I Vejle Oasekirke har jeg holdt et lille indlæg om Lys og Mørke, hvilket jo er meget relevant i denne mørke tid

Lidt længere nede kan du læse noget om engle

Lyset som begreb

Lyset er en af de største og mest brugte metaforer i vores sprog, vores kultur og religion og et symbol på det gode - modsat mørket/det onde, og lyset indgår i sproget som en meget brugt metafor. Vi ser feks. lyst eller mørkt på tilværelsen.

Lyset har en fysisk side                                   

Lyset er godt for helbredet og humøret og lyset påvirker vores sindstilstand, har forskere bevist, og vi er afhængige af lys, fysisk set, og allerede tilbage i 1903 fik den danske læge Niels Ryberg Finsen Nobelprisen i medicin og fysiologi for sin forskning i lysets sygdomsforebyggende og helbredende virkning.
For nylig offentliggjorde Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aarhus Universitetshospital en undersøgelse, der viser, at gartnere, vejmænd og andre, der arbejder meget udendørs, er i bedre humør og har færre depressive symptomer end dem, der arbejder indendørs.

Vores afhængighed af lys fysisk (og psykisk) kombineret med de store udsving i mængden af lys, som vi får på vores nordlige breddegrader gennem årstiderne, gør lys til et positivt begreb, og det forbindes med blandt andet liv, glæde, håb og energi, og lys er blevet en nærmest uudtømmelig kilde til metaforisk sprog og billeddannelse, al den stund, at lyset er nødvendigt for alle vores livsfunktioner (Lysets kilde – solen - er kilden til alt liv, og ligegyldigt hvad vi spiser, så spiser vi af lyset/solen). Ikke så underligt, at lyset har en masse følelsesmæssige og metaforiske lag i sig.

Mørket har også en fysisk virkelighed og en form for ”åndelig” virkelighed

1. Mørkets (u)virkelighed med fuldstændigt eller næsten fuldstændigt fravær af dagslys eller lys fra lamper, lygter m.m. ,
2. Mørket har også en metaforisk betydning som forklaringsmodel: Pessimisme, sorg, håbløshed, uklarhed; uvished, tilstand af uvidenhed, mangel på oplysning/viden, ret forståelse el.lign.
3. Mørket er også et udtryk for en (åndelig) tilstand: Blindhed, mangel på vejledning/rettesnor/oplysning, ret eller forkert livsførelse/livsanskuelse, vantro, gudsfornægtende ugudelighed, levevis med slette og onde handlinger, der ikke tåler ”lyset” o lign.
4. Endelig er mørket er også en metafor for ondskab, synd, mørkets gerninger, mørkets kræfter, mørkets fyrste, Lucifer/Satan/Djævelen, dæmonernes hærgen.

 

Lys og mørke i Bibelen/Kristendommen.

 

Vi er ikke mange linjer henne i Skabelsesberetningen, før Gud siger: Der skal være lys! Og der blev lys, det synlige lys, som vi kan se, - ”og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat”. (1. Mos. v. 5),

 

Og den ”nat” (også i overført betydning) har fyldt meget i historien og i Israels folks historie. Esajas 9:1 Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land., og i Esaj.60:1 kaldes Israel til at udleve det lys: Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig, og videre i Esajas 9. er der (allerede) en forjættelse om Jesus som det lys i mørket, der skal komme: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

 

Jesus er lyset

Med Jesus kom lyset, som Grundtvig fint beskriver sådan i salmen Lovet være du Jesus Krist (DDS 108):
Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
 O, Gud ske lov!

Johs 1:1 f: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.

Johs 8 v. 12: ”Atter talte Jesus til dem og sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Jesus som verdens lys konfronterer mørket (italesætter lyset og mørket)

Mørket er en magt, har magt, består af vældige kræfter og er en uhyggelig mangt. Se blot hvad der sker af onde ting i verden (eks.), og det fortabte menneske elsker mørket, som er en gift i os, en arvet synd, en magtfaktor, vi ikke drømmer om, og som gør, at vi (ufrivilligt) elsker mørket.

Johs. 9 v. 5: Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys, og i Johs.12 v. 35f: »En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn.«

Johs. 3,19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.  For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.

Men men -- vi tilhører ikke mørket. I. thes 4,5 v5 I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten og heller ikke mørket

Kol. 1,13: Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige;

Matt. 5 v. 14-16 I er verdens lys. - Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene, og Matt 6 v. 22: Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst, men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

1.Johs 8 v 9 – 10: Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne.

Matt 8:11: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Salm. 119 v. 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.

Salme 139.”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset”.

 

Silkeborg den 9. dec. 2020 Niels Peder Nielsen

Jeg har også sagt lidt om Engle

I Bibelen omtales englene direkte 227 gange, og dertil kommer ca. 75 indirekte henvisninger.

Går vi til den danske salmebog, omtales englene direkte ikke mindre end 781 gange - det er i gennemsnit mere end en gang i hver salme.
Et par eksempler:

 

I salmen DDS 3
Lovsynger Herren, min mund og mit indre',  står der dette i vers 9:
'Lover ham, engle, som herlig udretter
ærinde hans, alt som orden lød.
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætter,
hvad med et vink kun den vældige bød'.

 

I salmen, DDS 9   'O store Gud, vi love dig',  -
skriver salmisten følgende i det andet vers:
"Lovsangen fra den frelste jord
sig blande med dit englekor!
Ja, Adams æt istemmer glad
kerubers og serafers kvad".

 

Flere slags engle.

Der er keruber – det var dem Gud satte til at vogte indgangen til Paradis med flammesværd.
Så er der serafer. De har seks vinger og står ved Guds trone, som en slags ildvæsner. Og så er der ærkeenglene. Bibelen nævner to af dem ved navn, det er Michael og Gabriel, og fra andre skrifter uden for Bibelen kan vi læse om to andre, der hedder Rafael og Uriel.

 

Hvordan ser de ud?

Ja, hvad skal man sige? Serafer og keruber har vinger ser det ud til, men det er

dog hovedsagelig lyset, der tales om i Bibelen, når engles udseende beskrives.
Det siges f.eks. om den engel, der væltede stenen fra graven - hvor Jesus lå - at hans (ja, engle omtales altid i hankøn) udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.

 

De har en anderledes stand end mennesker

Engle er en helt anden form for skabning, end mennesker, og mennesker bliver ikke til engle, når de dør. Engle vil heller aldrig blive - og har aldrig været - mennesker.

Gud skabte englene, på samme måde som han skabte menneskeheden.

Det står ikke noget sted i Bibelen, at engle er skabt i Guds billede og lighed, som mennesker er det (1. Mosebog 1:26).

Engle er beskrevet som åndelige væsener, som til en vis grad kan iklæde sig en fysisk form, hvorimod mennesker er fysiske væsener, men med et åndeligt aspekt.

De har en spontan og sikker lydighed imod Guds befalinger.

Carl Axel Skovgaard-Petersen - (1866 – 1955 stiftsprovst) - skriver i en af sine mange opbyggelige bøger: "I himlen sker Guds vilje, udført af Guds engle, uden tvang - uden tvivl og uden tøven, idet de takker for, at de får lov til at høre og at opfylde Guds vilje"

 

Engle/faldne engle/dæmoner
De er alle personlige, åndelige væsener, som har intelligens, følelser og vilje, og det gælder både de gode og onde engle/Satan/dæmonerne.

Engle har intelligens (Matthæus 8:29; 2. Korinther 11:3; 1. Peter 1:12: - ”englene begærer at få indblik i”),

De viser følelser (Lukas 2:13; Jakob 2:19; Åbenbaringen 12:17 ”dragen rasede”),
Udviser vilje (Lukas 8:28-31 ”den besatte i gerasenernes land”; 2. Timotheus 2:26; Judasbrevet 6).

De er åndevæsener (Hebræerne 1:14 ”tjenende ånder”) uden virkelige, fysiske kroppe, men selvom de ikke har kroppe, så har de stadig personlighed, og selvom de har viljer, så er engle, ligesom alle andre væsener, under Guds vilje og kontrol.

Gode engle sendes af Gud til at hjælpe troende (Hebræerne 1:14).

Engles opgaver

De lovsynger, priser og tilbeder Gud (Sal. 148:1-2; Esaj. 6:3; Hebr. 1:6; Åb. 5:8-13).

Salme 103:20-22: "Lov Herren, I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov Herren, alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje.  + (Åb. 22:9).

De glæder sig over, hvad Gud gør (Job 38:6-7).

De viser sig for Gud (Job 1:6; 2:1).

De er værktøjer til at udføre Guds straffedomme (Åb. 7:1; 8:2).

De bringer bønnesvar (ApG. 12:5-10 – ”Peters befrielse fra et fængsel”).

De hjælper med at lede folk til Kristus (ApG 8:36; 10:3 (”Cornelius, der i et syn ser en engel”).

De sørger for en kristens orden, arbejdet og kristens lidelse (1. Kor. 4:9 (”englene, der ser de kristnes lidelse”); 1. kor. 11:10; Efes. 3:10; 1. Pet. 1:12).

De opmuntrer når det er farligt (ApG 27:23-24 - ”Paulus ser en engel, der fortæller ham, at han skal stå foran kejseren”).

De tager sig af de retfærdige, når de skal dø (Lukas 16:22 ”Den fattige Lazarus, der bæres af engle hen i Abrahams skød”).

 

Engle har begrænsninger

Men da de er skabte væsener, er deres viden begrænset, og det betyder, at de ikke kender til alt, Gud gør (Matt. 24:36), men de synes dog at have større indsigt end mennesker, hvilket kan være tilfældet af tre grunde.
For det første blev engle skabt til en orden af skabninger, der var ”højere oppe” end mennesker, og at de ikke er ”faldet” - i hvert fald ikke alle - og derfor besidder de en iboende, større kundskab.
For det andet, så studerer engle/faldne engle/dæmoner Bibelen og verden med større nidkærhed end mennesker, og det får de kundskab af (Jakob 2:19 ”de skælver over det de ser og ved fra Bibelen” - Åb. 12:12).
Som den tredje grund, så får engle indsigt af at betragte menneskelige aktiviteter.

Engle findes i store antal

Hebr. 12:22: "I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal",

Og Johannes får i sit syn af det himmelske bl.a. dette: "I synet hørte jeg røster af mange engle rundt om tronen... og deres tal var titusinde titusinder og tusinde tusinder", Åb. 5:11. (Det er altså milliarder, vi snakker om)

Engle i GT

I Sal. 91:11-12 står der om Gud, at "han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje; de skal bære dig på deres hænder, og du skal ikke støde din fod på nogen sten..".

 

Når vi (en sjælden gang) ser engle, eller læser om personer, der ser engle, så falder de, der ser og hører dem, ofte med ansigtet til jorden i ærefrygt, for de er jo sendt fra den hellige Gud med budskaber af forskellig slags.

Dan. 6:21-23. (Daniel ikke vil bøje sig for en kongens krav om at blive tilbedt, og bliver derfor kastet i løvekulen) - ”Da svarede Daniel kongen: Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin engel og lukkede løbernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men”  

 

Engle i Ny Testamente

I forbindelse med julen

I Luk. 1 nævnes englen Gabriel to gange som den, der bringer glædesbud fra Gud.
Først præsenterer han sig for Zakarias og siger: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab", Luk. 1:19.

Dernæst - seks måneder senere – sendes Gabriel til Maria for at fortælle hende, ”at du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus", Luk. 1:26-31.

Senere møder Josef en engel i en drøm, og får at vide, at han roligt kan hjemføre Maria som hustru, og da han vågner, gør han, som englen havde sagt til ham.

Ved fødslen er der en Herrens engel, der åbenbarer sig for hyrderne: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser…” og englen får derefter følgeskab af en ”himmelsk hærskare”, og de synger: ”Ære være Gud i det højest og på jorden og fred til mennesker med Guds velbehag.”

Senere får Josef endnu en drøm, hvor en engel fortæller ham, at han skal tage Jesus og moderen og flygte til Ægypten.

 

Jesus og engle

I forbindelse med, at Jesus advarer sine disciple om at bringe de små til fald, siger han bl.a. dette til dem: "Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min Himmelske Faders ansigt"", Matt. 18:10.

 

I Luk. 15 fortæller Jesus om den glæde, mennesker oplever, når de finder noget, de har mistet, og siger så, at 'sådan glæder Gud sig også, når en synder omvender sig til ham'. Ja, alle i Himmelen glæder sig; og Jesus siger videre: "Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, der omvender sig", v. 10.

 

Da Jesus torsdag nat befinder sig i Getsemane have, læser vi, at en af disciplene vil forsvare Jesus - og hugger et øre af ypperstepræstens tjener. Men Jesus læger tjenerens øre, og siger derefter: "Stik dit sværd i skeden igen - eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end 12 legioner (mere end 72.000) engle?" (Matt. 26:53).

 

Og selvom Jesus var hårdt presset i Getsemane, og englene sikkert stod på spring for at befri ham, så var den eneste hjælp han fik, at "en engel fra Himmelen, viste sig for ham og styrkede ham", Luk. 22:43.

 

Ved Jesus opstandelse er der engle ved graven.
Udenfor vælter en engel stenen bort, og indenfor i graven sidder der engle.

 

Engle og den tidlige kirke

I Ap.g. 12 beskrives en forfølgelse af de kristne, hvor Jakob, Johannes bror, henrettes og Peter pågribes og fængsles.
Men natten før, kong Herodes havde tænkt at føre ham frem for domstolen, sikkert for blive dømt til døden, bliver han vækket af en engel, som siger til ham: "Stå hurtigt op!.. Bind op om dig og tag dine sandaler på", og lidt senere: "Kast din kappe op om dig og følg mig", v. 7-8.

 

Eksempler fra historien

Feltmarskal Montgomery beskriver et sted, at han natten mellem den 2. og 3. maj 1945 havde en drøm, og i den så han "en englevagt ved Danmarks grænse og vågnede med et næsten sikkert indtryk af, at nu var krigen slut",
(P. H. Lauritsen. 'Engle, mystik og virkelighed', s. 8).

 

Eksempler fra menneskers hverdag

 

Englevagt af Kirsten I. Hoffmann.  Pris 179,00 DKK

'Englevagt' er en samling af historier fra 108 forskellige mennesker om deres møder med engle, og her kan man læse om en lang række forskellige menneskers møder med engle.

Ofte er møderne dramatiske, men altid med et pust af overjordisk lykke, som en beskriver det.

Det er gribende, rørende og fantastiske beretninger om menneskers møder med engle - i hverdagen såvel som i ekstreme situationer.
Bogen giver en fornyet bevidsthed om de himmelske væseners tilstedeværelse i dag - som måske ikke er så unormal, som vi ofte gør det. Nogle gange virker det dramatisk - andre gange med en snert af humoristiske undertoner.

Bøn er en stor og omfattende ting i den kristne tro, og jeg underviste og prædikede  søndag den 4. okt 2020 om bøn i Vejle Oasekirke.

Du får her mine tip om bøn

Prædiken

En lørdag morgen, inden jeg stod op, fik jeg engang - før en prædiken disse ord: Fortæl dem, at jeg hører bøn, og at bøn forvandler og forandrer lyder det fra Herren - og det samme skete i forbindelse med min prædiken her i dag, og hvor det lød: ”Fortæl dem noget om bøn” og det er jeg så egnt lidt bundet af forstår I nok, men hvordan er det så muligt at berøre så stort et emne på så kort tid?

Tjah, på den katolske kirkes hjemmeside kan man finde en vejledning om bøn, og her kan man bl.a. læse følgende: PP ”at bede Gud om noget er som at dykke ned i et hav af kærlighed.” 

 

Tjah, og hvad skal jeg lige sige, når gode kristne lederkendisser virkelig udfordrer:

PP "Bed som om alt afhænger af Gud, men arbejd som om alt afhænger af dig."  Augustin (354-430) kirkefader og filosof

 

Eller – PP "Bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed." Og "Den der har bedt godt, har studeret godt!"
Martin Luther (1483-1546) tysk munk, reformator og teolog

 

Eller – PP ”Det, at Guds vilje er det mulige, gør, at jeg kan bede; er den blot det nødvendige, er mennesket væsentligen lige så umælende som dyret.” Søren Kierkegaard (1813-1855) dansk filosof og forfatter

 

Eller - "PP Jeg har mange gange været nødt til at gå på knæ og bede, fordi jeg har været helt overbevist om, at der ikke var andre steder at henvende sig." Abraham Lincoln (1809-1865) amerikansk præsident:

 

Eller – PP "Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn."  Moder Teresa (1910-1997) albansk-indisk nonne og ordensstifter

 

Eller – PP "Gud gør intet, undtagen som svar på bøn!" John Wesley - stifteren af Metodistkirken. (Han bad 2 timer hver dag)

 

Tjah, hvad siger man så? Hvad er nøglerne til forståelsen af bønnens væsen og kraft.

 

Den første nøgle til den forståelse ligger gemt i den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila ord, hvor hun siger: "Bøn er venskab” og jeg føjer så til - men før et venskab kan udvikles, må parterne lære hinanden at kende, og Teresa af Avilas ord er en god starter på emnet i dag om bøn - at bøn er venskab -  for netop i venskabet/venskaberne ligger der mulighederne for at parterne lærer hinanden bedre og bedre at kende, og vokser i intimitet indbyrdes, for vort bønsliv er vel nok det mest intime i vort liv med Gud, og i den sammenhæng er det tankevækkende, at der om Adam står, at han ”kendte sin hustru” og at det i 1. Krøn. 28 hedder: ”Kend din fars Gud”, og ”at kende” - er det samme ord for den seksuelle forening og fællesskabet med Gud.
Topintimt ikke? Jo, vel det mest intime sted, vi kan mødes, mand/hustru ---- os/Gud.

Et lille drilsk spørgsmål: Hvem er så den aktive i dette intime forhold mellem mand og kvinde? Nogen gange hun, andre gange han – mellem Gud og os: Nogen gange Gud, andre gange os!
I Zak 12,10 står der: ”men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd”, men Jesus kalder til aktiv medvirken: ”Bed og der skal gives jer ... for enhver som beder, får" (Luk 11.9-10).

Et venskabsforhold udbygges som tiden går, og bønnen er midlet til at udvikle dette venskab med den treenige Fader, Søn og Helligånd

Når vi beder kommer vi i kontakt med, at Gud er kærlighed, og at vi med bønnen dykker ned i ”et hav af kærlighed”, som katolikkerne siger og vi erfarer, hvad der står i Esajas 33 v6: Du skal få tider med tryghed, en rigdom af frelse, af visdom og kundskab, frygt for Herren bliver din skat.

Bemærk at Jesus kalder sine disciple venner – Johs 15,15: --jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer, og Jesus har udrustet sine disciple med dette bønnens våben, dette bønnens arbejdsredskab, som i virkeligheden gør dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.« siger Jesus i Matt 17,21.

En anden nøgle til forståelse af, hvad bøn er, er at dykke ned i Jesu egen bønpraksis, Jesu egen intime fællesskab med sin himmelske far, og dem er der (måske) 7 af:
PP 1) Jesu lovprisning, Mat. 11,25-26. (Jeg priser dig -- fordi du  -- har åbenbaret det for umyndige)
PP 2) Jesu taksigelse, Joh. 11,41-42. (Fader jeg takker dig, fordi du har hørt mig)
PP 3) Jesu forfærdelse, Joh. 12,27-28. ( - min sjæl er i oprør – frels mig fra denne time --)
PP 4) Jesu ypperstepræstelige (for)bøn, som omhandler 3 ting: Joh. 17. (– for Jesus selv, for disciplene og dem, der kommer til tro, som følge af disciplenes tjeneste)
PP 5) Jesu ”Getsemanekamp”, Mat. 26,39-42. (– lad dette bæger gå mig forbi, men skal jeg drikke det, så ske din vilje)
PP 6) Jesu tilgivelse, Luk. 23,34. (Fader tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør)
PP 7) Jesu død, Luk. 23,46. (– i dine hænder betror jeg min ånd)

Jesu form varierer lidt.

Han kunne gå op i bjergene for at bede.

I Getsemane have knæler han.

Han havde også sædvaner:
”Når I beder --” sikkert med henblik på den jødiske praksis med bøn tre gange om dagen, som også Daniel havde: ”I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort”. (Dan. 6,11)

En tredje nøgle til forståelse af bønnens væsen hænger sammen med - så at sige - kroppens ”(bønne)sprog:
PP Løfte øjnene. Sal. 121,1,
Løfte sjælen. Sal. 25,1,
Løfte hjertet. Klag. 3,41,
Udøse hjertet. Sal. 62,9,
Træde frem for Gud. Sal. 27,7;
Råbe til himmelen. 2. Kr. 32,20,
Søge Gud. Joh 8,15.
Søge Herrens ansigt. Sal. 27,8
Bønfalde Gud. 2. Mos. 32,11.

Falde på sit ansigt/kaste sig ned. 4. Mos. 16,22 (Datan folk havde syndet)

Knæle ned. Apg. 20,36 (Paulus´s afsked i Efesus)
Stående. Mrk 11.25 (Når I står og beder ..).     

Med udrakte hænder. Es. 1.15 ( .. række hænder frem.)

Med løftede hænder. Sal. 28.2; (.. når jeg løfter mine hænder mod dit tempels allerhelligste)

Og ja, kroppen og dens holdning taler sit eget sprog 

At knæle udtrykker fra gamle dage, at man giver sig i en andens tjeneste. ”Herre Jesus Kristus, jeg er parat til at tjene dig”

Hænder, som rækkes frem som en tom skål, kan udtrykke denne bøn: "Herre, jeg giver dig, hvad jeg er, og jeg modtager dine gaver."

Oprakte hænder er udtryk for lovprisning af Gud med hele kroppen. "Herre, jeg lovpriser dig og tilbeder dig."

En stående stilling udtrykker, at den bedende er beredt:  ”Herre jeg er parat til at lytte, og har en indre årvågenhed”.

At ligge udstrakt på gulvet udtrykker total afhængighed af Gud. ”Herre, du er min Herre, min klippe og styrke, du har min kærlighed og tilbedelse”

At sidde udtrykker måske egnt dovenskab. Den er ganske vist mest brugt, men ikke omtalt i Bibelen.

Foldede hænder er heller ikke omtalt i Bibelen

 

En fjerde nøgle til forståelsen af bønnens betydning ligger gem i de forskellige former for bøn

PP Lovprisningsbøn

Lovprisning foregår på forskellig måde, enten ved at synge en lovsang eller også ved frit at lovprise Gud for hans storhed og vældige gerninger. Sl 89: v16 Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig, Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de; v17 de jubler over dit navn hele dagen og ophøjes ved din retfærdighed. v18 Din styrke er deres smykke,

PP Takkebøn

Ved takkebønnen takker man Jesus for alt det, han har gjort for os mennesker ved at hengive sig selv, fordi han stadigvæk er nær, og virker i vore liv.  
Man takker også for de gode ting, man har i sit liv, ens familie, venner, udfordringer på arbejdet eller i skolen.

 

PP Samtalebønnen

Denne bøn er god, når man ikke behøver at være superkoncentreret, f.eks. når man cykler eller kører i bus. Her lukker man ikke sine øjne eller folder hænderne, men taler med Jesus. Bliver man afbrudt, holder man en pause, indtil der er lejlighed til at tale sammen med Jesus igen.

PP Bøn om hjælp

I bønnen kan vi sige alt til Jesus, og derfor vil vi også ofte bede Jesus helt konkret om at hjælpe os med noget.
En bøn om hjælp skal altid være meget konkret.
F.eks. kan det være, at jeg beder om at kunne være tålmodig over for et menneske, som irriterer mig.
Eller jeg beder om hjælp til at klare en opgave, jeg skal løse.

 

PP Klagebøn

Vi kan sige alt til Gud. Derfor kan vi også klage over for ham og skælde ud eller spørge, hvorfor bestemte ting i vort liv er sket, og når vi er "sure" på Gud, er det vigtigt, at vi siger det til ham. Bibelen kender klagen, ja der er endda særlige klagesalmer.
Det vigtigste er fortsat at tale med Gud, at være helt ærlig, for så kan Gud hjælpe os igennem en svær tid.

 

PP Skudbønner

Paulus siger i brevet til Thessalonikerne: "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus" (1 Thess 5,16).
Det er svært at bede uophørligt, når man skal arbejde og koncentrere sig.
Men der findes en gammel skik, som kaldes for skudbønner.
Skudbønner er nogle korte bønner, f.eks. et bibelvers eller bare navnet Jesus eller en kort bøn som "Jesus, jeg stoler på dig", "Jesus jeg tror på dig", som man gentager i dagens løb, når man husker på det.
De bliver ”skudt af” som pile og hjælper os til at leve i venskab med Jesus, fordi ved at bede dem, husker vi på Jesus. 

 

PP Liturgiske/faste bønner

Mange er ret så glade for den fastlagte bøn, der især er egnet til fælles bøn i en gruppe.
Det er især kendt fra den liturgiske bøn, som kommer til udtryk i løbet af en gudstjeneste.
I salmebogen findes der 114 fine bønner
Faste bønner er en hjælp, hvis man selv har svært ved at sætte ord på bøn, f.eks. i en periode, hvor det er svært at fastholde troen.

Andre fastlagte bønner er feks Fader Vor.

 

PP Forbøn

Ved forbønnen beder man for andre mennesker, som har behov for hjælp. Det kan være mennesker, der er syge, har et problem, er ensomme, arbejdsløse, er blevet mobbet, og som alle på en eller anden måde har brug for Jesu hjælp. Ved forbønnen kan man, hvis man er sammen med personen, man vil bede for, lægge hænderne på vedkommendes hoved, skuldre eller ryg og så bede for vedkommende.
Er vedkommende ikke til stede, er det nok at bede Jesus om at røre ved dette menneske og hjælpe det i dets behov.

Bibelen giver klare anvisninger her ang vores forbøn: Det skal være for konger, alle i høje stillinger, alle med høj værdighed. Lærere. Menigheden.  De hellige. Alle mennesker. Tjenere. Børn.  Venner. Landsmænd. Syge. Forfølgere. Fjender. Den som misunder os. Den som forlader os. Den som knurrer mod Gud. For dem som ønsker det. For hinanden.  For dem som gør synd.

 

PP Bordbønner

Før og/eller efter maden er det en god ide at sige tak for maden, for dem, der har tilberedt den, og til Gud, som lod os høste frugterne og forarbejde dem. F.eks.: "Herre. Velsign os og disse gaver, som vi skal modtage af din gavmildhed. Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen."
Efter måltidet kan man bede: "Vi takker dig, almægtige Gud, for alle dine velgerninger. Du, som lever og råder i al evighed. Amen."

 

PP En, to eller flerebøn/fællesbøn

Matt 6,6:  Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Matt 18,19: Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. v20 For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«

 

PP Nådegavebaseret bøn

Tungetale, sang i ånden, profeti

 

PP Kampbøn.

Irene og jeg er en del af de profetteams, som SOK har, og før en gudstjeneste en søndag gav Gud mig et ord, der lød ca. sådan: ”Bed for forbederne, for de er under angreb”
For en tid side talte jeg med en i vores menighed, som har helbredelsens nådegave, og han var blevet så kraftig angrebet en nat, men kunne i Jesu navn byde det væk, og blev befriet i et nu.
Jakob 4,7:  - og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.

1 Pet5 v8:  Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; v9 stå ham imod, faste i troen,

 

PP Påtrængende bøn
Luk 18 v7  Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen (den tro) på jorden?«

 

Ole Hallesby siger det sådan i sin bog Fra Bønnens verden: ”Intet gør os så frimodige i bøn, som når vi kan se Gud ind i øjnene og sige til ham: Du ved, at nu beder jeg dig ikke om egen fordel, egen lettelse, ikke om at min vilje i nogen henseende skal ske, men blot om dette, at dit navn må blive forherliget i denne sag.

Hallesby nævner i den forbindelse Luthers bøn for sin gode ven Frederik Myconius, der i året 1540 var dødssyg.
Han selv og de andre ventede, at døden snart ville indtræde, og en nat skrev han med skælvende hånd et hjerteligt farvel til Luther, som han elskede så inderligt. Da Luther fik brevet, skrev han øjeblikkelig tilbage:

»Jeg befaler dig i Guds navn at leve, fordi jeg endnu har så hårdt brug for dig til kirkeforbedringen. - Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære! «
Myconius havde allerede mistet tungens brug, da Luthers brev kom, men han blev i løbet af kort tid helt rask og overlevede ganske rigtig Luther - i to måneder!

 

Vores personlige bøn

 

En femte nøgle til forståelse af bønnens kraft får vi ved virkelig at sætte os grundigt ind i de stærke gudsbilleder, som Bibelen er fuld af:

Kavalkaden af gudsbilleder er lang, og hvor Gud sammenlignes med PP en kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, stilhed, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen, en fårehyrde, en ypperstepræst, en dommer og så videre, - eller de lidt mere uortodokse gudsbilleder, der undertiden kan være så malende, at vi har svært ved at sluge dem.

Bibelen kan ikke ligefrem kaldes fintfølende, når den f.eks. sammenligner Gud med en soldat med tømmermænd:

PP "Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..." Salme 78,65f
Eller med en kvinde i barselssengen:
PP "Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret." Esajas 42,14

 

Jeg vil slutte med en sjette nøgle til forståelsen af bønnens kald og opgave, og som jeg har hentet fra to kristne forfatteres ord om, hvad bøn er og kan

 

Henry Nouwen - en kendt kristen tænker – udtrykker som det vigtigtige, PP ”At vi i sandhed er mænd og kvinder med et brændende ønske om at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed".
Og han anviser i den forbindelse en "indre vej” en vej, som omfatter fire stationer: stilhed, bøn, eftertænksomhed og tilbedelse.

 

Jesuitten Gerard Hughes har skrevet en lille bog om spiritualitet, som hedder "Gud i alt", og han siger, at bønnen er stedet, hvor PP ”Gud kan lære os, hvem Gud er”,

For mange af os handler det i vor fortumlede verden om at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vore ordrige menigheder.

Vi må som kirke, menighed og fællesskaber finde tilbage til bønnens sprog og kilder og bønnens praksis.

”Den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være kristen”, siger Hughes, og hævder, med rette, at PP ”når kristne holder op med at bede, er alt håb for kirkens liv og fornyelse bogstaveligt talt ude”.

Synet: En søndag morgen så jeg et fyldt auditorium med mennesker, der sad tæt og sagde med en mund: ”Det vil vi”

 

Evnt. bede for hinanden om at nådens og bønnens ånd må blive udgydt, evnt som bøn under nadveren

 

Amen

PS. Du kan også downloade min PPT serie om bøn HER

I Silkeborg Oasekirke har vi dette efterår (2020) en gennemgang af udvalgte lignelser af Jesus, og jeg fik lejlighed til at indlede med nogle overordnede betragtninger vedr. forståelsen af Jesu lignelser, og de betragtninger deler jeg med dig.

Introduktion til lignelser

 

Vi begynder i dag en serie af prædikener med udgangspunkt i Jesu lignelser, som udgør en stor væsentlig del af Jesus forkyndelse og af dem er der en 30-40 stykker af alt efter hvordan vi regner på det.

 

Nogle af lignelserne er ret korte: Farisæernes surdej = lære - kloge som slanger - snilde som duer,

 

Andre lignelser indeholder nogle få detaljer - lignelsen om sennepskornet, surdejen, etc

 

Andre igen indeholder en hel fortælling med mange små maleriske og livlige detaljer - f.eks. den uretfærdige dommer Luk 18:1-8 - lignelsen om sædemanden Mark 4:3-9 - de betroede talenter, Mat. 25:14-30 - de ti brudejomfruer 25:1-13 - den hensynsløse medtjener, 18:23-35 - den fortabte søn Luk 15:11-32

 

Andre igen har anvisninger på, hvordan vi skal leve og indrette vores liv med Gud og vores næste på: Den barmhjertige samaritaner 10:30-37 - den rige bonde, 12:6f - den rige mand og Lazarus 16:19-31 - farisæeren og tolderen 18:9-14.

 

Hvad indeholder lignelserne så i hovedtræk?

1. De omhandler Guds væsen, Guds natur og det han gør, og som fortæller om og forklarer at
   - Gud er god, han er en far, der giver sine børn gode gaver, Mat 7:9-11.
   - Han søger det fortabte, og en synders omvendelse bringer ham glæde, 18:12-14.
   - Den tilbagevendende synder mødes med åbne faderlige arme, Luk 15:11-32.
   - Som en ven om natten lytter Gud til sine børns bønner 11:5-8
   - De forsvarsløse, hans forfulgte, får deres ret i ham i endetiden - får det som enken, der behandles godt af den uretfærdige dommer, 18:1-8;
2. De omhandler menneskernes natur og tilbøjeligheder
   En ligegyldig og kritisk holdning til Guds nåde og frelsetilbud sammenlignes med børns leg og forhold til deres legekammerater, Mat 11:16-19
   Ligesom tårnbyggeren og kongen i krig, skal man øve sig, når det gælder om at tage stilling til Guds rige, Luk 14:28-32.
   Klok behandling af mammons goder kan bringe stor velsignelse - også for evigheden, 16:1-13, mens en forkert, egoistisk brug fører til fortabelse, 16.19 f.
   
   3. De omhandler Guds riges indhold, dets oprettelse (skabelse), udvikling og fuldendelse
   Gudsriget vokser stille og fredeligt, som kornet om natten - gennem forkyndelsen af ​​Ordet, på trods af den skiftende modtagelse, Matt. 13:3 fg.
   Det udvikler sig og vokser i det skjulte, Mark 4:26-29.
   Modstand og vanskeligheder kan møde os fra fjenden, Mat 13:24-30.
   Guds rige har en meget ekspanderende kraft, - ligesom sennepskornet – og har en gennemtrængende, altomdannende magt, som surdejen, Mat. 13:31- 32,
   
   
3. De omhandler Israel, jødernes udvælgelse, deres besøgstid og deres afvisning af Jesus.
   Jøderne blev betroet budskabet og mulighederne for Guds rige, men når Guds frelsende intentioner med og gennem Israel mislykkes, overlades missionen til et andet folk, "der bærer dets frugter." 21:33-46.
   Som en høne samler sine kyllinger under Sine vinger, vil Jesus samle folket, men de vil ikke og katastrofen kommer, ja er nært forestående, 23:37 fg.

 

Hvorfor taler Jesus i lignelser?

Den enkleste måde at forstå lignelserne på er selvfølgelig, at de er pædagogiske virkemidler, der forklarer noget svært - altså afdækker noget skjult. Det gør vi egnt alle tit i vores snak med andre, og det er da også en af Jesu hensigter, men lidt gådefuldt fortæller Jesus dog ligeud til disciplene, der spørger ham, hvorfor han bruger lignelser: - han svarede dem: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse”. (Mark. 4), og det er da også vores erfaring, når vi læser lignelserne, for de både åbner op for store og vidunderlige ting i Guds rige, samtidig med at de skjuler noget for dem, der er udenfor, og som ikke vil, eller har villet, komme til Jesus som synderes frelser, og på dem virker lignelserne ofte stødende og forvirrende, fordi lignelserne ofte nægter at opfylde de krav, de jødiske rabbier har til dem selv og til dem, de har undervist, og som  de selv regner for sandhed og gode etiske regler og skikke, men som - desværre for dem - ikke deles af Jesus.

Og når så Jesus ikke understøtter dem i disse forudfattede holdninger til den åndelige gudsdyrkelse, så er fanden løs, og så bliver de vrede, fordi de ikke forstår det, eller måske nærmere netop forstår det, men ikke vil indrømme det sande i hvad Jesus fortæller dem.

 

Et par eksempler på indvendinger kunne lyde sådan:
Hvad bilder Jesus sig ind at sammenligne den sande troende med en bedragerisk godsforvalter? - Hvordan kan han sammenligne Gud med en korrupt dommer?
Hvad i alverden mener han med at sammenligne os, jøderne, Guds folk, med morderiske vingårdsmænd, der først myrder ejerens tjenere og til sidst hans søn?

 

Når vi ikke helt selv kan forstå den (fjendtlige) reaktion, så er det langt på vej fordi vi er så fortrolige med dem og har set dem i alle mulige fremstillinger i kunstværker og i prædikener, at vi i dag slet ikke er klar over, hvor stødende og umulige de har virket på tilhørerne dengang - og for den sags skyld også nu i dag.

 

Så hvis du ved at læse lignelserne oplever at noget ”rejser sig i dig, rejser en modstand i dig”, så er det tid til at tænke efter om ikke der er noget ”skjult her”, som du ikke vil give slip på.

 

Jeg har hermed ikke snydt jer for at omtale, at mange - jøder, muslimer m.fl. - desværre oplever Jesus lignelser som yderst yderst provokerende.

 

Jeg vil i  min prædiken om lidt, forudsætte, at du er indenfor, og at lignelserne åbner op for Guds riges hemmeligheder, og at du ikke oplever dem provokerende og umulige, men at de netop er med til at åbne for ”miraklerne” i Guds frelsesplan, og at du oplever, at det er til dig Jesus siger: “Himmeriget ligner ...” – og at du sætter dig til rette, lytter og tager imod og siger til dig selv igen og igen: Nu kommer der en historie, nu kommer der et billede, der kan forklare det her ubegribelige, og at du kan glæde dig over, at Jesus sammenligner Gud med en far, der bider hovedet af al skam og tager imod en fordrukken horkarl til søn, som har sviret hele arven op, og tager imod ham glad og uden bebrejdelse og overøser ham med nye gaver! – og så bebrejder den trofaste søn, som altid har gjort hans vilje!  

 

Og over hvordan det kan blive et forbillede, at man skjuler en skat, man har fundet i en anden mands mark, og så køber den uden at fortælle ejeren om skatten?

 

Men det taler jeg om - om lidt. Hej

 

 

Prædiken

 

 Matt. 13, 43-46:

”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Lad os bede:

"Tænk, hvis du vandt!" kan vi nogle gange se på plakatsøjler, i vejsiden og i kiosken, og så tager julemanden til Hawaii, kassedamen forlader stol og kunder, fordi hun har vundet i Lotto, og det får os til at lunte hen i kiosken for at købe en lottoseddel - nu også med Jackpot - og sidde troligt kl. 17.55 mandag, onsdag eller lørdag og vente på, at vores tal kommer ud, for ”tænk, hvis vi vandt!” - en skat, en rigdom.

Men prædiketeksten får os til at spørge: “Tænkt, hvis vi fandt!”.

Heldige landarbejder, og heldige købmand i lignelsen! Landarbejderen er midt i sit hårde, dagligdags arbejde, og med sit trækdyr er han i færd med at pløje på en andens mark. Fure for fure arbejder han sig hen over stykket. Da bliver ploven pludselig hængende.  

Lidt fra min drengetid om den grå Ferguson.

Tilbage til landarbejderen. Den er stødt på noget... en sten? Ærgerligt også! Det tager tid at få ploven fri. Men det er en skatkiste, ploven har fået fat i.
En eller anden har engang begravet den der og siden taget sin hemmelighed med sig i graven, og nu har landarbejderen fundet denne skat.
Vi hører så om hans - vil nogen sige - lumske plan.
Han holder det hemmeligt, holder det skjult for ejeren, køber marken, og skatten er retmæssig hans. Waw, for et held.

Sådan siger Jesus er det, at Guds rige kan og skal opleves. Som noget vores livsplov støder på og som gør, at vi stopper op.

Vi pløjer vores ”livsfurer” dag ud og dag ind, og pludselig bliver plovskæret hængende, og det på det kostbareste nogensinde: Guds riges skat - perlen. Og den skat/perle kan blive vores.

Landarbejderen og købmanden opdager - på hver sin måde - skatten og perlen, men fælles for dem er, at de finder det største og det bedste overhovedet

Billedet gemmer i sig dette vigtige, at Gud lader sig finde, at Jesus lader sig finde, at Guds rige lader sig finde, og at det sammenlignes med en skat.

Guds rige kommer til os, ikke i fjerne og tågede begreber, men som en skat i kød og blod, manden fra Nazaret, Jesus fra Nazaret.
At finde og møde Jesus, er at finde "skatten”, “den kostbare perle”.

Hvordan går det til, spørger vi?

For landarbejderen i evangeliet sker det helt uventet.

For købmanden mere velovervejet og kalkuleret, for han ledte uafbrudt efter smukke perler – ”og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den”

Eller for kvinden, der i den bagende middagssol kommer til brønden, sådan som det hver dag er hendes lod at hente vand, og pludselig hænger hendes livs plovskær fast, for hun møder Jesus og finder skatten, den kostbare perle, og der sker en fuldstændig forandring med hendes liv.
Hun, som ingen før havde villet have med at gøre, hun bliver nu den, der bringer glædeligt budskab til hele sin by - fordi hendes plovskær ramte skatten/perlen.

Der er også Nikodemus. Denne højt anskrevne lærer og medlem af regeringen i Israel opsøger Jesus for at føre en læresamtale med ham, og i samtalens løb møder han i Jesus mere end en lærer, nemlig kongen i Guds rige, skatten perlen, og hans livs plovskær sidder godt og grundigt fast.

Eller de to unge Jakob og Johannes. De er optaget af deres daglige gøremål, som de sidder der i båden og ordner deres garn sammen med deres far.
Da kommer Jesus henimod dem og siger: ”Følg mig!” Deres livs plovskær hugger sig fast i skatten - helt uventet.

Så er der den travle forretningsmand, hvor minut er optaget.  Dagbogen styrer hans liv, og der synes ikke at være plads hverken for Gud eller mennesker.
Alt er forretning og kun forretning, indtil han en dag tilfældigt standses af det spørgsmål: ”Hvad skal der blive af alt det, du har samlet dig?”
Da hænger hans livs plovskær fast.
Han kan ikke få det ord ud af hovedet.
Til sidst må han finde stedet og læse om den rige bonde. Og straks tager hans liv en helt ny vending, for hans livs plovskær har hugget sig fast på klippen.

Hvordan og hvornår ramte dit livs plovskær på skatten, og hvad i dit liv fik dig til at søge perlen, og sælge alt hvad du har for at du kunne købe den perle? – Bare en lille refleksion.

Mit plovskær ramte skatten (og stoppede mig) i et klasseværelse på Bernstorff slot, og det førte til, at jeg - i bogstavelig forstand - måtte sælge alt for at købe perlen over alle perler - livet med Gud!

En sidste lille detalje. Vi kan løbende opleve at plovskæret rammer en skat, eller at vore spejdende øjne får kig på perlen

Men alt for ofte hænger vi fast i dagenes travle, ensformige forløb!
Og selv gør vi måske kun lidt for at ændre på tingenes tilstand, men da er det en lykke, at Gud selv uventet lader kan lade vores livs plovskær sidde fast, og der lyder et: Tøv et øjeblik - fra ham, fra skatten/perlen over alle skatte og perler – og kom fri af den gamle skure.  Læg dit liv om og pløj nye furer, så du kan ramme en skat påny!

Det er opfordringen til os i dag - dagens budskab.

En skat og en perle lader sig finde.
Gud lader sig finde. Jesus lader sig finde.
Man behøver ikke at slå sig til ro og opgive ethvert håb om at finde mening i livet. I vores jagt på livets skatte opdager vi, at skatten er lige om hjørnet - i Jesus, Guds søn.

Og finder vi den skat, så finder vi samtidig liv og fylde. I ham åbner der sig nye veje, nyt håb.

Hos landarbejderen og købmanden er der ingen tøven. Beslutsomt træffer de deres valg. "Og han gik hen og solgte alt, hvad han havde og købte marken - købte perlen".
Begge satser alt, hvad de har, til fordel for det værdifulde fund, de har gjort.

Også i dag er det muligt at pløje nye furer og få dit gamle og måske slidte plovskær hugget fast, få solgt noget fra, så perlen kan købes, så du kan få et nyt fortegn for livet her, et fortegn af en ny glæde, som vi hører af ordene: "...og af glæde over den (skatten) går han hen...".

Husk: ”Kristne kender man på glæden, glæden over at have fundet den skat, den kostbare perle, som Guds rige er”, siger Søren Ruager.

Amen

Gudstjeneste og lovsang

Jeg har siden 1970erne været optaget af prædikener og ikke mindst lovsangstraditionerne, og søndag den 4. august 2019 fik jeg mulighed for - i Silkeborg Oasekirke - at prædike over temaet Gudstjenesten og lovsangens plads i menigheden. Følg med her hvad jeg sagde:

Prædiketekst 

Valfartssang. Af David. 

Jeg blev glad, da de sagde til mig: 

Lad os drage til Herrens hus! 

Nu står vore fødder 

i dine porte, Jerusalem. 

Jerusalem, du er bygget som byen, 

hvor folk forsamler sig. 

Her drager stammerne op, 

Herrens stammer. 

Det er en vedtægt i Israel, 

at Herrens navn skal prises. 

Her står dommersæder, 

tronstole for Davids hus. 

Bed om fred for Jerusalem: 

Gid de, som elsker dig, må leve trygt, 

gid freden må råde over din ringmur, 

og tryghed i dine borge! 

For mine brødres og venners skyld 

siger jeg: Fred over dig! 

For Herren vor Guds tempels skyld 

ønsker jeg lykke for dig. 

 

Bøn
 

Velkommen til den første prædiken i en længere serie, og som  tager sit udgangspunkt i Eugene Petersons bog om discipleskab: ”A Long Obedience in the Same Direction” (billede) - og som slutter i okt - om den livslange og lydige vandring med Gud i samme retning, og vi har udvalgt nogle temaer, som vi tror er godt for vores menighed og vores fællesskab, og vi vil komme til at arbejde med  - Gudstjeneste og tilbedelse (i dag) - Guds forsyn og beskyttelse - Guds hjælp – vandringen under tårer og jubel - vandringen Gud til ære, os til gavn - fællesskab - glæden i Gud - mødet med håb og barmhjertighed og sluttelig om - lydighed. 

 

Gudstjeneste 

”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus! Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem.” (Sl. 122,1f) eller sagt - lettere omskrevet - ”Jeg blev glad da jeg i dag satte min fod på dørtræet til Silkeborg Oasekirke - til denne gudstjeneste” 
Håber - for jer alle - på nogenlunde den samme begejstring, som lyser uf af Korasønnernes begejstring  for at være i Herren hus, Herrens tempel (Sl. 84),: ”Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!  Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. --- En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre -----” og hvor deres deres betagende konklusion er denne: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de, som har i sinde at drage på valfart.” 

 

Var det nogenlunde det, der fyldte dig på vej herhen? Et yes, vi samles i Hærskarers bolig (Silkeborg Oasekirke) – ”og mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud.”  
For mit eget vedkommende skal der være meget tungtvejende argumenter for ikke at deltage i en søndagsgudstjeneste.  
Det er stærkt vanedannende af flere, ja mange grunde 
 
Hvordan har du det med det?  
Kender du til længslen efter ”en dag i Herrens forgårde” og som er bedre end tusind, jeg selv har valgt? 
Det hører med til Guds store plan, at gudstjenesten i vores bevidsthed og liv skal være noget særligt. Hvorfor? Jo, for allerede i skabelsesberetningen står der, at Gud efter at have skabt verden på 6 dage hvilede på den 7. dag: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte." (1. Mosebog kap. 2 v3) 

Gud fremhævede én dag, den 7. dag - sabbatten - fremfor de andre 6 dage, en dag til hvile, en hellig dag, som skulle og skal tjene som det sted hvor skabning og skaber kan mødes. Den dag fremhæves meget i GT og der er mange love og regler, der knytter sig til denne særlige hvile og helligdag, for det er Guds plan, at på denne dag skal mennesket vende sig mod Gud, mod skaberen, så vi ikke glemmer, hvorfra vi og hele skaberværket kommer. 

Helligdagen er derfor den dag, der kaster lys over de andre dage, fordi vi ser der, at verden og vi selv ikke er tilfældige og meningsløse eksistenser, men villet, skabt og opretholdt af Gud og at Han ønsker, at vi skal lære Ham at kende, og til denne proces - denne ”lærenham bedreatkende” har han skabt hvile- og helligdagen, som giver os en oplagt mulighed for at møde Gud og hinanden og give os tid til det vigtigste for os som kristne og som menighed: at være stille for en stund, fordybe os, synge lovsange, bede og lytte og derved få næring til vor tro, og hvor vi hører om, hvem Jesus er. 
Han, som er Gud og samtidig menneske. 
Han, som tog straffen for vores synd, så vi kan gå fri, Han, som opstod fra de døde og lever i dag. 
Han, som mødte os på SommerOase, han vil også møde os her i gudstjenesten og tale til os. 
I dag mødes vi også som een stor Guds familie (Familia Dei), der hører sammen, og hvor vi styrkes i en fælles identitet. 

 
De første kristne fejrede gudstjeneste en gang om ugen – på sønnens dag, (søndag) Jesu opstandelsesdag.  
De fortalte hinanden om Jesus og læste nogle af apostlenes breve op, og de brugte megen tid på at bede sammen og synge salmer og lovsange fra GT (salmernes bog). 

Vi læser også bibeltekster; vi hører også nogen fortælle om, hvad bibelteksterne kan betyde for os, vi synger, vi beder og vi fejrer nadver. 

"Vor kære Herre taler med os gennem sit hellige ord, og vi taler med ham gennem bøn og lovsang" siger Martin Luther. 

Fælles for gudstjenesterne i de mange år er, at vi mennesker vender os mod Gud for at søge hans nåde, hans kærlighed, hans vilje m.m., og opnår et møde mellem mennesker og Gud  

Gudstjenesten, mødet mellem Gud og mennesker og mellem mennesker, foregår i sprog, vi kan opfange gennem alle kroppens sanser. 

I talesproget hører vi Bibelens ord og præstens udlægning af det.  
Med følesansen modtages de venlige håndtryk/skulderklap fra en anden, 

Med øjet og øret opfanger vi glæden, sorgen, brudtheden, længslerne hos hinanden   
Lugte - og smagssansen tages i brug, når vi modtager brød og vin som Jesu Kristi legeme og blod ved nadveren. 

Vi kan slet ikke i store nok ord udtrykke, hvad kirken, kirkerummet, gudstjenesten, prædikenerne, samlerne og lovsang har gjort ved generationerne til alle tider 

 

Læs DDS 326 højt 

 

Og de forskelligartede oplevelser, vi kan have med fra kirken og gudstjenesten har ikke fortaget sig og hører uden tvivl til de største og bedste oplevelser i vores liv, søndag efter søndag  

 
Lovsang og tilbedelse

I prædiketeksten(Sl. 122,4) læste vi også: Det er en vedtægt i Israel, at Herrens navn skal prises.  
Enhver forening har nogle vedtægter, som er bestemmende for foreningen og som holder foreningen på rette kurs, og i vores ”forening” – kirken - er det en vedtægt, at ”Herrens navn skal prises”.  
C.S.Lewis siger: ”Når Gud opfordrer os til at ære ham, inviterer han os til at glæde os i ham”!  

 

Bibelen er fuld af lovsang og opfordringer til at ære og lovsynge Gud under alle forhold. 
I Sl. 40,4 siger David (lovsangeren over alle lovsangere): ”Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud”. 

Salme 117: ”Halleluja, lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed mod os er stor, hans troskab varer til evig tid”. 

Es. 12,5: ”Lovsyng Herren, for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide “. 

 

Gennem lovsangen sætter vi ord på Guds egenskaber, på den han er og på hans velgerninger, og derved flyttes fokus fra os selv og over på Gud. 

Lovsangen er en naturlig måde, hvor vi sammen med andre troende kan prise og takke Gud i tilbedelse og dyb hengivelse, med stærke ord og inderlige følelser, for lovsangen har en særlig adgang til vores følelsesliv, som er ganske betydningsfuld for os ligesom fornuft og forstand, og en del af det Gud har lagt ned i vores personlighed, og som gør, at vi kan relatere til vore omgivelser og på den måde være i stand til at føle kærlighed, sorg, glæde, forelskelse, vrede, kan feste og græde sammen, være muntre og tossede sammen.  

 

Selv klagesangene i Bibelen er en slags lovsange – en henvendelse til Gud, hvor vægten ligger på bøn om hjælp og vejledning midt i kriser og modgang, men her bliver lovsangen mere sørgmodig og mediterende, mere lyttende og afventende på Guds svar. Ikke en ilde side af lovsangen. 
Der er mange måder at synge lovsange på.  
Det kan være med en salme, f.eks. ’Almagts Gud’ fra 300-tallet, og som er en lovprisning af treenigheden,  

rettet mod Faderen, Sønnen og Helligånden 

 
1 Almagts Gud, velsignet vær! 

Love vil vi lydt din ære, 

dig ophøje fjern og nær, 

synge med blandt engles hære, 

bøje os i støvet ned 

for vor konges herlighed. 

2 Offerlam (Jesus) med korsets stav, 

skyldfri dybt i pinen sænket, 

du besejred død og grav 

ved den kraft, som Gud dig skænked; 

Helveds vælde, dødens magt 

knust du har i støvet lagt. 

4 Helligånd, dig lov og pris 

sammen med Gud Fader være 

og med Jesus, stærk og vís, 

brudgom vor og broder kære! 

Over os hans kærlighed 

evig, evig vare ved! 

 
Det kan også være en af de gamle vækkelsessange fra feks.  J. P. Jørgensen bedre kendt som J. Santon - fra Christianshede ved Bording i Jylland. (Døde i 1944)  
Han skrev kendte sange, som stadig synges, feks. har ungdomsbandet Skywalk nyindspillet en af hans sange, hvor næsten alle vers begynder med:  

Han elsker mig  --- Feks.  
Og når nu han har elsket mig så ømt  

og glemt min synd, og hvad jeg har forsømt,  

hvor må min sjæl da elske ham igen,  

min frelses drot, min brudgom og min ven. 
 

Det kan også være en af de nyere af Arvid Asmussen 
feks. fra albummet VERS FOR VÆGTERE fra 2016 

Ud af mørket - Rens ud, flyt ind - Jesus jeg har brug for dig - Vi vil gi’ dig det bedste- m.fl. 

 

Sang og musik har altid haft stor virkning i menneskers liv, såvel i samfundslivet som i kirken. Sange har været en drivkraft i fredstid, i krig såvel som i religiøs sammenhæng. Når vi synger og lovpriser Gud, sker der noget med os - han forvandler os.  

 

En har sagt, at sangene vi synger i vores menigheder, former vores tro. 

Lovsang skal altid være vores hjerteblod, og vi skal alle inderligt gerne ville, at vore menigheder, vore fællesskaber i kærlighed kan samles om den åndsinspirererede lovsang på tværs af alder, kultur og alle andre almindelig forekommende livsforskelligheder og sammen synge Guds pris af hele hjertet, for lovsang er: 

Jubel – hvor vi giver udtryk for vor glæde. 

Taksigelse – hvor vi takker Gud for, hvad han har gjort i vores liv. 

Indvielse – hvor vi beder Gud rense og forny os. 

Proklamation – hvor vi udrustet i ”Guds fulde rustning” byder den onde trods. 

Tilbedelse – hvor vi fokuserer på Guds storhed og majestæt i ydmyghed og bøn. 

Bøn om hjælp – hvor vi beder Gud om at hjælpe os i vanskeligheder og nederlag. 

 

”Sand lovprisning opstår der, hvor mennesker reagerer på Gud og ikke på en bestemt form for musik” (citat af Rick Warren). 

Lovprisning og tilbedelse betyder meget for Gud, fordi han er den Ene, der er al tilbedelse værdig.  
Det betyder meget for os, fordi vi simpelthen er skabt med det formål at lovprise Gud.  
Det betyder meget for jer lovsangsledere, og jeres største privilegium og opgave er, at lede os andre frem til en erkendelse af Guds skønhed og majestæt, og derfor er det så vigtigt at overveje nøje, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. 

Når vi behandler Gud som den, han er – lovsynger Gud for den han er – så har Gud mulighed for at vise HVEM han er. 

I lovsang kan mennesker erfare, hvordan de er sat fri, og i lovsang kommer vi måske tættest på, at være ét med den skabende og frelsende Gud.  

 

Så dagen i dag er en vigtig dag, en glædens dag, vi med iver og lyst skal værne om og bruge fordi: ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus!” Og - ”Det er en vedtægt i Israel, 

at Herrens navn skal prises”. AMEN 

Ved gudstjenesten den 28. juni 2020 i Silkeborg Oasekirke fik jeg lejlighed til at reflektere over forvalterskab, det at forvalte.

At forvalte er et gammel og måske lidt støvet ord, men betyder det samme som at administrere, at bestyre, at tage vare på/eller tage hånd om - ofte med tanke på fremtiden og en positiv og fornuftig udvikling, - siger ordbogen, og i overført betydning er det et ord, der bruges om at bruge de evner og muligheder man har, udnytte sine evner...

 

Hvad tænker vi - sådan lidt bredere - om vores egen plads på et forvalterhold? - Om vores forvaltning af f.eks. ressourcer, penge, evner, nådegaver osv.?  Tjah

Vi er forvaltere af Guds ressourcer.
“Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.” (1. Mos. 2,15), og det betyder, at vi - dybest set - ikke ejer noget, Gud ejer alt - som Sal 24:1 siger det:  Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren -

Af og til siges det - med rette - om det kristne menneskesyn, at det bl. a. bygger på en ”forvaltertanke”, og at vi kollektivt er forpligtet på at forvalte denne verdens mangfoldige rigdomme af forskellig slags og at den sandhed gælder alle mennesker - uanset tro og kultur.
Så vi alle er sat til sammen at forvalte verdens rigdomme, og hvordan vi så gør det skal vi også - i en fremtidig prædikenserie - komme lidt ind på, så den lader jeg ligge her i dag.

 

Vi er forvaltere af økonomi.

Jesus talte mere om penge end noget andet emne bortset fra Guds rige.
11 ud af 39 lignelser omhandler penge og hvert syvende vers i Lukasevangeliet omhandler penge, og Jesu ord fortæller samtidig noget om vores forskellige reaktioner på det at forvalte penge, nemlig --
- at nogen vælger rigdom frem for discipelskab (Matt 19,16-22 - Den rige unge mand)

- at nogen giver (lunkent) af sin overflod (Luk 21,1-4 - de rige)

- at nogen gerne deler med andre (Joh 6,1-15 – drengen og bespisningsunderet)

- at nogen giver af sin fattigdom (Luk 21,1-4 – den fattige enke)

 

En videnskabelig undersøgelse bekræfter en sammenhæng mellem giversind og lykke.

I det amerikanske magasin Science skriver den canadiske social psykolog Elizabeth Dunn, hvordan hun gennem en del undersøgelser har fundet det bevist, at der er en sammenhæng mellem personlig lykke og det at give (feks. penge) til andre.

I sine studier har Dunn bl. a. givet nogle studerende nogle penge og sagt, hvad de skulle gøre med dem.  Nogle skulle bruge dem på sig selv, og andre fik til opgave at give pengene videre til andre.

Undersøgelsen viste så - ikke overraskende - at dem, der gav pengene til andre følte sig lykkeligere, end dem, som brugte pengene på sig selv, og at lykkefølelsen blev større, jo større beløb forsøgspersonen skulle give videre.

 

Vi er forvaltere af Guds mangfoldige (nådegaver)

Jesus nævner i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,14-30), at vi har fået rigdomme at forvalte. Ikke blot skabelsens rigdomme, men også frelsens rigdomme, og som Peter siger det: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal - enhver af jer tjene de andre (1Pet 4:10)

Så vi er dobbelt privilegerede, og det forpligter.
Gud prøver vores forvalterskab for at se, om Han kan betro os mere (Luk 16:10f) ”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. v11 Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi?”

Igennem den forløbne uge, hvor jeg har gået i det her ”forvalter prædikenmode” er der et ord, der har rumsteret i mit hoved og som kom igen og igen, og det var ordet ”tiende”, og det har jeg så læst lidt om.

 

Om tiende (og det at betale tiende) omtales omkring 500 gange i Bibelen. Det hedder i en lovtekst (3. Mos. 27,30): ”Al tiende af landet, både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren. Med hensyn til tiende af køer og får, af alt som passes under hyrdestaven, skal hver tiende dyr være helliget Herren”.

Det betød, at den tids landmænd skulle betale 10 % af sin høst, af korn, vin og oliven til templet i Jerusalem og 10 % af dyreholdet, og det kunne for nogens vedkommende godt løbe op til omkring 23,3 procent (har jeg læst).
Hvem sagde billigt sluppet, jf dagens skattetryk?

Og det var der så nogen, der snød med, så skattesnyd er altså ikke en ny foreteelse.
I Malakias´s bog (kap. 3) stiller Gud det retoriske spørgsmål: ”Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? Og folket svarer: »Hvordan bedrager vi dig?« og hertil er Guds svar: ”Med tiende og afgifter.

Men så giver Gud et bemærkelsesværdigt løfte: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.

 

Hvorfor inddrager jeg nu det her med tiende i min prædiken  om forvalterskab?

 

Jo, som en slags opfølgning på det, at vi var mange, måske en 80 stykker, der deltog online i et UNIK-forløb over 4 aftner, hvor vi begyndte med en test, der afdækkede noget af vores personlighed, og jeg fandt ud af, at jeg er en ”ENFP´er - aktivist”, og er blandt de 7%,  som er -  (citat) ”- en fri sjæl, der glæder sig over de sociale og emotionelle forbindelser, de skaber til andre”.

 

Hvad var du og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” så at sige af det - dele ud af det - lade andre mærke det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

1. aften handlede om vores personlige vandring med spørgsmålet: ”Hvad har ledt dig hertil og hvem har hjulpet dig hertil”, og det var en aften, der var med til at skabe klarhed over, hvordan vi som enkeltpersoner er nået ”hertil” i vores liv.

 

Hvad er din historie og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” af det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

1. aften handlede om de femfoldige tjenester, apostel, lærer, profet, hyrde, evangelisten og aftnen bestod bl. a. af en test på 80 spørgsmål, som gav os alle en fornemmelse af, hvor vi var i forhold til disse veldefinerede åndelige og bibelske tjenester (Efes. 4)

 

Hvad kunne du genkende i dit liv af disse tjenester, og hvordan vil du forvalte det - betale ”tiende” af det - til glæde for din omverden, venner og menighed?

 

1. aften var der så en opfølgning, hvor vi havde mulighed for - i grupperne - at følge op på de foregående aftner og måske lægge en plan for, hvordan jeg/vi ville og/eller kunne forvalte de ”pund”, der blev mig givet, og som vi sang om i indledningssalmen.

 

En dyb indånding

 

Måske undrer nogen af jer sikkert over den tekst, jeg har valgt til at belyse forvalterskab, men jeg synes den indeholder nogle gode hints om forvalterskab. Lad os læse om Abrahams tjener Eliezer (Navnet er omtalt i 1. Mos 15):

 

Læn dig tilbage og lyt: (1. Mos 24,1-27)
Abraham var blevet gammel, højt oppe i årene, og Herren havde velsignet ham på alle måder.  Nu sagde Abraham til sin træl, den ældste i hans hus, ham, som stod for alt, hvad han ejede: »Læg din hånd under min lænd, så vil jeg tage dig i ed ved Herren, himlens og jordens Gud, på, at du ikke må tage en kone til min søn blandt de kana'anæiske kvinder her, hvor jeg bor.  Men du skal rejse til mit land og min slægt og hente en kone til min søn Isak.«  Trællen sagde til ham: »Måske vil kvinden ikke følge med til landet her; skal jeg så bringe din søn tilbage til det land, du forlod?«  Men Abraham svarede: »Vogt dig for at bringe min søn tilbage dertil!  Herren, himlens Gud, som tog mig fra min fars hus og fra mit fædreland, og som talte til mig og tilsvor mig, at han ville give dette land til mine efterkommere, han vil sende sin engel foran dig, så du kan hente en kone til min søn derfra.  Hvis kvinden ikke vil følge med, er du løst fra din ed til mig. Men du må ikke bringe min søn tilbage dertil!«  Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd og gav ham sin ed på det.

Trællen tog nu ti af sin herres kameler, og han tog alt godt med fra sin herre. Så begav han sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.  Ved brønden uden for byen lod han kamelerne lægge sig; det var hen imod aften, ved den tid kvinderne går ud for at hente vand.  Så bad han: »Herre, min herre Abrahams Gud, vis den godhed mod min herre Abraham, at det må lykkes for mig i dag.  Her står jeg ved kilden, hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand.  Når jeg nu siger til en pige: Ræk mig krukken, så jeg kan få noget at drikke, og hun svarer: Drik bare! Jeg vil også give dine kameler vand, så er det hende, du har bestemt til din tjener Isak. På den måde kan jeg vide, at du viser godhed mod min herre.«

Næppe havde han sagt det, før Rebekka kom gående med sin krukke på skulderen. Hun var datter af Betuel, som var søn af Milka, der var gift med Abrahams bror Nakor.  Pigen var meget smuk. Hun var jomfru og havde aldrig været sammen med en mand. Hun gik ned til kilden, fyldte sin krukke og gik op igen.  Trællen løb hende i møde og sagde: »Giv mig noget at drikke af krukken.«  Hun svarede: »Drik, herre!« og tog hurtigt krukken ned i hånden og lod ham drikke.  Da han havde slukket sin tørst, sagde hun: »Jeg vil også øse vand op til dine kameler, så de kan få slukket deres tørst.«  Hurtigt tømte hun krukken i truget og løb tilbage til brønden og øste vand op til alle hans kameler.  Manden stod tavs og betragtede hende for at se, om Herren havde ladet hans ærinde lykkes eller ej.  Da kamelerne havde slukket deres tørst, tog manden en næsering af guld, der vejede en beka, og to armringe af guld, der vejede ti sekel; dem satte han på hendes arme.  Så sagde han til hende: »Sig mig, hvem du er datter af! Er der plads til, at vi kan overnatte i din fars hus?«  Hun svarede: »Jeg er datter af Betuel, som Milka fødte Nakor.«  Og hun fortsatte: »Vi har rigeligt strå og foder, og der er også plads til at overnatte.«  Da bøjede manden sig dybt for Herren og sagde: »Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud, fordi han ikke har svigtet sin godhed og trofasthed mod min herre. Herren har ført mig ad vejen til min herres brors hus.«

 

Jeg sad og tudede, da jeg læste denne fantastiske beretning om en forbilledlig forvalters liv og tjeneste

 

Og hvad var det så han kunne, og som er et forbillede for os som forvaltere i dag?

 

1. Eliezer administrer, hvad hans herre ejer

v2 ”Nu sagde Abraham til sin træl, den ældste i hans hus, ham som stod for alt, hvad han ejede”:
Det fortæller os noget om den dybe respekt vi skal have i forhold til det, som Gud i sin kærlighed og ved sin ånd overlader til os og betror os.

 

”Hvad oplever du, at Gud har overladt til dig og betroet dig? Det være sig ejendom(me), virksomhed, uddannnelse, økonomi m.m. og som han har sat dig til at forvalte?”

1. Eliezer er rede, villig og klar, da hans herre har brug for ham.
   v10 ”Så begav han sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim”.

 

Er du klar til at handle på det kald Gud måske har vist dig gennem det forløbne UNIKforløb har givet dig?

1. Eliezer kender helt sin herres vilje

v4 Men du skal rejse til mit land og min slægt og hente en kone til min søn Isak.«

Eliezer var stålsat på at kende og løse opgaven, og er på den måde et godt forbillede på det ønske, der også skal leve i os i forhold til Guds plan og vilje med vores liv.

 

Hvad tænker du om din egen evne og vilje til at kende Guds plan og vilje med dit liv, og hvor meget vil du sætte ind på at få klarhed over det, så du kan ”forvalte” Guds vilje i dit liv?

1. 
   Eliezer ”binder” sig selv med et løfte

v9 Så lagde trællen hånden under sin herre Abrahams lænd og gav ham sin ed på det.

Han holder hvad han lover i forhold til Abraham.
Jeg tænker, at her er en side af vores gudsliv, som vi ikke helt er fortrolige med, selv om Præd. 5,3 siger: ”Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber!  – så er der mange, der har svaret på Guds kald og indgået så at sige en pagt med ham i tro, en pagt som mærkede dem og andre for livet!

 

Hvad har Gud evnt kaldet dig til, og hvordan forvalter du det kald og evnt. det løfte du måske har givet Gud på den baggrund?

1. Eliezer bøjer sig under sin herres vilje og omgiver og styrker den med sin egen personlige bøn.

v12 Så bad han: »Herre, min herre Abrahams Gud, vis den godhed mod min herre Abraham, at det må lykkes for mig i dag --  

Han kendte betydningen af, at hans bøn var hans herres bøn, og det giver os en fornemmelse af, hvor vigtig det er, at vores bønner er afledt af de bønner, der ligger på Guds hjerte, og at vi forvalter vores liv ud fra disse bønner?

 

Kender du til den side af din bøn, at Guds bøn bliver din bøn?

1. Eliezer lever et liv i lovprisning

v26 Da bøjede manden sig dybt for Herren v27 og sagde: »Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud, fordi han ikke har svigtet sin godhed og trofasthed mod min herre -- ”
Eliezer er en lovprisende tjener, og det fortæller os meget om betydningen af, at vi lever vort liv med den lovsang i vore hjerter, at Gud er den første og største, og at han fortjener at blive tilbedt, og er der nogen bedre måde at gøre det på end gennem lovsang!
Her er hyrdedrengen og senere kongen, David, et klart forbillede for os på, hvordan et liv i lovsang kan se ud, og hvordan vores forståelse af Gud kommer til udtryk gennem vores lovsang jf. Sl. 33,1: ”Bryd ud i jubel for Herren I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne”.

Kender du til det, at lovsangen fylder i dit liv og at du ”forvalter” lovsangen i dit liv?

Alt sammen fører Eliezers tjeneste og kald til det vidunderlige resultat: v. 60: De velsignede Rebekka og sagde til hende: »Måtte du, vor søster, blive til titusinders tusinder og dine efterkommere erobre deres fjenders porte!«

v67: - ”og Isak førte Rebekka ind i sin mor Saras telt og tog hende til kone. Isak elskede hende og kom over sin mors død.”

Hvad har du oplevet som en frugt af din tjeneste, din forvaltertjeneste? Hvad er der sket i dit ”Saras telt”?

 

Amen

En hel central plads i den kristne kirke har korset.
Læs her mine refleksioner over hvad korset betyder - (min langfredagsrefleksioner i Silkeborg Oasekirke)

Refleksion langfredag 2020

I dag er det langfredag. Kirkeårets mørkeste, tungeste og tilsyneladende mest håbløse dag - dagen hvor Jesus modtager en uendelig strøm af ydmygelser, hån, spot, pine, smerte, ensomhed,  angst og død - en dag, hvor fjenderne tilsyneladende har overtaget, og hvor mørkets kræfter raser og skriver dagsordenen.  
Tilsyneladende er Jesu død på korset en rå og brutal henrettelse, men vi kan og skal samtidigt i hans død se Guds herlighed, Guds kærlighed og nåde.
Korset er både et tegn på menneskers ondskab men også et tegn på Guds frelse og derfor har korset i dag fået en anden betydning end det rå henrettelsesinstrument, som det var for romerne, og som de rask væk udførte på ”ikkeromere”.
Men da korset - og den tiltænkte død -  ikke kunne sejre over Jesus, har korset fået en helt anden betydning, ja faktisk forstås korset nu som det modsatte, nemlig som et sejrens og magtens tegn.
Kejser Konstantin den Store (272 - 337) var den første, der som et udtryk for magt satte et kors på sit rigsæble, og andre kristne monarker har fulgt samme mønster.  Korset står på toppen af Christiansborg - vort Folketing - og mange andre steder (feks. også i Statsministeriets og Finansmisteriets monogram).
Ja og et utal af korssymboler er gemt i musikken, malerkunsten, litteraturen og jeg går ikke for vidt ved at sige, at korset stadig kan fascinere, men også nogle gange bruges lidt overfladisk, feks i smykkeproduktion og krucifiksfremstillinger.
Et eller flere kors blev hurtigt en vigtig bestanddel af kirkelige embedsinsignier og indgår på utallige måder i smykker og ornamentik feks. på Jellingestenen, det keltiske kors m.fl. steder.
Et korsmotiv ses ofte på middelalderlige mønter, og mange kirkers grundplan er korsformet. I ældre tid "underskrev" folk, der ikke kunne skrive, sig ofte med et kors, fordi det opfattedes som forpligtende.

 

Den opstandne Kristus og Gudslammet er ofte gengivet med en korsfane, og efterhånden blev korsflag almindelige og er i dag kendetegnende for de nordiske lande.

 

Korset er også blevet brugt som afværgemiddel mod alt ondt: På stalddøren, for at kreaturerne ikke skulle blive forhekset, på bunden af kærnen og i bryggekarret, for at smørkærningen og ølbrygningen ikke skulle mislykkes, i dejen, for at bagningen skulle gå godt.

Korset kunne også bæres på kroppen som en amulet, og hvis man mødte et spøgelse eller noget andet overnaturligt, kunne man værge sig selv ved at korse sig.

 

Hvad betyder korset for dig?

 

I Silkeborg Oasekirke har vi en plan lige nu - i disse onlinetider - at ringe hinanden op og ønske hinanden en glædelig påske.

 

Jeg har kontaktet en del personer og bedt om deres holdning til korset - til Jesus kors - og den første jeg har spurgt er den gamle profet Esajas, og blandt mange ting i hans svar var der særlig noget jeg bed mærke i:  
Han skriver bl. a. : Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, vi regnede ham ikke for noget.

Det var vore sygdomme, han tog, han bar vore lidelser, vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud, men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

 

Godt svar synes jeg

 

Jeg kontaktede også Paulus, men han kunne slet ikke får stoppet igen og han havde godt nok mange ord i sin magt.
Han fortalte bl. a. at ”Jesus stiftede fred ved korsets blod", og ”Gud viser sin kærlighed mod os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere".  
Og om ”et skyldbrev, der ødelægges” men også om, at ”den troende er begravet med ham ved dåben til døden, og oprejst med Kristus, - at Jesus blev korsfæstet på grund af synden, kødet, det gamle menneske, verden, loven.

 

Pyh ha, man bliver helt forpustet når man nærlæser hans forklaringer på, hvad Jesu død på korset betyder.

 

Han fortsætter bl. a:  Men ”De onde åndsmagter er besejret ved Kristi værk på korset. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, idet han viste sig som sejerherre over dem på korset”,

Ja, som ”en sand triumfator lader han de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, for at vise hele universet sin sejer over hele fjendens vælde”.

 

Han render godt nok ikke tør for store ord om, hvad korset betyder, den gode Paulus.

 

Irenæus

Jeg fik også fat i en af kirkens gamle tænkere og fædre - Irenæus (130-ca. 200), og han svarede:
”Og fordi han selv (Jesus) er den almægtige Guds Ord, som i den usynlige skikkelse er hos os, har han på trods af menneskets svaghed og synd, genoprettet den oprindelige gode skabelsestilstand og fører verden og mennesket til fuldendelse gennem Kristi gerning.”  Jow, og tak for de ord, og så bad han mig huske på følgende: "Vor Herre Jesus Kristus, Guds ord, blev i sin grænseløse kærlighed, hvad vi er, for at gøre os til, hvad han selv er". (Den gentager jeg lige):

 

Arnoulf af Louvain (salmedigter og abbed (ca 1200–1250) er ophavsmand til 3 væsentlige salmer: Hil dig, Frelser og Forsoner, O hoved, højt forhånet og  Jesus, jeg dit kors vil holde  --- han skriver sådan tilbage:

 

Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!  ------------

Min Jesus, du er såret

for mine synder så,

jeg burde have båret

den straf, som på dig lå;

se hid, her står jeg arme,

fortjente vredens ris,

min Gud, dig dog forbarme,

din nådes glimt mig vis!

Johan Hus, der 6. juli 1415 blev brændt på bålet beskyldt for kætteri. Han nævner for mig:

Jesus Kristus er til stede!

Han fra os har vendt Guds vrede;

med sin pine, med sin død

fri'r han os fra evig nød.

 

Doktor Martin Luther (1483 – 1546) svarer også godt for sig

”Gud kræver ikke noget for noget, og Guds retfærdighed er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed. Det er ikke en streng og dømmende retfærdighed, men en nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker gratis, blot de tror på, at Kristus har frelst dem”.

 

Thomas Hansen Kingo (1634 – 1703) dansk biskop og salmedigter svarede sådan her:
”Du kan i tillid og i tro

nu for Guds ansigt træde,

thi Jesus ved sit korses blod

har fred med ham oprettet,

og i den dyrebare flod

er al din synd aftvættet.”

 

Sangskriveren J. Santon fra Christianshede ved Bording (død i 1944):
”Han elsker mig, det vidner korset om;

der bar han verdens synd og straffedom,

han lod sig dræbe der i syndres sted;

det var beviset på hans kærlighed”.

 

Kirkelig debattør Mogens Mogensen fra Christiansfeld (født i 1950):

Korset er et symbol på troen på Guds nådige tilgivelse og en ny begyndelse, en kærlighed, der griber os og forvandler os og har i sig håbet om, at kærligheden sejrer over ondskab og død.
Korset er ikke bare det symbol, som for eksempel markerer en bygning som en kirke, men er først og fremmest det vigtigste orienteringspunkt for os, når vi tænker kristendom og kirke.

 

Peter Hansen, konverteret muslim fra Iran, PT Kærshovedgård svarer (på engelsk) på mit spørgsmål: Hvad betyder korset - Jesu kors for dig? – ”Hello the cross is a sign of love for me because Jesus Christ forgave us all our sins on the cross”
Ja så enkelt kan det siges af en ny kristen

 

Jeg skrev til mig selv, og jeg svarede følgende:

”Jeg bær på et ord i den forbindelse og det er ordet forsoning, fordi korset er – også - sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.

Ved korset er gærdet, skillevæggen, revet ned mellem jøder og hedninger, mand og kvinde, træl og fri, dem, der er nær og dem, der er langt borte.

Den gammeltestamentlige lovpagt er afviklet.
Hele skaberværket er ved korset forsonet og forløst, og vi ser frem mod en total nyskabelse og genfødsel af verden og skabningen.
Korset fremtræder, hvor vi end møder det, som et tegn på Guds tilstedeværelse og på hans vilje til at forsone sig med verden med dig og mig.

 

Bøn: Herre Jesus, vi priser dig fordi du blev hånet og foragtet for vores skyld! Tak at du gik i vores sted og forsonede os med Gud ved din død på korset! Vi beder dig om at vi må fatte lidt af din store kærlighed til os gennem det vi nu skal høre. Amen.

 

 

Det har altid en pris at følge Jesus.
Jeg har reflekteret lidt over teksterne til St. Stefansdag
(2. Juledag), som godt kan virke noget provokerende for os, hvis vi ikke er villige til at spørge os selv: Hvad må det koste. Her kommer det

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matthæusevangeliet 10,32-42

 

 

Juledagene har helt sikkert for de fleste af jer været præget af familie, fred, fest, fede retter, glæde, salmer, bibeltekster og hørt profetier om fredskongen, ”der skal brænde hver støvle, der tramper og hver kappe, der er sølet i blod.”
Vi har sunget med på englenes lovprisning ude på marken: ”Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser født”.

Og det har vi sammen gjort med stor glæde i samlet flok og på den måde sammen løftet vores lovprisning og tak til Jesus, frelseren, der fødtes julenat

Og så møder vi op til gudstjeneste i dag og møder det her: ”Jeg er kommet med sværd” - ”kors og efterfølgelse” - ”splid mellem en mand, far, datter, mor, svigerdatter, svigermor, mand, husfolk”

Hva´ er nu det for tekster?

 

De er såmænd teksten fra 2. juledag 2. tekstrække

Skulle man ikke vide bedre, så tænker man, at der tale om to forskellige ”trosretninger”:

En retning med Fredsevangeliet og en retning med Stridsevangeliet, og hvordan skal vi lige forstå den dobbelthed?.

 

(Et lille forklarende indskud)
Først er det måske ikke kendt for alle, at teksterne til 2. juledag (også kaldet St. Stefansdag), var den oprindelige tekst på årets mørkeste dag/tid og da gav det god mening, at lægge Stefanus´s martyrdød (og på den måde fortælle historien om martyrerne, og den ultimative pris mange måtte betale for at tro på Jesus.
Husk på, at de første 300 år levede kirken under forskellige romerske kejseres forskellige grader af undertrykkelser.
Herefter (300 – 600) var der en fredstid med store vækkelser og udbredelser af evangeliet til stort set hele Europa, Nordafrika, Centralasien og Indien.
Men fra ca. år 600 (med Muhammeds voldelige hærgen og fremad - kulminerende med Islams storhedstid omkring 1200tallet, hvor Islam bredte sig i et bredt bælte fra Nordafrika hen over Tyrkiet Persien, Pakistan, Indien (Bangladesh) og Indonesien) blev det en meget vanskelig tid for den kristne kirke, og det er stadig billedet, at ca. 250 millioner kristne i disse lande lever under pres (hver tiende kristen!)

 

(Tilbage til emnet efter dette indskud)

Den romerske kejser Aurelian (gen)indførte fejringen af guddommen Sol Invictus i år 274 den 25. december, og det blev inspirationen for de kristne, som i 300-tallet begyndte at fejre Jesu fødselsdag på samme dato, men der lå jo i forvejen martyrfesten (St Stefansdag - 2. juledag), og det er forklaring på ”sammenstødet”. Sct Stefansdag var der først, og man har ikke villet fjerne St. Stefansdag og den effekt, året mørkeste tid har på alvoren ved at være kristen, så nu har vi koblet dem sammen de to dage, og det giver også en god og realistisk mening.

(Nå det var lidt historie)

 

Tilbage til min optakt med fredsevangeliet og stridsevangeliet, for ja, julen handler om Guds søn, der blev sendt på fredsmission med Fredsevangeliet, til en verden, der dog kun ville have fred på sine egne betingelser, og kun kort tid efter sin fødsel, var Jesus politisk og religiøs flygtning med en gal dødende Kong Herodes i hælene, eller som evangelisten Johannes skriver i sit juleevangelium: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. (Johs 1, 11).

 

Det er uimodsigeligt, at med barnet i krybben indvarsledes verdenshistoriens største krigserklæring med et tydeligt stridsevangelium, og vi kan næsten høre Gud sige: ”Jeg har skabt verden, verden tilhører mig, verden skal ikke fortabes, men frelses – fingrene væk, Satan, død, løgn, synd og alle fordærvsmagter - fingrene væk, for jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!«. (Sal. 2)

Men der var store omkostninger ved den investering som Gud gjorde i sin søn Jesus, og Jesus blev selv efterstræbt og forfulgt som den første i den kamp, lige fra Kong Herodes forsøg til Pilatus godkendelse af hans død på korset, men inden da blev hans kærlighed gengældt med had, løgn, misundelse, tortur og en ekstremt smertefuld død, og han blev forfulgt uden grund, siger Johannes (Joh. 15,25).
Han nåede dog målet, men undervejs mistede han – ja betalte han en høj høj pris – men han fandt også de perler, han søgte, og drog dem til sig, og lovede dem, at han ville være med dem indtil verdens ende

De perler er os, Guds kongebørn, Jesu disciple, os, der tilhører Kristus, og vi er sammen sat ind i et forløb, vi som menighed og fællesskab tager sammen, et fællesskab med Jesus, der skabte og skaber en ny menneskehed, en ny (2 Kor 5, 17).

Og dette nye manifesterer sig i overbevisning, i handling og i bekendelse, som vi sammen er kaldet ind i, udrustet af ordet og fyldt af Den Hellige Ånd.

Men det fredens evangelium, som vi har fået betroet, er blot ikke altid fredsommelig, for bekendelsen af Jesu navn har aldrig vinden i ryggen, for i medvind skabes hverken martyrer eller modstandsfolk, og det er under ydre modstand, at troen vokser stærkest, og når bekendelsen bliver lavmælt og ængstelig, tager fornægtelsen let over.
Når kirken får vinden i ryggen, holder man op med at regne med den, og den troens brand og ild, den kristne modild, som lyser i mørket og varmer i kulden, vil der altid være rettet mod mange kræfter imod for at slukke, og ofte krydses der klinger ved dette lys, ved denne ild, og hvor ordets og åndens sværd, Åndens ild, Åndens modild er til stede, der trækkes ofte en skillelinje mellem sandhed og løgn, lys og mørke, fred og ufred, og på den vandring vil vi sammen se hen til Jesus, ” troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.  Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet ” Hebr. 12,1-3:

 

At gå ”Jesusvejen” troens vej, betyder at tage sit kors op og gå samme vej som Jesus, og på denne vej er der noget, man mister, og noget, man finder, og det kan ikke være anderledes, og den vandring tager vi sammen, vi gør.

 

PPT: Kaj Munk siger i en prædiken: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet. Den bider og river og slaar. Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk. De skal ikke have Sandhed, men Sofa” (s. 204 i Kaj Munk mindeudgave Prædikener).
Tænk, hvis Kaj Munk havde tiet stille, da den daværende kirkeminister på vegne af tyskerne beordrede ham til at tie stille.

PPT Luther er blevet citeret for at have sagt: ”Hvis vores evangelium bliver modtaget i fred, så er det ikke det sande evangelium”.
Og man må sige, at han om nogen oplevede, hvordan evangeliet delte, for det evangelium, den sandhed, han prædikede, bragte ikke fred, men derimod skabte det den største splittelse i kirkehistorien, men også samtidig begyndelsen til den verdensomspændende mission og vækkelse vi i disse år er vidner til.
Tænk, hvis Luther havde tiet stille, bare for den gode stemnings skyld, for fredens skyld?

 

Som kristen, som Kristi menighed må vi sammen stille os det spørgsmål: Hvor meget betyder Jesus for os?
Hvor meget må det koste?
Hvad er vi villige til sammen evnt at give afkald på (økonomi, tid, bøn m.m.)?  - fordi Jesus bare er mere værd for os, end noget af det, vi har/bliver tilbudt os.
Hvad ønsker vi sammen gi´ og bringe af ”ofre” til og for den Jesus, som opgav alt og ofrede sig for os? Og som vi synger glødende og inderlige lovsange til?.

Er vi villige til ikke så meget at tænke på reaktionerne på, at vi kendes ved Jesus overfor mennesker – at vi forkynder sandheden i ord og gerninger?

Vi vil sikkert sammen møde gode reaktioner, men også ligegyldighed, fjendtlighed og tilsidesættelse.
Men så tænk på, at Jesus har mødt alle de reaktioner før os og sejret.

Vi har fået et par profetier med et kald til at gå til dem, Gud kalder os til at gå til – med frimodighed
Det hørte vi fra Betina Meldgaard 4. sø. I advent.
Dianne Kampp har delt et lignende budskab med os om, at vores næste venter på os, og at kongens ærinde har hast.

 

Sammen vil vi kalde på en ny villighed til at følge ham og så frimodigt tage med at nogle vil modarbejde os, afvise os, mens andre vil blive velsignet.

Den opgave tager vi sammen, og jeg synes også at vi som menighed er godt i gang og at der er mange i vores menighed, der ”betaler” en god pris og også ”høster” god frugt, og det giver bare så megen energi til vi andre, og tak for det forbillede I er!

Det skal helst ikke siges om vores menighed, at vi ”snød” og valgtede mange

 

At vi sammen kendes ved Jesus i vidnesbyrd, ord og gerning, er det mest afgørende spørgsmål for os, for hvis vi vil kendes ved ham, vil han nemlig også kendes ved os over for sin far i himlen, men hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os over sin far.

Den kamp det er ”at kendes ved ham” tager vi som menighed sammen og forventer at Gud ved sin ånd leder os.

Teksten og lektien i dag handler om hengivenhed til Jesus uanset hvad prisen så end er, og indeholder et kald til, at tjene ham på en sådan måde, at mennesker omkring os må få øjnene op, at Jesus også er deres frelser.
Må det mærkes på vores medmennesker, at  vi har gode nyheder for og til dem, at Jesus elsker dem og ønsker dem i silt følge, og her er vi så kaldet til sammen ”at dele det største vi har”.

 

Husk Kaj Munks ord: Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk – for de skal have sofa.

 

Hva? Skal det siges om os, at vi er et ”sofafolk” i Silkeborg Oasekirke

 

Amen. Lad os bede