Venskaber rummer et kærlighedsbånd, aldrig bare en forpligtelse til at elske. Der står om Jonatan, at han elskede David som sig selv og var tæt knyttet til ham. Derfor betød det ikke noget, at han måtte bringe ofre og løbe store nsiC!.

Sande venner oplever, at de på en eller anden måde er en del af hinanden. Jeg hørte engang en hvinde beskrive sit venskab sådan, at hun opdagede den anden halvdel af sin sjæl. Platon brugte den samme metafor til at karakterisere et inderligt venskab: oplevelsen af en sjæl i to legemer.

Metaforer om at være et i ånd eller sjæl bør ikke fortolke s så bogstaveligt, så man tror, at hvis vi ikke befinder os i et sådant forhold, mangler vi halvdelen af os selv. Men de peger dog på den inderlige følelse af samhørighed, der findes i venskaber som David og Jonatans. Denne samhørighed indebærer meget mere, end at man opdager, man har fælles interesser og værdier. ~Iennesker kan ligne hinanden af personlighed uden at opleve nogen inderlig sjælesamhørighed. Ligesom siamesiske tvillinger, hvis kroppe hænger sammen, hænger sjælcvenner sammen i deres indre selv.

Ifølge es. Lewis indebærer et inderligt venskabsbånd, at man oplever et andet menneske som det, han kalder en "åndsbeslægtet". Han siger, at åndsbeslægtede er mennesker, som ser den samme sandhed eller måske rettere: er optaget af den samme sandhed. l Venskab indebærer lidenskab. I modsætning til romantisk kærlighed, hvor der er lidenskab mellem parterne, deler man i venskab en lidenskab for noget uden for venskabet. Venner har en fælles kærlighed til mindst en ting _ om det så er ideer, politik, kunst eller den åndelige rejse. eden det ville der ikke være noget, som venskabet h'1mne handle om. Som Lewis bemærker: De, der intet har, har intet at være fælles om; de, som ikke er på vej nogen steder hen, kan ikke have rejsekammerater. Følelsen af at være åndsbeslægtede bygger derfor på en fælles lidenskab i forhold til vigtige aspekter i livet.

Mens venner kan være elskende, og elskende ideelt set burde være venner, bemærker Lewis nogle nyttige kontraster mellem disse to former for kærlighed, hvis vi ikke skubber dem for langt fra hinanden. Metaforisk talt siger han, at hvor elskende står og stirrer ind i hinandens øjne, går venner side om side for at dyrke deres fælles interesse. Elskende taler altid sammen om deres forhold. Det gør venner derimod næsten aldrig. Deres focus ligger et andet sted _ på den rejse, de er fælles om.

Det er tydeligt i forholdet mellem Jesus og disciplene. Selv om disciplene var mere end arbejdere, som var hyret til en sag, var deres focus ikke bare på venskabet med Jesus. Jesus viste dem hele tiden hen til Faderens vilje og de aktiviteter i Guds rige, som var en del af overgivelsen til hans vilje. Deres venskab var ikke bare en hygge_ og beundringsklub. Det var bygget op omkring det at kende, elske og tjene Gud.

En anden vigtig forskel mellem venner og elskere er, at venskab er meget mindre sårbart for jalousi, I modsætning til romantisk kærlighed mister venner ikke noget ved at dele deres venner med andre. Eksklusivitet bør ikke have nogen plads i venskab. Under normale omstændigheder er det faktisk sådan, at venskabskredse udvider sig, når man finder andre "åndsbeslægtede", sådan at hver eneste tilføjelse til gruppen forstærker og ikke forringer værdien af netværket. Hver enkelt i venskabskredsen får særlige aspekter frem i hver af de andres personlighed. Således kan enhver bydes ind i kredsen i stedet for at blive afvist som en trussel.

Inklusiviteten i Jesu venskab må have været vanskelig for disciplene at forstå. De var vant til venskaber, der var mere eksklusive, hvor grænserne mellem indre og ydre bekendtskab skredse var klarere. Forestil dig deres chok, da Jesus efter at have irettesat den ukendte mand, som uddrev dæmoner, erklærede, at alle, der ikke var imod ham, var for ham (Mark 9,38_10).

