Jeg prædikede i Horsens Valgmening 20. marts 2022

1. søndag i fasten 2. tekstrække

Tekst: Åben. 2,1-7 + Johs. 8, 42-51

Tema: Løgn og latin – hvad er op og ned? 

Denne hellige lektie skrives i Johannes' Åbenbaring: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Johannes' Åbenbaring 2,1-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51

Prædiken

Vi dumper lige ind midt i en stridssamtale mellem Jesus og jødernes ledere om hvem, der er deres fædrene ophav, hvem, der er deres ”åndelige” far, og hvor jøderne holder på, at de er Abrahams børn og har Abrahams Gud, som deres far.

Men det er Jesus er bestemt ikke enig med dem i, al den stund at jøderne nægtede at Jesus var Messias/Kristus, og da de ikke kunne komme med den bekendelse, så siger Jesus, at de er vildledt af en anden og ”fremmed” far, nemlig Djævelen, og siger derfor til dem: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.

Hvad er grunden til dette voldsomme udfald mod de jødiske ledere, som han beskylder for at have en ”forkert” far?
Vel det velkendte, at vore holdninger, meninger og svar er bestemt af, hvad vi har lært af vore “fædre” – vennerne, influenserne, forældrene, tidsånden, andre kristne, holdningerne, oplevelserne, traditionerne, religionerne, kulturen, medierne, Facebook, Tvitter, Instagram, TikTok, TV2, DR2, historien, filosofferne – alle disse moderne ”guderøster” og som gør, at vi ofte ikke selv helt præcis kan vurdere, hvad der er sandt og hvad der er løgn, hvad der er op og ned.

Vore vurderinger og meninger afhænger af vores “bagage”, og vores ”bagage” fortæller hvem, der er vore ”fædre”.

Køen er lang med de ”forkerte” svar, og jøderne står ikke alene med den løgn, som Jesus klandrer dem for, og mange ”forkerte” svar, læs løgne, er indlejret i vores kultur, og her tænker jeg bl. a. på oplysningstiden (1700/1800) med dens ”afskaffelse” af Gud og indførelse af nye ”sandheder” feks.  evolutionslæren i stedet for skabelsestanken m.m.

Jeg tænker også på kulturradikalismen med Georg Brandes i spidsen i 1800/1900 tallet, som fik en opblomstring i tresserne (det såkaldte 68 oprør), og som næsten afskaffede alle gældende normer og ”indførte” fri porno, den seksuelle frigørelse, fri abort, kønskampen m.m.

Hvad er sandt og hvad er løgn i alle disse (nye) ”sandheder”. Hvad er op og hvad er ned?
Eller vores tid med ”sandhederne”/løgnene fra Islam/Al Qaida/IS og lige nu Ruslands propaganda, Ukraines propaganda, Natos ditto, pressens gengivelser, LGBT+ ”sandhederne”, Queer ”sandhederne”?

Hvad er op og ned? Hvad er løgn og latin, og hvad er sandhed, som Pilatus på et tidspunkt spurgte om!

Men inden vi dømmer farisæerne for hårdt, så lad os gribe i egen barm og gennemtænke, hvor nemt vi antager “sandheder” som afhænger af ”bagagen”, vi har med os og hvad der bliver fyldt i vores rygsæk og på den måde bliver vores ”sandhedsbagage”.

Hvad med tankerne om den grønne omstilling?
Hvad er op og ned? Er elbiler nu så grønne? Er atomkraft vejen frem? Økologi, ikke økologi, køer, ikke køer, grise ikke grise, veganer eller vegetar? Kan man flytte sammen uden at være gift, vie fraskilte, vie samkønnede? Skal vie-nægterne ud af Folkekirken? Er det Ok med kønsskifte? Hvad er op og ned? Hvad er løgn og latin? Og hvad er sandhed?

Er løgnens fader på spil her? Uden tvivl på flere områder og måder.

Fra vores personlige liv kender vi sikkert alle, at hvis vi mener at have fået klarhed over en sag, så viser det sig gang på gang, at vi tog fejl. Vi blev narret. Trigget af løgnen, som det vist hedder på moderne dansk – sandheden og løgnen var på konfrontationskurs og ofte løgnen trækker/trak det længste strå.

I sproget er løgnen mangel på sandhed, fravær af sandhed og lur mig om ikke afdøde Poul Hoffmann har ret, når han i sin bog Åndernes kamp

siger: ”Der går en storm af dæmoner over jorden nu, sindene forgiftes og verden fordjævles”

I filosofiens verden ville problemstillingen lyde sådan:

Det er en sandhed, at løgnen må udgive sig for at være sandhed, hvis den skal være en rigtig god løgn. Løgnen er afhængig af, at der er en sandhed, som den kan fordreje. Ja sikkert

Flokken og flertallet har tilsyneladende ofte lettere ved at acceptere løgne end sandheder, og desværre har Benny Andersen alt for ret, når det står i en af hans sange: ”Fuglene flyver i flok, når de er mange nok”.

Jesus sagde i hvert fald til de farisæere, som fløj i flok: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig... men det gør I ikke, for ”I har Djævelen til fader ”

Men er vi ved at blive fanget af en sandhed eller en løgn, nu da Djævelen nævnes som far? For er der overhovedet en Djævel? Og betræder vi ikke en tvivlsom vej, når vi en oplyst tid helt alvorligt taler om en personlig djævel, og er det ikke blot et levn fra en fjern mørk fortid, en mørk middelalder med dens komiske og naive kalkmalerier af Djævelen med ildspyende gab og kløer og lang hale? Kan vi i vor moderne tid tage snakken om en aktiv og handlende djævel alvorlig?

En gang imellem hører eller læser man noget, som ikke er til at få ud af hovedet igen. Noget, som bliver med at rumstere.
For nogen tid siden læste jeg et interview med dén canadiske officer, der havde kommandoen over en deling FN-soldater i Rwanda - i 1992 - på den tid, hvor folkemord og blodbad omdannede det afrikanske land til et slagtehus.
Den canadiske officer var ikke udstyret med nogle beføjelser til at gribe ind, og hans styrke var da også for lille til reelt at kunne stille noget op, da myrderierne brød løs.

Så han sad med sine mænd på kasernen og uden for slog jagtende bander mænd, kvinder og børn ihjel.

Alt i ham skreg efter at beskytte de svage, at blande sig, men han kunne ikke.

Siden har han ikke kunnet slippe det mareridt, han var øjenvidne til.

Det var ham, der i interviewet sagde noget, som siden har rumsteret rundt i mine tanker.
Han sagde: "Nu ved jeg at Gud findes, for jeg har set Djævelen".

Det er en stærk udtalelse. En professionel soldat, der ellers er uddannet og hærdet til at udholde blodsudgydelse, ser så megen ondskab udfolde sig, at han kun kan tyde det på en måde, nemlig gennem en  mystisk udtalelse som "Nu ved jeg at Gud findes, for jeg har set Djævelen".

Hvordan kommer den professionelle soldat frem til, at Gud må findes, fordi han har set Djævelen? Hvordan kunne han ud fra ondskab komme til tro på Gud, for normalt slutter vi det modsatte: At med al den ondskab, der findes i verden, så kan der ingen Gud være til.

Men officeren sagde: ”Nu ved jeg, at Gud findes, for jeg har set Djævelen” og hvordan kunne han sige det?

Det fik mig til at tænke på, at når nogen raser, bliver rasende, så sker det kun i en kamp, og så gik sammenhængen i den canadiske officers udsagn op for mig: Han havde set Djævelen udfolde sig i en rasende, grusom og ond kamp - og i kampen måtte der være en modstander – og det kunne kun være Gud ræsonnerede han klogelig. Hvem ellers?

I kristendommen ved vi, at den kamp mellem godt og ondt er en kamp mellem Gud og Djævelen – en  skabermagt -  Gud - og en ødelæggelsesmagt, som Djævelen står bag sammen med alle hans dæmoner, og vores rolle i den kamp er, at vi aktivt vælger side.
Det nytter ikke noget blot "at holde med" fra sidelinjen, for den der ikke aktivt kæmper, yder heller ikke modstand: dvs. man dæmmer ikke aktivt op for livets ødelæggende magter, men lader dem rase.

Det var dét, der gjorde så ondt på FNsoldaterne i Rwanda - neutralitet kan være ødelæggende, og det er en sofastemme til ham, der ødelægger livet, Djævelen, løgnens fader.

Den Bibel, vi bygger vort trosgrundlag på, og som er udgangspunkt for lære og liv, sandhed og løgn, gør et stort nummer ud af at afdække Djævelens natur og virksomhed, og vi oplyses ganske detaljeret om hans virksomhed, arbejdsområde og målsætning, men også om den vidunderlige sandhed, at Jesus er kommet for at befri og løskøbe os fra "løgnens fader" og fra det, som hører hans rige til: Løgn, synd og evig død.

"Men derfor blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger." (1. Johs. 3,8). "at Jesus ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen." (Hebr. 2,12).

Jesus var den, der iført Guds kraft med åbne øjne udfordrede Djævelens hovedvåben – synden, lidelsen og døden - og ødelagde hans magt og kraft - indefra. Jesu lidelse og død var et kommandotogt helt ind på fjendens territorium – og han kom levende tilbage. Han opstod af graven og lagde døden bag sig.
Skaberen var og er større end ødelæggeren.
Troen på Jesus er en tro, der tager stilling, og som ikke kan leve i neutraliteten, og dagens tekst fører os ind midt i den kamp, og Jesus giver sine modstandere det røde kort, og konfronterer dem med, at de har en forkert far, og at de henter deres inspiration og kraft fra deres åndelige far Djævelen.

Når vi hører disse ord i dag, ligger det os jo snublende at sige: Nåh ja det er da klart. De skal have en over snuden de farisæere og skriftkloge.

Men gnaver der ikke en orm inden i os, der siger: Kunne han finde på at sige det samme til os, de nye Abrahams børn, gode kristne, rettroende, der foretager sig ting, som ingen bør sætte spørgsmålstegn ved?

Tænk så lige en gang på menigheden i Efesos. En menighed, som på mange måder var en god, stærk og livskraftig menighed, hvor man ikke så gennem fingre med det onde, og hvor man virkelig lagde vægt på, at det var den rene lære, som blev forkyndt fra prædikestolen.

Det var en menighed, som heller ikke var bange for at lide ondt for Jesu navns skyld.

Modstand og forfølgelse havde de døjet uden at blive trætte.

Til den menighed siger Jesus: "jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed."

En svær dom, men i sin kærlighed og nåde fortsætter han: "Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig."

Den forkerte fader var kommet på banen i Efesus.

Og den forkerte fader er på banen i dag som aldrig før, og liner kursen op for os med sløvhed, ligegyldighed, ukærlighed, løgn, vildfarelse og svigt, og ofte skifter den forkerte fader ham undervejs, og bliver til morderen, der svinger kniven og slår ihjel gennem narkotika, spiritusmisbrug, vold, mord, sexuelle udskejelser, ødelagte ægteskaber, sladder, løgn, ødelagte menigheder, og hvor den forkerte fader har entret børnenes huse, og her knuser og ødelægger liv og livsglæde, og fører mennesker til afgrundens rand, for alt det, som er godt, rigt og meningsfyldt, er han ude på at knuse!

Ét af fastetidens hovedtemaer er styrkeprøven, kampen mellem Jesus og Djævelen, og derfor lyder opfordringen til os: "Hent kraft fra Herren og hans vældige styrke." Ef. 6). Og videre:  Vi vil sammen holde fast, og arbejde på at være på plads, så det kan kendes på os den sandhed, som står skrevet: "Den, som er af Gud, hører Guds ord.", og senere: "Om nogen holder fast ved mit ord skal han i al evighed ikke se døden."

Høre og holde fast.
Leve af det som dagligt brød på denne jord.
Lade det være sandt, lade det stå ved magt, lade det vejlede, for da hentes der kraft ind i vore liv fra højeste sted, en kraft, som gør selv den svage stærk i den kamp, der skal kæmpes. 

Løgnen er overvundet af og ved sandheden, og løgnens og dødens fader er besejret ved Kristi korsfæstelse og opstandelse på 3.dagen.

Så enkelt er det. Så godt er det at være kristen.
Man er i Sandhedernes hænder, og befinder sig i sandhedens univers, hvor Jesus garanterer os sandhedens frugter: Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, og alt muligt andet godt, som rummes af sandheden og som sandhedens herre vil give os som gave.
Her stilles det spørgsmål ikke om det er løgn og latin og her ved vi hvad der er op og ned. Amen

Bøn efter prædiken

Gud du kender de onde magter, der vil styre os

og bøje vore viljer bort fra dig.

Du ser den løgn, der vil bedrage os

og gøre os kærlighedsløse og tomme

så vi svigter hinanden.

Tak for, at du ikke lader det ske,

men sendte din søn,

fuld af nåde og sandhed,

til at kæmpe for os

og udfri os af den ondes løgn og list

Hjælp os nu til at høre ham

så vi rives ud af forblændelsen

og bli´r frie til at gøre det, du vil

ved Jesus Kristus, som med dig lever og regerer

i sandhed og kærlighed

fra evighed og til evighed.

Amen

Jeg har prædiket i Borgerkirken over temaet: Ondskabens hærgen og en mors store tro.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæusevangeliet 15,21-28

 ”- at bede Gud om noget er som at dykke ned i et hav af kærlighed.” (Katolsk bedevejledning)

"Bed som om alt afhænger af Gud, men arbejd som om alt afhænger af dig."  (Augustin)

"Bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed." 
(Martin Luther)

Det, at Guds vilje er det mulige, gør, at jeg kan bede; (Søren Kierkegaard)

 "Jeg har mange gange været nødt til at gå på knæ og bede, fordi jeg har været helt overbevist om, at der ikke var andre steder at henvende sig."
(Abraham Lincoln)

"Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn."  (Moder Teresa)

"Gud gør intet, undtagen som svar på bøn!" (John Wesley )

Tema: Ondskabens hærgen og en mors store tro

1 Det onde og den onde er trods grusomhedernes form og indhold underlagt Jesu kraft, og hans muligheder for helbredelse.

Det onde er en forfærdelig virkelighed, som vi dagligt præsenteres for gennem forskellige vinduer:

Gennem massemediernes vindue, hvor vi sidder på første parket og iagttager onde scener om vold, krig og uretfærdighed i alle skalaer.

Gennem vores eget livs vindue, hvor det onde mærker os på forskellige måder, både på legemet i form af sygdom, ældning og død, men også på vor ånd, så vi bevidst eller ubevidst er kanaler for onde handlinger, skænderier osv.

En gang imellem, ikke så tit, er ondskabens fyrste Djævelen selv på spil, og gør brug af sine onde hjælpere. Bibelen kalder disse hjælpere dæmoner, og er et ord vi har hentet fra det græske sprog Daimån og som betyder en lille gud, altså en hersker og en, som vil bestemme, og kan bestemme i en vis udstrækning, og disse dæmoner kan ved særlige lejligheder træde os så nær, at vi overfaldes og besættes af dem, hvorved dæmonen overtager styringen af noget af det vi eller normalt selv har herredømmet over.
Hvori pigens besættelse i dagens tekst består, ved vi ikke, men billederne vi får tegnet af besættelserne er noget forskellige.
Hos flere af de besatte - som NT taler om - bider dæmonen sig fast i den menneskelige personlighed, og overtager styringen på områder, hvor vi normalt selv har herredømmet, såsom kontrollen over muskler, lemmer, tanker og tale, og besættelsen bevirker, at man viljesløst må følge med, som feks den besatte dreng, der som et jaget dyr drives ud over brøndkanten ned i vandet, ind i ildstedet, og som spytter og fråder.
Dæmoner kan aflåse taleevner og gøre stum.
Flere af de besættelser, vi læser om svarer i styrke og vanskelighed til nogle nutidige multihandicaps af døvstumhed og svær autisme, og vi kan uden videre forstå den forfærdelige situation, og følge den glæde og befrielse som mange oplevede og i dagens tekst specielt den kananæisk kvinde.
Men Jesus har magten over dæmonerne, heldigvis.

PPT 2 Det andet vi skal møde i dag, er dette, at den kananæiske kvinde får at vide at hendes tro er stor. og hvem vil ikke gerne høre dette om sin egen tro?
Gennem kvindens møde med Jesus får vi, der ser med, en oplevelse af den store tros særlige kendetegn.
Ikke fyldestgørende, med nogle kendetegn kan vi aflæse i den snak de to har med hinanden, og hvor Jesus viser hende barmhjertighed og uddriver dæmonen af hendes datter og hvor hun i tilgift får at vide: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil."

Vi aflæser hendes trosstyrke gennem den enkle og simple måde hun forholder sig til Jesus på, hendes  udholdende bøn, der udstråler forvisning om, at han kan hjælpe. Hun troede stort om Jesus.
(En stor tro er ikke at kunne præstere noget stort, men det er i sin afmagt at søge hen til Jesus og tro stort om ham og hans hjælp). (gentages)

Hendes udholdenhed og tillid til Jesus er stor uanset hun møder afvisning både af disciplene og af Jesus selv, men i heneds møde med Jesus vokser troen.

Hun er påtrængende, men den påtrængenhed anbefaler Jesus i øvrigt også selv.
I Luk 11 fortæller Jesus os om en nabo,  der får besøg af sin nabo, der har fået en gæst, en ven, på besøg midt om natten, og af den grund vækker naboen og beder om noget brød til den tilrejsende, og hvordan naboen først knurrer lidt, men på grund af naboens påtrængende adfærd, står han op og giver ham hvad han spørger om, eller som Jesus siger: ”Vennen vil for hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.”

Et lignende eks. møder vi i Luk 18 hvor en dommer hjælper en enke, fordi hun trænger sig på, og Jesus kommenterer denne situation med denne spændende udfordring: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart”

Jo kvinden har noget af denne påtrængenhed i sin tro. Hun lader sig ikke gå på af en tilsyneladende tavshed og afvisning i forbindelse med Jesu tale om hundene

I Bibelen møder vi mange, der kæmper med Gud – og vinder, feks. Jakob, Abrahams barnebarn, der efter en natlig kamp med Gud beder: ”Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig”. (1. Mos 32)
Af Jakobs senere liv ser vi, at Gud velsignede ham rigt, og grunden er sikkert hans kamp med Gud om denne velsignelse og berøring af ham.
At han så haltede derfra, fordi Gud gav ham et slag på hoften betød blot, at den vilde og egenrådige Jakob blev mere afdæmpet og kunne leve tættere på den plan, som Gud havde med ham.

Hør også hvordan Moses er påtrængende og kalder på Guds indgriben. I 2 Mos 32,12 Hvorfor skal egypterne kunne sige: ”Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade”.

Det dårlige rygte kan og kunne Gud ikke leve med og derfor greb han ind, for sit navns skyld, eller sagt med andre ord end dem Moses bruger: Gud - kan din ære holde til at du ikke griber ind over for dem, der råber til dig dag og nat

Josva har det lidt på samme måde: (Josva 7v8): ”Hør mig, Herre! Hvad skal jeg sige, nu da Israel er blevet slået på flugt af sine fjender? v9 Når kana'anæerne og alle landets indbyggere hører det, vil de omringe os og udslette vores navn fra jorden. Hvad vil du så gøre for dit store navn?

Og Gud greb ind, for – ”skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart”, siger Jesus

Fra kirkehistorien har vi en beretning om Luthers bønsliv.
Hans gode ven Frederik Myconius blev i året 1540 dødssyg, og lå for døden. En nat skrev han med skælvende hånd et hjerteligt farvel til Luther, som han elskede så inderligt.
Da Luther fik brevet, skrev han øjeblikkelig tilbage: PPT»Jeg befaler dig i Guds navn at leve, fordi jeg endnu har så hårdt brug for dig til kirkeforbedringen. - Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære! «

Myconius havde allerede mistet tungens brug, da Luthers brev kom, men han blev i løbet af kort tid helt rask og overlevede ganske rigtig Luther - i to måneder! Luther døde i 1546, så Myconius fik lagt 6 år til sit liv.
”Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære!”

Wow – kan man bede sådan? Ja det kan man åbenbart. Har Luther lært noget af den kananæiske kvinde? Sikkert!

Et andet eksempel jeg trækker frem i dag er, at jeg tror at Gud kan li, at vi trænger os på

Jeg synes det har været en bevægende oplevelse at se filmen Forrest Gump.

