Dansk Europamission
Jeg har i en årrække (fra 2008 - 2020) siddet i bestyrelsen for Dansk Europamission, og som har et omfattende arbejde blandt forfulgte kristne, og hvor formålet er:

At sprede evangeliet om Jesus Kristus i verden, særligt i områder og blandt folkeslag, der ikke er åbne for traditionel mission;

At støtte den kristne kirke i sådanne områder gennem nødhjælps- og udviklingsprojekter, der retter sig mod alle, uanset politisk eller religiøst tilhørsforhold;

At hjælpe forfulgte og nødlidende kristne i områder nævnt under punkt 2.1.1;

At formidle oplysninger om kristnes livsbetingelser i bestemte områder med henblik på at styrke den kristne kirkes missionsengagement, også i Danmark.

Dansk Europamissions givere sikrer, at forfulgte kristne får bibler, så de kan blive opmuntrede i troen, advokathjælp og hjælp til selvhjælp

Dansk Europamissions givere sikrer, at forfulgte kristne får bibler, de kan give til åndeligt søgende mennesker, og de sættes i stand til at række ud til mennesker i nød i deres lokalsamfund gennem nødhjælps- og udviklingsprojekter 

Se mere på hjemmesiden HER
Du kan også møde DE på Facebook HER

Dansk Balkan Mission

Jeg har også i en årrække (siden 2008) siddet i bestyrelsen for Dansk Balkan Mission, et arbejde der har har næsten 30 år bag sig, og er startet af Gerda og Niels Arne Skov fra Brændstrup:

Dansk Balkan Mission er

... en hjælpeorganisation baseret på kristentro, der fungerer ved frivilligt arbejde, og som primært arbejder i Rumænien.

... en hjælpeorganisation som yder diakonal udviklingshjælp og formidler budskabet om Jesus Kristus som frelser og livsforandrer blandt fattige og især blandt romaer i det centrale Rumænien.

Det sker ved
– formidling af hospitalsudstyr, medicin, tøj/sko, fødevarer mm. til fattige og ældre;
– støtte til mange skoler med møbler og udstyr.
– etablering af el- og vandforsyning (hidtil 24 steder) og byggeri af multihuse med lægeklinik, skolestue og mødesal til roma-landsbyer omkring Câmpulung i Arges amt i det centrale Rumænien.

PS: Romafolket er kommet til at fylde meget i Dansk Balkan Missions arbejde. Det er et folkeslag uden land og end ikke FN-anerkendt, forhadt af mange, påhæftet en lang række fordomme er det værd at oplyse om dem. De er også et folkeslag uden generel adgang til uddannelse (kun 42% gennemfører grundskolen), sundhed, arbejde og bolig.

Se mere HER eller på Facebook HER

Jeg blev spurgt til en temaprædiken i Borgerkirken 4. maj 2025, med ønsket fra dem om følgende:

Emne: "Sammen er vi stærkere"  
Bibeltekst: Apostlenes Gerninger 2:42-47 -  
Beskrivelse: Tal om, hvordan fællesskabet blandt de første kristne kan inspirere os til at finde styrke og støtte i vores egne fællesskaber. Sammen kan livet genstartes fra ensomhed/alene til fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. 

Sammen er vi stærkere. Sammen spredes kærligheden. Sammen kan vi nå flere med evangeliet. Tegn og undere fulgte med.  

Man bliver en del af en ny familie. 

Hvis det hele læses, skal der en forklaring til det med at sælge ejendom for at give pengene. 

De 4 B’er 

-----------------------

Gud velsigne dig

De bedste hilsner

Bent Skovhus

Præst i Borgerkirken

Mobil: 30526533 Mail: bentskovhus@borgerkirken.dk

Det blev så sådan:

Prædiketekst:

De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.  Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.  Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt.  De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov.  De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet  priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

Prædiken – (4. maj Tekst: Apostlenes Gerninger 2,42-47 Tema: Sammen er vi stærkere)

Vi lever i en tid, hvor mange føler sig alene.
Alene med beslutninger, alene med tvivl, alene med sorg, men Guds plan for mennesker er aldrig ensomhed. Det er fællesskab.
Og i Apostlenes Gerninger får vi et stærkt glimt af det fællesskab, som opstod lige efter pinse – da Helligånden blev givet, og Jesu Kristi kirke blev født, og vi ser lidt af det, der betød noget for de første kristne: “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og bønnerne.” (ApG 2,42)

De første kristne holdt fast i fire ting – som ofte er blevet kaldt de fire B’er:

Bibelen (apostlenes lære) – de lod Guds ord tale ind i livet.

Brødrene (fællesskabet) – de var ikke bare individer, men ét legeme.

Brødet (nadveren) – de blev mindet om Guds kærlighed i brødet og vinen.

Bønnen – de søgte Gud sammen.

Det var ikke bare hyggeligt. Det var helligt.
Det var ikke bare socialt. Det var åndeligt – og det bar frugt: “Der kom frygt over alle, og mange tegn og undere blev gjort ved apostlene.” (v.43) “Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” (v.47)

1. Bibelen (apostlenes lære) – de lod Guds ord tale ind i livet.

Det er vigtigt for kristne at kende Bibelen og leve efter dens ord, fordi Bibelen er den grundlæggende kilde til viden om Gud, om Jesus Kristus og om, hvad det vil sige at være kristen og menneske i Guds verden.
For kristne er Bibelen ikke blot en historiebog eller en samling gamle tekster, men Guds levende ord – en åbenbaring af hans vilje, hans kærlighed og hans frelses plan.

Jeg nævner her nogle få gode argumenter for at kende Guds ord.

Bibelen viser os, hvem Gud er
Gennem Bibelens fortællinger, profetier, salmer og breve lærer vi Guds karakter at kende:
Hans hellighed, hans barmhjertighed, hans retfærdighed og hans trofasthed.
Det er gennem Bibelen, vi lærer, hvordan Gud handler med mennesker – og hvordan han længes efter fællesskab med os.

Bibelen åbenbarer evangeliet om Jesus Kristus
Det centrale i Bibelen er budskabet om Jesus – hans liv, død og opstandelse.
Uden Bibelen ville vi ikke kende evangeliet, og vi ville ikke vide, at vi er frelst af nåde gennem tro.

Bibelen former vores liv og værdier
Bibelen giver ikke bare information, men forvandling.
Den vejleder i, hvordan vi skal leve i kærlighed til Gud og til vores næste.
Som Paulus skriver til Timotheus: "Hele Skriften er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning, til opdragelse i retfærdighed" (2 Tim 3,16).

Bibelen giver styrke og håb
I livets mørke stunder og i tider med tvivl eller modgang kan Bibelens ord være en kilde til trøst, styrke og håb.
Salmisten siger: "Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti" (Salme 119,105).

Bibelen danner fællesskab
Når kristne samles om Bibelen – i gudstjenesten, i bibelstudier eller i hverdagen – skaber det et fællesskab bygget på Guds ord og vilje.
Det giver retning, sammenhold og mening.

At leve efter Bibelen handler ikke om at opfylde et regelsæt for at være "god nok", men om at svare på Guds kærlighed med tillid og efterfølgelse.
Det er at lade Guds ord forme hjertet, tankerne og handlingerne, så man bliver mere lig Kristus.

Eks.: I et fængsel i Østeuropa mødtes fem indsatte hver uge til bibellæsning. De kom fra vidt forskellige baggrunde – nogle var tidligere voldsmænd, andre havde aldrig hørt om Jesus før.
Men når de sad der med den åbne Bibel imellem sig, skete der noget. En sagde: “Når vi læser sammen, hører jeg ting, jeg ikke ville have set selv. Det er som om Gud taler højere, når vi lytter sammen.”
Bibelen blev ikke bare et ord på papir – det blev liv, og det blev fællesskab. Og nogle af dem fandt troen – sammen.

2. Brødrene (fællesskabet) – de var ikke bare individer, men ét legeme.

Det kristne fællesskab er vigtigt, fordi troen aldrig er tænkt som en solopræstation, men som et liv i relation – til Gud og til hinanden. Bibelen viser igen og igen, at Guds folk er kaldet til at være ét legeme, hvor hvert medlem har betydning og hører til.

Her er nogle centrale grunde til, at det kristne fællesskab er så vigtigt:

Gud skaber fællesskab – og frelser ind i et fællesskab

Gud selv er fællesskab i sin væsen (Faderen, Sønnen og Helligånden), og fra begyndelsen skaber han mennesker til at leve i relation – "Det er ikke godt for mennesket at være alene" (1 Mos 2,18). Og når Gud frelser os, gør han os ikke bare til enkeltstående frelste personer, men til ét folk, én krop med Kristus som hoved. ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.” (1 Kor 12,27)

Vi har brug for hinanden

Troen styrkes i fællesskab.
Når én er svag, kan en anden være stærk.
Når én glæder sig, glæder de andre sig med.
Når én sørger, sørger de andre med.
Fællesskabet bærer og opmuntrer. ^

Det er i kirken, vi bliver bedt for, udfordret, opbygget og elsket – og lærer selv at elske.

“Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Gal 6,2)

Fællesskabet hjælper os med at vokse i troen

Gennem undervisning, nadver, bøn og tjeneste bliver vi opbygget som kristne. Apostlenes Gerninger beskriver den første menighed som et fællesskab, der ”holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.” (ApG 2,42). Det var her troen voksede – ikke isoleret, men sammen.

Kirken er et vidnesbyrd for verden

Jesus sagde, at verden skal kende, at vi er hans disciple, på den måde vi elsker hinanden (Joh 13,35). Et levende, kærligt fællesskab er i sig selv et vidnesbyrd om Guds kærlighed – og en invitation til andre om at komme med ind.

Fællesskabet spejler det evige håb

Det kristne fællesskab er også et forvarsel på det fællesskab, vi en dag skal opleve i Guds rige – et evigt fællesskab, hvor ingen er alene, og hvor kærligheden fuldendes.

Når vi mødes til gudstjeneste og nadver, smager vi allerede nu lidt af den himmelske fest.

Fællesskabet er ikke perfekt – for det består af mennesker.

Men det er Guds gode gave og en af de vigtigste måder, han holder troen levende i os.

De så hinanden som familie. Som brødre og søstre.

Og i en verden hvor mange føler sig ensomme – også i kirken – er det en enorm gave, at Gud kalder os sammen og gør os til ét.

Kirken er ikke bare en bygning.

Det er et hjertefællesskab.

En ny familie. Hvor vi ikke spørger: “Hvad får jeg?”, men “Hvem kan jeg bære med?”

Eks. En enke i en landsby

En ældre kvinde i en lille landsby mistede sin mand. Hun havde ikke meget familie tilbage og tænkte: “Hvordan skal jeg komme videre?”
Men den søndag i kirken rejste menighedsrådsformanden sig og sagde: “Maries mand er død. Nu er det os, der er hendes familie.”
Og det blev de.
Nogen hentede indkøb, nogen satte gardiner op.
En gruppe kvinder begyndte at spise frokost med hende én gang om ugen.
Det var ikke stort i verdens øjne – men det var kærlighed, levet i Kristi fællesskab.
Og Marie sagde senere: “Jeg troede, jeg var alene. Men jeg fik en ny familie.”

Fællesskabet dengang var radikalt.
Men det er også realistisk. Det er muligt, når Helligånden får plads.
Og vi kan tage det til os i dag.

Vi kan læse i Bibelen – sammen.

Vi kan bede – ikke kun for hinanden, men med hinanden.

3. Brødet (nadveren) – de blev mindet om Guds kærlighed i brødet og vinen.

Vi kan tage nadver – og lade nåden blive konkret.

Vi kan stå sammen – som brødre og søstre. Også når livet er svært.

En præst besøgte en døende mand, som ikke længere kunne komme i kirke. Han var stille og svag, men da præsten tog brød og vin frem og sagde: “Kristi legeme, givet for dig” - … da trillede en tåre ned ad mandens kind.
Og da præsten spurgte: “Hvad tænkte du på?”
Svarede manden: “Jeg tænkte, at selv om jeg er alene i min stue, så er jeg ikke alene ved bordet. Hele Guds folk sidder med.”
Brødet, nadveren, bandt ham sammen med Kristus – og med alle andre, der deler det måltid.

4. Bønnen – de søgte Gud sammen.

Bønsfællesskabet er en helt central del af det kristne fællesskab, fordi det samler menigheden om Gud og forbinder mennesker med hinanden i tro, tillid og kærlighed. Når kristne beder sammen, sker der noget særligt – både åndeligt og menneskeligt.

Her er nogle grunde til, at bønsfællesskabet er så vigtigt:

Bøn er fælles henvendelse til Gud

Når kristne samles om bøn, løfter de sammen deres hjerter mod Gud. Det er et fælles udtryk for tillid, afhængighed og tro – og det forener os som Guds børn, der sammen rækker ud efter ham.

”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18,20)
Jesus lover sit nærvær, når vi søger ham sammen.

Bøn skaber enhed og samhørighed

At bede sammen er at dele hinandens glæder og sorger.
Når vi beder for og med hinanden, opstår der dybere tillid og åndeligt fællesskab.
Det er svært at være ligegyldig over for nogen, man har bedt sammen med. Bøn bygger broer.

“Glæd jer med de glade og græd med de grædende.” (Rom 12,15)

Fælles bøn forvandler fællesskabet

Når menigheden samles og beder – for byen, for verden, for de syge, for fred og retfærdighed – bliver vi mindet om, at vi er sendt og kaldet.
Bøn former vores blik, så vi ser med Guds øjne og bliver redskaber for hans vilje.

Den første menighed “holdt fast ved bønnerne” (ApG 2,42), og det skabte en levende og stærk kirke.

Fælles bøn giver trøst og styrke

Når troen føles svag, kan det være svært at bede alene.
Men i bønsfællesskabet bliver vi båret af de andres tro og ord.
Her kan vi finde hvile, blive løftet op og blive mindet om Guds nærvær, selv i mørke tider.

“Bed for hinanden, så I kan blive helbredt. En retfærdigs bøn er virksom og udretter meget.” (Jak 5,16)

Bøn sammen åbner for Helligåndens virke

Bønsfællesskabet er et sted, hvor Helligånden ofte virker stærkt – giver visdom, fred, kald og ny kraft. Gennem fælles bøn skabes både fornyelse og retning i menigheden.

Kort sagt: Når vi beder sammen, så åbner vi os både for Gud og for hinanden. Det er dér, fællesskabet bliver dybt, ægte og åndeligt levende.

Eks. En ung mor stod foran en kræftbehandling og bad menigheden om forbøn.
Søndagen efter var der ikke kun én, der bad – hele menigheden lagde hænderne på hendes skuldre.
Hun sagde bagefter: “Jeg havde ikke kræfter nok til at bede selv. Men da jeg mærkede jeres hænder, mærkede jeg også Guds nærvær.”
Det var ikke magi. Men det var bøn. Og det var fællesskab.
Bøn løfter os, når vi ikke selv kan stå.
Og i bøn minder Gud os om: Du er ikke alene

5. Sammen for verden

Der står, at de havde velvilje hos hele folket. (v.47)
Det fællesskab de havde – det lyste. Det duftede af håb.
Og det trak mennesker til.
Fællesskabet blev mission.
Sammen spredte de kærligheden.
Sammen kunne de nå flere.

Vi er ikke sat til at klare livet alene.
Og vi er ikke sat til at række evangeliet ud alene.

Men sammen – i Kristus – er vi stærkere - er vi friere - er vi nærmere det fællesskab, vi blev skabt til.

Amen.