Refleksioner 2024
Opdateret 2.12.2024
Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker om kaldelse, medvandring og nye adfærdsformer for det kristne liv
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Markusevangeliet 2,14-22
Prædiken
Jeg bad en gang Jesus om et anliggende og klare pointer til en søndagsprædiken, og jeg oplevede, at han svarede: “Der skal være plads til mig og det jeg vil.”
Dette svar har jeg haft med mig i næsten 14 dage, hvor denne tekst har rumlet indeni mig, og det er min bøn, at indholdet af denne prædiken har plads til ham og det han vil.
Jeg er nået frem til tre punkter, som jeg vil forfølge og som jeg mener og håber har adresse til os alle i dag, og det er
En invitation til at lytte til Jesu kald, som Levi gjorde, og følge ham, selv når det kræver, at kommer ud af en anden tangent
En invitation til at skabe fællesskab med de mennesker, som måske ikke ligner os eller tænker som os, men som har behov for os.
En invitation til at lade vores hjerter fornyes af Jesu kærlighed – så vi tager imod ”ny” vin og lader den forme ”nye” sække i os.
1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham
Ham vi møder i teksten, er ingen ringere end ham vi kender bedre som Mattæus, (ham med Mattæusevangeliet).
Tolderen Mattæus var en forhadt skatteopkræver i romernes tjeneste, men det er ikke nogen hindring for, at Jesus siger til ham: "Følg mig!" og hvor Levi straks efterkommer Jesu kald og forlader sit arbejde for at blive en af Jesu meget betydningsfulde følgere.
Hvad kan vi lære her?
Jo – Mattæus rejser sig øjeblikkeligt og følger Jesus, og den handling betegner den beslutsomhed og villighed, som han og mange af Jesu disciple viste, når de blev kaldet, og som førte til radikale forandringer i deres liv, og med dem – senere - hele verden.
Beretningen fra Mark 2 understreger Jesu evne og autoritet til at kalde mennesker til sig og han giver her Mattæus evnen og muligheden for at træde ud af vante former og traditioner for at følge Jesus, det vigtigste, der skete for ham, og det vigtigste, der kan ske for os
Og det kald lyder stadig verden over, også denne dag, og det skønnes at der føjes 7- 10.000 mennesker til den kristne kirke hver dag året rundt, og har du ikke grundlæggende sagt ja til at følge Jesus, så gør det i dag. Sig ja til ham og følg ham resten af dit liv. Jeg fulgte kaldet i 1968.
Men ligesom Levi/Mattæus blev kaldet til at forlade sin komfortzone og sin velkendte verden, kalder Jesus også os i dag til at træde ud i en trosvandring.
Det er ikke altid let at vide, hvad vi skal give slip på, men ofte handler det om at forlade vores tryghed og lade Gud føre os ad nye veje.
Jesus’ kald kræver handling – også når det ikke er nemt, og ofte standser Jesus os og ønsker af os, at vi tilsidesætter noget/måske alt for at begive os ud i en efterfølgelse, som vi ikke på forhånd kan regne på, en ny form for kald, som matcher en ny virkelighed, og vi skal ikke regne med en kontrakt, forhandlede betingelser, studieplaner eller et pensum. Kun kaldet - kaldet til at følge ham betingelsesløst!
Sådan gik det mig (8 år i erhvervslivet +++
Jo jeg måtte sande, hvad den gamle grundtvigske forfatter, præst og højskolemand Morten Pontoppidan (1851-1931) - en ihærdig formidler af kristendommen siger: Følg ham - »ikke på en flugt ud af verden, men på en vandring i denne verden, altid rede til at stå frem med det, som er godt. Godt i Guds forstand, og hævde det som det eneste, der har begrundet eksistens og gyldighed i den verden, som Gud har skabt.
Mit kald til de små huse (evnt vise fadet)
Hvad har du oplevet som et særligt kald og som fik betydning for dit liv – din tjeneste som menneske/som kristen (snak lidt med din nabo om det)
2 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Det har da virkelig fulgt kirken som et ekko af Guds kald: at opsøge det faldne, fortabte og ødelagte.
Guds hjerte er hos dem, der er ”fattige i ånden", som intet har at rose sig af overfor mennesker - og mindst af alt - overfor Gud selv.
Jesus sammenligner sig selv med en læge, der hjælper de syge, og han understreger, at hans mission er at hjælpe dem, der anerkender deres behov for tilgivelse, forandring, frelse og helbredelse, altså dem, der er klar over deres synd og deres behov for Gud
Jesus viser os her et sandt billede af Guds kærlighed, at Gud ikke holder afstand til os, når vi fejler.
Han nærmer sig os med vores synder, vores fejl og vores svagheder, og det er der han ønsker at være. Jesus er ikke kommet for at holde distance, men for at skabe fællesskab – et fællesskab, hvor ingen er for langt væk, og ingen er for uværdige.
I dag kaldes vi til at følge denne tilgang.
Som menighed er vi kaldet til at være et fællesskab, der inkluderer, ikke ekskluderer.
Vi er som kirke og som kristne kaldet til at åbne dørene for dem, der er såret, dem, der er udstødt, dem, der kæmper med livets byrder, for det er netop dér, Gud arbejder mest.
De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Kunne vi blot lære at praktisere en kærlighed, som Jesus gør?
Og se på vores medmennesker med det sind, han har?
Hvor meget ville ikke være nået, om vi var i stand til at betragte det medmenneske, som begår en fejl, eller blot falder uden for de vedtagne normer, ikke med kolde, fordømmende øjne, men med milde og kærlige blikke.
Men hvor ofte trækker vi os ikke selvretfærdige tilbage, hvor vi netop skulle være trådt til med hjælp og forståelse?
Hvordan ser de udstødte ud i vores kontekst i dag? Her i Horsens og omegn? Hvordan kan vi gøre Jesu kærlighed konkret i vores hverdag? Er I med i KSA (Kirkernes sociale arbejde)? Hvad med Kirkecare? Elsk Horsens i lighed med Ålborgs Elsk Ålborg? M.m.
Jeg tror vi som kirke og som enkeltpersoner er kaldet til at opdage nogen i vores liv, som vi måske ikke helt forstår eller føler os tæt på.
Måske er det en kollega, som er ensom, eller en nabo, som lever et liv meget anderledes end vores.
I dag lyder Jesu kald til os om at bryde barrierer ned og skabe fællesskab med og møde de ”syge” med kærlighed og lægedom, for det er dér, vi for alvor kan være Guds hænder og fødder i verden – ved at invitere dem ind i fællesskabet, som vi måske normalt ville holde ude."
En Pippihistorie
Pippi og Tommy og Annika har bygget sig en hule. Der vil de holde fest, - og Pippi har pakket kurven med masser af gode sager. Så er det Elof kommer. Han er ikke med i hulen, og han er ikke inviteret til festen. Elof er en lille sølle dreng uden ret mange venner – uden ret meget succes i livet. Han har dristet sig til at følge efter de tre venner, og nu står han udenfor hulen og spørger: ”Må jeg komme ind og sidde i hytten et øjeblik, hvis jeg lover helt bestemt ikke at spise noget?” spørger han forsigtigt. Og Pippi svarer: ” Ikke tale om, om du må.” – og det var jo kun, hvad Elof havde ventet. Og mens han belaver sig på at traske hjem igen, vokser klumpen i halsen sig om muligt endnu større end før ” ikke tale om, om du får lov at komme ind i hytten, hvis ikke du lover at spise noget.” sagde Pippi så ”men hvis du lover at spise mindst lige så meget som os andre, så er du mere end velkommen.”
Mit møde med CB hver 14. dag
Tal med din nabo om, hvor du selv er henne i dette kald – at møde den svage, den, der har behov for at møde Gud?
3. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Når Jesus taler om "ny vin på nye lædersække" her, så er det en metafor for at beskrive, hvordan nye åbenbaringer, erfaringer eller forståelser ofte ikke kan rummes i gamle strukturer eller tankegange.
Der skal hele tiden nye vinsække til for at rumme den evigunge og nye vin, som aldrig bliver gammel
Jesus siger lidt provokerende, at nyt ikke nødvendigvis kan kombineres med noget gammelt uden at skabe skade eller ødelæggelse.
Vi mødte det i den tidlige kirke da kristendommen brød ud af sine jødiske rødder.
Den nye lære om Jesus som opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier blev til "ny vin", der ikke kunne opbevares i det gamle jødiske system med loven, templet og ofrene.
Kristendommen udviklede nye strukturer, ritualer og teologier, der adskilte den fra jødedommen.
Vi mødte den i reformationen i det 16. århundrede, hvor reformationen bevirkede stor omvæltning i kristendommens historie, hvor Martin Luther, Jean Calvin og andre reformatorer introducerede "ny vin" – nye teologiske ideer, som solus Christus, sola fide, sola scriptura, osv. – der ikke kunne rummes i den gamle katolske kirkes strukturer. Denne nye teologi og praksis krævede helt nye kirkestrukturer, der førte til dannelsen af de protestantiske kirker.
Vi mødte det i vækkelsesbevægelserne, i pietismen i 1700-tallet og metodismen i 1800-tallet, alt sammen eksempler på "ny vin".
De gamle kirkesamfund blev ofte stive i deres former og ritualer, og disse nye bevægelser forsøgte at skabe et nyt fokus på personlig fromhed, mission og et mere direkte forhold til Gud.
Metaforisk var de gamle kirker blevet til gamle lædersække, og vækkelsesbevægelserne introducerede nye former og måder at være kirke på - IM/LM m.fl
Vi møder det i kirken i dag, hvor kirker over hele verden står overfor en postmoderne kultur, teknologisk udvikling og globalisering, og hvor nye teologiske diskussioner om køn, etik, og klimaforandringer kræver nye måder at tænke og være kirke på.
Mange kirker søger nye "lædersække" for at kunne rumme og formidle evangeliet i nutidens verden.
Vi er mange, der har oplevet, at Guds Ånd bringer fornyelse og udfordringer, og hvor kirken ofte ”opfinder” nye strukturer eller fornyr gamle for at kunne bære det nye liv og den nye forståelse.
Tænk bare på feks. Dansk Oase og den historie siden 1989, men når det er sagt, så er vi også i dag udfordret af kaldet til at omsætte vores fine friske vin i nye lædersække og hvordan kan det så se ud?
Jeg har selv været med til at stifte DanskOase og set hvordan nye vine og nye lædersækker har været med til at skabe nye dagsordener i Guds rige.
Derfor skal vi altid være vågne på en række områder i vores kirkelige praksis, for det gælder om at give Jesus plads og netop det, at han ønsker førstepladsen, ønsker at skrive dagsordenen for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, formerne i kirken, men også formerne i al almindelighed, hvor Guds folk samles, for at vinsækkene kan rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, som vi stadig har i blandt os, så vi stadig kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det fokus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle.
Og Jesu tale om ny vin og nye lædersække skal stadig bide os i haserne, og vi skal til stadighed gennemtænke, hvori fornyelsen kan slå igennem og Guds rige blomstre, for vi kan ikke altid fortsætte med at gøre tingene på samme måde og forvente nye resultater.
Tal med din sidemand om en oplevelse du har haft med ny vin på nye lædersække?
Også konkret:
1. Hvor kalder Jesus mig til at gå?
2. Hvem kalder han mig til at skabe fællesskab med?
3. Og hvordan kan jeg forny min gamle skinsæk, så den stadig kan rumme den nye sprudlende vin?
Bøn
Vi er som kristne et helligt folk, men hvad betyder det
SommerOases tema i år var jo som (for nogle) bekendt ”Hellig, hel og anderledes”, og hvor udgangspunktet var 1. Peters brev, og den blev så endevendt på forskellige måde og med forskelligt output fra en række talere.
Det talte alt sammen meget til mig om et univers, som ikke mere er så kendt som det måske før har været.
Ordet hellig er også blevet lidt af et fremmedord og måske et lidt latterliggjort ord, men det er et ord med et stort indhold.
ChatGBT siger om ordet hellig, og at det stammer fra oldnordisk og betyder noget, der er indviet eller indviet til det guddommelige, og som derfor betragtes som særligt eller helligt, og det kan feks. være Gud, en religiøs skikkelse, en religiøs praksis, eller noget, som anses for at have en særlig åndelig betydning og være af stor værdi og derfor kalder på respekt og ære, og det kan feks. være en kirke, personer (som en helgen), objekter (som en bibel, et kors eller en alterkalk m.m.), eller begivenheder (som en helligdag).
Generelt indebærer det, at noget er værdigt til særlig ære og relevans på grund af dets forbindelse til det guddommelige eller til en højere (åndelig) virkelighed.
Før i tiden kunne de gamle missionsfolk godt finde på at spørge: Er du hellig? Eller man kunne kalde missionsfolk for de hellige, eller hvis det gik højt, så de højhellige (dem fra Tjørring)
Ingen tvivl om, at der før ofte var en oplevelse af noget helligt over personer, forsamlinger, institutioner og bærende samfundsmæssige holdninger, som feks. at ægteskabet var helligt, livet var helligt, at det kristne liv var et liv – hvor man hver dag, som det bedes i indgangsbønnen i Folkekirken – at jeg er indstillet på at - ”hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned”.
Slår man ordet et "helligt liv og levned" op, så er svaret – ”En måde at leve på, som er præget af moralske værdier og handlinger, åndelig hengivenhed og i overensstemmelse med religiøse eller etiske principper”.
Den tilstand - kaldet til Guds folk om at være et helligt folk taler Bibelen tydeligt om flere steder
Pet. 1:15-16: "Men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, sådan skal også I være hellige i al jeres livsførelse. For der står skrevet: 'I skal være hellige, for jeg er hellig.'"
Rom. 12:1-2:" - at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, Gud til behag.
Hebr. 12:14: "Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden hellighed skal ingen se Herren."
1 Thess 4:3-7: "For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse: -- for Gud har ikke kaldet os til urenhed, men til hellighed."
Slår man op, hvad ordet "vanhelliges" betyder, så svarer AI, at det sker, når noget, der normalt anses for at være helligt eller ukrænkeligt, bliver behandlet på en respektløs eller upassende måde, eller udsættes for krænkelse eller respektløshed.
Bibelen beskriver et hellig liv på flere måder:
Adskillelse fra synd:
Hellighed indebærer at skille sig ud fra synd og fra verdens ugudelige systemer.
Efterfølgelse af Guds vilje:
At leve helligt betyder at stræbe efter at opfylde Guds vilje i alle aspekter af livet.
Transformation af sindet:
I Rom. 12:2 handler hellighed om en fornyelse af sindet, hvor troende konstant søger at tænke og handle i overensstemmelse med Guds ord.
Hellighed som en livsstil:
Bibelen viser også, at hellighed ikke kun er en moralsk standard, men en livsstil, hvor hver eneste handling, tanke og beslutning bør være i overensstemmelse med Guds hellige natur.
Sammenfattende kan det siges, at Bibelen kalder kristne til at leve et liv præget af hellighed, hvilket betyder at leve i overensstemmelse med Guds vilje, adskille sig fra synd, og stræbe efter at afspejle Guds hellige karakter i alt, hvad man gør.
Hvordan sker det så?
Åndelig hengivenhed - en dyb forbindelse til Gud eller det guddommelige gennem bøn, bibellæsning, gudstjeneste og andre religiøse praksisser.
Etisk adfærd: -at leve efter høje moralske standarder, som ofte inkluderer ærlighed, medfølelse, retfærdighed og respekt for andre mennesker.
Afholdenhed fra synd: at man undgår handlinger og tanker, der betragtes som syndige eller forkerte, såsom grådighed, utroskab, vold, og løgn.
Tjeneste for andre: - at man har blik for at hjælpe andre, især dem i nød, gennem velgørenhed, fællesskabsarbejde og andre former for tjeneste.
Enkelthed og ydmyghed: - at leve enkelt og ydmygt, undgå materialisme og søge indre rigdom snarere end ydre.
Troskab mod traditioner: - at følge religiøse traditioner og ritualer som en central del af et helligt liv, såsom feks. deltagelse i sakramenter, faste, eller pilgrimsvandringer.
Hvad er så formålet med et helligt liv og levned?
Formålet med at leve et helligt liv kan være at opnå en tættere forbindelse med det guddommelige, at blive et bedre menneske, eller at forberede sig til livet efter døden.
For mange er det også en måde at vidne om deres tro og inspirere andre til at leve efter lignende værdier.
Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker om HÅs enhed og kraft
Tekst: Efs 4,1-6: Åndens enhed
Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.
Johs 17,22. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Jeg har gået i omkring 10 dage og funderet lidt over enhed og splittelse og derfor vil jeg tale om tre ting i dag ud fra temaet: Enhedens kraft - ud fra 3 vinkler:
1. Hvori består enheden?
2. Hvad truer enheden? og
3. Hvordan fremmer man enheden?
Men først lidt om 1. enhed og senere lidt om 2. splittelse og 3. værnet mod splittelse
1 Hvori består enheden?
Enheden som Jesus beder om og Paulus kalder på inden for Guds folk, Guds kirke er en styrke af flere oplagte grunde:
Fælles formål og mission: Når kristne samarbejder, forenes og forliges, kan de bedre arbejde sammen om at opfylde det fælles formål og mission - at udbrede evangeliet og tjene andre i kærlighed og barmhjertighed.
Større indflydelse og synlighed: En forenet kristenhed kan have en større indflydelse og synlighed i samfundet, hvilket gør det muligt at adressere sociale, politiske og moralske spørgsmål mere effektivt og give en mere samlet stemme til feks. kristne værdier.
Styrket fællesskab og støtte: Enhed fremmer et stærkere følelsesmæssigt og åndeligt fællesskab blandt troende, hvilket kan give støtte, trøst og opmuntring i vanskelige tider.
Bedre ressourceudnyttelse: Ved at samarbejde og dele ressourcer, både menneskelige og materielle, kan kirker og trossamfund bedre imødekomme behovene i deres fællesskab og i verden som helhed.
Vidnesbyrd om Kristi kærlighed: Enhed blandt kristne kan være et kraftfuldt vidnesbyrd om Kristi kærlighed og enhedens betydning for verden omkring dem.
Men udover disse praktiske markører, så er der også de teologiske markører, som feks. giver klarhed om den fælles tro og de centrale læresætninger som feks.
Troen på Jesus Kristus som Frelser:
Alle anerkendte kristne kirker tror på Jesus Kristus som Guds søn og frelser for menneskeheden
Bibelen som hellig skrift: Fælles anerkendelse af Bibelen som deres hellige skrift, selvom der kan være variationer i fortolkninger.
Sakramenter og praksis: Der er forskellige traditioner inden for kirkerne med hensyn til feks. dåb og nadver, men vi er fælles om at have det.
Teologi og lære: Der er en fælles fastholden vedr. treenigheden, frelse af nåde, opstandelse, kødets opstandelse og evigt liv, Jesus genkomst m.m..
PPT Billedet med de to cykeleger
Her kommer så Paulus´ tekst/dagens tekst ind, og peger på noget helt væsentlig for enhedens indre kraft
"At være kaldet til ét håb" betyder at troende deler et fælles håb baseret på troen på Jesus Kristus og hans frelse, og dette håb omfatter forventningen om evigt liv i Guds (evige) rige og opfyldelsen af alle Guds løfter.
"Én Herre" refererer til Jesus Kristus, som er den eneste Herre og frelser for alle troende, og at troen på Jesus som Herre er et centralt element i den kristne tro.
"Én tro" henviser til den fælles lære og tro, som troende deler i kristendommen, og det omfatter troen på Guds eksistens, troen på Jesus Kristus som Guds søn og frelser, samt troen på den Hellige Ånd og de centrale læresætninger i den kristne tro.
"Én dåb" indikerer, at troende deltager i den samme kristne dåb, som et udtryk for deres tro og forpligtelse til efterfølgelse af ham, og dåben er en handling, der markerer en persons indtræden i det kristne fællesskab og det deraf følgende fornyede åndelige liv.
"Én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle" henviser til troen på den ene sande Gud, som er skaberen af universet og alle ting.
Gud betragtes som faderen for alle troende og som en Gud, der er til stede i alle ting og i alle kristnes liv.
Samlet set understreger disse anbefalinger den enhed, som troende deler i deres tro på Jesus Kristus, og udlever den forpligtelse, de har til at leve i harmoni og enhed som Guds folk.
Splittelserne i den kristne kirke har spillet en central rolle i kirkehistorien og har haft forskellige virkninger afhængigt af tid, sted og kontekst, og allerede Paulus beskriver det i PPT 1. Kor. 1.10: ”Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus” osv
Splittelse er en proces eller handling, som indikerer en opdeling eller adskillelse mellem forskellige kirkesamfund, grupper eller enkeltpersoner på grund af teologiske uoverensstemmelser, konflikter om praksis eller andre årsager.
Splittelse kan have forskellige grader af alvorlighed, fra mindre meningsforskelle til fuldstændig adskillelse og dannelse af nye kirkesamfund eller trossamfund, men sådan lidt overordnet set, så har splittelserne i den kristne kirke til visse tider været med til at lamme kirken i dens mission for at udbrede evangeliet til verdens ende. Der er mange eksempler på, at splittelser har stoppet store og forvandlende vækkelser, men der er også gode eksempler på at noget nyt bæredygtigt er opstået som en PPT fugl Fønix af asken
Splittelserne har to ansigter. Det ene ansigt er følgende:
A: Her er der ofte tale om gruppeuenigheder
Uenighederne, der førte til splittelserne, har typisk været følgende:
Teologiske doktriner: Uenigheder om teologiske doktriner som feks. spørgsmål som natur og rolle af Gud, Jesu Kristi natur (især spørgsmål om hans guddommelighed og menneskelighed), natur og betydning af sakramenterne (f.eks. dåb og nadver), skæbne og frelse, og den teologiske betydning af Skriften.
Kirkelige strukturer og praksis: Uenigheder om kirkelige strukturer og praksis har spillet en stor rolle i splittelserne, og har omfattet spørgsmål om autoritet i kirken (f.eks. paven i den romersk-katolske kirke), liturgiske praksiser, præsternes rolle og beføjelser, hvordan kirken bør styres, og det har ført til mange nye kirkedannelser
Politisk indflydelse og magtkampe: Politiske faktorer har også ofte spillet en rolle i splittelserne i kirken. Dette har inkluderet kampe om magt, kontrol over ressourcer og territoriale spørgsmål, der har ført til spaltninger indenfor kirker og eller trosretninger.
Kulturelle forskelle og sprogbarrierer: Kulturelle forskelle og sprogbarrierer har undertiden bidraget til splittelserne i kirken. For eksempel spillede kulturelle forskelle mellem Øst og Vest en rolle i den store skisma mellem den romersk-katolske kirke og de østlige ortodokse kirker for over 1000 år siden.
Sociale og økonomiske spørgsmål: Sociale og økonomiske spørgsmål har også været en faktor i nogle splittelser i kirken.
For eksempel bidrog økonomiske spørgsmål og misbrug af magt inden for den katolske kirke til baggrunden for reformationen.
Samlet set har en kompleks blanding af teologiske, kirkelige, politiske, kulturelle og sociale faktorer bidraget til uenighederne og splittelserne
Spørgsmål: Del med din sidemand evnt eksempler på gruppeuenigheder du kender til?
Det andet ansigt er følgende
De enkelte kristne kan være uenige om en række forskellige emner, der spænder ca over de samme problemstillinger, som gruppeuenigheder, blot opstår de inden den samme kirke og menighed, som igen er
Teologiske spørgsmål: Hvordan forstår vi det profetiske, det karismatiske, tungetale, kundskabsord, lovsange/salmer, fællesbønnen, læren om de sidste tider, forholdet til Israel, sjælesorgen, nadveren, diakonien, mission og andre teologiske spørgsmål.
Kirkens struktur og ledelse: Uenigheder kan opstå om spørgsmål som den rette form for kirkeledelse (topstyret, en mere flad struktur, præsterolle, MR´s rolle, stabens rolle, eller kort sagt, hvordan kirken skal styres og organiseres.
Sociale spørgsmål: Dette omfatter emner som abort, ægteskab og skilsmisse, LGBTQ+ rettigheder, social retfærdighed, fattigdomsbekæmpelse, indvandring og andre sociale rettigheder og spørgsmål om menneskelig værdighed og retfærdighed.
Økumeniske spørgsmål: Selvom mange kristne arbejder hen imod enhed, er der stadig uenigheder og spændinger mellem forskellige kristne traditioner og kirkesamfund om teologi, praksis og lære og som ofte giver et lokalt aftryk.
Kulturelle og politiske spørgsmål: Dette omfatter emner som politisk engagement, rolle i samfundet, forholdet mellem tro og videnskab, miljøspørgsmål og andre spørgsmål, der kan være påvirket af kulturelle og politiske faktorer.
Spørgsmål: Del med din sidemand eksempler på uenigheder, som har verseret i dit eget liv og evnt i vores menighed.
Uddraget fra Efs 4,1-6 taler om betydningen af at leve i harmoni og enhed som kristne, og Paulus opfordrer de troende til at leve i overensstemmelse med det kald, de har modtaget fra Gud, og han understreger vigtigheden af den af Ånden fødte og givne ydmyghed, mildhed og tålmodighed i deres forhold til hinanden.
Paulus fremhæver også, at troende skal stræbe efter at bevare Åndens enhed gennem fredens bånd, altså
harmoni inden for det kristne fællesskab.
At leve med ydmyghed, mildhed og tålmodighed over for andre troende indebærer at have en holdning og en adfærd, der er præget af respekt, venlighed og tålmodighed, men lad os et øjeblik se på, hvad disse egenskaber indebærer:
Ydmyghed: Ydmyghed handler om at have en realistisk og nøgtern opfattelse af sig selv og ens egen betydning i forhold til andre. Det indebærer at være villig til at anerkende ens egne fejl og begrænsninger og være åben for at lære og vokse. Når man lever med ydmyghed over for andre troende, er man ikke dominerende eller hovmodig, men i stedet respekterer man andre og deres bidrag til fællesskabet.
Mildhed: Mildhed indebærer at udvise venlighed, venligt sind og blidhed i ens opførsel og kommunikation med andre. Det handler om at være opmærksom på andres følelser og behov og handle med hensyn og høflighed.
At leve med mildhed over for andre troende betyder at behandle dem med kærlighed, venlighed og respekt, selv når der opstår uenigheder eller konflikter.
Tålmodighed: Tålmodighed indebærer at udvise udholdenhed, ro og selvbeherskelse, især når man står over for vanskeligheder, irritation eller forsinkelser. Det handler om at have evnen til at vente og håndtere situationer med ro og acceptere, at tingene ikke altid går som planlagt.
At leve med tålmodighed over for andre troende indebærer at være villig til at lytte, forstå og støtte dem, selv når det kræver tid og indsats.
Sammen betyder det at leve med ydmyghed, mildhed og tålmodighed i ens forhold til andre troende at være villig til at sætte egne behov til side, vise respekt og venlighed samt udvise tålmodighed og forståelse, når man interagerer med andre i det kristne fællesskab. Det er en måde at vise kærlighed og støtte til ens medkristne og bidrage til opbygningen af et sundt og harmonisk fællesskab.
Hvad betyder det at leve med ydmyghed, mildhed og tålmodighed i deres forhold til andre troende.
Bære over med hinanden i kærlighed.
At "bære over med hinanden i kærlighed" betyder at udvise tålmodighed, forståelse og tilgivelse over for andre, selv når de handler på en måde, der kan være udfordrende eller frustrerende. Det indebærer at være villig til at se bort fra fejl og mangler hos ens medkristne og i stedet vælge at behandle dem med kærlighed og respekt.
Stræbe efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd - henviser til at bestræbe sig på at bevare den åndelige enhed og harmoni inden for det kristne fællesskab ved hjælp af fredelige og kærlige midler. Dette indebærer at arbejde aktivt for at opretholde et miljø præget af fred, forsoning og gensidig forståelse blandt troende.
Sammen betyder dette udtryk at arbejde sammen med andre troende for at opretholde en atmosfære af kærlighed, forståelse og fred inden for det kristne fællesskab. Det indebærer at være villig til at løse konflikter og uenigheder på en kærlig og fredelig måde og at stræbe efter at bevare den åndelige enhed, som troende deler gennem den Hellige Ånd.
Spørgsmål: Hvad talte denne hurtige gennemgang af enhed og splittelse til dig om?
Øverst på formularen
Langfredags tanker 2024
Jeg vil gerne dele med dig nogle refleksioner i forbindelse med LANGFREDAG 29. marts kl. 10.30 hvor jeg prædikede i Silkeborg Oasekirke.
Hvad tænker du på sådan en dag? Hvad skal vi/jeg tale om?
Tal et øjeblik med sidemanden om, hvad du tænker er det vigtigste ved Langfredag.
En morgen for nogle dage siden blev jeg mindet om, at jeg skulle tale i dag ud fra 3 punkter: KATASTROFEN, PRISEN OG SEJREN
Først KATASTROFEN
Som forhistorie til denne dag tænker jeg på den helt store, ja den største katastrofe i verdenshistorien - syndefaldet i al sin gru – beretningen i 1. Mos. om Adam og Evas fatale ulydighed, synd og oprør mod Guds orden og befaling ved at lytte til slangen og spise af frugten fra kundskabens træ i Edens Have, og som blev begyndelsen på menneskets endeløse og syndige vandring i og med de katastrofale konsekvenser af syndefaldet, og som er:
Adskillelsen fra Gud: at vi ikke længere har den intime forbindelse og harmoni med Gud, som vi havde før syndefaldet.
Moralsk fornedrelse: at synden fordærver vores karakter og moralske identitet og hvad deraf følger: bedrag, grådighed, had, egoisme, etc. og som dybt fornedrer os selv, samfundet og - ja hele verden.
Lidelse og smerte: at syndens konsekvenser medfører lidelse og smerte, både for os selv og andre i form af fysisk lidelse, sygdomme, følelsesmæssig smerte, skyldfølelse, skam og anger.
Fordærv af relationer: at synden ødelægger relationer mellem mennesker, mellem folk og folkeslag ved at skabe mistillid, vrede eller brud, og som påvirker familier, venskaber, folk og samfund negativt.
Dødens indtræden: at synden førte døden ind i verden, og som for alvor antyder, hvor alvorligt synden er, at den tager livet af os.
Det andet ord jeg vil bringe op i dag, er PRISEN
Netop adskillelsen fra Gud er i store træk det hele det gamle testamente kredser om igen og igen og som den også har et ord for: Forsoning/soning og ChatGBT siger om ordet forsoning, at ”det er en genoprettelse af et ødelagt fællesskab mellem to parter”,
GT er en stor blodrød fortælling om PRISEN for genoprettelsen af forholdet mellem Gud og os, og GT flyder over af blod fra duer, får, lam, bukke, okser, blod på dørstolper, blod på pagtens ark, og det kostede blod af fugle og dyr ved fødsel, daglige ofre i templet, og især ved højtiderne/de jødiske fester. (Jeg minder om indvielsesdagen af Salomons tempel (1 Kong. 8:63) hvor der blev ofret 22.000 okser og 120.000 får - til sammenligning slagtes der dagligt ca. 1400 stk. kvæg i DK og ca. 20.000 grise)
Jo jødernes ofringer var af kosmiske dimensioner dag ind og dag ud, morgen og aften, for at bringe soning, forsoning med Gud m.m. og som desværre kun var midlertidige, men dog pegede hen på ham, som skulle komme og fuldende blodbadet en gang for alle, og at Jesus, hans død, hans blod var det endegyldige, sidste og afgørende offer i den indtil nu uendelige række af blodofringer.
I Es. 53 profeteres der om Herrens lidende tjener som ”foragtet, opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom - men det var vore sygdomme, han tog, vore lidelser, han bar, slået og plaget af Gud, ja gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Herren lod al vor skyld ramme ham, plaget og mishandlet, som et lam, der føres til slagtning, for mit folks synd blev han ramt, skønt han ikke havde øvet uret, og intet svig fandtes i hans mund. Knust og bragte et skyldoffer, og bringer retfærdighed til de mange, og bærer deres synder.
Og se denne offertanke/hans blod ser vi fuldt udfoldet en del steder i NT og nogenlunde ens lyder det feks. i nadverindstiftelserne i Matt/Mark/Luk "for dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange - for jer - til syndernes forladelse."
I Ap. G 20:28 – lyder det til tilsynsmændene, at de skal ”være hyrder for Guds menighed, som han (Jesus) vandt sig med sit eget blod."
Og i 1. Johs 1:7 opfordres vi til følgende - Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os for al synd."
Eller Paulus i Rom 5:9 - "Nu er vi blevet retfærdiggjort ved hans blod,
Det sted i NT, hvor det skinner tydeligt igennem, det med forsoningen ved Jesu blod er Hebræerbrevet, (kap. 9) hvor der bl.a står: ”Kristus er kommet som ypperstepræst -- ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning”,
Eller senere: (v. 14) "hvor meget mere skal da ikke Kristi blod, som i kraft af en evig ånd bar sig selv frem som et lydefrit offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud!" og i kap 10:19-20 tales der om ”en frimodighed til at gå ind i helligdommen ved Jesu blod på den nye og levende vej, som han har indviet for os –”-
Jeg slutter denne lille mini(blod)tur i NT med
Åb. 1:5 - hvor Jesus om tales som ”Ham, der elsker os og har udløst os fra vore synder ved sit blod."
Denne lille skriftstedrundtur understreger den centrale rolle, Jesu blod spiller i kristen tro og lære.
Hvad skal jeg sige mere?
Det er da kun at tage imod hans offergave, Hans soning på korsets træ (som vi også gør det i nadveren)
Muslimen, der så den blødende Jesus
Det sidste jeg vil berøre, er SEJREN
Vi har endnu til gode at høre om den fantastiske OPSTANDELSE påskedag, men det vil Arvid fortælle mere om påskedag, men jeg vil dog her forud gribe lidt hvori sejren består, og kortelig beskrive det under titlen SEJREN
Sejren er genoprettelsen af forholdet mellem os og Gud, da Jesus selv bar på sig den straf, som vi fortjente på grund af vore synder, og dermed åbnede han vejen for os til at blive frelst og opnå evigt liv.
Sejren er vor egen opstandelse og evigt liv, og at enhver, som tror på Jesus, lever med et håb om at opstå til evigt liv sammen med ham.
Sejren har betydning for hele skaberværket
Rom 8,21: - også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.
Sejren åbner for fornyelse og genoprettelse af hele skabelsen
Sejren åbner op for fællesskaber på tværs af skel.
Jesu soningsdød (og opstandelse) betyder, at de, der tror på ham, forenes i et nyt fællesskab, der overskrider tid, sted, race og kultur, og hvor vi kaldes til at elske hinanden som brødre og søstre i Kristus, uanset baggrund eller forskelle, jf Rom 3: Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.
Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.
Jeg slutter med et citat fra salmen:
Gak under Jesu kors at stå (DDS 191):
(v. 13) Da lød hans ord: »Det er fuldbragt!«
og bedre ord blev aldrig sagt;
opfyldt er lov og profeti,
afskaffet dødens tyranni.
AFSLUTTENDE BØN:
Tak Jesus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser.
Vi takker dig, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet véd til frelse end dig, som den korsfæstede og opstandne.
Giv os kraft og mulighed for at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for din lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved din kraft afstår fra synd og aldrig slipper dig af syne i vore hjerter, førend vi ser dig klart i det evige liv,
hvor du sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer. En sand Gud fra evighed og til evighed.
Amen
TAKSIGELSE FOR JESU KRISTI LIDELSE
Tak og lov og pris være dig, Herre Jesus Kristus, for din usigelig store kærlighed imod mig, at du for min skyld blev fattig, da du var rig, for at jeg skulle blive rig ved din fattigdom, at du fornedrede dig selv og blev lydig til døden, ja, korsdøden, for at jeg kunne blive udfriet fra syndens, dødens og Djævelens magt. Men idet jeg siger dig tak af hjertens grund for alt, hvad du har lidt for mig, så beder jeg dig, kære Herre Jesus Kristus, at du vil hjælpe mig til, at denne din gerning for mig ikke må blive forgæves. Hjælp mig til, at jeg aldrig må glemme, hvor dyrt du har betalt for mig, og giv mig din ånds nådige bistand til, at jeg således må tilegne mig troen på din faders nåde og din kærlighed, at jeg deri finder mine synders forladelse, og styrk mig så fremdeles ved den samme Helligånd, at jeg må vokse således i fællesskabet med dig, at det mere og mere kan blive sandhed, at jeg lever i dig og du i mig, og at jeg, når jeg engang går herfra, da for din pines og døds skyld kan gå ind til evig salighed hos dig og din fader med alle dine hellige! Amen.
Plus velsignelsen
Tanker om Faste
Det er i dag fastelavn, og jeg ved godt at vort tema er ”I brand for Jesus”, men jeg kan også godt have en fornemmelse af, at fasten også kan ha en ”opflammende effekt” på vores personlige åndelige liv
Det Gamle Testamente fortæller flere steder om mennesker, der faster, og det er når man har oplevet en stor sorg (2 Samuels Bog 1,12), når krig eller anden fare truer (Esters Bog 4,1-3; Joels Bog 1,14; Jonas Bog 3,5), når man står over for en alvorlig sygdom (2 Samuels Bog 12,15-16; Salmernes Bog 35,13-14) eller er i livsfare (2 Krønikebog 20,3; Esters Bog 4,16), ligesom faste kan udløses af erkendelsen af egen ondskab (1 Samuels Bog 7,6; 1 Kongebog 21,27).
I NT nævnes faste som et af udtrykkene for den gamle Annas fromhed (Lukasevangeliet 2,37).
Fortællingen om Jesu faste som modstand mod Djævelens fristelser (Matt. 4:1-4)
Ifølge Matt. 9,14 fastede Johannes Døberens disciple, og Paulus nævner, at han ofte har fastet (2 Korintherbrev 11,27), og Ap.G 13,2-3 nævner, at menigheden undertiden fastede i forbindelse med gudstjenesten; jf. 14,23.
Og Jesus nævner i Matt 17,21 (i forbindelse med en helbredelse/uddrivelse): ”Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« Det kald overhører vi alt for let
Den første menighed havde to fastedage i ugen. Onsdag (fordi Jesus den dag blev forrådt). Fredag (fordi Jesus døde for vores synders skyld)
Peter Haldorff nævner i sin bog om fasten: ”- at bagagen bliver lettere, målet klarere og længslen mere inderlig”.
Med fasten viser vi Gud, at vi sætter hans vilje højere end vores egen fysiske magelighed, og vi har i Bibelen eksempler på, at faste kan bane vej for Guds nærvær, Guds helbredende kraft, Guds beskyttelse, Guds planers fuldbyrdelse, Guds vejledning, Guds åndsudrustning af sine tjenere, udfrielse fra onde ånder, folkets omvendelse m.m.
Fasten er (også) en åndelig rejse, og (også) en kamp, hvor vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og hvor vi indser, at det skal gøres.
Ole D. Madsen skrev i Udfordringen for nogle år siden at fasten har flere funktioner:
Faste kan være en hjælp til at intensivere den bedendes fokus og koncentration.
Når vi er stille, hører vi bedre fra Gud.
Nar vi hører fra Gud, vokser troen.
Når troen vokser, styrkes bønnens autoritet, og bjerge kan flyttes.
Hvad tilskynder til faste?
1 Offentlig sorg og konflikter (Ukraine m. fl), private konflikter og synder, personlige farlige situationer, hvor der skal ”bedes gennem” alene eller sammen med andre.
2. Når man ønsker at ydmyge sig under Guds vældige hånd.
3. Oplever medfølelse med andres nød.
4. Ved ordination af tjenester i kirken.
Morten Vartdal talte sidste år i vores kirke om faste og da bed jeg mærke i følgende:
Djævelens kendetegn:
Kom da Jesus var svækket (af sult), og fristede på områder af Jesu liv, hvor der var noget på spil (frelsen/korset)
Misbrugte Guds ord
Jesu kendetegn:
Lod sig lede af Helligånden
Brugte Guds ord som våben
Og derved bukkede han ikke under for fristelserne
Tidens fristelser:
Seksuelle synder, sort arbejde, løgn, overdreven skærmbrug, afhængigheder, misbrug af Guds skrevne ord, for slet ikke at tale om de 7 dødssynder:
Hovmod, dovenskab, vrede, fråseri, misundelse, utugt, griskhed eller kødets gerninger fra Gal 5,19: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.
Personlig tror jeg, at fasten kan være med til at sætte os selv i brand på flere områder