|
Paul Meier
Tale afholdt på menighedslejren 2004
Af Niels Peder Nielsen
Redigeret 05.06.04
Lidt om bogen Verden er fuld af Idioter af Poul Maier
Der er tre slags idioter
1. Mild til moderat selvcentrering - førstegradsidiot.
Når førstegradsidioterne nogen gange opfører sig egoistisk, så er de som regel ikke klar over det, og de mener ikke noget ondt med det.
For eksempel har en førstegradsidiot svært ved at være utro, for hans retfærdighedsfonemmelser ligger indenfor et “normalmøster”.
2. Alvorlig til akut selvcentrering - andengradsidiot.
Andengradsidioterne manipulerer, kontrollerer og misbruger deres medmennesker med fuldt overlæg. Og selvom de som regel føler skyld over det, de gør, vil de nu nok gøre det igen. En andengradsidiot vil være utro og have det dårligt bagefter, men ville sikkert være utro igen, hvis lejligheden bød sig.
3. Voldsom til sociopatisk selviskhed (idiot i allerhøjeste grad; herefter omtalt som tredjegradsidiot).
Tredjegradsidioter er meget farligere end andengradsidioterne. De er virkelig samfundets skadevoldere, bundfald, som tilmed nyder at kontrollere, misbruge og dominere deres medmennesker, og som ikke føler nogen skyld over den smerte og lidelse, de er årsag til. Et klinisk navn for en tredjegradsidiot er en person med en sociopatisk/psykopatisk personlighedsforstyrrelse. Tredjegradsidioten har ingen samvittighed.
Maier mener, at vi rundt regnet kan inddele befolkningen på følgende måde:
40% førstegradsidioter,
40% andengradsidiotertilbøjeligheder,
10% tredjegradsidioter/psykopater.
Læg mærke til, at dette kun giver 90%. Idet vi ikke tager os af ethvert menneske på planeten,
Sikkert har 1970erne,1980erne og de tidlige 1990ere ("jeg-generationen") har skabt flere andengradsidioter end normalt.
De sidste to årtier har bragt både positive og negative forandringer. En positiv udvikling har været den stigende interesse for at have et positivt billede af sig selv. Der har været en langsom, men sikker forbedring af den ligelige behandling af kvinder, minoriteter og miljøet.
Det gode ved "jeg-generationen" er, at den har bragt mange mennesker ud af deres passivitet, lave selvbillede og jeg-nedbrydende adfærd og ind i en sund form for selvhævdelse, som har hjulpet dem til at udvikle sig bedre både mentalt, følelsesmæssigt og økonomisk. Det dårlige er imidlertid, at for en stor gruppe mennesker er pendulet svunget lige forbi den sunde form for selvhævdelse og ud i den egoistiske idiotadfærd - hvor de føler, at det er helt i orden at bruge og misbruge andre. Når alt kommer til alt, "så må jeg jo sørge for mig selv".
Hvor langt vil pendulet svinge? Jeg tror allerede, at det er svunget for langt ud. I vores klinikker har vi observeret den enorme sorg og menneskelige lidelse, som har været en konsekvens af det tragiske følelsesmæssige sammenbrud, der er sket for 'jeg-generationen". Vi har set en stigning i tilfældene af mishandling, tvangshandlinger, misbrug af alle slags og i den eksistentielle fortvivlelse over mulige nederlag og/eller svigt.
Er mænd større idioter end kvinder?
Vi kender alle visse personer, som er større idioter end andre. Men vi har også set, at ingen nation, race, religion eller farve, og intet køn har opnået særstatus med hensyn til idiotadfærd. Hvis du pådutter store grupper eller befolkninger dette karaktertræk, bliver du selv en "fordomsfuld idiot".
Samfundets sociopater tredjegradsidioterne
På Minerth-Meier-klinikkerne i hele USA behandler vi mange første- og andengradsidioter i forbindelse med vores par- og familierådgivning. Det er sandt, at andengradsidiotadfærd ofte ligger til grund for alvorlige ægteskabelige problemer. For eksempel kan den ægtefælle, som er andengradsidiot, ofte have haft en eller flere sidespring som et forsøg på at få hævn over sin ægtefælle. Andengradsidiotforældre kan også "ødelægge" deres børn på mange forskelligekontrollerende, manipulerende måder.
Men indimellem støder vi på mennesker, som overstiger andengradsidiotniveauet og går ind i det, vi betegner som en sociopatisk eller psykopatisk personlighedsforstyrrelse. Det drejer sig om de tredjegradsidioter, som muligvis udgør 10% af befolkningen som helhed. Det, som kendetegner en tredjegradsidiot, er hans eller hendes evne til at misbruge andre, uden at føle nogen reel skyld mens det står på. I dette kapitel vil jeg bruge to eksempler på idiotadfærd af tredje grad, den ene person er blevet et kendt navn i de senere år. Den anden bliver, selvom det er en virkelig person, af indlysende årsager nødt til at være anonym.
Den misbrugte lille dreng blev til et uhyre.
Dette er en sand historie om en lille dreng, hvis far døde, lige før drengen blev født. Hans mor havde udsigt til fattigdom og giftede sig derfor hurtigt med sin døde mands bror, som viste sig at være en krænkende andengradsidiot. Den lille dreng hadede sin stedfar, og forholdet til moderen var ikke meget bedre. Begge forældre udnyttede ham, så snart det kunne lade sig gøre, til at arbejde eller tigge om penge.
Da drengen blev 10 år, tvang hans forældre ham til at forlade skolen for at arbejde fuld tid, så derfor løb han hjemmefra og flyttede ind hos sin onkel. Desværre kom han derved fra asken og i ilden. Denne onkel viste sig at være nazist med tendens til voldsomme vredesudbrud, som mistede sit job, efter han havde forsøgt at myrde en politisk leder. Endnu en gang løb drengen hjemmefra. På dette tidspunkt var drengen blevet teenager, og havde allerede mange år bag sig med overgreb og ensomhed, sorg og vrede. Han levede for sig selv og klarede sig ved at sælge tyggegummi og andre småting på gaderne i en stor by. Det lykkedes ham at komme i skole og blev i øvrigt skolens bisse. han bar ofte en pistol for at beskytte sig i timerne og for at sørge for, at de andre elever underordnede sig.
Da han blev ældre, overførte han sin vrede mod de familiemedlemmer, der havde misbrugt ham, til vrede mod autoritetsfigurer i hans umiddelbare omgivelser. Hans følelser af utryghed og mindreværd drev ham ud i et vanvittigt rotteræs for at finde mening og føle sig betydningsfuld. Han blev afhængig af magt og afhængig af at skulle hævne sig på sine fjender, både ægte og indbildte.
Har du gættet, hvem denne lille dreng er? Hvis denne lille
dreng havde oplevet ordentlig kærlighed og omsorg fra sin mor og stedfar, kunne hundrede tusinder at dødsfald været undgået, og Golfkrigen ville ikke have eksisteret. Den uskyldige lille dreng, som primært mødte udprægede andengradsidioter, voksede op og blev Saddam Hussein, en tredjegradsidiot næsten uden sidestykke.
Lige som sin onkel blev Saddam politisk snigmorder, og det lykkedes ham at opnå at blive Iraks præsident. For at opnå denne status havde han myrdet stort set enhver, som stod ham i vejen. Da en 'mand konfronterede ham med, hvad han gjorde stak han sin cigar i øjet på ham. Og da en kvinde på åben gade i Bagdad konfronterede ham med, hvem han var, jog han sin tommelfinger i hendes øje og stak det ud!
Da en general i Saddams kabinet engang var uenig med en beslutning, Saddam havde truffet, trak den irakiske præsident sin revolver og skød manden i hovedet. Så spurgte han koldt, om der var andre, der var uenige (det var der ingen, der var).
Ved en anden lejlighed tog Saddam et famliemedlem, der led af kræft, til den bedst læge i Bagdad for at få behandling. Da lægen ikke kunne hjælpe ham, bandt Saddam lægen ti1 en loftsventilator og fik ham tortureret med elektrochok i 10 dage.
Lægen flygtede siden, og bor nu i England.
For flere tusind år siden lagde Moses mærke til, at forældrenes synder havde en tendens til at gentage sig i op til tredje eller fjerde led i en familie. Saddam Husseins families synder er afgjort et bevis på denne betragtning. En anden lille dreng, som regelmæssigt fik tæv af sin far, var Adolf Hitler, og vi ved alle, hvad lille Adolf udviklede sig til.
Høj koncentration af psykopater
Saddam Hussein og Adolf Hitler er nogle iøjenfaldende eksempler på tredjegradsidioter, men der er bogstavelig talt hundrede tusinder af dem i vores samfund i dag, og de er alt fra narkotikahandlere i visse kvarterer til "respekterede ledere" i højere politiske kredse. Nogle er meget indflydelsesrige finansfyrster eller direktører i store firmaer. Og nogle er præster og evangelister. Det kan endda være, du er i familie med en tredjegradsidiot. Jeg tvivler derimod på, at du selv er en tredjegradsidiot, for så ville du slet ikke bruge tid på at læse en bog som denne.
|
Når jeg bruger ordet masochist her, så taler jeg ikke om pisk og lænker. I denne bog vil masochisme ganske enkelt betyde "tendensen til at sætte sig selv i en situation, hvor man vil blive såret, gjort til offer eller udnyttet".
Desværre er der mange, der udsætter sig selv for overgreb fra personer, der ikke har så let ved at styre deres personlighed, og hvor man følger en “nederlagsopskrift”, der tillader andengradsidioter og tredjegradsidioter at trække sig rundt i manegen, snyde og bedrage sig, lyve for sig, og i nogen tilfælde såre sig dybt på følelsesmæssige og endog på fysiske måder.
Masochisme er en selvødelæggende adfærd, som man åbner op for, giver efter for, bevidst eller ubevidst. Masochisme er en nederlagsopskrift, som man vælger, når man har svært ved at sige nej.
Er der klare faresignaler og en vej ud?
Nogle spørger sikkert:
1. Hvordan kan man forebygge eller stærkt begrænse overgreb fra idioter, særligt fra andengradsidioter eller tredjegradsidioter, som kan være i stand til at forvolde mig og min familie stor skade.
2. Hvordan kan man arbejde med sine egne masochistiske tendenser og deres rødder, så som falsk skyld, en bestemt form for gennemtrængende skamfølelse som man sikkert ikke engang er klar over, men som ikke desto mindre sætter os i farezonen for at lide overgreb fra idioter.
I det følgende skal vi se på nogle enkle psykologiske judogreb og kast, som vil udruste os til at kunne møde de glubske idioter med en sikker fremtræden, få overtaget og ordne dem på kærlig måde, eller i det mindste på en høflig måde lade dem forstå, at du ikke vil manipuleres, kontrolleres eller mishandles længere.
1. Giv dit indre et eftersyn!
Fortrængning er stamfaderen til en række problemer af forskellige slags: tanker, følelser, impulser motiver.
Primære forsvarskilde, der har andre andre medløbere:
Fornægtelse gør at følelserne ikke får adgang.
Projektion ser fejlene i den anden person, men det er måske ens egne fejl, man “lægger” over i den anden.
Rationalisering er en god undskyldning for vores idiotadfærd. Idiotchefen siger: Det er til hendes eget bedste.
Passiv aggression er at surmule, udsætte og udføre sin opgave dårligt, bruger sex som negativt våben
Fejlplacering er der hvor manden får skæld ud på arbejdet og derhjemme får resten af familien det “glatte lag”
Farisæisme er ofte udtryk for karakterbrist. Jeg er bedre end de andre.
2. At flytte hjemmefra psykologisk set
Ignoreret af sin far feks.
En dominerende mor.
forældre budskaber forventninger
3. Bryde afhængighedsforhold
Afhængighedscyklus: OHP
1. Oprindelsesfamilie eller større livstraume
(Kilde til årsag eller misbrug)
2. Negative budskaber
(Løgne, du bilder dig selv ind)
3.Skambase
(Falsk skyldfølelse)
4. Lavt selvværd
(Jeg fortjener at blive misbrugt)
5. Følelsesmæssig smerte
(Stadig tilbagevendende, indtil man “sørger” den naturligt af.
6. Afhængighedsskabende middel
(Noget til at bedøve smerten)
7. Bedøvelse
(Føles rart et stykke tid)
8. Konsekvenser.
(der er en pris, der må betales)
9. Krænkelse af værdier
(Du gør det, du ved er forkert)
10 Ægte skyldfølelse
(Der er nok at tage af)
Og så kører det evnt i ring igen
(se opstillingen på OHP)
4. Opdag og analyser vreden i tide
Ca. 85 % af alle depressioner skyldes undertrykt vrede
Der findes mange forskellige systemer og teknikker til at tackle sin vrede. En ganske enkel plan, som vi anbefaler vores patienter eller dem der ringer ind til vores radioprogram, er denne 3-trins-proces:
1. Analyser din vrede roligt og rationelt.
2. Udtryk din vrede så kærligt som muligt.
3. Neutraliser din vrede gennem tilgivelse.
1. Analyser din vrede roligt og rationelt.
For de fleste mennesker er det normalt at blive vred en eller flere gange om dagen, men hvad er vrede helt præcis? Det er normalt at associere vrede med at skrige, råbe, slå, bande og generelt at være ude af kontrol. Patienter siger ofte til mig "Jeg blev ikke rigtig vred over, hvad hun gjorde mod mig, snarere såret"; "Jeg blev ikke vred, men irriteret"; eller "Vred? Nej egentlig ikke, men jeg blev godt frustreret".
Hvad de ikke forstår er, at det at blive såret, irriteret eller frustreret altsammen er relateret til vrede, og i virkeligheden er former for vrede. Vrede er ikke altid en eksplosion; vrede er ofte en ulmende lunte, som bliver ved med at brænde dybt nede, mens man på overfladen smiler og siger "jeg er ikke vred - jeg tror ikke, at der er nogen ide i at blive vred".
Den "ulmende lunte" er undertrykt vrede. Det viser sig faktisk, at den eksplosive vrede, som involverer at råbe og skrige og endog slå i det lange løb ikke er så farlig som den undertrykte vrede. Den person, som eksploderer, kommer over det og "køler af igen", men den person, som undertrykker sin vrede, kommer ikke over det. Han tror, at han har det fint, men sandheden er, at han går rundt med en tikkende bombe indeni.
Ekskurs om illegitim vrede og legitim vrede?
Når vi bliver vrede, gør vi ofte brug af en "falsk rettighed", som er en af de mange måder, hvorpå vi vælger at leve egoistisk. En af de bedste måder at opdage, om du gør brug af denne falske rettighed eller ej, er at stille dig selv det næste spørgsmål: "Er det så en gudgiven rettighed, der er blevet krænket - dvs. hvis jeg tror, at en af mine rettigheder er blevet krænket, drejer det sig så en gudgiven, legitim rettighed?"
1. De illegitime “rettigheder”
Lad os f.eks. sige, at jeg kører 100 kmlt på en vej, hvor jeg må køre 80, og jeg bliver stoppet af politiet og får en fartbøde. Ifølge min egen oplevelse og ifølge indrømmelser fra mange mennesker, jeg har talt med, er en typisk reaktion på at få en fartbøde, at man bliver vred - måske ville det være bedre at sige "irriteret". Hvis jeg bliver vred over at få en fartbøde, hvilken af mine rettigheder er så blevet krænket? Hvis jeg analyserer det, kan jeg se, at min ret til at køre så hurtigt, som jeg har lyst til, bliver krænket, men der findes ikke sådan en rettighed, vel? Det er en falsk rettighed, og det betyder, at min vrede er illegitim.
Mit næste skridt er oplagt. Jeg må opgive min falske rettighed, dvs. jeg må opgive min illegitime vrede i stedet for at udtrykke den og som regel få krænket nogen i samme omgang.
De tre væsentligste årsager til illegitim vrede er egoisme, perfektionisme og paranoia (forfølgelsesvanvid). Hvis egoismen kontrollerer mig, vil jeg for det meste føle mig vred, fordi jeg forventer for meget. Jeg forventer, at mennesker skal flytte sig, når jeg er ude at køre. Jeg forventer, at mennesker skal lade mig komme forrest i køen. Jeg forventer, at mennesker aldrig udfordrer mig, siger mig imod, skændes med mig eller irettesætter mig. Med andre ord: jeg forventer alt for meget, og når mine forventninger ikke bliver indfriet (hvilket de sjældent bliver) bliver jeg vred. Deraf følger, at jeg for det meste vil være vred, have forøget serotoninudskillelse og være ulykkelig.
Nogle af de vredeste mennesker, jeg kender, er perfektionister. Når du lader perfektionismen styre dit liv, er den første person, af hvem du kræver fuldendt opførsel, dig selv. Det er i sig selv nok til at forårsage konstant vrede, men derudover forventer du fuldendt opførsel fra din ægtefælle, din præst, dine børn, dine venner - kort sagt: du forventer perfektion fra enhver, og når de eller du ikke leverer den fuldendte opførsel, så bliver du vred.
Den kendte kliche lyder: "ingen er fuldkommen", men som så mange andre klicheer indeholder den en stor sandhed. Nogle kristne henviser til Jesu ord i Bjergprædikenen, hvor han sagde til sine efterfølgere: "Vær derfor fuldkommen, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.,,23 Det græske ord, som er oversat i mange forskellige versioner af Bibelen som "fuldkommen", er teleios, men det betyder ikke fejlfrihed - eller "aldrig at begå et fejltrin" .
En bedre oversættelse af teleios ville være "moden" eller "hel". Da Jesus bad sine efterfølgere om at være fuldkommen, som Gud er fuldkommen, ville det, han sagde, måske lyde sådan her i et mere nutidigt sprog: "Voks op og bliv modne, og bliv det, Gud har tænkt sig, I skulle blive. Skil jer af med idiotadfærd, masochisme, undertrykt vrede og depression, og kom videre, så I opfylder det formål, til hvilket I blev skabt."
Paranoia - følelsen af, at alle er imod dig, ikke kan lide dig eller er ude efter dig - er et andet klassisk eksempel på illegitim vrede. Forfølgelsesvanvid er karakteriseret ved en overkritisk holdning. I løbet af en dag kan du finde mange grunde til at blive vred. Du mumler et lille "hej", og den anden person hilser ikke igen. Vreden blusser op, fordi du ved, at personen afviste dig med vilje. Sandheden er, at personen sikkert blev distraheret og nok hverken hørte eller så dig.
Paranoid vrede er god til at misforstå andre menneskers handlinger, ord eller endog løftede øjenbryn. Paranoia kan faktisk blive en personlighedsforstyrrelse, som - hvis den er alvorlig nok - kan udvikle sig til en psykose (hvor man mister kontakten med virkeligheden pga. en dopaminsvækkelse i hjernen).
|
2. De "legitime" rettigheder?
Når vi taler om falske rettigheder, så antyder vi samtidig, at der findes nogle legitime, gudgivne rettigheder. Jeg har behandlet nogle kristne, som har den lovbundne tanke, at kristne ikke har nogle rettigheder overhovedet, men det er ganske enkelt ikke sandt. Den gyldne regel lærer os tidligt, at vi skal behandle andre, som vi ønsker, de skal behandle os. At bryde den gyldne regel vil derfor sige at krænke andre menneskers rettigheder til at blive behandlet med den menneskelige værdighed, som Gud har tilskikket os alle. Når som helst vi behandler mennesker dårligere end det, som den gyldne regel kræver, så krænker vi deres gudgivne rettigheder.
Mange steder taler Bibelen direkte om vores rettigheder eller antyder i hvert fald kraftigt, at vi har visse rettigheder, f.eks. rettigheden til at have et seksuelt forhold med vores ægtefælde (l. Kor 7:3-5).
Det står tydeligt i Bibelen, at vi har ret til, at mennesker ikke lyver over for os. l Ordsprogenes bog står der: "Et falsk vidne forbliver ikke ustraffet, den, der udspreder løgne, går ikke fri,,24.
Retten til ikke at blive trådt på eller blive banket bliver der tydeligt undervist om i skriftsteder såsom 2. Mos 21:18-27, hvor alle slags regler om straffe for at slå andre i forskellige situationer bliver beskrevet.
Biblen fordømmer også sladder (se 4. Mos. 19:16), hvilket betyder, at du har ret til ikke at blive angrebet på din karakter.
2. Udtryk din vrede så kærligt som muligt.
Desværre er mennesker meget menneskelige. De krænker hinandens gudgivne rettigheder på mange måder. Hvad gør du med din vrede, når en af dine gudgivne rettigheder bliver krænket?
Hvordan siger man så "sandheden i kærlighed"?
For det første kan du, når du er vred, udtrykke det på en venlig, respektfuld og taktfuld måde.
At sige sandheden i kærlighed vil sige at bruge "jeg"-budskaber snarere end "du"-budskaber. Eksempler på "du"-budskaber er f.eks.:
l. "Du skulle have ringet"
2. "Det skulle du ikke have sagt!"
3. "Du er sådan et rodehoved!"
Hvordan kan vi ændre disse "du" -budskaber til at blive "jeg" -budskaber? Lad os forsøge:
l. "Jeg blev oprevet, da jeg ikke hørte fra dig. Jeg blev bekymret."
2. "Jeg synes ikke, det du sagde var retfærdigt, og jeg brød mig ikke om det."
3. "Jeg bliver meget irriteret, når køkkenet (soveværelset, badeværelset) bliver efterladt i sådan en rodet tilstand.
At bruge "jeg" -budskaber er en enkel metode, men det er
ikke let for os at lære at bruge dem hele tiden. Den normale tendens er at bruge den samme slags "du" -budskaber, vi har hørt hele vort liv. Arbejd på at bruge "jeg" -budskaber, særligt når du føler dig vred. Når du udtrykker dit "jeg" -budskab, så tænk situationen grundigt igennem, og overdriv ikke. Nøglen til at bruge "jeg" -budskabet er at placere ansvaret for dine egne følelser på dig selv. Du skal ikke anklage, rakke ned på eller angribe den anden person.
3. Neutraliser din vrede gennem tilgivelse.
Det sidste trin i at tackle din vrede er det sværeste. Du bliver nødt til at lære at neutralisere din vrede ved at tilgive den, der har krænket eller misbrugt dig. At tilgive er det diametralt modsatte af det, vi naturligt har lyst til at gøre, hvilket er at få hævn, eller i det mindste gøre gengæld.
Jeg taler ofte med patienter, som "bare ikke synes det er retfærdigt" at tilgive deres ægtefælle, forælder eller ven, som har krænket dem. Når alt kommer til alt, så fortjener den person slet ikke deres tilgivelse.
Vi giver disse patienter fuldstændig ret. Når vi bliver behandlet uretfærdigt, så fortjener idioten, som misbrugte os, ikke at blive tilgivet, men vi fortjener at give dem tilgivelsen alligevel, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan være retfærdige over for os selv.
Jeg kan godt lide, hvad Lewis Smedes, den prisbelønnede forfatter til "Free to Forgive (Fri til at tilgive)" siger om det at få hævn. Han kalder det et "taberspil", som efterlader dig frustreret og med mere smerte end du fik fra det oprindelige overgreb.26
Under et af Minirth-Meyer-klinikkernes radioprogrammer, hvor vi brugte hele ugen på at tale om tilgivelse, modtog vi en opringning fra en præstekone, som stadig var åbenlyst vred.
5. Bliv din egen bedste ven.
Selvbilledet, Gudsbilledet
|