KAPITEL TOLV

SOM KONGERIGETS SKATTE

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig.

For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig.

ESAJAS (60,12)

Da skal min sjæl vågne i morgengry som den opstandne glæde, genfødt for evigt.

GEORGE MACDONALD

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.

Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: "Tag stenen væk!' Martha, den dødes søster, sagde til ham:

"Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag." Jesus sagde til hende: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: "Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.

Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig." Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!" Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: "Løs ham og lad ham gå." Joh 11,38-44)

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, for' hænget i templet flængede s i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hel, lige by og viste sig for mange. (Matt 27,50,53)

STÅ OP

Påskemorgen vågnede jeg i ørkenen.

Gennem det lille vindue i mit telt kunne jeg se grenene på et fyr, retræ, de spidse blade på en yuccapalme og bag ved dem blødt bølgende sandstensformationer - i fuldt dagslys er de samme farve som havregrød, men nu lyste de gyldent i solopgangen. Fuglene var i fuld gang, de pippede og pilede rundt i fyrretræets grene, men ellers var der til min fryd ingen andre levende væsner at se eller høre. Det var den femte morgen, jeg vågnede i Arches National Park, som ligger gemt væk i det nordøstlige hjørne af Utah, men jeg kunne lige så godt have været i Palæstina omkring år 33. Denne ørken er ikke et goldt sandlandskab, som nogen måske forestiller sig, når de hører ordet, men et sted fuldt af græsplanter, kaktus, enebær, fyr og vilde blomster over det hele. I det bløde, fugtige sand i bunden af dalene, hvor underjordiske kilder næsten når op til overfladen, kan man finde pumaspor. Denne ørken er på mange måder fuld af liv.

Det var så koldt, at jeg kunne se min ånde, da jeg trådte ud af teltet, så jeg tændte straks for mit Colemankomfur og satte vand over til kaffe og kakao, før jeg vækkede drengene, der lå og puttede sig i deres soveposer som sommerfugle i pupper. Jeg nød de minutter, der var mine helt alene, og klatrede op på klipperne bag vores lejr for at lade mig fortrylle af ørkenlandskabet i solopgangen. Mod vest hævede gigantiske mesas af sandsten sig som gamle fæstninger, og de stejle, rødlige klipper reflekterede det sollys, der endnu ikke havde nået sandet for deres fødder.

Jeg vendte mig mod øst for at lade den opgående sol varme mit an, sigt og blev glædeligt overrasket ved at se La Sal bjergene stå dæk, ket med sne hundred halvtreds kilometer derfra. Mit hjerte følte sig hjemme i denne verden af vild og majestætisk skønhed. Men det var selvfølgelig et mærkeligt tidspunkt at være der. Denne opstandelsens morgen sad Stasi i Los Angeles og holdt sin døende mor i hånden.

Hun havde mindre end en måned tilbage at leve i. Mærkeligt tids, punkt at tage på telttur. Men det var Gud, der havde kaldt mig herud.

Som så mange pilgrimme gennem tiden havde jeg fundet mit åndelige liv i ørkenen. I Mojaveørkenen i det sydlige Californien, langt fra den sløvende ensartethed og kvælende tæthed i forstædernes millionbefolkning, fandt jeg den ensomhed og stilhed, jeg havde brug for. Ørkenen vækkede mit hjerte, og jeg oplevede en åndelig frihed ved at vandre i timevis gennem ørkenens arroyos og lade mig beruse af den rå skønhed og det tynde slør til himlen. Ikke så sært at Moses, Elias og Johannes Døber brugte deres fritid i ørkenen. Men selv om ørkenen havde betydet så meget for mig og talt til mit hjerte, så havde jeg nu i mange år svigtet den. Du ved, hvordan livet kan suge noget godt ud af din tilværelse, uden at du rigtig bemærker det. Jeg var simpelthen holdt op med at tage ud i ørkenen.

I foråret 2001 rejste Stasi tit til det sydlige Californien for at være sammen med sin mor, som var ved at tabe kampen mod en fremskreden leukæmi, og imens måtte jeg klare drengene og regningerne hjemme i Colorado. Egentlig gik vi bare og ventede på det triste bud, skab, så vi kunne springe på et fly for at komme ned og deltage i Ja, nes begravelse. Derfor havde jeg også først svært ved at tro, at det virkelig var Gud, da jeg hørte ham sige: Tag til Moab. Gå ud i ørkenen.

Jeg måtte have det bekræftet flere gange, før jeg tog det alvorligt. I en cafe mødte jeg en ung pige, som midt i vores almindelige småsnak pludselig fortalte, at hun lige var vendt tilbage fra Moab. Jeg studsede, men spurgte så: Hvordan var det "Alle tiders," svarede hun. Du skulle tage derud."

Næste dag sad jeg og planlagde en mandelejr med en præst fra Denver over telefonen.

”Jeg er lige kommet tilbage fra Moab," sagde han pludselig helt umotiveret. ”Det var alle tiders." Det var altså ikke min egen visdom, der havde ført mig ud i ørkenen; jeg gik kun tøvende og modvilligt derud, fordi Gud blev ved med at skubbe til mig.

Moab. Okay. Drengene savnede deres mor, og det ville være en god afveksling for os alle, for vi kunne alligevel ikke gøre så meget andet end at bede, og det kunne jeg nok bedre koncentere mig om derude, så vi tog af sted. Til min overraskelse krævede det hård kamp. lom, kring fem timer af den lange køretur var jeg nødt til at holde Kristi gerning op mod et overvældende pres, der gjorde det svært for mig at koncentrere mig. Det var som en tung sky, der prøvede at lægge sig over min ånd. Og alt det for en tdttur? Det virkede så meningsløst.

Men tyven kommer for at stjæle og dræbe og ødelægge hvad som helst, der kan trække os i retning af frihed og liv. Vi kæmpede os igen' nem, nåede sent frem og fandt, at Gud havde reserveret det sidste lejr, sted til os.

Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på alt det, Jesus satte på plads for mig på de fem dage, men jeg fik i hvert fald en del af mit hjerte, som jeg længe havde glemt, tilbage sammen med nogle ord, som jeg havde desperat brug for. Der i den store, vilde ørken blev jeg levendegjort.

Sandheden begyndte at trænge til bunds i mig. Mit hjerte betyder no' get for Gud. Det har det altid gjort. En ting er at sige, at vi tror på det, noget andet er at opdage, at det er sandt. Det var en enestående gave til mit hjerte, og jeg kunne ikke have modtaget den noget andet sted.

Den påskemorgen vågnede jeg mere levende, end jeg meget længe havde været det.

DU SKAL BEHANDLE DIT HJERTE SOM DEN SKAT, DET ER

"Frem for alt: Vogt dit hjerte" (Ordsp 4,23). Det skriftord ,oversætter' vi som regel med noget i retning af: ,,Hold godt øje med dit lumske hjerte." Vi opfatter det ligesom en advarsel mod en farlig forbryder i nabolaget eller genboens bidske hund. "Slip ham ikke af syne." Vi ta, ger det som en formaning til ikke at lade os lede på gale veje af vores hjerte. Det er, fordi vi så længe har troet, at vores hjerte er ondt. Der, for låser vi vores hjerter inde, smider nøglen væk og prøver at komme videre med vores liv. Men det er slet ikke det, skriftstedet vil sige os.

Det opfordrer os ikke til at vogte os for vores hjerte, som om det var farligt. Det opfordrer os til at passe på hjertet, fordi hjertet er kilden til liv, fordi det er en skat, og fordi alt andet afhænger af hjertet. Gud advarer os af ren og skær omsorg, ligesom hvis man betror en ven no-get dyrebart med ordene: "Pas godt på det her - det betyder meget for mig." Frem for alt," står der, men den ubehagelige sandhed er, at vi sjæl, dent gør det overhovedet. Vi kunne lige så godt lade hele vores opsparing ligge frit fremme på forsædet af vores bil med vinduet rullet ned - så skødesløse er vi med vores hjerte. "Hvis det ikke var for mit uforsigtige hjerte," sang Roy Orbison, og det kunne de fleste af os sæt, te som fortegn for vores liv. Hvis ikke, så... ville alt være anderledes.

Jeg ville være længere fremme. Min tro ville være så meget mere fast.

Mine forhold ville være så meget rigere. Mit liv ville følge Guds per, fekte plan... hvis ikke. Vi har vendt det hele på hovedet. Vi sætter alt andet over hjertet. Jeg tør næsten vædde med, at du aldrig skænker det en tanke, at du skal vogte dit hjerte. "Lad os nu se - børnene skal køres til fodbold, bilen skal på værksted, og så skal jeg huske at sætte et par timer af til mit hjerte." Det sidste klinger sikkert stadig forkert og ubibelsk, selvom du er nået hertil i denne bog.

Men helt alvorligt: Hvordan kan man dagligt pleje og vogte sit hjerte? Nej, okay, det er for meget af det gode. Hvad med ugentligt? Eller månedligt?

Vi har godt nok en kulturel reminiscens af dette, som vi kalder fe, rie. De fleste almindelige mennesker har nogle uger fri hvert år, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor de planlægger noget, som kunne være godt for deres sjæl. Nogle af dem spilder imidlertid denne dyrebare tid på noget åndløst og intetsigende, ligesom en fattig mand kan finde på at bruge sine sidste mønter på et skrabelod. Og så ved vi jo, hvordan det går, når vi kommer hjem igen. Som regel møder familie, venner og kolleger dig med et lettelsens udbrud, noget i retning af: "Endelig er du tilbage! Jeg håber, du har nydt det, for det har været det rene kaos, mens du var væk, og nu regner vi med ”nu hvor du er udhvilet - at du virkelig lægger kræfterne i.” Uanset hvad du fik ud af de uger, så har du brug for det igen allerede efter nogle få dage eller timer.

Men Gud forventer af os, at vi behandler vores hjerter som konge, rigets skatte, som er blevet løskøbt for en ufatteligt høj pris, fordi de betyder noget, ja, betyder alt.

AT SAMLE TIL OVERFLOD

Hvis du er klog, vil du altså fungere, ikke som en kanal, men som et reservoir. En kanal spreder vandet, efterhånden som den modtager det, men et reservoir venter, til det er fuldt, og flyder så over. Derved kan det uden tab for sig selv dele ud af sin overflod. (Bernard af Clairveaux)

Et smukt billede. Kanalen løber så hurtigt tør, når regnen stilner af, og bliver som en tør wadi i ørkenen. Et reservoir derimod indehol, der altid en vældig livsreserve. Gud kalder os til at samle os et for' råd af liv i vores hjerte, så vi derefter kan begynde at give af vores over,

flod. Jesus sagde: "Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd" (Matt 13,52). Hvilket forråd? "Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd... For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med~ (Luk 6,45. Min fremhævelse).

Jeg er bange for, at jeg tit lever åndeligt, ligesom jeg lever økonomisk: Jeg får en lille smule og går straks ud og bruger det. Jeg lever som en kanal. Jeg ligner måske et reservoir, når regnen falder, men kort efter er jeg løbet tør igen (Mine økonomisk ansvarlige læsere har nok lige med tilfredshed konstateret, at så dumme er de da ikke. Men så kan jeg måske spørge: Bruger I jeres reserver til at gøre ting, der plejer jeres hjerte? Mangen en Scrooge har fyldt sine kister, mens han sultede sin sjæl.) "Der er rigtig mange kanaler i kirken i dag, men kun få reservoirer,~ klager Julia Gatta. En kvinde, der er dybt involveret i en bestemt tjeneste, skrev for nyligt til mig, at hun "er så udbrændt, at hun knaser.” Hun har fungeret som en kanal. Hun har ikke vogtet sit hjerte og vist det omsorg. Hun er ikke den eneste.

Hvad ville du ændre ved dit liv, hvis du troede fuldt og fast på, at dit hjerte er kongerigets skat?

Gud beder os om Jrem for alt" at passe på vores hjerte. Sidste uge spiste jeg morgenmad sammen med nogle venner - mænd, der kæm, per for andres hjerter hele tiden - og spurgte dem: "Hvad gør I egent, lig for jeres eget hjerte for tiden?" De blev alle stille og studerede gulv, brædderne, stirrede på deres æg eller inspicerede deres negle, som om de søgte efter et godt svar, men ikke fandt noget. Det var nedslå, ende, men ikke overraskende. Vores egne hjerter er altid det første, der må vige.

Vidste du, at Gud selv giver af sit hjertes overflod! Noget af det første, Johannes fortæller os om sin Herre og ven Jesus, er, at "af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde" aoh 1,16). Vi mod, tager Guds velsignelser af hans fylde. Eller som Paulus beder i Efeser, brevet: Jeg beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes" (3,16). Det vil sige, at Gud af den vældige rigdom i sit eget hjerte giver til vores hjerter. Dallas Willard skriver:

Han er fuld af glæde. Han er uden tvivl den mest glædefulde eksistens i universet. Hans overstrømmende kær lighed og gavmildhed hænger uadskilleligt sammen med hans uendelige glæde. Alt det gode og smukke, som vi lejlighedsvis tager os tid til at nyde [Willard nævner blandt andet havet i al dets skønhed og en dejlig film eller et stykke dejlig musik)... oplever Gud hele tiden i hele dets bredde og dybde og rigdom.

Har du nogensinde tænkt på, at Guds kærlige og gavmilde væsen skyldes, at hans hjerte er et stort reservoir fyldt med glæde? Guds hjerte strømmer over af gode ting og erfaringer, og det er derfor, han kan elske og tilgive og lide så meget for vores skyld. Sådan hænger det også sammen for os - ofte desværre bare omvendt. Er du måske behagelig at være sammen med efter en time i myldretidstrafik? Det er ikke så sært, det skorter på omsorg og venlighed mennesker imellem. Livet suger glæden ud af os - og vi accepterer bare, at sådan må det være.

Stasi og jeg følte os helt udbrændte på vej til den årlige familieferie i år. Før vi tog af sted, sagde hun til mig, at hun var Jærdig med mennesker". Jeg havde det på samme måde. Selv en kort samtale føltes dybt udmattende. Ingen af os havde lyst til at være sammen med nogen. Vi overvejede alvorligt at slå os ned som eneboere. Vi havde fået nok af fællesskab. Nej, en lille hytte et sted i Kalahariørkenen, hvor vi kunne være helt alene, det måtte være paradis. Guds kur var otte dage i det sydøstlige Alaska, hvor vi fotograferede gråbjørne, roede i kajak mellem pukkelhvaler, fik mere end rigeligt godt at spise og bare nød de storslåede scenerier overalt. Vi kom hjem en lørdag aften sent, og søndag morgen vågnede jeg ved at høre Stasi sludre med en veninde i telefonen. Da de var færdige, ringede hun til en anden veninde, og så til en anden. Sådan fortsatte det hele dagen. Jeg skal bare lige opdateres," sagde hun med et smil.

SOM EN KÆRLIGHEDSGERNING

Det er ikke egoistisk at have omsorg for sit eget hjerte; det er en forudsætning for at kunne elske.

Vi plejer vores egne hjerter for andres skyld. Lyder det selvmodsigende? Det er det ikke. For hvad kan du give til andre, hvis dit hjerte er tomt og tørt og snøret til? Kærlighed er formålet med det hele, og vi kan ikke elske uden vores hjerte. Vi kan ikke elske andre godt, hvis ikke vores hjerte har det godt.

Hvad kærlighed til andre angår, må vi lægge os følgende sandhed på sinde: Sådan som vi behandler vores eget hjerte, vil vi også behandle andres hjerter. Det er derfor,Jesus byder dig at elske din næste som dig se/v (Mark 12,31). Som es. Lewis påpeger: ”Det ville være et frygteligt bud, hvis det var meningen, at vi skulle hade vores jeg." Hvis du afviser dit hjerte, vil du også komme til at afvise andres. Hvis du forventer ufejlbarlighed af dit hjerte, vil du stille det samme krav til andre. Hvis du prioriterer præstation og effektivitet højere end dit hjerte, vil du presse andre til at gå samme vej.

Nu vil du måske protestere: ”Men jeg viser da andre mennesker masser af omsorg. Det er kun mig selv, jeg er hård ved." Den undskyldning prøvede jeg også at bruge gennem en årrække, men den holder ikke. Selvom vi prøver at være venlige og nådige over for andre, mens vi forsømmer eller straffer os selv, så kan de jo se, hvordan vi behandler vores egne hjerter, og så vil de altid føle, at de får samme behandling. Og de har ret. Det ender uvægerligt med, at vi også behandler andre dårligt.

Det kender du allerede til uden at vide det. Der er nogen mennesker, du aldrig ville henvende dig til, hvis du havde et problem. Du ville aldrig ringe til dem klokken 2 om natten, når du selv sad og

kæmpede med et tab eller en belastning. Hvorfor ikke? Fordi du ved, at de ikke ville behandle dit hjerte godt. Jeg kender nogle mennesker, som på et tidspunkt vandt en rejse til et valgfrit sted i verden. Det er femten år siden nu. De har stadig ikke indløst deres præmie. Ville du spørge dem til råds om, hvordan du skal pleje dit hjerte? Har du ikke på fornemmelsen, at de ville sige: "Det er der altså ikke tid til"?

]0, der skal selvfølgelig også være plads til at ofre sig. Og jo, jeg ved godt, at mange mennesker har brugt omsorg for deres hjerte som en undskyldning for at handle meget egoistisk. Jeg har blandt andet hørt mennesker retfærddiggøre skilsmisser og utroskab med hensynet til deres hjerte. Men en ide bliver ikke til en dårlig ide, fordi nogen misbruger den. Nogle mennesker spiser for meget, men det betyder vel ikke, at vi andre ikke må nyde mad? Der er også blevet gjort meget ondt i kristendommens navn, men derfor skal vi da ikke holde op med at være kristne. Lad ikke andre menneskers dårlige valg forme dit liv. Tag dig godt af dit hjerte. Frem for alt. Ikke kun for din egen skyld; nej, ikke engang primært for din egen skyld. Gør det for at kunne elske de mennesker, der har brug for dig, mere og bedre. Dine elskede har hårdt brug for dit hjerte, for husk: vi befinder os i en desperat situation.

SOM TILBEDELSE

Når du viser dit hjerte omsorg, er det også med til at bevare og pleje dit forhold til Gud.

Det er måske en ny og mærkelig tanke, men husk: vores hjerte er Guds bolig. Det er der, vi har fællesskab med ham. Det er der, vi hører hans stemme. De fleste af dem, jeg kender, som aldrig har hørt Gud tale til dem, er også dem, der lever mest adskilt fra deres hjerter. Det er de mennesker, hvis kristne liv består af regler og principper, og som undrer sig over, at Gud er så fjern. Det nære fællesskab med Gud må jeg vist lade de andre om, tænker de. Det er ligesom en ven, der hader

telefonen. Han betaler ikke sin regninger, og han er bedøvende ligeglad med, at telefonselskabet derfor afbryder forbindelsen. Men bagefter går han alligevel og undrer sig over, at der aldrig er nogen, der ringer. Man kan ikke blæse sit hjerte en lang march og så forvente, at Gud skal tale til en.

Det samme gælder de mennesker, der ikke kan finde det liv i overflod, som Kristus lovede. Det er i dit hjerte, du modtager det liv. "På festens sidste og største dag stod ]esus frem og råbte: ,Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand'" Qoh 7,37-38). "Fra hans indre" vil sige ira hans inderste væsen', fra hjertet, som er kilden til liv i dit indre. Gud ønsker at give dig sit liv; din opgave er at holde forbindelsen åben. Det gør du ved at tage dig godt af dit hjerte.

Bernard af Clairvaux beskriver kristen modenhed som det stadie, hvor "vi elsker os selv for Guds skyld". Gud regner vores hjerter for sit riges skatte, og derfor skal vi behandle dem som skatte. Vi har omsorg for os selv på samme måde som en kvinde, der ved, at hun er inderligt elsket, har omsorg for sig selv, hvorimod en kvinde, som føler sig kasseret, er tilbøjelig til at forsømme sig selv. Guds venner har omsorg for deres hjerter, fordi de betyder noget for Gud.

HVAD VIL DU GØRE?

Lad mig spørge igen: Hvordan ville du leve anderledes, hvis du troede, at dit hjerte var en af kongerigets skatte?

Hvad har dit hjerte brug for? Det er på en måde et meget personligt spørgsmål, hvor svaret afhænger af, hvordan vi hver for sig er skruet sammen og finder liv. For nogle er det musik, for andre er det læsning, og for andre igen er det havearbejde. Bart læser artikler om flyvning, Cherie elsker en god roman. Bethann er vild med heste, og Gary er lykkelig, når han arbejder med træ. Du ved bedst selv, hvad der vederkvæger dit hjerte, hvad der gør dig levende. Jeg forstår ikke, hvad det er med kvinder og bade, men jeg kan se, at Stasi elsker et lille frikvarter i badekarret: "Han fører mig til boblende vande.” Jeg og drengene har det nærmest lige omvendt: jo mere beskidt, jo bedre.

Samtidig er der nogle ting, som alle har brug for i deres hjerte. Vi har brug for skønhed - det fremgår alene af det faktum, at Gud har fyldt verden med skønhed. Han har givet os sol og regn,

vin, der giver mennesker glæde. Deres ansigter glinser af olie, og brødet giver mennesket nye kræfter. (SI 104,15)

Vi har behov for at nyde skønheden overalt, hvor den findes - i musik, i naturen, i kunst, i et dejligt måltid sammen med andre. Det er alt sammen gaver til os fra Guds ødsle hjerte. Og det er ikke bare sidegevinster; det er selve livet.

Den blå himmel

De grønne enge

Det hele er til dig

Månen af sølv Det glitrende hav Det hele er til dig

Vinden blæser for dig Floden strømmer for dig

Og alt det, du drømmer om selv den kærlighed, du drømmer om Det hele er til dig. Gohn Smith og Lisa Aschmann: ,All for You)

Jeg tror ikke, jeg var blevet færdig med denne bog, hvis ikke jeg hver dag gik en tur i skoven. I går aftes begyndte det at sne. Det sner stadig derude. Det er også en gave til mit hjerte. Tidligt i morges sad jeg bare og så sneen falde, så stille og så smukt. Det var som balsam for min sjæl Vi har brug for enrum og stilhed. Tit Det demonstrerede Jesus også, men vi er ikke gode til at følge hans eksempel Bare et lille kapitel inde i Markusevangeliet vækker manden fra Nazaret opstandelse.

"Hele byen var stimlet sammen, ~ står der. Jesus var allerede ved at blive et ,trækplaster'. Lad os se på det i sammenhæng:

Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte; og hele byen var stimlet sammen ved døren. Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme... Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad der. Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: ,Alle leder efter dig.~ Men han sagde til dem: "Lad os gå andre steder hen.~ (1,32-38)

"Alle leder efter dig.” Det kender vi vist fra os selv både på arbejdet, derhjemme og i kirken. Nogle gange er det, som om alle kaster sig over en, ikke? Men det er jo en fantastisk mulighed. Jeg mener, hvis Jesus vil give sin karriere en flyvende start, øge sit salg eller skaffe sig et stort publikum, så har han da chancen her. Men hvad gør han? Han går sin vej. Alle leder efter dig! Er det rigtigt? Så må vi hellere smutte.

Besynderlig reaktion. Det kunne have været Jesus, Wendell Berry snakkede om, da han skrev: "Hans vildskab bestod i hans vægring ved - eller manglende evne til- at leve op til andre menneskers forventninger." Vi er lige modsat. Hele vores liv lader vi os styre af andres forventninger til os, og når vi vælger at leve sådan, så er hjertet altid det første offer.

Lad mig spørge igen: Hvad har dit hjerte brug for? Et godt sted at starte ville være simpelthen at spørge Gud: Hvad vil du gerne give mit hjerte? Du vil blive forbløffet over, hvad han kan lede dig ind i.

Jeg fik for nylig mine forældre på besøg. Det var nogle dejlige dage, men deres besøg faldt sammen med en masse andre ting, jeg havde forpligtet mig til, så da ugen var omme, var jeg fuldstændig flad både fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Jeg havde ikke haft så meget som et øjeblik for mig selv. Da jeg kørte mine forældre til lufthavnen, nævnte min far, at han havde læst i lokalavisen, at der var mange fisk at fange på et af mine gamle yndlingssteder. Jeg svarede bare med et "nå", men på vej hjem igen hørte jeg Gud hviske: Tag ud at fiske. Hvad?

Det havde jeg slet ikke tid til. Det var overhovedet ikke inde i mine overvejelser. Tag din kano, ring til Morgan, og ro ud på søen. Måske skulle jeg forklare, hvorfor jeg tøvede. For det første stod kanoen begravet under alt muligt habengut ude i garagen. For det andet havde jeg ikke været oppe ved den sø i fire år... ikke siden den dag min bedste ven døde.

Heldigvis har jeg lært at stole på Guds små tilskyndelser, så jeg ringede til min ven, gravede kanoen frem, fandt mit fiskegrej og tog af sted. Søen var fuldstændig blikstille, og der var ingen andre mennesker at se nogen steder. Vi skød fra land, og efter kun få minutter begyndte vi at fange den ene store regnbueørred efter den anden. Vi lo og hujede og hyggede os gevaldigt. Jeg er lidt flov ved at indrømme det, men jeg var dybt forbavset. Forbløffet, simpelthen. Er det rigtigt, Gud? Betyder mit hjerte virkelig noget for dig?

Nu sidder du måske og tænker, at det ville Gud ikke gøre for dig...

men har du spurgt ham? Jeg kunne godt forestille mig, at jeg har overhørt tusindvis af små tilskyndelser gennem årene, simpelthen fordi jeg ikke tænkte på, at de overhovedet kunne forekomme. Nu er jeg helt overvældet og ydmygt taknemmelig over alle de gaver, Gud har givet mit hjerte, siden jeg begyndte at tage Ordsp 4,23 bare en smule alvorligt. Og jeg ved, at jeg ikke er noget særtilfælde. Tirsdag aften i denne uge sad vi i vores cellegruppe og gennemgik vores noter fra en aften, vi havde været sammen først på året. Den aften havde vi brugt på at skrive alt det ned, vi gerne ville have til at ske i vores liv i det nye år. Det er en enkel måde at spore sig ind på, hvad ens hjerte har brug for: Hvad ønsker du dig? Hvad længes du efter i dit liv?

Der var gået ti måneder, da Jenny foreslog, at vi tog vores noter frem igen for at se, hvad vi havde skrevet. Det blev en forbavsende oplevelse på to måder. For det første havde de fleste af os fuldstændig glemt, hvad vi længtes efter for ti måneder siden. (Det var et tegn på, at vi havde mistet kontakten med vores hjerter: Vi kunne ikke engang huske vores egne drømme.) Stasi kunne ikke huske, at hun havde ønsket sig at komme til at undervise kvinder. Jeg havde glemt, at jeg gerne ville til Alaska. Leigh havde glemt sit ønske om at komme til at danse. Joni havde glemt sin længsel efter at besøge Tetons. Endnu mere forbavsende var det dog, at Gud ikke havde glemt noget som helst. Vi havde været i Alaska. Joni havde været i Tetons. Leigh havde danset - meget smukt i øvrigt. Stasi havde for første gang undervist på en kvindelejr - med stor succes. Hver enkelt kunne af sin liste se, at Gud - i de fleste tilfælde i hvert fald - havde givet os det, vi havde ønsket os. Vores hjerter betød virkelig noget for Gud.

Fjenden vil selvfølgelig påstå, at vores ønsker er noget pjat. Der er så meget andet, som er mere vigtigt. Det her kan du altid gøre en anden gang.

Nu må du ikke være så egoistisk. Du ved jo dårligt nok se/v, hvad du vil. Husk:

Fjenden frygter dig. Han frygter, at dit hjerte skal blive levende og frit og fuldt af glæde. Når du tager dig af dit hjerte, adlyder du Gud.

Det er en kærlig handling, en troshandling, en krigshandling.

En krigshandling

Når du viser omsorg for dit hjerte, besværliggør du Fjendens fremrykning.

Et svagt hjerte er også et sårbart hjerte. Kan du afvise selvbebrejdelserne, hvis du er helt ,nede' efter en hård uge? De virker så sande, og hvad skal det også nytte at kæmpe imod? Du ved også, hvor opslidende ferien kan være. Føler du dig fuld af åndelig energi dagen efter jul? Vi må gøre os klart, at første angrebsbølge altid er beregnet på at berøve os modet til at forsvare os. Sådan starter det altid: med en følelse af overvældende træthed eller mismod. Pas på: Det er Fjendens fortrop og lige bag efter følger hovedstyrken. Da kong Henry i slaget ved Agincourt står over for en vældig overmagt, beder han for sine mænd, at fjendernes antal ikke vil ”berøve dem deres mandsmod".

Sådan fungerer det. Hyæner kan ikke nedlægge en frisk og årvågen løve, men de kan løbe rundt og drille og genere den, til den er helt udmattet. Når de ser, at løven bliver træt og forsvarsløs, kaster de sig over den. I den tid, vi lever i, går Fjendens strategi primært ud på at gøre os travle og forjagede. Prøv at spørge dine venner og bekendte, hvordan det går. Ni ud af ti gange vil svaret formentlig indeholde noget om, at folk har rigtig travlt. Hver gang jeg ringer til en anden menighed, får jeg at vide, at den, jeg skal snakke med, er travlt optaget, og bliver spurgt, om der er en besked. Det er en dræbende effektiv taktik: Hold dem travlt optaget hele tiden. Så får de aldrig tid til at tage sig af deres hjerter. Når de er helt udbrændte, har vi dem i vores hule hånd.

Jeg vil ikke brænde ud. Der er andre mennesker, der regner med mig. Jeg må danne en fremskudt forsvarslinje ved at tage mig af mit hjerte.

Et tomt hjerte falder også nemmere for fristelser. Smager en smørkage ikke allerbedst, når du er trist og nedslået? Er det ikke, når du keder dig og er ensom, at du klikker dig ind på en pornoside på internettet? Et velplejet hjerte er som en mand eller en kvinde, der er dybt forelsket - utroskab er slet ingen fristelse, når du har den ægte vare. Det er det udsultede hjerte, der lader sig forføre. Det skildres på en glimrende måde i filmen Chacolat. Borgmesteren i en lille, fransk by er en rigtig farisæer, en paragrafrytter. Han fortrænger sit hjerte, hader det og frygter det. En nat lister han sig ned for at ødelægge byens nye, ,syndige' chokoladeforretning, men ender med at spise sig bevidstløs i chokoladen, drevet af sit udsultede hjerte.

Vær god ved dig selv. Tag dig godt af dit hjerte. Du får brug for det.

TAG IKKE FEJL: VI ER I KRIG

Når du løber om kap med folk til fods, og det udmatter dig, hvordan vil du så kappes med folk til hest? Når du kun er tryg i et fredfyldt land, hvordan skal du så klare dig i Jordans tætte krat? Qer 12,5)

Det må blive værre, før det kan blive bedre. Det har Jesus advaret os om. Derfor siger jeg det igen: Vi er i krig. De mest hårrejsende kampscener i Ringenes herre, Matrix og Gladiator er en slags vækkeur, der skal få dig til at slå øjnene op og se den virkelighed, du lever i. Dit livs Løsesum befaler dig at vise dit hjerte omsorg... nu. Han ved, hvad der venter dig.

I vores egne liv og i Kristi legemes liv her på jorden venter der os en åndelig pendant til der, der ventede de amerikanske soldater i slaget om Iwo Jima. Hvis vi siger, at Iwo Jima var et af de blodigste, mest rædselsvækkende og mest heroiske slag i krigshistorien, så har vi ikke sagt for meget, men for lidt. Filmen om slaget, med John Wayne i hovedrollen, giver slet ingen forestilling om, hvordan det virkelig var. Det var... gruopvækkende. Tænk på åbningsscenen i filmen Saving Private Ryan om de allieredes landgang i Normandiet, og gang det hele med tre. Japanerne havde netop studeret de allieredes sejr i Normandiet for at forberede sig bedst muligt til invasionen af Iwo Jima.

De havde omdannet den lille ø, nærmest bare en klippe knold midt i Stillehavet, til et kæmpemæssigt fort med tunneler, bunkere, maskingeværreder og underjordiske huler, der indeholdt 22.000 japanske soldater, som i bedste kamikaze-stil havde svoret at kæmpe til døden for øen.

De unge marinesoldater, som blev sat i land på Iwo Jima, måtte drive fjenden tilbage tomme for tomme - en fjende, de sjældent kunne se, og som bombarderede dem fra alle retninger med våben af enhver art: morterer, maskingeværer, miner, håndgranater. Nogle af de overlevende fortalte bagefter, at de ikke havde set en eneste levende japansk soldat gennem mange dages hårde kampe. (Det lyder meget som åndelig krigsførelse.) Militærstrateger havde anslået, at øen kunne indtages på tooghalvfjerds timer. Det tog seksogtredive dage og kostede næsten syv tusind amerikanske soldater livet. Bagefter blev der uddelt flere medaljer for tapperhed end efter noget andet slag i USAs historie. På invasionens anden dag advarede en krigskorrespondent, der var ved at forlade øen, en kollega, der var på vej dertil: ”Jeg ville ikke gå derind, hvis jeg var dig. Der er mere helvede derinde, end jeg har set i hele resten af krigen tilsammen. ” Soldaterne fra Easy,kompagniet var nogle af de første, der blev sendt ind i dette helvede, og de var nogle af de sidste, der kom ud igen efter at have kæmpet uafbrudt i mere end fem uger. Da var 85 procent af kompagniet døde eller sårede. Easy,kompagniet blev sat i land i den ene ende af ,Green Beach One'. De anførte angrebet på Suribachi, bjerget. To tusind japanere havde gravet sig ned på bjerget, og fra deres stillinger bombarderede og beskød fjenden de udsatte marinesoldater - ikke i timevis eller dagevis, men i ugevis. På kampens femtende dag blev Easy,kompagniet trukket tilbage fra frontlinjen for at få et pusterum. Deres kaptajn førte kompagniet til en sikker strand på øens vestside. Her fik de ordre til at tage sig en svømmetur.

FAT MOD

Vi drager nu i krig. Dette er begyndelsen til enden. Det er nu eller aldrig, og der er hårdt brug for dig. Vi har brug for dit hjerte.

Hvis der var mere, jeg kunne have gjort for at give dig et klart bil, lede af situationen, så ville jeg inderligt ønske, at jeg havde gjort det.

Jeg får tårer i øjnene af frygt for, at jeg ikke har gjort nok. Der er ikke andet for, end at du vender tilbage til myterne - i morgen og i over, morgen og næste dag. Læs om slaget ved Helms Dyb i kapitel syv i andet bind af Ringenes herre. Se en af de tre film over bøgerne. Se åbningsscenen af Gladiator. Det er der, vi står lige nu. Eller hvis du kan holde det ud, så se slaget i la Drang dalen i filmen We were Soldim.

Det er så sand en beskrivelse af den kamp, vi må kæmpe og vil kom, me til at kæmpe. Eller tænk nøje over klimakset i Prinsen af Egypten, hvor Gud drager i krig mod Egypten for at befri sit folk. Hvis disse billeder fra udgangen af Egypten ikke rører dit hjerte, så ved jeg ikke, hvad der skal til.

Du kan også læse es. Lewis' sidste bog i Narnia,serien: Det sidste slag. Jeg tror ikke engang, han selv var klar over, hvilket dyb af mening han nedlagde i den. Alle disse historier og billeder har Gud givet sit folk med henblik på denne time. De er hans gode gaver til os - gaver, som skal åbne vores øjne og styrke vores hjerter. Vi har nemlig brug for dem. De vil være til stor gavn for dig, og derefter vil du være til stor gavn for andre. Husker du vores venner på vejen til Emmaus? Historien ender med, at de får øjnene op for hele sandheden. De haster tilbage til Jerusalem med brændende hjerter. ”Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: ,Herren er virkelig opstået” (Luk 24,33-34). Det er sandt. Det hele er sandt.

Vi er nu langt inde i dette episke drama, som enhver stor myte pe' ger frem imod. Vi er nået til det øjeblik, hvor også vi må fatte mod og rejse os for at vinde vores hjerter tilbage og kæmpe for andres hjer, ter. Vi har ikke et sekund mere at spilde. Aslan er på farten, og vi må samle os om hans fane ved Stenalteret. Vi må finde Gepetto, som er forsvundet på havet. Vi må ride alt, hvad remmer og tøj kan holde, til Helms Dyb for at deltage i det sidste store slag om Midgård. Ud, rust dig med alt, hvad Gud har givet dig. Du får brug for alt det, der kan hjælpe dig til at se med hjertets øjne, inklusive de store myter og det lys, de kaster over Guds ord til os i Bibelen - det ord, som ”gør ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2 Pet 1,19).

Nemlig. Indtil dagen gryr, mine venner, og morgenstjernen stiger op i alle vores hjerter.

Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.

Apostlen Paulus (Ef 5,14)