Refleksioner 2018

Opdateret 25.10.2018

Fastereflektioner 2018 - om Djævelen, dæmonerne og det onde

 

 

Prædiketekst

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

 

Djævelen er stærk

Et ord fra Herren  – denne morgen – ”Jeg er sejrherren, glem ikke det, lyder det fra Herren”

Fastetidens hovedtemaer er styrkeprøverne, kampen mod de ekstreme onder i vores tilværelse og i den kristne livsfortælling.

Sidste søndag var det kampen mod dæmonernes huseren i en ung, og hvordan Jesus som den sublime sejrherre kaster dæmonen ud, og på den måde demonstrerer sin klare overlegenhed.

I dag stepper vi lidt op i det ondes hierarki og tvinges til at forholde os til denne verdens fyrste, den onde selv, Djævelen som person.

Men betræder vi ikke en tvivlsom vej, når vi i en oplyst tid helt alvorligt taler om en personlig djævel, og er det ikke blot et levn fra en fjern mørk fortid, en mørk middelalder med dens ofte komiske og naive kalkmalerier af Djævelen med ildspyende gab, kløer og lang hale?

Kan vi i vor moderne tid tage snakken om en aktiv og handlende djævel alvorlig?

 

Ja, for den Bibel, vi bygger vort trosgrundlag på, og som er udgangspunkt for lære og liv i kirken, gør et stort nummer ud af at afdække Djævelens natur og virksomhed, og vi oplyses ganske detaljeret om hans virksomhed, arbejdsområde og målsætning.

 

Kært barn har mange navne er vist ikke særlig velvalgt her, for Djævelen er ikke et kært barn, selv om nogen dyrker ham som sådan, men hans navne er dog mange i Bibelen, feks. Satan, den onde, den gamle slange, løgnens fader, denne verdens fyrste, denne verdens gud, vore brødres anklager, morder og afgrundens engel osv.

 

Dog er oprindelsen af personen Djævelen lidt uklar, selv om der er antydninger.

Den bibelske fortælling viser en Gud, der har skabt alt, jorden og himlen, hele universet, alt levende, mennesker og engle, og at ” - alt hvad han skabte, var godt” (1 Mos 1,31), og derfor har ærkeenglen Lucifer (Lysbærer), der dog senere får navnet Satan – modstander, sikkert ikke fra begyndelsen været ond eller Guds modstander, men visse passager i Bibelen giver os antydninger af et oprør mod Gud.

Feks. antyder Ez. 28 og Esaj. 14, at ”en kerub”  - ”en strålende morgenstjerne” - sikkert betegnelser for   Satan – der på et tidspunkt hovmodede sig over sin skønhed, og på en eller anden uforklarlig måde fik ”ondt i sinde” og gjorde oprør mod Gud, og det er måske det Jesus hentyder til med ordene: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn« (Luk 10,18), og hvor Gud af den grund udstødte Satan, den faldne kerub, englefyrste, fra den himmelske verden - og hvorved han rev andre med sig i faldet - og siden har han så ageret som en selvbestaltet og suveræn hersker over et velorganiseret syndens, løgnens, mørkets, dæmonernes og dæmoniernes rige(r), og via sit eget - usynlige, men alligevel frygtelige – dæmoniske og sataniske herredømme, gennemsyrer han vores verden med synd, løgn og mørkets dæmoni, alt sammen for at rette et frontalt angreb mod det ypperste Gud havde skabt og som var ”godt” og på snedig vis kom han i form af en slange til Adam og Eva, og her introducerede han sit speciale – løgnen – ved at sætte spørgsmål ved Guds ord  - ”mon Gud har sagt?” -  og i næste omgang vovede han direkte og åbent - med en løgn - at modsige Gud: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,4).

 

Adam og Evas møde med ham fik som bekendt smerteligt fatale følger, som herefter også er vores virkelighed,  og i den virkelighed kan Satan opfylde sit fornemste mål: - at friste mennesket, at holde os borte fra Gud og hans ord, alt sammen for at mennesket skal gøre sig fri af Gud og leve, som det selv vil, og være sin egen herre, for Satan, Djævelen vidste og ved, at den, der gør sig fri af Gud, netop ikke bliver sin egen herre, men kommer til at tjene og trælle under ham - den lede Satan - og det er netop denne frygtelige virkelighed Jesus taler til os om i dag, hvor han slår alvoren fast - - for løgner er han og fader til løgnen» (Joh 8,34-44).

 

Netop det med løgnen havde Jesus jo også selv så stærkt erfaret i sin egen fastetid, de 40 dage i ørkenen, hvor Djævelen fristede ham, men hvor Jesus afviste ham tre gange med henvisning til, hvad der står skrevet i Guds ord, sandhedens ord.

Til sidst sagde Jesus: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« Da forlod Djævelen ham (Matt 4,10-11).

 

Peter Sodes kloge ord - der hvor HÅ er, er der

altid tre ånder tilstede. Satans Ånd, menneskets Ånd og Helligånden, og det er jo både en vidunderlig ting og en forfærdelig ting, for det betyder, at vi 1. Ikke kan undgå angreb fra det onde, den onde, og 2. at vi kæmper med os selv om, hvad der er hvad, - hvilket røst er den rigtige, og i vores svaghed er vi ofte et bytte og selv om det måske skulle være en enkel sag, 3. så får vi som kristen muligheden for at holde sig til Guds ånd vejledning, men det er i praksis sandt for dyden ikke så ligetil, for vi er - selv som kristne med Guds Ånd boende i vore hjerter - under angreb og  Satan modarbejder Gud og alt det, Gud bruger for at gennemføre sin plan med verden, og Satans had får en stadig større intensitet, efterhånden som denne verdens tidshusholdning nærmer sig sin afslutning.

Og derfor ser vi Satan svinge morderkniven og slå ihjel gennem narkotika, spiritusmisbrug, vold, mord, sexuelle udskejelser, ødelagte ægteskaber, sladder, løgn, ødelagte menigheder, og vi ser tydeligt for vore øjne, at ”den forkerte fader og morder” har entret børnenes hus, knuser og ødelægger liv og livsglæde og fører mennesker til afgrundens rand, og alt det, som er godt, rigt og meningsfyldt, er han ude på at knuse og ødelægge, og vi ser hans operationer som en frygtelig usynlig magtfaktor i denne verden og i ly af denne skjulthed udøver han selv og hans åndehær deres magt her på jorden og ønsker kun at forføre og bedrage mennesker, og et af hans helt store og mægtige våben er netop  - løgnen -  som den onde dog  forsøger at vende til en sandhed

 

At blive klar over, hvad der sandt er ikke så let en sag nu til dags, som det måske har været, selv om det aldrig har været let.

I ”gamle dage” var der en enhedskultur, der sådan i grove træk bestemte vores opfattelse af sandhed og løgn, og biskopperne var kongens rådgivere herom.

 

Men i dag bestemmes ”sandheden” og - for den sags skyld også løgnen - af fire kilder: Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen.

De bibelske tekster spiller en væsentlig rolle i forståelsen af sandhed og løgn (de 10 bud m.m.), men traditionen – måden vi tolker Bibelens ord på - er også en faktor, når vi skal bestemme sandhed og løgn i Bibelen.

I dag har fornuften næsten overtaget bedømmelsen af sandhed og løgn, men fornuften er og bliver en svigefuld vendekåbe, især når fornuften får hjælp af forskellige fagområder (feks. filosofien, musikken, litteraturen, videnskaben, medierne m.m.) så kan det godt blive noget tvivlsomt, at udlede sandheden - der måske er en løgn - og ret meget ekstra hjælp får man da ej heller af erfaringen, som bestemt også er en variabel størrelse anno 2018.

 

Men sikkert er det - i min optik - at når Guds ord, Bibelen, bliver fravalgt som rettesnor for løgn og sandhed, kan Satan i langt stærkere grad og omfang udøve sin magt – og han gør det.

Menneskene bliver trælle under den ondes, det ondes herredømme, alt mens man påberåber sig, at man er frie til at leve og gøre som man vil.

Så Jesu ord er aktuelle som aldrig før, og mange har -  for at blive i den bibelske sprogdragt - Djævelen til fader, og den relation gør, at synd fører til mere synd, ondskab til mere ondskab, afkristning til hedenskab, hedenskab til lovløshed og skamløshed.

Jo, Satans verden er ondskabens og mørkets verden, og Bibelen fortæller, at verdensherskerne opererer i »dette mørke« og fører menneskene og menneskeheden mere og mere ud i syndens mørke.

 

Men Jesus er stærkere

Satans magt er stor, ja, men Jesu magt er langt langt større! Dét er det bedste budskab, der kan lyde til en falden og syndebundet menneskeslægt, og til den af Gud fastsatte tid kom hans egen søn til denne jord, gav afkald på hele himlens herlighed og blev født ind i denne syndens verden for at frelse menneskene ud af Satans magt.

Men allerede ved Jesu fødsel forsøgte Satan gennem Herodes at udrydde Guds søn ved den grufulde handling at lade alle drengebørn i Betlehem-området på to år og derunder dræbe, og her ser vi Satan i al hans kynisme og ondskab, men imod Gud formår Satan intet, for fra sin himmel steg Jesus frivillig ned, »for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens vælde, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Hebr 2,14-15).

Ved Jesu død og opstandelse gik de ord i opfyldelse, som Jesus havde sagt ved indtoget i Jerusalem: »Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud« (Joh 12,31).

Så længe det hedder i dag vil vi dele Brorsons vision, og holde os til sejrherren:

O Jesus, som er kommet at forstyrre Satans rige,

hjælp, at vi aldrig, dag og nat, fra ordets veje vige!

Og gør os alle fri

fra Satans tyranni,

vær hos os, hvor vi går,

stå med os, når vi slår,

og lad os altid vinde

og lad os altid vinde! (DDS 559)

 

Jesu kors og opstandelse er den strålende sol i denne mørke verden. Han opstod på den tredje dag. Satan havde gjort sit yderste for at holde ham i graven, men Jesus brød dødens lænker, og fra dette øjeblik var Satan en besejret fjende.

Jesus sejrede over alle ondskabens, dødens og helvedes magter. Bibelen stiger det så stærkt, som det vel overhovedet kan siges:» Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus« (Kol 2,15).

En afvæbnet hær er den store taber, og Gud gjorde dem yderligere offentligt til skamme ved at føre dem i sit vidunderlige triumftog i Kristus.

Satan og hele hans åndehær er for altid besejret. Jesus Kristus er sejrherren! For den evige og almægtige Gud må Satan dog vige, og han får aldrig lov til at gå længere, end Gud tillader.

Satan – færdig for evigt!

Den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, uddyber yderligere de dystre ting, som denne verden (og Djævelen) har i vente frem mod Jesu genkomst, hvor dommen over Djævelen eksekveres.

”Og Djævelen, som forførte folkeslagene, vil blive styrtet i søen af ild og svovl, hvor han sammen med Antikrist skal pines dag og nat i evighedernes evighed” (Åb 20,7-10).

Amen

Jeg vil gerne dele med jer nogle reflektioner på baggrund af en opfordring fra Borgerkirken i Silkeborg om KIRKEN FYLDT AF LIV OG GODE RAMMER og jeg afholdt i maj 2018

 

I kirken er der en spænding mellem faste ydre rammer og Åndens frie virke, men hvordan navigerer vi sundt i dette spændingsfelt?

Eller - Kirken som (mur)sten og levende sten – om spændingen mellem rammer, liturgi, indhold og Åndens frie virke, og hvordan navigerer vi sundt i dette spændingsfelt? --------------

 

Kirken som bygning.

Kirken som liturgisk formidler

Kirkens mødesteder - det liturgiske, ordet, salmerne, sakramenterne

Kirken som stedet med de levende sten og hvor Jesus er og Helligånden virker.

 

Jeg tror det er overskrifter som jeg vil behandle i dag. 

 

Kirken som bygning.

Ordet kirke kommer af det græske kyriakós, "det som hører Herren til", og oversættes i reglen med Guds kirke flere steder (Matt 16, Ap. G. 20, 1. Kor. 15, Gal. 1, 1. Thim 3) og bruges til at betegne det græske ord ekklesia, som på græsk var en betegnelse for en ”forsamling af frie borgere”, eller som der står ordret i Ap. G. 19,39 ”-- den lovlige folkeforsamling”

 

Vi har i DK omkring 2500 kirkebygninger i folke- og frikirker. Over 1700 af dem er bygget 1100- 1500 og resten omkring (ca. 800) fra 1500 og fremad, og de ældste danske kirker er bygget i romansk stil, som er baseret på et firkantet meget spartansk skib og et kor

 

Kirkebyggeriet udviklede sig fra romansk stil med inspiration fra Sydeuropa til gotisk stil, en mere prangende stil under indflydelse af de øverste kirkemænds ønsker om at vise storhed og magt.

De gotiske kirker er typiske med hvælvede lofter som i Roskilde Domkirke og Århus Domkirke. Tænk på engelske, franske og italienske pragtværker af kirkebygninger.

 

Mig gør det noget ved, når jeg træder ind i en sådan pragtfuld kirke Kirken som liturgisk formidler

Selve kirkebygningen holder i reglen sin egen prædiken, og har - for den romanske kirkestil vedkommende - hentet sin inspiration i GT-templet med det hellige og det allerhelligste (forsamlingsrummet og koret med alteret m.m.) Det skyldes, at den kristne kirke overtog de officielle romerske basilikaer fra Romerriget, og basilikaens østende var den romerske kejserkults Sol Invictus, en syrisk solgud, som fra ca. 100 e.Kr. vandt stor udbredelse i Romerriget, og som dog blev erstattet af kristne symboler med Jesus på korset som det væsentligste, men også alteret, boden, lysene og senere den syvarmede lysestage, at frelsen udgår fra jøderne, .

Vi sidder vendt mod øst - mod Israel/Bethlehem/Golgata, (I østen stiger solen op) .

Vi sidder også og forventer Guds rige og Jesu genkomst/lyset fra det høje)Kirken er som et kompas med kirketårnet mod vest og koret (med alteret i) mod øst, og vi er alle på vej mod det ny Jerusalem.

 

Kirkens mødesteder – det liturgiske, ordet, salmerne og sakramenterne

Oprindeligt havde liturgi ikke en specifik religiøs betydning, men refererede til en offentlig handling eller tjeneste.

Liturgi er den betegnelse, man bruger om den kristne gudstjeneste og dens ritualers forløb. Når en gudstjeneste i Den Danske Folkekirke altid virker genkendelig, uanset hvor i landet den finder sted, er det fordi den følger de anvisninger, som er angivet i folkekirkens ritualbøger

Os, der lever i en kirketradition, der for en meget stor del er præget af Luther og den lutherske kirke kan det være godt at se, hvad reformatorerne i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana har sagt, og som er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag.Her står der, ”- at præster og biskopper må træffe anordninger, så det går sømmeligt til i kirken”. Det afgørende for reformatorerne er, at ordet bliver forkyndt, og sakramenterne bliver forvaltet - ikke hvilken form det sker under. I gudstjenesteordningen fra 1992 er der dog angivet adskillige muligheder for alternativer og variation for den enkelte præst og menighed for eksempel er der flere valgmuligheder, når det gælder tekstlæsning og gudstjenesteindledning, men den overordnede struktur skal altid være den samme, så gudstjenesten virker genkendelig for alle, der skulle dukke op i kirken.

Dog når det kommer til dåb, nadver, trosbekendelsen, Fadervor og velsignelsen, så ophører fleksibiliteten imidlertid, og det skyldes først og fremmest, at netop disse fem led i gudstjenesten skal garantere, at den apostolske og reformatoriske tradition bliver videreført i den danske gudstjeneste. 

 

Kirken som stedet med de levende sten og hvor Jesus er (bygger) og Helligånden virker (udruster).

Jesus er bygmester og den, der bygger.

Det er vigtigt at overveje, hvem, det er, der bygger kirke.Matt 16: 15f: ”Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.Jesus svarer: ”Jeg vil bygge!” Han er bygmester. Det er dog sandt nok, at der mange steder i Bibelen lyder et kald til at bygge, tjene og arbejde, men et af de vers, vi måske først tænker på i forbindelse med ordet ”bygge”, er måske et ord fra 1. Petersbrev, altså fra ham, som var sammen med Jesus, da Jesus sagde: ”På den klippe vil jeg bygge …”, og hvis nogen ved, hvad Jesus mente med disse ord, så må det jo være Peter. Peter skriver: ”Lad jer som levende sten opbygge til et åndeligt hus” (1 Pet 2,5).Her er vi ikke bygningsarbejdere, men de sten, der arbejdes med. Og Herren er den, som udfører arbejdet. Så, hvor selvfølgeligt det måske er, så er det allervigtigste, at Herren opbygger os. Peter siger i samme åndedræt: ”Hig efter ordets uforfalskede mælk, så I kan vokse op til frelse!” (1 Pet 2,2). Når vi samles i menighedens fællesskab, så er det vigtigste ikke, at vi arbejder, men at der arbejdes med os. Det er sådan, kirken bygges op. Det er sådan, vi bliver faste i troen, og vokser i troen, for som Peter fortsætter: ”Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (1 Pet 2,5). I sig selv er vores indsats uduelig. I sig selv er den blot stolthed og ære. Men takket være Jesus kan vi tages ind i tjenesten for Gud. ”Den, der taler, skal tale med ord fra Gud. Og den, der tjener skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort” (1 Pet 4,11). Så er Jesus altså bygmesteren. Og vi er dem, der bygges op, og ustandseligt må vi være sten i hans hænder, men samtidig får vi også lov til at tjene som arbejdsmænd på byggepladsen. Ikke som arkitekter, ikke som rådgivere, men som håndværkere. Og ligesom der på en byggeplads er en plan, tegninger og ledere, som sikrer, at byggeriet følger planen, sådan også i kirken. Her skal der igen og igen holdes byggemøder, så håndværkerne ikke udfører deres egne små projekter, men Bygmesterens plan. Helligånden er Guds ”værktøj”, det redskab, den talsmand Jesus har sendt og efterladt iblandt os til at udruste os ”til al god gerning”Åndens gerning er at gøre os til deltagere, frem for tilskuere - deltagerei troen, i håbet og i kærligheden - deltagere i al Kristi gerning.Biskop Athanasius sagde: ”Ordet blev kød for at vi skulle få Ånden”.Denne forening sker i og ved Ånden, der gør os deltagende i Guds frelse, Guds kærlighedsfylde og livsfornyende kræfter, så vi kan bære Åndens frugter og fyldes af Åndens nådegaver.Vor lytten til Ånden skal føre til, at vi bliver formet af hans kærlighed, så vi ikke giver nogen sten for brød eller kaster med dem. Vor lytten til Ånden skal give os styrke til at holde ud i vanskeligheder, så vi ikke forpasser en chance til at vidne om sandheden. Vor lytten til Ånden skal give sig udtryk i, at vi er interesseret i at stifte bekendtskab med den overleverede lære, får hjælp til at forstå den, mod til at forsvare den og samtidig får en realitetssans, gør det muligt for os at forkynde på den rigtige måde. Lederen af den græsk ortodokse kirke i Syrien og Libanon indtil 2012 - Ignatius Hazim - siger flg. om Åndens vitale betydning: ”Uden den hellige Ånd er Gud langt borte, er Kristus fastholdt i fortiden, er evangeliet døde bogstaver, er kirken kun en organisation, er autoritet dominans, (uden Helligånden) er liturgi magi, er mission propaganda, er kristne handlinger slavemoral”.    Sagt ganske enkelt (Morten Munch): ”Uden Ånden visner kirken – som et træ der ikke sætter nye skud – uden levesaft og kraft. Uden Ånden reduceres kristendommen til et erindringsfællesskab”.Helligånden er Gud i hans levende forbindelse med sin skabning; den kraft hvorved livet fra Faderen og Sønnen ledes ind i vore årer.Ånden gør Gud til troet og erfaret virkelighed. Men, men - Jesus siger et sted: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget” (Luk 12,49). Jesus er kommet for at døbe med andet end vand; med Helligånd og ild.Når man læser om den første pinse, får man indtryk af, at her slippes Guds liv ud af boksen - et liv der af natur er voksende – et liv der vil ud til alle Guds skabninger  - ikke vil lukkes inde – ikke vil sættes under en skæppe - ikke vil tæmmes eller gøres tandløst.

Derfor siger Paulus: ”Udsluk ikke Ånden - ringeagt ikke profetisk tale - Prøv alt, hold fast ved det gode” (1 Tess 5,19-21).Vi skal altså ikke sætte grænser for det guddommelige og hellige oganderledes (ved at udslukke Ånden og ringeagte profetisk tale).Morten Munch: ”Det, vi derimod skal sætte grænser for (ved at prøve alt og holde fast ved det gode), er det menneskelige, når det vil gøre ånd til selvpromovering, gøre ånd til kødelighed, eller gøre ånd til lov og bogstav, til menneskelig fromhedspræstation”.I Paulus' 2. brev til Timoteus (1,7) defineres Ånden som ”krafts, kærligheds og besindigheds ånd” og ordet 'besindighed' kan også oversættes som 'sund fornuft'. Helligånden er altså: krafts, kærligheds og den sunde fornufts ånd! Det er vigtigt at sammenholde de tre ting og ikke adskille dem eller spille dem ud mod hinanden, for kraft, kærlighed og sund fornuft er alle kendetegn på Guds Ånd.

 

 

Gud tænker og kan påvirke vor tænkningSl 139 v17: ”Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet”

 

Gud føler og kan påvirke vore følelser.

Hebr. 5,2: ”Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske”

 

Gud har ønsker og planer for os, og vil inddrage vores vilje.

Sl. 40,9: ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” Jer. 29,11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb”.

 

Gud taler og inddrager os i den tale.

Mos 24,4: ”-således siger han, der hører Guds tale og skuer den Almægtiges syner, hensunken, men med øjnene åbne” (Bileam): 

 

Gud taler ofte til os, når vi beder.

For eksempel en gang, da de kristne tilbad Herren og fastede, sagde Helligånden: “ "Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til."  - Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted" (Ap.G. 13,2-3).Dog ved vi ikke nøjagtigt, hvordan Helligånden talte. Det var måske mens de bad, at tanken kom i deres sind. Det er en meget almindelig måde for Gud at tale på. Mennesker beskriver det sommetider som "indskydelser”, men vi skal være lidt forsigtige her og efterprøve sådanne tanker og følelser. Bill Hybels kalder det for ”Guds hvisken”

 

Helligånden stopper og sætter i gang.

Paulus og hans ledsagere bliver feks. korrigeret ved Ånden, da de planlægger at tage til Bitynien: "men det tillod Jesu ånd dem ikke" (Ap.G. 16,7), så de tog en anden vej. Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan Ånden talte til dem, men det kan måske have været på én ud af mange måder.Apg. 13 v2 ”Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.«

 

Helligånden taler til os og bevæger os gennem profetisk tale

1. Kor. 14:3 - den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst. v4 - den, der taler profetisk, opbygger menigheden. v5 Jeg ser gerne, at -  I taler profetisk --23.01.2018. Jeg skaber og føder nyt igen og igen og jeg vil vedblive med det indtil jeg kommer igen. Og selvom mørket trækker sig sammen om jer, er det kun mørke for jer. For mig er alt åbent og synligt, lyder det fra Herren 24.03.2018. I står foran en ny tid, en tid, hvor I ser mig gribe ind, forandrer hjerter, skaber nye veje, oprejser ledere, fylder mit folk med nådens og bønnens ånd. 29.09.2017. Jeg har planer, I ikke kender, men vær frimodige. I vil komme til at erkende stykkevis og erfare stykkevis, lyder det fra Herren.I skal sætte mig først, det er den vigtigste hindring for opblæsthed og forvirring. Jeg leder min kirke med nåde og kraft, lyder det fra Herren. 23.01.2018. Frygt ikke magter og myndigheder, dem har jeg under kontrol. Jeg leder med mine råd og stoler på jeres dømmekraft, lyder det fra Herren

Der skal komme dage, hvor I klapper i hænderne af fryd, og der skal komme dage, hvor bønnen er jeres styrke og jeres tilflugt imod magter og myndigheder, som jeg ganske vist har besejret, men I stadig mærker følgerne af, lyder det fra HerrenFrygt ikke du lille hjord, for min plan er stadig at give jer riget i arv og eje, for tid og evighed, lyder det fra Herren 16.04.2018. Vær med til at lede lederne ind i lovsang og tilbedelse, for hvad jeres ledere går foran med, smitter af på hele folket, for sådan virker den sociale orden. Ledelse og lederskab bestemmer udviklingen, lyder det fra Herren

 

Gud viser os ofte noget gennem en åbenbaring/syner og billeder.

Apg. 10,10: om Peter, der 3 gange ser en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden med alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle, og der lyder en røst: »Rejs dig, Peter, slagt og spis!« Og hedningemissionen tog sin begyndelse.Ap.G.16.9: Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!«Eks. fra mit liv: De små huse. Ungdomsmulden.

 

Gud taler også til os gennem direkte tale

1. Sam. 3 - om drengen Samuel, der hører Guds tale med sine fysiske ører – hele tre gange, og hvor den gamle profet Eli skønner at det er Gud, der taler.Den norske læge Ejnar Lundbye kunne lade sig lede af Gud i helt konkrete situationer: Jens-Petter Jørgensen - Når troen sætter spor.  (side 58)Jens-Petter Jørgensen – Stærk nok til at være svag. (side 101)Manden med selvmordstanker.Min egen historie fra 1969 om Guds tale – at jeg skulle være præstPPT Gud taler gennem tildragelser, situationer, ydre omstændigheder der lægger sig til rette.Her kan du sikkert selv finde mange gode eksempler

 

Gud bruger engle i sin kommunikation.

Vi er ikke så vandt til, at tale om engle som virkelighed, men der er mennesker, både omtalt i Bibelen og nutidsmennesker, der har oplevet engle på forskellige måder. Cornelius i Ap G. 10v3 En dag omkring ved den niende time så han tydeligt i et syn Guds engel, der kom ind til ham og sagde: »Cornelius!«Peter i Ap.G. 12,7: ”Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder. v8 Og englen sagde til ham: »Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!« Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: »Tag din kappe på og følg mig!«. PPT Gud taler til os gennem drømme. Josef blev mindst 3 gange ledt af Gud gennem en drøm, både efter at Maria var blevet gravid, da Herodes ville slå Jesusbarnet ihjel og også en gang senere. Kan læses i Mathæusevangeliet.Min egen drøm omkring tidspunktet for pensionisttilværelsen

 

Gud har udstyret os med en sund fornuft

Som kristne er vi ikke kaldet til at give afkald på sund fornuft, tværtimod, Gud har selv givet os den sunde fornuft. Hvis ikke man bruger sin sunde fornuft, kan man komme ud i helt absurde situationer.

 

Gud bruger sine venner - ”de hellige” - til at virke og tale igennem.

Ords. 13:14 ”Den vises belæring er en kilde til liv” v20 Plej omgang med vise, så bliver du vís, den, der omgås tåber, går det ilde.Ords. 15,22: ”Planer mislykkes, når der ikke er holdt råd, med mange rådgivere lykkes det”.Ords. 15:31: ”Den, der lytter til retledning om livet, får sin plads blandt de vise.”De bedste rådgivere er normalt dem, vi respekterer. Er der tale om store beslutninger, er det godt at tale med flere om det.

 

Forhast dig ikke.

Men der er i Bibelen gode eksempler på, at det krævede tålmodighed at vente på Guds svar, og at de ikke altid havde tro til at vente. Tænk på Abraham. Gud havde lovet ham, at han skulle blive far til et kæmpefolk, og så fik han og Sara ingen børn.