Paula Larrain

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR.

Det er ikke nok at opføre sig ordentlig - man skal også elske sin næste

For fire år siden blev Paula Larrain funderet kristen, og hun praktiserer sin tro dagligt. Idé Politik har besøgt den tidligere TV-vært til en snak om menneskesyn og næstekærlighed.

Af Birgit Eskholm

Hjemme i det knapt færdige træhus i Lyngby hos 37-årige Paula Larrain og ægtemanden Mads Holger står Bibelen og Den Danske Salmebog inden for sofagruppens rækkevidde. Og ikke kun til pynt. Mads Holger er teologistuderende, og chilenskfødte Paula Larrain både synger salmer og læser flittigt i Bibelen. Men det kristne menneskesyn er en ny erkendelse for hende. Hun kommer fra en ateistisk baggrund, og i barndomshjemmet var religion nærmest "opium for folket," som hun udtrykker det. Men en lang række begivenheder i Paula Larrains liv åbnede hendes øjne for, at svaret på mange problemer ligger i Bibelens ord. Blandt andet måtte hun og hendes familie forlade deres land, da hun var fire år, og de har været ramt af alvorlig sygdom. "Det var en sjælelig smerte at miste sit land, at være og føle sig alene i verden. Men også sygdom i familien har givet mig nogle proportioner. Det har åbnet mine øjne for, at det er en del af livet, og det har fyldt mig med taknemmelighed over, at det endte med et mirakel."

For Paula Larrain betød sygdomsforløbet, at "hele bøtten vendte," og hun blev, hvad hun betegner som, "funderet kristen."

"Det er en relativ ny erkendelse for mig, at jeg anskuer mennesket med kristne briller, for jeg kommer fra et humanistisk menneskesyn, som jeg egentlig ikke har tænkt så meget over før. Vi lever jo i en humanistisk tidsalder, og jeg er opdraget med, at mennesket som udgangspunkt er godt, og at man skal elske hele menneskeheden. Det var logisk for mig, indtil jeg begyndte at dyrke kristendommen noget mere OG fik en kæreste, som nu er min mand og teolog. Forskellen mellem det humanistiske og det kristne menneskesyn blev gjort mig klart, og jeg fik mulighed for at få sat flere ord på."

Ifølge Paula Larrain er der stor forskel på de to former for menneskesyn, men det er de færreste klar over, mener hun.

"Mange forveksler Jesus med en humanist, men kristendommen er i virkeligheden meget sværere end humanismen, for humanismen stiller ikke de store krav til mennesket andet end det, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Kristendommen derimod stiller endnu større krav, for den kræver, at du skal elske din næste. Og deri ligger der faktisk en handling. Du skal gøre ting for næsten. Forskellen ligger også i, at humanisterne mener, at vi bliver født blanke som gode mennesker, og så er der en masse ting i livet, der kan gøre os til onde mennesker.

Kristendommen tager det modsatte standpunkt og siger, nej, mennesket er født ondt. Det lyder nok provokerende over for humanister at sige , at små babyer er født onde, men dybest set er det rigtigt, hvis man tænker over det. Vi er jo bare dyr med tøj på, der søger egen tilfredsstillelse. Vi er i bund og grund drevet af overlevelseskamp, lyst og begær efter mere, og de kampe kan meje alt og alle ned for egen interesses skyld, hvis vi ikke styrer os. Og det kniber da stadig for mange, mere kultiverede er vi ikke. Vi ser det hele tiden - ikke bare i krige og i kriminaliteten - men også i trafikken eller i børnehaven for den sags skyld.

Hvordan forvalter du dit kristne menneskesyn i det daglige?

"På den måde, at jeg er bevidst om, at det ikke bare er ligetil. Det er ikke gjort med at gå i kirke engang imellem eller ved, at man siger, man er kristen. I virkeligheden er der et dagligt arbejde i at forbedre sig selv og at tænke over det, hver gang man står over for et valg.

