Ugerefleksioner - 2013

Nov 2013


Her er den engelske udgave

Obviously, I’m not a relationship expert. But there’s something about my divorce being finalized this week that gives me perspective of things I wish I would have done different… After losing a woman that I loved, and a marriage of almost 16 years, here’s the advice I wish I would have had...

1) Never stop courting. Never stop dating. NEVER EVER take that woman for granted. When you asked her to marry you, you promised to be that man that would OWN HER HEART and to fiercely protect it. This is the most important and sacred treasure you will ever be entrusted with. SHE CHOSE YOU. Never forget that, and NEVER GET LAZY in your love.

2) PROTECT YOUR OWN HEART. Just as you committed to being the protector of her heart, you must guard your own with the same vigilance. Love yourself fully, love the world openly, but there is a special place in your heart where no one must enter except for your wife. Keep that space always ready to receive her and invite her in, and refuse to let anyone or anything else enter there.

3) FALL IN LOVE OVER and OVER and OVER again. You will constantly change. You’re not the same people you were when you got married, and in five years you will not be the same person you are today. Change will come, and in that you have to re-choose each other everyday. SHE DOESN’T HAVE TO STAY WITH YOU, and if you don’t take care of her heart, she may give that heart to someone else or seal you out completely, and you may never be able to get it back. Always fight to win her love just as you did when you were courting her.

4) ALWAYS SEE THE BEST in her. Focus only on what you love. What you focus on will expand. If you focus on what bugs you, all you will see is reasons to be bugged. If you focus on what you love, you can’t help but be consumed by love. Focus to the point where you can no longer see anything but love, and you know without a doubt that you are the luckiest man on earth to be have this woman as your wife.

5) IT’S NOT YOUR JOB TO CHANGE OR FIX HER… your job is to love her as she is with no expectation of her ever changing. And if she changes, love what she becomes, whether it’s what you wanted or not.

6) TAKE FULL ACCOUNTABILITY for your own emotions: It’s not your wife’s job to make you happy, and she CAN’T make you sad. You are responsible for finding your own happiness, and through that your joy will spill over into your relationship and your love.

7) NEVER BLAME your wife If YOU get frustrated or angry at her, it is only because it is triggering something inside of YOU. They are YOUR emotions, and your responsibility. When you feel those feelings take time to get present and to look within and understand what it is inside of YOU that is asking to be healed. You were attracted to this woman because she was the person best suited to trigger all of your childhood wounds in the most painful way so that you could heal them… when you heal yourself, you will no longer be triggered by her, and you will wonder why you ever were.


8) Allow your woman to JUST BE. When she’s sad or upset, it’s not your job to fix it, it’s your job to HOLD HER and let her know it’s ok. Let her know that you hear her, and that she’s important and that you are that pillar on which she can always lean. The feminine spirit is about change and emotion and like a storm her emotions will roll in and out, and as you remain strong and unjudging she will trust you and open her soul to you… DON’T RUN-AWAY WHEN SHE’S UPSET. Stand present and strong and let her know you aren’t going anywhere. Listen to what she is really saying behind the words and emotion.


9) BE SILLY… don’t take yourself so damn seriously. Laugh. And make her laugh. Laughter makes everything else easier.


10) FILL HER SOUL EVERYDAY… learn her love languages and the specific ways that she feels important and validated and CHERISHED. Ask her to create a list of 10 THINGS that make her feel loved and memorize those things and make it a priority everyday to make her feel like a queen.


11) BE PRESENT. Give her not only your time, but your focus, your attention and your soul. Do whatever it takes to clear your head so that when you are with her you are fully WITH HER. Treat her as you would your most valuable client. She is.


12) BE WILLING TO TAKE HER SEXUALLY, to carry her away in the power of your masculine presence, to consume her and devour her with your strength, and to penetrate her to the deepest levels of her soul. Let her melt into her feminine softness as she knows she can trust you fully.


13) DON’T BE AN IDIOT…. And don’t be afraid of being one either. You will make mistakes and so will she. Try not to make too big of mistakes, and learn from the ones you do make. You’re not supposed to be perfect, just try to not be too stupid.


14)  GIVE HER SPACE… The woman is so good at giving and giving, and sometimes she will need to be reminded to take time to nurture herself. Sometimes she will need to fly from your branches to go and find what feeds her soul, and if you give her that space she will come back with new songs to sing…. (okay, getting a little too poetic here, but you get the point. Tell her to take time for herself, ESPECIALLY after you have kids. She needs that space to renew and get re-centered, and to find herself after she gets lost in serving you, the kids and the world.)


15)  BE VULNERABLE… you don’t have to have it all together. Be willing to share your fears and feelings, and quick to acknowledge your mistakes.


16) BE FULLY TRANSPARENT. If you want to have trust you must be willing to share EVERYTHING… Especially those things you don’t want to share. It takes courage to fully love, to fully open your heart and let her in when you don't know i she will like what she finds... Part of that courage is allowing her to love you completely, your darkness as well as your light. DROP THE MASK… If you feel like you need to wear a mask around her, and show up perfect all the time, you will never experience the full dimension of what love can be.


17)  NEVER STOP GROWING TOGETHER… The stagnant pond breeds malaria, the flowing stream is always fresh and cool. Atrophy is the natural process when you stop working a muscle, just as it is if you stop working on your relationship. Find common goals, dreams and visions to work towards.


18) DON’T WORRY ABOUT MONEY. Money is a game, find ways to work together as a team to win it. It never helps when teammates fight. Figure out ways to leverage both persons strength to win.


19) FORGIVE IMMEDIATELY and focus on the future rather than carrying weight from the past. Don’t let your history hold you hostage. Holding onto past mistakes that either you or she makes, is like a heavy anchor to your marriage and will hold you back. FORGIVENESS IS FREEDOM. Cut the anchor loose and always choose love.


20)  ALWAYS CHOOSE LOVE. ALWAYS CHOOSE LOVE. ALWAYS CHOOSE LOVE. In the end, this is the only advice you need. If this is the guiding principle through which all your choices is governed, there is nothing that will threaten the happiness of your marriage. Love will always endure.

In the end MARRIAGE isn’t about Happily ever after. It’s about work. And a commitment to grow together and a willingness to continually invest in creating something that can endure eternity. Through that work, the happiness will come.

Marriage is life, and it will bring ups and downs. Embracing all of the cycles and learning to learn from and love each experience will bring the strength and perspective to keep building, one brick at a time.

These are lessons I learned the hard way. These are lessons I learned too late.

But these are lessons I am learning and committed in carrying forward. Truth is, I LOVED being married, and in time, I will get married again, and when I do, I will build it with a foundation that will endure any storm and any amount of time.

If you are reading this and find wisdom in my pain, share it those those young husbands whose hearts are still full of hope, and with those couples you may know who may have forgotten how to love. One of those men may be like I was, and in these hard earned lessons perhaps something will awaken in him and he will learn to be the man his lady has been waiting for.

The woman that told him 'I do', and trusted her life with him, has been waiting for this man to step up.

If you are reading this and your marriage isn’t what you want it to be, take 100% responsibility for YOUR PART in marriage, regardless of where your spouse is at, and commit to applying these lessons while there is time.

MEN- THIS IS YOUR CHARGE : Commit to being an EPIC LOVER. There is no greater challenge, and no greater prize. Your woman deserves that from you.

Be the type of husband your wife can’t help but brag about.

Sept 2013

Vores samfund er dygtige til tre ting:
Larm, travlhed og mængder.
Det er ikke Guds værdier, men værdier fra vores modstander.
Hvis han kan holde os travlt optaget på den ene eller anden måde, er han tilfreds.

"Travlhed er ikke af Djævelen. Det er Djævelen!" sagde Carl Gustav Jung

Hvis vi vil gøre os noget håb om at komme videre i vores Gudsforhold, at komme ind i Guds nærhed, så kræver det en alvorlig beslutning om at vi ønsker at stige af denne verdens larm og bevæge os ind i en ny livsstil med mere stilhed, fordybelse, refleksion, eftertanke og (gen)opbyggende fællesskab.

Og hvis det overhovedet skal lykkes, så tror jeg ikke vi kan undgå at se med kritsike øjne på vores måde at (for)bruge vores tid og tider på, og i den forbindelse vil jeg gerne lader Peter Halldorff "tale" lidt ind i vores tid og det følgende er i store træk hentet fra hans bog Vejledning i faste, hvor han taler om behovet for en rimelig og nødvendig beskæring af livet og det at trække nødvendige grænser i vore liv, og på den måde søge Gud for de sande grænser, eller måske nærmere, genopdage de gudgivne grænser midt i en verden, hvor næsten alle grænser brydes ned.

Det vi skal bygge på og med handler i høj grad om grænser, Guds grænser, Åndens grænser, Guds Riges grænser, for som Dostojevski siger det i et klassisk citat: "Hvis Gud ikke eksisterede, ville alt være tilladt."


Men her nogle tanker fra Fra Peter Halldorffs bog: Vejledning i faste. (Den kan læses i sin helhed under Boganmeldelser)


Og det er i forhold til det gode i livet vi har behov for at trække grænser.

Det der er givet af Gud i skabelsen og beriger livet, skal ikke belægges med skyld, de helt basale naturlige behov: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.

Men hvis de naturlige behov bliver brugt forkert eller bliver konkurrenter til vores dybere åndelige behov, så virker de imod deres hensigt; så bidrager de ikke til et godt og rigt liv.


1. Det er i forhold til det øret hører og øjet ser, vi må afgrænse os

I vores tid er portene ind i vore hjerter ofte måske for det meste øjet og øret.

Medierne, som forgifter vores hjerner, flimmeret af billeder, som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes “udbrændthed” som længere arbejdsdage kan være det.

Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv, og det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte “sølvtonen” i Jesu stemme.

Måske er det ikke en tilfældighed, at Bibelens sidste bog - den der handler om tidens ende - gang på gang opfordrer: “Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!” (Åb 2,7).

At fylde ørerne med (u)lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.


2. En vigtig skelnen mellem behov og begær!

Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner.

Hvis vi vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære.

Behovet er blevet et begær.

På samme måde fungerer den gode “afhængighed” eller vaner.

Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det der opbygger.

Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær.

Behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge – ting, som har nævnt: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.
Men hvis behovet får en fejlagtig proportion i mit liv og bliver til et begær, så behersker de “begærlige” behov mig i stedet for at berige mit liv.

3. Guds kraft ind i dette syndens og kødets univers omdanner vort liv til en kampplads, hvor disciple skabes og udvikles.

Jeg tror vi meget kaldes til at bringe fokus på begæret ind i vore liv og ind i vore åndelige sammenhænge, men vel og mærke ikke på en moralsk facon og en dødelig moraliseren eller hvordan man nu kan forsøge at “bekæmpe kød med kød”!

Jeg tror vi skal starte et helt andet sted, og vi skal tilbage til dette helt enkle: At slippe Guds Hellige Ånd løs i vore hjerter, så vi kan indgå i en nært og inderligt discipelskabsforhold til Jesus


Det er tid til at vågne op og se sandheden i øjnene.
Hvis vi lader os diktere af alle mulige gruppers holdninger og forventninger, af samfundet, af modeindustrien, af en kunstig forbrugsspiral, så er vi selv syge!
Før vi ser hvor ubalanceret og usund vores kultur er blevet indtil nu, før kan vi intet gøre omkring den indflydelse som vi udsættes for og lader os diktere af, en ånd af mammon, en materialisme, som holder os langt væk fra den kristne enkelhed i livet, som giver frihed til at leve et liv i glæde.

Vores kultur gør en ære ud af at forbruge.
Det har konsekvenser ud i alle områder af vores liv... vores seksualitet, vores overdrevne retfærdighedssans - til egen fordel... vores frihed til at gøre med vores egen krop som vi vil... vores forbrug af hinanden.
Vi ser hinanden som midler til at nå vores personlige mål.

Vi har brug for at definere nye og positive værdier, som kan overtage og punktere de værdier som vi ellers møder i vores hverdag... blandt andet den almindelige opfattelse at vi definerer hinandens værdi ud fra vores indtjeningsevne eller det vi kan producere.

Et tip: Øv dig i taknemmelighed

Tilfredshed med det man har, kan tillæres - er min påstand!

Vi er kaldet til at være tilfredse med det vi har.

Tilfredshed kommer ikke, når vi har anskaffet nok ting.

Det er et produkt af den måde, vi tænker på.

Nuser sidder oven på sit hundehus et år på taksigelsesdag (22. november) og surmuler over at måtte nøjes med hundemad, når menneskene er indenfor og får kalkun og sovs og tranebær og græskartærte. "Det kunne selvfølgelig have været værre," reflekterer han til sidst. "Jeg kunne have været en kalkun."

At sige sætningen: "Det kunne være værre," er en god øvelse til at træne vores tilfredshed.

Når du sætter dig ind i din halvgamle bil, så sig med stor indlevelse (måske messe): "Det kunne have været værre."

Når du ser på din kone/mand (om morgenen), så den samme melodi: ”Det kunne have været værre”.

Eller når du ser dig i spejlet. Samme messen: ”Det kunne have været værre”.
Eller det samme med hjemmet, børnene, haven, naboerne, cyklen: ”Det kunne have været værre”.
Tilfredshed er iflg. Paulus, en tilegnet færdighed. "Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har." Fil 4,11

Philip Yancey sætter det lidt på spidsen og skriver om en åndeligt søgende mand, der afbrød sit travle, begærlige liv for at bruge et par dage i et kloster. "Jeg håber, du får et velsignet ophold," sagde munken, der viste ham til hans enkle celle. "Hvis du har brug for noget så sig til, så vil vi lære dig, hvordan du kan leve uden det."


Spørgsmål vedr beskæring.

1. Hvordan oplever du, at du må trække grænser for dit liv, for at du kan leve et sundere åndeligt liv?


2. Hvad oplever du, at Gud siger til dig om det, og hvad vil du gøre ved det?




August 2013

Prædiken til 11.  ø. e. trin 2003 Lk 18, 9‑14

Lignelsen om faris
æeren og tolderen

v9_Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: v10_»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v11_Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v12_Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v13_Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v14_Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«


Vort sprog er fyldt af det. Her og der, sort og hvid, lang og kort, tyk og tynd, og som her i teksten om personer farisæer og tolder eller fra filmverdenen Gøg og Gokke, Tom og Jerry, Dr. Jekyll og mr. Hyde. Alle er så at sige makkerpar selv om de er meget forskellige. De er ganske vist hinandens modsætninger, den ene er jo noget så brovtende og grov, den anden noget så ydmyg og from, og den vi holder med (Tom - Jerry).

