Refleksioner 2016
Opdateret 24. august 2016
Lidt reflektion over julen som hjerternes fest
Julen er hjerternes fest siger vi men er det helt klart for os hvad det indebærer.
Når ordet hjerte skal defineres i Bibelen så bruges der ca. 25 forskellige ord for forklare indholdet af det samlende begreb hjerte.
I snæver forstand er hjertet jo en lille sag, som vi alle har og som trækker vort legeme.
Men det er jo ikke det vi tænker på når vi siger at julen er hjerternes fest.
Hjertet er et udtryk som dækker over den virkelighed, som udlægningen af det hebraiske ord Leb viser. Leb udtrykker i grundformen det der udfolder sig når følelse, vilje og forstand indgår i en enhed og heraf forstår vi at når vi siger hjerte så udtrykker det noget totalt, noget omfattende, noget som engagerer hele vores personlighed med følelse, forstand og vilje.
Og her er det spændende at se hvordan billedet af Guds hjerte og billedet af vort hjerte i nogen grad har den samme definition.
Vore hjerter og Guds hjerte reagerer på næsten samme måde.
1. Guds hjerte, som bankende ligger bag hans juleplan møder vi mange steder.
I Hos. 11,8 står der: Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig. I Jer. 31,20 står der: Efraim er mig en dyrebar søn, han er mit yndlingsbarn. Så ofte jeg nævner ham, må jeg mindes ham; derfor skælver mit indre, jeg må forbarme mig over ham, siger Herren.
Og salmedigteren Brorson rammer plet når han udtrykker følgende i en af hans julesalmer:
- Det var ham svært at tænke på
at verden skulle under gå.
Det skar ham i hans hjerte
i sådan Hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre al vor smerte.
Ingen med hjertet på rette sted kan være i tvivl om at tanken om vor fortabelse "at verden skulle under gå" drev Gud til denne vidunderlige frelsesplan, at sende sønnen i tidens fylde.
Et uudgrundeligt dyb af kærlighed blev lagt i stalden i Bethlehem , lagt i skrøbelige hænder som Josef og Marias og dermed vores.
2. Men det svage led er og bliver imidlertid vore hjerter.
Går vi billedet af vort hjerte efter, lader vi Biblen vise os et åndeligt kardiogram, så er det deprimerende læsning: Det fyger med forfærdelige udtryk og definitioner af hvad vort hjerte består af: Vildfarne, ugudelige, overmodige opblæste, ubodfærdige, vantro osv. tro mig listen er lang og frygtelig afslørende.
Og Gud er i sin fulde ret til at kaste os bort fra sit åsyn til evig tid, men han har sagt at han elsker Efraim - og det står han ved.
Og selvom vore hjerter er afvegne til hobe fordærvede, så elsker han os så højt at han for os ofrede de bedste han havde og det mest dyrebare: Sin søn, og gav ham i synderes hænder, for at kunne vinde sig hjerter, der i frivillighed kommer til ham og tager imod et fuldbragt værk.
Og hvilke hjerter er så det, der kommer af sig selv, draget af Helligånden: det gør det bævende hjerte, det sønderbrudte hjerte, og ind i bævende og brudte hjerter lægger Gud i sin kærlighed budskabet om Jesus.
Som en hjælper dertil bruger Gud vore salmer. Hvis vi sætter en rød plet i vores salmebog for hver gang vi støder på ordet hjerte så kommer der ca. 600 røde pletter. Det er ca. det samme antal som ordet hjerte er omtalt i hele Biblen. Tankevækkende ikke?
Her er et par strofer fra nogle julesalmer: - og har du i hjertet en krybbe, så får du det bedste til jul - Hjerte løft din glædes vinger - Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum.
Glædelig jul
November 2016
Jeg vil dele med dig nogle tanker jeg har gjort mig om påtrængende bøn.
Prædiketekst
PPT Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.«
Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk 18,1-8
Prædiken
Bønnen har altid været en tradition inden for den kristne kirke og bøn fylder meget i forskellige passager i Bibelen, især i Salmernes bog, og bønnen kan have forskellige rytmiske former, for eksempel Fadervor, bordbønner, tidebønner, men bønnen bruges også i forskellige anledninger og situationer, feks. ved taksigelse, lovprisning, tilbedelse, klagebønner, personlige bønner, herunder forbøn, bøn om helbredelse osv.
Bønnens hovedformål er at vi gennem bøn personlig kan forandres og sikre/sørge for at det tilsyneladende uforanderlige kan forandres.
Bøn er den hovedvej Gud bruger til forvandlinger og forandringer, og hvis vi ikke er villige til at forandres eller medvirke til at der sker forandringer hos os selv og andre, så skal vi ikke give os i kast med at bede.
Bøn er et levende, personligt forhold mellem Gud og mennesket – det mest intime i vort åndelige liv, og måske det vigtigste vi kan beskæftige os med som kristne, og visse ting vil ske, og sker i historien, på baggrund af vores bøn, og vi skal og kan ændre verden gennem bøn. (Jeg minder feks. om Berlinmuren, hvor to kristne topledere Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov spillede en væsentlig rolle)
Det har grundlæggeren af Metodistkirken, John Wesley, sikkert forstået noget væsentlig om, og som får ham til - ret provokerende - at sige: "Gud gør intet, undtagen som svar på bøn!" Han bad selv 2 timer hver dag.
Martin Luther siger det sådan: "Jeg har så meget arbejde, at jeg ikke kan nå det uden 3 timers daglig bøn!", og han havde en holdning omkring bøn som lød: "Den der har bedt godt, har studeret godt!" og ingen tvivl om, at Luther tillagde bønnen en forvandlende kraft både hos den person, der beder, men bestemt også at bønnen kunne påvirke Gud og få ham til at gribe ind.
Følgende historie er en lille optakt til vores besværlige tekst og tema om påtrængende bøn.
Luthers gode ven Frederik Myconius blev i året 1540 dødssyg. Han selv og de andre ventede, at døden snart ville indtræde.
En nat skrev han med skælvende hånd et hjerteligt farvel til Luther, som han elskede så inderligt. Da Luther fik brevet, skrev han øjeblikkelig tilbage:
»Jeg befaler dig i Guds navn at leve, fordi jeg endnu har så hårdt brug for dig til kirkeforbedringen. - Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære! «
Myconius havde allerede mistet tungens brug, da Luthers brev kom, men han blev i løbet af kort tid helt rask og overlevede ganske rigtig Luther - i to måneder! Luther døde i 1546, så Myconius fik lagt 6 år til sit liv.
”Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære!”
Wow – kan man bede sådan?
Det vil jeg gerne beskæftige mig med i denne prædiken, for teksten dirigerer os i retning af en noget upåagtet side af bønnen, som optræder i dagens tekst – den ihærdige, insisterende og påtrængende bøn - og hvor Jesus i denne søndags tekst fortæller en lignelse om, at ”de altid skulle bede og ikke blive trætte” samtidig med at udlægningen af lignelsen er: Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.
Teksten og opfordringen til denne særlige bøn, den påtrængende bøn, skærpes også af Jesu spørgsmål: Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?
Ifølge visse teologer rammer oversættelsen, ”mon han så vil finde troen på jorden” ikke helt meningen med sætningen, og at det er bedre oversat sådan: ”mon han så vil finde DEN tro på jorden, altså den form for tro, at den påtrængende bøn er en meget nødvendig og velsignet side af bønnen, som ”flytter noget”.
DEN tro havde bønnekrigeren Daniel i GT
(Daniel 9:21) ” - mens jeg altså endnu var i færd med bønnen, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen til mig ved aftenofferets tid. v22 Han kom og talte til mig og sagde: »Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse. v23 Da du begyndte at bede, udgik der et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højtelsket mand.
Da Daniel trængte sig på med sin bøn, begyndte Gud at handle i hans liv med bl. a. indsigt og forståelse, men også ret så meget andet vidunderligt og forunderligt, som Daniels bog flyder over af. (Genlæs Daniels bog, hvis det er en tid siden du har læst den)
Men lad os gå tilbage til dagens tekst om dommeren, der sikkert kaldes uretfærdig, fordi han hverken frygtede Gud og var ligeglad med mennesker og derfor uden tvivl var noget vilkårlig i sine domme og måske kunne påvirkes med bestikkelse i lighed med hvad vi kan genkende hos korrupte dommere i visse bananrepublikker og andre lande
For at vi kan forstå den lidt særprægede lignelse om den uretfærdige dommer og hvorfor Jesus omtaler den korrupte dommer ”positivt”, skal vi et øjeblik stoppe op ved et begreb, som var af stor betydning på Jesu tid, men som i dag næsten er et ukendt begreb, nemlig æresbegrebet.
PPT Wikipedia siger det sådan om ære: ”Ære er et begreb som bruges af mennesker og kulturer for at beskrive en persons, en families eller en folkegruppes oplevede værdi, og æren har til formål at opretholde samfundets værdier og orden”
Dommeren handler i lignelsen som han gør, fordi han trods sin korrupte adfærd kan udføre en bedrift, og at han har en status og position, som gør, at han kan (hvis han vil) opretholde samfundets værdier og normer, og det ved enken godt, og derfor trænger hun sig på, og får hvad ret er og for hende nødvendigt, for det er bestemt ret og rimeligt, at dommeren skaffer enken den ret kun ikke i sig selv kan få fordi hun er kvinde (og enke), men som dommeren kan give hende uden problemer, fordi det er retfærdigt og en naturlig del af det jødiske samfunds værdier og normer.
Og enken er helt bevidst om hvad hun har krav på ud fra alm. anstændighed, og dommeren kan simpelthen ikke holde til ikke at give hende, hvad der bliver bedt om. Han vil tabe ansigt, tabe ære, hvis hun kommer og slår ham - en mand - i ansigtet, og derfor er meningen mere ordene, Jesus siger, dette: ”Så vil han dog for sin egen æres skyld skaffe enken ret.”
Når det ser sådan ud for den menneskelige ære, hvorfor skulle Gud så ikke for sin egen æres skyld gribe ind, handle – og give sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?
Teologen Mike Spauldings forklarer, at det der skal æres hos Gud, er den pragt, den rigdom, de undere, den retfærdighed, den nåde, som er tilstede hos og i Gud som den suveræne skaber og Herre han er, og når der i salme 72:18 står: Lovet være Gud Herren, Israels Gud, han som alene gør undere” - skulle vi så ikke råbe til ham dag og nat, kalde på hans undere? Jo da, hvad ellers?
Igennem hele Bibelen er Guds ære forbundet med hans nærvær, hans ansigt, hans selvåbenbaring, hans kraft, hans nåde og den bibelske åbenbaring giver os stærke og overbevisende eksempler på en Gud, der er nærværende, og som har åbenbaret sig i sit skaberværk og gennem konkrete oplevelser i historien, og sidst men ikke mindst gennem sin søn Jesus Kristus, som kom med den fulde åbenbaring af Guds og vores mulighed for at blive en del af Guds rige og få del i Guds riges kræfter, undere og velsignelser, alt sammen noget, som Gud skal æres for i tid og evighed – Æren er Guds i det høje - som det står i en julesalme: Kimer i klokker ..
Og kan Gud klare, at der sættes spørgsmål ved hans ære, hans suverænitet, hans herredømme, hans magt, hans kærlighed og kan han holde til at blive ringeagtet, uden at han griber ind? Nej, mon dog?
Det har Moses lært og det ved han noget om.
Hør hvordan Moses er påtrængende og kalder på Guds indgriben. I 2 Mos 32,12: Hvorfor skal egypterne kunne sige: ”Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade”.
Det dårlige rygte kan og kunne Gud ikke leve med og derfor greb han ind, for sit navns skyld, og - sagt af os - med inspiration fra Moses: Gud - kan din ære holde til at du ikke griber ind overfor dem, der råber til dig dag og nat?
Er det ikke rimeligt og muligt, at vi frimodigt kan råbe til Gud og sige: ”Kan du Gud holde til - kan din ære holde til - at Satan tilsyneladende har magten, at han tilsyneladende regerer overalt, udklækker terrorister, terroriserer de kristne i Mellemøsten og i de muslimske lande - at Satan tilsyneladende regerer i medierne, i nogen grad i kirkerne, ofte også i vort eget liv? Kan du holde til det? Gud kan din ære holde til det? Nej vel? Herre så grib ind, for dit hellige navns skyld og for din æres skyld! Skal det kunne siges, at du ikke kan gribe ind i vort land, i vore kirker, i vores liv?”
Den form for påtrængenhed tror jeg vi roligt kan opmuntre til, for vi har belæg for at Gud griber ind igen og igen, for at herliggøre sit navn.
Moses vidste godt, hvad Guds ære ikke kunne holde til som den suveræne Gud han er og derfor handlede Gud - efter Moses påtrængende bøn.
Josva har det lidt på samme måde: (Josva 7 v8): Hør mig, Herre! Hvad skal jeg sige, nu da Israel er blevet slået på flugt af sine fjender? v9 Når kana'anæerne og alle landets indbyggere hører det, vil de omringe os og udslette vores navn fra jorden. Hvad vil du så gøre for dit store navn? --- og Gud greb ind, og – ”skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.” - også når vi råber til ham for vore forfulgte brødre og søstre rundt om.
Hallesby har skrevet en klassiker om bøn: Fra Bønnens Verden og her siger han følgende om emnet: PPT: Intet gør os så frimodige i bøn, som når vi kan se Gud ind i øjnene og sige til ham: »Du ved, at nu beder jeg dig ikke om egen fordel, egen lettelse, ikke om at min vilje i nogen henseende skal ske, men blot om dette, at dit navn må blive forherliget i denne sag.«
Hallesby minder os om, at bønnen altid har som sin funktion, at herliggøre Gud, og han nævner i den forbindelse et eksempel på, hvor frimodig, ja, pågående bønnen kan blive, når den bedende ved, at han intet andet vil med sin begæring end Guds ære.
Hun var ugift og havde ingen nære slægtninge. Da alderen begyndte at melde sig, gik hun en dag hen til en af sine naboer, en troende, velsitueret bonde, og sagde til ham: »Jeg har 1200 rigsdaler. Vil du tage imod dem og så tage mig i dit hus og beholde mig til jeg dør?«
»Nej,« sagde han, »det kan blive dyre penge. Du kan ligge længe syg, og det kan blive vanskeligt for os at få dig passet.«
»Nej, jeg bliver ikke syg,« sagde hun.
»Å, det ved hverken du eller jeg noget om,« sagde han. Da så hun ham roligt ind i øjnene og svarede: »Jo, jeg ved det. Jeg har bedt Gud om, at jeg ikke må blive syg.«
Det overbeviste ham nu alligevel ikke, og hun måtte gå med uforrettet sag.
Så gik hun videre hen til en anden troende bonde der i sognet med det samme tilbud.
Og han tog imod hende i sit hus.
Der levede hun så i mange år, rask og rørig og varm i sit Gudsliv, en velsignelse for hele huset.
Hun deltog i arbejdet hver dag og sad ved sin rok lige så støt som nogen af de andre.
En morgen kom hun ikke ind til morgenmad som sædvanlig. De gik ind for at se til hende og fandt hende liggende død i sengen uden en trækning i ansigtet. Helt smertefrit havde Herren hentet hende, mens hun sov. Hendes bøn var hørt.
Hun blev ikke syg; om aftenen havde hun rask og rørig forladt sin rok som sædvanlig.
Hvorfor bad hun om at slippe for sygdom?
Var det for at undgå lidelser?
Nej, det var for at spare de gode mennesker, som tog hende i huset, for alt det besvær, som hendes sygdom ville påføre dem.
Jeg har i denne prædiken taget handsken op fra den udfordrende tekst og lignelse af Jesus, og sagt lidt om den ihærdige, insisterende og påtrængende bøn – med fokus på det Jesus gennem søndagens tekst kalder os til, nemlig ”altid at skulle bede og ikke blive trætte” og samtidig forholdt mig lidt til udlægningen af lignelsen: Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.
Sikke et løfte og sikke et privilegium, der knytter sig til bønnen
Indledende tanker ud fra Efeserbrevet og særlig om brevets tanker om udvælgelse
(Prædiken i Silkeborg 22. maj 2016)
Ef. 1. 1-14 (epistellæsning)
Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje.
Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus.
v2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
Lovprisning af Gds frelsesplan
v3 Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. v4 For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. v5 I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus v6 til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. v7 I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. v8 Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt v9 ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet v10 om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske. v11 I ham har vi også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, v12 så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus. v13 I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, v14 som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.
Ef. 1. 15-23 (prædiketekst)
Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, v16 kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner. v17 Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, v18 med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, v19 og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. v20 Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, v21 højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. v22 Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; v23 den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.
Byen Efesus:
Da Paulus skriver sit brev var Efesus en by på 250.000 nogen siger 350.000, indbyggere, kun Rom og Alexandria (Kairo) var større, og Efesos var hovedstad i den romerske provins Lilleasien (i dag Tyrkiet), et vigtigt handelscentrum, og byen var præget af stor velstand og luksus.
Byen var et religiøst, pluralistisk miljø - hjemsted for Artemiskulten, som havde stor indflydelse og var central for byen og omegnen.
Op til 50 guder og gudinder blev tilbedt i Efesus, og Artemistemplet var byens stolthed og blev regnet som et af den tids syv underværker, og det var et ret stort bygningsværk, fire gange så stort som Parthenon i Athen og 1½ gang større end Kølns domkirke.
Der herskede en ånd af religiøs tolerance og byen var også arnested for østerlandske mysteriereligioner og magi og med udbredt brug af magiske og åndelige magter og kræfter. Jf. ApG 19,17-20
Det religiøse liv og Artemistemplet havde meget stor betydning for handel og økonomi, og måske var datidens største bank placeret i Artemistemplet - er der nogen, der mener.
Paulus og Efesus
På sin tredje missionsrejse satser Paulus meget på Efesos og er i byen i næsten tre år (19,8.10; 20,31), og opretter en livskraftig menighed midt i 50erne. ApG 19-20.
Med base i Efesos mødes han med menighedens ledere i Milet ca. 50 km fra Efesus,
Hans virksomhed i byen er under den rigeste velsignelse, og hele provinsen Asien/Tyrkiet bliver berørt, og det viser den tidlige kristendoms enorme gennemslagskraft.
Af den grund kan der oprettes satellitmenigheder i de omkringliggende byer, feks. de kendte menigheder i Kolossæ, Laodikea og Hierapolis (Kol 4,13)
Der er dem, der mener, at menigheden i sin storhedsperiode var en menighed på 100.000 medlemmer med en åndelig dynamik, som vi i store træk kan aflæse og udlæse af netop – Efeserbrevet, som er et de fire såkaldte fangenskabsbreve (Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kollosenserbrevet og brevet til Filemon), som Paulus skriver, mens han sidder fængslet/sidder i husarrest i Rom, formentlig i året 62 e. Kr. (ApG 28,30; Ef 3,1; 4,1; 6,20)
Efeserbrevet er, efter mine begreber, højdepunktet i de åbenbaringer, der blev givet Paulus, og ud af brevet stråler sandheden om menigheden i den himmelske åbenbarings fulde lys, forstærket af store og betydningsfulde åbenbaringsord som: Kristus – legemet – sammen - frelsesplan - nåde - fylde - herlighed - rigdom - hemmelighed - himmelske - kærlighed - åbenbaring, hvorigennem vi får en usædvanlig indsigt i Guds evige frelsesplan – helt fra før verden blev skabt, hans frelsesværk på Golgata og helt frem til verdens ende, hvor al ondskab skal ophøre.
Vi løftes op i en særlig åndelig atmosfære gennem udtryk som: -”før verdens grundvold blev lagt” (kap. 1:4), - ”tidernes fylde” (kap. 1:10), - ”i de tilkommende tidsaldre” (kap. 2:7), - ”fra evige tider” (kap. 3:11) - alt sammen begreber, som lader os ane noget af det uudtømmelige dyb, Guds Ånd åbner for os gennem dette brev.
I dag tager vi en enkelt passage frem fra kap 1, der egnt huser en omtale af Guds fem store vidunderlige åndelige gaver:
Ef 1,4-6: 1. Gave: Udvælgelsen.
Ef 1,7: 2. Gave: Forløsning og syndernes forladelse.
Ef 1,8-10: 3. Gave: Visdom og indsigt.
Ef 1,11-12:4. Gave: Arven.
Ef 1,13-14:5. Gave: Helligånden
Udvælgelsen i Kristus – det er et stort og vigtigt emne i Bibelen.
Paulus skriver her i Ef. 1,4: For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed etc
Jesus siger i Johannes-evangeliet: ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer.” (Joh. 15,16)
Peter skriver i sit 1. brev til dem, som bor i Pontus, Galatien, Kappadokien, Bitynien og provinsen Asien/Tyrkiet - (hvor Efesus ligger) - følgende: Til de udvalgte, -- som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt - -
Jeg tænkte, da jeg på Leifs opfordring sagde ja til at sige noget om - ja - udvælgelsen: ”Puh ha, der er lang vej hjem”, men jeg har undervejs set, og er blevet glad for at kunne arbejde flere dage med det, Gud siger om udvælgelsen, og jeg ser nu, hvor stort det er at tænke på, at Gud har udvalgt syndere som dig og mig til frelse, til nyt liv og til en evighed hos Gud.
Men ofte både tænker og taler vi måske i helt andre baner.
Vi tænker måske sådan: Det gælder et valg – skal jeg vælge at tro på Gud, eller skal jeg vælge at vende både ham og hele kristendommen ryggen. Valget er mit.
Gud er en mulighed, som jeg vælger, hvis jeg finder det for godt, men valget er i alle tilfælde mit.
Og vi kan høre velmenende prædiker, der lyder ca. sådan her: Nu må du vælge Jesus. Du må overgive dig til ham. Overgive dig helt til Gud!
Og det bestemte man sig så for at gøre. Man overgav sig til Gud.
Hele forholdet til Gud kom dermed til at stå i valgets tegn, dvs sige: Mit valg, vores valg, og man oplevede måske, at det var så stort, dette, at man havde truffet det rette valg, men i kølvandet følger så måske et tvivlende forløb - og man begynder måske så småt at fundere på, om omvendelsen og overgivelsen mon havde været helhjertet nok, og det havde den måske ikke.
Nu vel – så måtte man overgive sig til Gud på ny – og denne gang skulle det blive en hel og fuld overgivelse af hele livet, viljen, livsførelsen – alt.
(Du sidder måske og undrer dig lidt og spørger måske? ”Men er det da ikke rigtigt at sige, at man må omvende sig og overgive sig til Gud?”
Jo vist! Den, som ikke vil omvende sig, bliver ikke frelst. Den, som ikke vil lade Gud råde for sit liv, ham/hende går det galt for.)
Men der er meget hvile i det, som Bibelen siger: ”Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.” (Rom. 9,16.)
Jeg stod selv i den form for troskrise i 1970 på Luthersk Missionsforenings Højskole (LMH) - to år efter min omvendelse i 1968 - og jeg diskuterede med mig, selv: Var jeg blevet kristen, fordi jeg var bange for at dø? Fordi jeg var blevet presset til det af nogle unge i Missionsforbundet? Var jeg blevet et offer for en manipulation fra andre kristne? Var jeg blevet hjernevasket?
Men Jesus mødte mig i den krise med ordene fra Joh. 15,16: ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer.” Siden den dag i 1970 har der i mit liv været ro på den front. Det er ca. 46 år af mit liv, og jeg må sige: Ja, det er virkelig forunderligt, ja utroligt, at Gud vælger at have med mig (og dig) at gøre - for hans egen skyld, og på grund af ham.
Frelsen i Jesus Kristus er et budskab om guddommelige løfter, som er opfyldt.
Det er et ord, som fortæller, at Gud har opfyldt sine løfter om at sende fortabte mennesker en frelser, og at løfterne er opfyldt i Jesus Kristus, Guds Søn – vor frelser og broder. Synden er sonet! Gælden betalt! ”- for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 2. Kor. 5,19. Er det ikke vildt?
Du har måske læst ´Stengrunden` af biskop Bo Giertz?
Han fortæller dér om to præster, den ene en gammel sognepræst, den anden hans unge hjælpepræst.
Den gamle var en rettroende og varmhjertet præst, men nu på sine gamle dage måske noget stiv.
Den unge var et barn af vækkelsen, men med liden erfaring.
Så tænker den unge præst: Jeg må vidne for den gamle.
- Jeg vil gerne, sognepræsten skal vide, at jeg er troende, siger han.
Det glimter i den gamles øjne. ”Ja så, du er troende. Hvad tror du da på?”
Hvad er dog det for en præst, tænker den unge. Ved han ikke, hvad det vil sige at være troende! Og næsten grædefærdig siger han:
”- Jeg mener – jeg mener, at jeg har givet Jesus mit hjerte.”
”Synes du da, det var noget at give ham?” siger den gamle.
Og så fik den unge, uerfarne præst en lille prædiken om at hvile på nåden i Kristus, og ikke hvile i sin egen afgørelse.
Det blev en meget stærk oplevelse for mig personlig, da jeg forleden - i torsdags -
læste nogle for mig meget stærke ord om Guds suveræne indgreb og virke.
Det står i kap. 16 hos profeten Ezekiel. Her taler Herren i sin nåde til Israel, ja vel, men samtidig afdækker Gud sit sindelag og sin vilje til helt og fuldt at stå inde for vores frelse, vores nye liv, vores udrustning og vores frugt.
Profetordet taler om en lille pige og hendes skæbne den dag, hun blev født.
Ezekiel kap 16v4 Ved din fødsel, den dag du blev født, blev din navlestreng ikke skåret over, du blev ikke vasket ren og gnedet med salt, og du blev ikke lagt i svøb. v5 Ingen forbarmede sig over dig og gjorde blot én af disse ting af medlidenhed med dig. Du blev smidt ud på marken, den dag du blev født, fordi man kastede vrag på dig.
v6 Da jeg kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: »Du skal beholde livet! v7 Jeg vil gøre dig talrig som planterne på marken.« Du voksede op og blev stor, og du blev kønsmoden; dine bryster blev faste, og hårvæksten voksede frem. Men du var nøgen og bar.
v8 Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren. v9 Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie. v10 Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. v11 Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. v12 Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved. v13 Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. v14 Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig, siger Gud Herren.
Sådan går det til at blive et frelst Guds barn.
Der kommer en god mand forbi (Gud er god), han samler den lille stakkel op og bærer hende hjem til sig, vasker og pusler hende og giver hende (bruden/menigheden/dig og mig) hele sin kærlighed og omsorg, og vi kan og skal se vores egen frelse i det lys, for sådan er det: Som kristen er jeg (Ezekiel igen). v10 Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. v11 Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. v12 Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved. v13 Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed.
Er det ikke en stærk beskrivelse af Guds indgreb og frelse? Ja og ja igen.
I Efes 2v8 står der: For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. v10 For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.
Evangeliet siger dig og mig noget stort og mærkværdigt, noget uhørt og uden sidestykke i verden: Hør! For snart to tusinde år siden skete noget ufatteligt stort: Gud har sendt sin egen Søn for at frelse os. Jesus har taget Guds vredes dom over vore synder på sig – Gud er os nådig for Jesu skyld.
Det får du lov at tro, det får du lov at regne med – og hvile i.
Konklusion:
Udvælgelsen er en udvælgelse i Kristus. Det gør godt at tænke på det!
Guds evige nådevalg er ingen vilkårlig sag. Gud bestemte sig for at give sin Søn hen for vore synder. Han valgte soningens vej, lod sin egen Søn bære vor straf – han, som var ét med Faderen fra evighed, kom og blev et menneske for at lide og dø for os.
Udvælgelsen er en udvælgelse i Kristus, og jeg kan føle mig forunderlig tryg ved tanken på Guds nådevalg, for Gud ved, hvad han indlader sig på, da han kaldte dig og mig, og han ved, hvor svag du og jeg er, ved om vores tilbøjelighed til syndige tanker, selvoptagethed og uvillighed til at søge ham og fornægte os selv.
Han ved det alt sammen. Og så vælger han mig. Det er ikke til at fatte. Men Guds Ord siger det sådan og derfor kan jeg være tryg, som kristen, hvilende i ham. Amen
Lad os bede:
Herre, vor Gud, himmelske fader!
Vi takker dig, fordi du ved dit ord har hjulpet os ud af lovtrældommens mørke og ført os til din nådes lys.
Vi beder dig: Tag ikke dette lys fra os, men bevar os i nåde fra al forførelse og vildfarelse og giv os af hele vort hjerte at tage dit ord til os, indrette vort liv efter det og sætte hele vor lid til din nåde og din Søns dyre forløsning, ved denne din elskelige Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed!
Tanker i forbindelse med 2. påskedag 2016 (Prædiken i Silkeborg Oasekirke)
Markus 16v14 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v15 Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
Grundtvig siger i 1837:
I kvæld blev der banket på Helvedes port
så dundrer den rullende torden
herolden var stærk
og hans budskab fuldstort
thi lytted alt under jorden
Så herlig opstod på den tredje dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet
thi er det på jorden en salighedssag
Guds søn haver Helvede gæstet
Nordmanden Wexels skriver i sin dejlige påskesalme nr.195..
Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al Helveds magt;
thi han, som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
Ja, større begivenhed kan vi ikke forestille os, end at døden, den skumle og værste fjende er overvundet.
Her er nyt fra dødens porte. Den tunge port, som så tit bliver lukket bag én af dem vi kender og holder af, den port, som falder så tungt i og ikke er til at skubbe op igen - af os, har Jesus ved sin opstandelse åbnet. Dødens port er gået af hængslerne, siger pastor Mogens Agerbo.
-----------
Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al helveds magt.
----------
helvede græder,
himlen sig glæder.
Så højstemt må man gerne tale påskemorgen.. Påskemorgen er kirkeårets højdepunkt, den største festdag vi som menighed kan fejre, en glædens dag uden lige, hvor lovprisningen til dødens overmand skal lyde så kraftigt, som det overhovedet er os muligt, for Jesus har besejret døden, og vi har af nåde del i denne sejr.
,,Han i sin død trådte døden på nakke
hvem der med nåden vil tage til takke
rejser han op fra de døde"
(DDS 194, vers 5.).
Nogle mener, at vi må nøjes med ,,den tomme grav", kvinderne kom til, og ud fra den tomme grav tro, at Jesus må være opstået. Om dette ret almindelige synspunkt siger pastor Preben Formann med rette: AEt sådant trosminimum har aldrig sagt mig noget. Det kan der dårligt holdes påske på@
At Jesus opstod fra de døde ,,i påskemorgenrøde" er rigt bevidnet i evange-lierne. I flere omgange viser Jesus sig for sine disciple, for over 500! brødre på én gang, for Jakob, hans egen bror, for Paulus, for ikke at tale om de mange eks. fra kirkehistorien og nutiden, hvor Jesus, Guds søn viser sig selv som opstanden. Det står fast, og det kan der holdes påskefest på.
Overvældet af dette storslåede skal vi orientere vor tro, og være eller blive klar over, hvad det betyder.
For det første har vi fået et nyt liv, et nyt håb, et nyt efterliv
Jesus siger i Joh 14(,19): +Jeg lever, og I skal leve!* Før det siger han, at +I skal være, hvor jeg er.* Derfor går jeg bort for at gøre en plads rede for jer (Joh 14). Hans formål var for os at skabe grundlaget for en en himmelsk tilværelse, som er mere virkelig end denne jordiske. Vort liv er som en klædning, der slides og ældes. Derom igen tvivl. Det mærker vi alle. En dag skal den rulles sammen, gammel og opslidt, men Jesus har ved sin opstandelse udvirket, at vi skal opstå til den samme virkelighed som den, Jesus selv lever i nu: den evige himmelske virkelighed, som aldrig skal forgå, og som møl og rust ikke kan fortære.
Paulus siger det sådan: +Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt* (Fil 3,21).
Johannes siger det sådan:
+Vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er* (1 Joh. 3,2).
Det er godt nyt for enhver, der lever med ubesvarede længsler i hjertedybet.
Biskop Niels Henrik Arendt skriver i en af sine bøger, at teologer i 1940-erne forudså, at det moderne menneske ville leve på en ikke-religiøs tilværelsesforståelse.
Men den profeti har vist sig ikke at slå til, at det tværtimod er sådan, at mange af de mennesker, som nu lever uden religion, de kræver i disse år at få en religiøs tolkning af virkeligheden; man indser nødvendigheden af et åndens sprog. Man indser, at det utrolige, det åndelige er til, selv om vi også er bange for at tale om det, fordi det er alt for stort for os, især Jesu opstandelse.
Biskoppens ord bliver sat i relief i en splinterny undersøgelse af Gallup, som fortæller at flere og flere danskere tror på et liv efter døden. Især hos unge er der en markant stigning, siger sociologen Michael Hviid Jakobsen fra Ålborg Universitet, der i øvrigt introducerer et nyt spændende ord: Efterliv, som en pendant til efterløn.
Blot efterlader undersøgelsen os med et diffust billede af, hvad det efterliv består af, og at alt for mange lever med en efterlivsdefinition, der indeholder reinkarnationstanker, sjælevandring og genfødsler i andre livsformer end den menneskelige.
Men Jesu opstandelse og alt det som det indebærer er svaret på de mange hjerters længsler efter liv og efterliv. Som kristne har vi åndeligt guld, sølv og ædelstene i vore hjerter og munde. Kirkens, menighedens og den enkeltes forkyndelse af den opstandne er svaret på de manges længsler, og budskabet får vort livs store spørgsmål og planen for vort efterliv til at falde på plads.
Det har Lina Sandell skrevet en dejlig salme om, der ganske vist ikke står i salmebogen:
Se kornet, som ligger i jorden gemt
i mørke, tiltrampet og ganske glemt,
det spirer i vårsolens varmende dåb,
et tegn pa vort salige evighedshåb,
pa Krist.' opstandelse grundet.
Så skal vi og gemmes som Korn i jord,
men opstå igen - siger Herrens ord.
Og har vi kun troet på Frelseren kær,
da skal vi i evighed være ham nær
og skue hans magt og hans ære.
Da her han mig sejren for evigt vandt,
i ham jeg hos Faderen nåde fandt.
Han nedlagde dødens og Helvedes magt,
så lyset og livet for dagen blev bragt,
han vandt os en evig forløsning.
Når kroppen da gemmes i jordens muld,
skal sjælen stå herlig og ærefuld
for tronen deroppe og love sin Gud,
som tog helt af nåde den arme til brud
og klædte i skønneste silke
Men hytten, som her han til sjælen gav,
skal også forklaret stå op af grav
og vidne om ham som med troskab og magt
fuldbyrder, hvad han i sit ord har os sagt
om døden, helt opslugt af sejren!
Giv, kæreste Frelser, at jeg i dag må opstå
af syndens og søvnens mag!
0, lær mig at leve, ja, leve for dig,
lad ordet og sandheden tale for mig,
at jeg og med dig er opstanden!
Det andet jeg vil trække frem, som en betydning af Jesu opstandelse, er at pege på den åndelige og trosmæssige tumleplads og rummelighed , som Jesus har indviet.
Jakob Knudsen skriver et sted om det liv, som Jesus giver os:
Kristenlivet er ikke som en selskabssal, hvor vi kun tør tage grumme lidt af vort hele væsen med os ind, for de andres skyld. Nej, det er som en stor skov, hvor vi kan leve vort væsen helt igennem, ene og sammen med andre. Der er plads for den glade, når han jubler. Der er plads for den bedrøvede, når han græder sin smerte ud. Der er plads for det hele store menneskeliv, blot vi tror og stoler på ham, som er menneskesøn og Guds søn, den store forstående. Der er plads til at strække sig, til at være sig selv, til at være ærlig.
For det tredje og sidste dette, at vor tro får indhold, vægt og slagkraft af opstandelsesbudskabet
Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, så havde hans venner ikke kunne tro på hans ord, så havde de glemt dem som gode, men dog virkningsløse ord, så var disciplene ikke gået ud og fortalt om ham. Det er kun fordi Jesus opstod fra de døde påskemorgen, at evangeliet om Guds rige kan prædikes hos os. Paulus skriver det så stærkt i 1. korintierbrev: " Er Kristus ikke opstået, er vor prædiken tom, og jeres tro er også tom. Så er I endnu stadig i jeres synder. Så er også de døde gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.@
Men nu er Kristus opstået fra de døde som den første, og ham skal alle følge efter, både døde og levende. Jesu opstandelse påskemorgen er så stort et under, at det både virker tilbage og frem i tiden. Det virker tilbage og giver alle Jesu ord troværdighed og sandhed. Og det virker frem og gør vores tro og vores håb sandt så vi både kan leve og dø og opstå på det.
Amen
Januar 2016
Jeg prædikede julesøndag over teksten fra Matt 2 om flugten til Ægypten og barnemordet i Bethlehem og i den forbindelse reflekterede jeg lidt over det onde.
Er du enig med mig?
Bøn for prædikenen
Kære himmelske far, tak for juledagenes dejlige timer sammen med familie og venner. Åbn vores øjne, så vi ikke tager vores gode liv som en selvfølge, men daglig skønner på, hvor godt vi har det. Og har vi i denne højtid savnet de af vore kære, som er døde, så lad os finde trøst i den glæde, som er forkyndt for hele verden: at frelseren er født, som sætter skellet mellem liv og død et andet sted end vi gør. Giv os blik for livet i dit rige og lær os at komme fri af vores dødsangst, så vi elsker livet både her og i dit rige. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: "I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere."
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde." Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Matt.2,13-23
Tema: Julen – kontrasternes tid.
Kampen mellem liv og død, godt og ondt er, selv om vi ikke bryder os om det, et grundtema i julens beretninger.
Det svinger mellem den allerhøjeste glæde og den allerdybeste nød, læst ud af de beretninger de gamle kirkeledere før os har bestemt skal være de tekster, vi beskæftiger os med i julen.
Først er der beretningen om, hvordan stjernen lyste over Betlehem, og om hvordan englene sang med fryd i stemmerne, at verdens frelser er blevet født, og hvordan hyrderne blev involveret i denne glæde, senere hvordan de vise mænd kom langvejs fra til med kostbare gaver for at tilbede den nyfødte konge, hvordan vi i templet oplever Simeon og Annas lovprisning og tilbedelse af frelseren, og Simeons utrolige og stærke profetiske ord om frelseren og hans mor Maria, og i dagens tekst den fantastiske beretning om, hvordan Maria, Josef og Jesusbarnet får et fristed for en periode i Ægypten, fordi en engel varskoer Josef en nat i en drøm.
Som nævnt svinger det mellem den allerhøjeste glæde og den allerdybeste nød, og mørket skal ikke beskyldes for at være en langsom starter.
Allerede 2. juledag hører vi om den første kristne martyr Stefanus, om vanskeligheder og blod i kølvandet på et følgeskabet med frelseren, Jesus, og i dag så massakren på drengebørnne under 2 år i Betlehem, forårsaget af PPT Herodes den Store, der i den grad var besat af magtsyge og hensynsløshed, så det ligefrem gør ondt at fortælle om det.
Han lod f.eks. sin egen kone Mariamne henrette.
Svigermoderen gik samme vej, og senere kom turen til de to sønner, han havde fået med sin kone.
Da han som 69 årig lå for døden, lod han to skriftkloge brænde levende og henrettede 40 af deres disciple.
Der var nok ingen, der ville sørge over hans død, mente han. Og derfor blev der sendt bud efter landets stormænd, som blev sat i fængsel, og der blev så givet ordre til, at de alle skulle dræbes, når kongen var død, for så var der da nogen, der græd!
Det blev nu lykkeligvis ikke til noget, for Herodes' søster Salome var bange for folkets hævn, og derfor slap hun stormændene løs, før budskabet om kongens død var kendt.
Jo julens budskab svinger mellem glæde og nød, lys og mørke, fødsel og mord, nyt liv og død, det spæde barn og den frygtede konge, tilbedelse og vold.
Hvorfor? – af den simple grund, at det er Guds absolut største indgreb i historien, og det vil den onde ikke uden sværdslag indrømme.
Hvad tænker man egnt, når vi får rullet så megen ondskab op, og i det hele taget må tage ad notam, er verden er omviklet af og er fanget af og i det onde, eller sagt med et ord af apostlen Johannes: (1. Johs 5,19): - at hele verden ligger under for den Onde?
Jeg har tænkt noget over om vi overhovedet kan lære noget af det onde, eller er det onde bare noget, som vi skal tage ad notam og at det i øvrigt ikke kan udvirke noget godt eller positivt hos os?
PPT Det onde kan (mærkværdigvis) føre noget godt med sig
Jeg tillader mig at bringe et par historier, som fortæller lidt om, hvordan det onde kan føre til noget godt.
På et tidspunkt her i adventstiden kunne jeg ikke slippe nogle ord, jeg havde læst et par gange fra GT – PPT Salme 142 – som lød sådan: Jeg ser til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig. Jeg har ingen steder at flygte hen, ingen bekymrer sig om mig. Lyt til min klage, for jeg er helt hjælpeløs, red mig fra dem, der forfølger mig, for de er stærkere end jeg. Før mig ud af fængslet, så jeg kan takke dit navn.
- og for en kort bemærkning oplevede mig selv sat i deres sted, som oplever at være forfulgt, at være på flugt, at være i fængsel, at opleve sig forladt og tilsyneladende leve og være uden håb - (og det var ikke nogen rar oplevelse) - og jeg måtte spørge mig selv: Hvordan ville jeg have det, hvis: ”Jeg spejder til højre og venstre - har ingen steder at flygte hen - føler mig forladt – og hele tiden må råbe: Red mig fra dem, der forfølger mig - før mig ud af fængslet”, og det var som om, jeg ”hørte” lyden af manges pulsslag, hjerteslag, råb, bl.a. fra dem, som jeg qua mit arbejde som formand for Dansk Europamission er sat til at være tjenere for, og ordene ”kaldte på mig” med en underlig aktualitet, som mærkede mig så meget, at jeg skrev om det til medarbejdere, bestyrelse og repræsentantskab i DE (og i vores julebrev).
Jeg holder på, at denne personlige oplevelse har gjort/gør noget ved mig, åbnet mit hjerte på en ny og mere mærkbar måde for dem, der lider og har det svært.
Har du haft en lignende oplevelse?
PPT - Jeg blev også grebet af mit barnebarns reaktion på Inger Støjbergs holdning til bl. a. smykker hos flygtninge. Ida Marie blev bevæget i sin ånd til at reagere i forhold til det hun oplevede som ondt, forkert. (OK, vi ser måske også forældrene bag det, men det bliver det ikke ringere af, for vi har også som forældre en forpligtelse til at lære vores børn at reagere på det onde
PPT Det onde, den onde, ondskaben har sin egen ”dumme” intelligens.
Og mørket (be)greb det ikke har vi lige læst fra Johs 1.
Der er noget som det onde ikke begriber og slet ikke har rede på.
Det har jeg et lille eksempel på fra filmen "Jesus fra Nazareth", denne 8 timers spillefilm af den dobbelt Oscarnominerede Franco Zeffirelli, der tog 4 år om at skabe dette episke storværk om Jesu liv.
(Se et klip) - 59,55 – 01.01,50 (Sekvens med Peter Ustinov)
Hvordan kunne Herodes falde så dybt i sin tænkning, at han kunne mene, at han kunne ændre på den historie, som den Almægtige gennem profeterne havde fremstillet så tydelig? Og ved hånligt at kalde profetierne for ord ”på gamle pergamentstumper”. Det er da et virkelig dumt
Hvordan kunne de kommunistiske herskere i Kreml tro, at de med vold og undertrykkelse kunne skabe paradis på jorden?
Hvordan kunne Hitler tro, at han kunne underlægge sig hele Europa med magt, kanoner, flyvemaskiner og vold, et projekt, som ingen har kunnet lykkes med?
Rundt om i verden har der med jævne mellemrum siddet blodtørstige, magtsyge mænd på de mest afgørende poster og har demonstreret ondskabens ”dumme” intelligens. Rækken er lang. IS er en del af det.
Hånden på hjertet – tænk efter i dit eget liv.
Også der udvikler ondskaben sin egen ”dumme” intelligens. Tænk på intrigerne, skænderierne, ukærligheden, der bliver drivkraften for at få ret, skaffe sig ret, magtkampene, rethaveriskhed millimeterretfærdighed m.m. Listen er lang om det sprog, som den ”dumme” intelligens skaber og lader os indånde gennem ørerne.
Og når vi ser os omkring, lader medierne tale deres ofte besynderlige ”dumme” sprog, får vi et billede af en verden, der fortrinsvis i bund og grund er fordærvet og ond, og styret af en egen ”dum” intelligens, som vi let lader os selv blive en del af, så vi selv videregiver og udvikler på denne ”dumme” intelligens og bliver tjenere for denne ”dumme” intelligens ved næsten ethvert middagsbord og ethvert møde mellem mennesker.
Tankevækkende, så stor indflydelse denne ”dumme” intelligens har på os, grundet de mange onde og løgnagtige aspekter, og fordi mørket ofte ikke begriber sandheden, jf Johs 1.
Men hav dog også in mente, at denne ”dumme” og mørke intelligens ikke på sigt vil vinde nogen endelig sejr, for den almægtige og retfærdige Gud vil og kan afsløre den, og gør det i hans time, og inden da er vi sat til at søge ham for sandhed, nåde og kærlighed.
PPT Det gode kalder på det onde i os.
Er det ikke mærkeligt, at når noget godt kommer os mennesker nær og lyser og stråler på os, rækker sine lysets arme ind i os, så vågner også det onde i os og i de andre.
Når der tændes lys bliver det også tydeligt, hvor stort mørket er, og ret så ofte stikker ondskabet i en eller anden form sit grimme ansigt frem.
Hvis nogen oplever noget godt, så ligger misundelsen, mistænksomheden, kritikken lige under overfladen hos os. Kender du ikke til det?
Det stiger ligesom op fra et dyb, du måske ikke helt kan kontrollere - de tror de er noget - der er nok svindel med i det - det er nok selvplagiat, osv.
Det er her konspirationstankerne får og har deres oprindelse.
Listen er lang af ondskaben i forskelige grader, der dukker op, når noget godt dukker op. Mærkeligt ikke?
Nu skifter jeg lige spor, og lader Per Lagerkvist indlede sporskiftet
PPT Men som den svenske forfatter Per Lagerkvist siger: "Mennesker undrer sig så meget over, at det onde findes. Der er vel næppe så meget andet, de har grublet så meget over som det. Og det undrer mig ikke. Men hvorfor grubler de ikke lige så meget over, at det gode findes? Det er vel lige så mærkværdigt, lige så gådefuldt. Måske endda mere gådefuldt."
PPT Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land. Jer 31,15-17
Det er heldigvis, som profeten Jeremias talte til det plagede og modløse folk i Babylon: Der er håb for dine efterkommere, dine børn skal vende tilbage til deres land. Der er håb!
Vi bor midt i denne hjemsøgte verden, plaget af løgn, vold og af svigt.
Men det er også i denne verden, at vi rækkes håbet. Håbet om, at det gode, det bedste der er, nemlig Guds søn, overlever. Selv den ledeste tyran, kan ikke dræbe det håb. Vi kan ikke, selv når vi er værst få bugt med Gud og Guds søn.
Vi kan tvinge ham ud af vores liv, sende kærligheden og alt godt på natlig flugt til steder så fjerne som Egypten. Vi kan korsfæste ham og vende os bort fra ham, men vi kan ikke tvinge ham ud af verden, for Guds gode kraft er i verden. Verden er ikke fortabt. Guds rige er midt i blandt os. Guds ånd er udgydt over os, og iklædt Guds nåde og Guds kraft er vi klar til kamp mod det onde. Først og fremmest det onde, vi selv rummer. Men også det vi ser i verden omkring os. Og det nytter. Der er håb.
PPT Frelseshistorien males os igen og igen for øje
Jeg slutter med at minde om, at denne tekst har i sig en profetisk handling, som har til formål, at vi forstår Guds universelle plan om indgriben og frelse fra det onde.
Det ser vi umiddelbart ud af et par koblinger til to store begivenheder i jødernes historie, og som viser os, at Jesus så at sige bærer Israels historie i sig, bærer Israels skæbne, opfylder profetierne, inkarnerer Israels historie.
Den første profetiske handling er, at der også i Egypten var en konge, en Herodesagtig Farao, der også ville alle drengebørnene til livs, og beordrede barnemord på alle jødiske drengebørn, men hvor Moses som bekendt går fri gennem en fantastisk historie om Guds veje med Moses - fra sivkurven til hoffet - og som på mange måder er et billede på Jesus, der kommer, ikke fra sivkurven, men næsten ud af lis´så lidt/ingenting med krybbe og flygtningestatus i Ægypten.
Hvad ikke umiddelbart ser ud af noget er en velforberedt del af Guds frelsesplan, synligt for troens øje, men usynligt for den, der vælger mørket, det mørke, som intet begriber, som vi lige har læst.
Den anden profetiske handling, der ligner det, der sker i dagens tekst, er, da Moses kaldes til at blive Israels børns første og store befrier, den Moses, der førte Israels børn ud af trældommen i Ægypten og frem til landet, der flød med mælk og honning.
Denne store nationale historie om Exodus kobles Jesus ind i, blot med langt videre perspektiver end det historiske perspektiv og virkelighed med Moses.
Jesus blev som en ny Moses kaldet fra ørkenlandet Ægypten til at fuldende det afgørende Exodus jf profetien vi har læst: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."
Ligesom Moses i sin tid befriede Guds udvalgte folk fra egypternes slaveri og førte dem gennem Det røde Hav til et liv i frihed, sådan har Guds egen søn befriet os fra syndens dødens og Djævelens slaveri, ført os gennem dåbens vand og levende tro til livet med Guds søn, - om vi blot vil tage imod det...
Det endelige Exodus er ikke fuldt ud virkeliggjort endnu. Men Jesus har bygget bro mellem himmel og jord, og verden er i absolut forstand en anden, selv om vi stadig oplever at se vore liv spændt ud mellem et liv her i en verden, der på én gang er skøn og grum - og foran os Guds rige, der kommer.
Og her i dette liv er det så vores opgave at leve i tro, håb og kærlighed, tjene Jesus og leve ham nær. Så skal han i sin time kalde alle sine børn hjem fra landflygtigheden i denne verden og give os en plads i sin himmelske verden.
Han er god og almægtig, og det skal kunne ses og leves ud i den verden, som tilhører ham, på trods af at den Onde gør krav på det.
Og vide skal vi, at vælger vi ikke Guds rige, Jesu rige, så vælger vi Herodesriget med død, vold og ødelæggelse, og er det det vi vil?
Amen
Prædiken i Silkeborg Oasekirke 21. februar 2016
Denne søndag tog jeg fat om et problem, der ikke så ofte tages op. Syndens og skyldens problem med udgangspunkt i 3. Mos
Læsning (Hebr. 10,1-18)
Kristi offer én gang for alle
v1 For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til målet. v2 Ville man ellers ikke være hørt op med at frembære ofre, når de, der dyrker Gud, ikke er sig nogen synd bevidst, eftersom de én gang er blevet renset? v3 Men i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; v4 for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort.
v5 Derfor siger han, da han træder ind i verden:
Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have,
men et legeme har du beredt mig;
v6 brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
v7 Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet
– i bogrullen er der skrevet om mig –
for at gøre din vilje, Gud.‹
v8 Mens han først siger: »Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke« – og det er dem, der frembæres som ofre ifølge loven – v9 så fortsætter han: »Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.« Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, v10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.
v11 Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder, v12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, v13 hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. v14 For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.
v15 Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: v16 »Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. v17 Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.« v18 Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer. (Hebr. 10,1-18)
Prædiketekst om skyldofferet 3. Mos. 5,15-26
v14 Herren talte til Moses og sagde: v15 Når nogen i troløshed, men uforsætligt, forsynder sig mod Herrens helliggaver, skal han bringe sit skyldoffer til Herren; det skal være en lydefri vædder fra småkvæget som skyldoffer, takseret i sølvsekel efter helligdommens vægt. v16 Det af helliggaverne, han har forsyndet sig mod, skal han erstatte med tillæg af en femtedel; han skal give det til præsten, og præsten skal skaffe ham soning med skyldoffervædderen, så han får tilgivelse.
v17 Hvis nogen synder uden at vide det og overtræder et af Herrens bud, som ikke må overtrædes, har han pådraget sig skyld og må bære sin straf. v18 Han skal bringe en lydefri vædder fra småkvæget, takseret som skyldoffer, til præsten, og præsten skal skaffe ham soning for den synd, han har begået uforsætligt og uden at vide det, så han får tilgivelse. v19 Det er et skyldoffer; han har pådraget sig skyld over for Herren.
v20 Herren talte til Moses og sagde: v21 Når nogen synder i troløshed mod Herren og lyver for sin landsmand om noget, der er forvaret eller betroet, eller noget, der er røvet, eller han udplyndrer sin landsmand, v22 eller han finder en tabt ting og lyver om det, eller han sværger falsk om en af de synder, et menneske kan begå v23 – når han altså synder og pådrager sig skyld, skal han bringe det tilbage, han har røvet, eller det, han har plyndret, eller det, der er forvaret hos ham, eller den tabte ting, han har fundet, v24 eller alt, hvad han har svoret falsk om; han skal betale fuld erstatning med tillæg af en femtedel, og det skal han give til ejeren, når han er fundet skyldig. v25 Han skal bringe sit skyldoffer til Herren; en lydefri vædder fra småkvæget, takseret som skyldoffer, skal han bringe til præsten, v26 og præsten skal skaffe ham soning for Herrens ansigt, så han får tilgivelse for alt, hvad han har gjort sig skyldig i. 3. Mos. 5,15-26
Prædiken
Temaet for denne gudstjeneste er Syndens og skyldens alvor og Guds endegyldige løsning, og det er fordi jeg har fået til opgave også at dykke lidt ned i 3. Mosebog, og her er der et par centrale ord, som stikker i øjnene, og det er begreberne synd og skyld, og ikke mindst koblingen mellem synd/syndoffer og skyld/skyldoffer i kap 4 og 5 og - ikke mindst - omtalen af Den store forsoningsdag i kap 16.
Man var på den tid, for ca. 3500 år siden, utrolig nøjeregnende med Gudsdyrkelsen, lovprisningen, tilbedelsen og æren til Gud og den enkeltes forhold til synd og skyld, og for at give gode rammer for det, havde Gud gennem Moses forordnet brændofferet (1,1-17), afgrødeofferet (2,1-16), måltidsofferet, (som også blev kaldt for fredsofferet eller fælleskapsofferet) (3,1-17).
Disse tre ofre var frivillige ofre, der signalerede overgivelse til Herren, tilbedelse, lovprisning og tak til Herren samtidig med at det skabte et folkeligt og vigtigt fællesskab, men det sagde Ruben noget vigtigt om sidste søndag.
I dag ser vi på et par ofre mere.
1. Syndofferet (4,1-5.13) var derimod et obligatorisk offer og var lovpligtig så snart en person blev klar over at han havde begået en synd, han ikke havde gjort med vilje, uforsætlig, som der står.
Det offer, der blev krævet, afhang af rang og stand. For den ledende præst var det dyrest. Det kostede en tyrekalv (prisen på Gul og Gratis var i torsdags 4000 kr.) og alt efter rang faldt kravet og prisen, for at ende med en pris for den fattige, der skulle ofre ca. 4 kg mel, og hvis det er økologisk hvedemel fra Bornholms Valsemølle ville det koste 76 kr., eller ca. 20 kr. hvis det er Remapriser.
2. Skyldofferet (5,14-19) lignede lidt syndofferet og var også obligatorisk, og blev udløst på følgende måde: v14 Herren talte til Moses og sagde: v15 Når nogen i troløshed, men uforsætligt, forsynder sig mod Herrens helliggaver, skal han bringe sit skyldoffer til Herren.
Sådan en synd krævede en lydefri vædder til en pris af ca. 1000 kr. for en Texelvædder i Den Blå Avis, med ud over det blev der krævet et tillæg på 20%. Havde man feks. stjålet en ting, så var der - ud over vædderen til 1000 kr. - en erstatning 1:1 + et tillæg på 20 % af værdien til ejeren og 20 % til præsten, altså 400 kr. ekstra, så det kunne jo godt løbe op, men trods det bekostelige i reglerne, så var det mere nådigt end den ca. 2000 år senere muslimske Sharialov, der kræver hånden hugget af for tyveri.
(Det med Herrens helliggaver vender jeg tilbage til)
Til at håndhæve disse gudstjenstlige regler og opretholde offentlig lov og orden – religiøst, moralsk og juridisk/retsligt i det folkelige fælleskab – og sørge for selve tabernaklet blev passet og flytet, og ligeledes sørge for udførelsen af ofringerne m.m. havde man en hel stamme, altså hver tolvte (DK ca. 400.000) – levitter hed de – og de var efterkommere af Jakobs 3. søn Levi.
Levitterne fik aldrig noget landområde i det kommende Israel, men fik i stedet 48 såkaldte levitbyer (4.Mos. 35,1-8) placeret rundt omkring i hele landet.
Levitterne var så at sige rygraden i den af Moses anviste form for gudstjeneste og var det åndelige præsteskab og det politiske og juridiske styringsredskab, hierarkisk opbygget med ypperstepræsten i spidsen, så præsterne og levitterne.
De fik betroet, hvordan gudsdyrkelsen skulle se ud og skulle agere i forhold til synden, udmåle straffen og stå for offertjenesten, og derfor kan 3. Mosebog fint beskrives som en præstehåndbog, der detaljeret beskriver ofringerne for enhver anledning, og derved kunne de lede folket gennem tilværelsen, åndeligt og socialt, og ligeledes lede den enkelte i det allervigtigste forhold, hans forhold til Herren, den Hellige.
De første 16 kapitler indeholder regler og forskrifter, som sørgede for, at Gud og folket kunne leve ret sammen i den pagt, som Gud gennem bl. a. Moses havde oprettet med Israels folk.
Kap. 17 – 27 handler om vandringen med Gud, om at leve et helligt liv, som foreskrevet i loven. Det drejer sig om moralske love som feks. seksuel renhed (kap.18), et godt forhold til sin næste (kap 19) og om synder, der straffes med døden og andre forbrydelser (kap 20) – alt sammen måder, hvorved man kunne skille sig ud fra andre (lovløse) folk og derved blev folket et særligt og helligt folk indviet til Herren.
Sluttelig omhandler 3. Mos. religiøse forskrifter for præster, fester, tabernaklet m.m. og regler for jubelåret bl.a. (50. år)
Når jeg læser 3. Mos så slår det mig, hvor alvorlig synden bliver taget, og at den ikke står til diskussion, som vi ofte kan opleve det i dag.
Synd er det, som Gud definerer som synd.
Synd er det, der er i modstrid med Guds regler og rettesnore for det åndelige og sociale liv, og det er kun Gud, som har retten til at definere synden.
Herren talte til Moses og sagde: v2 Sig til israelitterne: Når nogen uforsætligt synder mod noget som helst af Herrens bud, som ikke må overtrædes, og overtræder et af dem, gælder følgende -- (3. Mos 4):
Der er nogle "synder", som i næsten enhver kultur genkendes som synd, og som dermed er forbudt og straffes – feks tyveri, mord, falsk vidnesbyrd, m. fl, som på den måde er forbrydelser, der ikke står til diskussion.
Men der er en hel række af synder, som tilsyneladende ikke er synd længere, og det er tydeligt, at vores kultur heller ikke er specielt interesseret i, hvad Gud kalder synd, og grænserne for hvad der er synd flyttes hele tiden.
Så længe man ikke bliver grebet på fersk gerning, kan man udmærket og uden syndserkendelse f.eks. ryge pot, snyde i skat osv osv. Rækken er lang, når man iagttager folkehavets holdninger.
Den skyld, som syndofferet soner, beror her på en synd, der var utilsigtet og ukendt i det øjeblik, synden blev begået. Det betyder (iflg 3. Mos.), at vi kan synde selv når vi ikke har til hensigt at gøre det eller er klar over det.
Vores kultur har en tendens til kun at fordømme de synder, der er offentlig vedtaget som synd og som kan straffes i en eller anden grad.
Men Gud definerer synden, og fordømmer al synd, og den stærke betoning på uforsætlig synd, hindrer forsætlig synd.
Iflg. 3. Mos. ser vi, at hvis vi - med vores uagtsomhed - har forvoldt skade på nogen, er vi skyldige, og hvis vi undlader at gøre - hvad vi skulle have gjort - har vi syndet.
Selvom vi ikke har til hensigt at skade med et barsk ord, har vi alligevel gjort dem skade.
Synd på grund af passivitet eller uvidenhed er synder, sådan er budskabet fra 3. Mos., og lad os se på noget derfra, som vi har ret så tydeligt defineret som synd.
A. 3. Mos. 18 bruger en del vers på at omtale seksuel umoral
v20: Du må ikke have samleje med din landsmands hustru,
v22: Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde.
I dag er det næsten sådan, at du synder, hvis du ikke har et sidespring ved en julefrokost, og du må da slet ikke anfægte homoseksuel praksis.
B. Jeg lovede at vende tilbage til synden vedr. Herrens Helliggaver jf kap 5, hvor der står –”den, der uforsætlig forsynder sig mod Herrens Helliggaver” --- (5,15)
Et af Herrens mange helliggaver er sabbatten (søndagen) og den skulle holdes hellig.
En utilsigtet sabbats overtrædelse ville være en af de synder, der krævede et skyldoffer.
Kan I huske missionsfolkene, der oprettede søndagshvilemejerierne?
I 1882 oprettedes de første andelsmejerier og i 1885 blev »Foreningen til fremme af søndagens rette brug« dannet, som snart begyndte at beskæftige sig med søn- og helligdagsarbejdet i andelsmejerierne og allerede i 1885 oprettedes det første af en stribe såkaldte søndagshvilemejerier af misssionsfolk, der henholdt sig til Christian 4. Danske lov fra 1683, hvor det blev pålagt bønderne, at de ikke måtte lade deres tjenestefolk udføre unødvendigt søndagsarbejde, men i stedet skulle sørge for at de kom til gudstjenesten. Loven foreskrev flere straffeformer, hvis disse bestemmelser ikke blev overholdt. Senere i 1735 i en forordning om sændagens helligholdelse blev kontrollen med unødvendigt søndagsarbejde intensiveret og et ophold i gabestokken truede de borgere, der udeblev fra gudstjenesten.
Vilhelm Beck sagde om de almindelige mejerier: »Så længe I bliver ved at vanhellige hviledagen med eders søndagsarbejde, skal I mindes derom, og mejeriskorstenen derhenne peger mod himlen om jeres synd«, (Mejerikrigen af Harry Haue)
Glem ikke at det var ord, der faldt midt i den største åndelige vækkelse DK nogensinde har oplevet. Er der en sammenhæng?
Kan I huske modstanden mod ophævelse af søndagslovgivningen?
Den delvise ophævelse i 2005 og den totale ophævelse så sent som i 2010!
Nu handler vi gladelig ind på vejen hjem fra kirke - om søndagen!
Og næppe nogen har dårlig samvittighed. Er det et problem?
Kan I huske modstanden mod pornoens frigivelse i 1969 og fri abort i 1973?
Nu snupper vi uden alt for mange skrupler en halvlummer B-film i ny og næ – i biografen, på TV, på Netflix eller på C-more fra YouSee.
C. Så har jeg slet ikke været inde på misbrug af Herrens navn, forhånelse og gudsbespottelse, ej heller på respekten for vores egen krop, som er et tempel for Herren, respekten for de ufødte, (fri abort), evangeliets renhed, nadveren.
Hvilken skyld vi egnt pådrager os, fordi vi ikke længere på samme måde er skarpe og klare i mælet om synd og skyld.
Jeg står sikkert ikke alene med at mene, at vores vage og ofte ret uklare oplevelse af hvad synd er, truer os selv, vores børn og vores familier. Hvordan ville vores ægteskaber have det, hvis hver af ægtefællerne havde en skarp og klar oplevelse af, hvad synd var og er. Hvordan ville samfundet have det, hvis opfattelserne var tydelige omkring hvad synd er?
Jeg minder om Jesu ord, hvor han siger, at når Helligånden kommer, så vil han bl. a. overbevise om synd (Johs. 16)
I bjergprædikenen har Jesus nogle krasse ord om at ”kaste et lystent blik på en andens hustru” (Matt 5) + ”den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild” osv.
Jo, Ole Hallesby har ret, når han et sted siger -”at fylde af Helligånden er fylde af synd”.
Fra vækkelsernes tid har vi begreber som ”syndenød”, hvor man kunne græde meget og længe over sin synd, lidt i lighed med det Peter siger til Jesus: ”Herre gå fra mig thi jeg er en syndig mand” (Luk. 5)
Jeg skal til at slutte med den Guds nåde, som også kommer til udtryk i forhold til den synd, som kaldes frem gennem budene, og som adskiller fra Gud, men som Gud selv for 3500 år siden havde en foreløbig løsning på - på den store forsoningsdag - Yom Kippur - hvor ypperstepræsten efter at have forrettet de faste morgenofre, gjorde sig klar til offerhandlingerne i det allerhelligste.
Ypperstepræsten gik tre gange ind i det allerhelligste, og tredje og sidste gang var med blodet fra en af de to gedebukke som et syndoffer for folkets overtrædelser af Guds bud, og på den måde skaffede han hele folket soning for alle deres synder.
Udenfor, efter opholdet i det Allerhelligste lagde han hænderne på den tilbageværende gedebuk og lagde alle folkets synder på bukken gennem en syndsbekendelse (3 Mos 16,21).
Bukken blev derefter ført ud i ørkenen, hvor den blev sluppet fri.
Betydningen af disse ofre sammenfattes i 3 Mos 16,34: Det skal være en eviggyldig ordning for jer, at der én gang om året skaffes alle israelitterne soning for alle deres synder.
Men alt dette er blot en forløber for det, som skulle ske langfredag, da Jesus vandt en evig forløsning. Han var den sande ypperstepræst og alt hvad Moses havde forordnet af ofringer, får i ham deres opfyldelse.
Esajas forbereder os på opfyldelsen: v10 Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham. v11 Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt. Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder. (Esajas 53: 10-11).
Hebræerbrevets forfatter kobler til ved 3. Mos i den læsning, vi har læst i begyndelsen, og jeg gentager lidt derfra:
v1 For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til målet ---
v11 Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder, v12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, v13 hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. v14 For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet. (Hebr 10: 1-14). Halleluja,
Tak og lov og evig ære være Gud for hans enestående og unikke nåde i Kristus og hans forsonende værk på Golgata, der sammen med opstandelsen påskemorgen er de to store søjler og grundpiller i kristendom og kristentro.
Men at han soner al vor synd og skyld berettiger os ikke til at se stort på Guds love og bud, ”synde på nåden”, som de gamle sagde, og det er min bøn, at min prædiken i dag har været med til at vi på en sund og naturlig måde fokuserer på synden uden at vi tager den på os selv og selv vil bære den, for det er ubibelsk, men vi har behov for at fortælle hinanden, at vi skal være villige til at vandre i Ånden, vandre i Guds lys også med synderne i vores liv, samtidig med at vi lever inderligt med Jesus og lader hans nåde og tilgivelse gælde for vort liv.
Men at leve med og i den nåde fratager os ikke forpligtelsen til at leve et åndelig liv i Den Hellige Ånds kraft, så vi forsager synden af et ærligt hjerte og derigennem giver Gud ære.
Syndens og skyldens alvor er til stede i GT på den store forsoningsdag og er en forløber for det endegyldige offer på Golgata, hvor vi møder Guds endegyldige løsning på syndens og skyldens forfærdelige problem.
Amen