Klyngesøndag i Silkeborg Oasekirke10. nov. 2013

Undervisning om Åndelig medvandring

v, Niels Peder Nielsen

Det er godt at have en, der vandrer sammen med os på vores vej. Livet er nemmere at leve, når vi er undervejs sammen. Troen kan ikke leves i enerum, for kirken er et fællesskab, en familie. Derfor har vi brug for hinanden, for at vokse i tro, for at styrke og opmuntre hinanden på vor rejse. Når vi deler troen, vokser den.

Det foregår ofte på en meget stilfærdig måde blandt venner og i nære relationer ved et køkkenbord, i en hjørnesofa eller på en vandre- eller cykeltur i det fri; der hvor situationen og fortroligheden pludselig er til det.

Sådan gives troen videre og kirken opbygges.

Måske oplever vi det ikke altid som en måde at give troen videre. Det er heller ikke det vigtigste.

Men når jeg som menneske tør være til stede i det, der rører sig i en andens liv, har lyttende ører og et varmt hjerte, og vi sammen søger Guds ansigt og hjælp i bøn, så giver vi troen videre. Troen vokser, hos mig og også hos min ven.

Denne tradition er så gammel som kirken selv.

Allerede ørkenfædrene var medvandrer på hinandens vegne. Munkene fortalte hinanden om deres liv, deres tanker og synder. Ofte var det nok, at lytte. Sjældent kom ørkenfædrene med et råd. Men de gav deres medbror en tanke, et ord fra bibelen eller en lille tekst med på vejen.

Dette er oprindelsen til udtrykket: ”et ord at leve af”.

Den bibelske tekst blev ”indtaget” som en slags medicin, ligesom en læge i dag giver et lægemiddel.

Bibelens ord var en slags åndelig medicin. Bibelens tekst blev gentaget for at holde sindet rettet mod Gud og de valg, som man ville træffe.

I den forbindelse er det godt at møde en, der har tænkt særligt over dette, at vandre sammen. (Vis bogen og fortæl lidt om den)

Jeg vil gerne drage lidt frem fra kap 3, som handler om det åndelige venskabs idealer.

Stort set kan hele kapitlet læses på ReFokus hjemmesiden under Undervisning og på min egen hjemmeside under boganmeldelser og David Benner

Uddrag af David G. Benners bog: At vandre sammen.

Kap 3 Det åndelige venskabs idealer s. 56 - 73

Ifølge CS. Lewis er venskab en af de fire grundlæggende former for menneskelig kærlighed - de andre er hengivenhed, eros og næstekærlighed. Venskabet har længe været overskygget af den romantiske kærlighed og undervurderes let. I antikken betragtede man venskabet som livets krone, realiseringen af alt det, der er særegent for mennesket. Moderne mennesker vurderer alt for ofte først og fremmest venskabets værdi efter dets nytte i forhold til at opnå materielle mål (venner og forretningsforbindelser) eller til at mindske kedsomheden og ensomheden (venner som mennesker at slå tiden ihjel sammen med).

Den vigtigste grund til, at venskab er så undervurderet, er formentlig, at for få mennesker nogensinde har oplevet et betydningsfuldt, varigt venskab. Alle andre end eneboere har bekendtskaber. Men sådanne forhold er typisk ikke mere end en midlertidig forbindelse. De fleste mennesker har også kolleger, som de arbejder sammen med, eller en omgangskreds, som de jævnligt tilbringer tid sammen med.

Men det lever stadig ikke op til venskabets idealer. Venskabets mønt er til stadighed blevet devalueret ved at blive anvendt på disse ringere former for mellemmenneskelige forhold. Forhold mellem bekendte eller kolleger rummer ikke ret meget af den intimitet, tillid, trofasthed og loyalitet, som findes i ægte venskaber. Disse mere tilfældige forhold kan godt udvikle sig til venskaber, men som udgangspunkt er de ikke det samme.

Uheldigvis er sandt venskab også meget sjældnere.

Venskab er en af Guds særlige gaver til mennesket. Interessant nok er venskab et af de begreber, Gud bruger til at beskrive det forhold, han ønsker at have til os. Venskab er derfor ikke noget almindeligt forhold. Vi forringer dets værdi, når vi reducerer det til rent bekendtskab. Venskabets idealer er værd at bevare.

FORBILLEDLIGE VENSKABER

Den kendsgerning, at venskab har sin oprindelse og sit grundlag i Guds væsen, gør det ikke overraskende, at Bibelen er fuld af interessante historier om venskab.

Et af de vigtigste eksempler på et åndeligt venskab i den vestlige verdens litteratur er den bibelske beretning om venskabet mellemDavid og Jonatan.Denne fortælling begynder i 1 Sam 18,2 med de følgende overvældende stærke ord: "Jonatan følte sig tæt knyttet til David, og han elskede ham lige så højt som sig selv." 14 kapitler senere slutter den med Jonatans død, og Davids fortvivlede råb:

Jeg sørger over dig. Jonatan min broder

Jeg holdt inderligt af dig.

Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders (2 Sam 1,26).

Disse ord blev sagt af en mand, som kendte til kvinders kærlighed. I lusk på Davids lidenskabelige affære med Batseba, en forbudt kærlighed, hvis ild brændte så stærkt, at den tik David til at myrde hendes mand. Men han indså, at den kærlighed, han og Jonatan havde - hvor begge elskede den anden som sig selv - var en enestående og vidunderlig gave. Mens beretningen om denne kærlighed udfolder sig, ser vi den udtrykt i loyalitetshandlinger, enorme risici, stærk hengivenhed og til sidst en pagt om evigt venskab, som blev svoret i Herrens navn og bandt deres efterkommere til alle tider (1 Sam 20,42).

RuthsBog i Det Gamle Testamente fortæller en anden usædvanlig historie om venskab - faktisk historien om to sammenknyttede venskaber. Ruths bemærkelsesværdige venskab med sin svigermor, No'omi, danner grundlag for historien og står som et monument over sande venners troskab. Efter at Ruth har mistet sin mand, svoger og svigerfar, opfordrer No'omi hende til at vende tilbage til sit hjemland og finde en anden mand. Det får Ruth til at bekræfte sin kærlighed til No'omi med de følgende kendte ord:

Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil Jeg gå, hvor du bor, vil Jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. I Ivar du dør, vil Jcg do, og der vil Jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os! (Ruth 1,16-17)

Gud belønnede Ruths trofasthed over for sin veninde ved at føre Boaz, en slægtning til hendes afdøde mand, ind i deres venskabskreds. Det, Boaz havde hørt om Ruths trofasthed og godhed mod sin svigermor, rørte ham, og han gengældte Ruths venskab. Det tog først form af støtte og beskyttelse, men udviklede sig siden til ægteskab.

Den mest bemærkelsesværdige beretning om venskab i Bibelen er historien om Jesus og hans disciple. Den er særlig vigtig for os, fordi den giver os et vindue til at se ind i det forhold, Gud siger, han ønsker at have til os. Ikke overraskende giver den os også en af de klareste bibelske præsentationer af venskabets idealer.

Jesu forhold til sine disciple begynder i hvert enkelt tilfælde med, at han tager et initiativ. En efter en indbyder han dem til at følge sig. Dette kald var mere end en invitation til tro eller endog til rent fysisk at rejse sammen - det var et kald til det, jeg har beskrevet som den kristne spiritualitets forvandlingsrejse. Selvom Jesus meldte klart ud om omkostningerne ved at følge ham, kunne disciplene aldrig fuldt ud have været klar over, hvad deres svar på kaldet indebar. Det skulle komme til at forandre dem selv og deres verden for altid. Sådanne konsekvenser har det altid at følge Kristus.

Jesuskaldte dem til at rejse sammen med ham. Ud over at understrege discipelskabets omkostninger, forsikrede han sine disciple om, at han aldrig ville forlade dem, at han ville dele den nærhed, som han havde til Faderen, med dem, og at han til sidst ville besegle sit venskab ved at give sit liv for dem. I lan forsikrede dem også om, at hvis de gjorde hans himmelske Faders vilje, ville de være for ham som mødre og brødre.

Det var ikke kun ord for Jesus. Han talte ikke bare om venskab; han viste faktisk også sine disciple og efterfølgere venskab. Han - brugte tid sammen med dem - spiste, drak, gik og diskuterede ting, som var vigtige for både ham og dem (Luk 24,13-45).

- delte sine smerteligste erfaringer med dcm (Matt 26,38).

- delte en indsigt, der ikke blev afsløret for folk uden for venskabskredsen (Matt 13,36-52).

- ydmygede sig selv gennem kærlige og omsorgsfulde handlinger Joh 13,1-17).

- tilbød dem følelsesmæssig støtte, forsikrede dem gentagne gange om, at der ikke var nogen grund til at frygte, og udviste ægte omsorg for deres følelser Joh 14).

- opfordrede dem til at stille spørgsmål og besvarede dem (Luk 9,18-27).

- relaterede til dem på en kærlig måde, men udfordrede dem også til at vokse Joh 13,1-17).

At læse evangeliet med fokus på forholdet mellem Jesus og disciplene er en stærk oplevelse. Lyt til Jesu ord til sine disciple, og prøv at sætte dig selv ind som en del af fællesskabet:

Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad Jeg påbyde r Jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder Jer venner, for alt, hvad Jeg har hørt af min fader, har Jeg gjort kendt for Jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer Joh 15,13-16).

Disse ord er nogle af de mest fantastiske i Bibelen. Jesus, Kristus, Guds Søn, indbyder os til nærhed i den venskabskreds, som tinde s mellem ham og Faderen. Det venskab, som Jesus tilbyder, har han fra evighed af delt med Faderen og Helligånden. Den kristne lære om Treenigheden placerer venskabet som noget helt centralt i Guds væsen. Og på næsten utrolig vis rækkes det evigt sammenflydende fællesskab, som binder Fader, Søn og Helligånd sammen, også ud til dem, som Jesus kalder til at være sine efterfølgere og venner.

vad åndelig vejledning er (side89-92)

HVAD ÅNDELIG VEJLEDNING ER

Jeg foreslår at definere åndelig vejledning som følger:

Åndelig vejledning er en bønsproces, hvor et menneske, der søger hjælp til at opdyrke et dybere personligt forhold til Gud, møder et andet menneske til bøn og samtale, som er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livets oplevelser og at fremme overgivelsen til Guds tilje.

Lad os kort undersøge de fire grundlæggende komponenter i denne definition, før vi overvejer, hvordan de hænger sammen i det virkelige liv.

Åndelig vejledning er en bønsproces.

Bøn er central i åndelig vejledning, Jeg mener ikke, at man i åndelig vejledning taler om bøn, Jeg mener heller ikke, at det af og til helt konkret involverer bøn, Det, jeg mener, er, at åndelig vejledning er, eller bliver til, bøn, Jeg opfatter bøn som en åbenhed for og respons på Guds nærvær. Det er at blive bevidst om, at jeg er i Guds nærvær.

Det er at lære at være opmærksom på dette nærvær og reagere på det med og uden ord. Samtale med et andet menneske, som forsøger at øge opmærksomheden på Guds nærvær, er bøn.

Når Jesus lover, at hvor to eller flere mennesker er samlet i hans navn, er han til stede midt iblandt dem, så betyder det, at en samtale mellem to personer rent faktisk er en samtale mellem tre. Samtale bliver til bøn, når både vejlederen og den, der vejledes, er bevidst om, at de er i Guds nærvær.

Uanset om man har lukkede øjne, eller om man siger bestemte ord, så er åndelig vejledning bøn, når både vejlederen og den, som vejledes, forsøger at være bevidste om Guds nærvær og reagere på den bevidsthed. Bøn er central i åndelig vejledning, fordi den holder begge deltagerne fokuseret på Gud.

Åndelig vejledning er hjælp til at få et dybere personligt forhold til Gud.

Målet med åndelig vejledning er at komme dybere ind i forholdet til Gud. Andelige vejledere skaber ikke et forhold mellem den, der vejledes, og Gud. Men de forsøger at sætte udviklingen af et sådant forhold i gang.

Andelig vejledning består i nogle forhold mellem tre personer - vejlederen, den vejledte og Gud. Det centrale er ikke forholdet mellem vejlederen og den vejledte, men mellem den vejledte og Gud. Det er forskelligt fra sjælesorg, hvor forholdet mellem sjælesørgeren og den, der rådgives, er meget vigtigt.

Andelige vejledere må undgå at overvurdere deres forhold til dem, de forsøger at hjælpe. Det forhold, der er vigtigst, er forholdet mellem den, der søger åndelig vejledning, og Herren.

Næstvigtigst er forholdet mellem vejlederen og Gud.

Samlet set danner hver parts forhold til Gud det dobbelte grundlag for relationen mellem vejlederen og den vejledte. Disse to grundlæggende forhold muliggør mødet mellem vejlederen og den vejledte for at fremme den vejledtes personlige forhold til Gud.

Det er meget vigtigt. Hvis vejlederen mener, at hans eller hendes forhold til den vejledte er det centrale i åndelig vejledning, så har både vejlederen og den vejledte et alvorligt problem. Vejlederen bør glide i baggrunden. Det afgørende er Guds nærvær. Det afgørende forhold er hver af de to parters personlige forhold til Gud.

Åndelig vejledning er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livet.

Det vigtigste fok-us for den åndelige vejledning er erfaring, ikke teologi. Selvom man prioriterer åndelig erfaring (det vil sige bevidsthed om Gud), så er det, man først fok-userer på, erfaring i al almindelighed. Grunden til det er, at menneskets søgen efter Gud midt i hverdagslivet er begyndelsen på et liv i opmærksomhed på hans nærvær. Opmærksomhed på Guds nærvær er kernen i bøn og den gyldne vej til et dybere forhold til ham.

At lytte til Gud er kernen i åndelig vejledning. Andelige vejledere forsøger at hjælpe os med at lytte til den Gud, som hele tiden rækker hånden ud mod os. Den kristne Gud er åbenbaringens Gud. Han har åbenbaret sig selv i Kristus, han åbenbarer sig selv i Bibelen, og han åbenbarer sig selv i den verden, han har skabt. Men den transcendente Gud, som bliver immanent, møder os også i vores indre verden. Han taler til os på de stille, fredfyldte steder i vores sjæl. At høre hans stemme kræver imidlertid både dømmekraft, og at man bevæger sig fra selvoptagethed til gudsoptagethed.

Selvoptagethed er den store fjende af lydhørhed for Gud.

Det er derfor, at alt, hvad der bryder med selvoptagetheden, kan fremme opmærksomheden over for Gud. Musik, en vandretur i skoven eller meditation over store k-unstværker kan alle spille en vigtig rolle heri. Det er ikke, fordi Gud på nogen speciel måde er i sådanne oplevelser. Det er snarere, fordi sådanne oplevelser hjælper os til at komme væk fra selvoptagetheden. Det er altid det første skridt mod gudsoptagethed.

Gud rækker konstant hånden ud mod os, forsøger at få vores opmærksomhed, ønsker at vi skal lære ham at kende. Vi går gennem denne verden med sk-yklapper på, uden at lægge mærke til ham. Vi er så optaget af os selv - vores planer, vores bek-ymringer, vores aktiviteter - at vi ikke ser ham. Alt, hvad der hjælper os til at udvikle modtagelighed og åbenhed for det guddommelige, gør os parat til at møde den Gud, som konstant åbenbarer sig.

Andelig vejledning forsøger at skabe en atmosfære for opmærksomhed på og retleksion over vore erfaringer - specielt at rette opmærksomheden mod at forsøge at mærke Guds Ands nærvær og ledelse i vores liv. Opmærksomhed i bøn er en integreret del af denne proces.

Åndelig vejledning er rettet mod overgivelse til Guds kærlige vilje.

Endelig er målet for at lytte til Guds Ands nærvær og ledelse i vores liv, at vi overgiver os til hans kærlighed og hans vilje for os.

Det er ikke tilstrækkeligt bare at kunne opfatte Guds kald og nærvær. Gud ønsker, at vi skal overgive os til hans kærlighed. U den at gøre det, kan vi ikke kende ham fuldt og helt. Og det er kun gennem dette kendskab til Gud, at ægte forvandling er mulig.

Men at overgive sig til Guds kærlighed er at overgive sig til hans vilje. Uden en overgivelse til hans kærlighed vil lydighed bare være en pligthandling, aldrig et udtryk for tro og tilbedelse. Gud ønsker mere end lydighed. Han ønsker også vores kærlighed. Åndelig vejledning forsøger at fremme en overgivelse til Guds kærlighed, der kommer til udtryk ved, at vi vælger hans vilje frem for vores egen.