Lidt om tidens løbende debatter, som jeg tror stadig har relevans

Kirkefolk har ikke magt til at slukke helvede

10. apr 2008 Det er et gennemgående problem i visse dele af protestantisk teologi, at man har svært ved at acceptere mysteriet og derfor forsøger at ”modernisere” det, skriver katolik Kirsten Kjærulff


Citat fra Norsk Oase
(Fra OASE nr 03 08)

Her er vi midt inne i den misjonale tenkning og handling som en karismatisk kristendom må være preget av. Gud møter oss, fyller oss med sin Ånd for å sende oss til verden. Uten denne åndelige erfaring og personlige møte med Gud, blir det ingen forandring. Oase har fått et kall inn i dette. Vårt budskap har gjennom alle år vært: «Bli fylt av Ånden». Nå er det tid for å ta karismatikken, åndsfylden, ut på gatene, inn på arbeidsplassene, inn i politikken og media. Og dette skjer gjennom mennesker som har hatt et personlig, radikalt møte med den levende Gud midt i vår tid, midt i våre liv.

Oase har allerede begynt å arbeide målrettet mot dette. I disse dager samler vi mennesker fra ulike sammenhenger som har fått del i den samme visjon.

En målrettet bevegelse med hensikt å utøve innflytelse på alle områder av samfunnslivet. Det begynner med det enkle budskap: Bli fylt av Ånden!

Gud blev ’kendt’ i 2008 
I hvert fald hvis man skal tro danske medier. Her optrådte ordene Gud, Jesus og Helligånden fem gange så ofte som for 10 år siden. Ekspert kalder det ”religionernes genkomst”.

Religion kommer igen, fordi videnskab og velstand er ikke nok for danskerne, vurderer konsulent Mogens S Mogensen.
Gud er kommet på dagsordenen for at blive - uanset hvor meget man vil fjerne ham fra det offentlige rum. Artikler, hvor Gud, Jesus og Helligånden optræder, er femdoblet de sidste 10 år.
 
Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet Søndag Morgen har foretaget i Infomedia, en database over 498 danske blade, aviser og nyhedsbureauer.

Markant stigning

Den mest markante stigning er de første fem år, fra 1998 til 2003. 
Hvor Gud kun nævnes 3893 gange i 1998, nævnes han fem år senere 10.573 gange. Gud nævnes derefter 17.646 gange i 2008.
- At Gud, Jesus og Helligånden optræder langt hyppigere i medierne i dag end for 10 år siden kan forklares med, at vi i disse år oplever en slags religionernes eller religionens genkomst, siger ph.d. og ekstern lektor Mogens S. Mogensen. 
Det er kun ganske få gange, ordet Allah optræder sammen med ordet Gud - 5 gange i 1998, 11 gange i 2003 og 26 gange i 2008. 

Firedobling på fem år

Jesus nævnes 1597 gange i 1998 mod 5533 gange i 2003 og videre 9532 gange i 2008. Det er næsten en firedobling de første fem år, mod knap en fordobling de sidste fem år.
Helligånden optræder ikke så ofte i avisernes spalter, kun 267 gange i 1998, 874 gange i 2003 og 1697 gange i 2008. Det er mere end en tredobling de første fem år, mod en fordobling de sidste fem år.
- Religionssociologernes forudsigelser i 60’erne om, at den fremadskridende modernitetsudvikling automatisk ville føre til en udgrænsing og efterhånden bortfald af religion, har vist sig at slå fejl, mener Mogens S. Mogensen. 

Videnskab ikke nok

- At materiel velstand og videnskab nok er vigtige for mennesker, men ikke kan tilfredsstille menneskers længsel efter mening, ses i disse år tydeligt i forbindelse med religionens betydning. Ikke bare i menneskers private rum, men også i det offentlige rum - og dermed også i medierne.
Tilføjet til udfordringen.dk: 14.01.2009, 22:46 
Artiklen bragt i Udfordringen uge 3/2009

27. januar 2009

Er Hamas af samme skuffe som Taleban?

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal mene, men den 23. januar 2009 kunne man læse en ret så åbenhjertig kronik i Jyllands Posten af virksomhedskonsulent Poul Højlund fra Kjellerup. Døm selv og vurder selv. Har han ret, har vi med en umenneskelighed af dimensioner, som trodser enhver beskrivelse at gøre.
Niels Peder Nielsen

Kronik: Støt palæstinenserne, støt Israel
POUL HØJLUND konsulent, Kjellerup

Offentliggjort i JP 23.01.09 kl. 20:20

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side, skriver Poul Højlund.

Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.

En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.

Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.

Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.

Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.

Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.

Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?

Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der »jo altid er ballade i Mellemøsten«. Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at »Israel er skurken«. Intet turde være en større løgn.

Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.

Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-”journalister”. Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.

De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.

Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.

Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.

Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.

Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.

Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?

Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.

Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?

Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.

Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?

Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.

Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.

Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?

Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?

Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige ”fredsdemonstrationer” entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.

Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.

Billede

Almindelige mennesker bliver mere og mere optaget af åndelighed, men det kniber med interessen for Helligånden. Derfor skal kirken skal gøre tidens nye åndelighed kristen, mener 73-årige dr.theol. og ekspert i åndsteologi Anne Marie Aagaard, Århus.
Læs hendes tanker HER


Læs HER om Mærsk koncernens leder Mærsk Mc-Kinney Møller og hans forhold til kirken


En god bøn:


På væggen i Santa Chiara kirken i Assisi (Kirken, som er bygget til ære for den hellige Franz af Assisi, og som vi besøgte sidste år 2007) står følgende tankevækkende bøn på væggen:

O, alto e glorioso Dio!
O, høje og ærværdige Gud!
Illumine le tenebre
Oplys mørket
Del cuore mio
I mit hjerte!
Dammi una fede rette
Giv mig en ret tro,
Speranza certa e umilita profunda
Et fast håb og en dyb ydmyghed!
Dammi Signore
Giv Mig, Herre,
Senno e discernimento
Sans og indsigt
Per compieri la tua vera e santavolonta
Ved at fuldføre din sande og hellige vilje
San Fransiscus


 

Bøn hjalp mod frygten
Dronning Margrethe folder sine hænder, når flyet letter.
For Dronning Margrethe er et flysæde blevet et godt sted at søge Gud.
 
Ikke blot fordi hun rent fysisk nærmer sig det himmelske. Men fordi en sejlivet flyskræk i årevis har været hendes tro rejsefælle.
I 36 år har hun været passager i adskillige flytyper og hadet det omtrent hver eneste gang. Det fortæller hun ifølge BT (billedet). 
- Jeg led virkelig af flyskræk. Blot jeg lugtede flybenzin, fik jeg sodavand på håndryggen, fortæller hun og beretter samtidig, hvordan hun fik bugt med angsten.
- Jeg fik hjælp ved at bede, fortæller hun.
- Jeg har ikke en præcis måde at benytte bønnen på. Men jeg gør det i tide og utide, lyder det åbenhjerteligt fra majestæten, der dog kun en enkelt gang har haft grund til ængstelse på sine rejser. Det skete i 1991, hvor hun befandt sig i en helikopter, der måtte nødlande på grund af en teknisk fejl.
Foruden at slippe af med sin skræk, er hun derfor taknemlig over de mange flyveture, hvor Gud har hjulpet hende sikkert ned fra det himmelske til det jordiske plan.
levi
Tilføjet til udfordringen.dk: 28.11.2008, 13:52 
Artiklen bragt i Udfordringen uge 48/2008

 – Folkekirken er Guds, og mission er simpelthen kernen i kirkens opgave, fastslår Viborg-biskoppen.

Læs Karsten Nissens opgør med den "stille" kirke HER



HER
 kan du se den forunderlige historie om en far, der på sin søns vegne vinder en Ironman


Situationsrapport fra Israel: Krigen i Gaza rammer hele Israel

Udfordringens tidligere journalist studerer i Israel, hvor krigen i Gaza præger hverdagen.

Af Levi Giversen

Her sner det kun med kassam raketter.

Det er skræmmende, siger Maria Søgård om de tusinder af israelske familier, der må sende deres mænd i krig i Gaza.

Den tørre konstatering kommer fra Maria Søgård, der som et led i sin uddannelse som journalist har valgt at kvitte den danske vinter for at tage sit fagspeciale på Hebrew University i Jerusalem.

Kommentaren hentyder til, at Hamas siden nytår har optrappet sine raketangreb mod det sydlige Israel. Hvilket er baggrunden for Israels invasion af Gaza.

Selvom den militære offensiv ikke direkte berører Jerusalem, sætter den spændte situation alligevel sit præg på Israels uofficielle hovedstad.

Opmærksom på terror

I nyhederne tales der ikke om andet, ligesom Universitetet har frarådet de studerende at færdes i Østjerusalem og i den gamle bydel, fortæller den 28_årige kvinde, der dog anser risikoen for eventuelle terrorangreb i den vestlige bydel for større.

Derfor prøver jeg at være ekstra opmærksom, når jeg kører i bus, tilføjer hun.

Risikoen for at krigshandlingerne i Gaza skal blive fulgt op af terroraktioner andre steder i Israel, er de israelske myndigheder da også opmærksomme på. Således lukkede Israel grænsen til Vestbredden umiddelbart efter, at de første skudvekslinger i Gaza fandt sted, ligesom yngre mænd blev forment adgang til fredagsbøn på Tempelpladsen.

Medfølelse fremfor frygt

Maria Søgård, der tidligere har læst mellemøststudier i Israel og arbejdede som volontør for Israelsmissionen under intifadaen i 2001, er da heller ikke utryg ved at opholde sig i Israel.

Israel har mange års erfaring med at fange potentielle selvmordsbombere og andre terrorister, så jeg tror, landet til dagligt er mindst lige så sikkert, om ikke mere, som mange andre lande, påpeger hun og tilføjer, at hendes medfølelse for civilbefolkningen fylder mere end hendes frygt.

Mens mine studier ikke er påvirkede af situationen, er alle undervisningsinstitutioner i Beer Sheva og andre steder sydpå lukkede, konstaterer den danske studerende.

Tusinder indkaldes

Maria Søgård har en bofælle, der under sin militærtjeneste indgik i kamptropperne. I takt med, at landoffensiven tager til, er han i stor risiko for at blive sendt i krig.

Siden optrapningen af konflikten for et par uger siden er tusindvis af reservister blevet indkaldt til militæret. Derfor er den danske studerende hver morgen spændt på, om han er forsvundet i nattens løb.

Det er sket for mange andre, men endnu ikke for ham. Det er lidt skræmmende, at almindelige mænd bliver revet ud af deres hverdag for pludselig at blive smidt ind i en krig, de hidtil kun har oplevet via tv, erklærer Maria Søgård og peger på, at netop dette aspekt bringer krigen tæt på mange familier i Israel.

Generelt er opbakningen til den militære indsats stor. Folk har længe ventet på, at Israel skulle reagere på raketangrebene fra Hamas. Men jeg tror, de fleste havde håbet, problemet kunne løses udelukkende via luftangreb.

At sende landtropper ind i Gaza betyder mange flere døde israelske soldater, og det er man selvfølgelig ikke særligt interesseret i, fortæller hun og nævner den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, der har været holdt fanget i Gaza i snart tre år, og hvis skæbne stadig er uvis.

Bliver trods krigen

Maria Søgård understreger, at hun på intet tidspunkt har overvejet at rejse hjem før tid. Tværtimod var målet for hendes mellemøstlige afbrud fra journalisthøjskolen i Århus netop at tilegne sig en større baggrundsviden om det lille land, der fylder så meget i mediebilledet.

Det sidste semester gennemfører hun dog i Danmark.

Til den tid "sner" det forhåbentligt ikke længere. Heller ikke i omegnen af Gaza.

Hamasregimet i Gaza brød efter nytår våbenhvilen med Israel og optrappede sine raketangreb mod den israelske civilbefolkning. Israel har svaret igen med en storoffensiv.

Tilføjet til udfordringen.dk: 14.01.2009, 22:46

Artiklen bragt i Udfordringen uge 3/2009

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk