4000 på camping med den levende Gud
Den kristne sommerfestival Sommer Oase kan som noget unikt i dansk kirkeliv vise fremgang i antallet af besøgende. Kristeligt Dagblad var med på den 20. festival i udkanten af Odder for at finde hemmeligheden bag succesen
Uden for teltene står karavaner af barnevogne på Dansk Oases sommerlejr, og på græsplæner myldrer børn i alle aldre rundt. Dansk Oases princip er da også, at der skal være tilbud til alle aldre. - Claus Fisker/Scanpix.
v. Nanna Schelde
Guitaristen river i strengene, og trommeslagerens stikker flyver hen over trommerne. Bag dem og resten af bandet lyser et grønt neonskilt med det engelske ord Reboot - genstart.
Og måske er det faktisk det, publikum er i gang med. Unge mænd og kvinder i 20'erne strækker armene i vejret og synger højt og energisk med på de engelske tekster, der kører på en storskærm. "Jesus, be the centre, be my source, be my light." På dansk: Jesus, vær centrum, vær min kilde, vær mit lys.
Klokken er 11 om formiddagen, og vi befinder os i et fyldt Reboot-telt på den kristne festival Sommer Oase. Arrangørerne har bevidst udelukket kirkeorgler fra programmet og kan i stedet bryste sig af at være en af de største succeser inden for dansk kirkeliv på nuværende tidspunkt.
Det er i år 20. gang, at arrangementet finder sted, og tallene taler for sig selv. Siden 2004 er deltagerantallet mere end fordoblet, så der nu er omkring 4000 besøgende i den uge, festivalen varer. Den kirkelige netværksorganisation med folkekirkeligt ståsted, Dansk Oase, har arrangeret festivalen, som geografisk er placeret i udkanten af Odder på Rudehøj Efterskole og de omkringliggende marker. Lige nu er de fyldt op af campingvogne og telte i sirlige rækker, men i ledelsen tænker man ud af boksen.
- Sommer Oase er måske ret udansk på den måde, at vi som kristne gerne vil gøre det rigtig sjovt og rigtig godt. Vi synes altså også, kirken må have lov til at være festlig og fed og gøre noget stort og lækkert, som vi kan være stolte af som danskere, fortæller Anne Mie Skak Johanson, der er landsleder i Dansk Oase.
- Vi vil gerne have, at der på Sommer Oase er inspiration til, hvordan vi kan være kristne og kirke i nutidens Danmark, også på måder, som man måske ikke lige plejer. Vi ønsker ikke at holde kristenlivet på et minimumsniveau. Vi må godt spille max en gang imellem, fortsætter hun.
Netop inspirationen til dagligdagen er en af grundene til, at Amdi Schjødt Worm fra Århus er med - for fjerde gang. Han kommer i Valgmenigheden i Århus, og lige nu deler han campingvogn med et par venner derfra. Plastichavebordet i forteltet vidner om en hyggelig aften dagen før, hvor både vandpiben og rødvinsdunken kom i brug. Nu har piber og vin fået selskab af efterladenskaber fra morgenmaden. Om lidt vil Amdi Schjødt Worm sammen med sin kæreste ud at udforske dagens program.
- Det er spændende, at der er så mange forskellige kirker samlet på et sted. Og jeg kan godt lide, at der er mange talere her, som kan provokere en lidt. Det er vigtigt at blive udfordret, så ens sanser kan blive skærpet. Til daglig kan man godt falde lidt i søvn, fortæller han.
Han opfatter i høj grad ugen som ferie, men fortæller samtidig, at troen fylder rigtig meget, både til aktiviteterne og lovsangen, men også til aftensnakkene i forteltene eller ved grillaftenerne.
- Vi taler om det, vi hører til de forskellige tilbud. Jeg tror, det her er et meget godt sted at møde kristendommen, fordi det favner bredt. Uanset hvilken baggrund man har, vil jeg mene, at man kan finde en aktivitet eller et oplæg, der interesserer en. Det handler om almenmenneskelige ting, der bliver sat ind i en kristen kontekst - uden at folk bliver påduttet noget, forklarer Amdi Schjødt Worm.
Mængden af babyer og småfolk er slående på festivalen. Uden for teltene står karavaner af barnevogne, og på græsplæner myldrer børn i alle aldre rundt med perleplader og karsekurve, som de har produceret til de forskellige børneaktiviteter. Sommer Oases varemærke er da også at have tilbud parat til alle aldre. 700 frivillige i grønne T-shirt hjælper med at få det hele til at klappe.
Foran et telt i børnezonen sidder to familier fra Herning-området og holder en lille pause.
Inger og Jan Jacobsen bor i Lind og er på ferie med deres tre drenge på et, otte og ti år. De kommer til daglig i Midtjyllands Valgmenighed. På festivalen står Inger Jacobsen for en del af forkyndelsen i Mini Oase, der er målrettet de alleryngste deltagere.
- Jeg kommer for at få fyldt på fra Gud. Jeg vil gerne give mine børn oplevelsen af, at man kan være sammen med Gud. Det er fedt at se, hvordan de bare tonser rundt. Det er ferie med indhold, siger Inger Jacobsen og tilføjer:
- Vi får også rigtig meget ud af de dybe og fortrolige snakke rundt om i forteltene med mennesker, vi ikke har set længe.
Meldingen fra mange kirker lyder ellers, at kirkegangen svinder ind, og at de fleste tilbageværende kirkegængere er blevet grå i toppen. Lige omvendt er det her, hvor arrangørerne meddeler, at halvdelen af campisterne er under 23 år. De findes med andre ord, de unge mennesker, der vil kirken.
Næstformand i bestyrelsen i Dansk Oase Jesper Fodgaard prædiker blandt andet i festivalens ungdomstelt, hvor der altså er fyldt rigtig godt op. Her møder han teenagerne og deres mange spørgsmål om tro.
- De spørger, hvordan de kan få troen ind i det daglige liv. Hvordan troen og kristendommen bliver noget, der ikke bare sker søndag formiddag. Mange af dem oplever, at det er en udfordring at være troende i hverdagen, som også er fyldt op af sport og venner, fortæller Jesper Fodgaard.
Men når de unge mennesker alligevel i stor stil strømmer til Sommer Oase, så skyldes det formentlig, at der bliver gjort plads til dem og lyttet til dem. Og måske er dette faktisk forklaringen på festivalens succes.
- De unge eksperimenterer meget med formerne, og vi gør meget ud af, at de er kirken. Vi skal ikke arrangere det for dem, for så sætter vi ikke nogen fri. Vi kan hjælpe, inspirere og ruste dem, men de skal selv have lov til at gøre deres egne erfaringer og være kirke med både krop og følelser, siger Jesper Fodgaard.