Fordelen ved det, er at man lige hurtigt kan se de nyeste
Uge 51
Kære allesammen.
Når julen nærmer sig kan jeg ikke befri mig for abstineserne. Det går ikke sporløs hen over en, at man har prædiket i næsten 30 år og oplevet julegudstjenester i et antal jeg ikke har styr på, men for ikke at komme helt ud af tur, så skal i lige have en juleprædiken med på vejen
Bøn
Lovet være du, Gud, at du lod dig se i barnet i Betlehem. Nu skinner dit lys i mørket, nu ser vi din herlighed. Herre kom og fyld julen med liv og glæde fra dig. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1 14
Prædiken
To verdener mødes i julen.
Himmelen og jorden.
Den ukendte verden får plads i den kendte
Og i det møde vendes der op og ned på magt og afmagt.
På styrke og svaghed.
Kontraster og modsætninger er der nok af i juleevangeliet.
Den romerske kejser Augustus sidder på tronen, dyrker sig selv som solgud og har udvidet sin magt til at dække hele middelhavsområdet.
Han har placeret sine statholdere rundt om i de besatte områder.
Kvirinius er hans statholder i Syrien. Kejseren regerer effektivt og velovervejet.
Folk har bare at indordne sig, som Josef og Maria, der må på rejse – på grund af den folketælling, vi så ganske usentimentalt hører om i begyndelsen af juleevangeliet.
Og så i ét nu forsvinder det hverdagsagtige
Den velkendte verden med dens magthavere der trækker i trådene er væk og erstattes af det uventede.
Pludselig optræder der engle med Herrens herlighed om sig med budskabet om barnet i krybben og om fred på jorden. Virkeligheden viser sig i et nu at være større end det, kejseren kan befale over.
Magten forskydes.
Men hvad betyder det for os ?
Bagefter er det jo stadig kejserens tid
Og han regerer med frygt og magt.
Og umiddelbart ser det ud til, at juleevangeliet mest handler om mennesker, der ikke får deres ønsker opfyldt:
Hvis Maria og Josef ønskede sig noget, var det formentlig at blive i Nazaret, så Marias barn kunne komme til verden i fortrolige omgivelser blandt slægtninge og venner mennesker, som kunne hjælpe, når det var nødvendigt.
Hvis det var det, de ønskede sig, så fik de det stik modsatte.
Og da de nåede Betlehem og søgte efter et sted at overnatte, så fik de heller ikke det ønske opfyldt.
Hvad hyrderne eventuelt havde ønsket sig, fortælles der ikke noget om; men efter alt at dømme har heller ikke de ønsket sig det, som de faktisk får:
Nemlig budskabet om en frelser, der ikke ser ud til at kunne frelse nogen som helst.
Et løfte om Guds fred og velbehag, som ikke synes at have blot den mindste håndgribelige virkelighed bag sig:
Et tegn, der ikke viser ud over den trøstesløse situation, de befinder sig i, og hen til noget andet og bedre, men som kun minder dem om den hjælpeløshed og afmagt, som er og bliver menneskers grundvilkår i verden.
Magt og afmagt.
Styrke og svaghed.
Juleevangeliet er så uhåndgribeligt og uoverskueligt set i forhold til vores dagligdag.
Den første julenat greb Gud selv ind i menneskehedens historie, ind i kejserens tid.
Der skete noget i dybeste forstand forunderligt.
Gud blev menneske
blandt mennesker.
Og på den baggrund lyder julens budskab om fred.
Fred i kejserens tid.
”Fred” er julens budskab – som englene synger det for hyrderne på marken.
Så kan man selvfølgelig have lyst til at sige som de falske profeter i GT: "Fred, fred” og se, der er ingen fred"
Er det ikke umuligt og naivt i ramme alvor at forkynde julens budskab om fred på jorden ?
Nej, for julens budskab om fred er ikke det samme som fredsommelighed og lutter gode dage.
Det er snarere et budskab om fred trods nød og fare.
Virkeligheden viser sig julenat at være større end det kejseren har magt over.
Julens budskab er, at vi har fået del i et helt andet rige.
At vi midt i nøden, faren og elendigheden har fået freden fra Gud.
Med det som ballast i rygsækken kan vi trygt tage fat på hverdagens arbejde og besvær – og gøre en indsats der – så godt vi nu hver især formår det.
Vi har fået del i en virkelighed, hvor det ikke er kejseren, der har magten.
Jesus kom ikke til verden for at opfylde alle vore ønsker.
Guds fred kan ikke tage vores uro og usikkerhed bort.
Og den betyder ikke, at vi kan regne med at få det fuldstændig, som vi gerne vil have det.
Guds fred består i, at mennesker at vi har hans velbehag og hans kærlighed lige meget, hvor vi er på vej hen.
Man siger, at den største og mest ubetingede kærlighed er forældres kærlighed til deres barn.
Men det holder ikke: den største og mest ubetingede kærlighed er barnets kærlighed.
Den er absolut, og ofte må børn finde sig i alt, alt for meget, men fortsætter alligevel med at elske.
Sådan er det også med dette barn Bethlehemsbarnet.
Også barn Jesus må finde sig i alt, alt for meget to planker, krybben to planker, korset.
Men hans kærlighed til os er der ingen, der kan røre ved.
Han tror for os, han håber for os, han tilgiver os.
Hos ham hører vi til.
Derfor er vi her i dag.
Fordi vi er usynligt mærkede for pande og bryst med hans tegn
Korstegnet.
Det blev vi, da vi blev døbt.
Jesus elskede sine mennesker så højt, at han satte sit liv til for os.
Hvad ingen rigtig forstod var, at da Jesus døde på korset – da vandt han samtidig den største sejr, kærligheden nogensinde har vundet.
Korset blev til kærlighedens mærke.
Med det tegnes alle dåbsbørn, for at det skal blive tydeligt, at vi tilhører Gud og at intet skal skille os fra Ham.
Og med det tilsagn fra Jesus selv kan vi ønske hinanden en rigtig glædelig jul. Amen
Uge 48
Adventstanker om decembers og julens forbrug af lys.
