Peter Haldorffreflektioner

1. Den Stærke og Tomhedsdæmonen

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet.

LUKASEVANGELIET 11,21-22

VED aftenkaffen foran tv-nyhederne trænger spørgsmålet sig på: Er verden blevet ondere end nogensinde, og mennesket mere brutalt?

Nej, det tror jeg ikke. At vi undertiden oplever det sådan, kan delvist hænge sammen med, at verden er blevet formindsket med teknologiens tryllestav. I en by rammer alting alle. Når det uudhQIdeligt onde i dag slår til, opleves det ikke kun af dem, der er til stede. I løbet af få sekunder farer chokbølgerne kloden rundt via satellit. Al verdens ondskab eksploderer i vores stue. Tilværelsen sættes på spidsen: Hvad er det for nogle kræfter, der driver sit spil med mennesket? Kræfter, der ikke skåner uskyldige, men i vore dage iscenesætter en lavine af uudholdelige begivenheder, den ene efter den anden?

FASTETIDEN fører os til bibeltekster, der minder os om, at livet er noget alvorligt, og at kristen tro langt fra er noget ufarligt. Fortællingen i Lukasevangeliet er det ikke så let at udglatte eller gå let hen over (Luk 11,14-23).

Jesu brydekamp med ondskaben, som den skildres i evangelierne, er i moderne tid hverken blevet betragtet som stueren eller særlig relevant. Vores tids præsteskab, psykologerne, har lært os, at det eneste, vi har brug for at blive befriet fra, er projektioner, vrangforestillinger og forkerte ideer. At tale om Djævelen er længe blevet betragtet som noget, der hører en primitiv og mindre oplyst tid til. Vi nøjes med at forklare ondskaben med en ulykkelig barndom, en dominerende far eller lignende.

Men nu, da historien går på hæld, og den uforklarlige ondskab giver sig stadig mere brutale udtryk, begynder skeptikerne at tvivle på deres egen tvivl. Der rejses nye spørgsmål om ondskabens væsen og udspring. De forkastede eller i hvert fald oversete tekster i Bibelen viser sig pludselig at have en forbløffende relevans.

I VORES vesterlandske kultur har vi gjort kristen tro til et sæt ideer, en slags livstolkning. I den tidlige kirke er kristen tro noget ganske andet end en ide eller en "isme": Det er at være sat i forbindelse med tilværelsens kraftkilde. "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror" (Rom 1,16), udbryder apostlen Paulus, der hørte til sin tids intellektuelle.

I en verden, hvor mange vil have magt over vore liv, er troen et møde med en, der er stærkere. Et møde med ham, der ikke bliver fristet til at bevise sin eksistens for at tilfredsstille vore behov for tegn og sensationer, men som giver frihed til den, der hører hans ord og bevarer det.

DET er næppe muligt at forstå mennesket, verden og historien, hvis vi stædigt fastholder, at Djævelen er myte og symbol. Heller ikke, hvis ikke vi tør se den gruopvækkende sandhed i øjnene: At der er noget i vores eget gådefulde indre, der lader sig pirre af ondskaben og udgør et brohoved for dæmoniske kræfter.

Ikke sådan at vi kan melde hus forbi, når det gælder ansvaret for vore handlinger, og i stedet give overnaturlige magter skylden. Men hvem har ikke oplevet dage, hvor det hverken hjælper med de bedste intentioner eller den ypperste etik? "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom 7,19).

Når vi bliver plaget af denne indre konflikt, må vi vælge, hvem vi vil alliere os med. Vælge, om vi vil tage kampen op mod ondskaben eller ej. Det er vores største ansvar.

FÅR dette os til at trække os tilbage? Handlede den kristne tro ikke om nåde, om at der ikke er noget, vi selv skal gøre?

"Tro på Jesus - så bliver alle dine problemer løst!" Nej, vi læser også: "Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord" (Ef 5,6). Dem er der rigeligt af i vores tid - også i religiøse pjecer.

N ej, troen og frelsen er ikke en bagdør, vi kan snige os ud af for at undgå kampen på livets slagmark, slippe udenom striden og smerten. Det er en vej at gå, en vej, der fører til befrielse, iklædt ham, der er vores befrier, Jesus Kristus.

"Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet," læser vi hos profeten Esajas (Es 59,17). Det er en kamp, man ikke vinder med den rigtige taktik og smarte slagord, men ved at leve et liv i sandhed. For kampen udkæmpes i den indre borg.

HVAD er det da i vores indre, der drages mod det mørke og destruktive? Måske kan det bedst sammenlignes med et tomrum. Når Jesus taler om Djævelens genkomst, gør han det på baggrund af, at "huset" er blevet tomt. Tomhedsdæmonen tiltrækkes af tomrum.

Er der ikke noget, vi genkender her? Er det ikke en af vor tids største plager, denne følelse af tomhed og meningsløshed, som flere og flere rammes af? Vi grubler ikke over skæbnen, som man gjorde i antikken. Vi ængstes ikke over vore synder og en vred Gud, som i middelalderen. Vi stiller os selv spørgsmålet: Er der en mening? Alt virker så meningsløst.

Nutidens besættelse er Tomheden. Den isnende, sorte tomhed.

Men netop derfor tør vi tro, at ondskaben i sig selv, endda når den viser sig fra sin mest gruopvækkende side, er et tegn på, at verden i grunden er god og meningsfuld. Det er med ondskaben som med et hul i vejen. Det eksisterer kun gennem fraværet af det, der burde have været der.

Tomhedens herre har ikke noget at skulle have sagt, undtagen i det vakuum, der opstår, når huset er tomt, når vi vælger Gud fra.

Derfor er Gud og Djævelen aldrig ligeværdige modstandere.

Tomhedens herredømme varer kun, indtil tomrummet igen er fyldt med nærværet af ham, der hører hjemme i vores inderste rum.

I FASTEN vandrer vi mod påsken og det kristne evangeliums store drama. På korset går Jesus Kristus ind i den store, stumme Tomhed og fylder den med sit Nærvær.

Undertiden er Jesu død på korset ensidigt blevet beskrevet i juridiske termer, som et slags retsdrama: Mennesket har pådraget sig en stor skyld, det ikke kan betale tilbage. Altså bliver en anden, en der selv er uden skyld, nødt til at skaffe mennesket godtgørelse.

Så er det svært ikke at se Gud som en krænket dommer, der kun modstræbende lader sig formilde og til sidst eftergiver gælden. I urkirken var perspektivet langt større: Menneskets store problem er ikke dets skyld, men at vi er i dødens og tomhedens vold - det er en magt, der gør os svage og driver os til at krænke og udnytte vore medmennesker. Derved pådrager vi os skyld.

Jesu død og opstandelse er den kristne tros lykkelige gåde. Det inderste i den er et mysterium, der går ud over, hvad vi er i stand til at begribe. Men Skriften giver os antydninger, når der står, at Gud blev menneske" for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen" (Hebr 2,14). Det beskrives bedst med billeder: En endnu stærkere overmandede den stærke, der holdt mennesket fanget i et intet, og fratog den stærke hans våben, hvoraf det vigtigste er døden. Tegnet er den tomme grav: Dødsriget blev frarøvet sit bytte.

FASTEN kalder os til besindelse og omvendelse. Når vi plages af tidens ondskab, af følelsen af at være havnet i en blindgyde, åbner der sig en smal sti ud af ingenting. En vej, på hvilken mennesket får sin frihed tilbage i skyggen af et kors.

At gå den vej, er at overgive sig til Den Stærkere, til ham, der alene kan befri os fra tomhedens fængsel. Det er langsomt at vokser ind i en tro, der ikke er en ide, ikke en snusfornuftig selvsikkerhed eller en forsikring imod smerte og kamp. Det er hjertets tillid til den Gud, der har sendt sin søn for at befri den skabning, der endnu vånder sig i sin skrøbelighed.

Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!

4. Gud har kun en menighed

[Stræb] efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: et legeme og en ånd, ligesom I jo også blev kaldet til et håb; en Herre, en tro, en dåb; en Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

EFESERBREVET 4,3-6

BILLEDET af kirken som Kristi legeme udtrykker ikke bare menighedens opgave med at legemliggøre Kristus. Det illustrerer også den kristne tros fælles karakter. "Et legeme består heller ikke kun af en del, men af mange" (1 Kor 12,14).

Ordene er et stød i hjertet på al åndelig individualisme. Der er ingen, der kan gøre krav på alene at afspejle hele Kristi livs fylde og Åndens gaver. Det kan vi kun gøre sammen.

SOM skabt i Den Treenige Guds billede er fællesskabet lagt ned i menneskets identitet. Vi har fra begyndelsen en relation til Gud, og det er vores vigtigste relation. Men vi står også i relation til vore medmennesker, ja til alt det skabte. Vi bliver mennesker gennem vore relationer. Synden slider på vore relationer, og når de bliver revet i stykker, havner vi uden for os selv. Det iturevne fællesskab gør os fremmede, ikke bare over for hinanden, men også over for os selv.

Kirken som den nye menneskehed var en vision for den kristne menighed, der fik stor udbredelse i den tidlige kristenhed. Den kristne menighed er et tegn på, at Gud i Kristus har forsonet hele verden med sig selv for at oprejse en menneskehed, der i sit indbyrdes fællesskab afspejler Treenighedens indre liv. Evangeliet overvinder ikke bare vores fjendskab med Gud, men også den fremmedgørelse, rivalisering og konkurrence, der er mellem mennesker.

Kirkens liv på jorden er en afspejling af livet i himmelen. Kirken er et profetisk fællesskab, der vidner om den fremtid, der skal komme. Gennem Helligåndens iboende liv er menigheden det fællesskab, hvor ordene er gået i opfyldelse, at "lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig" (1 Kor 12,26).

PINSEDAG begyndte den dybe helbredelse af såret i menneskehedens krop. Sprogunderet er det første tegn. Pinsen er begyndelsen til enden for den globale sprogforvirring, der har sin oprindelse i Babel.

Tungetale er et helbredeisens tegn, den nye menneskehed s sprog, bekræftelsen på at Kristi forsoning var en modgift mod den mest dødelige af alle gifte - tungens. Et fællesskab dannes der, hvor man forstår hinanden, allerede før man har lært hinanden at kende. Et fællesskab, der ikke bygger på lighed, køn eller klasse, race eller politisk overbevisning, men på Åndens enhed med fredens bånd.

De, der aldrig ville have opsøgt hinanden af naturlige grunde, finder pludselig sammen. De er et hjerte og en sjæl. De udgør en menneskehed. En ny ånd har taget bolig i deres bryst, en kærlighed er blevet indgivet i deres hjerter.

I Azusa Street i Los Angeles i 1906, hvor den moderne pinsebevægelse blev født i et forfaldent lagerlokale, var det mere end noget andet dette tegn, der vakte både forbløffelse og irritation. Tungetalen var ganske vist sensationel og skabte opmærksomhed, men det store profetiske tegn var den enhed, der blev manifesteret ved, at mennesker, der i datidens samfund levede adskilt, nu sad ved siden af hinanden. Vækkelsen rev barriererne mellem racer og klasser ned. I et meget opdelt samfund repræsenterede Azusa Street en "ny menneskehed", hvor der var forsoning og enhed mellem mennesker. Det var det store mirakel.

ERFARINGENS største teolog i den unge kirke, Paulus, fremhæver stærkt det fælles i den kristnes åndelige erfaring. Ligesom troen for apostlen er en erfaring af Ånden, så er denne erfaring også altid fælles. En åndelighed, der er reduceret til privat religiøsitet, er en selvmodsigelse i en kristen tankegang, en fremmed fugl i Paulus' åndelige verden. At tilhøre Kristus er at tilhøre hans krop, menigheden. "For vi er alle blevet døbt med en ånd til at være et legeme" (1 Kor 12,13).

Det kan ikke siges tydeligere: At blive fyldt af Ånden gør mig delagtig i Guds liv, men også i andre menneskers liv. Jeg bliver en del af "et legeme", der er føjet sammen i "en ånd". Den fælles erfaring af Ånden er grundlaget for al kristen enhed.

Eller omvendt: Uden Ånden er alle forsøg på at opnå kristen enhed forgæves.

Da Paulus formaner de kristne i Filippi til at have det samme sind (Fil 2,1-5), er han bevidst om, at det kun er muligt, hvis Ånden er den kraft, der binder dem sammen. Deres samhørighed skal bygge på det, han kalder" Åndens fællesskab" (Fil 2,1). Uden den er enheden en illusion.

N år vi derimod genkender vore erfaringer med Ånden i hinanden, er det ikke engang nødvendigt for os at stræbe efter at være et. Vi er allerede et, uanset hvilke etiketter andre vil klistre på os, og nu skal vi så bare" fastholde Åndens enhed".

SPØRGSMÅLET om kristen enhed burde stå højt på dagsordenen i enhver kirke, men det gør det sjældent. Vi bliver ved med at vogte vore revirer og sørge for vores eget. Prestige og position hæmmer vores profetiske mod.

Men når kristne, der alle er "blevet døbt med en ånd" (1 Kor 12,13) krydser hinandens veje, opstår der en umiddelbar genkendelse og en dyb oplevelse af samhørighed - en enhed, der går på tværs. Konstellationer, der anses for kirkepolitisk umulige, begynder at tage form. Vi opdager, at kristen enhed ikke er noget, vi må krydse os frem til gennem alle teologiske skær - det ville være et projekt, der var dømt til at kæntre. Nej, kristen enhed kommer til syne i det øjeblik, hvor vi deler vore erfaringer af Ånden med hinanden.

De, der drikker af de samme kilder, deler en hemmelighed: Gud har kun en menighed. N år vi tager konsekvenserne af denne virkelighed, som Helligånden har bragt til veje, kan Gud ikke længere forblive skjult i verden.

5. Venskabets sakramente

Af Peter Haldorff

Men Ruth svarede: "Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!" Ruts bog 1,16-17

NÅR et menneskeligt fællesskab er bedst, er det som et venskab, hvor man intet har at takke for og ikke behøver at blive takket for noget - undtagen netop for venskabet! I det øjeblik er vores fællesskab et billede af den kristne tro. "Min elskede er min, og jeg er hans" (Høj s 2,16). I Højsangens kærlighedsdigte kan man ikke længere sige, hvad der er menneskeligt, og hvad der er guddommeligt. Det er heller ikke nødvendigt.

H vis der er en menneskelig kærlighed, der giver et glimt af Guds kærlighed, så er det venskabet. Det var et sådant venskab, der var vokset frem mellem de to kvinder, Ruth og No'omi.

Ligesom det er med et menneskes forhold til Gud, på samme måde er det med vore relationer til hinanden. De kan rumme mange ingredienser: Underkastelse, dårlig samvittighed, frygt, sleskhed, gengældelse og belønning. Hvis man bruger eller bruges af den anden, får venskabet en besk bismag af beregning. Kærligheden bliver plettet til.

UDEN venskab bliver det kristne livs "krav" og "udfordringer" - al tale om efterfølgelse, om loyalitet, om askese, om at miste sit Hv både uforståelige og uudholdelige. Det samme kan man sige om ægteskabet, ja, om alt virkeligt fællesskab. Ruths ord er en lovsang til det venskab, der glæder sig over at give afkald.

Kun hvor der er venskab, kan man på en meningsfuld måde tale om at give afkald; uden for venskabet bliver en sådan tale undertrykkende, ja ligefrem hånende.

En kristen forkyndelse, der gerne og ofte fremhæver, hvad vi skal gøre - at vi skal hengive os, elske og ofre - kan for så vidt sagligt set være rigtig, men risikerer alligevel at blive en karikatur af kristen tro. En af venskabets store mystikere i den kristne tradition, karmelitternes fornyer i Spanien i 1500-tallet, Teresa af Avila, fortæller, hvordan hun i begyndelsen, ligesom de fleste af os, så bønnen som en opgave. Noget vi er tvunget til at gøre. Hun blev befriet fra dette syn, da det gik op for hende, at det eneste vi kan gøre, er at tage imod den kærlighed, der strømmer mod os som levende vand. Det forvandlede alt, og hun udbrød: "Kristus er en meget god ven!" Det samme gælder alt venskab. Hvis det bliver reduceret til at være et interessefællesskab eller en opgave, der skal udføres, gør vi hinanden til midler for vores velbefindende og lykke. Sandt venskab kan aldrig belønne, det bærer lønnen i sig selv. Glæden i sig selv.

DER er indsigter, der er vanskelige, for ikke at sige umulige, at læse sig til. Dem kan man kun lære ved at være sammen med Guds venner - dem, der ikke bare taler om, at tro er som et venskab med Gud, men som selv lever af dette venskab. Jeg er ikke alene om min erfaring. At møde Guds venner, - de, der har krydset min livsvej fra de mest uventede sider - har lært mig uendeHg meget mere om, hvad det vil sige at være kristen, og om vejen, vi vandrer med Gud, end utallige bøger og prædikener. Lyset i deres øjne har været et langt mere overbevisende vidnesbyrd end alt det, jeg har læst eller hørt.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt, i hvert fald for de fleste af os, at vokse i kærlighed til Gud uden i fællesskabet og i venskabet med andre mennesker. Vi er mange, der som franske Simone Weil kan vidne om, hvordan de reneste inspirationskilder i vores søgen efter Gud har været venskaber. I et af sine breve skriver denne selvudsletteisens skikkelse, der døde under anden verdenskrig i en alder af kun et par og tredive år: "Blandt alt menneskeligt er der intet, der hjælper mig bedre til at holde blikket rettet ufravendt mod Gud end venskabet med Guds venner." Til disse mennesker står vi i den samme slags taknemmelighedsgæld som til Gud. Men ikke for noget andet end venskabet.

RUTH og No'omi var blevet uadskillelige. "Ruth klyngede sig til hende," læser vi i fortællingen.

Men at være uadskillelige er ikke det samme som at være afhængige i den forstand, at man lever sit liv igennem en anden.

Venskab er det fællesskab, hvor de to modsætninger, forening og afstand, lever side om side. Ja, disse modsætninger forudsætter og forstærker hinanden. Venskab kan kun findes, hvor der er en afstand, der respekteres. Selvom det hedder sig om ægteskabet, at "de to skal blive et kød", er de dog to og ikke en. På trods af at de er forenet i ægteskabets hellige pagt, forbliver de dog to adskilte personer. To mennesker, der må respektere hinandens frihed.

VENSKABETS "opgave" er ikke at opfylde hinandens behov. Et venskab har ikke nogen "funktion", kun en forpligtelse. Venskabets vigtigste forpligtelse er, som Aristoteles har udtrykt det, "sammen at stå i det godes tjeneste", dvs. hjælpe hinanden til at blive bedre mennesker.

En lignende tanke møder vi hos en af den affektive teologis store mestre i 1100-tallet, Aelred af Rievaulx. I sin bog Om åndeligt venskab forklarer Aelred, at man i et virkeligt venskab ikke kan forvente sig andet end "Gud og det sande gode".

Kun med Gud har mennesket ret til at ønske sig at blive helt forenet, skriver Simone Weil. Kun han er den absolut tvingende nødvendighed i vores liv. Når følelsesbånd mellem mennesker fører til, at den anden bliver et tvingende behov for mig, belastes venskabet. Når ønsket om at behage eller at blive behaget tager overhånd, er det ikke længere muligt at bevare den personlige frihed, hverken hos sig selv eller hos den anden.

Venskabets smukkeste navn er selvforglemmelse. "Hvor du går hen, vil jeg gå," siger Ruth. Men selvforglemmelse skal ikke forveksles med selvudslettelse. Det er lige modsat.

En smuk orientalsk fortælling belyser forskellen. Den elskende banker på den elskedes dør. "Hvem er det?" spørger den elskede inde fra huset. "Det er mig," svarede den elskende. "Gå din vej!

Huset er for lille til både dig og mig." Den elskende grunder over disse ord. Til sidst vender han tilbage og banker på igen. "Hvem er det?" "Det er dig!" Denne gang blev døren åbnet.

Tilbageholdenhed er en forudsætning for brudens forening med brudgommen, fortsætter Simone Weil. Når jeg opgiver mit krav om at blive behaget, få plads til mig og mine behov, mine interesser og rettigheder, da åbner der sig en ny vej, en hemmelighed.

Så er der et frø, der slår rod inden i os, begynder at vokse og bliver til et smukt træ, som himlens fugle kan bygge rede i. Vi ved, hvem der er træets forbillede. Men hvis vi havde vidst, hvilket frø Gud lagde ned i os, havde vi måske ikke været så hurtige til at sige ja. Og dog er vi skabt til at give netop dette svar.

Nu er træet vokset op i os, har slået dybe rødder i os. For at blive til liv for mange.

Afsnit 6: Den nedre vej

Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle. Men han pålagde dem strengt, at de ikke måtte røbe ham, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:

Se min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag.

Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal forkynde ret for folkene.

Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne.

Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, til han har ført retten til sejr; folkene håber på hans navn.

MATIHÆUSEVANGELIET 12,15-21

HVORFOR gør Gud ingenting? Hvorfor sætter han ikke en stopper for ondskabens fremmarch i verden og gør en ende på uretfærdighederne i samfundet?

Det vil han også gøre. En dag vil han føre retten til sejr. Det er ikke forgæves, at folkene håber på hans navn.

Men nu! Hvorfor gør han ikke noget nu?

Jo, han kalder mennesker til at gøre det, her og nu. Han kalder sin kirke, de, der tror på ham. Han har givet os en opgave:

At føre retten til sejr, at give folkene håb. Men på en anden måde, end den vi normalt bruger, hvis vi vil påvirke og forandre verden. Gud kan kun handle gennem den, der følger ham på "den nedre vej".

De, der går ad "den øvre vej", kan ganske vist gøre deres stemme gældende i verden, blive set og lagt mærke til, imponere og manifestere. Men de vil aldrig komme til at føre retten til sejr, der hvor

overgreb og vold hersker, eller give håb, hvor modløshed og opgivenhed råder.

EVANGELIETEKSTEN beskriver Jesu vej til at skabe en ny verden, et nyt klima i samfundet. Det er en anden vej, end den de fleste går. En anderledes vej. Lad os kalde den" den nedre vej".

Det er ikke en vej, vi spontant ville vælge, ikke den vej, der ligger os nærmest. Nej, vi vælger hellere" den øvre vej". Den føles mere naturlig for os, mere fornuftig, mere effektiv.

På den øvre vej hæver man stemmen, kæmper indtil man får ret.

På den nedre vej råber og skriger man ikke for at bevise, at man har ret.

På den øvre vej råber man på markedspladsen, i moderne tid ved hjælp af mediernes megafoner. På den nedre vej lader man ikke sin røst lyde i gaderne.

På den øvre vej farer man så hurtigt frem, at nogle blive kvæstet og mister deres selvrespekt og tillid. På den nedre vej råder den varsomhed og lydhørhed, der ikke sønderbryder det knækkede rør, og ikke slukker den osende væge.

På den øvre vej vinder man debatter. På den nedre vej vinder man hjerter.

To veje. To måder at forholde sig på, til troen og til Jesu kald til at gå ud i verden, til at forandre samfundet. Den nedre vej og den øvre vej.

DER er noget irrationelt og underligt over Jesu måde at beskrive sig selv på i denne tekst. Hvis man har et budskab, burde man vel råbe det ud til så mange som muligt. Den, der har noget at sige, skal vel ikke være tilbageholdende? Man bør vel debattere og argumentere for at overbevise masserne?

Til vores store overraskelse forbyder Jesus endda sine disciple at fortælle andre, hvem han er. Hvorfor? "For at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas ... Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne."

Hvordan skal man forstå dette? Er det ikke modsigelsesfuldt?

Gådefuldt?

Jo, det er meget gådefuldt, og vi bliver irriterede. Men den samme profet, som Jesus citerede, havde allerede tidligere sagt: "Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren" (Es 55,8).

Tænk blot på, hvor ofte vi forestiller os, at det at modnes og udvikle sig er en opadgående proces. Og hvor forvirrede vi bliver, når ting og sager går os imod. Hvis vi forstod den nedre vejs hemmelighed - at al virkelig vækst går gennem død til liv - ville det hjælpe os til at finde hvile, også når troen mangler et ydre gelænder at holde fast i.

HVEM er det, der ikke har brug for at råbe og skrige for at nå ind, for at berøre og overbevise? Hvem er det, der ikke har behov for at hæve stemmen for at få mennesker til at lytte og besinde sig?

Hvem er det, der ikke sønderbryder det knækkede rør, og ikke slukker den osende væge Det er den, der taler livet. Ikke bare om livet.

Vi har vel alle oplevet, hvor stor forskel der kan være. Man kan tale om livet, og forhåbentlig er det også godt, sundt og opbyggeligt. Men så sker det nogle gange, at vi møder dem, der taler livet.

Deres ord gør noget med os, som andre ord ikke gør. Får os til at lytte, grunde over ordene. Skaber en tørst og en længsel, får os til at rette vores opmærksomhed mod Gud - mod sandheden og retfærdigheden. Pludselig kan vi mærke, hvordan vores hjerte bliver fyldt af en kærlighed, der giver os vilje og styrke til det sværeste af alt, at elske vore fjender.

DEN, der taler livet, har ikke bare et budskab, han er budskabet.

H vis et budskab hovedsagelig er noget, man har, så kommer der meget fokus på ideologi og principper, strategi og kommunikation.

Man vil kæmpe for det, forsvare det mod vantroen, man klamrer sig fast til det.

Den, der er budskabet, er bærer af en virkelighed, der er hinsides alle ord og argumenter. Han hviler i en indre fred og tryghed, der bygger på en vished om, at "han, som er i jer, er større end han, som er i verden" (1 Joh 4,4). Derfor har han ikke brug for at hæve stemmen, for at man skal tro ham.

Menneskene på den nedre vej har ikke brug for rampelys og megafoner. De er selvet brev, der er skrevet af Kristus og læst og kendt af mennesker. De spreder Kristi vellugt "blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes" (2 Kor 2,15).