Frihed fra synd

Kapitel seks i Romerbrevet arbejder nu videre med temaet frelse, men ud fra en anden synsvinkel. Indtil nu har Paulus fortalt os hvordan vi opnår frelsen (ufortjent, ved tro); han har talt til os om frelsens hanehryder og om frelsens hegh'enhed, det som gjorde den mulig (Jesus Kristus og hans lidelse; og, i baggrunden, Faderen og hans medfølelse). Nu går Apostlen videre med at fortælle os om frelsens indhold, dvs. de elementer den udgøres af. Dette indhold har et negativt aspekt nemlig frihed fra synden og loven (Rom 6 og 7), og et positivt aspekt, nemlig Helligåndens gave (Rom 8). Det var sådan profeterne havde forkyndt den nye og evige pagt, og det er sådan den blev opfyldt. "Jeg vil stænke rent vand på jer," siger Gud i Ezekiels Bog 36,25-26, "så I bi iver rene.

Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder [det negative element], jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre [det positive element]." Jesus fuldførte det første aspekt ved sin død og opstandelse, og det sidste i pinsens begivenhed.

Disse to aspekter er gensidigt afhængige. Frihed fra synd er jo betingelsen for Andens komme; frihed fra syndens herredømme er

forudsætningen for at træde ind under Kristi herredømme, hvilket sker gennem Helligånden. l Visdommens Bog står der skrevet, at "visdommen tager ikke ind hos en snu og listig sjæl, ej heller tager den bolig i en lastefuld krop" (Visd 1,4), og Jesus siger at ny vin hældes ikke på gamle lædersække (Matt 9,17). Gud hælder ikke sin Helligånds nye vin på et hjerte, som stadig er trælbundet af synd.

"Forestil dig, at Gud ønsker at fylde dig med honning: hvis du er fyldt med eddike, hvor vil du så gøre af honningen? Karet må tømmes, eller rettere renses grundigt og skylles godt, for at gøre det parat til at modtage det nye indhold." 7\ Peter talte om dette til menneskemængden pinsedag, og han gav et løfte som også gælder for os: "Omvend jer . . . så skal l få Helligånden som gave" (ApG 2,38).

Romerbrevets sjette kapitel er det afsnit i brevet som vil vejlede os i vores bestræbelse på at frigøre os fra synden, og de følgende vendinger er særdeles nyttige i den forbindelse:

Skal vi da blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! . . . Vi ved. at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham. for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; . . . Sådan skal også 1 se på jer selv: 1 er døde for synden. . . . Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme. så 1 adl.vder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed (Rom 6.1-13).

Det er en sand og ægte påske-exodus (udvandring) vi taler om her, en "glorværdig færd," som Bibelen kalder den (Visd 18,3). At fejre påske betyder at "rense den gamle surdej ud;' for at blive til en ny dej; det betyder at gå fra være en "slet og ond surdej" til at være en ren og sand surdej" (I Kor 5,7-8). Kirkefædrene udlagde påsken som en overgang "fra død til liv, fra skyld til nåde, fra synd til hellighed."72

Vi vil nu identificere fem trin på denne vor vandring ud af syndens land.

1. Erkend din synd

Verden har mistet fornemmelsen af synd. Synd behandles så skødesløst, som om det var den mest uskyldige sag af verden. Alle mulige produkter og aktiviteter annonceres ved at bruge billeder af synd, for at gøre dem mere attraktive. Der henvises til selv de mest alvorlige synder på en henkastet måde: som små synder, små laster, søde synder, originale synder (dvs. en synd som giver et anstrøg af originalitet til dem som begår den). Verden er ikke længe bange for synden. Verden er bange for mange ting: forurening af atmosfæren, uhelbredelige sygdomme, atomkrig. Men den frygter ikke synden, som jo ellers er en åben krigsførelse mod Gud, den evige og almægtige. Jesus siger stik modsat, at vi skal ikke frygte dem der slår vores krop ihjel, men alene ham, der - efter at have slået os ihjel- har magt til at kaste os i Helvede (Luk 12,4-5).

Denne "miljømæssige" tilstand udøver en voldsom indflydelse, selv på troende som ønsker at leve i overensstemmelse med Evangeliet. Deres samvittighed bedøves i en form for åndelig føle 1sesløshed. Der findes en "syndens narkose." Kristne genkender ikke længere deres sande fjende, den herre som slavebinder dem, ganske enkelt fordi det er et behageligt slaveri. Mange af dem der taler om synd, har et utilstrækkeligt begreb om synden. Synd bliver gjort upersonlig og projiceres alene over på strukturer, og identificeres i sidste ende blot med ens politiske eller ideologiske modstanderes holdninger. Synden ligger i at være "højreorienteret," eller "venstreorienteret." Men det som Kristus siger om Gudsriget (Luk 17,21) gælder også for syndens rige: når de siger til dig, se her er synden, eller der er synden, så tro dem ikke, for synden er i jer!

En undersøgelse af hvad mennesker mener synd er, ville sandsynligvis give nogle skræmmende resultater. I stedet for at koncentrere os om at frigøre os selv fra synden, gøres der i dag alle mulige anstrengelser for at frigøre os fra syndens "samvittighedskvaler";

i stedet for at kæmpe mod synden, kæmper vi imod "forestillingen" om synd. Vi gør præcis hvad man på alle andre områder anser for at være det værste man kan gøre, nemlig fornægte problemet frem for at løse det. Vi fortrænger ondskaben og begraver den i det ubevidste, frem for at skaffe os af med den. Som om man kan afskaffe døden ved at afskaffe tanken om døden, eller komme af med feberen uden at behandle den bagvedliggende sygdom (som feberen jo kun er et symptom på). Johannes fortæller os, at hvis vi siger vi ikke har syndet, så bedrager vi os selv og gør Gud til en løgner (1 Joh 1,8-10). For Gud siger det stik modsatte, nemlig at vi har syndet. Skriften siger, at Kristus "døde for vore synder" (I Kor 15,3). Hvis man fjerner synden, har man gjort selve Kristi forløsningsværk tomt og ødelagt betydningen af hans død. Kristus ville bare have kæmpet mod vejrmøller; han ville have udgydt sit blod forgæves.

Den form for syndserkendelse der er nævnt indtil nu, kunne man kan kalde en læremæssig erkendelse, i den forstand at det er en accept af den bibelske og kirkelige lære om synden. Men dette er ikke nok. Der kræves en anden form for erkendelse af os, en erkendelse som ikke blot er teoretisk og generel, men eksistentiel og personlig. Denne erkendelse består i en pludselig bevidsthed om at synden - denne monstrøse og frygtelige ting - er lige ved siden af dig, "lurende ved døren" (l Mos 4,7). Det er en opdagelse som får dig til at gyse. Det er ligesom en der vågner op en morgen og opdager at han hele natten har sovet med en giftig slange sammenrullet i hjørnet. "Se synden for dig som en svulst, idet du forestiller dig at den er dig selv, men uden at definere det præcist. Råb så dette ene ord i dit hjerte: synd, synd!" 73

Det første skridt i vores udvandring fra synden er derfor at erkende synden, erkende den i al dens frygtelige alvor og vække os selv fra den søvn vi er blevet lullet ind i, af verdens "uddunstninger."

2 Omvend dig fra synd

Det andet skridt er omvendelse. Apostlenes Gerninger fortæller os, at da de tilstedeværende hørte den forfærdelige anklage "I korsfæstede Jesus af Nazareth!" da stak det dem i hjertet og de sagde til Peter og de andre apostle: "Hvad skal vi gøre, brødre?" Og Peter svarede dem: "Omvend jer!" (ApG 2,37 ff.). Lidt længere fremme i samme bog finder vi noget at fundere over. Peter holder en tilsvarende tale for jødernes Råd. Han siger: "Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som 1 dræbte ved at hænge ham på et træ." Men denne gang er reaktionen en helt anden: "Da de hørte det, blev de rasende og ville dræbe dem" (ApG 5,30-33). Det kunne de ved den anledning ikke gøre mod apostlene, men de gjorde det kort tid efter af samme årsag mod Stefanus (ApG 7,52-58). Denne sammenligning viser os, at når Guds Ord taler til os om vore synder, er det muligt at følge to diametralt modsatte veje: man kan omvende sig eller man kan forhærde sit hjerte. De tre tusinde, som hørte Peter på pinsedagen, "var angerfulde," og det stak dem i hjertet.

De medlemmer af Rådet, som lyttede til Peter og Stefanus, blev også ramt i hjertet og skælvede, men det var af raseri, og ikke af omvendelse. Det er her synden mod Helligånden findes, som Jesus siger hverken vil blive tilgivet i denne eller den kommende verden (Matt 12,31). Den synd består netop i vægringen af at modtage syndernes forladelse, den som kommer til os gennem omvendelse. Vi har her med den menneskelige friheds mysterium at gøre, at mennesket kan vælge enten Gud eller selvet. Dette burde fylde os med frygt og bæven. For vi har de samme alternativer: også vi kan følge enten folkeskarens vej eller rådsmedlemmernes vej.

Men hvad betyder omvendelse? Det oprindelige ord, metanoein, betyder at skifte mening, forandre tankemåde. Men her handler det ikke om at bytte vores tankernåde ud med en anden, som stadig er vores egen, uanset hvor anderledes den end måtte være. Det handler ikke om at udskifte vores gamle mentalitet med en anden mentalitet, som stadig er vores egen, eller at bedømme på en anden måde, som stadig er vores egen. Nej, det er et spørgsmål om at udskifte vores tankernåde med Guds tankernåde, vores mentalitet med Guds, vores bedømmelse med Guds. Ja, omvendelse betyder, at "acceptere Guds bedømmelse." Gud har sin egen bedømmelse af os, af vores åndelige tilstand, af vores opførsel. Det er den eneste fuldstændige og absolut sande bedømmelse. Gud alene kan se ind i hjertedybet, og vurdere hvad der er vores ansvar og hvad der er formildende omstændigheder. Gud ved alt om os. Omvendelse betyder at acceptere Guds bedømmelse og sige: Min Gud,jeg underlægger mig din bedømmelse. "Du er retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer" (SI 51,6). Alt dette kræver "samvittighedsnag," som er en form for gennemboring af hjertet. For hvis man skal indrømme at Gud har ret, må man også indrømme at man selv tager fejl; man må dø fra sig selv. Det skyldes også, at man, når man accepterer Guds bedømmelse, kan se hvad synd virkelig er, og det skræmmer en. Som en af salmerne fortæller os, så er Guds domme som "det store dyb" (SI 36,7).

Oprigtig sorg er en central del af omvendelsen. Man ikke bare erkender at have handlet forkert, men man er også sorgfyldt over at have handlet således. Og ikke bare sorgfyldt på grund af den straf man har fortjent og må acceptere, men snarere på grund af den sorg man har påført Gud, og for at have forrådt Guds store kærlighed. Man er sorgfyldt over det som synden påførte Jesus på korset. Sand sorg vokser kun i kærlighedens nærvær: "Han elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal 2,2). Tårer er ofte det synlige tegn på denne sorg, som rører hjertet og renser det. Det er en god ting at bede om at måtte opleve denne rensning afvand og ild, mindst en gang.

En dag mens han mediterede over Jesu kvaler i Getsemane, hørte filosoffen Blaise Pascal disse ord genlyde i sit indre:

Ville du ønske, at det altid koster mig mit menneskeværens blod, uden at du behøver at fælde en tåre? . . . Jeg er dig en bedre ven end alle mulige andre, for jeg har gjort mere for dig end de har: de ville ikke have lidt det jeg led for dig, og de ville ikke være gået i døden for dig, som jeg gjorde, imens du var vantro og grusom. "74

Vi har grædt nok tårer over os selv, tårer som var plettede af selvmedlidenhed, urene tårer. Nu er det på tide at græde en anden slags tårer, frembragt af omvendelse og sorg over vores synder, rene tårer.

Helligånden virker allerede i omvendelsen, selvom han arbejder sammen med vores frihed og på vores frihed. Jesus siger: "Han overbeviser verden om synd" (Joh 16,8). Helligånden, Guds finger af ild, rører hjertet, dvs. samvittigheden, på det sted han alene kender, og han åbner det for sandhedens lys. Så udbryder synderen de ord, som udtrykker den nye bevidsthed om ham selv: "Jeg kender mine overtrædelser. . . Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; så er du retfærdig, når du anklager" (SI 51,5 ff.). Gud anerkendes som værende "retfærdig"; mennesket begynder at se lidelsen, i alle dens former, med andre øjne.

Man ser lidelsen som noget der ikke er forårsaget af Gud, men af ens egne synder. Gud frifindes fra det onde og erklæres uskyldig;

hans kærlighed og godhed bevares. Sandheden, som er "fanget af uretfærdigheden," bliver sat fri. Det forunderlige ved omvendelsen er, at så snart mennesket tager parti imod sig selv, tager Gud parti for mennesket og forsvarer ham med det samme mod fordømmelse, selv den der findes i menneskets eget hjerte (1 Joh 3,20 f.).

Straks den fortabte søn sagde "Far, jeg har syndet!" sagde faderen: "Skynd jer at komme med den fineste festdragt. . ." (Luk 15,21 ff.).

Omvendelse har i sandhed intet at gøre med "følelsen af at være en slave," som det er blevet sagt?5 Moderne psykologi har sommetider givet indtryk af en ukritisk fordømmelse af enhver form for skyldfølelse, som om det er tegn på en neurose. Men psykologien har egentlig kun været i stand til at demonstrere, at bevidstheden om synd kan degenerere og blive til et skyldkompleks. Men vidste ikke alle det i forvejen? I sådanne tilfælde er skyldfølelsen dog ikke årsagen, men symptomet på en patologisk tilstand, eller måske ganske enkelt en følge af en forkert religiøs opdragelse. Men rent faktisk bliver det mere og mere indlysende, selv for nogle af psykoanalysens store personligheder, at ægte syndsbevidsthed og omvendelse er fortræffelige og værdifulde menneskelige følelser. Omvendelse får ikke en person til at falde tilbage i en sygelig tilstand af passivitet og selvafstraffelse, men bliver i stedet en konstant kilde til fornyelse af livet. I visse tilfælde er der ikke noget der i den grad fornyer håbet og tilliden, som i Guds eller menneskers nærvær at sige noget i retn ing af "jeg har syndet, jeg har handlet forkert! Om forladelse!" Hvis det er "menneskeligt at fejle," er det endnu mere menneskeligt at erkende at man har fejlet, eller med andre ord at omvende sig.

Omvendelse er ikke noget der gavner Gud, men os. Gud forlanger ikke omvendelse for at triumfere over mennesker, eller ydmyge dem, men fordi han ved, at heri ligger menneskets frelse. Det er den eneste værdige måde hvorpå mennesket, efter at have syndet, kan vende tilbage til liv og sandhed. I en af salmerne beskrives denne vidunderlige forvandling som omvendelsen udvirker:

"Lykkelig den. hvis overtrædelser er tilgivet.

og hvis synder er blevet skjult; . . .

Da jeg tav, sygnede min krop hen, . . .

For dag og nat lå din hånd tungt på mig, . . .

 

Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld.

Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min ,\)l11deskyld. (SI 32,1 if)

Så længe man skjuler sin synd og nægter at erkende den, vil den fortære og bedrøve en; men når man beslutter sig for at bekende den overfor Gud, vil man igen opleve fred og glæde.

Det andet trin er derfor omvendelse fra synd. At tage dette skridt betyder ikke nødvendigvis, at vi straks føler et stik i hjertet og bryder ud i en strøm af tårer. Det afhænger af nåden, og det kan ske straks eller det kan ske langsomt, efterhånden som tiden går, uden at man faktisk lægger mærke til det. Det der kræves her og nu er at vi med det samme begynder at ønske at omvende os, idet vi siger til Gud: "Lær mig ægte anger; nægt mig ikke den nåde før jeg dør!" Ønsket om omvendelse er allerede en omvendelse.

3 Hold op med at synde"

Det tredje skridt på vores udvandring er at holde op med at synde. Igen er Guds ord vores vejleder på dette område. Paulus siger: "I skal se jer selv døde for synden," og "Lad ikke synden herske i jeres legemer!" Og Peter siger som et ekko af dette:

Den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden fiJI' ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje. For det er mere end nok, at I i denforløbne tid har. . . levet et liv i udsvævelser. . . (1 Pet 4,1-3)

Dette skridt betyder at sige "nu er det nok!" til synden, eller med Paulus' ord at "se os selv døde for synden." Nu er tiden kommet til at træffe beslutninger og gøre sig forsætter. Spørgsmålet er enkelt. Det indebærer at træffe en oprigtig og fast beslutning, så vidt

vi overhovedet kan, om ikke at synde mere. Det lyder måske for ambitiøst eller urealistisk, men det er det slet ikke. Ingen af os kan blive fejlfrie fra den ene dag til den anden, og det er heller ikke hvad Gud ønsker af os. Men hvis vi lytter godt efter vores samvittighed, vil vi opdage, at i alle de synder vi begår findes mindst en, som skiller sig ud, fordi vi er mere parate til at begå den. Det er den synd som vi hemmeligt hænger fast ved, og som vi bekender uden en ægte vilje til at give slip på den. Det er den synd vi tror vi aldrig kan frigøre os fra, fordi vi i virkeligheden ikke ønsker at gøre os fri af den, i det mindste ikke lige nu.

I sin bog Bekendelser beskriver Augustin sin kamp for at gøre sig fri af sanselighedens synd. På et tidspunkt bad han til Gud: "Giv mig kysk hed og mådehold," men samtidig tilføjede en indre, hemmelig stemme ". . . men ikke lige nu!" Indtil der kom det tidspunkt da han råbte til sig selv: "Hvor længe skal jeg blive ved med at sige:

i morgen, i morgen? Hvorfor ikke nu? Hvorfor ikke gøre en ende på mine modbydelige synder i lige dette øjeblik?" 76 Han behøvede kun at sige "nu er det nok" for at føle sig fri. Synden trælbinder os, indtil vi virkelig siger "Nok!" Så mister den næsten al sin magt over os.

Det, som sker i naturen, sker også i vore liv. Nogen gange ser man meget gamle oliventræer med tilhuggede og visne stammer, som ikke desto mindre stadig har nogle få grønne grene i toppen, og når årstiden er den rette, bliver de fyldte med skønne oliven. Hvis man ser nærmere efter, vil man opdage årsagen til dette: et eller andet sted er der stadig en "åre" af levende træ, som har rod i jorden og som giver liv til hele træet. Det er det samme der nogle gange sker for syndens dårlige træ i vores liv. Det burde være fuldstændig dødt og ufrugtbart fra det øjeblik vi ikke længere ønskede den synd, vi så ofte har bekendt og forkastet. A lIigevel fortsætter det med at producere sine frugter, og årsagen er at der stadig er nogle "grønne grene" der har rod i vores friheds levende jordbund.

For at finde vore "grønne grene" må vi finde ud af hvad det er vi er bange for at miste. Det som vi, uden at ville indrømme det, ubevidst forsvarer og holder fast i. Vi skjuler det, fordi vi er bange for at vores samvittighed vil tvinge os til at frasige os det. Det, vi skal overvinde, er ofte snarere en vane eller undladelse end en enkeltstående synd. Guds ord inviterer os til at udpege denne ene "tråd," som stadig holder os bundet, og beslutsomt klippe den over.

Men hvad skal vi konkret gøre? Idet vi bruger lidt tid på at tænke tilbage, lad os da knæle ned i Guds nærvær og sige til ham: "Herre, du kender mine svagheder, og det samme gør jeg. Idet jeg alene sætter min tillid til din nåde og trofasthed, erklærer jeg, at jeg fra nu af ikke længere ønsker denne særlige tilfredsstillelse, denne særlige frihed, venskab, bitterhed, denne særlige synd. . . . Jeg ønsker at acceptere tanken om at skulle leve uden den fra nu af. Jeg er færdig med synden og med denne særlige synd. Jeg gentager, at nu er det nok! Hjælp mig ved din And. Gør min ånd fast, lad mit hjerte være gavmildt. Jeg ser mig selv som død for synden!" Efter dette hersker synden ikke mere i dig, ganske enkelt fordi du ikke længere ønsker at den skal herske; det var faktisk i din vilje den herskede. Der er måske ikke nogen tydelig forandring, og de der er omkring os vil måske stadig se de samme fejl hos os, men hvad angår Gud er der noget der er forandret, for vores frihed er nu på Guds side.

Vi må dog stå fast på en ting: denne beslutning skal omsættes i praksis med det samme, ellers mistes den let. Du må straks, som det første "nej," gøre en handling, som står i modsætning til din last eller syndige vane. Ellers kommer den tilbage med fuld styrke.

En kristen forfatter gjorde denne skarpsindige observation: Guds Ord viste en bestemt person, at hans synd var ludomani, kærlighed til spil, og at Gud ønskede at han skulle bringe det som et offer til Gud (det kunne have været en hvilken som helst anden syndig vane, såsom stoffer, spise- eller drikkeproblem, nag, løgn, hykleri, uren handling). Overbevist om denne sin synd, og fast besluttet på at holde op med at spille, sagde manden: "Saa lover jeg høit og helligt, jeg skal aldrig mere befatte mig med at spille, aldrig mere - i aften skal det være den sidste Gang"! Selvfølgelig skete der ingenting. Han fortsatte med at spille som før. Han burde have sagt til sig selv: "Nu vel, Du skal faae Lov til hele Dit øvrige Liv at spille hver evige Dag - men iaften skal du lade det være." Hvis han holder det løfte og ikke spiller den aften, er han frelst; han vil sandsynligvis aldrig spille igen i resten af sit liv. Men den første variation er et beskidt trick, som lysten spiller synderen.

Den anden variation, derimod, er et beskidt trick, som synderen spiller lysten! 77

Hvis vi skal være oprigtige, skal vores "nu er det nok" ikke blot gælde synden, men også anledningen til synd. Den traditionelle kristne moral-lære viser, at vi må flygte fra anledningen til synden, for hvis vi forbliver nær ved den, vil vi holde fast i synden selv. Det er ligesom med et vildt dyr, der fortryller og hypnotiserer sit bytte, for derefter at fortære det, uden at byttet er i stand til at røre sig en millimeter. Anledningen til synd udløser en underlig psykologisk mekanisme i mennesket, og kan fortrylle vores vilje med denne simple tanke: "Hvis du ikke griber denne anledning, kommer den aldrig igen; det er da dumt ikke at benytte sig af den. . ." Anledningen får den, der ikke undgår den, til at falde i synd, ligesom svimmelhed får den, der står ved kanten af en kløft, til at falde ned.

4. "Tilintetgør det syndige legeme"

I vores tekst hentyder Paulus til den sidste ting, som må gøres imod synden, nemlig at tilintetgøre det syndige legeme. "Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres" (Rom 6,6). På korset ødelagde Jesus i realiteten hele legemet, dvs. syndens realitet. Og nu tilbyder han i sin nåde os muligheden for virkelig at ødelægge vort "syndige" legeme.

Jeg vil gerne prøve på at forklare hvad dette indebærer, ved at bruge et eksempel, eller rettere, ved at fortælle hvordan Herren fik mig til at forstå det. En dag reciterede jeg den salme som lyder:

"Herre, du ransager mig og kender mig. . . . på lang afstand er du klar over min tanke; . . . alle mine veje er du fortrolig med." (SI 139,1 ff.). Når man fremsiger denne salme, føler man at man bliver røntgengennemlyst af Guds blik, og at hans lys gennemborer hele legemet. På et tidspunkt følte jeg det som om jeg stod ved Guds side og så på mig selv med hans øjne. Jeg så et klart billede for mig: det var billedet af en stalagmit, en af de der kalkstenssøjler, som kan udgøre bunden i visse gamle huler, og er dannet af d råber afkalkholdigt vand der drypper ned fra hulens loft. Betydningen af dette billede stod straks helt klart for mig. Gennem årene var mine nuværende synder faldet som dråber ned i mit hjerte, som utallige kalkholdige dråber. Hver eneste af dem havde afsat en lille smule kalk, lidt uklarhed, lidt hårdhed, lidt modstand mod Gud, og det hobede sig op ovenpå resterne af fortidens synder.

Som det sker i naturen, glider den største del væk som vand, takket være skriftemålet, nadveren og bønnen. Men hver gang forblev en lille smule tilbage, fordi min omvendelse og beslutsomhed ikke var fuldstændig. Derfor var min stalagmit vokset til at være en søjle eller en stor sten, som tyngede m ig ned. Pludselig fattede jeg meningen med "det syndige legeme," som Paulus taler om, og "sten hjertet," som Gud taler om i Ezekiels Bog: "Jeg fjerner sten hjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød" (Ez 36,26).

Det er det hjerte som vi selv har dannet gennem kompromiser og synd. Det er noget mere end den smerte som bliver tilbage, når synden er blevet tilgivet; det er skyld og smerte i forening. Det er det gam le jeg.

Hvad kan der gøres ved det? Jeg kan ikke fjerne den kalksten med min egen vilje, ved bare at ville det. Mennesket kan begå synd, men ikke fjerne den. "Hvem kan tilgive synder andre end en, nemlig Gud?" (Mark 2,7). Johannes siger: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, .Tesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder" (1 Joh 2,1-2). Og videre siger han:

"Jesu, hans søns, blod renser os for al synd" (1 Joh 1,7). Kristi blod er det store og stærke "opløsningsmiddel" som kan opløse det syndige legeme. Kirken har modtaget magten til at tilgive synder i Jesu navn og i kraft af Helligånden. Jesus sagde til apostlene:

"Modtag Helligånden! Forlader 1 nogen deres synder, er de dem forladt" (Joh 20,22 ff.). Helligånden ikke bare overbeviser os om synd; han frigør os også fra synden. Eller rettere, han er selv "syndernes forladelse." Det vigtigste i Bibelen, hvad angår synd, er ikke at vi er syndere, men langt mere, at Gud tilgiver synd.

5. "Enhver, der har lidt i kødet, . . ."

Vi kan arbejde med på tilintetgørelsen af det syndige legeme ved at støtte nådens værk på primært to måder: gennem lidelse og gennem lovprisning. I den tekst, vi nu kender så godt, siger Peter:

"Da nu Kristus har lidt legem ligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden" (1 Pet 4,1). Derved slår han et meget vigtigt princip fast: enhver, som lider, holder op med at synde. Lidelsen har, siden Guds søn gennemgik den og helligede den, haft en mystisk magt til at "ødelægge" synden, at trævle vores begærs vævning op, og drive synden ud af vore lemmer. Det er, som når man ryster et træ kraftigt og al den dårlige frugt falder ned; vi ved ikke hvorfor det sker, men vi ved at det sker. Vi ser det hos os selv og omkring os hver dag. "At lide betyder at blive særligt følsom overfor handlingen i Guds frelsende kraft, givet til menneskeheden i Kristus." 78 Lidelse er en kanal som på en særlig måde forener os med Kristi lidelse, fra hvilken al syndsforladelse udspringer.

Normalt drejer det sig ikke om at vi skal opsøge lidelse, men om at byde den lidelse, som allerede er til stede i vores liv, velkommen i en ny ånd. Vi skal passe på ikke at spilde den lille "uretfærdige" lidelse vi oplever, for den forener os med Jesus på en helt særlig måde. Vi oplever ydmygelser, uretfærdig kritik, fornærmelser og fjendtlighed, og det forekommer os at det skyldes andres fordomme. Det påfører os store lidelser. Men det er den eneste måde hvorpå vi opnår en vis grad af intim itet med Forløseren, af at "tage del i hans lidelser "(Fil 3,10). Sådan overvindes jo selvforherligeIsens grundlæggende synd. Så for ikke at forspilde denne lidelse, er det især nødvendigt ikke at tale om den (undtagen når det er nødvendigt, som f.eks. i tilfælde af gentagen mishandling i ægteskabet). Vores lidelse bør være en hemmelighed mellem Gud og os, noget som vogte s med nidkærhed, hvis det ikke skal miste sin vellugt og sin sonende kraft. "Lige meget hvor store dine lidelser er," sagde en af0rkenenfædrene engang, "så er tavshed din sejr over dem." 79

Side om side med lidelsen er lovprisning det andet, mægtige våben for tilintetgørelsen af det "syndige legeme." Lovprisning er anti-synd par excellence. Apostelen forklarede i begyndelsen, at ugudelighed, hvilket vil sige at vægre sig ved at ære og takke Gud, er modersynden. Men så er syndens absolutte modsætning ikke dyden, men lovprisningen! Jeg siger det igen: det modsatte af synd er ikke dyd, men lovprisning! Det modsatte af ugudelighed er gudsfrygt. Vi må lære at overvinde synden med de store midler og ikke med de små, med de positive og ikke med de negative, og det største og mest positive middel af dem alle er Gud selv. Vi ville ikke have synden, hvis vi havde Gud; hvor Gud kommer ind, forsvinder synden ud. Bibelen taler ofte om et lovprisnings- og takoffer: "Du skal bringe takoffer til Gud. . . den, der bringer takoffer, ærer mig, . . ." (SI 50,14-23). Hvilken sammenhæng kan der mon være mellem lovprisning og offer? Offer peger hen på ofring og tilintetgørelse af noget, men hvad ødelægger og tilintetgør lovprisning og taksigelse? Den tilintetgør menneskets stolthed!

Enhver som ofrer lovprisning til Gud, bringer Gud det bedste offer der findes, nemlig sin egen ære! Det er deri lovprisningens ekstraordinære rensende kraft består. Ydmyghed ligger skjult i lovprisningen.

Det mest enestående, om vi ellers ønsker det, er at der ikke findes den ting som ikke kan forvandles til en årsag til lovprisning og tak til Gud. Ikke engang synd. Der findes ingen samvittighedstilstand, uanset hvor svær den måtte være, der ikke kan forandres fuldstændigt, hvis man løsriver sig selv fra kødets uvillige ræsonnementer og beslutter sig for at herliggøre Gud. Som jeg lige har sagt, så kan jeg herliggøre Gud selv for mine synder; ikke fordi jeg har syndet (det ville være at spotte Gud), men på grund af Guds adfærd overfor mine synder, fordi han holdt mig i live og ikke trak sin nåde tilbage. Bibelen giver os mange grunde til at prise Gud, men ingen er større end den kendsgerning, at han er en Gud som tilgiver synd: "Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed" (M ika 7,18).

Vi kan lovprise Gud, fordi han, som forvandlede verdens største onde, Adams synd, fra noget ondt til noget godt, også på mystisk vis og for sin egen æres skyld vil forvandle synden fra noget ondt til noget godt. Nemlig hos dem som byder frelsen velkommen, og hvis synder helt sikkert er mindre end den som Adam begik. Gud forsikrede en velkendt mystiker om, at "synden var nødvendig, men alt vil blive godt igen; alt vil blive godt igen." 80

Idet vi nu har set vores frigørelse fra synden som en påske-exodus, må den nu, ved afslutningen, forvandles til en fest, ligesom det skete med den første udvandring. Hebræerne tøvede med at forlade Egypten, og da de nåede frem til Det Røde Hav, blev de for en kort tid fulde af mismod og begyndte at knurre. Men så snart de var kommet over havet, blev de grebet af en uovervindelig glæde, og idet de fulgte Moses og hans søster Mirjam, begyndte de at synge denne sang:

Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet. . . . (2 Mos 15, I)

Det er det vi ønsker at gøre lige nu. Den farao, som Gud har styrtet i havet, er vores "gamle jeg," og hestene og rytterne er vore synder. Han har "kastet alle vore synder i havets dyb" (Mika 7,19).

På den anden side af Det Røde Hav vil vi begynde vores rejse mod Sinaj. Påsken er fejret, lad os nu forberede os på at fejre pinse! Vi er som de kar der omhyggeligt er renset for "eddike" og forberedt til at blive fyldt med "honning." Vore hjerter er nu blevet til nye vinsække, parate til at modtage den nye vin, som er Helligånden.

Noter

71 St. Augustine, On the First Letter of John 4,6; PL 35, 2009.

72 St. Amhrose, On the Scaraments 1.4.12; CSEL 73,20.

73 Anonymous, The Cloud of Unknowing, ch. 40.

74 Blaise Pascal, Pensees n. 552.

75 Cr. F. Nietzsche, The Gay Science, n.135.

76 St. Augustine, Confessions VIIJ, 7.12.

77 Søren Kierkegaard, Til Selvprøvelse, Samtiden anhefalet. Jacob 1,22. Gyldendals 1962-udgave. s. 86; den sidste sætning lyder hos Kierkegaard ordret sådan: "Thi hiin Førstes [første spillers] Beslutning er en Gavtyvestreg af Lysten, den Andens er at narre Lysten." O.a.

78 John Paul II, "Salvifici Doloris:' n. 23.

79 Apophtegmata Patrum, Poemen 37: PG 65, 332.

80 Julian ofNorwich. Revelations, ch. 27.

 

Afsnit 8 Den livgivende åndslov

Helligånden - den nye pagt princip

Beretningen om Helligåndens komme begynder med disse ord:

"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet" (ApG 2,1). Det kan af disse ord udledes, at pinsen eksisterede før pinsedag. Med andre ord, jøderne havde allerede en pinsefest, og det var under denne fest, at Helligånden kom ned. Faktisk blev apostlene ved med at fejre den traditionelle jødiske pinsefest i nogle år efter Andens komme (ApG 20,16). Vi ved, at påsken fandtes i forvejen som en jødisk fest, og den kendsgerning, at Jesus døde netop under påskefesten, var ikke bare en tilfældighed, men skete for at gøre det klart, at han var det sande påskelam og den endegyldige opfyldelse af alt det der var sket forud i Det Gamle Testamente. Vi kan ikke fatte betydningen af den nye påske uden at se den som en fuldendelse af den gamle, der havde sin oprindelse i jødernes udvandring fra Egypten, og som fejredes i den jødiske liturgi.

Men hvor alle ved, at der fandtes en jødisk påskefest og hvad den pegede tilbage på, så er der kun få som ved, at der også allerede fandtes en pinsefest og hvad den drejede sig om. Men ligesom vi ikke kan forstå påsken uden at betragte den jødiske påskefest, så kan vi ikke forstå den kristne pinse uden at betragte den jødiske pinsefest. Også Helligåndens komme opfylder en billedliggøreIse, et symbol, og vi må nu prøve at forstå hvad det billede bestod i.

1. Pinsen og loven

I Det Gamle Testamente fandtes der to grundlæggende fortolkninger af pinsefesten. I starten var pinsen de syv ugers festugefesten (Tob 2,]), førstegrødens dag (4 Mos 28,26 ff.), hvor et knippe korn af den nye høst blev ofret til Herren (2 Mos 23, ]6; 5 Mos ]6,9). Senere, på Jesu tid, fik festen en ny betydning; den blev til en fest hvor man fejrede at Moseloven blev givet på Sinajs bjerg, og at den gamle pagt blev indstiftet. Festen mindedes de begivenheder som beskrives i 2 Mos 19-20. I henhold til bibelsk tidsregning blev Loven givet halvtreds dage efter påsken. Fra at være en fest som var knyttet til naturens cyklus (høsten) blev pinsen således til en fest forbundet med frelsens historie. En tekst fra den nutidige hebraiske liturgi, Shavuoth, siger: "Denne ugefestens dag er den dag vores Torah81 blev givet." Da folket forlod Egypten, vandrede de halvtreds dage i ørkenen før Moses fik Loven fra Gud, og han indgik en pagt med folket og gjorde dem til "et kongerige af præster og et helligt folk" (2 Mos 19,4-6).

Det ser ud som om Lukas i Apostlenes Gerninger med fuldt overlæg beskriver Helligåndens komme på en måde, som fremkalder billedet af teofanien82 på Sina,j. Kirkens liturgi bekræfter denne fortolkning ved at indføje 2 Mos 19 blandt læsningerne til pinsens vigilie.

