Undervisning 2025

Skærtorsdag er en særlig mulighed for at dvæle ved både den bibelske begivenhed og dens betydning for os i dag.

Hvad skete der skærtorsdag?

1. Måltidet

Jesus fejrer påskemåltid med sine disciple – et måltid der i sig selv var fyldt med betydning for jøderne (mindet om udfrielsen fra Egypten). Midt i dette måltid giver Jesus det en ny betydning:

“Dette er mit legeme … Dette er mit blod … til syndernes forladelse.”

Han indstifter nadveren som en gave og et løfte: Her er jeg. Giv mig til jer. Jeg bærer jeres skyld. Jeg er jeres liv.

1. Fællesskabet og forræderiet

Det er fællesskabets måltid – men også præget af svigt: Judas’ forræderi, Peters fornægtelse, disciplenes frygt og flugt.
Det minder os om, at nadveren ikke er for de perfekte, men for de skyldige, der har brug for tilgivelse og nåde.

Betydning – hvorfor fejrer vi nadver?

1. Jesus giver sig selv

Nadveren er ikke bare en symbolsk gestus – det er Kristus selv, der rækker sig til os med brød og vin. Det er Guds måde at være nærværende på. I al sin ydmyghed og kærlighed.

"Han tog et brød, takkede, brød det og gav dem det."
Den evige Gud giver sig selv i noget så enkelt og skrøbeligt som et stykke brød og en slurk vin.

1. Tilgivelse og genoprettelse

Nadveren er ikke først og fremmest noget, vi gør – det er noget, vi får. Et møde med Jesus, hvor han siger: Din synd er dig forladt.
Det er et bord, vi sættes til, også når vi føler os uegnede, trætte eller tomme.

1. Fællesskab og enhed

Vi knæler side om side. Vi deler det samme brød og den samme vin. Nadveren binder os sammen som kristne og som kirke – ikke på grund af, hvem vi er, men fordi vi får det samme fra Kristus.

“Vi er ét legeme, for vi får del i det ene brød.” (1 Kor 10,17)

Andagt til Skærtorsdag – "Han gav sig selv til os"

I aften samles vi omkring bordet.

Ikke et fint dækket festbord, men et bord, hvor brødet og vinen ligger fremme som tegn.
Tegn på en kærlighed, der gik hele vejen.
Tegn på en gave, der blev givet – for os.

For Jesus vidste, hvad der ventede ham.
Han vidste, at en af dem ville forråde ham.
At de andre ville flygte, når det gjaldt.
Han vidste, at korset lå foran ham.

Og alligevel sætter han sig til bords.
Han løfter brødet, velsigner det – og bryder det.
Han løfter bægeret – og giver det rundt.

Han siger ikke: Gør jer fortjent til mig.
Han siger: Tag imod mig.

Han giver sig selv i brødet og vinen.
Giver sit legeme og blod – for os.
Ikke som en belønning, men som en gave.

Og han siger:
Gør dette til min ihukommelse.
Gør det igen og igen. For her vil jeg møde jer.

Vi knæler sammen.
Uanset hvem vi er, hvad vi bærer på, eller hvad vi ikke fik sagt.
For her er ingen bedre end andre.
Her rækker Kristus sig selv til hver eneste én:
Mit legeme – givet for dig.
Mit blod – udgydt for dig.

Kort fortælling – “Stolen ved bordet”

Der var engang en mand, der havde rodet det hele til i sit liv.
Han havde brudt relationer, løjet for sine nærmeste og båret en skyld, han ikke kunne glemme.
En dag blev han inviteret til en nadvergudstjeneste. Han gik, men da han kom op til alteret, knælede han ikke.

Han blev stående lidt væk og sagde til præsten:
“Jeg hører ikke til her. Jeg er ikke værdig.”

Præsten smilede stille og svarede:
“Der er allerede dækket op til dig. Der er sat en stol ved bordet, og den er ikke din egen fortjeneste. Den er sat af ham, der kalder på dig. Han kender alt – og siger alligevel: Kom.”

Manden knælede.
Og for første gang i lang tid mærkede han, at noget i ham begyndte at hele.

Må denne aften minde os om, at Jesus aldrig vender sig bort fra os.
At han blev hos sine – og stadig bliver hos os.
Og at i nadveren rækker han sig selv til os,
som det brød, der mætter,
og som den vin, der glæder hjertet.

Amen.

Afsluttende bøn:

Herre Jesus Kristus,
du satte dig til bords med dine disciple
den nat, du blev forrådt.
Du velsignede brødet og vinen,
og du gav dig selv – for vores skyld.

Lær os at tage imod dig med åbne hænder
og taknemmelige hjerter.
Giv os at kende din kærlighed,
når vi knæler ved dit bord.

Vær hos os i dette måltid,
så vi bæres af din nåde
og sendes ud i verden med dit lys.

Amen.

Hvad rummer nadveren? - ReFokus 22. april 2025

Tilgangen
Oplevelsen
Stilheden og alvoren i rummet.
Fællesskabet – at vi alle står i kø som lige.
Hvordan brødet og vinen føles som mere end symboler – som virkelighed.

Sammenligninger
Nadveren er som et kram fra Gud – helt konkret, med krop og sansning.
Det er hjertets måltid – et sted, hvor man får det, man ikke selv kan give sig.
Som en madpakke til rejsen – noget, der giver styrke og håb midt i livets trængsler.

Lidt citater
Her er nogle udtalelser og refleksioner om nadveren fra både teologer, salmedigtere og åndelige vejledere.
Martin Luther “Nadveren er evangeliet i sin mest konkrete form.” “Når ordet lyder: ‘for dig’, så er det, som om Kristus selv lægger det i din hånd og siger: Dette er til dig.” “Det er ikke vores tro, men Guds ord, som gør nadveren til, hvad den er.”
Dietrich Bonhoeffer “Ved Herrens bord mødes vi som syndere. Vi bringer ikke noget med os – vi kommer for at modtage alt.” og  “Den, der deltager i nadveren, træder ind i en forening med Kristus og med hele menigheden.” og "Når vi går til nadver, går vi ikke bare til et ritual. Vi går Kristus i møde. Han kommer os i møde med sit liv, sit håb, sin fred. Og han siger: Kom, for alt er rede."
Bonhoeffer, der sad fængslet under nazismen, skrev stærkt om nadverens betydning som et sted, hvor vi møder Guds virkelige nærvær midt i verdens mørke.
Grundtvig “Sandhed til sæde i hjertets grund gi’r os den levende nadver-stund.” (fra DDS 459 “Guds Søn har gjort mig fri”)
Grundtvig så nadveren som et levende møde – en virkelighed, hvor Guds sandhed og kærlighed flytter ind i det enkelte menneskes liv.
C.S. Lewis “I nadveren kommer vi med sultne hjerter – og Gud mætter os, ikke bare med ord, men med sig selv.”
Lewis beskrev ofte, hvordan troen bliver sanselig og virkelig i nadveren – hvordan det taler til hele mennesket: hjerne, hjerte og krop.
Mother Teresa “Vi kan ikke leve uden at spise. Sådan er det også med nadveren. Den er den åndelige føde, vi ikke kan undvære.”
Biskop Desmond Tutu “Når vi deler nadveren, deler vi håbet. Det er ikke bare et minde – det er en forsmag på himlen.”

Nadverens egenart
Et måltid med betydning
Vi mennesker spiser hele tiden – men nogle måltider betyder mere end andre.
Tænk på en julemiddag, en fødselsdag, en sammenkomst med familie eller venner, hvor maden ikke bare handler om at blive mæt – men om at være sammen.
Om at dele noget.
Måltider kan være hellige – fordi de binder os sammen.
Sådan er det også med nadveren.
En præst fortæller: ”Jeg husker engang, jeg delte nadver med en kvinde, der var alvorligt syg. Hun havde bedt om at få nadver hjemme. Der var kun os to. Et lille stykke brød. En slurk vin. Og alligevel – det var som om rummet blev større. Som om der midt i sygdom og skrøbelighed blev tændt et lys. Det var ikke bare symbolik – det var nærvær. Det var Kristus”.

Bibelsk baggrund
Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag aften midt under fejringen af den jødiske påske.
Midt i påskemåltidet tog han brødet og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.” Og han tog kalken og sagde: “Denne kalk er den nye pagt i mit blod.”
Han gav os ikke en teori, men et måltid.
Ikke en abstrakt læresætning, men noget vi kan tage imod med hænder og mund og hjerte.
I den første kirke blev nadveren centrum.
I Apostlenes Gerninger står der, at de “holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.”
Nadveren var ikke bare et ritual – det var og er liv.

