Opdateret 23. nov. 2009

Boganmeldelser

 

Nov 2009
Vi er lige kommer hjem fra en ferie på Cypern, og med mig havde jeg bl. a. (ud over min dejlige kone, en bog af Philip Yancey - Vink fra en anden verden og der er rigtig mange afsnit, der har talt meget stærkt og afgørende til mig bl. a. afsnittet "Om at praktisere Guds eksistens" og i det følgende citerer jeg lidt fra det afsnit, som på en tydelig og afgørende måde handler om at bringe Guds perspektiv ind over handlinger og gerninger i vore liv.

 

Mens jeg studerede en bog om Jesus kunne jeg ikke undgå at bemærke den ømhed som Jesus behandlede andre mennesker som var blevet såret på grund af moralsk nederlag med. En samaritansk kvinde med fem ødelagte ægteskaber bag sig, en uærlig skatteopkræver, en ægteskabsbryder, en prostitueret, en discipel der fornægtede ham - alle modtog de, i stedet for den fordømmelse som de forventede, Jesu tilgivelse og genoprettelse.

 

Vi efterfølgere af Jesus gør nogle gange det modsatte. En film fra 2002, "The Magdalene Sisters" (Magdalenesøstrene), er en trist dokumentarisk beretning om Irlands" maggier" . De fik dette øgenavn efter Maria Magdalene, hvilket i sig selv er en meget sigende historie. Evangelierne fortæller kun en ting om Maria Magdalenes fortid, nemlig at Jesus uddrev syv dæmoner af hende. Ikke desto mindre besluttede en autoritet indenfor kirken for flere århundreder siden, at den Maria Magdalene må have været den samme kvinde som den prostituerede, der vaskede Jesu fødder med sit hår. Derfor, når en streng nonneorden optog unge kvinder, der var blevet gravide uden at være gift, kaldte de de faldne piger for "maggier. " Maggierne blev kendt for offentligheden i 1990' erne, da en religiøs orden solgte sit kloster, og man fandt 133 kvindegrave bag murene, kvinder der bogstaveligt talt havde tilbragt deres liv som slaver i klosterets vaskeri. Pressen fandt frem til en halv snes af disse "Magdalene-vaskerier" overalt i Irland - det sidste lukkede ned i 1996 - og snart kom familie og overlevende med beretninger om de slavelignende tilstande i klostrene. Tusinder af unge kvinder tilbragte tid i vaskerierne. Nogle var blevet spærret inde for blot at være" en forførerske" og tvunget til at arbejde uden løn og i tavshed som en slags bod for deres synder. Kirken fjernede disse kvinders uægte børn og opfostrede dem på andre institutioner.

Da Joni Mitchell skreven sang om maggierne, blev der stor opstandelse, og det endte med, at forkæmpere samlede penge ind til en mindebænk i St. Stephens Green, en park i Dublins centrum.
Da jeg havde hørt om maggiernes historie, besluttede jeg at se denne bænk under et besøg i Irland. Det var en typisk grå dag i Dublin med en skarp septembervind og et truende regnvejr i luften. Jeg spurgte en politimand og en parkguide om vej til bænken, men de så begge spørgende på mig. "Kender den ikke, desværre." Til sidst foreslog parkguiden, at jeg undersøgte et område, man havde reserveret monumenter.

Min hustru og jeg undersøgte bronzestatuerne og de imponerende springvand en efter en, de fleste var til minde om irske frihedskæmpere. Ved et rent tilfælde faldt vi over en beskeden bænk under et magnolietræ. Der sad et homoseksuelt par, men bag dem kunne vi se nogle små udskårne hoveder og en messingfarvet inskription. Vi spurgte, om de havde noget imod at flytte sig ganske kort, så vi kunne læse inskriptionen og fortalte dem historien bag den bænk, de sad på. På skiltet stod der: "Til de kvinder der arbejdede på Magdalene-vaskerierne, og til de børn der blev født af nogle af disse fællesskabers medlemmer - sid ned og reflekter over deres liv."

Da vi forlod dette ydmyge minde, reflekterede jeg ikke blot over deres liv men også over den skarpe kontrast mellem, hvordan Jesus behandlede moralske fiaskoer, og hvordan kirken ofte behandler dem. Jesus løftede syndere op.

Han udnævnte den samaritanske kvinde til sin første missionær. Han forsvarede kvinden, der salvede ham med dyr parfume: "Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende." Han genrejste Peter som leder. Og Maria Magdalene, hende med de syv dæmoner, ærede han som det allerførste vidne til opstandelsen - et vidnesbyrd hans status-bevidste efterfølgere først nægtede at tro på.

Jeg reflekterede også over den største gave, vi har fået fra den ikke-synlige verden, nåden. Nåde betyder, at intet, af det vi gør forkert, kan diskvalificere os til Guds kærlighed. Det betyder, at intet menneske er redningsløst fortabt, intet menneskeligt fejltrin er uopretteligt. Vi lever i en verden, der dømmer folk efter deres opførsel, og som forlanger, at kriminelle, skyldnere og moralske fiaskoer må tage følgerne af deres handlinger. Som historien om maggierne viser, så er det endog svært for kirken at tilgive dem, der kommer til kort.

Nåden er irrationel og uretfærdig og giver kun mening, hvis jeg tror på en anden verden, der styres af en barmhjertig Gud, der altid giver folk en chance til. "Amazing Grace", en dejlig salme, der i nyere tid toppede popmusikkens hitlister, kommer med det løfte, at Gud ikke dømmer efter, hvad de har været, men hvad de kunne blive, ikke efter deres fortid men efter deres fremtid. John Newton, en barsk og slibrig slavehandler, "en sølle stakkel som mig," skrev denne salme, efter at han var blevet forandret af denne forunderlige nådes kraft.

Når verden ser nåden i aktion, taber den mælet.

Nelson Mandela lærte verden noget om nåde, da han, efter at have siddet fængslet i syvogtyve år og var blevet valgt til Sydafrikas præsident, bad sin fangevogter om at komme op på indvielsespodiet sammen med ham. Han udnævnte derefter ærkebiskop Desmond Tutu til at lede det officielle regeringspanel med det afskrækkende navn Sandheds- og forsoningskommissionen. Mandela forsøgte at afvæbne det naturlige hævnmønster, han havde oplevet i så mange lande, hvor en undertrykt race eller stamme tog magten fra en anden.