Oktober 2021

Undervisningom hvile

- om hvilen i Gud - at hvile i sig selv og hvile i Gud i en tid, hvor travlhed, stress og jag skriver en ikke altid velkommen dagsorden.

Sl. 23 Salme af David.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

Matt 11,28-30

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Bladene begynder at falde, og en hviletid ligger foran bl. a. skovens mange træer, og ved selvsyn kan vi alle i disse dage se tegnene på en hviletid, der bliver en del af naturens orden i den kommende tid.

Jeg husker lidt tilbage i tiden en lektie jeg en dag fik i mit gamle embede, hvor jeg en mørk og kold efterårsdag dag stod og kiggede ud over engen ved Hjarup præstegård, og så på de store fine gamle træer der omgav præstegården fra 1659, og jeg tænkte: De står bare der og “hviler” i sig selv - er som de er - og venter på foråret, hvor livet bryder frem – igen - og derved talte træerne sit eget stærke sprog ind i Jesu ord: ” - og jeg vil give jer hvile” Tak til træerne, der viste mig en vej.

Træerne hvilede en nødvendig, genbetinget, og - dybest set - en Gudskabt og Gudvillet hvile, for at kunne levere næste års blade og frugt. (Gentag det sidste.)

Og hermed er mit anliggende i dag antydet i to overskrifter - den fysiske hvile, godt for krop, sjæl og ånd, kombineret med den åndelige hvile, der tilsammen skaber grobund for nye tanker, visioner og fornemmelser for Guds planer og visdom.

Men først lidt om den fysiske hvile, godt for krop, sjæl og ånd.

Den fysiske hvile er påbudt allerede i 5. Mosebog 5,14-15: Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen.

Og sabbatten var forbundet med glæde.

Esajas 58,13-14: Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren.

Fagforeningernes krav:

For ca. 100 år siden var den symbolske tredeling af døgnet en af arbejderklassens store drømme. Man ville gøre op med trællelivet med den ofte 60 timer lange arbejdsuge. Drømmen var at have tid til sig selv, sin familie og kultur for både krop og sjæl.

Efter næsten 30 års intens kamp, ført af håndværkere, fagforeninger og politikere blev der sat underskrift på en aftale om det gode arbejdsliv – en overenskomst med 8-timers arbejdsdag, der trådte i kraft for alle fag minus landbrug og søfart 1. januar 1920. Inden da havde arbejdsdagen varet op til 10-12 timer, seks dage om ugen.

Forskningen siger

Omfattende forskning har bekræftet det, vi oplever i hverdagen: Det er nemmere at fungere, når man er udhvilet. Det er fx vist, at det har stor betydning for, hvordan man klarer sig i skolen. Mangel på søvn øger risikoen for overvægt. Alvorlige langvarige søvnproblemer øger risikoen for sygdom.

Vi har et ”biologisk ur” inde i hjernen, som påvirker din opmærksomhed i løbet af dagen. Med cirka 2 timers mellemrum vender din opmærksomhed ”blikket indad” – du falder i staver, dagdrømmer lidt og bliver måske træt.

Disse stille stunder har betydning for hukommelsen og for heling af slid og skader i krop og sind. Når du mærker trang til hvile, så skal du derfor tage det alvorligt – det bliver nemmere at passe på helbredet, undgå stress og fejl, bevare humøret og huske.
Du behøver ikke hvile dig eller sove – det er ofte nok at få lov at være lidt stille og indadvendt i nogle få minutter, så er du klar igen til at gå i gang.

Ekskurs om - kroppen og stress

For at forstå hvordan kroppen reagerer under stress, er det nødvendigt at huske, hvilken funktion stress har; nemlig at gøre os i stand til at møde trusler og farer i vores omgivelser. Generelt sker der i alle stress sammenhænge dét, at kroppen forsøger at reagere bedst muligt på at være beredt i en truende eller belastende situation.

Når stenaldermennesket blev angrebet af et vildt dyr, spændtes hans krop så den var i alarmberedskab. Vi moderne mennesker reagerer på samme måde: Vores krop går i alarmberedskab når den står over for arbejdets- og hjemmets “nutidsfarer”.

Hjernen mobiliserer kroppen til aktivitet

Åndedrættets hyppighed øges, Blodtrykket stiger, Blodgennemstrømningen øges i hjerne og muskler og sænkes i fordøjelsessystemet, Pupillerne udvides, Munden bliver tør, Stresshormoner udløses, Muskler, især i nakke og skuldre, spændes

Leveren udsender glukose som energi til musklerne, Blodets koagulationsevne øges, således at eventuelle blødninger fra dybere sår bliver mindre risikable

Stress forskningen peger i den sammenhæng på at lang tids stress, dvs. perioder hvor kroppen igennem længere tid (uger, måneder, år) har reageret sådan og måske har vanskeligt ved at slå reaktionerne fra, forøger muligheden for kropslige forandringer, psykosomatisk ubalance og kan føre til egentlig sygdom.

For at stress ikke skal føre til egentlig sygdom er det derfor vigtigt, at vi inden det bliver aktuelt eller det går galt, lærer vores eget stressmønster at kende. Stressmønsteret omfatter de symptomer/advarselssignaler som vi får ved kortere og længere tids stress. Herved bliver vi i stand til at identificere og stoppe op, inden stressen begynder at få alvorlige konsekvenser.

Hvordan opstår stress?

Hvis fx vi ikke kan betale vores regninger eller hvis chefens krav er for høje. Ved stress reagerer kroppen, som om den bliver udsat for en fysisk trussel eller fare. Den forbereder sig på at flygte, kæmpe eller på at spille død.

Kroppen kan ikke tåle at være i fuldt beredskab uden hvilepauser. Samtidig er det i vore dage normalt med flere stresssituationer dagligt. Og det er når vi aldrig kobler af, at det bliver farligt.

---------------------------

Hvilen har fra den allerførste begyndelse været en del af Guds skaberværk, og altid haft den førnævnte dobbelte funktion, og på Bibelens første sider har hvilen en vigtig plads i to vigtige historier:

Verdens skabelse, hvor Gud på de seks dage skabte alt fra lyset, jorden, planterne, sol, måne, stjerner, fisk, fugle, dyr og mennesket, men på den syvende dag ”skabte” Gud hviledagen, dagen for den helt særlige (og længerevarende) hvile og hvor selv Gud hvilede sig.

Evas skabelse.

Gud lod tilsyneladende efter denne hans egen hviledag, en hvile falde over Adam og ud af den hvile opstod noget nyt og enestående - Gud lader den fantastiske skønne Eva blive til, og begge historier fortæller os, at selv for Gud er hvile en vigtig forudsætning for at nye ideer kan opstå, nye tanker tænkes, nye ting blive til! (Gentages)

Men hvordan kan jeg lige i denne tid forholde mig til al den tale om hvile, når bladene hvirvler rundt på terrassen og burde fejes sammen, telefonen ringer og en veninde læsser problemer af, men jeg orker ikke at involvere mig, for jeg er træt, børnene er syge, min mand er irritabel, en gråspurv flyver mod ruden og slår sig bevidstløs, det regner og min cykel er flad: Jeg er træt, og jeg kan ikke overskue alt det jeg skal, bør og vil.

Pyh. Suk. Er det det, man kalder livet, hvor jeg er fanget af Travlhed (stort T), og knap nok har 10 minutter om dagen til lige at geare ned, gøre én ting ad gangen, mærke mig selv, se min mand i øjnene, lytte til mine børn og ikke mindst se mig selv i spejlet.

Hvis ikke jeg lige har de 10 minutter, så er jeg fanget af travlhed, denne mærkelige, nogle gange umærkelige fornemmelse af blive tromlet over af fænomenet og uhyret Travlhed, fordi den har kapret mit indre, så jeg oplever Travlhed er som en snebold, der ruller - som et hamsterhjul der tilsyneladende kører rundt af sig selv - som en cykel uden bremser.

Travlhed er derfor ikke bare dit og mit problem, men et stort fælles folkeproblem, også for kirken, og som toneangivende sociologer skriver store tykke og vægtige værker om, og som handler om samfundets hastighed og om, hvordan Travlhed - som en tilstand - har kapret og fanget os, og meget let kan føre til stress.

Pia Hauge – (ledelsesrådgiver med fokus på fordybelse) siger, ”at op mod 20 gange i timen bliver vi afbrudt eller afbryder os selv, og at fysisk støj forhøjer kroppens alarmberedskab”

Michael Danielsen chefpsykolog i Psykiatrifonden hævder ”at 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress – stort set hver dag”.

Og så er det kun salt i såret, at Søren Kierkegaard siger: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

Fra bogen Enten - Eller - men han levede jo også i hestevognenes tidsalder uden telefoner, biler, fly, Facebook, Tvitter og Tik Tok.

Og midt i at jeg er omgivet af uhyret Travlhed, så skal jeg nu også høre Jesu ord: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” – og så bliver jeg egnt. lidt flov, for hvad har andre ikke at slås med? Sygdom hos min nabo, dødsfald hos en af vores venner, Covid 19, Afrin i Nordsyrien, Libanon, Eritrea, Nigeria, Sri Lanka, afviste asylansøgere på Kærshovedgaard, kristne i Iran og Irak, de fattige i Indien og Bangladesh, flygtningefamilierne i Jordan og Libanon.

En lille pausestation.

På en skala på 1-10, hvor ligger du på travlhedsskalaen? Og hvad vejer tungest? Tal med din sidemand.

Så jo - Jesu ord er balsam i oktobermørket til vores indre ” trætte og tyngede af byrder” tilstand, og det er og bliver gode nyheder: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

Og jo, jeg ved jo egnt. godt, at byrder kan og skal deles, for så kan de bæres, og i virkeligheden er det måske der, vanskeligheden tit ligger - ikke i at jeg ikke orker at høre om min venindes problemer, eller at jeg ikke altid tør dele mine byrder, og bare helst vil bære det selv, al den stund, at jeg jo er flasket op med, at i vores verden er det vigtigt at kunne klare sig selv - at være stærk og selvstændig og turde kaste sig ud i alt muligt, men hvor vi næsten altid erfarer det samme som Jeremias: ”De strejfede om, over bjerg og høj, og glemte deres hvileplads" (Jer. 50,6b). (gentag)

Der sker noget, når vi glemmer vores hvileplads, og når sædet på den hvileplads ikke slides.

I har sikkert alle hørt om superklovnen Casper Christensen, der fortalte sin terapeut, at han ”længtes sådan efter ro og hvile” - efter at han var begyndt at overveje, hvor hans indre uro kom fra.

Det blev han klar over og har fundet den ro og den hvile hos Jesus - og er blevet døbt.

Den hvile og det hjælpende åg, som Jesus tilbyder os kan opdeles i to helt nødvendige tilstande,

At hvile ud fysisk og samle nye kræfter.

Gud kalder på os midt i vores travlhed, til at hvile og påbyder det, for hvile er vigtigt for et menneske, og heldigvis er en del af det at hvile helt naturligt for os - med aftenens hvile, søvnens hvile, pauserne fra studierne osv., og vi ved det fra vores egen verden, at det ikke er godt med underskud af hvile - både den fysiske, men også underskud af den mentale hvile.

At mangle hvile, griber ind i hele vores væren og er ødelæggende for livet, vort selvværd og for glæden, som når man i en periode har alt for meget at lave og alt for lidt tid til at lave det i, og hele tiden er i gang med noget og aldrig får hvilet, og forsøger man endelig at hvile sig, så er det i hvert fald komplet umuligt for tankerne at finde ro, for de farer hektisk frem og tilbage fra det ene til det andet af alt det meget, man også skal nå, og må sande med Jeremias: ”Vi strejfer om, over bjerg og høj, og glemmer vores hvileplads" (Jer 50,6b)

Vi er ikke skabt til at gå i stykker af stress og mangel på hvile. Vi er skabt til at skulle leve, elske, være og virke, og for at det skal lykkes, skal vi hvile os, hvile i os selv, som et elsket Gudsbarn og ikke mindst hvile i Gud og hans værk.

Anden lille pausestation

Hvor har du din hvileplads, nu da du strejfer om, ”over bjerg og høj” i din hverdag? (tal lidt herom)

Jeg fik nogle ord engang (25. nov. 2018): ”Jeg vil give jer den skabende hvile, lyder det fra Herren”.

I hvilen, stilheden og fordybelsen at kunne tage Guds visdom ind.

Føromtalte Pia Hauge gør opmærksom på, at ordet fordybelse betyder: ”en indtrængende beskæftigelse med et stof”, og at erfaringen af fordybelse opleves som ren velvære.

Hun sætter fordybelse på en formel: ”Tid + ro + gnist”, = fordybelse”. Hørte du det? Fangede du den?

Venner i Guds familie. Det er da lige til højrebenet for os, der har Guds ånd, kender visdommens skatte og kilder i Guds ord, og hvor Gud ved sin Ånd skaber noget godt og nyt i os.

Lad os fordybe os her og lytte til Guds kald og tilbud: ”- han leder mig til hvilens vande, giver mig kraft på ny, (Sl. 23) - ”Ny kraft får de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som ørnen” (Esajas 40:28-31).

Og ja her – ved hvilens vande - kvæger han vore sjæle, som det hed i den gamle oversættelse, og netop ordet ”kvæge” betyder: at mætte og at forfriske, men det oprindelige hebraiske ord tilføjer yderligere betydninger til: ”genoplive, restaurere og forvandle”.

Her ved ”hvilen vande” hos Jesus får vi ny inspiration, nye ideer og nye visioner.

”Tid + ro + gnist” eller lidt omskrevet: tid, hvile og Helligåndens nærvær er den ”gnist” som Paulus taler om i 1. Kor 2, når han taler om den fornyelse, den visdom, som kommer, når vi hviler i sig selv, som elsket, som værdifuld, og når vi hviler i Gud, og får del i en ikkemenneskelig visdom - Guds skjulte visdom - Guds hemmelige visdom - som åbenbares os ved Ånden, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os, og kende hvad Ånden vil lære os, så vi kan tolke det åndelige for hinanden, fordi vi har Kristi tanker.

Jeg slutter med en lille selvrefleksion (medbring Thorvaldsens Kristus)

Kom til mig i bøn i tillid til, at jeg lytter.

Kom til mig i nadveren med alle de byrder, du bærer med dig – synd, skyld, skam og sorg – og rejs dig så igen med min fred, med syndernes forladelse og en ny begyndelse.

Kom til mig med alt, hvad du bærer på af egne og andres byrder.

Kom til mig med alt det, du skammer dig over og sørger over og tvivler på – og tror på.

Kom til mig som I er.

Kom og se, ”at jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”.

Det må du tro, og I det må du finde hvile.

Vi må hvile i Gud, for hans ånd bor i os, og vi er hans tempel, og derfor er hvilen i Gud Guds gode gave til os, fra skabelsens begyndelse og indtil nu, og derfor skal vi passe på os selv og på hinanden, hvile os og unde hinanden hvile, og være bevidste om, at vi husker at hvile i Gud, både den fysiske hvile og den skabende hvile, som giver åndelig visdom

Maj 2021

Korsets betydning

Korset giver inspiration til mangfoldige genrer
Utallige er de, der har arbejdet sprogligt og kunstnerisk med betydningen af Jesu kors og betydningen af Jesu død.

Kan du forestille dig, hvad litteraturen har brugt af papir til dette? Nej vel!

Kan du forestille dig, hvor meget maling, der er smurt på et lærred for med den vinkel at beskrive korset og dens betydning?

Kan du forestille dig, hvor mange noder, der sirligt er printet på papir for at vinkle korsets betydning gennem musikkens forunderlige univers?

Kan du forestille dig hvor mange salmer og sange, der er digtet for at kaste lys over hans død og hans kors´ betydning?

Ja korssymboler er gemt i musikken, malerkunsten, litteraturen og - ikke at forglemme – den lidt overfladisk e brug af korset i smykkeproduktion og krucifiksfremstillinger.

Kernen i kristendommen: Korset

Alle fire evangelier kulminerer i beretningen om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse.

Apostlenes Gerninger fortæller, hvordan de første kristne forkyndte, hvad Gud havde gjort igennem Jesu kors, og de nytestamentlige breve udlægger alle i en eller anden grad, hvad korset betyder.

Kernen i kristendommen er korset, og centrum er, at Jesus blev menneske for som menneske at kunne dø - dø for os - i stedet for os.

Når vi læser evangelierne igennem, så ser vi, at Jesus selv hele tiden vidste, at korset ventede forude, at han skulle til Jerusalem for at dø på et kors, og udmærket vidste, at han underskrev sin egen dødsdom, og hele tre gange under den lange rejse mod Jerusalem fortalte han sine venner, at han gik sin død i møde, og (Joh 10,11) som den gode hyrde ”satte sit liv til for fårene”, for som Joh 15,13: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”

Man kan anskue korset under i hvert fald 4 vinkler

1. Korsets kald - til frelse!
2. Korsets kald - til efterfølgelse!
3. Korsets kald - til at bringe ofre!
4. Korsets fare - at blive et magtmiddel, en demonstration af magt

1. Korsets kald - til frelse!

Jesu kors forkynder, at han døde for vore synders skyld og for vor frelses skyld.

Hvorfor skete det? Hvorfor gik han frivilligt i døden, når han nu kunne undgå det?

Hvorfor døde Jesus?

I Esajas´ gamle profeti står der om Jesu død: "Det var Herrens vilje at knuse ham" (Es. 53,10), at "han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder".

Det var Guds vilje, at Jesus skulle dø, for vores skyld, for at udslette vores synd.

Det var ikke jøderne, der slog Jesus ihjel, det var heller ikke romerne, der slog Jesus ihjel... det var dig og mig!

Johannes Møllehave har engang sagt sådan noget lignende som, ”at evangelierne er den eneste krimi, der findes, hvor det viser sig på de sidste sider, at det er læseren selv, der er morderen”.

Det var dig og mig, der tvang Guds søn på korset!

Det var dine og mine synder, der slog naglerne i hænder og fødder på Jesus.

Mel Gibson insisterede selv på at slå naglerne i Jesus hænder og fødder i filmen ”The Passion of Christ” for at signalere, at det var os (og ham), der naglede Jesus til korset med vores synd, med vore synder.

Og havde du og jeg ikke været en synder, så ville der ikke være nogen grund til at Jesus døde for dig og mig. Derfor tager kristendommens lære om tilgivelse synden alvorligt, at synden fortjener at blive straffet, men at Guds søn gik i vort sted, så vi aldrig selv kommer til at bære den straf.

Paulus udlægger korset

Paulus mangler ikke ord: ”Jesus stiftede fred ved korsets blod", og ”Gud viser sin kærlighed mod os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere", og om ”et skyldbrev, der ødelægges” men også om, at ”den troende er begravet med ham ved dåben til døden, og oprejst med Kristus, - at Jesus blev korsfæstet på grund af synden, kødet, det gamle menneske, verden, loven, og de onde åndsmagter er besejret ved Kristi værk på korset, hvor han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, idet han viste sig som sejrherre over dem på korset”,

Doktor Martin Luther (1483 – 1546)

”Gud kræver ikke noget for noget, og Guds retfærdighed er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed. Det er ikke en streng og dømmende retfærdighed, men en nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker gratis, blot de tror på, at Kristus har frelst dem”.

Sangskriveren J. Santon fra Christianshede ved Bording (død i 1944):

”Han elsker mig, det vidner korset om;

der bar han verdens synd og straffedom,

han lod sig dræbe der i syndres sted;

det var beviset på hans kærlighed”.

Kirkelig debattør Mogens Mogensen fra Christiansfeld (født i 1950):

”Korset er et symbol på troen på Guds nådige tilgivelse og en ny begyndelse, en kærlighed, der griber os og forvandler os og har i sig håbet om, at kærligheden sejrer over ondskab og død. Korset er ikke bare det symbol, som for eksempel markerer en bygning som en kirke, men er først og fremmest det vigtigste orienteringspunkt for os, når vi tænker kristendom og kirke”.

Peter Hansen, konverteret muslim fra Iran, PT på Kærshovedgård har svaret mig på SMS: ”Hello the cross is a sign of love for me because Jesus Christ forgave us all our sins on the cross” - ja så enkelt kan det siges af en ny kristen

Et hovedord, jeg selv bærer på omkring korset:

”Jeg bær på et ord i forbindelse med korset, og det er ordet forsoning, fordi korset er – også - sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.

Ved korset er gærdet, skillevæggen, revet ned mellem jøder og hedninger, mand og kvinde, træl og fri, dem, der er nær og dem, der er langt borte, den gammeltestamentlige lovpagt er afviklet, hele skaberværket er ved korset forsonet og forløst, og vi ser frem mod en total nyskabelse og genfødsel af verden og skabningen.

Korset fremtræder, hvor vi end møder det, som et tegn på Guds tilstedeværelse og på hans vilje til at forsone sig- med verden, med dig og med mig.

1. Korsets kald - til efterfølgelse!

Korset kalder uvægerligt på efterfølgelsesperspektivet (Imitatio Christi) perspektivet

I bogen Kristi Efterfølgelse af Thomas á Kempis (1380 – 1471) skriver han i Kap 12 - Om det hellige Korsets kongelige Vej: Mange synes, at dette er hård Tale: »Fornægt dig selv, tag dit Kors og følg Jesus.« (Matth 16.24), men langt hårdere vil det være at høre ordene: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild.« (Matth 25.41)
Og Thomas a´ Kempis fortsætter: ”I Korset er Frelse, i Korset er Liv, i Korset er beskyttelse mod fjenderne. I Korset er meddelelse af himmelsk liflighed, i Korset er sindsstyrke, i Korset er Åndens glæde. I Korset er dydens tinde, i Korset Hellighedens fuldkommelse. Der er ingen Frelse for Sjælen, intet håb om evigt Liv uden i Korset. Tag derfor dit Kors op og følg Jesus, og du skal indgå til det evige Liv”

Og mange har efterfulgt Kristus ind i lidelsen, martyrerne, der siden de første århundreder og indtil i dag betaler en høj pris for at følge Jesus efter, og kirkehistorien viser, at Gud ofte har vendt forfølgelse til noget godt, så kirken midt i forfølgelsen vokser. Tertulians (år 160 – 240) ord om, at“martyrernes blod er kirkens udsæd”. Gælder stadig

Dietrich Bonhoeffer, der selv betalt en høj pris for at følge Jesus (En forårsmorgen, den 9. april 1945, i koncentrationslejren Flossenburg, blev han hængt af Gestapo for at have haft kendskab til et mislykket attentat på Hitler. Selvom han ikke var med i planlægningen, så samarbejdede han med modstandsbevægelsen og var blevet underrettet om attentatforsøget.

Han skriver i sin bog fra 1937 “Efterfølgelse” mange gode ting, men han er klar i spyttet, når han sætter ord på den ”billige nåde” – den, der ikke må koste noget - og den dyre nåde .

Han siger:
”Den dyre nåde (altså den der koster) er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har.
Den dyre nåde er evangeliet, der stadig på ny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på. Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse - nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse. Dyr er den, fordi den koster mennesket livet - nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; Dyr er den, fordi den fordømmer synden - nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv”.

Jo – korset kalder os til efterfølgelse af Kristus

1. Korsets kald - til at bringe ofre!

Jesu vandring her på jorden kostede ham alt, men den pris han betalte, har også ført til den største forvandling nogensinde i verdenshistorien, og udover de to forudgående vinkler på korsets betydning, som jeg har berørt - den beskrivende betydning og efterfølgelsen - har korset, Jesu kors og hans offer for andre, for os, gennem historien kaldt på personer, som for alvor kom til at gøre en forskel med deres offer.

Rækken er lang af dem, der har bragt et offer for Kristi skyld, for andres skyld, for nationers skyld osv.

Det kostede bl. a. Luther en høj pris at føre kirken ud i en ny og forfriskende nådetid.

