index

Ja, så er der et billede igen, 10 år senere. Jeg fejrede den 20. juni 2015 min 70 års fødselsdag og i den forbindelse gav børnene og børnebørnene mig et billede af hele familien

Niels Peder Nielsen.dk

Opdateret 27.02.2019

Her er jeg af min kone Irene lynskudt i nærheden af Firenze på vores ferie 2007

Velkommen

til min beskedne hjemmeside.

Jeg gik på pension 1. februar 2008, og fraflyttede den skønne præstegård i Hjarup, og sammen med min kone Irene flyttede vi ind i mere ydmyge forhold på Janus la Coursgade 4, st. tv, 8000 Århus, men i sept 2010 solgte vi lejligheden og flyttede 1. dec. 2010 til Fredensgade 52,1,th også i Århus C. og nu er vi så flyttet for tredje og forhåbentlig sidste gang - til Grundtvigsvej 5, 8600 Silkeborg den 1. okt. 2011.

Vi kan træffes på flere telefonnumre:

NPN mobil: +45 21769397

Irene mobil: +45 26611069

(alle med svar)

Men jeg har samme e-mailadresse, så let og så enkelt som nielspedernielsen@mail.dknielspedernielsen@mail.dk

Jeg er pr. 1. marts 2009 blevet ansat som ulønnet hjælpepræst ved Silkeborg Oasekirke. (Det samme sted, hvor vores søn Ruben Dalsgaard var præst indtil 2017, og hvor Peter Søde Jensen, Henrik Kilddahl og Frans Nederby Jensen er præster.).

Se Silkeborg Oasekirkes hjemmeside HER

BLOG

Jeg har også en lille beskeden BLOG:

Niels Peder Nielsens blog

Hvad er så det vil en eller anden sikkert spørge?

Det bedste svar er nok, at det er en "åben" hjemmeside, som man kan gå ind på, skrive noget til - oprette en kommentar til, der så kan ses af alle andre.

Her vil du jævnligt kunne finde emner, jeg skriver noget om, emner, som jeg synes kan, bør og skal kommenteres.

ReFokus

Jeg har oprettet en lille hjemmeside mere.

Den kan du se Den kan du se Den kan du se HER

Denne hjemmeside er oprettet for at give krop og skikkelse til den vision, som vi tror kan komme til at betyde noget for en hel generation.

ReFokus er stedet, hvor vi kan opmuntre hinanden, opflamme de nådegaver, Gud allerede har givet os, inspirere hinanden og i det hele taget have et dynamisk fællesskab, selv om man er kommet over de 50 år.

er stedet, hvor vi kan opmuntre hinanden, opflamme de nådegaver, Gud allerede har givet os, inspirere hinanden og i det hele taget have et dynamisk fællesskab, selv om man er kommet over de 50 år.

I tilknytning til den hjemmeside er der også en BLOG, som hedder den3alder 

Facebook

Jeg har også en profil på Facebook. Søg på Niels Peder Nielsen.

Skype.

Jeg er også på Skype og mit Skypenr. er niels.peder.nielsen

En lillebitte forfatter

Jeg har skrevet et bidrag til Hjarup kirkes historie med særlig henblik på den betydning det karismatiske fik for menigheden.

Det er 25 sider af en bog der hedder Karismatisk fornyelse i Danmark, og kan købes Det er 25 sider af en bog der hedder Karismatisk fornyelse i Danmark, og kan købes Det er 25 sider af en bog der hedder Karismatisk fornyelse i Danmark, og kan købes HER !

Men jeg har en lille "snydeudgave" som PDF og her kan man fra side 75 læse om betydningen af det karismatiske og betydningen af Dansk Oase i særdeleshed.

PDFudgaven kan du downloade PDFudgaven kan du downloade HER !

Familieting

Når jeg får tid fortæller jeg lidt om vores efterhånden 19 mand store familie. (Billedet er fra min 60 års fødselsdag for over 9 år siden)

Familiens store sorg.

Læs også vores meget personlige beretning om Thomas Hermansens drukneulykke i august 2010, og om Casa Thomas projektet.

Lyt her til Elsebeth Hermansens fortælling om sorgen, der aldrig vil dø HER

Eller læs omtalen i Kristeligt Dagblad HER

Min Volvopassion.

Nogen vil vide, at jeg har en lille passion: Gamle Volvoer.

Dem har jeg haft nogen stykker af siden 1973, hvor jeg fik min første Volvo Amazon af min svigerfar. Det er så over årene blevet til forskellige modeller i 200 serien, og gennem 7 år var det en fra 700 serien.

Siden 2013 har det så været en V70 (2002 model)

Familiens Volvoer er nu:

Jeg ved ikke om jeg har en dårlig indflydelse på næste generation eller de også blot har øje for nogle gode egenskaber ved netop det bilmærke skal jeg ikke selv dømme om, men vi har i hvert fald PT i familien 

- en Volvo V70 fra 2001 (Sara og Keld)

- en Volvo V70 fra 2002 (Irene og NP)

- en Volvo C30 fra 2009 (Ruben og Hanne)

- en Volvo V70 fra 2010 (Ruben og Hanne)


Refleksioner

Til mine venner.

Nyt fra min verden, nu også medlem af styregruppen for Mahabba.dk. Hvad?

Jo, Mahabba er arabisk og betyder kærlighed, og silkeborgdrengen Patrick McDonald har med afsæt i erfaringer fra ca. 50 lokalgrupper i  www.mahabbanetwork.com, England, rykket i ærmerne på nogle danske kirkeledere med henblik på at påbegynde et Mahabbaarbejde i DK, og det er efter nogen tids forberedelse lige på trapperne (se vedhæftet indbydelse HER)

Formålet med http://www.mahabba.dk er at hjælpe kristne til at forholde sig positivt til muslimer, øge forståelsen for muslimer og islam, udstyre troende til at dele Jesus med muslimer lokalt ved feks. at oprette lokalgrupper på tværs af kirkeskel i områder med muslimer og opmuntre disse lokalgrupper til regelmæssig bøn for muslimer, fremme kærligheden til muslimer og  fremme forståelsen for islam og dens kultur.


Styregruppen for Mahabba Danmark inviterer kristne fra kirker, missionsorganisationer og andre netværk i Danmark til Odense lørdag d. 6. april 2019 kl. 9.30-16.00 til åbningssamling!

Husk tilmeldelse.

Jesus har fortalt mange spændende lignelser, feks denne om den generøse vinbonde, og hvor mit tema for prædikenen i Silkeborg Oasekirke var: Guds øje er godt.

 

Søndag septuagesima, 17-02-2019

 

Matthæusevangeliet 20,1-16: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vinbonden og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« 

 

Den generøse vinbonde
Der var mange erhverv i Israel på Jesu tid, men noget af det ypperste var dog at eje en vingård.
Så var man i reglen en holden mand og på den grønne gren - ca. det samme som at eje en herregård i DK, eller en vinmark i Frankrig med tilhørende slot.
Men vindruehøsten krævede en koncentreret indsats med mange hænder især i høsttiden, og det var almindeligt at vinbonden måtte supplere arbejdsstyrken i løbet af dagen.
Det særlige i denne historie er dog, at nogen arbejdede fra 6 - 18, de sidste kun en time, og at lønudbetalingen starter med de sidst ankomne, der for 1 times arbejde sandelig får en denar (en hel dagløn/ca. 1000 kr.), og det giver resten af flokken en forventning om en rundhåndet overbetaling, men de får det samme allesammen, hvilket giver en vis – og  forståelig - knurren.


Hvordan skal vi forstå den lignelse og den ulige timeløn?

Kenneth Bailey siger I sin bog “Jesus Through Middle Eastern Eyes”, at titlen burde hedde: Den generøse arbejdsgiver, for lignelsen handler mere end noget andet om en varmhjertet vinbonde, der her tydeligvis er et billede på Jesus, på Gud, på Helligånden om du vil, for vinbonden tænker ikke snævert i timeløn, men tænker på arbejderne - som mennesker.
Det ser vi af, at han hele fem gange på en dag går ud for at finde nye daglejere til sin vingårdshøst.
Normalt ved en rutineret vinbønde nogenlunde præcist, hvor meget arbejdskraft, han skal bruge til en dags arbejde, og i hvert fald regner han ikke galt fem gange på én dag.


