Opdateret 21. sept 2011

- en bog for dig, der gerne vil erfare det liv, som Kristus har lovet, og som ikke bare vil nøjes med at være "en sød pige" eller "en god dreng"

Beskrivelse fra Forlaget ProRex:

Hjerte i livet
er en kampbog. For der er kamp om hjertet. Det er et vovestykke at følge sit hjerte. Den, der vover det, vil opleve, at kampen er alt andet end harmløs.
Bogen er et opråb og en invitation: Et opråb til opbrud fra et kristenliv, der er forstenet i rutine, og en invitation til at høre dit hjertes stemme. For det er gennem dit hjerte, Gud ønsker at forandre verden.
Hjerte i livet tager dig med på en tur gennem din fortid for at vise dig dit hjerte og forklare, hvorfor det er, som det er, hvordan det kan blive helbredt, og hvordan du kan vokse i troen på Kristus.

250 sider flot indbundet af John Eldredge, samme forfatter som "Født vild - Det maskuline hjerte" og "Bedårende - Det feminine hjerte".

Læs også HER en pigebog om kærlighed.

Hvem skulle tro, at man som mand kunne blive vildt opbygget af at læse en "pigebog" en "kvindebog"?
Men det er ikke desto mindre tilfældet gennem de seneste dages læsning af bogen - Bedårende - det feminine hjerte! af Stasi og John Eldredge.
Endda så meget at jeg har indscannet hele kapitel 5 Elsket og oprettet en særlig side på min hjemmeside, en side med hele kapitel 5. Hele kapitlet kan du læse HER, men du må se bort fra den lidt kedelige opsætning, tage dig den tid det tager at læse det altsammen grundigt igennem.
Det tror jeg ikke du fortryder.

Se citater fra bogen HER,

Uge 17

Vi er begyndt på en ny bog, som vi læser sammen om morgenen inden dagen begynder med dens travlhed og jag, og vores valg denne gang er bogen Hjerte i livet af John Eldredge. Den korte version af indholdet er at den handler om den kampzone vi som kristne på mange måder befinder os i, og jeg citerer lidt fra hans bog, som på mange måder sætter dagsordenen for hans anliggende:

Læs selv, eller bedre køb bogen

Jeg fortsætter med citatet fra bogen:


VI ER I KRIG

Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. (Joh 10,10)

Har du nogensinde overvejet, hvorfor Jesus satte de to udtalelser sam, men? Har du overhovedet vidst eller tænkt over, at han sagde de to ting lige efter hinanden? Der er punktum imellem, men der kunne faktisk lige så godt have været komma. Han har sine gode grunde til at gøre det. Guds hensigt er så afgjort at give dig liv. Men lige nu bli, ver det liv modarbejdet. Det kommer ikke bare serveret på et sølvfad.

For der findes en tyv. Han kommer for at dræbe og ødelægge. Med andre ord: Du får livet tilbudt, men du bliver nødt til at kæmpe for det, for du har en Fjende i dit liv, som har en helt anden dagsorden.

Der er noget, der modarbejder os.

Vi er i krig.

I dag fatter jeg ikke, at jeg skulle være så længe om at indse det.

Måske har jeg overset det; måske har jeg valgt ikke at bemærke det.

Vi er i krig. Det kan vi ikke lide at høre, men jo før vi erkender det, jo større håb har vi om at realisere det liv, vi længes efter. Vi er ikke i Edens have. Det har du sikkert allerede opdaget. Vi er heller ikke med i en Morten Korch historie eller en Disneyfilm, hvor ingenting for al, vor kan gå galt, og det hele ender i fryd og gammen. Nej, vi lever i en kampzone, hvor to riger tørner sammen i en bitter strid på liv og død. Jeg ved ikke, om jeg river dig ud af en illusion, men sandheden er, at du blev født ind i en verden i krig, og at du hver eneste dag af dit liv står midt i det vældige slag, som Himlens og Helvedes styrker udkæmper her på jorden.

Hvor troede du ellers, al den modstand kom fra?

Tidligere i verdens historie, da vi mennesker trådte vores barnesko her på jorden, velsignede Gud os med en stor herlighed. Som mænd og kvinder var vi skabt i Guds eget billede. Ærefrygtindgydende og herlige færdedes vi på jorden som levende billeder af den tapreste, mest vise og mest fantastiske Person, som nogensinde har eksisteret. Alle, der så ham, faldt uvilkårligt på knæ for ham og mistede helt mælet, som man kan gøre det, når Grand Canyon eller en solopgang over havet pludselig åbner sig for ens blik. Hans store herlighed delte han med os, og vi blev, med Chestertons ord, som "statuer af Gud, der vandrede rundt i en have~, velsignet med vores helt egen styrke og skønhed. Alt, hvad vi kunne ønske os at være, det var vi - og mere til. Vi var fuldt ud levende.

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (l Mos 1,27)

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. (SI 8,4-6)

Vi har hørt nok - måske mere end nok - om vores oprindelige synd, men ikke nær nok om vores oprindelige herlighed, som kom før synden og derfor er en dybere del af vores væsen. Vi fik herlighed og ære i eje af Gud. Hvorfor længes en kvinde efter at være skøn? Hvorfor håber en mand, at han vil vise sig modig? Fordi vi svagt husker, at vi var noget andet og mere, end vi er nu. Når du tvivler på, at dit liv kan indeholde nogen herlighed, skyldes det, at den herlighed har været under konstant angreb i en lang og brutal krig.

For der lå en Fjende skjult i haven: En mægtig engel, der også engang havde været herlig. Som anfører for Herrens hærskare havde han været uforligneligt skøn og mægtig. Men han gjorde oprør mod Skaberen og fik andre til at følge sig. l et stort slag mod Guds loyale tropper blev han og hans tilhængere besejret, og han blev forvist fra himlen, men ikke ødelagt. Nu ventede han på en lejlighed til at hævne sig. Den Almægtige kunne han ikke besejre, og derfor vendte han sit blik mod dem, der bærer Guds billede. Han lokkede os med en løgn om, hvor det sande liv var at finde, og vi troede ham. Vi faldt i synd, og "vores herlighed blegnede, blegnede så hurtigt, - som Milton siger.

Men Gud lod os ikke i stikken, langt fra. Bare en hurtig gennemlæsning af Gammel Testamente skulle være nok til at overbevise dig om, at krig er et centralt element i Guds planer og handlinger. Først er der udgangen fra Egypten, hvor Gud drager i krig for at befri sit folk fra slaveriet. Blod. Hagl. Græshopper. Mørke. Død. Plage efter plage regner ned over Egypten som slag fra boksehandsker eller hug med en vældig økse. Til sidst giver farao udmattet efter, men kun for et kort øjeblik. De flygtende slaver bliver indhentet og fanget med ryggen mod Det Røde Hav, og egypterne kaster sig frem imod dem i deres stridsvogne. Gud svarer igen ved at drukne hele faraos hær. Hebræerne står benovede og befriede tilbage på den modsatte bred og jubler: "Herren er kriger, Jahve er hans navn~ (2 Mos 15,3). Derefter følger kampen for at nå frem til Det Forjættede Land.

Moses og kompagni må forsvare sig mod amalekitterne. Igen hjælper Gud sit folk til sejr, og Moses råber: "Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt (2 Mos 17,16). Jahve vil føre krig. Også i den grad. Nu følger kampen for at komme ind i Det Forjættede Land - Joshua og Jeriko og alt det. Og da israelitterne får kæmpet sig ind i landet, følger kampen for at beholde det. Israel kommer i krig med kana'anæerne, filistrene, midianitterne, egypterne igen, babylonerne - det fortsætter i en uendelighed. Debora drager i krig, Gideon drager i krig, kong David drager i krig. Elias kæmper mod Ba'als profeter, Joshafat må kæmpe mod det ene folkeslag efter det andet. Der danner sig efterhånden et mønster, ikke?

Mange mennesker tror, at dette krigstema kun hører Gammel Testamente til. Det er helt forkert. Jesus siger selv: ,Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd" (Matt 10,34). Og ved Jesu fødsel blev der udkæmpet et stort slag i himlen:

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder... Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter... Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen... Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds ord og Jesu vidnesbyrd. (Åb 12,1-5.7-8.17)

Kristi fødsel var en krigshandling, en invasion. Fjenden var forberedt på angrebet og forsøgte at slå Kristus ihjel, mens han endnu var spæd (Matt 2,13). Kristus var ingen blegnæbbet alterdreng. Hele hans liv her på jorden er kendetegnet ved kamp og konfrontation. Han kaster dæmonerne ud med skarpe kommandoer. Han truer af en feber, så den forlader Peters svigermor. Han truer af en storm, så den lægger sig død. Igen og igen sætter han sig op mod farisæerne for at gøre Guds børn fri af lovtrældom. Med magtfuld røst vækker han Lazarus af døden. Han stiger ned i Helvede, vrister Dødsrigets nøgler ud af hænderne på Satan og anfører en fangeflugt (Ef 4,8-9; Ab 1,18). Sidst, men ikke mindst skal vi huske, at når Jesus vender tilbage, bliver det på en krigshingst med kappen dyppet i blod og væbnet til tænderne (Ab 19,11-15).

Krig er ikke bare et af mange temaer i Bibelen. Det er selve grundtemaet for alt det andet, den store sammenhæng i hele historien. Gud er i krig. Han knuser vredens druer i sin store perse. Og hvad kæmper han for? Vores frihed, vores genoprettelse Guds herlighed er det fuldt levende menneske. I mellemtiden opfordrer Paulus os til at bevæbne os og begynde med at spænde sandhedens bælte om livet (Ef 6,10-18). Vi bevæbner os ved at få et godt, solidt greb om vores egen situation. Det kan vi kun få ved at danne os et klart billede af det slag, der raser om magten over vores liv. Guds plan er at give os liv. Denne plan modarbejdes aktivt af Fjenden. Den, der vil fred, skal ruste sig til krig, som ordsproget siger.

I Det er kristendom, i det kapitel, som han så passende kalder "Invasionen", prøver C. S. Lewis at forklare, hvordan landet ligger:

En af de ting, der overraskede mig, da jeg første gang læste Ny Testamente, var, at det talte så meget om en mørk magt i universet - en vældig ond ånd, der blev betragtet som magten bag død og sygdom og synd. Forskellen er, at kristendommen mener, at denne mørke magt blev skabt af Gud og var god, da den blev skabt, men kom ind på et sidespor. Kristendommen er enig... denne verden befinder sig i en krigssituation.

Uge 18

Kære allesammen.

I sidste uge skrev jeg lidt om vores nye "læsebog" Hjerte i livet af John Eldredge.

Han er en spændede fortæller og jeg har lyst til at bringe lidt fra et afsnit, hvor han fortæller om betydningen af eventyrerne og de "sandheder", de leveverer via denne genre.

Fra kapitel tre af HJERTE I LIVET

Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet.

KONG SALOMO (ORDSP 4,23)

Du kan aldrig være en stor mand, hvis du har mere hjerne end hjerte.

BEAUCHENE

På sin rejse gennem Oz - en rejse, der bliver mere og mere farefuld for hvert skridt - får Dorothy mange mærkelige ting at se. Hun bliver ven med Fugleskræmslet, og sammen møder de to en skovhugger lavet af blik, som står helt stille midt i skoven med sin økse hævet til slag. Først virker han lige så stum, som han er ubevægelig, men da de går nærmere, opdager de, at han alligevel prøver at sige noget.

Olie... kande. Efter nogle misforståelser sprøjter de noget olie fra en oliekande i hans mundvige og konstaterer, at han kan tale lige så godt som enhver anden; hans mund var bare rustet fast. Da først de får smurt og dermed befriet ham, fortæller han dem sin historie.

Her har man i filmen udeladt en afgørende pointe fra det oprindelige eventyr. Blikmanden var tidligere en rigtig mand, som var for, elsket i en smuk pige. Han drømte om at gifte sig med hende, når han en dag havde tjent penge nok til at bygge dem en lille hytte i skoven.

Den Onde Heks hadede hans kærlighed og lagde en forbandelse på manden, som gjorde, at hans lemmer et for et måtte udskiftes med kunstige lemmer af blik. I begyndelsen oplevede han det nærmest som en fordel, for med sine metallemmer kunne han arbejde næsten lige så effektivt som en maskine. Med et hjerte, der brændte af kærlighed, og arme, der aldrig blev trætte, så det ud, som om hans drøm skulle gå i opfyldelse.

”Nu troede jeg, at Den Onde Heks endelig var overvundet, og så arbejdede jeg hårdere end nogensinde, men dengang vidste jeg heller ikke, at min fjendes grusomhed var større, end jeg kunne forestille mig. Hun udtænkte en ny måde til at knuse min kærlighed til den smukke frøken og fik min økse til at gli> de igen, så den huggede direkte gennem min krop og kløvede mig i to. Endnu engang kom blikkenslageren til undsætning og lavede mig en krop af blik, hvorefter han brugte loddetin til at sætte mine blikarme og blikben fast med bøjelige led, så jeg kunne bevæge mig frit som før. Men, ak! Nu havde jeg mi> stet mit hjerte, så derfor kunne jeg ikke længere elske pigen og var slet ikke interesseret i at gifte mig med hende...

Min krop skinnede så klart i solen, at jeg blev meget stolt af den, og nu gjorde det ikke noget, hvis min økse smuttede, for den kunne ikke skade mig. Der var kun en fare, jeg måtte tage mig i agt for - mine led kunne ruste. Jeg fik derfor fat i en oliekande, som jeg opbevarede i min hytte, og jeg var me> get omhyggelig med at smøre mine led, når det var nødvendigt.

Men en dag glemte jeg det, og netop da brød et regnvejr løs over mig, så mine led rustede, før jeg vidste af det, og så måtte jeg stå, hvor jeg var i skoven, indtil I kom og hjalp mig.

Det var en frygtelig prøvelse, men i løbet af det år, hvor jeg stod der, fik jeg tid til at tænke over, at det største tab, jeg havde lidt, var tabet af mit hjerte. Dengang jeg var forelsket, var jeg den lykkeligste mand på jorden, men ingen kan elske uden et hjerte, og derfor har jeg besluttet at bede Oz om at give mig et. Hvis han gør det, vil jeg vende tilbage til pigen i gnallingernes land og gifte mig med hende." Både Dorothy og Fugleskræmslet havde lyttet til Blikmandens historie med stor medfølelse, og nu kunne de godt forstå, hvorfor han så gerne ville have et nyt hjerte. ~Men ikke desto mindre," sagde Fugleskræmslet, ~vil jeg bede om for> stand i stedet for et hjerte; et fjols ville alligevel ikke vide, hvad han skulle stille op med et hjerte, hvis han havde et." ~Jeg væl> ger et hjerte," svarede Blikmanden, Jor med forstanden alene finder man ikke lykken, og lykken er det bedste i verden."
(L. Frank Baum: Troldmanden fra Oz)

Her ser vi altså en mand, som engang var virkelig og levende og fuld af kærlighed. Efter en række angreb bliver hans menneskelighed imidlertid reduceret til effektivitet. Han bliver en form for maskine - et hult menneske. Først bemærker han det dårligt nok, for hans større hårdhed gør ham til en glimrende skovhugger, ligesom ethvert menneske kan blive lige så produktivt som en maskine ved at ignorere sit hjerte. Læg mærke til, at det er Den Onde Heks, der volder ham denne ulykke. Baums mytiske fortælling minder os om, at selv om vi glemmer det, så ved Fjenden, hvor livsvigtigt hjertet er, og derfor sætter han alt ind på at ødelægge det. Hvis han kan sætte vores hjerte ud af spillet, så kan han for alvor stikke en kæp i hjulet på Guds plan, som er at skabe en verden, hvor kærligheden hersker. Ved at sætte dit hjerte ud af spillet sætter Fjenden dig ud af spillet, og du har afgørende betydning for historien.

Vi må desværre konstatere, at Fjenden har haft stort held med denne fremgangsmåde.

Det er egentlig besynderligt, at det skal være nødvendigt at argumentere for, at hjertet må være... nå ja, en hjertesag. For livet. For hver enkelt af os. For Gud. Og for kristendommen. Men vores Fjende har snigløbet os, og nu lever vi alle mere eller mindre som Blikmanden.

Vi er også blevet ramt af det ene slag efter det andet. Vi har også slået os til tåls med at leve et effektivt, travlt og produktivt liv. Nu er vi fortabte. Sanseløse. Opmærksomme og orienterede gange nul. Vi går som søvngængere gennem livet. For at finde vej ud af denne store, mørke skov må vi have hjertet tilbage
ust 2010

Uge 24

 

På søndag, på min fødselsdag, hvor jeg bliver 65 og officielt folkepensionist, er prædiketeksten i de danske kirker lignelsen om de to fortabte sønner - for de er nemlig fortabte på hver deres måde, og denne lignelse er et fantastiske spejl at holde frem for sig selv.
Prøv blot at sætte disse to spejle op for dig selv

 

Men først hele den fantastiske lignelse: 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide n. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

   Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 

   Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Luk 15,11�32

 

Der er ingen, der som Jesus kan fortælle en så god historie, så man generation efter generation nikker genkendende til alle de små og store detaljer, som historien/lignelsen indeholder.

Det er måske fordi de altid tager sit udgangspunkt i menneskers daglige virkelighed på godt og ondt, og som man kan genkende, samtidig med at der fortælles noget mere og noget nødvendigt både om den menneskelige personlighed og, ikke mindst, om Gud og han måde at møde mennesker på, hans kærlighed, hans nåde, hans plan og hans vilje.

Det gælder i hvert fald lignelsen, vi lige har hørt om de to sønner og deres usædvanlige far.

Lignelsen sætter flere spejle op for os, som vi kan spejle os i, og på den måde få os til at finde os selv placeret, og,  ikke mindst, hvordan vi forholder os til faderen, som på sin vis som Gud selv er hovedpersonen i denne lignelse.

 

1. spejl - den yngste søn.

Lillebror flytter hjemmefra og beder sin far om et arveforskud, så han kan etablere sig. Rimeligt al den stund, at sønnen ikke havde mange chancer derhjemme på den ejendom, som ifølge skikken, den ældste søn skulle overtage.

 

Faderen udbetaler, men lillebror fejrer sin nye start på livet med sprut, spil og damer i datidens Las Vegas, og pengene får de forkerte ben at gå på, og snart fallerer lillebror og rammer for alvor bunden og ender som svinerøgter, nogen af det ringeste ringe man kan opnå.

----

Er der noget i lillebror vi kan genkende? Ja da!

I dag kunne det vel være en dybt alkoholiseret person, hvis liv er blevet kastebold i en strøm af både destruktive kræfter udefra (dårlig opvækst, dårligt miljø og dårlige venner) og selvdestruktive kræfter indefra (lavt eller direkte dårligt selvbillede, en svag og slap karakter). Tilsammen kræfter han slet ikke kan styre.

Eller det kan være en nutidig historie om en ung mand, der lever helt uden bremse, som med alle sine drifter kaster sig ud i livet og bare må have alt det han sådan har lyst til lige umiddelbart. Alle behov og alle drifter � alt skal opfyldes lige her og nu. Det bliver hele hans livs indhold.

------

Har lillebrorens karakter, liv og livsførelse ikke en snert af adresse til os i dag?

Er det ikke en tendens i tiden, at det gælder om at få det hele med det samme. Vi har nærmest krav på det, siger stemmerne i tiden og inden i os. Krav på at få opfyldt alle vores materialistiske behov, krav om mere og mere.

Tænk et øjeblik på det udfordrende ord i lignelsen: Udsvævende - dette at svæve ansvarsløst styret af sine lyster og umiddelbare behov , og hvor fantasien tager os på tur ud i fremmede landes usunde “natteliv”, og hvor den indre “svinehund” vækkes til live. Lad mig nævne et par eksempler

 

En gennemsnitsdansker og også mange kirkelige folk,  ser faktisk bunker af film og læser bloddryppende krimier om og med hævngeringe voldsmænd, voldtægtsforbrydere, knivstikkere, mennesker der drikker, ryger og horer, og hvad egnt er værre: Det taler til os det her. Vi har det i os. Det ligger lige under overfladen på os. Nogle er i rigtig god kontakt med det, og andre har så efterhånden indkapslet denne iboende lyst med tommetyk beton af god opdragelse og etiske værdier og grundige bibelstudier, så den sidste  rest af urmennesket er kvalt, eller er han? Slumrer han ikke bare? Giv agt. Er han nu så fremmed for os denne yngste søn? og har vi ikke mange træk i os, der ligner hans træk? Jo vi har

 

2. spejl - den ældste søn

Billedet af den ældre broder giver indtryk af et ordnet, regelret liv � nærmest som de fleste af os lever det.

Han tager ansvar og var sikkert vellidt af sine tjenestefolk. Han var sikkert en reel, rar og omgængelig fyr og til at stole på. Uden hans indsats og hjælp var det slet ikke gået derhjemme.

Men giv agt. Han har også, trods sit pæne ydre, en indre “svinehund”, som ganske vist er er skruet anderledes sammen end “svinehunden” i lillebroren.

 

På trods af, at han sikkert tilsyneladende altid tænker retfærdigt, dømmer retfærdigt, så kan han ikke vise barmhjertighed og kærlighed til mennesker i nød, og hvad værre er - hans indre “svinehund” vækkes til live i mødet med lillebroderen, der kommer hjem og har brændt alt af, svælget i sin egen lyst, sprunget fra seng til seng og drukket og ødslet � købt tåbelige unødvendige ting.

Alt dette får broderen til at rase, og han viser sit sande indre med nag, indignation, forargelse, misundelse, smålighed, afgrænsning og snæverhed.

I mødet med en, der har brug for barmhjertighed vandrer hans selv ned af et godt liv trapper, og han ender som et udyr, der ikke kan vise tilgivelse og kærlighed.

Peter Haldorffs siger i sin bog: Der brænder en Ild i afsnittet om Nådens vægt side 264, at det modsatte af tilgivelse er foragt, og det må vi sige til fulde passer her på den ældste bror.)

I stedet for at tilgive sin bror foragter han ham, og opfører sig selvretfærdig, misundelig, smålig og fornærmet, som han lidt ynkelig står der udenfor og ikke vil med ind til festen for sin lillebror, og han mangle kærligheden i sin retfærdighedssans lige i det øjeblik, og det gør ham netop uretfærdig, selvretfærdig og hård.

Den ældste bror og hans type  gør verden til et ubarmhjertigt sted og hvor frelse og nyt liv og en ny begyndelse ikke hilses velkommen og ikke kan accepteres fordi, “retfærdighed” og “lige for lige, når venskab skal holdes” holdningen dominerer i enhver situation .

Kan vi kende ham i os selv? Ja vi kan!

-----

 

Hvem er værst af de to sønner? Jeg ved det snart ikke. Der er ingen af dem, der er for spændende, så vi kan sikkert hurtigt blive enige om at lignelsen i virkeligheden  indeholder to fortabte sønner, men begge typer rammer noget helt central i os og er med til at afsløre vort sande indre væsen, os der i bund og grund er en blanding af den ældste og yngste søn, i bund og grund er syndere, der har frelse behov, behov for at møde Gud.

 

3. spejl - faderen

En af mine kolleger sagde engang, at lignelsen burde hedde lignelsen om den barmhjertige far. Og med de briller på, skal vi forstå lignelsen om den barmhjertige far.

En far, der støtter sine sønner hele vejen igennem, selvom de begge opfører sig alt andet end fornuftigt og hjerteligt og ikke gør noget af det, der forventes af sønner.

Faderen udstråler stor kærlighed til begge sine sønner, og ikke en eneste gang møder vi hos ham bebrejdelse, kun glæde, taknemmelighed, åbne arme og tilgivelse.

Der findes desværre mange forældre i det jordiske for hvem denne adfærd skranter, men nu er faderen jo også fremstillet på denne rene og sublime måde, for at vi skal forstå, at Gud er en Far, der aldrig svigter. Én Far, der til fulde lever op til sin forpligtelse som en god far.

Vi skal til fulde forstå gennem af lignelsen, at Gud, som er far til hvert et væsen på jorden, elsker os ubetinget, drager kærlig omsorg for os, følger os på livets vej, uanset hvordan den vej ser ud, også selv om den er lidt bulet og tager nogle mærkelige sving en gang imellem. 

 

Guds ønske om at møde sine skabninger med tilgivelse og accept af os, som vi er, er netop et af de helt vigtige karaktertræk hos Gud, og den Gud længes efter alle sønner og døtre, uanset, hvordan deres liv nu en gang er.

 

Slutpointe

Begge sønner kender sikkert rigtig godt faderens kærlighed og omsorg, og ved at hans omsorg, interesse og medleven i deres liv er ægte og stålsat, og så er der alligevel det meget mærkelige, at de tos viljer er noget forskellig.

Den ene komme ind til festen og nyder den fest, som faderen har sat i værk.

Det gør den anden ikke. Han går ikke ind, for han vil ikke være sammen med “denne din søn” og på den måde udelukker han sig fra festen og fællesskabet med faderen og lillebroren.

Det hører med til et uløseligt mysterium, at der er de to måder man kan reagere på i mødet med Gud - at nogen kaster sig i Faderens favn, mens andre vil stå udenfor.

Det hører også til et uløseligt mysterium, at nogle ønsker fællesskab med faderen i en menighedssammenhæng, og kaster sig ind i fællesskabet, samtidig med at der findes nogle, som står udenfor og foragter det der foregår.

Det eneste vi sådan set kan gøre, er at lade Guds sindelag og kærlighed fylde os, så vi får lov til at være en del af festen.

 i livet.

Uge 28

Jeg vil gerne dele med jer i denne uge nogle gode tanker om bøn, som vi har læst i John Eldridges bog: Hjerte i livet. Det er en anvisning i et kvartes bøn hver dag.
 

FEMTEN MINUTTER TIL FRIHED

 

Hver morgen må mit liv starte på en frisk skorpen af mit jeg må jeg samle om mig på ny, så din vind-ånd kan suse ind og ryste mørket ud af mig og vikle det net ud, som edderkoppe-djævle spinder af mit kød, ivrige efter at snøre sjælen ind, før den vågner, så den bliver liggende i sin slummer og lytter til slangen.

(George MacDonald)

 

For nogle år siden, da Stasi og jeg for alvor fik øjnene op for det åndelige slag, der raser rundt om os og dem, vi elsker, sagde hun: "Hurtige små bønner er ikke længere nok.~ Jeg sidder her og smiler og ryster let på hovedet ved tanken om de ord. Hvor var det dog sandt, og hvor er det dog blevet sandt. Hvis vi vil gøre det, som Jesus gjorde befri og helbrede alle dem, der lider under Djævelens undertrykkelse - og hvis vi gerne vil finde det liv, han tilbyder os, så må vi kæmpe for det. Kæmpe lidenskabeligt. Det er der, vi står nu i Guds store historie.

Al åndelig krigsførelse følger det enkle mønster, vi finder beskrevet i Jak 4,7: underordnelse og modstand. Vi begynder altid med at underordne os Kristus, og derefter modstår vi det, der har rejst sig mod os eller mod dem, vi elsker. Min erfaring er, at det er bedst at gøre dette dagligt. Vores vandring med Kristus er en daglig vandring, også hvad disse ting angår. Derfor vil jeg nu gennemgå den bøn, som Stasi og jeg og vores arbejdshold beder hver dag. Jeg vil prøve ligesom at ,pakke den ud', så du forstår, hvorfor vi beder på denne måde. Det er ikke tænkt som en formel, men som en model, et eksempel. Den virker nok noget mere krævende end den bøn, de fleste af os fyrer af til Gud på vej ud ad døren om morgenen, men jeg lover, at de femten minutter, bønnen måske tager, er frigørende. Hurtige små bønner er ikke længere nok.

Først må vi vælge at blive i Kristus. Det er ikke noget, der sker automatisk. Vi kan miste forbindelsen til vores hoved (Kai 2,19). Frelsen mister vi selvfølgelig ikke, men vi kan miste den tætte forbindelse til den livets Kilde, som hele tiden holder os fuldt levende. Derfor lægger vi hver morgen vores liv ind under KristUs og hans herredømme.

Det er vigtigt, at vi vier hele vores væsen til Kristus - legeme (Rom 12,1), sjæl (Luk 10,27) og ånd (l Kor 6,17).

 

Kære Herre Jesus, nu kommer jeg til dig for at blive genindviet til dig - for at forny min plads hos dig, mit troskabsforhold til dig og for fra dig at modtage den nåde og velsignelse, jeg så desperat har brug for i dag. Jeg ærer dig som min enevældige Herre, og jeg overgiver aUe aspekter af mit liv til dig, fuldstændig og uden undtagelse. Jeg giver dig mit legeme som et levende offer; jeg giver dig mit hjerte, min sjæl og mit sind, og jeg lægger min ånd i dine hænder.

 

Godt. Efter vi har viet os selv til Kristus, renser vi vores liv med hans blod ~ et mægtigt våben i den krig, der raser. Blodet renser os for vores egne synder og for de synder, andre har begået imod os (l Joh 1,9).

På den måde afvæbner vi Satan (Åb 12,11). I den åndelige sfære spiller autoritet en afgørende rolle. Når vi stiller os under Kristi ledelse, udstrækker vi vores egen autoritet, så den dækker dem, vi selv har ansvar for at lede. Måske husker du, hvordan en romersk centUrion forbløffede Jesus med sin tro? ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel” (Matt 8,10). Hvad var det, denne officer forstod? Autoritet.

Jesus, jeg dækker mig selv med dit blod - min ånd, min sjæl og min krop. Jeg beder din Helligånd om at genoprette mit tilhørsforhold til dig, knytte mig fast til dig og vejlede mig i denne bedestund. I alt det, jeg nu vil bede om, indbefatter jeg (min kone og/eller mine børn ved navns nævnelse). Som deres hoved underlægger jeg dem min autoritet og beskyttelse og stiller mig selv under din autoritet og beskyttelse. Hellige And, lad dem nyde godt af alt det, jeg nu beder om på deres vegne.

 

Når vi giver Fjenden fodfæste i vores liv, sker det primært gennem synder og gennem overenskomster. De fleste af vores synder falder ind under kategorien hovmod (uafhængighed af Gud, selvtilstrækkelighed) og afgudsdyrkelse (at give vores tilbedelse eller frygt eller nogen anden del af vores hjerte til noget andet end Gud). I den næste del af bønnen ydmyge r vi os selv og tildeler Gud den plads i vores liv, som tilkommer ham. Vi beder ham om at ransage vores hjerter og få os til at bekende enhver synd eller enhver overenskomst, som vi uafvidende har indgået med vores Fjende.

 

Kære Gud, hellige og sejrrige Treenighed, du alene er værdig til al min tilbedelse, mit hjertes troskab, al min lovsang, al min tillid og hele mit livs herlighed. Jeg tilbeder dig, ophøjer dig og overgiver mig selv til dig i mit hjertes søgen efter liv. Jeg forsager alle andre guder og afguder og giver dig den plads i mit hjerte og i mit liv, som du i sandhed fortjener. Jeg bekender her og nu, at det hele drejer sig om dig, Gud, og ikke om mig. Du er helten i denne historie, og jeg tilhører dig. Tilgiv mig, Gud, hver en synd jeg har gjort mig skyldig i. Ransag mig og kend mig og vis mig ethvert aspekt af mit liv, som ikke er dig til behag. Afslør enhver overenskomst jeg måtte have indgået med Fjenden, og giv mig nåde til af hele hjertet at angre og omvende mig.

 

Gud er en Treenighed, og vi må lære at forholde os til ham som en Treenighed Vi begynder med Faderen, som har gjort så uendeligt meget for os gennem Jesus Kristus. Når de hellige i Abenbaringen 12,11 overvinder den Onde, sker det blandt andet gennem "deres vidnesbyrds ord". Der er så stor magt i igen og igen at bekende, hvad der er sandt, hvad Gud betyder for os, og hvad han har gjort for os. (Der er så mange bibelord i denne bøn, at jeg har forsynet den med noter, som du finder i slutningen af kapitlet. Det skal ikke distrahere dig under selve bønnen, men du vil nok finde det umagen værd på et tidspunkt at gennemgå disse noter.)

 

Tak, himmelske Far, fordi du har elsket mig og udvalgt mig, før du skabte verden. 1 Du er min sande Far - min skaber, min Forløser, min Opretholder og det sande formål med alle ting, inklusive mit liv.

Jeg elsker dig, jeg stoler på dig, jeg tilbeder dig. Tak, fordi du beviste din kærlighed til mig ved at sende din eneste Søn, Jesus, som min repræsentant og stedfortræder2 Jeg tager imod ham og hele hans liv og hele hans gerning, som du forordnede den for mig. Tak, fordi du tager imod mig i Kristus,3 tilgiver mig mine synder,4 giver mig del i hans retfærdighed,5 og fuldstændiggør mig i ham.6 Tak, fordi du levendegør mig i Kristus,7 oprejser mig med ham,8 giver mig plads med ham ved din højre hånd,9 giver mig del i hans autoritet 10 og salver mig med din Hellige And.1l Jeg tager imod det hele med taksigelse og giver det fuldstændig råderet i mit liv.

 

Nu vender vi os til Sønnen og til hans tre store gerninger for os. Først korset. Korset har udrettet så uendeligt meget mere for os end at vinde os tilgivelse, men Fjenden bombarderer os konstant med sine løgne og slider os ned, så vi glemmer sandheden. Ved dagligt at stille os ind under Kristi gerning tilegner vi os på ny alt det, han allerede har gjort for os. KristUs har også selv befalet os dagligt at tage vores kors op, så vi "dræber legemets gerninger" (luk 9,23; Rom 8,13).

 

Tak, kære Jesus, fordi du steg ned til mig og løskøbte mig med dit eget liv. 12 Jeg ærer dig som min Herre; jeg elsker dig, tilbeder dig og stoler på dig. Af hele mit hjerte tager jeg imod din frelse og al din gerning og sejr på korset, som renser mig for al synd ved det blod, du udgød, 13 fjerner min gamle natur,14 omskærer mit hjerte til Gud15 og ugyldiggør ethvert krav på mig, som Fjenden kunne gøre gældende. 16 Jeg bekender mig til dit kors og din død og regner mig sammen med dig for død fra synden og mit kødelige jeg, 17 fra verden18 og fra den Onde.19 Jeg er korsfæstet med Kristus, og jeg har korsfæstet mit kød med al dets lidenskab og begær. 20 Jeg tager mit kors op og korsfæster mit kød med alt dets hovmod, vantro og afgudsdyrkelse. Jeg aflægger det gamle menneske21 Jeg holder nu Kristi kors op mellem mig selv og alle mennesker, alle ånder, alle ting. Hellige And, lad fuldt ud Jesu Kristi gerning på korset komme mig (min kone og/eller børn) til gode. Jeg modtager den med tak og giver den ubegrænset råderet i mit liv.

 

Når vi har afført os det gamle menneske, skal vi iføre os et nyt (Ef 4, 24). Opstandelsen var i kirkens første århundreder en kilde til forbløffelse og jubel. Den stod helt centralt i kirkens og den enkelte kristnes liv. Det er liv, Jesus lover os, og det er liv, vi har brug for.

Opstandelsen giver os det liv. Hvor fantastisk føles det ikke, når det går op for os, at gennem kraften i Kristi liv i os bliver vi frelst ved hans liv (Rom 5,10). Vi får i sandhed herredømme og liv gennem ham (Rom 5,l7).

 

Jesus, jeg tager også af hele mit hjerte imod dig som mit nye liv, min helliggørelse og min hellighed, og jeg modtager din gerning og sejr i opstandelsen, hvorved jeg sammen med dig er opstået til et nyt liv,22 til at vandre i en ny virkelighed, død for synden, men levende for Gud.n Jeg er korsfæstet med Kristus, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig24 Jeg bekender mig nu til din opstandelse, som har levendegjort mig med dig,25 og regerer i livet ved dig26 Jeg ifører mig det nye menneske i al helIighed og ydmyghed, i al retfærdighed og renhed og sandhed. Kristus er nu mit liV,27 og han er den, som styrker mig28 HelIige And, lad fuldt ud Jesu Kristi gerning i opstandelsen komme mig (min kone og/elIer mine børn) til gode. Jeg modtager den med tak og giver den ubegrænset råderet i mit liv.

 

Endelig vender vi os til Kristi himmelfart, hvor han blev givet al magt og autoritet i himlen og på jorden. Ved Guds nåde får vi med Jesus del i denne autoritet. Adam satte den over styr, og Kristus vandt den tilbage. Satan og hans håndlangere baserer en meget stor del af de, res virke på det faktum, at mange kristne ikke kender den magt og autoritet, de ejer i Kristus. Når vi erkender vores herskermagt og læ, rer at udøve den lidenskabeligt, begynder alt at ændre sig.

 

Jesus, jeg tager også af hele mit hjerte imod dig som min autoritet og herskermagt, min evige sejr over Satan og hans rige, og jeg tager imod hele din gerning og sejr i din himmelfart, hvor Satan blev dømt og nedstyrtet,29 hans magter og myndigheder afvæbnet,3O og hvor al autoritet i himlen og på jorden blev givet til dig, Jesus,31 så jeg kunne modtage fylden i dig, alIe tings hoved 32 Jeg tilegner mig nu din himmelfart, hvor jeg sammen med dig er blevet ophøjet til Faderens højre hånd og har fået del i din fuldstændige autoritet33 Jeg underlægger nu mit liv, min familie, min husholdning og hele mit virkefelt din autoritet og kongemagt.

Nu holder jeg så fylden i hele din gerning - dit kors, din opstandelse og din himmelfart - op mod Satan, mod hans rige og mod alIe hans håndlangere og deres krigshandlinger mod mig, mit hjerte og mit liv. Han, som er i mig, er større end han, som er i verden34 Kristus har givet mig autoritet til at overvinde den Ondes magt, og jeg påberåber mig nu den autoritet over og imod enhver fjende, og jeg bortviser i Jesu Kristi navn alIe fjender. 35 HelIige And, lad fuldt ud Jesu Kristi gerning i himmelfarten komme mig (min kone og/eller mine børn) til gode Jeg modtager den med tak og giver den ubegrænset råderet i mit liv.

 

Nu vender vi os så til den tredje person i Treenigheden, Helligånden, for som Bibelen siger: mHerren' er Anden, og hvor Herrens ånd er, der er der frihed" (2 Kor 3,17). Vi ønsker fuld del i den frihed, som Guds And giver os, og vi ønsker Anden virksom i vores liv på alle måder.

Derfor ærer vi ham som Herre og søger altid at vandre i trit med ham.

Du behøver ikke komme i pinsekirken for at sætte pris på alt det, Anden ønsker at give os og betyde for os. Personligt regner jeg ikke mig selv for karismatiker, men jeg har brug for og ønsker del i alt det, Gud Helligånd tilbyder mig. Han er Talsmanden, som Kristus profeterede om, og som kom til kirken pinsedag (ApG 2).

 

Hellige And, jeg tager af hele mit hjerte imod dig som min Rådgiver, min Trøster, min Styrke og min Vejleder36 Tak, fordi du bevarer mig i Kristus37 Jeg ærer dig som min Herre og beder dig om at lede mig til al sandhed, salve mig til hele mit liv, min vandring og mit kald og føre mig ind i et dybere fælIesskab med Jesus i dag38 Jeg åbner fuldstændig mit liv for dig i alIe dets dimensioner og aspekter ~ min krop, min sjæl og min ånd - og vælger at lade mig fylde af dig og vandre i takt med dig i alIe forhold 39 Velsignede HelIigånd, lad alIe pinsens gerninger og gaver komme mig til gode i mit liv. 40 Fyld mig på ny, velsignede HelIigånd. Jeg modtager dig med tak og giver dig ubegrænset råderet i mit (og i min kones og/elIer mine børns) liv.

 

Når vi således har givet den treenige Gud den rette plads i vores liv og har taget imod alt det, Gud har gjort for os, gør vi os de sidste for, beredelser til dagen:

 

Himmelske Far, jeg takker dig, at du i Kristus skænker mig alle den himmelske verdens åndelige velsignelser41 Jeg tager imod alle dine velsignelser i mit liv og beder Helligånden om at bringe disse velsignelser ind i mit liv i dag. Tak for Jesu blod. Lad mig i dag endnu en gang rense for al synd og ondskab ved hans blod. Jeg ifører mig nu din rustning - sandhedens bælte, retfærdighedens brynje, frelsens hjelm og sko ti! at gå med fredens evangelium. Jeg griber troens skjold og Andens sværd, Guds ord, og anvender dem til i Guds kraft at stå den Onde imod. Jeg vælger altid at bede i Anden og være stærk i dig, Herre, og i din vælde42 Tak for dine engle, Far. Med Jesu autoritet hidkalder jeg dem og sætter dem ind i kampen for mig og mit hus43 Måtte de værne mig hvert øjeblik af denne dag. Tak for de mennesker, der beder for mig.

Jeg bekender, at jeg har brug for deres bønner, og jeg beder dig om at sende din And ud for at vække dem, forene dem og formå dem til med deres forbønner at yde mig fuld beskyttelse.44 Jeg nedkalder i dag min Herre Jesu Kristi kongemagt over mit hjem, min familie, mit liv og hele mit virkefelt. Alt dette beder jeg om i Jesu navn, idet jeg ærer og takker og forherliger ham.

 

Det er den bøn, vi nu i flere år har bedt hver dag. Hver gang vi gør det, føles det, som om en tåge løfter sig - skyerne deler sig, og pludselig er troen så indlysende. Gud kommer nær, vi kan se klart, og vi kan ånde ubesværet. Prøv det en uge eller to, så skal du se. (Bønnen er gengivet i sin helhed uden noter bag i bogen, så du nemt kan bruge den.) Når du vandrer i Stridens Strøm, vil du automatisk bevæge dig nærmere til Kristus, for det er det eneste sikre ståsted. Det vil helliggøre dig, fordi du vil opdage, at Fjenden søger at trænge ind gennem selv den mindste sprække. Det er lidt ligesom en valgkampagne: Dine modstandere leder utrætteligt efter noget ,snavs', de kan bruge imod dig. Når angrebet kommer, vil det få dig til at søge større helliggørelse, lukke sprækkerne i dit hjertes rustning og opsige alle overenskomster med Fjenden. Det vil også øge din påskønnelse af Jesu Kristi gerning for dig. Han har ikke overladt dig til dig selv. Han står ved din side som en mægtig kriger.

1 den anden film i Ringenes herre-trilogien møder vi en konge, som tøver med at gå i krig. Theoden, konge over Rohans beredne krigere, virker frygtsom og handlingslammet. En hær er på march mod hans land, en hær, der har et formål: at ødelægge menneskets verden.

Landsbyer plyndres og brændes af, kvinder og børn dræbes. Alligevel fastholder Theoden: ,Jeg vil ikke risikere åben krig.~ Aragarn svarer: "Du er allerede i åben krig, hvad enten du vil risikere den eller ej.~ Da jeg så denne scene i filmen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på kirken. Det gjorde mig trist. Jeg elsker Kristi brud. Jeg hader at se hende trælbundet på nogen måde. Den primære årsag til, at de fleste ikke kender den frihed og det liv, Krisrus har lovet, er, at de ikke vil kæmpe for det, eller at de har fået besked på ikke at kæmpe for det. Venner, vi står midt i et episk slag, en brutal og blodig krig mod en Fjende, der ved, at hans tid er kort. Vi er i åben krig, hvad enten vi vil risikere den eller ej.

 

NOTER

 

1. Ef 1,4. 2. Rom 5,8.

3. l Kor 1,30.

4. KaI 2,13.

5. 2 Kor 5,21.

6. KaI 2,10.

7. KaI 2,13.

8. KaI 3,1.

9. Ef 2,6.

10. Luk 10,19; Ef 2,6.

11. Ef 1,13.

12. Matt 20,28.

13. l Joh 1,9.

14. KaI 2,11.

15. Rom 2,29.

16. KaI 2,15.

17. Rom 6,11.

18. Gal 6,14.

19. KaI 1,13.

20. Gal 2,20.

21. Ef 4,22.

22. Rom 6,4.

23. Rom 6,11. 24. Gal 2,20.

25. Ef 2,5.

26. Rom 5,17.

27. Kol 3,4.

28. Fil 4,13.

29. Joh 12,31.

30. Kol 2,15.

31. Matt 28,18.

32. Kol 2,10.

33. Ef 2,6.

34. l Joh 4,4.

35. Luk 10,19.

36. Joh 14,16; ApG 9,31.

37. Ef 1,13.

38. Joh 15,26; 16,13.

39. Gal 5,25.

40. Ef 4,8.

41. Ef 1,3.

42. Ef 6,10-18.

43. Hebr 1,14.

44. 2 Kor 1,8-11.

 

 

Uge 33.

Så er vi næsten ved vejs ende med John Eldridges bog Hjerte i Livet, og jeg vil præsentere dig for det sidste kapitel, der på mange måder er en opsumering af bogens anliggende.

 

 

KAPITEL TOLV

 

SOM KONGERIGETS SKATTE

 

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig.

For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig.

 

ESAJAS (60,12)

 

Da skal min sjæl vågne i morgengry som den opstandne glæde, genfødt for evigt.

GEORGE MACDONALD

 

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.

Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: "Tag stenen væk!' Martha, den dødes søster, sagde til ham:

"Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag." Jesus sagde til hende: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: "Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.

Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig." Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!" Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: "Løs ham og lad ham gå." Joh 11,38-44)

 

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, for' hænget i templet flængede s i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hel, lige by og viste sig for mange. (Matt 27,50,53)

 

STÅ OP

 

Påskemorgen vågnede jeg i ørkenen.

Gennem det lille vindue i mit telt kunne jeg se grenene på et fyr, retræ, de spidse blade på en yuccapalme og bag ved dem blødt bølgende sandstensformationer - i fuldt dagslys er de samme farve som havregrød, men nu lyste de gyldent i solopgangen. Fuglene var i fuld gang, de pippede og pilede rundt i fyrretræets grene, men ellers var der til min fryd ingen andre levende væsner at se eller høre. Det var den femte morgen, jeg vågnede i Arches National Park, som ligger gemt væk i det nordøstlige hjørne af Utah, men jeg kunne lige så godt have været i Palæstina omkring år 33. Denne ørken er ikke et goldt sandlandskab, som nogen måske forestiller sig, når de hører ordet, men et sted fuldt af græsplanter, kaktus, enebær, fyr og vilde blomster over det hele. I det bløde, fugtige sand i bunden af dalene, hvor underjordiske kilder næsten når op til overfladen, kan man finde pumaspor. Denne ørken er på mange måder fuld af liv.

Det var så koldt, at jeg kunne se min ånde, da jeg trådte ud af teltet, så jeg tændte straks for mit Colemankomfur og satte vand over til kaffe og kakao, før jeg vækkede drengene, der lå og puttede sig i deres soveposer som sommerfugle i pupper. Jeg nød de minutter, der var mine helt alene, og klatrede op på klipperne bag vores lejr for at lade mig fortrylle af ørkenlandskabet i solopgangen. Mod vest hævede gigantiske mesas af sandsten sig som gamle fæstninger, og de stejle, rødlige klipper reflekterede det sollys, der endnu ikke havde nået sandet for deres fødder.

Jeg vendte mig mod øst for at lade den opgående sol varme mit an, sigt og blev glædeligt overrasket ved at se La Sal bjergene stå dæk, ket med sne hundred halvtreds kilometer derfra. Mit hjerte følte sig hjemme i denne verden af vild og majestætisk skønhed. Men det var selvfølgelig et mærkeligt tidspunkt at være der. Denne opstandelsens morgen sad Stasi i Los Angeles og holdt sin døende mor i hånden.

Hun havde mindre end en måned tilbage at leve i. Mærkeligt tids, punkt at tage på telttur. Men det var Gud, der havde kaldt mig herud.

Som så mange pilgrimme gennem tiden havde jeg fundet mit åndelige liv i ørkenen. I Mojaveørkenen i det sydlige Californien, langt fra den sløvende ensartethed og kvælende tæthed i forstædernes millionbefolkning, fandt jeg den ensomhed og stilhed, jeg havde brug for. Ørkenen vækkede mit hjerte, og jeg oplevede en åndelig frihed ved at vandre i timevis gennem ørkenens arroyos og lade mig beruse af den rå skønhed og det tynde slør til himlen. Ikke så sært at Moses, Elias og Johannes Døber brugte deres fritid i ørkenen. Men selv om ørkenen havde betydet så meget for mig og talt til mit hjerte, så havde jeg nu i mange år svigtet den. Du ved, hvordan livet kan suge noget godt ud af din tilværelse, uden at du rigtig bemærker det. Jeg var simpelthen holdt op med at tage ud i ørkenen.

I foråret 2001 rejste Stasi tit til det sydlige Californien for at være sammen med sin mor, som var ved at tabe kampen mod en fremskreden leukæmi, og imens måtte jeg klare drengene og regningerne hjemme i Colorado. Egentlig gik vi bare og ventede på det triste bud, skab, så vi kunne springe på et fly for at komme ned og deltage i Ja, nes begravelse. Derfor havde jeg også først svært ved at tro, at det virkelig var Gud, da jeg hørte ham sige: Tag til Moab. Gå ud i ørkenen.

Jeg måtte have det bekræftet flere gange, før jeg tog det alvorligt. I en cafe mødte jeg en ung pige, som midt i vores almindelige småsnak pludselig fortalte, at hun lige var vendt tilbage fra Moab. Jeg studsede, men spurgte så: Hvordan var det "Alle tiders," svarede hun. Du skulle tage derud."

Næste dag sad jeg og planlagde en mandelejr med en præst fra Denver over telefonen.

”Jeg er lige kommet tilbage fra Moab," sagde han pludselig helt umotiveret. ”Det var alle tiders." Det var altså ikke min egen visdom, der havde ført mig ud i ørkenen; jeg gik kun tøvende og modvilligt derud, fordi Gud blev ved med at skubbe til mig.

Moab. Okay. Drengene savnede deres mor, og det ville være en god afveksling for os alle, for vi kunne alligevel ikke gøre så meget andet end at bede, og det kunne jeg nok bedre koncentere mig om derude, så vi tog af sted. Til min overraskelse krævede det hård kamp. lom, kring fem timer af den lange køretur var jeg nødt til at holde Kristi gerning op mod et overvældende pres, der gjorde det svært for mig at koncentrere mig. Det var som en tung sky, der prøvede at lægge sig over min ånd. Og alt det for en tdttur? Det virkede så meningsløst.

Men tyven kommer for at stjæle og dræbe og ødelægge hvad som helst, der kan trække os i retning af frihed og liv. Vi kæmpede os igen' nem, nåede sent frem og fandt, at Gud havde reserveret det sidste lejr, sted til os.

Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på alt det, Jesus satte på plads for mig på de fem dage, men jeg fik i hvert fald en del af mit hjerte, som jeg længe havde glemt, tilbage sammen med nogle ord, som jeg havde desperat brug for. Der i den store, vilde ørken blev jeg levendegjort.

Sandheden begyndte at trænge til bunds i mig. Mit hjerte betyder no' get for Gud. Det har det altid gjort. En ting er at sige, at vi tror på det, noget andet er at opdage, at det er sandt. Det var en enestående gave til mit hjerte, og jeg kunne ikke have modtaget den noget andet sted.