Når jeg træffer et valg i dag, gør jeg det altid med Gud i baghovedet. Psykologer vil sige, at man bare tænker sig om, og så finder man det rigtige svar. Jeg siger, at jeg har en samtale med Gud. Hvis jeg står i et dilemma, hvor jeg virkelig ikke kan finde ud af, hvad jeg skal vælge, har jeg en samtale og bliver guidet det rigtige sted hen, men det gør jeg jo kun, fordi jeg nogenlunde ved, hvad Gud mener. Og her handler det ikke om, skal jeg vælge den lyserøde BH, eller skal det være den sorte. Det er de store valg i livet, hvor man skal tænke sig om. Skal jeg følge min lyst nu. Er det korrekt. Eller skal jeg lade være. I virkeligheden handler det om at være uegoistisk.

Jeg har ofte diskussionen med folk om, at vi i dag bliver opdraget til selvrealisering. Det ligger ligesom i kortene, at vi skal følge vores lyster, følge vores hjerter, som det hedder. Det er smaddernemt at sige. Men hvis du følger dine lyster hver gang og hver gang får dem opfyldt, så ender du med at blive et meget ringe menneske, forstået på den måde, at du begrænser dig og ikke mindst andre. Folk går til psykologer og får at vide, du skal finde dig selv osv., og det hele bliver meget egoistisk og rettet ind på mig, mig, mig, hvad har jeg behov for i stedet for at være rettet mod, hvad kan jeg gøre for at bidrage til den her verden. Hvordan kan jeg gøre verden bedre, hvordan kan jeg gøre det bedre for mine omgivelser og på den måde, hvis man endelig vil se egoistisk på det, hjælpe sig selv, fordi man hjælper verden.

Jeg er somme tider blevet beskyldt for at være - ikke decideret selvdestruktiv, men selvfornægtende, og nogen gange tager jeg det som en kompliment. Men man kan selvfølgelig ikke være selvfornægtende i alle sammenhænge, f.eks. i forhold til ens arbejde, men det kan man i livets nære relationer. Her øver jeg mig i at give plads, og jeg er blevet bedre til det. Det er ikke så vigtigt, at jeg bliver glad. Jeg er blevet mere bevidst om det, efter at jeg har lært min mand at kende."

Har du nogen refleksioner om sammenhængen mellem kristne værdier og politik? "

Politik er generelt blevet for overfladisk, og selvet, individet vinder indpas på bekostning af fællesskabet. Det hele handler om, hvad kan jeg få ud af kommunen, hvor meget kan jeg få udbetalt. Svaret på den udvikling ligger i Biblens ord om næstekærlighed, at vi i stedet for at tænke på os selv tænker, hvad kan jeg gøre for at hjælpe andre. Gennem historien har vi været orienteret omkring familien. Alt hvad vi gjorde var først og fremmest rette mod familiens bedste. Dermed lagde man låg på sig selv for ikke at fornærme bedstemor. Det hensyn er der ikke mere, nu er vi i stedet rettet mod at glæde os selv. Selvfølgelig er der i sidste ende grænser for fællesskabet, for man kan ikke være orienteret om hele verden - det er en umulig opgave. Jeg vil nødig se, at vi bryder grænser ned, vi SKAL have nationale værdier for at bevare fællesskabet. Derfor tror jeg på Gud, konge og fædreland, for der skal altid være et minimum, der samler, og så længe danskerne ikke elsker sig selv, kan de ikke elske andre eller blive elsket af andre. Vi skal dyrke de danske værdier.

Jeg ser ikke nogen modsætning i national kærlighed og i at give en skilling til Afrika. Jeg er ved at engagere mig i Dansk Flygtningehjælp under sloganet, "Hjælp, fordi du kan." Der er så mange penge i det her samfund, men vi er fattige , hvis vi kun tænker på, hvad vi selv kan få ud af at hjælpe andre. Sammen med sin mand har Paula Larrain skrevet en bog om, hvor overfladisk og gennemsyret af spin politik er blevet, og den udkommer i begyndelsen af 2008.

"Her trækker vi på en morsom måde bukserne af hele det overfladiske system, som mange går så højt op i uden at det egentlig rykker det store, hverken den ene eller den anden vej," fortæller hun.

Hun langer også ud efter, at det nærmest er blevet moderne og acceptabelt at gøre grin med alt.

"Jeg mener, at man skal bygge op i stedet for at rive ned. Det er usundt, at alt skal være til spot og spe, og vi skal holde fast i, at der er ting, der er hellige. Man skal ikke gøre grin med ting, der gør ondt på folk, for den eneste måde vi kan leve fredeligt på er at respektere hinandens værdier."