En prædiken
At bede Guds bønner

2011 er et år, som vi i Oasefællesskabet har udråbt til en særligt bønnens år, hvor vi gennemfører en "Plan Be´ og hvor vi på mange måder og med mange vinkler lader bønnen få fokus.

I min gamle bibel fandt jeg en trykt tale om bøn med temaet: At bede Guds bønner. Forfatteren er Peter Tinggaard fra UMO. Vi fik udleveret talen en aften han underviste ved en klyngeledersamling i ArenaCentret

Samtidig vil jeg citere Annalise Højrup for i den forbindelse at sige: "Gud har aldrig tænkt, at vores bønnemøder skulle afholdes med Ham på sidelinjen."

At bede Guds bønner
(af Peter Tinggaard)

En af de allervigtigste ting at lære i bøn er at bede Guds bønner. Men desværre har vi ofte et forkert udgangspunkt, som hæmmer os fra at opleve denne uudtømmelige kilde af liv.
Vi behandler bønnemøderne som menneskets andel af Gudsrigets arbejde, fordi det menneskelig set virker underligt, at Gud også skulle tage sig af bønnen. Det er hans ansvar at besvare bønnerne, tænker vi, men det er vores ansvar at bede dem.
Vi siger det sjældent så direkte, men det er alligevel sådan de fleste af os tænker. Således placerer vi billedlig talt Gud på sidelinjen ved vores bønnemøder, og vælger i stedet at bede vores egne personlige bønner.

Derfor har vi desværre et genkendeligt mønster ved de fleste af vores bønnemøder.
Når en gruppe samles til bøn har hver enkelt en lang række ting på sit hjerte og i sine tanker. Og så snart nogen har indledt mødet, begynder en omgang spredt fægtning, hvor forbederne "skyder" i alle mulige forskellige retninger ud fra det, den enkelte har på sit hjerte. Evangelisten beder for sjæle, hyrden for de syge og sårede, en moder for sit vildfarne barn, og alt dette krydres så med en lang række - pligtbønner, Vi skal jo huske at nævne missionærerne og præsterne og de andre kirker i byen og så videre ….
Alt i alt bliver bønnemødet til en forvirrende samling, hvor bønnen springer fra det ene emne til det andet, og hvor fællesskabet i bøn primært udfoldes i andres "amen" og "ja" tilkendegivelser under bønnerne. Og ærlig talt, giver det os nogle kedelige og ret frustrerende bedemøder.

Men Gud havde aldrig tænkt, at vores bønnemøder skulle afholdes med ham på sidelinjen.
Faktisk ønsker han, at gennemsyre hvert eneste bønnemøde, vi holder. Han vil både vise os, hvad vi skal bede om, og han vil endda udøse sin kærlighed i vores hjerter, så vi kan bede hans bønner med lidenskab og iver. Og alt dette vil han gøre igen og igen og igen. I Guds tanker er bønnen både det sted, hvor vi mødes med ham og det sted, hvor der er allermest kraft til at forvandle hele verden. Hvis der er noget sted, hvor der virkelig er grundlag for at forvente Guds ledelse og nærvær, så er det på vores bønnemøder.

Hør dog, hvad Gud lover os i sit ord: Rom 8,26-27: "Og også Ånden kommer os ti! hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vi!, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje."

Når v. 26 udtrykker, at han "går i forbøn for os", kan det let misforstås - som om Helligånden beder for os uden at inddrage os. Men ordene "for os" står ikke i den græske grundtekst og derfor burde verset snarere oversættes: "Men Ånden selv går i forbøn med uudsigelige sukke ... ". Det er nemlig os. Han beder igennem. Tidligere i kapitlet står der klart og tydeligt, at det er dem, der har Ånden som førstegrøde, der selv sukker i forventning om barnekår. Det er altså dem, der har Ånden, som drives til at sukke efter forløsningen. Således også her i V. 26-27. Det er Ånden, der beder og virkelig opflammer bønnerne for de hellige, men han beder igennem os. Igennem vores hjerter og munde.