1. Lyset er et bærende og ledsagende element - når der sker noget særligt.
Lys fremmer virkningen.
Lys understøtter det, der sker på en særlig måde.
Lige fra skabelsesberetningens: Der blive lys, hvor alt det skabte ser dagens lys fra det mindste græs til det største næsehorn, og badet i lys får det altsammen form og skikkelse til alt det vidunderlige, som er omkring os.
Ved den lysende og brændende tornebusk får Moses besked om, at føre sit folk ud af trældom og fangenskab, og med sig bringer Israels folk på vejen til det forjættede land en alterild, der ikke må slukkes, “for den er tændt af Gud” (3. Mos 6,2 og 9,24).
Ved den lysende og fortærende ild på Karmels bjerg viser Gud, at han er Gud - i modsætning til den døve og stumme afgud Baal.
En lysets engel Gabriel viser sig for Maria.
Lys kommer med englene til hyrderne på marken.
Lyset fra stjernen leder de vise mænd de tusind kilometer til målet.
Nikodemus bli´r draget hen til den olielampe, der står i Jesu nærhed og her får den lærde mand sit liv på ret kurs.
Opstandelsen foregår da lyset bryder frem på den første dag i ugen.
Pinsedags flammer lyser og peger hen på de store undere, som Helligånden igen og igen skaber i sin menighed og i Guds folk.
Den daværende præst i Sdr. Bjert Holger Lissner fik engang den udmærkede ide, at lade børn fra byen lave en børnealtertavle efter deres egne ideer. De valgte instinktivt at sidestille julestjernen, påskemorgensolen og Helligåndsflammerne i de tre billeder, der udgjorde altertavlen.
Vi tænder lys på alteret, for at pege på den korsfæstede, men opstandne frelser Jesus Kristus.
På Jels kirkegård så jeg engang, hvordan man hver nat satte lys på en ung trafikdræbts grav.
Vi tager fakler med på optog.
I Taize så jeg, at der blev brugt hundredvis af lys under gudstjenesterne.
Julen og julemåneden indvarsler Lysets komme, og gennem læsninger fra Biblen, sange og salmer peges der hen på det sande lys:
“Himlens lys kom i dig til jord.
Skinner til ny oplysning stor” DDS 108.
“Og lys i dit lys skal vi skue” DDS 31.
“Jesu navn som en baun vil på vejen lyse” DDS 114.
2. Lys har tillige en pædagogisk virkning, og peger videre på noget andet og større:
På Guds lys
Sl 36,10: - for hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset.
Sl 43,3: Send dit lys og din sandhed, de skal lede mig, bringe mig til dit hellige bjerg og til din bolig.
Sl 56,14:_For du har reddet mit liv fra døden og min fod fra at snuble, så jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys.
På Jesus som verdens lys
Joh 1,4: I ham var liv, og livet var menneskers lys.
Joh 1,9: Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.
Joh 8,12: Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«
Joh 9,5: “Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.«
Joh 11,9: Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys.
Joh 12,46: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.
Lyset skinner i mørket, og mørket får ikke bugt med det - siges det i Johannesevangeliets juleberetning.
Mens vi vandrer i dette mørke, da har vi lyset iblandt os, og Jesus vil trænge ind i vort mørke og tænde lyset i vore hjerter: Han siger selv:
Jeg er sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed,
v19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
3. Lyset rummer et kald til os om selv at være lys
I december bader vi os i lys, vi fester for Lyset, der er kommet. Og via lyset indbydes vi til at komme til ham, som vil tænde sit lys i os og skænke os livet, det evige liv, så det kan siges om os: For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, (Ef 5,8f) Glædelig adventstid
Uge 45
Jeg skal på søndag tale ved en Lovsangs- og forbønsgudstjeneste i Sct. Pouls Kirke i Århus over emnet: ”Håb for os der skal dø”!
Og jeg har lyst til at sætte min prædiken på hjemmesiden som en slags opfølgning på sidste uges reflektion ud fra Van Goghs STOLEN!
(Kan ses nedenfor)!
Prædiken
Vi er nu alle sammen i en slags post-allehelgentid, og AlleHelgensøndag har for en søndags vedkommende kastet et særligt pust ind over os, som ånder af evighed, af himlen, af liv efter døden, og den nådefulde allehelgenstid minder os i særlig grad om det kristne håb, håbet om opstandelse og evigt liv, og det handler faktisk også mange af vore salmer om:
DDS 729 Nu falmer skoven:
7. Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.
DDS 52: Du Herre Krist:
6. Giv os, o Gud,
vi på dit bud
må leve så tilsammen,
at vi hos dig
evindelig
i Himmerig
kan få din glæde! Amen!
DDS 402: Den signede dag med fryd vi ser
7. Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.
Disse korte salmestrofer emmer bestemt også af ”Håb for os der skal dø”
1. Fordi vi en dag selv skal indgå i den evige skare af mennesker, der er nået til frelsens optimale sted, stedet, hvor man til fulde indsnuser duften af den nye himmel og den nye jord, og oplever, at vore vildeste drømme er blevet virkelighed, og møder det, at vore drømme ”får vinger”, hvis vi kan udtrykke det på den måde - vi møder opfyldelsen af det, som der i bidder blev talt om på denne jord, profetisk, men som nu bliver total virkelighed – at livet i al sin fuldkommenhed, livet i al sin fylde opfyldes for næsen af os, og vi oplever alle sanser spændt ud, så de kan suge det nye, den nye virkelighed til sig, og hvor vi med egne øjne ser profetierne gå i opfyldelse: Esajas 49 m. fl. ”at de øde jordlodder skal skabes til frugtbart land, fangerne i fængslerne skal ud af deres mørke, sult og tørst skal forsvinde, døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig eller pine skal være mere.
Vore dybeste længsler bliver til virkelighed.
Det vi i troen aner - det vi i tro længes efter - det, vi i tro håber på, er på vej, og vi skal en dag stå midt i det, med vort eget liv, vort opstandelseslegeme skal møde alt det storslåede, som er i Guds nærhed i hans himmel, i hans rige.
Ordene, hvert ord i Bibelen om evigheden, om opstandelsen, om livet efter døden, er troværdige, og skal ikke blot forstås åndeligt, men bestemt også fysisk.
(Indskud om bogen Fodspor i Glastrappen af Magnus Malm)
Guds ord i den henseende er troværdige, og disse håbets ord fortæller om, at Døden ikke er det sidste for et kristent menneske. Døden er kun som en (trang) port, der fører ind til det evige liv, og på den side af porten er der evig fred og glæde, og da skal vi gense vore kære, og vi skal altid være sammen med Herren, og han vil “tørre hver tåre af deres øjne.” (Åb. 7,4)
Vi behøver alle nu og da at få tørret en tåre bort, men der findes tårer som kun Gud selv kan tørre bort, og det er de smertens og sorgens tårer, som ret så ofte må flyde på denne jord.
Mange af disse tårer kan kun Gud selv tørre bort når vi er nået til trøstens land, det ny Jerusalem, himmelen med sine endelige og afgørende trøstens ord:
Åb 7v15_Derfor står de for Guds trone
og tjener ham dag og nat i hans tempel,
og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
v16_De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17_for Lammet midt for tronen skal vogte dem
og lede dem til livets kildevæld,
og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«
Noget lignende står der i Åb 21,1-7
Når vi står der for Guds trone og har erfaret frelsens inderste væsen, vor evige frelse fra synd, død og djævel, så er der ikke noget at græde over mere. (Det skulle da lige være om vi kan holde glædestårerne tilbage - over at denne verdens sørgetårer ikke mere skal grædes eller flyde).
Men uanset tårernes beskaffenhed, så vil Gud selv tørre hver tåre af vore øjne. Det overlader han ikke til en af englene. Han vil selv gøre det, for ingen kan trøste som Gud.
Evnt lidt om Thomas´s død i august
Det bliver den fuldkomne trøst. For alt det der fik os til at græde på denne jord - alt det er forsvundet. Der er intet i Himmelen, der kan få et menneske til at græde.
Fordi synd ikke findes i Himmelen, findes der heller ikke noget af alt det, som ødelægger livet og glæden. I det ny Jerusalem - i himlen er der ingen sygdom og død, og heller intet af alt det onde, som stammer fra syndefaldet.
Hos Gud skal vi heller ikke bære på tunge minder om sorger, der ramte os, eller nages af tanker om synder vi gjorde. Det vil Gud, for Jesu skyld, tage bort fra vort sind og lade forsvinde for evigt sammen med alt andet som kan pine og nage. Da bliver glæden fuldkommen.
Ekskurs om troens ”næsten”. Vi er der næsten, i troens allerede og endnu ikke – virkelighed.
Frits Larsen LM´s gamle høvding skriver i "Budskab fra Nådens rige 1952" følgende:
Jeg tænker f. eks. på gamle Beate Andersson. Hun var i sandhed skrøbelig. Lam over hele kroppen, benene uudviklede, arme og hænder slappe, halsmusklerne lamme, hovedet hængende, ryggen også slap, øjnene blinde. Bare tungen kunne bevæges. Talen var ikke tydelig, men forståelig, og så kunne hun høre. Med øret opfattede hun livet, med tungen talte hun om Jesus. Med tungen flettede hun perlekranse, som solgtes. Hendes liv måtte synes fattigt. Hvem i denne verden af læger og vise skulle kunne give et så skrøbeligt legeme indhold, noget at leve for. Hvilket menneske skulle kunne forhindre hende i at klage over tilværelsen og være utilfreds? Hvem skulle kunne afværge, at hun bare ville lade alt stå til? Ingen anden end den opstandne frelser kunne gøre det svage legeme til en så stor velsignelse, at alle i hendes omgangskreds savnede hende umådeligt, da hun var borte. Hun var en pryd for Herren. Men. Men. Det sidste er ikke sagt endnu. Når hendes legeme opstår, og det er uden lyde, da skal det blive fuldkomment. Ja, da er frigørelsen kommet ved legemets forløsning Da skal en før bundet tunge synge, da skal lamme ben springe, da skal blinde øjne se og stråle, da skal alt være ret og rigtigt. Åh, for en hvile for troen, der er i opstandelsen.
Og hermed er vi ved det næste jeg vil sige i dag om ”Håb for os der skal dø”
2, Alt dette vidunderlige er kun muligt på grund af Jesus, hans liv, hans forsoningsdød og ikke mindst hans opstandelse fra de døde
Det, der ligger i den kristne kirkes bekendelse, er bl.a. troen på opstandelsen, troen på, at vore legemer skal opstå, og at dette er fuldendelsen, det hele skabningen venter på, vore legemers forløsning.
Opstandelsen er mere end at stå op.
Ordet indeholder også tanken om fuldendelsen eller genoprettelsen, fuldkommengørelsen.
Opstandelsen er det centrale i urkristendom. Det er opstandelsen, de første kristne vidner om
Opstandelsen er det store i kristendommen, som ligger helt ud over, hvad vi kan, ja ud over næsten hvad vi kan forstå.
Opstandelsen har et usædvanligt indhold for os mennesker.
Vi sukker efter forløsningen. »Vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning.« Rom.8,23
Hele skabningen sukker, fordi den er i trældom.
Hele skabningen venter på Guds børns åbenbarelse. Rom. 8,19.
Vi bærer i sandhed skatten i lerkar. Men vore legemer skal forvandles. Vore øjne er vendt mod det høje, og når Kristus, vort liv, åbenbares, skal vi åbenbares med ham i herlighed. Ja, vi forventer som frelser den Herre Jesus, der skal forvandle vort fornedrelseslegeme til at være ligedannet med hans herlighedslegeme. Fil 3,21 .
Taber vi troen på denne opstandelsens herlighed, bliver vi igen hedninger. Det er Guds børns klenodie, at de ejer dette håb, som aldrig beskæmmer.