Fire betydninger, som flettes sammen
a) Erindring
Nadveren er en erindring. Vi mindes Jesu liv, død og opstandelse.
Vi hører ordene: “Dette er mit legeme, som gives for jer.”
Og vi ved – det handler om korset.
Det handler om kærlighed.
Det handler om Gud, der giver sig selv helt for os.
Men det er ikke bare en nostalgisk erindring – det er en levende, virksom ihukommelse.
Det skete dengang – men det gør noget ved os nu.

1. b) Nærvær
   Det andet lag er nærværet. I nadveren er Kristus virkelig til stede.
   Ikke i fysisk forstand som om brødet bliver til hud og blod – men heller ikke kun som et billede.
   Han er der. Med sin kærlighed. Med sin nåde.
   Martin Luther sagde: “Kristus er til stede i brødet og vinen, fordi han har lovet det.” Det er Guds ord, der gør det virkeligt. Når vi knæler ved alteret, så knæler vi ikke alene – vi knæler sammen med Kristus selv.
2. c) Fællesskabet
   Det tredje lag er fællesskabet.
   Når vi går til alters, så går vi som en del af noget større.
   Vi knæler side om side – gamle og unge, tvivlende og troende, sørgende og glade.
   Her er ingen høj og lav. Ingen først og sidst. Her er vi lige – elskede af Gud.
   Det er ikke præstens bord. Det er ikke kirkens bord. Det er Kristi bord – og han siger: “Kom, alle I, som er trætte og tyngede af byrder.”
3. d) Nåde
   Og det fjerde lag: Nadveren er et nådemåltid.
   Vi kommer ikke for at præstere noget – vi kommer for at modtage. Vi får det hele givet.
   Ikke fordi vi har styr på troen, men netop fordi vi har brug for den.
   De vigtigste ord i nadveren er måske de to: “For dig.” – Dette er mit legeme, givet for dig. Dette er mit blod, udgydt for dig.
   (Sådan lyder det mange steder)
   Det er personlig nåde. Det er ikke bare en forestilling – det er en gave, rakt direkte til dig.

Hvad virker nadveren i os?
Men hvad betyder det så – helt konkret for os – at vi fejrer nadver?

Vi bliver styrket i troen.
Troen er ikke altid stærk – nogle gange er den lille som et sennepsfrø, men i nadveren bliver den næret.
Kristus giver os sig selv – også når vi ikke kan mærke det.

Vi bliver bundet sammen med hinanden.
Vi bliver ét legeme, som Paulus skriver.
Nadveren river ikke folk fra hinanden – den samler.

Vi får håb.
Nadveren peger fremad. Det er et måltid, som allerede nu giver os en forsmag på det, der skal komme – den store fest i Guds rige.

Og vi bliver sendt.
Efter nadveren slutter vi gudstjenesten med velsignelsen. Vi går derfra – ikke tomhændet, men fyldt af Kristi fred.

Husk
Når du næste gang går til alters – så husk dette: Du går ikke alene. Kristus går med. Han rækker dig sit legeme og blod – sit liv og sin kærlighed. Og han siger: “Kom. Alt er rede.”

Du skal ikke forstå alt. Du skal ikke føle noget bestemt. Du skal bare række hånden frem og høre ordene: “For dig.”

Og det er nok.

Salmerne

“Du rækker mig dit nådesbrød” – DDS 457

Tekst: Holger Lissner, 1975
(Melodi: Hans Holm, 1975)

1. vers
   Du rækker mig dit nådesbrød,
   dit liv, din død og opstandelse.
   Jeg spiser, og mit hjerte tror,
   at du er her med frelse.
2. vers
   Du rækker mig din kærlighed,
   dit hjerte bløder i brødet.
   Du lever i mit hverdagsliv,
   du styrker mig i mødet.
3. vers
   Du rækker mig dig selv, o Gud,
   i vinens mørke dråber.
   Jeg drikker og fornyes i
   dit blod, som renser, håber.
4. vers
   Du rækker mig dit åndedrag,
   dit åndepust i verden.
   Jeg sendes i dit kærlighedsnavn,
   dit rige, fred og færden.

“Se, vi går op til Jerusalem” – DDS 192

Tekst: Jakob Knudsen, 1891
(Melodi: Ludvig Lindeman)

1. vers
   Se, vi går op til Jerusalem
   til påskemåltid helligt,
   Guds lam os giver sig selv i dem,
   de ord han talte kærligt:
   "Tag dette brød, det er mit legm,
   den vin er blodet udgydt for dig,
   til synders nåde given."