Bibelen lover os således i ovenstående vers (Rom 8,26-27), at der endda vil være tider, hvor han giver os en sådan nød for ting, at vi drives til at "sukke med uudsigelige sukke ".
Når det sker, vil ingen kunne være i tvivl. Sådanne bønner findes slet ikke i vores menneskelige hjerter. Nej, de strømmer direkte fra Guds hjerte. Det vil kun være sjældent, at vi oplever en sådan intensitet i vores bønnetider, men vi bør dog forvente, at alle bønnestunder "krydres" med inspiration og liv fra himmelen. For Ånden er særdeles lidenskabelig for at bede igennem os. Han vil lære os at bede ''for de hellige efter Guds vilje" med en sådan brand og intensitet, at Gud selv bliver nærværende igennem vores bønner. Tænk på. det, Paulus skrev om Helligånden i Rom 5,5b: ",.. for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os."
Når Guds hjerte bliver udgydt i vores hjerter, gør vi langt mere end at bede Guds bønner med ord. Når det sker, vil vores bønner virkelig være antændt af Guds egen kærlighed.
Et andet sted i Romerbrevet kommer Paulus med et forbavsende skarpt udsagn om den kristne:
"For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn." (Rom 8,14). Guds børn er altså dem, der drives af Ånden. For det at ledes af Ånden er en uundværlig del af den kristne vandring. Ja, det er faktisk så vigtigt, at Paulus gør det til en definition på det at være Guds barn. Hvordan genkender man et Guds barn? Det er et menneske, som styres af Anden. Hvad så med dem, der ikke ledes af Gud?
Tjaa, ville Paulus sige, de vandrer i hvert fald ikke, som Gud havde tænkt. Jesus sagde om de sande troende i Joh 3,8: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Jesus siger præcist som Paulus - at en kristen er en, som føres af Helligånden. Den kristne er billedlig talt ligesom et blad eller en gren, der styres af vinden. Du ser ikke vinden, men dens effekt er tydelig på bladene og grenene.
Husk på Jesu eksempel. Han var det ypperste menneske, der nogensinde har vandret på jorden.
Og han sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre afsig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; For hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. " (Joh 5,19) og senere "Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, ... " (Joh 5,30a). Jesus demonstrerede, hvorledes et menneske burde leve ved konstant at være i kontakt med Faderen ved Helligånden.
Han gjorde kun det, Ånden ledte ham til at gøre og han sagde kun det, Ånden ledte ham til at sige.
Og dette fantastiske nærvær forsvandt ikke lige pludselig, hver gang han skulle bede. Nej, Ånden bad igennem Jesus, som var blevet et menneske. Den ubegrænsede Gud bad igennem et begrænset menneske og gjorde derved bønnens muligheder ligeså ubegrænsede, som Gud selv er. Det var derfor der skete så mange fantastiske mirakler omkring Jesus. Og det er præcist sådan Gud ønsker at bede igennem os.
På et tidspunkt kom disciplene og sagde til Jesus: "Giv os mere tro!" De havde forstået, at troen var det, som gjorde alle ting muligt (jf fx Mar 9,23). Derfor ville de gerne have mere tro. Jesus svarede dem med disse ord: "Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker: bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal! sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. " (Luk 17,6-10).

Disse vers bliver ofte misforstået. Den store tro tolkes som en stærk, befalende tro, som dikterer de ting, som skal ske. Ligesom en herre, der befaler sin tjener at gøre noget. Men problemet med denne tolkning er, at den placerer os på den forkerte plads. I afslutningen af lignelsen viser Jesus tydeligt, at den kristne ikke er herren, men tjeneren. Jesus siger IKKE, at vejen til en større tro går gennem at råbe højere, eller at være mere selvsikker, eller lignende. Han viser, at den større tro kommer af større lydighed mod Herren. Altså handler det ikke om at puste sig op, men om lydigt at følge alt, hvad Gud leder os til at gøre. Dette gælder selvfølgelig også for vores bønnemøder. Den vej, som fører til store og fantastiske forandringer i vores land, er lydighedens vej.

Ud fra min personlige erfaring med bønnemøder kan jeg sige, at Helligånden leder os på mange forskellige måder. Han giver tanker og ideer. Han giver billeder, som forklarer ting, eller sange, man kan synge. Han planter konkrete bønner i folks hjerter (ofte blot en sætning eller en enkelt ide), som han ønsker de skal bede. Han giver forskellige fornemmelser og lader også nogle gange en eller flere mærke Guds følelser i en sag. Og i hvert tilfælde bliver den enkelte placeret overfor et valg.
Tør jeg tro på, at det er Helligånden, der har givet mig dette? Og videre: Tør jeg gøre det, Helligånden beder mig om at gøre?
Guds livsforvandlende kraft er altså hele tiden inden for vores rækkevidde. For de indskydelser og tanker, som Ånden giver os, kan vi med rette betragte som Åndens stille "banken" på vore hjerters døre. Ved at følge dem åbner vi døren for Åndens kraft og liv. Dog vil det sjældent være så let, som det umiddelbart lyder. Desværre. For vejen til Åndens kraft er en vej med mange hindringer: Der er menneskefrygt, tvivl, usikkerhed, menneskelig modstand, dæmonisk modstand, diverse følelsesmæssige op- og nedture og meget mere. Desuden må man indstille sig på, at bønnemødet ikke længere vil være et sted, hvor man kan nøjes med at bede "som man selv har lyst”.
Hvis vi virkelig ønsker at få mere af Guds kraft og liv i vores bønnemøder, er der en pris, vi må betale. Vi må hver især lære at skrue ned for det, som kommer fra os selv, og rette alle vores tanker mod Gud. Vi må lære at lytte mere end vi egentlig beder. Vi må lære at følge efter, i stedet for blot at gå derhen, hvor vi selv vil. Vi må lære at underlægge os Gud ved at underlægge os den eller dem, som leder bønnemødet. Og mest af alt må vi lære at acceptere, at bønnen er Guds ansvar. Det er ham, som er Herren og vi er blot hans trofaste og lydige tjenere. De store gennembrud i bøn vil først komme, når vi virkelig begynder at leve denne sandhed ud. Han er bønnens Herre, og vi er hans tjenere. Han er den store Konge og vi er sat hernede for at kundgøre, hvad Kongen befaler. Han har nemlig udvalgt os til at bede Guds bønner.

mellem påske og pinse 2011

Det er altid godt at have noget at lave, og det synes jeg, at jeg har, selv om jeg er pensioneret, og jeg har i mine mange gøremål forsømt det, jeg også gerne vil - skrive lidt på min hjemmeside.
Det råder jeg bod på med nogle reflektioner over Jesu ypperstepræstelige bøn - her midt i en tid, hvor bønnen er i fokus i den menighed, jeg er ansat i : Oasefællesskabet i Silkeborg.

