Opdateret 20. maj 2015
Refleksioner - 2014
Vi skal i november 14 dage til Kirgisistan, Tadsjikistan og Tyrkiet og i et af landene skal vi afholde et ægteskabskursus i, og jeg har tænkt mig at sige noget i denne retning.
Uddrag af Gary Chapmans bog: Kærlighedens fem sprog
1. Anerkendende ord
Mark Twain har engang sagt: »Jeg kan leve to måneder på en kompliment.« Hvis vi tager ham helt bogstaveligt, ville seks komplimenter om året altså have kunnet holde hans kærlighedsbeholder i funktion.
Din ægtefælle har sandsynligvis brug for mere.
En måde at give udtryk for kærlighed på er at sige ord, der opbygger.
Salomo, forfatteren til så meget af den gamle hebraiske visdomslitteratur, skrev: » Liv og død er i tungens vold.« 1
Mange ægtepar har aldrig lært, hvilken enorm kraft der ligger i at tale anerkendende til hinanden.
Salomo skrev også: »Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad.«
Komplimenter eller anerkendende ord er vældige formidlere af kærlighed.
De udtrykkes bedst i enkle, ligefremme sætninger som for eksempel:
»Du er flot i den dragt.«
»Orv, hvor ser du smart ud i den kjole!«
»Du må være den bedste til at koge kartofler i hele verden. Jeg elsker dine kartofler.«
» Tak fordi du tager opvasken i aften.«
» Tak fordi du fik fat på en babysitter til i aften.«
» Tak fordi du har båret skraldeposen ud.«
Hvad ville der ske med det følelsesmæssige klima i et ægteskab, hvis manden og konen til stadighed hørte den slags?
For flere år siden sad jeg i mit kontor med døren åben.
En dame kom gående ude på gangen og sagde: »De kan vel ikke afse et øjeblik til mig? « »Selvfølgelig, kom ind!«
Opmuntrende ord
Venlige ord
Ydmyge ord
Forskellige dialekter
2. Tid til hinanden:
1. Bevar øjenkontakten, når din ægtefælle siger noget. Det vil hindre dine tanker i at komme på afveje og vil vise, at han eller hun har din fulde opmærksomhed.
2. Foretag dig ikke andre ting, mens du lytter til din ægtefælle.
Husk, at det at give nogen sin tid, vil sige at give vedkommende sin udelte opmærksomhed. Hvis du ser tv, læser eller foretager dig noget andet, som du er optaget af og ikke straks kan holde op med, så sig det ligeud. En positiv måde at gøre det på kunne være: »Jeg ved, at du gerne vil tale med mig, og jeg er også interesseret i at høre det, men jeg vil gerne give dig min fulde opmærksomhed. Det kan jeg ikke lige for øjeblikket, men hvis du giver mig ti minutter til at blive færdig med det her, sætter jeg mig ned og hører efter.« De fleste ægtefæller vil respektere et sådant ønske.
3. Lyt efter følelser. Spørg dig selv: »Hvad føler min ægtefælle lige nui« Når du mener at have fundet svaret, så giv udtryk for det. Sig for eksempel: »Det lyder, som om du er skuffet, fordijeg glemte ...« Det giver den anden mulighed for at præcisere sine følelser. Det viser også, at du lytter opmærksomt til det, der bliver sagt.
4. Læg mærke til kropssproget. Knyttede næver, skælvende hænder, tårer, rynker i panden og øjenbevægelser kan give dig et tip om, hvad den anden føler. Somme tider giver kropssproget et andet budskab end ordene. Bed din ægtefælle præcisere det, så du kan sikre dig, at du ved, hvad han eller hun virkelig tænker og føler.
5. Afbryd ikke! Nylige undersøgelser tyder på, at folk gennemsnitlig kun lytter i 17 sekunder, før de afbryder den talende og fremsætter deres egne tanker. Hvis jeg vier dig min udelte opmærksomhed, når du taler, afstår jeg fra at forsvare mig selv, slynge dig anklager i ansigtet eller rethaverisk skildre min egen situation. Mit mål er at finde ud af, hvad du tænker og føler, ikke at forsvare mig eller sætte dig på plads. At forstå dig.
3. At modtage gaver
Hans bror gik hen ad stien, klatrede op i en kokospalme og vendte tilbage med en grøn kokosnød. »Åbn den,« beordrede Fred.
Med tre hurtige snit med sin machete åbnede broderen nødden, så der blev et trekantet hul foroven.
Fred rakte mig kokosnødden og sagde: » værsgo, her er noget juice.«
Den var grøn, men jeg drak den ‑ det hele – fordi jeg vidste, at det var en kærlighedsgave. Jeg var hans ven, og venner giver man juice.
I slutningen af vore uger sammen gjorde jeg mig klar til at forlade den lille ø, og Fred gav mig et sidste tegn på sin kærlighed. Det var en kroget kæp på 35 centimeter, som han havde hentet i havet.
Den var silkeblød, efter at bølgerne havde slået den ind mod klipperne.
Han sagde, at den havde vokset i mange år på Den Dominikanske Republiks kyst, og han ville, at jeg skulle have den som et minde om den smukke ø.
Endnu i dag, når jeg ser på kæppen, kan jeg næsten høre lyden af de caraibiske bølger, men den minder mig i langt højere grad om Freds kærlighed.
En gave er noget, du kan holde i hånden, mens du siger:
»Se, han tænkte på mig,« eller: »Hun huskede mig.«
Når du giver nogen en gave, tænker du kærligt på vedkommende.
Gaven selv er et symbol på den kærlige tanke.
Det betyder ikke noget, om den koster penge.
Det, der betyder noget, er, at du tænkte på vedkommende.
Og det er ikke bare tanken, der tæller, men den kærlighed, den er udtryk for.
Mødre husker de gange, hvor deres børn er kommet ind med en blomst til dem fra haven.
De føler sig elsket, selv om det måske var en blomst, de ikke så gerne ville have plukket.
Børn vil fra deres første år gerne give deres forældre gaver, og det viser også, at det at give gaver er et grundlæggende udtryk for kærlighed.
Gaver er synlige symboler på kærlighed.
De fleste vielser indebærer, at man giver og modtager en ring.
I nogle kirker siger præsten: »Disse ringe er et ydre, synligt tegn på et indre, åndeligt bånd, der forener jeres hjerter i evig kærlighed.«
Det er ikke meningsløs retorik, men et udtryk for en vigtig sandhed.
Symboler har en følelsesmæssig værdi.
Det kommer også til udtryk, når et ægtepar efter et vaklende ægteskab holder op med at gå med ringene.
Det er et synligt tegn på, at ægteskabet er i alvorlige vanskeligheder.
En ægtemand sagde: » Da hun smed sin vielsesring i synet på mig, lod jeg den ligge på gulvet i to dage, og da jeg endelig samlede den op, græd jeg utrøsteligt.«
Ringene var et symbol på det, som kunne have været, men som de lå der i hans hånd, var de et synligt udtryk for, at ægteskabet var ved at falde fra hinanden. Ringene vakte dybe følelser hos ham.
Synlige symboler på kærlighed er af større betydning for nogle end for andre. Det er derfor, mennesker har forskellige holdninger til vielsesringe.
Nogle tager aldrig ringen af, efter at de er blevet gift, mens andre ikke engang har den på.
Det er endnu et bevis på, at mennesker har forskellige kærlighedssprog.
Hvis det at modtage gaver er mit primære kærlighedssprog, vil jeg sætte stor pris på den ring, du har givet mig, og bære den med stolthed.
Andre gaver, du giver mig i årenes løb, bevæger mig også.
Jeg ser dem som et udtryk for kærlighed.
Uden gaver som synlige symboler vil jeg måske sætte spørgsmålstegn ved din kærlighed.
Gaver findes i alle størrelser, farver og former.
Nogle er dyre, mens andre er gratis.
For den, hvis kærlighedssprog er at modtage gaver, betyder prisen på gaven kun lidt, medmindre den er helt ude af takt med, hvad I har råd til.
Hvis en millionær til stadighed giver gaver, der kun har kostet en femmer, vil ægtefællen sætte spørgsmålstegn ved, om de virkelig er udtryk for kærlighed. Men når familiens økonomi er begrænset, vil en gave til en femmer give udtryk for en kærlighed, der er millioner værd.
Hvis din ægtefælles primære kærlighedssprog er at modtage gaver, kan du blive mester i at give dem.
Det er faktisk et af de letteste kærlighedssprog at lære.
Man kan købe gaver, finde dem i naturen eller selv lave dem.
Den mand, der standser og plukker en buket grøftekantsblomster til sin kone, giver dermed udtryk for sin kærlighed
Gaver og penge
Giv dig selv
4. Tjenester
Det stive rollemønster
At lære tjenesternes kærlighedssprog vil for nogle af os kræve, at vi tager de stive mands‑ og kvinderoller op til ny overvejelse.
Mark opførte sig, som de fleste af os gør helt naturligt.
Han fulgte sine forældres rollemønster.
Men selv det lykkedes ikke særlig godt for ham.
Hans far vaskede bilen og slog græs.
Det gjorde Mark ikke, men det var med i hans billede af, hvad en mand burde gøre.
Derimod kunne han ikke forestille sig, at han skulle støvsuge eller skifte ble.
Det taler til hans fordel, at han var villig til at bryde med sit stereotype mønster, da han blev klar over, hvor vigtigt det var for Mary.
Det er nødvendigt for os alle, hvis vor ægtefælles primære kærlighedssprog tilskynder os til at gøre noget, der virker fremmed for vort rollemønster.
Som følge af de sociologiske ændringer i de seneste tredive år findes den stereotype mands‑ og kvinderolle ikke længer i vort samfund.
Det betyder dog ikke, at alle stive mønstre er blevet fjernet.
Det betyder snarere, at der er blevet flere.
Før fjernsynets tid påvirkedes et menneskes ide om, hvad en mand eller hustru skulle gøre, og hvordan de skulle forholde sig til hinanden, hovedsagelig af deres forældres familiemønster.
Med den stærke indflydelse fra tv og profileringen af enlige forsørgere påvirkes rollemønstrene af kræfter uden for hjemmet.
Uanset hvilke tanker du gør dig, er der mulighed for, at din ægtefælle får ægteskabsmodeller, der er anderledes end dine.
En vilje til at undersøge og ændre det stereotype er derfor nødvendig for at kunne udtrykke kærligheden mere effektivt.
Men du har vundet meget, hvis du imødekommer din ægtefælles følelsesmæssige behov.
For nylig sagde en dame til mig: »Dr. Chapman, jeg vil sende alle mine venner til dit ægteskabsseminar.« »Hvorfor det ? « »Fordi det har ændret vores ægteskab fuldstændig. Før seminaret hjalp Bob mig aldrig med noget. Vi startede begge vores karriere lige efter studietiden, men det var altid mig, der skulle tage mig af alt det huslige. Det faldt ham aldrig ind at hjælpe mig med noget.
Efter seminaret begyndte han at spørge mig: 'Hvad kan jeg hjælpe dig med i aften?' Det forbløffede mig, og i begyndelsen kunne jeg ikke fatte, at det var rigtigt, men nu har det varet i tre år.
Jeg må indrømme, at der var nogle irriterende og morsomme episoder i de første uger, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle bære sig ad med noget. Første gang han skulle vaske tøj, brugte han for eksempel et blegemiddel i stedet for vaskepulver, så vores blå håndklæder blev fulde af hvide pletter. Men han udtrykte sin kærlighed på mit sprog, og min kærlighedsbeholder begyndte at blive fyldt op. Nu ved han, hvordan han skal gøre alt i huset, og hjælper mig altid.
Vi har langt mere tid sammen, fordi jeg ikke hele tiden er nødt til at arbejde.
Jeg har også lært hans kærlighedssprog, og jeg sørger også for, at hans tank er fuld.
»Er det virkelig så enkelt? « »Enkelt? Ja. Let? Nej.
Det var svært for Bob at gøre sig fri af det stive mønster, han havde haft i femogtredive år.
Det var slet ikke let, men han kan fortælle dig, at det at lære sin ægtefælles primære kærlighedssprog og vælge at tale det gør en kolossal forskel i et ægteskabs følelsesmæssige klima.« Lad os nu gå videre til kærlighedssprog nr. 5.
Noter 1. Joh 13,3‑17.
2. Gal 5,13.
5. Fysisk berøring.
En kærlig berøring kan være med velberådet hu og kræve ens fulde opmærksomhed som for eksempel, når man gnider den anden på ryggen ‑ eller i et forspil, der kulminerer i samleje.
På den anden side kan den også være spontan og kun kræve et øjeblik, som når konen lægger sin hånd på mandens skulder, mens hun skænker en kop kaffe eller rører ham med sin krop, når de går forbi hinanden i køkkenet.
Berøringer af førstnævnte slags kræver helt klart mere tid, ikke kun selve berøringen, men også i bestræbelserne på bedre at forstå, hvordan man viser sin ægtefælle kærlighed på den måde.
Hvis rygmassage er et tydeligt tegn for din ægtefælle på, at du elsker ham eller hende, vil det være en god investering at sætte noget ind på at blive en god massør.
Hvis samleje er den kærlighedsdialekt, din ægtefælle bedst forstår, kan du godt prøve at læse lidt om elskovskunsten og snakke med ham eller hende om det.
Spontane berøringer kræver kun lidt tid, men megen omtanke, især hvis fysisk berøring ikke er dit primære kærlighedssprog, og hvis du ikke er vokset op i en familie, hvor det er almindeligt at røre ved hinanden.
At sidde tæt sammen i sofaen, når I ser jeres yndlingsprogram i tv, kræver ikke ekstra tid, men viser tydeligt din kærlighed.
At røre ved din ægtefælle, når du går gennem den stue, hvor han sidder, tager kun et øjeblik.
At røre ved hinanden, når en af jer går hjemmefra eller vender tilbage, betyder måske kun et kort kys eller klem, men siger mere end mange ord.
Når du først er blevet klar over, at fysisk berøring er din ægtefælles primære kærlighedssprog, er det kun din egen fantasi, der sætter grænser for de måder, du kan udtrykke din kærlighed på.
At finde på nye måder og steder at berøre den anden på kan være en spændende udfordring. Hvis d u ikke før har prøvet at berøre din ægtefælle med benene under bordet, vil du måske opdage, at det sætter ekstra kolorit på et restaurationsbesøg.
Hvis du ikke er vant til at holde i hånd offentligt, vil du måske finde ud af, at det kan fylde din ægtefælles kærlighedsbeholder, når I går hen over parkeringspladsen.
Hvis I ikke normalt kysser hinanden, når I sætter jer ind i bilen, opdager du måske, at det gør køreturen mere spændende.
Hvis du giver din ægtefælle et knus, før hun går på indkøb, vil det ikke alene give udtryk for din kærlighed, men måske også bevirke, at hun hurtigere kommer hjem igen.
Prøv at berøre din ægtefælle på nye måder og lad ham eller hende give dig en tilbagemelding, om det føles behageligt eller ej.
Husk på, at det altid er din ægtefælle, der har det afgørende ord, når det er dig, der lærer at tale hans eller hendes sprog.
Kroppen er beregnet til berøring
Alt, hvad jeg er, bor i min krop.
At røre ved min krop er at røre ved mig.
At trække sig tilbage fra den er at distancere sig følelsesmæssigt fra mig.
I vort samfund er det at give hånd en måde at vise åbenhed og nærhed på.
Når et menneske i sjældne tilfælde nægter at give en anden hånden, signalerer det, at der er noget galt i deres indbyrdes forhold.
Næsten alle samfund bruger en eller anden form for fysisk kontakt, når man hilser på hinanden. Ikke alle vesteuropæere føler sig lige godt tilpas med syd‑ eller østeuropæemes knus og kindkys, der i virkeligheden kun giver udtryk for det samme som et håndtryk i Vesten.
I ethvert samfund findes der passende og upassende måder at berøre det modsatte køn på.
Den seneste opmærksomhed omkring seksuel chikane har henledt opmærksomheden på de upassende måder.
I ægteskabet bestemmer ægteparret imidlertid selv, hvad der er passende og upassende ‑ inden for visse brede retningslinjer.
Samfundet kan selvfølgelig ikke godtage fysisk mishandling, og der er dannet sociale netværker, som hjælper mishandlede hustruer og ægtemænd.
Vores krop skal berøres, men ikke mishandles.
Hvis din hustrus primære kærlighedssprog er fysisk berøring, er det vigtigt at holde om hende, når hun græder.
Til overvejelser
Kærlighedssprog nr. l Anerkendende ord
Vigtig tanke Komplimenter, opmuntringer og ønsker i stedet for krav bestyrker alt sammen din ægtefælle i hans eller hendes selvagtelse. De skaber inderlighed, læger sår og får alt det gode i din anden halvdel til at blomstre.
1. Brug en aften på at lade din ægtefælle fortælle om sine drømme, interesser og talenter. Lyt interesseret, sæt dig selv i hans eller hendes sted, tal kærligt, oprigtigt og opmuntrende og tilbyd så at hjælpe ham eller hende på enhver tænkelig måde med at nå sine mål.
2. Når man kommer meget nær på hinanden, kan det resultere i respektløshed eller uhøflighed under forskellige former. Se nærmere på visse kendetegn ved jeres forhold i den seneste uge. Har din tone været skarp, din holdning sarkastisk eller dine synspunkter dømmende? Har du mest fokuseret på din ægtefælles fejl eller svigt? Løs disse problemer og bed om tilgivelse.
3. Prøv at betragte din egen måde at kommunikere på. Er dine ord udtryk for ønsker, for forslag og for vejledning?
Eller signalerer de krav, ultimatummer eller ligefrem trusler? Husk, at valgfrihed, frivillighed og tjenester på eget initiativ er vigtige sider af kærligheden. Hvordan kan du forbedre din sprogbrug over for din ægtefælle?
4. Der er en uendelig variation af venlige, fortrolige og støttende måder at tale til din ægtefælle på. Som teksten foreslår, så begynd at skrive anerkendende ord ned i en notesbog. Her kan du samle kreative og særlig velvalgte udtryk, der kan glæde og gavne din ægtefælle, også i småting. Der findes bøger, som kan være til stor hjælp her.
5. Bill og Betty Jos ægteskab forbedredes enormt gennem en enkel teknik. De skrev begge en liste over sider hos den anden, som de særligt satte pris på. To gange om ugen roste de så hinanden med deres lister som udgangspunkt. Prøv at gøre det samme med din ægtefælle. For at komme i gang kan I måske kigge på Bills og Betty Jos lister igen. Derefter kan I fortsætte i to måneder, som lejlighed nu byder sig.
Baggrundsspørgsmål til gruppedrøftelse Drøft, hvordan ord har magt til at afgøre menneskers, ja, nationers skæbne. Hvordan kan ord binde og befri os og forme vort syn på os selv og verden omkring os?
Kærlighedssprog nr. 2: Tid til hinanden
Vigtig tanke Hvis vi tilbringer tid med at tale og lytte til hinanden og foretage os meningsfyldte ting sammen, viser det, at vi virkelig holder af hinanden og nyder at være sammen.
1. En udtalelse som »Mit arbejde er så krævende« kan være en undskyldning for ikke at tilbringe tid sammen med sin ægtefælle. Men succes og materielle goder kan ikke erstatte fortrolighed og inderlighed. Læg en plan sammen, så I fordeler opgaverne og dermed får tid til hinanden. v ær selvopofrende ved de aftaler, I indgår.
2. Bill blev klar over, at Betty Jos primære kærlighedssprog var tid til hinanden. Derfor skrev han en liste over ting, han vidste, hun gerne ville have ham til at gøre sammen med hende. Spadsereture, ferier eller mere tid sammen med børnene krævede alt sammen, at de gav noget af sig selv i fælles meningsfyldte aktiviteter. Lav din egen liste og beslut dig til at gøre to af tingene inden for den næste måned.
3. Se tilbage på det seneste større problem eller den seneste større udfordring, din ægtefælle har stået over for. Skriv ned, hvordan du bedre kunne have opnået følgende: (a) mindre rådgivning og mere medfølelse, (b ) mere forståelse og færre løsningsmodeller, (c) flere spørgsmål og færre konklusioner, (d) mere opmærksomhed omkring ham eller hende og mindre omkring problemet.
4. Find ud af, hvor meget fælles aktiviteter betyder i dit ægteskab. Udvælg tre oplevelser, der bragte jer meget tæt på hinanden, og som stadig er en kilde til glade minder. Indebar disse oplevelser tid sammen ved fælles aktiviteter? Planlæg noget nyt, der har mulighed for at blive et stærkt og positivt minde.
5. Vær ærlig med hensyn til den rolle, følelser spiller i dit liv.
Hvornår har det bidraget til løsningen af et problem eller ført til en positiv begivenhed, at du har givet udtryk for dem ? Undertrykker eller frygter du generelt dine følelser?
Viser du dem eller forvansker du dem ? Hvordan griber de ind i din ægtefælles følelser? Hvordan kan den følelsesmæssige side af kommunikationen mellem jer blive bedre?
Tal om, hvordan de fælles aktiviteter skal bygges op omkring interesser, begge ægtefæller deler. Det næstbedste er helhjertet at tage sig tid til at dele sin ægtefælles interesser, selv om man i begyndelsen ikke deler dem.
Kærlighedssprog nr. 3: At modtage gaver
Vigtig tanke
Gaver er synlige symboler på kærlighed, hvad enten det er ting, du har købt, eller noget, du selv har lavet, eller detbare er din egen tilstedeværelse, som din ægtefælle har længtes efter. Gaver viser, at du ikke er ligeglad, og repræsenterer værdien i forholdet.
1. En gaves værdi afhænger af øjnene, der ser. Det kan være, du har fået en gave, som du ikke har sat synderlig pris på.
Overvej giverens hensigt og omstil din tænkemåde, så du sætter pris på den kærlighed, han eller hun har lagt for dagen
2. Følg forfatterens råd og skriv en liste over værdsatte gaver, du i tidens løb har givet din ægtefælle. Prøv desuden at få nogle flere gode ideer fra andre, der kender hans eller hendes smag. Bestem dig så til at give et bevis på din kærlighed, hvor lille det end måtte være, efter de retningslinjer hver uge i den næste måned.
3. Det kan være, at du ikke finder, at gaven er, hvad der passer til den finansielle situation lige nu. Men hvis gavegivning er en investering i din vigtigste »ejendom«, kan du betragte det som en form for opsparing eller forsikring. Gennemgå dit budget igen og find noget, der kan ofres, så du kan give mere til din ægtefælle.
4. Hvis gaver er din ægtefælles kærlighedssprog, kan det kræve, at du indtil videre opgiver det, der står øverst på din egen dagsorden. Prøv at huske nogle situationer fra de seneste år, hvor der var noget, som din ægtefælle meget gerne ville have ‑ eventuelt den gave, som din tilstedeværelse var ‑ og du ikke gav ham eller hende det. Du kunne have været der, du kunne have givet den foræring. Beslut dig bevidst til at træffe det vanskeligere valg næste gang, lejlighed gives.
5. Husk, at den gave, som du selv er, vil sige mere end blot din fysiske tilstedeværelse. Prøv en uge igennem at delagtiggøre din ægtefælle i mindst en betydningsfuld tildragelse, der er indtruffet i dagens løb, eller en vigtig følelse, du har haft. Forsøg også at få ham eller hende til at gøre ligeså.
Baggrundsspørgsmål til gruppedrøftelse
Find i fællesskab eksempler på betydningen af gaver i forskellige kulturer og familietraditioner og mellem forskellige mennesketyper. Hvilke arter af gaver findes der? Hvordan er de udtryk for kærlighed, og hvorfor har de værdi?
Kærlighedssprog nr 4: Tjenester
Vigtig tanke
Hvis du kritiserer din ægtefælle for ikke at gøre noget for dig, kan det tyde på, at dit primære kærlighedssprog er tjenester. Tjenester skal ydes og modtages frivilligt uden nogen form for tvang, og det, der gøres, skal gøres, som den anden gerne vil have det.
1. Selv når vi gerne vil opfylde vor ægtefælles ønsker, foretrækker vi at gøre det på vor egen måde og på vore egne betingelser. At yde kærlige ~enester betyder at imødekomme vor ægtefælles forventninger. Find frem til detaljer omkring nogle ting, som han eller hun gerne vil have dig til at gøre, og så gør det nøjagtig sådan.
2. Vælg tre enkle, men dagligdags arbejder, som du ikke er særlig glad for, men som du ved, din ægtefælle gerne vil have gjort. Overrask så ham eller hende ved at gøre dem uden at blive bedt om det.
3. Mange ægtepar føler, at de har overvundet kønsrollemønstret i deres forhold, men der er stadig nogle ubevidste fordomme. Drøft jeres dybeste følelser omkring det at være fælles om alt, hvad der skal gøres, og jeres respektive familiehistorier i så henseende.
4. Se igen på Marks og Marys lister over tjenester. V ælg fire opgaver, som du gerne vil have din ægtefælle til at løse for dig. Vær rede til selv at imødekomme tilsvarende ønsker og udarbejd justeringer, der er baseret på gensidig kærlighed og ikke på tvang eller lovmæssigt »lige for lige«. Husk praktiske ting som en tidsplan.
5. En mængde problemer stammer fra den myte, at vi skal holde op med at gøre kur, når vi bliver gift. Prøv at genkalde dig de voldsomme følelser og den inderlige fortrolighed, der var resultatet af regelmæssige tjenester, I gjorde hinanden før brylluppet. Prøv at gøre nogle af de ting for at genfinde den inderlighed og se, om der virkelig er en sammenhæng.
Baggrundsspørgsmål til gruppedrøftelse
Overvej to helt forskellige synspunkter, som enkeltpersoner og samfund har hævdet i århundreder: (1) Tilfredsstillelse og lykke finder du ved at befinde dig på toppen og lade andre ~ene dig, eller (2) tilfredsstillelse og lykke ligger i at ~ene andre og finde kærlighedens mening ved at gøre det af egen fri vilje.
Kærlighedssprog nr. 5: Fysisk berøring
Vigtig tanke
Fysisk berøring som udtryk for kærlighed når helt ned i dybet af vort væsen. Som kærlighedssprog er det noget, der rummer mægtige kræfter ‑ lige fra det letteste klap på skulderen til det mest lidenskabelige kys.
1. Udeluk alle negative former for fysisk berøring. Hvis du nogen sinde har gjort din ægtefælle bare den mindste smule fortræd rent fysisk, så bed om tilgivelse og gå i krig med dit problem med selvbeherskelse. Hvis andre former for berøring har irriteret din ægtefælle, så stop med dem og erstat dem med noget andet, som han eller hun kan lide.
2. Måske har du og din ægtefælle aldrig talt åbent om de former for berøring, I finder behagelige. Drøft de følelses‑
Studievejledning mæssige, seksuelle og psykologiske dimensioner, der knytter sig til alle dele af kroppen.
3. Lav en liste over alle de omstændigheder, steder og måder, hvorpå berøringer kan forbedre jeres fysiske forhold.
Hvordan ønsker du for eksempel, at I skal røre ved hinanden, når I sætter jer ind i eller står ud af bilen? Hvis I har forskellige meninger om det, så find frem til et kompromis, hvor I begge søger at glæde den anden.
