skabt og som var ”godt” og på snedig vis kom han i form af en slange til Adam og Eva, og her introducerede han sit speciale – løgnen – ved at sætte spørgsmål ved Guds ord - ”mon Gud har sagt?” - og i næste omgang vovede han direkte og åbent - med en løgn - at modsige Gud: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,4).

Adam og Evas møde med ham fik som bekendt smerteligt fatale følger, som herefter også er vores virkelighed, og i den virkelighed kan Satan opfylde sit fornemste mål: - at friste mennesket, at holde os borte fra Gud og hans ord, alt sammen for at mennesket skal gøre sig fri af Gud og leve, som det selv vil, og være sin egen herre, for Satan, Djævelen vidste og ved, at den, der gør sig fri af Gud, netop ikke bliver sin egen herre, men kommer til at tjene og trælle under ham - den lede Satan - og det er netop denne frygtelige virkelighed Jesus taler til os om i dag, hvor han slår alvoren fast - - for løgner er han og fader til løgnen» (Joh 8,34-44).

Netop det med løgnen havde Jesus jo også selv så stærkt erfaret i sin egen fastetid, de 40 dage i ørkenen, hvor Djævelen fristede ham, men hvor Jesus afviste ham tre gange med henvisning til, hvad der står skrevet i Guds ord, sandhedens ord.

Til sidst sagde Jesus: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« Da forlod Djævelen ham (Matt 4,10-11).

Peter Sodes kloge ord - der hvor HÅ er, er der

altid tre ånder tilstede. Satans Ånd, menneskets Ånd og Helligånden, og det er jo både en vidunderlig ting og en forfærdelig ting, for det betyder, at vi 1. Ikke kan undgå angreb fra det onde, den onde, og 2. at vi kæmper med os selv om, hvad der er hvad, - hvilket røst er den rigtige, og i vores svaghed er vi ofte et bytte og selv om det måske skulle være en enkel sag, 3. så får vi som kristen muligheden for at holde sig til Guds ånd vejledning, men det er i praksis sandt for dyden ikke så ligetil, for vi er - selv som kristne med Guds Ånd boende i vore hjerter - under angreb og Satan modarbejder Gud og alt det, Gud bruger for at gennemføre sin plan med verden, og Satans had får en stadig større intensitet, efterhånden som denne verdens tidshusholdning nærmer sig sin afslutning.

Og derfor ser vi Satan svinge morderkniven og slå ihjel gennem narkotika, spiritusmisbrug, vold, mord, sexuelle udskejelser, ødelagte ægteskaber, sladder, løgn, ødelagte menigheder, og vi ser tydeligt for vore øjne, at ”den forkerte fader og morder” har entret børnenes hus, knuser og ødelægger liv og livsglæde og fører mennesker til afgrundens rand, og alt det, som er godt, rigt og meningsfyldt, er han ude på at knuse og ødelægge, og vi ser hans operationer som en frygtelig usynlig magtfaktor i denne verden og i ly af denne skjulthed udøver han selv og hans åndehær deres magt her på jorden og ønsker kun at forføre og bedrage mennesker, og et af hans helt store og mægtige våben er netop - løgnen - som den onde dog forsøger at vende til en sandhed

At blive klar over, hvad der sandt er ikke så let en sag nu til dags, som det måske har været, selv om det aldrig har været let.

I ”gamle dage” var der en enhedskultur, der sådan i grove træk bestemte vores opfattelse af sandhed og løgn, og biskopperne var kongens rådgivere herom.

Men i dag bestemmes ”sandheden” og - for den sags skyld også løgnen - af fire kilder: Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen.

De bibelske tekster spiller en væsentlig rolle i forståelsen af sandhed og løgn (de 10 bud m.m.), men traditionen – måden vi tolker Bibelens ord på - er også en faktor, når vi skal bestemme sandhed og løgn i Bibelen.

I dag har fornuften næsten overtaget bedømmelsen af sandhed og løgn, men fornuften er og bliver en svigefuld vendekåbe, især når fornuften får hjælp af forskellige fagområder (feks. filosofien, musikken, litteraturen, videnskaben, medierne m.m.) så kan det godt blive noget tvivlsomt, at udlede sandheden - der måske er en løgn - og ret meget ekstra hjælp får man da ej heller af erfaringen, som bestemt også er en variabel størrelse anno 2018.