Ordet farisæer har desværre fået en grim klang i vore ører efter ca. 2000 års udstilling af denne gruppe

Lad os lige slå fast, at farisæerne i reglen var solide håndværksmænd og gode borgere af middelstanden, der tilsluttede sig et religiøst parti, farisæerpartiet, og af et ærligt hjerte søgte at leve op til deres høje idealer. Tolderne var forpagtere, der krævede skatter op til den romerske besættelsesmagt blandt deres egne landsmænd. De var altså overløbere og derfor foragtede, og mange af dem kompenserede for tabet af venner ved at opkræve lidt rigeligt, så at de også i trange tider kunne stikke lidt i egne lommer. Det vidste romerne godt, men de så gennem fingre med det.


Når Jesus så gør brug af de to meget kendte typer mennesker fra Israel, så er det for at fortælle os sandheden om Guds nåde, sandheden om måden vi bliver frelst, bliver Guds børn, bliver sande og sunde i troen på Gud.


1. Først hvad den ikke vil lære os

Forestil jer to mennesker, der skal til jobsamtale. Begge vil rigtig gerne have jobbet og vil anstrenge sig til det yderste for at få det. Det siges, at de første minutter og det første indtryk er altafgørende, så de har altså mindre end 5 minutter til at overbevise chefen om, at det er netop dem, der skal have jobbet.

Den første kommer ind ad døren og sætter sig i stolen på den anden side af chefens skrivebord ‑ smilende og fuld af selvtillid. Han fortæller, at han er en af de bedste ‑ hvis ikke den bedste ‑ indenfor sit felt. Hans papirer er i orden. Det fremgår af hans CV, at han har de nødvendige kvalifikationer. Rent privat er han ligeledes ulastelig.

Så kommer den næste ind ad døren. Han sætter sig ikke ned, men bliver stående ved døråbningen. Han ser end ikke på chefen, men fortæller gulvet, at han gerne vil have jobbet, men faktisk dybest set er fuldstændig uegnet til det. Af hans papirer fremgår det, at han har en plettet straffeattest.

Det er udenfor diskussion. Den første bliver ansat, og det er fair nok. Det kan ikke være anderledes. Sådan går det for sig, og sådan er spillereglerne i samfundet og i erhvervslivet.


Men som Paulus engang for snart 2000 år siden skrev, så er verdens visdom dårskab for Gud.

Jesus vil i dag fortælle os, at overfor Gud gælder disse regler ikke.

I det læste møder vi to mennesker, som ikke er på vej til en jordisk arbejdsplads, men på vej til templet i håb om at få en plads i den himmelske arbejdsplads. Vi hører først om farisæeren, der begynder med at takke Gud, fordi han ikke er som andre mennesker. Dernæst orienterer han Gud om, at han faktisk faster og betaler tiende som foreskrevet.

Vi kan allerede her se, at den er gal. Hvad der ville have gjort sig til jobsamtalen i erhvervslivet, gør sig nemlig ikke her, og hans bøn  handler om ham selv og hans egne fortræffeligheder. Alle hans udsagnsord er i 1. person ental ‑ jeg takker, jeg er ikke, jeg gør dit og dat. Og bønnen indledes med en fremhævelse af ham selv i forhold til andre. Farisæeren er en personifikation af den synd, som kirken senere udnævnte som den værste af de syv dødssynder: superbia hedder den på latin, på dansk: stoltheden.

"Der er mange mænd i verdenshistorien, der kun anses for store, fordi man måler piedestalen med", har et vittigt hovede engang sagt. Det er en meget god kommentar til den kendsgerning, at vi mennesker har gjort en kunst ud af dét at ophøje sig selv, som farisæeren gør, men den går bare ikke overfor den himmelske arbejdsgiver.



Tolderen stiller sig ‑ i modsætning til farisæeren ‑ ikke op i første række, men står afsides og med blikket vendt mod jorden. Tolderen personificerer her stolthedens modsætning: ydmygheden. Hans kropssprog, som i verdslige sammenhænge ville signalere "taber" indikerer derimod den rette holdning overfor Gud. Den, der ydmyger sig selv skal ophøjes, og den der ophøjer sig selv skal ydmyges.

Her er det tolderen og ikke farisæeren, der får jobbet.




Hvad er det så farisæeren gør galt overfor Gud

1. Den ene fejl er at hans oplysningsvirksomhed gør Gud til mindre, end han er.

Det er åbenlyst idiotisk at ville oplyse Gud om noget som helst. Gud kender mennesker bedre end de kender sig selv. Som der står i en af salmerne fra Det gamle Testamente: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke. Du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge kender du det fuldt ud Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig".

2. Den anden fejl er hans stolthed.

Men hvorfor er det nu, at stolthed er så slemt?

Jo for stoltheden isolerer os i virkeligheden fra både Gud og andre mennesker. Vores usunde stolthed over egne evner trækker os selv opad på en usund måde og giver også vore menmennesker et hak eller to nedad..


I sin stolthed underkender farisæeren den nødvendige Guds miskundhed, Guds barmhjertighed, Guds nåde  - eller hvad ord vi skal bruge for Guds indgriben til vor frelse - ved at udpege sig selv som den rigtige og samtidig udpege tolderen som ikke værdig til frelsen, og frata´r ham derved Guds nåde, og farisæiske og ukloge manøvre gør, at han ikke går retfærdiggjort hjem.


Det gør derimod tolderen, ikke fordi han var et særligt godt menneske. Det var han formentlig slet slet ikke.

Men tolderen skildres med det ene fortrin, at han indser, at han overfor Gud ikke har noget at være stolt af.  Han indser, at han er modtageren. Han er skabningen, ikke Skaberen. Det er pga af denne indsigt, at han går retfærdig hjem. Han er blevet ramt af Guds uretfærdige retfærdighed, der tilbydes alle og enhver, ligegyldigt, hvordan de har levet og hvilken status, de har.


Vi kan alle gå retfærdiggjorte hjem herfra i dag, og det er ikke et spørgsmål om, hvem der sidder forrest eller bagerst i kirken, eller om vi synes, forrest eller bagerst er finest, for som pastor emeritus Brogård Andersen fra Skjern si´r det et sted: Det er ikke det, vi når her i livet, der frelser, men det, der når os,  - og det er Guds nåde. 




Maj 2013


Vi lever i pinsetiden, Åndens tid, og her kommer de tanker jeg har gjort mig om pinsens vigtige begivenhed.

(Prædiken afholdt i Silkeborg Oasekirke)


(Spørg om, hvor mange gange Jesus kalder på dette – at elske ham, og hvad det betyder - Lyt med det som fortegn)

v15  Elsker I mig, så hold mine bud; v16  og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17  sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. v18  Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. v19  Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. v20  Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. v21  Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

v22  Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« v23  Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v24  Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

v25  Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. v26  Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. v27  Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! v28  I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. v29  Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. v30  Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, v31  men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!


Pinseunderet er dramatisk, men Gud har sans for det dramatiske.

Det viser han gennem julens drama , påskens drama og her pinsens drama.
I den bibelske åbenbaring finder vi dramatiske billeder på det der skal ske pinsedag, og (Folke)kirkens tekstrækker til pinsedag indlejrer nogle fine forbindelser til andre store dramatiske begivenheder i den store historiefortælling, som Bibelen er.


I tekstrække 1 (den ældste) er der feks. teksten fra 1 Mos. 2 om skabelsen af Adamv7  Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen - og indikerer dermed, at pinseunderet, udgydelsen af Helligånden, emmer af samme storhed som skabelsen af Adam (mennesket) i Guds billede

Eller hvad mener I om henvisningen til Babelstårnsberetningen i 1. Mos 11, hvor der står: Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.
På samme måde, som Guds skabte splittelse blandt de ellers ”enige”, så de ikke kunne udføre deres forehavende - er pinseunderet et udtryk for det stik modsatte, nemlig at Gud giver os, hans folk, fællessproget tilbage, gudsrigesproget, det enhedsskabende sprog, det forvandlende sprog, som skal føre mennesker til Gud, men på en helt anden måde end måden man forsøgte det på Babelstårnstiden


Eller hvad mener I om ordene fra Jer 31v31 , hvor det hedder: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32  en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. - ---  v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.
Pinsen indfaser en ny pagt, større end den store første pagt – Sinajpagten.

Den sidste dramatiske forbillede for pinseunderet I lige skal have er Silkeborg Oasekirkes henvisning til Eliashistorien fra 1. Kongebog 18, hvor der står: - v 19: Send nu bud og kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter, der har deres plads ved Jezabels bord.« I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.
Den Gud, der svarer med ild!
 - ja og var det ikke hvad der på dramatisk vis skete pinsedag, 50 dage efter opstandelsen på en festdag for høsten, hvor mennesker fra det store Romerrige var samlet til høstfest i Jerusalem, og hvor der sker  noget helt anderledes og noget afgørende, som vi måske bedre forstår, hvis vi ruller oplevelsen op til vor tid for en kort bemærkning.

Forestil dig et europæisk storstævne i Paris med måske 50000 mennesker, hvor  alle EUlande har mennesker med og  15 forskellige sproggrupper (områder) er repræsenteret.
(Det moderne Babel med de mange forskellige sprog)
I centrum kommer en håndfuld jævne mennesker, håndværkere og fiskere på under 50 fra Hvide Sande, og som intet fylder i mængden. Pludselig lyder der over den store EU forsamling en susen, så al tale og tummel forstummer. Til dette kommer så oveni købet, at den lille flok får over sig tunger af ild.
Intet under at al opmærksomheden rettes mod de, der har ildflammerne over hovedet, disse ildens mænd. 
Øjne og ører er vendt mod de få fra Hvide Sande, og pludselig opløfter de deres stemme overfor de 50 000 mennesker, og ved et under taler de på alle 15 sprog, og vel at mærke uden tolke og uden sproglig viden og indsigt. Alle forstår talen på deres modersmål.
(Det omvendte af Babel, som jeg omtalte før) 

Så dramatisk var det, for på pinsedag i Jerusalem var der ca. 15 sproggrupper, og de reagerede ved at tage imod budskabet fra de ca. 50, og kirken blev en realitet med ca. 3000 medlemmer.

Løbende har vi i historien haft ekstraordinære manifestationer i lighed med pinsedag.
Jeg skal begrænse mig til en.
I begyndelsen af 1900 tallet - i Wales - blev brandvæsenet kaldt ud for at slukke ilden på taget af en lille kirke.
Blot var der ikke ild i alm. forstand, men ild som på pinsedag.
En prædikant talte, og pludselig rystede stedet, og mange faldt om, andre klamrede sig til kirkens piller.
(Den, der svarer med ild er Gud - har vi jo lige delt med hinanden)
En ellers tør prædikant blev i 42 dage i den grad overvældet af Helligånden, at over 4000 mennesker blev frelst.
En ung pige ved navn Florrie Evans blev ved den lejlighed stærkt berørt af Guds Ånd, og blev redskabet til en stor lokal vækkelse.
Hendes præst i en anden kirke opfordrede en søndag til at nogle bragte et vidnesbyrd, men der kom ingen.
Men så gik den unge Florrie Evans frem.
Med foldede hænder og tårerne strømmende ned ad sine kinder, sagde hun blot dette gribende:
"Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Grædende gik hun tilbage til sin plads i kirken.  
Virkningen af den unge piges ord var ubeskrivelig; hele forsamlingen blev stærkt bevæget, man græd, stod op og bekendte synder og bad om forbøn.
Alle var sønderknuste i deres ånd og mange fik et nyt møde med Gud.
(Blandt de, som blev grebet af denne fornyelse, var en ung mand ved navn Seth Joshua, og han blev et mægtigt redskab i Guds hånd, og han rejste rundt på forskellige steder, og ilden spredtes. 
Det var under et af hans møder, at den navnkundige Evan Roberts fik et kraftigt møde med Gud og modtog kaldet til at gå til sin hjemegn og virke for Herren.)  
(Slå op på nettet og læs om denne fantastiske vækkelse i England i begyndelsen af 1900 tallet)
Det gribende og opmuntrende i denne sammenhæng er, at Gud anvendte denne unge, sky og uanselige pige til en så uanet velsignelse, og at hendes vidnesbyrd blot var: "Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Før hende var der, som bekendt, en anden kvinde, som er omtalt i Luk 7,36-50 som kvinden, der elskede meget.
Straks hun får at vide, at Jesus er i byen, så ved hun, hvad hun vil - hen og give Jesus en gave – og det en kæmpe gave: en hel krukke kostbar salveolie, værd en årsløn.
Og i Jesu nærvær bryder kvinden totalt sammen og kan ikke finde udtryk for den glæde, der fylder hende.
Det vælder sådan frem i hendes sind, at det strømmer over i tårer og kærtegn.
Hun skiftevis væder Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår, salver dem med olie og kysser dem igen og igen.
Det er måske – også - meget grænseoverskridende og ydmygende for hende selv; men det tænker hun åbenbart ikke på.
Hun er bare så glad for Jesus og ønsker at hædre ham - og Jesus lader hende gøre det

Nu har I selvfølgelig gættet, hvad mit anliggende er på denne skønne pinsedag her i Silkeborg Oasekirke, og jeg vender lige tilbage til mit spørgsmål, da jeg læste prædiketeksten om - hvor mange gange Jesus kalder på dette - at elske ham, og hvad det betyder -og til at lytte med det fortegn!
Hvor mange gange kom du frem til ? (3-4)


(1) v15  Elsker I mig, så hold mine bud; v16  og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17  sandhedens ånd,
v21  Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

(3) v23  Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham,
(4 (indirekte))
v28  - Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.

Kaldet i pinseteksten er, ikke overraskende: – Elsker I mig- altså kærligheden til Jesus.


Apropos Jesus ord: Elsker I mig - så mindes jeg , hvordan en kollega fra min fortid i  Folkekirken i en prædiken fortalte om en oplevelse fra sin studentertid, hvor han var i praktik hos en gammel erfaren præst.

Den erfarne præst blev spurgt om, hvordan han egentlig bar sig ad med at forklare konfirmanderne, hvem Helligånden var og hvad Helligånden gør.
Han gik op til tavlen, tog et stykke kridt og skrev disse tre ord: Jeg elsker dig!
Og så vendte han sig om og kom med forklaringen, som min kollega aldrig har kunnet glemme:
"Så længe de ord bare står på tavlen, er de døde og uden betydning. Men i samme øjeblik en ung mand siger dem til en ung kvinde, er det helt anderledes.
Så kommer der ånd i dem!”