Hvor mange ser tegnefilm med den godmodige bjørn Peter Plys og hans ven Grislingen? Et sted da hedder det:
"Ninus er meget klog," si´r Plys eftertænksomt.
"Ja", si´r Grislingen, "Ninus er meget klog."
"Og han har et godt hoved", si´r Plys.
"Ja", si´r Grislingenen, "Ninus har et godt hoved."
Der hersker så en længere pause.
"Det er vel derfor", si´r Plys, "at han aldrig forstår noget."

Ja, det er det nemlig nok. Og det er også det, der er vores problem. Vi er nået så langt, så langt på så mange områder der sidder nogle gode hoveder på os. Og jo bedre hovederne er, des mindre forstår vi måske, og des mindre vil vi måske acceptere.
Og noget af det mange har rigtig svært ved, er at forstå, hvor vigtigt det er at bede. Vi tænker nytter det noget at bede? Nytter det noget at bede for hinanden? Ja det gør. Jesus beder selv for os: Hør her hvordan det lyder:
Jeg beder for dem! – for dem, du har givet mig, for de er dine; — Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.

Men her er Jesu bøn
Johannes: Kapitel17 Jesu sidste bøn
v1Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, v2ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. v3Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. v4Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. v5Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
v6Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. v7Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. v8For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

v9Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; v10alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. v11Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi. v12Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse. v13Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. v14Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. v15Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. v16De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. v17Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. v18Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. v19Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden. v20Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, v21at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. v22Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, v23jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
v24Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. v25Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; v26og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Der findes en del mere eller mindre selvgjorte versioner af vendingen Vis mig - - . En er: Vis mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er. En anden er: Vis mig din fritid, og jeg skal sige dig, hvad du går op i. Osv
Jeg opfinder en til brug for i dag. Vis mig din bøn, og jeg skal sige dig, hvad dit hjerte indeholder og hvad du for alvor brænder for.
I hvert fald har vi i dag mulighed for at “se” med og lytte med, når Jesus beder.
Vi ved, at han ofte gik op i bjergene for at bede, men hvad han beder om, ved vi ikke helt, men i dag møder vi en lang samlet bøn af Jesus. Et helt kapitel er der brugt på det - kap 17 i Johannes evangeliet. Hele 26 vers.
Vis mig din bøn, spurgte jeg.
Jesus viser os den, og viser os derved, hvad hans hjerte indeholder og hvad der er i centrum for hans tanker og hvad han focuserer på.
Og det bliver yderligere forstærket af, at det man som noget af det sidste gi´r fra sig, mens man er i verden - det er vel også noget meget vigtigt, og husk på, at Jesus beder denne bøn, som noget af dedt sidste, før han bli´r taget til fange, lider og dør.
-----

Det er ikke så tit jeg hører en kollega prædike, men jeg bed mærke i, hvad Anders Kingo, præst i Ullerup v. Sønderborg engang sagde: Vi skal have modet til at gå tilbage, tilbage til udgangspunktet, og dér spørge, hvad kristendom egentlig er for noget. Det er nemlig et arbejde, kirken bestandig må udføre! , og så føjer han disse tankevækkende ord til: Historien viser, at kirken kun kan gå frem - ved at gå tilbage. Gentag. Så vidt Anders Kingo.
Det er vigtig for os, at gå tilbage og samle alt det væsentlige op, så at sige samle kronjuvelerne i den kristne tro op. Jesu sidste bøn indeholder bønner, som er med til at rette vores focus ind på det vigtigste overhovedet for og i den kristne kirke.
Men hvad er så kronjuvelerne i kirken i ly af Jesu bøn?

1. Vi begynder med starten af Jesu bøn og møder 1 kronjuvel. (Herliggørelsen og ophøjelsen af Jesus)
- Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, beder Jesus og senere kommer i alt 6 lidt forskellige variationer af samme sag.
Se nu er vi ikke så vante til ordkombinationen - herliggøre - for det meste kun første halvdel af ordet - herlig.
Nudansk Ordbog - fortæller os, at herlig betyder: noget godt for sanserne, hvilket vi sikkert alle nikker genkendende til. En herlig dag, en herlig fest osv, og hvor sanserne har været på oplevelse - på skovtur, så at sige.
Et bibelleksikon derimod forklarer, at ordet herlig betyder, at noget er bærer af Guds fylde, af Guds vælde og af Guds nærvær.
Tænk hvor stort, at Jesus beder om, at Han må være bærer af Guds fylde, Guds vælde og Guds nærvær
Og det er også den kristne kirkes erfaring, at Jesus er bærer af Guds fylde og at denne fylde er for vores skyld! (Hvem ellers?)

Når Jesus er i centrum, så har menigheden fat i en af dens kronjuveler.
Derfor er det så vigtigt for os, at Kirken/menigheden
1. - altid har en levende historie om Jesus, hans ord, hans kærlighedgerninger - hvordan Jesus helbredte de syge - uddrev dæmoner - opvakte døde - gav de sultne mad og altid stod fast i sin kamp for livet og for sandheden - osv
2. - men også altid har en historie om det fantastiske, der møder os mennesker i den opstandne, den himmelfarne, den levende og nærværende Jesus, der sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd og som samtidig er nær her i dag, nær hos hver enkel, fordi han elsker os.
Når alt dette igen og igen gøres levende, så får Jesus ære, så herliggøres Jesus, så erfarer vi Guds fylde, Guds vælde og Guds nærvær, og opfylder hans plan, at hvert eneste menneskebryst så at sige skal fyldes med “luften”, kraften, kærligheden og nærværet af Jesu herlighed - og opleve det, som det virkelig er - det som Nudansk Ordbog kalder: Noget godt for sanserne, noget pragtfuldt, og som bibelordbogen kalder Guds fylde, vælde og nærvær. og at enhver kristen skal lade troen på Jesus være “godt for sanserne” - godt for det hele menneske - lade Jesus være den herlige, den ophøjede i sit eget personlige liv.
Denne stadige formidling om alt det Jesus har sagt, gjort, betydet og betyder for os som Guds folk er med til at “herliggøre ham” som den frelser og Herre han er.

2. Vi lytter videre i hans bøn og kommer til anden kronjuvel (Kirkens enhed):

- for at de kan være ét ligesom vi." (v12)
Gennem vor enhed i dag skulle verden se, hvem du er - lyder det i en lille sang fra 70erne.
Denne bøn handler ikke om at Jesu vilje er en enhedskirke en åndelig elite- eller superkirke, men den handler om at vi som kristne skal bevares i en enhed med den og de, som bekender, at Jesus er Herre.
Så lad der være nogle kulturelle barrierer mellem os. Det hører til i den jordiske småtingsafdeling, og tænk på at i himlen er der slet ingen småtingsafdeling. Kun afdelinger for store ting.
Hånden på hjertet - det hører da til i småtingsafdelingen om vi har hænderne foldet i skødet eller vi har dem rakt i vejret. Om vi sidder ned og synger eller står op. Om vi klapper eller lader være. Om vi spiller på trompet, orgel, guitar eller trommer. Om der er lidt larm fra børn eller stilhed osv. Den slags ting skal placeres, hvor det hører hjemme: Under troen på den opstandne og herliggjorte Jesus - og i småtingsafdelingen.
Hvor Guds Ånd er, er der frihed.
Bemærk derimod dette. Enhed manifesterer sig i en pegen udad - og bærer med sig og i sig et vidnesbyrd om det som Guds folk vil.
Lad os ikke være smålige og derved ødelægge fællesskabet i den store kristne familie.

Vi lytter videre og kommer til 3 kronjuvel (Glæden):
- for at de fuldt ud må have min glæde i sig. (v 13)

At glæde sig i Herren gør mig stærk- lyder et lille bibelkor. I lignelsen om vintræet slutter Jesus med at sige: Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer og jeres glæde kan blive fuldkommen Johs 15,11.
Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde, flyder Luther over af.
Storm P.´siger det sådan: Hvis du er glad er det din egen skyld, for der er nok at være ked af.
Jesus vil at glæden skal bo i hans folk. Glæden over alt det, som bliver os til del i troen på Jesus

Vi lytter videre og kommer til 4 kronjuvel (Trygheden):
-- men at du vil bevare dem fra det onde. v. 15

Åh for et hjertelag. Jesus i forbøn for sit folk, at de må bevares fra det onde, fordi han ved at Djævelen lusker rundt som en brølende løve og ser hvem han kan opsluge. Går rundt, står der om løven, og det fortæller om en systematisk indkredsen af byttet, for så i rette øjeblik at kaste sig over byttet. Sådan en taktik benytter Guds modstander sig af, men Jesus beder for os og stiller sig ind i denne Djævelens kredsende cirkelgang for at hindre eller hæmme hans virkning og Jesus slås kun ud af kurs når du og jeg rækker modstanderen en lillefinger eller leger med synden og lever i uopgjort synd og ulydighed.

Vi lytter igen og møder 5 kronjuvel (Sandheden):
-- Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed (v. 17)

Her er vi så ved Jesu bøns cresendo. Det er bolværket og værnet mod “magterne og myndighederne i himmelrummet.” Guds ord, sandhedens ord. Værnet over alle værn mod vranglære, trosforfalskning, kødelighed, åndeligt overmod, åndelig slaphed og åndelig ligegyldighed i lære og liv.

Jesu bøn afdækker, hvad Jesus brænder for til gavn for os:
1. At Jesus må blive stor og betyde alt for os.
2. At alt Guds folk er eet folk
3. At glæden er vort personligheds bærende kraft
4. At vi forstår at ondskaben er under Guds kontrol
5. At vort liv bygger på Guds sandhed, Guds ords sandhed

Amen.
UGE 3

Vi er gået ind i bønnens år for Oasefællesskabets vedkommende og i den forbindelse kom jeg i tanker om en undervisningsaften jeg havde i ReFokus tilbage i 2009:

Udgangspunktet for undervisningen var Tips om bøn af Ellen G. White.

Ellen White 1827-1915 fik sit kald og sine første syner omkring 1844-1846.

Ellen White boede i USA, men i 1885-1887 var hun i Europa - og besøgte Danmark tre gange.

En af hendes artikler er Bønnens velsignelse, og fra nettet har jeg hentet inspiration til nedenstående undervisning.

Niels Peder

Gud er på en måde næsten synlig for os gennem naturen og ikke mindst gennem Ordet, hans åbenbarede ord, gennem sin kærlige omsorgs ledelse og sin ånds indflydelse.

Men en af måderne at modtage disse velsignelser i forstærket grad er bønnens liv, at vi må også udøse vore hjerter for ham, og på den måde stå i en levende forbindelse med vor himmelske Far.

Vel vort sind kan føle sig draget til ham, vi kan grunde på hans gerninger, hans nåde og hans velsignelse, men det er ikke nødvendigvis det samme som at bede, at have gode og velsignede samtaler med ham og hvor vi siger noget til ham om vort liv, som det er.

Bøn er at lukke sit hjerte op for Gud som for en ven, for bønnen både bringer Gud ned til os, men løfter os også op til ham.

Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han opfordrede dem til at omtale deres behov for Gud hver dag og kaste al deres sorg på ham. Og den forsikring, han gav dem om bønhørelse, er også en forsikring til os.

Jesus selv bad ofte, da han var hernede, Jesus stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed; han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der stod foran ham. Og på den måde er Han vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder, forsøgt i alle måder i lighed med os, dog uden synd siger Bibelen.

Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader, og dersom Guds egen søn, følte trang til bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn?

Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde.

Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere, end vi gør! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for slappe og tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud om vore liv, vore behov og vore længsler.

Hvad mon himmelens engle tænker om arme hjælpeløse mennesker, som er udsat for alle slags fristelser, og dog beder så lidt og har så lidt tro, når Guds evige kærligheds hjerte tolkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud; de fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største oplevelse, sikkert, og dog synes vi, støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve lidt i vores egen verden, uden Guds egen ledsagelse, uden Guds Ånd og nærvær!

PP Ellen G. White siger det ligeud: De, der undlader at bede omsluttes af Satans mørke. Fjendens hemmelige fristelser lokker dem til synd, og alt dette kommer af, at de ikke benytter de velsignelser, Gud har givet dem i bønnens guddommelige anordning. Hvorfor skulle Guds sønner og døtre være uvillige til at bede, når bønnen er den nøgle i troens hånd, der åbner himmelens forrådshus, hvor den Almægtiges uudtømmelige hjælpekilder findes? Uden stadig bøn og flittig årvågenhed står vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej; modstanderen søger hele tiden at lægge hindringer i vejen til nådestolen, for at vi ikke ved alvorlig bøn og tro skal få kraft til at modstå fristelse.

Der er visse sider ved vores natur, som vi skal være opmærksomme på.

PP 1. Vi må opleve behov for hjælp.

Han har lovet: »Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land.« Es. 44,3.

De, der hungrer og tørster efter retfærdighed og længes efter Gud, kan være forvissede om, at deres behov vil blive mættet, når hjertet er åbent for Åndens påvirkning og vi ønsker at tage imod Guds velsignelse.

Tænk på Jesu rige forjættelser: Han sagde simpelthen: "Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer." Matt 7,7f

Jesus må have set, at disciplene var lidt skeptiske, for han gentager det på forskellige måder: "Søg, så skal I finde."

Og igen siger han tredje gang: "Bank på, så skal der lukkes op for jer."

Han kender den menneskelige natur, så han fortsætter med en fjerde gang: "For enhver, som beder, han får."

De er stadig ikke overbevist, så han siger det femte gang: "den, der søger, finder."

Igen sjette gang: "den, der banker på, lukkes der op for."

Hvorfor siger han det seks gange? Fordi han ved, hvordan vi er. Vi synes, det er meget svært at tro, at Gud vil give os hvad som helst - også noget så usædvanligt og vidunderligt som hans Helligånd og de gaver, som kommer sammen med Ånden.

PP 2. Der må være en naturlig, bodfærdig og ydmyg ånd til stede hos os og i os

Jeg tror personlig, at hvis vi bevidst nærer onde tanker i vore hjerter, hvis vi holder fast ved bevidst synd, så kan det være en hindring for at Guds velsignelse flyder frit

Det er godt og vigtigt at kommer til ham med vor synd og lader ham rense os, lader ham rense os i sit blod. Når vi kommer til Gud og beder om nåde og velsignelse må vi nære kærlighedens og tilgivelsens ånd i vore egne hjerter. Hvordan kan vi bede: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« (Matt. 6,12). og dog have et uforsonligt sind? Hvis vi venter, at vore egne bønner skal blive bønhørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber at få forladelse.

PP 3. Der må være hos os en form for forventning om, at han hører bøn

»v6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. Heb. 11,6.« Jesus sagde til sine disciple: »Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.« Matt. 21,22.

Forjættelsen er omfattende og ubegrænset, og han er trofast, som har givet den. Om vi ikke får netop de ting, vi beder om, på den tid, vi beder, skal vi alligevel tro, at Herren hører os, og at han vil besvare vore bønner. Vi er så uforstandige og kortsynede, at vi undertiden beder om noget, som ikke ville blive til velsignelse for os, og vor himmelske Fader svarer i sin kærlighed på vore bønner derved, at han giver os det, som bliver til vort gavn det, som vi selv ville ønske, om vore øjne var oplyst af Gud, så at vi kunne se alle ting, som de virkelig er. Når det synes, som om vore bønner ikke besvares, skal vi holde fast ved forjættelsen; thi den tid, da vi bliver bønhørt, vil visselig komme og vi vil få den velsignelse vi trænger mest til. Men at gøre fordring på, at bøn altid skal besvares netop på den måde, vi i øjeblikket ønsker, er formasteligt. Gud er for vis til at tage fejl og for god til at holde noget tilbage fra dem, som vandrer oprigtigt. Frygt derfor ikke for at forlade dig på ham, selv om du ikke ser noget øjeblikkeligt svar på dine bønner. Stol på hans sikre forjættelser

PP 4. En tiltro til at han berører os, når vi beder

Dersom vi venter med at tro, indtil vi hat rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at udgrunde hver eneste ting, som ikke er klar for os, vil vanskelighederne blot forøges og forstørres. Men kommer vi til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vore hjerter. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor Frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring; men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse.

PP 5. Udholdenhed i bøn er også et vilkår vi må indstille os på.

Vi må altid bede dersom vi vil vokse i tro og erfaring. Paulus opfrodrer os

Rom. 12,12“Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.«. Kol. 4,2: “ Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak”.

Peter formaner de troende til at være ( 1Pet. 4,7.) »Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede;«

Og videre siger Paulus Fil. 4,6: Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.« Judas siger Jud. 20,21.: »Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. v21 Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.«;

Vedholdende bøn betyder sjælens uafbrudte forening med Gud, så at liv fra Gud flyder ind i vort liv, og renhed og hellighed strømmer tilbage til Gud fra vort liv.

Det er nødvendigt at være vedholdende i bøn. Lad intet hindre dig i dette. Bestræb dig på enhver måde for at bevare samfundet mellem Jesus og din egen sjæl. Søg enhver anledning til at samles med andre til bøn. De, som virkelig søger efter samfund med Gud, vil komme til bønnemøder og trofast opfylde deres pligt. De vil vise en alvorlig længsel efter at få alle de velsignelser, de kan. De vil benytte enhver anledning til at stille sig der, hvor himmelens lysstråler kan skinne på dem.

6. Vigtigt med fællesbøn,

Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hverandre i Herrens tjeneste. Hans ords sandhed taber deres klarhed og betydning for os. Vore hjerter bliver ikke oplyste eller opvækkes ikke af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. I vor indbyrdes omgang som kristne taber vi meget ved mangel på medfølelse for hverandre. Den, som slutter sig inde i sig selv, fylder ikke den stilling, Gud har anvist ham. En passende udvikling af vor selskabelige natur bevirker i os interesse og medfølelse for andre, og er et middel til at udvikle og styrke os i Herrens tjeneste.

PP (Ellen G. White citat) Dersom kristne ville komme sammen og tale med hverandre om Guds kærlighed og forløsningens dyrebare sandheder, ville deres egne hjerter blive vederkvægede og de ville vederkvæge hverandre.

PP 7. Men også solobønnen lønkammerbønnen er vigtig

Vi bør bede i familien, ja og fremfor alt ikke glemme bønnen i lønkammeret; thi den er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at vokse i nåden, når bønnen forsømmes. Offentlig bøn eller familiebøn alene er ikke tilstrækkelig; man må i enerum åbne sit hjerte for Guds ransagende øje. Bøn i lønkammeret bør alene høres af Gud, som giver agt på bønner. Intet nysgerrigt øre bør gøres bekendt med disse begæringer. Under lønlig bøn er sjælen fri for omgivende indflydelser og forstyrrelser. Rolig, men dog inderligt rækker den sine arme ud efter Gud. En himmelsk, varig indflydelse vil udgå fra ham, der ser i løndom, hvis øre er åbent for de bønner, der opstiger fra hjertet. Ved stille, enfoldig tro har sjælen samfund med Gud og samler stråler fra det guddommelige lys hvormed den kan styrkes og opholdes i kampen mod Satan. Gud er vor stærke borg.

Bed i dit lønkammer og opløft ofte dit hjerte i bøn til Gud, når du går i dit daglige arbejde. Det var således, Enok vandrede med Gud. Disse tavse bønner stiger op som dyrebar røgelse for, Guds trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte således forlader sig på Gud.

Der er intet sted og ingen tid, hvor det er upassende at opsende en bøn til Gud. Der er intet, der kan hindre os fra at opløfte vore hjerter til Gud i inderlig bøn. I folkemængden på gaden og midt under vore sysler kan vi bede om guddommelig vejledning ligesom Nehemias, da han fremlagde sit andragende for kong Artaxerxes. Et lønkammer til samtale med Gud kan findes, hvor vi end er. Vi bør stadig holde hjertets dør åben og indbyde Jesus til at komme og bo i sjælen som en himmelsk gæst.

Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig for sine børns trang. » - for Herren er barmhjertig og rig på nåde..« Jak. 5,11. Vore sorger, ja endog blot det at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad der besvære dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer verdensaltet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig derfor. »Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår..« Sl. 147,3. Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn.

PP 8. Bønnen er som et pust fra himlen

Vi trænger til at få et klarere syn på Jesus og en fuldere forståelse af, hvad de evige virkeligheder er værd. Hellighedens prydelse bør fylde Guds børns hjerter, og for at dette kan ske, må vi bede Gud om at åbenbare de himmelske ting for os.

Oplad sindet og vend det mod det høje, så at Gud kan give os en forsmag på den himmelske atmosfære. Det er muligt for os at holde os så nær til Gud, at vore tanker i enhver uventet prøve vil vende sig mod ham lige så naturligt, som blomsten vender sig mod solen.

PP 9. Bønnen forstærkes af vort engagement i verden

Det er ikke Guds mening, at nogen af os skal blive eremitter eller munke og trække os tilbage fra verden for at kunne tjene Gud. Livet må være som Kristi liv bøn i lønkammeret og arbejde blandt mængden. Den, der ikke bestiller andet end at bede, vil snart holde op dermed, eller hans bønner vil blive en vanemæssig formssag. Når et menneske unddrager sig al omgang med sine medmennesker og søger at undgå sine kristelige pligter og kors, når han ophører at arbejde flittigt for Mesteren, som arbejdede så flittigt for ham, så taber bønnen sit indhold for ham, og han har intet, der kan tilskynde ham til andagt. Hans bønner bliver personlige og egennyttige. Han kan ikke bede med menneskehedens trang eller Kristi riges fremgang for øje og søge Herren om kraft til at udføre arbejdet.

PP 9 Sammenhængen mellem det vi er optaget af og beder om

Om vi blot ville tænke på Gud lige så ofte som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os ved at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem, Vi taler om vore venner fordi vi elsker dem; vore glæder og sorger samler sig om dem. Men vi har uendelig meget større grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det mest naturlige for os i denne verden at lade Gud være først i alle vore tanker, at tale om hans godhed og forskende hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skulle optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke kunne have noget af give Gud igen. De bør besindig minde os om ham og binde os med kærlighedens og taknemmelighedens bånd til vor himmelske Velgører. Vi dvæler for meget ved jordens lave egne. Lad os opløfte vore øjne til helligdommens åbne dør histoppe hvor Guds herligheds lys oplyser Kristi åsyn. »Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem«. Heb. 7,25.

Vi trænger til at prise Gud mere » De skal takke Herren for hans trofasthed

og for hans undere mod mennesker,«. Sal. 107,8. Vore andagtsøvelser bør ikke bestå udelukkende i at bede og modtage. Lad os ikke altid tænke på vort behov, men lad os også erindre de velsignelser, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er for sparsommelige med vor taksigelse. Vi er stadig genstand for Guds nåde; men hvor alt for lidt giver vi ikke udtryk for vor taknemmelighed, hvor lidt priser vi ham dog for, hvad han har gjort for os!

10 Bøn skaber lovsang og tilbedelse

Når Israelitterne fordum samledes til gudstjeneste sagde Herren: » Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet, det Herren din Gud har velsignet dig med.« 5 Mos. 12,7.

Det, der gøres til Herrens ære bør gøres med glæde, ned lovsang og taksigelse, ikke med bedrøvelse og tungsind.

Vor Gud er en barmhjertig, nådig fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har bragt så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og mår de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed for, at de kan blive opmuntrede hver dag i alle livets sysler og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting.

Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet bør være emnet for vore betragtninger og vor samtale, vort hjertes største glæde, Enhver velsignelse, vi modtager af Gud, bør vi bevare i vore tanker, og når vi betænker hans store kærlighed, bør vi villigt overlade alt i de hænder, som blev naglet til korset for os.

På lovprisningens vinger kan sjælen stige nærmere op mod himmelen. Gud tilbedes med sang og musik i de himmelske sale, og når vi udtrykker vort hjertes taknemmelighed for ham, forener vi os med de himmelske hærskare i deres tilbedelse. Sl. 50,23»Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse« siger Herren. Eller Es. 51,3 “Ja, Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil.«.;

Frit efter E.G.White.

Se en Powerpointserie HER

Uge 1. 2011

Vi er gået ind i det nye år, og i Oasefællesskabet i Silkeborg er det samtidig en indgang i en år med bøn, og i den anledning "genudsender" jeg en undervisning jeg i 2009 (30. marts 2009) havde i Re-Fokus om bøn med inspiration fra Bob Gordon

Bøn er fællesskab med Gud – tovejskommunikation, hvor vi taler til Gud, og han taler til os, og derfor har bøn mange facetter som f. eks.

· At vente på Herren (Es.40. 31, Salme 6. 1,10, Salme 27, 14)

· At gå i forbøn for andre (Ezek. 22.30, 1.1im. 2.1, Es.59. 16) ,

· At bede Gud om det, vi behøver .(Matt. 7)

· At lytte til Gud (Johs. 10. 27)

· At stå i en åndelig krigsførelse (Ef. 6. 10,18)

· At takke Gud (1. Tes. 5. 18, 1.Tim. 2. 1)

· At ofre lovprisning til Gud (Hebr. 13. 15)

· At bede Gud tilgive vore synder (1. Johs. 1. 9, Matt. 6. 12)

Bønnen sætter os i stand til at vokse åndeligt. Den udløser:

· tilgivelse,

· styrke,

· fred,

· ledelse,

· Helligånden i vore liv.

Bøn sætter os i stand til at samarbejde med Gud.

· Gud har forpligtet sig til at handle, som svar på bøn (Luk. 11.9,10)

· Gud er villig til at ændre sine planer som svar på vor bøn (1. Mos. 18. 20,32, 2. Mos. 32. 9,14, 2.Kong. 20. 1,6)

· Gennem bøn kan Guds rige blive bedre etableret på jorden (Matt. 6. 10)

· Mulighederne i bønnen er grænseløse, fordi den Gud, som vi beder til, ikke har nogen grænser (Rom. 8. 32)

· Gennem bøn kommer vi til at kende Gud, og således kan vi opbygge et fællesskab med ham. Des mere tid vi bruger sammen med ham, desto bedre vil vi kende ham, og desto bedre vil vi kende og forstå Guds veje og planer (Ap. G. 10. 1.21).

· Bøn giver Gud Faderen ære (Johs. 14. 13)

· Vi er blevet opmuntret til at bede uafbrudt (1. Tes. 5. 17)

· Gennem bøn kan vi ændre omstændighedeme og situationer, så de kommer på linie med Guds vilje og Guds hjerte (Ez. 22. 30)

· Gennem bøn kan vi velsigne andre, så de bliver frelst (2. Kong. 4. 8.17, 1. Sam. 12. 19)

· Ikke at bede er at synde (1. Sam. 12. 23). Når vi ikke beder, svigter vi Gud, fordi han siger: »Bed mig« (]ohs. 14. 13.14, ]ak.4. 2)

· Vi må være involveret i forbøn (Ezek. 22.30, Es. 59.1). Det er bønner, hvor vi står i gabet mellem Gud og den eller det, som vi beder for. Vi må mene det alvorligt, når vi kommer til ham med vore byrder og behov, og endog kæmpe med Gud i bøn (1. Mos. 32. 26).

Hindringer for effektiv bøn .

· Utilgivelighed (Mark. 11.25).
· v25 Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. v26 Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«

· Vantro (Hebr. 11. 6).
· v6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham

· Tvivl/mangel på tro (]ak. 1. 6,8).
· v6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. v7 Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, v8 tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.

· Dovenskab (]ak. 4. 2).
· v2 I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder;

· Forkerte motiver (]ak. 4. 3).
· v3 eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.

· Ubekendt synd (1. Johs.1.7,9, Es.59. 1.2).
· v7 Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. v8 Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. v9 Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.

· Overlagt synd blokerer fællesskabet med Gud og giver Satan en vej ind i vore liv. Bekend enhver synd, som Helligånden viser dig på dette tidspunkt og modtag Guds tilgivelse (1. Johs. 1.9).

· Vi må også tilgive andre, som har gjort uret mod os, lige meget hvor smertefuldt det er, og hvilken uret, de har gjort (Matt. 6. 12, Luk. 6. 37.38). Jesus tilgav os meget, og han forventer, at vi skal tilgive andre uden at bære nag. Når vi bekender og tilgiver, kan vi modtage Guds renselse og vide, at vi har et rent hjerte for ham.

Satan er bange for bedende mennesker FORDI:

· Bøn virker, og den bringer Guds kraft ind i vore liv som Jesu disciple.

· Bedende mennesker kan modstå djævelen og besejre hans hensigter, når de forstår den autoritet, de har i Kristus (]ak. 4. 7, 1. ret. 5. 8.9).

· Djævelen vil ikke møde dem uforberedt, som våger og beder (Matt. 26.41).

· Bøn medfører, at Guds vilje sker og modarbejder Satans vilje.

· Bøn bringer os ind i et dybere fællesskab med Gud, som er netop det, Satan ikke ønsker! Satan prøver derfor at få dræbt vort bønsliv eller i det mindste at gøre det ineffektivt.

· De redskaber , han bruger, indbefatter: distraktion, fristelser, ugudelige tanker, fordømmelse, opmuntring til tvivl, frygt og fortvivlelse osv.

Faste er grundlæggende afholdenhed og at lægge noget til side for et større formål. Den ekstra tid, kan bruges til at fokusere på bøn.

"Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert mennesker hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også muligheden for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl... Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave. Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os, der vælger, hvordan vi vil forvalte dem. Det er her, fasten kommer ind i billedet. At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave, det er at være menneske.”

Ekskurs om faste
(Peter Halldorf i bogen: Vejledning om fasten)

ØRETS OG ØJET'S FASTE
Fra bogen En vejledning om fasten

En god ven fortalte hvordan han på den første dag i fasten, askeonsdag, trak stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab. En anden sagde: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.« I den unge kirke lagde man frem for alt vægt på mavens og tungens faste - to områder hvor der næsten altid kan findes anledning til mådehold. Frådseri nævnes ofte først blandt dødssynderne og tungen beskrives i Bibelen som »fuld af dødbringende gift« (Jak 3,8).

I vores tid er øjets og ørets faste mindst lige så vigtig. Medierne som forgifter vores hjerner, flimmeret af billeder som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage.

Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv. Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme. Måske er det ikke en tilfældighed at Bibelens sidste bog - den der handler om tidens ende -_ gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb 2,7). At fylde ørerne med (u) lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.

Faste kan også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser - og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås. Ikke af foragt for mennesker, men af respekt. Faste på disse områder hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre: At høre os selv tænke, at se på den der taler til os.

Et af Skriftens vigtigste åndelige råd finder vi i Salmernes Bog 46,11: »Vær stille, og kend at jeg er Gud« (svensk oversættelse 1917). Under alle former for faste bør vi søge at omgive os med mere stilhed end normalt. Stilhed er talens faste. Ordenes fyld bliver skrællet væk, og der opstår en ny klarhed i det sagte.

Ørerne renses, og vi begynder at høre hvad der menes med det, der bliver udtalt.

Konklusion

Bøn og sandheden i Guds ord er uadskilleligt forbundet, fordi vi er blevet lovet, når vi beder ifølge Guds vilje som angivet i hans ord eller ved Helligånden i bøn, så vil vi se svaret {1. Johs. 5. 14,15, Rom. 8.26,27). Det er af vi tal betydning, at vi tilbringer tid med Gud og hans ord som Jesu disciple. Husk, enhver kan bede for hvad som helst, når som helst. Bøn kan nå ethvert behov hvor som helst. Bøn forbinder os med Guds ubegrænsede muligheder (Jer. 33. 3, Salme 2. 8).

Efter en ide af Bob Gordon

En lille øvelse.

· Hvis Jesus var her i dag. Sad ved siden af os, hvad ville vi så sige til ham og hvad ville han sige til os?

Vi vil bede ind i det, som du og jeg kommer frem til?