Men sikkert er det - i min optik - at når Guds ord, Bibelen, bliver fravalgt som rettesnor for løgn og sandhed, kan Satan i langt stærkere grad og omfang udøve sin magt – og han gør det.

Menneskene bliver trælle under den ondes, det ondes herredømme, alt mens man påberåber sig, at man er frie til at leve og gøre som man vil.

Så Jesu ord er aktuelle som aldrig før, og mange har - for at blive i den bibelske sprogdragt - Djævelen til fader, og den relation gør, at synd fører til mere synd, ondskab til mere ondskab, afkristning til hedenskab, hedenskab til lovløshed og skamløshed.

Jo, Satans verden er ondskabens og mørkets verden, og Bibelen fortæller, at verdensherskerne opererer i »dette mørke« og fører menneskene og menneskeheden mere og mere ud i syndens mørke.

Men Jesus er stærkere

Satans magt er stor, ja, men Jesu magt er langt langt større! Dét er det bedste budskab, der kan lyde til en falden og syndebundet menneskeslægt, og til den af Gud fastsatte tid kom hans egen søn til denne jord, gav afkald på hele himlens herlighed og blev født ind i denne syndens verden for at frelse menneskene ud af Satans magt.

Men allerede ved Jesu fødsel forsøgte Satan gennem Herodes at udrydde Guds søn ved den grufulde handling at lade alle drengebørn i Betlehem-området på to år og derunder dræbe, og her ser vi Satan i al hans kynisme og ondskab, men imod Gud formår Satan intet, for fra sin himmel steg Jesus frivillig ned, »for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens vælde, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Hebr 2,14-15).

Ved Jesu død og opstandelse gik de ord i opfyldelse, som Jesus havde sagt ved indtoget i Jerusalem: »Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud« (Joh 12,31).

Så længe det hedder i dag vil vi dele Brorsons vision, og holde os til sejrherren:

O Jesus, som er kommet at forstyrre Satans rige,

hjælp, at vi aldrig, dag og nat, fra ordets veje vige!

Og gør os alle fri

fra Satans tyranni,

vær hos os, hvor vi går,

stå med os, når vi slår,

og lad os altid vinde

og lad os altid vinde! (DDS 559)

Jesu kors og opstandelse er den strålende sol i denne mørke verden. Han opstod på den tredje dag. Satan havde gjort sit yderste for at holde ham i graven, men Jesus brød dødens lænker, og fra dette øjeblik var Satan en besejret fjende.

Jesus sejrede over alle ondskabens, dødens og helvedes magter. Bibelen stiger det så stærkt, som det vel overhovedet kan siges:» Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus« (Kol 2,15).

En afvæbnet hær er den store taber, og Gud gjorde dem yderligere offentligt til skamme ved at føre dem i sit vidunderlige triumftog i Kristus.

Satan og hele hans åndehær er for altid besejret. Jesus Kristus er sejrherren! For den evige og almægtige Gud må Satan dog vige, og han får aldrig lov til at gå længere, end Gud tillader.

Satan – færdig for evigt!

Den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, uddyber yderligere de dystre ting, som denne verden (og Djævelen) har i vente frem mod Jesu genkomst, hvor dommen over Djævelen eksekveres.

”Og Djævelen, som forførte folkeslagene, vil blive styrtet i søen af ild og svovl, hvor han sammen med Antikrist skal pines dag og nat i evighedernes evighed” (Åb 20,7-10).

Amen

Jeg vil gerne dele med jer nogle reflektioner på baggrund af en opfordring fra Borgerkirken i Silkeborg om KIRKEN FYLDT AF LIV OG GODE RAMMER og jeg afholdt i maj 2018

I kirken er der en spænding mellem faste ydre rammer og Åndens frie virke, men hvordan navigerer vi sundt i dette spændingsfelt?

Eller - Kirken som (mur)sten og levende sten – om spændingen mellem rammer, liturgi, indhold og Åndens frie virke, og hvordan navigerer vi sundt i dette spændingsfelt? --------------

Kirken som bygning.

Kirken som liturgisk formidler

Kirkens mødesteder - det liturgiske, ordet, salmerne, sakramenterne

Kirken som stedet med de levende sten og hvor Jesus er og Helligånden virker.

Jeg tror det er overskrifter som jeg vil behandle i dag.

Kirken som bygning.

Ordet kirke kommer af det græske kyriakós, "det som hører Herren til", og oversættes i reglen med Guds kirke flere steder (Matt 16, Ap. G. 20, 1. Kor. 15, Gal. 1, 1. Thim 3) og bruges til at betegne det græske ord ekklesia, som på græsk var en betegnelse for en ”forsamling af frie borgere”, eller som der står ordret i Ap. G. 19,39 ”-- den lovlige folkeforsamling”

Vi har i DK omkring 2500 kirkebygninger i folke- og frikirker. Over 1700 af dem er bygget 1100- 1500 og resten omkring (ca. 800) fra 1500 og fremad, og de ældste danske kirker er bygget i romansk stil, som er baseret på et firkantet meget spartansk skib og et kor

Kirkebyggeriet udviklede sig fra romansk stil med inspiration fra Sydeuropa til gotisk stil, en mere prangende stil under indflydelse af de øverste kirkemænds ønsker om at vise storhed og magt.

De gotiske kirker er typiske med hvælvede lofter som i Roskilde Domkirke og Århus Domkirke. Tænk på engelske, franske og italienske pragtværker af kirkebygninger.

Mig gør det noget ved, når jeg træder ind i en sådan pragtfuld kirke Kirken som liturgisk formidler

Selve kirkebygningen holder i reglen sin egen prædiken, og har - for den romanske kirkestil vedkommende - hentet sin inspiration i GT-templet med det hellige og det allerhelligste (forsamlingsrummet og koret med alteret m.m.) Det skyldes, at den kristne kirke overtog de officielle romerske basilikaer fra Romerriget, og basilikaens østende var den romerske kejserkults Sol Invictus, en syrisk solgud, som fra ca. 100 e.Kr. vandt stor udbredelse i Romerriget, og som dog blev erstattet af kristne symboler med Jesus på korset som det væsentligste, men også alteret, boden, lysene og senere den syvarmede lysestage, at frelsen udgår fra jøderne, .

Vi sidder vendt mod øst - mod Israel/Bethlehem/Golgata, (I østen stiger solen op) .

Vi sidder også og forventer Guds rige og Jesu genkomst/lyset fra det høje)Kirken er som et kompas med kirketårnet mod vest og koret (med alteret i) mod øst, og vi er alle på vej mod det ny Jerusalem.

Kirkens mødesteder – det liturgiske, ordet, salmerne og sakramenterne

Oprindeligt havde liturgi ikke en specifik religiøs betydning, men refererede til en offentlig handling eller tjeneste.

Liturgi er den betegnelse, man bruger om den kristne gudstjeneste og dens ritualers forløb. Når en gudstjeneste i Den Danske Folkekirke altid virker genkendelig, uanset hvor i landet den finder sted, er det fordi den følger de anvisninger, som er angivet i folkekirkens ritualbøger

Os, der lever i en kirketradition, der for en meget stor del er præget af Luther og den lutherske kirke kan det være godt at se, hvad reformatorerne i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana har sagt, og som er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag.Her står der, ”- at præster og biskopper må træffe anordninger, så det går sømmeligt til i kirken”. Det afgørende for reformatorerne er, at ordet bliver forkyndt, og sakramenterne bliver forvaltet - ikke hvilken form det sker under. I gudstjenesteordningen fra 1992 er der dog angivet adskillige muligheder for alternativer og variation for den enkelte præst og menighed for eksempel er der flere valgmuligheder, når det gælder tekstlæsning og gudstjenesteindledning, men den overordnede struktur skal altid være den samme, så gudstjenesten virker genkendelig for alle, der skulle dukke op i kirken.

Dog når det kommer til dåb, nadver, trosbekendelsen, Fadervor og velsignelsen, så ophører fleksibiliteten imidlertid, og det skyldes først og fremmest, at netop disse fem led i gudstjenesten skal garantere, at den apostolske og reformatoriske tradition bliver videreført i den danske gudstjeneste.

Kirken som stedet med de levende sten og hvor Jesus er (bygger) og Helligånden virker (udruster).

Jesus er bygmester og den, der bygger.

Det er vigtigt at overveje, hvem, det er, der bygger kirke.Matt 16: 15f: ”Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.Jesus svarer: ”Jeg vil bygge!” Han er bygmester. Det er dog sandt nok, at der mange steder i Bibelen lyder et kald til at bygge, tjene og arbejde, men et af de vers, vi måske først tænker på i forbindelse med ordet ”bygge”, er måske et ord fra 1. Petersbrev, altså fra ham, som var sammen med Jesus, da Jesus sagde: ”På den klippe vil jeg bygge …”, og hvis nogen ved, hvad Jesus mente med disse ord, så må det jo være Peter. Peter skriver: ”Lad jer som levende sten opbygge til et åndeligt hus” (1 Pet 2,5).Her er vi ikke bygningsarbejdere, men de sten, der arbejdes med. Og Herren er den, som udfører arbejdet. Så, hvor selvfølgeligt det måske er, så er det allervigtigste, at Herren opbygger os. Peter siger i samme åndedræt: ”Hig efter ordets uforfalskede mælk, så I kan vokse op til frelse!” (1 Pet 2,2). Når vi samles i menighedens fællesskab, så er det vigtigste ikke, at vi arbejder, men at der arbejdes med os. Det er sådan, kirken bygges op. Det er sådan, vi bliver faste i troen, og vokser i troen, for som Peter fortsætter: ”Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (1 Pet 2,5). I sig selv er vores indsats uduelig. I sig selv er den blot stolthed og ære. Men takket være Jesus kan vi tages ind i tjenesten for Gud. ”Den, der taler, skal tale med ord fra Gud. Og den, der tjener skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort” (1 Pet 4,11). Så er Jesus altså bygmesteren. Og vi er dem, der bygges op, og ustandseligt må vi være sten i hans hænder, men samtidig får vi også lov til at tjene som arbejdsmænd på byggepladsen. Ikke som arkitekter, ikke som rådgivere, men som håndværkere. Og ligesom der på en byggeplads er en plan, tegninger og ledere, som sikrer, at byggeriet følger planen, sådan også i kirken. Her skal der igen og igen holdes byggemøder, så håndværkerne ikke udfører deres egne små projekter, men Bygmesterens plan. Helligånden er Guds ”værktøj”, det redskab, den talsmand Jesus har sendt og efterladt iblandt os til at udruste os ”til al god gerning”Åndens gerning er at gøre os til deltagere, frem for tilskuere - deltagerei troen, i håbet og i kærligheden - deltagere i al Kristi gerning.Biskop Athanasius sagde: ”Ordet blev kød for at vi skulle få Ånden”.Denne forening sker i og ved Ånden, der gør os deltagende i Guds frelse, Guds kærlighedsfylde og livsfornyende kræfter, så vi kan bære Åndens frugter og fyldes af Åndens nådegaver.Vor lytten til Ånden skal føre til, at vi bliver formet af hans kærlighed, så vi ikke giver nogen sten for brød eller kaster med dem. Vor lytten til Ånden skal give os styrke til at holde ud i vanskeligheder, så vi ikke forpasser en chance til at vidne om sandheden. Vor lytten til Ånden skal give sig udtryk i, at vi er interesseret i at stifte bekendtskab med den overleverede lære, får hjælp til at forstå den, mod til at forsvare den og samtidig får en realitetssans, gør det muligt for os at forkynde på den rigtige måde. Lederen af den græsk ortodokse kirke i Syrien og Libanon indtil 2012 - Ignatius Hazim - siger flg. om Åndens vitale betydning: ”Uden den hellige Ånd er Gud langt borte, er Kristus fastholdt i fortiden, er evangeliet døde bogstaver, er kirken kun en organisation, er autoritet dominans, (uden Helligånden) er liturgi magi, er mission propaganda, er kristne handlinger slavemoral”. Sagt ganske enkelt (Morten Munch): ”Uden Ånden visner kirken – som et træ der ikke sætter nye skud – uden levesaft og kraft. Uden Ånden reduceres kristendommen til et erindringsfællesskab”.Helligånden er Gud i hans levende forbindelse med sin skabning; den kraft hvorved livet fra Faderen og Sønnen ledes ind i vore årer.Ånden gør Gud til troet og erfaret virkelighed. Men, men - Jesus siger et sted: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget” (Luk 12,49). Jesus er kommet for at døbe med andet end vand; med Helligånd og ild.Når man læser om den første pinse, får man indtryk af, at her slippes Guds liv ud af boksen - et liv der af natur er voksende – et liv der vil ud til alle Guds skabninger - ikke vil lukkes inde – ikke vil sættes under en skæppe - ikke vil tæmmes eller gøres tandløst.

Derfor siger Paulus: ”Udsluk ikke Ånden - ringeagt ikke profetisk tale - Prøv alt, hold fast ved det gode” (1 Tess 5,19-21).Vi skal altså ikke sætte grænser for det guddommelige og hellige oganderledes (ved at udslukke Ånden og ringeagte profetisk tale).Morten Munch: ”Det, vi derimod skal sætte grænser for (ved at prøve alt og holde fast ved det gode), er det menneskelige, når det vil gøre ånd til selvpromovering, gøre ånd til kødelighed, eller gøre ånd til lov og bogstav, til menneskelig fromhedspræstation”.I Paulus' 2. brev til Timoteus (1,7) defineres Ånden som ”krafts, kærligheds og besindigheds ånd” og ordet 'besindighed' kan også oversættes som 'sund fornuft'. Helligånden er altså: krafts, kærligheds og den sunde fornufts ånd! Det er vigtigt at sammenholde de tre ting og ikke adskille dem eller spille dem ud mod hinanden, for kraft, kærlighed og sund fornuft er alle kendetegn på Guds Ånd.

Gud tænker og kan påvirke vor tænkningSl 139 v17: ”Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet”

Gud føler og kan påvirke vore følelser.

Hebr. 5,2: ”Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske”

Gud har ønsker og planer for os, og vil inddrage vores vilje.

Sl. 40,9: ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” Jer. 29,11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb”.

Gud taler og inddrager os i den tale.

Mos 24,4: ”-således siger han, der hører Guds tale og skuer den Almægtiges syner, hensunken, men med øjnene åbne” (Bileam):

Gud taler ofte til os, når vi beder.

For eksempel en gang, da de kristne tilbad Herren og fastede, sagde Helligånden: “ "Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til." - Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted" (Ap.G. 13,2-3).Dog ved vi ikke nøjagtigt, hvordan Helligånden talte. Det var måske mens de bad, at tanken kom i deres sind. Det er en meget almindelig måde for Gud at tale på. Mennesker beskriver det sommetider som "indskydelser”, men vi skal være lidt forsigtige her og efterprøve sådanne tanker og følelser. Bill Hybels kalder det for ”Guds hvisken”

Helligånden stopper og sætter i gang.

Paulus og hans ledsagere bliver feks. korrigeret ved Ånden, da de planlægger at tage til Bitynien: "men det tillod Jesu ånd dem ikke" (Ap.G. 16,7), så de tog en anden vej. Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan Ånden talte til dem, men det kan måske have været på én ud af mange måder.Apg. 13 v2 ”Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.«

Helligånden taler til os og bevæger os gennem profetisk tale

1. Kor. 14:3 - den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst. v4 - den, der taler profetisk, opbygger menigheden. v5 Jeg ser gerne, at - I taler profetisk --23.01.2018. Jeg skaber og føder nyt igen og igen og jeg vil vedblive med det indtil jeg kommer igen. Og selvom mørket trækker sig sammen om jer, er det kun mørke for jer. For mig er alt åbent og synligt, lyder det fra Herren 24.03.2018. I står foran en ny tid, en tid, hvor I ser mig gribe ind, forandrer hjerter, skaber nye veje, oprejser ledere, fylder mit folk med nådens og bønnens ånd. 29.09.2017. Jeg har planer, I ikke kender, men vær frimodige. I vil komme til at erkende stykkevis og erfare stykkevis, lyder det fra Herren.I skal sætte mig først, det er den vigtigste hindring for opblæsthed og forvirring. Jeg leder min kirke med nåde og kraft, lyder det fra Herren. 23.01.2018. Frygt ikke magter og myndigheder, dem har jeg under kontrol. Jeg leder med mine råd og stoler på jeres dømmekraft, lyder det fra Herren

Der skal komme dage, hvor I klapper i hænderne af fryd, og der skal komme dage, hvor bønnen er jeres styrke og jeres tilflugt imod magter og myndigheder, som jeg ganske vist har besejret, men I stadig mærker følgerne af, lyder det fra HerrenFrygt ikke du lille hjord, for min plan er stadig at give jer riget i arv og eje, for tid og evighed, lyder det fra Herren 16.04.2018. Vær med til at lede lederne ind i lovsang og tilbedelse, for hvad jeres ledere går foran med, smitter af på hele folket, for sådan virker den sociale orden. Ledelse og lederskab bestemmer udviklingen, lyder det fra Herren

Gud viser os ofte noget gennem en åbenbaring/syner og billeder.

Apg. 10,10: om Peter, der 3 gange ser en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden med alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle, og der lyder en røst: »Rejs dig, Peter, slagt og spis!« Og hedningemissionen tog sin begyndelse.Ap.G.16.9: Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!«Eks. fra mit liv: De små huse. Ungdomsmulden.

Gud taler også til os gennem direkte tale

1. Sam. 3 - om drengen Samuel, der hører Guds tale med sine fysiske ører – hele tre gange, og hvor den gamle profet Eli skønner at det er Gud, der taler.Den norske læge Ejnar Lundbye kunne lade sig lede af Gud i helt konkrete situationer: Jens-Petter Jørgensen - Når troen sætter spor. (side 58)Jens-Petter Jørgensen – Stærk nok til at være svag. (side 101)Manden med selvmordstanker.Min egen historie fra 1969 om Guds tale – at jeg skulle være præstPPT Gud taler gennem tildragelser, situationer, ydre omstændigheder der lægger sig til rette.Her kan du sikkert selv finde mange gode eksempler

Gud bruger engle i sin kommunikation.

Vi er ikke så vandt til, at tale om engle som virkelighed, men der er mennesker, både omtalt i Bibelen og nutidsmennesker, der har oplevet engle på forskellige måder. Cornelius i Ap G. 10v3 En dag omkring ved den niende time så han tydeligt i et syn Guds engel, der kom ind til ham og sagde: »Cornelius!«Peter i Ap.G. 12,7: ”Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder. v8 Og englen sagde til ham: »Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!« Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: »Tag din kappe på og følg mig!«. PPT Gud taler til os gennem drømme. Josef blev mindst 3 gange ledt af Gud gennem en drøm, både efter at Maria var blevet gravid, da Herodes ville slå Jesusbarnet ihjel og også en gang senere. Kan læses i Mathæusevangeliet.Min egen drøm omkring tidspunktet for pensionisttilværelsen

Gud har udstyret os med en sund fornuft

Som kristne er vi ikke kaldet til at give afkald på sund fornuft, tværtimod, Gud har selv givet os den sunde fornuft. Hvis ikke man bruger sin sunde fornuft, kan man komme ud i helt absurde situationer.

Gud bruger sine venner - ”de hellige” - til at virke og tale igennem.

Ords. 13:14 ”Den vises belæring er en kilde til liv” v20 Plej omgang med vise, så bliver du vís, den, der omgås tåber, går det ilde.Ords. 15,22: ”Planer mislykkes, når der ikke er holdt råd, med mange rådgivere lykkes det”.Ords. 15:31: ”Den, der lytter til retledning om livet, får sin plads blandt de vise.”De bedste rådgivere er normalt dem, vi respekterer. Er der tale om store beslutninger, er det godt at tale med flere om det.

Forhast dig ikke.

Men der er i Bibelen gode eksempler på, at det krævede tålmodighed at vente på Guds svar, og at de ikke altid havde tro til at vente. Tænk på Abraham. Gud havde lovet ham, at han skulle blive far til et kæmpefolk, og så fik han og Sara ingen børn.