Refleksioner 2018

Opdateret 10.06.2018

Fastereflektioner 2018 - om Djævelen, dæmonerne og det onde

 

 

Prædiketekst

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

 

Djævelen er stærk

Et ord fra Herren  – denne morgen – ”Jeg er sejrherren, glem ikke det, lyder det fra Herren”

Fastetidens hovedtemaer er styrkeprøverne, kampen mod de ekstreme onder i vores tilværelse og i den kristne livsfortælling.

Sidste søndag var det kampen mod dæmonernes huseren i en ung, og hvordan Jesus som den sublime sejrherre kaster dæmonen ud, og på den måde demonstrerer sin klare overlegenhed.

I dag stepper vi lidt op i det ondes hierarki og tvinges til at forholde os til denne verdens fyrste, den onde selv, Djævelen som person.

Men betræder vi ikke en tvivlsom vej, når vi i en oplyst tid helt alvorligt taler om en personlig djævel, og er det ikke blot et levn fra en fjern mørk fortid, en mørk middelalder med dens ofte komiske og naive kalkmalerier af Djævelen med ildspyende gab, kløer og lang hale?

Kan vi i vor moderne tid tage snakken om en aktiv og handlende djævel alvorlig?

 

Ja, for den Bibel, vi bygger vort trosgrundlag på, og som er udgangspunkt for lære og liv i kirken, gør et stort nummer ud af at afdække Djævelens natur og virksomhed, og vi oplyses ganske detaljeret om hans virksomhed, arbejdsområde og målsætning.

 

Kært barn har mange navne er vist ikke særlig velvalgt her, for Djævelen er ikke et kært barn, selv om nogen dyrker ham som sådan, men hans navne er dog mange i Bibelen, feks. Satan, den onde, den gamle slange, løgnens fader, denne verdens fyrste, denne verdens gud, vore brødres anklager, morder og afgrundens engel osv.

 

Dog er oprindelsen af personen Djævelen lidt uklar, selv om der er antydninger.

Den bibelske fortælling viser en Gud, der har skabt alt, jorden og himlen, hele universet, alt levende, mennesker og engle, og at ” - alt hvad han skabte, var godt” (1 Mos 1,31), og derfor har ærkeenglen Lucifer (Lysbærer), der dog senere får navnet Satan – modstander, sikkert ikke fra begyndelsen været ond eller Guds modstander, men visse passager i Bibelen giver os antydninger af et oprør mod Gud.

Feks. antyder Ez. 28 og Esaj. 14, at ”en kerub”  - ”en strålende morgenstjerne” - sikkert betegnelser for   Satan – der på et tidspunkt hovmodede sig over sin skønhed, og på en eller anden uforklarlig måde fik ”ondt i sinde” og gjorde oprør mod Gud, og det er måske det Jesus hentyder til med ordene: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn« (Luk 10,18), og hvor Gud af den grund udstødte Satan, den faldne kerub, englefyrste, fra den himmelske verden - og hvorved han rev andre med sig i faldet - og siden har han så ageret som en selvbestaltet og suveræn hersker over et velorganiseret syndens, løgnens, mørkets, dæmonernes og dæmoniernes rige(r), og via sit eget - usynlige, men alligevel frygtelige – dæmoniske og sataniske herredømme, gennemsyrer han vores verden med synd, løgn og mørkets dæmoni, alt sammen for at rette et frontalt angreb mod det ypperste Gud havde skabt og som var ”godt” og på snedig vis kom han i form af en slange til Adam og Eva, og her introducerede han sit speciale – løgnen – ved at sætte spørgsmål ved Guds ord  - ”mon Gud har sagt?” -  og i næste omgang vovede han direkte og åbent - med en løgn - at modsige Gud: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,4).

 

Adam og Evas møde med ham fik som bekendt smerteligt fatale følger, som herefter også er vores virkelighed,  og i den virkelighed kan Satan opfylde sit fornemste mål: - at friste mennesket, at holde os borte fra Gud og hans ord, alt sammen for at mennesket skal gøre sig fri af Gud og leve, som det selv vil, og være sin egen herre, for Satan, Djævelen vidste og ved, at den, der gør sig fri af Gud, netop ikke bliver sin egen herre, men kommer til at tjene og trælle under ham - den lede Satan - og det er netop denne frygtelige virkelighed Jesus taler til os om i dag, hvor han slår alvoren fast - - for løgner er han og fader til løgnen» (Joh 8,34-44).

 

Netop det med løgnen havde Jesus jo også selv så stærkt erfaret i sin egen fastetid, de 40 dage i ørkenen, hvor Djævelen fristede ham, men hvor Jesus afviste ham tre gange med henvisning til, hvad der står skrevet i Guds ord, sandhedens ord.

Til sidst sagde Jesus: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« Da forlod Djævelen ham (Matt 4,10-11).

 

Peter Sodes kloge ord - der hvor HÅ er, er der

altid tre ånder tilstede. Satans Ånd, menneskets Ånd og Helligånden, og det er jo både en vidunderlig ting og en forfærdelig ting, for det betyder, at vi 1. Ikke kan undgå angreb fra det onde, den onde, og 2. at vi kæmper med os selv om, hvad der er hvad, - hvilket røst er den rigtige, og i vores svaghed er vi ofte et bytte og selv om det måske skulle være en enkel sag, 3. så får vi som kristen muligheden for at holde sig til Guds ånd vejledning, men det er i praksis sandt for dyden ikke så ligetil, for vi er - selv som kristne med Guds Ånd boende i vore hjerter - under angreb og  Satan modarbejder Gud og alt det, Gud bruger for at gennemføre sin plan med verden, og Satans had får en stadig større intensitet, efterhånden som denne verdens tidshusholdning nærmer sig sin afslutning.

Og derfor ser vi Satan svinge morderkniven og slå ihjel gennem narkotika, spiritusmisbrug, vold, mord, sexuelle udskejelser, ødelagte ægteskaber, sladder, løgn, ødelagte menigheder, og vi ser tydeligt for vore øjne, at ”den forkerte fader og morder” har entret børnenes hus, knuser og ødelægger liv og livsglæde og fører mennesker til afgrundens rand, og alt det, som er godt, rigt og meningsfyldt, er han ude på at knuse og ødelægge, og vi ser hans operationer som en frygtelig usynlig magtfaktor i denne verden og i ly af denne skjulthed udøver han selv og hans åndehær deres magt her på jorden og ønsker kun at forføre og bedrage mennesker, og et af hans helt store og mægtige våben er netop  - løgnen -  som den onde dog  forsøger at vende til en sandhed

 

At blive klar over, hvad der sandt er ikke så let en sag nu til dags, som det måske har været, selv om det aldrig har været let.

I ”gamle dage” var der en enhedskultur, der sådan i grove træk bestemte vores opfattelse af sandhed og løgn, og biskopperne var kongens rådgivere herom.

 

Men i dag bestemmes ”sandheden” og - for den sags skyld også løgnen - af fire kilder: Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen.

De bibelske tekster spiller en væsentlig rolle i forståelsen af sandhed og løgn (de 10 bud m.m.), men traditionen – måden vi tolker Bibelens ord på - er også en faktor, når vi skal bestemme sandhed og løgn i Bibelen.

I dag har fornuften næsten overtaget bedømmelsen af sandhed og løgn, men fornuften er og bliver en svigefuld vendekåbe, især når fornuften får hjælp af forskellige fagområder (feks. filosofien, musikken, litteraturen, videnskaben, medierne m.m.) så kan det godt blive noget tvivlsomt, at udlede sandheden - der måske er en løgn - og ret meget ekstra hjælp får man da ej heller af erfaringen, som bestemt også er en variabel størrelse anno 2018.

 

Men sikkert er det - i min optik - at når Guds ord, Bibelen, bliver fravalgt som rettesnor for løgn og sandhed, kan Satan i langt stærkere grad og omfang udøve sin magt – og han gør det.

Menneskene bliver trælle under den ondes, det ondes herredømme, alt mens man påberåber sig, at man er frie til at leve og gøre som man vil.

Så Jesu ord er aktuelle som aldrig før, og mange har -  for at blive i den bibelske sprogdragt - Djævelen til fader, og den relation gør, at synd fører til mere synd, ondskab til mere ondskab, afkristning til hedenskab, hedenskab til lovløshed og skamløshed.

Jo, Satans verden er ondskabens og mørkets verden, og Bibelen fortæller, at verdensherskerne opererer i »dette mørke« og fører menneskene og menneskeheden mere og mere ud i syndens mørke.

 

Men Jesus er stærkere

Satans magt er stor, ja, men Jesu magt er langt langt større! Dét er det bedste budskab, der kan lyde til en falden og syndebundet menneskeslægt, og til den af Gud fastsatte tid kom hans egen søn til denne jord, gav afkald på hele himlens herlighed og blev født ind i denne syndens verden for at frelse menneskene ud af Satans magt.

Men allerede ved Jesu fødsel forsøgte Satan gennem Herodes at udrydde Guds søn ved den grufulde handling at lade alle drengebørn i Betlehem-området på to år og derunder dræbe, og her ser vi Satan i al hans kynisme og ondskab, men imod Gud formår Satan intet, for fra sin himmel steg Jesus frivillig ned, »for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens vælde, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Hebr 2,14-15).

Ved Jesu død og opstandelse gik de ord i opfyldelse, som Jesus havde sagt ved indtoget i Jerusalem: »Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud« (Joh 12,31).

Så længe det hedder i dag vil vi dele Brorsons vision, og holde os til sejrherren:

O Jesus, som er kommet at forstyrre Satans rige,

hjælp, at vi aldrig, dag og nat, fra ordets veje vige!

Og gør os alle fri

fra Satans tyranni,

vær hos os, hvor vi går,

stå med os, når vi slår,

og lad os altid vinde

og lad os altid vinde! (DDS 559)

 

Jesu kors og opstandelse er den strålende sol i denne mørke verden. Han opstod på den tredje dag. Satan havde gjort sit yderste for at holde ham i graven, men Jesus brød dødens lænker, og fra dette øjeblik var Satan en besejret fjende.

Jesus sejrede over alle ondskabens, dødens og helvedes magter. Bibelen stiger det så stærkt, som det vel overhovedet kan siges:» Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus« (Kol 2,15).

En afvæbnet hær er den store taber, og Gud gjorde dem yderligere offentligt til skamme ved at føre dem i sit vidunderlige triumftog i Kristus.

Satan og hele hans åndehær er for altid besejret. Jesus Kristus er sejrherren! For den evige og almægtige Gud må Satan dog vige, og han får aldrig lov til at gå længere, end Gud tillader.

Satan – færdig for evigt!

Den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, uddyber yderligere de dystre ting, som denne verden (og Djævelen) har i vente frem mod Jesu genkomst, hvor dommen over Djævelen eksekveres.

”Og Djævelen, som forførte folkeslagene, vil blive styrtet i søen af ild og svovl, hvor han sammen med Antikrist skal pines dag og nat i evighedernes evighed” (Åb 20,7-10).

Amen