ReFokus klyngesøndag 10. april 2011 i Arenacentret

Om Fadervor

Inspiration fra afsnit 18. SEKS SIMPLE SÆTNINGER (Fra Mike Breens bog Livsmønstre). Der er klippet en del fra.

De tolv disciple var fuldtids studerende hos Jesus. Mesteren. De lærte praktisk tro ved at se Jesus i aktion. Jesus tilbragte megen tid i bøn. Det kunne disciplene ikke undgå at lægge mærke til. Der var noget ved den måde, som deres mester bad på, der var anderledes og gav dem lyst til at bede på samme måde.

Så disciplene kommer hen til Jesus og siger: "Herre, lær os at bede." Måske forventer de en lang, kompliceret samling lektioner og øvelser. Men Jesu svar var faktisk ret simpelt med en instruktion om at "bede sådan her." Jesus lærte os kun en måde at bede på. Vi kalder den Fadervor, og vi finder den i Matt 6 og Luk 11. Hvis nogen sagde til dig: "Sådan her skal du bede," så kunne du sige: "Jeg skal nok tage dine tanker med i mine overvejelser, men jeg er sikker på, at der også er mange andre måder at gøre det på, som jeg burde overveje." .Men når Jesus siger "Bed sådan her," så må vi høre efter og gøre, som han siger.

Gud er mest interesseret i relationen - en åben, vedvarende relation, som vi gennem hele Bibelen ser beskrevet som det at "vandre med Gud". Livet er at lære at vandre med Gud, lære at relatere til og kommunikere med Gud. Det er af afgørende vigtighed for vores liv, hvordan vi vekselvirker med Gud. Når Jesus lærer sine disciple, hvordan de skal bede, viser han dem altså, hvordan de vandrer med Gud. Hvis det at vandre med Gud i sandhed er, hvad vores liv handler om, så er det at bede på den måde, som Jesus viser os, en meget stor del af vores liv.

Sekskanten lærer os om bøn. Den bøn, som Jesus lærte os, har seks elementer. Når vi lærer at bede disse bestanddele på den rigtige måde, lærer vi også at indrette vores liv efter Guds vilje med os.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

(Matt 6,9-13)

PP Faderens karakter

"Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn,..."

Jesus begynder med det simple ord "fader". Det aramaiske ord, han brugte, Abba, er et uformelt kaldenavn, som kan sammenlignes med det danske "farmand". Jesus brugte et intimt ord om vores intime Gud. Det var et chok for disciplene, som var vant til formelle hilsener, når man henvendte sig til Gud. De henvendte sig ikke længere til en guddom som var" deroppe et sted", men til en fader, en elsket far. Jesus indleder hele bønnen med at føre os direkte ind i den høje konges hal og fortælle os, at det er vores far. Og at vi kan tale direkte med ham.

Vor Fader er "i himlene". Vi ved straks, at vi taler med en, som er nær ved os, men adskilt fra os. Gud er meget nær, og alligevel er han meget anderledes. Han er det store "JEG ER", den vældige Gud, evigheds Fader. Der er ingen anden som ham; intet andet væsen nærmer sig hans storhed. Ikke alene er han i himlen, han ejer himlen. Han har skabt den. Den er hans rige, og vi er inviteret ind i dette hellige sted for at tale på tomandshånd med dets hersker.

Jesus går videre til at minde os om Guds herlighed: "Helliget blive dit navn." Guds primære formål for os er at herliggøre Gud og glæde os over ham for evigt:

Når vi beder: "Helliget blive dit navn," anerkender vi, at Guds vigtigste formål er at blive holdt hellig, eller herliggjort, i alt, hvad vi gør. Vi indretter os efter Guds, vor Faders, vilje.

PP Riget

"... komme dit rige, ske din vilje..."

Er du parat til at træde ind i Faderens rige? Jesus siger: "Gud har adopteret dig ind i sin familie. Han vil gerne lære dig, hvem din far er." Og det første, vi skal vide om vores far, er, at han er kongen.

Ikke alene er vi blevet adopteret af en kærlig, vidunderlig fader - og vi må kalde ham far - men han er kongen. Ikke en konge, men kongen. Når du ved, hvem Gud er, kan du sige: "Jeg vil det, du vil, farmand." Guds rige er et storslået rige fyldt med lys og kærlighed, og vi ønsker, at hans rige skal have fremgang i denne verden af mørke og had. Vores længsel er den samme som kongens længsel:

at se enhver komme ud af denne syndens verden og ind i Guds tilgivelses rige. Vi beder: "Det, du har gjort i himlen for at fjerne synd og sygdom og sorg og smerte og alt det der - lad det blive set her på jorden." Det er jo det, Jesus mener, når han siger: "Guds rige er kommet nær." Den fremtid, vi venter på, er i færd med at bryde ind i vores her og nu. Når vi beder denne sætning, beder vi om, at fremtiden skal bryde ind i nutiden, så enhver kan se den.

Når vi siger "rige", kan vi også sige "kongedømme". Det er det samme ord på græsk. En konges kongedømme er hans vilje - den måde, han vil herske og regere på i sit rige. Guds kongedømme - hans vilje - er selve Guds væsen. Når vi beder denne del af Fadervor, inviterer vi kongen til at komme og herske i vores liv. Før i tiden, da krige blev udkæmpet med sværd i stedet for laserstyrede bomber, da en mand blev taget til fange af en anden, kunne den tilfangetagne gribe om bladet på sit sværd og række hæftet mod sin tilfangetager og på den måde vise, at han overgav sig. "Komme dit rige, ske din vilje" er vores overgivelse til kongen.

PP Faderens forsørgelse

"Giv os i dag vort daglige brød..."

Faderen sørger rigeligt for os. Vi siger: "Fader, du er kongen. Jeg har behov. Jeg er afhængig af dig. Jeg sidder ved dit bord og tager af alt det, du har til mig. Jeg beder om, at alt, hvad jeg har brug for til livet, vil du sørge for, uanset hvad det er. Du mangler ikke noget, så jeg ved, at jeg kan komme til dig og få alt, hvad jeg har brug for i dette liv." Vi mennesker har mange behov. Vi har behov på alle områder af vores liv; mad er kun et af dem. Vi har andre fysiske behov, der skal opfyldes dagligt: husly, tøj, penge til at betale for det alt sammen, arbejde til at tjene pengene. Vi har behov for sundhed i vores legeme.

Vi har behov for styrke i vores ånd. Alt dette er inkluderet i "vort daglige brød".

Læg mærke til, at vi ikke får at vide, at vi skal bede om alt, hvad vi vil få behov for resten af vores liv, men kun for i dag. Vi bliver altså nødt til at vende tilbage til ham igen og igen. Gud nyder at give os, hvad vi mangler - og vi mangler alt. Som tjenere er vi tomhændede.

Men mest af alt ønsker Gud vores opmærksomhed og hengivenhed.

Hvis han gav os nøglen til en enorm bankboks og sagde: "Her er alt, hvad du vil få brug for i dit liv," hvor tit ville vi så vende tilbage til ham? Vores behov driver os på knæ. Da israelitterne vandrede i ørkenen, fik de manna til hver dag. Hvis de tog for meget, nåede det, der var til overs, at rådne og blive fyldt af maddiker, før de kunne spise det næste dag. Hvis de glemte at samle manna om morgenen, var de nødt til at vente til næste dag for at finde mere. Vores brød fra Gud gives dagligt.

