Refleksioner 2019

Opdateret 30.12.2019

Refleksioner - 2008

Refleksioner - 2009

Refleksioner - 2010

Refleksioner - 2011

Refleksioner - 2012

Refleksioner - 2013

Refleksioner - 2014

Refleksioner - 2015

Refleksioner - 2016

Refleksioner - 2017

Refleksioner - 2018

Jeg er blevet valgt til styregruppen for Mahabba.dk.

Mahabba betyder kærlighed på arabisk

Mahabba betyder - som bekendt - kærlighed, men det er også et vanskeligt ord og et vanskeligt indhold.

Jeg forsøger at kaste lidt mere klarhed over ordet og indholdet ved hjælp af en forfatter, der gennem flere bøger har sat ord på kærligheden, nemlig David Benner.

Jeg har taget lidt i uddrag fra hans bog: David Benner: At overgive sig til kærligheden, og Benner bakser med ordet og indholdet af kærligheden, for som skrevet står:
- kærligheden er af Gud, og 
- for Gud er kærlighed. 1. Johs 4v7 
- Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. 
Men størst af dem er kærligheden.» 1. Kor. 13,13.
---------------------------------------
Vi har fået noget rigtig stort betroet – kærligheden, for den kristne Gud kommer til os som kærlighed, i kærlighed, for kærlighed.

Den kristne Gud frier til os i og med kærlighed, og udvirker vores trosforvandling gennem kærlighed, og derfor er kristendom simpelthen verdens helt store kærlighedsreligion.

Så hvad betyder det så, at Gud er kærlighed? 
Jo – hans kærlighed er en af hans karaktertræk, ja egnt hans personligheds dybeste træk og er i familie med hans hellighed, retfærdighed, eller - for den sags skyld - hans vrede. 
Alle hans karaktertræk eksisterer i en perfekt harmoni, og alt hvad Gud vælger at gøre er kærligt, og på samme måde er alt hvad han gør retfærdigt og ret. 
Gud er det perfekte eksempel på sand kærlighed, og så utroligt som det end måtte lyde, så har Gud skænket dem, der modtager Jesus Kristus, hans søn, som deres personlige frelser, evnen til at elske som han elsker, alt i Helligåndens kraft (Johannes 1:12; 1. Johannes 3:1, 23-24).

Kærligheden er den stærkeste kraft i universet.
Selv psykoanalytikere - som Jung - anser kærlighed for at være kronen på værket i den psykiske udvikling, og de har indset, at der er intet vigtigere i livet end at lære at elske og at blive elsket, og at give og modtage kærlighed er helt centralt for det at være menneske.
“Bliv i min kærlighed,” siger Jesus, og den kærlighed Jesus her taler om, er den kærlighed, som fødes ind i vores hjerter gennem vores møde med Jesus og hans kærlighed, den kærlighed, der giver os kærlighed til ham og kærlighed til vor næste, så evangeliet kan forkyndes og leves ud i kærlighed, og ind i alle de nødvendige rammer, som vores hverdage består af. 
Vi er sat til at bære kærlighedens frugter, og den kærlighed er en ædel frugt, som åbner mange døre og hjerter i ægteskaber, familier, menigheder, missionen. 

Kærligheden er en stærk forvandlende og fornyende kraft, og den ledes ind i vores åndelige årer gennem ham, som er den sande vinstok, og som er kærligheden og har evnen til at give den kærlighed videre.

Kærligheden forvandler og fornyer
Kun kærlighed kan forvandle mennesker.
Kun kærlighed kan blødgøre et hårdt hjerte. 
Kun kærlighed kan forny tilliden, efter at den er blevet ødelagt. 
Kun kærlighed kan inspirere til ægte selvopofrende handlinger. 
Kun kærlighed kan befri os fra frygtens tyranniserende virkninger.

Kærlighedens begrænsninger
Guds kærlighed tvinger sig ikke ind i menneskers liv. De, der kommer til ham, gør det som et gensvar på hans kærlighed. 
Guds kærlighed inviterer til intimitet og hengivelse, og kærligheden taler til de dybder i vores sjæl, hvor vi længes efter udfrielse fra vores isolation og hungrer efter et tilhørsforhold, som vil forsikre os om, at vi endelig er hjemme. 
Kærligheden taler sjælens sprog, og vækker vores sult efter fællesskab og samhørighed, fordi sjælens dybeste længsel er den åndelige længsel efter fællesskab og samhørighed. 
Ingen blev - eller er - skabt til isolation. "Intet i skabningen er nogensinde fuldt ud hjemme i sig selv," siger John O'Donohue, irsk digter, der døde i 2008 som 54 årig. "Intet er ultimativt i harmoni med sig selv.", og selvom vi søger broer, der kan føre os væk fra vores isolation, i mennesker, i besiddelser og i bedrifter, så er intet af dette er i stand til fuldstændig at tilfredsstille hjertets rastløshed, og kærlighed er og bliver vores eneste håb for at komme ud af vores isolation, og kærlighed inviterer til overgivelse og tilbyder den intimitet og dybe relation, som vi længes efter.

Kærligheden kalder til overgivelse
Han elsker os, fordi han valgte at elske os, af fri vilje. 
Men kristne har desværre en tendens til at fokusere mere på lydighed end på overgivelse, og selvom de to begreber hænger sammen, adskiller de sig på væsentlige punkter. 
Overgivelse er fundamentet i kristen spiritualitet og den jord, som lydigheden skal vokse frem af, og Jesus ønsker ikke bare vores føjelighed. Han vil have vores hjerte. 
Han ønsker vores kærlighed, og tilbyder sin kærlighed til os, og han inviterer os til at overgive os til hans kærlighed.

Kærligheden er ikke kun forbeholdt kristne
Men hvor vigtig en rolle kærligheden end spiller i den kristne tro, er oplevelsen af kærlighed jo ikke forbeholdt de kristne. 
Evnen til at elske andre er højdepunktet af tilfredsstillelse og sundhed for alle mennesker. 
Når vi modtager kærlighedens gave, bliver vi alle mindet om, hvad det er at være menneske, og kærlighed er den velkomst, som fortæller os, at det er her, vi i sandhed hører til og forsikringen om, at vi endelig har fundet hjem.

Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker fra min prædiken i Silkeborg Oasekirke den 21. okt. 2018

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukasevangeliet 13,1-9

Hvad lægger I særligt mærke til i denne tekst?

Kig på den et øjeblik.

Tal med sidemanden om hvad du lagde mærke til.

Jeg er faldet over tre ord. Det ene er ordet ”omkomme”, som overgår nogle mennesker på forskellig vis (en henrettelse og en ulykke) og som også kan overgå figentræet.

Det andet ord er ”omvendelse”, og det tredje ord er ”frugt” - tre ord, der er med til at bære det, jeg vil dele med jer i dag

Jesus har taget den alvorlige mine på i dagen tekst, ikke bare i forhold til dem, Pilatus brutalt har henrettet, eller de 18, som tårnet i Siloa væltede ned over, næh - mere det alvorlige, som Jesus - hele to gange - siger: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

Det fortæller os at der er noget, der er værre end de to omtalte ulykker, nemlig det, som Biblen kalder den evige død, fortabelsen, døden, der for tid og evighed parkerer os på fortabelsens sæder, i Helvede, i al evighed, borte fra Gud, og den forbandede plads får man, hvis man - som Jesus siger det - ikke omvender sig, ikke vender sig mod Gud, ikke søger frelsen hos ham, ikke søger tilgivelse for sin synd hos ham.

Hvis vi ikke omvender os, kan vi ikke undgå undergangen, katastrofen over alle katastrofer, værre en den, der overgik de stakkels mennesker i Pilatus´s blodorgie og i tårnulykken. 

Pyh ha. Det er hård tale og en dundertale, der vil noget, og når så voldsomme ord af Jesus lyder, så er vi da nødt til at tage det op, og alt andet ville da være at forråde Jesu ord - og hinanden

Omvendelsen.

Opfordringen til omvendelse er et centralt tema i både GT og NT.

Begrebet omvendelse spiller en vigtig rolle i historien om israelitterne og deres forhold til Gud, og folkets overlevelse afhænger simpelthen af, at de holder sig til Herren, til Gud, og GT er fyldt med eksempler på folkets frafald og profeternes stædige insisteren på, at folket igen og igen skal omvende sig til Gud.

Allerede Johannes Døber har en klar holdning til omvendelsen: ” I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” Matt. 3,1

Og Jesus begynder sin tjeneste med nogenlunde samme ord. Da han kom til Galilæa, sagde han »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! Mark 1,14f « eller i Luk. 5,32”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere til omvendelse.«

Også Jesu disciple var klare i spyttet. Mark 6,12: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig”.

Da apostlene efter Jesu død og opstandelse etablerer de første kristne menigheder, læser vi dette: - ”og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre brødre?« (Ap.G 2v38) Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse så skal I få Helligånden som gave. Og Ap.G. 17: ”-- og da Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker at de alle og overalt skal omvende sig v31 for han har fastsat en dag da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed...”

Og helt til sidst i Bibelen hedder det (Åb. 3,3): ”Husk derfor hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det og omvend dig!”  

Ordet omvendelse kommer af et græsk ord, der hedder «metanoia» og som betyder «at skifte sind».

I engelske bibler oversættes ordet gerne med «a change of heart» - et hjerteskift.

Omvendelse handler om et hjerteskift, et sindsskifte, et kursskifte, et retningsskifte, et målskifte, en venden sig til Jesus og følge ham.  

David Benner har skrevet en vidunderlig bog om dette emne. "At overgive sig til kærligheden” og her siger han om processen: ”Omvendelsen vil altid indebære: Opvågnen (hvad!), bevidstgørelse (ok!) og (af)klaring (selvfølgelig!),

Så at omvende sig er at begynde et nyt liv med Gud og på den måde begynde en lang forvandlende rejse.

Mit eget eksempel

Så for mig blev det til en død over det gamle rige, hvor jeget (mit ego) herskede og en opvågnen til et nyt liv og en overgivelse til Gud, en laden Jesus blive polen for mit hjertes kompas.

En del vil som jeg skrive under på, at omvendelsen blev et skelsættende møde med Jesus.

Men se. Det kan godt være du sidder her og siger: i 1987 gav jeg mit liv til Jesus. Og så?

Ja, så vil jeg gerne sige, at så let slipper man ikke, for Luther ånder os i nakken og taler frimodigt om en daglig omvendelse, et kald til at vende sig til ham og overgive sig til ham hver eneste dag i livet.

Ørkenfaderen Antonio  (250-350) sagde således: ”- Hver dag må jeg sige til mig selv, at i dag begynder jeg!”

Omvendelse er en livslang forvandlende proces og der vil ikke gå en dag uden at du og jeg stilles i valgsituationer, i valget: Er det her noget, jeg skal vende mig fra?

For kort tid siden tog Irene og jeg en beslutning – Vi ville ikke se TV før vi kom hjem fra Sri Lanka.

Jeg tror vi alle hver eneste dag står overfor udfordringer, som kalder på et valg. Skal det her styre mit liv eller hvad? Tør jeg sige nej til Facebook, bilskift, det ofte meningslæse tidsfordriv, de heftige tid(s)røvere af forskellig slags, og som stjæler tiden til fordybelse, bibellæsning bøn osv.. Var den handling her nødvendig? Hvorfor tog du ikke det her valg i stedet for?

Daglig støder vi på små og store beslutninger og mange af dem blander vi måske slet ikke Gud ind i.

Men er det rigtigt at holde Gud udenfor?

Daglig omvendelse og overgivelse til min Herre og skaber, til min frelser, Jesus Kristus og hans ubetingede kærlighed vil forvandle både dit og mit hjerte og med tiden også din og min vilje, og den guddommelig kærlighed vil sætte dig og mig i stand til at foretrække Guds vilje frem for vores egen, og denne daglige omvendelse gør, at vores kristenliv bliver mere end et selvhjælpsprogram, bygget på anstrengelse og beslutsomhed.

Frugterne og Guds tålmodighed

Det sidste jeg skal vende med jer, er en følge af omvendelsen - det er at bære frugt som kristen, og vi har en fin detaljeret beskrivelse af en vingårdsejer, der i vingården har et ufrugtbart figentræ, som han rimeligt nok dømmer til døden med nogle velplacerede øksehug. Rimeligt nok, da den er plantet i en vingård, med dens fine muld, og den fine pasning den samtidig får betyder, at et sådant figentræ normalt er vildt frugtbar, og giver nogle fede frugter (min biologilærer fortalte mig i 1971, at figner er en de frugter, der indeholder næsten alt, hvad vi har behov for af næringsstoffer).

Trods den truende dødsdom beder gartneren for træet, og får lov til at grave, gøde og rodbehandle, (chokbehandle den) ved at skære rødderne af den i nærheden af stammen. Denne chokbehandling fik ofte træerne til at sætte nye rødder og frugt.

Hvad vil Jesus fortælle os med den lignelse?

At gartneren er Jesus, der går i forbøn for os er uden tvivl, hvad Jesus vil fortælle med den lignelse, og at han jo på sin vis rammer plet med beskrivelsen af os, som nogen, der har rødderne i fed og næringsrig jord, og hvor vi er placeret i et godt land med velstand på alle hylder, gode kirker, gode familier måske, gode uddannelser, gode interesser, og så alligevel kan vi ved et ærligt (selv)eftersyn, se, hvor ufrugtbare, vi ofte er i den vingård, som Gud har sat os i, men hvor vi ofte ikke bærer den frugt for Gud, frugt for Guds rige, som Gud ønsker af os.

Kan ikke dy mig for igen at trække Johannes Døberens udsagn frem, hvor det hedder i Matt 3,8f: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, --  Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

Av den sved, men rammer jo egnt ganske meget plet i forhold til vores liv, og er på mange måder et godt billede på vores liv.

Men frugterne kommer ikke af, at vi tager nogle tungere (åndelige) håndvægte, hopper i (det åndelige) træningstøj eller begynder at stramme os an.

Næh frugterne fremkommer på den måde, som Jesus omtaler i Johs 15,4: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.   

Det betyder udlagt at Gud i sin kærlighed ønsker at plante vores livtræ, vores figentræ i Guds rige og at det forventes, at vi sætter og bærer omvendelsens frugter: tro, lydighed, ydmyghed, næstekærlighed eller som Paulus siger det i Gal 5,22:  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. – og meget andet, som Gud i sin nåde vil skænke, men findes frugten ikke, trods Herrens overbærenhed og tålmodighed, så falder dommen, hammeren, øksen.

Vi skal ikke stå ufrugtbare i Herrens vingård, og ikke udsætte troens liv og praksis til engang vi får tid eller til engang, når vi på vores gamle dage er mere »modtagelige« for Jesus og hans ord.

Vi må gribe Jesus, gribe ham i nuet og leve det troens liv, som Gud forventer af os, for da sætter troen frugt.

Der var engang en grafitti, der lød: "Du har ikke en chance. Brug den!"  - men Jesus siger: "Du får en chance. Brug den!"

Gud giver os ofte en frist. Denne frist vil gartneren (Jesus, menigheden, Helligånden) bruge, og gartneren vil grave omkring træet og gøde det.

Og i denne "fristtid" vil han igen og igen forkynde sit glædelige evangelium om livet i Guds rige og kalde mennesket til omvendelse, tjeneste og frugt.

Et profetisk ord til slut: ”Tro på Gud og tro på mig! Lad min Ånd røre dit hjerte, så ordet må slå rod og forvandle dig fra at være en der skal hugges om til at være en retfærdiggjort synder, der må leve og bære frugt for mig ved min ånd, lyder det fra Herren”.

Amen

+ Kirkebøn

Jesus har fortalt mange spændende lignelser, feks denne om den generøse vinbonde, og hvor mit tema for prædikenen i Silkeborg Oasekirke var: Guds øje er godt.

Søndag septuagesima, 17-02-2019

Matthæusevangeliet 20,1-16: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vinbonden og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« 

Den generøse vinbonde
Der var mange erhverv i Israel på Jesu tid, men noget af det ypperste var dog at eje en vingård.
Så var man i reglen en holden mand og på den grønne gren - ca. det samme som at eje en herregård i DK, eller en vinmark i Frankrig med tilhørende slot.
Men vindruehøsten krævede en koncentreret indsats med mange hænder især i høsttiden, og det var almindeligt at vinbonden måtte supplere arbejdsstyrken i løbet af dagen.
Det særlige i denne historie er dog, at nogen arbejdede fra 6 - 18, de sidste kun en time, og at lønudbetalingen starter med de sidst ankomne, der for 1 times arbejde sandelig får en denar (en hel dagløn/ca. 1000 kr.), og det giver resten af flokken en forventning om en rundhåndet overbetaling, men de får det samme allesammen, hvilket giver en vis – og  forståelig - knurren.

Hvordan skal vi forstå den lignelse og den ulige timeløn?

Kenneth Bailey siger I sin bog “Jesus Through Middle Eastern Eyes”, at titlen burde hedde: Den generøse arbejdsgiver, for lignelsen handler mere end noget andet om en varmhjertet vinbonde, der her tydeligvis er et billede på Jesus, på Gud, på Helligånden om du vil, for vinbonden tænker ikke snævert i timeløn, men tænker på arbejderne - som mennesker.
Det ser vi af, at han hele fem gange på en dag går ud for at finde nye daglejere til sin vingårdshøst.
Normalt ved en rutineret vinbønde nogenlunde præcist, hvor meget arbejdskraft, han skal bruge til en dags arbejde, og i hvert fald regner han ikke galt fem gange på én dag.

Men hvorfor går han så ud så mange gange?

Fordi hans hjerte banker for mennesker - i nød, - for mennesker i pressede situationer, dem, der selv i ellevte time ikke har opgivet håbet om at undgå at komme tomhændede hjem til familien.
Ejeren udbryder ikke: ”Det var sandelig godt, I var her; ellers var arbejdet ikke blevet gjort færdigt.” Næh, han spørger: ”Hvorfor er I her stadig?”
Og deres svar: ”Ingen har lejet os” rører hans hjerte, og vinbonden hører smerten i det svar og der kommer derfor ingen lønforhandling - kun en invitation ind i hans overflod, hans rigdom, hans vingård.  Og de går forventningsfulde med.

Hvorfor?
Fordi de ved, at når ejeren kommer efter dem i den sidste time, så er det, fordi han er mere ude efter dem end deres arbejdskraft, for de kender den lokale vinbonde, som har et hjerte af guld, og han øjne ser, hvad ikke alle ser, og vinbonden, der sikkert var økonomisk velpolstret, handler nådigt, kærligt og omsorgsfuldt, selv når vi indregner den tilsyneladende uretfærdighed med lige løn for ulige arbejde.
Vinbonden ser og har overskud til at tænke på, hvordan en fattig arbejder, når solen går på hæld, med tunge skridt må gå hjem til kone og børn uden en dagløn med tanken om, at i aften må vi sulte, og lykkes det heller ikke i morgen, hvordan skal det hele da ende?
Vinbonden ser for sig arbejderen gå med tunge og mørke tanker, for han elsker sine kære, og måske kniber han en tåre, mens han går der i mørkningen med tanken: ”Jeg blev også fravalgt i går”.

Hvad er det vi ser, når vi møder mennesker, der står ledige på livets torv, og dem livet har slået til plukfisk med sin ubarmhjertige forhammer?
(Vinbonden inviterede dem ind i sin egen velfærd)

Normalt var det lokale torv et mulighedernes sted, men kunne bestemt også være et sted, som kunne udstråle håbløshed og fortvivlelse, og hvor nogen måtte stå og frygte for, at det ikke skulle lykkes for dem at give hustru og børn til dagen og vejen, sådan som det i grunden er enhver forsørgers inderlige ønske.

Jeg kender selv smerten ved at blive vraget, fravalgt. Når jeg som dreng skulle være med til at spille fodbold skulle der som regel vælges hold først.
Og de bedste spillere var der jo altid kamp om.
Men da næsten alle var valgt, var vi gerne et par stykker, der stod tilbage. Og så kunne der næsten blive kamp om at slippe for at have os med på holdet!
Det var ikke særlig opmuntrende, men jeg havde heldigvis en mors, en fars og nogle søskendes kærlighed og accept, og derfor overlevede jeg det nederlag, men ikke alle er så heldige!

Igen stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor gik vinbonden ud for at hente arbejdere helt ved slutningen af dagen?

Ja, hvis vinbonden kun var optaget af at være gavmild, så kunne han jo bare have stukket de sidste daglejere hver en denar, og så kunne de gå hen og købe mad til familien.
Det ville have udtrykt et generøst giverhjerte, ja og arbejdet skulle nok blive gjort alligevel.

At give til de fattige er en god ting, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der et element af ydmygelse i det - for den fattige.
De sidste daglejere sad ikke på torvet for at tigge.
De var der for at arbejde.
Vinbonden kunne have givet dem en gavmild gave på en dagløn, men det ville i en vis forstand have været en ”ydmygende” gavmildhed.
Når vinbonden gør som han gør er det fordi han vil behandle dem anderledes end gavmildt.
Han ville behandle dem med værdighed.

Uden at jeg har svarene, så tænker jeg, at det nok ikke altid er økonomien, der er det vigtigste – og at de forslåede, de fravalgte, misbrugerne, de svage i samfundet bliver ”spist af” med kontanthjælp m.m.

Jeg spørger bare.
Er det en værdig måde at blive behandlet på, spørger jeg igen, som et lille indskud her midt i min prædiken.

Vinbondens måde at handle på er en vigtig og god illustration på den måde Gud ønsker at behandle os på, for Hans møde med os løfter os op på alle måder og giver os en umiddelbar værdighed, som ingen andre kan give os, fordi vi i en eller anden grad altid oplever at skulle fortjene den – opfylde et behov for reelt at være noget værd.
For familiefaderen, der kl. 17 af kærlighed og med værdighed blev hyret ind i vingården, var det næsten som en forsmag på Himln, da den generøse vinbonde kommer og slår ham på skulderen og siger: ”Kom med, jeg har brug for dig”, og derefter yderligere velsigner ham med en hel dagløn.

Vi har meget at lære her om at behandle hinanden med respekt og værdighed.

Jesus behandler os med respekt og værdighed.

Han har selv ingen uopfyldte behov, og alligevel er vi alt værd for ham, og han betaler generøst, med sin død og opstandelse, mens vi endnu var syndere (Rom. 5),

Lignelsen her har et tydeligt kald til os som menighed, at vi ser med nåde og kærlighed efter og på dem, der vandrer hvileløst rundt på denne verdens torv søgende efter mål og mening, og at vi kalder på dem ud af et nådigt, kærligt og generøst hjerte, og nærmer os dem på en måde så værdigheden ikke krænkes.

Gør vi det og hvordan gør vi det bedst?

Vingården/kirken i dag.

Den generøse vinbonde, Jesus – og hans stab - er stadig på dette sted, i denne by, i denne kirke, og kalder fremdeles fra ”torvene” ind i  arbejdsfællesskaberne i hans kirke, vores kirke og hvor vi som hans børn hænger i, for Gud har et arbejde, der skal gøres, og det kræver koncentreret arbejdsindsats og en mobilisering af al den arbejdskraft, der er til rådighed.

Jesus kaldte alle, han kom i nærheden af, og også i dag kalder han til en aktiv tro og tjeneste i hans rige, og den, der tager imod indbydelsen til at tro på Jesus og bliver en del af Guds rige på livets torv, får alle fuld valuta for pengene, selvom ancienniteten kan være forskellig. Der vil altid være nogle som har arbejdet hårdt i mange år, og andre, der kommer til i sidste øjeblik.

Men ingen behøver at have ondt af sig selv, når solen brænder, og kroppen er ved at være træt, og vi oplever tjenesten slidsom, nogle i 12 timer med sveden dryppende ned over hagen.
Jeg tror ikke vi oplever, at det er for hårdt, for det bærer lidt af lønnen i sig at se, hvordan der hele tiden kommer nye til, som forlader livets drønende og larmende karrusel på torvet og lader sig indfinde i vingården, i den generøse vinbondes kirke, Jesu Kristi kirke, vores kirke.

Er vores øje ondt, fordi Guds er god?
Der er ingen grund til misundelse!

Ok, vi må vænne os til en vis uretfærdighed målt med vores ”onde øjne”, at nogen knokler 12 timer, andre 6 timer, og at andre igen kommer i sidste øjeblik, i sidste time.

Jeg læste om en gammel missionær på 90 år, som gav de bedste af sine år i missionens tjeneste, gav afkald på ægteskab og familieliv, og som stadig var i tjeneste, og så var der ham på næsten 84, der sad på kirkebænken og ved et tilfælde lyttede sig til tro - i sidste øjeblik ville vi sige - og at de to får den samme løn (frelse og evigt liv) kan godt kalde på lidt knurren, men sådan er Gud. Han giver ikke efter fortjeneste, men efter nåde.
Han, som selv er uden behov, har villet, at hans riges arbejde skal fuldføres gennem dig og mig/os.

Når jeg står her og ser ud over jer alle sammen, så ser jeg til min store glæde, at mange af jer har været med fra morgenstunden, men jeg ser bestemt også en dejlig flok, som på livets torv er blevet kaldt ud fra et almindeligt tomgangsliv og ud af lediggang.

Ser jeg på Guds kirke i et større globalt perspektiv, så er den blevet den lykkelige ramme om - hende med rod i familieforholdene eller om ham, der bundet af alkohol eller narkotika kom rendende lige før lukketid og gerne vil tro på Gud!!
Er det ikke noget man sådan i kødet godt kan bli´ lidt ærgerlig på, nu da man måske har arbejdet helt siden man var barn, og så får jeg samme løn, som den forhutlede sprøjtenarkoman eller den kriminelle, der gi´r sit liv til Jesus næsten på gravens bred?

Men den form for misundelse gødes ikke af Guds nåde og kærlighed, og han, Jesus siger stadig - også på denne søndag: ”Gå hen i min vingård og få udbetalt daglønnen, men jeg begynder stadig med dem, der kommer sidst – de sidste skal blive de første.”

Er det ikke den måde Jesus møder mennesker på? Med nåde, kærlighed, barmhjertighed og med værdighed? Jo!

Ingen skal opleve sig som uværdige til Guds frelse og den, der kommer til ham vil få den løn Jesus har tænkt sig at give – uagtet om det er mig, der har knoklet i over 50 år, og det har vi gamle rigtig godt af, for det lærer os noget om nåden, om kraften og indholdet i den, og at det giver en vis portion ydmyghed og det er egnt ikke så ringe endda, vel.

Vi er som kirke en rig vinbonde, der ejer en bugnende vingård og har mere end råd til at gå ud på livets torve og byde indenfor, til liv og frelse dem, der har levet i lange tider uden at tro, og regne det for et godt tilbud i bedste silkeborgensisk Lars Larsen stil.

Tænk hvis nogen slet ikke kom med i Guds vingård, Guds Rige, fordi de ikke fik buddet og at der manglede nogen, der gik hen på torvet for at indbyde.

Og hører du så kaldet til at være med og måske fornemmer, at du ikke har evnerne eller dur til det, så tænk dog i det mindst på, at Gud har kunnet bruge en  elendig åndelig fodboldspiller som mig.

Ordet: Min kærlighed til jer overstiger jeres forestillingsevne 16. febr. Kl. 07,30

Amen

Refleksion:

Hvordan er det fat med vores hjerter? Ser vi nøden udenfor og i denne verdens torvehaller?

Har vi ondt af os selv, når solen brænder, kroppen er ved at være træt, tjenesten slidsom, med sveden dryppende ned over hagen?

Ser du for dig scenariet, at nogen slet ikke kom med i Guds vingård, Guds Rige, fordi de ikke fik buddet og at der manglede nogen, der gik hen på torvet med indbydelsen.

Jeg vil gerne dele med jer en reflektion over teksten til 1. sø. i advent om Jesu komme

Matthæusevangeliet 21,1-9

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Hva så præst? Jeg synes du har taget en palmesøndagstekst frem her i dag?

Rabler det ikke lidt for dig?

Jo det kunne man måske godt for en overfladisk betragtning spørge om, men det giver også god mening at tage den frem i dag på 1. sø. I advent.

Vi har mange slags år. Et arbejdsår, et regnskabsår, et skoleår, et sabbatsår.

Også i kirken har vi et særligt år. Et kirkeår kalder vi det sjovt nok, og det nye år i kirken begynder i dag.

Der er en anden stemning over første søndag i advent end over nytårsdag, for ved et årsskifte kan vi godt føle os lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil bringe os og om vi kan klare os, og vi føler måske lidt vemod over, at tiden går, og år følger efter år og vores liv går på hæld og livsafslutningen toner frem i horisonten.

Men sådan føler vi det ikke ved kirkens nytår.

Det føles meget anderledes, for der er vi ikke alene med vores egne tanker, for der hører vi om kongen, der kommer til os, og vi ved, at det nye år vil bringe os mange stævnemøder med den levende Gud, gennem ordets forkyndelse, ved gudstjenester og andre fællesskaber, gennem lovsangen, gennem bønnen, gennem dåb og nadver, gennem fællesskab om troen, og som garant for disse velsignelser er Kongernes konge, der kommer til os, og i hvis evige rige vi som kristne må befinde os.

Alene sceneriet fortæller meget om den fantastiske konge vi har i Jesus Kristus, men måske synes vi det er vældig ydmygt, at himlens kongesøn, ham, der har skabt himlen og jorden og har den i sin hule hånd, rider på noget så ”usselt” som et æsel, og det er ikke den måde vi tænker på om statsledere, der har magt til at sætte en hel verdens dagsorden.

Vores dronning kommer i Rolls Royce, EUledere, verdensledere og statsledere kommer mindst i Audi eller Mercedes, og det skal alt sammen udstråle magt og pondus, men det er dog kun fordi vi lever i en verden, hvor der er etiketter for, hvad der skal ske, når statsledere, konger og andre vigtige standspersoner er på farten og lader sig se.

Men sådan er det ikke omkring kongerne konge, Jesus Kristus. Han knytter sin kongeværdighed til Biblens omtale i Zakarias kap. 9, hvor der står: ”Bryd ud i Jubel Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter. Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”

Jesus kommer ridende på et æsel, men hvorfor så enkelt og simpelt?

Måske kan et lille tidshistorisk tilbageblik være med til at fortælle os hvorfor.

Jo se, en rigtig hersker, der virkelig havde magten og ikke frygtede for sin position kom altid på et æsel, og det signalerede, at herskeren kom med fred, og at man ikke havde noget at frygte, og der er billeder og tekster fra det mellemøstlige område, så langt tilbage som for 5000 år siden (altså 3000 år f. Kr.) - fra Tyrkiet i nord og langt ned i de arabiske lande - der beskriver, at når konger, dronninger og – for den sags skyld guder -  skulle fra det ene sted til det andet, i - om man så må sige – officielt ærinde, så foregår det  ikke til hest, ikke i bærestol, ikke i vogn, men på et æsel, et trækdyrs føl, og derfor er det ikke tilfældigt, at det er et ydmygt, for nogle et latterligt ydmygt dyr, æslet, som profeten Zacharias hiver frem af posen til profetien om den nye verdenshersker, Jesus, og som alle evangelisterne refererer til. Men det er det helt rigtige dyr, der vælges - et ridedyr, som en ”rigtig” konge skal ride på, når han kommer på officielt besøg, og det er, hvad der er tale om hin palmesøndag for de mange år siden.

Æslet understøtter den ”ægte og rigtige” konge, der ikke har behov for at ”stive sig af” med heste, soldater, elefanter, Mercedes er eller Audier.

Og Jesus understøtter ekstra freden ved at æslet endda havde sit føl med. Hvor fredeligt.

Æslet og føllet ”garanterer” at Jesus er en ægte og rigtig konge, der ikke kommer med magt, og der er en situation i GT, som belyser og underbygger det.

I 1. Kongebog 1:34f læser vi om striden om tronen mellem Davidssønnerne Adonija og Salomon.

Kong David er gammel og svag, men ikke død endnu. Adonija lader sig hylde til konge med stort gæstebud, hest og vogn og en livvagt på 50 mand. 

Men kong David trodser sin oprørske og magtfulde søn, og fører sin vilje igennem ved at lade sin søn Salomon ride på et mulddyr (krydsning af et æsel og en helst) til Gihonhilden, hvor han salves til retmæssig konge over Israel.

Og vi ved jo også, at han var udvalgt af Gud til konge, og Salomon behøvede derfor ikke at stive sin ”falske” magt af som Adonija.

Jesus opfylder og udfylder profetien fra Zak 9 og er den rigtige konge, fredskonge, og selvom der måske var 2,5 millioner, der ifølge nogle bibelfortolkere, var presset ind i Jerusalems gader hin palmesøndag (måske i år 32), og det er da et optog, der er til at få øje på, men vi hører ikke om, at kongen  (Jesus) af den grund vælger at nå sit mål ad nogle sidegader eller i en sen nattetime.

Nej for Jesus lader sig ikke sådan skræmme eller true af ledere, medløbere, folkestemning eller andet.

Hans gør,  som salmedigteren Thomas Kingo i 1689 i DDS 176 siger:

 Dog vil han fri i sinde

mod sine fjender gå;

han ved, han skal dem binde

og evig sejer få.

Her er han, som vil løse

hver syndebunden træl;

her er han, som vil øse

trøst i hver bange sjæl.

Her er han, som vil favne

dig med sin kærlighed;

her er han, som vil gavne

dig med sin blodig sved.

Jesus er ikke et magtmenneske i gængs forstand, og han signalerede en anden konge- og ledelsesstil gennem valget af æsel og føl i modsætning til en fyrig hingst, eller en elefant som hærføreren Hannibal fra Karthago i Den anden Puniske krig i 218 f.Kr.

Jesu ”magt” skulle ikke true og skræmme, og dog er hans magt større end de mest skinnende våben kan demonstrere.

Denne verdens magtmennesker har måske nok høje embeder, men i sig selv er de kun mennesker.

Når de tager hjem fra kontoret, så lægger de det fine tøj, så bliver de måske urimelige over for kone og børn, eller de bliver til små mennesker, som ikke kan falde i søvn på grund af bekymringer, trods al den magt de har, når de træder ind på de fine kontorer.

Anderledes med Jesus.

Bag hans kongedømme står de rigtige kræfter, hele tiden, men det ved dog mange i dag - som dengang - ikke, men de skal vide, at han lige fuldt i dag er himlens konge, en evig konge, vores konge, og --

han kom og kommer - ikke for at ødelægge, men for at elske.

han kom og kommer ikke for at fordømme, men for at hjælpe og frelse.

han kom og kommer ikke med våbenmagt, men i kærlighedens styrke.

Og han er ikke blot til skue, så vi frit kan se på.

Han ønsker at røre ved os, bo i vores hjerter ved troen, og i sin kærlighed og nåde vil han bo og fylde os med en fred, en glæde og en livskraft, som kun han kan give.

Det er hilsenen til os denne 1. sø. I advent, at Jesus rider ind i vort nye kirkeår, som frelser og befrier og svarer på hosi­annaråbet og -bønnen: ”Herre frels dog” med et "Det er fuldbragt" .  

Og derfor vil vi også på denne dag hylde ham, hylde ham for hans villighed til at frelse og endnu et år drage ind i vores kirkeår med sin nåde og kraft, og derfor skal også vore hosiannaer lyde fra vore hjerter denne dag, ægte og ydmygt: ”Herre frels dog”, men også vort halleluja, vores lovprisning til ham skal klinge, fordi han for os har svaret på bønnen: ”Herre frels dog" med sine mægtige gerninger lige siden, og hvor vi i årtusinder har set og været vidner til, at sejrskræfterne han bruger og udløser i vores sted er virksomme --

at kærligheden sejrer over hadet.

at synden og døden må vige.

at Guds kraft har tilføjet ondskabens fyrste et heftigt nederlag.

at  Helligånden er udgydt iblandt os og virker på en mægtig og overbevisende måde, hvorved Jesus får plads som en tydelig og overbevisende konge i det Gudsrige, han selv har oprettet ved sin død og opstandelse for din og min skyld, og i dette gudsrige er han stadig virkelig og nærværende den samme: Frelseren, den ydmyge, kærlige og samtidig strålende, stærke konge, der også snart kommer igen for at oprette Guds rige i al sin herlighed og i den anledning også skal dømme levende og døde, som vi har sagt det i trosbekendelsen.

Som Guds folk har vi en konge, som giver os en evig fred og glæde, og hos den konge må vi søge ly og læ, styrke og ro. 

I os selv er der uro og forandring, og vi skifter tøj efter forholdene, festtøj eller sørgetøj, det fine kontortøj eller det slidte arbejdstøj. 

Men når vi holder os til Jesus, så har vi på en måde i åndelig forstand altid festtøjet på, for festens Herre er kommet, og kommer, og hans nærvær lægger op til fest og glæde i dag som dengang uden for Jerusalem, og den glæde og den feststemning kan ingen tage fra os, og ingen kan frarøve os den styrke og ro, som vi må hvile i, når Jesus er vores konge.

Til slut skal nævnes, at indtoget også peger frem mod det helt store indtog, hvor jubelen ikke skal forstumme:

”Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og tungemål. De stod foran troen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på troen, og fra lammet” ÅB 7,9-10.

Så tag ikke fejl af Jesus på æslet med føllet.

Han er kongen. Frelserkongen. Han kunne være kommet i magt og herlighed dengang, men så var du og jeg ikke blevet frelst først.

Han måtte besøge os i ydmyghed og løskøbe os, og samle sig et folk, som han kan fremstille dadelfri for sin faders trone.

Amen og kort bøn

Ord efter Irenes tungetale kl. 9,50 og efter at jeg i morges (30. nov) i sengen havde en fornemmelse af, at der var nogle ord, som måske skulle afslutte min prædiken på søndag. 1. sø. I advent.

Velkommen til mit nye år.

Grund grundigt over inkarnationen, at jeg blev menneske, vandrede iblandt jer og gjorde mit store frelsesværk.

Nytåret vil bringe jer nåde og fred, kraft og kærlighed, vil bringe jer vækst og fornyelse, bøn og lovsang, tilbedelse og ophøjelse af mig, lyder det fra Herren.

Det vil for jer være året med nye kald med mulighed for at udvise mod, vise kraften i min opstandelse og vise, at jeg kan skabe nyt, og at jeg kan genoplive det, der er på vej til at dø, og at jeg kan genrejse fallerede mennesker, som jeg elsker dybt, lyder det fra Herren.

Det nye år vil bringe jer overraskelser, glæder og sorger, sorgen over synd, umenneskelighed og hårdhed i hjerterne, lyder det fra Herren

Men det bliver også året, hvor I skal se mig gøre store ting iblandt jer, lyder det fra Herren.

I vil opleve at komme til kort med jeres egne planer og tanker, og I vil se mig gøre underværker, som I hidtil kun har drømt om, lyder det fra Herren

Husk, at jeg ikke er en slagen Herre, men det er mig, som fører fjenderne i sejrstog sammen med jer, lyder det fra Herren.

Jeg står stadig ved roret i min kirke, mit skib og jeg vil lede jer til fangststederne, lyder det fra Herren.

Tag ikke fejl, jeg er ikke svag og jeg er ikke trådt i defensiven, og denne verdens fyrste skal mærke hvem, der er sejrherren, lyder det fra Herren.

I skal se og følge med i, hvad jeg gør overalt på jorden i disse sidste tider. Folkeslag efter folkeslag vil åbne sig for mit ord, men der vil være megen modstand - som altid - lyder det fra Herren.

Tænk på den sejrende flok, som har nået herligheden og vifter med palmegrenene, lyder det fra Herren. Amen