Kirkefolk har ikke magt til at slukke helvede
”Forestillingen om at ende i helvede er helt irrelevant. Det er en forestilling, som man ikke finder opbakning til mange steder i dag, heller ikke blandt danske præster. Gud har kastet sin kærlighed på os alle, og derfor er der ikke nogen, der ender i helvede.” Sådan lyder Det NYE Glade Budskab fra Roskildebiskoppen Jan Lindhardt.
Men - undskyld lige et øjeblik: Er teologien – altså læren om Gud – noget, som vi – eller præsterne og biskopperne – selv formulerer ud fra en flertalsbeslutning? Hvis det er tilfældet, så er vi virkelig på vej ud i relativismens tågede sump. Hvor er kristendommens absolutte, åbenbarede Sandhed blevet af? Hvor skal vi gå hen for at finde den?
Må vi ikke lige som Peter klamre os til Kristus selv og sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? DU har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige”(Joh. 6,68). Er det ikke Kirkens opgave at formidle Kristi ord, også selv om det er ”hård tale” og mange – lige som i Johannesevangeliet vil gå deres vej ved Jesu uspiselige påstande.
Hvis Jan Lindhardt havde ret i, at ”der ikke er nogen, der ender i helvede”, jamen hvad skal vi så egentlig med Kirken?
Det ser desværre ud til at være et gennemgående problem i visse dele af protestantisk teologi, at man har svært ved at acceptere mysteriet, og derfor igen og igen forsøger at ”modernisere” det og reducere det til noget, der kan rummes inden for modernitetens verdensbillede og den menneskelige rationalitets snævre rammer. Og livet efter døden ER vitterligt et mysterium, som kun kan fattes ”stykkevis og delt”, som Paulus siger. Selv Jesus må beskrive det i billeder og lignelser, fordi vi ikke kan fatte det. Det gælder både Himmeriget og dødsriget.
At fortabelsens mulighed er en realitet, kan der imidlertid ikke herske tvivl om – hvis ellers man tager Bibelen alvorligt – og det gør man vel som god lutheraner? (Sola scriptura?) Ellers gør man jo hele frelseshistorien overflødig. Så er jo Guds Åbenbaring i Kristus, Hans lidelse, død og opstandelse meningsløs.
Lindhardts argument er altså ikke bibelsk begrundet, men bygger på, hvad han og flertallet mener, der er foreneligt med det moderne reduktionistiske verdensbillede. Det er endnu en af de hjemmelavede bortforklaringer, som er med til at forplumre Jesu radikale fordring om omvendelse og efterfølgelse, og som derfor underminerer Kirkens revolutionerende budskab om en helt ny verdensorden, en helt ny begyndelse.
Andre teologer (som alle var - eller stadig er - præster i folkekirken) har villet afskaffe det evige liv, benægte Gud som Skaber, benægte Satans eksistens, afskaffe Jesus som Guds Menneskesøn og sætte spørgsmålstegn ved både korsfæstelse og opstandelse. Det er sådanne udmeldinger, som undergraver Kirkens troværdighed og reducerer kristendommen til en gang slatten humanisme. Ikke så underligt, at mange kirker står tomme!
|
Her har norske Biskop Bondevik mere fast grund under fødderne, når han siger: ”Der findes nogle teologiske realiteter, som hverken biskopper eller ledelsen af et bibelselskab har myndighed til at afskaffe. Mennesket kan vælge Gud fra, og dette har konsekvenser for evigheden”.
Jan Lindhardt har dog sikkert ret i, at Dantes billeder af helvede med ild og svovl er af en karakter, som nutidens mennesker har svært ved at tage for pålydende. Men hvorfor bruger han så ikke sit biskoppelige hyrde- og læreembede til at belære os om, hvad der rent faktisk ud fra Bibelen selv kan siges om fortabelse, om dødsriget og om helvede?
Kirken siger jo ikke, at helvede ser ud præcis som hos Dante, men Jesu tale er klar, når han i Matt 25,41 siger til dem på sin venstre side: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er beredt for djævelen og hans engle. Disse skal gå ind til den evige straf, men de retfærdige til det evige liv.” Det er ikke til at vide, om der er tale om en fysisk ild, men det forfærdeligste er, at man for evigt er skilt fra Kristus og de helliges samfund. Det er at lide alle samvittighedens kvaler og at leve i selskab med Satan, de onde ånder og de andre fortabte. De, der på jorden troede, de kunne leve uden Gud. erkender nu klart, at de kun kan blive lykkelige hos Gud. De forbander sig selv og pines af evig fortvivlelse.
Er helvede så identisk med dødsriget? Indtil Jesu død var dødsriget det sted eller den tilstand, hvor alles sjæle - gode som onde, retfærdige og uretfærdige - kom hen. Det var konsekvensen af syndefaldet. (Jf. Paulus: ”Syndens sold er døden”). Men da Jesu legeme påskelørdag lå dødt i graven, nedfor Hans sjæl til dødsriget, som der står i den apostoliske trosbekendelse, ”og i Ånden drog Han hen og prædikede for de ånder, som var i fængsel,” (1. Peter 3,18-19), dvs. alle de dødes sjæle lige fra Adam og Eva, - ”og Evangeliet blev forkyndt også for de døde” (1. Peter 4,6). I dødsriget besejrer Kristus døden og udfrier de retfærdige døde, ”som vel skulle dømmes på menneskers vis i deres kød” (dvs. i opstandelsen på dommedag) ”men for at de kunne leve på Guds vis i Ånden” (1. Peter 4,6), altså få del i Kristi opstandelse i tidens fylde.
Dødsriget er altså vejen både til helvede og til en ”forgård” til Himlen, hvor sjælen venter på genforeningen med sit legeme og den endelige dom i opstandelsen. Det fremgår bl.a. af Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19), som viser os, at sjælen efter legemets død går til dødsriget, hvor der sker en adskillelse mellem de retfærdige og de uretfærdige. Den rige mand pines, mens den fattige Lazarus er langt borte fra ham ”i Abrahams skød". Jesus taler her om de to forskellige boliger i dødsriget: Et helvede til de fortabte og en ”forgård” til de retfærdige døde. Hvis man én gang i sit hjertes forhærdelse har valgt helvede, er der ingen vej tilbage. I fortællingen siger Abraham: ”Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.” Luk 16, 26)
|
I Matt. 13,41 får vi lidt mere at vide om, hvordan denne adskillelse finder sted. Jesus siger: ”Menneskesønnen vil selv sende sine engle ud for at samle og fjerne fra Hans rige alle, der frister andre til fald, og dem som øver lovløshed, og kaste dem i ildovnen, og der skal være gråd og tænderskæren. Da skal alle de retfærdige stråle som sole i deres Faders rige”.
Også Paulus understreger, at der er de to muligheder: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede – og som alle dør i Adam, skal også alle levendegøres i Kristus” (1. Kor 15) Dog skal ”de, der ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium, straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt. (2. Tess 1, 8) ”Dette er den anden død, ildsøen”, dvs. fortabelsen (Åb 20,14)
Mange steder taler Jesus om fortabelsens mulighed og om helvede, ikke for at skræmme os, men for at advare os og redde os. Han elsker synderne og ønsker at omvende os, mens der endnu er tid. Derfor tjener det ikke Kristi sag at benægte fortabelsens mulighed eller at gøre helvede til en naiv middelalderforestilling ved at iklæde det Dantes billeder.
Gud give os en Kirke, som tør tage Bibelen og Kristi budskab for pålydende i hele dets radikalitet. Ellers vil den snart have gjort sig selv overflødig.
Kirsten Kjærulff, cand.mag. og katolik
Fra Religion 10. april 2008
|