DDS 564 v5 (vist nok i en orindelig version):
Tænk, når engang jeg uden synd skal være
og fra mit kød og Satan ganske løst,
når hver en tanke er til Herrens ære,
og alle gerninger foruden brøst.
Nu er vi snart ved vejs ende, men jeg kan ikke dy mig for at nævne dette til sidst
3. Hvem har vi i Himlen?
Sl 73: v24 Du leder mig med dit råd,
du fører mig til herlighed.
v25 Hvem har jeg ellers i himlen?
Hos dig ønsker jeg intet på jorden.
v26 Om end min krop og mit hjerte forgår,
så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.
A. Jesus møder vi i Himlen
Hovedpunkterne i Bibelen er, som bekendt, skabelse, syndefald, frelse og fuldendelse.
Ved Jesus himmelfart sagde Apostelen Peter om Jesus: ”Han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (ApG 3,21).
Guds frelsesplan går ud på at genoprette alt.
At genoprette noget, er at føre det tilbage til begyndelsen, til det som det var engang.
Det, der skal genoprettes, er de forhold, der var i Edens have før syndefaldet.
Der hvor menneskene levede i fuldkommen harmoni med Gud, med sig selv, med hinanden og med naturen.
Der hvor synd og skam var ukendt.
Den verden, Gud skabte, var hel og ren.
Jeg har lyst til først at citere et hovedord om denne sag. ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” (1 Joh 3,2).
I Filipperbrevet, som også er kaldt glædens brev, står der faktisk meget om Himlen. Det tror jeg ikke er tilfældigt. Sand kristen glæde er nøje forbundet med en klar forståelse af Himlen. ”Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,20f).
2. Gud selv som magtens Herre
I Himlen sidder Gud på tronen. Tronen, i bestemt form, er udtryk for magten. Gud har virkelig al magt i himmel og på jord.
Sl. 110,v1: Herren sagde til min herre:
»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«
Vi skal møde den Gud, der ved sin magt genopretter alt, smider Djævelen i svovlsøen Åb 20: v10 Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.
Og videre står der i samme kapitel
v11 Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. v12 Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. v13 Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. v14 Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. v15 Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.
C. Himlen, Helligåndens hjem
Helligånden har sin bolig i Himlen. Da Jesus blev døbt, åbnede himlen sig og Guds ånd dalede ned over ham som en due (Matt 3,16).
Helligånden kaldes også ”den himmelske gave” (Hebr 6,14), som er sendt fra himmelen
Åb 22: v17 Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.
Jeg tror personligt, at HÅ bl. a. er den, der leder lovsangen, den evige lovsang:
(Åb 19,6f.): ”Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder”
Den sang skal vare evigt. Da har man nået troens mål, den evige frelse. Det er for dem, der, somen brud, har gjort sig rede.
Amen
Uge 44
Allehelgensrefleksioner
Jeg har ovenfor gengivet et billede af en kendt maler, Van Gogh.
Det er et billede af en tom stol.
En stol med spor af et menneske, som engang har siddet der, men hvor der nu ligger en pibe og en smule tobak.
Men lige nu er stolen tom.
Der sidder ikke nogen.
1. Der er noget mærkeligt ved sådan nogle stole.
De fleste af os har én, som vi sidder mere i end alle andre stole. Vi har en stol, som er vores.
Det kan være en stol ved bordet, som altid er den stol, vi sidder på.
Eller en bestemt stol i stuen, som nu engang er blevet den stol, vi hver dag sætter os i.
Det kan være et hjørne i en sofa, hvor ingen andre sætter sig, fordi det altid er os, der sidder lige netop dér.
At have en stol handler om at have et sted, hvor man hører til. Det handler om, at vi har en plads som er vores. Et sted og en plet, hvor det er os, der hører hjemme.
2. Det hænder at sådanne stole bliver tomme.
Ikke bare fordi, de, der plejer at sidde på dem, har rejst sig for at gå en tur. Men fordi de simpelthen ikke mere er her.
For nogle af jer er netop dét hændt, siden det sidste gang var Allehelgen.
I lever lige nu med stole, der står tomme.
Stole som ingen endnu sætter sig i, fordi det gør for ondt at sidde dér.
Fordi det ellers altid før var en anden, som sad der.
Den tomme stol river i os, dér hvor vi mærker, hvor tomt det kan være at miste og savne et menneske, der før havde sin store plads i vort liv.
Der bliver en tom plads tilbage, når nogen, vi elsker, dør væk fra os.
Det gør ondt at miste. Det smerter. Der bliver mørkt i og omkring os.
På Van Goghs stol ligger piben og tobakken tilbage.
Sådan ligger der også ting igen efter dem, der plejede at sidde på vore tomme stole.
Minder og erindringer på godt og på ondt.
Flygtige glimt af deres smil og latter og hurtige fornemmelser af, hvordan det var, når deres arme holdt om os, eller når vi kunne mærke deres hænder.
Hændelser og fortællinger, som vi bærer med os af det, som de gav, og det, som de var.
Pudsige episoder og hårde dage, som vi, der er tilbage, kan dele erindringerne om med hinanden.
AlleHelgen er en dag, hvor vi mindes dem, der ikke mere sidder på en stol hos os, men det er også en dag, hvor vi andre må tænke over, at der kommer en dag, da der igen skal sidde en på stolen, og hvor Jesus opvækker vore døde til liv og herlighed.
3. Stolene er ikke kun efterladt tomme.
Der er noget tilbage hos os ‑ noget som var en del af den, vi har måttet sige farvel til.
Det fortælles, at Van Gogh selv malede billedet af stolen netop som et billede på håb og på længsel.
Han havde ikke mange venner, Van Gogh. Han havde nærmest ingen.
Billedet af den tomme stol i hans stue var en insisteren på, at det kunne være, at der en dag ville ske det, at et menneske ville komme og sætte sig i stolen, der stod tom.
Engang ville nogen komme, sætte sig i stolen, åbne sig for ham og blive hans ven.
Allehelgen er også en dag, hvor vi særligt tænker på, at Jesus sætter sig i den tomme stol og trøster os indtil stolen bli´r fyldt op igen af en af vore kære
UGE 43
Sjovt at man kan blive så engageret af Magnus Malm, selv om han er ret så filosofisk i sin stil.
Vi læser hans bog Fodspor i Glastrappen, og det er en bog, som afdækker den moderne gnosticisme, og i denne uge har jeg et lille stykke om betydningen af kropsligheden for os menensker, og ikke mindst for børnene, men jeg starter med at føre jer ind i nogle overvejelser om Magnus Malms forfatterskab og i særdeleshed den ovennævnte bog af cand.teol, redaktør Espen Ottosen, Norge, og det dækker ret godt hans anliggende, sådan som vi har læst det indtil nu.
Først lidt om: Den moderne gnosticisme
Magnus Malm er optaget af at trække linjer fra vor tid og tilbage i historien. I Fodspor i glastrappen hævder han, at en stor fare for dagens kirke er gnosticismen - den samme trussel, der mødte kirken allerede i dens første årti. Hvad er så gnosticismen? Og hvordan møder vi den i vores moderne samfund? Vi kan fremdrage to vigtige aspekter.
Betegnelsen gnosticisme bygger på det græske ord ”gnosis”, der betyder kundskab. Den traditionelle gnosticisme mente, at det er gennem kundskab og indsigt, at mennesket bliver frelst. Malm spørger, om vi ikke møder den samme holdning i Vesten i dag? Det er kompetencer og kundskab, der spørges efter. Når kirken har problemer, bliver løsningen kurser, seminarer, nye strategier og mere kundskab.
Gnosticismen er overåndelig. Det fysiske og materielle er mindreværdigt. Det åndelige er i fokus. På trods af megen fiksering på kroppen, mener Malm at se tendensen i dagens samfund. Kroppen er rigtignok gjort til en markedsvare og et reklameobjekt, men samtidig bliver den foragtet og nedvurderet, hvis den ikke opfylder dagens overfladiske og ungdommelige ideal.
Malms præsentation af de mange paralleller mellem vores moderne samfund og gnosticismen er tankevækkende. I Fodspor i glastrappen samler han sine observationer i tre dele: ”Uden grænser”, ”Uden krop”, ”Uden samvittighed”. Disse tre stikord sammenfatter, hvordan det moderne menneske klatrer opad i Babelstårnet og egentlig forsøger at blive som Gud. Malm er ikke bange for at sætte fingeren på det moderne menneskes fejlgreb: ”Det er i den vestlige verden nærmest blevet en selvindlysende trossandhed, at frihed og selvrealisering er det samme som grænseoverskridelse. At en grænse kunne være skabt for at bevare friheden og fremme selvrealisering er en nærmest umulig tanke.”[3]
Malm går langt i sin kamp for at afvise alt det, som han oplever som foragt for kroppen og naturen. Han skildrer, hvor vigtigt det er for ham selv at ride og have kontakt med sin hest. Det fysiske arbejde, som blev udført i klostrene, bliver nærmest idylliseret. Byen med dens uro og larm er en trussel for den kristnes åndelige liv. Malm mener også, at reformationen gjorde kristentroen mere gnostisk. Han viser ringe forståelse for, at reformatorerne afviste processioner og valfart, faste og kropslige øvelser.
I forsvaret for kristentroens ”kropslighed” bliver Malm noget krampagtig, og hans budskab får en slagside. Nogle formuleringer overser nærmest, at kristendom handler om at få et møde med en usynlig Gud: ”Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?”[4]
Malm ønsker, at kirken vender tilbage til sine rødder og til Bibelen. Selv om det kontemplative er vigtigt for ham, ønsker han ikke, at den åndelige erfaring løsrives fra Bibelens lære: Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima udstyrer læseren med ’briller’, der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af ’kulturelt betingede tanker’. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.”[5]
Og her kommer så mit bidrag
Der sker noget på vejen
Der sker åbenbart noget undervejs fra barndommen. Som sagt, et barn er aldrig gnostisk. Det kender vi også fra søndagsskolen, hvor det er helt naturligt at tale om, hvordan Gud har skabt blomsterne og fuglene, at bruge kroppen når vi synger, at male billeder med stærke farver af det, der foregår i naturen netop nu - og takke Gud for alt dette vidunderlige. Senere sker der noget mærkeligt, måske på et tidspunkt i teenage-årene. At tale om hjorte og gråspurve i kirken vækker pludselig en dag helt andre reaktioner, fra let forvirring til nedladende attituder som 'er du ikke vokset fra det der endnu?' Hvis jeg så gør det klart, at jeg mener det alvorligt, kan svaret blive en hvas modstand af typen 'tror du måske, at kirken er en slags miljøorganisation?' Er det muligt at skære forbindelsen til skaberværket af, uden at det påvirker os? Har Gud skabt noget, der er unødvendigt? Nye forskningsrapporter om menneskets forhold til dyr taler deres tydelige sprog:
"Man ved, at børn, der vokser op med dyr, udvikler en stærkere ansvarsbevidsthed, er bedre til at kommunikere og har en bedre fornemmelse for nuancer i det ikke-verbale sprog. De har lettere ved at håndtere livets forskellige faser som kærlighed, fødsel, sygdomme og død. Ældre mennesker, der har dyr, bevarer deres livskvalitet ved, at der er brug for dem. De kommer ikke lige så let ind i en negativ spiral med depressioner...