Men hvorfor går han så ud så mange gange?

Fordi hans hjerte banker for mennesker - i nød, - for mennesker i pressede situationer, dem, der selv i ellevte time ikke har opgivet håbet om at undgå at komme tomhændede hjem til familien.
Ejeren udbryder ikke: ”Det var sandelig godt, I var her; ellers var arbejdet ikke blevet gjort færdigt.” Næh, han spørger: ”Hvorfor er I her stadig?”
Og deres svar: ”Ingen har lejet os” rører hans hjerte, og vinbonden hører smerten i det svar og der kommer derfor ingen lønforhandling - kun en invitation ind i hans overflod, hans rigdom, hans vingård.  Og de går forventningsfulde med.

Hvorfor?
Fordi de ved, at når ejeren kommer efter dem i den sidste time, så er det, fordi han er mere ude efter dem end deres arbejdskraft, for de kender den lokale vinbonde, som har et hjerte af guld, og han øjne ser, hvad ikke alle ser, og vinbonden, der sikkert var økonomisk velpolstret, handler nådigt, kærligt og omsorgsfuldt, selv når vi indregner den tilsyneladende uretfærdighed med lige løn for ulige arbejde.
Vinbonden ser og har overskud til at tænke på, hvordan en fattig arbejder, når solen går på hæld, med tunge skridt må gå hjem til kone og børn uden en dagløn med tanken om, at i aften må vi sulte, og lykkes det heller ikke i morgen, hvordan skal det hele da ende?
Vinbonden ser for sig arbejderen gå med tunge og mørke tanker, for han elsker sine kære, og måske kniber han en tåre, mens han går der i mørkningen med tanken: ”Jeg blev også fravalgt i går”.

 

Hvad er det vi ser, når vi møder mennesker, der står ledige på livets torv, og dem livet har slået til plukfisk med sin ubarmhjertige forhammer?
(Vinbonden inviterede dem ind i sin egen velfærd)

 

Normalt var det lokale torv et mulighedernes sted, men kunne bestemt også være et sted, som kunne udstråle håbløshed og fortvivlelse, og hvor nogen måtte stå og frygte for, at det ikke skulle lykkes for dem at give hustru og børn til dagen og vejen, sådan som det i grunden er enhver forsørgers inderlige ønske.

Jeg kender selv smerten ved at blive vraget, fravalgt. Når jeg som dreng skulle være med til at spille fodbold skulle der som regel vælges hold først.
Og de bedste spillere var der jo altid kamp om.
Men da næsten alle var valgt, var vi gerne et par stykker, der stod tilbage. Og så kunne der næsten blive kamp om at slippe for at have os med på holdet!
Det var ikke særlig opmuntrende, men jeg havde heldigvis en mors, en fars og nogle søskendes kærlighed og accept, og derfor overlevede jeg det nederlag, men ikke alle er så heldige!

Igen stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor gik vinbonden ud for at hente arbejdere helt ved slutningen af dagen?

Ja, hvis vinbonden kun var optaget af at være gavmild, så kunne han jo bare have stukket de sidste daglejere hver en denar, og så kunne de gå hen og købe mad til familien.
Det ville have udtrykt et generøst giverhjerte, ja og arbejdet skulle nok blive gjort alligevel.

At give til de fattige er en god ting, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der et element af ydmygelse i det - for den fattige.
De sidste daglejere sad ikke på torvet for at tigge.
De var der for at arbejde.
Vinbonden kunne have givet dem en gavmild gave på en dagløn, men det ville i en vis forstand have været en ”ydmygende” gavmildhed.
Når vinbonden gør som han gør er det fordi han vil behandle dem anderledes end gavmildt.
Han ville behandle dem med værdighed.


Uden at jeg har svarene, så tænker jeg, at det nok ikke altid er økonomien, der er det vigtigste – og at de forslåede, de fravalgte, misbrugerne, de svage i samfundet bliver ”spist af” med kontanthjælp m.m.

Jeg spørger bare.
Er det en værdig måde at blive behandlet på, spørger jeg igen, som et lille indskud her midt i min prædiken.

 

Vinbondens måde at handle på er en vigtig og god illustration på den måde Gud ønsker at behandle os på, for Hans møde med os løfter os op på alle måder og giver os en umiddelbar værdighed, som ingen andre kan give os, fordi vi i en eller anden grad altid oplever at skulle fortjene den – opfylde et behov for reelt at være noget værd.
For familiefaderen, der kl. 17 af kærlighed og med værdighed blev hyret ind i vingården, var det næsten som en forsmag på Himln, da den generøse vinbonde kommer og slår ham på skulderen og siger: ”Kom med, jeg har brug for dig”, og derefter yderligere velsigner ham med en hel dagløn.

Vi har meget at lære her om at behandle hinanden med respekt og værdighed.

Jesus behandler os med respekt og værdighed.

Han har selv ingen uopfyldte behov, og alligevel er vi alt værd for ham, og han betaler generøst, med sin død og opstandelse, mens vi endnu var syndere (Rom. 5),

Lignelsen her har et tydeligt kald til os som menighed, at vi ser med nåde og kærlighed efter og på dem, der vandrer hvileløst rundt på denne verdens torv søgende efter mål og mening, og at vi kalder på dem ud af et nådigt, kærligt og generøst hjerte, og nærmer os dem på en måde så værdigheden ikke krænkes.

Gør vi det og hvordan gør vi det bedst?

Vingården/kirken i dag.

Den generøse vinbonde, Jesus – og hans stab - er stadig på dette sted, i denne by, i denne kirke, og kalder fremdeles fra ”torvene” ind i  arbejdsfællesskaberne i hans kirke, vores kirke og hvor vi som hans børn hænger i, for Gud har et arbejde, der skal gøres, og det kræver koncentreret arbejdsindsats og en mobilisering af al den arbejdskraft, der er til rådighed.

Jesus kaldte alle, han kom i nærheden af, og også i dag kalder han til en aktiv tro og tjeneste i hans rige, og den, der tager imod indbydelsen til at tro på Jesus og bliver en del af Guds rige på livets torv, får alle fuld valuta for pengene, selvom ancienniteten kan være forskellig. Der vil altid være nogle som har arbejdet hårdt i mange år, og andre, der kommer til i sidste øjeblik.

Men ingen behøver at have ondt af sig selv, når solen brænder, og kroppen er ved at være træt, og vi oplever tjenesten slidsom, nogle i 12 timer med sveden dryppende ned over hagen.
Jeg tror ikke vi oplever, at det er for hårdt, for det bærer lidt af lønnen i sig at se, hvordan der hele tiden kommer nye til, som forlader livets drønende og larmende karrusel på torvet og lader sig indfinde i vingården, i den generøse vinbondes kirke, Jesu Kristi kirke, vores kirke.


Er vores øje ondt, fordi Guds er god?
Der er ingen grund til misundelse!

Ok, vi må vænne os til en vis uretfærdighed målt med vores ”onde øjne”, at nogen knokler 12 timer, andre 6 timer, og at andre igen kommer i sidste øjeblik, i sidste time.

Jeg læste om en gammel missionær på 90 år, som gav de bedste af sine år i missionens tjeneste, gav afkald på ægteskab og familieliv, og som stadig var i tjeneste, og så var der ham på næsten 84, der sad på kirkebænken og ved et tilfælde lyttede sig til tro - i sidste øjeblik ville vi sige - og at de to får den samme løn (frelse og evigt liv) kan godt kalde på lidt knurren, men sådan er Gud. Han giver ikke efter fortjeneste, men efter nåde.
Han, som selv er uden behov, har villet, at hans riges arbejde skal fuldføres gennem dig og mig/os.

 

Når jeg står her og ser ud over jer alle sammen, så ser jeg til min store glæde, at mange af jer har været med fra morgenstunden, men jeg ser bestemt også en dejlig flok, som på livets torv er blevet kaldt ud fra et almindeligt tomgangsliv og ud af lediggang.

Ser jeg på Guds kirke i et større globalt perspektiv, så er den blevet den lykkelige ramme om - hende med rod i familieforholdene eller om ham, der bundet af alkohol eller narkotika kom rendende lige før lukketid og gerne vil tro på Gud!!
Er det ikke noget man sådan i kødet godt kan bli´ lidt ærgerlig på, nu da man måske har arbejdet helt siden man var barn, og så får jeg samme løn, som den forhutlede sprøjtenarkoman eller den kriminelle, der gi´r sit liv til Jesus næsten på gravens bred?

 

Men den form for misundelse gødes ikke af Guds nåde og kærlighed, og han, Jesus siger stadig - også på denne søndag: ”Gå hen i min vingård og få udbetalt daglønnen, men jeg begynder stadig med dem, der kommer sidst – de sidste skal blive de første.”

Er det ikke den måde Jesus møder mennesker på? Med nåde, kærlighed, barmhjertighed og med værdighed? Jo!

Ingen skal opleve sig som uværdige til Guds frelse og den, der kommer til ham vil få den løn Jesus har tænkt sig at give – uagtet om det er mig, der har knoklet i over 50 år, og det har vi gamle rigtig godt af, for det lærer os noget om nåden, om kraften og indholdet i den, og at det giver en vis portion ydmyghed og det er egnt ikke så ringe endda, vel.

 

Vi er som kirke en rig vinbonde, der ejer en bugnende vingård og har mere end råd til at gå ud på livets torve og byde indenfor, til liv og frelse dem, der har levet i lange tider uden at tro, og regne det for et godt tilbud i bedste silkeborgensisk Lars Larsen stil.

Tænk hvis nogen slet ikke kom med i Guds vingård, Guds Rige, fordi de ikke fik buddet og at der manglede nogen, der gik hen på torvet for at indbyde.

 

Og hører du så kaldet til at være med og måske fornemmer, at du ikke har evnerne eller dur til det, så tænk dog i det mindst på, at Gud har kunnet bruge en  elendig åndelig fodboldspiller som mig.

 

Ordet: Min kærlighed til jer overstiger jeres forestillingsevne 16. febr. Kl. 07,30

 

Amen

 

Refleksion:

Hvordan er det fat med vores hjerter? Ser vi nøden udenfor og i denne verdens torvehaller?

 

Har vi ondt af os selv, når solen brænder, kroppen er ved at være træt, tjenesten slidsom, med sveden dryppende ned over hagen?

 

Ser du for dig scenariet, at nogen slet ikke kom med i Guds vingård, Guds Rige, fordi de ikke fik buddet og at der manglede nogen, der gik hen på torvet med indbydelsen.

 

Læs andre refleksioner HER

Stedet hvor vi bor!

Grundtvigsvej 5

Vi flyttede 1. okt. 2011 ind på Grundtvigsvej 5 i Silkeborg, og vi nyder fantastisk meget det smukke hus, og de fine omgivelser i Balle, og hvor vi har gode lejere i "kælderen".

Havehuset, som vi anskaffede i 2016

 

I 2017 anskaffede vi os et sommerhus i Truust

Jeg er meget glad for min ansættelse som ulønnet hjælpepræst ved Silkeborg Oasekirke.

Klik HER og følg lidt med i hvad der foregår i "min" kirke!

Læs anmeldelsen og et par afsnit af bogen Lazaruslivet HER

Lazarus' historie fortæller om et liv fyldt med håb og fortvivlelse, forventning og skuffelse, død og liv. Stephen W. Smith tager læseren med på en indsigtsfuld rejse gennem Lazarus' liv mod afklaring og åndelig forvandling, skriver udgiveren Prorex.

Læs min anmeldelse af Magnus Malms bog:

Bag billedet - nu med "prøvesmagning" .

Her kan du også læse lidt nyt fra Magnus Malms bog Kendetegn

Der er vist i nærheden af 200 forskellige med alle mulige emner og temaer.

HER er en side med links til forskellige organisationer, nyttige links til opbyggelige sider m.m. 

HER er en beskeden lederside med små relevante tips for ledere. 

Her kan du bl. a. se Morten Munchs artikel om  Profeti i Ny Testamente og i dag

HER kan man læse en spændende beretning om det, der foregår i den muslimske verden