Afsnit 6 om frygt

At råbe i frygt
intet bør frygtes så meget som frygt.
Henry David Thoreau

Hvilket bud gætter du på er det mest almindelige i Bibelen?

Det er ikke budet om, at vi skal elske mere. Det er måske nok hovedsagen i Guds ønske for menneskelivet; men det er ikke den instruks, han giver flest gange.

Forfattere, der skriver om det kristne liv, taler ofte om stolthed som sel ve roden til menneskets fald; men Bibelens hyppigst anvendte imperativ handler ikke om at undgå stolthed eller vokse i ydmyghed.

Det er ikke en befaling om at vogte seksuel renhed eller leve med integritet, hvor vigtige disse kvaliteter end er.

Den enkle befaling, som forekommer oftere end nogen anden i Skriften - Guds hyppigst gentagne instruktion - formuleres i to ord:

Frygt ikke. Vær ikke bange. Vær modig og stærk. Stol på mig. Frygt ikke.

Hvorfor befaler Gud, at vi ikke skal frygte?

Frygt synes ikke at være den mest alvorlige last i verden. De er aldrig kommet ind på listen over de syv dødssynder. Man har aldrig hørt om nogen, som blev udsat for kirketugt, fordi de var bange. Hvordan kan det så være, at Gud oftere end noget andet fortæller mennesker, at de ikke skal være bange?

Jeg fornemmer ikke, at Gud siger dette så ofte, fordi han vil skåne os for ubehagelige følelser. Faktisk siger han det som regel i forbindelse med, at mennesker skal gøre noget, som reelt vil lede dem ind i større frygt.

Jeg tror, at Guds hyppige »Frygt ikke« skyldes, at frygt er den primære årsag til, at mennesker fristes til at undlade at gøre det, Gud kalder dem til.

Frygt er den væsentligste grund til, at mennesker nægter at træde ud af båden, og derfor har vi konstant brug for at høre denne ordre. Floyd Ogilvie fastslår, at der er 366 »frygt ikke-vers« i Bibelen - et til hver dag året rundt, selv i skudår!

En lignelse om mod

En to-årig pige står ved bassinkanten. »Hop!« siger hendes far og breder armene ud. >>Vær ikke bange. Stol på mig. Jeg lader dig ikke falde. Spring!« I det øjeblik er pigen en stor, indre konflikt. På den ene side skriger alt i hende, at hun bare skal forholde sig i ro og blive, hvor hun er. Vandet er dybt, koldt og farligt. Hun har aldrig prøvet det før, og hun kan ikke svømme. Hvad nu, hvis noget går galt?

Det kunne jo blive noget værre noget - og når alt kommer til alt, er det jo hendes lille krop, som skal løbe risikoen.

På den anden side er det jo altså hendes far, som står der i vandet. Han er større og stærkere end hende, gennem de seneste par år har han vist sig at være relativt troværdig, og han synes at være ret sikker på, hvordan det vil ende.

Kampen står mellem frygten og tilliden.

Tilliden siger: Spring!

Frvgten siger: Nej!

Man kan ikke blive stående på bassinkanten for evigt. På et eller andet tidspunkt må hun tage en beslutning. Hun rummer i øvrigt mere end bare frygten - eller tilliden for den sags skyld:

l hende er der også en lille gnist af vilje, og med den lille gnist bestemmer hun, hvad hun vil gøre. Enten hopper hun, eller også bakker hun ud.

Uanset hvad den lille pige beslutter, vil det få omfattende konsekvenser.

Vælger hun at hoppe, bliver hun en lille smule mere tryg ved faderens evne til at gribe hende, og der er større sandsynlighed for, at hun tager springet næste gang. Vandet vil virke knap så skræmmende på hende, og i yderste konsekvens vil hun komme til at opleve sig selv som en, der ikke lader sig standse af frygt.

Vælger hun derimod ikke at hoppe, vil det også få betydning for hende. Hun vil gå glip af lejligheden til at opdage, at hun kan stole på faderen. Hun vil hælde lidt mere i retning af at vælge sikkerheden også næste gang. Hun vil opfatte sig selv som en, der ikke reagerer modigt på udfordringer, og i fremtiden vil hun arbejde hårdere for at sikre sig, at hun ikke ender i situationer, hvor hun skal træffe beslutninger, som rummer en dimension af frygt.

Jeg vil gerne, at mine børn har en passende respekt eller frygt for vand. Da vores piger var små, legede jeg med dem i en swimmingpool på et hotel. Vi advarede Mallory, som dengang var to år, om, at hun ikke selv måtte gå ud i det dybe vand, for så kunne hun drukne. Men dette fik vi åbenbart ikke formidlet klart nok til hende.

På et tidspunkt, mens hendes storesøster sprang ned til mig, hørte jeg et plask bag mig, og da jeg vendte mig om, så jeg, at Mallory var trådt ud i vandet og nu var fuldstændig opslugt af vandet. Det tog alt i alt omkring et halvt sekund. Jeg trak hende straks op af vandet, og hun begyndte at skrige: »Jeg druknede!

Jeg druknede!« Frygten skal have sin plads. Men jeg vil, at tilliden skal være

stærkere. Jeg ønsker ikke, at frygtens nej nogensinde skal sejre over troens ja.

I beretningen om Jesu vandring på søen optræder frygten to gange. Første gang er, da disciplene bliver bange, fordi de ikke indser, at Jesus er med dem i stormen. Dale Bruner skriver:

Derfor siger Jesus: »Fat mod! Jeg er! Frygt ikke!« Som vi så i kapitel 1, identificerer Jesus sig ikke bare (»Det er mig«); i stedet er det en åbenbaring af, at Gud, som hedder »Jeg er«, er midt iblandt dem.

Det er disse ord fra Esajas, som kommer til live:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;

går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke.

For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser ...

for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. (Esajas 43,1-4)

En ung discipel stod ved bådens ræling. Jesus stod på vandet, rakte sin hånd frem og sagde »Kom!« Tilliden sagde: »Spring!« Frygten sagde: »Nej!« Peter sprang, og i begyndelsen gik alting glat. Men så ramte frygten for anden gang. Han fik øje på stormen, og det bragte ham ind i den næste fase: Han blev bange. Hans umiddelbare reaktion på vinden og stormen var at overgive sig til frygten. Han tabte tilliden til, at J esus var herre over situationen. Han sank ikke blot ned i vandet - men ned i sin egen uro og bekymring.

Jeg er overbevist om, at Guds motivation for så ofte at sige »Frygt ikke« er, at frygten mere end noget andet er i stand til at få os til at synke. Frygt ødelægger troen og bliver den største hindring for at stole på Gud og adlyde ham.

En midaldrende mand føler sig kaldet til at foretage et karriere,kifte og gøre noget dristigt for Gud; men frygten forhindrer ham i det.

En kvinde føler sig fanget i et ægteskab, hvor hun lider og bliver misbrugt - men hun tør ikke se virkeligheden i øjnene og søge hjælp.

En kvinde, som har været kristen gennem mange år, har svært ved at elske Gud, fordi hun er bange for, at han vil gøre onde tmg imod hende. Hun bliver nervøs, hvis livet går for godt for hende i et længere stykke tid, for hun frygter, at noget vanskeligt snart vil ramme hende.

En ung kvinde føler sig presset af sine forældre til at følge en kurs i livet, som hun ikke selv ønsker. Men frygten forhindrer hende i at sige sandheden.

En ung mand er forlovet med en kvinde, som han ikke elsker;

men alle forventer, at de to snart skal giftes. Frygt holder ham tilbage fra at erkende, hvordan han har det inderst inde, og afholder ham fra at handle oprigtigt.

En anden mand længes efter at opleve nært fællesskab og .:egteskab; men han tør ikke invitere en kvinde ud og involvere sig i et seriøst forhold til hende.

En ældre mand er bange for at dø. Han har imidlertid aldrig fortalt det til nogen, for han er bange for, hvad de vil sige, hvis de finder ud af det.

En succesrig forretningsmand sætter økonomien på spil hver eneste dag og tager chancer på aktiemarkedet. Han tænker aldrig pi1 sig selv som frygtsom, men er tværtimod et eventyrlystent mønstereksempel på, hvad mod og frygtløshed er. Men når det gælder følelsesmæssig nærhed eller oprigtig åbenhed, har han (jldrig vovet at tage del i det, siden han var barn. Han tør ikke miste kontrollen over situationen eller udvise svaghed - det er han ganske enkelt bange for.

Jeg nærer stor beundring for de mennesker, som ærligt kæmper med deres frygt - men som i beslutningsøjeblikket vælger at tage springet. En ting er, når en S-type springer (S-typer betegner i bogen spændingssøgende personligheder. O.a.). Men når en person, for hvem det risikable ikke i sig selv er et naturligt valg, står ved kanten af båden og hører Guds kald, når en sådan person, som kæmper med bekymringer og tvivl, alligevel adlyder kaldet - rystende, men troende - det er ægte mod! Og sådan kan vi alle gøre. Vi bliver ikke alle sammen forvandlet til S-type-personligheder med hang til faldskærmsudspring og bungeejump; men hver og en kommer vi til at stå i situationer, hvor vi må vælge mellem tillid og frygt.

Tillid og frygt kæmper om menneskehjertet - også dit hjerte, og på et eller andet tidspunkt vinder en af parterne.

Over vej dette i dit eget liv. På hvilket område kalder Jesus dig til uden tilbageholdenhed at springe ud til ham? Hvad får dig til at blive i båden? Jeg gætter på, at det er frygt!

Lad os se på frygtens anatomi: Hvad er det, og hvad koster det at leve i frygt?

Hvad er frygt?

Helt enkelt og positivt udtrykt er frygt et indre råb, som advarer om, at der er fare på færde, og at vi skal gøre noget ved det.

Frygten er sådan designet, at forskere kalder det en »selvkorrigerende mekanisme«: Den er ubehagelig nok til at motivere os til at handle og fjerne os fra det, som truer os. Den bereder vores krop på at flygte, gemme sig eller kæmpe.

Frygt kommer også fysisk til udtryk. En af mine venner skulle på et tidspunkt forberede sig til en samtale med en meget frygtindgydende person. Da han talte med sin kone om det, sagde han: »Når jeg tænker på dette her, bliver jeg helt klam i hænderne.« En times tid senere, alt imens han ikke havde været i stand til at tænke på andet, sagde han: »Når jeg tænker på det, bliver jeg helt tør i munden.« Hendes råd til ham lød: »Hvorfor slikker du ikke bare dine håndflader? «

Hvad var det, som fik hans krop til at reagere sådan? Der er forskellige aspekter ved frygt. For det første fornemmer dit sind, at du er i fare. Ordene frygt og fare er nært forbundet og har samme rod på flere germanske sprog. Videnskabsmand og forfatter Rush Dozier taler om en primitiv frygt centreret i det 1imbiske system, som inden for en tiendedel af et sekund kan registrere fare - længe før en bevidst beslutningsproces kan finde sted. Bestemte oplevelser som fx høje lyde eller store højder synes at have en indbygget evne til helt fra fødslen at skabe frygt i os. Forskerne taler om, at nogle former for frygt således er medfødte og instinktive, mens andre er tillærte. Komikeren Dave Berry taler som en teolog, når han udtrykker det således:

"Vi er alle født med en række ting, som instinktivt vækker frygt hos os. Vi er bange for at falde, bange for mørke, for hummere, for at falde på en hummer i mørket, for at tale i Rotary Klubben, og bange for ordene: 'Delvist samlet.'« Den utrolige hastighed i denne reaktionsproces hjælper os til lynhurtigt at reagere på situationer, som kan være farlige, men det betyder samtidig, at vores umiddelbare reaktion ikke er blevet filtreret af en langsommere proces, som normalt kaldes for rationel frygt. (Dette er årsagen til, at mennesker i en rutschebane eller i biografen til en gyserfilm på en gang kan være rædselsslagne og højlydt grinende. Den primitive frygt skriger til os, at vi er i fare, alt imens den rationelle frygt fortæller os, at alt er i orden.) Når en angst-reaktion bliver udløst, handler vores krop.

Hormoner, som hurtigt skal tilføre kroppen energi - som fx adrenalin - pumpes ind i muskler og blodårer. Blodet trækkes væk fra huden, (hvilket er det, som forårsager, at vi kan blive blege af rædsel) og i stedet pumpes blodet ud i de store muskler i eksempelvis benene, så vi er klar til hurtigt at komme væk.

Hjertet hamrer løs for at sætte kroppen i stand til at gå i overgear.

øjnene bliver større og pupillerne udvides, så de kan opfange mest mulig information. Og samtidig lukkes mange andre af kroppens funktioner som fx reproduktion, fordøjelse m.v. ned, så vi er klar til at agere.

Der findes god frygt: Den frygt, som hindrer barnet i at røre ved den varme ovn, frygten, som afholder dig fra at køre uforsvarligt, frygten, som forhindrer en mand i at klæde sig, som han egentlig har lyst til - i dristigt farvede skotskternede mønstre, som udtrykker hans personlighed; men han undlader at gøre det, fordi han er bange for, hvad hans kone vil sige.

Hvis man kun blev angrebet af frygt, når der var behov for det - når man var ved at blive ramt af en lastbil eller blev jaget af en vanvittig morder - ville der ikke være noget at være bekymret over. Problemet er blot, at langt de fleste af os også rammes af frygt, når det hverken er nødvendigt eller til hjælp. Frygten kan klæbe sig til noget, som egentlig ikke er nogen trussel, og den kan blive lammende i stedet for motiverende.

I nogle tilfælde hører frygten op med at optræde sporadisk og bliver i stedet til en vane. N år det sker, bliver mennesket kronisk bekymret og angstfyldt. Bekymring er en særlig form for frygt.

Traditionelt skelner man således mellem begreberne, at frygt forårsages af en ydre kilde, mens bekymring eller nervøsitet kommer indefra. Alligevel afføder de to tilstande de samme fysiske reaktioner. Bekymring er frygt, som har pakket taskerne ud og er flyttet ind på en langvarig lejekontrakt! Bekymring flytter aldrig ud igen af sig selv - den skal sættes på gaden. Uheldigvis er det menneskets evne til at bruge fantasien - den gave, som gør det menneskelige sind så fantastisk - som samtidig øger menneskets sårbarhed i forhold til det at blive bekymret. Joseph LeDoux, neuroforsker ved New York Universitet, opsummerer det således: »En rotte kan ikke være bekymret for, om aktiemarkedet krakker.« Men det kan vi!

Vi skal tage det fysiske aspekt af frygt alvorligt. Det er en naturlig del af det at være menneske. I en artikel i New York Times blev der henvist til, at forskningen tyder på, at nogle mennesker i højere grad end andre er disponeret for frygt og nervøsitet, og at denne disposition er genetisk bestemt. Man har endog lokaliseret genet: slc6a4-genet, som befinder sig i kromosom 17q12. De, som har en kort udgave af dette gen, vil lettere bekymre sig, end de som har en lang udgave.

Gør denne oplysning dig bekymret for, om du har den korte udgave?

Her har du en af grundene til, at det kan være afgørende for L'n person at opsøge en læge eller psykiater for at finde ud af, i 1m der er et fysisk problem, som forårsager konstant nervøsitet.

f)L'stemte former for nærmest besættende bekymrede tanker er !'ksempelvis knyttet til en bestemt del af hjernen, nærmere bestemt i hjernebarken kaldet cingulate cortex. At blive medicineret en sådan måde, at dette område i hjernen ikke overophedes, er i kke en erstatning for tro, men blot en genspejling af det faktum, clt vi virkelig er såvel fysiske som åndelige væsener.

Hovedparten af de bibelske udsagn om frygt viser, at frygt generelt har en destruktiv funktion i vores liv. Frygt, som du og jeg sædvanligvis oplever og håndterer den, er ikke noget godt.

l Bibelen ser vi igen og igen, hvordan frygt truer med at hindre mennesker i at stole på Gud og adlyde ham.

Når den lille pige står ved bassinkanten, er hun som regel fuldstændig bevidst om, at det koster noget at tage springet.

Det vil være koldt og skræmmende, og hun er måske allermest bange for, at hun kunne dø af det.

Men for både den lille pige og os gælder det, at vi ofte overser, at det også koster noget, hvis vi nægter at springe i. At leve i kronisk frygt er den højeste pris af alle. Susan Jeffers udtrykker det sc1dan: »At kæmpe sig gennem frygten er mindre skræmmende end et liv med en underliggende frygt, som udspringer af en følelse af hjælpeløshed.« Lad os derfor se nærmere på de høje mnkostninger ved et liv, hvor frygt og angst er kendetegnende tor sindet.

Tab af selvværd

Den amerikanske forening af psykologer udgav for nogle år siden en bog, som opsummerede de senere års forskning omkring selvværd. Her påpegede de et grundlæggende paradoks: Hvordan kan det være, at så mange mennesker, som har gode grunde til at have et højt selvværd, alligevel lider under et lavt selvværd?

De udretter meget, de er begavede, tiltrækkende og populære, men kæmper alligevel med deres selvværd. Selv personer, som har opnået ganske meget og tilsyneladende er succesrige, har ofte en tendens til at føle sig utilstrækkelige og tvivle på sig selv.

Og ikke nok med det, mange mennesker modtager anerkendelse og beundring fra betydningsfulde personer; men de har en tendens til at tvivle på dette og kæmper af samme grund med deres selvværd.

Al forskning peger i retning af, at spørgsmålet om selvværd i overvejende grad kan koges ned til at handle om et bestemt emne: Hvordan reagerer du over for en vanskelig situation?

Tager du udfordringen op, ser den i øjnene og handler, eller undgår du situationen, trækker dig tilbage, løber hen og stikker hovedet i busken?

Hvis du griber til handling, oplever du en bølge af glæde - selv når tingene ikke udvikler sig perfekt. Jeg gjorde noget, som var vanskeligt. Jeg tog imod udfordringen. Du voksede.

Når du derimod undlader at se den truende situation i øjnene, vil du sige til dig selv - uanset om sagen alligevel endte lykkeligt:

Sandheden er, at jeg var en kylling. Jeg trak mig. Jeg tog ikke kampen op - jeg valgte den nemmeste udvej.

Undvigelsen tager således livet af en indre følelse af selvtillid og selvagtelse, og derfor er andres ros - selv når den er ærligt ment - sjældent til særlig stor hjælp. De, som undvige r sådanne situationer, bliver ofte eksperter i at kontrollere, hvilket indtryk andre får af dem, idet de konstant sørger for at udstråle det, som de regner med, at andre forventer af dem. Men selvom det lykkes at give dette indtryk, devaluerer vi det alligevel over for os selv: Hvis bare de kendte sandheden om mig, ville de ikke beundre mig. De beundrer blot det, som de ser i mig. Hvis vi derimod tager udfordringen op, styrker det vores inderste væsen - selv, når det ikke lykkes perfekt.

For nylig var jeg på en indenrigsflyvning sammen med tre medarbejdere fra kirken. Eftersom flyet var helt fyldt op, kunne vi ikke sidde i nærheden af hinanden. En af os foreslog en udfordring: »Lad os se, hvem der på hjemvejen kan få den væsentligste åndelige samtale med en fremmed.« (Jeg arbejder i en kirke, hvor udfordringerne er store!) Jeg kender nogle mennesker, som med jævne mellemrum og som noget helt normalt synes at omvende medpassagerer; men jeg benytter åbenbart et forkert flyselskab, for det er bestemt ikke noget, jeg er vant til at opleve.

Udfordringen var givet - nu var det op til mig at gribe den eller undvige den.

Jeg satte mig og iagttog manden på min venstre side. Han var forretningsmand, hårdt arbejdende på sin bærbare og klædt i et af de flotteste jakkesæt, jeg nogensinde har set. Han lignede en reklame for en af de finere tøjkæder.

Godt nok, tænkte jeg, han har sikkert en dyr kuglepen, som jeg kan bede om at låne for at tegne en illustration af evangeliet - og så er han nødt til at følge med.

Situationen var ikke ideel for en god samtale; hele flyet var irritabelt, fordi det var overfyldt, og fordi vi var forsinkede.

Mens vi spiste, hilste jeg på ham, og jeg var godt i gang med at lade op til at dreje samtalen i en åndelig retning. Jeg havde imidlertid noget besvær med at få dressingen ud af posen. Jeg trykkede derfor rigtig hårdt til - og pludselig røg det hele ud med et stort splat - og landede på hans jakkesæt.

Ikke bare en lille plet ... hans bukser lignede skindet på en jerseyko!

Det tog stewardessen og mig omkring 25 minutter at overbevise ham om, at mineralvand kunne få pletterne af.

Derefter var han på toilettet i en halv time.

Nu havde jeg virkelig lyst til at gå i undvige-tilstand. Jeg tænkte over, hvordan jeg dog skulle føre samtalen videre herfra, og en tanke slog hele tiden ned i mig: Mineralvand kan fjerne pletter fra dine bukser; men hvad skal klare pletterne på din sjæl? Men jeg var ikke sikker på, at det ville være en effektiv tilgang!

Vi kom dog i snak alligevel, og det viste sig, at han allerede var kristen, og rent faktisk vidste han også lidt om Willow Creekmenigheden.

>,Du arbejder altså der?« spurgte han.

»Ja!« svarede jeg. »jeg hedder Bill Hybels.« Nej - i virkeligheden fortalte jeg ham, hvad jeg rent faktisk hedder, og vi endte med at få en rigtig vedkommende samtale om åndeligt liv. Men da jeg gik ud af flyet, bemærkede jeg, hvilken tilfredshed, jeg følte over at have taget udfordringen op. Det var ikke gået som smurt -langtfra. Men der er noget meget betydningsfuldt for ens selvværd i det at tage en udfordring op.

Læg mærke til det: Når du står i en skræmmende situation og vælger at se den i øjnene og tage kampen op, vil du føle et sus af tilfredsstillelse ved visheden om, at du udviste mod. Jeg vil opmuntre dig til at lave et lille tros-eksperiment: Når der er en situation, hvor du har lyst til at undvige, så stå fast og kæmp dig igennem i stedet.

Tag til genmæle mod den bølle, som mishandler andre (eller dig) på din arbejdsplads. Gå i kast med den opgave, som du har udskudt, fordi du er bange for, at det vil være svært eller ubehageligt. Giv udtryk for din oprigtige mening, når du taler med en person, som du normalt ville forsøge at behage eller imponere.

Tag ansvar for en vanskelig beslutning, som du har forsøgt at udskyde. Foretag den telefonopringning, som du har forsøgt at krybe uden om. Bekend over for Gud i din bøn en synd eller en karakterbrist, som du har forsøgt at skjule. Bed om hjælp til at blive forandret og fortæl en anden om det.

Gør du det, bliver du lidt stærkere indeni.

Men når du trækker dig ved at nægte at tage det vanskelige skridt eller sige de vanskelige ord, dør du en lille smule, og hvis det bliver til et mønster, vil du på sigt få den opfattelse af dig selv, at du ikke magter livets største udfordringer. I stedet for en indre kerne af styrke og beslutsomhed vil du opleve frygt og nervøsitet, og du vil vænne dig til at leve i frygt og med undvigelser.

Selv hvis alting udefra ser ud til at gå godt, og andre er imponerede over dit liv, vil du have opbygget en indre gæld, som du betaler af på resten af livet.

Tab af mål for livet

Hvis du lever i frygt, vil du aldrig opleve det potentiale, som Gud har lagt i dig.

Vækst involverer, som vi har set, altid en risiko, og det indebærer altid frygt at løbe en risiko.

For nylig spiste jeg frokost med en ven, som Gud tydeligvis kalder til at gøre store ting. Han er usædvanlig begavet - en talentfuld kunstner og dygtig skribent. Men han mistrives i sit job, som han ikke brænder for, og som slet ikke kræver hans evner fuldt ud. Han stempler bare ind og ud til tiden. Men hvorfor beholder han jobbet?

På grund af angst! Mere præcist udtrykt: På grund af angsten for at mislykkes. Hvad om han prover noget nyt, og det går galt?

Hvad nu, hvis han ikke kan *ne nok penge? Hvis nu folk synes, at han er et fjols? Hvad hvis det viser sig, at han ikke er helt så begavet, som han regnede med?

På en eller anden mærkelig måde er han også bange for succes.

For hvis tingene lykkes for ham, vil andre måske også forvente mere af ham. Så stiger indsatsen, og forventningspresset stiger endnu mere. Nogle gange er mennesker faktisk mere bange for succes end for fiasko.

Indtil han kan få en stensikker garanti for, at alt vil gå fint, og indtil al risiko er forsvundet, vil han derfor forblive, hvor han er - og der stagnerer han så.

Medmindre dette mønster brydes, vil han en dag trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet; han vil være lettet over at være stoppet, og i de resterende år af hans liv vil han forsøge at få det så behageligt som muligt.

Dermed vil han aldrig have gjort det, som Gud skabte ham til at gøre; aldrig være blevet den, Gud skabte ham til at være. Frygten har kostet ham målet med livet - og den pris er alt for høj.

Tab af glæde

Har du nogensinde mødt en inderlig glad, kronisk bekymret person? Frygt ødelægger glæden. Lev i frygt, og du kommer til at kende smerten ved en konstant, vedvarende mild grad af ængstelse. Overvind den, og du vil opleve glæden!

En anden af mine venner står til halsen i en vanskelig udfordring. Relationelt, følelsesmæssigt og åndeligt står der ekstremt meget på spil. »Jeg har aldrig tidligere været ude på så dybt vand sammen med Gud,« sagde han til mig. »Jeg opmuntrer hele tiden de andre involverede: 'Stol på Gud! Han vil virkelig bruge os!' Og inderst inde tænker jeg bare: Han har bare at hjælpe!« Da jeg så på hans ansigt, så jeg alle tegnene på et menneske, som modigt forsøger at adlyde og stole på Gud: Begejstring, forventning, spænding, bøn, dyb afhængighed, stor aktivitet, anstrengt til det yderste af hans evner. Jeg indså, at han oplevede det største i hans liv -livet på sit højeste. Han er trådt ud af båden. At holde fast i tilliden over for en skræmmende udfordring giver glæde.

På den anden side slår det glæden ihjel, når vi overgiver os til frygten. Ifølge nyere forskning er mennesker, som bekymrer sig meget, i besiddelse af en stor forestillingsevne. De har typisk en IQ over gennemsnittet, og ofte har de et stort kreativt potentiale.

Men deres fantasi søger det negative. De har en evne til at forestille sig det katastrofale:

- Hvad hvis noget går galt?

- Hvad hvis jeg kører galt og ødelægger bilen?

- Hvad hvis jeg taber min pung?

- Hvad hvis jeg holder en dårlig prædiken?

Alle disse ting er mulige begivenheder, som eventuelt kan indtræffe engang i fremtiden - eller måske sker det aldrig! I virkeligheden vil det meste af det aldrig ske. Men når jeg lever ud fra et frygtsomt perspektiv, giver jeg sådanne ting mulighed for at berøve mig livet her og nu!

Et sundt perspektiv hjælper os med at tildele disse begivenheder en realistisk vurdering, som igen hjælper os til at komme videre med livet.

- Hvis du ødelægger din bil? Så kan du købe en anden!

- Hvis du taber din pung? Køb en ny!

- Hvis præsten holder en elendig prædiken? Giv ham et sab,'atsår på Hawaii!

Men hvis du lever i frygt, får »Hvad hvis« en overvældende "raft, og du vil leve et glædesløst liv. Glæde og frygt er funda:nentalt set inkompatible modsætninger.

Tab af ægte nærhed

At være angst og at gemme sig følges ad som teenagere og hormoner. Vi ser det allerede ved historiens første oplevelse af frygt:

Hvor er du, Adam? - Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig!

Lige siden den dag har vi gemt os. Gemt os bag smil, som kun findes på facaden; bag sympatiske ord, som vi egentlig ikke tror på; og allermest bag det, som vi virkelig føler og tror, men nægter at sige.

Da jeg voksede op, fik mine forældre nogle gange min bror, søster og mig til at lege »Stilleleg«. Du kender sikkert legen: Vinderen er den, som tier stille længst. Det er en leg, som forældre er helt vilde med.

Mens vi en dag legede stilleleg - og havde gjort det i timevis, eftersom vi børn åbenbart var usædvanligt gode til legen, slog tanken pludselig ned i mig: Jeg behøver ikke lege stilleleg.

- Jeg behøver ikke lege stilleleg ...for jeg tror ikke i virkeligheden på, at mine forældre vil straffe mig for at sige noget.

- Jeg behøver ikke lege stilleleg ... for selvom de så måske ville ::.traffe mig, kan ingen straf være værre end at sidde her på bagsædet kilometer efter kilometer efter kilometer i tavshed.

- J eg behøver ikke lege stilleleg... for jeg er 17 år gammel, og det begynder efterhånden at virke latterligt.

Jeg er ikke glad for at indrømme det; men af forskellige grunde leger jeg stadig stilleleg ind imellem. Alt for ofte holder jeg mig af frygt tilbage fra at sige det, jeg virkelig mener eller føler. Jeg er bange for, hvad andre vil tænke om mig; eller jeg er bange for smerten ved den konflikt, som måske kan opstå ved at sige det; eller jeg er bange for, at det vil forårsage så meget rod i relationerne, at det vil kræve mere tid at rydde op i det, end jeg er villig til at bruge på det.

Når du lader, som om noget ikke generer dig, selvom det faktisk gør det; eller når du foregiver at være enig med nogen, som du ikke er enig med, eller når du opfører dig, som om du er ligeglad, selvom det ikke passer, så leger du stilleleg!

Kirkefolk er ofte gode til at lege stilleleg i fredens navn; men i så fald er det en fred, som ikke bygger på sandheden. I virkeligheden er det slet ikke fred, men blot et fravær af konflikt, som er muligt, fordi vi gemmer os for hinanden.

J eg kender ægtepar, som i årevis har leget stilleleg med hinanden. De gjorde det for at undgå skænderier; men de gik samtidig glip af ægte nærhed.

Jeg kender ansatte, som leger stilleleg på deres arbejde. De gør det for ikke at skabe uro og postyr; men efterfølgende bruger de flere år på bitter fortrydelse og frustration.

Jeg kender kristne mennesker, som leger stilleleg med deres kirkefremmede naboer og venner. De undgår sikkert forlegenhed og afvisninger; men de mister også chancen for frygtløst at dele deres tro og tilbyde evigt liv til mennesker fjernt fra Gud.

Hvem leger du stilleleg med? Din chef? Din ægtefælle? Et påståeligt familiemedlem? Et viljestærkt barn? En medarbejder med skarpe holdninger? En skræmmende autoritetsperson?

Bag stillelegen gemmer frygten sig altid.

Tab af tilgængelighed for Gud

Frygt hvisker os i øret, at Gud ikke er stor nok til at tage sig af os.

Den fortæller os, at vi ikke kan være trygge i hans hånd. Frygten forvrænger vores billede af Gud.

Mens jeg var i praktik under universitetsuddannelsen, havde jeg samtaler med en klient, som led af en fobi i forbindelse med flyvning. Hun var aldrig kommet sig over nogle traumatiske ,)plevelser, som hun som lille pige havde haft i et fly.

Jeg lod hende gennemgå en proces, som blev kaldt for systematisk desensibilisering, som indebærer, at man lærer at slappe <lf (det er fysisk umuligt for kroppen at opleve frygt i afslappet tilstand!), mens man får tiltagende livagtige, mentale billeder om flyvning. Denne proces forløber, indtil personen på et tidspunkt <,r i stand til at rejse med fly. Eftersom kvinden var kristen, brugte vi også noget tid på at tale om, hvor Gud var henne i alt dette.

»Ved du ikke,« sagde jeg til hende, »at Gud er med dig overalt?

.\Jogle af Jesu sidste ord var: 'Jeg er med jer alle dage."( »Nej,« lo hun. »Han sagde: 'På jorden - er jeg med jer alle dage.'« Men der er ingen grænser for Guds nærvær. Der findes ikke det sted eller den aktivitet, hvor han ikke våger over os. »Går du gennem vand, er jeg med dig.«4O Frygten forsøger at overbevise os om, at det ikke er sandt.

Frygten får os til at leve, som om vi tjente en begrænset, timelig, delvist nærværende, halv-kompetent Gud, og på den måde har frygten skabt flere praktiserende kættere end nogen dårlig teologi!

Jeg husker en kvinde, som havde et forhold til en mand, selv om hun vidste, at det var forkert. Der var alvorlige, uløste, syndige mønstre i hans liv. Hun vidste godt, hvad der var på spil.

Men hvis hun slog op med ham, ville hun måske komme til at leve alene. Det var hun bange for, at hun ikke ville kunne klare, og derfor giftede hun sig med ham. Og hun er mere ensom nu, end hun nogen sinde var, mens hun var ugift.

Hvad fik hende til at blive i et forhold, som hun vidste, at hun burde bryde ud af?

Frygt!

Hun var bange for, at Gud ikke ville være i stand til at beskytte hende imod ubærlig ensomhed.

Og nu har hun kurs mod et bjerg af fortrydelser, og hun tænker:

»Hvad ville der være sket, hvis jeg havde stolet på Gud?« Medmindre du vover at adlyde Gud, vil du aldrig få SVar på, om han er værd at stole på. Og ved livets afslutning er alle »H vad hvis« blevet forvandlet til noget, som engang kunne være blevet til noget.

Hvad ville der være sket, hvis jeg havde stolet på Gud?

Hvis du overgiver dig til et frygtsomt liv og en dag - ved slutningen af livet - finder dig selv siddende i en behagelig stol foran fjernsynet, vil tanken slå ned i dig: Hvordan kunne det være gået? Hvis jeg havde stolet på Gud - hvad havde jeg så udrettet? Hvad ville jeg være blevet til?

Den pris er for høj at betale.

Frygt overføres fra generation til generation

Forskere inden for samfundsvidenskab hævder, at vi er historiens mest bekymrede kultur.

Den forventede levealder er mere end fordoblet i det forgangne århundrede. Vi kan helbrede flere sygdomme end nogensinde tidligere. Ingen har nogensinde haft et bedre helbred - men ingen har nogensinde været mere bekymrede for deres helbred.

Vi læser konstant artikler om, hvor syge vi er.

Journalisten Bob Garfield har gennemgået artikler om helbred i Washington Post, USA Today og New York Times og er nået frem til, at det ifølge eksperterne er sådan, at - 59 millioner amerikanere har en hjertesygdom - 53 millioner lider af migræne - 25 millioner har knogleskørhed -16 millioner kæmper med fedme - 3 millioner har kræft - 12 millioner har alvorlige lidelser som fx hjerneskader ..' Resultatet er, at 543 millioner amerikanere er alvorligt syge - og det er chokerende i et land med 266 millioner indbyggere! Som Garfield skriver: »Enten er vi fortabt som nation - eller også er der nogen, som virkelig tager fra!« En skribent har leget med tanken om, hvordan frygten er den dominerende faktor for vores behov for sikkerhed. Se blot, hvordan emnet påvirker vores biler. Først lavede vi hofte seler. Så korn skråselerne, autostolene, bagud vendte autostole, airbags og sideairbags. Inden længe kører vi rundt i store skumfiduser.

Medierne skræmmer os, fordi frygt sælger så godt.

Forskellige offentlige instanser bygges ofte op på en sådan måde, at deres fortsatte økonomiske støtte afhænger af, hvorvidt den almindelige opfattelse er, at de beskytter os mod skræmmende farer.

Oven i købet lærer mange af os om frygt i vores familie. Hvad sagde mor eksempelvis, når du gik ud ad døren for at gå i skole?

Det er sjældent at møde en mor, som siger: Løb en risiko i dag. Tag imodfaren. Kig kun til den ene side, når du går over vejen.

Normalt forløber de moderlige råd ad kanaler som: Vær forsigtig. Du kunne komme til skade. Leg ikke med den pind - du kunne stikke øjet ud på en!

Har du nogensinde kendt en, som fik øjet stukket ud med en pind? Vi bliver opdraget til at være bange.

Dette er måske det værste overhovedet for forældre. Deres håb, drømme og kald er blevet svækket af forvrængede bekymringer og ængstelser. Derfor vil de være tilbøjelige til at begrænse børnenes håb, drømme og kald. Og børnene vil lære, at en ængstelig og frygtsom tilgang til livet er den eneste mulighed.

På den anden side er det ikke kun frygt, som kan spredes - det kan tillid også. En dristig tro er også smitsom.

For nogen tid siden tog jeg min dengang tiårige søn med ud for at prøve parasailing41. Manden, som styrede båden, sagde, at han kunne komme op i enten 60, 130 eller 250 meters højde.

»Hvor højt oppe over vandet har du lyst til at flyve?« . Da prisforskellen var temmelig stor, ville jeg gerne lede ham l retning af den laveste højde. Men da min søn gav udtryk for, at det i det hele taget var lidt skræmmende, slog det mig, at jeg ville være kommet til at synke en ekstra gang, hvis jeg som tiårig var blevet løftet 250 meter op over en stor sø - spændt efter en speedbåd. Og jeg ville gerne, at han skulle undgå at være bange;

og derfor talte vi om de forskellige muligheder.

Efter nogle minutters betænkningstid besluttede han sig: »Jeg vil op i 250 meters højde. Jeg vil nok være bange for det i begyndelsen; men det varer jo kun nogle minutter - og så vil det være noget, jeg husker for altid.«

Hvis Gud skulle sige noget til dig lige nu, ville det måske være dette: Det varer kun nogle minutter: »Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, der, hvor det stod, ser man det ikke mere.« I evighedens uendelige perspektiver dit liv kortere, end du kan forestille dig.

Men hvad som helst du gør i tro, hver gang du stoler på mig, når som helst du handler i risikovillig lydighed og springer i som svar på min opfordring det vil du have hos dig for evigt.

Værsgo' og spring!

Da de korn op i båden, lagde vinden sig.
Matt 14,32

At lære at vente

Lewis Smedes
Tålmodighed er ikke en af de stærkeste sider i det moderne samfund.

En kvinde får motorstop midt i myldretiden. Hun kigger forgæves under motorhjelmen i et forsøg på at finde ud af, hvad der er galt, mens trafikanten bag hende konstant holder hornet i bund. Til sidst bliver det hende for meget, og hun går om til hans bil og tilbyder venligt: »Jeg ved ikke, hvad der er galt med min bil. Men hvis du vil gå frem og se, om du kan finde ud af det, så skal jeg nok sidde her og dytte for dig.« Vi er et utålmodigt folk. Vi dytter, bruger mikroovn, sender ekspres, spiser fastfood og vælger kvik-kassen, når det er muligt. Vi gider ikke vente - i trafikken, telefonen, butikken eller på posthuset.

I bogen A Geography ofTime foreslår Robert Levine, at vi indfører en ny tidsenhed, som han kalder for et dyt-sekund. Det betegner den tid, som går, fra lyskurven skifter til grønt, og til bilisten bag dig begynder at dytte. Levine hævder, at det er den korteste målbare tidsenhed, som videnskaben kan registrere.

Lad os se på, hvordan du har det med at vente?

Ved et betalingssystem fører bilisten foran dig en længere samtale med den ansatte på stedet. Hvad gør du?

A. Du glæder dig over, at der kan opstå sådan et lille fællesskab ved et betalingssystem; du overvejer ligefrem at slutte dig til dem, så I bliver en lille gruppe.

B. Du tænker på alle de ting, som du har lyst til at sige til den ansatte.

C. Du forsøger at presse din bil ind mellem den anden fyrs bil og kontrolposten.

Eller du har siddet i lægens venteværelse i over en time. Hvad gør d u?

A. Du glæder dig over at have fået muligheden for at indhente noget af det forsømte ved at læse et ti år gammelt eksemplar af Det Bedste.

B. I håb om at tømme venteværelset fortæller du de øvrige patienter, at du lider af en meget smitsom og dødelig sygdom.

C. Du provokerer dig selv til at hyperventilere, så du derved kan tiltrække dig umiddelbar lægelig opmærksomhed.

De fleste af os bryder os ikke om at vente, og derfor glæder det os at se, at Matthæus beskriver Jesus som en mand, der handlede øjeblikkeligt. Hele tre gange på ganske få vers bruger Matthæus ordet straks - og alle tre gange med Jesus som den agerende:

»Straks« efter nødte Jesus dem til at gå om bord i båden og tage i forvejen. Da disciplene troede, at de så et spøgelse og skreg i panik, talte Jesus »straks« til dem. Og da Peter begyndte at synke og skreg om hjælp, rakte Jesus »straks« hånden ud og greb fat i ham.

Jesus handler prompte, forstandigt og beslutsomt; han spilder ikke et dyt-sekund. Men samtidig er det alligevel en beretning om at vente. Matthæus fortæller, at Jesus kom ud til disciplene »i den fjerde nattevagt«.6g Romerne delte natten ind i fire vagtperioder:

18.00-21.00, 21.00-midnat, midnat-3.00 og 3.00-6.00. Jesus kom altså gående ud til disciplene på et eller andet tidspunkt efter kl. tre om natten; men de havde været på søen siden engang før solnedgang dagen forinden. Hvorfor denne forsinkelse? Hvis jeg havde været en af disciplene, tror jeg, at jeg ville foretrække, at

Jesus dukkede op samtidig med stormen - eller endda gerne lidt tidligere! Jeg ville gerne, at han kom på et dyt-sekund.

Men der er en god grund til, at Matthæus fortæller os om tidspunktet. A. E. J. Rawlinson peger på, at forsinkelsen har været en stor trøst for de tidligste kristne, som oplevede deres egen storm i form af forfølgelser:

Ængstede hjerter var måske begyndt at spekulere på, om Herren selv havde forladt dem og overladt dem til deres egen skæbne, eller de var begyndt at tvivle på Kristi sandhed. Af denne beretning skal de lære, at de ikke er forladt, men at Herren våger over dem i det skjulte ... at Den Levende, Herren over både stormen og søen, virkelig vil komme straks og redde dem - om end det måske først bliver »i den fjerde nattevagt«.

Matthæus ville lære sine læsere at vente.

Peter måtte også vente, før han trådte ud af båden. Hans egne impulser gav ikke styrke nok til at gå på vandet; først måtte han bede om Jesu tilladelse og vente på svaret - vente på grønt lys.

En af de største forskelle på en S-type og en V-type (jf kap. 3) er, at V-typerne lærer at vente.

Måske måtte Peter også vente i en anden betydning. Hvordan tror du eksempelvis, at hans første skridt på vandet så ud? Jeg regner med, at Jesus var en erfaren vand-gænger; men hvad med Peter? Mon ikke hans første skridt var temmelig usikre - noget lignende en babys første skridt? Det kræver altid tålmodighed at lære at gå.

Først da hele episoden var forbi, fik disciplene det, som de egentlig havde ønsket: Vinden lagde sig. Hvorfor lod Jesus ikke vinden lægge sig »straks« - så snart han så disciplenes angst? Det havde gjort Peters vandretur noget nemmere. Men Jesus mente åbenbart, at de ville lære noget af at vente.

Derfor vil jeg i dette næstsidste kapitel- før du farer ud for at gå på vandet - have dig til at overveje den aktivitet, som Peter og de øvrige disciple måtte tage del i helt indtil enden: At vente.

Lad os antage, at du træder ud af båden. Du stoler på Gud og tager et skridt i tro. Du vælger modigt at forlade et trygt job for i stedet at hengive dig til noget, som Gud kalder dig til; du beslutter at anvende en gave, som du er overbevist om, at Gud har udrustet dig med, selvom du er hundeangst for at gøre det; du løber en risiko på det relationelle plan, selvom du hader at blive afvist; du beslutter at vende tilbage til skolebænken for at tage en uddannelse, selvom alle fortæller dig, at det er en økonomisk tåbelig beslutning. Du beslutter dig for at stole på Gud og træder ud af båden; og hvad sker der så derefter?

Tja - måske vil du opleve et forrygende, konstant sus af begejstring. Måske får du en umiddelbar bekræftelse af, at din beslutning var rigtig; alting falder i hak, enhver risiko viser sig at give resultat, dine anstrengelser krones med succes, dit åndelige liv blomstrer, troen vokser, og dine venner står måbende tilbage - alt sammen i løbet af et dyt-sekund.

Måske - ja, men ikke altid! Med god grund manøvrerer Gud ikke altid i vores hektiske tempo.

N ogle former for ventetid - på motorvejen eller i lægens venteværelse - er temmelig banale og ubetydelige i det store perspektiv. Men der er vigtigere og vanskeligere former for ventetid:

- En singies håb om, at Gud har en ægtefælle til vedkommende;

men ventetiden er ved at gøre ham eller hende fortvivlet.

- Det barnløse pars desperate ventetid.

- Nelson Mandelas ventetid, mens han sad fængslet i 27 år og spekulerede på, om han nogensinde ville blive frigivet, og om hans land nogensinde ville opleve retfærdighed.

- Ventetiden for den person, som længes efter et meningsfyldt og betydningsfuldt job, men som endnu ikke har fået det.

- Den dybt deprimeredes ventetid -længslen efter en morgen, hvor man vågner op og har lyst til at leve.

- Det barns ventetid, som føler sig klodset og kluntet og længes efter den dag, hvor han eller hun bliver valgt først.

- Farvede menneskers venten efter den dag, hvor alle menneskers børn bliver målt på deres personlighed og egenskaber frem for på deres hudfarve.

- Den ældre borgers ventetid på plejehjemmet, hvor han ensom og alvorligt syg længes efter at dø.

Vi vil alle - på et eller andet tidspunkt i livet - blive tvunget til at vente.

Lewis Smedes skriver:

At vente er vores lod som skabninger, der ikke selv kan frembringe det, vi håber på.

I mørket venter vi på et lys, vi ikke selv kan tænde, i angst venter vi på en lykkelig afslutning, vi ikke selv kan skrive.

Vi venter på et »ikke endnu«, men det føles som et »aldrig.« At vente er det sværeste ved at håbe.

At vente er måske den enkeltstående ting i vores kaldelse, som er sværest for os. Des mere frustrerende er det, når vi vender os til Bibelen og opdager, at Gud selv - den almægtige og alvidende - igen og igen siger til sit folk: Vent. »Vær stille over for Herren, vent på ham .., Sæt dit håb til Herren, og følg hans vej, så indsætter han dig som arving til landet. «69 Da Abraham var 75 år gammel, kom Gud til ham og fortalte, at han skulle være stamfar for en stor nation. Men hvor lang tid gik der, før det løfte blev opfyldt? 24 år! Abraham måtte vente. Gud fortalte israelitterne, at de skulle befries for slaveriet i Egypten og blive en selvstændig nation. Men folket måtte vente i 430 år, før det var en realitet. 70 Gud fortalte Moses, at han skulle føre folket til det forjættede land. Men først måtte de vente i 40 år i ørkenen.

I Bibelen er det at vente så nært forbundet med troen, at de to ord nogle gange bruges synonymt. Det store løfte i Det Gamle Testamente er løftet om en Messias; men Israel måtte vente i generation efter generation - århundrede efter århundrede, og da Messias endelig kom, blev han kun genkendt af dem, som havde øjnene rettet mod hans komme - som fx Simeon. Han var en gammel mand, som var »retfærdig og from og ventede Israels trost. Helligånden var over ham«.71 Men end ikke Jesu ankomst betød, at ventetiden var forbi.

Han levede, underviste, blev korsfæstet, opstod fra de døde. Og da han var klar til at fare til himmels, spurgte hans venner ham:

»Herre, er det nu, du vil genoprette Riget?«72 - det vil sige: »Er ventetiden nu forbi?« Og Jesu sidste befaling til dem var, at »de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet.«73 Og Helligånden kom - men stadig måtte de vente.

Paulus skriver: »Også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.«74 Alene i Det Gamle Testamente får folket ordren 43 gange:

»Vent. Vent på Herren.« Bibelens sidste ord handler også om at vente: »Han, der vidner om dette, siger: 'Ja, jeg kommer snart.'«75 Det ser måske ikke sådan ud; men i evighedens perspektiver det snart. Hold ud!

»Amen, kom, Herre Jesus!«76 O.k. - vi holder ud. Men kom! Vi venter på dig.

Hvorfor? Hvorfor lader Gud os vente? Hvis han kan, hvorfor kommer han os så ikke os til undsætning og hjælp og giver os svar nu?

Vi kan svare med Ben Patterson, som siger noget i retning af:

Det, som Gud gør i os, mens vi venter, er - i al fald for store deles vedkommende - lige så vigtigt som det, vi venter på.

En vandgængers vigtigste kendetegn

Evnen til at vente på en god måde er et bevis på modenhed. Det beskrives af psykologer som evnen til at afvente en belønnmg, som kommer senere. M. Scott Peck skriver: »At udsætte belønningen er en proces, hvor vi tager livets smerter og glæder på en sådan måde, at vi forstærker glæden ved først at opleve og gennemleve smerten. Det er den eneste anstændige måde at leve på.«

Daniel Goleman har skrevet en meget betydningsfuld bog, i hvilken han argumenterer for, at det at lykkes med sit liv og sine forehavender ikke så meget afhænger af ens kognitive intelligens, men i højere grad af det, som kaldes den »emotionelle intelligens«. Dette er forklaringen på, at mange mennesker med en høj intelligens alligevel ender i fejlslagne ægteskaber eller karrieremæssige frustrationer. I selve hjertet af den følelsesmæssige intelligens finder vi evnen til at udsætte belønningen og ikke blot leve og reagere på impulserne s præmisser.

Det mest berømte eksempel på dette fænomen kaldes for »skumfidus-testen«. Man anbringer et fireårigt barn i et værelse, hvor der er nogle skumfiduser, og fortæller så, at forsøgslederen bliver nødt til at ordne et lille ærinde. Hvis den fireårige kan vente, til forsøgslederen kommer tilbage, må han få to skumfiduser. Hvis han hellere vil smage lige nu, må han gerne - men så får han kun en. Dette lille forsøg er virkelig en test på den fireåriges personlighed - »et mikrokosmos af den evige kamp mellem impuls og beherskelse, begær og kontrol, belønning og udsættelse« .

Børn fandt på alle mulige strategier, som kunne sætte dem i stand til at vente. De sang sange, fortalte sig selv historier, legede med deres fingre. En enkelt bøjede sig endda frem og begyndte at slikke på bordpladen, som om smagen måske havde transmogriffet sig ind i træet. Det mest utrolige er at se, hvilken effekt dette lille personlighedstræk, som viste sig i fireårsalderen, havde på de personers liv, som tog del i testen. Et forskerhold fra Stanford Universitet fulgte børnene gennem mange år. De, som var i stand til som fire-årige at vente, voksede op med større social kompetence, var bedre i stand til at håndtere stress og mindre tilbøjelige til at give op under pres end de, som ikke kunne vente. De, som snuppede skumfidusen, var mere tilbøjelige til at være genstridige og ubeslutsomme, blev nemmere ophidsede og frustrerede og mere bitre over ikke at få nok af forskellige ting. Og når det gjaldt forskellige optagelsesprøver til uddannelser, lå gruppen af skumfidus-ventere væsentlig højere end skumfidus-snupperne.

Det er værd at bemærke, at selv mange år senere gjaldt det fortsat, at den ene gruppe ikke var i stand til at udskyde en belønning, og forskellige undersøgelser har vist, at svag impulskontrol indebærer en øget risiko for kriminalitet, stofmisbrug og skilsmisse. Det kan ikke undre nogen, at Goleman opsummerer resultaterne således, at evnen til at vente må kaldes for egenskabernes mester.

Den manglende evne til at kontrollere sine impulser, vægringen ved at vente tålmodigt og tillidsfuldt, ligger det faldne menneskehjerte nært. Sådan har livet været, siden Adam og Eva tog en bid af den forbudte frugt.

Paulus siger, at vi lider, mens vi venter på, at Gud genopretter alt. Men trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.77 Mens vi venter, skaber Gud disse kvaliteter i os. Derfor er ventetiden ikke blot en tid, som må gå, mens vi venter på at få det, som vi vil have; men den er en del af den proces, som Gud virker i os for at forvandle os til dem, som han vil have os til at være.

Hvad vil det sige at vente på Herren? Lad os begynde med en negativ definition, som fortæller, hvad den bibelske venten ikke er. Det er ikke en passiv venten på, at der skal ske noget, som hjælper dig til at slippe for dine problemer. Nogle gange siger man: »Jeg venter bare på, at Gud griber ind« - slet og ret som en undskyldning for ikke at se virkeligheden i øjnene, tage ansvaret på sig eller gøre det nødvendige.

Jeg har oplevet mennesker med nogle forfærdelige økonomiske uvane r - masser af impulskøb og ingen opsparing, som midt i store økonomiske problemer sagde: »Vi venter på Gud;

han skal nok forsørge os ...« Et sådant udsagn passer ind i den teologiske kategori, som hedder: Vær ikke tåbeligeJ78 At vente på Gud betyder i denne sammenhæng ikke, at du skal forvente et brev fra Visa, som fortæller, at banken desværre har lavet en regnefejl, og at du får 1000 kr. som plaster på såret. I stedet betyder det sandsynligvis, at du må hive dit lille, finansielle ego hen til en rådgiver, som kan lære dig nogle bibelske principper om en god forvaltning af de ressourcer, som du er betroet. Det betyder måske, at du skal tilegne dig nogle nye økonomiske vaner som fx budgetlægning, give tiende og at vente med at købe noget, indtil du rent faktisk kan betale det. Bibelsk ventetid er ikke passiv;

den er ikke en undvigelse af en ubehagelig virkelighed.

At vente på Gud er en tillidsfuld, disciplineret, forventende, aktiv og til tider smertelig klyngen sig til Gud.

At vente på Gud er det kontinuerlige, daglige valg: »Jeg vil stole på dig, og jeg vil adlyde dig. Selvom mit liv ikke ser ud, som jeg havde ønsket det, og selvom det måske aldrig bliver, som jeg havde kunnet håbe, vil jeg alligevel holde mig til dig.

Jeg har ikke nogen plan B.« Lad os derfor se på, hvad der kræves for at vente på en god måde.

Tålmodig tillid

At vente på Gud kræver tålmodig tillid. Vil jeg stole på, at Gud har gode grunde til at sige »vent«? Vil jeg huske på, at tingene tager sig anderledes ud for Gud, som ser alt i et evighedsperspektiv?

Peter skrev: »Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er en dag som tusind år, og tusind år som en dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.« 79 Det fortælles, at en økonom på et tidspunkt læste disse ord og blev meget begejstret:

»Gud, er det sandt, at tusind år for os er som et øjeblik for dig?« »Ja.« »Så må en million for os også være som en femogtyveøre for dig?« »Ja.« »Gud, må jeg få en af de femogtyveører?« »Selvfølgelig. Vent lige et øjeblik.« Alt for ofte vil vi gerne bede om Guds ressourcer - men ikke hans timing. Vi vil gerne have femogtyveøren - men ikke minuttet. Vi glemmer, at hans arbejde i os, mens vi venter, er lige så vigtigt som det, vi tror, at vi venter på. At vente betyder, at vi lader tvivlen komme Gud til gode, så vi stoler på, at han ved, hvad der foregår.

At vente kræver en tålmodig tillid, som dag efter dag er villig til at vente igen og igen.

Måske er du single, og hele samfundet synes at profilere ægteskabet som det normale og singlelivet som unormalt - og du lider under det.

Måske længes du helt naturligt efter nærhed. Eller du oplever en ensomhed, som intet menneske kan redde dig fra, men som kun Gud kan hele.

Det er så hårdt at vente.

Måske har du her og nu muligheden for at indgå i et kæresteforhold; men du ved, at det ikke ville ære Gud. I dit hjerte ved du måske, at det ikke er den rette for dig, fordi I ikke deler troen på Gud. Og måske prøver vedkommende at presse dig ind i et seksuelt forhold, selvom I ikke er gift.

Det kan være fristende for dig at tænke, at du har ventet længe nok og nu er træt af at vente, og derfor tager du den tilfredsstillelse, som du nu kan få - og så må du bekymre dig om konsekvenserne senere hen.

Men vil du vente på Gud? Har du modet til at sige: »O.k., Gud.

Jeg vil ikke kaste mig ud i et forhold, som jeg ved, vil vanære dig og skade de involverede personer på sjælen. Jeg vil satse på at opbygge det bedst mulige liv, hvor jeg er lige nu - uden at vide, hvad morgendagen bringer. Selvom jeg nogle gange føler, at ingen forstår, hvor smertefuldt det er, vil jeg stole på dig. Jeg venter.«

Din situation kan også være den, at der er en række ting - på arbejdet eller i fritiden - som du gerne vil opnå. Men af en eller anden grund går det ikke efter din plan, og det gør ondt. Du er fristet til at forsøge at tvinge det igennem ved at skubbe, manipulere eller luske det igennem.

Eller du kan være faldet i den modsatte grøft, hvor du fristes til at opgive nogensinde at virkeliggøre det potentiale, som Gud har givet dig. Du fristes til bare at flyde med strømmen. Men vil du have tålmodigheden til ikke at presse det igennem - men heller ikke at give op? Vil du vente tålmodigt, fortsætte med at lære noget om dine gaver, ydmygt modtage feedback og coaching, vokse skridt for skridt og stole på Guds plan frem for dine egne oplevelser af, hvad du har brug for?

Måske lever du i et vanskeligt forhold, hvor du har lyst til følelsesmæssigt - om ikke fysisk - at melde dig ud. Men Gud siger: >,vent! Fokuser på den kærlighed, som du kan give den anden person frem for den kærlighed, som du føler, at du skal have retur. Stol på mig. Hold ud. Bliv ved at forsøge.« Det er en af de hårdeste prøvelser i verden at skulle afholde sig fra at snuppe den forbudte skumfidus; men det er det hele værd.

Her er et eksempel på, hvad det vil sige at vente med tålmodig tillid.

Henri Nouwen har givet os dette eksempel, kort før han døde i 1996. Han skrev om nogle trapez-artister, som var blevet hans gode venner, og han forklarede, at der er et meget specielt forhold mellem springeren og griberen. (Det tror jeg på! Hvis jeg var springeren, ville jeg også sørge for at være meget gode venner med griberen. Der skulle ikke være nogen som helst modvilje fra ham i forhold til mig; jeg ville sørge for, at griberen var meget glad for mig!) Mens springeren svinger højt over publikum, kommer det øjeblik, hvor han slipper trapezen og svæver i en bue gennem luften. I det øjeblik - som må føles som en evighed - er springeren henvist til ikke at gøre noget som helst. Det er for sent at vende tilbage til trapezen, så der er ingen vej tilbage. Men samtidig er det endnu ikke tid til at blive holdt fast af ham, som skal gribe ham. Han kan ikke fremskynde processen, men har simpelthen til opgave at forholde sig så rolig og ubevægelig som muligt.

»Springeren må aldrig forsøge at gribe griberen,« fortalte artisten til Nouwen. »Han må vente i absolut tillid. Griberen vil gribe ham; men springeren må bare vente. Det er ikke hans opgave nervøst at svinge rundt med arme og ben; det kunne i virkeligheden slå ham ihjel. Han skal være stille, vente. Og at vente er det sværeste af alt.«

Måske befinder du dig lige nu i den meget sårbare situation, hvor du har givet slip på det, som Gud bad dig give slip på; men du kan endnu ikke mærke Gud gribe dig. Er du villig til at vente i absolut tillid? Vil du være tålmodig? At vente kræver tillid!

Tillidsfuld ydmyghed

At vente på Gud kræver også tillidsfuld ydmyghed. Som profeten sagde: »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.«8O Retfærdighed afføder to karaktermæssige karakteristika, vurderede han. Den første er tryghed - fortrøstning og tillid, og det handler ikke først og fremmest om en tillid til mig selv, men om tillid til ham, som bærer mig. Det er forvisningen om, at Gud kan, og det medfører en frygtløs indstilling til fremtiden.

Det andet karakteristikum er ro - det modsatte af arrogance og pral, en ydmyg erkendelse af mine begrænsninger.

Det ligger helt naturligt i det at vente, at det kun er de ydmyge, som er i stand til at gøre det med værdighed; for når vi venter på noget, indser vi, at vi ikke selv har kontrol over situationen.

I vores tid er der en direkte forbindelse mellem status og ventetid:

Jo højere status, jo mindre bliver du bedt om at vente; mennesker med lav status kommer i kø bag dem med høj status.

I den forbindelse læste jeg for nylig om en administrerende direktør, som blev så frustreret over at sidde i lægens venteværelse, at han rent faktisk sendte lægen en regning for sin tid!

For mennesker som mig er ventetid noget godt, for det minder mig om, at jeg ikke er bossen. Jeg er patienten - jeg sidder i venteværelset, og det at vente ydmyger mig på en måde, som jeg har brug for. Og når det gælder livets store emner, venter vi ikke bare på må og få, men venter på Gud. Derfor kan vi stole på hans visdom og timing, og vi kan vente tillidsfuldt. Og fordi ventetiden minder os om, at vi venter på nogen, er ventetidens vigtigste aktivitet bøn.

Bøn giver os lov til at vente uden at bekymre os. For nylig var der en nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi en masse »Hvad hvis nu ...«-tanker bekymrede mig. Hvad hvis det ikke bliver anderledes? Hvad hvis jeg ikke får det, som jeg så inderligt gerne vil have? Det var fortvivlede stemmer, som sagde det; der var en antydning af sandhed i dem, for der kan ske dårlige ting; men det var ikke tanker, som førte liv med sig.

Ikke længe efter læste jeg beretningen om Jesus og disciplene i båden, hvor stormen piskede omkring dem. Disciplene var temmelig meget ude af sig selv, for Jesus sov, som du måske husker.

Og da slog det mig: Der var en menneskelig erfaring, som J esus ikke fik. Han oplevede så godt som enhver menneskelig følelse:

Sorg, glæde, smerte. Han prøvede både at blive træt, vred og fyldt af håb. Men der var en ting, han ikke oplevede: Han blev aldrig febrilsk; han gik aldrig i panik. Og i det øjeblik indså jeg, at Gud aldrig bliver desperat.

Nogle gange taler mennesker om at genkende Guds stemme, når han taler til dem. Der er meget i dette, som jeg ikke forstår.

Men jeg ved, at du kun lærer en persons stemme at kende ved at få erfaring med stemmen - dens tone eller en særlig egenskab. Guds stemme er aldrig febrilsk. Når du hører paniske tanker, kan du derfor vide, at det ikke er Gud, som taler; vent i tillidsfuld ydmyghed.

At vente på Gud kræver uudslukkeligt håb

Paulus skriver: »Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.«81 Selve det at håbe er i virkeligheden en måde at vente på. Ernst Hoffmann skriver:

Håb er i Det Nye Testamente en tålmodig, disciplineret, tillidsfuld venten på og forventning til Gud som vor frelser. ... Håbets levende karakter kommer til udtryk ved den urokkelighed, hvormed der ventes.

- Det er en brudgom, som på bryllupsnatten venter på sin brud.

- Det er den stærke mands venten på det løb, som han mest af alt elsker at løbe.

- Det er ventetiden juleaften, hvor du som syvårig ved, hvad der venter, men mor og far har sagt, at der først skal ryddes af bordet og vaskes op, før gaverne deles ud.

Hvis du i denne tid venter på Gud: du adlyder ham; men du ser endnu ikke det resultat, som du håber på, så skal du vide, at der i Bibelen er givet et vidunderligt løfte til denne ventetid:

Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.

De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.82

Jeg vil aldrig glemme David Hubbards kommentar til disse ord. Han var videnskabsmand og ekspert i Det Gamle Testamente - den klogeste mand, jeg nogensinde har kendt. Du kunne vælge et hvilket som helst emne: Semitiske sprog, Ming-dynastiets historie, tekniske opfindelser, klassisk musik, organisation og management-teorier, sportsstatistik - og han ville være i stand

til at diskutere det med eksperter på det pågældende felt. På grund af hans lederskabsmæssige kvaliteter var han præsident for verdens største tværkirkelige skole i tredive år; men inderst inde længtes han efter den dag, hvor han kunne træde tilbage og hellige sig sin første kærlighed: Studiet af Det Gamle Testamente.

Det var den skumfidus, han længtes allermest efter.

Ironisk nok blev han ramt af et hjertetilfælde og døde kort tid efter, at han var gået på pension, og dermed så det ud til, at den mulighed, som han havde ventet på i tre årtier, var forsvundet.

Alle vi, som kendte og elskede ham, følte en dyb sorg over dette.

Men David havde ikke ondt af sig selv. Livet igennem havde han insisteret på, at formålet med at studere Bogen var at lære ham at kende, som stod bag og over bogen. Dermed var den mulighed, som han i virkeligheden havde ventet på i alle disse år, nu i fuldkommen forstand blevet virkelighed.

Det sidste brev, som jeg fik fra ham, skrev han nogle uger før sin død, og det rummer en vidunderlig bemærkning omkring Esajas' ord om at vente. David Hubbard sagde, at vi skulle leve disse ord ud - løfte vingerne som ørne, løbe og gå - »en ting ad gangen«.

Der er tider, hvor man stiger op og svæver som ørnen. Det er et smukt billede! Ornitologer fortæller, at fugle har tre måder at flyve på. Den første er at baske med vingerne - konstant flaksende for at modvirke tyngdekraften. En kolibri kan flakse op til halvfjerds gange i sekundet. Denne metode kan holde dig i luften;

men det er hårdt arbejde, for det er en akavet, kluntet affære. Jeg har for min del flakse t meget rundt; det bringer mig fra et sted til et andet; men der er ikke meget ynde over det.

En anden måde at flyve på er glideflugten. Når fuglen har tilstrækkeligt med fart på, kan den glide nedad en tid. Det er langt mere yndefuldt end baskeriet, men er desværre ikke i stand til at føre fuglen ret langt, for tyngdekraften kommer i vejen.

Glideflugt er altså meget rart, men holder ikke i længden.

Endelig er der den tredje måde - at svæve. Kun nogle ganske få fuglearter, som eksempelvis ørnen, er i stand til at svæve.

0rnens vinger er så stærke, at de er i stand til at fange de opadgående strømme af varm luft - de termiske vinde, som stiger op fra jorden, og uden at bevæge så meget som en fjer kan den svæve op til store højder. Ørne er blevet målt til hastigheder på omkring 130 km/t uden at baske en eneste gang. De svæver blot på usynlige søjler af opstigende luft.

Esajas skriver, at de, der håber på Herren og venter på ham, vil opleve tider, hvor de svæver, tider, hvor de fanger et af åndens vindstød. Jesus sagde det sådan: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«83

Der vil være perioder i livet, der opleves som en åndelig svævetur, og måske er det din situation i dette øjeblik. Du føler, at du ganske enkelt er fyldt til randen med Guds kraft, at du er trådt ud af båden, og Gud besvarer dine bønner med en uhørt ødsel gavmildhed. Han bruger dig på måder, som lader dig undrende tilbage, giver dig kraft til at besejre fristelser og synder, lader din indsats på arbejdet være usædvanlig produktiv og succesrig, alt imens han overstrømmer dig med styrke og visdom, som langt overstiger dine naturlige evner.

Hvis det er din situation, jeg netop har beskrevet, skal du være dybt taknemmelig. Forbliv i denne strøm af Åndens kraft - vær lydig mod Åndens vejledning.

Men der er andre perioder i livet, hvor vi ikke synes, vi svæver. Livet opleves tungt og besværligt. Her får man ikke øje på de store mirakler, og man er nødt til at baske med vingerne ind imellem. Da gælder det om at holde ud - i tillid til Gud - midt i oplevelsen af, at man ikke ser nogen frugt eller udretter noget særligt.

En af de stærkeste filmoplevelser, jeg har haft, er den første halve time af filmen Saving Private Ryan. Jeg har hørt, at forskellige grupper af krigsveteraner hævder, at det er den mest realistiske skildring nogen sinde af de voldsomme lidelser, som de allieredes styrker mødte på D-dag. Prisen for at få foden indenfor og vinde kontrol over et lille område af Ohama Beach i Normandiet var umådelig høj, og den blev betalt med blod.

Da D-dag var afsluttet, var der strengt taget ikke forandret meget. Med undtagelse af det lille stykke strand i et enkelt land var størsteparten af det europæiske kontinent fortsat under nazistisk herredømme. Men det viste sig, at det lille stykke land var tilstrækkeligt.

I virkeligheden må vi derfor sige, at alt var forandret med denne ene dag, for nu var der skabt en åbning, som dag for dag ville blive lidt større. For hver dag ville de allierede tropper vinde styrke, og selvom der stadig var mange kampe at kæmpe, megen lidelse og mange dødsfald forude, var det nu blot et spørgsmål om tid.

En dag nåede tropperne frem til Paris og befriede byen og senere hele Frankrig. KZ-lejrene blev indtaget og fangerne givet deres frihed. Og efter nogen tid tog Hitler livet af sig selv i en bunker, for nu var regnskabets time kommet - selv for ham. For regnskabets time kommer altid!

Herefter fulgte et par store historiske mærkedage: Kapitulationsdagen i Europa og sejren over japanerne i Stillehavet.

Herefter kunne soldaterne vende hjem, for krigen var slut og fjenden besejret.

Der gik en rum tid fra landgangen på Ohama Beach, og til det sidste skud blev løsnet; men sandheden er, at sejren blev vundet på D-dag. Efter D-dagen var det blot et spørgsmål om tid, før kapitulationsdagen indfandt sig.

Der var engang en kvinde, som fødte en søn, som var forudbestemt til at herske over alle nationer med et jernscepter.84 Han underviste om Himmeriget og levede sit liv med rod i dette rige, som vi altid har drømt om, men dårligt har turdet håbe på at opleve.

Jeg er overbevist om, at der har været situationer i Jesu liv, hvor han har følt, at han svævede. Da han var på Forklarelsens Bjerg, eller da han kaldte sin ven Lazarus ud af graven, for eksempel.

I de situationer steg han så højt op i ånden, at ingen kunne følge med; han var i en jetstrøm.

På andre tidspunkter var livet vanskeligere. Tænk blot på hans gråd over Jerusalems trodsighed, hans frustration over, hvor lidt disciplene var i stand til at fatte, eller mødet med de religiøse lederes modstand. Men i disse situationer blev han dog ved med at løbe, og han gav ikke op, selvom det gik op ad bakke; han kunne løbe langt.

Da det blev tid at gå op på Golgata, svævede Jesus bestemt ikke. Og da korset blev lagt på hans sårede og blødende ryg, løb han ikke. Han gik. Og selvom han var en ung mand, snublede og faldt han den dag, og det eneste, han kunne gøre, var at rejse sig op og gå videre.

Der er tidspunkter i livet, hvor vores eneste mulighed er at gå, men i de situationer er det også tilstrækkeligt. Det kan være i de situationer, hvor vi oplever livet som værende allertungest, og hvor vi mest af alt har lyst til at give op, og dog siger vi til Gud: »Jeg giver ikke op! Jeg bliver ved med at sætte den ene fod foran den anden. Jeg vil tage mit kors op og følge dig - selv på denne vej.« Måske sætter Gud endda større pris på, når vi går, end når vi svæver eller løber.

I hvert fald gik Jesus til Golgata - en vandring med omkostninger, vi end ikke kan forstå. På det kors tog han hele menneskehedens ødelæggelser på sig: Alle lidelser fra D-dagen på Ohama Beach og al den lidelse og smerte, som synden siden syndefaldet har forvoldt i vores verden.

Da sabbatten var forbi, og før Jesu venner gik ud for at salve hans lig, skete der noget med stenen foran graven: Den blev flyttet. I en vis forstand var intet forandret. Pilatus og ypperstepræsterne sad stadig på magten, og Cæsar var stadig kejser uden så meget som at kende navnet på denne mærkværdige Messias i et fjerntliggende land.

Det varede nogen tid, før andre end nogle kvinder fandt ud af det; men dette var D-dag. Nu var der etableret en åbning. Sejren var vundet.

Og en dag kommer befrielsen. Tag ikke fejl: Der er stadig megen kamp tilbage, megen lidelse og mange dødsfald. Men D-dag er allerede overstået, selvom meget få havde blik for

den, og da den dag var omme, var alt forandret. Så fortsæt du blot mod målet.

Nu er det kun et spørgsmål om tid, så er vi fremme!

At træde ud af båden

Hvordan reagerer du på at måtte vente?

Hvad tror du var årsagen til, at Jesus ventede så længe med at komme ud til disciplene i stormen? Hvordan har du oplevet, at en periode, hvor du var tvunget til at vente, har udviklet din kristne karakter?

På hvilket område i livet er det p.t. vanskeligst for dig at vente?

Hvordan vil du definere forskellen på blot at vente og at vente på Herren? Hvordan kan din øjeblikkelige venten vendes rundt, så du i stedet venter på Herren?