PP Faderens tilgivelse

To ting beder jeg dig om, nægt mig dem ikke, så længe jeg lever: Hold løgn og løgneord borte fra mig.' Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: "Hvem er Herren?" og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn. (Ordsp 30,7-9)

"... forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere..."Jesus går videre til at tale om synd. Han siger: "I ved, at der er grænser for, hvad der er rigtigt og forkert, og I kommer til at overtræde de grænser fra tid til anden og gå ind på en andens territorium." Gud har givet os territorium, der er vores, og inden for det territorium sørger han for alt, hvad vi på nogen måde har brug for. Men af en eller anden grund går vi væk fra vores land og forsøger at tage noget, der ikke er vores. Vi trænger ind på vores nabos land. Alt det, vi har i vores liv, har vi fået af Gud. Når vi forsynder os mod en anden, siger vi: "Gud, det du har givet mig, er ikke nok." Og det må vi bede om tilgivelse for. Gud har opstillet en vej for os; han har kaldet os og givet os et endemål. I denne bøn beder vi Gud om at hjælpe os til ikke at forlade den plads, han har til os i sit rige, og om at han vil tilgive os, når vi gør det.

Når andre mennesker forlader deres vej og træder ind på vores og sårer os og udnytter os og volder os smerte, har vi brug for at tilgive dem, ligesom Gud har tilgivet os. "Bevar os, Herre, fra at komme i gæld til dig ved at holde tilgivelse tilbage fra andre." Faderens tilgivelse er uden ophør, men den er betinget, afhængig af vores villighed til at tilgive andre.

PP Faderens ledelse

"... og led os ikke ind i fristelse..."

Nu skifter bønnen til at handle om vores gang ud i verden med budskabet om Guds kærlighed og tilgivelse. "Fader, når du fører os ud i verden for at udføre dit bud, for at fremme dit rige, så sørg for at hjælpe os til ikke at falde i fjendens fælde." Vi har en fjende af vores sjæle, og et af hans onde påfund er fristelsen til at tage del i hans ondskab. Hvis vi bliver ført vild af hans fristelser, ender vi til sidst i hænderne på ham. Gud lover at lede os uden om fristelsen, så vi ikke bliver fanget. Prøvelserne og fristelserne i vores verden er ikke som at være i krig, de er at være i krig, en krig, som vi må udkæmpe hver dag. Så vær beredt på det, og tal med din Fader om kampstrategien.

PP Faderens beskyttelse

"... men fri os fra det onde."

Bønnen ender som den begynder, med at anråbe Gud om at gribe ind i vores erfaring, presse mørkets rige tilbage og udbrede Himmeriget. Faderens beskyttelse bevarer os fra de myndigheder og magter, der søger at ødelægge os. Den onde kommer kun for at stjæle og slagte, siger Jesus. Han vil stjæle vores helbred, stjæle vores glæde, stjæle vores sjæle. Hvis han får succes med sit forehavende, går vi ind til en evig død, hvor vi i evighed vil være adskilt fra Kristi kærlighed. Vi beder om, at Gud vil beskytte os, når vi vover os igennem livet og prøver at gøre hans vilje.

Denne bøn er en ramme, som du kan fylde alle dit livs tanker og bekymringer ind i. Tag den ting, der brænder mest i dit hjerte i øjeblikket, og bed den igennem ved at bruge den bøn, som Jesus har lært os, som forbillede. På den måde kommunikerer du med Gud, sådan som han har lært os at gøre. Så enkelt er det faktisk.

"Vor Fader, du som er i himlene!"

Repetition

Riget regeres af en konge - og kongen er vores far! Vi kan føle os hjemme i hans rige. Vi er ikke fremmede, men sønner og døtre. Vi hører til i Guds rige.

"Komme dit rige, ske din vilje":.

"Giv os i dag vort daglige brød." Guds kærlige vilje er at møde alle vores behov. I hans rige er der ingen mangel.

"Forlad os vor skyld. "

I Guds rige bliver vores synder vasket bort for aldrig at blive set igen.

"Som også vi forlader vore skyldnere. "

Når vi vandrer i Guds tilgivelses nåde, tilgiver vi andre. Vi har fået det for intet; vi giver det for intet. Det er loven for livet i Guds rige.

"Led os ikke ind i fristelse."

Det er Guds vilje, at vi vandrer ad den sti, som han har lagt til rette for os. I hans rige vil vi blive tilfredsstillet af alt det, han har til os, og vil ikke gå bort fra vejen for at søge en ringere, midlertidig tilfredsstillelse.

"Fri os fra det onde."

Guds rige er kun lys; i det forsvinder mørket. Magter og myndigheder, der hjemsøger os, har ingen magt i Guds rige.

Gør det personligt

Jeg (Mike ) programmerer min mobiltelefon til at give et lille bip seks gange i løbet af dagen. Hver gang minder den mig om at gøre ophold og bede en af sætningerne i Fadervor.

Så klokken seks om morgenen er det: "Vor Fader, du som er i himlene!" Klokken ni er det: "Komme dit rige." Ved middagstid er det "vort daglige brød". Mod slutningen af arbejdsdagen er det "tilgivelse" og senere "fristelse". Ved dagens afslutning er det en bøn om beskyttelse mod ondt.

Når min telefon bipper, er der ikke nogen, der tænker noget videre over det - måske er det en tekstbesked eller en telefonopringning, som jeg vil besvare senere. Hvis jeg føler mig meget bevæget, kan jeg forlade et møde et par minutter og gå ud og bede sætningen uden at forstyrre gruppen. Denne metode spreder sig, efterhånden som andre får øjnene op for, hvor nemt det er at give sig selv påmindelser.

Det behøver ikke at være på din telefon. Der var en mand, der besluttede, at hver gang han så et stopskilt, ville han bede en af sætningerne i Fadervor. Du kan finde din egen "udløser", din egen påmindelse om at bede.

ReFokus klyngesøndag 13. marts 2011 i Arenacentret

Tema: Ole Hallesby: Fra Bønnens verden)

Lovsang

Salme gul 41 ”Hellig, hellig, hellig”

Hvid 018 ”Fader, Søn og Helligånd”

Hvid 071 ”Må min munds ord, o Gud”

Rosa 145 ”Min sang er som tak for din nåde”

Rosa 153 ”Rens ud i mine tanker”

Indhold i bogen

Forord

Bønnens væsen

Hjælpeløshed 13

Troen 22

Tvivl og vantro 24

Bønnens vanskeligheder 29

Anstrengelse og skuffelse i bøn 31

Når vi vil hjælpe Gud med at opfylde bønnen 36

Når vi bruger bønnen til at kommandere med Gud 40

Når vi glemmer at bede i Jesu navn 45

Bønnens arbejde 51

Bønnen for vore nærmeste 53

Bønnen for arbejderne i Guds rige 57

Bønnen om vækkelse 62

Et arbejde, som ikke kan erstattes 67

Bønnens kamp I 73

De indre og ydre hindringer 73

Stilheden, hvori Gud taler 77

Bønnens kamp II 84

Ikke en strid med Gud 84

Bøn og faste 92

Bønnens misbrug 98

Til egen fordel 99

Bønnens mening 103

At forherlige Guds navn 105

Når bønnen ikke bliver opfyldt 108

Bønnens form 111

Bedebøn 112

Takkebøn 113

Lovprisning 115

Samtale 117

Bøn uden ord 120

Bønnens gåder 123

Hvordan kan bønnen udrette så vældige,

ting, når den selv er så svag? 123

Hvorfor skal vi bede? 125

Trænger Gud til vor forbøn? 127

Er bøn og bønhørelse forenelig med Guds verdensstyre? 129

Opfylder Gud også uomvendte menneskers bøn? 130

Bønnens skole 132

Læremesteren og fagene 133

Forbønnens lærlinge 135

Bønnens Ånd 139

I dit daglige liv 141

Den gode arv 142

Velsignelse i dødens stund 143

Bønnens væsen

Hvad vil det sige: at bede?

”Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.« Åb. 3,20.

I hele Skriften tror jeg næppe, jeg kender noget ord, som kaster et klarere lys over bønnen end dette. Det er, synes jeg, nøglen, som åbner døren for mig ind i bønnens hellige og salige verden.

At bede er at lukke Jesus ind.

Her får vi for det første at høre, at det ikke er vor bøn, som sætter Jesus i bevægelse. Men det er Jesus, som bevæger os til at bede. Han banker. Dermed giver han til kende, at han vil ind til os. Vor bøn er altid en virkning af, at Jesus banker på hos os.

Og da falder der nyt lys over det gamle profetord:

”Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.« Es. 65,24. Ja, i sandhed, før vi råber, giver han os sit nådige vink om den gave, han har bestemt sig til at give os. Han banker på for at få os til ved bøn at åbne os og tage imod den gave, han har bestemt sig til at give os.

Bønnen er sjælens åndedræt, det organ, hvormed vi slipper Kristus ind i vor visne og tørre sjæl. Han siger:

»Om nogen åbner døren, da vil jeg gå ind.«

Han behøver blot adgang. Så går han selv ind. Thi han vil ind. Og han går ind overalt, hvor der ikke nægtes ham adgang.

Han kalder det at holde nadver med os.

Og ifølge bibelsk sprogbrug er det fælles måltid betegnelse for det fortrolige og festlige samvær. Dette giver os et nyt glimt ind i bønnen s væsen.

Den er af Gud tænkt som det fortrolige og festlige samvær mellem Gud og mennesket.

Læg mærke til, hvor nådigt bønnen er indrettet.

Bøn er dette ganske simple at lukke Jesus ind til vor nød, og lade ham bruge sin kraft på vor nød, og på den måde forherlige sit navn i vort liv.

Bønnens resultat afhænger derfor ikke af den bedendes kraft. Det er ikke vor intense vilje eller brændende følelse eller klare gennemtænkning af bønneemnet, som er betingelsen for bønhørelsen.

At bede er ikke mere indviklet end dette at lukke op, så Jesus kan komme ind til vor nød og bruge sine kræfter. Hvilken nåde!

Bønnens arbejde

”Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«Matt. 9,38

Da Jesus forlod sine elleve apostle ved sin himmelfart, overgav han dem et overmenneskeligt arbejde: De skulle gå ud i al verden og gøre alle mennesker til hans disciple.

De skulle begynde i Jerusalem, havde han sagt.

Det var ikke langt borte.

Byen lå lige ved Oliebjergets fod, så de kunne se den fra stedet, hvor de stod.

Derinde boede Jesu bødler.

De havde Jesu uskyldige blod på deres hænder, og var rede til at knuse enhver, som vovede at nævne nazaræerens navn offentligt.

Og selvom de skulle være så heldige at undgå disse bødler, hvad havde de så at forkynde?

Jo, en korsfæstet Messias, for jøderne en forargelse og for grækerne en dårskab.

Og så de nu fra Oliebjerget videre vest over Middelhavet til verdens, centrum, Rom, så var udsigterne ikke lysere.

Der mødte de det stærkest sammentømrede verdensrige, den mægtigste kultur og det rigeste åndsliv, som verden til denne dag har ejet.

Det var jo næsten som en ironi at sende disse elleve håndens arbejdere fra Gaililæa afsted for at overvinde hele denne mægtige kulturverden.

Ganske vist fik de senere en akademisk dannet åndsarbejder med sig, nemlig Paulus.

Men han fortæller, at han selv i de største kulturcentre ikke ville vide eller forkynde noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Men han, som sendte dem, vidste nu også, hvad han gjorde. Han udrustede dem til denne overmenneskelige opgave.

Og det på en dobbelt måde.

Ved at give dem Den hellige Ånd, som stillede hele den åndelige verdens kræfter til rådighed for den lille Kristus-menighed.

Ved at udruste hver enkelt med bønnen, som overfører alle disse åndelige kræfter til den enkelte og menigheden.

Og hvor meget han selv værdsatte denne udrustning, får vi et levende indtryk af blot ved at læse et par udtalelser af ham: »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.« Matt. 18,19.

»Sandelig siger jeg eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg:' Flyt dig herfra og derhen', så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.« Matt. 17,20.

Og en af dem, som i et livslangt arbejde og kamp fik anledning til at prøve rustningen, udtaler om den: »Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.« Fil. 4,6.

Han, som sendte dem, vidste, at dette våben, dette arbejdsredskab - ville gøre dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.«

Sådan lød hans ord.

Da han ved himmelfarten forlod sine venner med sin legemlige nærværelse, rakte han sin usynlige almagtshånd så langt ned, at vi små og syndige mennesker kan nå den, hver gang vi beder.

Så ofte vi rører denne hans almagtshånd, da strømmer noget af hans almagt over i os, i vor sjæl og i vort legeme.

Og ikke blot det, men gennem os strømmer den ud til andre.

Denne kraft er så rig og så bevægelig, at vi under vor bøn blot behøver at pege på de personer eller ting, hvor vi ønsker, at kraften skal anvendes, så dirigerer han, som er kraftens Herre, den rette kraft derhen i samme stund.

Denne kraft er jo nemlig helt uafhængig af tid og rum.

I samme øjeblik som vi beder for vore brødre og søstre i Afrika, på Madagaskar, i Indien, Kina og Japan, i samme øjeblik er kraften overført til disse. Her er en trådløs kraftoverføring, som overgår den dristigste opfinders drømme.

Dette våben er så meget mere værdifuldt for Jesu venner, fordi det ikke er muligt for Jesu modstandere at bruge det. Ganske vist kan hans modstandere få fat i bønnens våben. Men i det øjeblik, da de for alvor griber til dette våben, omskaber det dem fra Jesu modstandere til hans venner.

Også her ser vi hans nåde og hans visdom.

Hvilken rædsel ville dette våben ikke blive, hvis det kunne bruges af hvem som helst til hævn og ødelæggelse!

Nej, han har ordnet det sådan, at det kun er hans egne venner, som kan opnå denne kontakt med de uudtømmelige kraftkilder. Ja, kontakten er af Herren indrettet så forsigtigt, at den automatisk slås fra, selv for Jesu egne venner, så snart de prøver at anvende denne kraft i strid med Jesu sind og mening. Det er kun, når vi beder om noget efter Guds vilje, at vi har løfte om bønhørelse.

Hallesbys eksempler

Eksempler fra Ole Hallesbys bog - Fra Bønnens Verden

1. En af mine venner blandt missionærerne var netop kommet hjem fra missionsmarken. Vi sad og talte sammen om mange ting, blandt andet også om hans helbred i de år, han nu havde været ude. Dette er jo et ømt punkt i de fleste missionærers liv. Malariafeberen svækker og knækker så mange allerede i de unge år. Og min ven havde været på en station, hvor feberen var særlig slem.

Da vi kom ind på dette emne, var han lidt hemmelighedsfuld. Men jeg kendte ham så godt, så jeg ikke var bange for at være nysgerrig, og spurgte ham så, hvordan det var gået. Og så fortalte han følgende:

»Da jeg skulle rejse ud til missionsmarken, gik jeg rundt til mine venner hjemme i sognet for at sige farvel og kom da også ind til en ældre, troende kone på et husmandssted..

Da jeg sagde farvel, beholdt hun min hånd i sin, så mig roligt ind i øjnene og sagde stille: »Nu skal jeg bede for dig, så du ikke får feberen, men kan bruge alle dine kræfter til arbejdet derude.«.

Og jeg har ikke kendt til at have feber nogen dag i alle disse år føjede han til med øjnene fulde af tårer - glædestårer!

Også denne kvinde havde lært at bruge bønnen som arbejdsredskab.

Bønnen for arbejderne i Guds rige

2. Hallesby fortællerhistorien om, hvad den jævne bondepige Bolette Hinderli fik lov til at udrette for den store missionsgrundlægger Lars Olsen Skrefsrud.

(Lars Olsen Skrefsrud (født 4. februar 1840 død i landsbyen Benagaria i India 11. desember 1910) var en norsk misjonær og språkforsker i India. Han regnes, sammen med Hans Peter Børresen, som grunnlegger av den norske misjonsorganisasjonen Santalmisjonen (etter en fusjon i 2001 del av Normisjon). Navnet skyldes misjonærenes virke blant det indiske folkeslaget santalene.

Skrefsrud, som i sitt tidlige voksenliv ble arrestert for tyveri og sonet for det som straffange i Christiania i tre år, regnes også som en av de største lingvister Norge har fostret. Misjonsarbeidet han var med på å starte har i dag (2005) ført til en kirke bestående av mer enn 150 000 kristne santaler i de indiske delstatene Jharkhand, Bihar, West Bengal og Assam, alle i det nordøstre India.)

I et syn så hun en fange i en fængselscelle. Hun så tydeligt hans ansigt og hele hans skikkelse. Og en røst sagde til hende: »Denne vil få en lignende skæbne som Ole Højland, om ingen tager ham op i sin bøn. Bed for ham, og jeg vil sende ham ud til at forkynde min pris for hedningerne.«

Hun var lydig mod det himmelske syn, led og bad og

stred for denne fange, som hun ikke kendte, og ventede med længsel på at høre om en straffefange, som var blevet omvendt og kaldet til missionsgerningen.

Endelig under et besøg i Stavanger hørte hun om en straffefange, som var blevet omvendt og nu skulle tale der i byen. Da Skrefsrud så trådte frem på talerstolen, kendte hun ham straks igen fra det natlige syn. Denne kvinde havde forstået Jesu ord om at bede nådegaverne frem.

Så langt jeg forstår Guds ord og kender Guds riges historie, er der intet bønsarbejde, som er vigtigere end dette. Kommer den rette mand på den rette plads, da er det næsten ufatteligt, hvad han kan udrette.

Lad os også tænke på mænd som Martin Luther, Hans Nielsen Hauge, Hans Peter Børresen, William Carey, Hudson Haylor.

3. På husmandsstedet hjemme på min faders gård havde vi en af disse trofaste forbedere .

Jørn hed han. Og Vorherre havde forfordelt ham stærkt allerede fra fødselen. Han havde et svækket syn, så det hele livet igennem faldt ham vanskeligt at ernære sig. Men det gik alligevel godt for Jørn. På ægte haugiansk vis sørgede de troende for, at ingen anden troende skulle behøve at ty til, fattigkassen. Trængsel og sygdom fulgte Jørn, og der var mange tunge dage og tider for ham.

Men han ydmygede sig under Guds vældige hånd. Og lidt efter lidt lærte han i denne skole bønnens hellige kunst. Han bar dag og nat sit sogn frem i bøn. Og Gud ophøjede ham i sin tid, som skrevet står. Han blev en sjælesørger for hele sognet. De kom gående til hans lille hytte fra alle sognets kanter for at få råd og hjælp. Og kunne Jørn ikke hjælpe dem med noget mere, så gav han dem i hvert fald af sit ømme hjertes oprigtige omsorg.

Og så bad han for dem. Og der gik i årenes løb mange mennesker fra den hytte med lette skridt og med let hjerte.

I de sidste år af sit liv var han meget skrøbelig.

To ældre troende kvinder, som da var hos ham og hjalp ham, fortalte mig, at han lå meget vågen om natten. Og da kunne de høre ham bede for alle i sognet. Og ikke på,den overfladiske måde, som vi gerne anvender.

Vi har jo altid så lidt tid, og derfor tager vi dem alle i et bundt og beder Vorherre, at han vil velsigne dem alle sammen.

Nej, sådan gjorde gamle Jørn ikke.

Han nævnede dem ved navn alle sammen, idet han i tanken gik fra hus til hus. Selv børn, som han aldrig havde set, men som han vidste var født, alle måtte han bære frem på bønnens arme for nådens trone, - Tænk, hvad sådanne folk betyder! Der bliver tomt efter dem, når de er vandret herfra.

Der var også noget mærkeligt med Jørns bortgang.

Alle ventede jo, at det skulle blive en hel himmelfart. Og de troende kappedes om at måtte være hos ham og våge over ham. Men Vorherre spillede de menneskelige beregninger et lille puds også denne gang. Jørn døde, uden at nogen så det, i et øjeblik, da den, som vågede, var ude i køkkenet for at hente noget.

Jørns begravelse er den største, som har fundet sted i min hjemstavn.

Han havde ingen slægtninge der i sognet, da han flyttede derind. Og de stod ved hans båre og græd, som om de havde mistet deres fader.

Selv ugudelige folk, som aldrig brød sig om at høre Guds ord, var kommet til Jørns begravelse.

Også de græd.

Se her: Selv i døden fik Jørn lov til at være til velsignelse. Både hans liv og hans død var en opfyldelse af Skriftens ord: »Bed, så skal I få.«

3. Velsignelse i dødens stund

Min fader har fortalt om en troende kvinde, han kendte.

Hun var ugift og havde ingen nære slægtninge. Da alderen begyndte at melde sig, gik hun en dag hen til en af sine naboer, en troende, velsitueret bonde, og sagde til ham: »Jeg har 1200 rigsdaler. Vil du tage imod dem og så tage mig i dit hus og beholde mig; til jeg dør?«

»Nej,« sagde han, »det kan blive dyre penge. Du kan ligge længe syg, og det kan blive vanskeligt for os at få dig passet.«

»Nej, jeg bliver ikke syg,« sagde hun.

»Å, det ved hverken du eller jeg noget om,« sagde han.

Da så hun ham roligt ind i øjnene og svarede: »Jo, jeg ved det. Jeg har bedt Gud om, at jeg ikke må blive syg.« Det overbeviste ham nu alligevel ikke, og hun måtte gå med uforrettet sag.

Så gik hun videre hen til en anden troende bonde der i sognet med det samme tilbud.

Og han tog imod hende i sit hus.

Der levede hun så i mange år, rask og rørig og varm i sit Gudsliv, en velsignelse for hele huset. Hun deltog i arbejdet hver dag og sad ved sin rok lige så støt som nogen af de andre.

En morgen kom hun ikke ind til morgenmad som sædvanlig. De gik ind for at se til hende og fandt hende liggende død i sengen uden en trækning i ansigtet. Helt smertefrit havde Herren hentet hende, mens hun sov.

Hendes bøn var hørt.

Hun blev ikke syg; om aftenen havde hun rask og rørig forladt sin rok som sædvanlig.

Hvorfor bad hun om at slippe for sygdom?

Var det for at undgå lidelser?

Nej, det var for at spare de gode mennesker, som tog hende i huset, for alt det besvær, som hendes sygdom ville påføre dem.

4. Luther:

Hallesby har et afsnit om, at bønnen altid har som sin funktion, at herliggøre Gud, og han nævner i den forbindelse et eksempel på, hvor frimodig, ja, pågående bønnen kan blive, når den bedende ved, at han intet andet vil med sin begæring end Guds ære. Luthers gode ven Frederik Myconius blev i året 1540 dødssyg. Han selv og de andre ventede, at døden snart ville indtræde.

En nat skrev han med skælvende hånd et hjerteligt farvel til Luther, som han elskede så inderligt.

Da Luther fik brevet, skrev han øjeblikkelig tilbage:

»Jeg befaler dig i Guds navn at leve, fordi jeg endnu har så hårdt brug for dig til kirkeforbedringen. - Herren lade mig ikke høre, mens jeg lever, at du er død; Herren gøre, at du overlever mig! Dette beder jeg om. Dette vil jeg! Og min vilje ske, fordi den kun søger Guds navns ære! «

Myconius havde allerede mistet tungens brug, da Luthers brev kom.

Men han blev i løbet af kort tid helt rask og overlevede ganske rigtig Luther - i to måneder!

Sluttelig et citat af Hallesby

Intet gør os så frimodige i bøn, som når vi kan se Gud ind i øjnene og sige til ham: »Du ved, atnu beder jeg dig ikke om egen fordel, egen lettelse, ikke om at min vilje i nogen henseende skal ske, men blot om dette, at dit navn må blive forherliget i denne sag.«