Den påskemorgen vågnede jeg mere levende, end jeg meget længe havde været det.

 

DU SKAL BEHANDLE DIT HJERTE SOM DEN SKAT, DET ER

 

"Frem for alt: Vogt dit hjerte" (Ordsp 4,23). Det skriftord ,oversætter' vi som regel med noget i retning af: ,,Hold godt øje med dit lumske hjerte." Vi opfatter det ligesom en advarsel mod en farlig forbryder i nabolaget eller genboens bidske hund. "Slip ham ikke af syne." Vi ta, ger det som en formaning til ikke at lade os lede på gale veje af vores hjerte. Det er, fordi vi så længe har troet, at vores hjerte er ondt. Der, for låser vi vores hjerter inde, smider nøglen væk og prøver at komme videre med vores liv. Men det er slet ikke det, skriftstedet vil sige os.

Det opfordrer os ikke til at vogte os for vores hjerte, som om det var farligt. Det opfordrer os til at passe på hjertet, fordi hjertet er kilden til liv, fordi det er en skat, og fordi alt andet afhænger af hjertet. Gud advarer os af ren og skær omsorg, ligesom hvis man betror en ven no-get dyrebart med ordene: "Pas godt på det her - det betyder meget for mig." Frem for alt," står der, men den ubehagelige sandhed er, at vi sjæl, dent gør det overhovedet. Vi kunne lige så godt lade hele vores opsparing ligge frit fremme på forsædet af vores bil med vinduet rullet ned - så skødesløse er vi med vores hjerte. "Hvis det ikke var for mit uforsigtige hjerte," sang Roy Orbison, og det kunne de fleste af os sæt, te som fortegn for vores liv. Hvis ikke, så... ville alt være anderledes.

Jeg ville være længere fremme. Min tro ville være så meget mere fast.

Mine forhold ville være så meget rigere. Mit liv ville følge Guds per, fekte plan... hvis ikke. Vi har vendt det hele på hovedet. Vi sætter alt andet over hjertet. Jeg tør næsten vædde med, at du aldrig skænker det en tanke, at du skal vogte dit hjerte. "Lad os nu se - børnene skal køres til fodbold, bilen skal på værksted, og så skal jeg huske at sætte et par timer af til mit hjerte." Det sidste klinger sikkert stadig forkert og ubibelsk, selvom du er nået hertil i denne bog.

 

Men helt alvorligt: Hvordan kan man dagligt pleje og vogte sit hjerte? Nej, okay, det er for meget af det gode. Hvad med ugentligt? Eller månedligt?

Vi har godt nok en kulturel reminiscens af dette, som vi kalder fe, rie. De fleste almindelige mennesker har nogle uger fri hvert år, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor de planlægger noget, som kunne være godt for deres sjæl. Nogle af dem spilder imidlertid denne dyrebare tid på noget åndløst og intetsigende, ligesom en fattig mand kan finde på at bruge sine sidste mønter på et skrabelod. Og så ved vi jo, hvordan det går, når vi kommer hjem igen. Som regel møder familie, venner og kolleger dig med et lettelsens udbrud, noget i retning af: "Endelig er du tilbage! Jeg håber, du har nydt det, for det har været det rene kaos, mens du var væk, og nu regner vi med ”nu hvor du er udhvilet - at du virkelig lægger kræfterne i.” Uanset hvad du fik ud af de uger, så har du brug for det igen allerede efter nogle få dage eller timer.

Men Gud forventer af os, at vi behandler vores hjerter som konge, rigets skatte, som er blevet løskøbt for en ufatteligt høj pris, fordi de betyder noget, ja, betyder alt.

 

AT SAMLE TIL OVERFLOD

 

Hvis du er klog, vil du altså fungere, ikke som en kanal, men som et reservoir. En kanal spreder vandet, efterhånden som den modtager det, men et reservoir venter, til det er fuldt, og flyder så over. Derved kan det uden tab for sig selv dele ud af sin overflod. (Bernard af Clairveaux)

 

Et smukt billede. Kanalen løber så hurtigt tør, når regnen stilner af, og bliver som en tør wadi i ørkenen. Et reservoir derimod indehol, der altid en vældig livsreserve. Gud kalder os til at samle os et for' råd af liv i vores hjerte, så vi derefter kan begynde at give af vores over,

 

flod. Jesus sagde: "Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd" (Matt 13,52). Hvilket forråd? "Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd... For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med~ (Luk 6,45. Min fremhævelse).

Jeg er bange for, at jeg tit lever åndeligt, ligesom jeg lever økonomisk: Jeg får en lille smule og går straks ud og bruger det. Jeg lever som en kanal. Jeg ligner måske et reservoir, når regnen falder, men kort efter er jeg løbet tør igen (Mine økonomisk ansvarlige læsere har nok lige med tilfredshed konstateret, at så dumme er de da ikke. Men så kan jeg måske spørge: Bruger I jeres reserver til at gøre ting, der plejer jeres hjerte? Mangen en Scrooge har fyldt sine kister, mens han sultede sin sjæl.) "Der er rigtig mange kanaler i kirken i dag, men kun få reservoirer,~ klager Julia Gatta. En kvinde, der er dybt involveret i en bestemt tjeneste, skrev for nyligt til mig, at hun "er så udbrændt, at hun knaser.” Hun har fungeret som en kanal. Hun har ikke vogtet sit hjerte og vist det omsorg. Hun er ikke den eneste.

Hvad ville du ændre ved dit liv, hvis du troede fuldt og fast på, at dit hjerte er kongerigets skat?

Gud beder os om Jrem for alt" at passe på vores hjerte. Sidste uge spiste jeg morgenmad sammen med nogle venner - mænd, der kæm, per for andres hjerter hele tiden - og spurgte dem: "Hvad gør I egent, lig for jeres eget hjerte for tiden?" De blev alle stille og studerede gulv, brædderne, stirrede på deres æg eller inspicerede deres negle, som om de søgte efter et godt svar, men ikke fandt noget. Det var nedslå, ende, men ikke overraskende. Vores egne hjerter er altid det første, der må vige.

Vidste du, at Gud selv giver af sit hjertes overflod! Noget af det første, Johannes fortæller os om sin Herre og ven Jesus, er, at "af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde" aoh 1,16). Vi mod, tager Guds velsignelser af hans fylde. Eller som Paulus beder i Efeser, brevet: Jeg beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes" (3,16). Det vil sige, at Gud af den vældige rigdom i sit eget hjerte giver til vores hjerter. Dallas Willard skriver:

 

Han er fuld af glæde. Han er uden tvivl den mest glædefulde eksistens i universet. Hans overstrømmende kær lighed og gavmildhed hænger uadskilleligt sammen med hans uendelige glæde. Alt det gode og smukke, som vi lejlighedsvis tager os tid til at nyde [Willard nævner blandt andet havet i al dets skønhed og en dejlig film eller et stykke dejlig musik)... oplever Gud hele tiden i hele dets bredde og dybde og rigdom.

 

Har du nogensinde tænkt på, at Guds kærlige og gavmilde væsen skyldes, at hans hjerte er et stort reservoir fyldt med glæde? Guds hjerte strømmer over af gode ting og erfaringer, og det er derfor, han kan elske og tilgive og lide så meget for vores skyld. Sådan hænger det også sammen for os - ofte desværre bare omvendt. Er du måske behagelig at være sammen med efter en time i myldretidstrafik? Det er ikke så sært, det skorter på omsorg og venlighed mennesker imellem. Livet suger glæden ud af os - og vi accepterer bare, at sådan må det være.

Stasi og jeg følte os helt udbrændte på vej til den årlige familieferie i år. Før vi tog af sted, sagde hun til mig, at hun var Jærdig med mennesker". Jeg havde det på samme måde. Selv en kort samtale føltes dybt udmattende. Ingen af os havde lyst til at være sammen med nogen. Vi overvejede alvorligt at slå os ned som eneboere. Vi havde fået nok af fællesskab. Nej, en lille hytte et sted i Kalahariørkenen, hvor vi kunne være helt alene, det måtte være paradis. Guds kur var otte dage i det sydøstlige Alaska, hvor vi fotograferede gråbjørne, roede i kajak mellem pukkelhvaler, fik mere end rigeligt godt at spise og bare nød de storslåede scenerier overalt. Vi kom hjem en lørdag aften sent, og søndag morgen vågnede jeg ved at høre Stasi sludre med en veninde i telefonen. Da de var færdige, ringede hun til en anden veninde, og så til en anden. Sådan fortsatte det hele dagen. Jeg skal bare lige opdateres," sagde hun med et smil.

 

SOM EN KÆRLIGHEDSGERNING

 

Det er ikke egoistisk at have omsorg for sit eget hjerte; det er en forudsætning for at kunne elske.

Vi plejer vores egne hjerter for andres skyld. Lyder det selvmodsigende? Det er det ikke. For hvad kan du give til andre, hvis dit hjerte er tomt og tørt og snøret til? Kærlighed er formålet med det hele, og vi kan ikke elske uden vores hjerte. Vi kan ikke elske andre godt, hvis ikke vores hjerte har det godt.

Hvad kærlighed til andre angår, må vi lægge os følgende sandhed på sinde: Sådan som vi behandler vores eget hjerte, vil vi også behandle andres hjerter. Det er derfor,Jesus byder dig at elske din næste som dig se/v (Mark 12,31). Som es. Lewis påpeger: ”Det ville være et frygteligt bud, hvis det var meningen, at vi skulle hade vores jeg." Hvis du afviser dit hjerte, vil du også komme til at afvise andres. Hvis du forventer ufejlbarlighed af dit hjerte, vil du stille det samme krav til andre. Hvis du prioriterer præstation og effektivitet højere end dit hjerte, vil du presse andre til at gå samme vej.

Nu vil du måske protestere: ”Men jeg viser da andre mennesker masser af omsorg. Det er kun mig selv, jeg er hård ved." Den undskyldning prøvede jeg også at bruge gennem en årrække, men den holder ikke. Selvom vi prøver at være venlige og nådige over for andre, mens vi forsømmer eller straffer os selv, så kan de jo se, hvordan vi behandler vores egne hjerter, og så vil de altid føle, at de får samme behandling. Og de har ret. Det ender uvægerligt med, at vi også behandler andre dårligt.

Det kender du allerede til uden at vide det. Der er nogen mennesker, du aldrig ville henvende dig til, hvis du havde et problem. Du ville aldrig ringe til dem klokken 2 om natten, når du selv sad og

kæmpede med et tab eller en belastning. Hvorfor ikke? Fordi du ved, at de ikke ville behandle dit hjerte godt. Jeg kender nogle mennesker, som på et tidspunkt vandt en rejse til et valgfrit sted i verden. Det er femten år siden nu. De har stadig ikke indløst deres præmie. Ville du spørge dem til råds om, hvordan du skal pleje dit hjerte? Har du ikke på fornemmelsen, at de ville sige: "Det er der altså ikke tid til"?

]0, der skal selvfølgelig også være plads til at ofre sig. Og jo, jeg ved godt, at mange mennesker har brugt omsorg for deres hjerte som en undskyldning for at handle meget egoistisk. Jeg har blandt andet hørt mennesker retfærddiggøre skilsmisser og utroskab med hensynet til deres hjerte. Men en ide bliver ikke til en dårlig ide, fordi nogen misbruger den. Nogle mennesker spiser for meget, men det betyder vel ikke, at vi andre ikke må nyde mad? Der er også blevet gjort meget ondt i kristendommens navn, men derfor skal vi da ikke holde op med at være kristne. Lad ikke andre menneskers dårlige valg forme dit liv. Tag dig godt af dit hjerte. Frem for alt. Ikke kun for din egen skyld; nej, ikke engang primært for din egen skyld. Gør det for at kunne elske de mennesker, der har brug for dig, mere og bedre. Dine elskede har hårdt brug for dit hjerte, for husk: vi befinder os i en desperat situation.

 

SOM TILBEDELSE

 

Når du viser dit hjerte omsorg, er det også med til at bevare og pleje dit forhold til Gud.

Det er måske en ny og mærkelig tanke, men husk: vores hjerte er Guds bolig. Det er der, vi har fællesskab med ham. Det er der, vi hører hans stemme. De fleste af dem, jeg kender, som aldrig har hørt Gud tale til dem, er også dem, der lever mest adskilt fra deres hjerter. Det er de mennesker, hvis kristne liv består af regler og principper, og som undrer sig over, at Gud er så fjern. Det nære fællesskab med Gud må jeg vist lade de andre om, tænker de. Det er ligesom en ven, der hader

telefonen. Han betaler ikke sin regninger, og han er bedøvende ligeglad med, at telefonselskabet derfor afbryder forbindelsen. Men bagefter går han alligevel og undrer sig over, at der aldrig er nogen, der ringer. Man kan ikke blæse sit hjerte en lang march og så forvente, at Gud skal tale til en.

Det samme gælder de mennesker, der ikke kan finde det liv i overflod, som Kristus lovede. Det er i dit hjerte, du modtager det liv. "På festens sidste og største dag stod ]esus frem og råbte: ,Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand'" Qoh 7,37-38). "Fra hans indre" vil sige ira hans inderste væsen', fra hjertet, som er kilden til liv i dit indre. Gud ønsker at give dig sit liv; din opgave er at holde forbindelsen åben. Det gør du ved at tage dig godt af dit hjerte.

Bernard af Clairvaux beskriver kristen modenhed som det stadie, hvor "vi elsker os selv for Guds skyld". Gud regner vores hjerter for sit riges skatte, og derfor skal vi behandle dem som skatte. Vi har omsorg for os selv på samme måde som en kvinde, der ved, at hun er inderligt elsket, har omsorg for sig selv, hvorimod en kvinde, som føler sig kasseret, er tilbøjelig til at forsømme sig selv. Guds venner har omsorg for deres hjerter, fordi de betyder noget for Gud.

 

HVAD VIL DU GØRE?

 

Lad mig spørge igen: Hvordan ville du leve anderledes, hvis du troede, at dit hjerte var en af kongerigets skatte?

Hvad har dit hjerte brug for? Det er på en måde et meget personligt spørgsmål, hvor svaret afhænger af, hvordan vi hver for sig er skruet sammen og finder liv. For nogle er det musik, for andre er det læsning, og for andre igen er det havearbejde. Bart læser artikler om flyvning, Cherie elsker en god roman. Bethann er vild med heste, og Gary er lykkelig, når han arbejder med træ. Du ved bedst selv, hvad der vederkvæger dit hjerte, hvad der gør dig levende. Jeg forstår ikke, hvad det er med kvinder og bade, men jeg kan se, at Stasi elsker et lille frikvarter i badekarret: "Han fører mig til boblende vande.” Jeg og drengene har det nærmest lige omvendt: jo mere beskidt, jo bedre.

Samtidig er der nogle ting, som alle har brug for i deres hjerte. Vi har brug for skønhed - det fremgår alene af det faktum, at Gud har fyldt verden med skønhed. Han har givet os sol og regn,

vin, der giver mennesker glæde. Deres ansigter glinser af olie, og brødet giver mennesket nye kræfter. (SI 104,15)

 

Vi har behov for at nyde skønheden overalt, hvor den findes - i musik, i naturen, i kunst, i et dejligt måltid sammen med andre. Det er alt sammen gaver til os fra Guds ødsle hjerte. Og det er ikke bare sidegevinster; det er selve livet.

 

Den blå himmel

De grønne enge

Det hele er til dig

Månen af sølv Det glitrende hav Det hele er til dig

Vinden blæser for dig Floden strømmer for dig

 

Og alt det, du drømmer om selv den kærlighed, du drømmer om Det hele er til dig. Gohn Smith og Lisa Aschmann: ,All for You)

 

Jeg tror ikke, jeg var blevet færdig med denne bog, hvis ikke jeg hver dag gik en tur i skoven. I går aftes begyndte det at sne. Det sner stadig derude. Det er også en gave til mit hjerte. Tidligt i morges sad jeg bare og så sneen falde, så stille og så smukt. Det var som balsam for min sjæl Vi har brug for enrum og stilhed. Tit Det demonstrerede Jesus også, men vi er ikke gode til at følge hans eksempel Bare et lille kapitel inde i Markusevangeliet vækker manden fra Nazaret opstandelse.

"Hele byen var stimlet sammen, ~ står der. Jesus var allerede ved at blive et ,trækplaster'. Lad os se på det i sammenhæng:

 

Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte; og hele byen var stimlet sammen ved døren. Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme... Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad der. Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: ,Alle leder efter dig.~ Men han sagde til dem: "Lad os gå andre steder hen.~ (1,32-38)

 

"Alle leder efter dig.” Det kender vi vist fra os selv både på arbejdet, derhjemme og i kirken. Nogle gange er det, som om alle kaster sig over en, ikke? Men det er jo en fantastisk mulighed. Jeg mener, hvis Jesus vil give sin karriere en flyvende start, øge sit salg eller skaffe sig et stort publikum, så har han da chancen her. Men hvad gør han? Han går sin vej. Alle leder efter dig! Er det rigtigt? Så må vi hellere smutte.

Besynderlig reaktion. Det kunne have været Jesus, Wendell Berry snakkede om, da han skrev: "Hans vildskab bestod i hans vægring ved - eller manglende evne til- at leve op til andre menneskers forventninger." Vi er lige modsat. Hele vores liv lader vi os styre af andres forventninger til os, og når vi vælger at leve sådan, så er hjertet altid det første offer.

 

Lad mig spørge igen: Hvad har dit hjerte brug for? Et godt sted at starte ville være simpelthen at spørge Gud: Hvad vil du gerne give mit hjerte? Du vil blive forbløffet over, hvad han kan lede dig ind i.

Jeg fik for nylig mine forældre på besøg. Det var nogle dejlige dage, men deres besøg faldt sammen med en masse andre ting, jeg havde forpligtet mig til, så da ugen var omme, var jeg fuldstændig flad både fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Jeg havde ikke haft så meget som et øjeblik for mig selv. Da jeg kørte mine forældre til lufthavnen, nævnte min far, at han havde læst i lokalavisen, at der var mange fisk at fange på et af mine gamle yndlingssteder. Jeg svarede bare med et "nå", men på vej hjem igen hørte jeg Gud hviske: Tag ud at fiske. Hvad?

Det havde jeg slet ikke tid til. Det var overhovedet ikke inde i mine overvejelser. Tag din kano, ring til Morgan, og ro ud på søen. Måske skulle jeg forklare, hvorfor jeg tøvede. For det første stod kanoen begravet under alt muligt habengut ude i garagen. For det andet havde jeg ikke været oppe ved den sø i fire år... ikke siden den dag min bedste ven døde.

Heldigvis har jeg lært at stole på Guds små tilskyndelser, så jeg ringede til min ven, gravede kanoen frem, fandt mit fiskegrej og tog af sted. Søen var fuldstændig blikstille, og der var ingen andre mennesker at se nogen steder. Vi skød fra land, og efter kun få minutter begyndte vi at fange den ene store regnbueørred efter den anden. Vi lo og hujede og hyggede os gevaldigt. Jeg er lidt flov ved at indrømme det, men jeg var dybt forbavset. Forbløffet, simpelthen. Er det rigtigt, Gud? Betyder mit hjerte virkelig noget for dig?

Nu sidder du måske og tænker, at det ville Gud ikke gøre for dig...

men har du spurgt ham? Jeg kunne godt forestille mig, at jeg har overhørt tusindvis af små tilskyndelser gennem årene, simpelthen fordi jeg ikke tænkte på, at de overhovedet kunne forekomme. Nu er jeg helt overvældet og ydmygt taknemmelig over alle de gaver, Gud har givet mit hjerte, siden jeg begyndte at tage Ordsp 4,23 bare en smule alvorligt. Og jeg ved, at jeg ikke er noget særtilfælde. Tirsdag aften i denne uge sad vi i vores cellegruppe og gennemgik vores noter fra en aften, vi havde været sammen først på året. Den aften havde vi brugt på at skrive alt det ned, vi gerne ville have til at ske i vores liv i det nye år. Det er en enkel måde at spore sig ind på, hvad ens hjerte har brug for: Hvad ønsker du dig? Hvad længes du efter i dit liv?

Der var gået ti måneder, da Jenny foreslog, at vi tog vores noter frem igen for at se, hvad vi havde skrevet. Det blev en forbavsende oplevelse på to måder. For det første havde de fleste af os fuldstændig glemt, hvad vi længtes efter for ti måneder siden. (Det var et tegn på, at vi havde mistet kontakten med vores hjerter: Vi kunne ikke engang huske vores egne drømme.) Stasi kunne ikke huske, at hun havde ønsket sig at komme til at undervise kvinder. Jeg havde glemt, at jeg gerne ville til Alaska. Leigh havde glemt sit ønske om at komme til at danse. Joni havde glemt sin længsel efter at besøge Tetons. Endnu mere forbavsende var det dog, at Gud ikke havde glemt noget som helst. Vi havde været i Alaska. Joni havde været i Tetons. Leigh havde danset - meget smukt i øvrigt. Stasi havde for første gang undervist på en kvindelejr - med stor succes. Hver enkelt kunne af sin liste se, at Gud - i de fleste tilfælde i hvert fald - havde givet os det, vi havde ønsket os. Vores hjerter betød virkelig noget for Gud.

Fjenden vil selvfølgelig påstå, at vores ønsker er noget pjat. Der er så meget andet, som er mere vigtigt. Det her kan du altid gøre en anden gang.

Nu må du ikke være så egoistisk. Du ved jo dårligt nok se/v, hvad du vil. Husk:

Fjenden frygter dig. Han frygter, at dit hjerte skal blive levende og frit og fuldt af glæde. Når du tager dig af dit hjerte, adlyder du Gud.

Det er en kærlig handling, en troshandling, en krigshandling.

 

En krigshandling

Når du viser omsorg for dit hjerte, besværliggør du Fjendens fremrykning.

Et svagt hjerte er også et sårbart hjerte. Kan du afvise selvbebrejdelserne, hvis du er helt ,nede' efter en hård uge? De virker så sande, og hvad skal det også nytte at kæmpe imod? Du ved også, hvor opslidende ferien kan være. Føler du dig fuld af åndelig energi dagen efter jul? Vi må gøre os klart, at første angrebsbølge altid er beregnet på at berøve os modet til at forsvare os. Sådan starter det altid: med en følelse af overvældende træthed eller mismod. Pas på: Det er Fjendens fortrop og lige bag efter følger hovedstyrken. Da kong Henry i slaget ved Agincourt står over for en vældig overmagt, beder han for sine mænd, at fjendernes antal ikke vil ”berøve dem deres mandsmod".

Sådan fungerer det. Hyæner kan ikke nedlægge en frisk og årvågen løve, men de kan løbe rundt og drille og genere den, til den er helt udmattet. Når de ser, at løven bliver træt og forsvarsløs, kaster de sig over den. I den tid, vi lever i, går Fjendens strategi primært ud på at gøre os travle og forjagede. Prøv at spørge dine venner og bekendte, hvordan det går. Ni ud af ti gange vil svaret formentlig indeholde noget om, at folk har rigtig travlt. Hver gang jeg ringer til en anden menighed, får jeg at vide, at den, jeg skal snakke med, er travlt optaget, og bliver spurgt, om der er en besked. Det er en dræbende effektiv taktik: Hold dem travlt optaget hele tiden. Så får de aldrig tid til at tage sig af deres hjerter. Når de er helt udbrændte, har vi dem i vores hule hånd.

Jeg vil ikke brænde ud. Der er andre mennesker, der regner med mig. Jeg må danne en fremskudt forsvarslinje ved at tage mig af mit hjerte.

Et tomt hjerte falder også nemmere for fristelser. Smager en smørkage ikke allerbedst, når du er trist og nedslået? Er det ikke, når du keder dig og er ensom, at du klikker dig ind på en pornoside på internettet? Et velplejet hjerte er som en mand eller en kvinde, der er dybt forelsket - utroskab er slet ingen fristelse, når du har den ægte vare. Det er det udsultede hjerte, der lader sig forføre. Det skildres på en glimrende måde i filmen Chacolat. Borgmesteren i en lille, fransk by er en rigtig farisæer, en paragrafrytter. Han fortrænger sit hjerte, hader det og frygter det. En nat lister han sig ned for at ødelægge byens nye, ,syndige' chokoladeforretning, men ender med at spise sig bevidstløs i chokoladen, drevet af sit udsultede hjerte.

Vær god ved dig selv. Tag dig godt af dit hjerte. Du får brug for det.

 

TAG IKKE FEJL: VI ER I KRIG

 

Når du løber om kap med folk til fods, og det udmatter dig, hvordan vil du så kappes med folk til hest? Når du kun er tryg i et fredfyldt land, hvordan skal du så klare dig i Jordans tætte krat? Qer 12,5)

 

Det må blive værre, før det kan blive bedre. Det har Jesus advaret os om. Derfor siger jeg det igen: Vi er i krig. De mest hårrejsende kampscener i Ringenes herre, Matrix og Gladiator er en slags vækkeur, der skal få dig til at slå øjnene op og se den virkelighed, du lever i. Dit livs Løsesum befaler dig at vise dit hjerte omsorg... nu. Han ved, hvad der venter dig.

I vores egne liv og i Kristi legemes liv her på jorden venter der os en åndelig pendant til der, der ventede de amerikanske soldater i slaget om Iwo Jima. Hvis vi siger, at Iwo Jima var et af de blodigste, mest rædselsvækkende og mest heroiske slag i krigshistorien, så har vi ikke sagt for meget, men for lidt. Filmen om slaget, med John Wayne i hovedrollen, giver slet ingen forestilling om, hvordan det virkelig var. Det var... gruopvækkende. Tænk på åbningsscenen i filmen Saving Private Ryan om de allieredes landgang i Normandiet, og gang det hele med tre. Japanerne havde netop studeret de allieredes sejr i Normandiet for at forberede sig bedst muligt til invasionen af Iwo Jima.

De havde omdannet den lille ø, nærmest bare en klippe knold midt i Stillehavet, til et kæmpemæssigt fort med tunneler, bunkere, maskingeværreder og underjordiske huler, der indeholdt 22.000 japanske soldater, som i bedste kamikaze-stil havde svoret at kæmpe til døden for øen.

 

De unge marinesoldater, som blev sat i land på Iwo Jima, måtte drive fjenden tilbage tomme for tomme - en fjende, de sjældent kunne se, og som bombarderede dem fra alle retninger med våben af enhver art: morterer, maskingeværer, miner, håndgranater. Nogle af de overlevende fortalte bagefter, at de ikke havde set en eneste levende japansk soldat gennem mange dages hårde kampe. (Det lyder meget som åndelig krigsførelse.) Militærstrateger havde anslået, at øen kunne indtages på tooghalvfjerds timer. Det tog seksogtredive dage og kostede næsten syv tusind amerikanske soldater livet. Bagefter blev der uddelt flere medaljer for tapperhed end efter noget andet slag i USAs historie. På invasionens anden dag advarede en krigskorrespondent, der var ved at forlade øen, en kollega, der var på vej dertil: ”Jeg ville ikke gå derind, hvis jeg var dig. Der er mere helvede derinde, end jeg har set i hele resten af krigen tilsammen. ” Soldaterne fra Easy,kompagniet var nogle af de første, der blev sendt ind i dette helvede, og de var nogle af de sidste, der kom ud igen efter at have kæmpet uafbrudt i mere end fem uger. Da var 85 procent af kompagniet døde eller sårede. Easy,kompagniet blev sat i land i den ene ende af ,Green Beach One'. De anførte angrebet på Suribachi, bjerget. To tusind japanere havde gravet sig ned på bjerget, og fra deres stillinger bombarderede og beskød fjenden de udsatte marinesoldater - ikke i timevis eller dagevis, men i ugevis. På kampens femtende dag blev Easy,kompagniet trukket tilbage fra frontlinjen for at få et pusterum. Deres kaptajn førte kompagniet til en sikker strand på øens vestside. Her fik de ordre til at tage sig en svømmetur.

 

FAT MOD

 

Vi drager nu i krig. Dette er begyndelsen til enden. Det er nu eller aldrig, og der er hårdt brug for dig. Vi har brug for dit hjerte.

Hvis der var mere, jeg kunne have gjort for at give dig et klart bil, lede af situationen, så ville jeg inderligt ønske, at jeg havde gjort det.

 

Jeg får tårer i øjnene af frygt for, at jeg ikke har gjort nok. Der er ikke andet for, end at du vender tilbage til myterne - i morgen og i over, morgen og næste dag. Læs om slaget ved Helms Dyb i kapitel syv i andet bind af Ringenes herre. Se en af de tre film over bøgerne. Se åbningsscenen af Gladiator. Det er der, vi står lige nu. Eller hvis du kan holde det ud, så se slaget i la Drang dalen i filmen We were Soldim.

Det er så sand en beskrivelse af den kamp, vi må kæmpe og vil kom, me til at kæmpe. Eller tænk nøje over klimakset i Prinsen af Egypten, hvor Gud drager i krig mod Egypten for at befri sit folk. Hvis disse billeder fra udgangen af Egypten ikke rører dit hjerte, så ved jeg ikke, hvad der skal til.

Du kan også læse es. Lewis' sidste bog i Narnia,serien: Det sidste slag. Jeg tror ikke engang, han selv var klar over, hvilket dyb af mening han nedlagde i den. Alle disse historier og billeder har Gud givet sit folk med henblik på denne time. De er hans gode gaver til os - gaver, som skal åbne vores øjne og styrke vores hjerter. Vi har nemlig brug for dem. De vil være til stor gavn for dig, og derefter vil du være til stor gavn for andre. Husker du vores venner på vejen til Emmaus? Historien ender med, at de får øjnene op for hele sandheden. De haster tilbage til Jerusalem med brændende hjerter. ”Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: ,Herren er virkelig opstået” (Luk 24,33-34). Det er sandt. Det hele er sandt.

Vi er nu langt inde i dette episke drama, som enhver stor myte pe' ger frem imod. Vi er nået til det øjeblik, hvor også vi må fatte mod og rejse os for at vinde vores hjerter tilbage og kæmpe for andres hjer, ter. Vi har ikke et sekund mere at spilde. Aslan er på farten, og vi må samle os om hans fane ved Stenalteret. Vi må finde Gepetto, som er forsvundet på havet. Vi må ride alt, hvad remmer og tøj kan holde, til Helms Dyb for at deltage i det sidste store slag om Midgård. Ud, rust dig med alt, hvad Gud har givet dig. Du får brug for alt det, der kan hjælpe dig til at se med hjertets øjne, inklusive de store myter og det lys, de kaster over Guds ord til os i Bibelen - det ord, som ”gør ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2 Pet 1,19).

Nemlig. Indtil dagen gryr, mine venner, og morgenstjernen stiger op i alle vores hjerter.

 

Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.

 

Apostlen Paulus (Ef 5,14)

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk