Den næste bog i serien er -At lære sig selv at kende, og fra den har jeg et lille citat om synden

Tanker om synden i os

Som James Finley siger med en hudløs ærlighed: "Der er noget i mig, der dækker mig selv med figenblade, dræber min bror, bygger Babellignende tårne og bringer kosmisk kaos til jorden. Der er noget i mig, der elsker mørke frem for lys, der afviser Gud og dermed afviser min egen dybeste virkelighed som et menneske skabt i Guds billede og lighed."2

Nogle kristne baserer deres identitet på at være en synder.

Jeg tror, de tager fejl - eller i hvert fald kem halvvejs har ret.

Du er ikke kun en synder; du er en dybt elsket synder, og det gør en verden til forskel.

Synd er en naturlig følge af vores primære status som højt elskede børn af Gud. Vi blev først elsket ind i tilværelsen, skabt i Skaberens, i Guds syndfrie og gode billede. Og selvom synd skadede det, som havde været fuldstændig godt, tillod den os samtidig at opdage, at Guds kærlighed er rettet mod os, præcis som vi er, som syndere. Rækkefølgen er vigtig. Vi må aldrig forveksle den anden sandhed med den første sandhed.

Sandt kendskab til os selv kan først forekomme, når vi er overbeviste om, at vi er højt elskede, præcis som vi er. Det faktum, at Gud elsker og kender os som syndere, gør det muligt for os at kende og elske os selv som syndere. Det hele begynder med at lære Guds kærlighed at kende.

Hvis det skal give mening at lære os selv at kende som syndere, må det indebære mere end at vide, at vi begår visse synder. Synd er mere grundlæggende, end hvad vi gør. Synd er, hvem vi er. Man kan sige, at synd er et fundamentalt spørgsmål om ontologi (væren), ikke bare om moral. At være et menneske er at være en synder. Det er at være brudte, ødelagte genstande, som i det inderste væsen har en grundlæggende, skæbnesvanger brist - en brist, som skygger for vores originale godhed fra skabelsen og inficerer hele vores eksistens.

Hvis det eneste, vi kender til os selv, er de specitikke synder, vi begår, bliver vores selvforståelse overfladisk. At fokusere på vores synder fører til det, som Dallas Willard kalder "the gospel of sin management" (evangeliet om håndtering af synder)3 - et manifest om at undgå synder og, når dette ikke kan lade sig gøre, strategier til at håndtere skylden. Men den kristne åndelige forvandling er meget mere radikal end bare at undgå synder. Og det selvkendskab, forvandlingen kræver, er meget dybere.

–At lære vores syndighed at kende bliver mest nyttigt, når vi kommer bagom synderne, ind til kernen af vores tilbøjeligheder. På den måde flytter vi fokus fra handlingerne til hjertet.


AT ERKENDE SIT FALSKE JEG

.Mens andre menneskers stærke bindinger og personlige falskhed ofte virker indlysende, er det aldrig nemt at få øje på løgnene i vores eget liv: Der er imidlertid nogle sikre spor, hvis vi er modige nok til at se dem i øjnene.

Et af disse spor er vores forsvarsposition. Det falske jeg har hele tiden behov for at stive sig selv af, fordi det egentlig ikke er berettiget til at eksistere. Overfølsomhed er et pålideligt fingerpraj om vores falske måde at leve på. Jo mere nærtagende en person man er, jo mere investerer man i forsvaret af sit falske jeg.

Nogle mennesker reagerer voldsomt, hvis ikke de bliver taget alvorligt. På den måde afslører de det behov, de har, for at andre skal se deres betydning, fordi de selv synes, den er indlysende. Andre tager sig selv for alvorligt, måske er de slet ikke i stand til at grine af sig selv. Begge reaktioner er et udtryk for opblæsthed. Andre igen har lært at dække over sådanne ydre udtryk for forsvar, men her afslører indre reaktioner som ærgrelse og irritation tilstedeværelsen af det falske jeg.

Jeg har aldrig brudt mig om at blive kaldt Dave. Nogle gange irettesætter jeg folk, der kalder mig sådan. Oftere har jeg

bare mindet mig selvom, hvor ligegyldigt det er og forsøgt at ignorere min irritation. Det åbenlyse spørgsmål er imidlertid, hvorfor jeg gør så stort et nummer ud af en konsonant i slutningen af mit navn!

Svaret peger tilbage mod kernen i mit falske jeg. Jeg må tilstå, at jeg synes, at David passer bedre til det seriøse billede, jeg gerne vil tegne af mig selv. Dave virker for simpelt og almindeligt, måske for velkendt. Opblæst og overdrevent opmærksom på min egen betydning som mit falske jeg er, vil jeg gerne være unik og vigtig. Jeg vil ikke stille mig tilfreds med det ordinære.

Det er sådan, det falske jeg fungerer. Dets overfølsomhed er forudsigelig. Smålighed er et af de mest sikre kendetegn. De ting, der irriterer os mest hos andre - vores yndlingsaversioner - peger også mod falskhed i vores eget jeg. Den splint, som irriterer mig i en andens liv, er næsten altid bjælken i mit eget øje (J\latt 7,3).

Hvis dovenskab er det, der virkelig generer mig i andres liv, er der god grund til at tro, at disciplin og korrekt optræden udgør den kerne i det falske jeg, som jeg stædigt omklamrer.

Hvis det er spøgefuldhed og spontanitet, der generer mig mest, så er seriøsitet måske den centrale del af det jeg, som jeg beskytter og forsøger at udtrykke. Hvis det er moralsk ligegyldighed, som jeg særligt bliver irriteret over, så er mit falske jeg sikkert bygget op omkring moralsk retskaffenhed og selvretfærdighed. Og hvis følsomhed er det, jeg mest foragter hos andre, så er følelsesmæssig kontrol nok det centrale i den drejebog, jeg forsøger at leve efter.

Et andet spor, der kan fortælle noget om det falske jeg's natur, er mønstret i vores tvangshandlinger. Alle har en tendens til at tvinge sig selv til noget på den ene eller den anden måde, og for de fleste af os gælder det, at vi tvinger os selv til det, vi

tror, vi mest behøver. En tvinger sig måske til at jage succes og anseelse, mens en anden lægger samme energi i at undgå smerte og følelsesmæssigt ubehag. Der er ikke noget galt med nogen af disse ting. Problemet er, at når vi tvinger os selv til noget, er det udtryk for overdrevne bindinger. Det er ofte noget godt, der bliver forstørret til noget ekstremt godt, fordi vi tillægger det en betydning, som er helt ude af proportioner.

Det fuldkomne er måske ønskeligt, hvis vi tager imod det som Guds værk i os, men ikke hvis det er et resultat af en ubarmhjertig kraftanstrengelse. Kærlighed er uden tvivl også noget godt, men den kraftanstrengelse, nogle mennesker lægger i at være elskelige, er i virkeligheden et udtryk for, at de benægter deres menneskelighed, og det bliver på bekostning af deres autenticitet. På samme måde er succes, skønhed, viden, tryghed, nydelse, selvstændighed og tilfredsstillelse alt sammen gode ting, men ikke så ekstremt gode, som vi gør dem til, når vi investerer overdrevent i dem.

Når vi på en overdreven måde tvinger os til at gøre noget, fastholder vi vores falske jeg. ;\len at bevare denne illusion er kilden til al vores utilfredshed. Som Basil Pennington formulerer det, er utilfredsheden altid et resultat af "ikke at være i stand til at gøre noget, jeg gerne vil; ikke at kcmne få noget, jeg gerne vil have; eller at bekymre mig om, hvad andre vil tænke om mig."G Dette bringer os tilbage til kernen i det falske jeg - at sætte min værdi efter, hvad jeg har, hvad -jeg kan gøre, eller hvad andre tænker om mig.


AT LÆRE SIG SELV AT KENDE SOM DYBT ELSKET

Spørgsmålet er, hvordan Gud har det med dig; Hvordan kender Gud dig?

En ung kvinde fortalte mig, at hun er bange, fordi hun er sikker på, at Gud er vred på hende. Hun tror, at Gud er optaget af hendes synd og mislykkethed og derfor ser Hedt og bebrejdende på hende. Har hun ret?

Jeg tænker også på en ven, som ikke længere kan tro på, at Gud har personlig interesse i mennesker. Som en ud af milliarder af mennesker på jordens overflade kan han ikke lade være med at tvivle på, at han og resten af os betyder noget individuelt i Guds bevidsthed. Han siger, at han ville ønske, at han kunne tro, at Gud elskede ham, men at han ikke kan få sig selv til at tro, at det er muligt. Har han ret?

Jeg er overbevist om, at Gud elsker hver og en af os med en dybde, vedholdenhed og intensitet, som vi ikke kan forestille os. Gud kan ikke bare lide dig. Han nærer heller ikke bare varme, sentimentale følelser over for dig, fordi du er skabt i det guddommelige billede. Sandheden er, at Gud elsker dig med det, Hannah Hurnard kalder "en passioneret, altopslugende interesse". \ Gud kan simpelthen ikke lade være med at se dig gennem kærlighedens øjne.

Endnu mere utroligt er det, at Guds kærlighed ikke har noget som helst at gøre med din opførsel. Hverken din trofasthed eller din manglende trofasthed ændrer det mindste ved den guddommelige kærlighed. Ligesom faderens kærlighed i lignelsen om den fortabte søn er den guddommelige kærlighed fuldstændig betingelsesløs, ubegrænset og overstrommende.

Kristne kan hvile i en grundlæggende identitet, som er helt . I unik på det spirituelle marked. Uanset om vi indser det eller ej, er vores eksistens grundfæstet i Guds kærlighed. Vi har vores oprindelse i Guds skabende kærlighed, og Guds favnende kærlighed opretholder vores liv. Guds uudslukkelige kærlighed er det eneste håb, hvis vi vil være hele mennesker. Kærlighed er vores identitet og vores kald, for vi er børn af kærlighed. Vores eksistens giver ingen mening adskilt fra den guddommelige kærlighed, for vi er skabt i kærlighed, af kærlighed og til kærlighed.

Vi kan hverken lære os selv eller Gud bedre at kende, hvis ikke vi begynder med erfaringen af, hvor højt vi er elskede af Gud. Indtil vi tør tro på, at intet kan skille os fra Guds kærlighed - intet vi kan gøre eller undlade at gøre, eller som nogen kunne gøre mod os (Rom 8,31-39) - forbliver vi på de første klassetrin i den kristne spiritualitets forvandlende skole. I For at vores kendskab til Guds kærlighed kan blive virkelig forvandlende, må det blive til grundlaget for vores identitet.

Vores identitet er, hvordan vi oplever os selv - det jeg, som hver af os bærer i os. Hvis vi har en identitet, der er grundfæstet i Gud, betyder det, at det første, vi tænker på, når vi overvejer, hvem vi er, er vores status som en, der er dybt elsket af Gud.

Jeg må bedrøvet bekende, hvor sjældent dette er tilfældet for mig. Selvom jeg altid har ønsket at undgå at definere mig selv ud fra min professionelle rolle, når jeg er blevet bedt om at præsentere mig selv, kommer jeg hurtigt til at ty til den almindelige sociale omgangstone, hvor man disker op med faglige betegnelser for sig selv. Endnu mere sigende er det, at jeg per automatik tænker på, hvad jeg har opnået eller på nuværende eller kommende projekter, når jeg foler, at mit selvværd er truet, eller min identitet er sårbar. Det fortæller mig, at jeg i meget højere grad, end jeg sædvanligvis vil være ved, bygger min identitet på, hvad jeg gør og ikke på, hvem jeg er.

Kristus er en diametral modsætning til dette. Hans identitet var defineret ud fra den relation, han havde til sin far. Det var, hvem han var. Hele hans liv strømmede ud fra dette. Det, han gjorde, var ikke grundlaget for hans identitet, men pegede snarere på, hvem han var: "... de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldføre, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig" Joh 5,36).

Ved sin dåb havde Jesus hørt en guddommelig kærlighedsbekræftelse til ham som den søn, Gud havde velbehag i (Matt 3,17). Det virkede aldrig som om, Jesus tvivlede på dette. Forholdet til hans far var grundlaget for, hvordan han oplevede og forstod sig selv. Han var et med sin far i kærlighed - Gud var i ham, og han var i Gud Joh 14,11). Intet var mere sikkert for ham end hans fars kærlighed; en kærlighed, som han vidste havde eksisteret, før verden blev grundlagt aoh 17,24). Det at gore sin fars vilje udsprang af denne kærlighedsrelation, som var grundlaget for hans identitet.

Selv da Jesus i Getsemane Have følte, at Gud havde forladt ham, var hans tillid til Faderens kærlighed så stor, at han stadig ønskede at gore Guds vilje frem for sin egen. Jesus vidste, at han var elsket, uanset om han følte det eller ej. Hans identitet var grundfæstet i Gud.

Hvis du nu tænker: "Selvfølgelig elskede Gud Jesus. Han var jo Jesus!" kan det måske hjælpe dig at huske på, at Bibelen er fyldt med andre eksempler på, at kendskabet til Guds kærlighed forvandler jeg'et . Tag den samaritanske kvinde, som mødte Jesus ved brønden Joh 4,7-30). Hun var vant til at være ugleset blandt joderne og blev forbløffet over, hvordan Jesus behandlede hende. Det må have overrasket hende dybt, at han nærmede sig hende i stedet for at undgå hende, at han talte til hende og endda bad hende om en tjeneste. Og selv da han påpegede hendes moralske mislykkethed, handlede han helt anderledes end forventet: Han fordømte hende ikke! Han bad hende ikke engang om at gå bort og ikke synde mere. Efter at have afsløret hende, afslørede han i stedet sig selv for hende. Han åbenbarede sin identitet som Messias.

Ligesom det var tilfældet for denne kvinde, begynder åbenbaringen som regel med, at Gud åbenbarer os selv for os. Kun sådan kan Gud afsløre det guddommelige Jeg for os.

Kvinden ville aldrig blive den samme igen, efter at hun var blevet berørt af den fuldkomne kærlighed. Hun havde mødt Herren.

At lære Guds kærlighed at kende og lære at stole på den er en livslang prøces. At gøre dette kendskab til fundamentet for vores identitet - eller rettere, tillade vores identitet at blive genformet ud fra den mest basale sandhed i vores eksistens - det vil aldrig ske på et øjeblik. Begge dele udgør kernen i den åndelige forvandling, som kommer af at følge Kristus.

Hver gang jeg vover at møde Gud i min synd og skams sårbarhed, bliver dette kendskab styrket. Hver gang jeg prøver at forskonne mig selv og vise Gud min bedste side, bliver kendskabet svækket. Jeg lærer hm Guds betingelsesløse, radikale og enorme kærlighed til mig at kende, når jeg vover at nærme mig ham, præcis som jeg er. Jo mere jeg har modet til at nærme mig Gud ud fra dette svage udgangspunkt, jo mere vil jeg forstå, at jeg virkelig er dybt elsket af Gud. Og jo dybere jeg lærer denne kærlighed at kende, jo nemmere vil det være at stole på den, ligesom Kristus gjorde - at foretrække Guds vilje frem for min egen.

Prøv at lægge bogen til side et øjeblik og tænk over, hvor godt du egentlig kender Guds kærlighed. Hvor meget har dette kendskab fået lov til at forme fundamentet for din identitet?

På hvilke måder oplever du guddommelig kærlighed? Og hvordan ved du, at den er til stede, selv når du ikke oplever den?

Hvis du ikke bryder dig om dine svar på disse spørgsmål eller hvis du foler dig bremset på denne del af den åndelige rejse - så fortæl Gud, hvor meget du længes efter fuldkommen kærlighed. Bed Gud om, at han vil lede dig til nogen, du kan dele denne længsel med; nogen med den åndelige modenhed til at vandre sammen med dig, mens du søger at lære Guds kærlighed at kende.

At flytte sandheder som "Gud elsker mig" fra vores hoved til vores hjerte er ofte svært. Det er kun muligt, nar vi vandrer med andre. Den Gud, som selv er guddommeligt fællesskab, kan vi kun lære at kende i menneskeligt fællesskab. Det dybe kendskab til den fuldkomne kærlighed kræver, ligesom det dybe kendskab til os selv, at vi indgår i åndelige venskaber. Man burde ikke forvente af nogen, at de skal foretage rejsen alene.

Og det kendskab til Gud og vores jeg, som er beskrevet på disse sider, er atl1ængigt af, at VI bliver fulgt på vej af andre på vores åndelige rejse ind i Guds hjerte.