Undervisning 2024
Om Poul Gerhardt - v. Julefesten i ReFokus 17. dec. 2024
Poul Gerhardt (1607–1676) var en af de mest betydningsfulde salmedigtere i den lutherske tradition. Hans salmer har haft en dyb indflydelse på kirkelivet, især inden for den tyske og nordiske lutherske kirke.
Poul Gerhardt skrev omkring 120 salmer, hvoraf mange stadig bruges i kirkelige sammenhænge i dag. Hans salmer er kendetegnet ved deres poetiske skønhed, teologiske dybde og evne til at forene trøst og håb i troen. Blandt hans mest kendte salmer er:
"Befal du dine veje" (Befiehl du deine Wege), som ofte synges i svære tider.
"O hoved, højt forhånet" (O Haupt voll Blut und Wunden), der er blevet en klassiker i den lutherske påsketradition.
"Jeg ved på hvem jeg bygger" (Ich weiß, woran ich glaube), som udtrykker urokkelig tillid til Gud.
Hans salmer blev ofte sat til musik af komponisten Johann Crüger, der spillede en væsentlig rolle i udbredelsen af hans tekster. Desuden blev flere af Gerhardts salmer senere brugt af Johann Sebastian Bach, som integrerede dem i sine kantater og passioner.
Tidlige år og uddannelse
Poul Gerhardt blev født den 12. marts 1607 i Gräfenhainichen, en lille by mellem Halle og Wittenberg i Tyskland. Hans opvækst fandt sted midt i de urolige tider under Trediveårskrigen (1618–1648), der prægede både hans barndom og hans senere virke som præst. Efter tidlig skolegang i sin hjemby fortsatte han sine studier i Grimma og senere på universitetet i Wittenberg. Her blev han dybt påvirket af den lutherske teologi og pietistiske fromhedstradition.
Præstegerning og liv i krisetider
Gerhardt blev ordineret som præst relativt sent i livet, først i 1651, hvor han blev sognepræst i Mittenwalde nær Berlin. Forinden havde han været huslærer og leveret digte og tekster, der udtrykte hans tro og håb i en tid præget af krig, fattigdom og sygdom.
Hans digte og salmer reflekterede hans dybe tro og en urokkelig tillid til Gud, trods de vanskeligheder han selv stod overfor. Gerhardt mistede sin kone og flere af sine børn til sygdom, hvilket tydeligt kan mærkes i hans dybtfølte og trøsterige salmer.
I 1657 blev han kaldet til at være præst i Nikolaikirken i Berlin, men her stødte han på store problemer. Han nægtede at underskrive en ed, der skulle støtte den reformerte trosbekendelse, fordi han forblev tro mod den lutherske lære. Dette kostede ham til sidst hans embede i 1666.
Hvad er den reformerte trosbekendelse, som Poul Gerhardt ikke ville anerkende, fordi han forblev tro mod den lutherske lære?
Den "reformerede trosbekendelse," som Poul Gerhardt nægtede at anerkende, refererer til forskelle mellem den lutherske og den reformerte teologi, især i forhold til nadverforståelsen og kirkens liturgiske praksis. Striden opstod, fordi Gerhardt levede i en tid, hvor de protestantiske kirker i Europa var splittet i to hovedretninger: den lutherske og den reformerte tradition.
Baggrund for konflikten
I 1613 havde den brandenburgske kurfyrste, Johann Sigismund, konverteret fra lutherdommen til den reformerte tro, og hans hof forsøgte at fremme denne trosretning i kurfyrstendømmet Brandenburg, hvor Gerhardt arbejdede som præst. Dette førte til et pres på lutherske præster om at indordne sig under en mere reformert forståelse af kristendommen.
Gerhardt nægtede imidlertid at underskrive en erklæring, der skulle fremme en forsoning mellem lutheranere og reformerte, fordi han mente, at dette ville kompromittere den lutherske lære. Han var især imod den reformerte opfattelse af nadveren, som adskilte sig væsentligt fra den lutherske.
Reformerte kontra lutherske forskelle
Den centrale uenighed lå især i spørgsmålet om nadveren:
Luthersk lære:
Lutherdommen lærer, at Kristi legeme og blod er virkeligt og fysisk til stede i nadveren (det såkaldte "realpræsens") gennem en forening med brødet og vinen.
Nadveren forstås som en konkret formidling af syndernes forladelse og Guds nåde.
Reformert lære:
I den reformerte tradition, inspireret af Ulrich Zwingli og Johannes Calvin, ses nadveren snarere som en symbolsk handling. Kristus er ikke fysisk til stede i brødet og vinen, men kan være til stede åndeligt eller ved troens virkning.
Vægten lægges på troens subjektive respons frem for en objektiv handling fra Guds side.
Gerhardts standpunkt
For Poul Gerhardt var nadveren ikke blot et teologisk spørgsmål, men en grundlæggende del af den lutherske forståelse af, hvordan Gud virker gennem sakramenterne. At anerkende en reformert forståelse ville for ham være at gå på kompromis med Skriften og de lutherske bekendelsesskrifter, især Den Augsburgske Bekendelse og Martin Luthers skrifter.
Gerhardt blev derfor afskediget som præst i Berlin i 1666, fordi han nægtede at tilsidesætte sin lutherske overbevisning. Han led økonomisk og socialt under denne beslutning, men han forblev tro mod sin samvittighed og tro. Dette cementerede hans ry som en præst og salmedigter, der ikke blot prædikede trofasthed, men også levede den ud i praksis.
Relevans i dag
Denne konflikt illustrerer de dybe splittelser, der prægede protestantismen i Europa efter reformationen, men den viser også værdien af personlig integritet og troskab mod ens overbevisning. Gerhardts standpunkt minder os om vigtigheden af teologiens rolle i kirkelivet og om, hvordan tro og handling er uløseligt forbundet.
Afslutning på livet
Poul Gerhardt oplevede en række tragiske tab i sit liv. Han mistede sin kone, Anna Maria Berthold, i 1668 efter 13 års ægteskab. Ud af deres fem børn overlevede kun én søn, Paul Friedrich, til voksen alder. Fire af hans børn døde som små.
Disse personlige tragedier satte deres præg på Gerhardts salmer, der ofte afspejler en stærk tillid til Gud midt i sorg og prøvelser.
Efter sin afskedigelse fra Nikolaikirken flyttede Gerhardt til Lübben, hvor han tilbragte sine sidste år som præst. Hans liv blev aldrig let, men hans tro forblev stærk, hvilket hans salmer vidner om. Han døde den 27. maj 1676 og blev begravet i Lübben, hvor der i dag er et museum til hans ære.
Betydning og eftermæle
Poul Gerhardts salmer har haft en enorm betydning for den lutherske kirkes åndelige liv. Hans evne til at forene teologisk dybde med personlig fromhed har gjort hans salmer til uundværlige i både glæde og sorg. Han anses ofte som en af de største lutherske salmedigtere, på linje med Martin Luther selv.
Hans arbejde lever videre som en inspiration til tro og håb i vanskelige tider og som en påmindelse om, hvordan kristen poesi kan berige både kirken og individet.
Hans møde med en fattig husmand
Historien om Poul Gerhardts møde med en fattig husmand er en rørende anekdote, der ofte fremhæves som et eksempel på hans medmenneskelighed og kristne næstekærlighed.
Der findes en bevægende beretning om Poul Gerhardts møde med en fattig husmand, og historien har i tidens løb inspireret mange og bliver ofte fortalt som et eksempel på, hvordan Gerhardts salmer og kristne næstekærlighed kunne bringe trøst i selv de mørkeste stunder.
En juleaften, mens Poul Gerhardt boede i Lübben, opsøgte en fortvivlet husmand ham. Husmanden havde mistet alt: hans kone og børn var omkommet ved en tragisk ildebrand, og han stod nu alene og hjemløs i den kolde vinter. I sin dybe fortvivlelse og ensomhed søgte han trøst hos den gamle præst, der var kendt for sin omsorg for de lidende.
Poul Gerhardt lyttede opmærksomt til mandens historie og blev dybt berørt af hans smerte. I stedet for blot at give ham tomme ord om trøst, førte Gerhardt ham ind i sit hjem, hvor han satte sig ved sin spinette (et tidligt klaverinstrument).
Her begyndte han at spille og synge sin salme "Hjerte, løft din glædes vinger" (Fröhlich soll mein Herze springen), som netop handler om at finde håb og glæde i Kristi fødsel, selv midt i livets prøvelser.
Denne salme, skrevet til jul, rummer strofer, der opfordrer til at lade hjertet springe af glæde, fordi Gud har sendt sin Søn som verdens Frelser. Ordene og musikken bevægede husmanden dybt, og for en stund blev hans tunge byrde løftet. Han forlod Gerhardts hjem med fornyet mod og en følelse af, at Gud ikke havde forladt ham.
Historien illustrerer, hvordan Poul Gerhardt brugte både sin teologi og sine salmer til at møde mennesker, hvor de var, og give dem trøst i deres dybeste nød. "Hjerte, løft din glædes vinger" er en særlig salme, der med sin glædesfyldte tone minder os om, at Kristi fødsel bringer håb, selv når livet ser mest mørkt ud.
For Poul Gerhardt var troen ikke kun ord; den blev levet ud gennem handling. Hans liv og digtning var tæt forbundet, og hans musik og poesi var en konkret måde at bringe evangeliet til de trængende.
Denne fortælling om husmanden og juleaftenen med Gerhardt står som et tidløst vidnesbyrd om, hvordan evangeliet gennem ord, handling og musik kan række ud til dem, der lider. Det er også en påmindelse om, at julens budskab altid har været en kilde til håb og glæde – ikke mindst for dem, der befinder sig i mørket.
Undervisning om bøn 24. sept 2024
Hvad ligger der gemt i selve ordet BØN - sådan sprogligt?
Vores ord bøn refererede oprindeligt til en ydmyg eller respektfuld anmodning, forespørgsel, ofte rettet mod en i en højere stilling, højere magt, men over tid kom det til næsten udelukkende at handle om en (religiøs) bøn, hvor man søger hjælp, vejledning eller nåde fra og hos Gud.
Men vi kender jo godt den dobbelte betydning: Kunne du række mig osten - send lige kagerne over til mig - kan du gøre mig en tjeneste
Gudsbilledet
Det er vigtigt, hvilket gudsbillede vi har, om Gud er værd at henvende sig til
Gudsbilleder – de mere traditionelle:
en kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, stilhed, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen, en fårehyrde, en ypperstepræst, en dommer og så videre, -
De mere uortodokse gudsbilleder:
”Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..." Salme 78,65f
"Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret." Esajas 42,14
Henry Nouwen beskriver Gud, som den vi kan nærme os for ”at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed".
Samlende siger Gerard Hughes: ”- Gud kan lære os, hvem Gud er –”, og ”når kristne holder op med at bede, er alt håb for kirkens liv og fornyelse bogstaveligt talt ude”.
Sagt om bøn
Martin Luther (1483-1546) tysk munk, reformator og teolog siger det sådan: "Bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed."
Moder Teresa (1910-1997) albansk-indisk nonne og ordensstifter siger det sådan
"Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn."
Den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila, sagde: "Bøn er venskab” – og mener et venskab, et kendskab, som er ret intimt, og at bøn er det mest intime i vort liv med Gud.
Sjovt nok, så står der om Adam, at han ”kendte sin hustru” og i 1. Krøn. 28,9 siger Davig til sin søn: ”Kend din fars Gud”
Det er det samme ord, der bruges begge steder – hos Adam og af David, så ordet ”kende” er det samme ord som udtrykker det mest intime i et ægteskabet og det mest intime i fællesskabet med Gud.
Forskellige former for bøn
Lovprisningsbøn
Takkebøn
Samtale
Bøn om hjælp
Klagebøn
Skudbønner
Liturgiske/faste bønner: (I salmebogen findes der 114 fine bønner.)
Forbøn
Bordbøn
En,to,eller flerebøn/fællesbøn
Nådegavebaseret bøn
Kampbøn
Påtrængende bøn
Vores personlige bønnepraksis
Hvordan?
Bønnens rolle i det daglige liv:
Mange kristne beder dagligt, enten alene eller sammen med andre i en menighed. Bøn kan være struktureret, som Fadervor, eller spontan og personlig.
Åbenhed i bøn:
Bøn behøver ikke altid at følge en bestemt form.
Den kan være en åben samtale med Gud, hvor man deler sine tanker og følelser, hvilket giver bøn en dyb åndelig dimension i kristendommen.
Bøn og kroppens sprog:
Løfte øjnene. Sal. 121,1,
Løfte sjælen. Sal. 25,1,
Løfte hjertet. Klag. 3,41,
Udøse hjertet. Sal. 62,9,
Træde frem for Gud. Sal. 27,7;
Råbe til himmelen. 2. Kr. 32,20,
Søge Gud. Joh 8,15.
Søge Herrens ansigt. Sal. 27,8
Bønfalde Gud. 2. Mos. 32,11.
Falde på sit ansigt/kaste sig ned. 4. Mos. 16,22 (Datans folk havde syndet)
Knæle ned. Apg. 20,36 (Paulus´s afsked i Efesus)
Stående. Mrk 11.25 (Når I står og beder ..).
Med udrakte hænder. Es. 1.15 ( .. række hænder frem.)
Med løftede hænder. Sal. 28.2; (.. når jeg løfter mine hænder mod dit tempels allerhelligste)
Kristen bøn har flere formål.
Den opbygger et personligt forhold til Gud, søger vejledning i livet, takker Gud for hans gaver, eller beder om hjælp i vanskelige tider.
Det er en måde at udtrykke taknemmelighed, bekendelse, anmodninger og tilbedelse. Gennem bøn søger kristne fællesskab med Gud.
Fadervor
Jesus lærer sine disciple at bede gennem Fadervor (Matthæus 6:9-13), som er en vigtig model for kristen bøn. Her beder man om Guds vilje, daglig forsørgelse og tilgivelse
Hovedpunkter om bøn
Takkebøn
Takkebøn er en form for bøn, hvor man udtrykker taknemmelighed over for Gud. Kristne takker Gud for de gode ting, de har modtaget i livet, for hans nåde og velsignelser, og for hans trofasthed. Det er en måde at anerkende, at alt godt kommer fra Gud, og at han er den ultimative kilde til livets goder.
Takkebøn kan være meget personlig, hvor man takker for specifikke begivenheder, mennesker eller oplevelser, men det kan også være mere generelt, hvor man takker Gud for hans kærlighed og tilstedeværelse i verden.
Eksempel: "Kære Gud, jeg takker dig for denne dag, for sundhed, familie og de mange velsignelser, du giver mig. Tak for din nåde og kærlighed, som aldrig svigter."
Forbøn
Forbøn er en bøn, hvor man beder Gud om at hjælpe andre mennesker. Det kan være en anmodning om helbredelse, styrke, vejledning eller beskyttelse for nogen, der står over for udfordringer.
Forbøn er en måde at vise omsorg og kærlighed for andre, og det afspejler den kristne tro på næstekærlighed.
Det er også en påmindelse om, at Gud lytter til og tager del i menneskers liv og bekymringer.
Eksempel: "Kære Gud, jeg beder for min ven, som gennemgår en svær tid. Giv ham styrke og trøst, og vær nær i hans smerte. Velsign ham med fred og helbredelse."
Bøn om tilgivelse
Bøn om tilgivelse er, når man erkender sine fejl og synder over for Gud og beder om hans tilgivelse.
Kristne tror på, at ingen er uden synd, men at Gud er nådig og villig til at tilgive dem, der oprigtigt angrer.
Denne form for bøn handler om at søge Guds nåde og rense sig fra de ting, der skiller en fra Gud.
I kristendommen er det troen på Jesu offer, der gør tilgivelsen mulig, og bøn om tilgivelse er derfor et vigtigt aspekt af en kristens åndelige liv.
Eksempel: "Gud, jeg bekender mine synder for dig. Jeg har handlet forkert og bedt imod din vilje. Tilgiv mig, og hjælp mig til at vende mig væk fra det, der er forkert, og leve i overensstemmelse med din vilje."
Lovprisningsbøn
Lovprisningsbøn er, når man ærer og priser Gud for, hvem han er, snarere end for de gaver eller velsignelser, han giver.
Det er en form for tilbedelse, hvor man fokuserer på Guds storhed, hellighed, kærlighed og almagt.
Lovprisning kan ske både i ord og handling, gennem sang, salmer eller stille bøn.
I lovprisningsbøn anerkender man Guds suverænitet og herlighed, og den tjener til at løfte hjertet mod Gud i ærefrygt og glæde.
Eksempel: "Gud, du er stor og mægtig. Jeg lovpriser dit navn, for du er hellig og god. Du er min klippe og mit skjold, og jeg tilbeder dig for din kærlighed og barmhjertighed."
Jesu bønspraksis
Syv steder møder vi, at Jesus taler med sin himmelske far
1) Jesu lovprisning, Mat. 11,25-26. (Jeg priser dig -- fordi du -- har åbenbaret det for umyndige)
2) Jesu taksigelse, Joh. 11,41-42. (Fader jeg takker dig, fordi du har hørt mig)
3) Jesu forfærdelse, Joh. 12,27-28. ( - min sjæl er i oprør – frels mig fra denne time --)
4) Jesu ypperstepræstelige (for)bøn, som omhandler 3 ting: Joh. 17. (– for Jesus selv, for disciplene og dem, der kommer til tro, som følge af disciplenes tjeneste)
5) Jesu Getsemanekamp, Mat. 26,39-42. (– lad dette bæger gå mig forbi, men skal jeg drikke det, så ske din vilje)
6) Jesu tilgivelse, Luk. 23,34. (Fader tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør)
7) Jesu død, Luk. 23,46. (– i dine hænder betror jeg min ånd)