4. Tænk på Patsy og Pete. For Patsy var det forholdsvis let at give udtryk for sit ønske om tid til hinanden, mens Pete fandt det svært at bede om fysisk berøring, især på det seksuelle område. Hvorfor tror du, det var sådan? Din ægtefælle kan ikke læse dine tanker. Selv om det er svært, må vi fortælle hinanden om vort behov for kærlighed og om det kærlighedssprog, der får os til at føle os mest elsket.
Hvorfor ikke aftale en åbenhjertig samtale om dette med din ægtefælle ? Behovet for fysisk berøring er vanskeligt at indrømme ‑ også over for os selv. v ær ærlig ‑ især på det seksuelle område ‑ over for din ægtefælle og dig selv med hensyn til, hvornår du føler dig uelsket eller usikker, især fordi de fleste af os føler, at vores krop er ufuldkommen.
5. Krisesituationer omfatter dødsfald, alvorlig sygdom og den slags, men også de små daglige traumer, der har stor følelsesmæssig betydning. Prøv at nå din ægtefælle med en kærlig berøring som udtryk for, at du føler med ham eller hende, i stedet for tavshed eller tomme ord.
Baggrundsspørgsmål til gruppedrøftelse
Drøft de følelsesmæssige mysterier, der knytter sig til fysisk berøring. For eksempel kræver vores kærlighedsbeholder somme tider et knus, når noget gør ondt, mens vi til andre tider ikke ønsker nogen form for berøring. Sindsstemninger, holdninger og opfattelser har alt sammen indflydelse på, om vi ønsker at blive berørt eller omfavnet eller have sex ved en given lejlighed
Jeg afholdt i sept. 2014 en høst- og takkegudstjeneste i Silkeborg Oasekirke, og her tog jeg emnet om forvalterskab op.
(Du er velkommen til at springe kollekt
og læsning over :-))
Kollekt:
Himmelske Fader! Du, som er giveren af alle gode gaver, vi takker dig, fordi du har velsignet vore hænders værk, givet sol og regn over vore marker og ladet os få vor høst bjærget i fred. Vi beder dig: giv os altid at nyde vort daglige brød med taknemmelighed og under alle forhold slå vor lid til dig. Bevar os for overmod, når tiderne er gode, og fra mismod under trange kår. Hjælp os at bruge dine gaver ret, os selv og vor næste til gode og gavn, og dit hellige navn til ære. Velsign den sæd, du selv har sået i vore hjerter, at vi engang kan blive høstet til dit rige ved din enbårne Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed!
Læsning
Sl. 104,24 Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
v25 Her er det store og vidtstrakte hav,
med sit mylder, umuligt at tælle,
både små og store dyr!
v26 Dér sejler skibene,
dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det.
v27 Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
v28 du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
v29 du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
v30 du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.
v31 Herrens herlighed skal vare evigt,
Herren skal glæde sig over sine værker.
v32 Blot han ser på jorden, skælver den,
blot han rører ved bjergene, ryger de.
v33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.
v34 Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren .Sl. 104
Prædiketekst: Lignelsen om de betroede pund
Luk 19,11-27. Mens de hørte på ham, fortalte han dem også en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og fordi de mente, at Guds rige straks ville komme til syne. v12 Han sagde: »En mand af fornem slægt rejste til et land langt borte for at blive anerkendt som konge og derpå vende tilbage. v13 Han kaldte ti af sine tjenere til sig, gav dem ti pund og sagde: Arbejd med dem, indtil jeg kommer tilbage. v14 Men hans landsmænd hadede ham, og de lod udsendinge rejse efter ham for at sige: Vi vil ikke have den mand til konge over os. v15 Da han så vendte tilbage efter at være blevet anerkendt som konge, lod han de tjenere, som han havde givet pengene, kalde til sig for at få at vide, hvad de havde tjent. v16 Den første kom frem og sagde: Herre, dit pund har indbragt ti pund til. v17 Da sagde han: Godt, du gode tjener, du har været tro i det små, derfor skal du have myndighed over ti byer. v18 Den anden kom og sagde: Herre, dit pund har givet fem pund. v19 Og til ham sagde han: Du skal have fem byer under dig. v20 Så kom den næste og sagde: Herre, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde. v21 Jeg var nemlig bange for dig, fordi du er en streng mand, som tager ud, hvad du ikke har sat ind, og høster, hvad du ikke har sået. v22 Til ham sagde han: Efter dine egne ord vil jeg dømme dig, du dårlige tjener! Du vidste, at jeg er en streng mand, som tager ud, hvad jeg ikke har sat ind, og høster, hvad jeg ikke har sået. v23 Hvorfor anbragte du da ikke mine penge i en bank? Så kunne jeg have fået dem igen med rente, når jeg kom tilbage. v24 Og til sine folk sagde han: Tag pundet fra ham og giv det til ham med de ti. v25 – De sagde til ham: Herre, han har jo ti pund. – v26 Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. v27 Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.
Prædiken
I dag fejrer vi høstgudstjeneste, og det kalder på vores taknemmelighed ud fra de fantastiske ord vi læste for lidt siden fra Sl. 104: v27 Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; v28 du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
Men en sådan høstgudstjeneste kalder også på vores opmærksomhed omkring vores rolle og indsats, fordi Guds vilje til at ”give os føde i rette tid” langt på vej også er lagt i vore hænder, og vore evner til at forvalte de resourser, som Guds i så rigt mål har udøst over os og vor vilje til at være en del af den proces
-----
Jeg har et par ting, jeg har lyst til at uddybe lidt og bidrage med, og det er, at vi som Guds børn har fokus på, hvordan vi på bedste måde kan være hans taknemmelige forvaltere, sådan som det hedder i onelineren til denne høstgudstjeneste.
Først et par citater om betydningen af taknemmelighed her til en indledning
PP "Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det du ikke har, ender du med aldrig nogensinde at have nok".
Oprah Winfrey (amerikansk skuespiller og talkshow-vært, født 1954)
PP "Hvis du koncentrerer dig om at finde det gode i enhver situation, vil du opdage at dit liv pludselig bliver fyldt med taknemmelighed, en følelse der nærer sjælen".
Harold Kushner (amerikansk jødisk rabbiner, født 1935)
PP "I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt".
Dietrich Bonhoeffer (tysk teolog og præst, 1906-45)
Hvad kommer der frem i dit hoved og i dit hjerte, når du bliver spurgt om, hvad du er taknemmelig for. (Et øjeblik selv og del det så med din sidemand)
For at verden kan være et godt sted at være, kan vi ikke undgå at gennemtænke, hvordan vi forvalter den verden, vi har fået betroet, hvordan vi omgås de kolossale resourser, som vi alle omgives af (nævn eksempler)
Jeg har valgt som prædiketekst den lidt specielle lignelse om de betroede pund (Luk 19,11-27), og det, der særligt sprang i øjnene og i hjertet på mig var dette, at de to gode forvaltere får henholdsvis overgivet administrationen af ti byer og fem byer, og jeg tænkte, at når Jesus fortæller denne lignelse, så er det helt sikkert fordi han kalder os til godt forvalterskab i Guds rige og i samfundet, og tænk hvad der kan ske, hvis Gud, grundet vore evner til at forvalte, giver os ledelse over forskellige vigtige områder i kirke og samfund, henholdvis fem eller ti byer, som det hedder i teksten. Hvad kunne der så ikke ske i de ”byer”?
Vi er lidt berøringsangste for at tale om forvalterskab, både i åndelig og materiel henseende, men det må vi have ændret på, og en amerikansk bibelfortolker (Larry Burkett) kommer frem til at der findes 2.350 vers i Bibelen, som handler om penge og besiddelser og vores måder at håndtere det på.
PP 1. Vi ejer dybest set intet. Vi er kun forvaltere
Et godt sted at begynde er Mosebog 1: 1. "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden."
Vi lærer her, hvor Bibelen begynder, at Gud ejer alt, fordi han skabte alt, og det genkalder David i Salme 24: 1: Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren,
Gud skabte hele jorden, så det er alt sammen hans, og han satte mennesket i det og gav Adam det første job - at herske over dyrene og at passe haven, og deres løn var at de frit kunne spise i haven - undtagen dog af kundskabens træ.
Gud gav Adam og Eva en stor have som bopæl, og haven havde endda guld og andre værdigenstande
”I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. v11 Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. v12 Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. (1. Mos. 2: 10-12).
De levede i Guds have og nød Guds mad, gaver og alt muligt andet, men det var alt sammen Guds, og det, som de - Adam og Eva - "havde" var i virkeligheden ikke deres, og da de syndede, blev de drevet fra haven og kunne ikke tage noget med sig. (1. Mos. 3v24).
Ligesom Adam og Eva, er vi også skabt af Gud.
Vi har fået råvarer og mad fra Gud.
Vi har fået et sted at leve af Gud.
Vi tilhører Gud sammen med alt, hvad vi mener, er vores, og han har skabt muligheder for rigdom og alt andet han giver os til at bruge, men intet af det er virkelig i vores besiddelse.
Job sagde på lavpunktet af sit liv: »Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! (Job 1: 21)
Apostelen Paulus er enig: "for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den;« (1 Tim 6: 7).
Hvis det kan blive taget væk, er det ikke vores, vel?
Vi har det kun for en stund, vi er ikke ejere, kun forvaltere.
PP 2. Vi er kun forvaltere, som bestyrer Guds ejendom - det, der er Guds.
Men hvad er så en forvalter? Meget enkelt, en forvalter bestyrer en andens ejendom.
(Sådan begyndte min svigerfar, som forvalter)
Josef er et glimrende eksempel på en god forvalter:
Hos Potifar fik han overdraget ansvaret for alt hvad Potifar ejede ”inde og ude” og hans gode forvalterevner betød, at ” Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede” (1. Mos 39: 4-6a.)
Josef ejer ikke noget i Egypten, men det afholdt ham ikke fra at administrere klogt, købe al maden til husholdningen, forvalter hans marker og besætninger, sørger for, at huset blev repareret, ordne regnskaber osv.
Hans gode forvaltning betød, at Josef selv var i stand til at spise de fineste fødevarer og bære det bedste tøj selv, og det viser os, at gode forvaltere uden problemer kan nyde de ting, de forvalter.
Selv om Josef ikke ejede noget havde han gode dage hos Potifar, men Potimor var skyld i, at han fejlagtigt blev anklaget og kastet i fængsel, men Josef bliver dog forvalter igen – som 30 årig - på Faraos foranledning og sådan står der i 1. Mos 41:38 - og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« v39 Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. v40 Du skal styre mit hus og hele mit folk skal adlyde dig.
En endnu større nåde overgik Josef, for han blev premierminister Egypten, fik ansvaret for slottet, ja for hele landet og fik hertil Faraos signetring, sammen med ansvaret for alt og alle, og igen nød han godt af det, som ikke var hans eget på nogen måde.
Og Gud velsignede Ægypten på grund af Josef.
I begge tilfælde bliver Josef givet et forvaltermandat, der gav ham og alle andre gode kår, og fordi han kunne leve med nogle ganske få begrænsninger: Ingen adgang til Potifars hustru - og ingen adgang til Faraos trone.
Sådan kunne Josef med sandhed og retfærdighed handle og han blev rig og anset, fordi han var en god forvalter, og kendte sine begrænsninger, kendte sin Potimor og Faraos trone, og kunne forholde sig til den fristelse
Måske er vor tids store ulykke, at vi ikke vil nøjes med at være forvaltere, men ejere, der kramagtig holder fast i det, vi dybest set ikke ejer, men kun forvaltere, men også på, at vi ikke har denne fine skelnen og fornemmelse af, hvad vi ikke har eller skal have magten over.
For Josef var det Potimor og Faraos trone.
PP 3. Ret indstilling til det betroede gods bestemmer vores måde at forvalte på
Hvad ønsker Gud jeg skal gøre med indholdet af min lønningspose, som jo dybest set Guds lønningspose?
Mit budget er dybest set hans budget.
Hvordan skal jeg omsætte det, jeg har lånt af ham?
Hvordan skal jeg bruge mit hus?
Det er jo egnt hans hus.
Hvordan skal jeg bruge ekstra penge?
Hvor meget skal jeg spare op, investere, bruge eller give væk? Det hele er jo hans.
Skal jeg købe den cykel, den bil, det stykke møbel, den bog, det stykke slik, et hus til 2 mil, eller en fabrik til 20 mil., for størrelsen af købet er ikke problemet.
Det afgørende er, at det hele er Guds, og jeg skal beslutte, hvad jeg vil gøre med hans.
Forvaltere tænker anderledes og særlig ansvarligt, fordi de ikke ejer noget, og skal stå til regnskab.
4. Jeg slutter med at give nogle kendetegn på gode forvaltere
PP Gode forvaltere er taknemmelige for det man har fået betroet
Jeg kan være tilfreds med, hvad jeg har, hvis jeg accepterer, at Gud valgte det ud for mig.
Hvis jeg harmes over eller misunder hvad andre har fået betroet er jeg ikke en god forvalter.
En god forvalter har fred i, at jeg ikke er en anden. Jeg er mig og Gud har kærligt givet mig de færdigheder og job, og de penge jeg har brug for lige nu.
PP Gode forvaltere er generøse
Bibelen kalder på vores generøsitet, og hele GT og NT emmer af opdragelse til at - give til enken og den faderløse - den fattige - ordets tjenere – osv.
Begrebet tiende står stærkt i Bibelen (Mal 3: 10-11). v10 Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.
Kun når vi tage livtag med det faktum, at vi er forvaltere, ikke ejere, så kommer generøsiteten, det at give kommer – villigt og løbende.
PP Gode forvaltere tør nyde, hvad de har fået betroet
Gud tillader gode forvaltere, at have mange gode ting og nyde det. Jeg behøver ikke at "velsigne" mig selv. Paulus sagde til de velhavende følgende:
v17 Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. v18 Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, v19 og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.
(1 Tim 6:17-19).
PP Gode forvaltere oplever arbejdets frugt som en gave fra Gud
Femte Mosebog 8,17-18: Sig ikke til dig selv: »Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom.« v18 Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom, for han vil opretholde den pagt, han tilsvor dine fædre, som han gør i dag.
Vi spiller lidt og så prøver du at spejle dig i de fire kendetegn , som bliver stående på skærmen
Jeg har den 27. juli 2014 afholdt en gudstjeneste i Silkeborg Oasekirke med emnet:Bøn, Gudsbilleder, selvbilleder og vore følelser
Her kan du læse mine betragtninger
Læsning og trosbekendelse
Moses' sang 5. Mos 32v30f
Så fremsagde Moses i påhør af hele Israels forsamling denne sang fra ende til anden:
v1 Lyt, du himmel, jeg vil tale, hør mine ord, du jord!
v2 Min belæring skal dryppe som regn,
som dug skal min tale strømme,
som regnskyl på grønne enge,
som regndråber på græsset.
v3 Herrens navn vil jeg forkynde,
giv vor Gud ære!
v4 Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen,
alle hans veje er rette,
en trofast Gud uden svig,
retfærdig og retskaffen.
v10 Han fandt det i ørkenlandet,
i den tomme, hylende ødemark;
han kredsede om det, holdt øje med det,
passede på det som sin øjesten.
v11 Som en ørn, der vækker sit kuld op,
og flyver frem og tilbage over sine unger,
bredte han sine vinger ud, tog det op
og bar det på sine vinger.
v12 Det var Herren alene, der førte det,
ingen fremmed gud var med ham.
v13 Han førte det frem over landets høje,
det fik markens afgrøde at spise.
Han mættede det med honning fra bjerget,
med olie fra flinteklippen,
v14 med tykmælk fra køer og mælk fra får,
med fedt fra vædderlam,
fra væddere og bukke fra Bashan,
med hvedekornets nyrefedt;
drueblod drak du som skummende vin.
Tekstlæsning før prædiken
PP I de dage gik han (Jesus) engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. (Luk 6,12)
Jesus svarede dem: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. (Matt 22v29)
Bøn inden prædiken
To vidunderlige veje anviser Jesus os her gennem sin egen praksis og al erfaring viser da også, at den der tager sig tid til at forholde sig til Bibelen, læse i Bibelen - Guds ord - og den, der tager sig tid til at bede har placeret sig et rigtig godt sted i livet, og hvor man må sande, hvad
Henry Nouwen - en kendt kristen tænker – udtrykker som det vigtigste vi som kristne kan foretage os i vort indre liv med Gud er, PP ”At vi i sandhed er mænd og kvinder med et brændende ønske om at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed".
Og han anviser i den forbindelse en "indre vej” en vej, som omfatter fire stationer: stilhed, bøn, eftertænksomhed og tilbedelse.
Bøn
Jeg nøjes dog i dag med at pege på velsignelsen ved at bede, for bøn er et levende, personligt forhold mellem Gud og mennesket – og måske det mest intime forhold i menneskelivet.
Den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila, sagde: "Bøn er venskab” – og før et venskab kan udvikles, må parterne lære hinanden at kende.
Gud kender os, ja, men mange kender ikke ham ikke særlig godt af mange grunde, jeg dog ikke kommer ind på, men bønnen lærer os med tillid at nærme os den levende Gud og bede Ham om hjælp, om helbredelse, om lykke, om styrke osv., for som Bibelen siger (Jesus):
PP ”Bed og der skal gives jer ... for enhver som beder, får" (Luk 11.9-10), og som Paulus siger: "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak" (Fil 4.6-7).
(Frit citeret efter Den katolske kirkes hjemmesides vejledning om bøn lyder det sådan):
PP ”Gud er vores far, som vi kan komme til med alt, og Gud er kun kærlighed, og vi kan stole på, at han hører os i kærlighed, og at bede Gud om noget er som at dykke ned i et hav af kærlighed.”
Jesuitten Gerard Hughes har skrevet en lille bog om spiritualitet, som hedder "Gud i alt", og han siger, at bønnen er stedet, hvor ”- Gud kan lære os, hvem Gud er –”,
For mange af os handler det i vor fortumlede verden om at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vore ordrige menigheder.
Vi må som kirke, menighed og fællesskaber finde tilbage til bønnens sprog og kilder og bønnens praksis.
Den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være kristen, siger Hughes, og hævder, med rette, at PP ”når kristne holder op med at bede, er alt håb for kirkens liv og fornyelse bogstaveligt talt ude”.
Hvorfor er bønnen så vigtig?
Jeg vil gerne antyde et par ting
1. At bede er at forandres.
Bøn er den hovedvej Gud bruger til at forvandle os.
Hvis vi ikke er villige til at blive forandret, så er bøn ikke en væsentlig del af vores liv.
Jo nærmere vi kommer ind i Guds nærhed, jo mere ser vi behovet for at blive forvandlet i Kristi billede.
Alle som har vandret med Gud, har set bønnen som det mest centrale, det væsentligste i deres liv:
Det giver os uanede muligheder, men også et stort ansvar.
Vi samarbejder med Gud om nutiden og fremtiden.
Visse ting sker, eller vil ske i vort liv, i samfundet, i historien, på baggrund af vores bøn, for hvor fantastisk det end lyder, så kan og skal vi ændre verden gennem bøn.
Er det ikke nok motivation til at lære at bede, til at lære den mest givende åndelige øvelse, som vi mennesker kan være deltagere i? Jo
2 Bøn er noget vi skal lære.
Det vidste Jesu disciple og derfor spurgte de ham, hvordan han bad (Luk 11, l).
De havde bedt hele deres liv, men kunne se, at der var noget omkring kvaliteten og kvantiteten af Jesu bøn, som satte deres bønsliv i kontrast til Jesu bønsliv.
De vidste, at hvis deres bønsliv skulle gøre en forskel, så havde de brug for at lære hvordan de skulle bede.
Det er befriende at vide, at bøn er en læreproces.
Det giver os frihed til at eksperimentere, til at stille spørgsmål, til at fejle, til at undersøge... for disse ting er en del af processen.
Gudsbilledet
Om bønnen udvikles, som jeg beskrev før handler også noget om, hvilket billede vi har af Gud, hvilket gudsbillede vi har, om jeg tør nærme mig ham med min bøn, eller måske i stedet har en følelse af, at han er optaget af større ting end mine små og store genvordigheder, eller han ikke kan li´ mig, eller direkte er vred på mig
Og her kommer Bibelen ind, for det er her vort gudsbillede formes, og studiet af Gud, studiet af billederne af Gud sender os ud i nogle vinkler vi måske ikke er helt så vante med.
Her er en lille kavalkade af gudsbilleder, hvor Gud sammenlignes med en PP kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, stilhed, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen, en fårehyrde, en ypperstepræst, en dommer og så videre, - eller de lidt mere uortodokse gudsbilleder, der undertiden kan være så malende, at vi har svært ved at sluge dem.
Bibelen kan ikke ligefrem kaldes fintfølende, når den f.eks. sammenligner Gud med en soldat med tømmermænd:
PP "Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..." Salme 78,65f
Eller med en kvinde i barselssengen:
PP "Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret." Esajas 42,14
PP ”Du er min klippe og min borg. --- I dine hænder betror jeg min ånd, og hvor der lige efter står: Du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud - Jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i din hånd. - Vær stærke, fat mod, alle I, som venter på Herren.” Salme 31
PP Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe. De, der er fjernt fra dig, går til grunde. Men at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren. Salme 73:
Selvbillede
Det er faktisk også ret vigtig, hvordan jeg opfatter mig selv, og om jeg har tillid til at Gud vil mig og kan rumme mig, og om hvilken værdi, jeg har for ham. Her tror jeg at der er mange, der ikke har et retvisende billede af sig selv.
På en lille miniferie i Vejers sidste år oplevede jeg, en morgen inden jeg stod op, at fornemme, hvordan Jesus mindede mig om, at mange slet ikke er i stand til at vandre i tro og handle i tro, fordi der er så meget, der forstyrrer deres gudsbillede og som gør at de ikke fuldstændigt kan tilegne sig de rige billeder af Gud, som Bibelen er fuld af.
Jeg fornemmede Åndens tale sådan ca:
PP Mange oplever ikke tilstrækkelig tryghed i mig og oplever ikke ubetinget tillid til mig, fordi der er noget, der forstyrrer deres billede af mig, og nogle har fået ødelagt og spoleret deres billede af mig, og når stormene kommer, bliver billedet af mig utydeligt, og de får ikke den hjælp, de har brug for, og ofte falder huset, fordi det ikke hviler i mig, hviler på mig, den sande klippe - lyder det fra Herren.
Det gik jeg meget og spekulerede på, og blev noget, for ikke at sige meget, inspireret af en bog, vi havde med i rejsetasken – Magnus Malms bog: Bag Billedet -
Kort fortalt så handler hans bog om vort selvbillede og vort gudsbillede, og om hvordan disse to forhold er afhængige af hinanden – og at vort gudsbillede svækkes, når vort selvbillede er svækket, og omvendt.
David Benner har skrevet en meget fin bog, som jeg/vi har læst flere gange (At kende sig selv)
Han skriver følgende:
PP ”Jeg er overbevist om, at Gud elsker hver og en af os med en dybde, vedholdenhed og intensitet, som vi ikke kan forestille os. Gud kan ikke bare lide dig. Han nærer heller ikke bare varme, sentimentale følelser over for dig, fordi du er skabt i det guddommelige billede. Sandheden er, at Gud elsker dig med en passioneret, altopslugende interesse.
Gud kan simpelthen ikke lade være med at se dig gennem kærlighedens øjne.
Endnu mere utroligt er det, at Guds kærlighed ikke har noget som helst at gøre med din opførsel. Hverken din trofasthed eller din manglende trofasthed ændrer det mindste ved den guddommelige kærlighed. Ligesom faderens kærlighed i lignelsen om den fortabte søn er den guddommelige kærlighed fuldstændig betingelsesløs, ubegrænset og overstrømmende.
Kristne kan hvile i en grundlæggende identitet, som er helt unik på det spirituelle marked. Uanset om vi indser det eller ej, er vores eksistens grundfæstet i Guds kærlighed. Vi har vores oprindelse i Guds skabende kærlighed, og Guds favnende kærlighed opretholder vores liv. Guds uudslukkelige kærlighed er det eneste håb, hvis vi vil være hele mennesker. Kærlighed er vores identitet og vores kald, for vi er børn af kærlighed. Vores eksistens giver ingen mening adskilt fra den guddommelige kærlighed, for vi er skabt i kærlighed, af kærlighed og til kærlighed.”
Vores identitet er, hvordan vi oplever os selv - det jeg, som hver af os bærer i os. Hvis vi har en identitet, der er grundfæstet i Guds kærlighed til mig, betyder det, at det første, vi tænker på, når vi overvejer, hvem vi er, er vores status som en, der er elsket af Gud og har værdi for Gud.
Jeg vil slutte denne prædiken med at omtale noget vi sjælden tager op, nemlig vores følelsers plads i vort trosliv
Følelser
På vores tur i juni til Skotland sammen med et par venner læste vi det meste af Magnus Malms bog: Kendetegn - At søge Guds nærvær i en kaotisk tid.
Han nævner, at Jesus hele tiden havde sin følelser med i hvad han foretog sig
PP "Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time." Johs 4,6.
"I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: 'Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre' ."Luk 10,21
"Jesus udbrød: 'Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?'."Matt 17,17
"Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: 'Hvis du vil, kan du gøre mig ren.' Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: 'Jeg vil, bliv ren!' ." Mark 1,40-41
"På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde."Johs 2,14-15
"Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: 'Hvor har I lagt ham?' 'Herre, kom og se!' svarede de. Jesus brast i gråd." Johs 11,33-35
"Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: 'Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide' . .. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: 'Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!' " Matt 26,37-38 + Luk 22,14-15
Gud kommer over på vores banehalvdel. I stedet for at vi skal ”træne” vore følelser væk for at blive mere "åndelige", kommer Jesus til os og deler alle vores følelser.
Citaterne fra Jesus liv giver os en lille prøve på følelser, som dagligt bevæger vores sjæleliv: træthed, glæde, frustration, vrede, sorg, frygt, ensomhed og længsel efter fællesskab, angst... Hvordan skal vi da forholde os til vores følelser? Hvilken rolle kan de spille i vores indre liv? Hvilken betydning har de for vores bøn, vort gudsbillede og vort selvbillede?
Magnus Malm peger på tre måder, vi kan involvere vore følelser på
1. Adskillelse:
Ifølge den tanke/strategi kan følelserne aldrig være bærere af noget vigtigt eller godt, men er kun en forstyrrelse, som må afvises.
Denne træning i ikke at lytte til sine følelser er grundlaget for al hjernevask og manipulation, både politisk og religiøs. Til sidst bliver følelseslivet stumt, og mennesket kan uden modstand føres derhen, hvor magthaveren ønsker det.
2. Sammenblanding:
Her blandes følelserne sammen med Guds nærvær.
Vi forveksler følelsen af fred og velvære med Guds nærvær, og følelsen af tomhed og tristhed med Guds fravær.
Dette får mindst to ødelæggende virkninger:
Dels får vi et mildt sagt begrænset gudsbillede, hvor Gud forvandles til en projektion af vores eget slingrende følelsesliv. Der er ikke meget at holde sig fast til, når stormen kommer!
Dels forvandles følelserne til objekter for diverse kneb og metoder for at komme i en bestemt ønsket tilstand.
Jagten på "åndelige følelser" er ødelæggende for både gudstjenesteliv og det personlige liv og fører os altid i retning af den religiøse uvirkelighed, hvor til sidst hverken Gud, vi selv, eller andre mennesker kan nå ind til os.
3. Uden adskillelse eller sammenblanding: - og respektfuldt lytte til vores følelser, for derefter at kunne sortere dem for Guds ansigt.
Ignatius af Loyola taler om at skelne mellem "begyndelsen, midten og slutningen" .
Begyndelsen: Hvor kommer den her følelse fra?
Midten: Hvordan påvirker den mig netop nu?
Slutningen: Hvor fører den her følelse mig hen, hvis jeg følger den? Vil jeg derhen?
Det er først her, vi begynder at smage på friheden, når det gælder følelser.
Både adskillelse og sammenblanding skaber ufrihed, for vi føres altid meget lettere med af de følelser, som vi undertrykker, end dem vi lukker ud i lyset.
I Salmernes Bog vrimler det med eksempler på, hvordan mennesker i bønnen ikke blot fører dialog med Gud, men også med deres egne følelser:
PP "Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig?" Sl. 42,6
PP "Mine suk udmatter mig, hver nat væder gråden mit leje, min seng er våd af mine tårer. Mit øje er sløret af sorg." Sl. 6,7-8
PP "Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land. Sl. 63,2
At lade vores følelser være hvad de er, og hverken kræve noget mere eller mindre af dem, hjælper os til også at lade Gud være den, han er.
Mine følelser er ikke en trussel mod Gud, og han er ikke en trussel mod mine følelser.
Det er som i enhver god relation: vi er en glæde for hinanden og giver hinanden frihed til at være os selv.
At tillade mig selv at føle, hvad jeg føler, og udtrykke det over for Gud, er en vigtig del af at forsones med min menneskelighed.
At sige ja til Gud går hånd i hånd med at sige ja til, at jeg er menneske. Ikke med en "finere" eller "mere åndelig" menneskelighed, men med præcis den samme menneskelighed som alle andre.
Jeg bærer inden i mig, hvad alle andre bærer inden i dem. Det er nødvendigt at acceptere dette og forsones med det, for at jeg åbent skal kunne relatere til Gud - og til andre mennesker.
Maj 2014
Sig nærmer Kr. Himmelfart, og jeg byder ind med nogle refleksioner i den anledning
Jesus sagde til dem: "Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje."
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk.24,46-53
Prædiken
Børnene har det dårligt med at skulle forlade en ufærdig tegning. Det skal være færdig først. Ellers er det ikke en rigtig tegning. (Ja, sådan er der da også en del voksne, der har det), og i dag - Kristi himmelfartsdag - vil mange mene, at hele tegningen er tegnet færdig af Jesus. Det kan i nogen grad være rigtig, hvis vi udelukkende tænker på hans jordiske side.
Men tegningen er dog heldigvis ikke færdigtegnet.
Nye vinkler på Jesu liv og virke skal “tegnes” - dog måske en tegning, der næsten ikke kan tegnes, fordi det, der sker antager så store og fantastiske dimensioner med netop Jesu himmelfart.
Disciplene har i over tre år været i gang med at tegne billedet af Jesus, og hans discipelflok har på deres nethinder modtaget de utroligste billeder, mens Jesus var iblandt dem, helt fra deres første møde med ham.
Hvordan han krydser deres vej og kalder på dem.
Hvordan de først ser ham, hører ham tale og pludselig føler en indre dragning, som en ild, der blusser op.
Og det de er vokset op med - deres religiøse baggrund - kommer på en hård prøve igennem de tre år, de har vandret med ham og set ham vinde menneskers hjerter, set ham gøre utallige undere, hørt ham tale vidunderlige ord, set ham sætte mange af de religiøse og politiske ledere på plads og til vægs med en myndighed og en autoritet, som de aldrig før har oplevet en leder har haft.
---------
Men det er dog de seneste godt fyrre dages begivenheder, der har været de mest omtumlede i deres liv.
Der er nu gået næsten seks uger siden hans død og opstandelse, og han har vist sig for dem adskillige gange, har talt til dem og givet dem vejledning om fremtiden, en fremtid, der ta´r sin begyndelse Kristi Himmelfarts dag, for netop den dag har Jesus talt med sine disciple om og forberedt dem til gennem hans indholdsrige afskedstaler før sin død, og hvor det feks hedder: "Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer" (Joh 16,7).
Og pludselig på denne dag - kristi Himmelfartsdag er han bare væk - rykket bort i skyen - og klingende i deres øregange har de ekkoerne af hans ord:
“Det er godt for jer, at dagen kommer. Dagen, hvor jeg skal forlade jer”.
Disse ord har sikkert været ret så gådefulde for dem, og de har sikkert aldrig rigtig forstået, hvad han mente, for hvad kunne være bedre end at være sammen med Jesus? Hvordan kunne det være godt, at han forlod dem?
Og det er kun langsomt ved at gå op for dem, at først ved adskillelsen fra sine disciple kunne Jesus tiltræde den stilling, som for alle tider gør ham til deres og vores Herre og frelser, og at det er nødvendig med den ophøjelse til sædet ved Guds højre hånd, for at han kan være os alle nær og række alle sin hjælp, for mens Jesus levede her på jorden, var han underkastet jordelivets begrænsninger, sådan som vi selv er det.
Det gjaldt rent geografisk, hvor hans virkefelt ikke strakte sig ud over Palæstinas grænser.
Det er dog anderledes med den Jesus, som er ophøjet til himlen! Han er ude over de begrænsninger, som vi lever under, og fra sit sæde ved Faderens højre hånd er han i stand til at indfri de løfter, han har givet: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Men når sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden" (Joh. 14,16 -l6,13).
---------
Men inden Jesus skilles fra sine disciple, har han dog endnu noget han gerne vil indskærpe for dem:
"Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje."
"Når jeg forlader jer, skal I vente på det, som Faderen har lovet," havde han sagt.
"I skal vente påÅnden." , og det fortæller, at med Åndens komme har Jesus endnu større planer for end det, de indtil da har oplevet, og som mere havde tyngdepunktet liggende på Jesus selv, hans gerning og virke, mens han er i “levende live” i “kød og blod” som dem.
Men nu skal hans disciple så at sige “overtage” den gerning, som Jesus trods alt “forlader” med sin himmelfart, og den gerning kan de ingenlunde gennemføre, hvis ikke de bliver fyldt af Helligånden.
Målet for Jesus er hans disciplenes møde med Helligånden. Det ser vi ud af Jesu afsluttende ord og undervisning om, at pinsen, Helligåndens komme og kraft er målet for enhver kristens liv.
--------
Det er Ånden, der gør Jesus levende for os.
Gennem Helligånden bliver vi forenet med ham, der satte sig ved Faderens højre hånd og overtog magten i Himlen og på jorden.
Gennem Ånden deler vi hans liv ‑ deler vi hans kraft, nærvær og herlighed.
Gennem Ånden strømmer den kraftfulde fred, som Jesus lyser over sine disciple ‑ "Fred være med jer!" (Joh 20,21) ‑ ind i vore hjerter.
Uden pinsen bliver påsken meningsløs ‑ da er den kun et fjernt minde uden betydning for vores hverdag. Uden Helligånden er Gud langt borte, Jesus blot en gådefuld skikkelse, og Bibelen en håbløst selvmodsigende tekst. Uden Ånden er kirken bare en forening, liturgien en slags besværgelse, og vores mission propaganda.
Men med Helligånden er Jesus Herre! Ikke bare i en abstrakt og åndelig betydning. Gennem Helligånden kan vi erfare, at der er noget, der vågner til live i os. Hvordan alt det, Jesus er og har gjort, oplyser vores liv.
-----
Der er lige en lille detalje, jeg synes vi i dag skal have fat i idag - på den 40tyvende dag, hvor vi endnu ikke er nået til pinsedag - (den 50tyvende dag)
Det er Peter Haldorff, der i sin bog Der brænder en ild sætter focus på, at der altså er en ventetid i disciplenes liv inden det for alvor sker - en ventetid på yderligere 9 dage, og han peger på, at der er en god og nødvendig venten i ethvert menneskes liv - en venten på det, Gud har lovet. En venten på at blive fyldt af Ånden.
Ånden er udgydt pinsedag - ja - men vi må lade os fylde igen og igen.
De ni dage mellem Kristi himmelfart og pinse - en hellig ventetid for disciplene, fyldte dem sikkert med bøn.
-----
Der kan og skal også være en sådan "venten" i vores liv. Vi synes måske ikke, der sker noget, og vi undrer os over hvorfor. En sådan tid er et kald til os. Et kald til bøn og overgivelse.
-----
I tider med venten bliver vi ofte fristet til at fare af sted, starte nye projekter, tage sagen i egne hænder, men Jesus kalder os i stedet for til at søge en indre opmærksomhed, og han opfordrer os til at bevare den indre åbenhed.
Vær stille kan vi næsten høre ham sige ind i vores fortravlethed.
Han har i hvert fald bedt sine disciple om at vente, selv om de ikke de ikke vidste, hvad de skulle vente på eller hvor længe de skulle vente.
-----
Ånden kommer altid til os som den store overraskelse. Han er den uventede gæst, der strømmer ind i vores liv med sin livgivende energi, når vi måske mindst venter det.
Derfor må vi altid ta´ os tid til at leve i og med en sund ventetid, hvor vi gi´r plads for Guds muligheder og Åndens fornyende komme i vores liv.
-----
Resume
Kristi Himmelfartsdag 2 tekstrække minder os altså om betydningen af, at vi venter påÅnden og at vi så i Åndens kraft ta´r udfordringen op med at prædike “omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”
Og fylden af Ånden vil også gi´ os den tilbedelse af ham, den glæde i ham, som holder os i gang og som gør, at vi med hans kraft i ryggen bliver i stand til at udføre det, han har sat os til, bl. a. verdensmissionen, men også at vi kan og skal omgås det onde i denne verden, og være kanaler for det nye, som bryder frem i Guds kraft, så verden langsomt men sikkert kan gennemtrænges af Guds ord, hans vilje og kraft til tilgivelse, forsoning, frelse og evigt liv.
Amen
Kirkebøn:
Gud, vi beder dig: kom os i møde som den der ingen grænser kender.
Fortæl os, at din himmel er kommet til os og møder os her på jorden ‑ midt i vores liv.
Giv os mod til at være dine vidner og tro det, vi ikke kan se ‑ og håbe på det, vi ikke kan forstå.
Lad os være din kirke og dine hænder, Gud ‑ og giv os det kærlige skub i ryggen, som forældre giver deres børn, når de er store nok til at stå på egne ben.
Tilgiv os, når vi tror, at vi skal klare alt her i livet selv.
Giv alle, der er sat til at regere, din kærlighed ‑ og giv alle, der bliver regeret med, livsmod og håb.
Lad alle, der sidder i mørke se dit lys og mærke din varme.
Giv du frimodighed og udholdenhed til dem der på dit ord er rejst ud i alle verdenshjørner for at fortælle andre om din storhed. (Velsign du Anne Karin og Poul Friis i Tanzania!)
Giv håb til de modløse ‑ og mod til de håbløse.
Giv kærlighed til de fortabte ‑ og ansvar til de magtesløse,
så vi alle kan se, at din himmel er her hos os. Amen.
Nadverord:
(Sl. 113,1.2.3.4.5‑6.7‑8)
Lovpris, I Herrens tjenere,
lovpris Herrens navn!
Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!
Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
Herren er ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.
Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
så højt som han troner,
så dybt ned som han ser?
Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
Marts 2014
Så er vi gået ind i fastetiden, og hvad er mere naturligt end at genlæse Peter Haldorffs lille bog om fasten.
Kommer her!
HVORFOR FASTE?
At faste er en menneskelig nødvendighed.
I den kristne historie _ såvel som den jødiske _ har fasten altid haft en naturlig plads. Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også mulighed for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl.
Den kristne brug af fasten hviler på erkendelsen af menneskets svimlende kapacitet. Vi er i stand til at gøre det mest forfærdelige. Men vi bærer også Guds billede. Hvad der bliver ud af vores liv, har dog intet at gøre med vores evne til at tage os selv i nakken, men kun med hvilke magter vi allierer os. Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave.
Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os der vælger hvordan vi vil forvalte dem.
Det er her fasten kommer ind i billedet.
At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave det er at være menneske.
DEN GLÆDESFYLDTE FASTE
Er det så underligt at mange ser frem til fastetiden med en utålmodig glæde?
Det hænger sammen med det fasten gør ved os. Bagagen bliver lettere, målet klarere og længselen mere inderlig. Fasten er en åndelig rejse, hvis mål er påsken _ eller i overført betydning: et liv der er gennemlyst af Kristi opstandelse.
Men vi kan stadig tvivle. Hvem vil ikke gerne deltage i glæden, festen, triumfen?
Men kampen? Fasten? Vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd. Det giver mening. Vi kan godt indse, at det skal gøres, men dovenskab får os til at udskyde det til senere.
Fasten udgør en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen«) Fil 2,12. Det er en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke bevare troen i denne verden og modnes til at blive det han er: et billede af sin skaber.
BESKÆRING AF LIVET
Et af de billeder der tydeligst belyser hvad fasten indebærer, er beskæringen. Enhver haveejer ved at det svære ved beskæring er at den skal foretages på de gode planter. Det er ikke ukrudt vi taler om når vi skal beskære, men derimod de planter vi ønsker at have i vores have. Det drejer sig om ikke at være sentimental på dette område. Hvis ikke vi gør noget, vil vi få en jungle af vækster der kæmper som rasende med hinanden om lys, vand og plads.
At beskære er at acceptere begrænsningens princip. Det er nødvendigt at tilpasse mængden af planter til det område vi har til rådighed, ellers bliver høsten knap og ynkelig. Det samme gælder i den indre have. Det jordstykke der er vores liv, kan ikke rumme et ubegrænset antal planter.
Vi kan ikke være alt, nå alt, omgås med alle og dyrke alle de interesser vi kunne ønske. At beskære i bunkerne af ulæste bøger, i listen med ønskede rejsemål eller ligefrem blandt alle de mange bekendtskaber der kræver vores tid og opmærksomhed _ ikke af foragt for det sociale liv, men for at kunne fordybe sig i virkeligt venskab. Alt dette hører ind under fastens område.
Når Jesus siger at »et er fornødent« (Luk 10,42), så udfordrer han den gode mangfoldighed i vores liv og kalder os til at søge den salige enfoldighed.
»Når I faster...« De ord bruger Jesus som indledning til sin vejledning om fasten i Bjergprædikenen (Matt 6,16_18).
Dermed placerer han fasten midt i det kristne liv. Fasten er altid frivillig, ikke en pligt eller et krav. Men den er samtidig nødvendig. At faste er lige så naturligt som at bede og at give. Det er ikke et spørgsmål om, men et spørgsmål om hvornår.
Bibelens vejledning om faste indeholder altså ingen eksklusivitet, som om det var en slags særligt pensum for åndeligt fuldvoksne.
Fasten er en selvfølgelig del af livet for en kristen, et tilbagevendende indslag i vores livsrytme, hvilket også var tilfældet blandt de første kristne. I urkirken gjorde man onsdag og fredag til fastedage. At det lige var de ugedage havde en frelseshistorisk baggrund: onsdag var den dag Jesus blev forrådt, fredag var dagen han døde.
Denne praksis havde sin baggrund i det jødiske miljø hvor den første kristne menighed voksede frem. Jøderne fastede regelmæssigt på mandage og torsdage.
Jesu skarpe kritik af den jødiske faste gjaldt det faktum at tyngdepunktet var blevet forskubbet: Fra at have haft sin plads i det personlige rum, »så du ikke faster synligt for mennesker« (Matt 6,18), var den blevet flyttet ud på gadehjørnerne hvor man søgte publikum til sine åndelige øvelser. Selvom man kan have fælles tider for faste, hører den alligevel altid til i det skjulte liv.
NÅR ÅNDEN LEDER OS
Jesus fulgte selv de jødiske fasteregIer, men han fastede også ved andre lejlighed o o er, frem for alt nar Anden ledte ham til det. »Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen« (Matt 4,1), fortæller Matthæusevangeliet. Her skulle fasten virke forberedende før en opgave som ventede.
Under de fælles fastetider støtter vi hinanden i den åndelige fordybelse og kamp.
Men den personlige faste eller askese som vi hver især ledes til af Helligånden, er lige så uundværlig. Her kan det handle om at søge klarhed eller åndelig kraft før vigtige valg eller beslutninger, under kriser eller ved konflikter. I mødet med usædvanlig stærk dæmonisk aktivitet siger Jesus: »Den slags fordrives kun ved bøn og faste« (Matt 1 7 ,21).
Hvornår er det så rigtigt at faste? Og hvordan bør en sund faste se ud? Af og til o o kan det være klogt at forsøge at fa Andens røst klargjort sammen med en erfaren sjælesørger: Hvad vil være det bedste at gøre for mig i den livs situation jeg er i lige nu? Hvilken »medicin« er den rigtige?
Den klassiske vejledningstradition understreger at friheden må råde på fastens område. »Hvor Herrens Ånd er, der er der frihed« (2 Kor 3,17). Paulus' ord gælder alt i det kristne liv _ også fasten.
Det betyder at hvis en vælger at afstå fra noget, må han samtidig kunne kæmpe for andres ret til det han selv vælger fra. Det område vi faster på, kan forandre sig fra tid til anden og fra person til person. Det samme gælder formen. Her er der brug for visdom, varsomhed og vejledning fra Helligånden.
Af og til kan vi mærke en stærk indre tilskyndelse til at faste uden nogen synlig o o eller bemærkelsesværdig årsag. Anden der udforsker Guds og menneskers tanker, tager os i sin tjeneste, og først senere forstår vi hvorfor vi skulle faste på det tidspunkt.
Men ofte kan hjertets længsel være årsag nok. Når hungeren efter Gud bliver stærk, lader vi med glæde de naturlige behov stå tilbage for at kunne søge den uforgængelige føde med større iver.
FASTETIDEN OG KIRKEÅRET
Allerede i 300_tallet kom den særlige tid på året som vi kalder fastetiden, til at tage sin form. I vores kirkeår indledes den med askeonsdag seks uger før påske. Muslimernes ramadan har sit udspring i denne faste som havde en selvfølgelig plads hos de kristne da islam opstod i 600_tallet. Forbilledet for fastetiden er Jesu fyrre dage lange kamp i ørkenen, men også Israels fyrre år lange vandring gennem ørkenen. Grunden til at den indledes en onsdag, er at søndagene er fritaget for faste; de er altid »opstandelsesdage«. Og for at seks uger skal blive til fyrre dage, skal der lægges fire dage til. Askeonsdag har fået sit navn efter den praksis der var allerede i Det gamle Testamentes tid, når folket fastede i »sæk og aske«. Asken er et billede på boden, et synligt tegn på hjertets sønderknuselse hos den der er nået frem til at indse at hans egen »retfærdighed« kun er aske over for Gud. Asken vidner om »syndens løn«: død og forgængelighed. Under fasten bekender vi vores delagtighed i verdens ondskab og omvender os til den Gud som alene kan give liv hvor alt håb er ude.
Fastetiden i kirkeåret er samtidig et billede på de vilkår der gælder alt kristent liv: Intet kan vindes uden forberedelse og kamp. Nåden er gratis, men den sæd Gud lader gro i vores liv, har brug for beskyttelse og omsorg for at modnes. Letsindighed og overmod kvæler den frugt der er i vente.
I kirkeårets vandring i Kristi efterfølgelse findes en vekslen mellem smerte og glæde, mellem kamp og triumf. Det afspejler livets realitet. Man behøver ikke kunne give udtryk for alt det der hører til den kristne tro, på en gang. Alt har sin tid.
Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.
Her er en af »pointerne« _ både for menigheder og for den enkelte kristne _ ved at følge kirkeårets rytme: Den giver mig konkret støtte til at fordybe mig i forskellige sider af det kristne liv i forskellige perioder. Prædikanterne får hjælp til at komme ud af vanen med at vende bunken og tvinges til at trænge ind i andre bibeltekster end deres favoritter. Den enkelte kristne kan meditere over og blive udfordret af hele rigdommen i Guds plan for verden og mennesket.
l løbet af fastetiden støtter vi hinanden i mådehold, vi skærper blikket og får værktøjer til at arbejde med både krop og sjæl. Fastetiden kalder mig til at tage fat på arbejdet i den del af Guds vingård som er mit liv, med større intensitet.
AT TRÆKKE EN GRÆNSE FOR SIT LIV
Faste hører af og til sammen med et andet centralt begreb i den tidlige kristne vejledningstradition, nemlig askese. Ordet kommer fra græsk, den unge kirkes sprog, og betyder »øvelse«. Mens askese i vores opfattelse har fået en negativ klang og ofte forbindes med at sulte sig og plage og foragte sin krop, blev ordet oprindeligt brugt i helt profane sammenhænge, fx inden for idræt eller i militæret. Dets betydning er slet og ret træning. Ved at bruge dette ord i den 'åndelige vejledning viser ørkenfædrene i 300_tallet at virkelig fremgang forudsætter øvelse. Det gælder alt i livet ikke mindst kærligheden! _ og burde egentlig være selvfølgeligt. Uden askese er det ikke muligt at vokse i kærligheden som er målet for alt menneskeligt liv.
Askese er i denne sammenhæng et godt ord fordi det gør det klart at al øvelse indebærer at man trækker en grænse for sit liv. Og det er i forhold til det gode i livet vi har behov for at trække grænser. Når vi taler om at faste eller om askese, så handler det altså ikke om at sige nej til det en kristen opfatter som »synd«. Al faste tager sit udgangspunkt i kroppens og sindets behov. Det der er givet af Gud i skabelsen og beriger livet, skal ikke belægges med skyld: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.
Men hvis de naturlige behov bliver brugt forkert eller bliver konkurrenter til vores dybere åndelige behov, så virker de imod deres hensigt; så bidrager de ikke til et godt og rigt liv.
Derfor begynder enhver faste med at vi ser på vores liv og vores måde at leve på.
Vi stiller spørgsmål til os selv: Hvad i mit liv risikerer at tage for meget plads? Hvad trækker mig let i en retning jeg ikke ønsker? Hvad et det der må dø en lille smule for at jeg skal kunne leve mere helhjertet?
De svar jeg kommer frem til, hjælper mig med at udskille de områder hvor jeg har behov for at faste _ det vil sige at trække en grænse for mit liv.
EN LET FASTE
»Jeg vælger hellere en let faste som varer længe, end en som er byrdefuld i begyndelsen og hurtigt holder op,« sagde en af ørkenfædrene. De erfarne ved hvad de taler om. De ved at den største årsag til at mange af os nybegyndere mislykkes i vores åndelige øvelser, er at vi lægger for hårdt ud. Vi vil jo så meget. Vi længes så varmt. Vi bliver udfordret af en inspirerende prædikant eller noget vi har læst i fastens begyndelse og tænker: »Nu skal der virkelig ske noget!« Så strækker vi os efter noget vi ikke kan nå. Og det eneste der bliver tilbage, er en dårlig samvittighed.
Den åndelige erfaring understreger mådeholdet, ikke mindst når det gælder fasten, og advarer mod de alt for ambitiøse åndelige projekter. Bag disse lurer hovmodet nemlig, og de bliver oftest kortlivede.
Hemmeligheden ved al faste ligger i det der står tilbage og bliver en vane i mit liv.
Lidt velovervejet mådehold bliver da uendeligt meget mere virksomt end en storslået indsats som bare er en engangsforeteelse. Som en anden af ørkenfædrene udtrykker det: »Alt overdrivelse kommer fra dæmonerne.«
HVORDAN BEGYNDER MAN?
Begrebet faste kan forstås på flere måder selvom vi med »faste« normalt mener at man i en kortere eller længere periode afstår fra mad, og at det kan praktiseres helt eller delvist. Den der faster helt, bør ikke begynde med flere dage. Måske ikke en gang med en hel dag. Begynd med at afstå fra et måltid.
Da man i den unge kirke gjorde onsdag og fredag til fastedage, indebar det at man fastede fra om morgenen og indtil klokken 15 eller 17 på disse dage.
En »partiel« faste indebar at man skar ned på nogle bestemte ting. Blandt mange kristne er det almindeligt at afstå fra kød i fasteperioderne. Ved kun at spise vegetarisk mad i fastetiden vender man tilbage til verdens »paradisiske« tilstand _ før syndefaldet. Så enkle ting som at afstå fra pålægget på brødet, desserten efter middagen, kaffen efter maden, chips foran fjernsynet kan være en anden måde at være tilbageholdende under fasten.
Foragt ikke den lille, målbevidst gennemførte forandring! Så påminder du din sjæl om og vænner din krop til at »mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4,4).
EN LÆNGERE FASTE
Den der har øvet sig på fastens vej og dermed har lært kroppens reaktioner at kende, kan med tiden prøve at faste i flere dage. I det tilfælde kan det være klogt at nedtrappe fødeindtagelsen et par dage før man indleder selve fasten. På den måde mindskes en del af det første ubehag der ellers er normalt i fastens første dage, fx hovedpine og utilpashed noget der er en følge af at kroppen under en faste gennemgår en »renselsesproces« når den tømmes for affaldsstoffer.
Efter cirka to_tre dage indtræder normalt et velbefindende hvor man føler sig lettere i tanken og bedre kan koncentrere sig. Nu høster man frugten af sin faste. I kombination med et mere intenst bønsliv og en større fordybelse i Bibelens tekster og kristen litteratur bidrager fasten til at det indre menneske »udvider sig«. Gud bliver større, og en positiv »ligegyldighed« indfinder sig i forhold til meget af det der hører til i den forgængelige verden.
Hvis man vælger en længere fasteperiode er det vigtigt at man er ved godt helbred, såvel fysisk som mentalt. Den der tager medicin eller er syg, bør rådføre sig med sin læge inden han begynder en faste.
ØRETS OG ØJET'S FASTE
En god ven fortalte hvordan han på den første dag i fasten, askeonsdag, trak stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab. En anden sagde: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.« I den unge kirke lagde man frem for alt vægt på mavens og tungens faste _ to områder hvor der næsten altid kan findes anledning til mådehold. Frådseri nævnes ofte først blandt dødssynderne og tungen beskrives i Bibelen som »fuld af dødbringende gift« (Jak 3,8).
I vores tid er øjets og ørets faste mindst lige så vigtig. Medierne som forgifter
vores hjerner, flimmeret af billeder som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage.
Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv. Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme. Måske er det ikke en tilfældighed at Bibelens sidste bog _ den der handler om tidens ende _ gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb 2,7). At fylde ørerne med (u) lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.
Faste kan også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser _ og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås. Ikke af foragt for mennesker, men af respekt. Faste på disse områder hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre: At høre os selv tænke, at se på den der taler til os.
Et af Skriftens vigtigste åndelige råd finder vi i Salmernes Bog 46,11: »Vær stille, og kend at jeg er Gud« (svensk oversættelse 1917). Under alle former for faste bør vi søge at omgive os med mere stilhed end normalt. Stilhed er talens faste. Ordenes fyld bliver skrællet væk, og der opstår en ny klarhed i det sagte.
Ørerne renses, og vi begynder at høre hvad der menes med det, der bliver udtalt.
BEHOV ELLER BEGÆR?
Fasten er en vej til større selvindsigt. Når jeg gør et forsøg på at afstå fra noget, lærer jeg hvad der har et stærkere eller svagere greb om mit liv. Noget kan vi afstå fra uden problemer, mens vi har det sværere med at undvære andre ting.
Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner. Hvis jeg vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære. Behovet er blevet et begær. På samme måde fungerer den gode »afhængighed« eller vaner. Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det der opbygger.
Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær: behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge.
Men et behov der bliver rettet mod noget forkert eller får en fejlagtig proportion i mit liv bliver til et begær. Kroppens og sindet s behov behersker mig i stedet for at berige mit liv.
Et misbrug eller overdreven brug af faste og askese har af og til let ved at udvikle sig til en foragt for kroppen og dens behov.
Men de veltrænede asketer i den kristne tradition kan ikke uden videre opfattes som krops fjendske. Ofte har de været blandt dem der har taget kroppen mest seriøst. De sammenligner kroppen med en mark der er givet os af Gud _ hvor vi kan arbejde og blive rige. Denne mark kan dog også lægges brak, blive ubrugelig og få en dårlig jordbund uden mulighed for at bære god frugt. Den der ikke ved Åndens hjælp lærer sig at beherske kroppens og sindets behov, bliver i Bibelen kaldt for et menneske der er styret af »kødets lyst« (Gal 5,16).
FASTEN SOM VEJ TIL FRIHED
Vi kan altså se hvordan friheden i vores liv er forbundet med fasten. Man er kun fri i forhold til det man formår at afstå fra. Regelmæssig faste kan derfor blive en måde at opnå en større grad af frihed. Ved at afstå fra det vi har ret til, undgår vi at blive afhængige af behov der i og for sig er gode.
Behov vi aldrig siger nej til, kan med tiden blive til laster som tynger os ned og gør sjælen overmæt og sløv og berøver os vores indre frihed. I klassisk sjælesorg taler man om de »otte laster« der modsvares af de »otte dyder«. Lasterne og dyderne repræsenterer områder i vores liv der rummer både en tendens til selviskhed og et potentiale til godhed. Det er denne tendens til selviskhed Paulus kalder »kødet«, og den modsvarer »viljen til det ~ode« i vores hjerte. »For kødets lyst står Anden imod, og Anden står kødet imod.
De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad l vil« (Gal 5, l 7). Et menneske kan aldrig blive mere end et menneske, men han kan bliver mere menneske. Det vil sige mere menneskelig i modsætning til umenneskelig. De åndelige øvelser sigter på at tæmme det selviske gen vi bærer inden i os, så vi i stedet kan leve i kærlighed til Gud, vores næste, o ja, hele skabningen. Ved at lade Anden lede os (Gal 5, 16) er vi ikke længere udleveret til kroppens og sjælens lidenskaber så de kan gøre med os hvad de vil. Og hvad er så Åndens frugt? Det er »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5,22).
FASTEN S FRISTELSER
»Nå, så du faster«.
Hvor let sker det ikke at det hele er spildt? Hvor svært er det ikke at være tilfreds med det ingen ser? Ingen ud over Gud.
I sin vejledning til fasten, indskærper Jesus, at den hører til vores »hemmelige liv«. Og som advarende eksempel nævner han dem der gør fasten til en åndelig opvisning _ »de har allerede fået deres løn« og giver råd om hvordan man bør leve mens man faster: »så du ikke faster synligt for mennesker« (Matt 6,18).
Fristelsen til at gøre indtryk følger al åndelighed som en skygge. Det kan ligge snublende nær at gøre fasten til et redskab man styrker sin egen selvfølelse med; man bilder sig ind at man endelig er kommet et par skridt foran de andre i ens omgivelser.
Der findes ingen mere effektiv måde at gøre ende på sine åndelige erfaringer på end at brede dem ud for alverden. Hvis man vidt og bredt eller med spidsfindige antydninger taler om sine åndelige erfaringer, så er det i øvrigt en meget virksom måde at få andre til at føle sig åndeligt underlegne. Som prædikanten og forfatteren Emil Gustafson plejede at sige det: »Den, der har meget at sige om sig selv, har endnu aldrig set Gud!« Marias eksempel er tidløst: hun »gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem« (Luk 2,19).
»Gå ind i dit kammer« (Matt 6,6), siger Jesus når han taler om vores liv med Gud.
Kammeret er billede på de steder og erfaringer i vores liv som andre ikke har indsigt i, det vi allerhøjst betror vores sjælesørger.
Hvert menneske bar brug for sådan et »kammer«. Et sted hvor vi kan lukke omgivelserne ude. Der hører fasten til.
FASTEN OG NÅDEN
Tæt op ad fristelsen til at imponere med sin faste ligger en anden faldgrube. Følelsen af at være en »bedre« kristen kommer snigende. Og det behøver ikke handle om at imponere andre; oplevelsen af at have vundet Guds velbehag via fasten trøster os. Men det er en falsk trøst. I det øjeblik det sker, er fasten blevet et mål i sig selv, en fortjeneste i forhold til Gud.
En ørkenbroder der havde sammenlignet sine øvelser med Antonios, udbrød frustreret: »Jeg faster mere end dig, og alligevel bliver alle ved med at komme til dig.« Og Antonius svarede stille: »Det er fordi jeg elsker Gud mere end dig.« Grundlaget for al faste i kristenlivet må være erkendelsen af at alt er af nåde.
Ingen bliver mere hellig af at faste. Helligheden i vores liv er Guds værk, ikke frugten af vores anstrengelser.
Men hvorfor skal jeg så overhovedet faste?
En discipel spurgte sin åndelige fader:
»Hvad er bedst: fasten eller den indre årvågenhed?« Han fik svaret: »Mennesket er et træ. Den indre årvågenhed er frugten. Fasten er løvet.« Fasten er altså et af de redskaber vi bruger for at værne om den frugt der er på vej, frugten af lydhørhed og Kristuslighed. Det er Anden der får det til at vokse i vores liv. Vores ansvar er at fjerne »vildskud« som hindrer frugten i at modnes og Kristi billede i at træde frem.
FASTENS LØN
Jesus lover at en ret faste der er skjult for omverdenen s blikke, bliver belønnet (Matt 6,18).
Hvad er så fastens løn?
Det har vi lige konstateret: At livet får sin oprindelige renhed og enkelhed tilbage så mennesket kan se Gud _ »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« (Matt 5,8) _ og dermed se på vores næste og os selv i kærlighedens lys.
Mennesket er en visuel skabning. Kærligheden er blik _ at se den anden og at lade sig blive set. l et dybsindigt ord i sin bjergprædiken lader Jesus os ane at øjet er det vigtigste hos mennesket: »Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst« (Matt 6,22).
Troen sidder ikke i tanken, den sidder i øjet. Ved at se Gud begynder mennesket at ligne Gud (1 Joh 3,2).
Fordi frelsens store mål er lighed med Gud, kan man sige at uden faste _ askese er det ikke muligt at blive bevaret i frelsen.
Hvert menneske er skabt i Guds billede.
Gudsbilledet er uudsletteligt, men skæmmet af denne verdens aflejringer. Alligevel er det der hele tiden. Guds billede i mennesket udgør et potentiale og vidner om vores store mulighed. l en vis forstand er vi potentielle »guder«. Er vores inderste identitet en afglans af Gud, har vi i selve vort væsen et kim til at ligne Gud. Denne forvandling er målet for helliggøreisens rejse. Og vi behøver ikke blive noget andet end det vi er _ vi er i Kristus allerede mere end hvad vi er blevet _ vi behøver kun at blive renset så man kan begynde at se hvem vi er.
Fasten er en del af renselsen. Vi træder ind i Guds værksted hvor billedet begynder at træde frem igen. Det afgørende i forvandlingen er øjet eftersom det der renser, er at se Gud _ ikke fasten i sig selv.
Johannes skriver: »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren« (1 Joh 3,2_3). Paulus skriver om samme tema: »Og alle vi som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer« (2 Kor 3,18).
Derfor råder de erfarne: Giv dig selv hele dage og korte stunder hvor du lader øjet hvile fra billeder, indtryk og sansninger.
Når øjets omflakkende bevægelser stilner af, bliver hjertet som en klar og ren vin.
BØN UNDER FASTE
Lad os opsummere det vi tidligere har set:
når vi vælger noget fra, er det ikke af foragt for kroppens og sindets behov. I fastetiden afstår vi fra noget godt til fordel for det større gode. Vi er mådeholdne når det gælder søvn, samtale og mad for at kunne rette opmærksomheden mod det der opflammer længslen efter Gud og hans gaver.
Derfor indebærer fastetiden ikke alene at vi skærer ned på bestemte ting, men især også at vi med større iver bruger de konkrete hjælpemidler som skænker sjælen skønhed. Blandt disse værktøjer finder vi frem for alt bønnen.
Fastetiden opmuntrer os til at genoptage de bønner der er forstummet i vores liv. At gennemgå vores daglige bederytme, udvide stunderne med stilhed og deltage i menighedens bønner og gudstjenester med større regelmæsighed.
Også her gælder det dog om at undgå de alt for storslåede ambitioner. Vi skal lære at bede og må stille os tilfredse med at »gå i skole«. Med til øvelsen hører ikke mindst det at blive nærværende. Det er bønnens store hemmelighed. Vi behøver aldrig råbe til Gud eller bevæge ham med vores bønner. Den Usynlige er altid nærværende. Det er os der har det svært med nærvær. Tankerne vil ikke rigtig falde til ro på sine strejftog. Fasteperioderne kalder os til at opsøge det uforstyrrede sted hvor vi kan lære os at stave: »Gud og jeg, alene i hele verden!«
Det er kun Gud der er den absolut tvingende nødvendighed i vores liv, siger Simone Weil. Kun i ham finder vores sjæl ro, ja, sin dybeste bekræftelse, lærer Salmernes Bog os. Vores faste er en meget konkret måde at søge efter den indsigt. Den er en af de måder som hjælper os til at finde vejen til bønnens hemmelige mødested med Gud.
DEN ÅNDELIGE LÆSNING
Via åndelig læsning får vi del i livets brød under fasten. Det er en lyttende form for læsning af især Bibelen. Hvad har Gud at sige til mig? Formålet med læsningen er altså ikke at forøge lærdommen, men at forvandle hjertet. Denne læsemåde er i familie med bønnen og bevæger sig ofte ubemærket over i bøn. En af de sikreste måder at blive ven med Bibelen er netop ved at bede med dens ord. Så læser vi ikke for at finde argumenter for troen, men fordi læsningen skal gøre noget med os.
At fx gennemlæse et helt skrift i Bibelen langsomt og forfra _ kan være en udmærket målsætning for fasten. En anden kan være at følge en bibellæseplan. Det hjælper mig til at vende øret mod Gud på en meningsfuld måde under fasten. Desuden er det godt at læse en (en er nok) anden kristen bog som du måske længe har tænkt på at læse, men ikke har taget dig tid til. Læs langsomt _ korte stykker ad gangen _ så ordene kan synke ind i hjertet.
TÅRER OG SOLIDARITET
Under fasten smager vi smerten og sorgen over det forræderi vi alle har del i. Indsigten i vores ufuldkommenhed, vores delagtighed i det bedrageri som forvandlede jorden fra et paradis til en dødens dal, kan fylde vores øjne med tårer.
Fasten er tårernes tid. Når vi for alvor ser vores egen halvhed og lunkenhed; at begæret ofte er langt stærkere end kærligheden i vores liv _ hvordan skulle vi da kunne andet end græde?
Men det er ikke en gråd, der fører til dysterhed og bedrøvelser. Hjertets sønderknuselse er en Guds gave. Dets sorg er bundet uadskilleligt med håbet og den trøst det giver. Når de der faster, græder over sig selv, er det ikke en bunke forskellige synder det drejer sig om_ det er en sorg over det faktum at vi er syndere.
Verden har mistet sin oprindelige tilstand af renhed.
I fasten får denne sorg konkrete udtryk.
Vi afstår fra noget småt og finder ud af hvor ofte begæret har kvalt den gode frugt i vores liv. Men vi afstår også i solidaritet med vores brødre og søstre over hele jorden som dagligt ser Paradisets lukkede porte spejle sig i tomme tallerkener og stum lidelse.
Fasten som solidaritetshandling med den der lider nød, må få praktiske konsekvenser. Det kan fx komme til udtryk ved at vi dagligt giver noget til menighedens mission eller til andre indsatser for mennesker i nød.
Hver aktiv »fastehandling« som er med til at »løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte undertrykte i frihed, og bryde hvert åg« er et sandt udtryk for det som profeten Esajas kalder den faste Gud ønsker (Es 58,6).
GLIMT AF PARADISET
Den store faste i kirkeåret _ de fyrre dage før påske _ er en pilgrimsfærd, en rejse i frelseshistorien: fra lysthavens træer og det tabte paradis til korsets bjælker og opstandelsens lys.
»Salige er de, som sørger, for de skal trøstes« (Matt 5,4). Nu skimter vi målet i det fjerne. Påskens glæde og det nye liv, ja, den dag hvor døden ikke findes længere.
Visionen af det genoprettede paradis forvandler fasten til en »lys sorg«. Tårerne
bliver taknemlighedstårer. Fastens anstrengelser bliver et »åndeligt forår«.
Natten kan være mørk og lang, men i horisonten gryr en ny dag.
Den største af alle tragedier skal forvandles til en endelig sejr. Derfor holder vi ud i kampen en tid endnu _ i den faste der aldrig er forgæves.
DE TRE HELLIGE DAGE
Den fyrre dage lange fastetid kulminerer i »de tre hellige påskedage«. Tiden fra skærtorsdag aften til påskedags aften er kirkeårets højdepunkt og hele historiens brændpunkt.
At »fejre påske« ved at deltage i påskens gudstjenester og lade påskedagene blive præget af det der nu udspiller sig i Jerusalem, er mere end bare at minde sig selv om at det er sket. Det er at blive styrket i sin tro og fornyet i sin dåb; dåben som i enhver luistens liv har vævet Jesu historie sammen med vores egen. Ved at deltage i påskefejringen bliver vi delagtige i det der sker _ hvilket er betydningen af det hebraiske ord for påmindelse.
Samtidig med at påsken er fastetidens mål i kirkeåret, så er påsken også med i enhver kristen faste uanset hvornår den foregår. Gennem død til liv, fra kamp til sejr _ det er det stadigt gentagne mønster som bliver gjort tydeligt i fasten. De tre hellige dage findes skjult i al kristen erfaring. Her rummes den åndelige modning og livsforvandlingens hemmeligheder.
SKÆRTORSDAG
På skærtorsdag _ ordet »skær« betyder ren og kommer af at det oprindeligt var en bodsdag _ bliver nadveren indstiftet. Det er »fæUesskabets« måltid og sammen med dåben det ydre tegn på den pagt Gud har indgået med menneskeheden. Hvis der er noget tidspunkt på året hvor vi bør opmuntre hinanden til at gå til alters, så er det denne aften hvor gudstjenesten fejres i stille glæde og stærk forvisning om at Jesus er lige så nærværende som da han fejrede måltidet med sine disciple aftenen før sin lidelse.
I mange kirker læses hele Jesu afskedstale (Joh 14_17) efter aftensgudstjenestens nadver. Denne læsning kan også afslutte skærtorsdag i en forlænget personlig andagt mens vi holder ud med ham som siger til os: »Bliv her og våg med mlg.«
LANGFREDAG
Langfredag er den gode dag hvor Gud og menneske forsones. For at smage dybden af det offer Gud har givet, er det vigtigt at denne dag bliver behandlet som en sorgens dag i vores kirker. Alteret har været afklædt siden skærtorsdag aften. Måske er der stadig fem røde roser for Jesu fem sårmærker. Lysene er slukket, orgelet er stille og gudstjenesten _ ligesom det personlige liv _ præges af stilhed og enkelhed.
Langfredag er en fastedag.
Denne dag ved vi at Gud i sin ufattelige kærlighed har delt al menneskelig lidelse, han har været længst nede i selve dødsriget for at plyndre det for bytte. Vi mærker syndens tyngde og alvor, for vi er også gået vild, vi har også råbt: »korsfæst, korsfæst«.
Man kan deltage i en »korsvandring« på Via Dolorosa langfredag morgen. Der følger man Jesus mens han bærer sit kors.
Man kan også holde en kort andagt ved den tredje, sjette og niende time som en måde at forene sig med den lille skare af kvinder og mænd som fulgte Jesus på den sidste strækning til Golgata. Klokken ni bliver Jesus naglet fast til korset. Klokken tolv kommer mørket over hele jorden.
Klokken femten opgiver Jesus ånden.
Hele universet bæver og venter.
OPSTANDELSENS DAG
»Kristus er opstanden!« »Ja, han er sandelig opstanden!« Påskenattens hilsen som indleder den gudstjeneste der fejres sent påskeaften eller påskedags morgen _ årets mest meningsfulde gudstjeneste _ forkynder Kristi sejr over død og ondskab. l nattens mørke sker den hemmelighed som kun Gud ser:
Jesus forlader graven. Nu lyder lovsangen over hele jorden, og Guds folk råber igen Halleluja!
For den som har deltaget i fastetiden og levet sig ind i lidelseshistorien, dag for dag, stråler opstandelsens lys med større klarhed i påskenatten. Nu er det svært at sidde ned under gudstjenesten! I de gamle kirker fejredes gudstjenesterne altid stående under hele den efterfølgende påsketid. Påskenattens eller påskedags gudstjeneste var også altid en dåbsgudstjeneste dengang, ligesom der var en mulighed for at blive fornyet i sin dåbspagt. Påskedag giver hver kristen anledning til at meditere over sin egen dåb: Jesus er stået op fra de døde, opfaret til sin herlighed og gennem dåben er vi forenet med ham!
Dette er årets største festdag for den kristne kirke; lovsang og jubel, fest og glæde præger både gudstjeneste og måltider. Korset _ »symbolet for smerte og skam« _ er blevet »vores glæde og vores ære« .
PETER HALLDORF er præst i den svenske pinsebevægelse, retræteleder og redaktør af tidsskriftet Pilgrim. Han er forfatter til adskillige bøger hvoraf flere er udkommet på dansk: »Det fædrene ophav _ historien om 21 kirkefædre« (2002), »Drik dybt af Ånden«, (2003) og »Uberørt land« (2004).
Jeg sidder og arbejder med en udlægning af sædemandslignelsen, og som jeg skal bruge i Skovhusklyngen 22. jan 2014.
Her får du et medblik i, hvad jeg bl. a. får tiden til at gå med
Kender I ikke til at man snakker til en, der slet ikke hører efter. Man har oplevet noget spændende og fortæller det ..... ingen hører ... vender ryggen til. Forældre kan være slemme til det. »Hvordan har du haft det i skolen i dag og i klubben?« spørger de, når man kommer hjem. Og så giver man sig selvfølgeligt til at fortælle, om pigerne, der var røvere og os drenge, vi var soldater, og så gennemtævede vi røverne, og lod dem ligge døde i mudderet. Bedst som man så fortæller, klapper ens mor en på hovedet og siger: »ja, ja, men hæng nu din jakke op«. Så står man der. Man kan se på hende, at hun overhovedet ikke har hørt hvad man har fortalt.
Så kan man godt blive sur og tænke, at når hun i morgen spørger, hvordan man har haft det, så vil man slet ikke svare, når hun ikke gider høre efter.
Men når så det bliver i morgen, og hun spørger, ja, så fortæller man jo alligevel. For det kunne jo være, hun hørte efter denne gang.
På samme måde havde Jesus det også, når han fortalte om Gud.
Han kunne sikkert nogen gange se på sine disciple og alle de andre, at det gik ind ad det ene øre og ud af det andet, alt hvad han fortalte.
Tekstlæsning:
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
"Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold." Og han sagde: "Den, der har ører at høre med, skal høre!"
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at 'de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.'"
-----
Og han sagde til dem: "Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold."
Mark. 4,1 20
"En sædemand gik ud at så..". Det er ganske vist fortid med en sædemand. Teknikken har for længst erstattet ham med såmaskinen.
Og hvad selve tilsåningen angår, må man nok have lov til at undre os.
Hvad er det dog for et spild: at så både på vejen, på klippegrunden og imellem tidslerne!
Men det tænker vi nu kun, fordi vi ikke er rigtig inde i forholdene på Jesu tid.
Den fattige bonde i Galilæa, hvor Jesus voksede op, havde ikke så meget af den gode jord, og han var nødt til at så alle vegne, hvor der var bare den ringeste chance for udbytte.
Selv vejen, der var trampet hen over stubmarken, blev sået til.
Og klippegrunden kunne være vanskelig at tage sig i agt for, her, hvor der var sten overalt.
Og tidslerne, de var jo visnet væk i sommerens løb, men når de skød op igen, var det spændende, om kornet ville klare sig, eller om tidslerne ville vokse op og tage magten.
Lignelsen her er der altid bid i.
Der er altid et eller andet, der pludselig bliver levende for en, når man læser lignelsen og hører Jesu udlægning af lignelsen.
Denne lignelse handler selvklart om fire rendyrkede typer, der reagerer på de mest påagtede ord i hele verden. Bibelen, Guds ord. De mest læste, og citerede, og i dag hører vi Jesu lignelse om en sædemand, der med sit korn rammer forskellige jordstykker:
Den tiltrampede sti (vejen) - jorden med et klippestykke under - jorden med mængder af ukrudtsfrø i - jorden, der uden problemer giver 30 - 100 fold.
Hans udlægning er enkel, om mennesker, som hører hans ord forskelligt.
Nogle, som slet ikke hører efter eller husker.
Nogle, som straks bliver begejstret over Guds gode ord, men hurtigt vender sig mod noget andet.
Nogle, som hører og tror på Guds ord, men som får så megen modgang og bekymringer, at det konflikter med troen, så den skippes.
Nogle som hører det og hvor livet bærer præg af, at man har hørt det, og som indretter sit liv efter det, lader det bære frugt.
For forenklingens skyld puttes vi mennesker i 4 kasser, som Jesu udlægning nævner det, men når vi et øjeblik stopper op, så kan vi godt fornemme, at vore egne hjerter kender alle mønstrene fra Jesu udlægning. Især, når man bliver ældre, kan man lettere se sit eget hjertes forskellige reaktioner på ordet, Guds sæd.
Der er fire holdninger hos de fleste af os, fire spejlinger af Jesu udlægning.
Jeg vil ikke formes holdningen
Nogle vil slet ikke høre Ordet, eller kun høre Ordet på en bestemt måde.
Når man læser i Bibelen eller møder forkyndelsen lytter man kun til det man vil.
På forhånd er man fastlåst i bestemte tolkninger og holdninger.
Man er ikke interesseret i at blive lavet om på for man skulle jo nødig blive for fanatisk.
Jeg har selv nogle gange stået overfor dette: Vil du tage disse ord ind over dig, eller vil du vige uden om. Kender du til det samme?
Jeg har ikke modet holdningen.
Andre gange er det umiddelbart anderledes. Man er ikke bundet som de på vejen. Man tager imod Ordet med glæde og tror det. Men lige så snart Ordet og Ordets liv kommer til at stå sin prøve gennem trængsler og forfølgelser dør man åndeligt.
Man bliver tiet ihjel på arbejdspladsen, i skole, blandt familie og venner. Man tør ikke bekende og stå ved Ordet. Modet bliver pillet af en og ligeledes lysten til at bekende Jesus navnet. Er der noget vi her kan identificere os med?
Jeg vil leve mit eget liv holdningen
Man har i tro hørt Ordet, og gør det stadig. Men troen kvæles gradvist. Den bliver kvalt af denne verdens bekymringer, rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet end det, der hører Guds rige til.
Verden omkring os tager vor tid.
Vi bliver optaget af uddannelse, foreningsarbejde, hobbies.
Altsammen godt og udmærket, men langsom og umærkeligt sker der en kvælning, så ordet bliver uden frugt.
Gud bliver sat på sidesporet, på andenpladsen og førstepladsen er mig selv, mit arbejde, mine meninger, mit værk, min, mit og mine.
At ville leve sit eget liv kan let binde os så meget, at troen ikke bærer frugt, ja helt kvæles.
Materialismen kan mætte så meget, at længslen efter Gud kvæles, og Jeg vil leve mit eget liv holdning får lov til at styre sind, tanker og livsforståelse.
Begæret efter magt og position på verdens præmisser fylder hjertet.
Åndslivet svækkes og dør. Mange har gennem alt for lang tid levet et farligt liv blandt tidsler, og nogle kvæles fuldstændig, andre klarer sig med nød og næppe igennem, men hvor kristenlivet ikke bærer synderlig frugt,
Jeg ønsker at bære frugt holdningen
Det sind som modtager Guds ord og lader det virke, vil på en naturlig måde bære frugt. Der er ikke tale om stræberi, men om evnen til modtagelighed og vilje til at lade Ordet selv få lov til at virke og bære frugt.
Jesus er en fantastisk landmand, der kan gøre det umulige muligt
Jeg har tænkt over, at kun, når Jesus bor og troner i vore hjerter findes en sand og kærlig bearbejder af vore hjerters tiltrampede jord, stengrunden, ukrudtsområderne, men også stederne med den gode muld.
Erfaringerne fra Guds riges arbejde omkring os, fortæller mange historier -om Jesus, der når mennesker, hvis hjerte er at sammenligne med hårdheden af den nye motorvej til Silkeborg, men hvor jorden blev brudt, livet forvandlet og fornyet.
- om Jesus, der når hjerterne, hvor mismodet har slukket troens gnist og begejstring, men da Jesus atter besteg troen, så blussede troen og begejstringen op igen.
- om Jesus, der gik lige ind midt i det ukrudsbefængte hjerte og lugede ud og bearbejdede jordbunden, så en kvalt høst blev til en bjerget høst.
- om Jesus, der hos den flittige og modtagelige person skænkede yderlige kraft, mod og frugt.
Drøftelser ved bordene:
1. Kan du i en ærlig stund se, at der er noget ”vejagtigt” over dit liv som menneske og som kristen?
Snak om det og nævn evnt eksempler
2. Har du opserveret noget ”klippegrundsagtigt” over dit liv som menneske og som kristen?
Snak om det og nævn evnt eksempler
3. Har du selv en fornemmelse af, hvad der kan ”kvæle” dit kristenliv jf lignelsen tale om sæden, der faldt blandt tidsler?
Snak om det og nævn evnt eksempler
4. Er der noget du virkelig tager til dig, og gerne vil lade vokse, gro og bære frugt?
Snak om det og nævn evnt eksempler
Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden