ugerefleksioner2020

Refleksioner 2020

Opdateret 28.08.2020

I Silkeborg Oasekirke har vi dette efterår (2020) en gennemgang af udvalgte lignelser af Jesus, og jeg fik lejlighed til at indlede med nogle overordnede betragtninger vedr. forståelsen af Jesu lignelser, og de betragtninger deler jeg med dig.


Introduktion til lignelser

 

Vi begynder i dag en serie af prædikener med udgangspunkt i Jesu lignelser, som udgør en stor væsentlig del af Jesus forkyndelse og af dem er der en 30-40 stykker af alt efter hvordan vi regner på det.

 

Nogle af lignelserne er ret korte: Farisæernes surdej = lære - kloge som slanger - snilde som duer,

 

Andre lignelser indeholder nogle få detaljer - lignelsen om sennepskornet, surdejen, etc

 

Andre igen indeholder en hel fortælling med mange små maleriske og livlige detaljer - f.eks. den uretfærdige dommer Luk 18:1-8 - lignelsen om sædemanden Mark 4:3-9 - de betroede talenter, Mat. 25:14-30 - de ti brudejomfruer 25:1-13 - den hensynsløse medtjener, 18:23-35 - den fortabte søn Luk 15:11-32

 

Andre igen har anvisninger på, hvordan vi skal leve og indrette vores liv med Gud og vores næste på: Den barmhjertige samaritaner 10:30-37 - den rige bonde, 12:6f - den rige mand og Lazarus 16:19-31 - farisæeren og tolderen 18:9-14.

 

Hvad indeholder lignelserne så i hovedtræk?

  1. De omhandler Guds væsen, Guds natur og det han gør, og som fortæller om og forklarer at
    - Gud er god, han er en far, der giver sine børn gode gaver, Mat 7:9-11.
    - Han søger det fortabte, og en synders omvendelse bringer ham glæde, 18:12-14.
    - Den tilbagevendende synder mødes med åbne faderlige arme, Luk 15:11-32.
    - Som en ven om natten lytter Gud til sine børns bønner 11:5-8
    - De forsvarsløse, hans forfulgte, får deres ret i ham i endetiden - får det som enken, der behandles godt af den uretfærdige dommer, 18:1-8;
  2. De omhandler menneskernes natur og tilbøjeligheder
    En ligegyldig og kritisk holdning til Guds nåde og frelsetilbud sammenlignes med børns leg og forhold til deres legekammerater, Mat 11:16-19
    Ligesom tårnbyggeren og kongen i krig, skal man øve sig, når det gælder om at tage stilling til Guds rige, Luk 14:28-32.
    Klok behandling af mammons goder kan bringe stor velsignelse - også for evigheden, 16:1-13, mens en forkert, egoistisk brug fører til fortabelse, 16.19 f.

    3. De omhandler Guds riges indhold, dets oprettelse (skabelse), udvikling og fuldendelse
    Gudsriget vokser stille og fredeligt, som kornet om natten - gennem forkyndelsen af ​​Ordet, på trods af den skiftende modtagelse, Matt. 13:3 fg.
    Det udvikler sig og vokser i det skjulte, Mark 4:26-29.
    Modstand og vanskeligheder kan møde os fra fjenden, Mat 13:24-30.
    Guds rige har en meget ekspanderende kraft, - ligesom sennepskornet – og har en gennemtrængende, altomdannende magt, som surdejen, Mat. 13:31- 32,

  3. De omhandler Israel, jødernes udvælgelse, deres besøgstid og deres afvisning af Jesus.
    Jøderne blev betroet budskabet og mulighederne for Guds rige, men når Guds frelsende intentioner med og gennem Israel mislykkes, overlades missionen til et andet folk, "der bærer dets frugter." 21:33-46.
    Som en høne samler sine kyllinger under Sine vinger, vil Jesus samle folket, men de vil ikke og katastrofen kommer, ja er nært forestående, 23:37 fg.

 

Hvorfor taler Jesus i lignelser?

Den enkleste måde at forstå lignelserne på er selvfølgelig, at de er pædagogiske virkemidler, der forklarer noget svært - altså afdækker noget skjult. Det gør vi egnt alle tit i vores snak med andre, og det er da også en af Jesu hensigter, men lidt gådefuldt fortæller Jesus dog ligeud til disciplene, der spørger ham, hvorfor han bruger lignelser: - han svarede dem: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse”. (Mark. 4), og det er da også vores erfaring, når vi læser lignelserne, for de både åbner op for store og vidunderlige ting i Guds rige, samtidig med at de skjuler noget for dem, der er udenfor, og som ikke vil, eller har villet, komme til Jesus som synderes frelser, og på dem virker lignelserne ofte stødende og forvirrende, fordi lignelserne ofte nægter at opfylde de krav, de jødiske rabbier har til dem selv og til dem, de har undervist, og som  de selv regner for sandhed og gode etiske regler og skikke, men som - desværre for dem - ikke deles af Jesus.

Og når så Jesus ikke understøtter dem i disse forudfattede holdninger til den åndelige gudsdyrkelse, så er fanden løs, og så bliver de vrede, fordi de ikke forstår det, eller måske nærmere netop forstår det, men ikke vil indrømme det sande i hvad Jesus fortæller dem.

 

Et par eksempler på indvendinger kunne lyde sådan:
Hvad bilder Jesus sig ind at sammenligne den sande troende med en bedragerisk godsforvalter? - Hvordan kan han sammenligne Gud med en korrupt dommer?
Hvad i alverden mener han med at sammenligne os, jøderne, Guds folk, med morderiske vingårdsmænd, der først myrder ejerens tjenere og til sidst hans søn?

 

Når vi ikke helt selv kan forstå den (fjendtlige) reaktion, så er det langt på vej fordi vi er så fortrolige med dem og har set dem i alle mulige fremstillinger i kunstværker og i prædikener, at vi i dag slet ikke er klar over, hvor stødende og umulige de har virket på tilhørerne dengang - og for den sags skyld også nu i dag.

 

Så hvis du ved at læse lignelserne oplever at noget ”rejser sig i dig, rejser en modstand i dig”, så er det tid til at tænke efter om ikke der er noget ”skjult her”, som du ikke vil give slip på.

 

Jeg har hermed ikke snydt jer for at omtale, at mange - jøder, muslimer m.fl. - desværre oplever Jesus lignelser som yderst yderst provokerende.

 

Jeg vil i  min prædiken om lidt, forudsætte, at du er indenfor, og at lignelserne åbner op for Guds riges hemmeligheder, og at du ikke oplever dem provokerende og umulige, men at de netop er med til at åbne for ”miraklerne” i Guds frelsesplan, og at du oplever, at det er til dig Jesus siger: “Himmeriget ligner ...” – og at du sætter dig til rette, lytter og tager imod og siger til dig selv igen og igen: Nu kommer der en historie, nu kommer der et billede, der kan forklare det her ubegribelige, og at du kan glæde dig over, at Jesus sammenligner Gud med en far, der bider hovedet af al skam og tager imod en fordrukken horkarl til søn, som har sviret hele arven op, og tager imod ham glad og uden bebrejdelse og overøser ham med nye gaver! – og så bebrejder den trofaste søn, som altid har gjort hans vilje!  

 

Og over hvordan det kan blive et forbillede, at man skjuler en skat, man har fundet i en anden mands mark, og så køber den uden at fortælle ejeren om skatten?

 

Men det taler jeg om - om lidt. Hej

 


 

Prædiken

 

 Matt. 13, 43-46:

”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Lad os bede:

"Tænk, hvis du vandt!" kan vi nogle gange se på plakatsøjler, i vejsiden og i kiosken, og så tager julemanden til Hawaii, kassedamen forlader stol og kunder, fordi hun har vundet i Lotto, og det får os til at lunte hen i kiosken for at købe en lottoseddel - nu også med Jackpot - og sidde troligt kl. 17.55 mandag, onsdag eller lørdag og vente på, at vores tal kommer ud, for ”tænk, hvis vi vandt!” - en skat, en rigdom.

Men prædiketeksten får os til at spørge: “Tænkt, hvis vi fandt!”.

Heldige landarbejder, og heldige købmand i lignelsen! Landarbejderen er midt i sit hårde, dagligdags arbejde, og med sit trækdyr er han i færd med at pløje på en andens mark. Fure for fure arbejder han sig hen over stykket. Da bliver ploven pludselig hængende.  

Lidt fra min drengetid om den grå Ferguson.

Tilbage til landarbejderen. Den er stødt på noget... en sten? Ærgerligt også! Det tager tid at få ploven fri. Men det er en skatkiste, ploven har fået fat i.
En eller anden har engang begravet den der og siden taget sin hemmelighed med sig i graven, og nu har landarbejderen fundet denne skat.
Vi hører så om hans - vil nogen sige - lumske plan.
Han holder det hemmeligt, holder det skjult for ejeren, køber marken, og skatten er retmæssig hans. Waw, for et held.

Sådan siger Jesus er det, at Guds rige kan og skal opleves. Som noget vores livsplov støder på og som gør, at vi stopper op.

Vi pløjer vores ”livsfurer” dag ud og dag ind, og pludselig bliver plovskæret hængende, og det på det kostbareste nogensinde: Guds riges skat - perlen. Og den skat/perle kan blive vores.

Landarbejderen og købmanden opdager - på hver sin måde - skatten og perlen, men fælles for dem er, at de finder det største og det bedste overhovedet

Billedet gemmer i sig dette vigtige, at Gud lader sig finde, at Jesus lader sig finde, at Guds rige lader sig finde, og at det sammenlignes med en skat.

Guds rige kommer til os, ikke i fjerne og tågede begreber, men som en skat i kød og blod, manden fra Nazaret, Jesus fra Nazaret.
At finde og møde Jesus, er at finde "skatten”, “den kostbare perle”.

Hvordan går det til, spørger vi?

For landarbejderen i evangeliet sker det helt uventet.

For købmanden mere velovervejet og kalkuleret, for han ledte uafbrudt efter smukke perler – ”og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den”

Eller for kvinden, der i den bagende middagssol kommer til brønden, sådan som det hver dag er hendes lod at hente vand, og pludselig hænger hendes livs plovskær fast, for hun møder Jesus og finder skatten, den kostbare perle, og der sker en fuldstændig forandring med hendes liv.
Hun, som ingen før havde villet have med at gøre, hun bliver nu den, der bringer glædeligt budskab til hele sin by - fordi hendes plovskær ramte skatten/perlen.

Der er også Nikodemus. Denne højt anskrevne lærer og medlem af regeringen i Israel opsøger Jesus for at føre en læresamtale med ham, og i samtalens løb møder han i Jesus mere end en lærer, nemlig kongen i Guds rige, skatten perlen, og hans livs plovskær sidder godt og grundigt fast.

Eller de to unge Jakob og Johannes. De er optaget af deres daglige gøremål, som de sidder der i båden og ordner deres garn sammen med deres far.
Da kommer Jesus henimod dem og siger: ”Følg mig!” Deres livs plovskær hugger sig fast i skatten - helt uventet.

Så er der den travle forretningsmand, hvor minut er optaget.  Dagbogen styrer hans liv, og der synes ikke at være plads hverken for Gud eller mennesker.
Alt er forretning og kun forretning, indtil han en dag tilfældigt standses af det spørgsmål: ”Hvad skal der blive af alt det, du har samlet dig?”
Da hænger hans livs plovskær fast.
Han kan ikke få det ord ud af hovedet.
Til sidst må han finde stedet og læse om den rige bonde. Og straks tager hans liv en helt ny vending, for hans livs plovskær har hugget sig fast på klippen.

Hvordan og hvornår ramte dit livs plovskær på skatten, og hvad i dit liv fik dig til at søge perlen, og sælge alt hvad du har for at du kunne købe den perle? – Bare en lille refleksion.

Mit plovskær ramte skatten (og stoppede mig) i et klasseværelse på Bernstorff slot, og det førte til, at jeg - i bogstavelig forstand - måtte sælge alt for at købe perlen over alle perler - livet med Gud!

En sidste lille detalje. Vi kan løbende opleve at plovskæret rammer en skat, eller at vore spejdende øjne får kig på perlen

Men alt for ofte hænger vi fast i dagenes travle, ensformige forløb!
Og selv gør vi måske kun lidt for at ændre på tingenes tilstand, men da er det en lykke, at Gud selv uventet lader kan lade vores livs plovskær sidde fast, og der lyder et: Tøv et øjeblik - fra ham, fra skatten/perlen over alle skatte og perler – og kom fri af den gamle skure.  Læg dit liv om og pløj nye furer, så du kan ramme en skat påny!

Det er opfordringen til os i dag - dagens budskab.

En skat og en perle lader sig finde.
Gud lader sig finde. Jesus lader sig finde.
Man behøver ikke at slå sig til ro og opgive ethvert håb om at finde mening i livet. I vores jagt på livets skatte opdager vi, at skatten er lige om hjørnet - i Jesus, Guds søn.

Og finder vi den skat, så finder vi samtidig liv og fylde. I ham åbner der sig nye veje, nyt håb.

Hos landarbejderen og købmanden er der ingen tøven. Beslutsomt træffer de deres valg. "Og han gik hen og solgte alt, hvad han havde og købte marken - købte perlen".
Begge satser alt, hvad de har, til fordel for det værdifulde fund, de har gjort.

Også i dag er det muligt at pløje nye furer og få dit gamle og måske slidte plovskær hugget fast, få solgt noget fra, så perlen kan købes, så du kan få et nyt fortegn for livet her, et fortegn af en ny glæde, som vi hører af ordene: "...og af glæde over den (skatten) går han hen...".

Husk: ”Kristne kender man på glæden, glæden over at have fundet den skat, den kostbare perle, som Guds rige er”, siger Søren Ruager.

Amen

Gudstjeneste og lovsang


Jeg har siden 1970erne været optaget af prædikener og ikke mindst lovsangstraditionerne, og søndag den 4. august 2019 fik jeg mulighed for - i Silkeborg Oasekirke - at prædike over temaet Gudstjenesten og lovsangens plads i menigheden. Følg med her hvad jeg sagde:


Prædiketekst
 

Valfartssang. Af David. 

Jeg blev glad, da de sagde til mig: 

Lad os drage til Herrens hus! 

Nu står vore fødder 

i dine porte, Jerusalem. 

Jerusalem, du er bygget som byen, 

hvor folk forsamler sig. 

Her drager stammerne op, 

Herrens stammer. 

Det er en vedtægt i Israel, 

at Herrens navn skal prises. 

Her står dommersæder, 

tronstole for Davids hus. 

Bed om fred for Jerusalem: 

Gid de, som elsker dig, må leve trygt, 

gid freden må råde over din ringmur, 

og tryghed i dine borge! 

For mine brødres og venners skyld 

siger jeg: Fred over dig! 

For Herren vor Guds tempels skyld 

ønsker jeg lykke for dig. 

 

Bøn
 

Velkommen til den første prædiken i en længere serie, og som  tager sit udgangspunkt i Eugene Petersons bog om discipleskab: ”A Long Obedience in the Same Direction” (billede) - og som slutter i okt - om den livslange og lydige vandring med Gud i samme retning, og vi har udvalgt nogle temaer, som vi tror er godt for vores menighed og vores fællesskab, og vi vil komme til at arbejde med  - Gudstjeneste og tilbedelse (i dag) - Guds forsyn og beskyttelse - Guds hjælp – vandringen under tårer og jubel - vandringen Gud til ære, os til gavn - fællesskab - glæden i Gud - mødet med håb og barmhjertighed og sluttelig om - lydighed. 

 

Gudstjeneste 

”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus! Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem.” (Sl. 122,1f) eller sagt - lettere omskrevet - ”Jeg blev glad da jeg i dag satte min fod på dørtræet til Silkeborg Oasekirke - til denne gudstjeneste” 
Håber - for jer alle - på nogenlunde den samme begejstring, som lyser uf af Korasønnernes begejstring  for at være i Herren hus, Herrens tempel (Sl. 84),: Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!  Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. --- En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre -----” og hvor deres deres betagende konklusion er denne: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de, som har i sinde at drage på valfart.” 

 

Var det nogenlunde det, der fyldte dig på vej herhen? Et yes, vi samles i Hærskarers bolig (Silkeborg Oasekirke) – og mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud.  
For mit eget vedkommende skal der være meget tungtvejende argumenter for ikke at deltage i en søndagsgudstjeneste.  
Det er stærkt vanedannende af flere, ja mange grunde 
 
Hvordan har du det med det?  
Kender du til længslen efter ”en dag i Herrens forgårde” og som er bedre end tusind, jeg selv har valgt? 
Det hører med til Guds store plan, at gudstjenesten i vores bevidsthed og liv skal være noget særligt. Hvorfor? Jo, for allerede i skabelsesberetningen står der, at Gud efter at have skabt verden på 6 dage hvilede på den 7. dag: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte." (1. Mosebog kap. 2 v3) 

Gud fremhævede én dag, den 7. dag - sabbatten - fremfor de andre 6 dage, en dag til hvile, en hellig dag, som skulle og skal tjene som det sted hvor skabning og skaber kan mødes. Den dag fremhæves meget i GT og der er mange love og regler, der knytter sig til denne særlige hvile og helligdag, for det er Guds plan, at på denne dag skal mennesket vende sig mod Gud, mod skaberen, så vi ikke glemmer, hvorfra vi og hele skaberværket kommer. 

Helligdagen er derfor den dag, der kaster lys over de andre dage, fordi vi ser der, at verden og vi selv ikke er tilfældige og meningsløse eksistenser, men villet, skabt og opretholdt af Gud og at Han ønsker, at vi skal lære Ham at kende, og til denne proces - denne lærenham bedreatkende har han skabt hvile- og helligdagen, som giver os en oplagt mulighed for at møde Gud og hinanden og give os tid til det vigtigste for os som kristne og som menighed: at være stille for en stund, fordybe os, synge lovsange, bede og lytte og derved få næring til vor tro, og hvor vi hører om, hvem Jesus er. 
Han, som er Gud og samtidig menneske. 
Han, som tog straffen for vores synd, så vi kan gå fri, Han, som opstod fra de døde og lever i dag. 
Han, som mødte os på SommerOase, han vil også møde os her i gudstjenesten og tale til os. 
I dag mødes vi også som een stor Guds familie (Familia Dei), der hører sammen, og hvor vi styrkes i en fælles identitet. 

 
De første kristne fejrede gudstjeneste en gang om ugen – på sønnens dag, (søndag) Jesu opstandelsesdag.  
De fortalte hinanden om Jesus og læste nogle af apostlenes breve op, og de brugte megen tid på at bede sammen og synge salmer og lovsange fra GT (salmernes bog). 

Vi læser også bibeltekster; vi hører også nogen fortælle om, hvad bibelteksterne kan betyde for os, vi synger, vi beder og vi fejrer nadver. 

"Vor kære Herre taler med os gennem sit hellige ord, og vi taler med ham gennem bøn og lovsang" siger Martin Luther. 

Fælles for gudstjenesterne i de mange år er, at vi mennesker vender os mod Gud for at søge hans nåde, hans kærlighed, hans vilje m.m., og opnår et møde mellem mennesker og Gud  

Gudstjenesten, mødet mellem Gud og mennesker og mellem mennesker, foregår i sprog, vi kan opfange gennem alle kroppens sanser. 

I talesproget hører vi Bibelens ord og præstens udlægning af det.  
Med følesansen modtages de venlige håndtryk/skulderklap fra en anden, 

Med øjet og øret opfanger vi glæden, sorgen, brudtheden, længslerne hos hinanden   
Lugte - og smagssansen tages i brug, når vi modtager brød og vin som Jesu Kristi legeme og blod ved nadveren. 

Vi kan slet ikke i store nok ord udtrykke, hvad kirken, kirkerummet, gudstjenesten, prædikenerne, samlerne og lovsang har gjort ved generationerne til alle tider 

 

Læs DDS 326 højt 

 

Og de forskelligartede oplevelser, vi kan have med fra kirken og gudstjenesten har ikke fortaget sig og hører uden tvivl til de største og bedste oplevelser i vores liv, søndag efter søndag  

 
Lovsang og tilbedelse

I prædiketeksten(Sl. 122,4læste vi også: Det er en vedtægt i Israel, at Herrens navn skal prises.  
Enhver forening har nogle vedtægter, som er bestemmende for foreningen og som holder foreningen på rette kurs, og i vores ”forening” – kirken - er det en vedtægtat Herrens navn skal prises.  
C.S.Lewis siger: ”Når Gud opfordrer os til at ære ham, inviterer han os til at glæde os i ham”!  

 

Bibelen er fuld af lovsang og opfordringer til at ære og lovsynge Gud under alle forhold. 
I Sl. 40,4 siger David (lovsangeren over alle lovsangere): ”Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud”. 

Salme 117: ”Halleluja, lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed mod os er stor, hans troskab varer til evig tid”. 

Es. 12,5: ”Lovsyng Herren, for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide “. 

 

Gennem lovsangen sætter vi ord på Guds egenskaber, på den han er og på hans velgerninger, og derved flyttes fokus fra os selv og over på Gud. 

Lovsangen er en naturlig måde, hvor vi sammen med andre troende kan prise og takke Gud i tilbedelse og dyb hengivelse, med stærke ord og inderlige følelser, for lovsangen har en særlig adgang til vores følelsesliv, som er ganske betydningsfuld for os ligesom fornuft og forstand, og en del af det Gud har lagt ned i vores personlighed, og som gør, at vi kan relatere til vore omgivelser og på den måde være i stand til at føle kærlighed, sorg, glæde, forelskelse, vredekan feste og græde sammen, være muntre og tossede sammen.  

 

Selv klagesangene i Bibelen er en slags lovsange – en henvendelse til Gud, hvor vægten ligger på bøn om hjælp og vejledning midt i kriser og modgang, men her bliver lovsangen mere sørgmodig og mediterende, mere lyttende og afventende på Guds svar. Ikke en ilde side af lovsangen. 
Der er mange måder at synge lovsange på.  
Det kan være med en salme, f.eks. ’Almagts Gud fra 300-tallet, og som er en lovprisning af treenigheden,  

rettet mod Faderen, Sønnen og Helligånden 

 
1 Almagts Gud, velsignet vær! 

Love vil vi lydt din ære, 

dig ophøje fjern og nær, 

synge med blandt engles hære, 

bøje os i støvet ned 

for vor konges herlighed. 

2 Offerlam (Jesus) med korsets stav, 

skyldfri dybt i pinen sænket, 

du besejred død og grav 

ved den kraft, som Gud dig skænked; 

Helveds vælde, dødens magt 

knust du har i støvet lagt. 

4 Helligånd, dig lov og pris 

sammen med Gud Fader være 

og med Jesus, stærk og vís, 

brudgom vor og broder kære! 

Over os hans kærlighed 

evig, evig vare ved! 

 
Det kan også være en af de gamle vækkelsessange fra feks J. P. Jørgensen bedre kendt som J. Santon - fra Christianshede ved Bording i Jylland. (Døde i 1944)  
Han skrev kendte sange, som stadig synges, feks. har ungdomsbandet Skywalk nyindspillet en af hans sange, hvor næsten alle vers begynder med 

Han elsker mig  --- Feks 
Og når nu han har elsket mig så ømt  

og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt,  

hvor må min sjæl da elske ham igen,  

min frelses drot, min brudgom og min ven. 
 

Det kan også være en af de nyere af Arvid Asmussen 
feks. fra albummet VERS FOR VÆGTERE fra 2016 

Ud af mørket - Rens ud, flyt ind - Jesus jeg har brug for dig - Vi vil gi’ dig det bedste- m.fl. 

 

Sang og musik har altid haft stor virkning i menneskers liv, såvel i samfundslivet som i kirken. Sange har været en drivkraft i fredstid, i krig såvel som i religiøs sammenhæng. Når vi synger og lovpriser Gud, sker der noget med os - han forvandler os.  

 

En har sagt, at sangene vi synger i vores menigheder, former vores tro. 

Lovsang skal altid være vores hjerteblod, og vi skal alle inderligt gerne ville, at vore menigheder, vore fællesskaber i kærlighed kan samles om den åndsinspirererede lovsang på tværs af alder, kultur og alle andre almindelig forekommende livsforskelligheder og sammen synge Guds pris af hele hjertet, for lovsang er: 

Jubel – hvor vi giver udtryk for vor glæde. 

Taksigelse – hvor vi takker Gud for, hvad han har gjort i vores liv. 

Indvielse – hvor vi beder Gud rense og forny os. 

Proklamation – hvor vi udrustet i ”Guds fulde rustning” byder den onde trods. 

Tilbedelse – hvor vi fokuserer på Guds storhed og majestæt i ydmyghed og bøn. 

Bøn om hjælp – hvor vi beder Gud om at hjælpe os i vanskeligheder og nederlag. 

 

”Sand lovprisning opstår der, hvor mennesker reagerer på Gud og ikke på en bestemt form for musik” (citat af Rick Warren). 

Lovprisning og tilbedelse betyder meget for Gud, fordi han er den Ene, der er al tilbedelse værdig.  
Det betyder meget for os, fordi vi simpelthen er skabt med det formål at lovprise Gud.  
Det betyder meget for jer lovsangsledere, og jeres største privilegium og opgave er, at lede os andre frem til en erkendelse af Guds skønhed og majestæt, og derfor er det så vigtigt at overveje nøje, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. 

Når vi behandler Gud som den, han er – lovsynger Gud for den han er – så har Gud mulighed for at vise HVEM han er. 

I lovsang kan mennesker erfare, hvordan de er sat fri, og i lovsang kommer vi måske tættest på, at være ét med den skabende og frelsende Gud.  

 

Så dagen i dag er en vigtig dag, en glædens dag, vi med iver og lyst skal værne om og bruge fordi: Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus! Og - ”Det er en vedtægt i Israel, 

at Herrens navn skal prises. AMEN 

Ved gudstjenesten den 28. juni 2020 i Silkeborg Oasekirke fik jeg lejlighed til at reflektere over forvalterskab, det at forvalte.



At forvalte er et gammel og måske lidt støvet ord, men betyder det samme som at administrere, at bestyre, at tage vare på/eller tage hånd om - ofte med tanke på fremtiden og en positiv og fornuftig udvikling, - siger ordbogen, og i overført betydning er det et ord, der bruges om at bruge de evner og muligheder man har, udnytte sine evner...

 

Hvad tænker vi - sådan lidt bredere - om vores egen plads på et forvalterhold? - Om vores forvaltning af f.eks. ressourcer, penge, evner, nådegaver osv.?  Tjah

Vi er forvaltere af Guds ressourcer.
“Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.” (1. Mos. 2,15), og det betyder, at vi - dybest set - ikke ejer noget, Gud ejer alt - som Sal 24:1 siger det:  Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren -

Af og til siges det - med rette - om det kristne menneskesyn, at det bl. a. bygger på en ”forvaltertanke”, og at vi kollektivt er forpligtet på at forvalte denne verdens mangfoldige rigdomme af forskellig slags og at den sandhed gælder alle mennesker - uanset tro og kultur.
Så vi alle er sat til sammen at forvalte verdens rigdomme, og hvordan vi så gør det skal vi også - i en fremtidig prædikenserie - komme lidt ind på, så den lader jeg ligge her i dag.

 

Vi er forvaltere af økonomi.

Jesus talte mere om penge end noget andet emne bortset fra Guds rige.
11 ud af 39 lignelser omhandler penge og hvert syvende vers i Lukasevangeliet omhandler penge, og Jesu ord fortæller samtidig noget om vores forskellige reaktioner på det at forvalte penge, nemlig --
- at nogen vælger rigdom frem for discipelskab (Matt 19,16-22 - Den rige unge mand)

- at nogen giver (lunkent) af sin overflod (Luk 21,1-4 - de rige)

- at nogen gerne deler med andre (Joh 6,1-15 – drengen og bespisningsunderet)

- at nogen giver af sin fattigdom (Luk 21,1-4 – den fattige enke)

 

En videnskabelig undersøgelse bekræfter en sammenhæng mellem giversind og lykke.

I det amerikanske magasin Science skriver den canadiske social psykolog Elizabeth Dunn, hvordan hun gennem en del undersøgelser har fundet det bevist, at der er en sammenhæng mellem personlig lykke og det at give (feks. penge) til andre.

I sine studier har Dunn bl. a. givet nogle studerende nogle penge og sagt, hvad de skulle gøre med dem.  Nogle skulle bruge dem på sig selv, og andre fik til opgave at give pengene videre til andre.

Undersøgelsen viste så - ikke overraskende - at dem, der gav pengene til andre følte sig lykkeligere, end dem, som brugte pengene på sig selv, og at lykkefølelsen blev større, jo større beløb forsøgspersonen skulle give videre.

 

Vi er forvaltere af Guds mangfoldige (nådegaver)

Jesus nævner i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,14-30), at vi har fået rigdomme at forvalte. Ikke blot skabelsens rigdomme, men også frelsens rigdomme, og som Peter siger det: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal - enhver af jer tjene de andre (1Pet 4:10)

Så vi er dobbelt privilegerede, og det forpligter.
Gud prøver vores forvalterskab for at se, om Han kan betro os mere (Luk 16:10f) ”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. v11 Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi?”

Igennem den forløbne uge, hvor jeg har gået i det her ”forvalter prædikenmode” er der et ord, der har rumsteret i mit hoved og som kom igen og igen, og det var ordet ”tiende”, og det har jeg så læst lidt om.

 

Om tiende (og det at betale tiende) omtales omkring 500 gange i Bibelen. Det hedder i en lovtekst (3. Mos. 27,30): ”Al tiende af landet, både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren. Med hensyn til tiende af køer og får, af alt som passes under hyrdestaven, skal hver tiende dyr være helliget Herren”.

Det betød, at den tids landmænd skulle betale 10 % af sin høst, af korn, vin og oliven til templet i Jerusalem og 10 % af dyreholdet, og det kunne for nogens vedkommende godt løbe op til omkring 23,3 procent (har jeg læst).
Hvem sagde billigt sluppet, jf dagens skattetryk?

Og det var der så nogen, der snød med, så skattesnyd er altså ikke en ny foreteelse.
I Malakias´s bog (kap. 3) stiller Gud det retoriske spørgsmål: ”Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? Og folket svarer: »Hvordan bedrager vi dig?« og hertil er Guds svar: ”Med tiende og afgifter.

Men så giver Gud et bemærkelsesværdigt løfte: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.

 

Hvorfor inddrager jeg nu det her med tiende i min prædiken  om forvalterskab?

 

Jo, som en slags opfølgning på det, at vi var mange, måske en 80 stykker, der deltog online i et UNIK-forløb over 4 aftner, hvor vi begyndte med en test, der afdækkede noget af vores personlighed, og jeg fandt ud af, at jeg er en ”ENFP´er - aktivist”, og er blandt de 7%,  som er -  (citat) ”- en fri sjæl, der glæder sig over de sociale og emotionelle forbindelser, de skaber til andre”.

 

Hvad var du og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” så at sige af det - dele ud af det - lade andre mærke det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

  1. aften handlede om vores personlige vandring med spørgsmålet: ”Hvad har ledt dig hertil og hvem har hjulpet dig hertil”, og det var en aften, der var med til at skabe klarhed over, hvordan vi som enkeltpersoner er nået ”hertil” i vores liv.

 

Hvad er din historie og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” af det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

  1. aften handlede om de femfoldige tjenester, apostel, lærer, profet, hyrde, evangelisten og aftnen bestod bl. a. af en test på 80 spørgsmål, som gav os alle en fornemmelse af, hvor vi var i forhold til disse veldefinerede åndelige og bibelske tjenester (Efes. 4)

 

Hvad kunne du genkende i dit liv af disse tjenester, og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” af det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

  1. aften var der så en opfølgning, hvor vi havde mulighed for - i grupperne - at følge op på de foregående aftner og måske lægge en plan for, hvordan jeg/vi ville og/eller kunne forvalte de ”pund”, der blev mig givet, og som vi sang om i indledningssalmen.

 

En dyb indånding

 

Måske undrer nogen af jer sikkert over den tekst, jeg har valgt til at belyse forvalterskab, men jeg synes den indeholder nogle gode hints om forvalterskab. Lad os læse om Abrahams tjener Eliezer (Navnet er omtalt i 1. Mos 15):

 

Læn dig tilbage og lyt: (1. Mos 24,1-27)
Abraham var blevet gammel, højt oppe i årene, og Herren havde velsignet ham på alle måder.  Nu sagde Abraham til sin træl, den ældste i hans hus, ham, som stod for alt, hvad han ejede: »Læg din hånd under min lænd, så vil jeg tage dig i ed ved Herren, himlens og jordens Gud, på, at du ikke må tage en kone til min søn blandt de kana'anæiske kvinder her, hvor jeg bor.  Men du skal rejse til mit land og min slægt og hente en kone til min søn Isak.«  Trællen sagde til ham: »Måske vil kvinden ikke følge med til landet her; skal jeg så bringe din søn tilbage til det land, du forlod?«  Men Abraham svarede: »Vogt dig for at bringe min søn tilbage dertil!  Herren, himlens Gud, som tog mig fra min fars hus og fra mit fædreland, og som talte til mig og tilsvor mig, at han ville give dette land til mine efterkommere, han vil sende sin engel foran dig, så du kan hente en kone til min søn derfra.  Hvis kvinden ikke vil følge med, er du løst fra din ed til mig. Men du må ikke bringe min søn tilbage dertil!«  Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd og gav ham sin ed på det.

Trællen tog nu ti af sin herres kameler, og han tog alt godt med fra sin herre. Så begav han sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.  Ved brønden uden for byen lod han kamelerne lægge sig; det var hen imod aften, ved den tid kvinderne går ud for at hente vand.  Så bad han: »Herre, min herre Abrahams Gud, vis den godhed mod min herre Abraham, at det må lykkes for mig i dag.  Her står jeg ved kilden, hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand.  Når jeg nu siger til en pige: Ræk mig krukken, så jeg kan få noget at drikke, og hun svarer: Drik bare! Jeg vil også give dine kameler vand, så er det hende, du har bestemt til din tjener Isak. På den måde kan jeg vide, at du viser godhed mod min herre.«

Næppe havde han sagt det, før Rebekka kom gående med sin krukke på skulderen. Hun var datter af Betuel, som var søn af Milka, der var gift med Abrahams bror Nakor.  Pigen var meget smuk. Hun var jomfru og havde aldrig været sammen med en mand. Hun gik ned til kilden, fyldte sin krukke og gik op igen.  Trællen løb hende i møde og sagde: »Giv mig noget at drikke af krukken.«  Hun svarede: »Drik, herre!« og tog hurtigt krukken ned i hånden og lod ham drikke.  Da han havde slukket sin tørst, sagde hun: »Jeg vil også øse vand op til dine kameler, så de kan få slukket deres tørst.«  Hurtigt tømte hun krukken i truget og løb tilbage til brønden og øste vand op til alle hans kameler.  Manden stod tavs og betragtede hende for at se, om Herren havde ladet hans ærinde lykkes eller ej.  Da kamelerne havde slukket deres tørst, tog manden en næsering af guld, der vejede en beka, og to armringe af guld, der vejede ti sekel; dem satte han på hendes arme.  Så sagde han til hende: »Sig mig, hvem du er datter af! Er der plads til, at vi kan overnatte i din fars hus?«  Hun svarede: »Jeg er datter af Betuel, som Milka fødte Nakor.«  Og hun fortsatte: »Vi har rigeligt strå og foder, og der er også plads til at overnatte.«  Da bøjede manden sig dybt for Herren og sagde: »Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud, fordi han ikke har svigtet sin godhed og trofasthed mod min herre. Herren har ført mig ad vejen til min herres brors hus.«

 

Jeg sad og tudede, da jeg læste denne fantastiske beretning om en forbilledlig forvalters liv og tjeneste

 

Og hvad var det så han kunne, og som er et forbillede for os som forvaltere i dag?

 

  1. Eliezer administrer, hvad hans herre ejer

v2 ”Nu sagde Abraham til sin træl, den ældste i hans hus, ham som stod for alt, hvad han ejede”:
Det fortæller os noget om den dybe respekt vi skal have i forhold til det, som Gud i sin kærlighed og ved sin ånd overlader til os og betror os.

 

”Hvad oplever du, at Gud har overladt til dig og betroet dig? Det være sig ejendom(me), virksomhed, uddannnelse, økonomi m.m. og som han har sat dig til at forvalte?”

  1. Eliezer er rede, villig og klar, da hans herre har brug for ham.
    v10 ”Så begav han sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim”.

 

Er du klar til at handle på det kald Gud måske har vist dig gennem det forløbne UNIKforløb har givet dig?

  1. Eliezer kender helt sin herres vilje

v4 Men du skal rejse til mit land og min slægt og hente en kone til min søn Isak.«

Eliezer var stålsat på at kende og løse opgaven, og er på den måde et godt forbillede på det ønske, der også skal leve i os i forhold til Guds plan og vilje med vores liv.

 

Hvad tænker du om din egen evne og vilje til at kende Guds plan og vilje med dit liv, og hvor meget vil du sætte ind på at få klarhed over det, så du kan ”forvalte” Guds vilje i dit liv?


  1. Eliezer ”binder” sig selv med et løfte

v9 Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd og gav ham sin ed på det.

Han holder hvad han lover i forhold til Abraham.
Jeg tænker, at her er en side af vores gudsliv, som vi ikke helt er fortrolige med, selv om Præd. 5,3 siger: ”Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber!  – så er der mange, der har svaret på Guds kald og indgået så at sige en pagt med ham i tro, en pagt som mærkede dem og andre for livet!

 

Hvad har Gud evnt kaldet dig til, og hvordan forvalter du det kald og evnt. det løfte du måske har givet Gud på den baggrund?

  1. Eliezer bøjer sig under sin herres vilje og omgiver og styrker den med sin egen personlige bøn.

v12 Så bad han: »Herre, min herre Abrahams Gud, vis den godhed mod min herre Abraham, at det må lykkes for mig i dag --  

Han kendte betydningen af, at hans bøn var hans herres bøn, og det giver os en fornemmelse af, hvor vigtig det er, at vores bønner er afledt af de bønner, der ligger på Guds hjerte, og at vi forvalter vores liv ud fra disse bønner?

 

Kender du til den side af din bøn, at Guds bøn bliver din bøn?

  1. Eliezer lever et liv i lovprisning

v26 Da bøjede manden sig dybt for Herren v27 og sagde: »Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud, fordi han ikke har svigtet sin godhed og trofasthed mod min herre -- ”
Eliezer er en lovprisende tjener, og det fortæller os meget om betydningen af, at vi lever vort liv med den lovsang i vore hjerter, at Gud er den første og største, og at han fortjener at blive tilbedt, og er der nogen bedre måde at gøre det på end gennem lovsang!
Her er hyrdedrengen og senere kongen, David, et klart forbillede for os på, hvordan et liv i lovsang kan se ud, og hvordan vores forståelse af Gud kommer til udtryk gennem vores lovsang jf. Sl. 33,1: ”Bryd ud i jubel for Herren I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne”.

Kender du til det, at lovsangen fylder i dit liv og at du ”forvalter” lovsangen i dit liv?

Alt sammen fører Eliezers tjeneste og kald til det vidunderlige resultat: v. 60: De velsignede Rebekka og sagde til hende: »Måtte du, vor søster, blive til titusinders tusinder og dine efterkommere erobre deres fjenders porte!«

v67: - ”og Isak førte Rebekka ind i sin mor Saras telt og tog hende til kone. Isak elskede hende og kom over sin mors død.”


Hvad har du oplevet som en frugt af din tjeneste, din forvaltertjeneste? Hvad er der sket i dit ”Saras telt”?

 

Amen

 

 

 

Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker fra min prædiken i Silkeborg Oasekirke den 21. okt. 2018

 

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukasevangeliet 13,1-9

 

 

Hvad lægger I særligt mærke til i denne tekst?

Kig på den et øjeblik.

Tal med sidemanden om hvad du lagde mærke til.

Jeg er faldet over tre ord. Det ene er ordet ”omkomme”, som overgår nogle mennesker på forskellig vis (en henrettelse og en ulykke) og som også kan overgå figentræet.

Det andet ord er ”omvendelse”, og det tredje ord er ”frugt” - tre ord, der er med til at bære det, jeg vil dele med jer i dag

Jesus har taget den alvorlige mine på i dagen tekst, ikke bare i forhold til dem, Pilatus brutalt har henrettet, eller de 18, som tårnet i Siloa væltede ned over, næh - mere det alvorlige, som Jesus - hele to gange - siger: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

Det fortæller os at der er noget, der er værre end de to omtalte ulykker, nemlig det, som Biblen kalder den evige død, fortabelsen, døden, der for tid og evighed parkerer os på fortabelsens sæder, i Helvede, i al evighed, borte fra Gud, og den forbandede plads får man, hvis man - som Jesus siger det - ikke omvender sig, ikke vender sig mod Gud, ikke søger frelsen hos ham, ikke søger tilgivelse for sin synd hos ham.

Hvis vi ikke omvender os, kan vi ikke undgå undergangen, katastrofen over alle katastrofer, værre en den, der overgik de stakkels mennesker i Pilatus´s blodorgie og i tårnulykken. 

Pyh ha. Det er hård tale og en dundertale, der vil noget, og når så voldsomme ord af Jesus lyder, så er vi da nødt til at tage det op, og alt andet ville da være at forråde Jesu ord - og hinanden


Omvendelsen.

Opfordringen til omvendelse er et centralt tema i både GT og NT.

Begrebet omvendelse spiller en vigtig rolle i historien om israelitterne og deres forhold til Gud, og folkets overlevelse afhænger simpelthen af, at de holder sig til Herren, til Gud, og GT er fyldt med eksempler på folkets frafald og profeternes stædige insisteren på, at folket igen og igen skal omvende sig til Gud.

Allerede Johannes Døber har en klar holdning til omvendelsen: ” I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” Matt. 3,1

Og Jesus begynder sin tjeneste med nogenlunde samme ord. Da han kom til Galilæa, sagde han »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! Mark 1,14f « eller i Luk. 5,32”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere til omvendelse.«

Også Jesu disciple var klare i spyttet. Mark 6,12: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig”.

Da apostlene efter Jesu død og opstandelse etablerer de første kristne menigheder, læser vi dette: - ”og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre brødre?« (Ap.G 2v38) Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse så skal I få Helligånden som gave. Og Ap.G. 17: ”-- og da Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker at de alle og overalt skal omvende sig v31 for han har fastsat en dag da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed...”

Og helt til sidst i Bibelen hedder det (Åb. 3,3): ”Husk derfor hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det og omvend dig!”  

Ordet omvendelse kommer af et græsk ord, der hedder «metanoia» og som betyder «at skifte sind».

I engelske bibler oversættes ordet gerne med «a change of heart» - et hjerteskift.

Omvendelse handler om et hjerteskift, et sindsskifte, et kursskifte, et retningsskifte, et målskifte, en venden sig til Jesus og følge ham.  

David Benner har skrevet en vidunderlig bog om dette emne. "At overgive sig til kærligheden” og her siger han om processen: ”Omvendelsen vil altid indebære: Opvågnen (hvad!), bevidstgørelse (ok!) og (af)klaring (selvfølgelig!),

Så at omvende sig er at begynde et nyt liv med Gud og på den måde begynde en lang forvandlende rejse.

Mit eget eksempel

Så for mig blev det til en død over det gamle rige, hvor jeget (mit ego) herskede og en opvågnen til et nyt liv og en overgivelse til Gud, en laden Jesus blive polen for mit hjertes kompas.

En del vil som jeg skrive under på, at omvendelsen blev et skelsættende møde med Jesus.

Men se. Det kan godt være du sidder her og siger: i 1987 gav jeg mit liv til Jesus. Og så?

Ja, så vil jeg gerne sige, at så let slipper man ikke, for Luther ånder os i nakken og taler frimodigt om en daglig omvendelse, et kald til at vende sig til ham og overgive sig til ham hver eneste dag i livet.

Ørkenfaderen Antonio  (250-350) sagde således: ”- Hver dag må jeg sige til mig selv, at i dag begynder jeg!”

Omvendelse er en livslang forvandlende proces og der vil ikke gå en dag uden at du og jeg stilles i valgsituationer, i valget: Er det her noget, jeg skal vende mig fra?

For kort tid siden tog Irene og jeg en beslutning – Vi ville ikke se TV før vi kom hjem fra Sri Lanka.

Jeg tror vi alle hver eneste dag står overfor udfordringer, som kalder på et valg. Skal det her styre mit liv eller hvad? Tør jeg sige nej til Facebook, bilskift, det ofte meningslæse tidsfordriv, de heftige tid(s)røvere af forskellig slags, og som stjæler tiden til fordybelse, bibellæsning bøn osv.. Var den handling her nødvendig? Hvorfor tog du ikke det her valg i stedet for?

Daglig støder vi på små og store beslutninger og mange af dem blander vi måske slet ikke Gud ind i.

Men er det rigtigt at holde Gud udenfor?

Daglig omvendelse og overgivelse til min Herre og skaber, til min frelser, Jesus Kristus og hans ubetingede kærlighed vil forvandle både dit og mit hjerte og med tiden også din og min vilje, og den guddommelig kærlighed vil sætte dig og mig i stand til at foretrække Guds vilje frem for vores egen, og denne daglige omvendelse gør, at vores kristenliv bliver mere end et selvhjælpsprogram, bygget på anstrengelse og beslutsomhed.


Frugterne og Guds tålmodighed

Det sidste jeg skal vende med jer, er en følge af omvendelsen - det er at bære frugt som kristen, og vi har en fin detaljeret beskrivelse af en vingårdsejer, der i vingården har et ufrugtbart figentræ, som han rimeligt nok dømmer til døden med nogle velplacerede øksehug. Rimeligt nok, da den er plantet i en vingård, med dens fine muld, og den fine pasning den samtidig får betyder, at et sådant figentræ normalt er vildt frugtbar, og giver nogle fede frugter (min biologilærer fortalte mig i 1971, at figner er en de frugter, der indeholder næsten alt, hvad vi har behov for af næringsstoffer).

Trods den truende dødsdom beder gartneren for træet, og får lov til at grave, gøde og rodbehandle, (chokbehandle den) ved at skære rødderne af den i nærheden af stammen. Denne chokbehandling fik ofte træerne til at sætte nye rødder og frugt.

Hvad vil Jesus fortælle os med den lignelse?

At gartneren er Jesus, der går i forbøn for os er uden tvivl, hvad Jesus vil fortælle med den lignelse, og at han jo på sin vis rammer plet med beskrivelsen af os, som nogen, der har rødderne i fed og næringsrig jord, og hvor vi er placeret i et godt land med velstand på alle hylder, gode kirker, gode familier måske, gode uddannelser, gode interesser, og så alligevel kan vi ved et ærligt (selv)eftersyn, se, hvor ufrugtbare, vi ofte er i den vingård, som Gud har sat os i, men hvor vi ofte ikke bærer den frugt for Gud, frugt for Guds rige, som Gud ønsker af os.

Kan ikke dy mig for igen at trække Johannes Døberens udsagn frem, hvor det hedder i Matt 3,8f: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, --  Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

Av den sved, men rammer jo egnt ganske meget plet i forhold til vores liv, og er på mange måder et godt billede på vores liv.

Men frugterne kommer ikke af, at vi tager nogle tungere (åndelige) håndvægte, hopper i (det åndelige) træningstøj eller begynder at stramme os an.

Næh frugterne fremkommer på den måde, som Jesus omtaler i Johs 15,4: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.   

Det betyder udlagt at Gud i sin kærlighed ønsker at plante vores livtræ, vores figentræ i Guds rige og at det forventes, at vi sætter og bærer omvendelsens frugter: tro, lydighed, ydmyghed, næstekærlighed eller som Paulus siger det i Gal 5,22:  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. – og meget andet, som Gud i sin nåde vil skænke, men findes frugten ikke, trods Herrens overbærenhed og tålmodighed, så falder dommen, hammeren, øksen.

Vi skal ikke stå ufrugtbare i Herrens vingård, og ikke udsætte troens liv og praksis til engang vi får tid eller til engang, når vi på vores gamle dage er mere »modtagelige« for Jesus og hans ord.

Vi må gribe Jesus, gribe ham i nuet og leve det troens liv, som Gud forventer af os, for da sætter troen frugt.

Der var engang en grafitti, der lød: "Du har ikke en chance. Brug den!"  - men Jesus siger: "Du får en chance. Brug den!"

Gud giver os ofte en frist. Denne frist vil gartneren (Jesus, menigheden, Helligånden) bruge, og gartneren vil grave omkring træet og gøde det.

Og i denne "fristtid" vil han igen og igen forkynde sit glædelige evangelium om livet i Guds rige og kalde mennesket til omvendelse, tjeneste og frugt.

Et profetisk ord til slut: ”Tro på Gud og tro på mig! Lad min Ånd røre dit hjerte, så ordet må slå rod og forvandle dig fra at være en der skal hugges om til at være en retfærdiggjort synder, der må leve og bære frugt for mig ved min ånd, lyder det fra Herren”.

Amen

+ Kirkebøn

 

En hel central plads i den kristne kirke har korset.
Læs her mine refleksioner over hvad korset betyder - (min langfredagsrefleksioner i Silkeborg Oasekirke
)


Refleksion langfredag 2020

I dag er det langfredag. Kirkeårets mørkeste, tungeste og tilsyneladende mest håbløse dag - dagen hvor Jesus modtager en uendelig strøm af ydmygelser, hån, spot, pine, smerte, ensomhed,  angst og død - en dag, hvor fjenderne tilsyneladende har overtaget, og hvor mørkets kræfter raser og skriver dagsordenen.  
Tilsyneladende er Jesu død på korset en rå og brutal henrettelse, men vi kan og skal samtidigt i hans død se Guds herlighed, Guds kærlighed og nåde.
Korset er både et tegn på menneskers ondskab men også et tegn på Guds frelse og derfor har korset i dag fået en anden betydning end det rå henrettelsesinstrument, som det var for romerne, og som de rask væk udførte på ”ikkeromere”.
Men da korset - og den tiltænkte død -  ikke kunne sejre over Jesus, har korset fået en helt anden betydning, ja faktisk forstås korset nu som det modsatte, nemlig som et sejrens og magtens tegn.
Kejser Konstantin den Store (272 - 337) var den første, der som et udtryk for magt satte et kors på sit rigsæble, og andre kristne monarker har fulgt samme mønster.  Korset står på toppen af Christiansborg - vort Folketing - og mange andre steder (feks. også i Statsministeriets og Finansmisteriets monogram).
Ja og et utal af korssymboler er gemt i musikken, malerkunsten, litteraturen og jeg går ikke for vidt ved at sige, at korset stadig kan fascinere, men også nogle gange bruges lidt overfladisk, feks i smykkeproduktion og krucifiksfremstillinger.
Et eller flere kors blev hurtigt en vigtig bestanddel af kirkelige embedsinsignier og indgår på utallige måder i smykker og ornamentik feks. på Jellingestenen, det keltiske kors m.fl. steder.
Et korsmotiv ses ofte på middelalderlige mønter, og mange kirkers grundplan er korsformet. I ældre tid "underskrev" folk, der ikke kunne skrive, sig ofte med et kors, fordi det opfattedes som forpligtende.

 

Den opstandne Kristus og Gudslammet er ofte gengivet med en korsfane, og efterhånden blev korsflag almindelige og er i dag kendetegnende for de nordiske lande.

 

Korset er også blevet brugt som afværgemiddel mod alt ondt: På stalddøren, for at kreaturerne ikke skulle blive forhekset, på bunden af kærnen og i bryggekarret, for at smørkærningen og ølbrygningen ikke skulle mislykkes, i dejen, for at bagningen skulle gå godt.

Korset kunne også bæres på kroppen som en amulet, og hvis man mødte et spøgelse eller noget andet overnaturligt, kunne man værge sig selv ved at korse sig.

 

Hvad betyder korset for dig?

 

I Silkeborg Oasekirke har vi en plan lige nu - i disse onlinetider - at ringe hinanden op og ønske hinanden en glædelig påske.

 

Jeg har kontaktet en del personer og bedt om deres holdning til korset - til Jesus kors - og den første jeg har spurgt er den gamle profet Esajas, og blandt mange ting i hans svar var der særlig noget jeg bed mærke i:  
Han skriver bl. a. : Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, vi regnede ham ikke for noget.

Det var vore sygdomme, han tog, han bar vore lidelser, vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud, men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

 

Godt svar synes jeg

 

Jeg kontaktede også Paulus, men han kunne slet ikke får stoppet igen og han havde godt nok mange ord i sin magt.
Han fortalte bl. a. at ”Jesus stiftede fred ved korsets blod", og ”Gud viser sin kærlighed mod os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere".  
Og om ”et skyldbrev, der ødelægges” men også om, at ”den troende er begravet med ham ved dåben til døden, og oprejst med Kristus, - at Jesus blev korsfæstet på grund af synden, kødet, det gamle menneske, verden, loven.

 

Pyh ha, man bliver helt forpustet når man nærlæser hans forklaringer på, hvad Jesu død på korset betyder.

 

Han fortsætter bl. a:  Men ”De onde åndsmagter er besejret ved Kristi værk på korset. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, idet han viste sig som sejerherre over dem på korset”,

Ja, som ”en sand triumfator lader han de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, for at vise hele universet sin sejer over hele fjendens vælde”.

 

Han render godt nok ikke tør for store ord om, hvad korset betyder, den gode Paulus.

 

Irenæus

Jeg fik også fat i en af kirkens gamle tænkere og fædre - Irenæus (130-ca. 200), og han svarede:
”Og fordi han selv (Jesus) er den almægtige Guds Ord, som i den usynlige skikkelse er hos os, har han på trods af menneskets svaghed og synd, genoprettet den oprindelige gode skabelsestilstand og fører verden og mennesket til fuldendelse gennem Kristi gerning.”  Jow, og tak for de ord, og så bad han mig huske på følgende: "Vor Herre Jesus Kristus, Guds ord, blev i sin grænseløse kærlighed, hvad vi er, for at gøre os til, hvad han selv er". (Den gentager jeg lige):

 

Arnoulf af Louvain (salmedigter og abbed (ca 1200–1250) er ophavsmand til 3 væsentlige salmer: Hil dig, Frelser og Forsoner, O hoved, højt forhånet og  Jesus, jeg dit kors vil holde  --- han skriver sådan tilbage:

 

Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!  ------------

Min Jesus, du er såret

for mine synder så,

jeg burde have båret

den straf, som på dig lå;

se hid, her står jeg arme,

fortjente vredens ris,

min Gud, dig dog forbarme,

din nådes glimt mig vis!

Johan Hus, der 6. juli 1415 blev brændt på bålet beskyldt for kætteri. Han nævner for mig:

Jesus Kristus er til stede!

Han fra os har vendt Guds vrede;

med sin pine, med sin død

fri'r han os fra evig nød.

 

Doktor Martin Luther (1483 – 1546) svarer også godt for sig

”Gud kræver ikke noget for noget, og Guds retfærdighed er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed. Det er ikke en streng og dømmende retfærdighed, men en nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker gratis, blot de tror på, at Kristus har frelst dem”.

 

Thomas Hansen Kingo (1634 – 1703) dansk biskop og salmedigter svarede sådan her:
”Du kan i tillid og i tro

nu for Guds ansigt træde,

thi Jesus ved sit korses blod

har fred med ham oprettet,

og i den dyrebare flod

er al din synd aftvættet.”

 

Sangskriveren J. Santon fra Christianshede ved Bording (død i 1944):
”Han elsker mig, det vidner korset om;

der bar han verdens synd og straffedom,

han lod sig dræbe der i syndres sted;

det var beviset på hans kærlighed”.

 

Kirkelig debattør Mogens Mogensen fra Christiansfeld (født i 1950):

Korset er et symbol på troen på Guds nådige tilgivelse og en ny begyndelse, en kærlighed, der griber os og forvandler os og har i sig håbet om, at kærligheden sejrer over ondskab og død.
Korset er ikke bare det symbol, som for eksempel markerer en bygning som en kirke, men er først og fremmest det vigtigste orienteringspunkt for os, når vi tænker kristendom og kirke.

 

Peter Hansen, konverteret muslim fra Iran, PT Kærshovedgård svarer (på engelsk) på mit spørgsmål: Hvad betyder korset - Jesu kors for dig? – ”Hello the cross is a sign of love for me because Jesus Christ forgave us all our sins on the cross”
Ja så enkelt kan det siges af en ny kristen

 

Jeg skrev til mig selv, og jeg svarede følgende:

”Jeg bær på et ord i den forbindelse og det er ordet forsoning, fordi korset er – også - sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.

Ved korset er gærdet, skillevæggen, revet ned mellem jøder og hedninger, mand og kvinde, træl og fri, dem, der er nær og dem, der er langt borte.

Den gammeltestamentlige lovpagt er afviklet.
Hele skaberværket er ved korset forsonet og forløst, og vi ser frem mod en total nyskabelse og genfødsel af verden og skabningen.
Korset fremtræder, hvor vi end møder det, som et tegn på Guds tilstedeværelse og på hans vilje til at forsone sig med verden med dig og mig.

 

Bøn: Herre Jesus, vi priser dig fordi du blev hånet og foragtet for vores skyld! Tak at du gik i vores sted og forsonede os med Gud ved din død på korset! Vi beder dig om at vi må fatte lidt af din store kærlighed til os gennem det vi nu skal høre. Amen.

 

 

Det har altid en pris at følge Jesus.
Jeg har reflekteret lidt over teksterne til St. Stefansdag
(2. Juledag), som godt kan virke noget provokerende for os, hvis vi ikke er villige til at spørge os selv: Hvad må det koste. Her kommer det


Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matthæusevangeliet 10,32-42

 

 

Juledagene har helt sikkert for de fleste af jer været præget af familie, fred, fest, fede retter, glæde, salmer, bibeltekster og hørt profetier om fredskongen, ”der skal brænde hver støvle, der tramper og hver kappe, der er sølet i blod.”
Vi har sunget med på englenes lovprisning ude på marken: ”Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser født”.

Og det har vi sammen gjort med stor glæde i samlet flok og på den måde sammen løftet vores lovprisning og tak til Jesus, frelseren, der fødtes julenat

Og så møder vi op til gudstjeneste i dag og møder det her: ”Jeg er kommet med sværd” - ”kors og efterfølgelse” - ”splid mellem en mand, far, datter, mor, svigerdatter, svigermor, mand, husfolk”

Hva´ er nu det for tekster?

 

De er såmænd teksten fra 2. juledag 2. tekstrække

Skulle man ikke vide bedre, så tænker man, at der tale om to forskellige ”trosretninger”:

En retning med Fredsevangeliet og en retning med Stridsevangeliet, og hvordan skal vi lige forstå den dobbelthed?.

 

(Et lille forklarende indskud)
Først er det måske ikke kendt for alle, at teksterne til 2. juledag (også kaldet St. Stefansdag), var den oprindelige tekst på årets mørkeste dag/tid og da gav det god mening, at lægge Stefanus´s martyrdød (og på den måde fortælle historien om martyrerne, og den ultimative pris mange måtte betale for at tro på Jesus.
Husk på, at de første 300 år levede kirken under forskellige romerske kejseres forskellige grader af undertrykkelser.
Herefter (300 – 600) var der en fredstid med store vækkelser og udbredelser af evangeliet til stort set hele Europa, Nordafrika, Centralasien og Indien.
Men fra ca. år 600 (med Muhammeds voldelige hærgen og fremad - kulminerende med Islams storhedstid omkring 1200tallet, hvor Islam bredte sig i et bredt bælte fra Nordafrika hen over Tyrkiet Persien, Pakistan, Indien (Bangladesh) og Indonesien) blev det en meget vanskelig tid for den kristne kirke, og det er stadig billedet, at ca. 250 millioner kristne i disse lande lever under pres (hver tiende kristen!)

 

(Tilbage til emnet efter dette indskud)

Den romerske kejser Aurelian (gen)indførte fejringen af guddommen Sol Invictus i år 274 den 25. december, og det blev inspirationen for de kristne, som i 300-tallet begyndte at fejre Jesu fødselsdag på samme dato, men der lå jo i forvejen martyrfesten (St Stefansdag - 2. juledag), og det er forklaring på ”sammenstødet”. Sct Stefansdag var der først, og man har ikke villet fjerne St. Stefansdag og den effekt, året mørkeste tid har på alvoren ved at være kristen, så nu har vi koblet dem sammen de to dage, og det giver også en god og realistisk mening.

(Nå det var lidt historie)

 

Tilbage til min optakt med fredsevangeliet og stridsevangeliet, for ja, julen handler om Guds søn, der blev sendt på fredsmission med Fredsevangeliet, til en verden, der dog kun ville have fred på sine egne betingelser, og kun kort tid efter sin fødsel, var Jesus politisk og religiøs flygtning med en gal dødende Kong Herodes i hælene, eller som evangelisten Johannes skriver i sit juleevangelium: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. (Johs 1, 11).

 

Det er uimodsigeligt, at med barnet i krybben indvarsledes verdenshistoriens største krigserklæring med et tydeligt stridsevangelium, og vi kan næsten høre Gud sige: ”Jeg har skabt verden, verden tilhører mig, verden skal ikke fortabes, men frelses – fingrene væk, Satan, død, løgn, synd og alle fordærvsmagter - fingrene væk, for jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!«. (Sal. 2)

Men der var store omkostninger ved den investering som Gud gjorde i sin søn Jesus, og Jesus blev selv efterstræbt og forfulgt som den første i den kamp, lige fra Kong Herodes forsøg til Pilatus godkendelse af hans død på korset, men inden da blev hans kærlighed gengældt med had, løgn, misundelse, tortur og en ekstremt smertefuld død, og han blev forfulgt uden grund, siger Johannes (Joh. 15,25).
Han nåede dog målet, men undervejs mistede han – ja betalte han en høj høj pris – men han fandt også de perler, han søgte, og drog dem til sig, og lovede dem, at han ville være med dem indtil verdens ende

De perler er os, Guds kongebørn, Jesu disciple, os, der tilhører Kristus, og vi er sammen sat ind i et forløb, vi som menighed og fællesskab tager sammen, et fællesskab med Jesus, der skabte og skaber en ny menneskehed, en ny (2 Kor 5, 17).

Og dette nye manifesterer sig i overbevisning, i handling og i bekendelse, som vi sammen er kaldet ind i, udrustet af ordet og fyldt af Den Hellige Ånd.

Men det fredens evangelium, som vi har fået betroet, er blot ikke altid fredsommelig, for bekendelsen af Jesu navn har aldrig vinden i ryggen, for i medvind skabes hverken martyrer eller modstandsfolk, og det er under ydre modstand, at troen vokser stærkest, og når bekendelsen bliver lavmælt og ængstelig, tager fornægtelsen let over.
Når kirken får vinden i ryggen, holder man op med at regne med den, og den troens brand og ild, den kristne modild, som lyser i mørket og varmer i kulden, vil der altid være rettet mod mange kræfter imod for at slukke, og ofte krydses der klinger ved dette lys, ved denne ild, og hvor ordets og åndens sværd, Åndens ild, Åndens modild er til stede, der trækkes ofte en skillelinje mellem sandhed og løgn, lys og mørke, fred og ufred, og på den vandring vil vi sammen se hen til Jesus, ” troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.  Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet ” Hebr. 12,1-3:

 

At gå ”Jesusvejen” troens vej, betyder at tage sit kors op og gå samme vej som Jesus, og på denne vej er der noget, man mister, og noget, man finder, og det kan ikke være anderledes, og den vandring tager vi sammen, vi gør.

 

PPT: Kaj Munk siger i en prædiken: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet. Den bider og river og slaar. Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk. De skal ikke have Sandhed, men Sofa” (s. 204 i Kaj Munk mindeudgave Prædikener).
Tænk, hvis Kaj Munk havde tiet stille, da den daværende kirkeminister på vegne af tyskerne beordrede ham til at tie stille.


PPT Luther er blevet citeret for at have sagt: ”Hvis vores evangelium bliver modtaget i fred, så er det ikke det sande evangelium”.
Og man må sige, at han om nogen oplevede, hvordan evangeliet delte, for det evangelium, den sandhed, han prædikede, bragte ikke fred, men derimod skabte det den største splittelse i kirkehistorien, men også samtidig begyndelsen til den verdensomspændende mission og vækkelse vi i disse år er vidner til.
Tænk, hvis Luther havde tiet stille, bare for den gode stemnings skyld, for fredens skyld?

 

Som kristen, som Kristi menighed må vi sammen stille os det spørgsmål: Hvor meget betyder Jesus for os?
Hvor meget må det koste?
Hvad er vi villige til sammen evnt at give afkald på (økonomi, tid, bøn m.m.)?  - fordi Jesus bare er mere værd for os, end noget af det, vi har/bliver tilbudt os.
Hvad ønsker vi sammen gi´ og bringe af ”ofre” til og for den Jesus, som opgav alt og ofrede sig for os? Og som vi synger glødende og inderlige lovsange til?.


Er vi villige til ikke så meget at tænke på reaktionerne på, at vi kendes ved Jesus overfor mennesker – at vi forkynder sandheden i ord og gerninger?

Vi vil sikkert sammen møde gode reaktioner, men også ligegyldighed, fjendtlighed og tilsidesættelse.
Men så tænk på, at Jesus har mødt alle de reaktioner før os og sejret.

Vi har fået et par profetier med et kald til at gå til dem, Gud kalder os til at gå til – med frimodighed
Det hørte vi fra Betina Meldgaard 4. sø. I advent.
Dianne Kampp har delt et lignende budskab med os om, at vores næste venter på os, og at kongens ærinde har hast.

 

Sammen vil vi kalde på en ny villighed til at følge ham og så frimodigt tage med at nogle vil modarbejde os, afvise os, mens andre vil blive velsignet.

Den opgave tager vi sammen, og jeg synes også at vi som menighed er godt i gang og at der er mange i vores menighed, der ”betaler” en god pris og også ”høster” god frugt, og det giver bare så megen energi til vi andre, og tak for det forbillede I er!

Det skal helst ikke siges om vores menighed, at vi ”snød” og valgtede mange

 

At vi sammen kendes ved Jesus i vidnesbyrd, ord og gerning, er det mest afgørende spørgsmål for os, for hvis vi vil kendes ved ham, vil han nemlig også kendes ved os over for sin far i himlen, men hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os over sin far.

Den kamp det er ”at kendes ved ham” tager vi som menighed sammen og forventer at Gud ved sin ånd leder os.

Teksten og lektien i dag handler om hengivenhed til Jesus uanset hvad prisen så end er, og indeholder et kald til, at tjene ham på en sådan måde, at mennesker omkring os må få øjnene op, at Jesus også er deres frelser.
Må det mærkes på vores medmennesker, at  vi har gode nyheder for og til dem, at Jesus elsker dem og ønsker dem i silt følge, og her er vi så kaldet til sammen ”at dele det største vi har”.

 

Husk Kaj Munks ord: Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk – for de skal have sofa.

 

Hva? Skal det siges om os, at vi er et ”sofafolk” i Silkeborg Oasekirke

 

Amen. Lad os bede

 

 

Jeg vil gerne dele med jer en reflektion over teksten til 1. sø. i advent om Jesu komme

 

Matthæusevangeliet 21,1-9

 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

 

 

 

Hva så præst? Jeg synes du har taget en palmesøndagstekst frem her i dag?

Rabler det ikke lidt for dig?

Jo det kunne man måske godt for en overfladisk betragtning spørge om, men det giver også god mening at tage den frem i dag på 1. sø. I advent.

 

Vi har mange slags år. Et arbejdsår, et regnskabsår, et skoleår, et sabbatsår.

Også i kirken har vi et særligt år. Et kirkeår kalder vi det sjovt nok, og det nye år i kirken begynder i dag.

 

Der er en anden stemning over første søndag i advent end over nytårsdag, for ved et årsskifte kan vi godt føle os lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil bringe os og om vi kan klare os, og vi føler måske lidt vemod over, at tiden går, og år følger efter år og vores liv går på hæld og livsafslutningen toner frem i horisonten.

 

Men sådan føler vi det ikke ved kirkens nytår.

Det føles meget anderledes, for der er vi ikke alene med vores egne tanker, for der hører vi om kongen, der kommer til os, og vi ved, at det nye år vil bringe os mange stævnemøder med den levende Gud, gennem ordets forkyndelse, ved gudstjenester og andre fællesskaber, gennem lovsangen, gennem bønnen, gennem dåb og nadver, gennem fællesskab om troen, og som garant for disse velsignelser er Kongernes konge, der kommer til os, og i hvis evige rige vi som kristne må befinde os.

 

Alene sceneriet fortæller meget om den fantastiske konge vi har i Jesus Kristus, men måske synes vi det er vældig ydmygt, at himlens kongesøn, ham, der har skabt himlen og jorden og har den i sin hule hånd, rider på noget så ”usselt” som et æsel, og det er ikke den måde vi tænker på om statsledere, der har magt til at sætte en hel verdens dagsorden.

Vores dronning kommer i Rolls Royce, EUledere, verdensledere og statsledere kommer mindst i Audi eller Mercedes, og det skal alt sammen udstråle magt og pondus, men det er dog kun fordi vi lever i en verden, hvor der er etiketter for, hvad der skal ske, når statsledere, konger og andre vigtige standspersoner er på farten og lader sig se.

 

Men sådan er det ikke omkring kongerne konge, Jesus Kristus. Han knytter sin kongeværdighed til Biblens omtale i Zakarias kap. 9, hvor der står: ”Bryd ud i Jubel Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter. Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”

 

Jesus kommer ridende på et æsel, men hvorfor så enkelt og simpelt?

Måske kan et lille tidshistorisk tilbageblik være med til at fortælle os hvorfor.

 

Jo se, en rigtig hersker, der virkelig havde magten og ikke frygtede for sin position kom altid på et æsel, og det signalerede, at herskeren kom med fred, og at man ikke havde noget at frygte, og der er billeder og tekster fra det mellemøstlige område, så langt tilbage som for 5000 år siden (altså 3000 år f. Kr.) - fra Tyrkiet i nord og langt ned i de arabiske lande - der beskriver, at når konger, dronninger og – for den sags skyld guder -  skulle fra det ene sted til det andet, i - om man så må sige – officielt ærinde, så foregår det  ikke til hest, ikke i bærestol, ikke i vogn, men på et æsel, et trækdyrs føl, og derfor er det ikke tilfældigt, at det er et ydmygt, for nogle et latterligt ydmygt dyr, æslet, som profeten Zacharias hiver frem af posen til profetien om den nye verdenshersker, Jesus, og som alle evangelisterne refererer til. Men det er det helt rigtige dyr, der vælges - et ridedyr, som en ”rigtig” konge skal ride på, når han kommer på officielt besøg, og det er, hvad der er tale om hin palmesøndag for de mange år siden.

Æslet understøtter den ”ægte og rigtige” konge, der ikke har behov for at ”stive sig af” med heste, soldater, elefanter, Mercedes er eller Audier.

Og Jesus understøtter ekstra freden ved at æslet endda havde sit føl med. Hvor fredeligt.

Æslet og føllet ”garanterer” at Jesus er en ægte og rigtig konge, der ikke kommer med magt, og der er en situation i GT, som belyser og underbygger det.

I 1. Kongebog 1:34f læser vi om striden om tronen mellem Davidssønnerne Adonija og Salomon.

Kong David er gammel og svag, men ikke død endnu. Adonija lader sig hylde til konge med stort gæstebud, hest og vogn og en livvagt på 50 mand. 

Men kong David trodser sin oprørske og magtfulde søn, og fører sin vilje igennem ved at lade sin søn Salomon ride på et mulddyr (krydsning af et æsel og en helst) til Gihonhilden, hvor han salves til retmæssig konge over Israel.

Og vi ved jo også, at han var udvalgt af Gud til konge, og Salomon behøvede derfor ikke at stive sin ”falske” magt af som Adonija.

 

Jesus opfylder og udfylder profetien fra Zak 9 og er den rigtige konge, fredskonge, og selvom der måske var 2,5 millioner, der ifølge nogle bibelfortolkere, var presset ind i Jerusalems gader hin palmesøndag (måske i år 32), og det er da et optog, der er til at få øje på, men vi hører ikke om, at kongen  (Jesus) af den grund vælger at nå sit mål ad nogle sidegader eller i en sen nattetime.

Nej for Jesus lader sig ikke sådan skræmme eller true af ledere, medløbere, folkestemning eller andet.

Hans gør,  som salmedigteren Thomas Kingo i 1689 i DDS 176 siger:

 Dog vil han fri i sinde

mod sine fjender gå;

han ved, han skal dem binde

og evig sejer få.

 

Her er han, som vil løse

hver syndebunden træl;

her er han, som vil øse

trøst i hver bange sjæl.

 

Her er han, som vil favne

dig med sin kærlighed;

her er han, som vil gavne

dig med sin blodig sved.

 

Jesus er ikke et magtmenneske i gængs forstand, og han signalerede en anden konge- og ledelsesstil gennem valget af æsel og føl i modsætning til en fyrig hingst, eller en elefant som hærføreren Hannibal fra Karthago i Den anden Puniske krig i 218 f.Kr.

Jesu ”magt” skulle ikke true og skræmme, og dog er hans magt større end de mest skinnende våben kan demonstrere.

 

Denne verdens magtmennesker har måske nok høje embeder, men i sig selv er de kun mennesker.

Når de tager hjem fra kontoret, så lægger de det fine tøj, så bliver de måske urimelige over for kone og børn, eller de bliver til små mennesker, som ikke kan falde i søvn på grund af bekymringer, trods al den magt de har, når de træder ind på de fine kontorer.

 

Anderledes med Jesus.

Bag hans kongedømme står de rigtige kræfter, hele tiden, men det ved dog mange i dag - som dengang - ikke, men de skal vide, at han lige fuldt i dag er himlens konge, en evig konge, vores konge, og --

han kom og kommer - ikke for at ødelægge, men for at elske.

han kom og kommer ikke for at fordømme, men for at hjælpe og frelse.

han kom og kommer ikke med våbenmagt, men i kærlighedens styrke.

 

Og han er ikke blot til skue, så vi frit kan se på.

Han ønsker at røre ved os, bo i vores hjerter ved troen, og i sin kærlighed og nåde vil han bo og fylde os med en fred, en glæde og en livskraft, som kun han kan give.

 

Det er hilsenen til os denne 1. sø. I advent, at Jesus rider ind i vort nye kirkeår, som frelser og befrier og svarer på hosi­annaråbet og -bønnen: ”Herre frels dog” med et "Det er fuldbragt" .  

 

Og derfor vil vi også på denne dag hylde ham, hylde ham for hans villighed til at frelse og endnu et år drage ind i vores kirkeår med sin nåde og kraft, og derfor skal også vore hosiannaer lyde fra vore hjerter denne dag, ægte og ydmygt: ”Herre frels dog”, men også vort halleluja, vores lovprisning til ham skal klinge, fordi han for os har svaret på bønnen: ”Herre frels dog" med sine mægtige gerninger lige siden, og hvor vi i årtusinder har set og været vidner til, at sejrskræfterne han bruger og udløser i vores sted er virksomme --

at kærligheden sejrer over hadet.

at synden og døden må vige.

at Guds kraft har tilføjet ondskabens fyrste et heftigt nederlag.

at  Helligånden er udgydt iblandt os og virker på en mægtig og overbevisende måde, hvorved Jesus får plads som en tydelig og overbevisende konge i det Gudsrige, han selv har oprettet ved sin død og opstandelse for din og min skyld, og i dette gudsrige er han stadig virkelig og nærværende den samme: Frelseren, den ydmyge, kærlige og samtidig strålende, stærke konge, der også snart kommer igen for at oprette Guds rige i al sin herlighed og i den anledning også skal dømme levende og døde, som vi har sagt det i trosbekendelsen.

 

Som Guds folk har vi en konge, som giver os en evig fred og glæde, og hos den konge må vi søge ly og læ, styrke og ro. 

I os selv er der uro og forandring, og vi skifter tøj efter forholdene, festtøj eller sørgetøj, det fine kontortøj eller det slidte arbejdstøj. 

Men når vi holder os til Jesus, så har vi på en måde i åndelig forstand altid festtøjet på, for festens Herre er kommet, og kommer, og hans nærvær lægger op til fest og glæde i dag som dengang uden for Jerusalem, og den glæde og den feststemning kan ingen tage fra os, og ingen kan frarøve os den styrke og ro, som vi må hvile i, når Jesus er vores konge.

 

Til slut skal nævnes, at indtoget også peger frem mod det helt store indtog, hvor jubelen ikke skal forstumme:

”Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og tungemål. De stod foran troen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på troen, og fra lammet” ÅB 7,9-10.

 

Så tag ikke fejl af Jesus på æslet med føllet.

Han er kongen. Frelserkongen. Han kunne være kommet i magt og herlighed dengang, men så var du og jeg ikke blevet frelst først.

Han måtte besøge os i ydmyghed og løskøbe os, og samle sig et folk, som han kan fremstille dadelfri for sin faders trone.

 

Amen og kort bøn

 

Ord efter Irenes tungetale kl. 9,50 og efter at jeg i morges (30. nov) i sengen havde en fornemmelse af, at der var nogle ord, som måske skulle afslutte min prædiken på søndag. 1. sø. I advent.

Velkommen til mit nye år.

Grund grundigt over inkarnationen, at jeg blev menneske, vandrede iblandt jer og gjorde mit store frelsesværk.

Nytåret vil bringe jer nåde og fred, kraft og kærlighed, vil bringe jer vækst og fornyelse, bøn og lovsang, tilbedelse og ophøjelse af mig, lyder det fra Herren.

Det vil for jer være året med nye kald med mulighed for at udvise mod, vise kraften i min opstandelse og vise, at jeg kan skabe nyt, og at jeg kan genoplive det, der er på vej til at dø, og at jeg kan genrejse fallerede mennesker, som jeg elsker dybt, lyder det fra Herren.

Det nye år vil bringe jer overraskelser, glæder og sorger, sorgen over synd, umenneskelighed og hårdhed i hjerterne, lyder det fra Herren

Men det bliver også året, hvor I skal se mig gøre store ting iblandt jer, lyder det fra Herren.

I vil opleve at komme til kort med jeres egne planer og tanker, og I vil se mig gøre underværker, som I hidtil kun har drømt om, lyder det fra Herren

Husk, at jeg ikke er en slagen Herre, men det er mig, som fører fjenderne i sejrstog sammen med jer, lyder det fra Herren.

Jeg står stadig ved roret i min kirke, mit skib og jeg vil lede jer til fangststederne, lyder det fra Herren.

Tag ikke fejl, jeg er ikke svag og jeg er ikke trådt i defensiven, og denne verdens fyrste skal mærke hvem, der er sejrherren, lyder det fra Herren.

I skal se og følge med i, hvad jeg gør overalt på jorden i disse sidste tider. Folkeslag efter folkeslag vil åbne sig for mit ord, men der vil være megen modstand - som altid - lyder det fra Herren.

Tænk på den sejrende flok, som har nået herligheden og vifter med palmegrenene, lyder det fra Herren. Amen