Dyreejere har færre sygedage, fordi de oplever mindre stress i deres liv. Dyret, måske oftest en hund eller en kat, er en 'ventil' og stiller ikke krav. Mennesker med dyreerfaring har lettere ved at vise medfølelse med andre mennesker. Indsatte i fængsler, hvor der er mulighed for at omgås dyr, er mindre aggressive. Dyr har en terapeutisk virkning på udviklingshæmmede børn - f.eks. autistiske børn. Når dyrene er kommet ind i deres liv, er børnene i mange tilfælde blevet mere udadvendte og er begyndt at tale... Dyreejere, specielt mænd, har betydeligt lavere blodtryk og kolesteroltal end mænd, der ikke har dyr." 20X Den svenske kirke driver på Onsalahalvøen syd for Goteborg en børnehave, der hedder Noas Ark. Nogle kvinder sad en dag og funderede over, hvordan de skulle forklare det her med skabelsen for børnene, og besluttede at skabe et gårdmiljø med heste, høns, grise og andre dyr. Der skulle også dyrkes lidt grønsager. Med dets lugte og kaglen blev det et miljø, hvor det var meget naturligt at tale om skabelsens Gud. Da jeg fortalte min datter om det, udbrød hun: "Der vil jeg gå!" Jeg glædede mig over projektet, samtidig med at jeg måtte spørge: "Hvorfor kun for børn?" Hvorfor er kropsligheden barnlig i vores kristne tradition? Hvornår blev foragten for dyr og natur et udtryk for åndelig modenhed? En ting er, at gnostikerne har sagt det i to tusinde år. Men evangeliet?
En lignende kile mellem kroppen og evangeliet er, som vi så i sidste kapitel- Mammon. Når man i urkirken hver søndag samlede det ind, som enhver havde mulighed for at give, og delte det ud til dem, der havde behov for det - så blev pengene på den måde en kraftfuld forkyndelse af kirken som Kristi legeme. Tusindvis af fattige, fængslede og arbejdsløse fik hjælp fra menigheden til livets ophold. Pengene blev en konkret måde at forkynde på, at Gud er blevet menneske, fordi man levede tilstrækkelig nær hinanden til at kunne se og møde de praktiske behov. På den måde var kirken også i de første 300 år en modkultur til de enorme klasseforskelle i Romerriget.
I dag går indsamlingen til 'menighedens arbejde' i stedet for til enkelte mennesker. Ganske vist handler menighedens arbejde ofte om at hjælpe mennesker på forskellig måde - men den helt fysiske nærhed til de andres behov og ressourcer er blevet erstattet af en distance og en anonymisering, der alt for ofte forvandler Kristi legeme til den frit svævende' kristne fællesskabstanke '. Ved et mærke l igt paradoks er det i orden at samle penge ind til mennesker, hvis de bor tilstrækkeligt langt væk, og kirken er ofte på barrikaderne for global solidaritet. Hvorfor er det da så meget lettere for os at tage vore egne økonomiske problemer op med banken eller arbejdsgiveren - end med vores menighed?
Der rynkes pander og skrives udredninger - over den omsiggribende privatreligiøsitet i vores land. Hvad skyldes det, at mange kristne vælger ikke at gå regelmæssigt i kirke, dobbelt så mange som de kirkeligt aktive? 209 Bag spørgsmålet ligger det underforstået: Det er forskellige samfundskræfter, New Age og lignende, der påvirker mennesker, så de ikke går i kirke, men vælger at udvikle deres tro på egen hånd.
Men ærligt talt: Er et kirkebesøg i dag et egentligt alternativ til privatreligiøsiteten? Hvad er det i vores måde at være kirke på og fejre gudstjeneste på, der bryder med anonymiseringen og ukropsligheden i vores samfund? Er det ikke kirkens fokusering på den personlige tro, uden indblanding fra andre, der har lært mennesker at være privatreligiøse? Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?
Ukropsligheden i samfundet deles på mange måder af kirken. Computeren på præstens kontor: Er det blot et udtryk for effektivisering?
Præsten sidder foran skærmen og bladrer i sin papirer: Hvad ville fagforeningen sige, hvis han/hun svingede en hammer eller lugede i blomsterbedet? Her har frikirkerne i det mindste traditionelt givet betydeligt mere plads til at være krop, når nybyggeri og renoveringer af kirken har sluppet medlemmernes skaberglæde løs.
Men i dag synes det at være et økumenisk fænomen, at skrevne og uskrevne regler arbejder sammen om at drive usynlige kiler ind mellem åndelighed og kropslighed. At 'tage sig af det åndelige' bliver ensbetydende med ikke at være kropslig, ikke gøre noget med hænderne, ikke tage noget praktisk ansvar. Hvad sker der med os, når vi lukkes inde i sådanne roller? Hvad sker der med vores gudsbillede?
Hvordan påvirker det vores forkyndelse?
Gennem kirkens historie har åndelig fordybelse alt for ofte betydet en tilsvarende foragt for det kropslige. Et skridt mod Gud har været det samme som et skridt væk fra jorden. Som en god ven sagde engang: "Her tvinges man til at vælge mellem kristen og menneske." Med facitlisten i hånden tvinges man med stigende vrede til gang på gang at konstatere, at det er et valg på djævelens vilkår.
Uge 41
Kære allesammen.
Jeg arbejder lige nu med nogle tanker om discipelskab. Jeg skal på mandag i næste uge sige noget om det, og i den anledning deler jeg med jer en prædiken, der handler om dette udfra Johs 15,1-11.
Jesus sagde: "Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen." Joh. 15, 1-11
1. Lidt tidshistorie
Træer spillede i Israel en større rolle end hos os.
Vi har dem jo stående over det hele, og et træ er ikke noget særligt hos os, men det er det for israelitten.
Det var et tegn på liv. I ørknen var der ingen træer, og hvor der ingen træer kunne gro, herskede de golde kræfter.
Hvor træerne stod, var der en mangfoldighed af muligheder: Frugt fra vintræerne, oliventræerne, citrustræerne, figentræerne osv, som alle sammen mindede dem om Guds kærlighed og omsorg.
Eller det kunne blot være skyggen, den kvægende og svalende skygge fra den stoute palme.
Eller det kunne være den opdragende og trøstende oplevelse det kunne være at betragte det pudsige træ Cedertræet, der på så mange måder er ”sjusket” i sin opbygning og et godt eks. på os ”sjuskede” mennesker, der af og til gror lidt vildt.
(Evnt Billedet fra Gerda Rasmussens have).
Med træet var der også muligheden for at kunne tænde op i ildstedet og koge sig en ret linser, eller hvad man nu lystede eller tænde ild, så man kunne varme sig lidt en kold nat, når man vogtede får, og holde rovdyrene væk.
-----
2. Visdommen træ og kundskabens træ
Men træer kaldte også på Jesu tid den religiøse verden frem, den åndelige symbolverden.
Man kunne ikke tænke på et træ uden at man bl. a. tænkte på Paradisets have med de to træer, kundskabens træ og livets træ, og hvor Adam og Eva som bekendt spiste af kundskabens træ og fik viden om alt, alt for meget, især om det onde, og det ulyksalige bids saft og kraft har sat sig i blodet – eller i kødet måske nærmere - på os alle, og vort kendskab til godt og ondt får os til at vride det onde i alle mulige figurer, og får os til at gradbøje det onde og ondskaben på mange niveauer.
------
3. Byggeri ved hjælp af kundskabens træ
Kundskabens træ fik vi på ulyksalig vis med os ud af Paradisets have, så vi til stadighed kan æde os fede i de mange og onde retter, som kan sammensættes af den forbudne frugt.
Irene og jeg læser lige nu Magnus Malms bog: Fodspor i Glastrappen, (vis den) – en profetisk bog, hvor et af hans pointer er at påvise de sidste tiders (genop)bygning af et nyt og endegyldigt Babelstårn, som har til formål at bygge os selv et ultimativt navn, hvorved vi kan eliminere Guds navn, Guds rige og alt det, som Gud ønsker at bygge op, og Magnus Malm peger i den forbindelse på Kirkens store fristelse til at bygge med på det tårn, med stor inspiration fra – og gode ideer fra - ja fra kundskabens træ.
Magnus Malm siger det sådan:
”Kirkens opgave er at bygge et mere åndeligt tårn ved siden af og lokke mennesker over i det. Der skal livet leves på den rigtige måde, altså med fokus på Gud i stedet for menneskeligt imperiebyggeri.
Problemet er blot, at dette tårnbyggeri i sine metoder mistænkeligt ofte har lignet byggeriet af Babelstårnet.
Valget har i praksis været lige så radikalt som mellem Coke og Pepsi: En smagssag, hvor kun eksperter opdager forskellen.
I middelalderen foregik dette kirkelige tårnbyggeri med pavelige armeer, bevæbnede biskoppeborge, tvangsbeskatning og inkvisitioner.
I dag er det nutidens magthavere, der står model, når kirker bygger deres organisation op med virksomhedsrådgivere, markedsundersøgelser, annoncekampagner og investeringer i værdipapirer. Things go better with... God.”
Citat slut.
Det har han sikkert noget ret i. I hvert fald bør vi være meget varsomme her, og Magnus Malm går videre og kradser rigtig op i vor egen kirkes historie - den lutherske kirkes historie - og de lange skygger det kan trække ind i vores kirke af i dag.
Hør her:
”Reformationens fyrster støvede et urgammelt koncept af: En tæt alliance mellem præst og konge. Luther blev et udmærket påskud til at kappe båndene til Rom - og vips fik kirken sin plads i nationalstatens homogene samfundsopbygning.
Præsten blev kongens forlængede arm ude på kirkens prædikestol.
I øst fandtes siden Romerrigets dage et lignende mønster, hvor kejseren i Byzans boede side om side med patriarken i en symbiose med mildt sagt uklare grænser.
Da Det østromerske Rige faldt i 1453, flyttede mønstret mod nord til Rusland, og det møder os i dag som en bizar blanding af storrussisk nationalisme og ortodoks tro.”
Citat slut.
Ja igen skal vi vogte os for et kirkebyggeri, et Gudsrigebyggeri med inspiration fra kundskabens træ, med kundskabens træ som kilde og inspiration, for det er dømt til at mislykkes, men er vi helt klar over det?
-----
Men det behøver vi heller slet ikke, og selv om vi presses fra mange sider og ofte ufrivilligt kommer til at bygge med ideer og inspiration fra kundskabens træ, så fik vi heldigvis ikke livets træ med os, for den skulle forblive i Paradisets have, beskyttet fra os, da vi ellers også blot ville gribe ud efter det træ og leve til evig tid med ondskabens - og fordærvets frugter i baghaven og forhaven.
Men med fraværet af livets træ i vores verden, har vi lukket os ude fra det sande, lykkelige og evige liv, som var Guds oprindelige plan for os og med os, og i vore hoveder ligger stadig drømmen om det tabte Paradis og det skønne træ, livets træ, og vor længsel fortæller, at vi har lukket os selv ude fra det sande og lykkelige og evige liv, vi oprindelig var tiltænkt, men som glap, da vi spiste den forbudne frugt fra det forkerte træ, og hvor vi troede, at vi herefter ville vide ligeså meget som Gud.
Glimmer og blålys var det og kollektivt hænger vi på den, og ulykken og angsten er vore ulyksalige følgesvende.
------
4. Jesus er vort ”livstræ” i denne verden
Men venner, venner, der er gode nyheder, rigtig gode nyheder, for Jesus kom for at fri os fra den evige adskillelse fra livets træ og åbne en vej, ikke i første omgang til det rigtige evige livets træ, som iflg. Åb 2,7: ”står i Guds paradis”, men en vej til et træ, en stok, der senere giver adgang til livets træ, og dette træ er Jesus selv.
Han er vor tilgængelige livstræ, og hvad det livstræ betyder for os forstår vi sikkert lidt bedre, når han kalder sig selv stammen på et vintræ, en vinstok, og os for grenene.
Et godt billede er det som Jesus bruger, når han kalder sig selv stammen på et vintræ, en vinstok, for til forskel fra næsten alle andre træer, har alle grenene fat i stammen, og der gror ikke en gren på en gren. Alle har fat i stammen, som giver næringen direkte til grenen uden omveje. Næringen kommer til alle grene på en gang, en næring der holder enhver af grenene – os - i live, ja, holder os evigt i live.
Den saft fra stammen skænker nyt liv, så vi kan leve som om vi er i en slags paradis, med en forsmag på Guds riges virkelighed.
Og det Guds Rige er vi sat for sammen at eksponere, og sammen give plads for den sande kundskab og visdom, som Jesus rækker os igennem den levesaft, som kommer fra ”det sande vintræ Krist”.
Jesus giver os gennem sin levesaft ikke først og fremmest kundskab om dit og dat i Guds rige, men han giver en tro, som betyder, at vi kan leve som vor himmelske Fars børn, og bære Guds Riges frugter: kærlighed, tilgivelse, renselse, og for at den frugt kan blive stor og synlig tager vingårdsejeren af og til - nogen vil sige igen og igen - en tur i sin have, og beskærer og smider vissent og goldt plantestof på affaldsbunken uden for vingården, altsammen - for at den kan bære mere frugt. - en gavnlig og stadig renselse, som renser os fra synd, og hvor vi samtidig styrkes i kampen mod det onde også i os selv, og hvor vi også sammen renser hinanden gennem tilgivelse af hinanden og på den måde dele Guds kærlighed og nåde.
-----
5. Jesus, vort ”livstræ” skaber forandring.
At være gren på den sande vinstok - vintræ - betyder, at vi er en del af den forandring, som Guds Rige i blandt os har som sit inderste formål.
Der er forskellige ord for denne forandring i Guds Ord: Frelse, redning, befrielse, at komme ind i Guds rige, at gå over fra død til liv, fra mørke til lys, at være kommet bort og blive fundet igen, at få evigt liv, at blive helbredt, at blive født på ny, at blive frikøbt, at blive et af Guds børn, at modtage Helligånden osv. osv.
At have med Jesus at gøre indebærer altid forandring.
At være en del af Guds rige er ensbetydende med forvandling.
Hvem har noget at vinde ved en forandring?
Her svarer Bibelen: Synderne, de fattige, de syge, de magtesløse, de ensomme.
Det nye Testamente fortæller, at evangeliet blev grebet af dem, der havde brug for en forandring i deres liv - og det blev modarbejdet af dem, der ikke ville have nogen forandring.
Den forandring kalder på os - stadigvæk.
Magnus Malm konstaterer ret nøgtern at - ”evangeliet forstås bedst nedefra, af de fattige, af synderne, som har lettest ved at spise af livets træ til livsforvandling og nyt liv.
Og videre: ”Det nye og forvandlende liv tilsløres ofte jo højere oppe på magtens stige dets fortolkere sidder, for de kommer bevidst eller ubevidst til at sortere det fra, der udfordrer deres egen livsstil og egne privilegier. Så længe evangeliet defineres af dem, der har magt, penge, kompetence og en egen blankpudset fromhed, kommer det til at virke undertrykkende i stedet for befriende. Da bliver det umuligt at skelne fra Babelstårnet, og mennesker kan ikke længere erfare den lettelse, der engang gav budskabet dets navn: Evangelium, gode nyheder”.
Citat slut
-----
6. Jesu ”grene” - hans folk bærer Guds riges frugter.
Sådanne etiketter og trækken grænser har ødelagt tilstrækkeligt i kirken, og det har vi ikke længere tid til.
Nu handler det om at afstå fra vores egen åndelighed - eller mangel på åndelighed - og møde Jesus med tomme hænder og et åbent sind: Hvad vil du mig? - både som enkeltpersoner og som fællesskab, og i det fællesskab er vi så samlet, unge og gamle, raske og syge, succesfulde og de, som er nærmest er udstødt af samfundet.
Vi udgør som grene på det sande vintræ, et fællesskab, som måske rummer en del modsætninger, men fællesskabet og ansvaret og forpligtelserne rækker simpelthen så langt, så langt, at det er umuligt at sætte nogen grænse for det fællesskab, og sammen bærer vi frugt for ham, som er levesaften.
Her er det så ordet for denne søndag rammer os - som hjælp i rette tid, for Jesus siger jo, at intet kan skille os fra ham.
Det er kun os selv, der kan skille os fra ham, hvis vi ikke vil høre hans ord.
Til os, som er bange for at blive alene og skilt fra Gud og fra andre og fra os selv, taler Jesus om, at vi må stå i en ubrydelig sammenhæng med ham, en levende sammenhæng, og jo mere små og bange vi føler os, desto mere sikre må vi være, for midt i usikkerheden må vi føle en stor sikkerhed.
Midt i ufreden må vi føle en stor fred.
Midt i angsten må vi føle en glæde, som ikke kommer fra os selv, og som vi ikke selv skal holde liv i, for den flyder til os fra Jesus, og den bliver ved med at flyde til os fra ham, og han giver os en glæde og en fred og en sikkerhed, som er evig, for kraften kommer op gennem stammen og ud i grenene til dig og mig som en kraftfuld nåde, vi må leve af og som gør, at vi kan bære megen frugt i Guds Rige.
Og Jesus samler det hele i disse ord: “Bliv i min kærlighed,” og den kærlighed Jesus her taler om, er den kærlighed, som fødes ind i vore hjerter gennem vort møde med Jesus og hans kærlighed, en kærlighed, der giver os kærlighed til ham og kærlighed til vor næste, så forandring og forvandling kan ske ind i alle de nødvendige rammer, som vores hverdage består af.
Vi er sat til at bære kærlighedens og Guds Riges frugter, og den kærlighed er en ædel frugt, som åbner mange døre og hjerter i ægteskaber, familier og menigheder, for kærligheden er en stærk forvandlende og fornyende kraft, som ledes ind i vore åndelige årer gennem ham, som er den sande vinstok, han, som er kærligheden og har evnen til at give den kærlighed i rigelige mængder
--------
“Dersom I holder mine bud,” siger Jesus. Med andre ord: Lydighed, og hvori den består lader sig ikke så let beskrive, men lydighed er ikke noget teoretisk. Lydighed er praksis, og vores kristenlivs dynamik, værdi og tyngde måles på vor lydighed. Men også med lydighed er det som med enhed, renhed og kærlighed. Det er noget givet, noget vi ikke kan svinge os op til. Men Jesus ønsker at sende lydighedens saft ind i vore årer, og denne lydighed fører til at små og store ting i Guds rige sker fyldest gennem os.
Tro, lydighed og kærlighed kan vi - adskilt fra ham – slet ikke praktisere