I ser lige en bette stump her: PPT https://www.youtube.com/watch?v=jc374YQAjJg

Forrest Gump er efter vietnamkrigen sammen med sin gamle løjtnant der har mistet begge ben i Vietnamkrigen og som er meget bitter over sin skæbne. Men så sker det, at han og Forrest Gump er ude og fiske rejer på en fiskekutter og ingenting fanger og ikke forstår, hvor Gud er blevet af, og beder Gud om at vise sig, og det gør Gud så gennem en vild og mægtig storm, og da har soldaten fået nok.
Han kravler med sine armes hjælp helt op i masten af kutteren. Der hager han sig fast med de benstumper han har tilbage og rækker sine arme mod himlen og råber til Gud: ”Du kan bare komme an. Du skal ikke få lov til at sænke vores båd”.
Stormen rev i soldaten og bølgerne var så høje at de skyllede ind over ham. Skibet svajede fra side til side. Men soldaten blev ved med at råbe: ”Du kan ikke sænke vores båd! Kalder du det for en storm!” Og som den eneste fiskekutter, der har været ude i den storm, sejler vietnamsoldatens skib frelst i land ovenikøbet med en fuld last af rejer. Tankevækkende. Hvad skete der for og med soldaten?
Kæmpede han med Gud på samme måde som den kananæiske kvinde kæmpede med Jesus?
I hvert fald oplevede soldaten en dyb fred med Gud, som han syntes havde ramt ham så hårdt.
Jeg tror Gud forstod denne vietnamsoldats kamp - og forbarmede sig, og jeg tror at denne soldat så at sige kæmpede med Gud - og vandt.
Det er jo fordi Gud er så stor, at han kan gribe ind, når vi mennesker råber til ham om nåde.
Det behøver ikke at være på vietnamsoldaten måde, men princippet er rigtigt.
Jeg tror det har Guds velbehag, at vi råber til ham om hjælp og frelse.

Et eksempel mere som har gjort indtryk på mig (om påtrængende bøn), er hentet fra Ole Hallesbys bog: Fra Bønnens verden

Han fortæller om en ugift kvinde uden nære slægtninge. Da pensionsalderen begyndte at melde sig, gik hun en dag hen til en af sine naboer, en troende, velsitueret bonde, og sagde til ham: »Jeg har 1200 rigsdaler. Vil du tage imod dem og så tage mig i dit hus og beholde mig - til jeg dør?«

»Nej,« sagde han, »det kan blive dyre penge. Du kan ligge længe syg, og det kan blive vanskeligt for os at få dig passet.«  »Nej, jeg bliver ikke syg,« sagde hun.

»Å, det ved hverken du eller jeg noget om,« sagde han.

Da så hun ham roligt ind i øjnene og svarede: »Jo, jeg ved det. Jeg har bedt Gud om, at jeg ikke må blive syg.« Det overbeviste ham nu alligevel ikke, og hun måtte gå med uforrettet sag.

Så gik hun videre hen til en anden troende bonde der i sognet med det samme tilbud, og han tog imod hende i sit hus.

Der levede hun så i mange år, rask og rørig og varm i sit Gudsliv, en velsignelse for hele huset. Hun deltog i arbejdet hver dag og sad ved sin rok lige så støt som nogen af de andre.

En morgen kom hun ikke ind til morgenmad som sædvanlig. De gik ind for at se til hende og fandt hende liggende død i sengen uden en trækning i ansigtet. Helt smertefrit havde Herren hentet hende, mens hun sov.

Hendes bøn var hørt.

Hun blev ikke syg; om aftenen havde hun rask og rørig forladt sin rok som sædvanlig.

Hvorfor bad hun om at slippe for sygdom?

Var det for at undgå lidelser?

Nej, det var for at spare de gode mennesker, som tog hende i huset, for alt det besvær, som hendes sygdom ville påføre dem.

Beretningen her giver os mod til som den kananæiske kvinde, igen og igen at komme til Jesus med vores problemer og vanskeligheder, også selvom vi måske tit føler, at vi ikke kan måle os med den kananæiske kvinde, men også her kan vi lære noget om i fortællingen i dag.
Kvinden kæmper med Jesus og bevarer troen på hans barmhjertighed, trods alle odds, som hun har imod sig, men hun vinder- hun vinder, for hendes tro er (efter Jesu målestok) stor.
Og mennesker af hendes støbning tror jeg Gud ønsker sig mange af, og derfor er beretningen kommet med i Bibelen.

Til slut en rammende citat, som giver en god karakteristik af en stor tro:

PPT Ronald Dunn skriver i sin bog om bøn:
”Kun desperate mænd og kvinder, sat i gang af en følelse af nødvendighed, går i forbøn. Dem, der er de sorgløse på Zion (Amos 6,1) vil aldrig kunne bemande de forbønsposter, som besejrer fjenden.
De ligegyldige vil aldrig være at finde blandt de vægtere, som aldrig tier, men påkalder Herren dag og nat (Esajas 62,6).”

Den kananæiske kvinde var desperat og det ledte hende til forbøn for sin dæmonbesatte datter hos Jesus, og derigennem har vi andre fået et vidnesbyrd om en stor tro og en endnu størrere Jesus.

Amen