Det var en ganske god forklaring på, hvorfor  Helligånden ikke leder os i vore mange filosofiske tankegange og diverse afledningsmanøvrer på diverse tavler, men derimod leder os enkel og virkningsfuldt ind til dette forpligtende: Elsker I mig, så hold mine bud, og  - den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig -  og den, der elsker mig, skal elskes af min fader - også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham."

Under mit arbejde engang med Åndens gerning gav Gud mig et billede, som talte stærkt til mig:
Jeg så for mig et græsk ikonbillede af Jesus, men billedet stod med benene opad og hovedet nedad.
Jeg bad lidt over billedet og pludselig blev det klart for mig at netop sådan står et billede jo på vore nethinder.
Når et billede går gennem vor øjelinse så vendes billedet, så det står med "hovedet nedad", men i vor hjerne vendes det som bekendt automatisk.
Gennem dette syn, billede om du vil, forstod jeg på en ny og dybere måde lidt af Helligåndens gerning - at afmale Jesus på vore hjerners og hjerters nethinder og at sørge for at vores personlighed omsætter billedet til praktisk, levende og engageret trosliv, hvor Jesus er centrum for vor kærlighed, liv, lære, tjeneste og engagement.

Når Helligånden kommer over os, tændes der og vækkes der i vore hjerter en kærlighed til Jesus, og Talsmanden - Sandhedens ånd - holder os fast ved de ord og det kald, der udgår fra Jesus, så vi løbende oplæres i og løbende mindes om alt, hvad Jesus har sagt til os, og at vi formes af det, som Jesus tænker om vort liv og tjeneste
- så at det Jesus siger, bliver det vi siger
- så det Jesus tænker på, bliver det vi tænker
- så det Jesus gør, bliver det vi gør,
- så det Jesus elsker og den måde han elsker på, bliver den måde vi elsker på og tænker på
- så den kraft Jesus handler i er den kraft vi handler i
-så den evighed Jesus proklamerer, er den evighed vi proklamerer,
- så den sejr, Jesus vinder er den sejr vi vinder,
- så den bøn Jesus beder er den bøn vi beder,
- så det Guds rige Jesus giver krop og skikkelse er det Guds rige vi giver krop og skikkelse,
- så den heling og de helbredelser Jesus demonstrerer er den heling og  de helbredelser, som vi får nåde til at eksponere
- så de nådegaver og den kraft Jesus kalder os ind i også er de nådegaver og de kræfter, der kendetegner os osv
(Fortsæt selv listen)

Jeg vil slutte med et forbillede om kærlighed til Jesus, som jeg har i min egen familie bagud i historien, en person, som lærte at elske Jesus, en, som I 1729 af provsten i Tønder, Johann Hermann Schrader blev kaldet til at fungere som præst for den danske almue i Tøndeområdet, i 1737 blev provst i Ribe og i 1741 biskop i Ribe. Hvem?

Hans Adolf Brorson, som var den vigtigste person i introduktionen af fromhedsbevægelsen pietismen i 1700 tallet.
Pietismebevægelsen kom fra Tyskland og var en reaktion imod dels 1700-tallets "fornuft" (1700-tallet kaldes også oplysningstiden), og dels mod den lutherske (tørre) ortodoksi, der dominerede 1600-tallet.

I 1731 fik Brorson den idé, at han ville skabe en pietistisk salmedigtning på dansk, og allerede i 1732 kom "Nogle julesalmer",  og senere -  "Troens rare klenodie", ("rare" betyder her sjældne).
Efter hans død lå der 70 salmer efter ham, og de blev udgivet i "Svanesangen".

Hans produktion blev i alt 194 oversættelser og 150 originale salmer.

Som præst og biskop gjorde han et stort og samvittighedsfuldt stykke arbejde, og det er hans og de øvrige pietisters fortjeneste, at "præstestanden i disse år blev betydeligt højnet".

Som visitator var han "mild og myndig", han irettesatte og trøstede.
En kender af Brorson har sagt: "Men mildhed og taalmod er ikke de rammende ord for Brorsons glødende Jesus-kærlighed, afgjorte omvendelseskrav, stærke understregning af skellet, alvorlige opfordringer til at vaage og bede eller hans domme over sig selv og verden". Sikke et eftermæle!

Hans udgangspunkt er Jesu kærlighed til menneskene, der nødvendigvis må fremkalde menneskenes kærlighed til Jesus.

Han anvender markante og kærlige billeder på foreningen med Jesus i troen:
Rosen - et billede på Jesus, hans yndlingsbillede.
Brudgom - ligeledes et billede på Jesus, hvor den enkelte sjæl er bruden.
Ørken - eller vinter – som betegner den følelse af fattigdom, der kan indtræde, når Jesuskærligheden ikke fylder en.
Hans billeder kan være så følelsesbetonede, så det næsten virker pinligt i nutiden, f.eks. når han kalder Jesus for "søde Jesus, søde skat, søde forening” m.m. – som f.eks. DDS 460:

1.Jesus, din søde forening at smage
længes og trænges mit hjerte og sind;
riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
drag mig i dig, min begyndelse, ind!


Når jeg slutter med lidt om Brorson, så er det fordi hans salmer og den ”pietisme” han udlevede i sit liv var hovedinspirationen til Danmarkshistoriens største vækkelse i 1800 tallet f.  (IM) og som fornyelsesbevægelse og fromhedsbevægelse står Dansk Oase og derfor også SOK i gæld til de hellige mænd og kvinder, der levede deres kærlighed til Jesus ud.


Men så gik den unge Florrie Evans frem.
Med foldede hænder og tårerne strømmende ned ad sine kinder, sagde hun blot dette gribende:
"Når ingen vil sige noget, så vil jeg sige, at jeg elsker Jesus af hele mit hjerte".
Grædende gik hun tilbage til sin plads i kirken.  


Hvordan oplever du at kærligheden til Jesus sætter sig spor i dit liv?


Langfredagsrefleksioner i Silkeborg Oasekirke 2013


1. Korsets kald - til frelse!

2. Korsets kald - til efterfølgelse!

3. Korsets kald - til at bringe ofre!


1. Korsets kald - til frelse!

Utallige er de, der har arbejdet sprogligt og kunstnerisk med betydningen af Jesu kors og betydningen af Jesu død.

Kan du forestille dig, hvad litteraturen har brugt af papir til dette? Nej vel!

Kan du forestille dig, hvor meget maling, der er smurt på lærred for med den vinkel at beskrive korset og dens betydning?

Kan du forestille dig, hvor mange noder, der sirligt er printet på papir for at vinkle korsets betydning gennem musikkens forunderlige univers?

Kan du forestille dig hvor mange salmer og sange, der er digtet for at kaste lys over hans død og hans kors´ betydning?

Jeg vil lade, uden at forklejne alle andre salmedigtere, Isaac Watts 1707-09 beskrive korsets betydning (DDS 210):

1  Syng højt, min sjæl, om Jesu død!

 Han faldt ej sejerløs,

 thi hans »fuldbragt« så mægtigt lød,

 at Helved skjalv og gøs.

2 Det kors, der rødmer af hans blod,

 som vidste ej af svig,

 en trappe er til tronens fod,

 som står urokkelig.

3 Syng højt, Guds folk: Det er fuldbragt,

 vor frelser sejer vandt,

 al verden ham er underlagt,

 hvis blod på korset randt!

4 For Jesu navn hans fjender fly

 og styrte for hans sværd,

 mens kronen vinker over sky

 den mindste, ham har kær!

Jesu kors forkynder, at han døde for vore synders skyld og for vor frelses skyld.

Jo - korset kalder til modtagelse af frelsen - i Jesus


2. Korsets kald - til efterfølgelse!

Korset kalder uvægerligt på efterfølgelsesperspektivet (Imitatio Christi) perspektivet

I bogen Kristi efterfølgelse af Thomas á Kempis (1380 – 1471) (PP billede af ham) skriver han i Kap 12 - Om det hellige Korsets kongelige Vej

1. Mange synes, at dette er haard Tale: »Fornægt dig selv, tag dit Kors og følg Jesus.« (Matth 16.24)
Men langt haardere vil det være at høre hint sidste Ord: »Gaar bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild.« (Matth 25.41)
Thi de, som nu gerne hører og følger Ordet om Korset, vil da ikke frygte for Ordet om en evig Fordømmelse. Korsets Tegn vil vise sig paa Himlen, naar Herren kommer for at dømme.
Da skal alle Korsets Tjenere, som i Livet søgte at ligedanne sig med den korsfæstede, med stor Tillid træde frem for Kristus som Dommer.
Hvorfor frygter du da for at tage Korset op, naar man ved dette indgaar i Himmerige?
I Korset er Frelse, i Korset er Liv, i Korset er Beskyttelse mod Fjenderne. I Korset er Meddelelse af himmelsk Liflighed, i Korset er Sindsstyrke, i Korset er Aandens Glæde. I Korset er Dydens Tinde, i Korset Hellighedens Fuldkommelse.
Der er ingen Frelse for Sjælen, intet Haab om evigt Liv uden i Korset. Tag derfor dit Kors op og følg Jesus, og du skal indgaa til det evige Liv.
Så vidt og så sandt af Thomas á Kempis om Korsets kald - til efterfølgelse


Søren Kierkegaard (se billedet) stiller det på spidsen i sine bog ”Opbyggelige Taler” fra 1847, hvor han bl. a. udfolder sig på hans lidt sære filosofiske måde om det glædelige i ”at følge Christum efter":

Skønt lidelsen er tung, er byrden let; det er ikke vejen, der er trang, men trængslen, der er vejen
Eller sagt med andre ord. Det er korsets vej, der er vejen.

I sine sidste leveår førte Kierkegaard disse tanker frem til en sønderlemmende kritik af kristenlivet i Danmark.
Kierkegaard kan fx skrive, at mens Jesus bar korset på ryggen under stor lidelse, bærer danske biskopper korset på brystet, dvs. som borgerlige hædersbevisninger, for deres virke i timeligheden. Der fandtes slet ikke sand kristendom i den danske kristenhed, hævdede han.
Sand kristendom var at efterfølge Jesus som sandhedsvidne, dvs. martyr, og den danske kirke burde i det mindste indrømme kløften mellem ideal og virkelighed, mellem det absolutte i fordringen og det relatives borgerlige magelighed.
JOW JOW - han tør sige det.


Dietrich Bonhoeffers (se billedet) mest kendte værk er “Efterfølgelse” skrevet i 1937.

I bogen forsøger han at sætte ord på billig og dyr nåde.

Jeg har før sagt noget om billig nåde, men her skal der siges lidt om hans udtryk – Dyr nåde.
Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har.

Den dyre nåde er evangeliet, der stadig på ny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på.
Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse - nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse.
Dyr er den, fordi den koster mennesket livet - nåde er den, fordi den derved skænker ham livet;
Dyr er den, fordi den fordømmer synden - nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen.
Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.

Bonhoeffer kom selv til at betale den højeste pris.
En forårsmorgen, den 9. april 1945, i koncentrationslejren Flossenburg, blev han hængt af Gestapo for at have haft kendskab til et mislykket attentat på Hitler. Selvom han ikke var med i planlægningen, så samarbejdede han med modstandsbevægelsen og var blevet underrettet om attentatforsøget.

Jo – korset kalder altid til efterfølgelse


3. Korsets kald - til at bringe ofre!

Jesu vandring her på jorden kostede ham alt, men den pris han betalte, har også ført til den største forvandling nogensinde i verdenshistorien, og udover de to forudgående vinkler på korsets betydning, som jeg har berørt - den beskrivende betydning og efterfølgelsen - har korset, Jesu kors og hans offer for andre, for os, gennem historien kaldt på personer, som for alvor kom til at gøre en forskel med deres offer.

Rækken er lang af dem, der har bragt et offer for Kristi skyld, for andres skyld, for nationers skyld osv.

Det kostede bl. a. Luther (Vis billedet) en høj pris at føre kirken ud i en ny og forfriskende nådetid.

Jeg vil slutte med nogle ofre, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.
Jeg tænker på Operation Market Garden  sept 1944, i nærheden af Arnhem i Holland hvor ca. 35,000 luftbårne soldater, med udrustning, i store transportfly efterspændt næsten ligeså mange svæveplaner blev smidt ned over Holland to steder, og hvor en specialfortrop skulle sikre en af de vigtigste broer over Rhinen, så de allierede fra brohovedet i Normandiet tidligere på året (juni 1944) hurtigt kunne komme til Berlin.
Men noget gik gruelig galt, og i de 9 dage kampen stod om broen mistede næsten 2000 unge mænd fra forskellige lande livet, og de fleste af dem ligger på en meget smuk krigskirkegård i Arnhem.
Jeg har selv været der tre gange og en af gangene med de tre af vores børn.
Se billederne fra Arnhem

The Cross of Sacrifice (Offerets kors)

245 af disse gravsten bærer inskriptionen “Known Unto God”. Kun kendt af Gud.

Der er ikke meget, der forvandler så meget, som et offer gør.

Martin Luther King (Se billede)
Mother Teresa (Se billede)

En ukendt mor (Se billede)

Rammen (Se billede) – dig og mig
Sæt dig selv i rammen

Hvor er vi selv i forhold til

Modtagelsen – efterfølgelsen– offeret!


Marts 2013


Fakta om fastetiden
Kirkeårets faste er en optakt til påsken og varer i 40 dage, fra askeonsdag til lørdag før påske. Askeonsdag er onsdagen efter fastelavnssøndag. Navnet askeonsdag stammer fra udtrykket i sæk og aske. Udtrykket kender vi fra flere steder i Bibelen, hvor sørgende folk har klædt sig i sæk og aske som tegn på deres sorg. Fastetiden er en påmindelse om Jesu 40 dage i ørkenen. Søndagene i løbet af fastetiden tæller ikke med
i de 40 dage.

Allerede i 300-tallet kom den særlige tid på året som vi kalder fastetiden, til at tage sin form. I vores kirkeår indledes den med askeonsdag seks uger før påske.
Muslimernes ramadan har sit udspring i denne faste som havde en selvfølgelig plads hos de kristne da islam opstod i 600_tallet. Forbilledet for fastetiden er Jesu fyrre dage lange kamp i ørkenen, men også Israels fyrre år lange vandring gennem ørkenen. Grunden til at den indledes en onsdag, er at søndagene er fritaget for faste; de er altid »opstandelsesdage«. Og for at seks uger skal blive til fyrre dage, skal der lægges fire dage til.

Askeonsdag har fået sit navn efter den praksis der var allerede i Det gamle Testamentes tid, når folket fastede i »sæk og aske«. Asken er et billede på boden, et synligt tegn på hjertets sønderknuselse hos den der er nået frem til at indse at hans egen »retfærdighed« kun er aske over for Gud. Asken vidner om »syndens løn«: død og forgængelig hed. Under fasten bekender vi vores delagtighed i verdens ondskab og omvender os til den Gud som alene kan give liv hvor alt håb er ude.

Fastetiden i kirkeåret er samtidig et billede på de vilkår der gælder alt kristent liv: Intet kan vindes uden forberedelse og kamp. Nåden er gratis, men den sæd Gud lader gro i vores liv, har brug for beskyttelse og omsorg for at modnes. Letsindighed og overmod kvæler den frugt der er i vente.

I kirkeårets vandring i Kristi efterfølgelse findes en vekslen mellem smerte og glæde, mellem kamp og triumf Det afspejler livets realitet. Man behøver ikke kunne give udtryk for alt det der hører til den kristne tro, på en gang. Alt har sin tid.

Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.

Her er en af »pointerne« både for menigheder og for den enkelte kristne - ved at følge kirkeårets rytme: Den giver mig konkret støtte til at fordybe mig i forskellige sider af det kristne liv i forskellige perioder.
Prædikanterne får hjælp til at komme ud af vanen med at vende bunken og tvinges til at trænge ind i andre bibeltekster end deres favoritter. Den enkelte kristne kan meditere over og blive udfordret af hele rigdommen i Guds plan for verden og mennesket.

l løbet af fastetiden støtter vi hinanden i mådehold, vi skærper blikket og får værktøjer til at arbejde med både krop og sjæl. Fastetiden kalder mig til at tage fat på arbejdet i den del af Guds vingård som er mit liv, med større intensitet.

Således skriver Peter Halldorf i sin lille bog: Vejledning om fasten og vil man læse mere fra bogen er man velkommen til at klikke sig ind på Niels Peder Nielsens hjemmeside på adressen:

Faste i Bibelen
Det Gamle Testamente læser vi ofte om faste i forbindelse med ulykker og modgang. Israelitterne fastede for at bevæge Gud til at gribe ind og give bedre tider til folket. Også i forbindelse med sorg, blev der fastet, som for eksempel da Saul døde.
Der er dog også andre typer af faste. Da Moses modtager de 10 bud fra Gud faster han, ligesom Jesus senere gør det, i 40 dage. Da Moses efter fasten kommer ned fra bjerget, ser israelitterne, at han er forandret. Det stråler fra hans ansigt. Fasten havde gjort noget ved ham. Og netop det, fasten gør, er vigtigt. For fasten er at skabe et tættere fællesskab med Gud.
Profeten Esajas omtaler igen en anden slags faste. Han kalder nemlig til en social faste.
Her er faste det aktivt at hjælpe den, der er i nød. Social faste er at handle og praktisk udvise næstekærlighed og barmhjertighed. Fastens resultat er her både til gavn for næsten som hjælpes, men giver også den fastende lys over livet, lægedom og Guds nærvær.
l Det Nye Testamente læser vi, at Jesus fastede 40 dage i ørkenen. Her handler fasten om at modtage ånden og få kræfter til at tage afstand fra det onde. l denne faste tager man afstand fra forbrug og arbejder for at modtage Ånden og hvile i Guds nærvær.

Misbrug af fasten.
Fasten kan også misbruges. l Det Nye Testamente anklager Jesus i bjergprædikenen farisæerne for at faste, kun for deres egen skyld. Det er et show off.
Farisæerne bruger fasten til at vise omverdenen, hvor troende, de er. Jesus kalder dem hyklere. Her er han meget hård og gør op med den udadvendte faste. Fasten skal være opbyggelig, ikke til sorg, men til glæde.

Fastetiden - en tid til fordybelse
Fasten er ikke en gerning, som i sig selv bringer mennesket tættere på Gud. Men man kommer tættere på sit eget hjerte, og hjertet bliver stille for, hvad Gud vil sige.
Fasten skal bruges til fordybelse i troen, og det mest nærliggende er at afsætte mere tid til bøn og bibellæsning. Det centrale for al kristen fordybelse er at opleve sig elsket af Gud. Tekster om Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed kan derfor ikke læses og mediteres ofte nok.
l Bjergprædikenen i Det Nye Testamente, siger Jesus "Når I faster... ".1 denne tale præsenterer Jesus det, som kendetegner faste: en enkel livsstil med mådehold på menuen. Bøn og opprioritering af det åndelige liv. Fokus på gode gerninger og forholdet til næsten. Selvom Jesus fremhæver det at faste, så giver Bibelen ikke nogen anvisning på, hvordan man skal spise i fastetiden. Faste er grundlæggende afholdenhed og at lægge noget til side for et større formål. Den ekstra tid, kan bruges til at fokusere på bøn.
"Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert mennesker hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også muligheden for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl... Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave. Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os, der vælger, hvordan vi vil forvalte dem. Det er her, fasten kommer ind i billedet. At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave, det er at være menneske. " (Peter Halldorf i Vejledning om fasten)

Hvordan kan jeg faste?
Før du begynder, er det vigtigt, du finder ud af dit formål med fasten. Samtidig er det vigtigt at finde ud af, hvad du har lyst til at gøre, og hvad du synes, giver mening.
Fasten skal ikke være udvendig og hyklerisk.
Når du skal vælge, hvad du vil faste fra, er der mange muligheder:
Afstå i en periode fra for eksempel mad eller specifikke madvarer - f.eks kød.
Afstå fra for eksempel vin, slik, kaffe eller chokolade altså et nydelsesmiddel.
Vælg TVet fra eller nedsæt forbruget i fasten Afsæt en fast aften i ugen gennem fasten til at læse i Bibelen eller anden opbyggelig litteratur.
Gør hver fredag i fasten til langfredag, og fast eller spis mindre, og gør hver søndag til påskedag, og marker dagen med festmad og vin.
Vælg en energifaste, hvor du skære ned for dit forbrug af el og elektriske maskiner, vask op i hånden, sluk for lyset, cykel i stedet for at tage bilen osv.
Gå alle dine ejendele igennem og smid det ud (eller aflever det i en genbrugsbutik), som du ikke har brugt i det forløbne år.


Fastetiden er også en kamptid, en styrkeprøvetid mellem Guds Rige og Satans Rige, og jeg udgiver, hvad jeg talte over 1. sø. e. faste i Thisted (Missionsforbundet)

Matt 4,1 11

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.« Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.«

Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Prædiken for de voksne!

Er der nogen, der kender Peter Madsens bog Menneskesønnen?

I har nu set en skildring af Jesu fristelse i ørkenen.

Hvad lagde ? mærke til?

Var det ikke, at Satans ansigt og skikkelse ikke var til at skelne fra Jesu ansigt og skikkelse. Man kan dårligt se forskel på dem. (farverne gør dog forskellen)

På nogle af tegningerne er Djævelen bare en skygge af Jesus.

Peter Madsen gi´r så at sige Jesus en menneskelig side, en guddommelig “skyggeside”, om man vil, som fristeren forsøger sig med.

Tankevækkende så tæt sandheden/Jesus og løgnen/Djævelen kan ligge på hinanden.


1. Jesus får et djævelsk godt tilbud... men det er hælervarer, for Djævelen tilbyder, hvad han ikke selv ejer, men har stjålet fra Gud, men alligevel forsøger han sig med et kontrolleret tilbud til Jesus om:

- 1. Et godt liv med masser af brød til alle!

(Se mig – brødkongen over alle brødkonger!)

- 2. Berømmelse / anseelse

(Se mig - og mine engle!)

- 3. Magt.

(Se, hvad jeg har fået af Djævelen!)


Men Jesus sætter på en helt speciel måde tingene i relief gennem den måde han tackler Djævelen på og de fristelser, der - fra ham - vælter ind over ham.

Der stod noget helt specielt på spil i Jesu liv.

Situationen måtte ikke føre til at Jesus syndede, for så forsvandt frelsens mulighed Jesus - og os - af hænde, for frelsen kunne ikke skaffes til veje, hvis ikke Jesus bevarede sin hellige uskyld, sin renhed, og her vidste Djævelen ganske udmærket, hvordan han skulle sætte ind overfor Jesus, og udnytte så at sige, at Jesus havde en menneskelig, men alligevel en guddommelig “skyggeside”, som var så umådelig vigtig at bevare ren og intakt, for Jesus var jo ved siden af at være helt og fuldt Gud helt og fuldt menneske, ja Gud selv i guddommelig og menneskelig skikkelse som sønnen, der skulle dele vilkår med mennesker.


Og lige her - i Jesu menneskelige “skyggeside”, med den svaghed, der lå her, selv for Jesus, var det, at Djævelen troede på og forsøgte sig med sit ambitiøse projekt: at friste Jesus til synd og dermed bringe ham til fald, på samme måde som Adam blev det, for Adam var i samme situation som Jesus.

Adam vandrede uskyldsren sammen med sin ligeledes uskyldsrene Eva, men med sig havde de begge to denne guddommelige ”skyggeside” med muligheden for at bevare uskylden og muligheden for at bryde uskylden og ”falde i synd”, hvilket de to jo som bekendt gjorde, med en afgrundsdyb konsekvens for os alle, hvorved vi alle er landet det samme forfærdelige sted med synden, djævelen og døden som vore overmægtige og uovervindelige fjender.

Og hvis det gik Jesus, som det gik Adam, så havde Djævelen vundet for andet gang, i forbindelse med Guds andet forsøg - det guddommelige og nye forsøg på at få den nye Adam - Jesus - helskindet gennem livet og opgaven og derved kunne skænke den evige forløsende sejr til os alle, til enhver som tror og tager imod.

Men tabte den nye Adam, så havde Djævelen sejret - så var Djævelen gået ud af ørkenen som sejrherre, og vi havde været uden en frelser, uden frelsen.

Og netop derfor går Djævelen så listig til værks med de tre fristende tilbud på områder, hvor Jesus netop er umådelige powerful.

1. Som den evige og guddommelige havde Jesus ikke kendt til at mangle noget.

2. Han kendte alle englene og de var hans tjenere, og de elskede ham og tilbad ham.

3. Han besad al magt og havde været med til at skabe alting ud af ingenting.

Men men det var “mens han var i guddomsskikkelse, at han var Gud lig” (Fil 2) og havde alt dette, men det var ikke hans situation i ørkenen.


Igen, hvor mærkelig det end lyder, så var det der, hvor Jesus ellers virkelig var stærk, at Djævelen og fristelsen kunne anrette de største angreb, fordi han netop havde gi´et afkald på sin guddommelighed og villigt fremtrådte som et “rigtigt” menneske, og som et “rigtigt” menneske, som den ”nye” Adam, og som det lydefri menneske, var det, at Jesus skulle vinde, og det var derfor her Djævelen øjnede en mulighed for at friste Jesus til fald, ved at pege på det helt naturlige, at Gud virkelig undte Jesus mad, beskyttelse og indflydelse.


Men det var løgn, at han selv skulle skaffe sig det.


1. Gud undte Jesus noget at spise - ja - men Jesus skulle ikke trylle maden frem! Han skulle bede Gud give ham det daglige brød og tillidsfuldt vente på at få det.


2. Gud undte Jesus beskyttelse - ja - men Jesus skulle ikke udfordre Gud ved at udsætte sig selv for fare!


3. Gud undte Jesus indflydelse - ja - men Jesus skulle ikke få indflydelsen og magten i verden af Djævelen, men af Gud, der ville og skulle give ham magten.


Det var egoistisk magt for alle pengene, Jesus bliver tilbudt:

- egoistisk magt til at gøre sten til brød

- egoistisk magt til at styrte sig selv ned fra en klippe uden at få en skramme

- egoistisk magt over alle verdens riger og deres herlighed, og dermed ville han falde - for egoisme er synd.

2. Vi må forholde os til vores egen “skyggeside”.

I kan godt forestille jer, at mit bud skal være dette, at de største, alvorligste og vigtigste fristelser ofte opstår der, hvor vi er stærkest.

Irene spurgte mig på et tidspunkt, hvad jeg anså for at være stedet for mine største fristelser.

Jeg tænkte lidt over det og svarede, at fristelserne sikkert lige præcis ville blive sat ind der, hvor jeg oplevede mig selv stærkest og havde mine “kernekompetencer”

- 1. min tjeneste som ordets forkynder

- 2. min forvaltning af forskellige nådegaver,

Og at det vil være her, jeg vil være mest sårbar og hvor fristelserne let kan føre mig et sted hen, hvor jeg kommer til at volde andre skade med feks. en afstumpet, svag, dårlig og mangelfuld forkyndelse af Guds råd, kraft og nåde.

Det ville kunne volde skade i mange cirkler, og måske især, hvis jeg i min forkyndelse gik efter at blive en populær forkynder.

Eller hvis jeg brugte min profetiske gave ud fra egoistiske motiver, til at hævde mig selv - ved måske at fristes til at profetere falsk over personer - ved at bede “falske” forbønner - forkynde falske “profetiske” ord.

Derved kunne nogle bringes til fald, andre vanrøgtes, og jeg svigte mit kald og min tjeneste(r).

Hvis Djævelen kunne få skovlen under mig der, så vil han klappe i sine store blodbestænkte hænder og klappe sig på lårene og skogregrine, så det gi´r genlyd i Helvede.

(Parentes : I den proces med at vælte os, hvor vi er stærkest, viger han bestemt ikke tilbage for at finde de svage punkter og områder hos os – hvad det så end er: spiritus, kvinder, mænd, biler, magt, penge, sex, berømmelse, aviser, film, arbejde, ejendom, position osv.)

Listen er lang over værktøjer, som Djævelen har brugt til at få ledere og alm kristne i “fedtefadet”, og listen er desværre også ret lang over personer, hvis historie medførte en masse menneskelige omkostninger såsom skilsmisse, utroværdighed i liv og tjeneste m.m.


Og se det ville være forfærdeligt om det skulle ske.

Det ved Djævelen, og for enhver pris vil han gerne nå dertil, at jeg selv skades og andre skades.


Så – igen - det er hvor jeg, så at sige, er stærk, at Djævelen er på vagt og vil lægge sine snarer ud på sine mangfoldige og avancerede måder.

Så længe vi lever her, må vi kæmpe en kamp mellem det gode og det onde - inde i os. Den hører aldrig op.

Vores opgave er da, at tage kampen op i os og omkring os, og ikke søge de åndelige hælervarer - men at frasige os vores egne rettigheder - vores egen lyst til tom ære og banal magt for egen vindings skyld, og bøje os for ham og tage imod hans nåde og hans vej.



Tænk lidt over hvor du selv er stærk.

Hvordan oplever du, at fristelserne sætter ind overfor de “stærke” områder i dit liv?

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder