Det nye menighedsråd præsenterer sig

v. Niels Peder Nielsen.

Jeg har spurgt de enkelte i det nye menigheds-råd, som tiltræder 1. sø. i advent om deres historie, og hvad de ønsker at arbejde for og fokusere på.

Her er så deres engagerede ”selvbiografier”:



Birtha Toni Kjeld, ”Søslette”, Hjarup

Jeg er gift med Hans. Vi har tre børn, Peter, Niels og Lene.

Jeg er født og opvokset i Lemvig.

Min uddannelse er assistent i Post- og Telegrafvæsenet, men da det var svært at finde arbejde udenfor København, gik jeg over til at være kontorassistent.

Jeg har været så heldig at have deltidsarbejde, så jeg kunne få tid til familien og til mine fritidsinteresser. Jeg laver mange kreative ting, bl. a. syer jeg en del tøj, og jeg har været leder i KFUM og K både lokalt og på kredsplan og hos KFUM Spejderne, hvor jeg for tiden er kasserer. Jeg nyder den dejlige natur, vi bor i her ved Søgård sø.

Mit håb for menighedsrådsarbejdet er, at det skal give grobund for vækst i menigheden. Både for kirkefremmede, kirkevante og dem midt imellem.



Søren Kjær Poulsen. Jeg er gift med Lone, og vi har tre børn på 5, 7 og 9 år. Vi bor i Gelballe, hvor vi driver landbrug - planteavl og svineproduktion - med 3 ansatte .

Vi har valgt at løse sognebånd til Hjarup kirke, hvor vi har været aktive i det kirkelige liv i ca. 15 år. Det har været spændende at være med i udviklingen fordi der sker så meget forskelligt. Vi synes rigtig godt om det lidt mere alternative. I menighedsrådet vil jeg arbejde for at det gode samarbejde vil forsætte, og at der i kirken vil være stor rummelighed og at der er noget for enhver, så Kirken kan være et sted, som rigtig mange vil gøre brug af.



Som nyt medlem af Menighedsrådet i Hjarup vil jeg her kort fortælle lidt om mig selv. Mit navn er Bertha Kolk.

Jeg er gift med Gerrit, og vi har 4 døtre i alderen 17 til 21 år. Vi er en hollandsk familie, som i 1988 flyttede fra Lelystad i Holland, til Hjarup, hvor Gerrit havde fået arbejde som fodermester.

De første 6 år i Danmark var jeg hjemmegående. I 1994 gik jeg i gang med informatikassistentuddannelsen, og siden 1996 har jeg arbejdet på kommunekontoret i Lunderskov. Her arbejder jeg med bl.a. budgetter og regnskaber for Helseafdelingen.

Jeg har været med i Studiekredsen i Hjarup siden vi flyttede hertil, og vi har fået mange gode kontakter og venskaber ved at deltage aktivt i det kirkelige liv.

Jeg ser det kommende arbejde i Menighedsrådet som en spændende udfordring og håber, jeg kan være med til at styrke og bevare menigheden i Hjarup som en aktiv menighed, hvor der er plads til alle.




Jeg hedder Niels Kjeld og jeg er godt 30 år. Jeg er gift med Anja, og vi har tre drenge: Kristian 6, Jonas 3 og Jens 1.

Vi bor på Søvanggaard, hvor vi driver pelsdyravl og går på jagt.

Jeg har siddet i menighedsrådet i 4 år, hvor jeg hovedsagelig har arbejdet med vedligeholdelse af præstegården og Kirkeladen.

Jeg mener det er meget vigtigt for Kirken og menighedslivet, at vi i menighedsrådet gør alt for at støtte kirkeligt arbejde og for udbredelsen af evangeliet


Jeg hedder Rikke Lynge Sørensen.

Jeg er 32 år gammel og gift med Jesper på 10. år. Sammen har vi Peter på 3 år og Simon på 1 år. Vi har lige bygget hus i Lunderskov.

Jeg arbejder som folkeskolelærer i Rødding, hvor jeg er klasselærer for 7 D og en af skolens musiklærere. Et job, der passer perfekt til mig.

Hjarup kirke er en del af vores liv. Begge vore børn er døbt her, og vi bruger en del af vores fritid på aktiviteter i menigheden. Jeg vil gerne være med i menighedsrådet for at være med til at præge Hjarup kirke og dens udvikling

Jeg ønsker en kirke, der når ud over kirkegårdsmurene. En kirke for alle i sognet. Jeg vil arbejde for et åbent menighedsfællesskab med Kristus i centrum



Per Schneidereit.

Jeg er født den 2. juni 1959 i Seest. Der er jeg døbt, konfirmeret og gift med min kone, Jette. Vi har sammen 2 børn. Rasmus på snart 17 år, og Trine på 14 år. Jeg arbejder som Ingeniør hos AlfaLaval i en udviklingsafdeling. Vi producerer komponenter til fødevareindustrien. Hovedsageligt mejeri og bryggeri siden.

I min fritid kører jeg landet og udlandet tyndt med min familie og vores campingvogn. Jeg surfer, står på ski og elsker at færdes i naturen. Derud over er jeg næstkommanderende, Premiereløjtnant, i Hjemmeværnskompagniet 3201 i Kolding. Her er jeg ansvarlig for uddannelse mm. for de ca. 250 personer der er i kompagniet.

Jeg har været med i Menighedsrådet i 12 år med forskellige ansvarsområder, Skoven, Præstegården, økonomi mm. Jeg er ikke så stærk på det kirkelige, men har dog lært meget i de foregående år. Mit ønske i det nye menighedsråd vil være at deltage på så mange fronter som muligt. Men mit indsatsområde vil nok være som tidligere, Skoven, Præstegården og nogle af de andre mere administrative områder.



Jeg hedder Niels Peder Nielsen - er 59 år og har snart været præst her i sognet i 25 år.

Jeg er uddannet erhvervsmand og har arbejdet 8 år i erhvervslivet indenfor radiobranchen.

I 1968 mødte jeg kaldet til at blive kristen og i 1969 fik jeg et kald til at læse til præst i Den Danske Folkekirke. I 1971 blev jeg gift med Irene Dalsgaard Jørgensen og sammen har vi 4 børn, Sara, Dina, Ruben og Rakel, der alle er fløjet fra reden.

Jeg brænder i min gerning som præst ekstra meget for børnene og de unge, og jeg oplever at menighedsrådet gi´r alle aldre og generationer gode vilkår her i sognet.

Måske kunne jeg godt “på mine gamle dage” arbejde lidt mere præcist for at menighedens og sognets seniorer får bedre og mere relevante kirkelige tilbud, så det “grå guld” ikke glemmes midt i den store focus på børne- og ungdomskulturen.



Jeg hedder Asta Nielsen er 56 år graver og kirketjener ved kirken.

Jeg er med i menighedsrådet som medarbejderrepræsentant. Jeg ser det som en fordel at jeg får informationer direkte. Det styrker også samarbejdet med menighedsrådet.