Forestil dig deres chok, da han indbød syndere og udstødte i sin venskabskreds. Forestil dig deres chok, da kvinder også offentligt blev taget med.

Venner viser deres kærlighed på mangfoldige måder. Bag ved disse ligger der imidlertid en helt central længsel efter, at det andet menneske må blive velsignet. Venner længes efter hinandens velbefindende og gør, hvad de kan, for at sørge for det.

Når mine venner har omsorg for mig, støtter de min følelsesmæssige, åndelige, intellektuelle og fysiske udvikling. De vil ikke bare have mig til at blive ved med at være, som jeg er. Nej, de ønsker, at jeg skal vokse. De vil have mig til at blive alt det, jeg har mulighed for at blive. De vil have mig til at udvikle mine gaver og realisere mit potentiale. De ønsker intet mindre af mig, end at jeg helt og fuldt bliver til det menneske, som jeg fra evighed er kaldet til at være i Kristus. De ønsker intet mindre, end at jeg skal være hel og hellig. Hvilken velsignelse at have bare et af den slags venskaber!

Det er vigtigt at lægge mærke til, at venskabets kærlighed er rodfæstet i virkeligheden. Det skyldes først og fremmest, at der ikke sker nogen idealisering. Den store svaghed ved romantisk kærlighed er, at de elskende ser hinanden gennem idealiseringens urealistiske briller. Det er naturligvis derfor, at romantisk kærlighed ikke er holdbar. Før eller siden slår virkeligheden altid igennem og knuser den urealistiske opfattelse af den elskede.

Sande venner ser derimod realistisk på hinanden. Fordi de kender hinanden så godt, kender de også de svagheder, der er skjult for folk, som er mere på afstand. Denne bevidsthed formindsker dog ikke den respekt, kærlighed og beundring, de føler. Men de er ikke tilbøjelige til at forgude den anden. Venner er ikke fascineret af hinanden. De er heller ikke slået af ærefrygt. De kender ikke hinanden på personlighedens ydre klædedragt, men gennem pålidelige og relativt stabile elementer som vane, karakter, humør og personlighedstræk. Det er venskabernes jordnære karakter, der giver dem stabilitet og holdbarhed. De er måske nok uromantiske, men de er til gengæld fast forankret i virkeligheden.

Der er en hændelse i evangelierne s genfortælling af forholdet mellem Jesus og hans disciple, som er særligt slående i denne henseende. :\[atthæus fortæller historien om, hvordan Jesus kaldte ham til discipelvenskab, og han forlod sit tidligere arbejde som tolder. Toldere i Palæstina i det første århundrede var kendt for at være korrupte og foragtet af næsten alle. Så da Jesus tog hen til Matthæus for at spise middag, og nogle af Matthæus' kolleger dukkede op for at møde hans nye ven, kritiserede farisæerne Jesus for at spise og drikke sammen med syndere. Hans reaktion er lærerig. I stedet for at forsvare Matthæus og hans venner accepterede Jesus, at de var syndere. Faktisk gik han videre endnu og identificerede sig med dem og erklærede, at det var synderne, som var hans højeste prioritet, og ikke de retfærdige, ligesom det er de syge og ikke de raske, som har brug for en læge (Matt 9,10_13).

En sådan grundfæstethed i virkeligheden giver sande venskaber deres enorme vækstpotentiale. Alt, hvad der kalder et menneske til et fastere greb om virkeligheden, kalder ham eller hende til vækst. Der findes ingen meningsfuld vækst uden en fast forankring i virkeligheden.

Et sidste aspekt af venskabelig kærlighed, som man bør bemærke, er loyalitet. Jonatans loyalitet over for David er en af de vigtigste grunde til, at beretningen har appelleret til mennesker til alle tider. Det samme kan siges om Ruths loyalitet over for No'omi. Loyalitet er altid en kærlighedsgave. Det er en gave, for loyalitet kan ikke kræves. Uden loyalitet er der imidlertid ikke noget virkeligt venskab _ og i hvert fald ikke noget, der fortjener at kaldes et åndeligt venskab. Loyalitet er en gave, hvormed man viser både venskabet og vennen ære.

Loyalitet betyder trofasthed over for løfter _ bade udtalte og uudtalte. Sande venner røber ikke det, man har betroet dem;

de forpligter sig på at være ærlige over for hinanden; de undgår at kritisere hinanden over for andre; de viser hinanden høflighed og respekt. De varetager altid hinandens interesser og forsoger altid at fremme hans eller hendes sag. De er også parate til at beskytte disse interesser, selv hvis det har personlige omkostninger. Loyalitet kræver sommetider, at man ofrer sine egne interesser. Men det er en beskeden pris at betale for venskabets dyrebare perle.

Fordi venner ønsker, at den anden skal vokse og udvikle sig, kræver kærlighed ærlighed. Kærligheden konfronterer illusionerne og tør risikere et midlertidigt ubehag ved at kalde os til sandheden.

Jesu kærlighed til disciplene betød, at han ikke kunne se gennem fingre med nogle af de ting, han så hos dem. Da han forudsagde Peters fornægtelse, var det ikke for at prale med sine profetiske evner; han konfronterede Peter omkring hans stolthed. Da han irettesatte disciplene for deres mangel på tillid til hans evne til at tage sig af dem under en storm på havet, var det for at opmuntre dem til at tro. Og da han hørte dem skændes om, hvem af dem der var den største, var hans konfrontation motiveret af ønsket om deres åndelige velbefindende.

Et særligt slående eksempel på at tale sandhed i kærlighed findes i mødet mellem Jesus og Peter efter Jesu forudsigelse af sin egen død. Peter protesterede, og J esus talte ord til ham, der må have føltes usædvanlig hårde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil" (Mark 8,33).

Afspejlede disse ord mangel på omsorg, eller afspejlede de snarere en inderlig kærlighed? En reel mangel på omsorg ville helt klart have været at se gennem fingre med de triumfalistiske antagelser, som lurede bag Peters indvendinger. Det var kærlighed, der motiverede J esus til at gå i rette med Peter. Kærligheden kan ikke ignorere ting hos den elskede, der skader ham selv.

Ved at vove at være ærlig over for os giver venner os uvurderlige muligheder for vækst. De kan hjælpe os til at trænge igennem vores selvbedrag og vores yndlingsillusioner. Ligesom nethinden i det menneskelige øje indeholder et blindt sted, har også menneske sjælen en blind vinkel. Sjælevenner hjælper os til at se ting, vi ikke kan se på egen hånd. Der er ting ved os selv, som vi aldrig ville indse uden dem. Den sande sjæleven vil ikke acceptere vores selvbedrag, men vil blidt og bestemt konfrontere os med vores sjæleblindhed. Sjælevenner vil have, at den anden ikke skal stille sig tilfreds med mindre end at blive det hele og hellige menneske, som han eller hun er kaldet til at være.

Når jeg reflekterer over, hvordan mine egne venner gennem årene har udfordret mig til at vokse, mindes jeg talrige eksempler. De fleste af dem har at gøre med den side af min personlighed, der er min særlige skødesynd. En god ven i gymnasiet konfronterede mig omkring min arrogance. Jeg afviste hans påtale. Imidlertid hæftede jeg mig mere ved det, da en anden ven nogle år senere påtalte den samme sag ved at nævne min distance til andre. Nogle år senere igen tilskyndede min nærmeste ven _ min kone _ mig til at tænke over den vrede, der ofte tilsyneladende lurede under overfladen.

Der viste sig et mønster, som var bygget op omkring en dynamik af hovmod, distance og rethaveriskhed. Disse dynamik~er er lige i centrum af min sjæls blinde vinkel. Det er synder, jeg umuligt kunne få øje på, hvis det ikke var, fordi mine venner konfronterede mig med dem.

Selvom jeg de fleste gange var mindre åben, end jeg burde have været over for det, disse gode venner gav mig, når de konfronterede mig, står jeg i en enorm taknemlighedsgæld til dem.

Jeg kæmper stadig en kamp på disse områder. Men det ville have været meget værre, hvis det ikke havde været for de venner, der har turdet prikke kærligt til mig, så jeg kunne vokse.

At blive prikket til sikrer ikke, at der kommer en reaktion. Men det giver i hvert fald en mulighed for det.

Når venner konfronterer hinanden på disse måder, gør de det i kærlighed. Det forøger voldsomt sandsynligheden for, at samværet vil skabe vækst. Hvis jeg har mistanke om, at min ven bare angriber mig, er det let at ignorere hans eller hendes udfordring. Men når det er klart, at min ven puffer til mig, simpelthen fordi han eller hun elsker mig og gerne vil have mig til at udvikle mig, er konfrontationen langt sværere at ignorere.

Udfordringen er at kommunikere kærlighed gennem en svær balance mellem støtte og konfrontation. Konfrontation uden støtte vil aldrig blive oplevet som kærlighed. Men støtte uden konfrontation vil altid være en udvande t form for kærlighed.

Venner udtrykker deres kærlighed ved at give følelsesmæssig og åndelig støtte. Det indebærer også støtte til deres venners vækst. Støtten vil imidlertid aldrig være betinget af vækst, sådan at den trækkes tilbage, hvis jeg ikke udnytter den godt nok.

Endelig er ærlighed ikke bare noget, som venner prøver på at praktisere. Det er også noget, de nyder at opleve. Den ærlighed, der kendetegner ægte og dybe venskaber, er ikke bare ærlighed i ord. Det er også ærlighed i deres måde at være på.

Venner føler sig tilstrækkeligt trygge ved hinanden til, at de kan slappe af og være den, de er. Eftersom jeg allerede er kendt og elsket som den, jeg er, kan jeg lægge al forstillelse til side og være mig selv. Ralph Waldo Emerson beskriver en ven som et menneske, som jeg kan tænke højt sammen med. Denne frihed fra at skulle kontrollere min ydre fremtoning er et grundlæggende element ved alle sande venskaber.

Når mennesker længes efter venskaber, der er mere meningsfulde, vil de gerne have en, som de kan være kendt af med den frihed og ærlighed, jeg lige har beskrevet. Og de vilgerne kende det andet menneske på samme inderlige måde.

Kort sagt ønsker de nærhed eller intimitet.

Når Jesus tilbyder venskab, tilbyder han intimitet. Han vil tage del i vores liv og vores erfaring. Og endnu mere fantastisk: Han indbyder os til at tage del i hans liv og hans erfanng.

Tænk over, hvor forbløffende det var, at Jesus delte sin angst i Getsemane Have med sine disciple (Matt 26,36_46). Læg først mærke til, at han ikke gik hen i haven alene. Vi kunne måske antage, at hans venskab med sin Fader ville have været nok, og at han blot ville dele sine følelser med ham i bøn. Men nej, han tog tre af sine disciple med, da han gik hen i denne have for at forberede sig på det, som han vidste var hans nært forestående anholdelse og korsfæstelse.

Prøv så at lægge mærke til, hvad han delte med dem. Den ærlighed og intimitet, vi finder i samtalen, er helt utrolig. Han fortalte dem, at hans sjæl var ved at briste i ham, at han var overvældet af sorg. Og han sagde til dem, at han var lige ved ikke at h.'Llnne klare det længere; han stod på grænsen til døden. Så bad han dem våge sammen med sig _ at tage del i hans erfaring.

Intimitet er delt erfaring. Jesus delte sin oplevelse med dem, der var hans nærmeste venner. Og han indbød dem til at gå med ham gennem denne erfaring.

Intimitet kan opleves på mange måder. To mennesker er åndeligt intime, når de deler åndelige oplevelser; følelsesmæssigt intime, når de deler følelsesmæssige oplevelser; seksuelt intime, når de deler seksuelle oplevelser; og intellektuelt intime, når de deler intellektuelle oplevelser. Andre former for intimitet er blandt andet faglig intimitet (fælles arbejde), rekreativ intimitet (fælles glæde ved at lege), kreativ intimitet (en fælles oplevelse af at skabe noget), æstetisk intimitet (fælles glæde over skønhed) og social retfærdighed s_intimitet (at arbejde sammen på at gøre verden til et bedre sted at være).

De forskellige intimitetssfærer forstærker hinanden. Venner, som deler intellektuelle opdagelser, bliver nærmere forbundet, hvis de også deler oplevelser, som er politiske, åndelige eller æstetiske. iEgtepar, som mener, at intimitet hlln har med sex at gøre, oplever meget mindre ægte intimitet end de, der også deler intense oplevelser på en bred vifte af andre områder i livet. De dybeste åndelige venskaber bygger på en række forskellige intimitetssfærer, som hele tiden udvider sig.

Dette er mest afgørende i ægteskabet, hvor det er let at være intim med ens ægtefælle i en eller to dimensioner af livet, men uddelegere intimiteten på andre områder til venner. Mange par deler en seksuel og følelsesmæssig intimitet, men har hlln meget begrænset intellektuel, æstetisk eller åndelig intimitet. Dynamiske åndelige venskaber, især inden for et ægteskab, skaber en sult efter fælles oplevelser på stadig flere områder i livet. Den store fare ved at få opfyldt for mange af sine intimitetsbehov uden for ægteskabet er, at den ægteskabelige intimitet som konsekvens sygner hen.

Ligesom mange andre former for relationer er venskaber ikke statiske. De udvikler sig eller degenererer _ vokser eller krymper. Hvis et venskab bliver stærkere med tiden, vokser intimiteten både i bredden og i dybden. Faktisk er det at vokse i intimitet et af de bedste mål for vækst i et venskab. Modsat er dalende intimitet et sikkert tegn på døende venskab.

Andelige venner deler med hinanden, hvad der foregår i sjælen. Det betyder ikke, at de hlln taler om alvorlige, personlige eller åndelige ting. ?\len hvis de aldrig deler noget på dette niveau, fortjener forholdet ikke at blive kaldt et åndeligt venskab eller et sjælevenskab. At dele på sjælsniveau betyder, at deres intimitet ikke er begrænset til det, de oplever i den ydre verden. Husk på, at sjælen betegner hele mennesket, med særlig opmærksomhed på det indre liv. Sjæleintimitet bygger derfor på at dele det indre selv:

Venner, som oplever sjæleintimitet, slår sig aldrig til tåls med sladder eller udveksling af oplysninger. I stedet bruger de faktuelle begivenheder som springbræt for at dele følelser, opfattelser, værdier, ideer og holdninger. Sådanne venner taler aldrig bare sammen om, hvad der er sket i deres liv eller i verden, men går videre herfra til, hvordan de oplever, reagerer på eller forstår det, der er sket. Dialogen går hele tiden fra overfladen og ned i dybderne, fra det ydre til det indre. Det er det afgørende kendetegn for dialogen i åndelige venskaber.

Åndelig intimitet kræver denne opmærksomhed på den indre verden. Sjælesamtaler indbyder os til at tage den åndelige dimension af livet med, ved at man er opmærksom på indre oplevelser og ikke bare på den ydre verden. Vores spiritualitet udtrykkes tydeligst i de dybe længsler, der fylder os med liv:

Længsler kommer, i modsætning til mere overfladiske ønsker, fra vores inderste. Længsler er et udtryk for ånden, der bobler op til overfladen _ hvad vi teologisk hllnne beskrive som åndens reaktion på Anden. At åbne sig for det åndelige er at lytte til disse ting, der bevæger sig i vores indre.

Andelig intimitet er blandt andet at dele disse længsler. Det betyder også at dele andre aspekter af vores indre erfaring, som forsømmes i mere overfladiske samtaler _ ængstelse, håb, bekymringer, drømme (både i overført og helt konkret betydning), spekulationer og overvejelser. Ting, som nogle måske ville regne for banale, værdsættes og deles på grund af denne opmærksomhed på den indre verden.

Vigtigst af alt indebærer åndelig intimitet imidlertid, at vi deler vores erfaring af Gud. Jeg fortæller måske min ven om en periode med åndelig tørke, jeg har haft for nylig, hvor Gud virkede fraværende. Eller jeg udtrykker måske taknemlighed over et bønne svar. Eller jeg deler måske en usædvanlig stærk følelse af åndelig sult.

Det er ikke det samme som at diskutere teologi, kirkepolitik eller endog søndagsprædikenen. Ægte åndelig intimitet betyder at dele mine erfaringer og oplevelser; ikke bare mine tanker og holdninger. En af de ting, jeg deler, vil normalt være min erfaring af Gud.

Den intimitet, der findes mellem åndelige venner, er et fællesskab, der respekterer, at vi er to selvstændige individer. Jeg må aldrig betragte min ven som en forlængelse af mig selv min ejendom, min ejendel eller en, som kun lever for min skyld.

Det er grundlaget for den ikke_besidderiskhed, der bør kendetegne åndelige venskaber. Hvis man ikke respekterer den enkeltes selvstændighed, bliver venskabets intimitet symbiotisk på en ødelæggende måde.

Ved at respektere, at man er to selvstændige individer, fjerner man en del af den forpligtelse, der findes i andre relationer. Venner skylder ikke hinanden andet end kærlighed. De er enkeltstående, selvstændige mennesker. Børn og forældre skylder gensidigt hinanden en masse ting. Tilsvarende er der nogle helt centrale forpligtelser, der definerer forholdet i ægteskabet.

Venner har færre formelle forpligtelser. Bortset fra kærlighed shylder de ikke hinanden noget. Hvis de giver mere, end de shylder, så er det en gave, der gives af nåde.

Besiddertrang røber altid en destruktiv dynamik i en relation. Frugten af besiddertrang er jalousi. Jalousi er lige så nedbrydende i venskab, som den er i ægteskabet. Besiddertrang og den kontrol_ og manipulationsdynamik, der er nært forbundet med den, afspejler altid manglende respekt for den andens selvstændighed.

Det er vigtigt at huske, at selv det mest intime venskab ikke kan fjerne det element af fremmedhed, der altid eksisterer mellem to mennesker. Vennen vil altid til en vis grad forblive en fremmed. Det er naivt at tro, at to mennesker nogensinde kan kende hinanden fuldt ud. Ægte venskaber anerkender den anden som et mysterium _ et mysterium, der nogle gange kan glæde og andre gange shllffe. Men det er denne fremmedhed, denne adskilthed, der holder lidenskaben i live i et venskab. Det styrker altid et ægte venskab at give plads.

Et sundt venskab respekterer således, at den anden skal have plads. Begge parter giver den anden masser af rum til venner, interesser og oplevelser, som ikke udgør en del af den fælles erfaring i venskabet. En sådan adskilthed bygger på bevidstheden om, at min vens liv ikke er mit liv. Hans rejse er måske knyttet sammen med min på nogle vigtige punkter, men fordi han er adskilt fra mig, har han sit eget kald og sin egen rejse. Som Thomas Moore skriver: "Sjælen... har lige så meget brug for flugt, som den har brug for omfavnelse."2 Selvom vi går side om side og sommetider hånd i hånd, så vandrer vi hver vores egen uafhængige vej. Det glemmer sande venner aldrig.

En vigtig forskel mellem venskab og andre omsorgsrelationer er, at der er en vis grad af gensidighed til stede. Man kan tilbyde en anden støtte og rådgivning eller hjælp til en, der ikke giver noget til gengæld, men man kan kun være ven med en, der giver det samme igen. Venner giver hinanden det samme, som de får fra hinanden. Venskabets gensidige natur adskiller det fra alle andre omsorgsrelationer.

Den gensidighed, der var til stede i Jesu venskab med sine disciple, er virkelig bemærkelsesværdig. Han indbød dem ikke bare til at være efterfølgere, men til at være venner. Og ud over det tilbød han ikke bare at være deres ven, men indbød dem også til at være hans.

Fordi vi erkender, at venskaber bør være gensidige, føler vi os svigtet og misbrugt, når det ikke er sådan. Vi beklager os, når det altid er os, der giver i et venskab, og vi aldrig modtager. En sådan relation kan have dybde og være betydningsfuld, og måske fortjener den at blive kaldt et omsorgsforhold. .Men vi lægger grundlaget for frustration, når vi betragter det som et venskab, for så forventer vi gensidighed. Det ville være meget bedre at se det som en tjeneste_ eller hjælperelation, hvor jeg giver omsorg, men ikke forventer noget til gengæld.

Hvis jeg betragter alle, jeg viser kristen næstekærlighed, som venner, udvande r det venskabet som begreb. Tilsvarende kommer der et element af uærlighed ind, hvis jeg betragter alle relationer, hvor jeg yder sjælesorg eller støtter en anden kristen i sin vækst, som venskaber. Gensidighed, i hvert fald på det niveau, som venner oplever og forventer, er ikke en del af de fleste relationer inden for kristent arbejde.

Gensidigheden i et venskab bygger på en rytme, hvor der vil være balance i parternes given og modtagen over en periode, ikke på en bestemt dag eller uge eller endog måned. Men venskaber er ikke primært omsorgsrelationer. Det er først og fremmest en nær relation mellem to sjæle. Venner har omsorg for hinanden, når det er nødvendigt, men den omsorg er ikke den eneste dimension i forholdet. Hvis den bliver det, er gensidigheden gået tabt, og hvis den fælles udforskning af verden, der oprindelig var motiveret af, at man var åndsbeslægtede, mangler, så har forholdet ændret sig fra et sjælevenskab til noget andet.

Gensidighed betyder ikke lighed. Det, Jesus tilbød sine disciple var forskelligt fra det, disciplene tilbød Jesus. Han var den åndelige lærer; de var hans elever. Og dog kaldte han dem sine venner. Det var en relation, hvor der var gensidighed, selv om det ikke var en relation med lighed. Noget tilsvarende forekommer i en relation med åndelig vejledning, den særlige form for åndeligt venskab, som vi skal se på i nogle senere kapitler.

Dette bringer os videre til det sidste ideal for venskabet. Venner ledsager hinanden på livets rejse.

At ledsage eller dets latinske synonym akkompagnere giver dig måske musikalske associationer. Disse associationer er faktisk ganske relevante. En af mine musikervenner er akkompagnatør for nogle operasangere. Han fortæller mig, at udfordringen for en akkompagnatør er, at man ikke skal føre an eller komme i vejen, men blive i nær, støttende kontakt med det menneske, man akkompagnerer. Udfordringerne i åndelig ledsagelse er de samme.

Det første møde mellem Jesus og hans disciple, som omtales i Bibelen, var hans indbydelse til dem om at slutte sig til ham på hans rej se. Det fantastiske ved at tage imod denne invitation var, at han så ledsagede dem på dereJ rejse. Og på samme måde er det med os. Som Kristi efterfølgere tager vi del i hans liv, men han tager også del i vores. Det er, hvad sande venner gør. De ledsager hinanden på livets rejse.

Sommetider velsignes vi med en ven, som ledsager os gennem hele vores voksenliv. Ruth og No'omi var så heldige, at de hcmne blive sammen, og man bmne gætte på, at deres venskab fortsatte, selv efter at Ruth havde giftet sig med Boaz.

Andre gange er perioden, hvor man ledsager hinanden, kortere. David og Jonatan rejste kun sammen en lille del af Davids liv. Men uanset hvor længe man deler et venskab, så deler sande venner tilstrækkelig meget af deres individuelle rejser med hinanden til, at disse rejser bliver flettet sammen. Noget, der var adskilt, bliver forbundet. Min rejse bliver til vores rejse, og jeg er ikke længere alene.

Venner ledsager hinanden ved at vise aktiv interesse for hinandens rejse. Som tidligere nævnt lægges der særlig vægt på rejsens indre dimension. l\len fordi sjælen er hele mennesket, er venner også interesseret i de ydre aspekter af hin andens liv.

Jobfrustrationer, forholdet til familien og andre omstændigheder i livet deles og lyttes til med interesse, fordi sande venner har omsorg for hinanden på alle områder.

Fordi den ledsagelse, som sjælevenner giver hinanden, prioriterer det indre selvs rejse, kan de godt tåle fysisk adskillelse.

Selv hvis venner i en periode er langt væk fra hinanden, kan de blive ved med at være på bølgelængde og stadig fornemme flowet i hinanden s liv. De får hurtigt indhentet det forsømte, og det er, som om forbindelsen mellem dem aldrig har været afbrudt. Ledsagelse kræver ikke nødvendigvis, at man tilbringer megen tid sammen rent fysisk.

Venners liv blander sig med hinanden, og den intimitet, de oplever, breder sig ofte over en række erfaringssfærer. De bliver en vigtig del af hin andens historie, fordi de deler hin andens liv på vigtige måder. Dette fællesskab danner en vigtig streng i den ledsagende akkord, der binder deres liv sammen. Det er venskabet mellem Lynn og Angela et godt eksempel på.