Fordelen ved det, er at man lige hurtigt kan se de nyeste
UGE 43
Sjovt at man kan blive så engageret af Magnus Malm, selv om han er ret så filosofisk i sin stil.
Vi læser hans bog Fodspor i Glastrappen, og det er en bog, som afdækker den moderne gnosticisme, og i denne uge har jeg et lille stykke om betydningen af kropsligheden for os menensker, og ikke mindst for børnene, men jeg starter med at føre jer ind i nogle overvejelser om Magnus Malms forfatterskab og i særdeleshed den ovennævnte bog af cand.teol, redaktør Espen Ottosen, Norge, og det dækker ret godt hans anliggende, sådan som vi har læst det indtil nu.
Først lidt om: Den moderne gnosticisme
Magnus Malm er optaget af at trække linjer fra vor tid og tilbage i historien. I Fodspor i glastrappen hævder han, at en stor fare for dagens kirke er gnosticismen - den samme trussel, der mødte kirken allerede i dens første årti. Hvad er så gnosticismen? Og hvordan møder vi den i vores moderne samfund? Vi kan fremdrage to vigtige aspekter.
Betegnelsen gnosticisme bygger på det græske ord ”gnosis”, der betyder kundskab. Den traditionelle gnosticisme mente, at det er gennem kundskab og indsigt, at mennesket bliver frelst. Malm spørger, om vi ikke møder den samme holdning i Vesten i dag? Det er kompetencer og kundskab, der spørges efter. Når kirken har problemer, bliver løsningen kurser, seminarer, nye strategier og mere kundskab.
Gnosticismen er overåndelig. Det fysiske og materielle er mindreværdigt. Det åndelige er i fokus. På trods af megen fiksering på kroppen, mener Malm at se tendensen i dagens samfund. Kroppen er rigtignok gjort til en markedsvare og et reklameobjekt, men samtidig bliver den foragtet og nedvurderet, hvis den ikke opfylder dagens overfladiske og ungdommelige ideal.
Malms præsentation af de mange paralleller mellem vores moderne samfund og gnosticismen er tankevækkende. I Fodspor i glastrappen samler han sine observationer i tre dele: ”Uden grænser”, ”Uden krop”, ”Uden samvittighed”. Disse tre stikord sammenfatter, hvordan det moderne menneske klatrer opad i Babelstårnet og egentlig forsøger at blive som Gud. Malm er ikke bange for at sætte fingeren på det moderne menneskes fejlgreb: ”Det er i den vestlige verden nærmest blevet en selvindlysende trossandhed, at frihed og selvrealisering er det samme som grænseoverskridelse. At en grænse kunne være skabt for at bevare friheden og fremme selvrealisering er en nærmest umulig tanke.”[3]
Malm går langt i sin kamp for at afvise alt det, som han oplever som foragt for kroppen og naturen. Han skildrer, hvor vigtigt det er for ham selv at ride og have kontakt med sin hest. Det fysiske arbejde, som blev udført i klostrene, bliver nærmest idylliseret. Byen med dens uro og larm er en trussel for den kristnes åndelige liv. Malm mener også, at reformationen gjorde kristentroen mere gnostisk. Han viser ringe forståelse for, at reformatorerne afviste processioner og valfart, faste og kropslige øvelser.
I forsvaret for kristentroens ”kropslighed” bliver Malm noget krampagtig, og hans budskab får en slagside. Nogle formuleringer overser nærmest, at kristendom handler om at få et møde med en usynlig Gud: ”Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?”[4]
Malm ønsker, at kirken vender tilbage til sine rødder og til Bibelen. Selv om det kontemplative er vigtigt for ham, ønsker han ikke, at den åndelige erfaring løsrives fra Bibelens lære: Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima udstyrer læseren med ’briller’, der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af ’kulturelt betingede tanker’. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.”[5]
Og her kommer så mit bidrag
Der sker noget på vejen
Der sker åbenbart noget undervejs fra barndommen. Som sagt, et barn er aldrig gnostisk. Det kender vi også fra søndagsskolen, hvor det er helt naturligt at tale om, hvordan Gud har skabt blomsterne og fuglene, at bruge kroppen når vi synger, at male billeder med stærke farver af det, der foregår i naturen netop nu - og takke Gud for alt dette vidunderlige. Senere sker der noget mærkeligt, måske på et tidspunkt i teenage-årene. At tale om hjorte og gråspurve i kirken vækker pludselig en dag helt andre reaktioner, fra let forvirring til nedladende attituder som 'er du ikke vokset fra det der endnu?' Hvis jeg så gør det klart, at jeg mener det alvorligt, kan svaret blive en hvas modstand af typen 'tror du måske, at kirken er en slags miljøorganisation?' Er det muligt at skære forbindelsen til skaberværket af, uden at det påvirker os? Har Gud skabt noget, der er unødvendigt? Nye forskningsrapporter om menneskets forhold til dyr taler deres tydelige sprog:
"Man ved, at børn, der vokser op med dyr, udvikler en stærkere ansvarsbevidsthed, er bedre til at kommunikere og har en bedre fornemmelse for nuancer i det ikke-verbale sprog. De har lettere ved at håndtere livets forskellige faser som kærlighed, fødsel, sygdomme og død. Ældre mennesker, der har dyr, bevarer deres livskvalitet ved, at der er brug for dem. De kommer ikke lige så let ind i en negativ spiral med depressioner...
Dyreejere har færre sygedage, fordi de oplever mindre stress i deres liv. Dyret, måske oftest en hund eller en kat, er en 'ventil' og stiller ikke krav. Mennesker med dyreerfaring har lettere ved at vise medfølelse med andre mennesker. Indsatte i fængsler, hvor der er mulighed for at omgås dyr, er mindre aggressive. Dyr har en terapeutisk virkning på udviklingshæmmede børn - f.eks. autistiske børn. Når dyrene er kommet ind i deres liv, er børnene i mange tilfælde blevet mere udadvendte og er begyndt at tale... Dyreejere, specielt mænd, har betydeligt lavere blodtryk og kolesteroltal end mænd, der ikke har dyr." 20X Den svenske kirke driver på Onsalahalvøen syd for Goteborg en børnehave, der hedder Noas Ark. Nogle kvinder sad en dag og funderede over, hvordan de skulle forklare det her med skabelsen for børnene, og besluttede at skabe et gårdmiljø med heste, høns, grise og andre dyr. Der skulle også dyrkes lidt grønsager. Med dets lugte og kaglen blev det et miljø, hvor det var meget naturligt at tale om skabelsens Gud. Da jeg fortalte min datter om det, udbrød hun: "Der vil jeg gå!" Jeg glædede mig over projektet, samtidig med at jeg måtte spørge: "Hvorfor kun for børn?" Hvorfor er kropsligheden barnlig i vores kristne tradition? Hvornår blev foragten for dyr og natur et udtryk for åndelig modenhed? En ting er, at gnostikerne har sagt det i to tusinde år. Men evangeliet?
En lignende kile mellem kroppen og evangeliet er, som vi så i sidste kapitel- Mammon. Når man i urkirken hver søndag samlede det ind, som enhver havde mulighed for at give, og delte det ud til dem, der havde behov for det - så blev pengene på den måde en kraftfuld forkyndelse af kirken som Kristi legeme. Tusindvis af fattige, fængslede og arbejdsløse fik hjælp fra menigheden til livets ophold. Pengene blev en konkret måde at forkynde på, at Gud er blevet menneske, fordi man levede tilstrækkelig nær hinanden til at kunne se og møde de praktiske behov. På den måde var kirken også i de første 300 år en modkultur til de enorme klasseforskelle i Romerriget.
I dag går indsamlingen til 'menighedens arbejde' i stedet for til enkelte mennesker. Ganske vist handler menighedens arbejde ofte om at hjælpe mennesker på forskellig måde - men den helt fysiske nærhed til de andres behov og ressourcer er blevet erstattet af en distance og en anonymisering, der alt for ofte forvandler Kristi legeme til den frit svævende' kristne fællesskabstanke '. Ved et mærke l igt paradoks er det i orden at samle penge ind til mennesker, hvis de bor tilstrækkeligt langt væk, og kirken er ofte på barrikaderne for global solidaritet. Hvorfor er det da så meget lettere for os at tage vore egne økonomiske problemer op med banken eller arbejdsgiveren - end med vores menighed?
Der rynkes pander og skrives udredninger - over den omsiggribende privatreligiøsitet i vores land. Hvad skyldes det, at mange kristne vælger ikke at gå regelmæssigt i kirke, dobbelt så mange som de kirkeligt aktive? 209 Bag spørgsmålet ligger det underforstået: Det er forskellige samfundskræfter, New Age og lignende, der påvirker mennesker, så de ikke går i kirke, men vælger at udvikle deres tro på egen hånd.
Men ærligt talt: Er et kirkebesøg i dag et egentligt alternativ til privatreligiøsiteten? Hvad er det i vores måde at være kirke på og fejre gudstjeneste på, der bryder med anonymiseringen og ukropsligheden i vores samfund? Er det ikke kirkens fokusering på den personlige tro, uden indblanding fra andre, der har lært mennesker at være privatreligiøse? Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?
Ukropsligheden i samfundet deles på mange måder af kirken. Computeren på præstens kontor: Er det blot et udtryk for effektivisering?
Præsten sidder foran skærmen og bladrer i sin papirer: Hvad ville fagforeningen sige, hvis han/hun svingede en hammer eller lugede i blomsterbedet? Her har frikirkerne i det mindste traditionelt givet betydeligt mere plads til at være krop, når nybyggeri og renoveringer af kirken har sluppet medlemmernes skaberglæde løs.
Men i dag synes det at være et økumenisk fænomen, at skrevne og uskrevne regler arbejder sammen om at drive usynlige kiler ind mellem åndelighed og kropslighed. At 'tage sig af det åndelige' bliver ensbetydende med ikke at være kropslig, ikke gøre noget med hænderne, ikke tage noget praktisk ansvar. Hvad sker der med os, når vi lukkes inde i sådanne roller? Hvad sker der med vores gudsbillede?
Hvordan påvirker det vores forkyndelse?
Gennem kirkens historie har åndelig fordybelse alt for ofte betydet en tilsvarende foragt for det kropslige. Et skridt mod Gud har været det samme som et skridt væk fra jorden. Som en god ven sagde engang: "Her tvinges man til at vælge mellem kristen og menneske." Med facitlisten i hånden tvinges man med stigende vrede til gang på gang at konstatere, at det er et valg på djævelens vilkår.
Uge 41
Kære allesammen.
Jeg arbejder lige nu med nogle tanker om discipelskab. Jeg skal på mandag i næste uge sige noget om det, og i den anledning deler jeg med jer en prædiken, der handler om dette udfra Johs 15,1-11.
Jesus sagde: "Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen." Joh. 15, 1-11
1. Lidt tidshistorie
Træer spillede i Israel en større rolle end hos os.
Vi har dem jo stående over det hele, og et træ er ikke noget særligt hos os, men det er det for israelitten.
Det var et tegn på liv. I ørknen var der ingen træer, og hvor der ingen træer kunne gro, herskede de golde kræfter.
Hvor træerne stod, var der en mangfoldighed af muligheder: Frugt fra vintræerne, oliventræerne, citrustræerne, figentræerne osv, som alle sammen mindede dem om Guds kærlighed og omsorg.
Eller det kunne blot være skyggen, den kvægende og svalende skygge fra den stoute palme.
Eller det kunne være den opdragende og trøstende oplevelse det kunne være at betragte det pudsige træ Cedertræet, der på så mange måder er ”sjusket” i sin opbygning og et godt eks. på os ”sjuskede” mennesker, der af og til gror lidt vildt.
(Evnt Billedet fra Gerda Rasmussens have).
Med træet var der også muligheden for at kunne tænde op i ildstedet og koge sig en ret linser, eller hvad man nu lystede eller tænde ild, så man kunne varme sig lidt en kold nat, når man vogtede får, og holde rovdyrene væk.
-----
2. Visdommen træ og kundskabens træ
Men træer kaldte også på Jesu tid den religiøse verden frem, den åndelige symbolverden.
Man kunne ikke tænke på et træ uden at man bl. a. tænkte på Paradisets have med de to træer, kundskabens træ og livets træ, og hvor Adam og Eva som bekendt spiste af kundskabens træ og fik viden om alt, alt for meget, især om det onde, og det ulyksalige bids saft og kraft har sat sig i blodet – eller i kødet måske nærmere - på os alle, og vort kendskab til godt og ondt får os til at vride det onde i alle mulige figurer, og får os til at gradbøje det onde og ondskaben på mange niveauer.
------
3. Byggeri ved hjælp af kundskabens træ
Kundskabens træ fik vi på ulyksalig vis med os ud af Paradisets have, så vi til stadighed kan æde os fede i de mange og onde retter, som kan sammensættes af den forbudne frugt.
Irene og jeg læser lige nu Magnus Malms bog: Fodspor i Glastrappen, (vis den) – en profetisk bog, hvor et af hans pointer er at påvise de sidste tiders (genop)bygning af et nyt og endegyldigt Babelstårn, som har til formål at bygge os selv et ultimativt navn, hvorved vi kan eliminere Guds navn, Guds rige og alt det, som Gud ønsker at bygge op, og Magnus Malm peger i den forbindelse på Kirkens store fristelse til at bygge med på det tårn, med stor inspiration fra – og gode ideer fra - ja fra kundskabens træ.
Magnus Malm siger det sådan:
”Kirkens opgave er at bygge et mere åndeligt tårn ved siden af og lokke mennesker over i det. Der skal livet leves på den rigtige måde, altså med fokus på Gud i stedet for menneskeligt imperiebyggeri.
Problemet er blot, at dette tårnbyggeri i sine metoder mistænkeligt ofte har lignet byggeriet af Babelstårnet.
Valget har i praksis været lige så radikalt som mellem Coke og Pepsi: En smagssag, hvor kun eksperter opdager forskellen.
I middelalderen foregik dette kirkelige tårnbyggeri med pavelige armeer, bevæbnede biskoppeborge, tvangsbeskatning og inkvisitioner.
I dag er det nutidens magthavere, der står model, når kirker bygger deres organisation op med virksomhedsrådgivere, markedsundersøgelser, annoncekampagner og investeringer i værdipapirer. Things go better with... God.”
Citat slut.
Det har han sikkert noget ret i. I hvert fald bør vi være meget varsomme her, og Magnus Malm går videre og kradser rigtig op i vor egen kirkes historie - den lutherske kirkes historie - og de lange skygger det kan trække ind i vores kirke af i dag.
Hør her:
”Reformationens fyrster støvede et urgammelt koncept af: En tæt alliance mellem præst og konge. Luther blev et udmærket påskud til at kappe båndene til Rom - og vips fik kirken sin plads i nationalstatens homogene samfundsopbygning.
Præsten blev kongens forlængede arm ude på kirkens prædikestol.
I øst fandtes siden Romerrigets dage et lignende mønster, hvor kejseren i Byzans boede side om side med patriarken i en symbiose med mildt sagt uklare grænser.
Da Det østromerske Rige faldt i 1453, flyttede mønstret mod nord til Rusland, og det møder os i dag som en bizar blanding af storrussisk nationalisme og ortodoks tro.”
Citat slut.
Ja igen skal vi vogte os for et kirkebyggeri, et Gudsrigebyggeri med inspiration fra kundskabens træ, med kundskabens træ som kilde og inspiration, for det er dømt til at mislykkes, men er vi helt klar over det?
-----
Men det behøver vi heller slet ikke, og selv om vi presses fra mange sider og ofte ufrivilligt kommer til at bygge med ideer og inspiration fra kundskabens træ, så fik vi heldigvis ikke livets træ med os, for den skulle forblive i Paradisets have, beskyttet fra os, da vi ellers også blot ville gribe ud efter det træ og leve til evig tid med ondskabens - og fordærvets frugter i baghaven og forhaven.
Men med fraværet af livets træ i vores verden, har vi lukket os ude fra det sande, lykkelige og evige liv, som var Guds oprindelige plan for os og med os, og i vore hoveder ligger stadig drømmen om det tabte Paradis og det skønne træ, livets træ, og vor længsel fortæller, at vi har lukket os selv ude fra det sande og lykkelige og evige liv, vi oprindelig var tiltænkt, men som glap, da vi spiste den forbudne frugt fra det forkerte træ, og hvor vi troede, at vi herefter ville vide ligeså meget som Gud.
Glimmer og blålys var det og kollektivt hænger vi på den, og ulykken og angsten er vore ulyksalige følgesvende.
------
4. Jesus er vort ”livstræ” i denne verden
Men venner, venner, der er gode nyheder, rigtig gode nyheder, for Jesus kom for at fri os fra den evige adskillelse fra livets træ og åbne en vej, ikke i første omgang til det rigtige evige livets træ, som iflg. Åb 2,7: ”står i Guds paradis”, men en vej til et træ, en stok, der senere giver adgang til livets træ, og dette træ er Jesus selv.
Han er vor tilgængelige livstræ, og hvad det livstræ betyder for os forstår vi sikkert lidt bedre, når han kalder sig selv stammen på et vintræ, en vinstok, og os for grenene.
Et godt billede er det som Jesus bruger, når han kalder sig selv stammen på et vintræ, en vinstok, for til forskel fra næsten alle andre træer, har alle grenene fat i stammen, og der gror ikke en gren på en gren. Alle har fat i stammen, som giver næringen direkte til grenen uden omveje. Næringen kommer til alle grene på en gang, en næring der holder enhver af grenene – os - i live, ja, holder os evigt i live.
Den saft fra stammen skænker nyt liv, så vi kan leve som om vi er i en slags paradis, med en forsmag på Guds riges virkelighed.
Og det Guds Rige er vi sat for sammen at eksponere, og sammen give plads for den sande kundskab og visdom, som Jesus rækker os igennem den levesaft, som kommer fra ”det sande vintræ Krist”.
Jesus giver os gennem sin levesaft ikke først og fremmest kundskab om dit og dat i Guds rige, men han giver en tro, som betyder, at vi kan leve som vor himmelske Fars børn, og bære Guds Riges frugter: kærlighed, tilgivelse, renselse, og for at den frugt kan blive stor og synlig tager vingårdsejeren af og til - nogen vil sige igen og igen - en tur i sin have, og beskærer og smider vissent og goldt plantestof på affaldsbunken uden for vingården, altsammen - for at den kan bære mere frugt. - en gavnlig og stadig renselse, som renser os fra synd, og hvor vi samtidig styrkes i kampen mod det onde også i os selv, og hvor vi også sammen renser hinanden gennem tilgivelse af hinanden og på den måde dele Guds kærlighed og nåde.
-----
5. Jesus, vort ”livstræ” skaber forandring.
At være gren på den sande vinstok - vintræ - betyder, at vi er en del af den forandring, som Guds Rige i blandt os har som sit inderste formål.
Der er forskellige ord for denne forandring i Guds Ord: Frelse, redning, befrielse, at komme ind i Guds rige, at gå over fra død til liv, fra mørke til lys, at være kommet bort og blive fundet igen, at få evigt liv, at blive helbredt, at blive født på ny, at blive frikøbt, at blive et af Guds børn, at modtage Helligånden osv. osv.
At have med Jesus at gøre indebærer altid forandring.
At være en del af Guds rige er ensbetydende med forvandling.
Hvem har noget at vinde ved en forandring?
Her svarer Bibelen: Synderne, de fattige, de syge, de magtesløse, de ensomme.
Det nye Testamente fortæller, at evangeliet blev grebet af dem, der havde brug for en forandring i deres liv - og det blev modarbejdet af dem, der ikke ville have nogen forandring.
Den forandring kalder på os - stadigvæk.
Magnus Malm konstaterer ret nøgtern at - ”evangeliet forstås bedst nedefra, af de fattige, af synderne, som har lettest ved at spise af livets træ til livsforvandling og nyt liv.
Og videre: ”Det nye og forvandlende liv tilsløres ofte jo højere oppe på magtens stige dets fortolkere sidder, for de kommer bevidst eller ubevidst til at sortere det fra, der udfordrer deres egen livsstil og egne privilegier. Så længe evangeliet defineres af dem, der har magt, penge, kompetence og en egen blankpudset fromhed, kommer det til at virke undertrykkende i stedet for befriende. Da bliver det umuligt at skelne fra Babelstårnet, og mennesker kan ikke længere erfare den lettelse, der engang gav budskabet dets navn: Evangelium, gode nyheder”.
Citat slut
-----
6. Jesu ”grene” - hans folk bærer Guds riges frugter.
Sådanne etiketter og trækken grænser har ødelagt tilstrækkeligt i kirken, og det har vi ikke længere tid til.
Nu handler det om at afstå fra vores egen åndelighed - eller mangel på åndelighed - og møde Jesus med tomme hænder og et åbent sind: Hvad vil du mig? - både som enkeltpersoner og som fællesskab, og i det fællesskab er vi så samlet, unge og gamle, raske og syge, succesfulde og de, som er nærmest er udstødt af samfundet.
Vi udgør som grene på det sande vintræ, et fællesskab, som måske rummer en del modsætninger, men fællesskabet og ansvaret og forpligtelserne rækker simpelthen så langt, så langt, at det er umuligt at sætte nogen grænse for det fællesskab, og sammen bærer vi frugt for ham, som er levesaften.
Her er det så ordet for denne søndag rammer os - som hjælp i rette tid, for Jesus siger jo, at intet kan skille os fra ham.
Det er kun os selv, der kan skille os fra ham, hvis vi ikke vil høre hans ord.
Til os, som er bange for at blive alene og skilt fra Gud og fra andre og fra os selv, taler Jesus om, at vi må stå i en ubrydelig sammenhæng med ham, en levende sammenhæng, og jo mere små og bange vi føler os, desto mere sikre må vi være, for midt i usikkerheden må vi føle en stor sikkerhed.
Midt i ufreden må vi føle en stor fred.
Midt i angsten må vi føle en glæde, som ikke kommer fra os selv, og som vi ikke selv skal holde liv i, for den flyder til os fra Jesus, og den bliver ved med at flyde til os fra ham, og han giver os en glæde og en fred og en sikkerhed, som er evig, for kraften kommer op gennem stammen og ud i grenene til dig og mig som en kraftfuld nåde, vi må leve af og som gør, at vi kan bære megen frugt i Guds Rige.
Og Jesus samler det hele i disse ord: “Bliv i min kærlighed,” og den kærlighed Jesus her taler om, er den kærlighed, som fødes ind i vore hjerter gennem vort møde med Jesus og hans kærlighed, en kærlighed, der giver os kærlighed til ham og kærlighed til vor næste, så forandring og forvandling kan ske ind i alle de nødvendige rammer, som vores hverdage består af.
Vi er sat til at bære kærlighedens og Guds Riges frugter, og den kærlighed er en ædel frugt, som åbner mange døre og hjerter i ægteskaber, familier og menigheder, for kærligheden er en stærk forvandlende og fornyende kraft, som ledes ind i vore åndelige årer gennem ham, som er den sande vinstok, han, som er kærligheden og har evnen til at give den kærlighed i rigelige mængder
--------
“Dersom I holder mine bud,” siger Jesus. Med andre ord: Lydighed, og hvori den består lader sig ikke så let beskrive, men lydighed er ikke noget teoretisk. Lydighed er praksis, og vores kristenlivs dynamik, værdi og tyngde måles på vor lydighed. Men også med lydighed er det som med enhed, renhed og kærlighed. Det er noget givet, noget vi ikke kan svinge os op til. Men Jesus ønsker at sende lydighedens saft ind i vore årer, og denne lydighed fører til at små og store ting i Guds rige sker fyldest gennem os.
Tro, lydighed og kærlighed kan vi - adskilt fra ham – slet ikke praktisere
Uge 38
Kære allesammen.
Jeg sidder med en bog af Aril Edvardsen: Kampen Mot Goliat, og den bruger jeg som udgangspunkt for en tale i ReFokus om vor indre Goliat og vor indre David, og bogen handler om at leve som mulighedstænker i stedet for at blive fanget i umulighedstænkning. I det følgende citerer jeg tre afsnit fra bogen, desværre på engelsk, men lad dig ikke gå på af det
KAPITTEL 2 SYNET AV GOLIAT
Millioner av mennesker, også utenom menighetene, har hørt historien om David og Goliat. Vi finner den i 1. Samuels bok, kapittel 17.
Historien om David og Goliat er en fantastisk historie som vi alle kan lære av. Gud har latt den bli en derav sitt evige Ord for at vi alle kan lære, forstå, mestre og seire over Goliat.
Historien begynner med å fortelle om en konge og et helt folk som blir LAMMET AV FRYKT OG ANGST, på grunn av Goliat.
Bibelen forteller:
«Filistrene samlet sine hærer til kamp og kom sammen i Soko, som hører til ]uda. De slo leir mellom Soko og Aseka ved Efes-Dammim.
Saulog Israels menn samlet seg også. De slo leir i Terebinte-dalen og fylket seg mot filistrene.
Filistrene stod ved fjellet på den ene siden, og israelittene ved fjellet på den andre siden, så de hadde dalen mellom seg.
Da kom det en tvekjemper ut fra f1listrenes leir. Han hette Goliat og var fra Gat. Han var tre meter og tjuefem centimeter høy.
På hodet hadde han en kobberhjelm, og han var kledd i en skjell brynje. Brynjens vekt var temtifem kilo kobber.
Han hadde kobberskinner på leggene og et kastespyd av kobber på ryggen.
Skaftet på spydet hans var som en vevbom, og spydodden veide seks kilo og seks hundre gram jern.
Skjoldbæreren hans gikk foran ham.
Han stod fram og ropte over til Israels fylking og sa til dem: Hvorfor drar dere ut og fylker dere til strid? Er ikke jeg filisteren og dere Sauls treller? Velg ut en mann og la ham komme ned til meg!
Hvis han kan kjempe med meg og telle meg, så skal vi være deres treller. Men hvis jeg får bukt med ham og feIler ham, så skal dere være våre treller og tjene oss.
Så sa filisteren: I dag har jeg hånet Israels fylking. Kom hit med en mann, så vi kan kjempe med hverandre!
Både morgen og kveld kom filisteren fram, i førti dager stilte han seg fram.» (l.Sam.17:1-10 og 16)
Legg merke til at verken Goliat eller filistrenes hær har gått til angrep ennå. Kong Saul og Israel vet ennå intet om hva utfallet av kampen vil bli. Det kan like godt bli seier som nederlag. Men ingen har forsøkt å gjøre noe.
De har gitt opp uten kamp, og akseptert nederlaget og Goliats seier.
Bare SYNET av den mektige Goliat LAMMER hele Israels hær. De er treller under FRYKTEN.
De har mistet TROEN. De våger ikke engang å forsøke på å vinne seier. De gir opp uten ett eneste forrsøk.
Ingen våger å gå imot Goliat.
De har blitt LAMMET AV ANGSTEN OG REDSELEN.
De har mistet TROEN PÅ FRAMTIDEN.
Goliat har vunnet uten kamp.
Bibelen forteller: «Da Saul og hele Israel hørte hva Goliat sa, BLE DE MOTLØSE OG MEGET REDDE.» (1.Sam.17: 11)
Slik fungerer Goliat. Goliat vinner som oftest uten kamp.
Han lammer, trellbinder og pasifiserer. Han gjør at man mister troen, og blir ladet av negative tanker og nederlagsmentalitet. Goliat gjør mennesker som skulle være mulighetstenkere til umulighetstenkere.
Goliats skikkelse syntes å ruve så stort i landskapet.
Men han er ikke EN FYSISK SKIKKELSE.
Goliat er: ANGSTEN, REDSELEN OG FRYKTEN.
Goliat er åndelig - en åndsmakt.
Det er Goliat Jesus forteller om i lignelsen om talentene i Matt.2;:14-30. Det var Goliat som var hele årsaken til at den unyttige tjener gravde ned sin talent.
Jesus gir oss den dypere årsak til hans lammelse og «lathet», når han lar den onde tjener si ut hemmeligheten til hans handlemåte:
«DERFOR BLE JEG REDD. Jeg gikk og gjemte din talent i jorden.» (Matt.2;:2;)
Eksperter har sagt at FRYKTEN dominerer 8 av 10 menneskers valg, avgjørelser og handlemåter, som lever på jorden i dag.
DETTE ER GOLIAT I AKSJON.
Frykt for å mislykkes. Frykt for andre mennesker. Frykt for det uprøvde. Frykten for framtiden.
Goliat lammer også mange kristne og mange kirker. Frykt for å vitne om Jesus. Frykt tor å gå ut dit hvor synderne er.
Redsel for at det ikke skal bli nok midler til evangeliseringsprosjektet.Angst for at Guds løfter ikke skal holde.
Frykten for å gå videre til unådde folkeslag. Frykt for forandring.
Redsel for at man ikke er det menneske i Kristus som Bibelen sier man er. Frykt for ikke å være det tempel for Guds Ånd, som Bibelen sier vi er.
Redsel for at vi ikke skal makte alt ved ham som gjør oss sterke.
Frykten for at han som er i oss, ikke er sterkere enn han som er i verden.
FRYKTEN FOR GOLIAT.
Da Goliat hadde lammet kong Saulog Israels hærer med FRYKT OG MOTLØSHET så de ikke våget å kjempe mer, betydde ikke dette at israelsfolket gav opp RITUALENE. Nei, absolutt ikke.
De fortsatte hver dag med sine seremonier og ritualer, samtidig som de gjorde alt for å unngå konfrontasjon med Goliat. De sang de samme sanger, og bad de samme bønner, og mintes gamle tiders seire fra Moses', Josvas og Gideons tid.
Hver dag gjorde de alt som var normalt for en hær uten det å gå til angrep.
Daglig «fylket de seg til strid og oppløftet krigsropet», forteller Bibelen, og «stilte seg opp fylking mot fylking».
(l.Sam.17:20-21) Den vanlige rituelle virksomheten gikk som normalt.
Alt gikk på det vanlige - unntatt angrep og SEIER. Dette hadde Goliat sørget for BARE VED Å VISE SEG HVER DAG.
Kong Saulog alle Israels krigere så Goliat stå der hver eneste morgen når de stod opp.
Men det som enda verre var. De så også stadig Goliat for seg i sitt indre - også mens de sov.
Til slutt var Goliat mer virkelig for dem enn Den Allmektige Gud som er allesteds nærværende. Det var blitt mer normalt for dem med negativ tenkning, vantro og umulighetstenkning, enn tro på Gud og mulighetstenkning.
Alle var nå blitt lammet BARE ved SYNET av Goliat og TANKEN på Goliat, til tross for at hele hæren fremdeles var intakt.
Goliat vinner ofte over oss mennesker bare ved å vise seg.
Jesus sa at den underliggende årsak til at den unyttige tjener ble LAMMET så han gravde ned sin talent, var FRYKTEN: «DERFOR BLE JEG REDD!» GOLlAT.
Goliat hindrer oss fra å komme videre både i vårt daglige liv, og i vårt virke for Guds rike.
For mange er det nok bare å se og tenke på Goliat. Da gir de opp, og gjør ikke engang et forsøk på å lykkes. Da gjør man alt for å unngå å ta opp troskampen og gå til angrep på KJEMPEN.
Da er man tilfreds med status quo, og slår seg til ro med RITUALENE.
Da er man fornøyd med å leve under janteloven og dens begrensninger.
Da er kristne fornøyd med «gode møter» uten sjelers frelse. Da slår man seg til ro på de «gamle» misjonsfelter og er fornøyd med å servere de første rekker om igjen og om igjen, mens de unådde folkeslag i de bakre rekker aldri har fått en smule.
Da er mennesket fornøyd med å leve et avstumpet liv som bare utgjør en brøkdel av Guds tiltenkte potensiale for den enkelte.
Goliat gjør at vi legger listen for lavt, så mange av livets muligheter går tapt.
Goliat gjør at et enormt potensiale blir liggende ubrukt.
Goliat gjør oss til negative umulighetstenkere som ikke en gang forsøker på å utnytte ressursene, verken i oss, i verden omkring oss, eller i Gud.
Vårt liv blir begrenset og «forkrøplet» av Goliat. Når Goliat vinner slaget - vinner han som regel uten kamp.
KAPITTEL 3 STØRRE ENN GOLIAT
Men en dag kom David til Terebinte-dalen der Goliat rådet gnmnen til tross for ritualene. Der var det stillstand, stagnasjon, frykt og lammelse, bare på grunn av synet av og tanken på Goliat.
Noen måneder tidligere hadde David opplevd Guds Ånds salvelse over sitt liv. Det skjedde da profeten Samuel salvet ham i hans fars hus i Betlehem. Bibelen forteller: «Og Herrens Ånd kom over David fra denne dagen og siden». (l.Sam.16: 13) Gud hadde utvalgt David framfor hans seks flotte og høye brødre, og sagt til Samuel: «Jeg ser ikke på DET MENNESKET SER PÅ. FOR MENNESKET SER PÅ DET YDRE. men Herren ser på hjertet.» (l.Sam.16:7) David hadde en annen INDRE INNSTILLING I SITT HJERTE. HANS HJERTE REGNET MED GUD, og ikke de ytre omstendighetene. Han så mer enn det menneskene ser på.
David var en mulighetstenker - en mann etter Guds hjerte.
David hadde beseiret Goliat flere ganger før han kom til Terebinte-dalen, fordi hans hjerte regnet med Guds ressurser, Guds muligheter og Guds trofasthet.
Flere ganger tidligere hadde han stirret Goliat like inn i øynene, beseiret ANGSTEN, REDSELEN OG FRYKTEN, og gått til angrep på både løve og bjørn som tok sauer fra hans hjord.
Som den unge hyrden han var, hadde David lært livets største sannhet: «Når Herren er min hyrde, da mangler det meg ingenting.» (Salme 23: I) David hadde forstått at «HAN SOM ER I OSS ER STØRRE ENN HAN SOM ER I VERDEN.» (l.Joh.4:4) David bar i sitt hjerte synet, visjonen og drømmen om HAM som er større enn Goliat.
Når David kommer til Terebinte-dalen holder Israels hær på med sitt daglige ritual. De regner seg selv som en ekte hær, selv om de er lammet og trell bundet av frykt for Goliat. De fylker seg og oppløfter krigsropet og holder møte som vanlig, men har ingen planer om angrep på grunn av motløsheten som lammer dem.
David ser Goliat komme fram foran filistrenes fylkinger. Han lytter til Goliats ord. Han ser hvordan kjempen nIver med brynje, hjelm, lanse og sverd - 3,25 m høy. Han hører Goliats spottende og talende ord. Han ser også at «alle Israels menn flyktet for Goliat da de så ham, og var meget redde.» (l.Sam.17:24) David ser og hører i det ytre akkurat det samme som alle de andre hører og ser.
Allikevel, når han stirrer Goliat like inn i øynene, ser han noe mer enn det de andre ser. David ser Guds skinnende muligheter.
David har lært: «Med Goliat er en arm av kjød, men med oss er Herren vår Gud. Han skal hjelpe oss.» (2.Krøn.32:8)
Derfor ser ikke David på DET SOM MENNESKET SER på. David ser høyere opp. Han ser: GUD ER MED OSS!
Bibelen sier: «Er Gud for oss, HVEM kan da være imot oss.» (Rom. 8:31) Med sitt indre blikk testet på Gud og hans muligheter og hans trofasthet, blir Goliat mindre for David for hvert minutt som går.
Han sier: «Hvem er han vel denne uomskårne filisteren, som våger å håne den levende Guds hær.» (1.Sam.17:26)
Men Davids eldre bror Eliab, som aldri har forstått Davids syner og drømmer om Guds storhet og trofasthet, oppfatter ikke Davids TILLIT til Gud, men tror det er overmot.
Eliab oser av sjalusi, misunnelse og forakt. Han var trolig en ledende skikkelse i kraft av sin fars ætt. Som den eldste av Davids brødre, burde han ha tatt initiativet mot Goliat, og ikke David som var den yngste.
Men Eliab er heller ingen MULIGHETSTENKER med en POSITIV TRO OG POSITIV INNSTILLING.
Når han aner Davids store drømmer om seier på grunn av Guds muligheter, fnyser han foraktelig.
MULIGHETSTENKERE OG MENNESKER MED POSITIVTRO HAR MERKELIG NOK ALDRI BLITT VERDSATT HER I VERDEN. DE HAR ALLTID BLITT KRITISERT OG MOTARBEIDET AV DEM SOM BURDE HA TATT INITIATIVET.
Dette gjelder på det sekulære området, så vel som det åndelig området.
Da skotten Alexander Graham Bell (1847-1922) oppfantt telefonen, og påstod at han kunne tale gjennom en tråd fra en by til en annen, lo «de etablerte» av ham, mens hans egen familie mente han burde legges inn på sinnssykehus.
Amerikaneren Thomas Alva Edison (1847 - 1931), den store oppfinner, som oppfannt glødelampen og mange andre ting som vi i dag tar for en selvfølge, ble sett på som en raring av datidens eksperter.
Likeså ble den polskfødte Madame Marie Curie (1867 - 1935) sett på med forakt av datidens etablerte vitenskapsmenn, da hun var på sporet etter, og oppdaget radium. Men senere fikk hun nobelpriser i fysikk 1903 og kjemi (1911) for sine store oppdagelser.
Italieneren Guglielmo Marehese Marconi (1874-1937) fikk nobelprisen i fysikk i 1909 for oppfinnelsen av radioen og den trådløse telegraf: Men også han opplevde først motstand av «de etablerte», samt av sin egen familie som trodde han var blitt gal, fordi han påstod at han, lik Alexander Graham Bell kunne tale fra en by til en annen - men nå uten en tråd.
Når du blir en mulighetstenker, som David, vil du alltid møte en surmaget Eliab.
Da William Carrey talte brennende om å begynne misjon blant hedningtolkene, ble han brutalt korrigert av en av Englands kirkeledere som sa foraktelig: «Sett deg ned unge mann. Vil Gud frelse hedningene så gjør han det uten både min og din hjelp!» Alle mulighetstenkere fra Paulus til Martin Luther, fra John Wesley til Hans Nie1sen Hauge og fra Billy Graham til David Yonggi Cho har fått samme behandling av dem som burde ha tatt initiativet, men som var fornøyd med det etablerte.
Disse har blitt kalt for «vranglærere, sektlærere, en pest, forførere, overmodige» og mye mye annet av deres samtids Eliab'er, som selv burde ha gjort jobben.
Derfor må du ikke bli forundret og redd for Goliat, om du som mulighetstenker, møter kritikk og motstand fra dem som burde ha tatt initiativet, enten det gjelder arbeid, forretning, industri, misjon, evangelisering, kirkeliv, eller vanlige dagligdagse gjøremål.
Gjør da som David. Slapp av. Ikke svar på kritikken, og krev ikke noe av andre. Krev bare av deg selv, og ha det rette motiv.
Jeg har aldri noen gang satset på noe som var Gudvillet, og som senere viste seg å være til Guds ære og til velsignelse for mange mennesker, uten at jeg har blitt angrepet og kritisert for det av etablerte kristne ledere.
Da vi startet Logos Forlag og begynte å gi ut billige kristne pocketbøker for masse-spredning, fikk vi ikke bli med i Den Kristne Forleggerforeningen fordi våre bøker var for billige.
Da vi begynte å kopiere og selge talekassetter fra stevner og møter, for å spre Guds Ord, som folk kunne ta med hjem etter møtet, kalte mange kristne ledere oss for «kommersielle» .
Da jeg bygde Troens Bevis Bibel & Misjons Institutt, samtidig som vårt misjonsarbeide utvidet seg til stadig flere land, skrev gårsdagens pinseledere en «Hvitbok» imot meg med 54 sterke anklager, hvorav nr. 1 var at jeg ikke trodde at Bibelen er Guds Ord.
Da jeg var med og førte fram den karismatiske fornyelsen i Norge i begynnelsen av 1970-tallet, kalte konservative lutherske ledere meg for «vranglærer og svermer».
Rekken av eksempler kunne gjøres mye lengere.
Disse Eliab-røstene har stilnet etter hvert, og i dag har mange fra disse kretser blitt vidunderlige samarbeidspartnere utfra sine «båtlag».
Men ennå hører jeg av og til Eliab.
For ikke lenge siden kalte en generalsekretær meg tor «vranglære», mens en annen opplyste til pressen: «Aril Edvardsen går imot kirkebyggende virksomhet. Han har lagt opp til en kampanjeprofil der det etablerte menighetsliv er underordnet.» Og dette sies om en evangelist som alltid holder kampanjer på innbydelse fra, og i samarbeide med «etablerte menigheter», og som bare bruker 1% av Troens Bevis' årlige misjonsbudsjett til sine kampanjer. Mine kampanjer har resultert i grunnleggelsen av opp til flere nye menigheter bare som umiddelbart resultat etter en kampanje.
99% av misjonsbudsjettet går til misjonsdriften for å støtte innfødte misjonærer som har bygget tusener av menigheter, til predikantseminar, TV, radio, bibelspredning, bibelskoler og misjon, som satser på og som drives gjennom de nasjonale kirker.
Sier jeg dette tor å kritisere og henge ut disse gode kristne ledere? Nei, absolutt ikke - de har jo selv gått ut og ønsket å offentliggjøre disse synspunkter.
Men alt dette skriver jeg til oppbyggelse og oppmuntring for alle dem som ønsker å bli Guds mulighetstenkere, og ha en positiv innstilling til Gud, livet og omstendighetene.
Da må du regne med hva David opplevde fra Eliab.
NÅR DU TAR INITIATIVET I TRO, MÅ DU REGNE MED Å BLI MOTSAGT OG KRITISERT AV DEM SOM IKKE HAR ELLER TAR INITIATIVET.
~
Dersom Goliat skal overvinnes er det ikke nok å være tilfreds med gamle tradisjoner og ritualer, og være redd for FORANDRING. Da må du være villig til å la «gamle hellige kuer dø», og våge å satse på nye muligheter. Alle veier og muligheter er ikke utprøvd ennå. Verden er i forandring. Det vil alltid komme nye metoder og nye muligheter til å kunne gjøre tingene bedre.
Derfor roper jeg til den nye generasjon: HOLD ALLTID DØRENE ÅPNE!
David ser Goliat inn i øynene. Han er realist, derfor tror han på mirakler.
David sier til kong Saul: «INGEN MÅ MISTE MOTET PÅ GRUNN AV GOLlAT. Din tjener vil gå og kjempe med denne filisteren.» (l.Sam.17:32) David vet at Goliat er ANGSTEN, REDSELEN, OG FRYKTEN.
ANGSTEN FORAT GUDS LØFTER IKKE SKAL HOLDE.
REDSELEN FOR Å SATSE OG SÅ MISLYKKES.
FRYKTEN FORAT GUD SKAL SVIKTE I PRØVENS TID.
ANGSTEN FOR FORANDRING.
FRYKT FOR Å PRØVE NOE NYTT.
David vet at bare TROEN PÅ GUDS MULIGHETER,TROEN PÅ GUDS TROFASTHET, TROEN PÅ GUDS LØFTER, TROEN PÅ GUDS NÆRVÆR I PRØVENS STUND kan beseire Goliat.
Han vet: «Gud gav oss ikke MOTLØSHETS ÅND, men krafts og kjærlighets og sindighets ånd.» (2.Tim.l :7) Goliat uangrepet, skaper motløshet.
Hvis man bare ser Goliat, og ikke han som er større enn Goliat, gir man opp uten kamp.
Goliat, sett på slik bare mennesker ser, ødelegger TROEN.
Men ser man på Goliat i lys av Guds muligheter, Guds trofasthet, Guds omsorg og Guds inngripende kjærlighet, KOMMER TROEN.
FOR DA SER MAN HAN SOM ER STØRRE ENN GOUAT.
VED Å BESKUE HAM OG HØRE HANS ORD, KOMMER TROEN SOM SEIRER OVER VERDEN OG DJEVELEN.
TROEN KOMMER AV Å SE PÅ GUDS MULIGHETER.
TROEN KOMMER AV Å TELLE GUDS LØFTES1JERNER.
TROEN KOMMERAV Å REGNE MED GUDS RESSURSER.
TROEN SOM VIRKER UNDER.
TROEN SOM FLYITER FJELL.
TROEN SOM GJØR DET UMULIGE MULIG.
TROEN PÅ EN UBEGRENSET GUD.
TROEN PÅ JESUS, UNDERGJØREREN.
TROEN PÅ EN ALLMEKTIG HJELPER.
Bibelen sier: «SÅ KOMMER DA TROEN AV FORKYNNELSEN (AV GUDS LØFTER) SOM EN HØRER, OG FORKYNNELSEN SOM MAN HØRER, KOMMER VED KRISTI ORD.» (Rom. l O: 17) TROEN KOMMER AV Å HØRE, TENKE OG SE FOR SITT INDRE BLIKK, HVA GUD HAR LOVET I SLIT ORD.
TROEN KOMMER AV Å HØRE, TENKE OG SE PÅ GUDS MULIGHETER OG GUDS RESSURSER SOM HAN HAR LOVET TIL vÅR DISPOSISJON.
Derfor, lær av David når han møter Goliat og går til angrep på ham:
Han ser opp mot himmelen og teller løftestjerner.
HAN SER HAN SOM ER STØRRE ENN GOLlAT.
KAPITTEL 4 MENNESKER ETTER GUDS HJERTE
Bibelen kaller David for «MANNEN ETTER GUDS HJERTE». (Ap.gj.13:22) La oss se på hva det er å være menn og kvinner «etter Guds hjerte» - dvs. ;1 ha den rette hjerteinnstilling. Kong Saul, som bare ser Goliat og Davids ytre, sier til David:
«DU KAN IKKE gå mot denne filisteren og kjempe med ham. Du er ung og han er en krigsmann fra sin ungdom av.» (l.Sam.17:33)
«DU KAN IKKE!» Hvor mange tusener av barn, unge og voksne har ikke blitt programmert til å bli umulighetstenkere med disse ordene: «DU KAN IKKE! DU KLARER DET ALDRI. DET GÅR IKKE!» JANTELOVENS «DU MÅ IKKE TRO AT DU ER NOE»«DETTE KLARER I ALLE FALL IKKE DU», ER OFTE DAGLIGLIVETS NASJONALSANG SOM DAGLIG BLIR SUNGET, OG PROGRAMMERER SKARER I DE TUSEN HJEM.
Men David «teller» løftestjernene. Han «synger» en annen nasjonalsang. Han vet han kan fordi Gud er med. Helt fra barndommen har han latt seg programmere av Guds Ord og løfter. Nå gir denne programmeringen resultater.
Bibelen forteller:
«Men David svarte Saul: Din tjener gjette småfeet for sin far. Kom det da en løve eller en bjørn og tok en sau fra hjorden, da sprang jeg etter den og slo den og rev sauen ut av gapet på den. Og reiste den seg så imot meg, tok jeg den i skjegget og slo den og drepte den.
Både løve og bjørn har din tjener slått i hjel. Og det skal gå denne uomskårne filisteren som en av dem, fordi han har hånet den levende Guds hær.
Så sa David: Herren, som har fridd meg av løvens og bjørnens vold, han skal også fri meg av denne filisterens vold.» (1.Sam.17:34-37)
Vi mennesker er flinke til å holde vårt fysiske legeme og vårt ytre i orden. Rutinemessig og progråmmessig trimmer vi, slanker, trener, barberer, sminker, klipper hår og negler, og tar vare både på vår legemlige form og vårt personlige utseende. Men mange glemmer at VÅRT INDRE også må PROGRAMMERES OG TRENES til å TENKE RIKTIG.
Skal vi bli fri negative og vantro umulighetstanker, som vi har arvet frå vår falne natur, understøttet av dagliglivets jantelov frå barndommen av, må vi progråmmere oss og tylle oss med positive tanker og mulighetstenkning.
Det finnes egentlig kun 2 slags mennesker på jorden:
Umulighetstenkere og mulighetstenkere .
Mulighetstenkerne er «menn og kvinner etter Guds hjerte».
Bibelen forteller i alle bøkene om disse to mennesketyper.
Også historien viser klart at det finnes to slike rnennesketyper.
Bibelen lærer at det finnes to poler i universet - troens ånd og vantroens ånd - positiv innstilling og negativ innstilling.
Industri, arbeid, forretning, oppfinnelser, oppdagelser og innsatser på alle andre områder i livet, viser at disse to mennesketyper finnes.
De fleste av de som lykkes i livet på de forskjellige fronter kom fra umulige og vanskelige situasjoner. Ingen ting lå til rette for dem, men de lykkes fordi de var mulighetstenkere.
Mange av de som arvet suksessfulle bedrifter og fikk alt opp i hendene frå foreldre eller besteforeldre, ruinerte ofte på kort tid, det som deres forfedre fra enkle kår hadde bygd opp.
Mulighetstenkere stemmer alltid sitt indre - av og til uten å vite det - inn på Skaperens frekvens der all KREATIVITET utløses:TROEN.
Mulighetstenkning og positiv livsinnstilling fungerer både for kristen og ikke-kristen, fordi DETTE ER SKAPERENS BØLGELENGDE, HAN SOM ALLE KREATIVE KREFfER KOMMER FRA.
Tro og positiv tenkning gjør det umulige mulig, fordi livet da stilles inn på Guds frekvens, der universets ressurser og muligheter finnes.
Også vitenskapen har etter hvert forstått at TRO OG POSITIV TENKNING er den viktigste egenskap i et menneske.
En undersøkelse som ble gjort ved et av USAs ledende universitet viste at fire ting er gmnnlaget for at et menneske skal ha fremgang og lykkes i livets oppgaver.
Professor dr. Kermit W Lueck, som ledet undersøkelsen forteller at disse fire ting er :
1. IQ - dvs. intelligens.
2. Evner (medfødte talenter).
3. Utdannelse, opplæring.
4. Innstilling, forestilling, holdning.
Professor Lueck forteller at undersøkelsen viser at de tre første til sammen - dvs. IQ, evner og opplæring bare utgjør 7% av årsakene for at man lykkes. Hele 93% av grunnlaget for at mennesker lykkes i livets oppgaver kommer av innstillingen, dvs. forestillingen og holdningen innvendig. Det er hjerteinnstillingen - dvs. troen og den positive innstilling som teller mest.
TROEN ER DRIVKRAFTEN I LIVET Jesus sa: «Alt er mulig for den som tror.» (Mark.9:23)
Bibelen forteller at aIt er blitt til VED TRO.
En gang fantes det INGENTING av det synlige i vårt univers - bare Gud, han som er TROENS OPPHAVSMANN OG FULLENDER. (Hebr.I2:2) AV INGENTING BLE ALT TIL.
FANTASTISK!
Ut fra Guds kreative tanker steg det opp EN SKAPENDE KREATIV SUPERTANKE - EN POSITIV IDE, EN TROENS MULIGHETSTANKE.
GUD TENKTE, TRODDE, PLANLA, VISUALISERTE I SINE TANKER om at det skulle bli et vidunderlig univers med en underfull jord som myldret av liv, farger og lyd.
GUD - hvilken FANTASTISK REALITET GUD - hvilken SKAPENDE ENERGI.
GUD - hvilken KRAFT MIN GUD. DIN GUD. VÅR GUD.
Gud, han som elsker oss, og vil beskytte oss, og stiller sin, kraft til vår disposisjon f()r å kunne møte livets problemer og oppgaver.
GUD - DEN OPPRINNELIGE OG HØYESTE INTELLIGENS.
GUD - VIBRERENDE KJÆRLIGHET OG KRAFT SOM ER ALLESTEDSNÆRVÆRENDE.
GUD - han som var før alle ting.
GUD - HAN SOM ALLTID VAR, ER OG BLIR JHWH (Jehova) - DEN SELVEKSISTERENDE SOM ÅPENBARER SEG SELV.
Gud skapte.
DEN FØRSTE STORE MULIGHETSTANKE EKSPLODERTE I ETT ORD.
Positiv tro - Guds positive tanker materialiserte seg.
GUD TALTE TROENS ORD.
HAN TALTE, OG DET SKJEDDE! HAN BØD, OG DET STOD DER! (Salme 33:9) ALT BLE TIL AV INGENTING.
Atomer, kjemikalier, molekyler, gener, DNA.
Luft, lys, vann, hav, jord, urter, gress, trær.
Fisk, fugler, dinosaurer.
Krypdyr, pattedyr, mennesker.
Bibelen sier: «VED TRO skjønner vi at verden er skapt ved Guds Ord, så det en kan se, ikke er blitt til av det synlige.» (Hebr.11:3)
Det høyeste vesen Gud skapte var mennesket. MENNESKET ble skapt i «GUDS BILDE - I HANS LIGNELSE» - forskjellige fra alle andre skapninger.
Alle andre skapninger ble programmert med fastlagte instinkter. De kan ikke fantasere, visualisere, velge, Uttenke, planlegge, skape - ei heller fatte, ane og tro på Gud.
Bare MENNESKET ble skapt til å TENKE, VISUALISERE, PLANLEGGE, SKAPE, KREERE. BARE MENNESKET KAN TA VALG OG AVGJØRELSER, TENKE POSITIVT ELLER NEGATIVT, BLI EN UMULIGHETSTENKER ELLER EN MULIGHETSTENKER.
BARE MENNESKET KAN VELGE Å TRO ELLER VÆRE VANTRO - VELGE Å TENKE POSITIVT ELLER NEGATIVT.
Hvorfor? Fordi mennesket er den eneste skapning som Gud ikke FERDIG PROGRAMMERTE MED MEDFØDTE INSTINKTER. MENNESKET ER DEN ENESTE SKAPNING PÅ JORDEN SOM HAR MULIGHETER FOR Å LÆRE, TENKE, FILOSOFERE, FANTASERE, SKAPE, UTDANNE OG UTVIKLE SEG OG PROGRAMMERE SEG SELV
Dyrene ble skapt ferdig programmert med fastlagte instinkter.
En fugl blir aldri bedre til å synge enn det første kvitter den kvitrer. Den kan ikke lære melodier utover sine instinkter.
En apekatt eller en hund kan trenes opp til stakkato repeteringsrutiner når den belønnes eller straffes, ut fra sine instinkter, men den kan ikke skape noe selv, som å hugge ut en vakker skikkelse aven stein.
Ei heller kan en løve tenke ut og lage meksikansk gryte eller en kinesisk sursøt rett av viltet den nedlegger.
Bare mennesket kan lære, utvikle seg hele livet igjennom, uttenke, fantasere, og skape. Alt dette skjer i menneskets INDRE VERDEN, som dyrene ikke har. Vår indre verden er GUDSBILDET lOSS, GUDS LIGNELSE I OSS, som har evnen til å fantasere, visualisere, uttenke, skape og kreere.
Et barn blir ikke født FERDIG I SIN INDRE VERDEN, slik dyrene gjør med sine instinkter.
Her er det AT millioner av mennesker tar feil, og gjør livets største mistak. Derfor tar de ikke kontroll over hva de programmerer sin indre verden med, slik de f.eks. tar kontroll over å trimme og skjøtte sitt legeme og sitt uto seende.
Med det samme et barn er født begynner DEN VIKTIGE PROGRAMMERING AV HVERT MENNESKES INDRE VERDEN - TROEN.
Man programmeres av foreldre, lekekamerater, omgivelsene, hva man ser, hører og leser, av skole, presse, kirke, politikk, religion, filosofi osv.
Vi kan selv velge om vi vil trimme, slanke, trene og ta vare på vårt legeme.
Vi kan på samme måte velge hvordan vi vil trimme, trene og programmere vår indre verden.
Vårt indre er som en datamaskin som programmeres.
Slik vi programmerer vårt indre slik blir vårt indre;
dvs. VÅR TRO OG LIVSINNSTILLING.
Alle mennesker kan programmeres TIL TRO, POSITIV TENKNING OG MULIGHETSTENKNING eller TIL NEGATIV TENKING, VANTRO OG UMULIGHETSTENKNING.
Alt beror på hva du putter inn i din underbevissthet.
Gud har skapt alle med en sjette sans i vårt indre som heter TRO - dvs. evnen til å tenke positivt. Bibelen forteller at ENHVER AV OSS HAR FÅTT ET MÅL AV TRO. (Rom.12:3)
Bibelen sier: «MED HJERTET TROR EN.» (Rom. 10:10).
Her er det hjerteholdningen og hjerteinnstillingen som teller.
Bare MENNESKET av alle jordens skapninger kan lære Gud å kjenne, kan bli en Ånd med Ham, kan tro på Guds makt og stole på Guds hjelp i livets situasjoner.
Og bare TRO PÅ GUD OG HANS TILGJENGELIGE VILLIGE HJELP, HANS RESSURSER OG MULIGHETER, KAN BESEIRE GOLlAT, fordi troen berører Guds Allmakt.
La derfor aldri noen ta PROGRAMMERE deg med NEGATIVE TANKER OG UMULIGHETSTENKNING slik Saul prøvde å få Davids tanker inn på da han sa:
«DU KAN IKKE!» Alt for lenge, og alt for mye har vi blitt negativt programmert i vårt indre - av slektninger, av venner, av samfunnet, av religionen, av omgivelsene, av janteloven - AV GOLIAT
Tiden er kommet til å lære av verdens største mulighetstenker, som sa: «AIt er mulig tor den som tror!» Tiden er kommet til å se på mulighetene og ressursene istedentor å bare se på Goliat.
Tiden er kommet til å regne med Gud i livets situasjoner.
EN NY GENERASJON REISER SEG.
Denne nye generasjon er utvalgt for det Bibelen kaller «INNHØSTNINGEN VED TIDSALDERENS ENDE.» (Matt. 13:38-39) Hør Herrens Ord - du nye generasjon:
Tiden er kommet til å fyIIes med GUDS ORD OG GUDS LØFTER, slik at enhver umulighetstenker blir forvandlet ved GUDS LEVENDE ORD til å bli EN MULIGHETSTENKER. Bli som David - menn og kvinner etter Guds hjerte.
Programmer ditt indre med Jesu egne ord - han som er verdens største mulighetstenker. Du får da den rette indre innstilling og blir en positiv, troende, livsbejaende mulighetstenkere - dvs. ET MENNESKE ETTER GUDS HJERTE.