Magnus Malm

Anmeldelse af hans bog Fodspor i glastrappen

Af cand.teol, redaktør Espen Ottosen, Norge

Den svenske teolog Magnus Malm arbejder i den svenske kirke med retræter og åndelig vejledning - i samarbejde med en gruppe katolske nonner. Han er vokset op i Frelsens Hær, er konfirmeret i Metodistkirken og har arbejdet med det økumeniske magasin Nytt Liv i 15 år. Det er ikke mærkeligt at mange spekulerer på, hvor de egentlig har ham….

På dansk er der i alt udkommet fem bøger af Magnus Malm: Vejviser på Credo Forlag i 1994, Fodspor i glastrappen, I Lammets tegn og Under mandeltræet i henholdsvis 2001,2002,og 2003 på Forlaget Boedal. Under mandeltræet er en slags meditativ opbyggelsesbog med korte tekster. Senest - og efter denne artikel er skrevet - er bogen Bag billedet udgivet af Boedal i samarbejde med Credo i 2004.

Med undtagelse af Under mandeltræet er de tre bøger fra Malm bygget op over den samme læst. Han analyserer - dybsindigt og reflekterende - både samfundet og kirken. I bøgerne henviser han gerne til avisudklip og sekulære rapporter for at begrunde sine synspunkter. Desuden henviser han ofte til centrale personer i kirkehistorien - væsentligst til ikke-lutherske teologer.

Vi møder i Malms bøger en selvkritisk holdning - på vegne af både enkeltkristne og kirkesamfund. Hans grundlæggende spørgsmål er: Hvilke farer møder kirken og de kristne i dag? Hvad gør vi galt, siden kirken mister tilslutning og begejstring? Hvad kan vi lære af Bibelen og historien?

Hvad er vi egentlig kaldet til?

I Vejviser siger Magnus Malm meget klogt om, hvordan kristne ledere bør tænke om deres kald - og om deres opgave. Han bygger på egne erfaringer. Da han sluttede som redaktør på månedsmagasinet Nytt Liv var han udbrændt og udkørt. Hans ægteskab var i krise, og hans selvtillid og selvbillede krakelerede.

Bogen er delt i to dele. Den første del hedder ”Kaldet”, den anden ”Sendt”. På baggrund af hans personlige oplevelser og et grundigt bibelstudium understreger Malm, at vort kald primært er at tilhøre Jesus. Det vi gør i Guds rige må være sekundært. Malm ser dette som helt afgørende:

”Det er livsvigtigt at holde kaldelsen og sendelsen adskilt, for det er, når vi blander dem sammen, at vort arbejde bliver identitetsbærende og dermed truer livet i stedet for at fremme det.”[1]

Hvad vil det sige at være en kristen leder? Titlen Vejviser understreger, hvad Malm mener om dette: En leder skal med sit liv vise vej. Det er ikke formelle kvalifikationer, teoretisk indsigt og stor kompetence, der er vigtig. En kristen leders primære opgave er at leve Gud nær og leve ærligt med sig selv: ”Ja, hvad er det en kristen leder har at styrke mennesker med? I hvert fald ikke sin egen syndfrihed og prægtighed ! Den slags virker kun knugende. Det eneste, som virkelig kan styrke et menneske, er Guds nåde. Og den nåde kan kun det menneske formidle, som selv har indset sit skrigende behov for den og har taget imod den.”[2]

I bogens anden del, ”Sendt”, skriver Malm om de tjenester og opgaver, Gud sætter os til. Han mener, at det ikke bør være de behov, vi ser rundt omkring os, der leder os ind i opgaverne - selv om det er vigtigt nok -men derimod visheden om, at Gud har givet os en tjeneste.

Mange vil have stor nytte af at læse Vejviser. Malm sætter utvivlsomt fingeren på mange moderne fristelser, som alle, der har mulighed for at få magt, må kæmpe med. Han giver en god og frigørende hjælp. Samtidig er Malm nok noget ensidig. Han afstår fra at konkretisere, hvad der kendetegner en god leder og forkynder. På trods af bibelkritikkens indmarch i de nordiske kirker, siger han kun lidt om vigtigheden af, at en leder kender Bibelen og stoler på den. Han fokuserer heller ikke på nøden for de ufrelste, som bør præge enhver, som ønsker at tjene Jesus.

Den moderne gnosticisme

Magnus Malm er optaget af at trække linjer fra vor tid og tilbage i historien. I Fodspor i glastrappen hævder han, at en stor fare for dagens kirke er gnosticismen - den samme trussel, der mødte kirken allerede i dens første årti. Hvad er så gnosticismen? Og hvordan møder vi den i vores moderne samfund? Vi kan fremdrage to vigtige aspekter.

Betegnelsen gnosticisme bygger på det græske ord ”gnosis”, der betyder kundskab. Den traditionelle gnosticisme mente, at det er gennem kundskab og indsigt, at mennesket bliver frelst. Malm spørger, om vi ikke møder den samme holdning i Vesten i dag? Det er kompetencer og kundskab, der spørges efter. Når kirken har problemer, bliver løsningen kurser, seminarer, nye strategier og mere kundskab.

Gnosticismen er overåndelig. Det fysiske og materielle er mindreværdigt. Det åndelige er i fokus. På trods af megen fiksering på kroppen, mener Malm at se tendensen i dagens samfund. Kroppen er rigtignok gjort til en markedsvare og et reklameobjekt, men samtidig bliver den foragtet og nedvurderet, hvis den ikke opfylder dagens overfladiske og ungdommelige ideal.

Malms præsentation af de mange paralleller mellem vores moderne samfund og gnosticismen er tankevækkende. I Fodspor i glastrappen samler han sine observationer i tre dele: ”Uden grænser”, ”Uden krop”, ”Uden samvittighed”. Disse tre stikord sammenfatter, hvordan det moderne menneske klatrer opad i Babelstårnet og egentlig forsøger at blive som Gud. Malm er ikke bange for at sætte fingeren på det moderne menneskes fejlgreb: ”Det er i den vestlige verden nærmest blevet en selvindlysende trossandhed, at frihed og selvrealisering er det samme som grænseoverskridelse. At en grænse kunne være skabt for at bevare friheden og fremme selvrealisering er en nærmest umulig tanke.”[3]

Malm går langt i sin kamp for at afvise alt det, som han oplever som foragt for kroppen og naturen. Han skildrer, hvor vigtigt det er for ham selv at ride og have kontakt med sin hest. Det fysiske arbejde, som blev udført i klostrene, bliver nærmest idylliseret. Byen med dens uro og larm er en trussel for den kristnes åndelige liv. Malm mener også, at reformationen gjorde kristentroen mere gnostisk. Han viser ringe forståelse for, at reformatorerne afviste processioner og valfart, faste og kropslige øvelser.

I forsvaret for kristentroens ”kropslighed” bliver Malm noget krampagtig, og hans budskab får en slagside. Nogle formuleringer overser nærmest, at kristendom handler om at få et møde med en usynlig Gud: ”Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?”[4]

Malm ønsker, at kirken vender tilbage til sine rødder og til Bibelen. Selv om det kontemplative er vigtigt for ham, ønsker han ikke, at den åndelige erfaring løsrives fra Bibelens lære: Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima udstyrer læseren med ’briller’, der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af ’kulturelt betingede tanker’. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.”[5]

Arven fra oldkirken og middelalderen

Man lægger hurtigt mærke til, at Magnus Malm henter meget af sit stof fra både oldkirken, østkirken og middelalderens katolicisme - særligt klostervæsenet.

En sådan interesse er Malm ikke ene om. En række fremstående teologer og tænkere i Sverige henter for tiden impulser fra både ortodoks og katolsk kristenhed - uden dermed at forlade deres egne sammenhænge. Peter Halldorf, som oprindeligt er pinseven, har skrevet mange bøger, som præsenterer vigtige impulser fra oldkirken og klostervæsenet. Og katolikken Wilfred Stinissen, som også holder til i Sverige, har fået stor gennemslagskraft med sin meditative og katolske teologi.

Det stilfærdige, mystiske og slidstærke er utvivlsomt tiltrækkende for mange i et samfund præget af stress og rodløshed. Og hos Malm bliver klosterbevægelsen vurderet yderst positivt. ”Alligevel fik klosterbevægelsen verdenshistorisk betydning som sammenhængsskabende netværk i middelalderkirken og dermed i hele det samfund, der voksede frem i den vestlige verden. Den igangsættende betydning for stort set alle sider af menneskelivet kan næppe overvurderes.”[6]

Malm sympatiserer med mange sider af katolsk teologi. Både kendte katolikker fra middelalderen og mere moderne repræsentanter i den katolske kirke citeres med tilslutning. Vi møder kun få udtalte reservationer mod Pavens position, mod læren om skærsilden, mod embeds-synet og lignende. Han har tydeligvis også sans for den position Maria har i katolicismen og citerer Ireneus med tilslutning: ” Ligesom den første kvinde blev forført til at være ulydig mod Gud, blev den anden kvinde overtalt til at lyde Gud. Jomfruen Maria blev på den måde forsvarsadvokat for jomfruen Eva. Ligesom menneskeslægten blev underkastet døden af en jomfru, sådan blev den befriet af en jomfru, på den måde at jomfruens ulydighed blev opvejet af jomfruens lydighed.”[7]

Det er vigtigt for Magnus Malm at tage vare på den åndelige erfaring og indsigt, som både katolske og ortodokse kristne kan formidle. Men han accepterer ikke alt. Vi møder kraftige reservationer mod kvindeforagten i Augustins teologi, og Malm ser også problemet med at mennesker søgte til klostrene som en lovgerning. Imidlertid rammer kritikken først og fremmest hans ydre ting: Klostrene søger efter magt og penge. Selve klosterteologien - og dermed katolsk teologi - bliver sjældent afvist.

Når alt kommer til alt klargør Malm ikke direkte, om der findes grundlæggende momenter i katolsk teologi, som må forstås som vranglære. Men han hævder. at grænsen for, hvad der er vranglære, går ved ”.. oldkirkens formulering af kirkens bærende vægge, i den apostolske og nicænske trosbekendelse. Det, der står der, er til alle tider blevet opfattet som umisteligt for den kristne kirke. Det, der ikke står der, har vi lov til at se mindre nøjeregnende på.”[8]

Det er altså vanskeligt at se, at han ser forskellen mellem katolsk og reformert lære som vigtig. Hans økumeniske vidsyn bliver noget overdrevet. Vi ved også, at mange aktuelle teologiske spørgsmål - blandt andet af etisk karakter - ikke er omtalt i den oldkirkelige bekendelse. Der er en fare for, at Malm med sin afgrænsning gør disse mindre vigtige, end de faktisk er.

Liberal eller konservativ

Selvom Malm i dag arbejder i Den Svenska Kyrkan, som i hvert fald på papiret er en luthersk kirke, er det vanskeligt at betragte ham som en særlig helhjertet luthersk kristen. Martin Luther bliver stort set ikke nævnt. Det er tydeligt, at Malm kun i ringe grad et blevet præget af hans teologi. Det er på den anden side let at finde kritiske udfald mod den luthersk tro. Han mener, at lutherdommen let bliver overåndelig, den har forkastet vigtige ting i den katolske kirke.

Mange spørger sig selv, om Malm er konservativ eller liberal. Det er vanskeligt at svare entydigt på. Når han berører aktuelle stridsspørgsmål, giver han ofte et ’afbalanceret’ svar: Både det konservative og det liberale bliver kritiseret. Om fundamentalistiske kristne skriver han: ”Fundamentalismen tager magten over Gud ved at indeslutte hele teksten i et færdigt system. Alt er kortlagt ned i mindste bogstav, og vi behøver ikke frygte nogle ubehagelige overraskelser i hverken tankegang eller livsstil.”[9]

Mange vil nok føle, at en sådan salve ikke er særligt rammende.

Malm står også i fare for at gøre spørgsmålet om sandhed og bibeltroskab relativistisk. Han skriver, at kristne må indse at ” … vores kundskab er begrænset og vores profetiske gave ligeså, at vi kan og skal leve med vore forskelligheder og med spørgsmål, der aldrig vil blive fuldt besvaret, før vi ser Gud og hinanden ansigt til ansigt. Indtil da har vi hverken råd eller tid til at dyrke vore forskelle. Verden har brug for vores enhed.”[10]

Samtidig er det åbenbart, at Malm ikke er en moderne, liberal kristen. Dertil er hans loyalitet både overfor Bibelen og kirkens tradition for stærk. En del gange afviser han bibelkritikken: ”Hvor fristende er det ikke at løfte de nærgående bibelord op på et alment debatniveau, hvor bibeltolkningen altid er relativ, og hvor man altid kan afsvække skarpheden i Guds ord med sin egen lærdom.”[11]

Malm berører rigtig mange stridsspørgsmål i sine bøger. Af og til er han forsigtig i sin omtale, og det er lidt vanskeligt at fastslå, hvad han egentlig mener. Om papirløst samliv skriver han: ”Ud fra Bibelen kan der findes flere gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved det papirløse samliv.”[12]

Betyder dette, at papirløst samliv er synd ? Det er jo det afgørende spørgsmål. Mange vil opleve, at Malm bliver lidt for defensiv og forsigtig. I spørgsmålet om kvindelige præster viser Malm respekt overfor modstanderne af det. Alene det er jo sjældent i Den Svenska Kyrkan. Selv siger han ja til kvindelige præster, men det er vanskeligt at vurdere hans argumentation, da han ikke kommer ind på det i de aktuelle tekster.[13]

Malm bekræfter sin tro på jomfrufødslen og understreger, at opstandelsen er fundamental. Han tager stærk afstand fra tendensen til at stemple alle konservative kristne som fundamentalister. Han retter forsigtig kritik mod dagens svenske biskoppers godkendelse af homofilt samliv. Og det er godt at se, at han holder fast ved Bibelens lære om Guds dom. Han harcelerer næsten over det moderne menneskes forkastelse af læren om, at Gud skal dømme verden:

”Når den kristne kirke påstår, at Gud skulle kunne sætte sig til doms over os mennesker, opfattes det i dag som den største formastelighed. Reaktionen bygger på en besynderlig opfattelse. Man synes at mene, at vi mennesker af naturen er generøse, tolerante og tilgivende, og havde det ikke været for disse religiøse domsforestillinger, der har besmittet os, ville alt være fryd og gammen”.[14]

Krævende lange sætninger

Magnus Malm kræver meget af sine læsere. Hans sætninger er lange og indholdsmættede. En del af hans formuleringer er heller ikke lette at forstå. De fleste har nok behov for at læse følgende beskrivelse af Jesus flere gange for at forstå den:

”…han er jo det sande menneske for både kvinder og mænd. Men i denne helhed rummes altså også det sandt mandlige. Hans styrke er en åben invitation til svaghed, til at blive angrebet, afklædt og dræbt. Han flygter ikke, men optager alt dette i sig, transformerer det og lader det synke til bunds i en urokkelighed, der ikke frygter noget”.[15]

Til tider kan det også virke som om, Malms observationer og meninger bliver præsenteret noget hulter til bulter. I alle hans bøger er der mange gentagelser. Det gælder i særlig grad I Lammets tegn, som også er præget af lange, ofte noget svulstige, sætninger. Jeg tror nok en del læsere vil opleve, at de har store vanskeligheder med at sætte ord på, hvad temaet egentlig har været efter at have læst 100 sider af bogen!

Ofte formulerer Malm sig noget uklart. Hans forkærlighed for at sige tingene anderledes må nok tillægges skylden for det. Hvad vil han egentlig sige med følgende: ”Den skabende kraft i Jesus Kristus bryder ikke ind i denne verden gennem almene prædikener om, hvordan tingene hænger sammen. Det sker gennem konkrete berøringer, hvor man lægger sin hånd på det menneske og det miljø, der har brug for genoprettelse. Således drager han ud ad verdens veje og stier.”[16]

En del af Malms formuleringer er også skarpe. Således præsenterer han et sted den afgørende forskel på sand og falsk lære: ”Vi kan have forskellige opfattelser af detaljer i den kristne tro, af hvordan bibelen skal tolkes osv. Men det afgørende spørgsmål, som deler vandene, er dette: Står vi overfor Gud som modtagere eller gør vi ikke?”[17]. Velvilligt tolket har Malm en vigtig pointe. Hvis vi står for Gud som modtagere, bliver vi heller ikke frelst. For det er ved at modtage Guds nåde, at vi bliver retfærdige for Gud. Men er det sådan, han mener det ?

En teolog, som længes tilbage til fortiden

Magnus Malm er en sand økumenisk teolog. Han er populær, fordi han peger på fristelser og problemer, som i større eller mindre grad møder alle kristne. Netop derfor har han noget at give til alle - også dem, som teologisk står et stykke fra ham. Hans største problem er, at bøgerne er så krævende. De ville antagelig været blevet bedre, hvis de blev noget forkortet og enklere struktureret.

Sammenfattende kan vi måske sige, at Malm er en teolog, som længes tilbage til fortiden. Hans skepsis mod det moderne er temmelig stor - og af og til overdreven. Samtidig er det befriende at læse en teolog, som ønsker, at kristne udskifter TV-kiggeri med bøn, stilhed og almindelig samtale. Vi trænger til den slags. Malm er modig, når han tager et opgør med vor moderne, teknologiske verden. Han magter som få andre at sætte fingeren på vigtige områder, vi har mistet i vores rodløse, stressede samfund.

Der er mange centrale teologiske spørgsmål, som Malm overhovedet ikke berører. Men tavsheden siger også en del. Han er meget lidt optaget af det klassiske lutherske spørgsmål om lov og evangelium. Han siger også meget lidt om Jesu forsoning. Vi møder meget sjældent advarsler mod selvbedrag, mod at bygge på gerninger, mod åndelig søvn.

Samtidig er han altså en svensk teolog, der tager tydelig afstand fra liberal teologi. Det er prisværdigt - og også modigt, når vi ved, hvor bibelkritisk Den Svenska Kyrkan er. Malm har også en imponerende indsigt i både Bibelens verden og vores moderne samfund. Det er også få, der som han, magter at sætte ord på de tendenser, som kan føre kirken og de kristne på afveje. Derfor er han nok værd at læse.

Almeldelsen er hentet fra Budskabet nr 4 2004

HURTIGT, INDEN VI BLIVER KOLDE!

SCENE 1. Goteborgs museer holder multimediashow i Nordstan for at lokke nye besøgende til. Midt i det trøstesløse indkøbsmekka kan man bag lystætte forhæng beundre skatte fra statens forskellige museer. Blandt temaerne finder vi også 'Kærlighed' - det skal vel vise, at museerne ikke kun samler støv, men afspejler menneskers liv og drømme.

Op på lærredet kommer den ene erotiske scene efter den anden, i alle stilarter fra europæisk maleri til østasiatisk skulptur. Troede man, at kærlighed også kunne være en gammel mands rynkede hånd på et barns kind, en mors bøjede ryg over bleskiftet, familien, der tålmodigt våger ved dødslejet - så kom man til at vente forgæves. Der var ikke mere.

SCENE 2. Kursus for ungdomsledere. En kvinde i 30-års alderen holder foredrag med baggrund i flere års erfaringer som socialarbejder, specielt for teenage-piger. Efter at hun har fortalt om sit arbejde og om nye trends blandt teenagere, stiller hun deltagerne et spørgsmål: "Hvad tror I, det værste er, en teenager kan komme ud for?" Der spekuleres. Og skrabes med stole. Der kommer forskellige forslag. Til sidst kommer svaret: "En forelsket forælder." Hermed mener hun naturligvis ikke en ny glød i forældrenes ægteskab, men den 'kærlighed', der river familien i stykker og efterlader teenageren med spørgsmålet: Hvad er egentlig kærlighed, hvis den skal lægge hele min verden i grus?

SCENE 3. En journalist på Dagens Nyheter skal skrive en introduktion til søndags sektionen. Det bliver et strejftog gennem nogle aktuelle bøger om behovet for idealer og søgen efter sandheden. Han refererer også en fransk bog om dyder, som bl.a. taler om kærlighed: "Det første skridt er kærligheden til sig selv. At elske nogen for sin egen tilfredsstillelses skyld. Kærligheden til næsten for hans eller hendes skyld er det skridt, der følger efter." Så kommer journalistens egen kommentar, ligesom i forbifarten og så hverdagsagtig og selvfølgelig, at hvem som helst kunne have sagt det: "Det sidste er sikkert et smukt ideal, men som ideologi er det ikke noget at satse på. Kærlighed er jo ikke så meget en viljesakt, men noget man rammes af, om man vil det eller ej." 335

SCENE 4. Kirkens børneklub. Børnene har leget og tumlet og spist, og nu sidder en af lederne og fortæller for dem ud fra en tekst fra Det nye Testamente. Hun taler om, hvordan Jesus hjalp mennesker, som på forskellige måder havde det svært, lyttede til dem, der ingen andre lyttede til og åbnede favnen for dem, der ikke havde nogen venner. Og så siger hun til børnene: "Jesus elsker også dig." Hvorefter et par af pigerne på første række gyser og krymper sig: "Nej! Han må ikke røre mig!"

Disse fire scener viser, at der er sket noget i vores kultur. Selvfølgelig er mennesker til alle tider blevet ramt af forelskelser, men tidligere har de kunnet vurdere dem med en mere stabil målestok: Hvad kærligheden kræver. Og kærligheden kræver ikke bare at få det, jeg elsker. Den kan også kræve, at jeg afstår fra det, jeg elsker. Den mulighed forudsætter, at kærlighed opfattes som noget dybere og mere varigt end tiltrækning.

Og som noget langt mere end seksualitet! Dermed har kærligheden også været underlagt etiske spørgsmål: Er dette rigtigt eller forkert?

Når kærligheden udelukkende placeres i følelserne og driftslivet, kan disse spørgsmål ikke længere stilles. En følelse kan selvfølgelig . ikke være 'forkert'. Hvis en dreng siger: "Jeg er så frygtelig vred på min mor!" - så er det naturligvis beklageligt, og omgivelserne kan muligvis forsøge at finde på noget, der kan hjælpe ham med at bearbejde sin vrede og blive forsonet med moderen. Men ingen kan påstå, at hans følelse er 'forkert' - han er jo vred på moderen!

Eller hvis jeg går på et kunstmuseum sammen med en god ven, og hun pludselig udbryder: "Ah, hvor jeg synes, at det der maleri er godt!" Når jeg er blevet klar over, hvilket hun mener, viljeg måske opleve, at vores smag ikke er så ens, som jeg havde troet. Måske kan jeg endda begynde at tvivle på, om vores verdensbillede og vore værdier ligger så tæt på hinanden, som jeg havde håbet. Det maleri! Men jeg kan naturligvis aldrig vende mig mod hende og oprørt sige: "Ved du hvad, der tager du faktisk fejl!" For hun synes jo om det!

Og nu er altså også kærligheden havnet der. Jeg hørte engang et radioprogram, hvor en kvinde fortalte om, hvordan hun havde brudt op fra mange års ægteskab for at leve sammen med en ny mand. Ved slutningen af det første forhold havde hun gået i en form for terapi jeg tror, det var noget med hypnose. Bl.a. havde hun for sit indre blik set et billede af en hest, som står mellem vognstængerne på en tung vogn. Hesten kæmper og slider, og til sidst rykker den sig løs og løber afsted. Og terapeuten spiller tilbage: "Så forstår du måske, hvad du skal gøre med dit forhold." Ingen modstand. Ingen spørgsmål. Så længe kærligheden alene defineres som en følelse, giver den mig grønt lys ved alle tilværelsens grænser: Nothing to declare. Jeg kan roligt rejse videre uden at behøve at bekymre mig over nogle pedantiske grænsevagter, der skal kontrollere, hvad jeg har i mine tasker, og hvor jeg har tænkt mig at rejse hen. Den i omgangskredsen, der drister sig til forsigtigt at spørge, om det virkelig kan være rigtigt, vil blive opfattet nogenlunde lige så seriøs som en, der foreslår, at vi genindfører de gamle toldporte uden for vore byer. I dag rejser vi frit!

bet var jo også temaet for 1960'ernes samlivsrevolution: 'Kærlighedens frigørelse'. Der var først og fremmest to ting, der blev opfattet som en hindring for kærlighedens frie udfoldelse. Dels var der ægteskabet, der blev ligestillet med den borgerlige kernefamilie, dette indestængte neurose-værksted. Dels var der moralismen, den vedtagne betegnelse for den opfattelse, at etik kan være noget mere objektivt end det, jeg føler for lige nu. Da begge disse hindringer kunne forbindes med den kristne kirke, gav det ekstra points at jorde alt det, der kom fra den kant.

Blev kærligheden friere? Hvis vi ser på de ydre hindringer, er kampagnen blevet en succes. Som tidligere nævnt består 40 pct. af de svenske husstande i dag af en person, et tal, der i storbyerne ligger betydeligt højere. Bortset fra Andorra og Armenien var Sverige i 1997 det land i Europa, hvor der procentvis blev indgået færrest ægteskaber.336 Hvert andet ægteskab ender i skilsmisse. Hvert andet barn fødes af ugifte forældre. Og når det gælder moralismen, er man stadigvæk på vagt over for alt, hvad der truer vores ret til at følge vore drifter i alle tænkelige retninger.

Denne indre forandring har medført en gigantisk omdefinering af, hvad kærlighed er. 'Bj6rn Borg viser sin nye kærlighed frem' er blot de kendte s glamourøse spejlbillede af, hvad vi alle er vidne til i vores hverdag. Fra at have udgjort selve fundamentet for trofasthed er kærligheden blevet den alment accepterede legitimering af troløshed. Fra at have været den kraft, som kunne få et menneske til at holde ud i en vanskelig situation, opfattes kærligheden i dag som et tvingende signal til opbrud. Fra at have været det stopskilt, som kunne få mig til at afstå fra noget, jeg blev tiltrukket af, sætter kærligheden nu i stedet et stopskilt op, der hindrer omgivelserne i at stille kritiske spørgsmål.

Spørgsmålene forsvinder

Midt i alt dette befinder den kristne kirke sig. Forpjusket og kuet efter årtiers bredsider fra kulturskribenter og samlivsdebattører. Ængstelig for alle markeringer, der kunne blive stemplet som 'nymoralisme' .

Bekymret og angerfuld over egne fadæser i sjælesorg og forkyndelse, hvor stivnakket paragrafrytteri er blevet en flugt fra at udsætte sig for medmenneskers besværlige livskriser. Til stadighed irettesat af en akademisk teologi, der konsekvent ligestiller Bibelens etiske indhold med alle mulige andre tidsbundne tekster.

Det er ikke så mærkeligt, at også vi begynder at bruge ordet kærlighed på den nye måde. Eller er den nu så ny? Ud gennem sprækkerne i kirkens forvirring siver den gnostiske skygge... Markions løsning fra det andet århundrede passer som hånd i handske med vore dages ideologiske klima. De etiske krav knyttes sammen med Det gamle Testamentes dømmende skabergud og smides ud på historiens losseplads.

Tilbage er en kærlighedens Gud, der ikke stiller spørgsmål, men omslutter alle mennesker og al adfærd med den samme betingelsesløse tolerance. Her skelnes på gnostisk vis ikke længere mellem synden og synderen. Hvis man i det hele taget bekymrer sig om det med synden, viser det jo bare, at man ikke har forstået den sande åndelighed, der ligger dybere end alle forenklede spørgsmål om rigtigt eller forkert.

Så bliver også kirken et sted, hvor kærlighed er ensbetydende med at lægge spørgsmålene til side. At elske betyder at acceptere, reservationsløst og uden indvendinger. Med et tilstrækkeligt overfladisk kendskab til de fire evangelier kan selv Jesus gøres til profet for denne holdning: "Han afviste ingen." Kirkens eget arbejdsfællesskab er et af de steder, hvor frugten af dette syn på kærlighed mærkes. Der er ikke tal på alle de medarbejderkonflikter, der har ødelagt menighedsfællesskaber og ind imellem også har fundet vej til lokalavisernes læserbrevsspalter. I stedet for at lade sandheden afdække en hensynsløs lederstil, manipulerende relationer, misbrug, magtkampe og revirtænkning, har den såkaldte kærlighed tvunget alle til at være tavse tilskuere til, hvordan ødelæggelsen har bredt sig som ringe i vandet. Man vil jo være tolerant. Man vil jo ikke dømme. Man vil jo vise kærlighed. Til sidst har det nogle gange været folk fra Arbejdstilsynet, der uden omsvøb har måttet forklare, at kærlighed i dette hus er det samme som konfliktskyhed.

Ordet kærlighed er blevet brugt på samme måde i kirkens undervisning om samliv, hvis der altså har været nogen undervisning i dette emne. Tilbagetoget er foregået i al hast. I 1973 skrev Svenska kyrkans bispemøde et lille hæfte med titlen 'Om en kristen seksualetik'. Det var kirkens svar på en udfordring fra Samkristna skolnamnden: "1 den forvirring, der råder i vores land, når det handler om seksualetikken, er det en presserende opgave at forsøge at finde frem til formuleringer, så det kristne seksualsyn fremstår som et virkeligt alternativ." 337 Og biskopperne skrev bl.a.:

"Det seksualle samliv indgår som både en del af individets personlighedsliv og af de to partnere s fælles liv, det fælles liv, der gælder hjem, arbejde, fritid, børn, penge og meget andet. Det medfører, at seksualitetens rette plads er i ægteskabet. Al kristen seksualetik må tage sit udgangspunkt i dette faktum...338 Troskab er en konsekvens af kærligheden - og samtidig en støtte for kærligheden, på den måde at kravet om troskab vil bære igennem kriser og tilfældige fristelser til at svigte den, man har bundet sig til. Bibelen siger klart, at skilsmisse er imod Guds vilje, og at ægteskabet skal være livsvarigt. Når Jesus siger nej til skilsmisse, gør han det for menneskets skyld...339 ... Seksualiteten har en gennemgribende betydning, og det seksuelle samliv er noget eksklusivt, der angår to mennesker, som ønsker at tilhøre hinanden hele livet. Det betyder, at et kristent seksualsyn ganske klart tager afstand fra enhver form for tilfældige forbindelser...

