13. LÆRINGENS REALITETER

Vi bruger en firkant til at undervise om lederskab, fordi vi kan se Jesu ledelsesstil i fire faser. Hver side i Firkanten fører videre til den næste, hvorved der skabes en lederskabscyklus.

Lad os begynde med at se på de første to faser i læringsprocessen, som ledere må være parate til at respondere på. Hvis disciplene ikke kommer igennem disse to faser, vil firkanten aldrig blive komplet.

Fase 1

Disciplene er tillidsfulde, men mangler kompetence

Lederen giver klare instrukser og går i forvejen med et godt eksempel

Jesus sagde: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.''' Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simom bror, i færd med at kaste net i søen;.fOr de var fiskere. Jesus sagde til dem:

"Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og ham bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham. (Mark 1,15-20)

Jesus siger ganske enkelt til fiskerne: "Kom og følg mig." De træder ud af båden, lader garnene ligge og følger ham. På en eller anden måde har de tillid til hans lederskab, tillid nok til at følge med.

Deres tillid bygger imidlertid på deres begejstring over at være blevet udvalgt, ikke på erfaring eller på nogen reel viden om, hvad de er på vej ind i. Det aner de ikke noget om. Intet. Hvis de overhovedet er bange, så mønstrer de tilstrækkeligt med mod til alligevel at begynde på rejsen. Vi kan spørge os selv, om de ville være begyndt på denne rejse, hvis de havde haft noget realistisk billede af, hvordan den ville blive. Men det havde de ikke, så de var fyldt af tillid og entusiasme.

Ind i den situation taler Jesus direkte. Det er ham, der giver instruktionerne. Hans direkte stil tiltrækker fiskerne. Jesus er også selvsikker. Han begyndte ikke med konsensussøgende lederskab.

At finde ud af, hvad disse fiskere mente om at leve i Guds rige, var ikke på hans dagsorden. Han sagde ikke: "Hør her, venner, jeg har denne her ide om Guds rige. Måske kan jeg afprøve den på jer og se, hvad I synes?" Han forsøgte ikke at få nogen af disse fiskere til at være enige i hans strategi og taktik. Han foretog ikke en afstemning om sin undervisning om Guds rige. Hvis han havde gjort det, ville hele projektet sikkert stadig ikke være under diskussion i forskellige udvalg og bestyrelser! Han sagde blot: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Det er klart, styrende, selvsikkert sprog. Vi skal se, at Jesus anvendte en anden tone senere i sit virke, men i denne fase var en styrende ledelse det, disciplene havde brug for.

Jesus ledte ved sit eksempel i denne tidlige fase. Han gik omkring og prædikede, helbredte og uddrev dæmoner. Han forklarede ikke ret meget til dem, der var vidner til det, han gjorde. Disciplene fulgte bare med, iagttog og observerede det hele. De lyttede til alt, hvad han sagde, men forstod meget lidt.

Kan du huske din første dag på universitetet? "Det her er fedt.

Jeg er virkelig voksen nu." Eller dit første job? "Nu går jeg ind og viser dem alle sammen, at jeg ved præcis, hvordan det skal gøres." Eller første gang du blev far eller mor? Dit eget barn! Du var helt sikkert begejstret - og det gav dig selvtillid. Du følte dig parat til udfordre verden - eller i det mindste et lille spædbarn.

Snart begyndte du imidlertid at mærke din manglende erfaring og kompetence. Hvad gør man, når man er udmattet af at forsøge at forberede to afleveringsopgaver og tre eksamener på en uge? Hvad gør man, når barnet ikke vil holde op med at græde? Entusiasmen rækker kun et vist stykke, så du ringer til din mor eller en anden, der ved, hvordan man får et spædbarn til at falde til ro.

Den ledelsesstil, der henvender sig til de behov, der er i denne fase, er kommandoledelse eller styrende ledelse. Lederen giver klare instruktioner og viser ved sit eksempel, hvordan eleverne skal opføre sig, og hvilke forventninger de bør have. Det er ikke tiden til at søge konsensus eller til langtrukne forklaringer for at retfærdiggøre en leders beslutning.

Har du nogensinde lært et barn at cykle? Barnet er utålmodigt efter at komme af sted. Han tror, han bare kan hoppe i sadlen og trampe derudaf. Men du ved bedre, for du har prøvet at vælte på cyklen en gang eller to. Så du sikrer dig, at I har øjenkontakt, og giver nogle grundlæggende instruktioner, der mest går ud på følgende: "Bare lyt til mig, og gør, som jeg siger." Når man leder nogen igennem en læringscyklus, hvad enten det er en ny discipel, som man er mentor for; en ny medarbejder, som man skal oplære; et nyt medlem i ens cellegruppe eller et barn, der skal pottetrænes, virker styrende ledelse godt i denne periode med tilpasning og orientering. Det betyder, at man klart viser en retning og frimodigt går vejen uden at være frembrusende eller ubehagelig. Disciplene er entusiastiske og ønsker at gøre det rigtige. Det eksempel, de skal følge, må være klart og konsekvent.

Når en leder påbegynder et nyt projekt eller en ny læringscyklus, må han eller hun klart fremholde den vision, som Gud har givet.

Visionen samler disciplene; den sier dem fra, som ikke responderer på visionen, og motiverer dem, der gør, selvom de måske endnu mangler erfaring og kompetence på dette stadium. En konsensussøgende tilgang i denne fase udvander visionen. Så kommer man til at mangle fokus og motivation til at gennemføre. Du ville næppe spørge en femårig, hvordan han synes, du skulle bære dig ad med at lære ham at cykle. Selv hvis vi ikke er vant til styrende ledelse, må vi anerkende den som fuldt ud hensigtsmæssig i denne fase.

Det udgør et problem for nogle mennesker. Vi er mistænksomme over for styrende ledelse. Vi har i frisk erindring, hvordan nogle styrende ledere har været tyranner, som har manipuleret deres tilhængeres liv med ondsindede hensigter. Endvidere sætter vores vestlige, uafhængige tankegang automatisk spørgsmålstegn ved styrende autoritet. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor enhver har ret til at stemme - uanset om man forstår sig på tingene eller ej - og vi tror, at vi skal overføre dette på alt, hvad vi foretager os.

Men når vi begynder på et nyt spor, har vi brug for en stærk, frimodig leder til at vise os vejen. Vi kan godt lide at have nogen med os, som ved, hvor han eller hun er på vej hen - en, som ved, hvor de vanskelige steder er, og hvordan man skal komme forbi dem. Hvis du vil lede, ligesom Jesus gjorde, må du gøre det med fasthed og selvsikkerhed. Jesus lagde ud med den form for selvsikkerhed og klarhed, som vi ofte mangler.

Børn spørger altid, "hvorfor" de skal gøre noget, de ikke har lyst til, og får svaret: "Fordi jeg siger det." Forælderen i den situation indtager ikke en vilkårlig eller tyrannisk position. Det drejer sig ganske enkelt om, at forælderen ved bedst; forælderen har indsigt i faktorer, som barnet ikke kan forholde sig til. Under visse omstændigheder kan forælderen ikke give en forklaring, som barnet vil kunne forstå. I det øjeblik er barnet nødt til at stole på, at forældrene ved bedst.

Stå imod trangen til i det uendelige at forklare, hvad du gør, eller få feedback fra dem, der følger efter dig. Fremlæg din plan, og hold dig til den.

Det var derfor, Jesus sagde, at ledere skulle være knuste, ydmyge tjenere. Hvis du starter som en kommandoleder, men ikke er ydmyg, vil du snart opdage, at du vandrer alene. Husk, at som leder er du blot en repræsentant for Den Store Leder selv.

Fase 2

Disciplene mangler både entusiasme og kompetence.

Lederen bliver coach.

Du traver så afsted på fortovet, mens du holder fast i det bagerste af cykelsadlen. Barnet tramper løs i pedalerne. Styret slingrer hid og did, men det med pedalerne har han fat i. Han siger: "Giv slip!" Hvad gør du?

Du ved, hvad der kommer til at ske. Du ved, at barnet ikke er parat til at køre alene. ]vIen han insisterer, og han træder så hurtigt i pedalerne, at du ikke har noget valg. Cykelsadlen glider ud af hånden på dig.

Det næste øjeblik vælter cyklen, og barnet ser op på dig med en hudafskrabning på knæet og spekulerer på, hvad i alverden der skete. "Hvorfor slap du? Det her er ikke sjovt." På et tidspunkt bliver Jesu disciple klar over, at de i virkeligheden ikke har noget begreb om, hvad de foretager sig. Virkeligheden sætter ind. Morskaben begynder at fortone sig for disciplene. Presset vokser. Værre endnu: De indser pludselig, at de følger en mand, som møder stærk modstand fra enhver, der har nogen form for autoritet. Samfundets ledere betragter deres leder som en forbandelse. Fordi de er sammen med ham, bliver de også forbandet.

De fortsætter med efterfølgelsen, men de er på kollisionskurs.

Disciplene har fulgt Jesus, og han har givet dem den simple model: "Jeg gør det, I kigger på." Så begynder han at sige: "Jeg gør det, men I hjælper tiL" Han sender dem ud for at gøre de ting, han har gjort: forkynde evangeliet, helbrede de syge, uddrive dæmoner.

Han udsender de tolv (Luk 9,1-2) og beder dem om at give mad til mere end 5000 mennesker (Luk 9,10-17). Disciplene bliver hurtigt overvældede og mister frimodigheden.

Så ser vi to grupper, som nærede et dybt had til hinanden, herodianerne og farisæerne, finde sammen i en fælles alliance modJesus og hans disciple (Luk 11,53). På dette tidspunkt gribes disciplene af fortvivlelse. Deres tidligere entusiasme er væk; realiteterne i deres beslutning om at følge Jesus sætter ind. De mangler frimodighed, erfaring og entusiasme. De er ængstelige og føler sig sårbare over for den modstand, der er opstået som reaktion påJesu undervisning.

De frygter bogstaveligt talt for deres liv. Måske er det tid til at holde lav profil. Jesus gør ikke tingene bedre. Han rører i gryden ved at sige en masse radikale ting om farisæerne og saddukæerne. Disciplene tænker: "Mand, han gør dem gale. De slår os ihje1!" Midt i disciplenes frygt, hvordan reagerer Jesus så? Han ændrer sin styrende ledelsesstil til en mere coachende stil, der passer til den nye situation. Nu deler han sin vision og nåde med disciplene.

Nu leder han efter måder at tilbringe mere tid sammen med dem på. Nu begynder han at give forklaringer. Han presser dem, så de ser situationen i øjnene. Efter at han har vredet svampen, så deres falske følelse af entusiasme er forsvundet, er han klar til at gå til sagen. Og de er endelig klar til at lytte. De begynder at tage langt væk bare for at slippe væk fra folk. Jesus tilbringer mere tid alene sammen med sine disciple for at lette deres frygt og hjælpe dem til at fokusere på, hvad det vil sige at leve i Guds rige.

I Jesu ledelsesstil kommer erfaring før torklaring. Disciplene havde lige haft en nærdødsoplevelse for farisæerne s hånd. Jesus kommer ind bag om denne oplevelse med en forklaring på, hvorfor de ikke behøver være bange for disse begivenheder.

Frygt ikke, du lille hjord, for jeres jåder har besluttet at give jer Riget.

Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaljer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, der 'vilogsåjeres hjerte være. (Luk 12,3224)

Kort fortalt siger Jesus til disciplene, at de skal give slip på deres gamle tryghedsbaser. Han vil have dem til at finde deres tryghed i ham. Indtil dette tidspunkt har disciplene sikkert troet, at de med brask og bram skulle indvarsle dette herlige Gudsriges komme.

Nu er de usikre på, om nogen kan indføre det, og de tror i hvert fald ikke, at det vil blive dem. De er bange. Jesus minder dem om nåden. Det handler ikke om, hvad de kan gøre for Gud; det handler om, hvad Gud kan gøre gennem dem. De havde brug for at forstå, at Guds rige bliver givet, ikke fortjent; modtaget, ikke taget. De kunne ikke gøre Guds riges arbejde selv. Guds rige kommer kun ved nåde, ikke ved gerninger. De begyndte at lære og tro på dette.

Fase 2 er det tidspunkt, hvor begejstringen begynder at dø ud, og følelserne af inkompetence og manglende erfaring træder i forgrunden. Skuffelserne hober sig op; torventningerne bliver ikke opfyldt.

Modstanden og vanskelighederne bliver overvældende. Disciplen glemmer visionen og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvor godt han eller hun egentlig forstod den fra starten. Der er ikke nogen højdepunkter til at give modvægt tillavpunkterne. Disciplene erkender, at de er dårligt rustede til det, de havde sat sig for at gøre, og snart befinder de sig i fortvivlelsens dybe grav.

Kan du se det for dig?

Disciplene pisker rundt og forsøger at finde ud af hvad de skal gøre. De har det med at forsøge at genvinde entusiasmen fra Fase 1. Mange af os går frem og tilbage mellem Fase 1 og Fase 2 igen og igen. I stedet for at give Gud lov til at føre os fuldstændigt igennem vores sårbarhed i Fase 2, ønsker vi at ignorere den og vende tilbage til de følelser, vi havde i Fase 1. Men vi falder snart tilbage til Fase 2 igen. Hvis vi ikke har en leder til at føre os igennem Fase 2, vil vi hoppe frem og tilbage mellem entusiasme og fortvivlelse med stadig kortere intervaller. Vi må modtage den nåde, der kun kommer ved at gå hele vejen igennem den ubehagelige fase.

Fase 2 er den vigtigste i en discipels udviklingsproces. Barnet på cyklen begynder at tænke, at det måske alligevel ikke er så fedt at cykle. Han har haft et lykkeligt liv indtil nu uden en tohjulet, så hvorfor skulle han have brug for en nu? Opgiver du at lære dette barn at cykle? Naturligvis ikke. Du gentager dine instruktioner, og denne gang ved du, at barnet vil tage dem alvorligt. Den tidligere naive entusiasme er forvandlet til opmærksomhed.

Den ledelsesstil, der møder behovene i denne fase, er en coachende stil. Denne leder giver vejledning og demonstrerer, men nu inviterer lederen til drøftelse. Forstår disciplen virkelig, hvad der foregår? Føler disciplen sig fri til at stille spørgsmål på baggrund af en vis erfaring? Lederen står mere til rådighed for disciplen på det personlige plan.

Det er nødvendigt, at lederne er der for at tilbyde Guds nåde og opmuntring på et personligt, individuelt plan. Mens disciplen hopper frem og tilbage mellem Fase l's entusiasme og Fase 2's fortvivlelse, kan lederen tilbyde en stige til at komme op af modløshedens dybe grav. De to trin på stigen er nåde og vision.

Når et menneske går igennem en tid med nedtrykthed og fortvivlelse, er en vision af afgørende vigtighed. Når man ikke ved, hvor man skal hen, eller hvad man leder efter, har man brug for en vision. At fremlægge en vision for andre betyder ikke, at man skjuler de barske sandheder. Uanset om det drejer sig om at cykle, spille fodbold eller leve som en discipel, giver en vision ganske enkelt den lærende mulighed for at sige: "Okay - det var det her, jeg meldte mig til. Det er sværere, end jeg troede, men jeg er parat nu. Lad os komme i gang." Fase 2 er det tidspunkt, hvor enhver leder bliver testet, om det så kun er en anden person, man er leder for. I denne fase skal du rydde din kalender og bruge tid nede i det mørke hul sammen med den person eller det team, der gennemgår Fase 2. Hvis det er pottetræning, det drejer sig om, så vær parat til at bruge en masse tid på badeværelset sammen med dit barn og klappe begejstret ved ethvert tegn på samarbejde. Hvis du underviser i geometri, så vær forberedt på at tegne figurerne igen og igen og besvare spørgsmålene igen og igen. Hvis du er mentor for en discipel, så vær forberedt på at svare på spørgsmål og forklare, så meget som det er nødvendigt.

På dette stadium af discipelskabet lærer vi, at det kun er ved Guds nåde, at vi kan fortsætte, ikke ved at hive os selv op ved håret.

Nåden er et utrolig vanskeligt begreb at forstå for os mennesker. Vi kan alle sammen lide at tænke, at vi har tingene under kontrol og kan klare os selv. N år vi lærer nåden at kende, lærer vi, at det ikke er op til os - vi følger blot Guds retningslinjer for at opfylde hans plan.

Han vil altid opnå, hvad han ønsker at få gjort. Det er forbløffende, hvad der sker, når et menneske kan hjælpe et andet ud af frugtesløs stræben og ind til et sted, hvor han hviler i nåden. Frimodigheden begynder at vokse, fordi det menneske ser Guds gerning ske af nåde, ikke som et resultat af menneskers anstrengelser. (Læs mere om principper for vækst under Syvkanten i kapitel 20.) Når vi først holder op med at hoppe frem og tilbage mellem højdepunkterne i Fase 1 og lavpunkterne i Fase 2, er vi parat til at bevæge os videre.

14. FRA ELEV TIL LEDER

Jesus satsede systematisk på at træne sine disciple, så de kunne fortsætte det værk, han havde begyndt - at kalde mennesker til at være en del af Guds rige. Han gjorde ledere ud af en broget skare af fiskere og toldere, og verden blev aldrig den samme igen. Vi er ledere for at lede andre tilJesus. Vi har intet større mål i livet end at gøre mennesker til disciple.

Lad os kigge nærmere på de faser af læring og lederskab, der fører os igennem perioderne med skuffelse og videre til at blive engageret.