Jeg vil slutte med nogle ofre, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

Jeg tænker på Operation Market Garden sept. 1944, i nærheden af Arnhem i Holland hvor ca. 35,000 luftbårne soldater, med udrustning, i store transportfly efterspændt næsten ligeså mange svæveplaner blev smidt ned over Holland to steder, og hvor en specialfortrop skulle sikre en af de vigtigste broer over Rhinen, så de allierede fra brohovedet i Normandiet tidligere på året (juni 1944) hurtigt kunne komme til Berlin.

Men noget gik gruelig galt, og i de 9 dage kampen stod om broen mistede næsten 2000 unge mænd fra forskellige lande livet, og de fleste af dem ligger på en meget smuk krigskirkegård i Arnhem.

Jeg har selv været der tre gange og en af gangene med de tre af vores børn.

245 af disse gravsten bærer inskriptionen “Known Unto God”. Kun kendt af Gud.

Der er ikke meget, der forvandler så meget, som et offer gør.

Martin Luther King Mother Teresa En ukendt mor

1. Korset som magtmiddel og et middel til at tjene penge

Korset har også fået en lidt anden betydning, ja faktisk forstås korset ofte som et sejrens og magtens tegn, og kejser Konstantin den Store (272 - 337) var den første, der som et udtryk for magt satte et kors på sit rigsæble, og andre kristne monarker har fulgt samme mønster.
Korstoger en seriea 4 storefelttogi perioden1096til1291, og et par af hovedårsagerne var muslimernes fremmarsch, og besættelsen af det hellige hånd.

Man kan mene forskelligt om korstogene. Jeg har personlig ikke en holdning til det, men andre vil sige, at det var misbrug af korset, og det kan man måske sige.

Korset står på toppen af Christiansborg - vort Folketing - og mange andre steder (feks. også i Statsministeriets og Finansministeriets monogram).

Et eller flere kors er også på godt og ondt blevet en vigtig bestanddel af kirkelige embedsinsignier og indgår på utallige måder i smykker og ornamentik feks. på Jellingestenen, det keltiske kors m.fl. steder.

Men kan modtage ridderkorset, storkorset og sølvkorset, og de smager ikke just af ydmyghed, vel?

Et korsmotiv ses ofte på middelalderlige mønter, og mange kirkers grundplan er korsformet.

I ældre tid "underskrev" folk, der ikke kunne skrive, sig ofte med et kors, fordi det opfattedes som forpligtende.

Den opstandne Kristus og Gudslammet er ofte gengivet med en korsfane, og efterhånden blev korsflag almindelige og er i dag kendetegnende for de nordiske lande.

Korset er også blevet brugt som afværgemiddel mod alt ondt: På stalddøren, for at kreaturerne ikke skulle blive forhekset, på bunden af kærnen og i bryggekarret, for at smørkærningen og ølbrygningen ikke skulle mislykkes, i dejen, for at bagningen skulle gå godt.

Korset kunne også bæres på kroppen som en amulet, og hvis man mødte et spøgelse eller noget andet overnaturligt, kunne man værge sig selv ved at korse sig.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal mene om denne 4. brug af korset.

Snak om

1. Korsets kald - til frelse!
2. Korsets kald - til efterfølgelse!
3. Korsets kald - til at bringe ofre!
4. Korsets fare - at blive et magtmiddel, en demonstration af magt

Juni 2021

Undervisning om det kristne håb

Det kristne håb om verdens fuldendelse motiverer til handlinger, der viser tegn på, at Guds rige er til stede og virksomt. Henning Nørhøj har følgende hovedpunkter
Hvad drejer det kristne håb sig egentlig om? Og hvad gør dette håb ved mennesker? Henning Nørhøj giver 10 bud på et svar.

1. Det kristne håb.
Det kristne håb grunder sig på den Gud, der oprejste Jesus fra de døde efter døden på korset. Det kommer klart til udtryk i Peters første brev kap 1,3: ” Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.
Ordene indgår også i dåbsritualet som en forkyndelse af, at den døbte nu har del i håbet, at dødens magt er brudt.

2. Profeternes håb.
I Det Gamle Testamente formulerer profeterne et håb og en vision om det kommende.
Som oftest formuleres håbet til fremtiden i sammenhæng med et en kritik af samtiden, altså af det israelitiske folks frafald fra troen på Gud Herren i form af lovløshed, asocial adfærd og griskhed.
Profeterne har en vision om, at en ny konge, en messias, det vil sige Guds salvede, skal genoprette riget, skaffe fred i landet og nedkæmpe de fjendtlige magter. Ikke mindst profeten Esajas` smukke profetier om barnet, der skal fødes som folkets nye konge og skabe et fredsrige, og Daniels vældige syner af verdens fuldendelse, gik ind i kristendommen.

3. Det kristne håb er et håb om Gudsriget.
Ifølge Lukasevangeliet prædiker Jesus første gang i sin hjemby Nazaret, hvor han næsten programagtigt sammenfatter Gudsrigets indhold: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og nyt syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nåde år fra Herren.” (Luk. 4,18-19), og det er håbs billederne fra (Esajas 61) Jesus citerer.
For i det Gudsrige, som bryder frem med Jesus, bliver gamle profetiske forventninger virkeliggjort.

4. Gudsriget er her allerede - og dog endnu ikke.
Det skal forstås sådan, at Gudsriget nu er kommet nær i Jesu forkyndelse af Guds tilgivelse, i hans helbredelser og uddrivelser af ondskabens dæmoner.
Gudsriget kommer til udtryk i de befriende handlinger, som Jesus udfører.
Gudsriget som ubegrænset og synlig virkelighed er så det, der skal komme engang, nemlig ved Jesu genkomst.
Sådan forstod de første kristne det netop i lyset af Jesu opstandelse.

5. Fadervor – håbets bøn.
En kort formel for, hvad Gudsriget indebærer kommer til udtryk i Fadervor (Mattæusev. Kap 6,9-13). Her er den centrale bøn netop ”komme dit rige”.
De andre bønner i Fadervor kan forstås som en tolkning og udlægning af denne bøn.
Man kan altså her aflæse, hvad Gudsriget betyder: Gud er mennesket nær - ja, så nær, at man kan påkalde ham med ”Abba”, ligesom børn kalder på deres far.
Men Gud er samtidig den almægtige og hellige.
Hans vilje sker på jorden, alle får deres daglige brød, menneskeheden er genstand for Guds tilgivende kærlighed.
Mennesket skal ikke længere leve i angst og usikkerhed.

6. Gudsriget er befrielse fra dødens magt.
En illustration af Gudsrigets indhold finder vi i Jesu lignelser.
Her ses Gudsriget ofte fremstillet som et festmåltid.
På Jesu tid var et sådant billede indlysende og klart, fordi det fortalte om glæde, fællesskab og forbundethed med Gud selv.

7. Håbet om Jesu genkomst.
Det sidste skrift i Det Nye Testamente, Johannes´ Åbenbaring slutter med ordene: ”Ja, jeg kommer snart” – og menigheden svarer med opfordringen: ”Kom Herre Jesus” (kap 22,20). Og i Paulus’ overlevering af Jesu ord ved sit sidste måltid med disciplene hedder det: ”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”
På Jesu tid talte man om ”Herrens dag”, det vil sige den dag, hvor Gud vil komme synligt og gribe ind i historien, holde dom over verden og forandre alting og skabe en ny himmel og en ny jord.
I kristendommen er dette billede overført til Jesu genkomst.
Det betyder, at man skelner mellem hans første komme, nemlig hans fødsel og jordiske liv, hans død og opstandelse og senere himmelfart – og så hans nye komme ved tidernes ende.
Altså er håbet om Jesu genkomst også et håb for denne verden, der så skal blive ny.

8. Håb om opstandelse.
I trosbekendelsen hedder det: ”Jeg tror på kødets opstandelse”.
I 1. kor. 15 forsøger Paulus at redegøre for, hvad opstandelse er, som han forkynder vil finde sted ved Jesu genkomst, og han er tydeligt nok nået til sprogets grænser og udtrykker sig i et billede: ”Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse […] Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed” (1. Kor 15, 36ff.).
Altså: mennesket nyskabes og det, der udgør grænserne for dets tilværelse, ophæves og forsvinder. Mennesket bliver ét med Guds virkelighed.

9. Håbet om en ny himmel og en ny jord.
Johannes` Åbenbaring er fyldt med håbs billeder, håb om en ny himmel og en ny jord og dermed altings nyskabelse.
Baggrunden er sandsynligvis den tidlige kirkes kamp mod den romerske overmagt, der ses som Satans rige. Men håbet om Gudsrigets snarlige komme holder den kristne menighed i live.
Og dette håb kommer nu frem i form af en række visioner: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene” (Åb. 21, 1ff.).
Åbenbaringsbogens formål er at trøste modtagerne og give dem mod til at holde ud. Håb skaber handling.

10. Håbet om Guds nyskabelse af alting har sin baggrund i troen på Jesu død og opstandelse.
Som Jesus døde og opstod skal himmel og jord forgå og blive nyt – og Guds rige blive en altomfattende virkelighed.
Det kristne håb om verdens fuldendelse motiverer til handlinger, der viser tegn på, at Guds rige er til stede og virksomt.
Håbet om at Gud nyskaber og fuldender afslører alle utopiske forestillinger som foreløbige og ufuldstændige, men skaber også handlinger, der forsøger at overvinde resignation og fortvivlelse.
Det kristne håb er ikke livsflugt – men meningsskabende.

April 2021

Sider af bønnens væsen

Som I sikkert alle ved, så har jeg siden 1. okt. haft en tjeneste i Vejle Oasekirke, og her fortalte jeg, at jeg en lørdag morgen, inden jeg stod op, før en prædiken fik disse ord: Fortæl dem, at jeg hører bøn, og at bøn forvandler og forandrer lyder det fra Herren - og det samme skete så i forbindelse med min prædiken 4. okt, hvor det lød: ”Fortæl dem noget om bøn” og det var jeg så egnt lidt bundet af forstår I nok, og jeg deler med jer nogle af de tanker jeg delte med menigheden i Vejle den 4. okt 2020.

På den katolske kirkes hjemmeside kan man finde en vejledning om bøn, og her kan man bl.a. læse følgende: ”at bede Gud om noget er som at dykke ned i et hav af kærlighed.”

Det er også spændende hvad nogle gode åndelige kristne lederkendisser siger: "Bed som om alt afhænger af Gud, men arbejd som om alt afhænger af dig."
Augustin (354-430) kirkefader og filosof

Eller "Bøn handler ikke om at overvinde Guds modvilje, men i stedet om at gribe fat i hans enorme villighed."
Martin Luther (1483-1546) tysk munk, reformator og teolog

Eller "Jeg har mange gange været nødt til at gå på knæ og bede, fordi jeg har været helt overbevist om, at der ikke var andre steder at henvende sig."
Abraham Lincoln (1809-1865) amerikansk præsident:

Eller "Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn."
Moder Teresa (1910-1997) albansk-indisk nonne og ordensstifter

Henry Nouwen hollænder (1932-1996) - en kendt kristen tænker – udtrykker et vigtigt ønske: ”At vi i sandhed er mænd og kvinder med et brændende ønske om at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed".

Hvorfor?

Hvorfor kan det så opleves så stort at ”dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed"?

Jaa, den spanske mystiker fra 1500tallet, Teresa af Avila siger: "Bøn er venskab” og jeg føjer så til - men før et venskab kan udvikles, må parterne lære hinanden at kende, og Teresa af Avilas ord er en god tanke, at bøn bl.a. er venskab, for netop i venskabet/venskaberne ligger der mulighederne for at parterne lærer hinanden bedre og bedre at kende, og vokse i intimitet indbyrdes.

Den skotske jesuit Gerard Hughes (1924-2014) har skrevet en lille bog om spiritualitet, som hedder "Gud i alt", og han siger, at bønnen er stedet, hvor ”Gud kan lære os, hvem Gud er”, og hvem Gud er, får vi gennem de mange og stærke gudsbilleder, som Bibelen er fuld af og kavalkaden af gudsbilleder er lang, og hvor Gud sammenlignes med en kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, stilhed, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen, en fårehyrde, en ypperstepræst, en dommer og så videre, - eller de lidt mere uortodokse gudsbilleder, der undertiden kan være så malende, at vi har svært ved at sluge dem, og Bibelen kan ikke ligefrem kaldes fintfølende, når den f.eks. sammenligner Gud med en soldat med tømmermænd: "Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..." (Sal. 78,65f), eller med en kvinde i barselssengen: "Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret." (Esaj 42,14)

Guds venskab med sit folk og os

Guds venskab med et folk (Israel) er bemærkelsesværdigt. Feks siger han til hans ejendomsfolk: ”men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd” (Zak 12,10),

Guds venskab i Jesus Kristus er enestående og globalt, og han deler med os denne forjættelse: ”Bed og der skal gives jer ... for enhver som beder, får" (Luk 11.9-10).

Bønnen er midlet til at udvikle dette venskab med den treenige Fader, Søn og Helligånd

Når vi beder, kommer vi i kontakt med, at Gud er kærlighed, og at vi med bønnen dykker ned i ”et hav af kærlighed”, som katolikkerne siger og vi erfarer, hvad der står i Esajas 33 v6: Du skal få tider med tryghed, en rigdom af frelse, af visdom og kundskab, frygt for Herren bliver din skat.

Bemærk også, at Jesus kalder sine disciple venner – Johs 15,15: --jegkalderjervenner, for alt, hvadjeghar hørt af min fader, harjeggjort kendt for jer, og Jesus har udrustet sine disciple med dette bønnens våben, dette bønnens arbejdsredskab, som i virkeligheden gør dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.« siger Jesus i Matt 17,21.

Jesu eget venskab og intime fællesskab med Gud, hans himmelske far, viser os noget vigtigt om bøn. Han gik ofte op i bjergene for at bede. I Getsemane have knæler han, og han opfordrer os til bøn: ”Når I beder --” siger han som den største selvfølge

Jesu egen bøn som eksempler for os (m. spørgsmål)

Jesu lovprisning, Mat. 11,25-26. (Jeg priser dig -- fordi du -- har åbenbaret det for umyndige)

Jesu taksigelse, Joh. 11,41-42. (Fader jeg takker dig, fordi du har hørt mig)

Jesu forfærdelse, Joh. 12,27-28. ( - min sjæl er i oprør – frels mig fra denne time --)

Jesu ypperstepræstelige (for)bøn, som omhandler 3 ting: Joh. 17. (– for Jesus selv, for disciplene og dem, der kommer til tro, som følge af disciplenes tjeneste)

Jesu ”Getsemanekamp”, Mat. 26,39-42. (– lad dette bæger gå mig forbi, men skal jeg drikke det, så ske din vilje)

Jesu tilgivelse, Luk. 23,34. (Fader tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør)
Jesu død, Luk. 23,46. (– i dine hænder betror jeg min ånd)

Kroppens stilling spiller også en rolle

At knæle udtrykker fra gamle dage, at man giver sig i en andens tjeneste. ”Herre Jesus Kristus, jeg er parat til at tjene dig”

Hænder, som rækkes frem som en tom skål, kan udtrykke denne bøn:"Herre, jeg giver dig, hvad jeg er, og jeg modtager dine gaver."

Oprakte hænder er udtryk for lovprisning af Gud med hele kroppen. "Herre, jeg lovpriser dig og tilbeder dig."

En stående stilling udtrykker, at den bedende er beredt: ”Herre jeg er parat til at lytte, og har en indre årvågenhed”.

At ligge udstrakt på gulvet udtrykker total afhængighed af Gud. ”Herre, du er min Herre, min klippe og styrke, du har min kærlighed og tilbedelse”

At sidde udtrykker måske egnt dovenskab. Den er ganske vist mest brugt, men ikke omtalt i Bibelen.

Foldede hænder er heller ikke omtalt i Bibelen

For mange af os handler det i vor fortumlede verden om at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vore ordrige menigheder.

Vi må som kirke, menighed og fællesskaber finde tilbage til bønnens sprog og kilder og bønnens praksis.

Hughes siger: ”Den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være kristen”, og hævder - med rette - at ”når kristne holder op med at bede, er alt håb for kirkens liv og fornyelse bogstaveligt talt ude”.

Synet: En søndag morgen så jeg et fyldt auditorium med mennesker, der sad tæt og sagde med en mund: ”Det vil vi” og skal vi ikke bede for hinanden om at nådens og bønnens ånd må blive udgydt over os

Kroppens stilling spiller også en rolle

At knæle udtrykker fra gamle dage, at man giver sig i en andens tjeneste. ”Herre Jesus Kristus, jeg er parat til at tjene dig”

Hænder, som rækkes frem som en tom skål, kan udtrykke denne bøn:"Herre, jeg giver dig, hvad jeg er, og jeg modtager dine gaver."

Oprakte hænder er udtryk for lovprisning af Gud med hele kroppen. "Herre, jeg lovpriser dig og tilbeder dig."

En stående stilling udtrykker, at den bedende er beredt: ”Herre jeg er parat til at lytte, og har en indre årvågenhed”.

At ligge udstrakt på gulvet udtrykker total afhængighed af Gud. ”Herre, du er min Herre, min klippe og styrke, du har min kærlighed og tilbedelse”

At sidde udtrykker måske egnt dovenskab. Den er ganske vist mest brugt, men ikke omtalt i Bibelen.

Foldede hænder er heller ikke omtalt i Bibelen

For mange af os handler det i vor fortumlede verden om at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vore ordrige menigheder.

Vi må som kirke, menighed og fællesskaber finde tilbage til bønnens sprog og kilder og bønnens praksis.

Jesuitten Gerard Hughes siger: ”Den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være kristen”, og hævder - med rette - at ”når kristne holder op med at bede, er alt håb for kirkens liv og fornyelse bogstaveligt talt ude”.

Synet: En søndag morgen så jeg et fyldt auditorium med mennesker, der sad tæt og sagde med en mund: ”Det vil vi” og skal vi ikke bede for hinanden om at nådens og bønnens ånd må blive udgydt over os

Lovprisningsbøn

Lovprisning foregår på forskellig måde, enten ved at synge en lovsang eller også ved frit at lovprise Gud for hans storhed og vældige gerninger. Sl 89: v16 Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig, Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de; v17 de jubler over dit navn hele dagen og ophøjes ved din retfærdighed. v18 Din styrke er deres smykke,

Takkebøn

Ved takkebønnen takker man Jesus for alt det, han har gjort for os mennesker ved at hengive sig selv, fordi han stadigvæk er nær, og virker i vore liv.
Man takker også for de gode ting, man har i sit liv, ens familie, venner, udfordringer på arbejdet eller i skolen.

Samtalebønnen

Denne bøn er god, når man ikke behøver at være superkoncentreret, f.eks. når man cykler eller kører i bus. Her lukker man ikke sine øjne eller folder hænderne, men taler med Jesus. Bliver man afbrudt, holder man en pause, indtil der er lejlighed til at tale sammen med Jesus igen.

Bøn om hjælp

I bønnen kan vi sige alt til Jesus, og derfor vil vi også ofte bede Jesus helt konkret om at hjælpe os med noget.
En bøn om hjælp skal altid være meget konkret.
F.eks. kan det være, at jeg beder om at kunne være tålmodig over for et menneske, som irriterer mig.
Eller jeg beder om hjælp til at klare en opgave, jeg skal løse.

Klagebøn

Vi kan sige alt til Gud. Derfor kan vi også klage over for ham og skælde ud eller spørge, hvorfor bestemte ting i vort liv er sket, og når vi er "sure" på Gud, er det vigtigt, at vi siger det til ham. Bibelen kender klagen, ja der er endda særlige klagesalmer.
Det vigtigste er fortsat at tale med Gud, at være helt ærlig, for så kan Gud hjælpe os igennem en svær tid.

Skudbønner

Paulus siger i brevet til Thessalonikerne: "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus" (1 Thess 5,16).
Det er svært at bede uophørligt, når man skal arbejde og koncentrere sig.
Men der findes en gammel skik, som kaldes for skudbønner.
Skudbønner er nogle korte bønner, f.eks. et bibelvers eller bare navnet Jesus eller en kort bøn som "Jesus, jeg stoler på dig", "Jesus jeg tror på dig", som man gentager i dagens løb, når man husker på det.
De bliver ”skudt af” som pile og hjælper os til at leve i venskab med Jesus, fordi ved at bede dem, husker vi på Jesus.

Liturgiske/faste bønner

Mange er ret så glade for den fastlagte bøn, der især er egnet til fælles bøn i en gruppe.
Det er især kendt fra den liturgiske bøn, som kommer til udtryk i løbet af en gudstjeneste.
I salmebogen findes der 114 fine bønner
Faste bønner er en hjælp, hvis man selv har svært ved at sætte ord på bøn, f.eks. i en periode, hvor det er svært at fastholde troen.

Andre fastlagte bønner er feks Fader Vor.

PP Forbøn

Ved forbønnen beder man for andre mennesker, som har behov for hjælp. Det kan være mennesker, der er syge, har et problem, er ensomme, arbejdsløse, er blevet mobbet, og som alle på en eller anden måde har brug for Jesu hjælp. Ved forbønnen kan man, hvis man er sammen med personen, man vil bede for, lægge hænderne på vedkommendes hoved, skuldre eller ryg og så bede for vedkommende.
Er vedkommende ikke til stede, er det nok at bede Jesus om at røre ved dette menneske og hjælpe det i dets behov.

Bibelen giver klare anvisninger her ang vores forbøn: Det skal være for konger, alle i høje stillinger, alle med høj værdighed. Lærere. Menigheden. De hellige. Alle mennesker. Tjenere. Børn. Venner. Landsmænd. Syge. Forfølgere. Fjender. Den som misunder os. Den som forlader os. Den som knurrer mod Gud. For dem som ønsker det. For hinanden. For dem som gør synd.

Bordbønner

Før og/eller efter maden er det en god ide at sige tak for maden, for dem, der har tilberedt den, og til Gud, som lod os høste frugterne og forarbejde dem.F.eks.: "Herre. Velsign os og disse gaver, som vi skal modtage af din gavmildhed. Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen."
Efter måltidet kan man bede: "Vi takker dig, almægtige Gud, for alle dine velgerninger. Du, som lever og råder i al evighed. Amen."

En, to eller flerebøn/fællesbøn

Matt 6,6: Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Matt 18,19: Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. v20 For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«

Nådegavebaseret bøn

Tungetale, sang i ånden, profeti

Kampbøn.

Irene og jeg er en del af de profetteams, som SOK har, og før en gudstjeneste en søndag gav Gud mig et ord, der lød ca. sådan: ”Bed for forbederne, for de er under angreb”
For en tid side talte jeg med en i vores menighed, som har helbredelsens nådegave, og han var blevet så kraftig angrebet en nat, men kunne i Jesu navn byde det væk, og blev befriet i et nu.
Jakob 4,7: - og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.

1 Pet5 v8: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; v9 stå ham imod, faste i troen,

Påtrængende bøn
Luk 18 v7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen (den tro) på jorden?«

Jeg vil slutte med et citat om forståelsen af bønnens kald og opgave, og som jeg har hentet fra to kristne forfatteres ord om, hvad bøn er og kan

Henry Nouwen - en kendt kristen tænker – udtrykker som det vigtigtige, PP ”At vi i sandhed er mænd og kvinder med et brændende ønske om at dvæle i Guds nærhed, lytte til Guds stemme, skue Guds skønhed, røre ved Guds inkarnerede ord og smage Guds uendelige godhed".
Og han anviser i den forbindelse en "indre vej” en vej, som omfatter fire stationer: stilhed, bøn, eftertænksomhed og tilbedelse.

Bøn for hinanden om at nådens og bønnens ånd må blive udgydt

Marts 2021

Hvorfor faste?

I den kristne historie - såvel som den jødiske - har fasten altid haft en naturlig plads.

Den kristne brug af fasten hviler på erkendelsen af menneskets svimlende kapacitet, og det at vi er i stand til at gøre det mest forfærdelige.
Hvad der kommer ud af vores liv, har dog intet at gøre med vores evne til at tage os selv i nakken, men kun med hvilke magter vi allierer os.

Men fordi vi bærer Gudsbilledet i os, og som kristne har nåden, som det største privilegium, så er det at faste, at tage sig selv alvorligt og tænke stort om livet og at forvalte den gave det er at være menneske.

Vi kender ganske vist ikke særlig meget til i vores kirke at længes efter og se frem til fastetiden med en utålmodig glæde, og det hænger måske sammen med at vi knap nok ved hvad fasten kan gøre ved os, og ikke har den erfaring, som Peter Haldorff nævner: Det fasten gør ved os: Bagagen bliver lettere, målet klarere og længslen mere inderlig.

Fasten er (også) en åndelig rejse, og (også) en kamp, hvor vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og hvor vi indser, at det skal gøres, men hvordan "dovenskaben" får os til at udskyde det til senere.

Fasten udgør (også) en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen« (Fil 2,12), og det er en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke nødvendigvis bevare troen eller modnes i troen.

Bibelens vejledning om faste indeholder en slags pensum for åndeligt fuldvoksne, og fasten har siden kirkens første tid været en selvfølgelig del af livet for en kristen, et tilbagevendende indslag i de kristnes livsrytme.
Det var tilfældet blandt de første kristne, og i urkirken gjorde man onsdag og fredag til fastedage. At det lige var de ugedage, havde en frelses historisk baggrund: onsdag var den dag Jesus blev forrådt, fredag var dagen han døde.

Denne praksis havde sin baggrund i det jødiske miljø hvor den første kristne menighed voksede frem. Jøderne fastede regelmæssigt på mandage og torsdage.

Når det er forsvundet, så hænger det måske sammen med, at vi ikke er villig til at strække os ret langt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, selv om vi måske godt kan indse, at det skal gøres, men ”dovenskab” får os til at udskyde det til senere, men fasten er og udgør en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen« (Fil 2,12) – en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke nødvendigvis bevare troen i denne verden og modnes som kristen.

Jesus fulgte selv de jødiske fasteregIer, men han fastede også ved andre lejligheder, frem for alt, når Ånden ledte ham til det. »Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen« (Matt 4,1), og i mødet med usædvanlig stærk dæmonisk aktivitet siger Jesus: »Den slags fordrives kun ved bøn og faste« (Matt 17,21).

Peter Halldorff har en historie fra ørkenfædrene.

En discipel spurgte sin åndelige fader:

»Hvad er bedst: fasten eller den indre årvågenhed?«

Han fik svaret: »Mennesket er et træ. Den indre årvågenhed er frugten. Fasten er løvet.«

Fasten er altså et af de redskaber vi bruger for at værne om den frugt der er på vej, frugten af lydhørhed og Kristuslighed.

Det er Ånden der får det til at vokse i vores liv.

Vores ansvar er at fjerne »vildskud« som hindrer frugten i at modnes og Kristi billede i at træde frem.

I ly af Peter Halldorfs bog vil jeg nævne et par punkter om fasten

BESKÆRING AF LIVET

Et af de billeder, der tydeligst belyser hvad fasten indebærer, er beskæringen. Enhver haveejer ved, at det svære ved beskæring er, at den skal foretages på de gode planter. Det er ikke ukrudt vi taler om når vi skal beskære, men derimod de planter vi ønsker at have i vores have.

Hvis ikke vi gør noget, vil vi få en jungle af vækster der kæmper som rasende med hinanden om lys, vand og plads.

At beskære er at acceptere begrænsningens princip.

Det er nødvendigt at tilpasse mængden af planter til det område vi har til rådighed, ellers bliver høsten knap og ynkelig.

Det samme gælder i den indre have. Det jordstykke der er vores liv, kan ikke rumme et ubegrænset antal planter.

Vi kan ikke være alt, nå alt, omgås med alle og dyrke alle de interesser vi kunne ønske.

Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.

AT TRÆKKE EN GRÆNSE FOR SIT LIV

Derfor begynder enhver faste med at vi ser på vores liv og vores måde at leve på, og vi stiller spørgsmål til os selv: Hvad i mit liv risikerer at tage for meget plads? Hvad trækker mig let i en retning jeg ikke ønsker? Hvad et det der må dø en lille smule for at jeg skal kunne leve mere helhjertet?

Da man i den unge kirke gjorde onsdag og fredag til fastedage, indebar det at man fastede fra om morgenen og indtil klokken 15 eller 17 på disse dage, og det betød, at man skar ned på nogle bestemte ting.

Hvad kan vi så ”skære ned på i fastetiden”?

ØRETS OG ØJET'S FASTE

På askeonsdag, trak en mand stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab.
En anden: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.

I vores tid er øjets og ørets faste vigtig.

Medierne som forgifter vores hjerner, flimmeret af billeder som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage.

Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv.

Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme.

Måske er det ikke en tilfældighed at Bibelens sidste bog - den der handler om tidens ende - gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb. 2,7).

At fylde ørerne med (u) lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.

Faste kan også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås, ikke af foragt for mennesker, men af respekt.

Faste på disse områder (øret og øjet) hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre: At høre os selv tænke, at se på den der taler til os.

Et af Skriftens vigtigste åndelige råd finder vi i Salmernes Bog 46,11: »Vær stille, og kend at jeg er Gud«

Under alle former for faste bør vi søge at omgive os med mere stilhed end normalt.
Stilhed er talens faste, hvor ordenes fyld bliver skrællet væk, og der opstår en ny klarhed i det sagte, og vi begynder at høre hvad der menes med det, der bliver udtalt.

BEHOV ELLER BEGÆR?

Fasten er en vej til større selvindsigt.

Når jeg gør et forsøg på at afstå fra noget, lærer jeg hvad der har et stærkere eller svagere greb om mit liv. Noget kan vi afstå fra uden problemer, mens vi har det sværere med at undvære andre ting.

Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner.

Hvis jeg vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære.

Behovet er blevet et begær.

På samme måde fungerer den gode »afhængighed« eller vaner.

Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det, der opbygger.

Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær: Behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge, men et behov der bliver rettet mod noget forkert eller får en fejlagtig proportion i mit liv bliver til et begær, og kommer til at beherske mig i stedet for at berige mit liv.

Hvad oplever du som behov og hvad oplever du som begær?

Februar 2021

Ensomhed og stilhed

Ensomhed er et menneskes oplevelse af den ubehagelige følelse, der opstår, når ønsket om sociale relationer, nærhed og nærvær ikke bliver opfyldt.
Det kan både være, fordi man ikke føler, at man har relationer og venner nok.
Men det kan også handle om, at nærheden og dybden i relationerne ikke er tilstrækkelig stærk.
At man ikke føler sig tæt nok på andre mennesker til at dele vigtige samtaler, og at man ikke føler tilstrækkelig samhørighed, som er vigtig for de fleste.

Derfor er det også meget forskelligt, hvad der får os til at føle os ensomme.
Kortvarigt er ensomheden ufarlig, men langvarig ensomhed kan blandt andet føre til selvskade, angst, depression og selvmordstanker, så ensomhed er derfor et alvorligt samfundsproblem.

Konsekvenserne af ensomhed

I en samlet analyse af en række videnskabelige studier viste det sig, at ensomhed øger risikoen for at dø tidligere med 26%. Det kan hænge sammen med, at ensomhed hænger sammen med dårlige livsstilsvalg som for eksempel rygning, fysisk inaktivitet og dårligere søvn, og biologiske risikofaktorer såsom højere blodtryk, dårligere immunforsvar og forkortet levetid.

Derudover er der 10.000 ekstra skadestuebesøg og 8.300 ekstra psykiatriske skadestuebesøg blandt personer, der er ensomme i forhold til personer, som ikke er ensomme.

Ensomheden kan opstå i alle aldre hos både kvinder og mænd.
Kigger man på alder, viser det sig, at andelen af ensomme er størst blandt unge i aldersgruppen 16-29-år og de ældre over 85 år.

Hvad er de typiske tegn på ensomhed?

Ensomhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder, da det er forskelligt, hvordan mennesker reagerer på ensomhed.
Nogle vælger at være meget alene, afviser invitationer til sociale arrangementer og isolerer sig, mens andre reagerer med vrede og bliver aggressive.
Nogle har svært ved at bevare øjenkontakten i samtaler.
Men for det meste kan det være svært for omverdenen at få øje på ensomheden.

Følelsen af ensomhed kan også sagtens opstå, mens man er sammen andre, og det handler derfor ikke kun om, hvor mange mennesker vi omgiver os med i vores dagligdag, eller hvor stort vort netværk er af venner, kollegaer og familie.
Faktisk hænger ensomhed primært sammen med kvaliteten af vore relationer frem for antallet, og vi kan godt have få venner uden at være ensom, hvis de opfylder vores behov for at være tæt på andre.

Gode råd til en, som føler sig ensom

1. Erkend, at du føler dig ensom

Første skridt er at erkende og acceptere, at man føler sig ensom.
Men ensomhed kan være forbundet med skam, skyld og i det hele taget være svært at se i øjnene.
Derfor er det et vigtigt skridt at være ærlig overfor os selv, så vi kan gøre noget ved det.

1. Tal med én du stoler på om din ensomhed

Det kan være svært at indrømme overfor sig selv, at man er ensom og dermed også svært at sige højt til en anden person. Men at sætte ord på det er et stort skridt på vejen mod at komme videre og ud af ensomheden, men ved at sige sætningen; “Jeg føler mig ensom”, kan man åbne op for en ærlig samtale, som kan hjælpe en videre.

1. Tag initiativ og ræk ud

En af de ting der kan være grænseoverskridende, er at tage kontakt til andre.
Det kræver mod at være den som tager første skridt, og spørge en om han eller hun vil drikke en kop kaffe, tage i biografen eller med til en sport.

Og den første gang er som regel den sværeste.
Jo flere gange, vi gør det, des nemmere bliver det.

Sidst men ikke mindst – giv ikke op hvis én siger nej tak eller afviser.
Det tager tid at bygge et venskab og (ny) relation op.

1. Forstå din egen ensomhed

Når vi løser andre udfordringer, forsøger vi som regel at identificere problemet for at finde en løsning.
Det samme kan vi gøre med ensomhed – give os selv lov til at lære ensomheden at kende.
Tænk over følgende spørgsmål:

• Hvornår føler du dig ensom?
• Hvor tit føler du dig ensom?
• På en dag?
• På en uge?
• På en måned?
• Er det på samme tidspunkt og lignende situationer? Eller forskellige? Hvad laver du, når du føler dig ensom?

1. Find en fritidsinteresse, et kursus eller et frivilligt arbejde

Et godt sted at starte er at spørge os selv, hvad vi synes, der kunne være spændende, sjovt eller hyggeligt at prøve, og det kan være en fritidsinteresse, et kursus, et frivilligt arbejde, forening eller en workshop.
Vi kan også melde os som frivillig til et formål, vi synes er vigtigt.

Det er et godt udgangspunkt at møde nye mennesker over en fælles interesse, hvad end det er. For så har I det at tale om i første omgang.

1. Fortsæt og vær tålmodig med dig selv

Det tager tid at komme ud af ensomheden.
At du tager initiativ til at gøre noget betyder ikke, at ensomheden ikke kan strejfe dig igen.
Se det hellere som en proces, hvor du tester forskellige løsninger af og finder det, som passer bedst til dig, som dit liv ser ud lige nu.

Er der noget her vi kan genkende?

Stilhed

Stilhed er også en åndelige disciplin, og er den anden af de fire ydre kristne discipliner.

• Enkelthed
• Stilhed
• Underlæggelse

Stilhed som åndelig disciplin er tæt forbundet med begrebet at være alene.
Vi har brug for alenetid, men vi har ikke brug for ensomhed.
Alenetiden kan være en bevægelse i vort liv, som handler om at finde hjem hos sig selv, og få ejerskab over sig selv, så man oplever ikke at være ensom - men alene. Så vi opdager, at vi er elskede og at Gud er mit indre.

At være ensom er en indre tomhed, men at være alene, at være stille er at finde en indre helhed, hvor målet er en overgivelse til Gud og at lade ham overtage vores situation og finde ind til en ro og en hvile, som er velgørende for vores person og vores ånd og er en måde, hvor vi kan lære en dyb tillid til Gud og afhængighed af Gud.

Jesus trak sig regelmæssigt tilbage og brugte tid i stilhed.
Vores verden syntes at køre i meget højt gear og larme utrolig meget, men sådan har folk vel oplevet samfundet nærmest lige siden Jesu tid.
Derfor er det stadig vigtigt også for os at søge stilheden.
Det har folk gjort som efterfølgere af Jesus i hele kirkens historie.
Mange oplever at venskabet med Gud, åbner os mere for andre.
Når vi bliver mere stille, så bliver vi også mere opmærksomme på mennesker omkring os.
Det er derfor vi kan være i verden på en ny måde, når vi har trukket os tilbage i stilheden og fundet hjem hos os selv.

Hvordan ser det så ud at øve sig i stilhed?
Lad mig give tre bud på det:
1. For det første kan man lede efter hverdagens små lommer af stilhed.
Det kan fx være i trafikken, når du sidder og venter på lyssignalet.
Det kan være når du går hen ad vejen, måske på vej hen til en butik.
Eller det kan være de øjeblikke, hvor du venter på at toilettet bliver frit.
Det er alt sammen muligheder for at værdsætte det at være alene, og opleve et øjebliks inde stilhed, uanset hvordan lydniveau og tempo ellers er omkring dig.
Når du bliver opmærksom på det, er der mange muligheder i løbet af dagen, for at være til stede i øjeblikket.

1. Det andet jeg vil foreslå er at finde dit personlige stille sted.
   Måske har du et sted, hvor du dagligt har sat tid af til stilhed. Det kan være et rum du har indrettet til det. Eller det kan være en bestemt stol, som du sidder i når du er stille. Det kunne være et hjørne i dit hjem, hvor du måske endda kunne hænge et lille ikon op eller hvor du kan lide udsigten.
   Men det kunne også være steder uden for dit hjem, som bliver til små stille zoner for dig - en bænk i en park, en bestemt lille gåtur, en kirke på din vej som står åben.
2. 
   Som det tredje, kan du overveje en retræte-tid.
   Måske nogen kan se ideen i at sætte lidt længere tid af til stilhed.
   Det kunne være en dag sat af til ‘stilhed og meditation’ eller ‘stilhed og studie’ eller til ‘stilhed og tjeneste’, eller hvad med et par gange om året at sætte nogle timer af til at overveje retningen på dit liv.
   Se på om dine værdier stemmer med dit liv. Om du faktisk gør det du gerne vil.
   Det kan et par timer i stilhed gøre rigtig meget ved.
   For nogle kunne det måske endda være en mulighed at have et par dage eller en hel uge til stille retræte. Der er ikke nogen, der syntes det er nemt at lave den slags prioriteringer, men det er værd at prioritere dage med stilhed.
   Du kan overveje om du skal finde retræte-tid.

Åndelig vejledning

Mange mennesker længes efter autentisk vejledning i relationen til Gud samt i feks. egen bibellæsning og bønspraksis.
Kirkens svar på den stigende åndelige interesse kan bl.a. være åndelig vejledning samt den praksis af fordybelse i form af bøn, meditation og bibellæsning, som er knyttet hertil.
Åndelig vejledning opstår, når et menneske søger åndelig vejledning gennem et andet menneske.

Augustin skriver et sted: Guds længsel er det levende menneske.
Længslen er altså det sted, hvor Gud og mennesker mødes, men åndelig vejledning handler ikke om terapi, men om vores relation til Gud og i at øve sig i en religiøs praksis. Man kunne kalde det troshjælp til indøvelse af kristen spiritualitet.
Derfor kan det være fint, at bestræbe sig på, at bruge ¼, ½ eller 1 time hver dag på bøn og stilhed, altså det, der på godt gammeldags dansk hedder fromhedsliv, d.v.s. fokus er på den enkeltes Gudsforhold og bønspraksis.

1. Bønstraditionen går helt tilbage til kristendommens begyndelse og blev holdt særlig levende i klostrene gennem åndelig vejledning, og i sig selv er kristen spiritualitet økumenisk og sprænger kirkegrænserne.
   Har man i sit liv en længsel efter Gud i sit hjerte, kan det være meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej.
   
   
   Hvad tænker du, når jeg siger stilhed og åndelig vejledning?