Ugerefleksioner2024 | nielspedernielsen.dk

Som forhistorie til denne dag tænker jeg på den helt store, ja den største katastrofe i verdenshistorien - syndefaldet i al sin gru – beretningen i 1. Mos. om Adam og Evas fatale ulydighed, synd og oprør mod Guds orden og befaling ved at lytte til slangen og spise af frugten fra kundskabens træ i Edens Have, og som blev begyndelsen på menneskets endeløse og syndige vandring i og med de katastrofale konsekvenser af syndefaldet, og som er:

Adskillelsen fra Gud: at vi ikke længere har den intime forbindelse og harmoni med Gud, som vi havde før syndefaldet.

Moralsk fornedrelse: at synden fordærver vores karakter og moralske identitet og hvad deraf følger: bedrag, grådighed, had, egoisme, etc. og som dybt fornedrer os selv, samfundet og - ja hele verden.

Lidelse og smerte: at syndens konsekvenser medfører lidelse og smerte, både for os selv og andre i form af fysisk lidelse, sygdomme, følelsesmæssig smerte, skyldfølelse, skam og anger.

Fordærv af relationer: at synden ødelægger relationer mellem mennesker, mellem folk og folkeslag ved at skabe mistillid, vrede eller brud, og som påvirker familier, venskaber, folk og samfund negativt.

Dødens indtræden: at synden førte døden ind i verden, og som for alvor antyder, hvor alvorligt synden er, at den tager livet af os.

Det andet ord jeg vil bringe op i dag, er PRISEN

Netop adskillelsen fra Gud er i store træk det hele det gamle testamente kredser om igen og igen og som den også har et ord for: Forsoning/soning og ChatGBT siger om ordet forsoning, at ”det er en genoprettelse af et ødelagt fællesskab mellem to parter”,

GT er en stor blodrød fortælling om PRISEN for genoprettelsen af forholdet mellem Gud og os, og GT flyder over af blod fra duer, får, lam, bukke, okser, blod på dørstolper, blod på pagtens ark, og det kostede blod af fugle og dyr ved fødsel, daglige ofre i templet, og især ved højtiderne/de jødiske fester. (Jeg minder om indvielsesdagen af Salomons tempel (1 Kong. 8:63) hvor der blev ofret 22.000 okser og 120.000 får - til sammenligning slagtes der dagligt ca. 1400 stk. kvæg i DK og ca. 20.000 grise)
Jo jødernes ofringer var af kosmiske dimensioner dag ind og dag ud, morgen og aften, for at bringe soning, forsoning med Gud m.m. og som desværre kun var midlertidige, men dog pegede hen på ham, som skulle komme og fuldende blodbadet en gang for alle, og at Jesus, hans død, hans blod var det endegyldige, sidste og afgørende offer i den indtil nu uendelige række af blodofringer.

I Es. 53 profeteres der om Herrens lidende tjener som ”foragtet, opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom - men det var vore sygdomme, han tog, vore lidelser, han bar, slået og plaget af Gud, ja gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Herren lod al vor skyld ramme ham, plaget og mishandlet, som et lam, der føres til slagtning, for mit folks synd blev han ramt, skønt han ikke havde øvet uret, og intet svig fandtes i hans mund. Knust og bragte et skyldoffer, og bringer retfærdighed til de mange, og bærer deres synder.

Og se denne offertanke/hans blod ser vi fuldt udfoldet en del steder i NT og nogenlunde ens lyder det feks. i nadverindstiftelserne i Matt/Mark/Luk "for dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange - for jer - til syndernes forladelse."

I Ap. G 20:28 – lyder det til tilsynsmændene, at de skal ”være hyrder for Guds menighed, som han (Jesus) vandt sig med sit eget blod."

Og i 1. Johs 1:7 opfordres vi til følgende - Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os for al synd."

Eller Paulus i Rom 5:9 - "Nu er vi blevet retfærdiggjort ved hans blod,

Det sted i NT, hvor det skinner tydeligt igennem, det med forsoningen ved Jesu blod er Hebræerbrevet, (kap. 9) hvor der bl.a står: ”Kristus er kommet som ypperstepræst -- ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning”,

Eller senere: (v. 14) "hvor meget mere skal da ikke Kristi blod, som i kraft af en evig ånd bar sig selv frem som et lydefrit offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud!" og i kap 10:19-20 tales der om ”en frimodighed til at gå ind i helligdommen ved Jesu blod på den nye og levende vej, som han har indviet for os –”-

Jeg slutter denne lille mini(blod)tur i NT med

Åb. 1:5 - hvor Jesus om tales som ”Ham, der elsker os og har udløst os fra vore synder ved sit blod."

Denne lille skriftstedrundtur understreger den centrale rolle, Jesu blod spiller i kristen tro og lære.

Hvad skal jeg sige mere?
Det er da kun at tage imod hans offergave, Hans soning på korsets træ (som vi også gør det i nadveren)

Muslimen, der så den blødende Jesus

Det sidste jeg vil berøre, er SEJREN

Vi har endnu til gode at høre om den fantastiske OPSTANDELSE påskedag, men det vil Arvid fortælle mere om påskedag, men jeg vil dog her forud gribe lidt hvori sejren består, og kortelig beskrive det under titlen SEJREN

Sejren er genoprettelsen af forholdet mellem os og Gud, da Jesus selv bar på sig den straf, som vi fortjente på grund af vore synder, og dermed åbnede han vejen for os til at blive frelst og opnå evigt liv.

Sejren er vor egen opstandelse og evigt liv, og at enhver, som tror på Jesus, lever med et håb om at opstå til evigt liv sammen med ham.

Sejren har betydning for hele skaberværket
Rom 8,21: - også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.
Sejren åbner for fornyelse og genoprettelse af hele skabelsen

Sejren åbner op for fællesskaber på tværs af skel.
Jesu soningsdød (og opstandelse) betyder, at de, der tror på ham, forenes i et nyt fællesskab, der overskrider tid, sted, race og kultur, og hvor vi kaldes til at elske hinanden som brødre og søstre i Kristus, uanset baggrund eller forskelle, jf Rom 3: Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.
Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Jeg slutter med et citat fra salmen:
Gak under Jesu kors at stå (DDS 191):
(v. 13) Da lød hans ord: »Det er fuldbragt!«

og bedre ord blev aldrig sagt;

opfyldt er lov og profeti,

afskaffet dødens tyranni.

AFSLUTTENDE BØN:
Tak Jesus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser.
Vi takker dig, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet véd til frelse end dig, som den korsfæstede og opstandne.

Giv os kraft og mulighed for at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for din lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved din kraft afstår fra synd og aldrig slipper dig af syne i vore hjerter, førend vi ser dig klart i det evige liv,

hvor du sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer. En sand Gud fra evighed og til evighed.

Amen

TAKSIGELSE FOR JESU KRISTI LIDELSE

Tak og lov og pris være dig, Herre Jesus Kristus, for din usigelig store kærlighed imod mig, at du for min skyld blev fattig, da du var rig, for at jeg skulle blive rig ved din fattigdom, at du fornedrede dig selv og blev lydig til døden, ja, korsdøden, for at jeg kunne blive udfriet fra syndens, dødens og Djævelens magt. Men idet jeg siger dig tak af hjertens grund for alt, hvad du har lidt for mig, så beder jeg dig, kære Herre Jesus Kristus, at du vil hjælpe mig til, at denne din gerning for mig ikke må blive forgæves. Hjælp mig til, at jeg aldrig må glemme, hvor dyrt du har betalt for mig, og giv mig din ånds nådige bistand til, at jeg således må tilegne mig troen på din faders nåde og din kærlighed, at jeg deri finder mine synders forladelse, og styrk mig så fremdeles ved den samme Helligånd, at jeg må vokse således i fællesskabet med dig, at det mere og mere kan blive sandhed, at jeg lever i dig og du i mig, og at jeg, når jeg engang går herfra, da for din pines og døds skyld kan gå ind til evig salighed hos dig og din fader med alle dine hellige! Amen.

Plus velsignelsen

Tanker om Faste

Det er i dag fastelavn, og jeg ved godt at vort tema er ”I brand for Jesus”, men jeg kan også godt have en fornemmelse af, at fasten også kan ha en ”opflammende effekt” på vores personlige åndelige liv

Det Gamle Testamente fortæller flere steder om mennesker, der faster, og det er når man har oplevet en stor sorg (2 Samuels Bog 1,12), når krig eller anden fare truer (Esters Bog 4,1-3; Joels Bog 1,14; Jonas Bog 3,5), når man står over for en alvorlig sygdom (2 Samuels Bog 12,15-16; Salmernes Bog 35,13-14) eller er i livsfare (2 Krønikebog 20,3; Esters Bog 4,16), ligesom faste kan udløses af erkendelsen af egen ondskab (1 Samuels Bog 7,6; 1 Kongebog 21,27).

I NT nævnes faste som et af udtrykkene for den gamle Annas fromhed (Lukasevangeliet 2,37).
Fortællingen om Jesu faste som modstand mod Djævelens fristelser (Matt. 4:1-4)

Ifølge Matt. 9,14 fastede Johannes Døberens disciple, og Paulus nævner, at han ofte har fastet (2 Korintherbrev 11,27), og Ap.G 13,2-3 nævner, at menigheden undertiden fastede i forbindelse med gudstjenesten; jf. 14,23.

Og Jesus nævner i Matt 17,21 (i forbindelse med en helbredelse/uddrivelse): ”Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« Det kald overhører vi alt for let

Den første menighed havde to fastedage i ugen. Onsdag (fordi Jesus den dag blev forrådt). Fredag (fordi Jesus døde for vores synders skyld)

Peter Haldorff nævner i sin bog om fasten: ”- at bagagen bliver lettere, målet klarere og længslen mere inderlig”.

Med fasten viser vi Gud, at vi sætter hans vilje højere end vores egen fysiske magelighed, og vi har i Bibelen eksempler på, at faste kan bane vej for Guds nærvær, Guds helbredende kraft, Guds beskyttelse, Guds planers fuldbyrdelse, Guds vejledning, Guds åndsudrustning af sine tjenere, udfrielse fra onde ånder, folkets omvendelse m.m.

Fasten er (også) en åndelig rejse, og (også) en kamp, hvor vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og hvor vi indser, at det skal gøres.

Ole D. Madsen skrev i Udfordringen for nogle år siden at fasten har flere funktioner:

Viser herredømmet over legemet og dets krav (1. Kor. 9,24ff) (– løbe på væddeløbsbanen og holde sit legeme i ave)
2. Autoritet i den åndelige verden (Matt. 17,21) (- den slags farer kun ud ved bøn og faste)
3. Faste løfter vores bønner op til Gud og forløser Guds kraft ind i det, vi søger Gud for.
4. Faste styrker bønnen hos den bedende

Faste kan være en hjælp til at intensivere den bedendes fokus og koncentration.
Når vi er stille, hører vi bedre fra Gud.
Nar vi hører fra Gud, vokser troen.
Når troen vokser, styrkes bønnens autoritet, og bjerge kan flyttes.

Hvad tilskynder til faste?
1 Offentlig sorg og konflikter (Ukraine m. fl), private konflikter og synder, personlige farlige situationer, hvor der skal ”bedes gennem” alene eller sammen med andre.
2. Når man ønsker at ydmyge sig under Guds vældige hånd.
3. Oplever medfølelse med andres nød.
4. Ved ordination af tjenester i kirken.

Morten Vartdal talte sidste år i vores kirke om faste og da bed jeg mærke i følgende:

Djævelens kendetegn:
Kom da Jesus var svækket (af sult), og fristede på områder af Jesu liv, hvor der var noget på spil (frelsen/korset)
Misbrugte Guds ord

Jesu kendetegn:
Lod sig lede af Helligånden
Brugte Guds ord som våben
Og derved bukkede han ikke under for fristelserne

Tidens fristelser:
Seksuelle synder, sort arbejde, løgn, overdreven skærmbrug, afhængigheder, misbrug af Guds skrevne ord, for slet ikke at tale om de 7 dødssynder:
Hovmod, dovenskab, vrede, fråseri, misundelse, utugt, griskhed eller kødets gerninger fra Gal 5,19: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.

Personlig tror jeg, at fasten kan være med til at sætte os selv i brand på flere områder