Hvad fortæller denne sammenligning os om vores pinse? Hvad er, med andre ord, betydningen af den kendsgerning, at Helligånden faldt over menigheden lige netop på den dag da Israel erindrede, at Loven blev givet og pagten indstiftet? Selv Augustin undrede sig over dette, og spurgte sig selv: "Hvorfor fejrer jøderne også pinse? Det er et stort og vidunderligt mysterium; hvis man tænker efter, så modtog de den lov, som blev skrevet med Guds finger, på pinsedagen, og Helligånden kom også på pinsedagen."83 En anden kirkefader, denne gang fra 0stkirken, fortæller os at denne for-

tolkning af pinsen var alment kirkegods i hele Kirken i de første århundreder. Han skriver: "Loven blev givet pinsedag; det var derfor passende, at Helligåndens nåde blev givet samme dag som den gamle Lov blev givet."84

Nu er svaret på, hvorfor Helligånden netop kom ned over Apostlene pinsedag, helt klart. Det var for at vise, at han, Helligånden, er den nye lov, den åndelige lov, som besegier den nye og evige pagt og som helliger det kongelige og præstelige folk, der kaldes Kirken. Hvilken vidunderlig åbenbaring afpinsens betydning og af Helligånden selv! Augustin udbrød:

Hvem kan undgå at blive slået af dette tilfælde og samtidig qf denne forskel? Der forløb halvtreds dage fra den dag jøderne slagtede påskelammet og til den dag da Moses modtog Loven, skrevet på tavler af sten med Guds egen .finger. Tilsvarende gik der halvtreds dage fra den dag.

hvor han der som et lam blev slagtet og døde og opstod, til den dag hvor Gudsfinger, dvs. Helligånden,fyldte de troende der var forsamlede.85

Nu bliver pludselig Jeremias' og Ezekiels profetier om den nye pagt helt klare for os: "Sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte" (Jer 31,33). Han vil ikke længere skrive den på stentavler, men på deres hjerter. Det vil ikke længere være en ydre lov, men en indre. Ezekiel forklarer hvad denne indre lov består i, da han tager Jeremias' profeti op og fuldender den: "Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.

Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.

Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud" (Ez 36,26-27).

Det, som Paulus i Romerbrevets ottende kapitel siger om Helligåndens gave, kan kun forstås i lyset af disse præmisser om pinsens og pagtens betydning. Faktisk begynder han med at sige:

"For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov" (Rom 8,2). Hele Romerbrevets tale om Anden er et modstykke til talen om loven. Anden selv defineres som værende loven: "Andens lov" betyder faktisk "loven, som er Anden." På den anden side er det klart, at Apostlen husker alle de profetier som er knyttet til temaet om den nye pagt, når han kalder den nye pagt s fællesskab for et "brev fra Kristus, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod," og når kan kalder apostlene for "en ny pagts tjenere, en pagt som ikke er skrevet med bogstaver, men med Anden; for bogstaven slår ihjel, men Anden giver liv" (2 Kor 3,3-6).

På vores åndelige færd er dette en "oplysende" undervisning; den tjener mere til at oplyse vore tanker end til at opmuntre praktiske forslag. Dens formål er at give vores tro en videre horisont og tillade vores ånd at tage et dybt åndedrag, så vi ikke.stiller os tilfreds med meningsløse ydre tilbedelseshandlinger, men favner det kristne mysterium i hele dets fylde.

2 Kristi ånd

Det Gam le Testamente omtaler Hell igånden som Guds ånde, der skaber og giver liv, og som indgyder sin styrke i bestemte mennesker og skænker dem en ekstraordinær styrke til at kæmpe, regere og profetere. Men kun hos profeterne, især hos Esajas og Ezekiel, går vi fra et ydre og offentligt syn på Andens virke til et indre og personligt syn. Helligåndens ses virke i alles hjerter, som et princip i den nye pagt og det nye liv. Den klareste tekst om dette synspunkt, er den allerede nævnte fra Ezekiel og Salme 51 (for første gang bliver Anden kaldt "hellig"). Paulus' tale om et nyt liv i Anden hører til indenfor dette "indre" syn. I virkeligheden siger han, at Gud har skrevet sin lov i vore hjerter med Helligånden. Denne nye lover den kærlighed som han, ved sin Helligånd, har udgydt i dåben (Rom 5,5). Den sætter os også i stand til at omsætte de andre love i praksis, hvad enten de er nedskrevne eller videregivet mundtligt; kort sagt, så giver det os mulighed for at vandre i overensstemmelse med Anden, i lydighed mod evangeliet.

Lad os nu se på hvor al den fornyelse, som Kristus bragte, og den nye pagts komme er i alt dette. Paulus slår fast, at den gamle Lov, dvs. alle de skrevne og ydre love, kun giver os "syndserkendelse" (Rom 3,20), men ikke fjerner synden. Loven giver ikke liv, men bringer kun lys over tilstanden af død og fjendskab med Gud:

"For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven" (Gal 3,21). Moseloven, og i al almindelighed en hvilken som helst positiv ydre lov, ændrer ikke vores indre tilstand og har ikke nogen indflydelse på hjertet.

Liv og død kommer før loven; de afhænger af om man vender sit hjerte mod Gud eller mod sig selv. Hvad enten det er overholdelse eller overtrædelse af loven, så er loven en ydre manifestation af noget som allerede er blevet besluttet i hjertet. Derfor kan egoismen s fundamentale synd, "kærlighed til sig selv, i en grad så det bliver til had mod Gud," som Augustin udtrykker det,86 ikke fjernes gennem overholdelse af loven, men kun ved at genetablere det venskabsforhold, som i begyndelsen fandtes mellem Gud og mennesker: det forhold som slangen, ud af misundelse, overtalte mennesket til at ødelægge.

Og det er præcis det som skete, da Kristus forløste os: "Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet" (Rom 8,3). På korset tog Jesus hele menneskehedens stenhjerte; han tog al den misstemning, fjendskab og vrede, som mennesket under loven havde hobet op imod Gud. Jesus "korsfæstede det gamle menneske" og "tilintetgjorde det syndige legeme" (Rom 6,6). Han tog vores død og gav os livet i stedet, dvs. hans kærlighed til Faderen, hans lydighed, hans nye forhold til Gud, hans "barnekårs ånd." Paulus udtrykte alt dette ved at kalde Helligånden for "Kristi ånd," og ved at sige at Anden giver liv i "Kristus Jesus" (Rom 8,2).

Helligånden, som i pinsen indgydes i Kirken, kommer derfor fra Kristi død og opstandelse; det er en påske-ånd. Det er den opstandne Kristus' åndedræt. Med opstandelsen blev den nye Adam "en livgivende ånd" (I Kor 15,45). Det fjerde evangelium udtrykker den samme vished om den spirende menighed. På korset "opgav Jesus ånden" (Joh 19,30), og det har i Johannes' sprogbrug en dobbelt betydning: den naturlige betydning (han tog sit sidste åndedrag, dvs. han døde), og den mystiske betydning (han udsendte sin And). I Johannes' øjne er Jesu sidste åndedrag også samtidig Kirkens første. Kirken, symboliseret ved dåbens og nadverens sakramenter (vand og blod), blev født ud af Kristi død. Denne mystiske betydning bekræftes kort tid efter, når Jesus påskedags aften ånder på disciplene og siger "modtag Helligånden" (Joh 20,22).

Den Helligånd, som vi har modtaget, er helt sikkert mere end bare en genstand. Den er en person, den tredje person i Treenigheden, og kommer som sådan primært fra Faderen. Ikke desto mindre kommer den, i forløsningen, til os fra Kristus. Det er den Helligånd, som i Kristus er blevet "vænnet til at leve med mennesker," 87 og som fyldte og helliggjorde Hovedet, Kristus. Og fra ham udgydes den nu i alle legemets lemmer for danne "et legeme og en ånd." Vi kan nu se hvor absurd det er at forestille sig, at pinsen skulle kunne overskygge påskens rolle, som om det at fokusere på Helligånden skulle kunne overskygge Jesus. Tværtimod, så holder Helligånden mindet om Jesus i live, "bærer vidnesbyrd om ham," "tager af det der er hans" og siger det til os (Joh 16,4). Helligånden gør ikke nye ting, men gør tingene nye!

3. Et nyt hjerte

Kristi And udgydes ind i den troende gennem sakramenterne, Ordet og alle andre midler, som står til rådighed. Og på denne måde er Anden i stand til at forandre den indre tilstand, som loven ikke kunne forandre, i det omfang som Anden bydes velkommen og Iyttes til i den troende. Det er sådan det går til. Så længe man lever "for sig selv," dvs. i synd, ses Gud uvægerligt som en modstander og en hindring. Der er et tavst fjendskab mellem mennesket og Gud, og loven gør ikke andet end at fremhæve det. . . . Mennesket "begærer" bestemte ting, og Gud blokerer, gennem sine bud, menneskers vej og modstår deres attrå med sit "du skal" og "du må ikke." Paulus siger: "For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke" (Rom 8,7).

Det gamle menneske er i oprør mod sin Skaber, og hvis det kunne lade sig gøre, ville det ønske at han ikke eksisterede. Vi kan jo se det de gange vi mister fornemmelsen af Guds nærvær, enten på grund af vores egen skyld eller en uoverensstemmelse, eller ganske enkelt fordi Gud har tilladt det. Straks opdager vi, at vi føler en vrede og et oprør og en hel mur af fjendskab mod Gud og vore brødre, og det kommer fra vores synds gamle rod, så det til sidst overskygger vores ånd og får os til at frygte for os selv.

Når Helligånden kommer og tager et hjerte i besiddelse, sker der en forandring. Hvis der før var et "hemmeligt had mod Gud" i hjertet, så kommer Anden nu fra Gud og bekræfter, at Gud i sandhed viser sin gunst og godhed, at han er en allieret og ikke en fjende. Helligånden åbner øjnene for alt det, som Gud har været i stand til at gøre, ink!. det faktum at han for menneskers skyld ikke sparede sin egen søn. Anden lægger "Guds kærlighed" ned i menneskets hjerte (Rom 5,5). På denne måde gør Anden os til nye mennesker, som elsker Gud og gerne gør det som Gud beder os om.88 Gud begrænser sig faktisk ikke længere til at fortælle mennesker hvad de skal gøre og ikke må gøre, men han gør det selv i dem og med dem. Den nye lov, Anden, er meget mere end en indikation på en vilje. Den er en handling, et levende og aktivt princip. Den nye lover et nyt liv. Derfor kaldes den oftere nåde end lov: "l er ikke under loven, men under nåden" (Rom 6.14).

Derfor er den nye lov, eller Andens lov, strengt taget ikke de formaninger som Jesus proklamerede på bjerget i Saligprisningerne, men det som han pinsedag indskrev i menneskers hjerte. Ny Testamentes påbud er helt sikkert højere og mere fuldkomne end Moselovens; alligevel er også de ineffektive i sig selv. Hvis det havde været tilstrækkeligt at proklamere Guds nye vilje gennem evangeliet, ville vi have været ude af stand til at forklare hvorfor Jesus døde og hvorfor Helligånden kom. Men apostlene viser selv, at det ikke var nok. De havde hørt det hele, f.eks. at vi bør vende den anden kind til, når nogen slår os; alligevel var de, da det kom til påskens lidelseshistorie, ikke i stand til at praktisere noget af det, som Jesus havde befalet.

Hvis Jesus havde begrænset sig til at proklamere "et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden" (Joh 13,34), ville alt bare have været som det var før: en gammel, nedskreven lov. Det var først på pinsedag, da han udgød sin kærlighed i sine disciples hjerter, at det med rette blev en ny lov, Andens livgivende lov. Dette bud er på samme tid gammelt og nyt: gammelt i sit skrevne bogstav (3 Mos 19,18b), men nyt ved Anden. Evangelisten Johannes synes at være klar over denne kendsgerning, for efter at have sagt: "Det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt," så tilføjer han straks med stor styrke: "Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer" (l Joh 2,7-8).

Derfor ville Evangeliet og det nye bud uden Andens indre nåde også være forblevet en gammel lov, en skreven lov. Thomas Aquinas skrev i en kommentar til en af Augustins dristige tanker:

"Med 'bogstav' menes der enhver nedskreven lov, som bare forbliver noget ydre for et menneske, selv de moralske forskrifter som findes i evangelierne. Evangeliets bogstav ville også slå ihjel, hvis ikke den helbredende tros nåde blev føjet til i vort indre." 89 Og lidt før siger han endnu mere direkte: "Den nye lover først og fremmest Helligåndens nåde, som gives til de troende i Kristus."9o Vi har med en overbevisning i troen at gøre, som i sandhed er økumenisk, noget som er fælles arv i alIe store kristne traditioner. Faktisk er det ikke kun den katolske og protestantiske teologi, Augustins teologiske arvinger, der deler dette synspunkt, men det samme gør også den ortodokse teologi.

En af denne traditions store personer skrev:

Apostlene og vores tros fædre havde den fordel at blive undervist i alle læresætninger, og mere end det, de blev undervist qf Frelseren selv. De var øjenvidner til al den nåde han udgød over den menneskelige natur, og til alt hvad han led for menneskeslægten. De overværede hans død, opstandelse og himmelfart; alligevel kendte de, efter at have set alt dette, ikke til noget nyt eller ædelt eller åndeligt der var bedre end den gamle tilstand, førend de blev døbt med Helligånden på pinsedag. Men da de blev døbt, og Tal.~manden var blevet givet dem i deres sjæle, da blev defornyede og påbegyndte et nyt liv. De blev vejledere for andre ogfik kærligheden til Kristus til at brænde som en flamme i deres eget og andres hjerter. . . . På samme måde leder Gud alle de hellige, som kom ejier dem, tilfuldendelse. De kender ham og elsker ham. ikke fordi de tiltrækkes qf ordene alene, men fordi de forvandles af kraften i dåben, mens den Elskedeformer ogjorvandler dem og skaber et nyt hjerte af kød i dem, ogfjerner alfølelsesløshed. Han skriver, som Paulus udtrykker det. ikke på tavler qfsten, men i hjerter, på tavler af kød og blod (2 Kor 3,3).og han indprenter ikke bare loven, men lovgiveren selv. 91

 

Men hvordan fungerer denne nye Andens lov i praksis, og på hvilken måde kan den kaldes en "lov"? Den virker gennem kærlighed! Den nye lover intet mindre end det som Jesus kaldte det "nye bud." Helligånden har skrevet den nye lov i vore hjerter, gennem at udgyde sin kærlighed i os: "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom 5,5). Denne kærlighed er den kærlighed som Gud elsker os med, og gennem hvilken vi samtidig sættes i stand til at elske ham og vor næste.

Det er en ny evne til at elske. Kærligheden er det tegn som åbenbarer det nye Andens liv. Johannes skriver: "Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene" (1 Joh 3,14).

De, der læser evangeliet på en menneskelig måde, synes det er absurd at kærligheden kan være et "bud." De stiller spørgsmål ved om det overhovedet kan være kærlighed, hvis den ikke gøres frivilligt, men som en befaling. Svaret er, at der er to måder hvorpå mennesker kan drives til at gøre noget: enten ved magt eller ved tiltrækning - enten ved at skubbe eller trække. I førstnævnte tilfælde tvinger loven os under trusler om straf; i det andet fremtvinger kærligheden en handling, fordi vi tiltrækkes af et eller andet. Faktisk tiltrækkes vi alle til det som vi elsker, uden at føle os tvunget dertil af ydre faktorer. Hold nogle nødder op foran et barn, og det vil række hånden ud for at tage dem. Det er ikke nødvendigt at skubbe på; det tiltrækkes af den genstand det begærer. Hold den Højeste Gud op foran den sjæl der tørster efter sandhed, og sjælen vil række ud efter ham. Kærlighed er en sjæls "vægt." Som en tyngdekraft drager den sjælen til det som sjælen elsker, og lader den finde sin retmæssige hvilen

Det er i denne forståelse, at Helligånden, eller kærligheden, er en "lov," et "bud." Den giver den kristne en energi, som får ham til at gøre alt det som Gud ønsker, spontant og uden så meget som at tænke over det, for han har gjort Guds vilje til sin egen, og han elsker alt det som Gud elsker. Kærligheden trækker på Guds vilje fra selve sit udspring, gennem Ånden når den til Guds levende vilje. Det er som at være forelsket, alt gøres med glæde og helt spontant, og ikke ud af vane eller egennytte.

Den som elsker, flyver, løber, glædes, er fri og kan ikke holdes nede. Ofte har kærligheden ingen grænser. Kærligheden kender ikke til byrder og ænser ikke udmattelse;

den ønsker at gøre mere end den er i stand til; den vil ikke indrømme at noget er umuligt, for den tror, at alt er muligt. Kærligheden er i stand til alt, ogfaktiskformår den at gøre det meste, hvorimod den, der ikke elsker, mislykkes i det han ønsker at gøre, og giver Op.93

Vi kunne sige, at det at leve i nåden, regeret af Andens nye lov, er at leve "i kærlighed," dvs. ført frem af kærlighed. Den samme forandring, som forelskelsen forårsager i menneskelivet og i relationen mellem to mennesker, skabes ved Helligåndens komme i relationen mellem Gud og menneske.

4. Kærligheden beskytter Loven og Loven beskytter Kærligheden

Hvor hører overholdelsen af budene hjemme i dette nye åndelige regnskab? Det er et afgørende punkt som må afklares, for det kan hjælpe os med at overvinde en af de største forhindringer der findes i dialogen med jøderne, som med rette ikke agter at give afkald på det, som "Loven" betyder for dem. Den skrevne lov eksisterer stadig efter pinsen: der er Guds bud - de ti bud, og de evangeliske forskrifter. Hvilken betydning har Bibelens påbud, klosterreglerne, religiøse løfter, ja. faktisk alt det som peger på en objektiv vilje, som påtvinges os udefra? Er disse ting fremmedlegemer i den kristne organisme? Vi ved, at der i Kirkens historie har været bevægelser som stod for det synspunkt, og som i Andens friheds

navn afviste alle love og regler, endda så meget at de kalde sig selv for "anomister," dvs. dem uden lov. Men sådanne grupper er altid blevet afvist af Kirkens autoriteter og af den kristne samvittighed.

Nu til dags er det ikke længere i Andens friheds navn, at man afviser bibelske lovbud, men vi lever i tid med eksistentiel ateisme, der afviser alle bud i den menneskelige friheds navn. Forfatteren 1.P. Sartre lader en af sine figurer sige: "Der er ikke noget tilbage i Himmelen, hverken noget godt eller ondt, ej heller nogen som kan give mig ordrer. . . . Jeg er et menneske og ethvert menneske må finde sin egen vej." 94

Det kristne svar på dette problem skal findes i evangeliet. Jesus sagde, at han ikke kom for at "nedbryde loven," men for at "opfylde" den (Matt 5,17). Hvad er da denne "opfyldelse" af loven? "Kærligheden er lovens fylde," svarer Paulus (Rom 13,10). Jesus siger, at loven og profeterne hviler på kærlighedsbudene (Matt 22,40). Derfor erstatter kærligheden ikke loven, men opfylder den. Faktisk er kærligheden den eneste kraft som gør, at loven kan overholdes! I Ezekiels profeti knyttes overholdelsen af Guds lov sammen med Andens fremtidige gave og det nye I~erte: "Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud" (Ez 36,27). Jesus siger i samme betydning: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord" (Joh 14,23), dvs. han vil være i stand til at overholde det.

I denne nye husholdning er der ikke nogen kontrast eller uoverensstemmelse mellem Andens indre lov og den skrevne, ydre lov.

Tværtimod er der fuldt samarbejde. Den ene er blevet givet for at forsvare den anden: "Loven blev givet for at vi måtte søge nåden, og nåden blev givet for at vi kunne overholde loven." 95 Overholdelsen af budene, og lydighed i sig selv, er beviset på kærlighed.

Det er det tegn der viser om vi lever i "Anden" eller i "kødet." "For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud" (I Joh 5,3). Det er hvad Jesus selv gjorde; han gjorde sig selv til det mest ædle forbillede på kærlighed, udtrykt i overholdelsen af Guds bud, dvs. i lydighed. Han siger: "Jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed" (Joh 15,10).

Derfor annullerer kærlighedsbudet ikke lovbudene, men bevarer og opfylder dem. Og ikke bare i den forstand, at den der elsker får styrke til at overholde det, der er befalet. Men også i en langt dybere forståelse af at den, som elsker, selv opfylder det ultimative mål med enhver lov, nemlig at være i harmoni med Guds vilje.

Lad os antage, at vi kunne overholde enhver lov til fuldkommenhed, men ikke havde den hjertets indre indstilling, som kommer af kærlighed. Så ville vi faktisk ikke overholde loven, men bare lade som om vi overholdt den. Paulus har ret når han siger, at hans undervisning ikke har til hensigt at "sætte loven ud af kraft," men tværtimod at "gøre den gældende" (Rom 3,31).

Vi har nu fastslået det positive forhold mellem lov og kærlighed. Men for at forstå det bedre, kan vi se på eksemplet med en mor der venter sig. Lægen eller jordemoderen eller de pårørende (afhængig af sted og skik) fortæller den unge kvinde hvilke regler hun skal overholde under graviditeten. De fortæller hende hvad hun i sin tilstand skal gøre og ikke må gøre, hvad hun bør spise og ikke må spise, hvor meget hun skal tage på og ikke tage på. . . . Hun vil, især hvis det er hendes første barn, være så fuldstændig optaget af det levende mirakel der gror i hende, at hun helt sikkert vil overholde alle de regler man "pålægger" hende. Hun vil være dybt taknemmelig overfor dem som giver hende dem. Hun vil ikke overholde dem bare fordi "det står skrevet" et eller andet sted, eIler for ærens skyld eller for at undgå kritik, nej, hun vil gøre det simpelthen fordi hun elsker sit barn. Hendes lover kærlighed. Hun handler ikke fordi hun tvinges til det, men fordi hun drages til at gøre det, og alligevel kan ingen gøre det, hun gør, mere ivrigt og omhyggeligt end hende. Hun elsker sit barn og ønsker det bedste for det, men hun er ung og uerfaren og ved ikke præcis hvad der

er godt eller dårligt for hende, så derfor er hun glad for at kunne følge de råd der kommer fra de erfarne og fra autoriteterne.

Det er præcis den position og betydning som loven har under nåden! Vi kan nu forstå, hvorfor Apostlen, efter at have brugt flere kapitler på at beskrive friheden fra loven, i anden halvdel af sit brev giver de kristne en lang række bud: "kærligheden skal være oprigtig," "alle skal underordne sig [myndighederne]" osv. En bestemt måde at se loven på er blevet afskaffet, men en ny vej er blevet åbnet. Disse love står til tjeneste for det nye liv som vækkes i os ved dåben; de er som de regler der gives til den kvinde, som bærer et nyt liv i sit skød.

Som vi kan se, eksisterer der en vidunderlig udveksling, en slags vekselvirkning, mellem lov og kærlighed. Hvis det er sandt, som vi lige har set, at "kærligheden beskytter loven," så er det lige så sandt, at "loven beskytter kærligheden." Kærligheden er lovens styrke, og loven er kærlighedens forsvar. Loven står på forskellig måde kærligheden til tjeneste og forsvarer den.

Først og fremmest ved vi, at "loven er bestemt for syndere" (1 Tim 1.9), og vi er stadig syndere. Det er sandt at vi har modtaget Anden, men kun som en førstegrøde. Det gamle selv lever i os sammen med det nye selv, og så længe der findes lyster i os, er det et Guds forsyn, at budene kan hjælpe os med at genkende dem og bekæmpe dem. Også selvom det er under truslen om straf. Loven er givet som en støtte til vores frihed, der stadig er usikker og vaklende i at gøre godt. Loven er for og ikke imod friheden, og de som troede at de skulle forkaste enhver lov i den menneskelige friheds navn, tog fejl og ignorerede den konkrete og historiske sammenhæng, i hvilken denne frihed virker.

Sammen med denne såkaldt negative funktion af loven, har loven også den positive funktion at hjælpe os til at kunne vurdere ret.

Gennem Helligåndens nåde holder vi fast ved Gud vilje som et hele, vi gør den til vores egen vilje og længes efter at opfylde den.

Men vi ved stadig ikke helt hvad den indebærer. Dette åbenbares os af loven, og i øvrigt også af livets tildragelser.

Men der er en endnu dybere forståelse, i hvilken vi kan sige at 10ven96 beskytter kærligheden. Kierkegaard skrev, at "kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden for evig betrygget mod enhver Forandring; evig frigjort i salig Uafhængighed; evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse." 97 Disse ord betyder, at jo mere den elskende elsker, desto mere pinefuld er hans oplevelse af den risiko som hans kærlighed er udsat for. Den risiko kommer ikke fra andre, men fra ham selv, eftersom han fuldt ud er klar over sin egen overfladiskhed, og derfor sørgeligt nok ved, at han den dag i morgen kan blive træt af genstanden for sin kærlighed, og holde op med at elske den. Og fordi han lige nu klart kan se hvilket uopretteligt tab det ville være, beskytter han sig selv ved at "binde" sig til kærligheden, gennem løftet, og derved bliver hans flygtige kærlighed forankret til evigheden.

I dag undrer mennesker sig mere og mere over hvilken sammenhæng der overhovedet er mellem et ungt pars kærlighed og ægteskabets lov, og hvilket behov kærligheden dog kan have for at "binde sig." Følgelig afviser flere og flere par ægteskabet som en institution, både i teori og praksis, og de vælger i stedet den såkaldte frie kærlighed eller flytter ganske enkelt sammen. Kun ved gennem Guds Ord at opdage det dybe og vigtige forhold mellem kærlighed og lov, mellem beslutning og institution, kan vi virkelig svare på disse spørgsmål og give unge mennesker en overbevisende grund til at gøre deres kærlighed til en "pligt." Løftet om at elske hinanden beskytter kærligheden mod "fortvivlelse" og gør den fri og uafhængig, fordi det beskytter os mod den fortvivlelse det er at ikke være i stand til at elske for evigt.

Disse overvejelser gælder ikke kun for den menneskelige kærlighed, men med endnu større ret for den guddommelige kærlighed.

For vi kan stille os selv dette spørgsmål: hvorfor i alverden skal vi forpligte os til at elske Gud og underkaste os nogle religiøse regler? Hvorfor skal vi aflægge nogle løfter som forpligtiger os til at være fattige, kyske og lydige, når vi har en indre og åndelig lov, som gør at vi kan opnå alle disse ting helt spontant og gennem tiltrækning?

Svaret er, at du i et nådefuldt øjeblik blev draget mod Gud, du elskede ham og ønskede at eje ham fuldstændigt, for evigt. Men af frygt for tanken om at miste ham på grund af din egen ustabilitet.

"bandt" du dig selv, for derved at sikre din kærlighed imod enhver forandring. Det samme sker, men på en anden måde, for enhver som omvender sig og oprigtigt beslutter at give sig selv til Gud. I et nu opdager vi hvem Gud er, og hvilket forfærdeligt tab det vil være at miste ham. Derfor, mens vi endnu befinder os i denne salige tilstand af kærlighed, binder vi os selv til ham med en beslutning, et tilsagn, et personligt løfte, eller hvad som helst andet Guds And måtte foreslå os. Vi binder os af samme grund som oldtidens skibsfarende bandt sig til skibets mast. De vidste at sejladsen gik forbi havfruerne og deres lokkende sang. De ønskede for enhver pris at gense deres fædreland og deres hustruer. og de var bange for at lide skibbrud, som så mange andre havde gjort det før dem.

5. En ny pinse for Kirken

At kende forskellen mellem den gamle lov og nåden, er ikke bare et teoretisk spørgsmål, eller et spørgsmål om større eller mindre forståelse af troen. Det er også et praktisk spørgsmål. som har umiddelbare konsekvenser for vores måde at leve på. Rent faktisk har vi ikke kun behov for atforstå overgangen fra lov til nåde, men også for at omsætte det i praksis. Historisk talt, så skete overgangen fra Det Gamle til Det Nye Testamente en gang for alle for to tusind år siden, da Jesus Kristus oprettede den nye pagt ved sit blod.

Men, eksistentielt og åndeligt talt, må overgangen altid ske på ny, i enhver epoke og i enhver troende. Vi er født med kødets begær i oprør mod Gud; vi fødes med frygt, stolthed og tilliden til gerningerne. Vi fødes "under loven"; ved fødslen er vi allerede gamle mennesker! Retten til at overgå til den nye pagt får vi i dåbens øjeblik, men den moralske, psykologiske eller faktiske overgang kræver et helt liv. Det er muligt både objektivt og historisk at leve under nåden, samtidig med at man subjektivt lever under loven!

Det er også muligt lige så stille at falde tilbage under loven, også selvom man har oplevet Andens frihed og nåde. Paulus måtte udkæmpe to store kampe i sit apostel-liv: dels at anspore enkeltpersoner til at gå fra lov over til nåde, fra den gamle til den nye pagt; dels at holde hele fællesskaber, som havde gjort dette skifte, væk fra igen at lade sig opsluge af loven og gerningerne. Det var den kamp han kæmpede med galaterne. Han irettesætter dem for at ville fuldende det i kød som de havde påbegyndt i And (Gal 3,3).

Han siger til dem: "Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!" (Gal 5,1). "I er faldet ud af nåden," ubryder han på et tidspunkt (Gal 5,4). Vi kender kun een måde at falde ud af nåden på, og det er netop gennem den dødssynd at forarme betydningen af ordet "nåde" og bare gøre det til en "ting." Vi kan falde ud af nåden gennem lovtrældom, gennem at søge vores egen retfærdighed og gennem frygt.

Derfor advarer Paulus romerne: "I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt" (Rom 8,15).

Faren for at "ende i kødet," og i tanke og hjerte falde tilbage til Det Gamle Testamentes stil, sluttede ikke med Paulus' død. Den har altid eksisteret og vil altid eksistere, og vi må bekæmpe den og undgå den, ligesom Paulus gjorde. At leve i den nye pagt er som at svømme mod strømmen. Origenes skrev: "Tro ikke, at det er nok med den fornyelse af livet som skete i begyndelsen; fornyelsen selv må fornyes." 98

Den afslørende faktor er at se hvilket billede de kristne har af Gud i deres liv, og hvordan de ser på ham. Om det er med slavens frygtsomme og selvfokuserede øjne, eller med sønnens tillidsfulde øjne. I dag er der en ny måde at skrive kirkehistorie på, hvor man ikke bare standser ved de ydre ting, institutioner eller berømte mennesker, men finder ned til de kristnes "ægte liv" og prøver at opdage kvaliteten i det religiøse liv hos en del af Kirken på et givet historisk tidspunkt. Hvis vi f.eks. undersøgte en præsts forkyndelse gennem hele den periode han har været i et sogn, ville vi helt sikkert kunne se hvilken slags religion og forestilling om Gud der blev indprentet menneskene i det sogn. Og ofte vil konklusionen være, at den religion, som de blev præsenteret for, grundlæggende set var en frygtens religion.99

Nyheden i det kristne budskab formørkes, når prædiken, undervisning, åndelig vejledning og alle andre retningsgivende trosaktiviteter ensidigt peger på pligter, dyder, laster, straf og i det hele taget på alt det man "bør gøre." Nyheden tilsløres når nåden blot fremstilles som en hjælp til mennesker midt i deres anstrengelser, en kompensation for det de ikke er i stand til at gøre. Nåden skal i stedet fremstilles som noget der går forud for alle disse anstrengelser og gør dem mulige. Nyheden formørkes, når "pligten" skal fremkaldes af lov og ikke af nåde, og når pligten konsekvent ikke betragtes som vores taknemmelighedsgæld til Gud, men snarere som noget der, hvis vi opfylder den, får Gud til at stå i taknemmelighedsgæld til os.

Det religiøse liv formørkes tilsvarende, når unge mennesker og novicer på retræter og ved andre lejligheder opdrages primært gennem talen om de nådegaver, traditioner, regler, grundlove og særlige spiritualitet en bestemt kirkelig ordenlOo besidder (ofte ret mangelfulde i substans). Der bruges mere tid på dette end på at tale om Herren Kristus og hans Hellige And. Opmærksomheden skifter således umærkeligt væk fra Gud til mennesker, og fra nåde til lov. Johannes siger: "Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus" (Joh 1,17). Hvis vi anvender det på os selv i menigheden i dag, betyder det at mennesker kan lave love, og grundlæggere kan skrive regler, men kun Jesus Kristus kan ved sin ånd give styrken til at omsætte disse ting til liv.

Ud af denne vor meditation gror der en appel og tilskyndelse til en dyb fornyelse i Anden og til "omvendelse til Herren." PatIlus taler om et "slør som er lagt over hjertet," og som forhindrer os i at se den nye pagts overvældende glans; men det fjernes når vi "vender om til Herren" (2 Kor 3,14 ff.). En sådan omvendelse må starte hos folkets åndelige ledere. I begyndelsen var folk i Hippo enkle og uvidende mennesker, men de var fuldstændig klare over forskellen mellem lov og nåde, frygt og kærlighed. De var virkelig et folk af den nye pagt, simpelthen fordi deres biskop, Augustin, forklarede Skrifterne for dem og talte om disse ting dag efter dag. Han var ikke bange for at henvende sig til dem med disse ord: "Fjern det gamle i jer, I har lært en ny salme. Et nyt menneske, et nyt testamente, en ny salme. Denne nye salme tilhører ikke det gamle menneske; den kan kun begribes af det nye menneske, der fornyet ved nåden allerede tilhører det nye testamente, som er Himmeriget." En anden gang, under en prædiken, sagde han: "Kristus har givet os et nyt bud, at elske hinanden som han elskede os. Det er denne kærlighed der fornyer os og gør os til nye mennesker, arvinger til det nye testamente, sangere der synger den nye salme."

I vort århundrede har den opstandne Herre spredt en længsel efter og en oplevelse af en "ny pinse," i forskellige dele af sit mystiske legeme. Men hvad er en "ny pinse" for Kirken? Det kan ikke kun bestå i en opblomstring af nådegaver, tjenester, tegn og undere.

De er jo kun en genspejling og et tegn på noget dybere. Vi har set at den første pinse bestod i at der blev givet en ny lov, som skabte et nyt liv og en ny pagt, og som igen gjorde det muligt at elske og tjene Gud i Kristus. Pinsen var ikke kun opfyldelsen af Joels profetier, der taler om alle mulige former for nådegaver, drømme, syner og undere (ApG 2,17 ff.), men frem for alt også en opfyldelse af alle Jerem ias' og Ezekiels profetier, som lover os et nyt hjerte og en ny ånd. Kristi ånd, som kendetegner den nye pagt, er derfor ikke i første række en ydre manifestation af m irakler og karismatisk kraft, nej, den er princippet i det nye liv. For virkelig at være det, må en ny pinse finde sted på dette niveau. Den må forny Brudens hjerte og ikke kun hendes klæder. Med andre ord, så må det være en "fornyelse af pagten."

Indgangen til denne nye pinse, der gror frem i Kirken, må for enhver af os ske gennem en fornyelse af vores dåb. Andens ild blev givet os i dåben. Vi må fjerne den aske der kvæler den, så den igen kan bryde ud i flammer og gøre os i stand til at elske. Hvis denne meditation har fået os til at længes inderligt efter Andens fornyelse, og hvis vi ønsker den og påkalder den, vil Gud ikke tøve med også at tilbyde os muligheden for denne oplevelse, så også vi kan i sandhed kan blive "nye mennesker, arvinger til det nye testamente og dem der synger den ny salme."

81 De fem mosebøger. O.a.

82 Tilsynekomst afGud. O.a.

83 St. Augustine, Sermon Mai 158,4; PLS 2,525.

84 Severian ofGabala, in Catena in Actus Apostolorum 2, (lA. Cramer 3, Oxford, 1838 p. 16).

85 St. Augustine, The Spirit and the Letter, 16,28; CSEL 60. 182.

86 St. Augustine. The City ofGod XIV, 28; CCL 47, 360.

87 St. Irenaeus, Against Heresies III. 17. l.

88 Cr. Martin Luther, The Whitsuntide Sermon (Weimar edit. 12, p. 568 ff.)

89 St. Thomas, S. Th. I-II ae, q. 106, a. 2.

90 lb. q. 106. a.l; Cf. St. Augustine. The Spirit and the Letter, 21.

91 N. Cabasilas. Life in Christ II. 8; PG 150.553.

92 Cf. St. Augustine, an the Gospel of John 26,4-5; CCL 36, 261 f.; Confessions XIII. 9.

93 Imitation of Christ III, 5.

94 J.P. Sartre, Les Mouches, Paris 1943. p. 134 ff.

95 St. Augustine, The Spirit and the Letter. 19,34.

96 Man kunne her måske bedre bruge ordet "løftet." O.a.

97 Søren Kierkegaard, Kjerlighedens Gjerninger, Første Følge, II, A.

98 Origen, Commentary on the Letter to the Romans 5,8; PG 14, 1042 A

99 Cf. J. De1umeau, Historie vecue du peuple cluetien Ed. Privat 1979.

100 Munkeorden, nonneorden. O.a.