Opdateret 27. febr. 2010
 
Ugereflektioner -08

Uge 17 - 08

En af ÅVM´s (Århus Valgmenighed)´s unge har spurgt mig, om jeg vil være hans mentor og gennemgå et forløb med ham. Det har jeg sagt ja til og jeg måtte til denne uge gennemtænke lidt hvad et sådant mentorforløb kunne bestå af, og jeg har i mine gemmer fundet noget som jeg synes er væsentlig at holde for øje i et sådant forløb  

Hvad har du hørt fra Gud
- når du be'r og tilbe'r?
- når du læser i Biblen?
- når du lytter til andre?
Hvordan har det født tro i dig?
Hvad planlægger du at gøre for at handle på det du hører?

De 3 R'er
Refleksion:

- Hvor er du i dit liv?
- Prioriterer du det, du har nådegave til?
- Hvad gør dig glad?
- Hvad bekymrer dig?
- Hvad taler Gud til dig om?

Refokusering
- Hvor vil du gerne hen?
- Kortsigtede mål (3-6 mdr.)?
- Langsigtede mål (1-3 år)?

Ressourcer
- Hvad kan hjælpe dig på vej?
- Bøger, kurser, forbøn, relationer, månedlig telefonkontakt osv…

OSMP
Opgaver
- Hvordan prioriterer du din tid?
- Passer opgaverne til dine gaver?
- Løser du opgaver andre burde løse?
- Er du tilfreds med, hvordan du løser dine opgaver?
- Hvad har du oplevet som de største udfordringer på det sidste?

Samarbejde
- Hvordan er samarbejdet med  kolleger, andre ansatte, frivillige, grupper og ledelsesorganer, menigheden?
- Investerer du dig selv og hvordan?

Mål
- Hvad ser du som de vigtigste udfordringer i den nære fremtid?
- Hvad vil du forbedre eller udvikle i den kommende tid?
- Hvad er dine langsigtede ønsker og planer?
-Hvad skal iværksættes for at nå målene?

Personligt
- Hvordan oplever du fornyelse i din tro?
- Fordybelse i bønnen..
- Fordybelse i ordet…
- Faglig udvikling…
- Familie/venner/fritid…

Det synes jeg lige du skal tænke på :-)

----------------------------

Uge 18-08
Jeg har bl. a. i denne uge undervist på et seminar i ÅVM (Århus Valgmenighed) om det profetiske element i især menighedens forbøn, og i den forbindelse faldt jeg over et godt citat af Peter Haldorff - et citat som sætter noget på plads, som ikke altid er på plads, nemlig forholdet mellem Åndens virke og moralens virke - en faldgrube, hvor vi let lader os diktere af det moralske og måske mindre af det åndelige.

Han siger
i sin bog Der brænder en ild

"at en side af pinsedags fantastiske udløsning af Åndens kraft er, at disciplene og med dem menigheden bliver profetiske - ikke moralske.
--------
Det profetiske løsner det, som er fra Gud
--------
For moralen er det store spørgsmål: Rigtigt eller forkert? Tabu eller lovligt?, og med det i hænder og hjerte går man på klapjagt efter dem, der har forsyndet sig, og det er ikke vores anliggende.
--------
Vort anliggende er at spejle Guds virkelighed og hjerte og et instrument hertil er det profetiske".

--------------------------

Uge 21-08

Vi er i denne uge begyndt at læse en lille bog om kristen lederskab af HENRI J. M. NOUWEN. Bogen hedder: PÅ VEGNE AF ]ESUS, og jeg vil gerne citere lidt fra den om

Kontemplativ bøn

For at leve et liv, der ikke domineres af ønsket om at være relevant, men i stedet er trygt forankret i visheden om Guds første kærlighed, må vi være mystikere.

En mystiker er en person, hvis identitet har dybe rødder i Guds første kærlighed.

Hvis der er et fokus, fremtidens kristne leder får brug for, er det disciplinen at hvile i Hans nærhed, som konstant spørger os: "Elsker du mig? Elsker du mig?

Elsker du mig?" Det er den disciplin, der kaldes kontemplativ bøn. Ved hjælp af kontemplativ bøn kan vi beskytte os selv mod at blive kastet fra det ene vigtige emne til det andet og dermed blive fremmed gjort over for vort eget og Guds hjerte. Kontemplativ bøn bevarer os "hjemme", rodfæstede og trygge, selv når vi er på vejen og bevæger os fra sted til sted, og når vi føler, at lyden af vold og krig omgiver os på alle sider.

Kontemplativ bøn bestyrker os i visheden om, at vi allerede er frie, at vi allerede har et tilflugtssted, at vi allerede tilhører Gud, selvom alt og alle omkring os synes at insistere på det modsatte.

Det er ikke nok for fremtidens præster og ledere at være moralske mennesker, veluddannede, ivrige efter at hjælpe deres medmennesker og i stand til at reagere kreativt på tidens "varme" emner. Det er alt sammen værdifuldt og vigtigt, men det er ikke hjertet i kristent lederskab. Det centrale spørgsmål er, om fremtidens ledere i sandhed er Gudsmænd og -kvinder, mennesker med en brændende længsel efter at hvile i Guds nærhed, at lytte til Guds stemme, at se Guds skønhed, at røre Guds inkarnerede Ord og smage Guds uendelige godhed.

Den oprindelige betydning af ordet" teologi" var "enhed med Gud i bøn". I dag er teologi blevet en akademisk disciplin blandt mange andre, og teologer finder det ofte svært at bede. Men for fremtidens kristne lederskab er det af vital betydning at genvinde teologiens mystiske aspekt, så hvert ord, der tales, og hvert råd, der gives, og hver strategi, der udvikles, kan komme fra et hjerte med et intimt kendskab til Gud.

Det er mit indtryk, at mange interne diskussioner i kirken, f.eks. om pavedømmet, kvindelige præster, cølibat, homoseksualitet, prævention, abort og aktiv dødshjælp primært finder sted på et moralsk niveau. På det niveau kæmper de stridende parter om, hvad der er rigtigt eller forkert. Men kampen udkæmpes ofte fjernt fra erfaringen af Guds første kærlighed, som er forudsætningen for alle menneskelige relationer. Ord som højrefløj, reaktionær, konservativ, liberal og venstrefløj bruges til at beskrive folks meninger, og mange diskussioner ligner mere politiske magtkampe end en åndelig søgen efter sandheden.

Kristne ledere kan ikke nøjes med kun at have en velinformeret holdning til vor tids aktuelle spørgsmål.

Deres lederskab må være rodfæstet i et stabilt og nært forhold til det inkarnerede Ord, Jesus, og det er der, de må finde kilden til deres ord, råd og vejledning.

Gennem den kontemplative bøn må kristne ledere igen og igen lære at lytte til kærlighedens stemme og der finde visdom og mod til at forholde til sig til de problemstillinger, de stilles overfor. Hvis man forholder sig til kritiske problemstillinger uden at være rodfæstet i et dybt personligt forhold til Gud, fører det lynhurtigt til splittelser, for før vi ved af det, har vi investeret os selv i vores holdning til det pågældende emne. Men hvis man er sikkert rodfæstet i et nært, personligt forhold til livets kilde, kan man være fleksibel uden at være relativistisk, overbevist uden at være skråsikker, konfronterende uden at være angribende, mild og tilgivende uden at være blød og eftergivende og et sandt vidne uden at være manipulerende.

Hvis fremtidens kristne lederskab i sandhed skal blive frugtbart, er en bevægelse fra det moralske til det mystiske påkrævet.

--------------------------

UGE 23-8 NPN

I denne uge er jeg standset op ved en særlig side af bønnen, som David Benner peger på i sin bog: At vælge Guds vej, nemlig bøn som opmærksomhed. Jeg citerer:

VILJE OG OPMÆRKSOMHFD

Gud er til stede i Ordet. Men guddommeligt nærvær er langt fra forbeholdt Bibelen alene. Tidligere havde jeg for vane at bede om, at Gud måtte være mig nær. Det gør jeg ikke længere. Nu beder jeg om, at jeg må rære opmærksom på Guds nærvær i mig.

Richard Rohr siger det sådan: "Vi kan ikke udvirke Guds nærvær. Vi er allerede fuldt ud i Guds nærvær. Det, der mangler, er vores opmærksomhed på det.". At ville Guds vilje begynder med, at vi løfter vores åndelige øjne mod himlen. Bøn kommer af opmærksomhed. Faktisk springer den automatisk frem deraf. Men vi skal ikke begynde at tale, før vi er opmærksomme på nærværet. Når alt kommer til alt, er det jo uhøfligt at brase ind i andres nærvær, mens man allerede shvadrer løs!

I sidste ende indeholder opmærksomhed meget større forvandlende kraft, end viljen gør. Simone Weil opdagede dette i sit bemærkelsesværdige, men korte 34_årige liv, og hendes værker indeholder en af de klareste fremstillinger, der findes af forholdet mellem vilje og opmærksomhed. Hun peger på de enorme begrænsninger, der ligger i at prøve at forandre sig selv gennem viljens beslutning. Hun begrunder det med, at når vi gør sådan, forøger vi hem vores selvkontrol og den indsnævring i sjælen, vi kalder stolthed. Forandring, som kommer af opmærksomhed, er derimod afgørende anderledes.

Opmærksomhed er for Weil ikke den aktive mentale koncentrationsproces, som folk normalt kalder for at "være opmærksom". Det handler snarere om at stille vores tanker i bero og lade opmærksomheden udvikle sig. Den ligner derfor mere bønnens åbenhed, end den ligner tænkning i al almindelighed. Faktisk, mener hun, er "opmærksomhed i sin højeste form det samme som bøn. Den forudsætter tro og kærlighed.

Fuldkommen, udelt opmærksomhed er bøn."" Vilje er ifølge Weil den forkerte måde at søge på. Når vi "vil" noget, er vores focus rettet mod problemet eller den ønskede løsning. Opmærksomhed er derimod forbundet med længsel og indebærer altid en opmærksomhed på "distancen... mellem hvad vi er, og hvad vi elsker." Forvandling forekommer, siger Weil, når vi længes efter noget; ikke når vi bare prøver at opnå det eller skaffe os det. Enhver anstrengelse med forandringen for øje, som alene udføres med viljen, koster sjælen dyrt. Forandring, som kommer af opmærksomhed og længsel, kræver, at vores naturlige kræfter forholder sig passive. Hun skriver: "Jeg må tage al min opmærksomheds lys fra det, som jeg kalder 'jeg' og vende det mod det, som er uden for min forestillingsevne.

. . . [Det må] vendes med kærlighed mod Gud." Med andre ord siger Weil, at de ting, vi kan opnå gennem viljestyrke, er ubetydelige i forhold til de ting, vi kan modtage, når vores længsel og opmærksomhed bliver rettet mod Gud.

For eksempel kan vi ikke ville os til Guds nærvær. Vi kan kun give kærligheden lov til at drage os ind i nærværet. Vi kan heller ikke ved viljens magt gennemføre de vigtige ændringer, som vi dybt i vores sjæl ved er nødvendige, hvis vi skal blive hele mennesker. Vi kan kun tillade dem at vokse frem som frugter af at leve et liv i opmærksomhed på den Fuldkomne Kærligheds nærvær.

Rabbi Shapiro fortæller, hvordan en ung hasidisk jøde en dag opsøgte rabbi Yerachmiel ben Yisrael. "Rabbi," spurgte den unge mand alvorligt, "hvad er vejen til Gud?" Rabbien så op fra sit arbejde og sagde: "Der fndes ingen vej til Gud, for Gud er ikke andet end her og nu. Sandheden, som du søger, er ikke skjult for dig; du skjuler dig for den." Det er den sandhed, som er blevet forkyndt af alle store kristne mystikere gennem kristendommens historie. Og det er sandheden, som fremgår side for side i Bibelen. I sin tale på Areopagos siger Paulus, at Gud "ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi, og er vi" (ApG 17,28).

Gud er os nærmere end vores næste åndedrag. Faktisk minder Job os om, at Gud ikke bare er kilden til hvert eneste åndedrag, men at hvert eneste åndedrag er Guds åndedrag (Job 27,3).

Hvor meget mere intimt kan vores fællesskab med Gud så ikke være? Gud er ikke fraværende. Det er os, som ikke lægger mærke til det guddommelige nærvær. Det hele handler om opmærksomhed.

Viljens forvandling

Gud har meget større mål for vores forandring, end vi har. Vi stiller os nemt tilfredse med bare at vælge de rette ting. Men Guds dagsorden kan aldrig reduceres til et selvforbedringsprogram. Den er meget større. Gud ønsker også, at vi vælger på den rette måde.

Selvom vi sommetider blander tingene sammen, må åndelig forvandling aldrig forveksles med at undgå synder. Gud ønsker at forandre den måde, vi vælger på _ ikke bare, hvad vi vælger. Gud ønsker at give os en hjertetransplantation _ at erstatte vores selvcentrerede, viljestærke stenhjerte med hans hjerte. Derefter beder Gud os om at lade dette nye hjerte vælge for os _ et forløst hjerte, som træffer forløste valg.

Mens viljestyrke alene aldrig kan bringe os nær Gud, peger mange af vores dybeste længsler i virkeligheden mod Livet.

Men hvis vores længsler igen skal blive Guds længsler, må de finde deres rette plads med Gud som omdrejningspunktet.

Først da vil vi kunne blive frie til virkelig at kunne stole på vores hjerte. Først når vi ikke længes efter andet end Gud selv, kan vi virkelig glæde os over alle Guds andre velsignelser.

Det åndelige liv forener alt i en grundlæggende længsel. Kristen spiritualitet er et hjerte og en vilje, som er forenet i Kristus og rettet mod den kærlige Fader. Uanset hvor mange krumspring vi gør, kan vi aldrig leve i jeg'ets rige, samtidig med at vi lever i Guds rige. Hvis vi virkelig vil leve den usynlige Guds liv, må vi give afkald på alt synligt. "At tage del i Ham, som ikke kan forstås, er at give afkald på alt, der kan forstås. Når vi hviler i ham, som er ophøjet over alt det skabtes hvilen, giver vi afkald på begæret efter hvile i skabte ting"!

At vælge Gud er at vælge livet. Når vi vælger Guds vilje, giver vi os muligheden for at komme ud af vores selvcentrerede hule og vende hjem til den kærlige Fader, som tålmodigt venter på at holde fest for os. Hvor er vi blinde, når vi ikke ser, at Guds vilje er Guds visioner for os og for verden! Det er rige visioner. Det er visionen om helbredelse og helhed. Det er visionen om et liv sammen under den Fuldkomne Kærligheds styre.

N år du er kommet hertil i bogen, ved du allerede dette. Måske har du ligesom jeg ind imellem smagt glæden ved at overgive sig til Gud, men er siden faldet tilbage til livet i jeg'ets rige. For det meste opdager vi ikke engang, at vi gør det. Vi er så ufølsomme over for vores egen ånd, at vi ikke bemærker, at vi har vendt os væk fra Guds And.

Må Gud hjælpe os til at blive mere opmærksomme på vores egen ånds bevægelser, så vi kan være lydhøre over for Guds Ands bevægelser i os. Sådan vælger vi Gud hvert øjeblik. Det er nøglen til det virkelige liv.

Uge 24-08 NPN

Jeg er midt i en god bog om venskab, en bog af Helge Svarre udgivet på forlaget Boedal. Bogen hedder slet og ret Venskab, og jeg har lyst til at citere lidt derfra  - udfra nogle tanker af den gamle græske filosof Aristoteles

Afsnittet hedder Det gode venskab NPN

Det gode venskab

Det gode venskab adskiller sig fra de to foregående venskabstyper ved, at det ikke bygger på ønsket om at opnå nytte eller glæde. Et godt venskab opstår, ifølge Aristoteles, når to mennesker indgår et ligeværdigt fællesskab for at skabe en højere form for liv sammen, end hvad man er i stand til alene. Målet er ikke nytte eller glæde, men et godt liv _ det vil sige det gode liv, som man kun kan leve sammen med andre.

Udefra set kan det ved første øjekast synes uklart, hvad der er forskellen på et nyttevenskab, et lystvenskab og det, som Aristoteles kalder et godt venskab. I et godt venskab hjælper vennerne hinanden, når de har brug for det, derfor vil gode venner ofte udveksle tjenester af samme slags som i et nyttevenskab. Og fordi gode venner trives i hinandens selskab, oplever de normalt glæde ved at være sammen, på samme måde som i et lystvenskab. Et særkende ved det gode venskab kan være varighed. Et godt venskab har en varighed, som de andre venskabsformer ofte mangler. Men også et nytte_ eller lystvenskab kan i visse tilfælde vare længe, måske et helt liv. Det betyder ikke, at det gode venskab ikke adskiller sig fra de to andre. Et ydre kendetegn på det gode venskab er, at gode venner prioriterer venskabet, også når andre hensyn kommer i vejen. Det er også bedre i stand til at overleve kriser _ det tåler mere, fordi det bygger på et mere stabilt fundament end de andre venskabstyper.

For at forstå dette fundament, må vi gå bagom venskabet s overflade og se på motivationen for at indgå venskabet. Den er hverken nytte eller lyst, men ønsket om at skabe et godt liv og visheden om, at et godt venskab hører med til et sådant liv. Men er dette ikke blot en ny form for nyttebaseret egoisme? Bruger vi ikke stadigvæk vore venner som redskaber for at opnå noget, som i sidste instans handler om vores eget velvære? Ifølge Aristoteles er det ikke sådan.

For at forstå dette, må vi kaste et hurtigt blik på Aristoteles' mere generelle teori om det gode liv. Ifølge Aristoteles er ethvert menneske født med bestemte evner og anlæg. Målet er at udvikle disse evner på en harmonisk måde. Når du opnår dette, opstår en speciel følelse af lykke. Det er en lykke, som stikker dybere og er mere varig end de korte øjeblikke af nydelse eller glæde, du kan opleve, når du får et nyt stykke tøj, spiser et godt måltid mad eller lader dig underholde i teatret. Det er en lykke, der udspringer af, at du har realiseret din natur. Denne lykke er mere end en forbigående følelse, det er en tilstand.

Samtidig er det en tilstand, som på en speciel måde en knyttet til aktivitet. Menneskets natur er nemlig at være i aktivitet, hævder Aristoteles. Og tegnet på at man har realiseret sin natur er, at man er aktiv på en særlig måde. Nøjagtig hvordan man er aktiv kan variere, lidt afhængigt af hvilken slags evner man har.

Et menneske med anlæg for fløjtespil oplever lykke ved at spille fløjte. En mere filosofisk anlagt person oplever lykke, når han kan sidde og filosofere. Lidt firkantet kunne vi sige, at lykke for Aristoteles er at lykkes med at udvikle og realisere sine evner og anlæg. Men først og fremmest gælder det om at lykkes som menneske, det vil sige at udvikle de mest menneskelige sider af sig selv.

Det kan kun gøres sammen med andre, mener Aristoteles.

Mennesket er fra naturens side et socialt væsen og kan kun udvikle sig som menneske i fællesskab med andre. Og mere end noget andet kan vi udvikle os som mennesker i det gode venskab. Det at være sammen med gode venner giver en egen form for lykke, som hænger sammen med, at vi her _ mere end noget andet sted _ får realiseret det bedste i os selv. Mens luft og mad er nødvendig for vores biologiske overlevelse, er venskabet nødvendigt, for at vi i dybere forstand skal leve et værdifuldt liv.

l vores tid er vi vant til at tænke, at en person, som forfølger sit mål, let kommer i konflikt med fællesskabet. Det mål. som Aristoteles er optaget af i sin lære om det gode liv, er ikke sådan. Han ser ingen trussel i, at mennesker udvikler deres evner og anlæg.

Tværtimod. Kun ved at gøre det bliver den enkelte et samfundsmedlem, som kan være til gavn for fællesskabet. Samtidig er det kun på den måde, at den enkelte kan leve et virkeliggjort liv. Kun i samspil med andre kan han eller hun realisere alle sider af sin menneskelige natur. Og kun sådan kan man opnå den mest fuldkomne lykke. Særlig er dette muligt i det gode venskab.

l et nytte_ eller lystvenskab mødes parterne, fordi de mangler noget, som de håber, andre kan give dem. l et godt venskab er det ikke sådan. Den gode ven er noget radikalt anderledes end en nyttesøgende person, som indser, at han er afhængig af andre, og derfor kynisk kalkulerer sig frem til et mindstemål for, hvad han må yde til fællesskabet, for at han kan drage nytte af dets tjenester. l det gode venskab mødes man med vilje til at skabe noget sammen. Begge parter bidrager til dette ved at give af deres overskud. Og begge parter er klar over, at det gode, de er ude efter, kun kan skabes ved en fælles anstrengelse. Deres projekt er det samme, og begge har lige stor interesse i, at det lykkes. Dette danner grundlag for et særligt fællesskab, hævder Aristoteles.

Det er, som om grænserne mellem mit og dit ophæves. Parterne bindes sammen af en stærk uselvisk kærlighed. Hver enkelt betragter den anden som sit andet jeg.

Det er den tanke, der ligger bag, når Aristoteles fremsætter den tilsyneladende mærkelige påstand, at gode venner ikke har brug for retfærdighed. Idealet om retfærdighed kommer til anvendelse, når parter med forskellige interesser mødes. Det fordrer, at ingen af dem må berige sig på den andens bekostning. Men en sådan trussel om uretmæssig berigelse findes kun, så længe den ene ser den anden som en person med andre interesser end han selv. Og i et godt venskab er den anden ikke en sådan person.

Han er mit andet jeg. Jeg glæder mig, når han glæder sig, og lider, når han lider. Jeg taber, når han taber, og vinder, når han vinder. Derfor mister jeg ikke noget ved at give ham det, der er mit.

Jeg beriges i samme grad, som han beriges.

Ifølge Aristoteles skal der en del til, før et godt venskab opstår.

For det første kan et sådant venskab kun vokse frem mellem gode mennesker. Det kræver, at parterne har udviklet de rette dyder, blandt andet besindighed, storsind, gavmildhed og trofasthed. Og det tager tid at komme til at kende nogen så godt, at man kan være sikker på, at vedkommende virkelig har disse dyder. Det begrænser det antal gode venner, det er muligt at have. Dernæst indebærer et godt venskab, at vennerne mødes ofte og tilbringer tid sammen. Et godt venskab indebærer, at man lever sammen, skriver Aristoteles. Det betyder ikke, at vennerne må bo under samme tag.

Men gode venner følger hinanden gennem livet. Alt dette gør, at det næppe er muligt at have mere end nogle få gode venner i ordets aristoteliske betydning. Men når disse venskaber opstår, danner de den bedste ramme omkring det gode liv.

 Uge 25-08 NPN

Som vores daglige andagtslæsning er vi midt i David G. Benners bog:  At vandre sammen - om åndeligt venskab og åndelig vejledning og jeg har lyst til at citere lidt derfra om venskabets piller og søjler. Lidt langt måske, men godt.

IDEALER FOR ÅNDELlGE VENSKABER

Fem tæt forbundne elementer dukker op i forholdet mellem David og Jonatan; Ruth, No'omi og Boaz og Jesus og hans disciple. Det er kærlighed, ærlighed, nærhed, gensidighed og ledsagelse. Lad os se nærmere på hvert af disse idealer for åndeligt venskab.

Kærlighed.

Venskaber rummer et kærlighedsbånd, aldrig bare en forpligtelse til at elske. Der står om Jonatan, at han elskede David som sig selv og var tæt knyttet til ham. Derfor betød det ikke noget, at han måtte bringe ofre og løbe store nsiC!.

Sande venner oplever, at de på en eller anden måde er en del af hinanden. Jeg hørte engang en hvinde beskrive sit venskab sådan, at hun opdagede den anden halvdel af sin sjæl. Platon brugte den samme metafor til at karakterisere et inderligt venskab: oplevelsen af en sjæl i to legemer.

Metaforer om at være et i ånd eller sjæl bør ikke fortolke s så bogstaveligt, så man tror, at hvis vi ikke befinder os i et sådant forhold, mangler vi halvdelen af os selv. Men de peger dog på den inderlige følelse af samhørighed, der findes i venskaber som David og Jonatans. Denne samhørighed indebærer meget mere, end at man opdager, man har fælles interesser og værdier. ~Iennesker kan ligne hinanden af personlighed uden at opleve nogen inderlig sjælesamhørighed. Ligesom siamesiske tvillinger, hvis kroppe hænger sammen, hænger sjælcvenner sammen i deres indre selv.

Ifølge es. Lewis indebærer et inderligt venskabsbånd, at man oplever et andet menneske som det, han kalder en "åndsbeslægtet". Han siger, at åndsbeslægtede er mennesker, som ser den samme sandhed eller måske rettere: er optaget af den samme sandhed. l Venskab indebærer lidenskab. I modsætning til romantisk kærlighed, hvor der er lidenskab mellem parterne, deler man i venskab en lidenskab for noget uden for venskabet. Venner har en fælles kærlighed til mindst en ting _ om det så er ideer, politik, kunst eller den åndelige rejse. eden det ville der ikke være noget, som venskabet h'1mne handle om. Som Lewis bemærker: De, der intet har, har intet at være fælles om; de, som ikke er på vej nogen steder hen, kan ikke have rejsekammerater. Følelsen af at være åndsbeslægtede bygger derfor på en fælles lidenskab i forhold til vigtige aspekter i livet.

Mens venner kan være elskende, og elskende ideelt set burde være venner, bemærker Lewis nogle nyttige kontraster mellem disse to former for kærlighed, hvis vi ikke skubber dem for langt fra hinanden. Metaforisk talt siger han, at hvor elskende står og stirrer ind i hinandens øjne, går venner side om side for at dyrke deres fælles interesse. Elskende taler altid sammen om deres forhold. Det gør venner derimod næsten aldrig. Deres focus ligger et andet sted _ på den rejse, de er fælles om.

Det er tydeligt i forholdet mellem Jesus og disciplene. Selv om disciplene var mere end arbejdere, som var hyret til en sag, var deres focus ikke bare på venskabet med Jesus. Jesus viste dem hele tiden hen til Faderens vilje og de aktiviteter i Guds rige, som var en del af overgivelsen til hans vilje. Deres venskab var ikke bare en hygge_ og beundringsklub. Det var bygget op omkring det at kende, elske og tjene Gud.

En anden vigtig forskel mellem venner og elskere er, at venskab er meget mindre sårbart for jalousi, I modsætning til romantisk kærlighed mister venner ikke noget ved at dele deres venner med andre. Eksklusivitet bør ikke have nogen plads i venskab. Under normale omstændigheder er det faktisk sådan, at venskabskredse udvider sig, når man finder andre "åndsbeslægtede", sådan at hver eneste tilføjelse til gruppen forstærker og ikke forringer værdien af netværket. Hver enkelt i venskabskredsen får særlige aspekter frem i hver af de andres personlighed. Således kan enhver bydes ind i kredsen i stedet for at blive afvist som en trussel.

Inklusiviteten i Jesu venskab må have været vanskelig for disciplene at forstå. De var vant til venskaber, der var mere eksklusive, hvor grænserne mellem indre og ydre bekendtskab skredse var klarere. Forestil dig deres chok, da Jesus efter at have irettesat den ukendte mand, som uddrev dæmoner, erklærede, at alle, der ikke var imod ham, var for ham (Mark 9,38_10).

Forestil dig deres chok, da han indbød syndere og udstødte i sin venskabskreds. Forestil dig deres chok, da kvinder også offentligt blev taget med.

Venner viser deres kærlighed på mangfoldige måder. Bag ved disse ligger der imidlertid en helt central længsel efter, at det andet menneske må blive velsignet. Venner længes efter hinandens velbefindende og gør, hvad de kan, for at sørge for det.

Når mine venner har omsorg for mig, støtter de min følelsesmæssige, åndelige, intellektuelle og fysiske udvikling. De vil ikke bare have mig til at blive ved med at være, som jeg er. Nej, de ønsker, at jeg skal vokse. De vil have mig til at blive alt det, jeg har mulighed for at blive. De vil have mig til at udvikle mine gaver og realisere mit potentiale. De ønsker intet mindre af mig, end at jeg helt og fuldt bliver til det menneske, som jeg fra evighed er kaldet til at være i Kristus. De ønsker intet mindre, end at jeg skal være hel og hellig. Hvilken velsignelse at have bare et af den slags venskaber!

Det er vigtigt at lægge mærke til, at venskabets kærlighed er rodfæstet i virkeligheden. Det skyldes først og fremmest, at der ikke sker nogen idealisering. Den store svaghed ved romantisk kærlighed er, at de elskende ser hinanden gennem idealiseringens urealistiske briller. Det er naturligvis derfor, at romantisk kærlighed ikke er holdbar. Før eller siden slår virkeligheden altid igennem og knuser den urealistiske opfattelse af den elskede.

Sande venner ser derimod realistisk på hinanden. Fordi de kender hinanden så godt, kender de også de svagheder, der er skjult for folk, som er mere på afstand. Denne bevidsthed formindsker dog ikke den respekt, kærlighed og beundring, de føler. Men de er ikke tilbøjelige til at forgude den anden. Venner er ikke fascineret af hinanden. De er heller ikke slået af ærefrygt. De kender ikke hinanden på personlighedens ydre klædedragt, men gennem pålidelige og relativt stabile elementer som vane, karakter, humør og personlighedstræk. Det er venskabernes jordnære karakter, der giver dem stabilitet og holdbarhed. De er måske nok uromantiske, men de er til gengæld fast forankret i virkeligheden.

Der er en hændelse i evangelierne s genfortælling af forholdet mellem Jesus og hans disciple, som er særligt slående i denne henseende. :\[atthæus fortæller historien om, hvordan Jesus kaldte ham til discipelvenskab, og han forlod sit tidligere arbejde som tolder. Toldere i Palæstina i det første århundrede var kendt for at være korrupte og foragtet af næsten alle. Så da Jesus tog hen til Matthæus for at spise middag, og nogle af Matthæus' kolleger dukkede op for at møde hans nye ven, kritiserede farisæerne Jesus for at spise og drikke sammen med syndere. Hans reaktion er lærerig. I stedet for at forsvare Matthæus og hans venner accepterede Jesus, at de var syndere. Faktisk gik han videre endnu og identificerede sig med dem og erklærede, at det var synderne, som var hans højeste prioritet, og ikke de retfærdige, ligesom det er de syge og ikke de raske, som har brug for en læge (Matt 9,10_13).

En sådan grundfæstethed i virkeligheden giver sande venskaber deres enorme vækstpotentiale. Alt, hvad der kalder et menneske til et fastere greb om virkeligheden, kalder ham eller hende til vækst. Der findes ingen meningsfuld vækst uden en fast forankring i virkeligheden.

Et sidste aspekt af venskabelig kærlighed, som man bør bemærke, er loyalitet. Jonatans loyalitet over for David er en af de vigtigste grunde til, at beretningen har appelleret til mennesker til alle tider. Det samme kan siges om Ruths loyalitet over for No'omi. Loyalitet er altid en kærlighedsgave. Det er en gave, for loyalitet kan ikke kræves. Uden loyalitet er der imidlertid ikke noget virkeligt venskab _ og i hvert fald ikke noget, der fortjener at kaldes et åndeligt venskab. Loyalitet er en gave, hvormed man viser både venskabet og vennen ære.

Loyalitet betyder trofasthed over for løfter _ bade udtalte og uudtalte. Sande venner røber ikke det, man har betroet dem;

de forpligter sig på at være ærlige over for hinanden; de undgår at kritisere hinanden over for andre; de viser hinanden høflighed og respekt. De varetager altid hinandens interesser og forsoger altid at fremme hans eller hendes sag. De er også parate til at beskytte disse interesser, selv hvis det har personlige omkostninger. Loyalitet kræver sommetider, at man ofrer sine egne interesser. Men det er en beskeden pris at betale for venskabets dyrebare perle.

Ærlighed.

Fordi venner ønsker, at den anden skal vokse og udvikle sig, kræver kærlighed ærlighed. Kærligheden konfronterer illusionerne og tør risikere et midlertidigt ubehag ved at kalde os til sandheden.

Jesu kærlighed til disciplene betød, at han ikke kunne se gennem fingre med nogle af de ting, han så hos dem. Da han forudsagde Peters fornægtelse, var det ikke for at prale med sine profetiske evner; han konfronterede Peter omkring hans stolthed. Da han irettesatte disciplene for deres mangel på tillid til hans evne til at tage sig af dem under en storm på havet, var det for at opmuntre dem til at tro. Og da han hørte dem skændes om, hvem af dem der var den største, var hans konfrontation motiveret af ønsket om deres åndelige velbefindende.

Et særligt slående eksempel på at tale sandhed i kærlighed findes i mødet mellem Jesus og Peter efter Jesu forudsigelse af sin egen død. Peter protesterede, og J esus talte ord til ham, der må have føltes usædvanlig hårde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil" (Mark 8,33).

Afspejlede disse ord mangel på omsorg, eller afspejlede de snarere en inderlig kærlighed? En reel mangel på omsorg ville helt klart have været at se gennem fingre med de triumfalistiske antagelser, som lurede bag Peters indvendinger. Det var kærlighed, der motiverede J esus til at gå i rette med Peter. Kærligheden kan ikke ignorere ting hos den elskede, der skader ham selv.

Ved at vove at være ærlig over for os giver venner os uvurderlige muligheder for vækst. De kan hjælpe os til at trænge igennem vores selvbedrag og vores yndlingsillusioner. Ligesom nethinden i det menneskelige øje indeholder et blindt sted, har også menneske sjælen en blind vinkel. Sjælevenner hjælper os til at se ting, vi ikke kan se på egen hånd. Der er ting ved os selv, som vi aldrig ville indse uden dem. Den sande sjæleven vil ikke acceptere vores selvbedrag, men vil blidt og bestemt konfrontere os med vores sjæleblindhed. Sjælevenner vil have, at den anden ikke skal stille sig tilfreds med mindre end at blive det hele og hellige menneske, som han eller hun er kaldet til at være.

Når jeg reflekterer over, hvordan mine egne venner gennem årene har udfordret mig til at vokse, mindes jeg talrige eksempler. De fleste af dem har at gøre med den side af min personlighed, der er min særlige skødesynd. En god ven i gymnasiet konfronterede mig omkring min arrogance. Jeg afviste hans påtale. Imidlertid hæftede jeg mig mere ved det, da en anden ven nogle år senere påtalte den samme sag ved at nævne min distance til andre. Nogle år senere igen tilskyndede min nærmeste ven _ min kone _ mig til at tænke over den vrede, der ofte tilsyneladende lurede under overfladen.

Der viste sig et mønster, som var bygget op omkring en dynamik af hovmod, distance og rethaveriskhed. Disse dynamik~er er lige i centrum af min sjæls blinde vinkel. Det er synder, jeg umuligt kunne få øje på, hvis det ikke var, fordi mine venner konfronterede mig med dem.

Selvom jeg de fleste gange var mindre åben, end jeg burde have været over for det, disse gode venner gav mig, når de konfronterede mig, står jeg i en enorm taknemlighedsgæld til dem.

Jeg kæmper stadig en kamp på disse områder. Men det ville have været meget værre, hvis det ikke havde været for de venner, der har turdet prikke kærligt til mig, så jeg kunne vokse.

At blive prikket til sikrer ikke, at der kommer en reaktion. Men det giver i hvert fald en mulighed for det.

Når venner konfronterer hinanden på disse måder, gør de det i kærlighed. Det forøger voldsomt sandsynligheden for, at samværet vil skabe vækst. Hvis jeg har mistanke om, at min ven bare angriber mig, er det let at ignorere hans eller hendes udfordring. Men når det er klart, at min ven puffer til mig, simpelthen fordi han eller hun elsker mig og gerne vil have mig til at udvikle mig, er konfrontationen langt sværere at ignorere.

Udfordringen er at kommunikere kærlighed gennem en svær balance mellem støtte og konfrontation. Konfrontation uden støtte vil aldrig blive oplevet som kærlighed. Men støtte uden konfrontation vil altid være en udvande t form for kærlighed.

Venner udtrykker deres kærlighed ved at give følelsesmæssig og åndelig støtte. Det indebærer også støtte til deres venners vækst. Støtten vil imidlertid aldrig være betinget af vækst, sådan at den trækkes tilbage, hvis jeg ikke udnytter den godt nok.

Endelig er ærlighed ikke bare noget, som venner prøver på at praktisere. Det er også noget, de nyder at opleve. Den ærlighed, der kendetegner ægte og dybe venskaber, er ikke bare ærlighed i ord. Det er også ærlighed i deres måde at være på.

Venner føler sig tilstrækkeligt trygge ved hinanden til, at de kan slappe af og være den, de er. Eftersom jeg allerede er kendt og elsket som den, jeg er, kan jeg lægge al forstillelse til side og være mig selv. Ralph Waldo Emerson beskriver en ven som et menneske, som jeg kan tænke højt sammen med. Denne frihed fra at skulle kontrollere min ydre fremtoning er et grundlæggende element ved alle sande venskaber.

Nærhed.

Når mennesker længes efter venskaber, der er mere meningsfulde, vil de gerne have en, som de kan være kendt af med den frihed og ærlighed, jeg lige har beskrevet. Og de vilgerne kende det andet menneske på samme inderlige måde.

Kort sagt ønsker de nærhed eller intimitet.

Når Jesus tilbyder venskab, tilbyder han intimitet. Han vil tage del i vores liv og vores erfaring. Og endnu mere fantastisk: Han indbyder os til at tage del i hans liv og hans erfanng.

Tænk over, hvor forbløffende det var, at Jesus delte sin angst i Getsemane Have med sine disciple (Matt 26,36_46). Læg først mærke til, at han ikke gik hen i haven alene. Vi kunne måske antage, at hans venskab med sin Fader ville have været nok, og at han blot ville dele sine følelser med ham i bøn. Men nej, han tog tre af sine disciple med, da han gik hen i denne have for at forberede sig på det, som han vidste var hans nært forestående anholdelse og korsfæstelse.

Prøv så at lægge mærke til, hvad han delte med dem. Den ærlighed og intimitet, vi finder i samtalen, er helt utrolig. Han fortalte dem, at hans sjæl var ved at briste i ham, at han var overvældet af sorg. Og han sagde til dem, at han var lige ved ikke at h.'Llnne klare det længere; han stod på grænsen til døden. Så bad han dem våge sammen med sig _ at tage del i hans erfaring.

Intimitet er delt erfaring. Jesus delte sin oplevelse med dem, der var hans nærmeste venner. Og han indbød dem til at gå med ham gennem denne erfaring.

Intimitet kan opleves på mange måder. To mennesker er åndeligt intime, når de deler åndelige oplevelser; følelsesmæssigt intime, når de deler følelsesmæssige oplevelser; seksuelt intime, når de deler seksuelle oplevelser; og intellektuelt intime, når de deler intellektuelle oplevelser. Andre former for intimitet er blandt andet faglig intimitet (fælles arbejde), rekreativ intimitet (fælles glæde ved at lege), kreativ intimitet (en fælles oplevelse af at skabe noget), æstetisk intimitet (fælles glæde over skønhed) og social retfærdighed s_intimitet (at arbejde sammen på at gøre verden til et bedre sted at være).

De forskellige intimitetssfærer forstærker hinanden. Venner, som deler intellektuelle opdagelser, bliver nærmere forbundet, hvis de også deler oplevelser, som er politiske, åndelige eller æstetiske. iEgtepar, som mener, at intimitet hlln har med sex at gøre, oplever meget mindre ægte intimitet end de, der også deler intense oplevelser på en bred vifte af andre områder i livet. De dybeste åndelige venskaber bygger på en række forskellige intimitetssfærer, som hele tiden udvider sig.

Dette er mest afgørende i ægteskabet, hvor det er let at være intim med ens ægtefælle i en eller to dimensioner af livet, men uddelegere intimiteten på andre områder til venner. Mange par deler en seksuel og følelsesmæssig intimitet, men har hlln meget begrænset intellektuel, æstetisk eller åndelig intimitet. Dynamiske åndelige venskaber, især inden for et ægteskab, skaber en sult efter fælles oplevelser på stadig flere områder i livet. Den store fare ved at få opfyldt for mange af sine intimitetsbehov uden for ægteskabet er, at den ægteskabelige intimitet som konsekvens sygner hen.

Ligesom mange andre former for relationer er venskaber ikke statiske. De udvikler sig eller degenererer _ vokser eller krymper. Hvis et venskab bliver stærkere med tiden, vokser intimiteten både i bredden og i dybden. Faktisk er det at vokse i intimitet et af de bedste mål for vækst i et venskab. Modsat er dalende intimitet et sikkert tegn på døende venskab.

Andelige venner deler med hinanden, hvad der foregår i sjælen. Det betyder ikke, at de hlln taler om alvorlige, personlige eller åndelige ting. ?\len hvis de aldrig deler noget på dette niveau, fortjener forholdet ikke at blive kaldt et åndeligt venskab eller et sjælevenskab. At dele på sjælsniveau betyder, at deres intimitet ikke er begrænset til det, de oplever i den ydre verden. Husk på, at sjælen betegner hele mennesket, med særlig opmærksomhed på det indre liv. Sjæleintimitet bygger derfor på at dele det indre selv:

Venner, som oplever sjæleintimitet, slår sig aldrig til tåls med sladder eller udveksling af oplysninger. I stedet bruger de faktuelle begivenheder som springbræt for at dele følelser, opfattelser, værdier, ideer og holdninger. Sådanne venner taler aldrig bare sammen om, hvad der er sket i deres liv eller i verden, men går videre herfra til, hvordan de oplever, reagerer på eller forstår det, der er sket. Dialogen går hele tiden fra overfladen og ned i dybderne, fra det ydre til det indre. Det er det afgørende kendetegn for dialogen i åndelige venskaber.

Åndelig intimitet kræver denne opmærksomhed på den indre verden. Sjælesamtaler indbyder os til at tage den åndelige dimension af livet med, ved at man er opmærksom på indre oplevelser og ikke bare på den ydre verden. Vores spiritualitet udtrykkes tydeligst i de dybe længsler, der fylder os med liv:

Længsler kommer, i modsætning til mere overfladiske ønsker, fra vores inderste. Længsler er et udtryk for ånden, der bobler op til overfladen _ hvad vi teologisk hllnne beskrive som åndens reaktion på Anden. At åbne sig for det åndelige er at lytte til disse ting, der bevæger sig i vores indre.

Andelig intimitet er blandt andet at dele disse længsler. Det betyder også at dele andre aspekter af vores indre erfaring, som forsømmes i mere overfladiske samtaler _ ængstelse, håb, bekymringer, drømme (både i overført og helt konkret betydning), spekulationer og overvejelser. Ting, som nogle måske ville regne for banale, værdsættes og deles på grund af denne opmærksomhed på den indre verden.

Vigtigst af alt indebærer åndelig intimitet imidlertid, at vi deler vores erfaring af Gud. Jeg fortæller måske min ven om en periode med åndelig tørke, jeg har haft for nylig, hvor Gud virkede fraværende. Eller jeg udtrykker måske taknemlighed over et bønne svar. Eller jeg deler måske en usædvanlig stærk følelse af åndelig sult.

Det er ikke det samme som at diskutere teologi, kirkepolitik eller endog søndagsprædikenen. Ægte åndelig intimitet betyder at dele mine erfaringer og oplevelser; ikke bare mine tanker og holdninger. En af de ting, jeg deler, vil normalt være min erfaring af Gud.

Den intimitet, der findes mellem åndelige venner, er et fællesskab, der respekterer, at vi er to selvstændige individer. Jeg må aldrig betragte min ven som en forlængelse af mig selv min ejendom, min ejendel eller en, som kun lever for min skyld.

Det er grundlaget for den ikke_besidderiskhed, der bør kendetegne åndelige venskaber. Hvis man ikke respekterer den enkeltes selvstændighed, bliver venskabets intimitet symbiotisk på en ødelæggende måde.

Ved at respektere, at man er to selvstændige individer, fjerner man en del af den forpligtelse, der findes i andre relationer. Venner skylder ikke hinanden andet end kærlighed. De er enkeltstående, selvstændige mennesker. Børn og forældre skylder gensidigt hinanden en masse ting. Tilsvarende er der nogle helt centrale forpligtelser, der definerer forholdet i ægteskabet.

Venner har færre formelle forpligtelser. Bortset fra kærlighed shylder de ikke hinanden noget. Hvis de giver mere, end de shylder, så er det en gave, der gives af nåde.

Besiddertrang røber altid en destruktiv dynamik i en relation. Frugten af besiddertrang er jalousi. Jalousi er lige så nedbrydende i venskab, som den er i ægteskabet. Besiddertrang og den kontrol_ og manipulationsdynamik, der er nært forbundet med den, afspejler altid manglende respekt for den andens selvstændighed.

Det er vigtigt at huske, at selv det mest intime venskab ikke kan fjerne det element af fremmedhed, der altid eksisterer mellem to mennesker. Vennen vil altid til en vis grad forblive en fremmed. Det er naivt at tro, at to mennesker nogensinde kan kende hinanden fuldt ud. Ægte venskaber anerkender den anden som et mysterium _ et mysterium, der nogle gange kan glæde og andre gange shllffe. Men det er denne fremmedhed, denne adskilthed, der holder lidenskaben i live i et venskab. Det styrker altid et ægte venskab at give plads.

Et sundt venskab respekterer således, at den anden skal have plads. Begge parter giver den anden masser af rum til venner, interesser og oplevelser, som ikke udgør en del af den fælles erfaring i venskabet. En sådan adskilthed bygger på bevidstheden om, at min vens liv ikke er mit liv. Hans rejse er måske knyttet sammen med min på nogle vigtige punkter, men fordi han er adskilt fra mig, har han sit eget kald og sin egen rejse. Som Thomas Moore skriver: "Sjælen... har lige så meget brug for flugt, som den har brug for omfavnelse."2 Selvom vi går side om side og sommetider hånd i hånd, så vandrer vi hver vores egen uafhængige vej. Det glemmer sande venner aldrig.

Gensidighed.

En vigtig forskel mellem venskab og andre omsorgsrelationer er, at der er en vis grad af gensidighed til stede. Man kan tilbyde en anden støtte og rådgivning eller hjælp til en, der ikke giver noget til gengæld, men man kan kun være ven med en, der giver det samme igen. Venner giver hinanden det samme, som de får fra hinanden. Venskabets gensidige natur adskiller det fra alle andre omsorgsrelationer.

Den gensidighed, der var til stede i Jesu venskab med sine disciple, er virkelig bemærkelsesværdig. Han indbød dem ikke bare til at være efterfølgere, men til at være venner. Og ud over det tilbød han ikke bare at være deres ven, men indbød dem også til at være hans.

Fordi vi erkender, at venskaber bør være gensidige, føler vi os svigtet og misbrugt, når det ikke er sådan. Vi beklager os, når det altid er os, der giver i et venskab, og vi aldrig modtager. En sådan relation kan have dybde og være betydningsfuld, og måske fortjener den at blive kaldt et omsorgsforhold. .Men vi lægger grundlaget for frustration, når vi betragter det som et venskab, for så forventer vi gensidighed. Det ville være meget bedre at se det som en tjeneste_ eller hjælperelation, hvor jeg giver omsorg, men ikke forventer noget til gengæld.

Hvis jeg betragter alle, jeg viser kristen næstekærlighed, som venner, udvande r det venskabet som begreb. Tilsvarende kommer der et element af uærlighed ind, hvis jeg betragter alle relationer, hvor jeg yder sjælesorg eller støtter en anden kristen i sin vækst, som venskaber. Gensidighed, i hvert fald på det niveau, som venner oplever og forventer, er ikke en del af de fleste relationer inden for kristent arbejde.

Gensidigheden i et venskab bygger på en rytme, hvor der vil være balance i parternes given og modtagen over en periode, ikke på en bestemt dag eller uge eller endog måned. Men venskaber er ikke primært omsorgsrelationer. Det er først og fremmest en nær relation mellem to sjæle. Venner har omsorg for hinanden, når det er nødvendigt, men den omsorg er ikke den eneste dimension i forholdet. Hvis den bliver det, er gensidigheden gået tabt, og hvis den fælles udforskning af verden, der oprindelig var motiveret af, at man var åndsbeslægtede, mangler, så har forholdet ændret sig fra et sjælevenskab til noget andet.

Gensidighed betyder ikke lighed. Det, Jesus tilbød sine disciple var forskelligt fra det, disciplene tilbød Jesus. Han var den åndelige lærer; de var hans elever. Og dog kaldte han dem sine venner. Det var en relation, hvor der var gensidighed, selv om det ikke var en relation med lighed. Noget tilsvarende forekommer i en relation med åndelig vejledning, den særlige form for åndeligt venskab, som vi skal se på i nogle senere kapitler.

Ledsagelse.

Dette bringer os videre til det sidste ideal for venskabet. Venner ledsager hinanden på livets rejse.

At ledsage eller dets latinske synonym akkompagnere giver dig måske musikalske associationer. Disse associationer er faktisk ganske relevante. En af mine musikervenner er akkompagnatør for nogle operasangere. Han fortæller mig, at udfordringen for en akkompagnatør er, at man ikke skal føre an eller komme i vejen, men blive i nær, støttende kontakt med det menneske, man akkompagnerer. Udfordringerne i åndelig ledsagelse er de samme.

Det første møde mellem Jesus og hans disciple, som omtales i Bibelen, var hans indbydelse til dem om at slutte sig til ham på hans rej se. Det fantastiske ved at tage imod denne invitation var, at han så ledsagede dem på dereJ rejse. Og på samme måde er det med os. Som Kristi efterfølgere tager vi del i hans liv, men han tager også del i vores. Det er, hvad sande venner gør. De ledsager hinanden på livets rejse.

Sommetider velsignes vi med en ven, som ledsager os gennem hele vores voksenliv. Ruth og No'omi var så heldige, at de hcmne blive sammen, og man bmne gætte på, at deres venskab fortsatte, selv efter at Ruth havde giftet sig med Boaz.

Andre gange er perioden, hvor man ledsager hinanden, kortere. David og Jonatan rejste kun sammen en lille del af Davids liv. Men uanset hvor længe man deler et venskab, så deler sande venner tilstrækkelig meget af deres individuelle rejser med hinanden til, at disse rejser bliver flettet sammen. Noget, der var adskilt, bliver forbundet. Min rejse bliver til vores rejse, og jeg er ikke længere alene.

Venner ledsager hinanden ved at vise aktiv interesse for hinandens rejse. Som tidligere nævnt lægges der særlig vægt på rejsens indre dimension. l\len fordi sjælen er hele mennesket, er venner også interesseret i de ydre aspekter af hin andens liv.

Jobfrustrationer, forholdet til familien og andre omstændigheder i livet deles og lyttes til med interesse, fordi sande venner har omsorg for hinanden på alle områder.

Fordi den ledsagelse, som sjælevenner giver hinanden, prioriterer det indre selvs rejse, kan de godt tåle fysisk adskillelse.

Selv hvis venner i en periode er langt væk fra hinanden, kan de blive ved med at være på bølgelængde og stadig fornemme flowet i hinanden s liv. De får hurtigt indhentet det forsømte, og det er, som om forbindelsen mellem dem aldrig har været afbrudt. Ledsagelse kræver ikke nødvendigvis, at man tilbringer megen tid sammen rent fysisk.

Venners liv blander sig med hinanden, og den intimitet, de oplever, breder sig ofte over en række erfaringssfærer. De bliver en vigtig del af hin andens historie, fordi de deler hin andens liv på vigtige måder. Dette fællesskab danner en vigtig streng i den ledsagende akkord, der binder deres liv sammen. Det er venskabet mellem Lynn og Angela et godt eksempel på.

 

Uge 26 NPN

Jeg følger stadig lidt med i søndagsteksterne og på søndag er det teksten om den rige unge mand, der ikke kan forlade alt.

Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. (Uddrag af Matt. 19, 16-26)

Jeg har for et par år siden holdt en prædiken med stor inspiration fra Peter Haldorffs bog: Der brænder en ild - fra afsnittet: Mod til at elske, og jeg kan ikke dy mig for at sætte det altsammen i under ugens reflektion (ikke mindst for min egen skyld, og det er også rimeligt nok, siger Irene) Når jeg har uploadet dette, så går jeg hen i fitnesscentret og træner lidt styrketræning)

------

Kender I til dette. Når man læser i Bibelen er der afsnit, der bare bider sig fast og fremdeles bider og har så kraftigt tag i en, at man ikke kan ryste "biddet" af sig!

Et af de uafrystelige ord er ordene fra slutningen af sidste søndags prædiketekst: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Matt 16,24

1. Følg mig

Mange erfarer i deres liv en længsel efter Gud, en længsel, som drager ind til Gud, til Jesus, en længsel, som udfordrer til en efterfølgelse, der i øjeblikke for mange har det formål at "vælte" verden, eller i det mindste ændre verden.

Det er en god længsel, og den giver netop drevet til kristent liv og tjeneste, og i livet med Gud, i tjenesten for Gud opleves en indre begejstring, en indre flamme, som viser, at det er i Gud og i ham alene, at vores liv finder sin rette og storslåede mening.

Ofte er det i de helt unge år, teenageårene, at denne længsel kommer til udtryk.

"Det giver sig udtryk som en indre dragning, en flammende ild, en brændende tørst, et sug fra de inderste kamre" - siger Peter Haldorff med sit fyldige og poetiske sprog i bogen: Der brænder en ild

Og kan jeg føje til - at denne "indre dragning, den flammende ild, den brændende tørst" dybest set springer ud af Jesu ord: Kom og følg mig! , og vi fornemmer, næsten helt fysisk, at Jesus stiller sig foran os, kalder på os og udfordrer os. Med kærlighedens reb trækker han i vore hjerter. Han søger os. Han vil os noget.

På samme måde, som Jeremias, den lidenskabelige profet, sætter ord på sin oplevelse, da Gud kaldte ham: "Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke" (Jer 20,7).

Gennem hele kirkehistorien, altid og overalt, har denne hellige lidenskab ramt mennesker. Alle slags mennesker. Ofte på de mest uventede steder, og det er stort set den samme inskription, der lyser over deres liv: De fulgte Jesu ord: Følg mig.

------------

Det er uden tvivl der, den unge mand i dagens tekst er. Han har en længsel i sit hjerte efter at leve ret, tro ret, og har, sikkert også, en længsel og en lyst til at leve i overensstemmelse med Guds vilje og plan her og nu og i evigheden. Stort mål ikke? Han har i hvert fald levet med budene og betalt den pris, og vil også gerne betale prisen for at få del i det evige liv

Op igennem kirkens historie er der mange eksempler på personer, som tog kaldet fra Jesus alvorligt, og som var villige til at betale prisen, _ efterfølgelsens pris.

Det er den unge mand sådan set også. Han vil gøre alt det han mangler, og spørger derfor Jesus om, hvad det er.

-----------

Men her er det så, at Jesus peger på det, som gør den unge mands ord hule, afdækker hans akilleshæl, hans svage og ømme punkt, hans "kors", en omkostning han ikke vil bære, og i den henseende er han da ganske ærlig.

Det ubærlige kors og den ubærlige pris gik op for ham gennem Jesu ord: "Sælg hvad du ejer, giv det til de fattige, og kom så og følg mig." - og derfor går han bedrøvet bort, for han var meget velhavende, står der.

Et mangler han og derfor alt. Jesus når ham ikke.

Den unge mand forstår alt for godt, hvad Jesus ville ham, og den pris kunne og ville han ikke betale!

2. Hvad med os selv?

Når vi bliver konfronteret med troens omkostninger, rykker vi ofte lidt tilbage. Vi vil som kristne måske gerne deltage i den seneste undervisning om, hvordan man kan få "nådegaverne" til at fungere, men når omkostningerne kommer på tale, tøver vi.

Her er der en tendens, der er foruroligende. Vi mærker den måske mere som årene går, og vi kan se den hos andre omkring os. Efter de entusiastiske ungdomsår er det let for os at glide ind i en mere og mere udvandet kristendom. Det bliver sådan på det jævne...

At vi ikke længere er så entusiastiske i vores åndelige liv, som da vi var yngre, forklarer vi med, at vi er blevet "modne". Eller måske har vi fået ansvar for familie og børn. Arbejdet kræver sit, og vi har brug for at videreuddanne os. Desuden er der en del ting i menigheden, som vi ikke er helt tilfredse med...

Selvfølgelig kan vi have ret i, at troens hengivenhed kommer til udtryk på forskellige måder i forskellige faser af livet. Og den kan ikke nødvendigvis måles i følelser, tjenester og udadvendte aktiviteter.

Men det, der kan bekymre, er, at forklaringerne ofte lyder som bortforklaringer.

Bag de legitime undskyldninger skjuler der sig mange gange andre årsager: Min tro må ikke længere koste mig noget! Jeg trækker mig, for at undgå at blive forstyrret i min trygge kristne idyl!

Velfærdskristendommen koster kun lidt eller ingenting. Den tillader os at være som alle andre. Men som Peter Haldorff tankevækkende siger det i samme bog:

"Som et rusmiddel kan den afstumpe vores indre liv, dæmpe vores passion og lulle os ind i en behagelig sløvhed, hvor overskuddet til at give af os selv bliver mindre og mindre for hver dag, der går" -

-------------

Med tiden bliver vi gode til at dulme vores egen samvittighed. Vi er blevet åndelig sløve, og selv når vi læser Johannes Åbenbarings advarsel om ikke at svigte sin første kærlighed (Åb 2,4), må vi erkende, at det næppe har med en afkølet tro at gøre. Nej, det er sikkert mere villigheden til at give afkald, der er afkølet, ja måske er ved at dø.

Modet til at tage sit kors op, følge Jesus og betale prisen er ikke længere tilstede.

Cantalamessa omtaler i sin bog Livet i Kristus tre måder vi kan forholde os til Jesu død og en af dem er Jesu død som et eksempel:"FOR således elskede Gud verden, at han gav..." (Joh 3,16). Den kærlighed, der ikke er klar til at give noget, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved. Paulus siger om Jesus, at han "gav afkald" (Fil 2,7). Hans vej var lydighedens, en vej, der førte ham til korset.

Han var "lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Fil 2,8). Selv Jesus bad engang om at få lov til at slippe. "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi" (Matt 26,39).

Jesus var lige så meget menneske som hvem som helst af os, og noget inden i ham skreg ud i protest - ønskede at slippe - ville gå en anden vej.

Men inden han nåede til "amen" i sin bøn, sagde han: "Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Selv Jesus måtte "lære lydighed af det, han led" (Hebr 5,8).

Så vidt Cantalamessa og den pris, som Jesu måtte betale - altsammen en pris, som mange andre efter ham har måttet betale. Læs bogen Den Himmelske mand, og du vil se og møde personer, der har betalt høje høje priser for at lytte til Jesu kald: Følg mig.

-------------

I kristendommen er der "et kors" en pris, der skal betales. Et kors ikke kun en medaljon, et smykke om halsen.

Følgeskabet med Jesus rejser af sig selv "et kors" i den unge mands liv, og i vores.

Korset er ikke æstetik, noget smukt, som kan betragtes og tilpasses, som man tilvirker et kunstværk.

Korset kommer aldrig til at stå for noget andet end død.

Død indebærer altid at miste noget. "Den, der mister sit liv, ... skal frelse det" (Luk 9,24) er et af de grundlæggende ord i evangeliet. Det gælder ikke kun Jesus. "Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget" (Luk 14,33). Vi viger tilbage og forsøger at finde en symbolsk tolkning. Men Jesus mente, hvad han sagde, og han sagde, hvad han mente.

Korset, prisen, er og bliver en anstødssten.

Vi vil hellere have et triumferende evangelium end en korsmærket kristendom. Vi bliver opstemte, når vi hører om udsigterne til at regere med Kristus, men vægrer os, når det handler om at dø sammen med ham. Men vi kan ikke slippe udenom. Vi bliver nødt til at beslutte os for, hvad vi vil gøre med den pris, som det at være kristen har.

3. Man kan kun gøre to ting med korset: Dø på det eller flygte fra det.

Hvad er det, der er nødt til at dø?

Det er uviljen mod at rykke op fra livets børnehavestadie.

I en kultur, hvor vi ikke sjældent forbliver teenagere, længe efter at teenageårene er forbi, klamrer vi os fast ved børnehavestadiet. Alt og alle er til for at bekræfte os og fylde vores liv med lyst og glæde, men på den vej modnes vi aldrig.

Korset, dette kærlighedens paradoksale tegn, står for en nåde, der er bedre end liv, og kun når Jesu korsmærkede kærlighed har grebet os, kan vi slippe grebet om vores eget, så noget nyt kan fødes i os, bevidstheden om, at troen og prisen hører sammen og at det er en nådens orden, at det er sådan, for Jesus vil det sådan!

--------------

For den unge mand var det hans jordiske gods, som korset skulle tage livet af. Hvad er det hos os selv?

Ja den fordring møder os alle i dag og det spørgsmål skal vi ikke for hurtigt blive færdig med.

Uge 32

Denne søndags tekst er for de fleste præster en vanskelig tekst, og jeg citerer lidt fra den:

Matt 12,31-42: Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Jeg har en lille reflektion her:

Jeg fornemmer i mit hjerte, at det anliggende Jesus havde overfor dem og os er følgende:

- Det er i orden, at I siger mangt og meget dårligt om mig, men I skal vide dette:

- Helligånden gør Guds værk. Når ører og øjne åbnes, så er det Helligåndens værk

- når en ond ånd drives ud er det Helligåndens værk, der viser, at det ondes magt er brudt og knust

- når helbredelser af forskellig slags sker, er det Helligåndens værk, der åbenbarer at Guds rige er kommer nær.

- når nådegaver uddeles og mennesker udrustes til at gøre noget ekstraordinært, er det Helligånden i aktion på min befaling med det formål at Guds rige skal vokse og udvides helt til verdens ende.

- når mine ord lyder, taler Helligånden for at I kan modtage og erfare frelsen og for at I kan opleve at få et nyt liv, for jeg er den frelser Gud har sendt til jer og mine tegn og undere underbygger det jeg siger og I skal blot tage imod det, så bli´r I frelst.

I dag er vi måske samme sted som tilhørerne dengang. Der var mange, der glædede sig og tog imod, ja blev frelste, for at bruge det ord, eller kom til tro på, at Jesus var Guds søn og verdens frelser, og i deres hjerter tog de imod. Sådan kan reaktionen også være i dag, og vi kan præcis gøre det samme i dag - sige:

- Jeg tror på det, der står i Bibelen om Jesus Guds søn.

- Jeg tror på det han har sagt.

- Jeg tror på det han har gjort af store ting gennem sine undere. Jeg tror, at han er opstået fra de døde påskemorgen og at han forinden skærtorsdag indstiftede livets måltid og langfredag på Golgatas kors sonede min og hele verdens synd.

Har man det sådan, går man herfra i dag med fred, glæde og tro i sit hjerte og med en vished om, at man er et Guds barn og findes i nådens stand.

Men der er også et men

For Jesus havde nogel alvorlige ord til sin samtid, til farisæerene eller hvem det var. Til dem sagde han ca sådan her:

Men samtidig skal I vide, at når I taler imod det, der sker for øjnene af jer, spotter det, prøver at bortforklare det, ja, så skal I vide, at det fører jer til et punkt, hvor der ikke længere er tilgivelse. Mærk jer mine ord.

Men med alvor og en vis smerte må jeg sige, at det ikke kan afvises, at der også i dag kan sidde personer der siger: Jeg tror ikke en dyt på det, der bli´r sagt. 

Og

Uge 35

Søndag den 31. august skal der prædikes over teksten om Martha og Maria. Der står sådan:

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende." Luk. 10,38-42

Vi kan nikke genkendende til indholdet i teksten. Den følger nogenlunde samme mønster, som de fleste følger, når man skal have gæster. Der er travlhed i køkkenet, der ryddes op, børnene får pænt tøj på, de værste bunker af legetøj samles hastigt sammen, stuves i rullekasser, der køres under sengene i børneværelserne. Manden passer sovsen, konen klæder om, og gæsterne kommer midt i det hele. Uh, jeg er ikke færdig lyder det fra badeværelset. En af familiemedlemmerne sendes i forvejen, og som kan lede gæsterne til den fjerneste indgang i huset, og som kan holde gæsterne hen med snak, indtil den, der er bedst til at konservere, konversere, gæsterne, ankommer med nykæmmet hår, og så er der en lidt duffus arbejdsdeling herefter. En snakker høfligt med gæsterne og lytter andægtigt til tante Olgas problemer med maven, og en anden står i køkkenet.

Mønstret ligner fra dengang Jesus kom på besøg. Der var der en praktisk Martha og en konverserende/lyttende Maria. De er gode værtinder, de to søstre. Maria sætter sig hos gæsten og lytter opmærksomt, imens Martha varter op. På hver sin måde giver de gæsten hele deres opmærksomhed; den ene lytter og den anden tjener. Alt er, som det skal være. Men så går der som så ofte stress i det altsammen for Martha, en stress, forvoldt af en formodentlig selvforskyldt overdreven indsats på det praktiske plan, og som Jesus forholder sig til, med ordene: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.

Det tør nok siges, at være aktuel tale.

Hvordan har vi det selv med bekymringerne? Kan vi sige os fri for dem? Nej, det kan vi ikke. Vi kender alle bekymringer som noget, der trykker, noget, som vi kan gå rundt med som en besværlig og uvelkommen gæst. Når vi prøver at smyge bekymringerne af os, sidder de desto bedre fast. Bekymringerne burde ikke ha' den plads i vore liv, som de har. De kommer nemlig ikke altid af det, som er sket, af noget konkret, håndgribeligt. Nej, bekymringer lever nærmest af luft, for de har rødder i fremtiden, i det, som måske kan ske, eller i det, som jeg måske ikke når at få gjort. Således nasser de på fremtiden, fylder nutiden og truer med at lamme handlingsfriheden. Martha, du gør dig unødige bekymringer.

Havde H. C. Andersen prædiket havde han sagt: Se det lader sig høre. Ja det lader sig sandelig høre, og det klinger godt i stressede ører og er godt nyt for vore adrenalinfyldte årer. Godt nyt for alle, der er så fyldte af Marthastress med arbejde, bleskift, blad- og avislæsning, hus, have, bil, båd, egne hobbies, venner, TV, olympiade, håndbold, fodbold og menighedsarbejde. Midt ind i alle disse ting møder vi Jesus, der uden omsvøb siger: Rig livet til på en anden måde.

Det lader sig høre, midt i en tid, hvor mange leder efter det enkle liv med fylde og indhold, og hvor mange er tyngede af angst for at opleve et uopfyldt og forfejlet liv.

Det lader sig høre ind i vore længsler og søgen efter enkelhed, livskvalitet og indhold i tilværelsen, at det ene fornødne, det eneste nødvendige, det for alvor nødvendige er dette, at lytte til den Gud, der kan stille den inderste uro og berolige et menneskes dybeste længsel.

Marta og Maria er billeder på to sider af ethvert menneskes sind: Aktiv udadventhed og åndelig fordybelse. Det første er vi meget bedre til end det sidste, og derfor opfordrer teksten os til at vægte "den gode del", fordybelsen, som muligheden for at leve af og i tro med den fred i sindet det skaber.

På Jesu tid blev de lovtro jøder aldrig trætte af at studere og diskutere, hvordan skriften skulle forstås. De læste ordene halvhøjt mumlende, og ind imellem sad de stille, som om de lyttede, som ventede de, at en stemme ville tale til dem. Altid lyttede de efter en talende stemme bag det skrevne bogstav. De lyttede efter den røst, der havde kaldt Abraham bort fra hans fædres jord til et fremmed land, som Gud lovede at give ham i eje, den røst, der havde talt til Moses fra den brændende tornebusk og igen fra Sinaibjergets top, og som siden kaldte og talte til alle profeterne.

Han læste skriften, fordybede sig i den og lyttede samtidig for at høre, hvad Gud nu ville tale til ham gennem alt det, der før var sagt til de gamle, og de troede, at Gud åbenbarer sig igen og igen, at han er den altid kommende, der bestandig påny griber ind i tiden og historien.

Dagens tekst skal forstås ud fra denne baggrund: Den åndelige fordybelse i Guds ord. Maria sætter sig på gulvet foran Jesus for at høre, hvad han har at sige, og så er hun fortabt for omverdenen. Hun sanser ikke andet end Jesu ord. Hun glemmer pligter og god opførsel. Hun glemmer sig selv. Ordet har grebet hende, det ene fornødne, der rækker længere end alle bekymringer og uroen for de mange ting _ det ord, der har Gud, troen og evigheden i sig. På Jesus tid var det ikke for kvinder, at fordybe sig i Guds ord. Det var forbeholdt mændene, mens kvinderne svang kasserollerne, just som Martha gør det. Men Maria bryder det sædvanlige mønster, og går ind i en "mandeverden", og det var det usædvanlige, som måske er det, der påkalder sig søsterens udskæld og beklagelse til Jesus.

Hvad Jesus fortalte og sagde til Maria den dag i huset, ved vi ingenting om. Det berettes kun, at hans ord fangede Maria, og hun sad lige så stille og hørte, mens tid var. Om lidt ville han forlade huset og gå videre. Det var nu, hun kunne høre hans ord. Denne stund var hendes, og hun greb chancen, mens den var der, og før den var forbi. Derfor kunne hun også uden fortrydelse se Jesus gå sin vej igen. Hun havde fået den gode del, og så kunne hun give sig til at bestille noget. Der var tid nok, dage nok, til dét.

Det lader sig høre dette nye, at kunne få brudt Marthaåget og slippe bekymringer og uro for 117 ting her i livet, og skrue ned for Marthasindet, der hele tiden røver og stjæler det mest kostbare, vi har: Livet og tiden. Livet og tiden skal vi bruge som noget stort og helligt, den skal ikke slås ihjel eller forbruges som en vare, men bruges ret, og fordi tiden og livet er så kort, bliver den så meget mere kostbar, og skal ikke kastes bort gennem unødvendig Marthastress og jag.

Jesus vil med sine ord til Martha - og til os vise os noget vigtigt, så vi ikke lader denne verdens ting fordreje os, så vi overvurderer betydningen af dem, og lader os drive hid og did af alskens unødvendige små og store ting.

Det lader sig høre blandt os uanset om vi er travle husmødre travle forretningsmænd, travle landmænd, travle politikere, travle præster osv: Alle sammen trænger vi derfor til at høre, at selvom vi mener, vort arbejde er uhyre vigtigt, ja, så er der alligevel noget, som betyder endnu mere, og det er ikke at glemme Gud, glemme at høre Guds ord. Så længe vi bare som Martha er optaget af det, vi skal udrette, og det, vort arbejde og vor indsats betyder, så må vi være klar over, at vi nemt kan forfejle målet. Og det er derfor, det er så uendelig vigtigt, at vi som Maria sætter os ned og lytter, og lytter på en sådan måde, at ordet trænger ind i sind og hjerte og skaber tro og glæde, overblik og forståelse for, hvad der er nødvendigt og hvad der ikke er nødvendigt. Amen

 så er man for alvor på skideren.

Uge 37

Hvis der er noget, der kan optage sindene, så er det forholdet mellem nyt og gammelt i Kirken - forholdet mellem gamle og nye former osv.
Og den diskussion vil fortsat løbe, så længe vi har udfordringen fra Jesus selv i ordene fra Markus 2:

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!"

Der er en evig kamp mellem det gamle og det nye

Det gamle er tit det rigtige. Sådan har vi let ved at sige. Det var mere rigtigt dengang børnene gik hjemme ved mor og ikke blev passet på institutionerne. Det var mere rigtigt dengang vi selv havde fingrene i jorden og dyrkede vores egne grøntsager.

Det er derimod forkert at den moderne barndom bruges bag computerskærme – og det er meget forkert - lyder det ofte – at vi spiser så megen fastfood – burgere og pomfritter, og lever så fortravlet og stresset, som vi gør det i dag.

Det er det gamle der er rigtige. Det er det efterprøvede. Det vi har været vant til. Det er det, vi har lært og det vi er blevet opdraget til. Det kan være utrolig svært at rumme, at tingene bliver anderledes end de har været. Det gamle er vi trygge ved, traditionerne, normerne og regelsættene. Vi er trygge i den identitet, der er givet os gennem vores påvirkninger op igennem vores opvækst.

Det gælder da i særdeleshed for kirkens vedkommende: Tænk på hvilken vrede og modstand det kan forårsage, når kirken forsøger at gå nye veje. Tænk blot på reaktionerne når en ny bibeloversættelse, en ny salmebog, nye gudstjenesteformer, nye rytmer kommer i spil i kirken?

Hvordan kan det være at man så ofte reagerer imod forandringer og frygter forandringer?

Måske er det fordi enhver forandring gør ondt enten mens den foregår eller bagefter, når konsekvenserne af den sætter sig igennem.

På Jesu tid var man også til " det gamle og velkendte"

Jødernes tro og deres religiøse system, og det nye, Jesus bragte på banen, skabte røre, modstand og modsigelse, og derfor talte Jesus om jødernes tro som en gammel klædning, der var nedslidt og som ikke kunne repareres, og da tidens fylde kom, som profeterne havde indvarslet, og der skulle skaffes plads til det nye, der kom med Jesus, så kunne det ikke rummes, indoptages, indpasses sammen med det, som jøderne var blevet optaget af og mente var det centrale. Og derfor kunne den nye evangeliets vin ikke uden videre hældes i de gamle jødiske vinsække, af de indlysende grunde, som Jesus nævner. Jøderne begreb ikke, at det de havde arvet fra fædrene nu pludselig skulle erstattes af en ,,ny ung vin". Det nye konfliktede med det gamle og man gav ikke plads til det "nye": Det centrale i kristendommen, forsoningen - Jesu offer for os, men også alt det andet nye, der kom med Jesu indtog på verdensarenaen. Tænk blot på tekstens øvrige anliggende i dag: Hvem skulle følge hvem (Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!") Hvem kan man være sammen med - (Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple,)

- forholdet til de syge - ("De raske har ikke brug for læge, det har de syge.) - forholdet til faste - ("Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?) - forholdet til festen/glæden - forholdet til ydre rammer (templet, de nye steder, hvor Jesus befandt sig)

(Nej, ung vin på nye sække!" )

----

Det jødiske åndelige system bestod med tiden også af selvlavede og tilførte meninger og traditioner, som desværre gjorde, at der ikke var plads til den fornyelse og de ændringer, som kom med Jesus.

Det er nødvendigt med nye lædersække nu og da.

En lignende tendens, som det, der skete i den jødiske tradition kan også aflæses i kirkens historie. Pludselig kunne det, som begyndte med en god ny vinsæk og ny vin, ende med, at tidens tanker, formerne, de selvlavede meninger og traditionerne gjorde sækken gammel og skør, og den nye vin kunne ikke længere rummes. Jeg tænker her feks. på perioder i den katolske kirkes tid og den lutherske kirkes tid, hvor ord og former blev til stilarter, og hvor Kirkens focus blev sat på forkerte steder.

Derfor skænker Gud med jævne mellemrum "nye lædersække", når han selv er blevet "træt" af det, der ikke længere har sandheden, livet og vitaliteten som bærende kræfter til at bringe det frem, som skal frem, og bli´r vi ved med at holde på det gamle, bare fordi det er gammelt, selv om det var nyt og frisk engang, så kan vi let gøre hinanden en bjørnetjeneste, for det kan måske hindre os selv og andre i, at man får en slurk af den nye vin.

Den nye vin skal der altid være plads til.

- og det er Jesus selv. Han er evangeliet i kød og blod. Hans liv, hans ord, hans død og opstandelse er det, der altid skal sætte dagsordenen for os, for kirken, menigheden og verden. Altid skal vi nærlæse skriften, lytte til det Gud gør gennem sit folk og gi´ plads for den nye vin, og samtidig måske hælde den på nye lædersække.

I teksten er der nogle helt klare anliggender, som dengang ikke fik plads:

1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.

Har vi plads til i vores vinsæk, Jesus frit kan tale sit "Følg mig" ? - og vi så følger ham!

2. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."

Er det udfra disse ord, vi indretter vores kirke og vores menigheds praksis? Forbøn for syge, sjælesorgen, diakonien?

3. "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.

Har vi plads til den store glæde over, at Jesus er i blandt os?

Jeg bad på et tidspunkt Jesus om et anliggende og en klar pointe til denne søndags prædiken, og han svarede: "Der skal være plads til mig og det jeg vil."

Derfor skal vi altid være vågne på en række områder i vor kirkelige praksis. Det gælder om at give Jesus plads og netop det, at han ønsker førstepladsen, skal skrive dagsordenen for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, formerne i kirken, men også formerne i al almindelighed, hvor Guds folk samles, for at vinsækkene kan rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, som vi stadig har i blandt os - fordi Helligånden stadig er virksom - så vi stadig kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det focus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle. Jesus vil stadig ,,spise med os" toldere og syndere, og dele sig selv med os, og i alt hvad vi foretager os, skal vi give plads for "Jesus og det han vil".

Sommetider kan det nye og det gamle ikke forenes, som gammelt og nyt stof ikke kan, eller ny vin og gamle stive lædersække,

Men troens fællesskab med Jesus om hans anliggende: "Der skal være plads til mig og det jeg vil." må så sprænge de gamle former - de lædersække, som ikke kan rumme den evigt unge vin og det evigt unge anliggende, som Jesus udfordrerede sin egen samtid med, men også os med.

Uge 39

I Johs 1 står der: Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.

"Se, dér er Guds lam"! – med disse få og for mange i dag lidt underlige ord, sætter Johannes i al stilfærdighed en lavine i gang, som når et tilsyneladende harmløst skud sætter snemasserne i bevægelse i et sydeuropæisk bjergmassiv, _ en skøn vinterdag i januar.

Ordene: "Se, dér er Guds lam" – ændrer verden for altid og fra første færd. Langsomt men sikkert forplanter virkningerne sig og når nye, ukendte og fremmede kyster, som når et underjordisk vulkanudbrud udløser en tsunami, en flodbølge, der med ufattelig styrke gør sin virkning. Jeg ved godt at det gi´r os negative associationer, men det er tænkt som et billede på den overvældende kraft, der er i Guds virke og ord.

"Se, dér er Guds lam", _ med disse få og velvalgte ord ændres verden for altid. Ikke med et slag, _ men med et stille begyndelse, som forplanter sig længere og længere ud. Jeg har lige holdt et foredrag i den lokale Rotary Club i Vamdrup om Trossamfund og trosretninger og i den forbindelse tjekkede jeg det åbne leksikon Wikipedia, og her fremgik det, at der nu er over 2 milliarder kristne - ca. dobbelt så mange som der er muslimer og at kristendommen er den "religion", der vokser hurtigst.

Så i sandhed - ordene "Se, dér er Guds lam" havde sin virkning og blev grundlaget for en "lavine", der ikke kunne eller kan stoppes.

Gennem disse ord udpeger Johannes Jesus for de undrende masser, så de kan se ham, genkende ham og følge ham, og hvorved Guds rige kan holde sit indtog i verden, og af den tekst jeg lige har læst, ser vi helt tydeligt den hurtige, umiddelbare og naturlige reaktion, at personerne slår følgeskab med Jesus, følger kaldet og begynder et nyt liv - på forskellig måde og med hver deres egen helt særlige historie.

To af Johannes disciple forlader straks Johannes for at følge Jesus, _ og deres efterfølgelse breder sig, som ringe i vandet, i takt med at Jesus tager dem med sig, som vil følge ham. Sommetider kalder disciplene hinanden og deres familie og venner. Andre gange kalder Jesus selv på dem, som han gerne vil have skal følge ham, og det går over stok og sten, _ kan vi næsten sige, og inden længe er tolv - i første omgang - klar til at følge det Guds lam, som bærer verdens synd, og senere er det en større forsamling, som følger ham, hvor han går, står og er - lige til korset, og ikke at forglemme for alvor efter hans død og opstandelse, så vi i dag står hvor vi står med det største fællesskab i verden, et fællesskab, som vi er en del af i dag, og som flere og flere bli´r en del af, og som vi også kalder hinanden til at være en del af - enhver som endnu ikke er det.

Lavinen blev skudt i gang af Johannes _ og den kan ikke stoppes. Intet kan hindre bevægelsens bølgegang i verden. Noget nyt er sat i værk, _ og alt, hvad der udløste bevægelsen var disse få ord: "Se, dér er Guds lam"!

----------------

Se hvad er det så Johannes så fint og præcist får sagt, når han siger, at Jesus er Guds lam, og at det får denne fantastiske virkning, som følgeskabet med Jesus er?

Tilhøreren - jøden - fik meget hurtig billedet på plads, for lammet var et symbol, der kaldte på noget, der var dybt forankret i hjerterne.

1. Det var udfrielsen af fangenskab og slaveri, som jøderne oplevede, da de boede i Egypten under Farao.

De fleste af jer husker sikkert Ægyptens ti plager og især den sidste gjorde ondt - det forfærdelige, at alle vil miste den førstefødte i deres husstand, hvad enten det nu var et menneske eller et dyr, og da denne plage jo også ville kunne ramme jøderne, får de at vide, at hvis de maler deres dørkarme med blod fra et lam, _ så vil dødsenglen i kampens hede vide, at dette hus og hjem skal den lade være i fred, _ og sådan går: Jøderne redder deres liv, _ og Farao giver dem lov til at rejse.

Og siden denne begivenhed, har jøderne spist lam og fejret Påske til minde om denne befrielse fra fangenskab, død og undergang. Spist "Guds lam" - så at sige - hver påske.

2. Der er profetien om Herrens lidende tjener hos profeten Esajas, hvor der står, at

- han er "ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand, en mand, der er agtet ringe, vi regner ham ikke"

- at han er en mand, der føres til slagtebænken som et lam, eller som der står: v7 Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, og v5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

Ordene signalerede profetisk en ændring i den offerpraksis, som jøderne var bekendt med i forbindelse med tempeltjenesten, den stedfortrædende ofring af et "lydefrit" - fejlfrit lam på alteret, eller ofringen af bukken på den store forsoningsdag, altsammen ofringer, som skulle "fjerne verden synd"

Disse rytmiske, kultiske ofringer af et lam som sonoffer for synd - skal komme til en ende og ophøre.

Jesus er det sidste offer, som Gud nogen sinde får, men ikke et offer Gud får af os _ men fordi Gud ofrer sin egen søn, den han elskede, for at vise os én gang for alle, at han har ændret mening om os og verden, _ og elsker os med en kærlighed, som kom til at koste ham hans egen søn livet.

Og siden dette gik op for de første kristne efter påske, har vi kristne aldrig ofret noget til Gud, hverken dødt eller levende på alteret i vore kirker.

Men Jesu død (og opstandelse) sætter vi ind i en teologisk ramme, hvor lammet stadig er en anvendt metafor, som giver mening, og Jesus er stadig det "Guds lam", som ændrer verden for altid, _ og derfor synger vi også den smukke salme: O, du Guds lam, i optakten til nadveren, når indstiftelsesordene har lydt.

---------

Når vi modtager brødet og vinen og tror, at det er Guds Søns legeme og blod, så når bølgen, bevægelsen, lavinen os atter og atter, her midt i dette rum, _ og vi bliver som lemmer på Kristi legeme, hvor Jesu hjerteslag, Jesu puls banker roligt, blødt og stille gennem os alle.

Ved alterbordet, hvor vi ihukommer Jesu offer, ihukommer vi også, at han er "Guds lam, der bærer verdens synder" Og derved vinder vi vores egen frihed fra synd og død, og kan gå derfra, med løftet blik som frie og frelste mennesker, der har taget imod kaldet og indbydelsen til at følge ham, "som bærer verdens synd" _

Jeg skal til slut citere munken Arnulf af Louvain, der i 1250 skrev en hyldessalme til "Guds lam"

DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med torne kroner,

3 Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

7 Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

-----------------

Uge 40
 

Denne søndags tekst handler om vores ja og nej til tjenesten i Guds rige. Læs den her i sin fulde længde:

Jesus sagde: "Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?" De svarede ham: "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde."

Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: 'Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?' Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Matt. 21,28-44

--------------

Jesus er i fortællehjørnet i søndags tekst. Tre lignelser blir det til. Om sønnernes svar. Om de utrolig utaknemmelige vingårdsforpagtere, og stenen, der kan knuse. Allesammen lignelser, som har en klar adresse: Jøderne og de religiøse ledere, og hvor Jesus udstiller deres åbenlyse fejl og mangler, og - for den sags skyld - også vores i dag

1. Et ja og nej med forskellige virkninger.

- Loven er ærlig, holden besværlig - si´r et gammelt mundheld. At sige JA, at være imødekommende og love noget _ kan være besværligt holde _ det må den første bror i historien sande. Han gav sit ord, selvom han ikke kunne eller orkede at holde det løfte, han havde givet sin far.

Den anden bror var derimod slet ikke imødekommende _ han var trodsig og sagde i første omgang NEJ, men gik så hen og fortrød.

----

Pointen: To reaktioner på Guds kald

Den ene reaktion er den åndelige slendrian. Man går ikke. Med munden siger man: Jeg vil, men med hjertet siger man nej. Det er vane- og traditionsjødedommen i første omgang og i dag vane- og traditionskristendommen, der her stikker sit hoved frem, den kristendom, der er kraftesløs og livløs. En ydre loven, men hjertet er ikke med.

Hvordan har vi det selv? Er vi selv der, hvor et overfladisk engagement ligner et engagement, men reelt ikke er der?

Den anden reaktion er den, hvor man fortryder et nej, og med sit liv ændrer det til et ja. En spændende vinkel på livet og troen, og hvor der er forandring og forvandling

Vi lever i en tid, hvor mange er ved at foretage et skift, og hvor man er på vej til at erstatte et nej af et ja. I hvert fald er vi midt i en besindelsestid.

Og selv om der en en vis optøning på vej, så er der stadig mange, der holder sig i behørig afstand af levende kristendom og har en vis berøringsangst med det åndelige, så kan vi meget vel komme til at opleve tider, hvor vi ser, at mange, som i første omgang siger nej, senere si´r ja og frimodigt smager på den nye vin, troens vin, ordets vin, Helligåndens vin, kraften og saften og siger: "Ja, Herre, jeg vil være med, hvor det blæser, og hvor det sker - der hvor du er Herre, og hvor du virker."

---------------------------

2. En lignelse om utaknemmelighed og grov selvtægt.

Den anden lignelse fortæller en vidunderlige sandhed om Gud som en helt utrolig tålmodig vingårdsejer. der forpagter sin vingård ud, men hvor det ikke går de udsendinge vingårdsejeren sender for at opkræve "huslejen" særlig godt - mildest talt. En forfærdelig historie om det ene mord efter det andet. Til sidst er det vingårdsejerens egen søn, der bliver dræbt.

Det er konkrete begivenheder, der her sættes ord på i lignelsens og fortællingens form, for forholdet mellem vingårdsejeren og hans vingård er et gammelt billede på forholdet mellem Israel og Gud Herren, og Israels historie, som er omtalt i Bibelen, giver en god beskrivelse af, hvordan Gud sender profeter for at føre ordet for sig, når han vil have Israel, sit eget folk i tale. Men Israel tager ikke altid godt imod Guds sendebud - profeterne. Dem alle, næsten, ender med at bli´e slået ihjel, med Johannes Døber som den sidste i rækken, der som bekendt bliver halshugget på grund af den Guds tale, han førte.

Sønnen går det på samme måde, profeterer Jesus her, og vi ved, hvad der skete - han bliver også dræbt _ hængt op på et kors - lider døden.

For så vidt er det historiske begivenheder, udspillet i jødernes historie, der er på spil i evangeliet i dag, velkendt fra historien.

----

Men som i så mange sammenhænge, så genta´r historien sig, og vi må sande de vise ord, at historien lærer os at vi intet lærer af historien.

Jeg synes ikke vi helt kan tørre lignelsens anliggende af på jøderne og så læne os veltilfredse tilbage som den kristne kirke og glæde os over, at vingården er overgi´et til andre, som lignelsen si´r.

Jeg forstår også vingården både som et billede på det Gud har skabt, kloden med planter, dyr og mennesker, hvorved lignelsen er en fortælling om Guds omsorg for og krav til jorden og dens ledere i al almindelighed, og hvor Gud har givet os noget godt at bo i og på - den skabte verden, men som han også stiller krav til om at bære en frugt til Guds ære, og hvor han ønsker at vores orientering skal være retfærdigt og at de regler, der skal gælde skal være de rigtige, og det kan man ikke just sige er det, der skriver jordens dagsordener i dag, og som gør, at jorden ikke bærer den gode frugt, som Gud ønsker det, snarere en dårlig frugt, ulykke og sorg, misundelse og egoisme, tjørn og tidsel, og hvor vi ikke er vores opgave og ansvar voksen og forvalter de muligheder, vi har fået af Gud, og bærer frugt for ham til hans ære og lader kærligheden gro, lader alt det gode, der kan fremelskes, alt levende gro og vokse til Guds ære., men hvor det i stedet ender med, at vi vil beholde det for os selv, og selv bestemme, hvad vi vil med Guds vingård, og hvorfor det ender i vold og drab til græmmelse for Gud og mennesker og vi mister det hele, ganske bogstaveligt, og - i overført betydning - tramper hinandens vingårde ned, forsømmer vort eget hjertes vingård, så den gror til i tjørn og tidsel, så intet godt kan gro. God frugt har svære vilkår, og vi ødelægger en mulig god frugt med hårde ord og ligegyldighed _ og hvor vi misbruger hinanden og står det gode liv i mod.

Vi bebor en nedtrampet og skamferet vingård, og det er ikke fra vore træer, Gud kan forvente gode druer!

Hvis vi skulle måles på vores effektivitet og kvalitet _ så ville firmaet blive lukket.

Det sker desværre, fordi mennesker er sådan indrettet, at vi hellere vil os selv end hinanden og Gud.

Den opmærksomme tilhører lagde sikkert mærke til at jeg forlang tid siden sagde et både og som bekendt udløser det et og - et og som gør, at jeg også gerne her vil sige, at kirken måske i særdeleshed i dag er den vingård, som lignelsen har som adresse - også - ud over adressen til jøderne.

Hvordan er det så det ser ud i kirken i dag? Bærer vi den frugt, som vingårdsejeren skal have, frugt fra læber, der priser hans navn, eller sender vi Sønnen og Helligånden ud af vingården, så vi selv kan bestemme? Er det ofte sådan, at Kirken kommer til at fremstå, som beskrivelsen jeg ga´af verden lige før, og hvor vi " bebor en nedtrampet og skamferet vingård på nippet til at bli´e lukket, fordi det ikke er fra vore træer, Gud kan forvente gode druer?"

Og selv om jeg i begyndelsen sagde at der er en ny besindelse på troen på vej, så skal der også være plads for en kraftig selvransagelse, om vi nu også som vingård, som kirke er på plads!

----

Til slut vil jeg minde om, at vi til stadighed skal holde os for øje, at det er både til Verden og til Kirken, at Jesus kommer igen og igen.

Og vi skal til stadighed holde fast i, og vi vil ikke tillade, at vingårdens historie ender med dommens ubarmhjertige ødelæggelse, for vi tror, ja har et tydeligt håb om, at vingårdens historie ikke slutter her, og at enhver, som er af god vilje og lever sit liv i Guds nærhed er ikke overladt til sig selv, og at Esajas lidt omskrevet kan gi´ os håb og tro på at de dage igen og igen kommer, hvor Gud forbarmer sig, og selv tager hånd om sin vingård, for

På den dag skal I synge om en herlig vingård.
Jeg, Herren, passer på den,
jeg vander den igen og igen;
for at ingen skal skade den.
Jeg passer den dag og nat, og
Giver den mig tjørn og tidsel,
går jeg i krig mod det
og brænder det op.
For sejren er min
og ingen skal ta´ min vidunderlige skat,
den frelste og genløste brudgom,
lyder det fra Herren.

Uge 41

Denne søndags tekst handler om det onde, både det meningsløse og det selvskabte. Se selv:

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,1-9

1. Den meningsløse lidelse.

I dag hører vi i teksten om to katastrofer. Den ene er menneskeskabt og forvoldt, den anden er et uheld. Pilatus, statholderen i Jerusalem, har i sin grusomme ledelsesperiode tilsyneladende dræbt nogle fra området Galilæa, og dertil føjet den ydmygelse, at deres blod blev blandet med blodet fra de dyr, som de ville ofre til Gud. Et grumt, tragisk og meningsløst blodbad udøvet af den romerske besættelsesmagt.

Den anden hændelse er også meningsløs. Et tårn mister fodfæste, styrter til jorden og drager 18 tilfældige personer med sig _ med døden til følge.

For os at se i dag, er begge hændelser meningsløse, _ og skyldes forskellige forhold, som man ikke selv er skyld i, men begge situationer dækker ret godt de situationer, der ikke har ændret sig ret meget siden, nemlig

---- at besættelsesmagter og herskesyge despoter alle dage har udøvet deres magt gennem terrorhandlinger og straffeekspeditioner mod sagesløse personer, og

---- at naturkatastrofer og ulykker, som vi ikke så let kan gardere os imod kommer væltende i en lind strøm ind over os, vandmasser, sneskred, togulykke i Salzburg, Scandinavian Star, Estonia, folkedrab i Rwanda, hungersnød i Bukino Faso osv.

Måske sidder vi lidt med de samme tanker som de gjorde dengang, om de, der bliver ramt selv er skyld deri, om de var særlig syndige, og derfor særlig skulle rammes?

Vel noget af det, der sker har en sammenhæng mellem adfærd og resultat, skyld og skæbne. Et langvarigt alkohol_ eller stofmisbrug leder ofte til fysiske eller psykiske sygdomme, en logisk konsekvens af, at man groft har overtrådt livets og legemets egne grænser og regler. Men meget af det kan virke ret tilfældigt, sort uheld, uden nogen klar sammenhæng. Det sker bare. De mange unge, der brændte ihjel i Østrig, var de en hoben banditter, der fortjente en sådan skæbne?

Vi kan være glade for at Jesus afviser, at Gud står bag som en straffende Gud, der rammer den skyldige med sin retfærdige straf. Dermed er trykket taget af en alvorlig anklage, som mange sender mod Gud, for de mange fortrædeligheder, der rammer os.

Vi kan nok ikke nå længere i denne lille snak om det, som rammer os, end at meget af det onde kommer fra menneskets eget hårde hjerte, og at vi alle har en underlig forbundsfælle i den onde selv, Djævelen, og ofte kan vi se Djævelens visitkort ved mange meningsløse og tragiske hændelser, for han vil kun et: ødelægge og få mennesker til i bitterhed at vende sig bort fra Gud.

Men vi står heldigvis ikke alene med Djævelen foran os som en brølende løve. Gud kender vor nød og følger os. Han vil værne og bære os igennem, også hvor fjenden har været på spil, for Gud er størst, og han har større magt end den Onde. Gud er nær, selv hvor fjenden har drevet sit spil. Det giver os tryghed at vide det!

2. Der er en død som er værre: Fortabelsen.

Som nævnt, så vil Jesus ikke trækkes med i debatten om skyld og skæbne, men han benytter de tragiske hændelser til at fortælle os, at der er noget, der er værre end den meningløse død, enten det nu er ved grusomme terrorhandlinger som i Mellemøsten, eller døden i en brændende Jumbojet, hvor piloten vælger en forkert startbane, og kører i en entreprenærmaskine eller i en Concord, der forulykker på grund af løse hjul på startbanen.

Der er noget, der er værre, og det er det, som Biblen kalder fortabelsen, den evige død, døden væk fra Gud. Døden, der for tid og evighed placerer os , parkerer os på fortabelsens sæder i Helvede i al evighed. Den forbandede plads får man, hvis man, som Jesus siger det, ikke omvender sig, vender sig mod Gud og søger frelsen hos ham, i Jesus Kristus, at vi sætter vores lid til ham, når han siger, at han kan og vil tilgive OS, for at vi ikke skal gå undergangen, fortabelsen i møde i dommen, og opleve katastrofen over alle katastrofer, fortabelsen.

3. Jesus giver os alle en chance, så vi kan omvende os.

Det fortæller den lignelse, som Jesus fortæller, noget om.

En mand havde et figentræ og en vingård. Og en dag ville han se, om dette træ så endelig bar frugt, efter at han havde haft det i tre år allerede. Gartneren, som passede vingården til daglig bliver spurgt, om træet bærer frugt, _ og da han må benægte dette, får han påbud om at fælde træet. Så pladsen kunne bruges til noget mere fornuftigt. Men gartneren beder for træet, _ og får lov til at grave og gøde omkring det endnu et år, for så at se, om indsatsen virker. Og manden giver ham lov. Træet får lov til at leve, _ men hvis det ikke bærer frugt inden året er omme, så er alle frister også udløbet, _ og det må hugges om uden videre. _ _ _ Hvad vil Jesus fortælle os med den? Manden, som ejer vingården og figentræet, er Gud. Og gartneren er Jesus. Og Jesus ønsker at vi skal bære frugt, tro på ham. En sådan tid får vi tildelt. Guds godhed tager sigte på at møde os, så vi tager imod i tro, vender os mod Gud , og tager imod hjælp, omsorg, støtte og vejledning, og siger i vort hjerte tak til Jesus, der taler vores sag.

Men hvis vi ikke tror, at Jesus har frelst os ud af døden, og skænker os opstandelsen til det evige liv, med vore synderes nådige forladelse, ja, da vil vi alle omkomme, uden håb, som de stakkels mennesker i Pilatus blodorgie og i tårnulykken.

Der var engang en grafitti, der lød: "Du har ikke en chance. Brug den!" Men Jesus siger: "Du får en chance. Brug den!" Derfor kom Jesus som forløser og befrier fra synd. Ved Jesu kors bliver alle gåder ikke løst. Men det gør mit største problem: Hvor skal vi tilbringe evigheden

 Uge 42-08

Vi vælger internettet frem for kirken

KD 18. okt 2008

Danskerne beskæftiger sig mere med religion på internettet end i kirken, viser tal. Samme tendens gør sig gældende i Sverige

 

Kirken har ikke længere monopol på folks religiøsitet. Flere beskæftiger sig med religion på internettet end i kirken, viser ny forskning.

 

Nanna Schelde fra Kristeligt Dagblad skriver følgende tankevækkende:

 

Vi vil hellere beskæftige os med religion på nettet end i kirken. Det viser tal fra medieforsker Stig Hjarvards nye bog, En verden af medier. 11,5 procent af danskerne har i løbet af de seneste måneder mødt religionen på nettet, mens 10,5 procent har oplevet den i kirken. Dermed er internettet det fjerde mest populære sted at søge information om åndelighed. Kirken er på en femteplads.

 

Peter Fischer-Nielsen, der er i gang med et ph.d.-projekt om kirke og internet på Aarhus Universitet, mener, at det vidner om, at kirken ikke længere har monopol på folks religiøsitet.

 

Internettet spiller en stigende rolle for folks identitet. Hvis kirken vil være på banen og have indfyldelse på religion og tro, så må den benytte sig af de ny medier. Det må være interessant for kirken at være der, hvor folk henter information om religion, og det kan den sagtens gøre uden at sælge ud af sine værdier. Man kan ikke forvente, at folk ringer til den lokale præst for at få svaret, siger han.

 

Stig Hjarvards undersøgelse viser også, at familiens og venners selskab er det allermest populære forum til diskussion af åndelige spørgsmål. Godt 30 procent af danskerne har i løbet af den seneste tid brugt familie og venner til det formål.

 

Igen viser det, at kirken ikke har samme autoritet som tidligere. De input får folk fra medier eller det offentlige rum. Kirken er kommet ud på det frie marked og skal i højere grad gøre sig fortjent til folks opmærksomhed, siger Peter Fischer-Nielsen.

 

Mai Lövheim er lektor i religionssociologi ved Uppsala Universitet og talte i går på den internationale konference Internet Research 9.0 på IT-Universitetet i København. Hun har på vegne af den svenske kirke og i samarbejde med hjemmesiden Lunarstorm lavet en undersøgelse af svenske unges forhold til religion, som snart bliver offentliggjort.

 

Hendes undersøgelse viser, Ole Steffen Ehlers at svenskerne i højere grad møder religion på nettet end i kirken, men at det mest af alt er blandt familie og venner, de beskæftiger sig med religion. Det overraskede ifølge Mia Lövheim den svenske kirke, der havde forventet, at de unge i mere udpræget grad ville bruge internettet som indgangsvinkel til religion.

 

Det interessante er, at internettet ikke fungerer som rekruttering. De, der er organiseret i religiøse fællesskaber på nettet, er de samme, som i forvejen er engageret i kirken udenfor. De fleste af de unge søger på religion på nettet i forbindelse med skoleopgaver, siger Mia Lövheim.

 

Det betyder, at de kirker, som lige nu arbejder på at skabe hjemmesider med henblik på at hverve nye medlemmer, må revurdere deres tanker om nettets effekt, mener hun.

 

Kirken taber mange unge i disse år. Derfor bør den i højere grad koncentrere sig om at beholde dem, den allerede har, og møde dem i deres kultur, for eksempel på nettet. For kirkerne handler det ikke om at få den vildeste hjemmeside, men om at kommunikere det særlige, kirken kan, siger hun.

schelde@kristeligt-dagblad.dk  

 

Uge 43

Vi er begyndt at læse en bog mere af John Ortberg. Bogen hedder GRO i TRO, og den har mange detaljer om dymamisk tro.
Her følger en smagsprøve på afsnit 5 om bøn og en vinkel på bønnen, som ikke er så almindelig, nemlig bønnens indvirkning på det himmelske.

HER kan du læse hele afsnit 5

Bøn til Himlen

Lad os se på, hvor alvorligt Bibelens forfattere betragtede bøn. I Johannes' Åbenbaring beskriver Johannes en scene i Himlen, hvor det syvende og sidste segl brydes på den bogrulle, som afslører menneskenes synd og vold og Guds dom. Så sker der noget bemærkelsesværdigt.

Johannes skriver, at så "blev der stilhed i himlen hen ved en halv time" (Åb 8,1). I dette tidsrum kommer en engel med et røgelseskar af guld og spreder megen røgelse, som her repræsenterer bønner fra menneskene på Jorden: "Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englen s hånd foran Gud" (Åb 8,4). Derefter udbasuneres domme over Jorden i form af torden og lynild, voldsomme jordskælv med mere.

Men det mest bemærkelsesværdige er, at disse begivenheder ses som et svar på de helliges bønner.

Normalt opfatter vi det sådan, at begivenheder på Jorden afbrydes af indgreb fra Himlen. Her sker det lige omvendt. Den himmelske skares endeløse sang og lovprisning standser. Hvorfor? Fordi nogen beder.

Himlen afbrydes, for at alle de hellige s bønner sammen med alle vore bønner kan stige op foran Gud. De høres. De betyder noget. Bønner fra mennesker som du og jeg afbryder Himlen.

Det, som derefter sker på Jorden, sker, fordi mennesker beder. Walter Wink36 tolker budskabet i Johannes' tekst således: "Historien tilhører talsmænd ene _ dem, der tror og beder for den fremtid, som kommer".

Historien tilhører altså ikke de magtfulde eller de rige, tilhører ikke regeringerne og hærene, de store firmaer eller de globale medieselskaber. Kun for en tid tager det sig stort ud, hvad de gør, når de forlader sig på egne kræfter og ikke på Gud. Den dag kommer, hvor alle store menneskelige gøremål vil høre en død fortid til og spredes som aske for vinden.

Historien tilhører talsmændene _ dem, der tror og beder for fremtiden, som kommer. Lige nu er Jesus vores talsmand: "Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os" (Rom 8,34). Hans forkyndergerning varede tre år.

Hans forbøn har allerede varet i næsten 2000 år.

Uge 43

Vi er nu er godt stykke henne i John Ortbergs bog GRO i TRO, og den er fortræffelig med mange detaljer om dymamisk tro.
Nedenstående er et lille afsnit om

YDMYGHED.

Den forvirrende ydmyghed

Engang blev stolthed og hovmod betragtet som noget meget dårligt; i dag er det lige før, vi hylder det som noget meget godt. Vi lever i det, som Christopher Lasch45 udnævnte til "narcissismens kultur". Den sætning, som Muhammed Ali blev berømt for, betegner nu det, vi alle stræber efter: "Jeg er den største". Bokse_arrangøren Don King blev citeret i dagbladet Los Angeles Times for at sige: "Jeg bliver hele tiden forbløffet over mig selv," hvorefter han tilføjede: "Og det siger jeg i al ydmyghed". Gad vide, hvordan det ville lyde, hvis han sagde det uden ydmyghed.

I stedet for stolthed og hovmod indbyder Jesus os til et liv i ydmyghed: "Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes" (Matt 23,12). Men i vor tid er mennesker ganske forvirrede vedrørende ydmyghed. Vi ved måske godt, at vi burde være ydmyge, men samtidig er vi ikke sikre på, at det er ønskværdigt. I virkeligheden ved vi ikke, hvad det vil sige at være et ydmygt menneske.

Hvad betyder det i det daglige liv at ydmyge sig selv? Hvad nu, hvis vi tager det alvorligt, at en anden f.eks. roser os for vores udseende. Vi forsøger jo at leve i Guds rige og at leve, som Jesus ville have gjort i vores sted. Hvad gør vi i den situation?

- Ser vi nedad, tripper og siger: "Jeg ser i virkeligheden ikke så godt ud. Det er bare lyset her, som er temmelig dårligt".

- Siger vi helt ligefremt, hvad sandt er: "Jeg synes, det, du siger, er vældig interessant. Sig noget mere, og lad os fejre det sammen" .

- Citerer vi Ordsprogenes Bog for at irettesætte den pågældendes overfladiske optagethed af udseende? "Guldring i svinetryne: smuk kvinde uden dømmekraft" (Ordsp 11,22). (Efter den bemærkning er der næppe nogen, der vil komplimentere dig for dit udseende.) _ Går vi direkte til sagen og siger: "Du giver mig storhedsvanvid. Vig bort, Satan".

- Smiler og siger tak, men ikke mere.

Ydmyghed drejer sig ikke om at overbevise os selv eller andre om, at vi ikke dur til noget eller ser kedelige ud. Det drejer sig ikke om at nedgøre os selv. Hvis Gud havde ønsket, at vi skulle være nul og niks, kunne Han have gjort det sådan.

Ydmyghed handler om at underkaste sin vilje og indebærer en sund selvforglemmelse. Hvis vi gør fremskridt i ydmyghed, vil vi opleve, at Helligånden i den grad gør os i stand til at leve i øjeblikket, at vi holder op med at tænke på os selv hele tiden. Når vi er sammen med andre mennesker, er vi virkelig sammen med dem og tænker ikke på, hvordan de kunne være til gavn for os.

At blive ydmyg er som en Kopernikus_revolution60 af vores sind, dvs. erkendelsen af at alting ikke drejer sig om os. Ydmyghed medfører altid en form for lettelse.

En af mine bekendte, som hedder Gwen Bird, underviste engang i en søndagsskole og ville have børnene til at 'spilJe' Jordens skabelse.

Det betød, at nogle af børnene skulle optræde som planter eller dyr.

En seksårig dreng, som vi kan kalde Jonathan, fik den opgave at stå pa en stige med en lampe, der oplyste hele sceneriet. Man kan sige, at han spilJede Gud. Da krybdyrene skulle til at afløses af fiskene, var der en, som trak i Gwens trøje. Det var 'Gud'. Han ville gerne være fri: "Det er ikke lige mig i dag at være Gud," sagde Jonathan. "Kan du ikke få en anden til at være det?" Hvis vi virkelig kunne opnå sand ydmyghed, ville den ikke være en byrde for os, men en stor gave. Ydmyghed er friheden til at holde op med at prøve på eller foregive at være noget, vi ikke er _ friheden til at acceptere os selv som 'de passende små', vi i virkeligheden er. Med Luthers ord er ydmyghed beslutningen om at "lade Gud være Gud".

HER kan du læse hele afsnit 5 og nu også hele afsnit 6

En juleprædiken  - (Fra 2007 i Hjarup kirke)

Så, er det nu, det er jul! Det er i aften vi har ventet på i mindst 24 dage… I aften skal vi spise og synge og danse om juletræet og så skal vi pakke gaver op…!

Det er så tæt på og så er det alligevel ikke til at vente det sidste stykke tid…! Og derfor har jeg faktisk også taget en gave med… altså der er kun én og vi er jo mange… (lade et barn pakke den op…)

Et honningkagehjerte. Hvaffe nu det?

Jo Julen er hjerternes fest! En kliche vil du måske sige? Måske!, men alle er vi på en eller anden måde lidt anderledes indvendige i juletiden.

1. Julen gør et behjertet forsøg på at gøre os til bedre mennesker. Vi sender hjertelige hilsner til dem vi næsten har glemt. Vi køber gaver for at glæde hinanden. Vi gør lidt ekstra for at der er hjerterum og husrum til alle i juledagene. Vi køber geder og bier til nogen langt væk, som vi ikke kender. Julen fremkalder så at sige den allerbedste udgave af os. Og ingen tvivl om at verden ville blive et bedre sted at leve, hvis der blev indført permanent juletilstand. – at vi sandsynligvis også ville få alvorlige vægtproblemer, og blive rimeligt trætte af brunkager og gløgg er en anden sag…

2. Og alle har vi sikkert gennemgået hjerternes kærlighedsregister og højdepunkter lige fra disse små_piger tusindefryds lege, en leg, hvor man forsigtigt trækker i de smukke hvide kronblade, mens vi siger: elsker _ elsker ikke _ elsker _ elsker ikke, _ og spændt venter på resultatet, som nås, når den gule knap lyser som solen i vore øjne.

Og til at falde på knæ foran sin udkårne med en buket røde roser, og bede om kærlighed og livslangt fællesskab, _ og når den unge kvinde nådigt svarer ja, og tager imod buketten, rejser man sig lettet, beæret og stolt, _ og fører hende ind i livet, som ligger foran bundet af troen, håbet og kærligheden, _ og når den livslange lykke og trofasthed bliver brudt af dødens mørke, lægger vi kærlighedens blomster på båren, kranse med bånd på gangen, og mindre buketter på graven, som et udtryk for den kærlighed, det venskab, den sammenhørighed, som vi delt.

Jo vort livs højdepunkter er bundet til vore hjerters oplevelser og tidspunker, hvor kærligheden bankede på vore hjerter.

3. Eller for at tage det som vi sikkert har det lige nu, og hvor de fleste af os sidder sammen med dem, som vi holder af og har holdt af i mange år, og som vi sikkert mange gange har udtrykt vores kærlighed til, og vi har sikkert et bestemt menneske som mål og omdrejningspunkt, når vi lige så stille får tid til at tænke og mærke efter - et ansigt, der lyser op for vort indre øje: Vort livs kærlighed, som vi måske er så heldige at have siddende hos os her i kirken, _ som vi måske skal være sammen med senere i aften, _ i morgen, én af de kommende dage. Et ansigt, som vi dagligt har spejlet os i gennem mange år, _ og forhåbentligt også mange år endnu.

Men det kan også være en kærlighed, som stadig sidder der - i hjertet - til en, som ikke er her mere, en, som vi har mistet _ for nylig, _ eller for længe siden.

Uanset vore forskellige historier, så har vi sikkert alle for vort indre blik en perlerække af ansigter, som lyser op og varmer vort sind og vort hjerte ved tanken om dem - vore forældre, vore bedsteforældre, vore børn og børnebørn.

Vor barndoms hjerteven, _ vor bedste ven! Vor soul_mate, som satte sig spor, for tid og evighed.

---

Hvad er det jeg altsammen er ved at sige med alle disse ord? Jo, at kærligheden - at udtrykke kærlighed og modtage kærlighed er noget af det største vi kan opleve, og at det er hjertesproget - kærlighedens sprog, som vi søger, higer efter og - forhåbentlig - hele tiden er en del af.

---

Når vi så er så fokuseret på kærligheden, længes efter den og drives af den, så kan det da ikke overraske, at den Gud, som siger om sig selv, at han er kærlighed, netop møder os med stor stor kærlighed, så stor, at vi næsten ikke kan begribe det.

---

Lad mig bruge et billede.

Kærligheden, moderfølelserne, faderfølelserne er stærke stærke kræfter, det ved vi, og det er vanskeligt at forestille sig, at en moder eller en fader sådan uden videre ønsker at give sit barn væk til tilfældige mennesker, man ikke kender reaktionsmønsteret hos og ikke ved, hvordan de vil reagere. Hvem af jer ville give en af jeres børn bort til nogen i den kategori, nogen I slet ikke kendte?

Næppe nogen, vel?

----

Men ikke desto mindre er det det, der skete, da Gud gav sin søn til verden. Han elskede verden så højt, at han gav sin søn væk til os, til dig og mig. Sin egen elskede søn, Jesus, gav han os, det bedste han havde. Intet var for godt, intet var for dyrebart.

Tænk, at Gud elskede den verden, som han selv havde skabt, _ og som han brugte så megen tid og kræfter på _ hver eneste dag, og igen og igen blev utrolig skuffet over, hvad han så: "Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt"(1. Mos 6v5) og at "De har hvæsset deres tunge som slanger, der er slangegift under deres læber. (Sl. 140v.4) eller: "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. v11 Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. v12 De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede" (Rom 3) for nu lige at citere en ret almindelig tilstand - set fra Guds vinkel

Til dette halstarrige folk, "med knejsende nakke" (Esaj 3,16) og en sjælden hård og ubøjelige vilje - til dette folk, denne verden - gav han i kærlighed sin søn, så de, jeg havde nær sagt kunne gøre med ham hvad de ville.

I denne forvildede og fortvivlede verden lod han sin søn vokse op, og lod ham blive udsat for mordforsøg helt fra starten af, og senere, noget senere, lod ham håne og piske, for så at tillade, at man gav ham skammens straf, den totale udmygelse på et kors blandt røvere.

Det kan man kalde kærlighed, og så har vi slet ikke tænkt på alle de ledsagende kærlighedens handlinger der skete.

Hele Bibelen er fyldt af de skønneste historier om, hvordan Jesus i sit liv her på jorden blev konfronteret med alt det, som vi også konfronteres med og bukker under for.

Mens han gik omkring på jorden i levende live, da gjorde han alt det virkeligt omkring sig, som Esajas profetisk havde set skulle ske. Han helbredte mennesker, gav blinde synet igen, åbnede døves ører, gjorde døde levende. Overalt hvor han kom frem kæmpede han mod synd, død og ødelæggelse med sin guddommelige styrke og sit ords kraft.

Han så med åbne og omsorgsfulde øjne på al svaghed, al skrøbelighed, så til alle nødstedte; og han gjorde hvad han kunne for at helbrede, trøste og lindre, og striben er lang af undere han gjorde, undere som forvandlede manges liv, så profetens ord gik i opfyldelse, og vor verden fik en forsmag på evigheden og en forsmag på Guds endelige og evige vilje.

Jesus fortalte om, hvad Gud ville mennesker, at Gud ville være sammen med os midt i livet på denne jord og aldrig lade os alene. Han kaldte Gud for Far og fortalte at sådan skulle det også være for os, at Gud aldrig ville være fjernere fra os end forældrene er fra det lille barn.

Sådan talte han og sådan handlede han, og selvom folk prøvede at lukke munden på ham, fordi de mente at sådan kunne man ikke tale om Gud, så blev han ikke tavs førend man gav ham skammens straf, den totale udmygelse på et kors blandt røvere.

----------

Men hvis historien var slut med det, så var der intet håb for nogen overhovedet, og det var så kun en flok, der fik gavn af det mens han levede, og heldigvis slutter hans historie ikke ved gravens bred, med døden, næh, den ender med livet, med hans opstandelse påskemorgen. Tre dage efter den voldsomme død langfredag var graven tom, og de som elskede ham, fik ham igen i levende live, med krop og sjæl, arme til at holde om med, øjne som smilet kunne stige frem i og vreden gnistre i.

----------

Og den Jesus lever stadig og elsker stadig, og i lyset af Jesu fantastiske historie lever vi i dag og i lyset af hans historie må vi se vort eget liv og leve vort eget liv. Se ham som han er også i dag:

----------

Gud elskede verden og sin søn, sin nyfødte søn, og han e løb risikoen og skænkede ham i al sin skrøbelighed til verden, til hele verden! _ og lade drengen og sønnen vokse op til modtagelse, modsigelse og forkastelse.

----------

Jeg vil slutte med en dum vittighed om en søn, der forærede en gave til sin gamle mor, der var glad for at få læst af og at læse i Bibelen, men som på sine gamle dage havde problemer med synet. Sønnen sendte hende en fantastisk papegøje, der kunne hele Biblen udenad. Det tog 12 år at lære den hele Biblen, og moderen skulle blot sige hvilket kapitel og vers hun vil høre, så sagde papegøjen det straks.

Kort efter sendte moderen sin søn et brev for at takke ham og skrev: Min kære Henrik, - kyllingen var lækker! Tak skal du ha´ den smagte godt.

Hvordan er det så vi reagerer - "steger" vi Jesus på et kors, eller lader vi ham tale ind i vort liv, og afgør os for at lade ham få plads og rum i vore hjerter?

-------

Derfor lidt teologi som en afrunding.

Man har til alle tider grundet over sidste del af englenes sang i v 14 i juleevangeliet, og det har altid voldt oversætterne problemer.

BHDsiger: »Al ære til Gud i Himlen og fred på jorden til dem, der gør Guds vilje!«

AO siger "til mennesker med Guds velbehag",

DNA siger "til dem som han har udvalgt".

Iver Larsen, der har været bibeloversætter i 30 år argumenterer ret overbevisende for, at der ordret står "til acceptsmennesker", men det kan man jo ikke sige på dansk. Problemet er, at det er uklart, om de, der får del i den lovede fred, er "de mennesker, som Gud kan acceptere", eller det er "de mennesker, som kan acceptere Gud" eller det er "de mennesker, som accepterer og tager imod den tilbudte fred."

Ivere Larsen argumenterer for det sidste og så er det et evalueringsord, som beskriver noget eller nogen, man kan sætte sit blå stempel på, noget man betragter som værende godt og rigtigt. God pointe!

------

Sætter vi vores blå stempel på den beretning, og modtager vi og accepterer vi i vore hjerter den gave Gud har givet os julenat - Jesus? Se det må den enkelte overveje, det må du og jeg overveje? Glædelig jul. Amen

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk