Lad os se på, hvor alvorligt Bibelens forfattere betragtede bøn. I Johannes' Åbenbaring beskriver Johannes en scene i Himlen, hvor det syvende og sidste segl brydes på den bogrulle, som afslører menneskenes synd og vold og Guds dom. Så sker der noget bemærkelsesværdigt.

Johannes skriver, at så "blev der stilhed i himlen hen ved en halv time" (Åb 8,1). I dette tidsrum kommer en engel med et røgelseskar af guld og spreder megen røgelse, som her repræsenterer bønner fra menneskene på Jorden: "Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englen s hånd foran Gud" (Åb 8,4). Derefter udbasuneres domme over Jorden i form af torden og lynild, voldsomme jordskælv med mere.

Men det mest bemærkelsesværdige er, at disse begivenheder ses som et svar på de helliges bønner.

Normalt opfatter vi det sådan, at begivenheder på Jorden afbrydes af indgreb fra Himlen. Her sker det lige omvendt. Den himmelske skares endeløse sang og lovprisning standser. Hvorfor? Fordi nogen beder.

Himlen afbrydes, for at alle de hellige s bønner sammen med alle vore bønner kan stige op foran Gud. De høres. De betyder noget. Bønner fra mennesker som du og jeg afbryder Himlen.

Det, som derefter sker på Jorden, sker, fordi mennesker beder. Walter Wink36 tolker budskabet i Johannes' tekst således: "Historien tilhører talsmænd ene _ dem, der tror og beder for den fremtid, som kommer".

Historien tilhører altså ikke de magtfulde eller de rige, tilhører ikke regeringerne og hærene, de store firmaer eller de globale medieselskaber. Kun for en tid tager det sig stort ud, hvad de gør, når de forlader sig på egne kræfter og ikke på Gud. Den dag kommer, hvor alle store menneskelige gøremål vil høre en død fortid til og spredes som aske for vinden.

Historien tilhører talsmændene _ dem, der tror og beder for fremtiden, som kommer. Lige nu er Jesus vores talsmand: "Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os" (Rom 8,34). Hans forkyndergerning varede tre år.

Hans forbøn har allerede varet i næsten 2000 år.

Lad os begynde med begyndelsen. Når vi skal lære at bede, har vi brug for to ting: tid og sted. Linette Martin39 skriver om den vigtigste regel, når det gælder om regelmæssigt at få tid til bøn: "Det er bedst at begynde langsomt. Jeg foreslår fem minutter om dagen. Det lyder måske af alt for lidt, men det er bedre at fastlægge en kort tid end at begynde med et langt tidsrum, som du senere må opgive af praktiske grunde. Tiden skal ikke være længere den ene dag end den anden, blot fordi du føler dig i stemning til det. Selvom du en dag føler dig entusiastisk og vil fortsætte, så hold dig alligevel til de fem minutter. Sæt altid det samme lille tidsrum dag efter dag. Det kan lade sig gøre".

Vælg derfor et bestemt tidspunkt hver dag, hvor du beder. Det skal være samme tidspunkt hver dag. De fleste af os har travlt, og jeg ved godt, at for mange lyder dette umuligt. Men hvis du lader tidspunkterne skifte, har de det med helt at forsvinde.

Mange mennesker føler sig fangede i en bønnens trædemølle. Der går alt for lang tid, hvor de ikke beder; så føler de sig skyldige og beslutter sig for at bede på en anden måde. De beslutter at bede i meget lange tidsrum; de fortsætter meget længere, end de kan. Når de ikke kan holde det ud, opgiver de helt og begynder først at bede igen, når de atter får skyldfølelser. Bryd denne onde cirkel ved at holde dig til fem minutter hver dag. Vi vil gerne være verdensmestre i bøn på en dag, men sådan fungerer det bare ikke.

I løbet af nogle dage eller uger bliver du fristet til at holde op. Det er meget menneskeligt. Man kan komme til at kede sig eller miste modet på anden måde. Når det sker, må du ikke lave om på dit bede_mønster.

Lad være med at sige til dig selv: "Jeg springer lige over i dag, og så beder jeg ti minutter i morgen". Højst sandsynligt ender det med, at når det bliver weekend, har du brug for 35 minutter til bøn. Hvis det skulle glippe en enkelt dag, skal du ikke spilde tiden med at føle dig skyldig over det. Du skal bede fem minutter dagen efter.

Det hjælper at vælge et passende sted, hvor du vil bede. Evangelisterne fortæller, at Jesus tænkte på dette: "Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad der" (Mark 1,35). Og han var god til at undervise sine disciple i det samme. "'Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.' (...) Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene" (Mark 6,31_32).

Jesus var omhyggelig med at finde steder, hvor han ikke blev distraheret. Markusevangeliets første kapitel fortæller, at Peter ledte efter Jesus, som bad. Da han endelig fandt Jesus, sagde Peter: "Alle leder efter dig" (Mark 6,37). Peters ord lyder mildt bebrejdende, ligesom vi kan finde på at bebrejde hinanden, at vi ikke tog mobiltelefonen med eller glemte at videregive et faxnummer. Tilsyneladende faldt det slet ikke Peter ind _ på den tid _ at Jesus netop ville være uforstyrret. Når jeg beder, bliver jeg let distraheret af usædvanlige lyde, så det er virkelig vigtigt for mig at finde et stille sted.

Det er interessant, at Jesus ifølge Evangelierne oftest bad udendørs og på smukke steder _ f.eks. i bjergene eller ved en sø. I dag taler man somme tider om, at mennesker har hver sin åndelige vej til Gud.

For Jesus lå vejen i naturen, hvilket ikke burde overraske os, idet Gud skabte naturen.

Jeg voksede op med den ide, at man skal have et 'bønne_skab', men et skab er jo normalt ikke et særligt smukt sted. I årenes løb har jeg lært, at det er vigtigt at finde et sted, som opmuntrer mig til at bede. Hjemme er der et bestemt vindue, som jeg gerne sidder ved, fordi udsigten er så smuk. Somme tider flytter jeg en ekstra stol hen til vinduet for at minde mig selvom, at bøn ikke kun er mine egne tanker, men at Jesus også er til stede. Hvis jeg beder i længere tid, forsøger jeg at finde et sted ved en sø eller _ endnu bedre _ ved havet. Somme tider tænder jeg et stearinlys, fordi det minder mig om Skriftens jævnlige undervisning om, at Guds visdoms og ords lys vil lede mig.

Efterhånden kan et sted, som man ofte bruger til bøn, blive helligt.

Ligesom par ofte har en yndlingsrestaurant, og venner ofte har et yndlingsbord i en cafe, er det en Guds gave for din sjæl at have et bestemt sted til bøn. Jeg kender en kvinde, som har en særlig 'bedestol', hvor hun har fældet mange tårer gennem årene, og en anden af mine venner benytter et hjørne af sit kontor, hvor der ligger en tornekrone og en hyrdestav, som han ofte holder i hænderne under bøn. Sådanne steder og ting hjælper mennesker til en dybere bøn.

Med hensyn til hvilket tidspunkt på dagen, som er det bedste for bøn, er det, når du normalt har det bedst. Nogle mennesker har lært, at det altid skal være om morgenen, og Markusevangeliet taler jo også om, at Jesus stod op "ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt".

Man siger: "Giv Gud det bedste tidspunkt på dagen". Men hvad nu, hvis morgen er den dårligste tid på dagen for dig? Måske er du et af de mennesker, som selv Jesus ikke har lyst til at tale med om morgenen.

Giv ham det tidspunkt, som er bedst for dig. Gud skabte os mennesker forskelligt. Vi kan ikke alle være morgenbøn_mennesker; Gud skabte mange andre fugle ud over lærken.

Ligesom ved andre krævende gøremål skal der forberedelse til, når du beder. Det er særligt nødvendigt i vor tid. Jeg tror, det er vanskeligere for os at bede, end det var for mennesker førhen. Tilværelsen foregår i et højt tempo, som også præger vores sind. Fritidsfornøjelser som tv eller film indeholder ydre stimulering og støj, så vi ikke skal komme til at kede os, og hvis vi alligevel kommer til at kede os, er fjernbe~eningen lige ved hånden. Vi bliver oversvømmet af den slags 'støj' hele dagen. Mange af os savner tilmed så meget søvn, at hvis der bliver ro nogle få minutter, falder vi i søvn. (Når jeg afholder heldags eller halvdags retræter, er det faktisk et af de største problemer for mange deltagere, at de ikke kan holde sig vågne.) Aldrig har det været så svært for mennesker at koncentrere sig om bøn som nu.

Vi skal have hjælp med at komme i gang. Henri Nouwen sagde vist engang, at når vi begynder at bede, springer vore tanker hid og did som aber i et banantræ. Derfor er det vigtigt, når vi går i gang med at bede, at vi afsætter et øjeblik, hvor 'aberne' kan falde til ro. Det kan du f.eks. gøre ved et dybt åndedrag, så dit tempo kommer ned. Det kan være, at det hjælper dig at have en bestemt ting at se på _ en blomst eller et tændt stearinlys. Måske hjælper det dig at hviske "Himmelske Far" nogle få gange, indtil dit sind har samlet sig, så du kan gå videre.

Jeg har også en snært af et messias_kompleks. Det er ikke den slags, som medfører, at jeg bliver tvangsindlagt på en anstalt. Men det er på sin måde ikke mindre alvorligt og irrationelt end Leons, Josephs og Clydes dilemma.

Du har også din del af messias_sygen. Faktisk er hovmod den ældste synd i Bibelen. Første Mosebog slår fast, at det var stolthed, som gjorde det muligt for slangen at friste Eva til at spise af den forbudne frugt i Paradisets have: "Men Gud ved, at den dag l spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud" (l Mos 3,5). Og lige siden har alle mennesker _ hver på sin måde tj søgt at blive som Gud. Vi har alle været patienter på den samme anstalt.

Hvordan opdager vi, når vi selv bliver stolte og hovmodige? Lad os se på det og begynde med nogle milde former.

Forfængelighed betyder, at jeg er meget optaget af mit udseende og det indtryk, jeg i det hele taget gør på andre mennesker. Hvis vi motionerer i stramtsiddende dragter, er det tegn på, at vi har dette problem. Når vi holder øje med os selv i spejlene på motionslokalets vægge, er det også et stærkt symptom. Hvis vi foregiver at se på de andre, men i smug betragter os selv på de nye billeder af familie og venner, er det endnu et tegn på, at vi er forfængelige.

Forfængelighed er nok den mest almindelige form for hovmod. Den kan være irriterende og fjollet, men den er ikke den farligste form.

"Den, der bliver irettesat, men gør nakken stiv, knuses brat og uhelbredeligt," skriver forfatteren af Ordsprogenes Bog (Ordsp 29,1). Egenrådighed er den form for hovmod, hvor vi ikke tåler irettesættelse. Vi bliver ude af stand til at holde op med hele tiden at forsvare os selv. Når nogen påpeger en fejl hos os, undviger eller benægter vi den _ eller giver andre skylden for den. (Det er meget vanskeligt at komme ud over, for mennesker i forsvarsposition lader sig ikke irettesætte for at være i forsvarsposition.)

Dybest set er prisen for hovmod, at man udelukker både Gud og næsten af sit hjerte. Jesus sagde, at essensen af åndeligt liv er at elske Gud og at elske sin næste. Hovmod ødelægger vores evne til at elske. Grådige og frådsende mennesker har stadig en evne til en form for kærlighed, men hovmod er snarere anti_kærlighed. Hovmod får os til at udelukke mennesker i stedet for at tage imod dem. Det er hovmod, som får os til at standse op ved spejlet frem for ved Gud. Hovmod får os til at dømme frem for at tjene. Hovmod betyder ikke kun, at vi gerne vil være smarte og rige, men også, at vi gerne vil være smartere og rigere end vore omgivelser. Hovmod får os til at sammenligne os med andre.

Jesus selv påviste denne forbindelse, da han fortalte historien om to mænd, der bad. Tolderens syndighed var åbenlys: grådighed, uærlighed, korruption. Farisæeren takkede Gud for, at han ikke var en af den slags: "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen der. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt" (Luk 18,11_12). (Farisæeren ville tilsyneladende være 'ekstra god', for faste var kun påbudt en dag om året.) Farisæeren havde ret i, at der er to kategorier af mennesker, men han tog fejl med hensyn til hvilken kategori, der er den rigtige. Han stod sig faktisk rigtig dårligt over for Gud, fordi han svigtede det første og største bud om at elske, og han erkendte end ikke sit behov for Guds hjælp. Han tog ikke imod syndere. Han forstod ikke, at hans egen syndighed var værre end tolderens _ at han var den største synder i templet. Lukas oplyser, at Jesus fortalte denne historie til nogle, "som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre" (Luk 18,9). Hovmod og kærlighedsløshed hører sammen.

Engang blev stolthed og hovmod betragtet som noget meget dårligt; i dag er det lige før, vi hylder det som noget meget godt. Vi lever i det, som Christopher Lasch45 udnævnte til "narcissismens kultur". Den sætning, som Muhammed Ali blev berømt for, betegner nu det, vi alle stræber efter: "Jeg er den største". Bokse_arrangøren Don King blev citeret i dagbladet Los Angeles Times for at sige: "Jeg bliver hele tiden forbløffet over mig selv," hvorefter han tilføjede: "Og det siger jeg i al ydmyghed". Gad vide, hvordan det ville lyde, hvis han sagde det uden ydmyghed.

I stedet for stolthed og hovmod indbyder Jesus os til et liv i ydmyghed: "Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes" (Matt 23,12). Men i vor tid er mennesker ganske forvirrede vedrørende ydmyghed. Vi ved måske godt, at vi burde være ydmyge, men samtidig er vi ikke sikre på, at det er ønskværdigt. I virkeligheden ved vi ikke, hvad det vil sige at være et ydmygt menneske.

Hvad betyder det i det daglige liv at ydmyge sig selv? Hvad nu, hvis vi tager det alvorligt, at en anden f.eks. roser os for vores udseende. Vi forsøger jo at leve i Guds rige og at leve, som Jesus ville have gjort i vores sted. Hvad gør vi i den situation?

_ Ser vi nedad, tripper og siger: "Jeg ser i virkeligheden ikke så godt ud. Det er bare lyset her, som er temmelig dårligt".

_ Siger vi helt ligefremt, hvad sandt er: "Jeg synes, det, du siger, er vældig interessant. Sig noget mere, og lad os fejre det sammen" .

_ Citerer vi Ordsprogenes Bog for at irettesætte den pågældendes overfladiske optagethed af udseende? "Guldring i svinetryne: smuk kvinde uden dømmekraft" (Ordsp 11,22). (Efter den bemærkning er der næppe nogen, der vil komplimentere dig for dit udseende.) _ Går vi direkte til sagen og siger: "Du giver mig storhedsvanvid. Vig bort, Satan".

_ Smiler og siger tak, men ikke mere.

Ydmyghed drejer sig ikke om at overbevise os selv eller andre om, at vi ikke dur til noget eller ser kedelige ud. Det drejer sig ikke om at nedgøre os selv. Hvis Gud havde ønsket, at vi skulle være nul og niks, kunne Han have gjort det sådan.

Ydmyghed handler om at underkaste sin vilje og indebærer en sund selvforglemmelse. Hvis vi gør fremskridt i ydmyghed, vil vi opleve, at Helligånden i den grad gør os i stand til at leve i øjeblikket, at vi holder op med at tænke på os selv hele tiden. Når vi er sammen med andre mennesker, er vi virkelig sammen med dem og tænker ikke på, hvordan de kunne være til gavn for os.

At blive ydmyg er som en Kopernikus_revolution60 af vores sind, dvs. erkendelsen af at alting ikke drejer sig om os. Ydmyghed medfører altid en form for lettelse.

En af mine bekendte, som hedder Gwen Bird, underviste engang i en søndagsskole og ville have børnene til at 'spilJe' Jordens skabelse.

Det betød, at nogle af børnene skulle optræde som planter eller dyr.

En seksårig dreng, som vi kan kalde Jonathan, fik den opgave at stå pa en stige med en lampe, der oplyste hele sceneriet. Man kan sige, at han spilJede Gud. Da krybdyrene skulle til at afløses af fiskene, var der en, som trak i Gwens trøje. Det var 'Gud'. Han ville gerne være fri: "Det er ikke lige mig i dag at være Gud," sagde Jonathan. "Kan du ikke få en anden til at være det?" Hvis vi virkelig kunne opnå sand ydmyghed, ville den ikke være en byrde for os, men en stor gave. Ydmyghed er friheden til at holde op med at prøve på eller foregive at være noget, vi ikke er _ friheden til at acceptere os selv som 'de passende små', vi i virkeligheden er. Med Luthers ord er ydmyghed beslutningen om at "lade Gud være Gud".

Men her har vi et problem. Hvordan kan vi stræbe efter ydmyghed?

Hovmod er og bliver et stort problem for mennesker, som stræber efter åndelig vækst.

Engang imellem går jeg på kur. Når jeg i sådanne perioder sidder på en restaurant og betragter andre mennesker, som spiser og spiser, løber der straks tanker som disse gennem hovedet: Hvordan kan de dog få sig selv til at spise sådan noget? Ved de ikke, at dårlig mad er skadelig? Har de da slet ingen selvdisciplin? Er det de mennesker, Paulus tænkte på, da han skrev følgende? "De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske" (Fil 3,19).

Disse tanker kommer op i mig, selvom _ eller måske snarere fcmli _ det var præcis den samme dårlige fastfood, jeg spiste dagen før, jeg indledte min nye kur, og vil spise igen, når jeg har opgivet min kur om en uges tid.

Problemet er dette: Når jeg prøver at gøre noget godt, er jeg meget bevidst om det, og jeg er desuden bevidst om mennesker i mine omgivelser, som ikke gør det samme. Jeg får den tanke, at de burde gøre det samme som mig, dvs. jeg sammenholder mine egne anstrengelser med deres dovenskab. Resultatet udebliver ikke: stolthed, hovmod, dømmesyge og kærlighedsløshed. (Ironien er, at de andre mennesker sandsynligvis gør en masse godt på hundredvis af andre måder, eller at de måske ikke har modtaget den samme opmuntring og støtte, som jeg har, men det tænker jeg slet ikke på.) Noget af det vanskeligste for os er at holde op med at være den fortabte søn uden at blive som den ældre bror (jf Luk 15,11_32). Hvordan kan vi overhovedet stræbe efter ydmyghed?

Richard Fosterl7 skriver: "Mere end noget andet kommer ydmyghedens nådegave ind i vores liv gennem tjenestens disciplin (...) Der er ikke noget som tjeneste, der kan disciplillcre det uheldige kødelige begær, og der er ikke noget som tjeneste i det skjulte, der kan forvandle det kødelige begær. Kødet klynker over tjeneste, men hyler over den skjulte tjeneste. Det sætter alt ind på ære og anerkendelse".

På dette område, som på så mange andre områder af det åndelige liv, er Jesus vores lærer. Herren sagde, at Han "ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene" (Matt 20,28). Mange mener, at dette må have været en midlertidig afbrydelse af Jesu normale situation, nemlig at modtage tjenester. Men Guds virke er at tjene.

Den guddommelige tjeneste er udtrykt på det smukkeste i Paulus' Brev til Filipperne (kap. 2,6_11), og mange teologer anser denne del af skriftet for oprindelig at have været en salme _ en lovsang _ og en af den tidlige kirkes ældste trosbekendelser. Ifølge teksten bør vi indtage den samme holdning og ånd som Kristus: "han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en *ners skikkelse på".

Den første linje kan oversættes på forskellige måder alt efter sammenhængen, så hvordan skal vi forstå Paulus' lovsang til Kristi tjenersind? Man kan forstå teksten sådan, at Kristus, selvom Han havde Guds skikkelse, gav afkald på den og tog en tjeners skikkelse på. Det giver mening ud fra en almenmenneskelig vinkel. Det er meget nærliggende for os at forstå teksten sådan, og visse Bibel_oversættelser gør det faktisk: Jesus tjente andre på trods af, at Han var Guds søn.

Gerald Hawthorne46 skriver, at i den forståelse overser man fuldstændig den centrale betydning af Paulus' tekst om Kristus. Ifølge Hawthorne skal vi forstå Paulus' tekst på den måde, at Kristus, fordi Han havde Guds skikkelse, gav afkald derpå og tog en tjeners skikkelse. På denne måde forstår vi Guds rene og skære godhed.

l den gamle græske myte forlod Zeus og Hermes for en kort tid deres himmel og besøgte jorden i slavers skikkelse. De gjorde det for at narre menneskene og for at undersøge inderligheden i menneskenes tilbedelse af guderne. Da Zeus og Hermes havde fundet ud af det, de ville, smed de slavepjalterne og afslørede sig i al deres olympiske stråleglans. Det var som Clark Kent og Superman. De antog slavens eller tjenerens skikkelse, men kun som forklædning _ kun på skrømt.

For Jesus var det ikke en 'forklædning' at tjene. Paulus beskriver Jesu tjenerskikkelse og Jesu guddommelighed på samme måde. (Det er det lille græske ord morfl/, som her dukker op igen, jævnfør denne bogs første kapitel.) Da Jesus påtog sig en tjeners skikkelse, var det ikke en forklædning, som skjl/lte Gud. Tværtimod. Jesus viste hermed, hvem og hvordan Gud er.

Jeg kan huske en prædikant, som sagde, at stolthed og hovmod er forbudt hos mennesker, men tilladt hos Gud, fordi Gud er Gud. Det er forkert. Gud er den store tjener. Gud er det mest ydmyge væsen i universet. Jesus kom ikke til os i en tjeners skikkelse på trods af, at Han er Gud, men fordi Han er Gud.

Jesus vidste godt, at de, der fulgte Ham, kan få et problem med Messias_komplekset, og derfor anbragte Han dem i en gruppe sammen. l to år spiste de deres måltider sammen, mødtes dagligt til gruppediskussioner og fulgtes ad overalt. Ganske rigtigt, en dag "havde de talt med hinanden om, hvem der var den største" (Mark 9,36_37). Det sker overalt, hvor mennesker mødes. Når der er gået en vis tid i en gruppe, stikker messias_komplekset sit grimme hoved frem.

Dietrich Bonhoeffer42 beskrev det på denne måde: "Hvem der sår denne tanke i det kristne fællesskab, det ved vi. Men måske husker vi for lidt på, at intet kristent fællesskab kan mødes, uden at denne tanke straks dukker op som en splittelsen s sæd. Så snart mennesker er kommet sammen, skal de absolut tage fat på at iagttage, bedømme og indordne hinanden. Dermed begynder en usynlig, ofte ubevidst, frygtelig kamp på liv og død allerede ved et kristent fællesskabs opståen.

'Og den tanke opkom iblandt dem' _ dette er nok til at ødelægge fællesskabet" .

Derfor tog Jesus et lille barn og stillede det midt iblandt sine LeonClyde_ og Joseph_type disciple. Han sagde til dem, at det var deres opgave at tage imod og tjene det lille barn (jf Mark 9,36_37). Det var noget, de skulle gøre _ ikke kun for barnets skyld, men også for deres egen _ for gennem tjenergerningen ville de erkende sandheden om dem selv.

Da jeg var barn, holdt jeg meget af Superman, fordi han var så stærk.

Clark Kent narrede mange mennesker, men hans sårbarhed var forstilt: I virkeligheden var han en mand af stål. Superman hjalp svage og trængende mennesker, men han var ikke selv bange eller forvirret. Superman havde ikke brug for at gå i terapi, selvom han havde mistet både sine forældre og den planet, der var hans oprindelige hjem. Han blev ikke medlem af en kontakt_klub, selvom han altid var alene. Han havde ikke brug for psykiatrisk behandling, selvom han havde en blå trikot og en kappe på under sit normale tøj.

Jeg ville gerne være Superman. Jeg ønskede, jeg havde hans røntgen_blik og kunne bøje stål med de bare næver; frem for alt ville jeg gerne have en brystkasse som hans med det store S på. Men jeg havde ikke et bryst i en størrelse, der gav plads til det røde kæmpe_S.

Somme tider prøver voksne mennesker at være som Superman. Vi forsøger at tage os smartere, mere succesfulde eller måske mere åndelige ud, end vi er. Vi svarer på spørgsmål, som vi egentlig ikke forstår.

Det er en tung byrde at ville være Superman, når man er voksen.

Der er en anden måde at hjælpe andre mennesker på end ved at forsøge at være den Superman, som vi ikke er. Den vigtigste årsag til, at Jesus kalder os til tjeneste er ikke alene, at andre mennesker har brug for vores hjælp, men også at der sker noget med os, idet vi tjener andre.

Det skyldes sammenhængen mellem ægte hjælp og helbredelse.

Vi kan lære noget om denne forskel i en glimrende bog af Ernest Kurtz47 om Anonyme Alkoholikere. Han fortæller om Bill W., som lige var blevet afvænnet, og som netop da opdagede, at han var ved at bukke under for druk igen. Desperat ledte han efter en anden alkoholiker, som han kunne tale med om det hele, og fandt Dr. Bob. Også Dr.

Bob blevafvænnet og sammen stiftede de Anonyme Alkoholikere. Men Bill W. forstod, at den vigtigste grund til at tale med Dr. Bob ikke var at redde Dr. Bob, men at kunne lægge fortiden bag sig. Bill W. forstod, at det ikke var, fordi han var stærk, og Dr. Bob svag, at han kunne hjælpe Dr. Bob. Bill W. var i stand til at hjælpe, fordi han var svag, men ved at hjælpe den anden blev han stærkere.

Men sandheden rakte længere end dette. Efterhånden som Anonyme Alkoholikere blevet kendt fænomen, skulle Bill W. som organisationens stifter give flere og flere interviews. Han fik stadig mere travlt og begyndte at forsømme sin familie, men han sagde til sig selv, at alkoholikerne havde brug for ham. Gode venner trak ham til side og sagde nogle alvorsord til ham: "Du er ved at slå dig selv ihjel. Du tænker på dig selv som noget enestående; det er en typisk tænkemåde for alkoholikere".

Ligesom Bill W. må vi erkende, at vi ikke er supermænd eller messiaser. Vi må forstå vore begrænsninger. Heraf kommer styrke. Gud bider ikke negle over, om vi kan redde alkoholikere eller ej.

Vi skal tjene ud fra vores svaghed. Vi hjælper ikke andre, fordi vi er stærke, og de har brug for os; men hvis ikke vi hjælper dem, ender vi selv med at blive nogle håbløse ruiner.

Hvorfor holder Anonyme Alkoholikere fast ved anonymiteten? Det er ikke kun, fordi mennesker skal kunne deltage i møderne i Anonyme Alkoholikere uden at blive afsløret for omverdenen som alkoholikere;

det er også, fordi ingen skal kunne bruge organisationen til at fremme egen berømmelse.

Dette er den tjeneste, Jesus kalder os til: Et samfund af syndere, der hjælper hinanden. Men hvordan kan vi komme til at leve et liv i tjeneste?

Jesus tog det lille barn i favn, og det, Han sagde til disciplene, var _ i omskrevet form: "Her er jeres tjeneste. I skal give af jer selv til mennesker, som ikke giver jer status eller rigdom. Bare hjælp mennesker. I har brug for dette lille barn. I har brug for at hjælpe dette lille barn, ikke så meget for hendes skyld som for jeres egen. Hvis ikke I hjælper det, kaster I hele jeres liv bort på en idiotisk konkurrence om hvem af jer, der er den største. Men hvis I tjener hende godt, glad, ofte og uden for rampelyset, så oprinder måske den dag, hvor I ikke tænker: 'Hvor er det godt, hvad jeg gør.' Så tjener I som noget naturligt og selvfølgeligt og med glæde. Så begynder I at fatte, hvordan livet i mit rige er" (jf Matt 18)_5; Mark 9,36_37; Luk 9,46_48).

Dette er, hvad vi kunne kalde: *nesten i denne verden. Muligheden tilbyder sig adskillige gange dagligt. En kollega beder om hjælp til et projekt. En bilist holder i vejkanten og har problemer.

Det kan ske hjemme, fx midt om natten, når et af børnene græder.

Jeg kunne lade, som om jeg sov, og mumle et eller andet, når min kone stod op for at gå ind til barnet, så hun fik indtryk af, at jeg sov så dybt, at jeg ikke havde hørt barnet. På denne måde prøver jeg på en gang at opnå anerkendelsen af min gode vilje og behageligheden af at kunne blive i min varme seng. Men i stedet for kunne jeg stå op og tage mig af barnet. I stedet for at være ærgerlig over forstyrrelsen kunne jeg være taknemlig for, at mit barn lever. I stedet for at tænke i de baner, at barnet holder mig borte fra mine kirkelige opgaver, kunne jeg i løbet af dagen koncentrere mig om at være til stede hos hende. Hvis jeg gør det, bliver jeg frigjort af min tendens tit at alt skal foregå efter mit hoved, og jeg bliver måske i stand til at tjene andre uden hele tiden at tænke på, hvor god en ægtemand og far jeg er.

Desuden bringer tjeneste glæde. Det er nærmest umuligt at *ne andre, uden at der opstår et mere nært og varmt fællesskab. Jeg husker fra vores første tid som forældre, at Nancy fortalte mig, at noget af det, der skabte den stærkeste følelse af nærhed til mig, var det, jeg gjorde for at hjælpe. Hun sagde, at når jeg tog en tørn med støvsugeren, oplevede hun det som en handling, hvor jeg satte pris på hende. Når jeg gjorde rent i garagen, følte hun samhørighed mellem os. Når jeg tog vore børn i bad, følte hun sig stærkt tiltrukket af mig.

Familien er et vidunderligt sted at begynde et liv i tjeneste. Det er temaet i en bog af Ernest Boyer48. Han fik ideen til bogen, mens han deltog i et seminar om åndeligt liv _ med særlig fokus på ørkenens betydning, dvs. betydningen af at isolere sig i længere tidsrum. Da han sammenholdt dette med sit eget liv, måtte han spørge sig selv: "Findes der en børnepasningsordning i ørkenen?" Vi skal ikke bede os fritaget for børnepasning for at få tid til åndelig udvikling. Når det sker med bøn og med al mulig venlighed og energi, er det at tage sig af vore børn i sig selvet af de stærkeste redskaber til forvandling, vi overhovedet kan finde.

Jeg vil blot komme med en enkelt advarsel: Det er normalt lettere at høre om at *ne end virkeligt at tjene. Jeg kender en kvinde, som skulle have en større operation; derfor bad hun sin mand om at tage sig af børnene i weekenden. Han sagde nej; han skulle deltage i et større stævne for mænd, hvor de skulle lære at leve som gode kristne ægtemænd og fædre. Han nægtede at *ne sin kone, fordi han skulle til en konference, hvor han skulle blive inspireret til at tjene sin kone!

Ægte fællesskab er mere end noget andet karakteriseret ved tjenstvillighed og hensyntagen. Da Jesus sagde, at de første skal blive de sidste, de mindste blive de største og slaven den største af alle, var det ikke en befaling (jf Matt 20,25_28; Mark 10,42_45). Det var simpelt hen en beskrivelse af sandheden om Guds fællesskab, som er så forskellig fra den måde, tingene normalt fungerer på i vores verden.

En anden form for tjeneste kunne vi kalde nærværets tjeneste. I den russiske kirke var der engang nogle mennesker, som blev kaldt pllstilliki, og som helligede sig helt et liv i bøn. De trak sig tilbage til ødemarken (pustillja), men de isolerede sig ikke fra andre mennesker. Det russiske ord for tilbagetrukkethed betyder: at være sammen med alle. Der var et tegn på, at de var til rådighed, tilgængelige, nærværende: "Deres dør var aldrig låst", skriver Tilden Edwards49. "For disse pustiniki var det vigtigste altid deres næstes behov (hvilket sagtens kunne være mere end bøn og gode råd, f.eks. hårdt fysisk arbejde ved høsttid)" .

Vi skal være i stand til at lade os afbryde i vores arbejde af noget, som ellers ikke var på vores dagsorden. Vi skal leve, som om vores dør aldrig er låst. Vi skal være tilgængelige for andre mennesker, som har problemer, så vi kan tale med dem eller bede sammen med dem _ mennesker, som vi ikke kan 'helbrede', og som ikke fremmer vores egen karriere.

For at lære denne tjeneste sætter jeg somme tider en dag af, hvor jeg bliver hjemme, og det er så min dag for 'hemmelig *neste'; jeg er simpelt hen tilgængelig og nærværende for min familie; jeg har strøget alle mine egne projekter og opgaver af kalenderen. Ideen er den, at når min eneste opgave er at være til stede for andre, er der ikke noget, der kan afbryde mig. Hele dagens formål er tjeneste. Men det sætter mig på plads, når jeg opdager, hvor hurtigt jeg igen føler trang til at lave en plan for mine egne gøremål.

Til tider medfører tjeneste nogle forsinkelser eller afbrydelser, som skyldes, at man skal følge de regler, der gælder for alle andre. Det fortælles, at Muhammed Ali engang nægtede at spænde selen på en flyrejse. Efter at stewardessen flere gange havde bedt ham om at gøre det, sagde Ali: "Superman behøver ikke nogen sikkerhedssele". Stewardessen svarede kvikt: "Superman behøver slet ikke noget fly".

Vi vil alle gerne være en slags supermennesker. Om end vi ikke kan flyve af os selv, vil vi i det mindste gerne anse os selv for at være nogle særlige personer, der kan sætte sig ud over gældende regler. Når vi sidder fast i en kø i trafikken og føler os fristet til at zigzagge os forbi alle de andre, er det værd at tænke på, at vejen ikke er vores egen, og at andre mennesker er ligeså betydningsfulde som os.

Nogle gange indebærer *neste, at vi påtager os nogle rutine_opgaver, selvom vi kunne have bedt en anden om at udføre dem. Der findes en Abraham Lincoln_historie, som næppe er sand, men passer godt med hans karakter. En af hans ministre så en dag, at Lincoln var i gang med at pudse sine støvler og kunne ikke lade være med at udtrykke sin forbavselse over, at præsidenten selv pudsede sine støvler. Lincoln svarede: "Hvis støvler havde du forventet, at jeg pudsede?" Tjeneste betyder ikke, at vi kun skal gøre den slags jordnære ting, eller at hele vores dag skal gå med afbrydelser. Det kræver megen skønsomhed og visdom at vide, hvornår det gælder om at påtage sig 'nærværets tjeneste'. Jo mere tendens vi har til at tænke højt om os selv, desto mere brug har vi for at udføre denne tjeneste.

Nærværets tjeneste vil forhåbentlig hjælpe andre mennesker, men den er også en tjeneste for os selv, idet den nedbryder vore store tanker om os selv. Dietrich Bonhoeffer42 kaldte denne *neste for "at hjælpe i gerning". Dette indebærer bl.a. at gøre ganske simple og trivielle ting for et andet menneske, og der er nok af den slags opgaver overalt, hvor mennesker er sammen, og ingen af os er for 'store' til at gøre dem. Mennesker, der bekymrer sig om, hvor megen tid den slags enkle, hjælpende gerninger kan tage, er højst sandsynlig mennesker, der tager sig selv og deres karriere alt for højtideligt. Dette var Bonhoeffer helt bevidst om, selvom han selv var en fremragende teolog, forfatter, lærer, præst, seminarieforstander og leder i en antinazistisk bevægelse _ hvorfor han til sidst led martyrdøden.

På et tidspunkt var jeg helt udkørt, fordi jeg havde haft for mange rejser, møder og samtaler. Jeg havde imidlertid en stående aftale med en god ven, som også var engageret i kirkeligt arbejde, og vi plejede hver uge at tale sammen om vores arbejde og vores åndelige liv. Jeg beklagede mig over min tæt besatte kalender til ham, idet jeg håbede på lidt medlidenhed; men han overraskede mig ved at spørge, hvorfor jeg havde valgt at leve sådan. Jeg havde slet ikke tænkt på min overtegnede kalender som noget, jeg havde valgt. Jeg var mest tilbøjeligt til at tænke på min travle hverdag som noget givet.

"Hvorfor har du valgt at have så travlt?" spurgte min ven insisterende. Det foruroligede mig, for nu måtte jeg tænke nærmere over det.

Det eneste ærlige svar var, at jeg havde tillagt mig en livsstil som verdensmand. Jeg var bange for, at jeg ikke længere fik nogle tilbud og invitationer, hvis jeg begyndte at sige nej_tak, og hvis det skete, så ville jeg fremstå som en mindre betydningsfuld person, og hvis det skete, ville det være forfærdeligt. Jeg dækkede min overtegnede kalender til med en fernis af åndelighed, idet jeg forsøgte at overbevise mig om, at det alt sammen drejede sig om tjeneste _ men det var i virkeligheden storhedsvanvid. Jeg ville ikke erkende min begrænsning. Jeg ville ikke indse mit behov for hvile. Jeg ville ikke indrømme, at jeg ikke var Superman.

Som et resultat af denne samtale dannede jeg en lille kalender_gruppe med det formål, at deltagerne forpligtede sig til ikke at påtage sig nye forpligtelser og aftaler uden først at diskutere dem i gruppen og i deres familier. Det var med i aftalen, at vi ikke kun skulle diskutere vores kalender og planlægning, men også motiverne for vore aktiviteter.

Det er farligt at leve uden denne form for regnskabs_aflæggelse. En af mine venners far har været prædikant i næsten 50 år og sagde for nylig: "Ja, min søn, vi skal snart ses, men jeg skal først lige have styr på min kalender". Min ven fortalte mig: "Far har talt i over 30 år om alt det, vi skulle gøre sammen, når han først fik styr på sin kalender. Han trør selv, at han en dag får styr på den kalender. Hvad værre er, han nægter at erkende og langt mindre at tale om de virkelige grunde til, at kalenderen er overtegnet".

En af de mindst praktiserede tjenester i dag er formodentlig den tjeneste, som Bonhoeffer~2 kaldte at holde sin tunge i tømme: "Vi kan ofte bekæmpe vore onde tanker mest virksomt ved principielt at nægte dem ordet (. . .) Derfor vil den regel, som forbyder ethvert lønligt ord om brøderen, være afgørende for ethvert kristent samfundsliv" .

Denne morale står i skærende modstrid med tidens almindelige overbevisning om, at det netop er afgørende for vores mentale sundhed at sige alt, hvad der ligger os på sinde. Men i virkeligheden er tavshedens tjeneste somme tider en sejr for Gudsriget.

Den sejr kan fx ske på denne måde: Vi deltager i et møde på arbejdspladsen, og i løbet af mødet får vi den tanke, at her er der en god mulighed for at lade alle de andre forstå, hvor meget jeg ved. Jeg har chancen for at sige noget, som kan understrege min egen betydningsfuldhed.

Jeg kan tilmed rette en andens fejl og bevise min kompetence.

For nylig drøftede staben en i virkeligheden mindre sag, men ikke desto mindre opdagede jeg, at jeg sad på kanten af min stol, gestikulerede voldsomt og talte med en mere og mere skinger stemme. Jeg indså, at jeg i virkeligheden ikke var spor optaget af selve sagen, men at jeg havde indladt mig på en konkurrence om, hvem der i sidste ende vil få ret.

Tavshedens tjeneste indebærer også, at vi holder mund med de fremskridt i det åndelige liv, som vi selv mener at gøre. Francis de Sales33 skriver: "Ofte siger vi, at vi ikke er noget, at vi er nul og niks, at vi er et af verdens spildprodukter, men vi vil blive meget kede af det, hvis nogen tog os på ordet og sagde til andre, at det var, hvad vi er (...) Vi foregiver at være den ringeste i gruppen og sætter os forneden ved bordet, men vi gør det, for at nogle skal bede os flytte til en bedre plads.

Sand ydmyghed gør ikke noget væsen af sig og taler ikke om det. Den vil ikke blot skjule alle andre dyder, men også sig selv".

Denne tjeneste kan endog betyde at tage visse opgaver mindre alvorligt. Lewis Smedesso fortæller en vidunderlig historie om pave Johannes XXIII. Et medlem af kurien plagede ham bestandig med ønsket om, at han skulle ordne det ene eller andet problem. Den pågældende syntes at mene, at han var den eneste, der forstod kirkens problemer i denne verden, og at alt ville kollapse, hvis han ikke var på tæerne med sine advarsler. Til sidst havde paven fået nok trak den over_samvittighedsfulde rådgiver til side og sagde til ham, at også han ind imellem blev fristet til at ville leve, som om verdens skæbne afhang af netop ham. Men, fortsatte paven, det hjalp ham, at der engang imellem kom en engel til hans seng og sagde: "Hallo du, lad være med at tage dig selv så højtideligt". Vi har også brug for engle, som minder os om, at vi ikke er messiaser, og vi er ikke engang paver.

Vi er kaldede til at bære hinandens byrder (jf Gal 6,2). Det kan bestå i at bede for en anden eller trøste et menneske i smerte. Men somme tider kan det føles, som om selve forholdet til et andet menneske er en byrde. Jeg kan have brug for at bære over med andre, før jeg kan lære at holde af dem.

Jeg deltog på et tidspunkt i en bønnegruppe på omkring ti personer, som alle var engageret i kirkeligt arbejde. Møderne havde det udtrykkelige formål, at vi skulle fortælle om og lære af vore erfaringer med bøn i den forgangne uge. Gruppelederen gav os et godt råd, idet hun sagde, at vi skulle kassere ethvert tilløb til at dømme andre og deres kommentarer _ tværtimod skulle vi lade Gud tale gennem dem.

Det gik op for mig, at jeg har tendens til at gøre det omvendte. Som en refleks begyndte jeg at tage bestik af de andre i gruppen ved det første møde. "Det er et menneske med problemer, klynkende og behandlingskrævende," vurderede jeg straks, da en af personerne sagde noget. "Det er en traditionel, rationel type, en person af den gamle skole, som ikke afslører sine følelser. Og her en velfungerende, klog person, som jeg kan lære noget af," fortsatte jeg. Jeg anbragte de andre på en skala, så jeg vidste, hvem der var de fremmelige, jeg skulle tage kontakt med, og hvem der sakkede bagefter, og som jeg bare skulle holde ud.

Gruppelederens råd om at droppe tendensen til at vurdere de andre og i stedet at give Gud plads til at tale var, uden at hun vidste det, en mild anklage mod min måde at lytte til andre på. Jeg indså, at selvom min bedømmelse af de andre måske ikke var skudt helt forbi, havde den mere med mig selv at gøre end med de andre, og denne tendens til at kategorisere de andre forhindrede mig i at høre, hvad Gud ville sige til mig gennem dem. Jeg kunne ikke se den sandhed, at vi alle er på en rejse til Gud, og at afstanden mellem det ene og det andet menneske er uendeligt mindre end afstanden mellem os og Gud selv.

At bære hinandens byrder er meget mere end bare at affinde sig med vanskelige mennesker. Det er at lære at høre Gud tale gennem dem. Det er at lære virkelig at være til stede for dem. Det er at lære, at det vanskeligste menneske, jeg har at gøre med, er mig selv.

Man kan sige, at en del af det, jeg skal gøre, er at frigøre mennesker _ gentagne gange om nødvendigt _ fra det fastlåste billede, jeg har dannet mig af dem. Det kan være en person, som kritiserer den måde, jeg underviser på, hvad enten kritikken er retfærdig eller uretfærdig, venlig eller hånlig. Det kan være den mest vanskelige person, man kan forestille sig, nemlig en person, hos hvem jeg genkender mine egne kampe.

At bære hinandens byrder kræver ikke, at man bliver gode venner, men betyder, at vi ønsker dem alt godt, og at vi ikke gør noget, som kan såre dem; vi må indse, at vi står på lige fod over for Korset.

Det viser sig, at det Iiv, vi altid har ønsket os _ når vore ønsker er renset og sande _ er et liv i ydmyghed. Det ser vi klarest i Jesus selv.

Der var ikke noget storslået ved Jesus. Derfor havde mennesker svært ved at fatte, hvem Han var. En af de ældste vranglærer om Kristus _ doketismen _ opstod netop, fordi mennesker ikke kunne begribe, at Gud selv havde påtaget sig et liv med sårbarhed og lidelse. De mente således, at Jesus kun foregav at være menneske; han var det ikke rigtigt.

Apostlen Johannes sagde, at det er Antikrists ånd, som vil benægte, at Jesus er "kommet i kød" (1 Joh 4,2_3). Jesus var ingen Superrnan. Han besejrede ikke sine fjender med hænderne ved hof terne og en skudsikker vest. Det var ægte blod, de romerske soldater piskede frem; det var virkelig hud, tornekronen skar sig ind i; det var en sand, ufattelig smerte, sømmene på korset fremkaldte; den død, korsfæstelsen førte til, var reel. Men gennem alt dette, bar Han over med menneskene, tilgav dem og elskede dem ti] det sidste.

Guds store, hellige vittighed om messias_komplekset er denne:

Ethvert menneske, som nogen sinde har levet, har lidt af den indbildning _ undtaget et menneske, og Han var Messias.

Man kan omtale øvelser som discipliner, og man kan tale om en disciplineret person. Der er naturligvis en forbindelse mellem ordene 'discipel' og 'disciplin', men det er afgørende at definere dem rigtigt, ellers bliver discipelforholdet noget disciplineret i betydningen mekanisk og stift. En disciplineret person i vores forstand af ordet er et menneske, som gør det rigtige på det rigtige tidspunkt, på den rette måde og i den rigtige sind.

Læg mærke ti!, hvad en disciplineret person i vores sammenhæng ikke er. Det er ikke et menneske, som gennemgår mange discipliner _ altså øvelser. Når vi her taler om en disciplineret person, er det heJler ikke et menneske, der er meget systematisk i alt, følger et strengt skema dagen igennem, registrerer alt som resultater og hver dag vågner med en guldmedalje for øjnene. Farisæerne var regelrette og organiserede personer, men de var ikke disciplinerede mennesker i betydningen af et discipelforhold.

Disciplinerede mennesker kan gøre det nødvendige på et hvilket som helst tidspunkt. De kan gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, på den rette måde og af de rigtige grunde.

Denne definition passer på såvel kunstnere, atleter og astronauter som på dem, der vil følge Jesus. Et menneske, der på en disciplineret måde følger Jesus, er ikke en person, der kan alle disciplinerne', alle øvelserne, og som følger et dagligt program med åndelige øvelser til punkt og prikke. En person, som disciplineret følger Jesus, er et menneske, der kan skelne mellem de rette tidspunkter for latter, mildhed, stilhed, lægende ord eller profetisk harme, og som kan udfolde den'! hurtigt, effektivt og kærligt.

Nu spørger du måske, hvor Gud er blevet af i denne åndelige vækst.

Det er rigtigt, at denne forvandling ifølge Bibelen altid er Guds værk.

Det er et mirakel, når det sker. Hvis man kun taler om åndelig vækst som resultatet af øvelse og træning, kunne det lyde, som om den er noget, vi selv opbygger. Hver gang, en frø forvandles til en prins _. Eller blot en mere venlig og rar frø _ er der noget mystisk og ærefrygtindgydende på spil. Når vi taler om "noget mystisk" i åndelig forvandling, er det Helligånden, som handler. l Bibelen finder vi en analogi, som hjælper os til at forstå det: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.

Sådan er det med enhver, som er født af Anden" (Joh 3,8).

Forestil dig forskellen på at føre en motorbåd og en sejlbåd. Motorbåden kan vi klare alene. Vi fylder benzin i tanken og starter motoren.

Vi kontrollerer det hele. Men på en sejlbåd er det noget helt andet. Vi kan sætte sejlene og styre roret, men vi er helt afhængige af vinden. Det er vinden, som gør arbejdet. Hvis det ikke blæser, kommer vi ingen vegne lige meget, hvor hektisk vi foretager os noget. Det, vi skal, er at gøre lige præcist det, som gor os i stand til at gribe vinden.

Sådan er åndelig forvandling. Selvom vi energisk jagter denne forvandling, indfinder den sig ikke på kommando. Vi kan åbne os for forvandling gennem forskellige handlinger og øvelser, men vi kan ikke selv skabe forvandlingen. Den er ikke vores egen fortjeneste.

Det er gavnligt at huske på denne sandhed, for det kan redde os fra både falsk stolthed og vildledende anstrengelser. De anstrengelser, hvor vi knytter næverne og bider tænderne sammen, er oftest nyttesløse. Hvis vi oplever vores indsats som en byrde og en anspændelse, er det faktisk et tegn på, at vi er på gale veje. Jesus tilbød sit åg _ sig sek _ til trætte mennesker, fordi Han bragte lethed og "hvile for jeres sjæle" (Matt 11,29). Dette tema genfindes hos mange af dem, der fulgte Ham. Frank Laubach21 skriver: "Oplevelsen af at blive ført af en usvnlig hånd, som tager min, (...) vokser dagligt i mig. Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at se mulighederne (...) Anstrengelse hjælper tilsyneladende slet ikke".

Lad os tage en anden sammenligning med det at sejle, nemlig dettl' at en god sejler forstår, at det vigtigste er at kunne 'aflæse' vinden _ at kunne udvise dømmekraft. Den erfarne sejler kan iagttage havet og vurdere, hvor vinden er stærkest, eller kan betragte himlen og forudsige vejret. Den kloge sejler ved, hvordan sejlet skal sættes for at udnytte vinden bedst muligt.

Åndelig vækst kræver denne form for dømmekraft. Vi må lære at reagere på Åndens 'vindpust'. Moses anlagde ikke selv den brændende busk, og han bad heller ikke om den. Men da den var der, sku]]e han foretage et valg: Han skulle vende om og lægge mærke til Guds værk.

Den brændende busk er Guds ansvar. Det er vores ansvar at gå hen og se. Det glemmer jeg ofte.

På et tidspunkt købte jeg en andagtsbog og satte mig det mål at få den læst inden årets udgang. Når jeg læste i den, oplevede jeg adskillige gange, at der skete noget i mit hjerte; jeg følte, at jeg burde standse op og fordybe mig i et afsnit. Men det ville have forsinket min læsning, så jeg ikke kunne nå mit mål, og derfor fortsatte jeg bare.

Jeg burde have indset, at det gavnlige for mit åndelige liv ikke var at læse bogen på en bestemt tid. Det væsentlige var, at jeg oplevede en situation, hvor jeg var åben for forvandling. Hvis Gud kunne tale til mig gennem et enkelt afsnit i denne bog _ hvis jeg her blev dømt, helbredt eller udfordret _ så skulle jeg blive der, indtil vinden lagde sig, og først da var det tid at fortsætte. Jeg gjorde, som om det var en motorbåd, og ikke en sejlbåd. Jeg undlod at gå hen og se.

Lad os tage et andet eksempel. En af mine venner befandt sig på et retræte_center en dag, hvor folk øvede sig i stilhed. En af deltagerne så sig ikke for og stødte ind i min ven, som nær var væltet omkuld. Kvinden trænede jo i stilhed og sagde derfor ikke et ord, ikke engang et kort "Undskyld". Men det egentlige formål med en s,ldan øvelse er ikke at kunne holde ud i stilhed længst muligt; formålet er at give Jesus plads i vores liv, så vi lærer at leve ligesom Han. En lille del af det at leve som Han kunne godt være at opføre sig med almindelig høflighed over for andre, når vi støder ind i dem.

Opgaven består ikke i at holde regnskab med, hvor mange vers af Bibelen vi kan læse, eller hvor mange minutter vi beder hver dag.

Opgaven er at gøre disse ting for at give Cmi mulighed for at handle med os. Hvad der måtte ske med os er op til Ham. Vi sætter blot sejlene, og "ånden blæser, hvorhen den vil".

Her er en god nyhed: Lige meget, hvordan dit temperament er, er det ikke en barriere for åndelig vækst.

Har du tendens til at være spontan, eller er du den type, der helst vil planlægge og organisere det hele? Spontane mennesker tror ofte, at de har et problem med hensyn til åndelig vækst, idet de har svært ved at følge en bestemt plan. (Hvis du i dette øjeblik stadig overvejer, om du er et spontant menneske, kan du ligeså godt udelukke den mulighed med det samme.) Men spontane mennesker har i virkeligheden et vidunderligt talent og fortrin, fordi de er i stand til at reagere hurtigt og effektivt.

Kombinationen af handlinger, forhold og erfaringer, som skal ti!

for at opnå åndelig vækst, er forskellige fra menneske til menneske.

Når man læser om Abraham Lincolns livs forløb, er det en forbløffende beretning om en personligheds udvikling. Men alt tyder på, at han \,11 en meget uorganiseret mennesketype; der har rod på hans kontor. og han havde sågar en mappe med titlen: "Hvis ikke du kan finde det andre steder, se her".

Friheden er givet os, for at vi skal opdage, hvordan Gud vil hand le med os, og Han har en forskellig plan med hver enkelt af os måske taler Gud til os på en særlig måde, f.eks. gennem naturen. Måske skabte Gud os sådan, at det er musikken, som udvikler os. Måske har vi en særlig evne til stilhed og bøn. Eller måske er vi særligt åbne for det som billeder, symboler og kunst kan formidle C. Ss. Lewis22 fremsatte engang den formodning, at Gud har skabt hvert menneske til at se hver sin facet af Guds skønhed _ noget, som ingen anden kan se på samme måde _ og at Han dernæst har velsignet alle troende i al evighed med en del af Guds skønhed, som de ellers ikke kunne se.

Her er endnu en god nyhed: Der er ikke noget i de enkelte stadier af vores liv, som udgør en barriere for åndelig vækst.

En mor i vores menighed mente, at det nok var lettere for hende at arbejde med sin åndelige vækst, før hun blev mor. Vi snakkede om det, og efterhånden forstod jeg, hvad hun tænkte på. Hun mente, at det at læse i Bibelen og at bede var det eneste, der talte åndeligt set, men hun følte, at det ville være forkert af hel,de som mor at sætte tid af til stilhed.

Kirken havde svigtet hende på dette punkt. Der var ingen, som havde fortalt hende, at hendes daglige omsorg for to børn med alt, hvad det indebærer af glæder og taknemlighed, bønner om hjælp og tålmodighed under prøvelser, netop kan være en træning til en fantastisk åndelig forvandling ud over alle forventninger. Hun havde det indtryk, at tid til stilhed tæller i henseende til åndelig vækst, mens omsorg for børn ikke tæller.

Hun måtte anstrenge sig for at finde tid til ensomhed og stilhed, og hun kunne alligevel aldrig nå det niveau, hun var på i sin studietid

Men som mor havde hun faktisk fået en ny mulighed for åndelig vækst, som hun ikke havde dengang.

Vore livs faser _ hvor vi end måtte være _ er ingen hindring for, at Kristus kan vokse i os, ikke det mindste. Uanset, hvilket stadium vi befinder os på, har det sine særlige muligheder og udfordringer til os, når det gælder åndelig vækst. I stedet for at ønske, at vi befandt os i en anden livsfase, burde vi forsøge at finde ud af, hvad netop denne fase har at tilbyde os

Livet tæller _ hele livet! Hvert øjeblik rummer muligheden for at blive ført af Guds hånd til Hans liv. Hvert øjeblik af livet er en chance for at lære af Jesus, hvordan man lever i Guds rige.

En af tilværelsens grundlæggende love er rytmen. Nat følger dag, vinter følger sommer, vi sover og vågner. l det åndelige liv er det traditionelle ord for dette: rytme. Der er en tid til trøst og en tid til fortvivlelse. r fortrøstningens perioder beder vi, fordi Gud synes nær, Bibelen synes levende, synd tager sig dårligt ud, og alle trafiklys viser grønt. l perioder med fortvivlelse er det lige omvendt: Bibelen synes tør, bøn fa]de!' svært, og Gud synes fjern.

C. S. Lewis22 har bemærket, at Gud somme tider giver os en stærk fornemmelse af Hans nærvær, et ønske om at være hos Ham, en evne til let at modstå fristelse: "Men Han lader aldrig denne tingenes tilstand vare længe. Før eller siden trækker Han disse tilskyndelser og denne støtte tilbage, om ikke i virkeligheden så i vore bevidsthed. Han overlader skabningen til at stå på egne ben _ til af ren viljestyrke at udføre disse pligter, som har tabt a] tiltrækning. Det er i sådanne bølgedale _ frem for i perioder med bølgetoppe _ at skabningen udvikler sig i den retning, Han ønsker".

Når vi glemmer loven om livets rytme, formoder vi, at den periode, vi befinder os i, vil vare evigt. I en periode fuld af fortrøstning tror jeg fejlagtigt, at jeg mestrer mit åndelige liv, mens jeg i en fortvivlelsesperiode antager, at jeg har gjort noget forkert, eller at Gud straffer mig. l virkeligheden er begge perioder uundgåelige, og begge perioder kan medføre enestående vækst.

For mange år siden deltog jeg i en gruppe, hvor vi skulle lære at bede. Vi blev enige om at bede i lang tid hver gang _ i hvert fald oplevede jeg tiden som lang. Vi lærte at bruge Bibelen, når vi bad. Vi blev enige om at stå op midt om natten for at bede, så vi kunne opleve stilheden. Vi blev enige om at sætte tid af ti] at tænke over vore bønner for på denne melde at erkende, hvornår Gud talte til os.

Da gruppen gik i opløsning, opdagede jeg ti] min sorg, at jeg nu bad meget mindre, end da vi var sammen. Jeg troede, jeg havde fundet formlen for det med bøn. Så forklarede en klog ven mig, at når man har anstrengt sig til det yderste, har man brug for hvile for at komme med igen. Det er helt rigtigt. Efter nogen tids 'hvile' oplevede jeg en ny længsel efter bøn.

Denne naturlov betyder, at det sandsynligvis er en fejl at regne med, at en bestemt 'åndelig rutine' er fyldestgørende for resten af vores liv.

Vi vil opleve tider med stor vækst, hvor vi bruger megen tid på bøn og gudstjeneste, men vi vil også opleve tider med fortvivlelse, hvor det bliver vanskeligt at bede, og i sidstnævnte perioder vil vi måske have behov for mere hvile.

Da jeg nåede frem til at forstå ideen om at træne til at blive ligesom Jesus, stod jeg over for et valg. Mennesker slentrer ikke bare i gang, når de påbegynder et nyt liv med træning.

Hvert år er der nogle mennesker, som nærmer sig grænsen for deres fysiske styrke og formåen; de viser os, hvor langt kroppen kan nå i bodybuilder_konkurrencer. De har helliget sig udviklingen af deres kroppe. Alle deres daglige rutiner _ mad, øvelse, hvile osv. _ er tilrettelagt med det ene formål, at andre mennesker skal se dem og sige til hinanden: "Så det er, hvad et menneskes krop kan blive til. Det anede jeg ikke!" Denne form for udvikling lykkes ikke ved et tilfælde. For en tid siden så min kone og jeg en film med en af de kendte action_stjerner, som er berømt for sin veludviklede krop. Af en eller anden grund havde fyren frygteligt svært ved at beholde sin bluse på, selvom handlingen foregik i sneklædte bjerge, og de øvrige medvirkende havde frakker på. Da hans muskuløse torso igen fyldte billedet, så Nancy frem og tilbage fra ham til mig _ som student var min højde 183 cm og min vægt 65 kilo, og det, jeg har taget på siden, har for det meste sat sig de forkerte steder _ og sagde til sidst: "Nej, velformede mænd tiltrækker mig simpelt hen ikke".

Jeg vendte og drejede hendes bemærkning i mit hoved for at finde den kompliment, som bemærkningen formodentlig gemte, men jeg fandt den ikke. Jeg havde ikke noget imod at komme til at se ud ligesom filmstjernen, men det var bare helt usandsynligt, at det ville ske, for jeg havde aldrig truffet beslutningen om at tilrettelægge mit liv efter dette mål.

lfølge et dagblad i Los Angeles har en træner, som engang selv deltog i en Mr. Missouri_konkurrence, sagt: "De mænd, man ser på tv og i blade med det udseende _ det udseende er det, de lever af. Vedligeholdelsen af det udseende er det, hele deres liv bygger på _ det er en livsstil - 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Men vi lever i et her og nu_samfund. Der kommer nogle fyre her, som tror, at på tre måneder kan de opnå det samme muskuløse og velformede udseende, og det er mildest talt urealistisk".

Hvor vidt det er umagen værd at hellige hele dit liv opnåelsen af et muskuløst og velformet udseende er naturligvis et andet spørgsmål, men under alle omstændigheder er det ikke noget, der sker på en dag.

Det er noget, som kræver "hele deres liv".

Jesus stillede mennesker direkte over for valget om at følge Ham.

Af nåde gav han os mulighed for at leve i Guds rige her og nu _ det var Hans glædelige budskab. Det er muligt at leve på en sådan måde, at når folk ser os, vil de sige til sig selv: "Fantastisk! Jeg vidste ikke, at livet kunne være sådan". Det sker faktisk. Mange, som valgte at følge Kristus, oplevede det, og det er også en reel mulighed for os. Dette er den "særlig kostbare perle", som Jesus talte om (Matt 13,46), og som enhver ved sine fulde fem ville sælge alt for at få. Dette er det 'løb', vi er skabt til. Men det er ikke et liv, vi bare kan slentre ind til. Vi må beslutte os.

De følgende kapitler i denne bog behandler hver især en åndelig øvelse eller disciplin. Men inden vi går i gang med dem, vil jeg gerne forklare, hvordan vi kan finde ud af, hvilke øvelser og handlinger som er bedst for mig eller dig.

Ofte sammenlignes åndelig vejledning med et læge / patient_forhold, og en læges råd kommer af en god diagnose. l en diagnose af os selv mel vi skelne mellem to slags synd: undladelsessynder og gerningssynder.

Undladelsessynder betyder, at vi ikke har gjort, hvad vi skulle; gerningssynder betyder, at vi har gjort, hvad vi skulle have undgået.

Dallas Willard12 har bemærket, at åndelige øvelser ligeledes kan deles i to kategorier: øvelser i indsats og øvelser i afholdenhed. Øvelser i indsats betyder, at jeg bevidst gør bestemte ting. Bøn, studier, fællesskab og givertjeneste er eksempler på øvelser i indsats. Omvendt betyder øvelser i afholdenhed, at jeg bevidst afstår fra at gøre bestemte ting.

Eksempler herpå er faste, ensomhed og stilhed.

Men der er en forbindelse: Hvis jeg kæmper med en gerningssynd, vil det hjælpe mig at gennemføre en øvelse i afholdenhed. Med andre ord, hvis mit problem er, at jeg gør noget, jeg ikke burde gøre, skal jeg gennemføre en træning, der opbygger mine undladelses_muskler. Hvis du har et problem med pral (en gerningssynd), hvilke øvelser vil da formodentlig hjælpe dig? Hvis du svarede stilhed og tavshed (begge er øvelser i afholdenhed), har du ret _ men sig det ikke til nogen!

Hvis jeg kæmper med undladelsessynder, vil jeg uden tvivl få mest hjælp af øvelser i indsats. Hvis min synd er min svigtende evne til at elske, opmuntre og tjene, så har jeg brug for et træningsprogram, der styrker mine handlings_muskler. Hvis du f.eks. lider af glædesløshed, må du kaste dig ud i min personlige yndlingsøvelse: øvelse i lovprisning. Den kan du læse om i kapitel 11.