Derfor siger vi nej til tilfældige samlejer og samlejer uden kærlighed, 'for venskabs skyld'. Men kirken fraråder også mere varige førægteskabelige forbindelser, fordi disse mangler den tryghed og fasthed, som kun ægteskabet kan give." 340 Hæftet afsluttes med en principiel kommentar: "Det, der her er blevet sagt, kan for nogen være en hjælp eller stof til eftertanke. For andre kan det opleves som helt ude af trit med virkeligheden - som om kirken ikke ved, hvordan store dele af de unge lever. Men hvad der er sandt og rigtigt, eller hvad der er kærligt, vil man aldrig nå frem til ved at spørge efter, hvad flertallet siger eller gør." 341 Tyve år senere udgav Svenska kyrkans centralstyrelse 'Stora boken om kristen tro'. I afsnittet 'Kærlighedens virkelighed' læser vi: "1 et økonomisk og socialt mere barsk samfund end vores, hvor der heller ikke var adgang til præventionsmidler, var det forståeligt, at kirken forsøgte at sætte grænsen for seksuelt samvær ved vielsen... Inden for ægteskabets rammer er der megen vold, manglende ligestilling og seksuel udnyttelse. Desuden findes der i dag effektive præventionsmidler, der beskytter mod uønskede graviditeter, og et udbygget socialt sikkerhedsnet for den, der føder sit barn uden for ægteskabet. Det specifikt kristne syn på seksualitet må derfor i mødet med det 21. århundrede lægge vægten et andet sted end på det formelle ægteskab...342 ... "Du må ikke bryde et ægteskab." Sådan lyder det sjette af De ti Bud. Tidligere var budskabet entydigt: sex hører kun hjemme i ægteskabet. I dag opfatter vi andre nuancer... Mellem to og fire pct. af alle mennesker kan ikke føle kærlighed og seksuel lyst til personer af modsat køn. Det behøver vi ikke at se som en fejl i skaberværket. Hvis man virkelig mener, hvad man siger, at al kærlighed er fra Gud, at kærligheden er det primære, og forplantningen blot en af kærlighedens funktioner, så bør man ikke fordømme udtryk for denne kærlighed... Det, der sker af og gennem kærlighed og præges af ansvarlighed, ømhed og gensidig troskab kan aldrig fordømmes. " 343 En forsigtig kommentar: Det var da utroligt så hurtigt, vi forlod det primitive samfund i begyndelsen af 1970'erne, da ægteskabet stadigvæk var meningsfuldt. Ærgerligt, at der ikke fandtes præventionsmidler og børneomsorg allerede dengang! I øvrigt afspejler begge tekster den forsinkelse, der så ofte udgør den primære forskel mellem kirken og verden. Det tog 20 år for de teologiske seismografer at registrere det jordskælv i samlivsformerne, der fandt sted i samfundet i 1960' erne.

Fra da af taler også kirken om kærlighed på samme måde som den klassiske replik fra trekantsdramaer på film: "Honey, if it's love it can't be wrong." Når kærligheden på den måde løsrives fra mere robuste etiske grundpiller, står det enhver frit for at udforme sit liv og sit samliv efter, hvad man føler. Så længe nogen handler i kærlighed, defineret på denne måde, kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved det uden at blive stemplet som uopdragen eller 'moralist'.

Det må være sådan, de kristne blev opfattet af antikkens gnostikere: "Hvilke primitive stakler, der fortsat grubler over rigtigt og forkert og ikke har forstået, hvordan den sande, indre kundskab gør sådanne spørgsmål overflødige." Som Irenæus beskriver gnostikernes etik: "Godt og ondt, siger de, er blot et spørgsmål om personlige holdninger... Intet er ondt i sig selv." 344

Det stumme spejlbillede

Hele denne forskydning viser sig også i det indre liv. Den voksende interesse for åndelighed betyder, at det bliver stadig sjældnere, at den kristne forkyndelse sætter fokus på omvendelse og et personligt forhold til Gud. I stedet kan man f.eks. tale om at få et dybere åndeligt liv,

at finde en indre forankring, at nå ned til de indre kilder. Det er naturligvis et svar på en dyb tørst i en kirkelig tradition, hvor teologisk tørfoder alt for længe har stoppet de indre kilder til i stedet for at forløse dem. Vi er mange, der har fået nok af alle de rigtige ord, og som nu søger en dybere åndelig erfaring hinsides ord og begreber.

Hvis Gud er en levende Gud, må han også kunne erfares.

Det er et godt udgangspunkt. Men derfra kan man bevæge sig i mange forskellige retninger. En retning forsøger sig med at tillempe den moderne definition af kærlighed til det indre liv: "Er det åndeligt, kan det ikke være forkert." Som sædvanlig er målet at have det så godt som muligt, og det betyder på dette område indre harmoni og ro i sindet.

Ud fra dette grundsyn læser man så de kristne mystikere. Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima forsyner læseren med 'briller', der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af 'kulturelt betingede tanker'. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.

Og intetsteds undervejs bliver man plaget med etiske spørgsmål om rigtigt eller forkert. Begynder man i dette åndelige gourmetmiljø f.eks. at tale om skriftemål og syndsbekendelse, er det nogenlunde lige så malplaceret som at bede om en tallerkenfuld grød under Nobelmiddagen.

Det er igen forskydningen fra samvittighed til bevidsthed, der stikker hovedet frem. Det er hele tiden min egen indre udvikling, der står i fokus, ikke mit forhold til den levende Gud. Målet er mit sjælelige velbefindende, ikke Kristi efterfølgelse. Derfor bliver metoderne også valgt efter, at den indre harmoni ikke skal forstyrres. Man viger uden om det, der kunne forurolige samvittigheden og udfordre livsførelsen. I stedet vælger man en åndelighed, der hele tiden lægger vægt på bekræftelse og accept.

'Gud er kærlighed' betyder, at han ikke stiller ubehagelige spørgsmål og aldrig bliver oprørt over noget, jeg gør. 'Gud er god' betyder, at han aldrig byder mig modstand og altid siger ja til det, jeg vil. 'Gud tilgiver' betyder, at der egentlig slet ikke findes noget at tilgive.

Kan man elske sådan en Gud? Er det virkelig psykologisk muligt af hele sit hjerte at hengive sig til noget, der så åbenbart er en projektion af mine egne ønsker? Er det overhovedet muligt at virkelig elske, så længe mit eget jeg uindskrænket bestemmer vilkårene - uanset om det handler om det seksuelle samliv eller det indre liv?

Må ikke al ægte kærlighed før eller senere forudsætte, at min egen selvoptagethed brydes ned, at mine drømmebilleder af det gode liv mere eller mindre brutalt rives i stykker - sådan at jeg får øje på den anden, som er en helt anden end mig selv? Er det ikke først da, det kan begynde at handle om kærlighed, både når det gælder mennesker og Gud?

Vi indleder en kærlighedsrelation ud fra vore egne behov. "Du er så terapeutisk for mig," som det hedder på psyko-amerikansk. Hermed mener vi, at den anden modsvarer noget i os selv, bekræfter noget dybt inden i os, som vækkes til live og begynder at blomstre op. Allermest tiltrækkende hos andre er deres nærvær og opmærksomhed, når vi fortæller vores historie. Jeg fæster mig ved hendes øjne, som betragter mig, og ikke mindst hendes evne til at lytte til mig. Og mens hun lytter genkender jeg den ene sympatiske egenskab efter den anden... som bekræfter noget hos mig selv.

Og det er sådan, enhver relation må begynde. En genkendelse, en gensidig bekræftelse, der bryder fremmedheden og skaber et fælles sprog. Noget hos den anden er svaret på min længsel, og det føles som at komme hjem til sig selv: Where have you been all my life? Sådan må den første forelskelse få tid og frihed til at 'bade sig' i den andens beundring, trøst og opmuntring. Som det hedder i en kristen sang:

"Jeg tror på en Gud, som græder med mig, når jeg græder og alting er gråt... Jeg tror på en Gud, som bor inden i mig, og som bor i alt udenfor, en leende Gud, som kan le med mig, og som lever med mig, når jeg dør." 345 Men hvis forholdet standser der, i et bestandigt krav om selv at være i centrum for den andens trøst og omsorg, så siger al erfaring, at den spirende kærlighed snart visner. Den kærlighed, der aldrig bevæger sig over tærskelen fra 'jeg' til 'du', får aldrig mulighed for at modnes og vil før eller senere bliver kold - hvad enten det handler om forholdet i et ægteskab eller relationen til Gud. Det er måske vores dybeste modstand, når vi møder Bibelens etiske krav: At den Gud, jeg er kommet til tro på, faktisk viser sig at være en anden end mig selv.

Så snart dette virkelige DU sætter foden på vores dørtrin, har vi et veldokumenteret flugtinstinkt. Det var måske det, der engang fik Israels folk til at lave guldkalven. Den første glæde over befrielsen fra slaveriet i Egypten var blevet forvandlet til skuffelse over den megen modgang under ørkenvandringen. Det havde ikke været let at begynde vandringen med Gud. Og det viste sig at være betydeligt sværere at fortsætte den og lade den vokse til en virkelig relation.

Da lavede folket og Aron en kalv af deres guldsmykker og tilbad den. Den blev prototypen på alle vore afguder: Vi tager vores egen personlighed, vores egen livsstil, vore egne idealer - og gør en Gud ud af dem. "Han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Da sagde de: 'Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.' "346 Der findes en gammel historie om en selvoptaget forfatter, der altid snakkede om sig selv. Men han vidste det godt og forsøgte at forbedre sig. En aften var han inviteret til en fest, og han begyndte at konversere en af kvinderne. Han talte om sig selv, sit arbejde, sine rejser, sine oplevelser. Der gik en time, der gik også to. Til sidst blev han klar over, hvad han var i gang med, bad om undskyldning og sagde:

"Tilgiv mig, frue, her sidder jeg og taler så længe om mig selv. Nu må vi tale lidt om Dem. Og De, frue, hvad synes De egentlig om mig?" Han ser kun kvinden, så længe hun er et spejl for ham. Det samme risikerer vi i forhold til Gud: Vi ser ham kun, så længe vi spejler os selv i ham. Det nytestamentlige' Jesus blev som os' er blevet skiftet ud med det narcissistiske' Jesus blev som mig.' Så er der fri bane for at fremstille ham som en usikker tænker, en kærlighedshungrende ung mand, en homoseksuel, en religiøs søger. Så snart han bevæger sig uden for lyskeglen under mit eget ego, reagerer jeg med modstand:

"Et sådant gudsbillede kan jeg ikke tro på." En mere teologisk sofistikeret metode til at holde fast på dette spejlbillede tager udgangspunkt i den nytestamentlige bekendelse af Jesus som Ordet. Det har siden oldkirken været det helt centrale i den kristne tro: at Ordet blev kød. Det nye (?) er, at dette sættes i modsætning til ordene, de ord fra Jesus, der er nedtegnet i Det nye Testamente. De sættes nu i parentes, og bliver set som formuleringer af de første kristnes tro - i stedet for noget, som Jesus faktisk har sagt, og som derfor vil være bindende for alle generationer afkristne. "Det er ham, vi tror på, ikke teksterne," er ræsonnementet.

Og det lyder jo åndeligt. Der er bare det ved det, at hvis vi overfører det på en hvilken som helst anden relation, så ser vi, hvor absurd det er. "Jeg elsker dig, men jeg bryder mig ikke om det, du siger." Eller snarere: "Jeg elsker dig, men det er mig, der afgør, hvad du siger." Eller med rene ord: "Jeg lytter til dig, så længe du siger det, jeg gerne vil høre." Et effektivt middel til at kvæle en relation: mundkurv.

Sådan fungerer det også i det indre liv. Det stumme spejlbillede af mine egne ønsker, hvem kan elske det? "Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre... Der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem..." 347 Til sidst kommer det til at stå smerteligt klart, at det bare er mig selv, jeg elsker. Her er der en dyb drivkraft til vores rastløshed, ikke mindst den, der giver sig udtryk i jagten på en grænseløst bekræftende åndelighed. Som Thomas Merton skriver:

"Den kærlighed, der altid bliver træt af sin genstand, aldrig bliver tilfredsstillet af noget, og altid leder efter noget anderledes og nyt - det er kærligheden til os selv. Den er kilden til al tristhed og al rastløshed og al uro og al elendighed og al ulykke. Den ender med helvede." 348

Går i nærkamp

Det kan Gud frelse os fra. Bibelen er beretningen om, hvordan Gud kæmper for at redde mennesker fra denne selvfortærende egenkærlighed og føre os tilbage til det sande mål for vores kærlighed. Men Bibelen giver ikke den mindste støtte til det billede af en passivt accepterende Gud, der i dag regnes for god forkyndelse. Heller ikke den luftige åndeligheds kosmiske stråling af kærlighed har nogen større lighed med den Gud, der træder frem i Bibelens beretninger. Hvis Gud er kærlighed, så må kærlighed være noget væsensforskelligt fra det, vi taler om i dag.

Lad os begynde med at gå ned til Jabboks vadested, denne fortvivlet mørke nat, da Jakob blev alene tilbage:

"En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. 'Slip mig!' sagde han, 'det er ved at blive lyst.' Men Jakob svarede: 'Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.' Manden spurgte ham: 'Hvad er dit navn?' Han svarede: 'Jakob.' Så sagde han: 'Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.' Jakob sagde: 'Sig mig dit navn!' Han spurgte: 'Hvorfor spørger du om mit navn?' Så velsignede han ham der.

Jakob kaldte stedet Penuel, 'for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.' Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften." 349 Jakob havde narret sin far og bedraget sin bror. Til sidst er hans ego kæmpestort, og han er så dristig, at han beder om Guds velsignelse. Med nutidens valgmuligheder kunne Gud have handlet på to måder: Han kunne være blevet træt af Jakob, afbrudt forbindelsen og have satset på en anden. Eller han kunne have accepteret alt det, Jakob er og gør, og betingelsesløst have velsignet ham.

Han gør ingen af delene. I stedet gør han det samme dernede ved vadestedet, som han gør gennem hele menneskehedens historie: Han går i nærkamp med Jakob og kæmper, så sveden springer, og flodvandet sprøjter omkring dem. "Forstår du, at du ikke kan opføre dig sådan? Forstår du, at jeg ikke er som dig? Forstår du, at jeg elsker dig og ikke har tænkt mig at forlade dig?" Og så giver han Jakob et hårdt slag på hoften. Vi kan affeje det som et udtryk for et forældet gammeltestamentligt gudsbillede. Vi kan også læse det som et tegn på den kærlighed, som ind imellem må smadre vore egne spejlbilleder, for at vi kan få øje på den levende Gud. "Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet." Sådan overmander Gud mennesket med sin kærlighed. Det er langt fra en passiv indre følelse - Guds kærlighed kommer til udtryk i stadige, gentagne handlinger, når han opsøger mennesket bag dets snævre forskansninger, river dets lænker i stykker og tager imod det på frihedens vidtstrakte marker. Det er sådan, Gud elsker.

"De flakkede om i ørkenen og ødemarken, de fandt ikke vej til en by, hvor de kunne bo; de sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud. Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler. Han førte dem ad den rette vej, så de kom til en by, hvor de kunne bo. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker, for han gav den tørstige at drikke og mættede den sultne med gode gaver.

De sad i mulm og mørke, som fanger i lidelse og lænker, for de havde trodset Guds bud og ladet hånt om den Højestes råd. Han kuede dem med plager, de snublede, og ingen hjalp dem. Da råbte de til Herren i deres nød, og han frelste dem fra deres trængsler. Han førte dem ud fra mulm og mørke og sprængte deres lænker. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker." 350 Intet sted er det så tydeligt som i Jesus. Ingen har nogensinde elsket som han: "Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os." 351 Lige fra den strålende morgen på stranden, da han kaldte de første disciple, til det sidste knapt hørlige åndedrag i mørket, da han døde på korset, viste han os, hvad kærlighed er.

Hvis Jesus havde haft vores definition på kærlighed - en følelse, der for enhver pris må leves ud - så havde vi stadigvæk været i mørket. Så havde han trukket sig allerede i ørkenen, da sulten plagede ham, og alverdens dæmoner terroriserede hans tanker. Så havde han givet op, stillet over for disciplenes gentagne tvivlende spørgsmål og deres selvoptagethed. Så havde han bøjet sig for den massive modstand fra de religiøse ledere. Og han var aldrig gået vejen til Jerusalem, fuldt ud klar over den ydmygende tortur og henrettelse, der ventede ham der.

Hans udgangspunkt er ikke kærligheden til os, men kærligheden til Faderen. Treenigheden er et fæIlesskab af evige kærlighedsrelationer.

Der er lydighed uadskillelig fra kærlighed, og kærlighed handler lige så meget om at give afkald som om at få. Hele Jesu vej fra skabelsens morgen til langfredagens nat er Sønnens kærlighedsfulde lydighed mod Faderen, og hans delagtighed i Faderens kærlighed til verden. Derfor udfører han sin befrielseshandling, for at åbne en vej for mennesket ind i Treenighedens fællesskab.

Hans sidste ord efter påskemåltidet er en bøn: "Fader... jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." I næste sætning angives retningen for denne kærlighed: "Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have..." 352 'Passion' betyder i dag en hed og heftig forelskelse. Men det latinske ord 'passio' betyder egentlig lidelse. Dette liIle ord afspejler den 180 graders drejning, som kærligheden er blevet udsat for i vores kultur. Det er næppe sandsynligt, at Jesus var fuld af liflige følelser af forelskelse, da han hang på korset. Tværtimod viser teksten, at hans følelsesliv stivnede på samme måde som hans krop, da døden nærmede sig.

Men indtil sit sidste åndedrag var han fyldt med en urokkelig og uophørlig vilje til forening med Faderen og med mennesket, til i sig selv at forene mennesket med Gud. Sådan lærer han os, at kærlighed handler uendelig meget mere om vilje end om følelser.

Tre gange bliver han fristet til at elske sin egen frihed mere end vores. De religiøse ledere: "Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv." Soldaterne: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv." Forbryderen: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 353 Men tavsheden var hans eneste svar. Johannes stod ved korset, og han så og forstod: "Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste." 354 Irenæus bruger ordet 'elsker', når han skal beskrive Jesus. Åbenbart med en noget andet betydning, end vi plejer at lægge i det i dag:

"Han bandt de stærke og befriede de svage, og gav frelsen til sin skabning ved at udslette synden. For han er vores aIlerheIligste herre, menneskeslægtens barmhjertige elsker." 355 Kristendommen er ikke kærligheden som princip, det er den legemliggjorte kærlighed. Løsrevet fra Jesus selv bliver den enten et utopisk ideal, et religiøst overjeg at slæbe rundt på oven i aIle de andre byrder  og krav i livet. Eller den bliver en frit svævende følelse, der kommer og går, og som kan legitimere en hvilken som helst impuls eller drift.

Kun i Jesus selv strømmer den varme kilde frem, som kan tø vores liv op og frigøre vores indefrosne evne til at elske rigtigt.

"Elsker du mig"

Alt kristent liv er et gensvar på Jesus. Efter sin opstandelse tager Jesus Peter med sig på en lille gåtur henad den velkendte strand, hvor det hele begyndte engang for tre år siden. Der er sket meget siden da. For Peter har det været en tid med op- og nedture, fra gnistrende højder af trosvished til en totalhavareret bekendelse i troløshedens afgrunde.

Peter bøjer nakken, mens han går der og venter på, at Jesus skal komme ind på det, der er sket. "Nu kommer det..." Men det kommer ikke. I stedet vender Jesus sig til Peter, ser ham i øjnene og spørger: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" 356 Hvad svarer man på det? Her har jeg misbrugt al den tillid, han viste mig, viftet om mig med den mest opblæste bekendelse, når alting gik godt, og siden svigtet ham mere skammeligt end alle andre, da det virkelig gjaldt. Jeg turde ikke engang stå tæt ved korset, da han døde, og alligevel  forkaster han mig ikke!

Og Peter svarer. Usædvanlig lavmælt, det føles næsten, som svaret stiger frem af egen kraft, fra dybere lag af Peters sjæleliv, end han endnu er rigtig bekendt med. "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Alle de stumme spejlbilleder ligger på gulvet i tusinde små stykker. Myterne om hans urokkelige fasthed, drømmene om det succesfulde lederskab, forestillingerne om en ren åndelighed uden menneskelige pletter. Også hans billede af Jesus er knust, de mærkeligt påtrængende afgudsbilleder, der selv i de allermest fortrolige øjeblikke med Jesus havde forblindet Peter. Mødet med sandheden havde været ufattelig brutal.

Men når Peter nogle år senere skriver til sine brødre og søstre, tvivler han ikke på sammenhængen mellem sandhed og kærlighed.

Erfaringen har lært ham, at sandheden ikke er en trussel mod kærligheden, men dens forudsætning: "1, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte." 357 Denne forbindelse mellem sandhed og kærlighed, mellem kærlighed og retfærdighed, går som en rød tråd gennem Bibelen. Vi er kaldede til Jesu efterfølgelse. Det betyder at følge ham, at tænke som ham, handle som ham, elske som ham. Der er ikke noget i Bibelen, der antyder, at kærligheden skulle kunne være løsrevet fra lydigheden.

Den opsplitning findes ikke i Jesu relation til Faderen, og den kan derfor heller ikke findes i vores relation til ham. At elske kan derfor ikke være en følelse, som vi disponerer over på egen hånd, og som giver os ret til at sætte os ud over hans klart udtalte bud. Jesus siger:

"Elsker I mig, så hold mine bud... Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig... Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed... Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer." 358 Johannes, som vi plejer at kalde den store mystiker blandt apostlene, væver sine breve med den samme gennemgående tråd: "Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: 'Jeg kender ham,' men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede." 359 Også for Johannes er lydigheden og kærligheden to sider af samme sag: "Og dette er kærligheden, at vi lever efter hans bud; og dette er budet, som I har hørt fra begyndelsen, at I skal leve i kærligheden." 360 Nej, Markion tog fejl. Det er ikke sandt, at den etiske forpligtigelse forsvandt med Det gamle Testamente og blev erstattet med en kærlighed, der tillader alt. Jesus og apostlene taler om kærligheden på samme måde som Moses, der i det store bud sammenfatter det vigtigste af alt i både Det gamle og Det nye Testamente: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er en. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og afhele din sjæl og afhele din styrke." 361 Aleneformaningen om at elske antyder, at kærlighed næppe er "noget man rammes af, om man vil det eller ej."

Og sammenhængen med budene er lige så tydelig som hos Jesus:

"Du skal elske Herren din Gud og holde hans bud, hans love, hans retsregler og hans befalinger alle dage... Hvis I holder alt det,jeg befaler jer at gøre, så I elsker Herren jeres Gud..." 362 Det er den samme grundregel som i alle andre relationer: At elske nogen indebærer, at man også tager alvorligt, hvad han eller hun vil. Ellers lever jeg bare videre i min egen verden, og forholdet visner.

Det får konsekvenser for vores livsførelse, men også for vores indre liv. Bibelens mennesker ville have følt sig meget fremmede over for den etisk løsrevne version af mystik, der nu og da er dukket op i kirken, og som i vor tids gnostificerede kulturklima synes mere åndelig end nogensinde. Mennesker, der søger store åndelige oplevelser uden efterfølgelse, ville de måske have givet det svar, som ørkenfaderen Abba Poimen gjorde, da nogen kom og spurgte, hvad 'de høje ting' er.

Den funklende forventning om noget rigtigt dybt åndeligt blev punkteret med et kort og djærvt svar: "Retfærdigheden." 363 En sand åndelig vejledning knytter kun i ringe grad kærligheden sammen med følelseslivet. Følelserne regnes med og tages alvorligt, men det inderste og bærende i kærligheden er ikke følelser, men viljen. Dermed er også forbindelsen mellem det indre liv og den ydre efterfølgelse naturlig. Som Thomas Merton skriver:

"Kærligheden er en forening af viljer. At elske Gud fuldkomment består i viljens fuldkomne forening med Gud. Det indebærer en manglende evne til at gøre noget, som Gud ikke vil. .. Kontemplation er et intimt kendskab til Gud, der strømmer ud af en kærlighedsfuld forening med hans vilje. Og Gud har selv fortalt os, at den normale vej til denne viljernes forening med ham er viljernes forening med andre mennesker for hans skyld." 364

Lammer vores evne

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres af Gud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden. Irenæus skriver:

"Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda,  at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366 Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering afkærligheden, en lovisk tilstoppeIse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der "elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og til sølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år. Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod. Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil. Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.

Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.

Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.

Nedfrysningen er fuldført.

Fisken i trappen

Hvordan sker gennembruddet? Er det i vores tid stadigvæk muligt at elske? Eller er vi alle dømte til fortsat nedfrysning?

Jeg prøver at forestille mig, at spørgsmålet slår ned i mig en dag, midt i mylderet på glastrappen, som udskiller taberne og løfter vinderne op i det moderne babelstårn-samfund. Jeg er begyndt at gennemskue myten om, at opstigningen 'skal skabe mig et navn'. Tværtimod mærker jeg, hvordan min identitet bliver mere og mere udvisket, og at min kærlighed bliver mere kold. Jeg ser mig omkring, men møder kun mediespejlene, de glinsende skærme, billeder, der rastløst flimrer forbi. Jeg føler mig frem med mine hænder, men mærker kun koldt stål, plastikknapper, glatte vægge. Jeg lytter, men hører kun bruset fra tusinde kanaler, trafikken fra gaden, og en snurren fra det evindelige ventilationsanlæg.

Men netop som jeg er ved at give op, får jeg tilfældigvis øje på et lille, ubetydeligt mærke, som nogen har ridset ind i fodhøjde ved siden af trappen. Jeg bøjer mig forsigtigt for ikke at blive set eller løbet over ende af de forbipasserende, og jeg opdager, at det er en lille fisk.

Famlende rører jeg ved fisken, og så sker der noget. En svag duft af saltvand, et fjernt sus afhav, som i en konkylie. Jeg farer sammen, da en dråbe rammer mig i ansigtet, og stirrer forbavset på et gabende hul i den glitrende væg. Der står nogen i hullet, et stykke fra mig. Han vinker mig hen til sig. Jeg kan ikke stå imod, selvom regnen nu pisker mig i ansigtet, og de andre råber, at jeg er ved at blive skør.

Gennem regnen og stormen hører jeg hans stemme: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mætt " 368 es.

Først mærker jeg ingenting. Jeg er stadigvæk svimmel efter jagten på trappen, forblændet af min stræben efter mere, højere, stærkere.

Men langsomt er det, som om trykket over brystet begynder at lette, det bliver nemmere at trække vejret. Det er, som om hans ord berører noget langt inde i mig, som om et glemt sprog vågner og strækker sig.

Og vi står på en vidtstrakt strand, Jesus ogjeg. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har set den før, og jeg mærker en blanding af sorg og længsel. Nu åbner der sig et andet lys over stranden, og vi går længe tavse side om side langs de brusende bølger. Til sidst vender han sig mod mig og spørger:

"Forstår du, hvadjeg har gjort mod dig?" Det var det spørgsmål, han stillede til sine disciple, da han havde vasket deres fødder den sidste aften.369 Han havde gjort noget mod dem og opmuntrede dem til at tænke efter, hvad det indebar. På samme måde har han gang på gang grebet ind i vores historie og opfordrer os til at se og tænke efter:

H vad indebærer det for mig?

Ignatius afLoyola plejer at instruere sine medbrødre i Jesu Fællesskab til hver aften holde en lille' eksamen' for Guds ansigt. Hvad er der sket i løbet af dagen? På hvilken måde er jeg kommet til kort over for Gud? Det skulle derefter danne grundlag for en bøn om tilgivelse og om kraft til igen at komme ind på det rigtige spor. Igennem lange perioder i historien har denne 'eksamen' fået en noget dyster slagside i retning af selvransagelse og dyrkelse af den dårlige samvittighed.

Fokus er kommet til at ligge på mine egne anstrengelser og min mislykkethed, og det fører sjældent til vækst og trivsel.

I den fornyelse af den ignatianske vejledning, der er sket siden Andet Vatikanerkoncil, er der også sket noget med denne 'eksamen'.

Vi genkender lettere Jesu spørgsmål, når den amerikanske jesuit George Aschenbrenner forklarer, at i eksamen" er formålet med ransagelsen ikke så meget at skelne mellem moralsk onde og gode handlinger. Fokus ligger snarere på, hvordan Herren påvirker os og berører os (ofte meget spontant!) dybt i vores egen bevidsthed." 370 At se tilbage på mit liv i store træk for at overveje, hvad Gud har gjort med mig og på hvilken måde, han har draget mig til sig. At se tilbage på denne dag for at få øje på Jesu nærvær og vilje i det, der er sket.

Dette kan ikke ske gennem generelle overvejelser på egen hånd.

Jesus stiller spørgsmål direkte til os og forventer, at vi svarer ham.

Den form for åben, reflekterende bøn fungerer omtrent som åbningen i glasvæggen. Et helt andet perspektiv gennemlyser langsomt mit liv, og jeg opdager en virkelighed, som jeg tidligere har været blind for.

Det begynder med, at jeg bliver bevidst om alt det gode, som Gud har givet mig. Og forudsætningen for at se det, er paradoksalt nok at erkende min fattigdom, skriver George Aschenbrenner:

"Når vi bliver alt for optaget af os selv og fornægter vores iboende fattigdom, mister vi gaverne. Enten begynder vi at kræve, hvad vi tror, vi fortjener (det fører ofte til vred frustration). Eller også tager vi glædesløst alt det, der sker os, for givet. Kun det i sandhed fattige menneske kan værdsætte den mindste lille gave og føle ægte taknemmelighed. Jo dybere vores tro er, desto fattigere er vi, og desto rigere på gaver. Livet selv bliver en ydmyg, glædesfyldt taksigelse." 371 I lyset af hvad Jesus har gjort med mig, kan jeg begynde at forme mit gensvar på det. Her viser det sig snart, hvor splittet jeg er: Længslen efter at give min kærlighed og lydighed til ham. Modstanden imod alt, der kunne true min kontrol over tingene. Jesus har tid til at vente.

Det vigtigste er ikke, hvor hurtigt jeg går frem, men hvor oprigtig jeg er mod mig selv. Hvis Jesus har gjort dette mod mig, hvad skal jeg så give ham tilbage. Her bliver tærskelen tydelig:

"Når vi bliver tilstrækkeligt følsomme og seriøse i vores kærlighed til Gud, begynder vi snart at indse, at der er noget, der må forandres.

Vi fejler på så mange områder, der er så mange mangler at rydde op i.

Men Herren ønsker ikke, at vi skal tage fat på det hele på engang.

Normalt er der et område i vores hjerte, hvor han særligt kalder os til omvendelse, og det er altid begyndelsen til et nyt liv. Han skubber til vores indre på et bestemt område og minder os om, at hvis vi virkelig mener det alvorligt med ham, så må den side af vores liv forandres.

Det er ofte netop det område, vi helst vil glemme og (måske!) bearbejde senere." 372 Under denne proces, som kan tage kortere eller længere tid, vækkes en side i vores gudsforhold, der ikke ligefrem bliver overbetonet i dag: Sorgen. "Et kristent menneskes hjerte er altid et hjerte, der synger - en sang af dyb glæde og taknemmelighed. Men dette Halleluja kan være temmelig overfladisk og uden substans og dybde, hvis det ikke er blevet berørt af ægte sorg. Det er en sang fra en synder, der hele tiden er bevidst om, at han er offer for sine syndige tilbøjeligheder, og alligevel bliver han stadig omvendt til det nye liv, som han garanteres gennem Jesu sejr...

... Denne sønderknuselse og sorg er ikke en skam eller en depression over vores svaghed. Det er en troserfaring, når vores indsigt vokser i mødet med Faderens ufattelige længsel efter, at vi skal elske ham med hvert fiber i vores væsen." 373 Ingen bøger eller kurser, ingen former for terapi eller meditation fører frem til dette gennembrud. Her er det ikke eksperterne, men synderne, der viser vej. Som den grædende kvinde ved Jesu fødder, outsideren, der fandt ham ved en fest hos de religiøse. "Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." 374 Hun er fremtidens kirke.

-------

Jeg vil gerne introducere jer for nogle meget fine iagttagelser, som Magnus Malm beskriver om måderne vi møder andre måder at tænke på, andre menneskers tro, andre kristne og kirker, og at vi typisk reagerer ud fra et skalkeskjul af det at:

Dyrke fjendebilleder

Rastløs aktivisme

Interlektualisering og

Åndeliggørelse, men læs selv

VENDT MOD ET ANDET ANSIGT

D ET ER EN SKØN forårsaften i midten af 1800 tallet. I en lille husmandsstue i en rydning i skoven sidder en gruppe mennesker tæt sammen. En inderlig sang trænger ud gennem de grå bræddevægge.

På stien hen mod huset kommer en ung mand gående med tøvende skridt. Han banker forsigtigt på, bliver venligt taget imod og lister ind og sætter sig på gulvet nærmest døren. ] begyndelsen tager ingen notits af ham, og samtalen om bibelteksten fortsætter omkring bordet. Så begynder man at bede, lyttende og intenst. Lidt efter kommer en gammel mand hen til den nyankomne, lægger varsomt armen omkring ham og hvisker: "Hvordan er det, Oskar, har du fred med Gud'?" Det er en smuk forårsaften i slutningen af det 20. århundrede. Nogle gode venner sidder på en eafe i storbyen og drikker cappuccino og spiser baguette med basilikum og fetaost. En af pigerne er netop færdig med teologi studierne og skalordineres til præst på søndag. Det kom som lidt af et chok, da hun afslørede sine planer for fem år siden, ror ingen af vennerne var specielt religiøse... Siden dengang har samtalen ofte kredset omkring åndelighed, og flere af dem er begyndt at snuse til litteratur og foredrag inden for forskellige strømninger af Indre søgen. Et par af dem gik endog en søndag med Carina i kirke, og det førte til usædvanligt livlige diskussioner. Nu hviler lidt af stundl'ns alvor over flokken, og man taler igen - om Gud. Carina vender sig mod en af de andre, der også kalder sig troende, og spørger: "Ev, hvilket gudsbillede har du egentlig'?" De to spørgsmål afspejler et stille skred i hele det åndelige klima i vores kultur. Lad os kalde det forskydningen fra samvittighed til bevidsthed. I vækkeIsens husmandsstuer handlede mødet med Gud frem IIH' alt om samvittighedens opgør, på grænsen mellem den gamle og den nye måde at leve på. Det brændende spørgsmål var, om Gud virkelig kunne tilgive, at jeg havde levet, som jeg havde gjort - og dermed give mig en ny start i livet. Man spejdede ligesom op i Guds ansigt for at finde ud at: om der var et glimt af imødekommenhed i de øjne, der ser alt. Som når et barn tager mod til sig og fortæller sin far om den smadrede rude- og forventer, at "det skal blive i orden mellem os igen." I dag henvises samvittigheden ofte til psykologen, der skal forsøge at hjælpe mig med at finde ud at: hvorfor jeg stiller så høje krav og har så svært ved at tilgive mig selv. Den åndelige søgen sker i stedet ud fra bevidstheden, en intellektuel bearbejdning af forskellige gudsforestillinger. Problemet er ikke længere synden- at jeg har handlet og levet på en forkert måde. Problemet er uvidenheden, at jeg ikke har forstået, hvem jeg selv er, og hvem Gud er. Vejen til den indsigt går ikke som i husmandsstuen gennem min ensomme kamp med Gud - men gennem kurser, diskussioner, foredrag og bøger. Åndeligheden slutter sig til kundskabssamfundets altomfattende hovedvej.

Den sædvanlige forklaring i kristne sammenhænge er, at denne forandring netop beror på manglende kundskab: Mennesker ved ganske enkelt ikke særlig meget om den kristne tro, og derfor kan vi ikke forvente en samvittighedskrise, som vi fandt den i I800-tallets vækkelser. Først når jeg har nogle basale bibelske sandheder om Gud klart for mig, kan jeg tage et opgør og nå til forsoning med ham. Underforstået: Hvis mennesker blot får tilstrækkeligt med bibelkundskab, så er vi snart ved vækkelsestiderne igen...

Er det virkelig sådan, det hænger sammen? Eller overser vi den grundlæggende forskydning i kulturklimaet? Der handler det ikke om mængden af kundskab (for da ville det jo være relativt let at sørge for, at folk lærer noget mere om Bibelen). Det handler om troen på, at kundskaben i sig selv er vejen. Den fører ikke frem til et forhold til Gud, men til en bevidsthed om Gud. Denne bevidsthed får mig til at føle mig godt tilpas. For målet med vores liv er ikke længere at leve rigtigt, men at have det godt.

Alt dette er egentlig klassiske gnostiske tanker. Ifølge gnostikerne er syndefaldets indhold ikke oprør, men uvidenhed. Menneskers problem er ikke, at vi har sat os på Guds plads, men at vores forstand er formørket, så vi ikke forstår, hvem Gud er. Frelsen handler dermed Ikke om at blive forsonet med Gud, på den måde at konflikten forvandles til venskab. Frelsen består i, at man bliver oplyst om Gud, så uvidenheden forvandles til indsigt. Denne indsigt formidles af den sande kundskab - gnosis.

Det betyder, at blot vi tænker sandt om Gud, så bliver alt godt. Det "JO vore fejlagtige forestillinger, der er problemet. Det hele kan sammenlignes med den terapi form, der betragter alle ødelagte relationer ,(1m et resultat af fejlagtige indre forestillinger: lavt selvværd, falsk , skyldfølelse, negativt faderbillede, frygt for omverdenen osv. At jeg  skulle behøve at bede nogen om tilgivelse, ændre min opførsel eller tilgive dem, som har gjort mig ondt. opfattes som primitive rester af et undertrykkende menneskesyn. Det er min indsigt, der gør mig fri. At  blive hjulpet opfattes som ydmygende, hvad enten hjælpen kommer fra Gud eller mennesker.

Lægger puslespil

Den kristne kirkes udvikling har løbet parallelt med kundskabssamfundets fremvækst. Vender vi tilbage til vækkelserne i 1800-tallet i både kirkelig og frikirkelig udgave, så var det sandelig ikke kun ømhed og åbne arme, som mennesker kunne møde. Ind imellem gik omvendeIsesforkyndelsen over gevind og skabte høje tærskler mellem 'indenfor' og 'udenfor'. En ubarmhjertig undervisning om synden ramte ved siden af den virkelige skyld og havnede i stedet i et uhyrligt morads af religiøs skyldfølelse: "Uanset hvad jeg gør eller tror, er det ikke godt nok over for Gud og menigheden." Kirken ligner ægteskabet på mere end en måde: Sårbarheden gør, at jeg intet sted kan få så meget trøst som der - og intet sted lide så stor skade. Den åbne forventning kan føre både til himmel og til helvede.

Og for mange af dem, der fik kirkens forkyndelse galt i halsen, blev helvedesrøgen signalet til at flygte fra alt, der har med Gud og åndelighed at gøre. En dybt rodfæstet ateisme eller agnosticisme bredte sig ud i mange samfundslag, ikke mindst blandt forfattere og andre kulturarbejdere, der havde rødder i den gamle vækkelsesfromhed. Det nødvendige selvforsvar mod overgreb voksede til en altomfattende forskansning mod alle former for åndelighed.

For andre, der blev sårede, men alligevel ikke ville opgive al kontakt ned Gud, var der en anden mulighed. Har jeg oplevet fornedrelsen ved ikke at være god nok, ved ikke at være tilstrækkelig åndelig, vil jeg forsvare mig med næb og kløer mod alt det, der minder mig om den erfaring. Det, der står tilbage, er en radikal 'bekræftelsesteologi " hvis :neste og til stadighed gentagne budskab er, at Gud tager imod mig, som eg er. Det er ment som en befriende åbning i den kvælende fromhed, men det bliver så fortvivlende let en ny forskansning. Min frygt for endnu engang at blive regnet som uåndelig gør, at jeg vægrer mig mod alle andre budskaber end dem, der bekræfter mig og ikke stiller (rav. Det bliver som et eventyr, hvor jeg bor på et slot med høje mure )g en bred voldgrav. En dag bliver der hamret på porten, og jeg råber lden at åbne: "Hvem der?" Fra den anden side lyder det: "Jeg er et sendebud fra kongen. Han vil gerne møde dig for at tale med dig om mit liv." Og jeg svarer: "Forsvind herfra, jeg har lært kongen at kende ;om en god hersker, der lader os alle være i fred." En dag er det slut med slottets forråd.

Under alle de rigtige ord om Guds kærlighed ligger der en dyb frygt for virkelig at blive konfronteret med Gud. Tænk, hvis han ikke ~r god? Så holder jeg hellere fast ved mit gudsbillede og forsvarer det mod alt, hvad der kan tænkes at ville sætte spørgsmålstegn ved det ~nd åbner min dør for et virkeligt forhold til den levende Gud.

Ignatius af Loyola, en af den åndelige vejlednings store mestre, taler om, at sjælen skal være fri som en vægt i balance for at kunne skelne Guds røst. Men i en forskansning som denne er jeg alt andet end fri til at høre, hvad Den Hellige Ånd siger til mig. Kan det være en af årsagerne til den mærkelig livløse atmosfære i mange kristne sammenhænge, hvor man til stadighed gentager, at Gud elsker os, som vi er, men aldrig kan sige noget andet?

Til sidst fører vore ulægte sår til, at vi ikke længere kan holde sammen på sandheden. I evangelierne er det en selvfølge, at mennesket er en synder, og at Jesus elsker syndere. Men hvis hele min holdning over t'ar Gud er at forsvare mig imod enhver antydning af, at jeg ikke skulle være god nok, så tvinges jeg til sidst til at vælge en af disse sandheder. "Synder, hvad mener du med det? Jeg tror på en god og tilgivende Gud!" Og når sandheden ikke længere er hel, kan den ikke længere hele.

Tilbage er kun det intellektuelle puslespil med gudsbilleder, der passer så perfekt ind i det gnostificerede kundskabssamfund. "For mig er Gud som en... min Gud er snarere som en..." Alt sammen foregår på tankeplanet - ideer og billeder flyttes rundt og tegnes om alt efter vore egne behov og ønsker. Bevidst eller ubevidst påvirkes vi af vore sår på den måde, at vi søger et gudsbillede, der er så langt som muligt fra den erfaring. Vi vil jo ikke såres engang til.

I den åndelige vejledning går hele metodikken ud på at indprente de rigtige trossætninger. "Hvis vi bare kunne fatte, at Gud elsker os, at vi er gode nok, som vi er..." Her opstår der en uhellig alliance mellem liberale grene af kirken og trosbevægelsen: Begge har en dybest set gnostisk metodik: frelse ved ret tænkning. Man gør alt for at slippe for at møde Gud ansigt til ansigt, uden et beskyttende filter af jeg-forstærkende trossætninger.

Det handler ikke længere så meget om en relation til Gud, for en virkelig relation bygger altid på sårbarhed og åbenhed over for, at den anden kan vise sine virkelige og uventede sider. Det handler om at nå frem til den rette bevidsthed om Gud, hvor alle truende spørgsmålstegn rettes ud, og jeg roligt kan regne med, at Gud ikke forstyrrer mig i min åndelighed.

Dette får direkte følger for et af Bibelens nøgleord, synd. Når vores forhold til Gud flytter fra samvittigheden til bevidstheden, mister synden sin paradoksale evne til at drive os ind i Guds favn. Den bliver i stedet et frit svævende teoretisk begreb, et pinefuldt levn fra en svunden tid, som vi forlegn pirker lidt til ind imellem, uden at vi rigtig ved, hvad vi skal gøre med det. "Vi må finde en ny måde at tale om synden på i vores tid" og lignende udtryk viser blot, hvor vildfarne vi er.

Når synden er blevet løsrevet fra den eneste instans, der kan belyse den, nemlig samvittigheden, står der kun forskellige teoretiske modeller af synd tilbage. De viser sig snart at udarte til kulturelt betingede kataloger af uønsket opførsel, lige fra at gå i biografen til at opbygge  multinationale selskaber. Så længe vi bevæger os på dette teoretiske diskussionsplan, slipper vi udenom den ægte syndserkendelse, den, der rammer os i hjertet og får os til at komme til Gud. Evangeliet bliver, hvis det går højt, 'interessant', men aldrig et spørgsmål om liv og død.

At dette virkelig handler om selve kernen i evangeliet, indser vi, når vi hører Johannes Døbers bekendelse: "Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd." 309 Hvis ikke vi giver samvittigheden lov til at lodde dybden og renheden i vores forhold til Gud, men affejer den med 'gammeltestamentlige gudsbilleder' og 'religiøse skrupler' - hvordan skal vi da kunne tale om synd?

Og hvis vi ikke længere kan tale realistisk om menneskets synd, hvordan kan vi da nogensinde erfare kraften i Jesu evne til at løfte os ud af vore synder? Hvis vores behov blot er åndelig indsigt og kundskab, hvorfor måtte Jesus så dø som et offerlam på korset? Så kunne han jo have nøjedes med at undervise.

Måske kan vi tale om 'gudsbilleder' i to betydninger. I en forstand er vi alle ofre for fejlagtige gudsbilleder, eftersom "alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud," som Paulus skriver:  Vore forældre gav os livet og meget andet godt, men også noget, der har skadet vores evne til at have gode relationer - til os selv, til andre mennesker og til Gud. Familie, opvækst, skole og andet, der har påvirket os, har også ridset deres mærker ind i vores billede af virkeligheden. Naturligvis også den virkelighed, vi kalder Gud!

Bibelen er fuld af mennesker, der gang på gang må revidere deres tidligere billeder afGud. Her arbejder Den Hellige Ånd tålmodigt med at vise os sammenhænge og årsager, for varsomt at kunne løfte os fri af de falske gudsbilleder, som hindrer os i at se ind i Faderens gode ansigt uden frygt. Det er jo det, jeg inderst inde gerne vil.

En anden betydning af 'gudsbillede' er, når jeg holder fast ved et billede af Gud, der beskytter mig mod overraskelser. Her prøver jeg ikke at komme af med mine falske gudsbilleder. Her har jeg brug for dem for at holde den Gud på afstand, som jeg føler mig truet af. Ofte ligger der noget i mit livs inderste, som jeg har en interesse i at skjule eller forsvare. For at beskytte det tiltrækkes jeg af gudsbilleder, der ikke sætter spørgsmålstegn ved mine skjulte interesser. Ignatius af Loyola har i et af sine breve en tør kommentar til denne sammenhæng: "Der er god grund til at frygte, at hovedårsagen til fejlagtig lære ligger i et umoralsk liv, og fejlene forsvinder ikke, før lasterne bliver korrigeret." 311 Den type gudsbilleder har ofte et menneskeligt ansigt, men det mærkelige ved dem er, at de er så livløse. Præcis denne dobbelthed har menneskers egne gudsbilleder haft til alle tider: "Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte.

De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube." 312 Frugten af at hengive sig til sådanne gudsbilleder beskriver salmisten med uhyggelig realisme: "Sådan bliver også de, der har lavet dem."

Vore skalkeskjul

Modstanden kan give sig mange udslag. En hovedsag for al åndelig vejledning er at afdække menneskers forsvar mod Gud, hjælpe dem til at lytte til de bagvedliggende årsager til dette forsvar og pege på muligheden for at opgive forsvaret og i stedet gå Gud i møde. Da vores tilbøjelighed til modstand mod Gud er en almenmenneskelig egenskab og ikke noget, der kun kendetegner en vis gruppe af troens fjender, kan vi passende begynde denne afdækning i vores eget liv. Eller rettere sagt: Den må begynde der. Vores evne til at hjælpe ikke-kristne til at overvinde deres modstand mod evangeliet, beror på, hvor godt vi har lært vores eget forsvar at kende. Nogle eksempler:

Dyrke fjendebilleder

 Diskussioner om Gud, kirke og åndelighed har i vores tid et ofte tilbagevendende indslag: En skråsikker stempling af visse bevægelser, teologer eller andre ledere, som udgør det store problem. Der er ingen ende på deres fejl og mangler: Fanatiske, udvandede, fundamentalistiske, liberale, magtbegærlige, manipulerende, usunde, glædesløse, uoplyste, dømmende, hovmodige osv. Ræsonnementet går som regel ud på, at vores mulighed for at ånde frit er afhængig af, hvor langt vi kan holde disse fænomener og personer fra os. Hvis de ikke fandtes, ville alting være meget lettere.

Da Jesus bad den, der var uden synd om at kaste den første sten på kvinden, som havde begået ægteskabsbrud, gik de ældste derfra først.325  Måske tager det nogle år, før man har nået den modenhed, hvor man opdager den generende enkle sammenhæng: Der findes ikke noget, vi bliver mere oprørte over hos andre end det, vi absolut ikke kan tolerere hos os selv. Når vi genkender de værste sider hos os selv i andre mennesker eller bevægelser, reagerer vi med en hårdere dom end ellers. Vi 'projicerer' vores egne mørke sider over på dem: Der kan de gennemhegles og straffes, uden at det rammer os selv. På den måde bliver kritikken af andre en ubevidst måde at forsvare os selv mod at blive afsløret.

I sin mest ekstreme form finder vi dette mønster i store etniske og politiske konflikter. En jødisk bosætter og en Hamas-terrorist har opbygget en stor del af deres identitet på samme måde: det entydigt onde billede af fjenden. Skulle dette billede vise sig at være falsk, så fjenden faktisk fremstår som menneskelig, ogjeg samtidig får syn for mine egne onde sider, ville det ryste grundvolden for hele min identitet.

Nordirlands ultraprotestanter og IRA-fanatikere har det samme problem. En fremgangsrig fredsproces truer ikke kun Irland, men hele deres personlige identitet. Hvis problemet ikke bare skyldes fjendenhvem er jeg så? Det er ikke så mærkeligt, at man bogstaveligt talt kæmper med livet som indsats for at beholde konflikten!

De skråsikre karakteristikker og skarpe fronter i den kristne kirke giver anledning til selvransagelse: Hvad er det egentlig, jeg har det så svært med hos disse mennesker? Er der spor af det samme i mit eget  liv? Holder jeg ubevidst Gud på afstand, når han vil berøre disse områder?

Rastløs aktivisme

Hvis jeg har begået en fejl, måske en alvorlig synd, men ikke vil erkende det over for Gud og mig selv - hvad gør jeg så? En metode er at forsøge at arbejde det væk. Jeg kaster mig ud i rastløs aktivisme i menigheden, det politiske liv, studiekredse, miljøprojekter, hjælpeorganisationer. Jeg vil jo så gerne gøre en indsats i den gode sags tjeneste!

Og vist er det godt, meget af det der gøres. Men hvis drivkraften er en uvilje mod at tage et opgør med det onde, hvad bliver så frugten af det altsammen? Vi kan ikke arbejde os ud af vore synder. Dels vil vi ikke komme af med dem på den måde - de vil ligge som lækkende gifttønder på bunden af vore liv og med tiden sprede en bitter smag i alt det, vi er og gør. Dels er det en meget dårlig drivkraft for gode gerninger. Skylden er aldrig en god motor - den spreder synden i stedet for at udslette den.

Trappistmunken Charles Cummings skriver om, hvordan aktivismen i et kloster kan minde mistænkeligt om al anden aktivisme:

"Når jeg til stadighed holder mig selv i gang, også med trivielle ting, kan jeg udsætte mødet med mig selv. Den konfrontation ville måske afsløre en fattigdom, et behov for forandring og omvendelse, som jeg helst vil undgå at erkende. En del mennesker stiller sig aldrig op på en vægt, fordi de er bange for, at den skal vise, at de vejer for meget og bør gå på kur. Hvis jeg hele tiden er på farten, eller hele tiden søger anledninger til at hygge mig sammen med andre, får jeg aldrig tid tilovers for mig selv.

Jeg kan fortabe mig i arbejde. Arbejdet giver mig noget konkret og synligt at beskæftige mig med, noget jeg kan kontrollere. Fremgangsrige resultater af mit arbejde giver mig en tilfredsstillende følelse af at være nyttig og værdifuld. Arbejdet dæmper og dræber den overfladiske tomhed, jeg føler, så snart jeg er alene.

Arbejdet kan ikke alene beskytte mig mod mig selv, men ind imellem også mod Gud. Jeg kom til klostret for at søge Gud, men så snart Gud begynder at vise noget af sin kraft og nærhed, trækker jeg mig forskrækket tilbage. Guds mysterium tiltrækker mig, men det skræmmer mig også. Hebræerbrevet siger, at 'Gud er en fortærende ild'. Arbejdet tilbyder mig en effektiv beskyttelse, når jeg ikke er sikker på, hvor nær jeg ønsker at komme denne guddommelige ild." 326

Hvad Levi s vidste...

Drevet af en gnostisk overbevisning om, at det moderne menneskes problem med Gud ligger på det intellektuelle plan, bruger vi enorme mængder energi på at fremstille gudsbilleder, der kan være acceptable i dagens samfund. Modet til at skære traditionelle trossætninger væk er forskelligt hos liberale og konservative, men vi er ofte enige om, at det gælder om at forklare evangeliet på en så attraktiv og meningsfuld måde, at det ikke vækker anstød. Udgangspunktet i forkyndelsen er som oftest det samme over hele spektret af teologiske opfattelser: Hvis vi bare kan forklare det på den rigtige måde, så mennesker forstår - så vil de også tro.

Er det rigtigt? Lad os citere Woody Allen: "Hjernen er vores mest overvurderede organ." Trods visse andre forskelle tager han Ignatius i hånden og mener, at den intellektuelle bearbejdning langt fra er den vigtigste hos mennesker. Vores liv styres fra andre sider, og den intellektuelle gennemtænkning kommer i de virkelig afgørende situationer i anden række. For at citere en stemme fra en verden, der for længe siden indså denne sammenhæng og derfor har en enorm indflydelse på vores liv - mærkevarerne:

"Følelserne reagerer betydeligt hurtigere end fornuften. Sociobiologerne hævder, at følelserne vejleder os i kritiske situationer, hvor  beslutningen er for vigtig til at overlades til intellektet alene... Et syn på den menneskelige natur, der ignorerer kraften hos vore følelser, er derfor mangelfuld. Navnet Homo Sapiens, den tænkende art, er misvisende på baggrund af, hvad den moderne videnskab nu fortæller os om det emotionelles rolle. Som vi alle ved af egen erfaring: Når vore beslutninger eller handlinger skal formes, så tæller følelserne præcis lige så meget, om ikke mere, end de rationelle aspekter. De fleste af livets store afgørelser baserer vi mere på følelserne end på fornuften.

Der er noget inden i os, der vil, at det altid skal 'føles rigtigt'.

I vores vestlige kultur har vi haft en forkærlighed for det rationelle og har udformet IQ-tester for at måle og rangere mennesker. Men, intelligens kan reduceres til nul og kiks, når følelserne hersker. Og hvis vi sætter den menneskelige psyke ind i et historisk perspektiv, er det måske i virkeligheden ikke så mærkeligt, at følelserne ind imellem tager over. Det biologiske design for følelsernes rolle i vores nervesystem, som vi er født med, er det, der har fungeret bedst i de seneste 10.000 generationer, men ikke i de sidste fem."3!3 Med denne indsigt kunne man gøre Levi's til verdens største jeansmærke, selvom den ene test efter den anden viser, at de overhovedet ikke er bedre end andre jeans. Uden denne indsigt havner de fleste japanske biler uden for de svenske top-ti-lister, selvom biltests gang på gang viser, at de klarer sig mindst lige så godt som de dyrere europæiske biler. Og uden den indsigt står kirken og stamper i frustration over, at det stadigvæk ikke er lykkedes dens veluddannede teologer at fremstille et salgbart gudsbillede, der kan bryde den kristne marginalisering på det religiøse marked.

Markus Heilig, overlæge og docent ved Karolinska sygehus i Stockholm, fortæller om et forsøg, hvor et antal personer prøvede fire forskellige kortspil. To af dem gav til sidst gevinst, de andre tab. Det viste sig, at de normalt fungerende personer hurtigt blev indfanget af de 'gode' spil. De, som derimod var 'følelsesmæssigt blinde', blev siddende med de dårlige.

Følelsesmæssigt? Ja, man foretog en enkel måling af hjerterytmen hos deltagerne. Det viste sig, at man hos de raske kunne registrere en pulsstigning, når de nærmede sig et dårligt kort. Dette skete altså langt inden personen bevidst kunne formulere, hvilken strategi han/hun fulgte. Og Markus Heilig drog den enkle konklusion, som vores hverdags erfaring til stadighed bekræfter:

"Vi tror, vi diskuterer med bevidste, rationelle argumenter. I virkeligheden har vi allerede besluttet os af følelsesmæssige grunde, og bagefter bruger vi intellektet for at finde de passende argumenter." 314 Sådan også med Gud. Tag eksemplet Sartre, som vi skrev om i tredje kapitel. Han brugte sin store tankekraft på at skabe et filosofisk system, der byggede på den tese, at Gud ikke findes. For hvis han fandtes, ville det være slut med menneskers frihed. Hvorfor tænkte han på den måde? Hvorfor var det så vigtigt for ham at fornægte Gud?

Hvorfor havde hans gudsbillede et så negativt indhold?

Lad os kort citere fra Annie Cohen-Solals store Sartre-biografi fra 1985. Hun fortæller om hans forhold til faderen, Jean-Baptiste: "Han besluttede sig for ikke at have noget ophav og kundgjorde, at Sartres far ikke eksisterede. Ganske vist havde han heller ikke kendt denne far, der døde da Jean-Paul var bare 15 måneder gammel. Udspurgt om dette emne fremhævede forfatteren senere, at der ikke havde været noget spor efter faderen, at familien havde været tavs eller simpelt hen, at de aldrig havde mødtes. 'Min far?' svarede han ligegyldigt: 'Det var et fotografi på min mors værelse...' Og han tilføjede: 'Jeg har ikke haft nogen far.' Punktum.3l5 I stedet udviklede Jean-Paul en dyb binding til moderen. Faderen havde været hans eneste rival til hendes kærlighed, og den eneste gang han faktisk mødte sin far, der var sømand, var, da han kom hjem på orlov og 'detroniserede' den lille Jean-Paul. Derefter "kunne han igen tage Anne-Marie i besiddelse... sikker på, at hans far ikke kom tilbage.

De følgende ti år blev den store tid for det forulykkede kærestepar, der bestod af mor og søn." 316 Og Cohen-Solal understreger, at Sartre var som besat af kærlighed til sin mor og havde et voldsomt ødipuskompleks.317 Da Jean-Paul var tolv år, giftede moderen sig med" en 43-årig mand, der tog hans mor fra ham." Om aftenen udsatte stedfaderen Jean-Paul for "lektioner i geometri- og algebra, der ikke sjældent sluttede med en lussing." Og Sartre skriver selv senere: "Min familie blev splittet.

Jeg havnede sammen med en fyr, som spillede min far, og som var totalt fremmed for mig." 318 Så kom første verdenskrig og knuste den kvælende borgerlige idyl, som Sartre var vokset op i. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Cohen-Solal skriver: "Med den desperate femtenårige knægts store armbevægelser gjorde han op med sin baggrund og kastede sig ud i en voldsom revolte mod stedfaderen, samfundet og sine egne rødder.

Sådan kom eksistentialismens mest slagkraftige variant til verden, den filosofi, der bogstaveligt taIt lader mennesket tage Guds plads, når det gælder om at skabe holdninger, kønsroller og sociale strukturer. Cohen-Solal skriver: "Der var ikke længere noget, der bandt ham: hans familie var gået i opløsning og den gamle verden var brudt sammen. Da hans tid kom, kunne han fri og uafhængig hengive sig til sin yndlingsrolle som den befriende, 'søn af ingen', som han holdt så meget f " 320 a.

Det kræver unægtelig en blind tro på fornuften, hvis man vil fornægte den tydelige følelsesmæssige drivkraft bag Sartres oprør mod Gud. Den intellektuelle bearbejdning var lige så sekundær som hos fader Freud selv, hvis far var jødisk rabbiner. Hvorfor blev Freud en så overbevist ateist? Den amerikanske religionspsykolog James Jones peger på en afgørende faktor:

"For ham var sønnens oprør mod faderen en central faktor i menneskets natur. Og da Freud ikke kunne tolerere andre autoriteter end sig selv, fik han naturligvis problemer med at forestille sig en højere orden. Han var en brillant mand, men han kunne kun have disciple, ikke kollegaer. Så snart nogen begyndte at udvikle egne ideer, sagde han fra." 321 Naturligvis er det ikke kun ateister, der har følelsesmæssige rødder, når det gælder deres forhold til Gud. Da mennesket ganske enkelt er skabt med denne forbindelse mellem følelse og fornuft - hvilket selvfølgelig ikke gør fornuften mindre vigtig! - går dette mønster igen hos enhver kristen. Det er en af årsagerne til manges voksende frustration over den akademiske teologi s totale dominans over kristen lederuddannelse. Den slags studier kommer ganske enkelt ikke ned til rødderne af de forskellige gudsbilleder, hverken i studenternes eget liv eller hos de teologer, der studeres. Eller som den belgiske jesuit og arbejderpræst Egied van Broeckhoven skriver i sin dagbog fra det teologiske seminarium: "Intellektet løber løbsk. Fornuften må skridt for skridt opdage det, som kærligheden skridt for skridt elsker. Kærligheden går længere end intellektet. Her i Theologicum løber intellektet løbsk og lader kærligheden i stikken." 322 Oprør eller kærlighed. Ordene beskriver ikke blot to grupper af mennesker: De, der siger nej til Gud, og de, der siger ja til ham. De beskriver også den splittelse, der findes i ethvert menneske efter syndefaldet. Der er i os alle en spænding mellem disse to stærke drivkræfter, der til stadighed i et komplekst samspil med ydre omstændigheder forstærker den ene eller den anden side af vores forhold til Gud. Alt det, der fortjener betegnelsen åndelig vejledning, må tage vores splittethed alvorlig: Længslen og modstanden. Hvis jeg som kristen tror, at der kun findes gudslængsel i mig, varer det ikke længe, før jeg bliver forfærdet over, hvor svært det kan være at bede. Og hvis en ateist tror, at der kun findes modstand mod Gud i ham, finder han snart ud af, at han må bekæmpe en længsel efter noget mere, en længsel, der er svær at udrydde.

Det betyder også, at den kristne kirkes evangelisation må tage menneskers modstand mod Gud alvorligt, hvis den vil være realistisk. Der tales i dag ofte om den åndelige søgen i vores postmoderne samfund, som om det bare var et spørgsmål om at hente et acceptabelt gudsbillede frem, for at mennesker kan komme til tro. Hindringen siges hele tiden at være, at mennesker ikke kan tro, sådan som kirken bærer sig ad.

Men tænk om mennesker ikke vil tro? Tænk om de kun slipper så meget af deres længsel fri, at der ikke rokkes ved jeg'ets grundlæggende herredømme? Da er det vist kun den mest udvandede kristendom, der behøver at ulejlige sig, og selv den vil næppe møde anden reaktion end en inderlig gaben.

C.S. Lewis var i mange af sine år på universitetet en særdeles velreflekteret ateist. Han beskriver senere sit forhold til Gud i den periode: "Agnostikere taler med glæde om ' menneskets søgen efter Gud. '

Som jeg var dengang, kunne de for min skyld lige så godt have talt om musens søgen efter katten." Og han tilføjer: "Husk på, at mit største ønske var at slippe for 'indblanding'." 323 Jesus vidste, at han var verdens lys. Men han havde ingen illusioner om, at mennesker skulle komme styrtende fra alle sider for at slutte sig til ham. Hans realisme er krads, når han beskriver menneskets dilemma:

"Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud." 324 Den store hindring synes altså ikke at være, at mennesker er uvidende om åndelige ting og bare venter på at blive oplyst af den rette kundskab. Hindringen synes heller ikke at være, at Jesu gudsbillede ikke er intellektuelt acceptabelt, sådan at mennesker ville forandre sig, hvis han kom tilbage med en bedre version.

Den store hindring, den virkelige krise ('krisis' er det græske ord for dom) er, at vi mennesker har noget at skjule - og derfor gør vi modstand mod lyset. I den situation elsker vi mørket mere, for mørket stiller ingen besværlige spørgsmål til, hvordan vi lever. Vi slipper for indblanding.

Intellektualisere

Hvor ofte er intellektuelle indvendinger mod Gud ikke et skalkeskjul for andre indvendinger, der ikke føles lige så stuerene? For mange er det f.eks. lettere at tale om, at 'Naturen' har indrettet dyreverdenen og økosystemet meget viseligt, end at tale om, at Gud har gjort det. Er det virkelig, fordi det rent fornuftsmæssigt er så meget mindre sandsynligt, at der står en Gud bag alt dette? Eller er det, fordi erkendelsen af Guds eksistens ville detronisere os mennesker (læs: mig selv) fra vores almagt og stille os over for noget, der er større end os selv, og som gør os moralsk ansvarlige?

Bibelen hævder jo hårdnakket, at vores største problem ikke er intellektuelt, men moralsk. Så vælger vi Iflåske den intellektuelle tolkning, der bedst beskytter vores moralske position?

l den kristne kirke er dette fænomen nærmest blevet en epidemi.

Vores evne til at teologisere og teoretisere Jesu kald til efterfølgelse er legendarisk. Den store renæssance-humanist Erasmus af Rotterdam foreslår i sin bog 'Dårskabens lov' fra 1511, at de kristne lande skal erstatte deres soldater med teologer, næste gang de er i krig:

"Tænk, hvilken lysende sejr de ville vinde! Jeg vil gerne se den koldblodige tyrk, som ikke ville få det hedt om ørerne over for disse spidsfindige herrer. Og ingen i de fjendtlige hære har så skarpt et blik, at ikke hans øjnes lys ville blive slukket i det mørke, de angribende teologer ville sprede omkring sig." 327 For en sikkerheds skyld føjer Erasmus til: "Nu tror l måske, at jeg bare siger dette for sjov. Ja, det kan godt være. For der findes virkelig teologer, som ved bedre, og som føler væmmelse ved den slags idiotisk ordkløveri. Nogle af disse anser det for helligbrøde, ja, den rene gudsbespottelse at tage munden så fuld og med rent hedenske metoder føre frække diskussioner om emner, der er fyldt af en mystik, som vi ikke bør søge klarhed over, men bøje os for i ærbødighed: Det er at trække den guddommelige teologi s majestæt ned i snavset." When will we ever leam... Allerede for 500 år siden havde intellektualiseringen skabt glimrende forsvarsværker mod sandheden: "De vender det døve øre til sådanne indvendinger; de trives så godt og er så tilfredse med sig selv, når de dag og nat kan sysle med deres elskede dumheder og ikke engang giver sig tid til at slå op og se efter i evangelierne eller Paulus' breve. Og med dette unyttige pjat tror de, at de støtter kirken, som måske ville gå under, hvis de ikke holdt den under armene med deres syllogismer." Men vi behøver ikke at gå længere end til os selv. Hvor fristende er det ikke at løfte de nærgående bibelord op på et alment debatniveau, hvor bibeltolkningen altid er relativ, og hvor man altid kan afsvække skarpheden i Guds ord med sin egen lærdom. Hvilken ressource er det ikke for kirken at have så kompetente mennesker, der ikke falder for de enkle løsninger, men formår at se tingene fra flere sider!

At intellektualisere er en forsvarsattitude, der er gangbar i alle forhold, både over for Gud og mennesker. Har jeg det svært med nærhed, med at udtrykke følelser, eller er jeg usikker på, omjeg slår til, kan det teoretiske ræsonnement tjene det dobbelte formål at vise, hvor dygtig jeg er og samtidig holde relationerne på passende afstand. Den klassiske scene med den ensomme og mobbede læsehest i skolen ligger desværre ikke alt for langt fra mange kristne sammenhænge, hvor vi forsøger at skjule vores mangel på relationer med en facade af teologisk kundskab. Lysten til at dømme i sådanne situationer plejer at aftage, når vi fornemmer, hvilke sår der skjuler sig bag de lærde ord. Tænk om Gud fik lov til at berøre hjertet! Så ville kundskaben blive en styrke i stedet for et problem.

Et teoretiseret gudsbillede er ofte et middel til at holde Gud på passende afstand. Måske er årsagen bristede forventninger til Gud og kirken, hvor menneskers klodsethed har krænket mine grænser i Guds navn. Så bliver de intellektuelle ræsonnementer om Gud en måde at holde fast i ham på - men på mine betingelser.

Teoretiske gudsbilleder fungerer altså som alle andre menneskeligt producerede billeder af Gud, både materielle og teoretiske: De bliver en måde at få kontrol over det guddommelige på. Et billede kan jeg overskue, håndtere og stille, hvor jeg vil. Hvor dybt sidder det ikke i os mennesker! Og man genkender sig selv i israelitternes stadige fristelse til at flygte fra den risikofyldte åbenhed over for den levende Gud - til de velordnede ofringer ved nabofolkenes gudebilleder.

Det klassiske kontrolsystem er et finmasket teologisk net, hvor enhver detalje i læren er hårdt knyttet for at forhindre overraskelser.

Men der findes også andre midler til at holde Gud på behørig afstand.

En af dem ser umiddelbart ud til at være det teoretiske gudsbilledes modsætning: tesen om at man overhovedet ikke kan sige noget om Gud. Han er så totalt anderledes, at alt det, vi siger og tænker, bare vil fordunkle ham. Til sidst bliver han så konturløs, at han umuligt kan få nogle praktiske konsekvenser for vore liv. Han kan aldrig udfordre min livsførelse eller hjælpe mig med livets bekymringer, for det ville jo indebære en begrænsning af ham.

En sådan Gud kan man ikke have noget personligt forhold til-lige så lidt som til den firkantede læres Gud. Trods de ydre uligheder fungerer læreguden og mysterieguden paradoksalt nok på samme måde:

distance, kontrol, upersonlighed. Egenskaber, der passer fint til babelsamfundet.

På den baggrund er det måske ikke' de konservative' eller' de liberale', der er grundproblemet i kirken. Knasten sidder snarere i vores forsvarsattitude over for Gud, modstanden mod at lade ham være Gud på hans egne vilkår. Og det forsvar har vist sig at kunne fungere præcis lige så godt med konservative som med liberale fortegn.

Det betyder naturligvis ikke, at det så er lige meget, hvordan vores trosbekendelse ser ud. Snarere at den er alt for vigtig til ubevidst at blive udformet ud fra vore egne forsvar og behov. Derfor er trosbekendelsen kirkens tro, som Irenæus gang på gang understregede. I bekendelsen afspejles et andet ansigt end mit eget.

Det eneste billede, Gud har givet os af sig selv, er Jesus afNazaret.

"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk," skriver evangelisten Johannes.328 Det nye Testamente kender kun en metode til at undgå at havne i grøfterne: Det er at holde blikket rettet mod Jesus selv. Han er Ordet, der blev menneske. Tilstrækkelig håndgribelig til at splitte vore tågede forestillinger om en ufarlig guddom, hinsides alle beskrivelser.

Tilstrækkelig uforudsigelig til gang på gang at tilintetgøre de gudsbilleder, der mere ligner os selv end den levende Gud.

Åndeliggøre

Hvorfor er New Age-åndeligheden så populær i vor tids stræbersamfund?

Mange søger åndelig dybde i energistrømme, chakras, tarotkort, healing og andre fænomener. Hvorfor løber så mange risikoen for at falde i hænderne på åndelighedens kvaksalvere, og tilmed betale en masse penge for det? Kan det skyldes, at man slipper for at betale med noget, der koster betydeligt mere - en ændret livsførelse? Man bliver tilbudt åndelighed uden omvendelse. Ingen Gud, der stiller spørgsmål, ingen risiko for, at min samvittighed bliver forstyrret.

Buddhismen er blevet populær i Hollywood. Bertolucci, Scorsese og andre store instruktører laver film om tibetanske lamaer og andre buddhistiske lærere. Hvorfor er netop den slags åndelighed så attraktiv for de glamourøse filmfolk, der har vist verden, hvordan man overskrider grænser for vold og sex? Kan det skyldes, at heller ikke buddhismen bekender nogen Gud, som kunne have moralske synspunkter på det liv, man lever? I stedet tilbydes man alle de ydre former med stilhed, meditation og andre indre øvelser - og slipper for den virkelige konfrontation med Ham, hvis plads man har sat sig på. Jo, sandelig findes der gode grunde for et menneske til at vælge 'bevidsthed' i stedet for 'relation'.

Åndeligheden kan, på samme måde som tænkningen, virke på to måder, når det gælder Gud. Den kan åbenbare, klargøre og vejlede - og den kan skjule, fordunkle og vildlede. Det afgørende er hele tiden retningen: Bevæger jeg mig uden forbehold mod lyset Jesus Kristus, eller er der noget i mig, der har standset den bevægelse? I så fald står sjælens fjende gerne til rådighed med et rigt udvalg af intellektuelle argumenter og åndelige oplevelser, der kan holde lyset på passende afstand.

Denne mekanisme har desværre vist sig at fungere lige så godt inden for den kristne kirke som udenfor. Lad os forestille os en kristen kvinde, der har oplevet et stort tab i sit liv, en sygdom, der har berøvet hende muligheden for at klare et almindeligt arbejde. Men det har hun aldrig klaget over - hun har aldrig sagt et ondt ord om hverken sygdommen eller Gud.

Det eneste, hun taler om, er den åndelige fornyelse, som er på vej i kirken. Hun sluger bøger og kassettebånd med de seneste forkyndere, og hun rejser land og rige rundt for at opleve den åndelige atmosfære, og det der sker på forskellige konferencer. Og så snart nogen i hendes omgivelser blot antyder, at de har et problem, er hun den første til at tilbyde sin hjælp og forbøn.

Skal man nu gøre et problem ud af det? Er det ikke snarere et tegn på, at Gud har hjulpet denne kvinde ud af en stor krise? Jo, naturligvis kan det sagtens være et Guds under, som lader nåden flyde frem i sprukne kar. Men erfaringen siger, at det ind imellem også kan handle om et forsvar, hvor kvinden ubevidst flygter ind i al denne åndelighed for at holde sin egen smerte på afstand. Hun har måske aldrig vovet at smage på sin sorg, men umiddelbart opfattet den som så smertefuld og så forbudt for en glad kristen, at hun har lagt låg på den. I så fald virker åndeligheden ikke afslørende, men tilslørende. Den bliver til åndeliggørelse, et skalkeskjul for andre problemer.

Hvordan finder man ud af forskellen? Spørg de andre i menigheden. Der plejer ikke at gå lang tid, før frugten mærkes. Hvis de andre gerne søger trøst hos hende, føler, at hun virkelig lytter, forstår dem og helhjertet kan dele deres smerte - så mærker man Guds Ånd i det, der sker. Hvis de andre derimod med tiden trækker sig tilbage og synes, at kvinden er besværlig, opskruet, unaturlig og har svært ved at lytte til dem - så er der god grund til at antage, at åndeligheden er en flugt.

Hvad hun da har brug for, er en barmhjertig sjælesørger, der kan hjælpe hende til at opdage, hvordan åndeligheden paradoksalt nok er blevet et forsvar mod Gud. Han får aldrig chancen for at trøste og hele hende indefra, for hun har aldrig erkendt, at hun virkelig behøver trøst og helbredelse. I stedet bliver åndeligheden et overfladisk skuespil, med alle de rigtige ord, fagter og tonefald. Første skridt til denne indre forløsning er, at hun vover at gå ind i sin smerte, og det er netop det, hun ikke vil. Derfor holder hun smerten - og dermed sandhedens Gud - på afstand. Men han venter på hende. En dag vil hun måske komme.

Hvilken retning?

Jesus møder et bredt spektrum afåndelighed på sin vej gennem evangelierne. Der er de oprigtigt åbne mennesker, som med hele deres liv strækker sig mod lyset og jubler over hans magt til at hele og trøste. Der er ikke noget, de hellere vil end at bryde op fra deres gamle, kedelige liv.

For dem bliver helbredelsesunderet en vidunderlig, men midlertidig bro over til det varige: En livslang relation til Jesus som hans discipel.

Der er også modstanderne, dem, som af forskellige grunde forsvarer sig mod Jesus og vil holde ham på afstand. Det kan handle om religiøse forestillinger, som de ikke vil forlade, magtpositioner og lederroller, som de elsker mere end sandheden, penge, som betyder mere end livet, synder, som de ikke vil erkende osv. Disse mennesker kan meget vel være interesseret i åndelighed af forskellig slags og diskuterer gerne forskellige fænomener og retninger. Men Jesus mærker hurtigt, at åndelighed overhovedet ikke ville forandre deres grundlæggende indstilling til Gud og dem selv. De har allerede besluttet sig.

Dem giver han ingenting: "Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: 'Mester, vi vil se dig gøre et tegn.' Men han svarede dem: 'En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.' "329 Profeten Jonas blev kastet overbord i en forfærdelig storm, for at de andre skulle klare sig. Sådan er også paradokset med Jesus: Selve det at hans modstandere forkaster ham, bliver til sidst det største under af dem alle. Ingen tegn og undere bider på den åndelige nysgerrighed. Menneskers problemer sidder dybere, end at vi har det kedeligt i vores materialisme og har brug for lidt åndelighed til adspredelse. Vores synd mod Gud, vores uvilje mod at stige ned fra tronen, driver til sidst Jesus i døden. Noget andet tegn vil de ikke få.

Og Jesus sammenligner med byen Nineve, som til sidst fik den genstridige Jonas' prædiken at høre: "Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte s ig ved Jonas' prædiken..."

Målet med Jesu åndelighed er ikke bevidsthedsudvidelse, som om mennesket bare er uvidende og derfor ved hjælp af åndelig indsigt må hæves op til det rigtige bevidsthedsniveau. Målet er omvendelse, at mennesket i åndelighedens lys må finde vejen tilbage til dets oprindelige relation til Gud. Derfor må åndeligheden ramme menneskers centrum, samvittigheden, det indre kompas, der afgør, hvor vi går. Hvis ikke åndeligheden når ind i samvittigheden, men kun når til bevidstheden, sker der ingen grundlæggende forandring i os. Så fortsætter vi i samme retning som før.

Vi kan måske sammenligne med et ægteskab, hvor manden ikke tror, at hans kone elsker ham, men har mistanke om, at hun har en anden. Gang på gang beder han hende om 'tegn'. Og hun forsøger:

Klæder sig i hans favoritfarve, laver hans livret, tager initiativ til sex, foreslår rejser til de steder, han synes om, giver ham små gaver osv.

Men intet af alt dette rokker ved hans grundlæggende mistænksomhed, snarere tværtimod, det forstærker den: "Det gør hun jo bare, for at jeg skal tro på, at hun ikke har en anden." Tegnene er virkningsløse, de påvirker overhovedet ikke det grundlæggende forhold. Det gør til gengæld mandens benhårde indstilling. Han har besluttet sig.

Det er i det lys, vi skal se den udprægede skepsis, som Det nye Testamente udtrykker mod åndelige fænomener. Det er rigtigt, at Jesus gør mange tegn og undere. Men samtidig er der i hans egen undervisning en meget saglig distance til værdien af åndelige fænomener. De har aldrig nogen værdi i sig selv, men har altid forbindelse til det afgørende: at gøre Guds vilje. Og når han mærker, at der ikke er nogen interesse for at gøre Guds vilje, så udebliver underet.

Han fortæller den dramatiske historie om den fattige Lazarus og den rige mand (hvorfor har han intet navn?). Den rige frådsede i sin overflod, men gav intet til Lazarus, der sultede. Efter døden råber den rige i sin elendighed til troens fader Abraham og beder ham om at sende Lazarus for at advare hans fem brødre, der endnu lever, så de omvender sig. Abraham svarer, at de kan læse Moses og profeterne. Så følger et ordskifte, der sætter spørgsmålet om åndelighed på spidsen:

"Nej, fader Abraham! sagde [manden], men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører

Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en står op fra de døde." 330 Alligevel er der mange, der tror, at vi ville leve anderledes, hvis der skete lidt flere åndelige fænomener iblandt os. Den slags forventninger har skabt en lønsom branche for djævelen, som ifølge Jesus vil bruge dem som en af sine vigtigste strategier: "... For der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild." 331 Den Onde synes at kunne kopiere det meste, når det handler om åndelighed.

Men han kan ikke kopiere syndserkendelsel1. Ganske vist kan han anklage mig for, hvor ussel jeg er, og binde mig i falsk skyldfølelse.

Men den virkelig dybe indsigt fra mit eget indre, erkendelsen af min situation, den gør djævelen alt for at skjule. Den erkendelse kunne jo indebære, at jeg begyndte at følge Jesus.

Og udbredelsen af fascinerende åndelige fænomener, nye bevægelser, spændende ny tolkninger, tankevækkende dybsindigheder netop det synes at være en af de mest effektive måder at skjule denne indsigt på og hindre, at lyset når vores samvittighed. Du er vel med i den seneste åndelige bølge?

Hvad gør Jesus for at hjælpe os? Han udgav ingen bøger, oprettede ingen kurser, ansatte ingen konsulenter. Han har ganske enkelt sendt os sin hellige And: "Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden." 332 Og som Jesus betoner: "Sandheden skal gøre jer frie." 333 Myterne kan aldrig gøre os frie, hvor åndelige de end lyder. Oplevelserne kan aldrig gøre os til hele mennesker, hvor stærke de end er. Kun den rå, usminkede sandhed om, hvem jeg er, og hvem Gud er, kan befri mig fra det løgnens fine spindelvæv, der med stadig mere åndelige tråde spinder mig ind i min egen indsnævrethed. Her kan nogle klare ord fra klassisk kristen vejledning gøre nytte: Det er vigtigere at have et personligt forhold til Gud end en oplyst bevidsthed om åndelige ting. Det er vigtigere at have en ren samvittighed end at have stærke åndelige oplevelser. Det er vigtigere at gøre Guds vilje, end at have det godt for enhver pris.

Helligånden har flere opgaver. Bl.a. "skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom." 334 Og så tilføjer Jesus:

"Om synd: at de ikke tror på mig." Hvorfor siger han sådan? Der er vel en masse andre synder end netop den? Her er vi i gang med at begå overgreb mod hele Guds skaberværk og ødelægge den jord, vi alle lever af. Er det ikke en værre synd, end at vi ikke tror på Jesus?

Måske ligger der to nøgler, mindst, i hans ord. For det første: Den største og afgørende synd er, at mennesket har gjort oprør mod Gud og sat sig på hans plads. Dette hovmod er drivkraften bag det babelstårn, der kaster skygger over stadig større dele af skaberværket. "De tror ikke på mig" må være syndens dybeste rødder: Jeg tror ikke, at Gud er god nok. Jeg vil selv være Gud.

For det andet: Det er kun i lyset fra Jesu ansigt, at vi får øje på alle andre synder. Så længe åndeligheden handler om en abstrakt bevidsthed, hvad enten den bygger på et intellektuelt ræsonnement eller følelsesmæssige oplevelser, vil den ikke berøre vores samvittighed. Samvittigheden er omdrejningspunktet for menneskers relationsnet, selve det inderste organ, som gør, at vi kan indgå i relationer. Skal samvittigheden berøres, må det derfor ske i en relation. Derfor er i sidste instans bønnen, den direkte samtale med Gud, det eneste miljø, hvor denne proces kan finde sted.

For igen at sammenligne med ægteskabet: Hvis en mand har været sin kone utro, hjælper det næppe med teoretiske formaninger om ægteskabets ukrænkelighed. Risikoen er snarere, at den slags gode principper vil gøre ham hårdere og få ham til at forsvare sine handlinger. Men hvis han en dag får øje for sorgen i sin kones ansigt, får at se, hvor dybt hans utroskab har såret hende og fornemmer, at hun trods alt stadigvæk elsker ham - så kan det under ske, at der i hans inderste formes spørgsmålet: "Hvad er det, jeg har gjort?" Fra det sted kan livet begynde at vende tilbage.

Jeg bringer her fra det 1. kapitel Det skinnende tårn

DET SKINNENDE TÅRN

KOMMANDORÅBENE gjalder over de bøjede rygge. Endeløse rækker af svedige kroppe stryger tegl, hugger sten, hejser mørtel, slæber blokke. Piskeslagene hviner over de udmattede, der falder omkuld, og tempoet øges for dem, der orker at fortsætte. Blikkene har længe været udslukte; ingen ser andet end deres egen byrde. Skuldre presses mod skuldre i tavs ensomhed. Dag for dag en centimeter nærmere den brændende sol, en centimeter længere væk fra den frugtbare jord. Samtale bliver straffet hårdt og kontant, både venskab og fjendskab er forbudt. Alt er underordnet det store projekt: Vi skal skabe os et navn.

Begivenhederne i Babel handler om meget mere end et tårn. Det bygningsværk, der rækker ud efter himlen, er kun stilladset for det gigantiske arbejde at bygge en menneskehed uden Gud. Med Bibelens egne ord:

"Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.

De sagde til hinanden: 'Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!' De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de:

'Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.' Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: 'Se, de er et folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden. ' Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for der forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden." l Det mørke tårn i tidernes morgen skulle give menneskene hæder, skabe dem et navn. Hvad indebærer det'? Et meget tiltrængt reklamefremstød for det undertrykte menneske, der var ved at forsvinde i skyggen fra den almægtige Gud? Det var jo det virkningsfulde element i slangens budskab til mennesket: Gud vil gøre dig lille og ubetydelig, men hvis du bryder hans grænser, skal du blive lige så stor som han.

Og når du er lige så stor som Gud, hvad skal du så bruge Gud til? Så er du jo selv Gud!

"Lad os skabe os et navn..." l Bibelen står navnet for personligheden, identiteten, den jeg dybest set er. Og med den forestilling, at Gud vil gøre mig mindre og mere ubetydelig, end jeg er, overskrider mennesket sine gudgivne grænser og begiver sig ud på en endeløs klatring for på egen hånd at finde sin identitet. Det lader ikke til at bekymre os, at menneskets storhed igen og igen synes at narre os som en luftspejling over den næste afsats på vej mod toppen. Tværtimod - som narkotika vækker hver overstået etape et endnu dybere begær efter nye højder.

Kommer mennesket nærmere sin identitet - eller kommer det længere og længere væk fra den? Bliver mennesket større eller mindre af denne klatring? Mere betydningsfuld eller mere anonym?

Slangens kampagne byggede på den tanke, at Gud i virkeligheden vil gøre mennesket lille. Tråden løber videre til Babelstårnet: Gud er i virkeligheden ude på at splitte menneskeheden. De religiøse forestillinger bygger blot mure mellem mennesker og hindrer os i at forstå hinanden. Gud ser vores fællesskab som en trussel mod hans suverænitet, for da er vi jo ikke så afhængige af ham. Lad os altså bygge et nært fællesskab uden Gud, en by, hvor gaderne fletter vore netværk sammen, og husene står tæt for at modstå splittelsen. Lad os fylde denne by med et kulturliv, der sætter mennesket og ikke Gud i centrum. Ja, hvorfor ikke bygge et tårn i midten - som en knyttet næve mod vores himmelske undertrykker!

At tomhedens og ensomhedens tørre ørkenvinde hyler i vore opgange, lader ikke til at rokke ved projektet - det stiller højst nogle spørgsmål til detaljer i planlægningen. At den menneskelige samtale

drukner i larmen på markedet, ses ikke som et signal om, at vi går i en forkert retning, men snarere som et overstået stadium på vej mod en anden form for sammenhold med global rækkevidde.

Men der er nogen, der i en stille stund spørger sig selv, om det ikke netop var sådanne problemer, vi skulle have bygget os væk fra. Kom vi tættere på hinanden ved at afskaffe Gud - eller længere væk fra hinanden? Forstår vi hinanden bedre nu, eller er sproget forvitret til klumper af enstavelsesord? Ser vi hinandens ansigter klarere, når vi står så tæt, eller lægger vores grænseløse ego en tåge af fremmedgørelse mellem vore hjerter?

Navnet Babel betyder 'Guds port'. Måske med den dobbelte betydning, som en port har: Vejen ud af den verden, hvor Gud er Gud;

vejen ind i den verden, hvor mennesket er Gud. Navnet gives i teksten en skygge på hebraisk: 'balal', der betyder forvirring. At den skygge ikke var et tilfældigt glimt i forbifarten, antyder Paulus senere, når han skriver om dette projekt:

"For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder..." 2 Så sidder vi her med vore billeder i hænderne: tegninger, kort, diagrammer, fotografier, skærme, filmplakater, multimedia, spejle. Alt det, der skulle forklare verden for os - vise, at vi behersker den og endelig har lært os at orientere os i virkeligheden. Snart er den flygtige dug af åndedrættet mod glasskærmen det eneste, der er tilbage af den levende virkelighed, vi engang berørte med vore hænder. Og måske fornemmer vi, at den indelukkethed, vi troede, vi var flygtet fra i Paradiset - den er det nu endelig lykkedes os at virkeliggøre på egen hånd.

Skyggen følger med

Dette 'er kun begyndelsen, siger Gud om Babel. Her ligger kimen til et kulturmønster, som til stadighed er dukket op gennem menneskehedens historie: menneskets organiserede oprør mod Gud. Det påtvungne sammenhold, der ikke bygger på, hvem mennesket er, men på hvad

det gør. Den grænseløse dyrkelse af menneskelig magt, erobring og rigdom.

Som en mørk skygge følger Babelstårnet Guds folk gennem den bibelske historie, som en stadig spej lvending af Guds tanker. Da Gud kaldte Abraham for at skabe et folk på jorden, der kan virkeliggøre hans plan med hele menneskeheden, gav han os det rigtige billede af forholdet mellem Gud og menneske: "Jeg vil velsigne dig... jeg vil gøre dit navn stort.".1 Slangen løj. Gud vil ikke gøre mennesket lille, men stort. Det er, når mennesket på egen hånd vil gøre sit navn stort, at det uimodståeligt synes at glide ud i en mærkelig anonymisering og blive en ting blandt andre ting.

Alligevel har lokkeråbene fra Babel en så forbløffende magnetisk tiltrækning på os, at tårnet gang på gang bryder frem i historien. Og ikke mindst i Guds eget folk! Når Israel i Det gamle Testamente glemmer sin identitet og begynder at opbygge sin egen storhed, da er Babelstårnet allerede begyndt at rejse sig i Jerusalem. Da er grænsen nedrevet til det Babel, der på ny voksede frem i det urgamle land ved de to floder, hvor Babylonien i 600-tallet før Kristus blev en førende stormagt og gjorde krav på Israel.

Profeterne ser dette babelstårn fra flere sider samtidigt. På den ene side er det fortsat et udtryk for menneskets oprør imod Gud, ud fra den grundlæggende trosbekendelse: "Du, som siger ved dig selv: Jeg og ingen anden!" 4 Sådan beskrives de klassiske komponenter i den magt, der råder i Babelstårnet:

- Den militære magt, som "spænder buen" og "kommer i brynjen" 5 og til enhver tid benytter sig af den nyeste teknologi inden for 'the noble art of ki Iling' .

- En videnskab og filosofi, som forudsætter et gudløst univers, og som kun tillader guder, hvis de ikke truer magthaverne. "Du var tryg i din ondskab. Du sagde: Der er ingen, der ser mig. Din visdom og kundskab førte dig på afveje." 6 - En åndelighed, som smidigt fungerer som et redskab for menneskets magt: "Stå nu frem med dine besværgelser og med al din trolddom, som du har anstrengt dig med fra din ungdom." 7

- En grænseløs tillid til menneskets egne evner til at løse problemer uden Gud, selv når "du har udmattet dig med dine mange rådgivere..." x - Sidst men ikke mindst pengene, "dine handelsvenner"Y, som både udgør basen for Babels magt... og dens mål.

På den anden side ser profeterne, at Babelstårnet midt i sin gudløshed paradoksalt nok er et værktøj i Guds hånd. Når Guds folk har forvildet sig væk fra sin sande identitet, lader Gud før eller senere folket stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af dets forkerte prioriteringer. Da Babylonien til sidst knuser Israel, kan Gud sige: I har jo selv valgt det. På den måde er Babelstårnet "et guldbæger i Herrens hånd, det gjorde hele jorden beruset" og hans hammer og krigsvåben, som han knuste folkeslag og ødelagde riger med. 10 Inden vi nu automatisk rækker hænderne frem for at feje dette ned i skuffen med 'forældede guds forestillinger , : Dels antyder det, at Gud er historiens herre, og at intet babelstårn nogensinde vil kunne nå himlen. Det er Gud, der sætter grænserne, selv for ondskabens imperium.

Dels lader det os ane, at Gud til og med kan anvende gudløsheden og sekulariseringen til at føre sit folk tilbage til dets rødder. Hvor ofte er Guds folk ikke vågnet op af sin bedøvelse gennem en hårdhændet konfrontation med dets modsætning?

Til sidst ser profeterne også, hvordan Guds dom falder over Babelstårnet. Den svøbe, han lod svinge over folket, vil til sidst møde den samme skæbne, "fordi du udfordrede Herren." Il Da det babyloniske fangenskab går mod sin afslutning, løber også timeglasset ud for Babel for denne gang:

"Du, som bor ved de vældige vande og ejer store skatte, enden er kommet for dig, din sidste alen tråd skåret af." 12 Og med den samme suverænitet, som Gud i 587 f.Kr. anvendte Babylon til at straffe Israel, bruger han nu den persiske Kong Kyros til i 539 f.Kr. at besejre Babel: "Til Kyros siger jeg: 'Min hyrde!' Han skal udføre alt det, jeg vil. Jeg siger til Jerusalem: 'Du skal genopbygges, og templet skal grundlægges.' " 13

Da apostlen Peter 600 år senere sidder i det daværende verdensimperiums hovedstad og skriver brev til den kristne menighed, er han naturligvis bevidst om denne historie. Al1e, der kendte til, hvad dæknavnet 'Babylon' stod for, og hvilket perspektiv det åbnede for det virkelig magtforhold, forstod, hvilken sprængladning Peter placerede under Rom i sin diskrete hilsen i slutningen af sit brev: "Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer. Hils hinanden med kærligt kys." 14 I denne kærlige hilsen ligger altså en barsk erkendelse: Dels om Romerrigets destruktive udøvelse af magten, der udspringer direkte fra Babelstårnet - dels at dette Babel ligesom al1e andre uafvendeligt går sin dom i møde. Den samme erkendelse fylder apostlen Johannes' billeder i Åbenbaringsbogen, der er blevet til omkring år 90 under Kejser Domitian, som iværksatte den første store forfølgelse af de kristne. Johannes sidder ligesom mange andre kristne ledere i fængsel, men... hans syn på det, der sker, ville have været dybt foruroligende for magthaverne, hvis de havde forstået betydningen af det:

"Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig." Og Johannes får en kvinde at se, som sidder på et skarlagenrødt dyr. "På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: 'Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder'." 15 Hvilken hemmelighed? At Babelstårnet endnu engang rejser sig i historien, denne gang på syv bjerge (gæt hvilke!), med alt hvad der ligger i dette mønster. "Og kvinden, du har set, er den store by, som har herredømmet over jordens konger." 16 Den indsigt standsede ikke torturen og henrettelserne, der ramte kirken, men den satte i hvert fald martyrernes død i et andet perspektiv. Johannes fortæller om en engel, der kom ned fra himlen:

"... og jorden oplystes af dens glans. Den råbte med kraftig røst:

'Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner... ogjordens konger har bedrevet utugt med hende, ogjordens købmænd er blevet rige af hendes overdådige vellevned." Den klassiske treklang 'penge-sex-magt' driver også dette babelstårn mod bristepunktet: "For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder." 17

Så følger en detaljeret beskrivelse af, hvordan den politiske og økonomiske magt er flettet sammen i et luksusforbrug af produkter fra hele verden. Og helt til sidst i den lange opremsning af handel svarer:

"... og slaver, levende mennesker." IX At det er markedet, der har initiativet i denne magtalliance, så Johannes klart: "Dine købmænd var jordens stormænd." lY Da dommen siden falder over Babylon, bliver reaktionerne meget forskellige, afhængigt af om man befinder sig øverst eller nederst i bygningen. De, der havde tjent på systemet, "dængede støv på hovedet og græd og sørgede og råbte: Ve, ve, den store by, hvor alle med skibe i søen blev rige af hendes kostbarheder. Ødelagt på en eneste time!" Og fra de nederste var reaktionen: "Fryd dig, himmel, over det, og I hellige og apostle og profeter! For Gud har dømt hende og skaffet jer oprejsning." 20

Aldrig nok, aldrig mæt

Babelstårnet har altså vist en skræmmende evne til at vende tilbage i stadig nye historiske skikkelser. Det er derfor opgaven for hver generation at afdække dets mønster, hvor det end dukker op, i Guds folk eller i verden. Tårnet synes at være umådelig kreativt, når det gælder ydre former: Det skifter skikkelse og sprog med en god fornemmelse for, hvad der er gangbart i forskellige kulturer. Naturligvis handler det ikke i vores tid om at bygge høje tårne af sten, men om helt andre magtstrukturer. Og naturligvis er formålet ikke ondskab, men ganske enkelt at hjælpe mennesker til at realisere sig selv. For hvordan skulle det kunne ske, hvis mennesket ikke overskrider sine grænser?

Det var jo det, han gjorde, djævelen. Han nægtede at finde sig i de begrænsninger, som Gud havde sat for ham. Siden rev han mennesket med i oprøret mod alle former for grænser. Profeten Esajas afslører ham som den virkelige magthaver bag alle verdens babelstårne:

"Du sagde ved dig selv: 'Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste.' "21

Jeg vil stige op... Denne evindelige klatren, den vilde kamp for at komme højere op, for at få mere magt. Et blindt had mod alle former for grænser og begrænsninger, et bundløst begær efter nye erobringer:

aldrig nok, aldrig mæt. Det ligger i djævelens verdensbillede, at grænsen i sig selv er en hån mod selvfølelsen, en underkendelse af selvværdet. Derfor må den for enhver pris bekæmpes. Det er utænkeligt, at selvrealisering skulle kunne finde sted inden for en grænse. Det ligger i sagens natur, at selve grænseoverskridelsen vækker lystfølelsen og oplevelsen af større frihed for en selv. Når man så er nået over på den anden side af grænsen, kommer en ny konfrontation med den tomhed, der er djævelens egen sjæl - og for at døve den tomhed begynder jagten på en ny grænse, der kan overskrides.

Aldrig før i historien er dette verdensbillede blevet så ukritisk accepteret som i det 20. århundrede. Det er i den vestlige verden nærmest blevet en selvindlysende trossandhed, at frihed og selvrealisering er det samme som grænseoverskridelse. At en grænse kunne være skabt for at bevare friheden ogFemme selvrealisering er en nærmest umulig tanke, som - hvis den for alvor blev fremført - sikkert ville blive opfattet som en rådden stank fra Det Tredje Rige eller noget i den retning.

En grænse er en påmindelse om menneskets begrænsning, i sidste instans om vores dødelighed. Og det er det sidste, vi moderne mennesker har lyst til at blive mindet om. Grænsen fortæller os, at vi står over for noget, vi ikke selv kan styre eller påvirke - vi er afhængige af noget, der er større end os selv, og det vil vi ikke være. Så kaster vi os med alle vores evner ud over den ene grænse efter den anden.

Nogle eksempler:

At arbejde som kunstner handler altid om at udvide sine grænser, at strække sig ud over mediets begrænsninger for at give endnu tydeligere udtryk for, hvad man har på hjerte. Men i det 20. århundrede kaster billedkunsten sig over en helt ny type grænser. T 1907 maler Picasso sit berømte 'Les Demoiselles d' Avignon', et bordelinteriør, hvor kvindernes ansigter og kroppe begynder at brydes ned i skæve flader. Dette billede betragtes ofte som udgangspunktet for den moderne kunsts hurtige demontering af virkeligheden i æstetiske fragmenter.

Vi kan nævne futurismen, der omkring 1910 gav det moderne samfund sin varme hyldest under mottoet 'stål, feber, hovmod og fart' ...

Franskmanden Marcel Duchamp, der i 1917 udstillede et pissoir med kunstersignaturen R. Mutt... amerikaneren Jackson Pollock, der i 1947 lod farven dryppe fra en klud i tilfældige mønstre på lærredet... Naturligvis skal ikke al kunst forestille noget eller være 'realistisk', men når grænseoverskridelsen bliver et kunstnerisk mål i sig selv, hvad er der så tilbage?

Ved afslutningen af anden verdenskrig konkurrerede de skarpeste hjerner om at komme først med atombomben, det ultimative våben.

Den 6. august 1945 fik vi så den blændende optakt til en opvisning i menneskelig grænseoverskridelse: Alt blev ødelagt i Hiroshima. Og erobringen af tilværelsens grænser fortsatte med genteknologien, der gav Belgien nationalsymbolet 'Belgian Blue': En ko, som knap nok kan bevæge sig ved egen hjælp, men som producerer enorme mængder gråligt kød. Vi kan ikke alene styre, hvilke børn der skal fødes, men også hvilket køn de skal have. Snart er det kun vejret, vi ikke kan planlægge, men bare vent - vi skal nok vise, hvem der er Gud.

T 1951 viste Ulla Jacobsson brysterne i den svenske film 'Hon dansade en somrnar'. 40 år senere viste Sharon Stone 'det hele' i den amerikanske film' Basic Instinct', hvor en hed orgasme glider over i et iskoldt mord. Mellem disse to film har samlivsformerne i den vestlige verden gennemgået et voldsomt skred. 1960' ernes stormløb mod kernefamilien og mod begrænsningen af seksuelle forhold til ægteskabet mellem en mand og en kvinde fik succes. T Sverige består 40 pct. af alle husstande i dag af en person, i storbyerne er andelen betydeligt større.

Nu findes der næsten ikke flere tabuer, der kan brydes. Hvad så?

'Frihed' har været løsenet for de fleste af 1900-tallets grænseoverskridelser. Det var friheden, der lokkede, da bilen kom: Nu er du ikke bundet afbustider og togplaner, men kan køre hvor og hvornår du har lyst. At bilismen i dag tager et globalt kvælertag på øko-systemet og strammer stadig hårdere til omkring vores byer - hvem kunne forudse det?

Telefonen brød isolationen på landet og knyttede mennesker sammen. Så kom yuppierne i 1980'erne og med dem mobiltelefonen, og man var ikke længere bundet af en ledning. 'Når friheden har et navn' var en af Ericssons reklamekampagner for mobilen. Nu kan man ikke engang være i fred for telefonen, når man går tur i skoven. Er det frihed?

Samtale bag kulisserne

Den eneste, der i virkeligheden bliver mere og mere fri, synes at være den gud, i hvis navn denne udvikling drives fremad. Førhen blev der for Mammon bygget gigantiske fabrikker, produktionssamfundets babelstårne, der slugte arbejdskraft og producerede varer. I informationssamfundet er markedet frigjort fra sådanne primitive begrænsninger, og kapitalen flyder med lysets hastighed over alle grænser. Dagens babelstårn fremstår som en langt mere sofistikeret og utilgængelig bygning.

Lad os et øjeblik kikke ind bag kulisserne i dette byggeri, i et afsnit fra bogen 'Globaliseringsfælden' af de tyske journalister Hans-Peter Martin og Harald Schumann. Scenen er Hotel Fairmont i San Francisco i 1995, hvor den økonomiske verdenselite var samlet til drøftelser:

"John Gage, topchef i det amerikanske computerfirma Sun Microsystems, går ind i diskussionsrunden om 'teknologi og arbejde i den globale økonomi' ...

"Enhver kan arbejde hos os, så længe de vil, og vi har ikke brug for visa til vores udenlandske medarbejdere," udtaler Gage kort. Regeringerne og deres regler for arbejdslivet har mistet deres betydning. Han beskæftiger lige præcis dem, han har brug for, foretrækker for tiden 'gode hjerner fra Indien', som arbejder så længe, de kan. Fra alle egne af jorden modtager firmaet ansøgninger pr. computer...

"1 kraft af vores effektivitet har vi kunnet øge vores omsætning fra nul til over seks mill iarder dollars, siden vi begyndte for 13 år siden." Selvtilfreds vender Gage sig om mod sidemanden og siger underfundigt til ham: "Det har du langtfra kunnet klare så hurtigt, David." Personen, han har henvendt sig til, er David Packard, medstifter af high-tech-giganten Hewlett-Packard. Den gråhårede self-made milliardær fortrækker ikke en mine. Med lysende intelligens stiller han i stedet det centrale spørgsmål: "Hvor mange medarbejdere har du i virkeligheden brug for, John?"

"Seks, måske otte," svarer Gage tørt. "Uden dem ville vi have været ude at svømme. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvor på jorden de bor." Nu bryder ordstyreren, professor Rustum Roy fra Pennsylvania State University ind: "Og hvor mange mennesker arbejder p.t. for Sun Systems?" Gage: "16.000. Bortset fra en lille minoritet er de rationaliseringsreserve. " Der høres ingen forundret mumlen i lokalet... Ingen af de højt betalte karrieremanagers fra de brancher og lande, der føler sig sikre på fremtiden, tror længere på, at der vil kunne skabes tilstrækkeligt mange nye, ordentligt betalte job på de teknologisk krævende vækstmarkeder i de hidtidige velhavende lande - uanset hvilket område der end måtte være tale om.

Pragmatikerne i Hotel Fairmont reducerer fremtiden til to begreber: 'Femtedelssamfundet' og 'Tittytainment'. I næste århundrede vil en femtedel eller 20 procent af den arbejdsdygtige del af befolkningen være tilstrækkelig til at holde verdensøkonomien kørende. "Mere arbejdskraft vil der ikke blive brug for," siger magnaten Washington SyCip... Sun-manager Gage bidrager til diskussionen ved at citere direktøren for sit eget firma, Scott McNealy: Fremtidens spørgsmål bliver "to have lunch or to be lunch", at spise eller blive spist...

Der skitsere s en ny verdensorden på Hotel Fairmont: Rige lande uden nogen nævneværdig middelklasse - og ingen protesterer...

Endnu bredere tilslutning finder udtrykket 'tittytainment', som den gamle hugaf Zbigniew Brzezinski bringer på bane. Han er født i Polen, var i fire år national sikkerhedsrådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter... Han forklarer 'tittytainment' som en kombination af 'entertainment' og 'tits', det amerikanske slangord for bryster.

idet han dog ikke så meget tænker på sex som på den mælk, der strømmer ud afbrysterne på en ammende mor. Med en passende blanding af bedøvende underholdning og tilstrækkelig ernæring vil man let kunne holde humøret oppe på verdens frustrerede befolkning." 22 Der er noget genkendeligt i elitens samtale. Der falder en velkendt skygge ind over de strålende fremtidsvisioner, et urgammelt mønster fra oldtiden kan anes i de digitale netværk. Nøgleordene er i grunden de samme, men de har fået et stadig stærkere indhold:

MERE!

GrænseoverskrideIsen fører til en anden af den vestlige verdens selvindlysende dogmer: Al udvikling består i vækst. Vejen frem kan aldrig gå gennem reduktion - undtagen når det drejer sig om den andel, der tilfalder dem, der er havnet i bunden. Hos de velbjergede, de 20 pct., er der et umætteligt begær efter mere. 'I vækstens vold' er en allerede klassisk formulering af den tvangsmæssige vækst, som ingen længere for alvor tør sætte spørgsmålstegn ved, fordi man bare bliver til grin. Ganske vist kan vi tillade os at lufte vores vrede over topchefernes lønninger og gyldne håndtryk - de har jo for længe siden mistet forbindelsen med almindelige menneskers virkelighed og fører samme eventyragtige drømmeliv, som Solkongen gjorde på sine slotte i årene inden den franske revolution. Men for alvor at stille spørgsmålet, om den stadige vækst er ønskelig - eller i det hele taget mulig'?

A1ligevellyder der ind imellem en advarselsklokke: "Koloniseringstiden er ikke forbi. Indbyggerne i de rige lande er stadigvæk kolonialister - økologisk set. De lægger beslag på en meget større andel af jordens ressourcer, end hvad de folkeretsligt har krav på. Ikke med våben i hånd, men ved hjælp af stærke valutaer, lynhurtige computere og tungt lastede skibe. Den rige mands snavsede fodaftryk hen over verdenskortet - det er et rammende symbol på, hvad der sker. Den intensive verdenshandel foregår på de stærke s vilkår." 23 Vores krav på 'Lebensraum' (Hitiers udtryk for behovet for nye territorier) finder altså i dag andre udtryk end de militære. "Lever man uden at forbruge store naturressourcer, efterlader man et lille fodaftryk;

den almindelige inders er ikke større end 0,4 hektar. Har man derimod en ødsel livsstil, som kræver masser af råvarer og energi, efterlader man et stort aftryk i naturen. For en gennemsnits-amerikaner er det 5, l hektar pr. person. Englændere, tyskere, danskere og svenskere koloniserer 3-4 hektar pr. indbygger." Hvad vi1le der ske, hvis det lykkedes hele verden at nå op på det amerikanske niveau? Forskerne har regnet ud, at vi så havde brug for to jordkloder mere...

MERE BEVÆGELSE!

I samtalen på Hotel Fairmont mærker man den tidstypiske angst for det rodfæstede og langsigtede. Hele ideen med de nye virksomhedsstrukturer er den maksimale fleksibilitet. I dag bygges Babelstårnet ikke af urokkelige stenblokke, men af fiberoptik og internet-links, hvor alt kan ændre form og geografi og skifte ejer på sekunder.

Og vi følger dette mønster i vores eget liv. Tingene er ikke længere veltjente og trofaste følgesvende, som vi passer på, og som er vores støtte mod alle forandringer- de er forbrugsvarer med en så kort 'bedstfør-dato', som vores økonomi tillader, om det så handler om sofaer eller skjorter. Ideerne er også ferske varer, der synes at fordærves i stadig hurtigere takt, og en holdning eller indsigt bedømmes efter, hvor ny den er - stik imod hele vores historie, hvor det, der har stået sin prøve, altid er blevet vurderet højst. Relationerne bliver også mere omskiftelige, fra det stadig mere bevægelige 'samlivsmarked' til det ligeledes stadig mere flygtige arbejdsmarked. Det gamle ønske om at 'slå rødder' er blevet udskiftet med en voksende frygt for at 'binde sig'. Og gæt, hvem der tjener på denne mobilitet, hvor forbrugerenhederne bliver stadig mindre - og stadig mere sultne efter alt det, der er nyt...

Fremtidsforskeren Lorenz Lyttkens konstaterer: "Denne hvirvel af ting, ideer og mennesker giver Vestens mennesker ansigter ligeså skiftende som ørkensand. De længes efter det varige, det holdbare, men de kan ikke modstå fristelsen til at søge forandring. Prisen for menneskets rastløshed er det delte hjerte." 24

MERE FART!

Sveriges Radio holdt en afstemning blandt lytterne om, hvilket ord der bedst beskriver 1900-tallet, og vinderen blev: 'Hurtigere'. Måske er 'tiden' den grænse, der stærkest presser os til nye overskridelser. Det er en af det moderne projekts mange ironiske selvmodsigelser, at vi aldrig før har omgivet os med så mange såkaldte tidsbesparende maskiner - og samtidig har vi aldrig tidligere oplevet, at vi har så lidt tid. Ligesom 'frihed' har udløst betingede reflekser af nye indkøb og nye opbrud, er vi blevet lokket til den samme blinde lydighed med løftet om, at 'du sparer masser af tid'. Engang var 'just in time' Toyotas revolutionerende metode til at undgå kostbare lagre afbiler, og i stedet have en helt præcis balance mellem efterspørgsel og produktion. Det blevet tegn i tiden: Intet får længere lov til at ligge og modne.

Stress kan man finde allerede i børnehaven. "Børn synes ikke, at de har tid til at gøre tingene færdige. De når ikke at tænke færdigt, fordøje nye indtryk eller virkeliggøre deres ideer. Vi voksne opfordrer børn til at gøre en hel masse ting hele tiden. Det er ikke tilladt bare at sidde og tænke," siger Ingrid Westlund, der har forsket i børns oplevelse aftid.25 Som en lille pige udtrykker det: "Man kan ikke nå at lege med noget, før det igen er væk." Skaderne stikker dybere end blot en kortvarig vantrivsel i skolen.

"De kreative evner, der findes hos mange børn, risikerer at blive ødelagt i vores tidsfikserede samfund. For at få succes, især i skolen, tvinges børn til at stoppe arbejdet med deres egne ideer og projekter. Det er prisen, vi må betale," siger Ingrid Westlund.

I S-E Bankens valutaafdeling findes det samme mønster i en voksen udgave. "F ør var det sådan, at når noget nyt dukkede op, kunne vi sætte os ned og diskutere sagen en dag eller to, inden vi reagerede på det. I dag gøres der forretninger på sekunder. Der er ikke længere tid til en tænkepause, tidspresset bliver større, fordi informationerne er spredt overalt." 26

MERE EFFEKTIVT!

"Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem." Profetien fra Babelstårnet ætser sig dybere ned for hvert århundrede. Og ligesom opførelsen af tårnet dengang krævede store ofre af mennesker, der sled sig selv op, sådan rejser den moderne effektivitet sig i dag på et voksende bjerg af mennesker, der ganske enkelt ikke er brug for. Teknikken gør os overflødige. Mytens forbandelse giver sig udslag i en uhyggelig rekylvirkning: Vores voksende kunnen slår til sidst tilbage mod vores egen eksistens.

Jagten på stadig mere effektive metoder synes også at forblinde os, når vi står over for det afgørende spørgsmål, hvad vi skal med det alt sammen. Det moderne samfund nærmest oversvømmes af stadig mere effektive redskaber med stadig mere uklare formål. Vi er så optaget af transportmidlet, at vi helt glemmer at tænke på, hvor vi er på vej hen.

Selv på Dagens Nyheters kultursider kan den erkendelse komme til udtryk:

"Det skræmmer mig, at mennesket i 90'erne har ladet sig præge så stærkt af Karin Boyes linjer: 'Nog finns det mål och mening i vår fård - men det ar vagen, som ar modan vard.' I ikonernes domæner på nettet er der rigeligt med veje, men småt med mål og mening. Vi færdes langs veje, der er bygget op af små bidder ufuldstændig information, men målene forsvinder i vejkanten. Vi når aldrig frem. Mediet er alt. Budskabet er gået tabt." 27 Det er som om tilværelsen med en uimodståelig kraft fyldes af stadig mere effektive metoder, samtidig med at vi tynges af en lammende følelse af at få stadig mindre gjort. Hvad skyldes det, at skoleledere oplever en voksende frustration i deres arbejde og stadig oftere kvitter jobbet før tiden? De troede, de skulle beskæftige sig med skolens målsætning: at undervise eleverne - men opdager, at de sidder fast i et svulmende bureaukrati, der handler om skolens økonomi og ansættelser.

Hvad skyldes det, at svenske sognepræster stadig oftere søger tilbage til almindelige kapellanstillinger, alternativt slæber sig videre under voksende papirdynger? De troede, de skulle fungere som åndelige ledere - men opdager, at de må bruge de fleste af deres kræfter på at beskæftige sig med arbejdsformer og strukturer.

STADIG HØJERE!

Hovmodet er Babelstårnets inderside, opstigningen er ydersiden. Det synes at findes i alle organisationer, dette uimodståelige sug mod toppen, denne pirrende følelse af at tilhøre den lille udvalgte skare længst oppe, som ved alt og bestemmer alt. "... et tårn, som når op til himlen." Der bliver smallere oppe i toppen, der er stadig færre, som får plads. Chefen for Sun Systems (er navnet en tilfældighed?) fortalte stolt, at virksomhedens ledelse udgøres af syv-otte fastansatte, der styrer en anonym og skiftende masse på 16.000.

Hvad var det, djævelen sagde: "Jeg vil stige op..." Og når mennesker vil følge hans mønster og selv blive gud, må det til forskel fra den levende Gud bruge noget for at klatre. Omtrent som et barn, der vil være lige så stor som far: Barnet må stå på noget. Eller på nogen. Vejen mod magten synes altid at gå over andre mennesker, vi klatrer op ved at trampe andre ned. På den måde producerer al form for opstigning en underklasse af kasserede, forbigåede, udkonkurrerede og udnyttede mennesker.

Måske findes der ikke noget narkotika, der er så kraftigt og skaber en så stor afhængighed som magten, intet, der så uimodståeligt bedøver vores samvittighed og fordunkler vore idealer. Hvor mange revolutionære har ikke, mens de besteg magtens trin, diskret ændret skikkelse fra folkets tjenere til dets nye undertrykkere? Jo højere oppe mod solen, desto længere væk fra jorden. Til sidst skygger det høje tårn for solen, og hvad sker der så med græsrødderne?

Det går bedre med åndelighed

Nu kan det lyde, som om Babelstårnet er en uåndelig bygning, klinisk renset for alle religiøse forestillinger. Intet kan være mere forkert:

Tårnet er fyldt med åndelighed. Fra oldtiden til i dag har det vist sig, at opstigningen i tårnet går meget lettere, hvis man tilsætter en passende dosis åndelighed af den rigtige slags. Det er kun i det 20. århundrede, at man har udført mislykkede eksperimenter med rendyrket ateistisk byggeri, men selv Stalin måtte af og til tage kirken til hjælp. Det er netop kriteriet for åndelighed i Babelstårnet: Det, der hjælper mennesket til at bevæge sig op mod mere magt.

Derfor har magthavere til alle tider søgt støtte og legitimation hos præster og i templer. I Det gamle Testamente vrimler det med konfrontationer med den tankegang, både i og omkring Israels folk. Man anså ikke Baal, Astarte og de andre kananæiske guder for at have nogen suveræn magt over mennesker, men ved hjælp af dem kunne mennesker skaffe sig magt over sig selv og andre. Mere potens og flere børn, bedre udbytte af jorden og større krigslykke. Hvad skulle man ellers bruge guderne til, hvis de ikke kunne klare det? De er jo til for at hjælpe os med vore projekter. På samme linje ligger magi og okkultisme i alle dets utallige former. Hvis vi bare lærer os den rigtige metode, fremsiger de rigtige besværgelser, udfører de rigtige ritualer - så får vi magt over tilværelsen.

Læg mærke til, at det ikke behøver at handle om magt over andre mennesker. Frem for alt er målet magt over vores eget liv, retten til at tænke og leve, så det gavner os selv. Med det for øje søger vi en åndelighed på vore egne betingelser, en Gud, der støtter os i vores egen selvrealisering. At vi så, mens vi klatrer, måske kommer til at mærke det pirrende i at have magt over andres liv... er det egentlig ikke blot en naturlig følge af vores udgangspunkt?

En sådan åndelighed voksede frem parallelt med den kristne kirke og har siden fulgt kirken som en fast skygge op gennem historien. Strømningen har fået navnet gnosticisme, på grund af dens betoning af den rette indsigt eller kundskab, på græsk gnosis. Det er mere en måde at tænke på end en færdig lære, for de gnostiske ledere og sekter kunne i antikken have temmelig forskellige læresystemer. Enkelt udtrykt kan man sige, at gnosticismen bygger på to udgangspunkter:

Dualisme. Mennesket lever i en stadig spænding: På den ene side det menneskelige/kropslige/jordiske, som er ondt og et fængsel, vi bør befries fra. På den anden side det guddommelige/åndelige/himmelske, som er godt, og som vi bør række imod og forenes med. At Gud bliver menneske i inkarnationen er dermed for en gnostiker en umulig selvmodsigelse.

Elitisme, elite-tænkning. Befrielsen fra det lavere materielle til det højere åndelige sker gennem forskellige former for opstigning. Da ikke alle mennesker kan klare denne opstigning på grund af manglende åndelige evner, bliver det nødvendigvis en mindre elite, der på den måde hæver sig over de andre. Gnostikerne i det andet århundrede e.Kr. talte f.eks. om tre klasser af mennesker - de kropslige, de sjælelige og de åndelige - som svarer til de forskellige grader af oplysning.

Kirkefaderen Irenæus, der var biskop i Lyon i slutningen af det andet århundrede, levede meget tæt på de første apostles erfaringer.

Som ung modtog han stærke impulser fra Polykarp, der var menighedsleder i Smyrna og discipel af Jesu discipel Johannes. Samtidig levede Irenæus meget tæt på de gnostiske lærere - de fik deres store gennembrud på hans tid, og de påvirkede på utallige måder den kristne kirke med en åndelighed, der ind imellem lignede den kristne til forveksling. I sit store værk 'Mod kætterne' giver Irenæus først en grundig præsentation af, hvordan de forskellige gnostikere tænker, for siden at sammenligne med det kristne evangelium.

Irenæus mener, at den gnostiske strømning begyndte med troldmanden Simon, som apostlene mødte i Samaria. Det stemmer næppe historisk, for gnosticismen bygger på betydeligt ældre åndsstrømninger, som det har vist sig meget vanskeligt at kortlægge. Men i en dybere forstand repræsenterer Simon det centrale i gnosticismen: En stræben efter magt gennem åndelighed. Evangelisten Lukas fortæller:

"Men der var i forvejen i byen en mand, der udøve de magi, så folk i Samaria var helt overvældede. Han hed Simon og gav sig ud for at være noget stort. Alle, små som store, var optaget af ham og sagde:

'Han er Guds kraft, den der kaldes Den Store.' "2X Så møder Simon den kristne forkyndelse gennem apostlene, og han mærker, at her handler det om større kræfter end hans egen. Han tilslutter sig den kristne lære, og da han siden er vidne til, hvordan Helligånden formidles til mennesker ved, at apostlene beder og lægger hænderne på dem, kommer han med penge til dem og siger:

" 'Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.' Peter svarede ham: 'Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud.

Omvend dig derfor fra din ondskab, og bed Herren om, at du må få tilgivelse for det, dit hjerte pønser på.' " Hvordan var det, formålet med Babelstårnet blev formuleret? "Lad os skabe os et navn." Denne stræbementalitet har vist sig at være en perfekt grobund for åndelighed. Simon "gav sig ud for at være noget stort", og da han ser apostlenes værk, slipper hans centrale trosbekendelse i et ubevogtet øjeblik ud af ham: "Giv denne magt til mig!" Her ligger gnosticismens kerne: Modstanden mod at underordne sig, det være sig Gud, den kristne lære eller kirken. Ekkoet kommer fra Babelstårnets mørkeste huller: "Jeg stiger op... gør mig lige med den Højeste." 29 Så længe denne målsætning følges, kan gnosticismen acceptere alle mulige åndelige forestillinger og metoder. Gnostikerne tilfører opstigningen den savnede åndelige dimension: Mennesket kan blive lige så åndelig som Gud.

Som et eksempel på denne mentalitet fortæller Irenæus om Simon:

"I sit ønske om at konkurrere med apostlene gik han endnu dybere ind i forskellige former for magi, for at kunne imponere mennesker. Han levede under kejser Claudius, som siges at have hædret ham med en statue på grund afhans magiske evner. Han blev derfor af mange dyrket som Gud, og han underviste om, at han var den, der havde optrådt blandt jøderne som Sønnen, var kommet til Samaria som Faderen, og siden havde nået de andre lande som Helligånden. Han var den Højeste Magt, Faderen over alle, men var alligevel villig til at lade sig kalde med alle de navne, mennesker gav ham." 30 Det er let at affærdige eksemplet som en typisk religiøs galning, en bizar personlighed, som det mest af alt er synd for. Var det bare så enkelt! Fra disse grumsede kilder er der gennem hele historien løbet strømme, der i lighed med Babelstårnet er fremtrådt i stadig nye skikkelser og har talt stadig nye sprog. Gnosticismen giver Babelstårnet dets åndelige legitimitet: Der findes ingen absolutte grænser, mennesket kan selv blive Gud. Løsrevet fra Bibelens etiske og læremæssige grænsepæle er den perfekte åndelighed for stræbere blevet skabt: Ingen skal fortælle dig, hvad du skal tro, eller hvordan du skal leve. Du skaber din egen verden!

Irenæus skildrer, hvor smidigt gnosticismen befrier mennesket fra moralsk ansvar: "Den rette livsførelse er nødvendig for os (kristne), for ellers kan vi ikke blive frelst, men de (gnostikerne) bliver absolut ikke frelst gennem gerninger, for de er åndelige af naturen. Præcis som det materielle ikke kan have del i frelsen, da det ikke er i stand til at tage imod den, siger de, så kan heller ikke det åndelige rammes af forgængelighed, uanset hvilke handlinger det udfører. For ligesom guldet, som lægges i gaderne, ikke mister sin skønhed, men bevarer sin egen natur, da snavset ikke kan skade guldet, sådan mener de, at de selv aldrig kan skades eller miste deres åndelige substans, uanset hvilke fysiske handlinger de udfører." 31 Den logiske konsekvens bliver en åndelighed, der kan tilpasses en hvilken som helst måde at leve på. "Godt og ondt, siger de, er alene et spørgsmål om personlige synspunkter... Intet er ondt i sig selv." 32 Det er ikke underligt, at gnosticismen er blevet så gangbar i vore dages samfund, at der ind imellem tales om den som den nye verdensreligion.

Nøjagtig som i det sene Romerriges pluralisme behøver vi ikke længere at plages af spørgsmålet, om vore handlinger er 'rigtige' eller 'forkerte' .

Tilsvarende findes der heller ikke læremæssige grænser for gnostikerne. Irenæus beskriver, hvordan deres tilgang er til de bibelske skrifter: "Når en og samme tekst er blevet læst, så rynker alle brynene og ryster på hovedet og siger: 'Dette er et meget dybt ord, og det er ikke alle, der forstår den mening, det indeholder. Derfor er tavshed den vises rette vej.' Tavsheden i det høje må udtrykkes i tavsheden imellem dem.

Så går de hver til sit, så mange de er, og føder så mange store tanker fra en eneste tekst og tager i hemmelighed deres forskellige tolkninger med sig... Så mange forskelle mellem dem på et eneste lærepunkt, og så mange forskellige holdninger til et eneste bibelsted!" ii Måske er Irenæus ikke bare polemisk, når han mener, at deres lære "ikke kommer fra nogen anden kilde end menneskelig psykologi." i~ Det er ikke underligt, at gnostiske tanker har en voksende indflydelse i vore dages terapi-fikserede samfund, hvor testspørgsmålet ikke er:

'Er det sandt?' men: 'føles det godt'?'.

I Babelstårnet findes der ikke længere noget, der objektivt er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk. Der skriver mennesker deres egne love, med tanke på det, der fremmer deres eget projekt. Gennem det store NEJ til Gud synes mennesker at have opbrugt hele deres evne til at sige nej: Der kan ikke længere opretholdes nogen grænser. Vi arbejder aldrig nok, tjener aldrig nok, ejer aldrig nok, ved aldrig nok, er aldrig tilstrækkelig raske eller smukke, får aldrig tilstrækkelig stærke oplevelser, bliver aldrig beundret nok, får aldrig tilstrækkelig magt.

Vi mennesker har sat os på Guds plads. Rundt omkring os åbner der sig en dyb afgrund.

I det følgende vil du læse nogle gode og spændende tanker om det sande feminine og sande maskuline.

Hun som lytter  (Fra Magnus Malms bog: Fodspor i Glastrappen s. 62-78)

Måske blevet lille frø til denne udvikling sået under reformationen. Luther og de andre reformatorer understregede stærkt menneskets individuelle forhold til Gud. Kirken var under renæssancen kommet i så voldsomt et forfald, at den mere skjulte Gud end viste vejen til ham.

Ingen af reformatorerne kunne naturligvis drømme om en kristendom uden kirke. Men spørgsmålet er, om det ikke netop var påvirkningen fra renæssancens individualistiske menneskesyn, der gødede jorden for nutidens privatreligiøsitet.

"Den retfærdige skal leve af tro," var den befriende opdagelse af en bibelsk sandhed. "Enhver bliver salig i sin tro" - sådan kom det med tiden til at lyde med en lille, men ødelæggende omskrivning. Troens indhold var ikke længere noget, som kirken forvaltede og formulerede, det blev hvert menneskes egen sag. På den måde blev privatreligiøsiteten født inden for kirken, ikke udenfor. Døren er åben, nu behøves strengt taget ingen kirke mere - den er ikke andet end en diskret kulisse for min private åndelighed.

Det var præcis det samme med gnostikerne: De havde opdaget en indre åndelighed, der gjorde kirken overflødig. I større eller mindre flokke brød de ud af den 'almindelige' kirkes fællesskab for at dyrke deres egen indsigt. Måske finder vi her den dybeste årsag til, at de hele tiden ville placere de kvindelige egenskaber hos Gud: De havde forladt kirken. Og kirken er som bekendt vores mor.

Kirkefaderen Cyprian, der var biskop i Karthago hundrede år efter Irenæus, havde sikkert ingen anelse om, hvor rammende det var, da han skrev: "Den kan ikke have Gud som far, der ikke har kirken som mor." 97 Hvis man ikke ser, hvor tydeligt Guds folk gennem hele den bibelske historie beskrives med kvindelige træk, for at udtrykke kærlighedsrelationen til Gud, bliver man med tiden tvunget til at lede efter kvindeligheden et andet sted. Måske er den kvindelige gud den privatreligiøses nødvendige erstatning for kirkens moderlighed. Har jeg ikke først erkendt, at jeg hører hjemme og accepteres i hendes favn, bliver det stadig mere frastødende at kalde Gud min far.

Sammenlign med Cyprians beskrivelse af kirken: "Skær en stråle ud af solens øje, og lysets enhed nægter at dele sig... Sådan strækker kirken sine stråler ud over hele jorden, gennemlyst af Herrens lys. Og dog er det et eneste lys, der spredes overalt, og legemets enhed bryder ikke sammen. Hun rækker sine grene ud over hele jorden med rigdommens overflod, hun spreder omkring sig fossende strømme af vand.

Og dog er det bare et hoved, en kilde, en moder, som generøst bærer stadig mere frugt. Vi er kommet ud af hendes skød, vi har fået næring gennem hendes mælk, og hendes ånde giver os liv." 98 Forfatteren es. Lewis antyder, at dette med 'han' som navn på Gud ikke kun er den kulturelle konstruktion, som alt køn i vores tid opfattes som. I romanen 'Vredens tid' skriver han: "Det mandlige kunne I have flygtet fra, for det eksisterer kun på det biologiske plan. Men det maskuline kan ingen af os flygte fra. Det, der findes over og hinsides alle ting, er så maskulint, at vi alle er feminine i sammenligning med det." Er det sandt, at kristendommen entydigt har gjort manden til nonn for menneskelighed? Tydeligvis ikke. Moder Tyra Antonia, abbedisse ved et svensk benediktinerkloster, kommenterer Lewis' ord på denne måde: "Vi er altså alle feminine, modtagende: Paven, alle biskopper og præster, alle mænd og kvinder. Alle troende, hele Guds folk, er modtagere. Den salige forening mellem Gud og menneske er en bryllupsfest.

Et bryllup mellem Gud og jomfruen, datteren Sion, den udvalgte... Hun er symbolet, urtypen for menneskeheden. Den kvindelige, den modtagende. Hun er jorden, der tager imod. Som befrugtes af himmelen." 99 Det begyndte i skabelsens morgen: "Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter

var spiret frem... Men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blevet levende væsen." 100 Langt senere i historien vokser der fra dette menneske et folk frem, som Gud forbinder sig med i et særligt forhold. Profeterne vender ofte tilbage til dette tema:

"Dette siger Herren: Jeg husker din trofasthed, da du var ung, din kærlighed, da du stod brud. Du fulgte mig i ørkenen, i et land, hvor ingen sår... 101 Deres mor var horkvinde, skamløs var hun, der fødte dem; for hun sagde: 'Jeg vil følge mine elskere, som giver mig mit brød og mit vand'... Derfor viljeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte... Jeg forlover mig med dig for evigt... 102 Råb affryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Bryd ud i jubel, råb af glæde, du, som ikke fik veer! For den enlige kvinde får flere børn end den, der er gift, siger Herren... For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er hans navn... Ja, Herren har kaldt på dig, en forladt og bedrøvet hustru; skulle en hustru fra ungdommen forkastes?

siger din Gud...103 Du skal ikke længere hedde Den Forladte, og dit land ikke længere Den Forstødte. Men du skal kaldes Elsket, og dit land kaldes Hustru.

For Herren elsker dig og tager dit land til hustru." 104 Mange hundrede år senere fik en fattig teenager-pige et sælsomt besøg: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn." Og Maria giver det svar, der er selve grundmønsteret for menneskets relation til Gud, parolen for al discipelskab: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" 105 Inden vi går videre: Det er på høje tid, Maria befries fra sin rolle som højkirkeligt gidsel. I alt for lang tid er hun blevet brugt af mænd til at tvinge kvinder til passivitet og tavshed. Hun er blevet gjort til teologisk alibi for en snæver og ødelæggende kirkeordning, hvor kvinderne står for det passivt modtagende, og mændene for prædiken og handling. Sådan er kirkens kvinder blevet berøvet deres første søster og tvinges derfor til på andre måder at lede efter mere dynamiske forbilleder.

En af middelalderens teologer siger: "Maria blev frugtsommelig gennem øret." Marias vej er at lytte, ikke at tie. (Derimod siger hendes mand Josef ikke et eneste ord i hele Bibelen!). Stik imod at være tavs og passiv har Maria talt i hver eneste vesper gennem hele kirkens historie. Frimodigt og klart, midt i hele kirken, synger hun den revolutionerende, vidunderlige lovsang: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde." 106 Denne tjenerinde er kirken. Maria er til alle tider blevet opfattet som kirkens mor og forbillede, hun, som i sin krop tager imod Jesus og giver ham til verden. Jesus selv trækker tydeligt forbindelsen fra sin mor til kirken: "Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: 'Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!' Men han svarede: 'Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!' " 107 At lytte, at modtage, at vente tålmodigt, at lade sig forme, at være frugtbar. Hele tiden er moder-mønsteret blevet gentaget som et mønster for al efterfølgelse, både for mænd og kvinder. "En sædemand gik ud for at så sit kom... Sæden er Guds ord... det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt..." 109 "Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt..." 109 Forbindelsen til Maria er tydelig, når vi oplever hendes møde med slægtningen Elisabeth. Hun hilser Maria med ordene: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!" 110 Den, der siger, at kirken har stillet kvinden i skammekrogen ved at give Eva skylden for syndefaldet, læser kun halvdelen af historien. Irenæus forklarer, hvordan kvinden har en afgørende indflydelse på både syndefald og genoprettelse: "Ligesom den første kvinde blev forført til at være ulydig mod Gud, blev den anden kvinde overtalt til at lyde Gud. Jomfruen Maria blev på den måde forsvarsadvokat for jomfruen Eva. Ligesom menneskeslægten blev underkastet døden af en jomfru, sådan blev den befriet af en jomfru, på den måde at jomfruens ulydighed blev opvejet af jomfruens lydighed. Det første menneskes synd blev rettet op af den Førstefødtes retfærdighed." 111

Det synes at være ved historiens korsveje, at kirkens moderlige mønster er specielt afgørende. Kvinderne er i centrum, da frelseren skal fødes... og ved korset... og ved den åbne grav. I de usikre situationer, når alle logiske beregninger slår fejl og de effektive handlingsplaner famler i blinde - der synes kvinderne lettere at kunne udtrykke kirkens modtagelighed over for den Gud, der handler.

En anden korsvej var de ti dages venten, indtil Helligånden blev udgydt over menigheden. "De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre." 112 Måske Maria i den situation tog et særligt ansvar for at hjælpe mændene med at vente - hun, som havde båret Jesus så længe under sit hjerte uden at kunne' gøre noget'. Tallet 40 møder vi gang på gang i Bibelen, når det gælder længere perioder med venten: Moses' forberedelse som fårehyrde, folkets vandring i ørkenen, Jesu fristelse. Hvorfor netop 40?

Kvinden bærer sit foster i 40 uger...

I dag står kirken ved en af dens store historiske korsveje, som en del af en gigantisk omstilling af hele vores kulturmønster. Den typisk mandlige måde at 'løse problemer' på viser sig at være helt utilstrækkelig over for denne dybe forandringsproces. Handlingsplaner, udredninger, debatter og opstilling af fremtidsscenarier er nogenlunde lige så brugbare og lige så afgørende for kirkens fremtid, som de er, når et barn skal komme til verden.

At så feminismen i så høj grad har berøvet os alle moderlighedens forbilleder, er et forræderi ikke kun imod kvinden, men imod hele kirken. Netop nu hvor vi mere end nogensinde før har brug for et sandt kvindeligt lederskab, i den situation slås kvinderne for at blive lige så aktivt vrøvlende som mændene! Selvom vi ved, at erhvervslivets måde at forholde sig til tingene på virker temmelig malplaceret, når det gælder kriser og fødselsveer!

Endnu engang: Marias hemmelighed er ikke, at hun er tavs, men at hun lytter. Og da det feminine danner mønster for hele kirken, for mænd og kvinder, kan det ikke være ensbetydende med tavshed. Betoningen ligger på modtageligheden, evnen til at afvente det, vi ikke kan kontrollere. På dette moderlige grundlag kan vi så frimodigt tale om, hvad det er, vi har taget imod, kvinder på kvinders sprog, mænd på mænds sprog. Hvis det ene sprog mangler eller gøres lig det andet sprog, bliver vidnesbyrdet om Gud fattigere.

At dette overhovedet ikke handler om feminisering af manden, antyder Dag Hammarskjold i sin bog 'Vej mærker'. En mildt sagt aktiv mand, midt i det verdenspolitiske brændpunkt, skriver om sin inderste holdning: "At bevare den indre tavshed - midt i larmen. At forblive åben, stille, fugtig muld i det frugtbare mørke, hvor regnen falder og sæden gror - hvor mange der end i det tørre dagslys tramper hen over markerne i hvirvlende støv." 113 Findes der nogen anden mulig vej end i tidens kirkelige kaos af debatter og stridigheder at forsøge at skelne, hvad Ånden siger til menigheden? Har der nogensinde eksisteret en anden vej at gå?

Mænd begynder at tale sammen

Når vi river grænserne ned mellem mandligt og kvindeligt, bliver resultatet, at kirken bliver mindre kvindelig og mindre mandlig. Det hele flyder sammen i en farveløs middelvej, hvor ingen tør være sig selv af frygt for ikke at være politisk korrekt. Ligesom præstedragten skjuler både den mandlige og den kvindelige krop, sådan har vore lederroller og sæt af holdninger en tendens til at skjule vores kønsbårne særpræg - i et forvirret ønske om at være 'almentmenneskelige' . Resultatet bliver en fattigere kirke, der får stadig mere vanskeligt ved at vidne om Guds hensigter med sin skabning.

Hvordan dette særpræg skal praktiseres af kvinder, har jeg af naturlige årsager ingen forudsætninger for at beskrive. Men når det gælder manden, vil jeg derimod gerne tænke højt sammen med mine brødre.

Mændene er i dag en minoritet i stærk tilbagegang på stort set alle niveauer af det kirkelige liv, fra kirkebænken til bestyrelser, udvalg og (kommende) præster. Det er næppe nogen tilfældighed - det har dybtgående teologiske og psykologiske grunde. Feministiske beskyldninger om patriarkat skaber selvfølgelig ikke ligefrem et positivt klima for at genrejse mændene i kirken. I dag er der dog mange tegn på, at mænd begynder at tale mere frit sammen om deres rolle, og mandighed er ikke længere et fyord, men noget der er efterspurgt af begge køn. Nogle stikord i denne sammenhæng:

Ikke flygte

Den mand, der mere end nogen anden forbindes med ordet 'far', er Abraham. Paulus skriver: "Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: 'Jeg gør dig tilfader til mangefolkeslag, , fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: 'Så mange skal dine efterkommere blive.' " 114 Abraham flygtede ikke. Han svigtede ikke. Han kæmpede med sin tvivl og sine følelser, han begik flere fejltrin, men han blev hos Gud og hos sin Sara. Menneskeligt set havde han håbløse odds, og han mærkede på sin krop fristelsen til at vriste sig fri af det umuliges jerngreb.

Men som en klippe stod han fast på sit løfte - og han holdt fast ved det løfte, som Gud havde givet ham. Han tog kampen op, hvor den virkelig stod, i hans eget indre - i stedet for at gøre det, der til alle tider er blevet mistolket som sand mandighed: At bekæmpe en masse indbildte ydre fjender. Netop derfor kunne han "blive fader til en mængde folkeslag".

0rkenfædrene fik nogle tusinde år senere deres navn af samme grund. Det var for det meste mænd, nogle mener titusindvis, som i det fjerde og femte århundrede begav sig ud i Egyptens ørken for at søge Gud. Naturligvis var der allerede dengang mennesker, der beskyldte dem for at flygte fra det virkelige, aktive liv. Præcis som vi stadigvæk ind imellem afviser bønnens vej som en flugt fra 'realiteterne'. Men netop her er paradokset: De flygtede til ensomheden, fordi de nægtede at flygte. Det er uendelig meget lettere at flygte fra sine virkelige, indre fjender ved at kaste sig ud i stadig nye såkaldte mandlige projekter. På den måde berøves generation efter generation deres forbilleder i virkelig mandighed.

Det var derfor, ørken fædrene blev i deres celler, i mange årtier. Sådan blev de bogstaveligt talt fædre: Deres anstrengelser forløste en strøm af bøn og åndelig vejledning, der har født og opfostret utallige brødre og søstre gennem hele historien.

I dag er der i USA opstået en bevægelse med det formål at stoppe manden i hans flugtforsøg. Muslimen Louis Farrakhan samlede for nogle år siden henved en million sorte mænd i Washington, for at opfordre dem til at tage ansvar for deres familier og for samfundet. Tvstjernen Bill Cosby har haft en stor gennemslagskraft som forbillede for fædre, der tager ansvar. Den kristne bevægelse Promise Keepers samler jævnligt over en million mænd fra alle racer med det samme formål. Her punkteres de falske billeder af mandighed: Seksuelle erobringer, følelseskulde, overf1adiskhed, voldelighed. En tv-reklame om dette emne slutter med, at en dyb mandig stemme siger: "Anybody can make a baby. But it takes a Man to make a Father." 115 Det ville sikkert have fået Abraham til at grine højt - og nikke bifaldende.

Måske handler det i virkeligheden om styrke. Hvis det nu er en mandlig egenskab, hvad mener vi så med styrke? 'En stærk mand' plejer jo at betyde en, som det lykkes at holde svagheden på afstand.

'Bange for at falde' er den talende titel på en bog om manden i dagens samfund: Det gælder om at bevare kontrollen, beherske sine følelser, for enhver pris holde sig på benene. For at kunne gøre det, må man flygte fra de situationer, der kan slippe det ukontrollerede løs. Styrke er her evnen til at modstå angreb, lidelse, ødelæggelse og død. En mands styrke måles i, hvad det lykkes ham at undvige.

Jesus har den modsatte styrke. Det kan synes risikabelt at bruge Jesus som forbillede for det mandlige, da han er det sande menneske for både kvinder og mænd. Men i denne helhed rummes altså også det sandt mandlige. Hans styrke er en åben invitation til svaghed, til at blev angrebet, afklædt og dræbt. Han flygter ikke, men optager alt dette i sig, transformerer det og lader det synke til bunds i en urokkelighed, der ikke frygter noget. En sådan mands styrke måles ikke i, hvad det lykkes ham at undvige, men i hvad han har gået igennem.

Mødet mellem Pilatus og Jesus er blandt meget andet mødet mellem to slags mænd. Den ene er rustet til tænderne med den første slags styrke. Som en norsk politiker udtrykte det: "Det, jeg frygter mest er mennesker, der er så tykhudede, at de kan stå uden rygrad."116. Pilatus er en mand, der er klatret op ved at trampe hen over både egne og andres følelser, som er flygtet fra sit indre og nu kun lever udvendigt.

Kampen for at gribe og beholde magten har gjort ham blind for virkeligheden, og for tusinde gang undviger han sin samvittighed med et skuldertræk: "Hvad er sandhed?" 117

Den anden har også haft tusinde anledninger til at flygte, men han gjorde det ikke. Han kunne let have undgået at havne i denne ydmygende situation, men hans livsvej handlede om noget andet end egen sikkerhed. Striden er allerede blevet udkæmpet i Getsemane, hvor han alene med sin Fader blev konfronteret med sine indre fjender. Derfor står han nu, fattet og urokkelig, foran den, der menneskeligt set er ham uendelig overlegen.

Fornemmede Pilatus til sidst, hvordan det i virkeligheden forholdt sig?

"Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: 'Se. her er manden!' "118

Adskille

Jeg har oplevet det svimlende under at se vore fire børn blive født. Tre af gangene klippede jeg navlestrengen over (en gang kom jordemoderen mig i forkøbet). Denne handling er udtryk for en af mandens vigtigste opgaver på denne jord, med store konsekvenser for alt menneskeligt liv. Og med lige så store negative konsekvenser, hvis han svigter i denne opgave.

Paulus citerer et af de første nøgleord om manden og kvinden i Bibelen: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød." Og han føjer til: "Dette rummer en stor hemmelighed." II Y Dels er dette den grundmodel for menneskeligt samliv, der er givet i skabelsen: Ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Dels er det endnu et billede på forholdet mellem Gud som brudgom og menigheden som brud, når Jesus forlader sin far for at forene sig med os.

Men hemmeligheden er stor, siger Paulus. Den rummer mere. Måske giver den os også en nøgle til en af mandens opgaver i skaberværket: At bryde en symbiose. Moderen tager imod sæden, lader barnet vokse og holder det i sin favn. Risikoen for, at hun ikke frivilligt giver slip på det igen, er stor - manden må påtage sig sit ansvar og bryde bindingen mellem mor og barn. En binding bliver jo til sidst en krampagtig symbiose mellem ufrie mennesker, der ikke tror, at de kan leve uden hinanden. Får bindingen lov til at bestå, kommer den til at hindre deres personlige modning, kreativitet og evnen til at tage ansvar og til at udvikle nye relationer.

Manden bryder en sådan symbiose, når han forlader sine forældre.

Hvis han ikke reelt bryder bindingen til dem, kan han ikke for alvor forene sig med sin hustru. Utallige ægteskabstragedier har deres udspring her: Manden eller kvinden har ikke brudt med forældrene, men forsøger i stedet at udvide den gamle symbiose med den nye partner. Den velmente bryllupstale fra svigerforældrene er en tidsindstillet bombe: "Vi mister ikke en datter, vi får en søn." Den gamle skik med, at faderen før vielsen fører sin datter op til alteret og overlader hende til den kommende ægtemand er et bedre billede. Faderens opgave er at bryde symbiosen og dermed sætte datteren fri. Også selvom det betyder et hårdt opgør med moderen: "Nu lader du hende være i fred!" Den, der ikke har 'forladt', kan ikke 'binde sig til'. Uden adskillelse fører kærligheden ikke til forening. Denne sammenhæng mellem adskillelse og forening gælder både i ægteskabet og i forholdet til Gud.

En kirke, der ikke længere formår at tage opgøret med kødet, verden og djævelen, kan ikke lede mennesker til forening med Gud. Den folkekirkelige rædsel for at støde nogen væk minder mistænkeligt om den overbeskyttende mor, der er så bange for at gøre noget forkert, og at barnet skal komme noget til. Hvad de end gør, tager hun imod dem, de behøver aldrig angre noget eller tage ansvar for noget. 'Det klarer mor' er den indstilling, der effektivt forhindrer børnene i at blive voksne, både i familien og i kirken.

Den urkristne dåb byggede på to led. Først kom forsagelsen, hvor dåbskandidaten skulle tage afstand fra djævelen og alt hans væsen.

Derefter kom bekendelsen, hvor dåbskandidaten skulle bekende sig til den treenige Gud. Kun på den måde kunne en klar kristen identitet dannes: Et tydeligt nej og et tydeligt ja. Først gennem adskillelsen fra sin gamle sammenhæng bliver mennesket frit til i dåben at forenes med Kristus og hans legeme. Først da giver det mening at tale om 'helligelse', som netop betyder 'adskillelse'.

Hvad sker der så, når vi i dag vil springe over forsagelsen og 'koncentrere os om den positive bekendelse',? Der er stor risiko for, at vi i kirken oplever det samme mønster, som når man indgår ægteskab uden først reelt at have brudt symbiosen med den gamle familie: Det bliver en bleg og farveløs tilsætning til den gamle tryghed, der uhjælpeligt forhindrer et nyskabende familieliv.

Hemmeligheden, som Paulus taler om, henviser som altid, når grundtekstens ord er 'mysterion', dybest set til det store mysterium, den treenige Gud. Måske gør nutidens feminiserede gudsbillede os blinde for denne afgørende sammenhæng. l forkyndelse og praksis fokuseres der hele tiden på modtagelsen: At Gud tilgiver, accepterer, bekræfter osv. Adskillelsen, at Gud sætter skel, kommer ofte til at stå for 'et gammeltestamentligt gudsbillede' , og det stilles på gnostisk vis i modsætning til billedet af den kærlige Gud. Går vi flere skridt på denne vej, havner vi til sidst i Moder Jord-teologien, hvor den ubrudte modersymbiose favner alt og alle i en grænseløs samhørighed.

Men allerede i skabelsen sker der, som vi har set, en vældig adskillelse. Netop som et udtryk for Guds kærlighed stilles mennesket frit og gøres ansvarligt for sine handlinger. Gud spiller et højt spil på liv og død, med den åbenbare risiko at mennesker vælger forkert. Her ser vi den måske dybeste årsag til, at kristendommen har et så stærkt etisk indhold, mens gnosticismen mangler etiske grænsepæle. Et moralsk ansvar forudsætter en adskillelse fra modersymbiosen. Her ligger også forudsætningen for at kunne elske Gud, da kærligheden bygger på friheden til at kunne sige ja eller nej. Det symbiotiske menneske ved ikke, hvad kærlighed er - det er tvunget til at elske.

Yde modstand

'At kæmpe med far' kan betyde lidt af hvert. At prøve kræfter for at finde sig selv og sine grænser... eller et opgør på liv og død for at komme fri af en undertrykkende far. Risikoen for at gøre fejl er lige så store for den autoritære far som for den overbeskyttende mor. Alligevel er det så afgørende for et barns modning og udvikling, at det møder tydelig modstand. Grænser: Hertil og ikke længere. Udfordringer: Det er virkelig svært, men du klarer det. Modsigelser: Nej, der tager du fejl. Det er gennem frustrationerne, vi vokser, finder os selv, lærer at gå nye veje.

Efter befrielsen fra Egyptens slaveri havnede Israels folk ikke i et eftertragtet ferieparadis, men i en nøgen og ufrugtbar ørken. Der bød Gud dem til tider hård modstand, og han lod dem vandre i 40 år, selv om rejsen kunne være klaret på nogle få uger. På den måde mejsledes folkets identitet og gudsbillede frem: Ikke i et åndeligt drivhusmiljø med bibliotek og adgang til alle bekvemmeligheder, men i en ørken.

Det var sådan, de lærte Herren at kende: "1 ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, l vandrede, lige till kom til stedet her." [20 Denne modstand ligger på linje med adskillelsen, og den er det tilbagevendende mønster i Guds handlen med os. Han tager imod os som en mor, og han udfordrer os som en far. Jesus kan vise en grænseløs ømhed og generøsitet mod mennesker, og han kan møde dem med en urokkelig modstand, som gør dem rasende. Discipelskabet udspiller sig hele tiden i kraftfeltet mellem disse paradoksale modpoler: Kom som du er... sælg alt, hvad du ejer. Hvis vi fjerner den ene pol, forsvinder kraften i Jesu kald: "Følg mig!", og alle de rigtige ord om Guds kærlighed falder til jorden, uden at berøre mennesker, uden at sætte dem i bevægelse. l dag er det uden tvivl modstanden, der mangler.

Hvorfor er der så få mænd i kirken? Og hvad gør de mænd, som er der?

Der er en stærk scene, hvor Jesus møder den fortvivlede Maria Magdalene uden for den tomme grav. Først genkender hun ham ikke, men trør, det er havemanden. Johannes fortæller:

"Jesus sagde til hende: 'Maria!' Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: 'Rabbuni!' - det betyder Mester. Jesus sagde til hende:

'Rør ikke ved mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.' " 121 Maria vil kaste sig i hans favn, men Jesus gør modstand: Rør ikke ved mig. Det handler naturligvis ikke om, at manden skal lukke af for sine følelser, undgå berøring, være bange for kropskontakt. l evangelierne er der mange eksempler på, at Jesus bryder med det 'køleskabsideal' , der har indefrøsset så megen sand mandighed og kvalt så mange fædre.

Nej, det synes at handle om noget andet: Evnen til at vide, hvornår tiden er inde til at bryde symbiosen, til at give Maria den kærlige modstand, der fører hende tilbage til hendes eget liv. "Det er på tide, at du finder din egen indre forankring, din egen relation til Faderen." Og Jesus understreger det ved at sige: "... min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud." Måske føler Maria sig først afvist og forladt. Men scenen er så fyldt med ømhed, at hun snart aner, hvilken styrke Jesus giver hende.

Hvordan skal vi blive klar over, hvad vi dybest set vil, hvis vi aldrig møder nogen modstand? Hvis kirken er bange for at sige nej til mennesker og bekymret forsikrer, at "du skal bare gøre, hvad du finder rigtigt", hvordan skal vi da nogensinde kunne stille vores dybeste vilje op mod Guds vilje med vores liv?

Lad os derfor et øjeblik gå tilbage til folkevandringstiden. l det sjette århundrede var Romerriget netop brudt sammen, og i Europa flød alting uden grænser. Benedikt nedskriver en regel for munke, som 1500 år senere skulle give ham titlen 'Europas skytshelgen'. Jeg citerer fra instruktionen for mennesker, der banker på klosterporten for at slutte sig til fællesskabet:

"Kommer der nogen for at påbegynde livet som munk, skal han ikke uden videre få adgang, men som Apostlen siger: 'Prøv, om ånderne er af Gud.' Hvis den, der kommer, bliver ved med at banke på og efter fire eller fem dage tålmodigt synes at bære de ubehageligheder, han udsættes for, og de vanskeligheder, der er med at få adgang, og fastholder sin anmodning, skal han tilstedes adgang og opholde sig i gæstecellen nogle dage.

Derefter skal han opholde sig i novicernes afdeling, hvor de har undervisning, spiser og sover. Til at have opsyn med dem skal der vælges en ældre broder, der er velegnet til at vinde sjæle, og som omhyggeligt kan holde øje med dem. Man skal undersøge, om han virkelig søger Gud, og om han viser iver for Gudstjenesten, for lydighed og for prøvelser. Man skal på forhånd fortælle ham, hvor hård og stej I den vej er, som fører til Gud." 122 Denne tekst fortjener at blive mediteret over en stund. Ikke mindst i en kirke, der gennem de seneste årtier udelukkende har stillet spørgsmålet: Hvordan kan vi sænke tærsklerne, så det bliver lettere at komme ind? Tænk om spørgsmålet kan vendes om? Hvordan kan vi hæve tærsklerne, så mennesker får hjælp til at opdage, hvad det egentlig er, de søger?

Forsvare

En af mine favoritbøger som barn handlede om 'Det vilde vestens' historie. Den havde bl.a. et stort opslag med et billede, hvor en præriekaravane har' circled the wagon s ' for natten. Indenfor i cirklen er kvinder og børn i gang med madlavning og andre huslige gøremål. Udenfor sidder grupper af mænd med deres våben omkring bålene, parate til at forsvare fællesskabet mod overfald og andre farer.

Før vi på vores sædvanlige oplyste måde trækker på smilebåndet af disse traditionelle kønsroller, skulle vi måske minde os selvom, at sådan har mennesket levet i måske 99 pct. af sin historie. Tydelige fjendebilleder af vilde dyr eller truende mennesker har defineret en af mandens vigtigste opgaver: At beskytte og forsvare sig selv og sine nærmeste mod angreb. Når disse fjendebilleder blegner, og et andet samfund vokser frem, bliver omstillingen sværere for mændene end for kvinderne. Ikke mindst udviklingen for traditionelle jægerfolk - indianere, eskimoer, visse afrikanske stammer osv. - viser, at manden havner i en betydeligt vanskeligere identitetskrise end kvinden, der aldrig har været lige så afhængig af tydelige fjendebilleder.

Hvad sker der da i et grænseløst samfund, hvor der ikke længere er synlige fjender? Hvad sker der i en grænseløs kirke, hvor al tale om fjenden er afskaffet, og den åbne favn omslutter alt og alle? Hvad skal manden gøre, hvis der ikke er en tydelig fjende - og verden alligevel ikke er god?

Der er stor risiko for, at evnen til at forsvare sig bliver bragt i uorden, frustrationen vokser, og aggressionerne begynder til sidst at leve deres eget liv. En sammenligning: I den vestlige verden er der som bekendt flere og flere, der får allergi - vi reagerer mod noget i vore omgivelser, der egentlig er helt naturligt. En af forklaringerne på dette mysterium synes at være den rundhåndede vaccination mod børnesygdomme, som nu også er blevet mindsket. Flere undersøgelser fra forskellige lande viser en sammenhæng, hvor den, der har haft færre børnesygdomme, lettere udvikler allergi.

Kommentar: "En forklaring går ud på, at immun forsvaret må holdes i arbejde for at fungere. Uden de fjender, som systemet er blevet udviklet til at bekæmpe, reagerer det på stimuli, som det nonnalt skulle ignorere." 123 Med andre ord: Vi holder ikke op med at forsvare os, men går i stedet løs på fjender, der i virkeligheden ikke er fjender.

I sommeren 1997 plaskede biskop Martin Lonnebo alene rundt i skærgården, i en båd med et græsk navn, der betyder 'hellig ubekymrethed'.

Med sig i båden havde han Bibelen og et par af de mest læste åndelige bøger i kristenheden. Under sin læsning stillede han hele tiden sig selv de to spørgsmål: Hvem erfjenden? Og: Hvad gælder kampen?

Jeg tror ikke, at en kvinde ville have formuleret spørgsmålene på den måde ~ selvom Martin Lonnebo vel næppe ligefrem er nogen macho... Paulus siger måske mere, end vi umiddelbart forstår: "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod..." 124 Så selvfølgeligt var dette perspektiv i urkirken, at man talte om de kristne, der levede på jorden som' Ecclesia militans', den stridende kirke. Dette til forskel fra den anden del afkirken, der er gået sejrende hjem til Guds herlighed: 'Ecclesia triumphans'. At så kirken siden gang på gang er henfaldet til at bekæmpe mennesker med verdens egne magtmidler, skyldes ikke lydighed mod Paulus' ord, men ulydighed.

Det er netop et sådant fejltegnet fjendebillede, han advarer imod ~ netop et sådant forvrænget billede af mandighed. Våbnene er i stedet sandhed og retfærdighed, og kampen føres først og fremmest gennem bøn, gennem livsførelse og frimodig forkyndelse.

Apolegetik har til alle tider været en del af dette forsvar, intellektuelt at forsvare og underbygge evangeliet, som Paulus skriver.12s Når evangeliet i dag blot synes at blive opfattet som et tilbud blandt mange andre på markedet, og hvor ingen opfattelser af Gud er mere rigtige end andre, bliver dette forsvar uforståeligt: "Forsvar mod hvad?" Er det en af grundene til, at tydelige kristne stemmer savnes i den offentlige debat? Eller til at mænd har så svært ved at opfatte evangeliet som bæredygtigt?

Hvis Paulus har ret, så er grænseløsheden kun tilsyneladende, og roen en bedragerisk kulisse. Så er der en virkelig fjende, der på forskellig måde forsøger at ødelægge Guds skaberværk og skænde dem, som Gud skabte i sit billede. Så findes der også noget i menneskets indre, der vil forsvare sig mod dette angreb. C.S. Lewis beskriver i sin roman 'Rejsen til Venus' den frygtelige kamp mellem et menneske, Ransom, og en åbenbaring af den Onde, Weston. Striden bølger frem og tilbage, og Ransom nænner sig den totale udmattelse. Så...

"... kom der noget over ham som nok ingen god mand nogen sinde kan have oplevet i vores verden ~ en strøm af fuldstændig ublandet og lovligt had. Den energi, der kom fra et had der aldrig før var følt uden nogen fonn for skyld, uden en vag viden om at han slet ikke skelnede synderen fra synden, steg op i hans anne og ben til han følte, at de var søjler af brændende blod.

Det der stod foran ham, var ikke længere en skabning med en fordærvet vilje. Det var fordærvet selv, hvortil viljen kun var tilsluttet som et redskab. For år tilbage havde det været en person, men resterne af personligheden overlevede kun som et våben der stod til rådighed for en rasende upersonlig negation.

Det er måske svært at forstå hvorfor det ikke fyldte Ransom med rædsel, men med en slags glæde. Glæden kom af endelig at finde ud af hvad had gør godt for. Som en dreng med en økse fryder sig over at finde et træ, eller som en dreng med en æske farvekridt frydes over at finde en stak fint hvidt papir, frydede han sig over den perfekte overensstemmelse mellem den følelse han nærede, og genstanden for den." ]26

Til sidst:

"Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." 127 I dag angribes dette Guds billede på jorden på tusinde måder og fra tusinde sider. En af måderne er, at grænsen mellem mand og kvinde er ved at smuldre ~ og det synes paradoksalt nok ikke at føre til, at vi kommer hinanden nænnere, men tværtimod glider vi uhjælpeligt længere og længere væk fra hinanden.

Når de to gudsbilleder ikke længere i fællesskab er vendt mod deres urbillede i tilbedelse, øges risikoen for, at de i stedet begynder at tilbede billedet af deres eget køn. Dermed er det gudgivne særpræg blevet en afgud, som skjuler vores sande ansigt fra Gud og hinanden:

"Men tag jer godt i agt! ... Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i skikkelse af mand eller kvinde..." Ic~ Så længe vi kæmper med disse billeder på egen hånd, kommer afstanden mellem os uhjælpeligt til at vokse. Men der er en, der har stillet sig mellem skyttegravene. For at stoppe denne opløsning har Gud sendt sit sande billede ind i verden. Jesus "er den usynlige Guds billede, al skabning s førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden... Han er forud for alt, og alt består ved ham." Ic9 Kun i Jesus Kristus bliver de to gudsbilleder, mand og kvinde, retvendte: mod Gud og mod hinanden.

Da man i urkirken kæmpede for at formulere og forsvare inkarnationen, fandt man til sidst ved kirkemødet i Kalkedon i 451 en formulering, der viste sig at være yderst bærekraftig. Enkelt udtrykt: Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske, uden adskillelse og uden sammenblanding.

I dette møde mellem Gud og menneske i Jesus Kristus udtrykkes også mønstret for alle andre paradokser i evangeliet - også forholdet mellem mandligt og kvindeligt. Vi må ikke adskille de to, for så revner billedet. Vi må heller ikke sammenblande de to, for så bliver billedet uklart.

Det er den tydelige grænse, der gør foreningen mulig.

Lammer vores evne

Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden. Irenæus skriver:

"Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366

Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppe Ise af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år. Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod. Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil. Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.

Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.

Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.

Nedfrysningen er fuldført.

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk

Magnus Malms bog Kendetegn

207 sider, indbundet, bedekrans medfølger.

At søge Guds nærvær i en kaotisk tid.

Beskrivelse:

Er det muligt at bevare kontakten med Gud midt i en travl hverdag? Hvordan beder man, når sjælen føles som et kaotisk internet-flimmer? Ender vi ikke i et umuligt valg: Enten må vi vende denne verden ryggen for at søge Gud – eller også vil vi blive uhjælpeligt sekulariseret af alle de indtryk, der vælter ind over os?

Men hvis Gud er gået direkte ind i dette kaos for at frelse mennesket, så kan det at bede ikke være det samme som at vende ryggen til verden. Så må der findes kendetegn på Guds nærvær midt i en splittet hverdag, tegn vi kan holde fast ved, og som kan sætte os i forbindelse med livets kilde.

Denne bog handler om at følge disse tegn og lade dem udgøre den afgørende fortælling om vores liv på jorden. Ikke som teorier eller hensigter, for de vil hurtigt blive skyllet væk med nyhedsstrømmen. Men tegnene kan i vores daglige bøn blive nøgler, som hjælper os med at åbne døren – fra det indestængte og ud mod en større verden.

Med bogen følger en bedekrans i læder­snor, som kan bruges ved den daglige bøn. Den er fremstillet af en kristen palæstinenser, Jameel Qumsieh, i byen Beit Sahour ved Betlehem og består af krybben, korset og ringen.

Jeg har et lille forsmag på bogen her:

Fra Magnus Malms bog KENDETEGN side24 - 34.  

Om Klosterregler - Benediktiner og Jesuitter

Når buret krymper

Jesus er modsætningen til al form for reduktionisme, altså vores tilbøjelighed til at reducere virkeligheden til "ikke andet end ...". Der findes forskellige varianter af reduktionisme: Naturvidenskabelige modeller, der reducerer alt til molekyler, hormoner, sandsynligheder osv. Markedets værdisæt, der reducerer alt til varer og forbrugere. Åndelighed, der reducerer alt tiL.. åndelighed. Psykologiske teorier, der reducerer alt til opvækstvilkår og indlært adfærd. Alle former for reduktionisme har, hvor forskellig den end tager sig ud, en fælles effekt på virkeligheden: den krymper. Og dermed bliver rummet for menneskets frihed til at tænke og bevæge sig i stadig mindre. Vi er ganske enkelt ikke skabt til at leve i så små bure.

Paulus beskriver Kristus på en måde, som gør det umuligt at reducere ham til en åndelig del af tilværelsen, eller bruge ham til at gøre alle spørgsmål til åndelige spørgsmål:

"Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder.

Ved ham og til ham er alting skabt. ! lan er forud for alt, og alt består ved ham."19 At søge Jesus er ikke at begive sig til virkelighedens udkant, til en "åndelighed" i periferien. Det er at bevæge sig mod virkelighedens midtpunkt, hvor alle paradokser mødes og forsones: himmel og jord, usynligt og synligt, personligt og politisk, historie - nutid - fremtid, jøder og hedninger, svaghed og styrke, død og liv, guddommeligt og menneskeligt. Først ud fra dette punkt kan vi begynde at orientere os i hele virkeligheden uden at være bange for en del af den. Og den primære måde at søge ind mod centrum på er bøn.

At vende sig til Gud har traditionelt ofte udsprunget fra en ide om, at "Gud står for det åndelige". Derfor har opfordringen til at bede ofte været farvet af en anspændelse: nu skal vi vende os væk fra det jordiske og menneskelige. Derfor har bønnen vakt en sorg, et vemod over det, vi dermed må vende os fra. Mennesker har en tendens til at blive alvorlige, højtidelige og dystre, når ordene kommer: "Lad os bede." Måske kommer sørgmodigheden dybest set ikke fra en bevidsthed om, at vi nu vender os mod den Hellige, men netop fordi vi dermed forventes at vende os væk fra noget, som vi oplever som dejligt, meningsfuldt eller ganske enkelt menneskeligt.

I så fald har djævelen fået os præcis derhen, hvor han gerne vil. Dels har han narret os til at tro, at Gud er lutter åndelighed, hvilket ifølge Olav Hartman snarere er djævelens egenskab. Dels har han dermed selv lagt beslag på det menneskelige og jordiske, så at vi nu må relatere til dette på hans vilkår. Han er - med Jesu ord - tyven, der bogstaveligt tager det, som ikke er hans, og gør krav på det og anvender det, som om det var hans.2O Han er også ifølge Jesus løgneren, der forvrænger sandheden og giver et falsk billede af virkeligheden.21 Resultatet er ofte, at vi til sidst vender os fra Gud med vores menneskelighed for i stedet at få den tilfredsstillet af Djævelen. Og bliver naturligvis grusomt skuffede.

"Menneskenaturens fjende", som Ignatius af Loyola kalder Djævelen, kommer til os enten som ren materialisme eller ren åndelighed. Hvad han aldrig vil eller er i stand til, er foreningen af det åndelige og det jordiske. Han er Fornægteren - enten af det åndelige ud fra materialismen, eller af det jordiske ud fra åndeligheden. Her mødes ateismen og overåndeligheden, fordi de har de samme rødder: en evigt opdelt verden, hvor der aldrig bliver bygget bro over kløften mellem ånd og materie. Djævelens græske navn er da også diabolos: den, der splitter. Eller med et andet udtryk: antiKrist, modsætningen til Kristus.

Kristus står nemlig ikke for det åndelige, i modsætning til det jordiske og menneskelige. Han står for forsoningen og foreningen af det åndelige og det menneskelige. At vende sig til ham i bøn indebærer altså ikke, at vi vender os væk fra det jordiske til Gud i det himmelske. Det indebærer snarere, at vi vender os til det punkt i universet, hvor det jordiske og det himmelske mødes. At bede er at stå på fast grund under en åben himmel.

Jesus er ikke den, der gør det jordiske meningsløst, han er den, der gør det jordiske meningsfuldt. Han giver det jordiske og det menneskelige den storhed og herlighed tilbage, som det uden Gud aldrig er i stand til at genspejle. At vende sig til Gud i bøn er at vende sig til livet i dets helhed og fylde, som Paulus siger om Kristus: "For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig."22 Det indebærer altså ikke, at vi vender os mod periferien, en "åndelig afdeling" af livet, men mod centrum, hvorfra al virkelighed udspringer og holdes sammen. "Lad os bede" er en opfordring til på ny at træde ind i paradisets have, ikke til igen at blive forvist fra den.

Derimod vender vi os i bønnen væk fra alt det, der vil reducere virkeligheden til "intet andet end ...", hvad enten det er markedskræfter, synlighed i medierne, penge, sex, magt, arbejde, status... eller åndelighed. Vi vender os i bønnen væk fra djævelens blændværk, der forvrænger virkelighed og proportioner - for at se ind i Kristi ansigt, hvor vi selv og alt andet endelig begynder at få den rette form og farve igen.

Nogen åbner udefra

I diktaturer bygger magtudøvelsen i høj grad på at forvrænge menneskers virkelighedsopfattelse. Alternative fortællinger, der skildrer noget andet end den officielle version, opfattes som farlige trusler og bliver derfor censureret, latterliggjort eller dysset ned. Historien skrives om, så den ikke kan udgøre et korrektiv til nutidens samfund. Medierne renses, så ingen modsigende stemmer kan sætte spørgsmålstegn ved landets fine tilstand. I fængslerne uddrives de alternative fortællinger med psykisk tortur: "Du er psykisk syg. Du er alene. Du er allerede glemt. Ingen vil have kontakt med dig.

Du har fuldstændig mistet forbindelsen til virkeligheden. Du har intet håb.. ." I et liberalt demokrati som vores er den officielle version, at vi har frihed til at opfatte og udtrykke virkeligheden, som vi vil. I praksis foregår der dog en tilpasning til den herskende fortælling, som i mistænkelig grad ligner den påtvungne tilpasning i et diktatur:

Den klaustrofobi, vi kan mærke i vores kultur, beror ikke på, at vi er overvåget af hemmeligt politi, men på at vi har elimineret alle store fortællinger, afsløret alle sandheder, gennemskuet alle utopier, druknet os i alt det forbudte, lagt alle steder ind på GPS, hånet alt det hellige. "Been there, done that" i en kultur, som føles så ødelagt, at man mister sin uskyld bare ved at blive født. Narcissismen har forblændet os i den grad, at vi til sidst er ude af stand til at se andet end vores eget ansigt i, hvad der end møder os. KvælningsfornemmeIsen er svær at beskrive og endnu sværere at få bugt med, for vi har det jo så godt...

Ikke engang "Jesus er svaret" synes at kunne høres i denne blødt forede trivselskultur. Det lyder bare som endnu et registreret varemærke blandt alle andre. Og da gør det måske ikke så stor en forskel, om det præsenteres i en form, der er tilpasset kulturen. Who cares ?

Måske er den eneste mulighed: "Jesus, du er svaret." Når alt kommer til alt, er bønnen måske den eneste sprække, der er tilbage i en stadig mere kompakt og velisoleret forskansning. Den sidste erindring, som vægrer sig mod at lade sig omtolke eller købe til tavshed. Den upassende tørst, som ikke synes at kunne slukkes af de varer, der tilbydes. Råbet efter frihed, som bare synes at blive stærkere for hvert frihedsløfte, der ikke bliver indfriet. Hvis vi er indelukkede i vores kultur, så er måske den eneste chance, der er tilbage, at nogen udefra vil åbne for os.

To historiske eksempler kan fungere som spejle for bønnens afgørende rolle i voldsomme kulturforandringer. I år 476 faldt den sidste kejser i Rom, og dermed blev der sat punktum for et næsten tusindårigt herredømme. Den blanding af kaos og gamle, forældede strukturer, som fulgte i Vesteuropa, plejer vi at kalde folkevandringstiden. Hele den romerske måde at forvalte et samfund på faldt sammen stykke for stykke. Folkeslag og stammer brød op og slog sig ned i nye områder; kulturstrømninger begyndte at gå i nye baner; grænser og kort måtte tegnes om. Den romerske krigsmagt havde for længst ophørt med at garantere den relative fred, der blev kaldt Pax Romana, og mange steder hørte vold med til dagens orden (det er i den periode, de fleste af vores tidlige skandinaviske borge blev bygget, som et tavst vidnesbyrd om en mildt sagt usikker tid). Lærdom og intellektuelle færdigheder fra antikken gik i glemmebogen, efterhånden som romerske centre vendte tilbage til bondekulturen.

På den tid sidder der en munk ved navn Benedikt på klostret Monte Cassino i Italien og udformer en regel for klosterliv. Det er i 540-tallet, og Italien hærges af stadige konflikter.

Benedikt tager afsæt i de erfaringer fra ørkenfædrene, som er blevet formidlet til Vestkirken, frem for alt gennem Cassianus. Hans regel overlever alle andre klosterregler fra den tid, fordi den er så realistisk og praktisk blandt så mange ekstreme yderligheder, som man i længden ikke kunne leve efter.

Kernen i dette klosterliv er munkenes fælles bøn. Ud fra en bogstavelig læsning af et vers i Salmernes Bog beskriver Reglen, hvordan tidebønnen skal foregå: "Som profeten siger: Syv gange om dagen synger jeg din pris. Og om nattens vigilier siger den samme profet: Ved midnat står jeg op for at prise dig.

Lad os derfor lovsynge vor Skaber for hans retfærdige bud til disse tider."23 Tidebønnen byggede frem for alt på bønnerne fra Salmernes Bog, som man bad fælles i veksellæsning.

Ud fra denne klostrets fælles hjertepuls voksede derefter hele det mangfoldige klosterliv frem, med jordbrug, smedjer, bogfremstilling, dambrug, haver, gæstgiveri, sygepleje og alle de andre virksomheder, som på forskellig måde betjente klostret og dets omgivelser. Men Reglen er meget tydelig med, hvad der har førsteprioritet i alt dette: "Så snart man ved tiden for tidebønnen har hørt klokken, skal man lade alt, man har i hænderne, ligge og indfinde sig med største hast, dog med værdighed, så der ikke gives anledning til løssluppenhed. Ingenting må således gå forud for tidebønnen."24 Rent fysisk indebar det en dyb respekt for selve kapellet eller klosterkirken, som kaldtes oratorium (bederum): "Oratoriet skal svare til sit navn, og intet uvedkommende må udføres eller opbevares der. Når gudstjenesten er afsluttet, går alle ud i dybeste stilhed og viser ærefrygt for Gud, så en broder, som måske vil bede alene for sig selv, ikke hindres af en andens hensynsløse optræden."25 Vi kan næppe overvurdere betydningen af disse tydelige strukturer omkring det indre liv i et så kaotisk samfund.

Klostret virkeliggjorde det benediktinske nøgleord PAX (fred) på en radikalt anderledes måde end den foregående Pax Romana. Dybest set syntes der kun at eksistere to måder at skabe orden i kaos på: vold eller bøn. Og de kan ikke kombineres. I sporene efter den romerske centralmagts orden voksede nu klostrenes" øer af normalitet" frem. I det ydre blev de indhegnet af klostermurene - og i det indre med en regel for bønnens daglige rytme, i et rum, der alene var helliget til dette formål.

At denne regel også fungerer i det postmoderne samfunds "folkevandringsmentalitet" fik vi set et eksempel på, da BBC lod fem almindelige engelske mænd leve fyrre dage i et benediktinerkloster. Det er forunderligt, hvordan et menneskes indre kaos begynder at finde en struktur, når man ganske enkelt går ind i en daglig rytme med at bede Guds ord.

Det er som i skabelsen: Ordet strukturerer kaos, så der bliver kosmos. Den stadigt gentagne bøn giver form, retning og mening til et desorienteret sjæleliv. Pulsen i denne regelmæssige bøn har gennem historien vist sig at trænge igennem fra munkenes og nonnernes indre til et omgivende samfund i opløsning. Der er en skabende kraft i bestandigt at gentage Ordet, indtil virkeligheden begynder at få struktur og vender tilbage til Gud.

Mødtes i studenterkvarteret

Tusind år efter Benedikt har den spanske adelige Ignatius af Loyola samlet sine venner i studenterkvarteret i Mont Martre i Paris. Verden ser radikalt anderledes ud sammenlignet med Benedikts tid. Alligevel er der også slående ligheder. Det er en turbulent periode i Europas historie, både i indre og ydre forstand. Det middelalderlige samfunds relativt rolige forudsigelighed er blevet brudt op af et helt nyt verdenskort for europæerne, hvor ikke mindst Amerika betyder helt nye horisonter for politik og handel. Bogtrykkerkunsten har skabt en helt ny informationsteknologi, humanismen har på forskellige måder sat bevægelse i den efterhånden temmelig stivnede middelalderlige lærdomstradition, reformationen udfordrer den katolske kirkes magt over teologi og kirkeliv, den muslimske verden presser på fra middelhavsområdets østside.

Den orden, som Ignatius og hans brødre skabte, fik navnet Jesu Selskab. For at virkeliggøre visionen om en fleksibel orden, der på radikal vis skulle følge Jesus i hans kald til at gå ud i verden, besluttede de at opgive tre ting, som lige siden Benedikt havde været selvfølgelige og bærende elementer i alt ordensliv: tidebønnen, klostret og ordensdragten.

Det var ganske enkelt ikke foreneligt med jesuitternes målsætning og måde at arbejde på, hvis de blev tvunget til at afbryde et besøg i fængslet eller på sygehuset, fordi de skulle passe tidebønnerne. At bygge klostre var heller ingen hjælp for et fællesskab, der mere fik form som et internationalt netværk end som en lukket gruppe af bofaste munke. På spørgsmålet om, hvor jesuitterne havde deres kloster, gaven af Ignatius' medarbejdere Nadal det legendariske svar: "Verden er vores hus." Og at bære en bestemt ordensdragt ville besværliggøre en anden afgørende side af ignatiansk spiritualitet: at inkulturere evangeliet, at udfolde det så tydeligt som muligt og med så få kulturelle hindringer som muligt i ethvert miljø.

Hvordan skulle de så holde bønnens lue brændende?

Der var to ting, der viste sig at blive afgørende for at holde jesuitterne levende over for Gud og forenede med hinanden.

For det første den proces af åndelig vejledning, som Ignatius formulere de i sine Åndelige øvelser. I sin længste form indebar det en personlig retræte på fire uger, under ledelse af en medbroder. Den erfaring lå til grund for brødrenes fællesskab, som et levende og naturligt fælles referencepunkt for deres liv og arbejde, ug sum en regelmæssig gentagen erfaring j kortere form.

Retræten som en afgrænset tid i stilhed sammen med Jesus Kristus er dermed en ignatiansk gave til hele den kristne kirke. Og der ligger en stor grad af fleksibilitet i retræten, for ifølge Ignatius' anvisninger skal" øvelserne tilpasses de forudsætninger, som de personer, der vil udføre de åndelige øvelser, har" .26 Det andet, som Ignatius indskærpede sine medbrødre, var den daglige eksamen. Den indebar et tilbageblik på dagen for Guds ansigt, hvor de i bønnens fortrolige samtale med Gud kunne sortere dagens erfaringer: Hvordan er Jesus kommet mig i møde i dag? Hvilke erfaringer har givet en god eftersmag og draget mig nærmere til Gud? Hvilke har givet en bitter eftersmag og splittet mig? Hvordan kan jeg finde ind til Helligåndens påvirkning af mine tanker og følelser, så jeg tydeligere kan give mit gensvar på Guds vilje med mit liv?

Hvor har jeg svigtet i dette gensvar og har brug for at bede om tilgivelse?

I et aktivt liv midt i samfundets mylder af mennesker og behov blev denne daglige eksamen en uvurderlig "indre celle", som på mange måder modsvarede de middelalderlige munke s regelmæssige bedetider i klosterkirken. Bønnen belyste og strukturerede de ofte kaotiske erfaringer fra dagens arbejde og førte jesuittens fokus tilbage på Kristus og hans værk i verden. Den hjalp ham til at bevare fornemmelsen for hans egne bevægelser i sjælelivet, så han kunne bruge sine egne erfaringer til at hjælpe mennesker i åndelig vejledning.

Og ikke mindst: den udvidede hans opmærksomhed på og taknemlighed over Guds godhed i situationer, som ofte indebar brutale konfrontationer med menneskelig lidelse.

Dybest set handler dette om vores gudsbillede. Hvis Gud er sådan, som platonikerne og gnostikerne siger, så er han ophøjet over alt jordisk kaos i en åndelighed, der er ubesmittet af vores barske hverdag. At bede er i så fald at forsøge at forlade det kaotiske for på en eller anden måde at bevæge sig op i Guds rene tmdelighed.

Men det er ikke den måde, Bibelen beskriver Gud på.

Guds stadige bevægelse er at "stige ned" i vores jordiske virkelighed, for at give den liv og forandre den.  Jesus taler om, at "min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også."28 Ignatius var dybt præget af dette gudsbillede og skriver om, hvordan "Gud anstrenger sig og arbejder for min skyld i alle skabte ting på jordens overflade, det vil sige at han fremtræder som en, der arbejder."29

Jeg læste engang en artikel om bøn, skrevet af jesuitten David Fleming. Der skulle egentlig ikke mere end overskriften til- "Finding a Busy God" - for at tanker og følelser blev sat i bevægelse.3O Vi ville nok have skrevet "Finding God in a Busy Day" eller lignende, for det er jo os, der har travlt, og Gud, der er passiv... eller hvad? Hvis nu Jesus virkelig er Guds billede, hvad fortæller så de fire evangelier om dette spørgsmål? Og hvilke konsekvenser får det for vores bøn?

På overfladen er den benediktinske og den ignatianske spiritualitet altså meget forskellig. Samtidig har de fascinerende fælles træk. Begge kom til at udgøre Helligåndens svar på et samfund i dramatisk forandring, selvom det blev på diametralt modsatte måder. Den ene ved at skabe en fast ydre struktur omkring bønnens kerne, den anden ved at skabe en fleksibel struktur omkring bønnens kerne.

I praksis er mange af vore dages kristne retræter en blanding af de to former for spiritualitet, hvilket antyder, at de begge bidrager med noget stærkt og sundt i vores samfund.

Den benediktinske handler dybest set om at trække sig tilbage fra verden til ørkenen for at søge Gud. Den ignatianske handler om at forene sig med Kristus i hans sendelse ind i denne verden. Ser vi ikke netop denne bølgebevægelse hos Jesus selv?

Det er måske ikke en tilfældighed, at to så offentligt aktive personer som Ignatius af Loyola og Dag Hammarskjold havde den samme yndlingsbog, "Om Kristi efterfølgelse" af Thomas a Kempis. Den har en udpræget klosterspiritualitet, som taler om at trække sig tilbage fra verden for i cellen s stilhed at forenes med Gud i hjertets bøn.

Magnus Malm: Bag billedet

Vi har lige haft en miniferie ved Vejres i Vestjylland, og her benyttede vi bl. a. lejligheden til sammen at læse nogle afsnit af Magnus malms bog Bag Billedet og jeg vil i denne reflektionsspalte bringe et afsnit fra bogen om falske gudsbilleder

PS længere nede på siden kan du læse om fædre- og mødrebilledernes betydning for vort gudsbillede-

En frodig have

Men er det altid forkert at danne sig billeder af Gud? Hvis vi aldrig må bruge billeder, havner vi så ikke til sidst i gnostikernes syn på Gud som den utilgængelige, der er hinsides mennesker? Jo, netop. Forsøger vi at støvsuge sindet for alt, hvad der hedder billeder og forestillinger for at skabe åbenhed for Gud, vil vi før eller senere ende i en blindgyde. Resultatet bliver ikke åbenhed, men tomhed - fordi jeg så må afvise alt, der ligner det menneskelige. Og den tomhed vil kunne føre til hvad som helst. Det går som med det tomme, rengjorte hus, Jesus fortæller om:

"Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind der. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første."6o

Målet er ikke et koldt og renskuret hus, men et hus, der er indrettet til en relation, der fungerer. Hvilke billeder hjælper mig i mit forhold til Gud, og hvilke billeder dækker for ham? Fra Guds side synes der ikke at være indvendinger imod, at vi bruger billeder, når vi beder til ham og taler om ham. Bibelen er som en frodig have af billeder. Gud sammenlignes med en kærlig far, en varm moderfavn, en hvirvlende storm, et vældigt bjerg, vingerne på en fugl, en borg at søge tilflugt i, et træ at hvile under, en kilde i ørkenen og så videre.

Undertiden kan billederne være så malende, at vi har svært ved at sluge dem. Bibelen kan ikke ligefrem kaldes fintfølende, når den f.eks. sammenligner Gud med en soldat med tømmermænd: "Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. Han slog sine fjender tilbage..."61 Eller med en kvinde i barselssengen: "Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret."62 Problemet kommer først, når jeg bliver låst af et bestemt billede, og det stivner til en afgud. Og endnu værre: Når jeg dogmatiserer mine personlige billeder og begynder at forkynde for andre mennesker, at Gud er som mine billeder. Der er på den ene side et generøst og barmhjertigt spillerum for, hvilke billeder af Gud jeg lige nu orker at tage til mig - billederne må undertiden være meget begrænsede og subjektivt farvede for at kunne hjælpe mig. På den anden side er der en fast grænse for disse billeder: De må ikke ændre den tro, som den kristne kirke overalt og til alle tider har bekendt som det kristne evangelium. Dette "pastorale spillerum" mellem det enkelte menneskes livtag med sine gudsbilleder og den kristne kirkes fælles bekendelse er livsvigtig. Kirkehistorien viser, at vores gudsforhold tager alvorligt skade, hvis vi rendyrker den ene side på bekostning af den anden.

Hvordan ved jeg så, om mine gudsbilleder står i vejen for mit gudsforhold? Hvornår bliver billedet en afgud? Her er et portræt, som vi møder flere gange i Det Gamle Testamente:

"Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem."b.>

1. Falske billeder ser menneskelige ud, men mangler liv.

De har alle de menneskelige træk med øjne, ører og så videre, men er livløse. Denne livløshed kendetegner alle de gudsbilleder, der mere er en projektion af menneskers egne ønsker og projekter end en genspejling af Guds herlighed. Det gælder f.eks. den beklumrede indelukkethed i stivnede vækkelsesformer, som en stadig mindre flok desperat klamrer sig fast til. Det gælder også den akademiske livløshed, hvor velformulerede gudstolkninger gør op med gamle, primitive gudsforestillinger. Det lyder så rigtigt, men ingen bliver berørt, ingen liv forvandles. Salarno sætter ord på paradokset:

"Det er jo et menneske, der har skabt dem, en, der selv har åndedraget til låns, der har formet dem, for det står ikke i noget menneskes magt at forme en gud i sit eget billede; afgudsdyrkeren er hjemfalden til døden, men det, han frembringer med sine syndige hænder, er helt uden liv. Han er jo mere værd end de afguder, han dyrker: Han har fået livet, det har de aldrig."64

2. Falske billeder er det mig, der må bære - den levende Gud bærer mig.

Profeten Esajas skildrer kontrasten: "Gudebillederne læsses på lastdyr og okser. De, der blev båret af jer, løftes op på trætte dyr; men de synker sammen og går i knæ, de kan ikke bringe deres byrde i sikkerhed, guderne selv må gå i fangenskab. Hør mig, Jakobs hus, alle, der er tilbage af Israels hus: Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv. Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed."65 Når jeg mærker den langvarige træthed i mit bønsliv, fattigdommen i mine intellektuelle overvejelser, ulysten til altid at skulle kæmpe for Gud i kirke og hverdagsliv - så er der god grund til at granske gudsbillederne. Hvis byrderne tynger skuldrene ned, så må jeg forsøge at finde ud af, hvad der hindrer mig i at blive båret af en større hånd. Paulus taler om det tvangsmæssige ved de falske guder: "I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger."66 Og han taler om friheden hos den levende Gud: "Herren er Anden, og hvor Herrens ånd er, der er der frihed."t>7

3. Falske billeder kan man muligvis meditere over, men ikke samtale med.

De er døve og stumme. Når min bøn bliver mødt med et forudsigeligt og indestængt ekko af mine egne ord og tanker, tyder det på, at jeg egentlig sidder og taler med mig selv. "At bede er for mig som at tale ned i en kaffedåse," som en mand udtrykte det. Det, jeg ånder ind, er min egen dårlige ånde, ikke den livgivende Ånd fra verdens skaber. Esajas giver os endnu engang en drastisk skildring af de gudsbilleder, jeg har formet som en del af min egen verden, som den "åndelige dimension" ved en tryghed, der uhjælpeligt kredser omkring mine egne behov:

"Halvdelen brænder han op, og på halvdelen steger han kød, spiser det og bliver mæt. Han varmer sig og siger: ' Ah, jeg bliver varm, jeg ser ilden: Af resten fremstiller han en gud som sit gudebillede. Han tilbeder det og kaster sig ned for det. Han beder til det og siger: 'Red mig, for du er min Gud!' "DB .

4. Falske billeder kan man ikke elske.

De kan vække mine nostalgiske følelser, de kan give mig ideologiske holdninger, de kan imponere med deres intellektuelle skarphed, de kan give mig den trygge fornemmelse af noget velkendt og hjemmevant. Men de kan ikke sætte mit hjerte i brand med en virkelig kærlighed på liv og død. Profeten Elias udfordrede engang Ba'al-gudens profeter ved at bygge et offeralter på Karmeis bjerg. Ba'al-profeteme byggede også et offeralter, men ingen af dem måtte selv tænde ilden. Det er det, der er kriteriet på den levende Gud, siger Elias: "I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud."69 Den, som svarer med ild... Den, som kan berøre mit hjerte. Den, som kan nå ind til min dybeste længsel. Den, som vækker min kærlighed, lokker mig ud af mig selv og drager mig ind til sig i en stadig dybere kærlighedsrelation. Dybest set er det sådan, jeg kan genkende den levende Gud. Jeg kan nok være bundet til falske billeder, ligesom til andre ejendele jeg sætter pris på. Men jeg kan kun elske den, der lever.

Læg mærke tit at disse falske billeder slet ikke behøver at betyde, at jeg er helt afskåret fra fællesskab med den levende Gud. Det er snarere sådan, at billederne er med i gudsrelationen, men er en hindring for, at den udvikler sig., og som alt andet ubevidst i mit liv dukker gudsbillederne ofte op i forbindelse med kriser af forskellig slags. Jeg bliver ældre, jeg oplever at miste, rammes af sygdom, jeg bliver udbrændt, jeg møder nye mennesker og nye sammenhænge.

Hvad der tidligere var helt ubevidst og selvfølgeligt for mig, får pludselig en fremtoning, jeg viger tilbage for: "Hvordan har jeg nogensinde kunnet tro på sådan noget... ?" Så er løsningen ikke at forsøge at ræsonnere sig frem til et "bedre" gudsbillede - hvad enten det måtte være et mere oplyst, moderne, konservativt, feministisk, bibeltro eller liberalt. Vi må gå den samme vej som de kristne i Thessalonika, som Paulus minder om, "hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud."7u For en gnostiker er menneskets problem intellektuelt: Vi mangler kundskab om Gud. Og for gnostikeren er det menneskets egen åndelige indsigt, der fører til denne kundskab.

Ifølge Bibelen er menneskets problem først og fremmest moralsk: Vi vil selv være Gud. For en kristen er det derfor omvendelsen, der fører til kundskab om Gud. Denne omvendese sker mange gange i løbet af livet, for vi støder til stadighed på hjemmelavede gudsbilleder, der står i vejen for Gud.

Forsøger vi så at løse problemet ved at lave os et bedre billede, vil vi blot gøre problemet større. Billedet må opgives, ikke bygges om.

 På vores ferie sammen med Inger og Poul Martin Nielsen til Spanien i maj/juni 2012 begyndte vi sammen læsningen af en spændende bog af Magnus Malm: Bag billedet

Jeg bringer her - i uddrag - fra afsnittet om forældrebillederne og menighedsbillederne og deres betydning for vort Gudsbillede

S. 94 - 105

Som mor eller far

Hvis vi begynder med mor og far, for det gør livet jo - på hvilken måde bliver vores gudsbillede påvirket af dem? Et svar er, at det sker på lige så mange måder, som der er mødre og fædre i verden. Et andet svar er, at der er genkendelige mønstre, der går igen.

Nogle af dem kan måske tegnes sådan:

Den autoritære far.

Det synes at være her, vi finder det klassiske onde gudsbillede på vore breddegrader.

Ingmar Bergmans styrkeprøve med præstefaderen og Gud i en - mildest talt - sammenblandet person kan stå som et typisk eksempel på dette gudsbillede.

Faderens strenghed tvinger barnet til at krybe sammen, til at gemme sine virkelige følelser og tanker.

Når et barn på den måde blander Gud og far sammen, skyldes det sandsynligvis, at far også har gjort det!

Så bliver Gud en sort, kvælende skygge: en, man må beskytte sig imod, formilde eller rive sig løs fra.

Den overbærende mor.

Terapeuten og teologen Margareta Kiefer taler om to gudsbilleder "en dømmende overjegsgud og en overbærende modergud", og hun mener ikke, at vor tids stressede forældre har tid eller kræfter til at stille krav til deres børn: "For mennesker med denne baggrund vil gudsbilledet blive domineret af godmodighed. Gud elsker mennesker, uanset hvordan vi opfører os, og stiller ingen krav, en ganske harmløs figur, som det er godt at søge tilflugt til, når livet gør ondt, men som aldrig kalder mennesker til omvendelse."47

Den fraværende.

Dette er på mange måder det vanskeligste af alle gudsbilleder. De negative ting, som mor eller far har gjort, kan jeg forholde mig til ved at blive vred, gøre oprør, bearbejde og til sidst tilgive.

Men hvordan forholder man sig til noget, som aldrig har været der, eller som forsvandt alt for tidligt?

Et sort hul af savn kan diffust brede sig ud i følelseslivet, og længslen famler uden noget holdepunkt i erfaringer og minder.

Alligevel har mange smagt erfaringen bag ordene i Salmernes Bog (27,10): "Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig."48

Den altid arbejdende.

Far var kun hjemme i weekenden.

Han var altid på rejse. Mor havde aldrig tid til mig, for hun arbejdede hele tiden. Hun var altid stresset, for hus og hjem skulle være så perfekt. Billedet af mor og far er billedet af nogen i stadig bevægelse, konstant arbejdende. Måske var den eneste chance for at få kontakt med dem som lille at tage med dem på arbejde, og som større selv at gøre sig synlig for dem på deres måde: ved virkelig at præstere noget.

Så bliver Gud også en, der hele tiden er på vej et andet sted hen, som hele tiden har sit ansigt vendt mod arbejdet - ikke mod mig.

Den eneste måde at blive synlig over for ham på er ved at udrette noget, den eneste måde at omgås ham på er at arbejde for ham.

Den kontrollerede.

Følelser var ikke noget, man viste, og endnu mindre talte om.

Far var altid tavs og forsvandt, når han var utilfreds med noget eller havde det dårligt.

Mors følelsesliv var lige så velordnet som hendes dagligstue, i hvert fald på overfladen.

Det blev aldrig sagt lige ud, men det blev kommunikeret desto mere effektivt: følelser er som støv, og det skal holdes væk. Sår og konflikter blev fejet ind under gulvtæppet: "Rod ikke op i det, der allerede er sket, nu skal vi videre."

Når mennesker med en sådan baggrund skal begynde at forholde sig til Gud, har de en dybt rodfæstet modstand mod at vise deres sande ansigt over for ham.

Det bliver de fromme ord, de rigtige formuleringer - så Gud bliver tilfreds.

Den uberegnelige.

Børn udvikler hurtigt en sikker intuition, når det gælder forældrenes sindstilstand. Hvis mor eller far uden nogen synlig grund svinger i pludselige skift mellem vrede og venlighed, skaber det en dyb utryghed hos børnene, som aldrig rigtig kan vide, om de er velkomne.

I stedet vokser følehornene: "Hvilket humør er mor i i dag?"

Er der alkohol med i billedet, bliver forældrenes omslag ekstra dramatiske, og en stor del af barnets energi bruges på at navigere sådan, at svingningerne ikke bliver endnu værre.

Uberegnelige forældre kan påvirke relationen til Gud med en utryghed, som hindrer virkelig tillid: Man ved aldrig, hvad han kan finde på.

Den grænseløse.

Grænserne er identitetens konturer.

Når de er blevet trampet ned af omgivelserne, bliver vi utydelige og svage i vores selvopfattelse.

Og når vi ikke er i kontakt med vore egne grænser, kan vi heller ikke respektere andres.

En sådan mor eller far kommer ubevidst til at trampe omkring i barnets liv uden at kunne aflæse, hvor grænsen går mellem jeg og du.

Dermed udviskes også barnets egne signaler og egen vilje og bliver utydelige.

Er det mig, som vil det her, eller er det far?

Så får jeg også problemer, når jeg skal begynde at forholde mig til Gud. Er det her min vilje, eller er det Guds?

Er det i det hele taget i orden at have en egen vilje over for Gud?

Den skrøbelige.

Børn, der er vokset op med fysisk eller psykisk svage eller syge forældre, har ofte tidligt lært at tage mere hensyn til forældrenes behov end deres egne. "Hvordan har du det i dag, Mor? Har du ondt nu, Far?"

Måske var man tvunget til at hjælpe til og tage ansvar for søskende og andet derhjemme. Der var ikke nogen hjælp eller trøst til en selv, det måtte man selv sørge for. På den måde lærer barnet at "blive mor for sin mor", og må måske som teenager opleve at blive betroet noget, som egentlig skulle være sagt til faderen.

Og måske endnu dybere: at blive mor/far for sig selv.

Har jeg på den måde båret både forældre, søskende og mig selv, sidder det dybt i mig, når jeg møder Gud: Jeg har ikke megen tro på, at han faktisk fuldt ud er i stand til at bære mig, men føler i stedet, at jeg må bære ham.

Den overbeskyttende.

Mor og far kunne aldrig sige nej, måske for at kompensere for alle de nej'er, de selv var blevet mødt med som børn. "Mit barn skal i hvert fald ikke behøve at..."

Med til rollen hører også, at man hele tiden går en meter foran barnet for at anbringe velegnede stødpuder mod livets hårde slag.

Forældreopgaven tolkes som kunsten at gøre livet så let som muligt for barnet.

At udfordringer og modstand lige så vel som ømhed kunne være udtryk for omsorg, er ikke en del af verdensbilledet.

Mennesker med den baggrund kan let føle sig forladt af Gud, når prøvelserne kommer. Fordi de så savner de erfaringer, der kan hjælpe dem til at se, at der kan ligge en dybere omsorg i et nej.

Vi kunne fortsætte listen, men dette må være nok som en antydning af, hvordan mønstre der bliver grundlagt i barndommen siden ubevidst overføres på Gud.

Men ligesom når det gælder selvbilledet, er forældrene langt fra alene om at danne gudsbilledet.

Det religiøse miljø af kirkelige traditioner og teologi, åndelige ledere og forbilleder, venner og litteratur kan naturligvis også have stor betydning.

Og ligesom på alle andre områder er det også her den ubevidste påvirkning, der går dybest og er vanskeligst at værge sig imod.

Det uudsagte bliver ofte det uimodsagte.

Udtalte overbevisninger kan man lettere drage i tvivl og gøre modstand imod.

Helene er vokset op i en menighedstradition med stærke følelsesmæssige elementer. At blive kristen var at opleve Gud med sine følelser, gudstjenesten var sprudlende med personlige vidnesbyrd og inderlige opfordringer til at overgive sig til Gud. Intellektuel refleksion over budskabet blev betragtet som uåndeligt, og man var mistænksom over for studier og kritiske spørgsmål.

For Helene bliver Gud først og fremmest en følelse, eller måske et helt bundt af positive og negative følelser, mens hendes forstand lukkes ude fra gudsforholdet.

Jakob har sin baggrund i en helt anden tradition, hvor det var bibeludlægningen og den rette lære, der var i centrum. Følelsesudslag blev der set med stor skepsis på, både i det personlige liv og i gudstjenesten - det blev opfattet som noget sværmerisk, der ville føre mennesker på afveje.

"Hold dig til Ordet!" var den stående formaning, når følelserne rørte på sig.

Jakobs gudsbillede får derfor et teoretisk præg: Gud bliver et læresystem. Følelseslivet lukkes ude fra gudsforholdet.

Trods de ydre forskelle har Helene og Jakob i virkeligheden det samme problem. Deres gudsbilleder er stærkt begrænsede til et nøje godkendt område - og dermed begrænses også deres selvbillede til dette område.

Et forkrøblet gudsbillede skaber forkrøblede mennesker.

Gudsbilledet bliver som en seng, der er for kort.

Den er ubekvem at ligge i og giver alt andet end hvile.

Bliver man liggende i den, kan man få skader. En stor del af mit liv får jo ikke plads!

Når Jesus bliver spurgt om det vigtigste i livet, citerer han fra Det Gamle Testamente: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er en. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke."49-(5 Mos. 6,4-5)

Her mødes Gud og menneske i den rigtige relation: Det er først, når Gud bliver en, at mennesket kan blive helt.

Så længe vores gudsbillede er forkrøblet og splittet, vil vores gensvar til Gud uhjælpeligt blive delt og begrænset. Først når Gud får lov til at være alt det, han er for mig, kan jeg elske ham med alt, som er i mig.

Det behøver på ingen måde at betyde, at Helene og Jakob må forlade de sammenhænge, de står i, men de har brug for at blive beriget af andre traditioner for at kunne forlade deres indsnævrede gudsbilleder.

De, der har en tjeneste i kirken, befinder sig i en særlig risikozone for problemer med gudsbilledet. I dette erhverv (som også er mit eget) har Gud og arbejdet en tendens til at flyde sammen.

Skal mit indre liv bliver en kilde til mit arbejde, i stedet for at arbejdet kvæler mit indre liv, må jeg kunne holde mit eget gudsforhold adskilt fra jobbet. Det kræver virkelig god disciplin, når det gælder personlig bøn, retræte og sjælesorg.

Når gudsbilledet farves af arbejdet, varer det ikke længe, før det ansvar, jeg har i mit job, begynder at præge mit forhold til Gud.

Gud bliver mindre og mindre, mens jeg selv påtager mig en stadig større rolle.

Gud bliver mere og mere tavs, for i kirken er det mig, der taler.

Gud bliver mere og mere passiv, for i menigheden er det mig, der arbejder.

Det at søge Gud for hans egen skyld, bliver mere og mere en erfaring af tomhed.

Jeg sidder med en arbejdsgud, en ynkelig projektion af mine egne ambitioner.

Og når kilden på den måde stoppes til, må jeg gå andre steder hen for at drikke.

Det er ikke Gud, jeg kan trøste mig hos, når jeg bliver udmattet, for han er jo blevet en del af jobbet!

Et andet eksempel på, at selve åndeligheden kan tynge mit gudsbillede er, hvad der sker efter en ægte åndelig erfaring.

Kirkens åndelige vejledere lægger vægt på, at man da skal rengøre sjælen særdeles grundigt.

Det er nemlig de tilbageblevne rester af den nåde, vi har erfaret, som umærkeligt forvandles til stivnede billeder af, hvordan Gud er og handler.

Sådanne "vækkelsesruiner" kan man støde på i kirker og menigheder, og i vores eget liv.

Energien rettes imod at få liv i de gamle billeder - jeg forsøger at få Gud til at gentage nåden på samme måde, så jeg kommer til at opleve det samme, som jeg gjorde dengang.

Virkningen bliver altid den samme: Glæden forsvinder, og man bliver træt og indelukket.

Billederne skiller os fra den levende Gud.

Som den jødiske religionsfilosof Martin Buber siger: "Intet tilslører Guds ansigt som religion."

Fordi Gud kun findes i virkeligheden, er alle former for uvirkelighed en hindring for at lære ham at kende.

Særlig den form for uvirkelighed, der bærer Guds navn - den giver sig jo netop ud for at pege på Gud, og derfor bliver den sværere at afsløre. "Mennesket kan ikke udholde særlig meget af virkeligheden/' skriver den engelske forfatter T.S. Eliot med henvisning til vores stærke tilbøjelighed til at fortrænge den virkelighed, som vi ikke kan eller vil håndtere.

Af en eller anden grund er netop dette med Gud et område, hvor vore fortrængninger er specielt stærke, hvor vi med en særlig stædighed klamrer os fast til de billeder, der holder virkeligheden på afstand.

Jeg medvirkede engang sammen med en kollega ved en menighedsweekend. Min gode ven holdt et dybtgående bibelforedrag, og i madkøen bagefter henvendte en af menighedens ledere sig til ham og sagde med slet skjult irritation:

"Ja, for mig er det med Gud noget meget enkelt og barnligt." Underforstået: Gør det ikke for indviklet. Samme person arbejdede til daglig som virksomhedsleder, og der fik han rig lejlighed til at bruge hovedet for at kunne møde udfordringerne på en voksen og professionel måde.

Tanken om at Gud skulle være en mindst lige så voksen virkelighed, oplevede han tydeligvis som forstyrrende.

Måske var det, han kaldte en barnlig og enkel tro, i virkeligheden et naivt, ubearbejdet gudsbillede, som holdt den levende Gud på bekvem afstand, så han sikrede sig mod radikale omvæltninger i sit liv.

Det handler ikke mindst om sproget.

Ind imellem halter vores åndelige sprog bagefter, særligt vores sprog i bønnen.

Det holder ikke trit med vores udvikling til voksne mennesker på andre områder. Bønnen lever måske stadigvæk på en fem-årigs niveau og kredser hele tiden omkring behovet for at føle tryghed, blive set og bekræftet.

Ikke sådan at forstå at vi nogensinde vokser fra disse behov, men al anden voksen erfaring fortæller os, at noget er gået galt, hvis vi vedblivende ikke udvider synsfeltet.

Når gudsforholdet lever videre under barnets fortegn, bliver vores voksne jeg nødt til at dreje af og vende sig til anden side for at udvikle sig: virksomheden, studierne, familien, terapien og så videre. Gud bliver da mere og mere uvirkelig.

Det naive gudsbillede får Gud til mere og mere at fremstå som et tilbagelagt stadium af livet. Forsøgene på at holde" den barnlige tro" i live ved at gentage gamle sange og elskede bibelord vil ikke føre til meget andet, end at afstanden mellem Gud og det voksne menneske udvides yderligere. Et virkeligt gennembrud til den levende Gud er først muligt, når mennesket begynder at tale med ham i sit eget ægte, voksne sprog.

Når Martin bliver voksen

Ser vi nærmere på vore gudsbilleder, træder et mønster frem, som vi genkender fra selvbilledet:

A: Gud som jeg dybest set opfatter ham

B: Den Gud jeg gerne vil tro på

C: Mit billede af andres Gud

Jeg har indtil nu talt om A-billedet. Det er, ligesom når det gælder selvbilledet ofte ubevidst. Som sagt: Man tænker ikke på brillerne, før der sker et eller andet...

B-billedet kan på forskellige måder vokse frem af A-billedet og bliver det syn på Gud, som jeg offentligt vedkender mig og måske argumenterer for.

Når man har" dobbelt husholdning" i de to selvbilledhuse, giver det dobbelte budskaber. På samme måde sender også afstanden og spændingen mellem vores inderste gudsbillede og det gudsbillede, vi offentligt bekender os til, dobbelte signaler til omverdenen. Jeg kan i hver anden sætning tale om, at Gud elsker os, som vi er. Men er min inderste fornemmelse samtidig, at Gud ikke er nævneværdigt interesseret i mig (men muligvis i mit arbejde for ham), vil mine ord fungere som en besværgelse mod mit egentlige gudsbillede og drukne i det.

Lad os forestille os, at Martin er vokset op i skyggen af en meget autoritær far, som har ført sin søn ind i den kristne tro ved hjælp af strenge regler og hård afstraffelse. Som voksen har Martin da i princippet fire mulige veje at gå, når det gælder gudsbillede.

Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at det er et bevidst valg mellem forskellige alternativer.

Det sker i det ubevidste, i et komplekst samspil mellem en række faktorer.

Det kan sammenlignes med, hvordan vi beviser og modbeviser de selvbilleder, vi har fået med os (se kapitlet "Om at bo i to huse").

1. Han tiltrækkes af et autoritært gudsbillede.

Dels fordi han ikke orker et virkeligt oprør mod sin far, dels fordi dette gudsbillede passer sammen med hans selvbillede.

Hans underbevidsthed fortæller ham, at den autoritære Gud behandler ham korrekt, nemlig som hans selvbillede (uduelig og værdiløs) fortjener.

Smerterne i såret dæmper han ved at gøre dem til en dyd: "Jeg fik tæv som lille, og det har jeg bare haft godt af."

Alle antydninger af, at Gud kunne være anderledes end det autoritære billede, affærdiges som svaghed og feje læremæssige kompromis ser.

C-billedet bliver et trusselsbillede af liberale fjender af den sande tro. I en sum: Martins tro bliver et gudsbillede, der er en forlængelse af faderbilledet. I Visdommens Bog finder vi et beslægtet eksempel på, hvordan magtudøvelse kan ske gennem gudsbilleder:

"Og gudebillederne blev dyrket på magthavernes befaling.

Da mennesker ikke kunne vise magthaverne ære ansigt til ansigt, fordi de boede langt fra dem, så dannede de sig en forestilling om den fjerne skikkelse og fremstillede et synligt billede af den konge, de ærede, så de satte al deres iver ind på at smigre herskeren, som om han var til stede, skønt han ikke var det."50 (14,16-17)

2. Han tiltrækkes af det modsatte billede af Gud.

Hans Bbillede fyldes af alt det, som faderen ikke var: mild, forstående, trøstende, kærlig. Samtidig reagerer Martin voldsomt mod alle antydninger af grænser, krav og strenghed i gudsbilledet, der kunne minde om hans far.

C-billedet bliver et trusselsbillede af fundamentalister, der vil kvæle den levende tro. På den måde vokser Martins gudsbillede ud af et savn, snarere end ud af erfaringer. Visdommens Bog giver et andet eksempel på, hvordan vore gudsbilleder undertiden bliver et fortvivlet forsøg på at dække over et savn i livet:

"En far, der fortæredes af sorg over et alt for tidligt tab, fik lavet et billede af det barn, der pludselig var taget fra ham, og det, som før var et dødt menneske, gav han sig nu til at ære som en gud, og han gav hemmelige ceremonier og ritualer videre til sine undergivne. Efterhånden fæstnede den ugudelige vane sig og blev overholdt som en lov."51 (14,15-16)

Men det ønskede gudsbillede er magtesløs over for det inderste, smertefulde billede af Gud. Den hårdt tilkæmpede tro på en tilladende og kærlig Gud har i virkeligheden meget begrænset indflydelse på de konturer af Gud, som Martins far mejslede ind i hans sjæleliv.

Den teologiske belæsthed og evnen til at argumentere kan være imponerende, men når det ønskede gudsbillede kritiseres, udløser det et aggressivt forsvar, der antyder en helt anden virkelighed under overfladen.

Dette viser, at det handler om et billede, som Martin må understøtte med sine tolkninger, mere end en levende Gud, som han har en personlig relation til.

3. Han gør oprør mod sin far, og da han ikke kan skelne mellem far og Gud, betyder det, at han også fornægter Gud.

Hans billede af Gud er så kvælende og så forbundet med faderens undertrykkelse, at det føles umuligt at forene det med et liv i frihed.

Når der så senere i livet dukker ord og tanker op om Gud, måske af velmenende venner og slægtninge, som vil hjælpe ham tilbage til troen, får Martin nærmest fysiske fornemmelser af ufrihed. Det føles næsten, som er han ved at blive kvalt: "Det er som at havne på fars skød igen."

Selvom længslen skulle nægte at forsvinde, har han modstridende følelser: "Jeg ville egentlig gerne komme til Gud, men det er som om, at far bevogter ham."

Når Martin fornægter, forholder han sig hele tiden til faderens gudsbillede. Undertiden fortrængt til det ubevidste. Undertiden i et aggressivt opgør. Undertiden med en tilkæmpet saglighed ("det her har jeg lagt bag mig"). Men under overfladen er sårene der stadigvæk, og Martin er alt andet end frigjort fra sin baggrund.

4. Han går ind i en helbredelsesproces, hvor voksne og ucensurerede samtaler med både Gud og en sjælesørger/terapeut/åndelig vejleder får barndommens erfaringer frem i lyset. Det er bestemt ikke nogen enkel og smertefri vej (hvilken vej er det?). Men den hjælper Martin til lidt efter lidt at slippe af med de destruktive forestillinger om sit eget jeg og om Gud, de forestillinger, der så længe har hindret ham i at løfte hovedet og udvikle et frit og åbent forhold til den levende Gud.

På de tre første veje er Martin bundet til sin far og hans gudsbillede. Han bruger ubevidst megen energi på - i forskellige variationer - at formilde, modsige eller fornægte dette gudsbillede. Ingen af disse veje fører til den frihed, hvor Martin virkelig kan lytte til, hvad Gud siger om sig selv. For alle signaler hældes igennem et finmasket filter af selvbillede og faderbillede. Først når dette filter fjernes lidt efter lidt, kan relationen genoprettes