 |
|||
|
|
Kronik. Kristeligt Dagblad, 31. dec 2001 "Guds Fred og God Morgen" Forestil Dem, at De blev tvunget til at gennemlytte samtlige cd´er med Rollo og King eller gense den samme Walter & Carlo-film igen og igen og igen, fordi De var spærret inde i Deres bil med en defekt afspiller, eller fordi en sadistisk biografejer havde spærret for alle udgange. Ikke nogen rar tanke - vel? Men sådan lidt i den retning har undertegnede det med nytårsaftensdag og dagene op dertil. Den samme fornemmelse af at være fanget i et larmende og fladpandet ceremoniel, man ikke kan slippe ud af. Den samme fornemmelse af at være undergivet en påtrængende, ja tyrannisk munterhed. Jeg har, med andre ord, et anstrengt forhold til årets sidste dage - eller rettere: den særlige form for jovial massehysteri, de omgærdes med. Måske er det et personligt problem, en grundlæggende misantropi, en form for fællesskabsparanoia. Muligheden kan bestemt ikke udelukkes, men det gør ikke min rastløse arrigskab og kontrære tværhed mindre. Og mon ikke vi er bare et par stykker, der kan finde sammen i en vis form for frelst enighed om følgende: Det begynder umiddelbart efter Sct. Stefans Dag. Den almindelige afskydning af tysk knaldfyrværkeri har nået et punkt, der får byen til at lyde som en 1980´er-reportage fra Beiruts forstæder. Den sildige aftenvandrer må springe for sit liv mellem heksehyl og torpedohøns, mens nattens stilhed fra tid til anden flænges af festlige postkasse-eksplosioner. I Netto har de siden jul haft tilbud på serpentiner, champagne og bordbomber, og mediernes livsstils-reportager handler stort set ikke om andet end, at nu skal vi alle være fulde og frækt påklædt, se 90-årsfødselsdagen i fjernsynet og høre Dronningens nytårstale. I fjernsynets aktualitetsafdeling og på de mere seriøse aviser gennemanalyseres denne firefoldige konstatering på et væld af mere eller mindre spidsfindige måder. Folk passes op på gaden og udspørges i lange baner om deres vaner i så henseende, og et par dannede kommentatorer vil for Gud ved hvilken gang genkalde sig, hvordan dronningen dengang i 1990´erne satte de småracistiske danskere på plads. Åh ja. Det var stort! I damebladene prøvesmages de mousserende drikke, mens dyre rober, vovede detaljer, hippe frisurer, overdådige menuforslag og tømmermandskure præsenteres og gennemgås i det uendelige. De få og fattige og mere eller mindre indholdstomme ritualer pudses således af, for at vi kan være med på den igen og alle berede os til denne "årets sidste, store aften". Rend og hop! På en måde er nytårsaftens fejring en forvrængning eller pervertering af den julefejring, mange allerede har lagt bag sig. Julens ritualer bærer evangeliets tyngde i sig, og i bund og grund sættes de på plads af samme. Julen er en familiebegivenhed, højtideligholdt på mange forskellige måder, forædlet gennem generationer. Julen er, som man siger - ganske vist med en fæl kliché - hjerternes fest. Men det er sandt for så vidt, at dens sande fejring hviler i den enkeltes besindelse på dens betydning. Kernen i nytårsaftens fattige, selvgjorte ritualer er derimod båret af excesser: druk, fest og larm. Og ja, det kan der selvfølgelig være en vis lettelse i. De fleste kender til den særlige helligdagsklaustrofobi, der indfinder sig, når man forædt og lettere alkoholiseret ser eftermiddagsmørket sænke sig over byens tage og bare har fået nok af familie, granlugt, sylte og rødbeder. Det kan være en god ting således at blive "luftet" lidt igennem, når atmosfæren af tvungen fredhellighed er lettet. Har jeg da hørt. Men hvad der for alvor gør nytårsaftensfejringer til en forvrænget udgave af julens fest, er, at vi nu bevæger os fra familiens, hjemmets eller de nære sammenhænges rum ud i det store offentlige fællesskab. Julens væld af rige traditioner erstattes med nytårsfejringens tyranniske krav om, at nu skal alle have det sjovt. Vi skal alle synes om fyrværkeri og larm, fulde mennesker på gaden og pinligt beskænkede naboer, der kommer på besøg med fjollede hatte. Vi skal være fulde, fjottede og friske fyre. Dæleme så. Kom ikke her! Og hvad har nytårsaften af indhold andet end den meningsløse fejring af, at nu vender vi bunken og springer ind i det nye år? Med julen fejrer vi, at Gud lod sin søn føde på jord, og at det for altid gjorde denne jord til et særligt sted. Nytårsaften er det gentagelsen, årenes rundgang, altings tilbagevenden, der drikkes på. Det hedenskab, der låner vores jul en stor del af dens folkelige appel, sætter sig igennem med fynd og har først fået raset igennem ud på de blege morgentimer, når gaderne ligger øde hen med knuste flasker, udtrådte kinesere og tomme rakethylstre. Bortset fra det, kan det nu også være meget hyggeligt. Sådan sammen med børnene, i gode venners og familiens lag. Det hænder da!
|
Men det rigtige nytår, det glædes- og håbsfyldte nytår, det begynder med nytårsmorgen, når alle de andre ligger og vånder sig. Det begynder alt efter vane og indstilling med kirkegang, sen opvågnen eller afpyntning af juletræ med wienermusik i fjernsynet. Det har altid slået mig, hvor velgørende det er at iagttage de noble wienere, der i den traditionsrige middagstransmission formår at udvise en egen ordnet og sober form for letsind og munterhed. En god måde at begynde på, nu hvor der skal tages fat igen. Og er det end mørkt og klamt herhjemme - i det ydre som i det indre - så er der altid sol på glitrende sne i Garmisch-Partenkirchen, hvor Niels Christian Niels-Christiansen (eller hvad han nu hedder) speaker til den mindst lige så traditionsrige skihopkonkurrence. Der er dømt "mænd på ski", er der. Og som den unge mand i neonfarvet buksedragt slipper bakken og svæver ud i rummet for øjeblikke derefter at lande elegant på den frostsprøde sne, sådan kan vi nu slippe det gamle, brugte år og give os Gud i vold på hver vores måde. Skihop i fjernsynet har sin egen form for opbyggelighed, når man, træt af hedenskabets bøvede rundgang og glæde ved gamle måder og idelige gentagelser, i tanken kan kaste sig ud i det nye år og dets mange ubrugte hverdage, dets muligheder, dets udfordringer og tilskikkelser. Der er så meget, der venter. Pudsigt nok er det jo også netop i de dage, at vi farer ned i kiosken for at købe de nye rejsekataloger eller skøjter rundt på internettet for lige at se, om man igen kan finde det der dejlige sted øst for Firenze. Udlængslen, sollængslen indfinder sig. Planer lægges, kalenderen gås efter, forsætter og løfter deklameres. Hjerter skydes op i livet, og det er lige før - lige før - børnene glæder sig til at komme i skole igen. Nytårsmorgen går vi i flæsket på det nye år. Og lad mig så blot nævne, at vi på dagen, i kirken, får følgeskab af teksten fra anden tekstrække, hvor Jesus lærer sine disciple, hvordan de skal bede til Gud. Hvordan de skal henvende sig til ham som den far, der kender sit barn. Det er altså med vores himmelske far i hånden, vi går ind i det nye, får vi at vide. Og derfor kan vi gøre det, fulde af fortrøstning. Og lad mig så også nævne, sådan lige til en afslutning, at vores mere eller mindre fælles ven Grundtvig havde det rigtig godt med nytårsmorgener. Han, der, om nogen, vekslede mellem gammelt mismod og vilde håb om nye tider, tog ofte anledning af denne årets første morgen til at lufte sine store syner for de mange, nye ubrugte dage, der lå foran ham og folket. Af samme grund bærer et af hans helt store digte titlen Nyaarsmorgen. I det beskriver han i 312 kryptiske og uendeligt smukke strofer, hvordan han på dette tidspunkt i sit liv, efter vildfarelser og irgange, står kampklar og virkelysten frem for sin samtid. I det allerførste vers tilslynger han sine tilhørere, Nordens folk, et: Guds Fred! Hvor I bygge, Paa Mark og paa Fjeld, I Bøgenes Skygge, Ved Elvenes Væld! Guds fred over Skoven, Hvor Stammerne staae! Guds Fred over Voven, Hvor Snekkerne gaae, Som ankre, som flage Paa festlige Dage, Som end tone Fædrenes Flag!" Hvilken fanfare på en nytårsmorgen! Digteren overflyver i tanken og i sine forestillinger det Norden, han havde så store forventninger for. Han tilønsker sine landsmænd den Guds fred, han selv har vundet, og er nu, gennem de resterende 311 strofer, rede til at kundgøre sine visioner og sit håb for alt det herlige og store, der nu skal ske. Med Gud i hånden kaster han sig ind i kampen. Vi er ikke rigtig længere til den slags store ord, men lad alligevel disse af Grundtvig fremmane og udtrykke lidt af den gudfrygtige, solbeskinnede virketrang, der bør høre dagen til. Et sådan mod på tingene er godt at tære på, når vækkeuret igen begynder at larme løs i morgenes buldermørke. Det kan hurtigt nok blive nytårsaften igen. Den gudsforladte kredsgang er en stadig trussel. Så glædelig nytårsmorgen! "Guds Fred og God-Morgen, / Paa Mark og paa Fjeld!/ Forsvundet er Sorgen mig pinde i Kvæld". Et nyt år kalder. Gud i vold |
|
