August 2013

Prædiken til 11.  ø. e. trin 2003 Lk 18, 9‑14

Lignelsen om farisæeren og tolderen

v9_Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: v10_»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v11_Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v12_Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v13_Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v14_Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

1. Først hvad den ikke vil lære os

I sin stolthed underkender farisæeren den nødvendige Guds miskundhed, Guds barmhjertighed, Guds nåde  - eller hvad ord vi skal bruge for Guds indgriben til vor frelse - ved at udpege sig selv som den “rigtige” og samtidig udpege tolderen som ikke værdig til frelsen, og frata´r ham derved Guds nåde, og farisæiske og ukloge manøvre gør, at han ikke går retfærdiggjort hjem.

---

Det gør derimod tolderen, ikke fordi han var et særligt godt menneske. Det var han formentlig slet slet ikke.

Men tolderen skildres med det ene fortrin, at han indser, at han overfor Gud ikke har noget at være stolt af.  Han indser, at han er modtageren. Han er skabningen, ikke Skaberen. Det er pga af denne indsigt, at han går retfærdig hjem. Han er blevet ramt af Guds “uretfærdige” retfærdighed, der tilbydes alle og enhver, ligegyldigt, hvordan de har levet og hvilken status, de har.

---

Vi kan alle gå retfærdiggjorte hjem herfra i dag, og det er ikke et spørgsmål om, hvem der sidder forrest eller bagerst i kirken, eller om vi synes, forrest eller bagerst er finest, for som pastor emeritus Brogård Andersen fra Skjern si´r det et sted: Det er ikke det, vi når her i livet, der frelser, men det, der når os,  - og det er Guds nåde. 

Amen

Maj 2013

Vi lever i pinsetiden, Åndens tid, og her kommer de tanker jeg har gjort mig om pinsens vigtige begivenhed.

(Prædiken afholdt i Silkeborg Oasekirke)
 

Prædiketekst

(Spørg om, hvor mange gange Jesus kalder på dette – at elske ham, og hvad det betyder - Lyt med det som fortegn)

v15  Elsker I mig, så hold mine bud; v16  og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17  sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. v18  Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. v19  Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. v20  Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. v21  Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

v22  Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« v23  Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v24  Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

v25  Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. v26  Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. v27  Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! v28  I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. v29  Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. v30  Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, v31  men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!

Pinseunderet er dramatisk, men Gud har sans for det dramatiske.

Det viser han gennem julens drama , påskens drama og her pinsens drama.
I den bibelske åbenbaring finder vi dramatiske billeder på det der skal ske pinsedag, og (Folke)kirkens tekstrækker til pinsedag indlejrer nogle fine forbindelser til andre store dramatiske begivenheder i den store historiefortælling, som Bibelen er.

I tekstrække 1 (den ældste) er der feks. teksten fra 1 Mos. 2 om skabelsen af Adamv7  Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen - og indikerer dermed, at pinseunderet, udgydelsen af Helligånden, emmer af samme storhed som skabelsen af Adam (mennesket) i Guds billede

Eller hvad mener I om henvisningen til Babelstårnsberetningen i 1. Mos 11, hvor der står: Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.
På samme måde, som Guds skabte splittelse blandt de ellers ”enige”, så de ikke kunne udføre deres forehavende - er pinseunderet et udtryk for det stik modsatte, nemlig at Gud giver os, hans folk, fællessproget tilbage, gudsrigesproget, det enhedsskabende sprog, det forvandlende sprog, som skal føre mennesker til Gud, men på en helt anden måde end måden man forsøgte det på Babelstårnstiden

Eller hvad mener I om ordene fra Jer 31v31 , hvor det hedder: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32  en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. - ---  v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.
Pinsen indfaser en ny pagt, større end den store første pagt – Sinajpagten.

Den sidste dramatiske forbillede for pinseunderet I lige skal have er Silkeborg Oasekirkes henvisning til Eliashistorien fra 1. Kongebog 18, hvor der står: - v 19: Send nu bud og kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter, der har deres plads ved Jezabels bord.« I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.
Den Gud, der svarer med ild! - ja og var det ikke hvad der på dramatisk vis skete pinsedag, 50 dage efter opstandelsen på en festdag for høsten, hvor mennesker fra det store Romerrige var samlet til høstfest i Jerusalem, og hvor der sker  noget helt anderledes og noget afgørende, som vi måske bedre forstår, hvis vi ruller oplevelsen op til vor tid for en kort bemærkning.

Forestil dig et europæisk storstævne i Paris med måske 50000 mennesker, hvor  alle EUlande har mennesker med og  15 forskellige sproggrupper (områder) er repræsenteret.
(Det moderne Babel med de mange forskellige sprog)
I centrum kommer en håndfuld jævne mennesker, håndværkere og fiskere på under 50 fra Hvide Sande, og som intet fylder i mængden. Pludselig lyder der over den store EU forsamling en susen, så al tale og tummel forstummer. Til dette kommer så oveni købet, at den lille flok får over sig tunger af ild.
Intet under at al opmærksomheden rettes mod de, der har ildflammerne over hovedet, disse ildens mænd. 
Øjne og ører er vendt mod de få fra Hvide Sande, og pludselig opløfter de deres stemme overfor de 50 000 mennesker, og ved et under taler de på alle 15 sprog, og vel at mærke uden tolke og uden sproglig viden og indsigt. Alle forstår talen på deres modersmål.
(Det omvendte af Babel, som jeg omtalte før) 

Så dramatisk var det, for på pinsedag i Jerusalem var der ca. 15 sproggrupper, og de reagerede ved at tage imod budskabet fra de ca. 50, og kirken blev en realitet med ca. 3000 medlemmer.

Løbende har vi i historien haft ekstraordinære manifestationer i lighed med pinsedag.
Jeg skal begrænse mig til en.
I begyndelsen af 1900 tallet - i Wales - blev brandvæsenet kaldt ud for at slukke ilden på taget af en lille kirke.
Blot var der ikke ild i alm. forstand, men ild som på pinsedag.
En prædikant talte, og pludselig rystede stedet, og mange faldt om, andre klamrede sig til kirkens piller.
(Den, der svarer med ild er Gud - har vi jo lige delt med hinanden)
En ellers tør prædikant blev i 42 dage i den grad overvældet af Helligånden, at over 4000 mennesker blev frelst.
En ung pige ved navn Florrie Evans blev ved den lejlighed stærkt berørt af Guds Ånd, og blev redskabet til en stor lokal vækkelse.
Hendes præst i en anden kirke opfordrede en søndag til at nogle bragte et vidnesbyrd, men der kom ingen.
Men så gik den unge Florrie Evans frem.
Med foldede hænder og tårerne strømmende ned ad sine kinder, sagde hun blot dette gribende:
"Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Grædende gik hun tilbage til sin plads i kirken.  
Virkningen af den unge piges ord var ubeskrivelig; hele forsamlingen blev stærkt bevæget, man græd, stod op og bekendte synder og bad om forbøn.
Alle var sønderknuste i deres ånd og mange fik et nyt møde med Gud.
(Blandt de, som blev grebet af denne fornyelse, var en ung mand ved navn Seth Joshua, og han blev et mægtigt redskab i Guds hånd, og han rejste rundt på forskellige steder, og ilden spredtes. 
Det var under et af hans møder, at den navnkundige Evan Roberts fik et kraftigt møde med Gud og modtog kaldet til at gå til sin hjemegn og virke for Herren.)  
(Slå op på nettet og læs om denne fantastiske vækkelse i England i begyndelsen af 1900 tallet)
Det gribende og opmuntrende i denne sammenhæng er, at Gud anvendte denne unge, sky og uanselige pige til en så uanet velsignelse, og at hendes vidnesbyrd blot var: "Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Før hende var der, som bekendt, en anden kvinde, som er omtalt i Luk 7,36-50 som kvinden, der elskede meget.
Straks hun får at vide, at Jesus er i byen, så ved hun, hvad hun vil - hen og give Jesus en gave – og det en kæmpe gave: en hel krukke kostbar salveolie, værd en årsløn.
Og i Jesu nærvær bryder kvinden totalt sammen og kan ikke finde udtryk for den glæde, der fylder hende.
Det vælder sådan frem i hendes sind, at det strømmer over i tårer og kærtegn.
Hun skiftevis væder Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår, salver dem med olie og kysser dem igen og igen.
Det er måske – også - meget grænseoverskridende og ydmygende for hende selv; men det tænker hun åbenbart ikke på.
Hun er bare så glad for Jesus og ønsker at hædre ham - og Jesus lader hende gøre det

Nu har I selvfølgelig gættet, hvad mit anliggende er på denne skønne pinsedag her i Silkeborg Oasekirke, og jeg vender lige tilbage til mit spørgsmål, da jeg læste prædiketeksten om - hvor mange gange Jesus kalder på dette - at elske ham, og hvad det betyder -og til at lytte med det fortegn!
Hvor mange gange kom du frem til ? (3-4)

(1) v15  Elsker I mig, så hold mine bud; v16  og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17  sandhedens ånd,
(2) v21  Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

(3) v23  Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham,
(4 (indirekte)) v28  - Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.

Kaldet i pinseteksten er, ikke overraskende: – Elsker I mig- altså kærligheden til Jesus.

Apropos Jesus ord: Elsker I mig - så mindes jeg , hvordan en kollega fra min fortid i  Folkekirken i en prædiken fortalte om en oplevelse fra sin studentertid, hvor han var i praktik hos en gammel erfaren præst.

Den erfarne præst blev spurgt om, hvordan han egentlig bar sig ad med at forklare konfirmanderne, hvem Helligånden var og hvad Helligånden gør.
Han gik op til tavlen, tog et stykke kridt og skrev disse tre ord: Jeg elsker dig!
Og så vendte han sig om og kom med forklaringen, som min kollega aldrig har kunnet glemme:
"Så længe de ord bare står på tavlen, er de døde og uden betydning. Men i samme øjeblik en ung mand siger dem til en ung kvinde, er det helt anderledes.
Så kommer der ånd i dem!”
Det var en ganske god forklaring på, hvorfor  Helligånden ikke leder os i vore mange filosofiske tankegange og diverse afledningsmanøvrer på diverse tavler, men derimod leder os enkel og virkningsfuldt ind til dette forpligtende: Elsker I mig, så hold mine bud, og  - den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig -  og den, der elsker mig, skal elskes af min fader - også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham."

Under mit arbejde engang med Åndens gerning gav Gud mig et billede, som talte stærkt til mig:
Jeg så for mig et græsk ikonbillede af Jesus, men billedet stod med benene opad og hovedet nedad.
Jeg bad lidt over billedet og pludselig blev det klart for mig at netop sådan står et billede jo på vore nethinder.
Når et billede går gennem vor øjelinse så vendes billedet, så det står med "hovedet nedad", men i vor hjerne vendes det som bekendt automatisk.
Gennem dette syn, billede om du vil, forstod jeg på en ny og dybere måde lidt af Helligåndens gerning - at afmale Jesus på vore hjerners og hjerters nethinder og at sørge for at vores personlighed omsætter billedet til praktisk, levende og engageret trosliv, hvor Jesus er centrum for vor kærlighed, liv, lære, tjeneste og engagement.

Når Helligånden kommer over os, tændes der og vækkes der i vore hjerter en kærlighed til Jesus, og Talsmanden - Sandhedens ånd - holder os fast ved de ord og det kald, der udgår fra Jesus, så vi løbende oplæres i og løbende mindes om alt, hvad Jesus har sagt til os, og at vi formes af det, som Jesus tænker om vort liv og tjeneste
- så at det Jesus siger, bliver det vi siger
- så det Jesus tænker på, bliver det vi tænker
- så det Jesus gør, bliver det vi gør,
- så det Jesus elsker og den måde han elsker på, bliver den måde vi elsker på og tænker på
- så den kraft Jesus handler i er den kraft vi handler i
-så den evighed Jesus proklamerer, er den evighed vi proklamerer,
- så den sejr, Jesus vinder er den sejr vi vinder,
- så den bøn Jesus beder er den bøn vi beder,
- så det Guds rige Jesus giver krop og skikkelse er det Guds rige vi giver krop og skikkelse,
- så den heling og de helbredelser Jesus demonstrerer er den heling og  de helbredelser, som vi får nåde til at eksponere
- så de nådegaver og den kraft Jesus kalder os ind i også er de nådegaver og de kræfter, der kendetegner os osv (Fortsæt selv listen)

Jeg vil slutte med et forbillede om kærlighed til Jesus, som jeg har i min egen familie bagud i historien, en person, som lærte at elske Jesus, en, som I 1729 af provsten i Tønder, Johann Hermann Schrader blev kaldet til at fungere som præst for den danske almue i Tøndeområdet, i 1737 blev provst i Ribe og i 1741 biskop i Ribe. Hvem?

Hans Adolf Brorson, som var den vigtigste person i introduktionen af fromhedsbevægelsen pietismen i 1700 tallet.
Pietismebevægelsen kom fra Tyskland og var en reaktion imod dels 1700-tallets "fornuft" (1700-tallet kaldes også oplysningstiden), og dels mod den lutherske (tørre) ortodoksi, der dominerede 1600-tallet.

I 1731 fik Brorson den idé, at han ville skabe en pietistisk salmedigtning på dansk, og allerede i 1732 kom "Nogle julesalmer",  og senere -  "Troens rare klenodie", ("rare" betyder her sjældne).
Efter hans død lå der 70 salmer efter ham, og de blev udgivet i "Svanesangen".

Hans produktion blev i alt 194 oversættelser og 150 originale salmer.

Som præst og biskop gjorde han et stort og samvittighedsfuldt stykke arbejde, og det er hans og de øvrige pietisters fortjeneste, at "præstestanden i disse år blev betydeligt højnet".

Som visitator var han "mild og myndig", han irettesatte og trøstede.
En kender af Brorson har sagt: "Men mildhed og taalmod er ikke de rammende ord for Brorsons glødende Jesus-kærlighed, afgjorte omvendelseskrav, stærke understregning af skellet, alvorlige opfordringer til at vaage og bede eller hans domme over sig selv og verden". Sikke et eftermæle!

Hans udgangspunkt er Jesu kærlighed til menneskene, der nødvendigvis må fremkalde menneskenes kærlighed til Jesus.

Han anvender markante og kærlige billeder på foreningen med Jesus i troen:
Rosen - et billede på Jesus, hans yndlingsbillede.
Brudgom - ligeledes et billede på Jesus, hvor den enkelte sjæl er bruden.
Ørken - eller vinter – som betegner den følelse af fattigdom, der kan indtræde, når Jesuskærligheden ikke fylder en.
Hans billeder kan være så følelsesbetonede, så det næsten virker pinligt i nutiden, f.eks. når han kalder Jesus for "søde Jesus, søde skat, søde forening” m.m. – som f.eks. DDS 460:

1.Jesus, din søde forening at smage
længes og trænges mit hjerte og sind;
riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
drag mig i dig, min begyndelse, ind!

Når jeg slutter med lidt om Brorson, så er det fordi hans salmer og den ”pietisme” han udlevede i sit liv var hovedinspirationen til Danmarkshistoriens største vækkelse i 1800 tallet f.  (IM) og som fornyelsesbevægelse og fromhedsbevægelse står Dansk Oase og derfor også SOK i gæld til de hellige mænd og kvinder, der levede deres kærlighed til Jesus ud.

Men så gik den unge Florrie Evans frem.
Med foldede hænder og tårerne strømmende ned ad sine kinder, sagde hun blot dette gribende:
"Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Grædende gik hun tilbage til sin plads i kirken.  

Hvordan oplever du at kærligheden til Jesus sætter sig spor i dit liv?