Dr.theol. og ekspert i åndsteologi Anne Marie Aagaard, Århus.
Af Jesper Fodgaard (KD 5. maj 2008)
I en tid, hvor et ord som spiritualitet er blevet en fast del af danskernes ordforråd, og hvor medier og religionseksperter beretter om en stigende længsel efter åndelige værdier og oplevelser i både fritids- og erhvervsliv, skulle man tro, at den kristne pinse havde udviklet sig til en sand folkefest.
Men sådan er det ikke gået.
For nu at sige det mildt.
Tværtimod viser undersøgelse efter undersøgelse, at de fleste danskere har mere end svært ved at forbinde pinsen med andet end forårsklargøring af hus, båd og have.
Der er nemlig forskel på ånd og Ånd. Og pinsen handler om det sidste.
Det fastslår Anna Marie Aa-gaard, der igennem det meste af sin akademiske karriere og et livslangt kirkeligt engagement har beskæftiget sig med Ånd. Hellig Ånd.
– Man må ikke forveksle åndelighed med Ånd. Når vi taler om Helligånden, taler vi ikke om vores egen åndelighed eller en fornemmelse af det guddommelige. Det handler heller ikke om vores fornemmelse af noget absolut eller et eller andet kosmisk dyb eller noget andet mærkeligt. Vi taler om Gud. Det drejer sig om Gud. Ikke noget andet, understreger Anna Marie Aagaard.
Ifølge den 73-årige dr.theol. er Helligånden ikke et valgfrit appendiks til kristenlivet eller en mere eller mindre mystisk overbygning på kristendommens abc, ligesom det ikke er en forårsfest eller en fejring af de gode og varme følelser mellem mennesker. Pinsen handler ikke om at spise hverken fugl eller fisk, men er selve kernen i den kristne tro og en højtid, der går forud for både jul og påske.
For enhver erfaring af Gud begynder med Helligånd.
– Det er nødvendigt at tro på Helligånden, som er vores adgang til Kristus. Det giver ikke nogen mening at forsøge at leve som kristen i dag, hvis man ikke tror på Helligånden, siger Anna Marie Aagaard, der blandt andet er kendt for at have formuleret mottoet om, at mennesker går ”baglæns ind i triniteten”. Altså at vi møder Gud Helligånd før de to andre personer i den kristne, treenige Gud, nemlig Faderen og Sønnen.
|
Men hvordan vil Danmarks vel nok mest internationalt anerkendte, nulevende ekspert i Helligåndsteologi forklare Helligåndens væsen og pinsens betydning for kristendommen?
Man kan få en mistanke om, at dette interview er flere år for sent ude, da hun indrømmer, at hendes svar på det spørgsmål i dag er anderledes, end det ville have været tidligere.
– Jeg må sige lige ud, at for nogle år siden syntes jeg, jeg kunne besvare det spørgsmål meget bedre, end jeg kan i dag. Jeg synes, jeg ved mindre og mindre om Helligånden, og er blevet mere varsom med mine ord, siger Anna Marie Aagaard.
Men det er selvsagt ikke det ofte omtalte kristne traditionstab, der endelig har ramt også Danmarks store helligåndsteolog. Og man får en overvældende tillid til, at dette interview alligevel kommer præcis i rette tid.
– Jeg tror på den ene side, at det har noget at gøre med alderen og erfaringerne. Efterhånden ved man meget mere om, hvad man ikke ved. På den anden side har det at gøre med en bevidsthed om, at Helligånden fylder så meget, at det er svært at begynde et sted, forklarer hun.
Begyndelsen finder Anna Marie Aagaard nu alligevel. Hun hiver den omhyggeligt frem fra dybet af den tradition, som alle kristne kirker deler, nemlig den nikænske trosbekendelse, som også er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Her omtales Ånden som livgiveren, og netop dette billede får en særlig relevans i dag, hvor få kan skelne mellem ånd og Ånd, mener hun.
– Ånden er livgiveren, og skal man udfolde det billede i dag, så tror jeg, man skal sige noget om, at trods al den brutalitet og død og undergang, der blæser en i møde, hver gang man åbner sin avis eller ser tv, trods al døden, der omgiver os selv, og sygdomme, der grasserer, så lever vi. Og vi har ikke givet os livet selv. Pinsen er en forkyndelse af, at alt liv og alle menneskers liv er Helligåndens gave, siger Anna Marie Aagaard.
– Gud eksisterer ikke bare i fjern ophøjethed, men er menneskets livgiver og samtidig også livsgaven. Det er noget centralt i den kristne tradition, at livsgaven og livgiveren ikke kan skilles ad. Helligånden giver ikke bare noget, men sig selv, forklarer hun.
Og nu skal man et øjeblik holde tungen lige i munden og ikke kigge for meget ned fra de svimlende højder, som pinsen fører mennesket op til. Ligesom Ånden nemlig ikke bare er et påhæng til Gud, er mennesket det heller ikke efter pinsen.
– Pinsens store gave er, at Gud nu hænger sammen med os. Det er svært for mange i vores land, hvor den dominerende tradition i mange år har afvist enhver tale om forening med Gud som en mystik, vi ikke behøver at forholde os til. Men jeg kan ikke se andet, end at netop mystikkens erotiske sprogbrug om foreningen med Gud er uomgængelig. I kærligheden er vi altid mere end os selv og mere os selv. Det kan kun kærlighedens sprog udtrykke.
Pinsens budskab er altså med Anna Marie Aagaards ord, at der er ”gået opstandelse i livet”.
– Hvis pinsen og Helligånden skal pakkes ud for mennesker, så skal det altså pakkes ud med en trosoverbevisning om, at den Gud, vi møder som Helligånd i dåben, sætter os ind i et opstandelsesliv, som døden ikke kan bemægtige sig. Det er helt fint ikke at ville have noget med det at gøre, for det er tilladt at være hedning. Men har du noget med det at gøre, så gælder det om at finde ud af, at der er en kvalificering af livet i pinsen.
|
Og det er en virkelighed, som mange danskere kommer i kontakt med uden at vide det, vurderer Anna Marie Aagaard
– Opstandelseslivet er knyttet til dåben. At døden ikke har det sidste ord, er en Helligåndens gave, som mennesker ubevidst knytter til ved, når de lader deres børn døbe. Dermed kommer de uden at vide det i forbindelse med, hvad Helligånden er, siger hun.
Den udtalte varsomhed, som Anna Marie Aagaard udviser i omgangen med troens ord om Helligånden, hænger sammen med hendes erfaring af, at pinsen dybest set ikke kan forstås. Den skal leves.
– Netop med Gud Helligånd er det vanskeligt at finde et sprog, som ankommer på det sted, hvor folk er. Det er min opfattelse, at når så mange danskere har svært ved at forstå, hvad pinse er, så skyldes det netop vægtlægningen på den intellektuelle forståelse af den rette lære. Først skal vi have styr på trossætningerne, og så kan vi finde ud af, om vi gider at leve dem. Men sådan fungerer det ikke. Trossætninger og teologi vokser ud af det levede liv.
– Helligånden er Gud, og den kristne Gud tilbedes i det livsfællesskab med Gud, som mennesker kan blive ført ind i. Det er det livsfællesskab med Gud, som alle kirkens ritualer og vores ord om Gud lever i og af. Først lovsynger vi Gud, og så kan vi begynde at destillere noget trosgrammatik. Hvis vi kan det, siger Anna Marie Aagaard.
Selvom det gør lidt ondt at indrømme på denne plads, er det altså begrænset, hvad man kan lære om pinsen ved at læse avisen.
– Hvis du virkelig vil forstå, hvad pinse er, så skal du begynde at relatere dig til Gud, og det har vi nogle bud på, hvordan man gør i de forskellige kirkelige kredse. Men det hænger grundlæggende sammen med at være en del af et fællesskab, hvor mennesker fortæller hinanden om deres vandring med Gud og prøver at leve et kristenliv og tilgiver hinanden.
– Jeg er helt overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud, siger Anna Marie Aagaard.
Det samme gælder pinsen. Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår højtiden. De forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den.
Den nye efterspørgsel på ånd leder ikke nødvendigvis i retning af Ånden, men pinsen er for Anna Marie Aagaard en oplagt mulighed for positiv evangelisering:
– De første generationer af kristne skulle kristianisere både kultur, sprog og helligsteder. I dag står vi også over for en opgave med at kristianisere den nye åndelighed, denne søgen efter noget mere. Det er Guds rige, der er det endelige, ikke nirvana eller alle mulige andre ting, siger hun.
Der er nemlig kun én livgiver og én livsgave, og det er Ånden.
Med stort, forstås.
|