|
Opdateret 8. juli 2011
Boganmeldelser
Ole Hallesby
Ole Christian Hallesby (Født 5. august 1879 i Aremark - Død 22. november 1961) var norsk professor i teologi. Hallesby deltog i oprettelsen af Menighedsfakultetet i Oslo og var i en menneskealder formand for Det norske lutherske Indremisjonsselskap (Indremisjonen) - i Danmark svarende til Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark (Indre Mission). Han var en kendt prædikant, og hans kompromiløse forkyndelse ledte i 1953 til anmeldelse af Arnulf Øverland for blasfemi efter Øverlands foredag "Kristendommen, den tiende landeplage" i 1933.
Til trods for anmeldelsen er Ole Hallesby husket for klassikeren: Fra Bønnens Verden. Bogen er en lang udredning om bønnens verden og er oversat til mange sprog.
Under 2. verdenskrig var Hallesby fængslet på Grini, Oslo.
Ole Hallesby: Fra Bønnens verden
Bønnens væsen
Bønnens væsen
Hvad vil det sige: at bede?
»Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.« Åb. 3,20.
I hele Skriften tror jeg næppe, jeg kender noget ord, som kaster et klarere lys over bønnen end dette. Det er, synes jeg, nøglen, som åbner døren for mig ind i bønnens hellige og salige verden.
At bede er at lukke Jesus ind.
Her får vi for det første at høre, at det ikke er vor bøn, som sætter Jesus i bevægelse. Men det er Jesus, som bevæger os til at bede. Han banker. Dermed giver han til kende, at han vil ind til os. Vor bøn er altid en 'virkning af, at Jesus banker på hos os.
Og da falder der nyt lys over det gamle profetord:
»Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.« Es. 65,24. Ja, i sandhed, før vi råber, giver han os sit nådige vink om den gave, han har bestemt sig til at give os. Han banker på for at få os til ved bøn at åbne os og tage imod den gave, han har bestemt sig til at give os.
Fra gammel tid har man betegnet bønnen som sjælens åndedræt. Og det er et udmærket billede. Den luft, vort legeme trænger til,' omgiver os til alle sider. Og den vil selv ind i os og trænger sig på. Det er vanskeligere at holde vejret end at trække det. Vi behøver blot at åbne vore åndedrætsorganer , så strømmer luften ind i vore lunger og gør sin livgivende gerning i hele vort legeme.
Den luft, vor sjæl trænger til, omgiver også os alle, til alle tider og fra alle sider. Gud omgiver o~ i Kristus aldeles med sin mangeartede og fuldt tilstrækkelige nåde. Vi behøver blot at åbne vor sjæl.
Bønnen er sjælens åndedræt, det organ, hvormed vi slipper Kristus ind i vor visne og tørre sjæl. Han siger: »Om nogen åbner døren, da vil jeg gå ind.« Læg nøje mærke til hvert ord. Det er ikke vor bøn, som drager Jesus ind i vor sjæl. Det er heller ikke vor bøn, som bevæger Jesus til at gå ind hos os.
Han behøver blot adgang. Så går han selv ind. Thi han vil ind. Og han går ind overalt, hvor der ikke nægtes ham adgang.
Ligesom luften stille går ind, når vi ånder, og gør sin regelmæssige gerning i vore lunger, således går Jesus stille ind i vore hjerter og gør sin gode gerning derinde.
Han kalder det at holde nadver med os.
Og ifølge bibelsk sprogbrug er det fælles måltid betegnelse for det fortrolige og festlige samvær. Dette giver os et nyt glimt ind i bønnens væsen. Den er af Gud tænkt som det fortrolige og festlige samvær mellem Gud og mennesket.
Læg mærke til, hvor nådigt bønnen er indrettet.
Bøn er dette ganske simple at lukke Jesus ind til vor nød. Bøn er at give Jesus adgang til at bruge sin kraft på vor nød. Bøn er at give Jesus adgang til at forherlige sit navn på vor nød.
Bønnens resultat afhænger derfor ikke af den bedendes kraft. Det er ikke vor intense vilje eller brændende følelse eller klare gennemtænkning af bønneemnet, som er betingelsen for bønhørelsen. Nej, Gud ske lov, at bønnens resultat ikke er afhængig af dette!
At bede er ikke mere indviklet end dette at lukke op, så Jesus kan komme ind til vor nød og bruge sine kræfter.
Hvilken nåde!
Han, som gav os bønnen, han kender os vel. Han ved, hvoraf vi er dannet; han kommer i hu, at vi er støv.
Derfor indrettede han bønnen sådan, at den mest kraftesløse kan bruge den. Thi at bede er kun at lukke op for Jesus. Og det kræver ingen kraft. Det er kun et spørgsmål om vor vilje. Vil vi nave Jesus ind til vor nød?
Det er bønnens ene store hovedsag.
Da Israels børn havde forsyndet sig imod Herren i Ørkenen, sendte han nogle særlig giftige slanger over dem.
I denne nød bøjede folket sig og råbte til Gud om nåde.
Og Herren forbarmede sig over det genstridige folk.
Dog tog han ikke slangerne bort, men han lod Moses rejse en slange af kobber midt i lejren, så alle kunne se den. Og så bestemte han i sin nåde, at de slangebidte blot behøvede at vende sig og se på kobberslangen, så skulle de på stedet få den kraft, som lægede dem for slangebiddets dødbringende gift.
Det var jo en nådig ordning. Her kunne alle blive reddet, om de ville.
Havde Herren bestemt, at de slangebidte skulle slæbe sig hen til kobberslangen og røre ved den, så ville de fleste aldrig være blevet hjulpet; thi giften virkede jo omtrent øjeblikkelig, så de ikke magtede at gå mere end nogle få skridt. Men de behøvede ikke mere end at vende hovedet og se på kobberslangen, så var de helbredt.
Netop sådan har Herren i sin nåde anordnet hjælpen også for den nye pagts slangebidte Israel. »Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Joh. 3,14-15. Hvad nød vi end kommer i, sjælelig eller legemlig, så behøver vi blot at vende vort blik til ham, som står parat med al den lægende kraft, som øjeblikkelig overvincJer syndens dræbende gift og dens meget farlige følger for sjæl og legeme.
At bede er i sin simpleste form blot at vende sit bedende blik til Frelseren, som står og banker; netop gennem vor nød banker han på for at komme ind til vor nød og holde nadver med os og forherlige sit navn.
Eller lad os tænke på de tuberkuløse.
Lægerne lægger dem ud i sol og frisk luft, sommer og vinter. Der ligger de og læges ganske stille og sikkert af solens stråler. Og helbredelsen beror ikke på om de forstår strålernes virkning og virkemåde. Den beror heller ikke på deres følelser under liggekuren, heller ikke på deres vilje, at de anstrenger sig for at blive raske.
Nej, tværtimod lykkes kurene bedst, når de ligger der ganske stille og passive uden at anstrenge hverken tanke eller vilje. Det er solen, som udfører helbredelsen. De syge behøver intet andet end at være i solen med deres sygdom.
Lige så enkelt er bønnen indrettet.
Vi er alle gennemsyret af syndens tærende sot, dødsdømte tuberkulosepatienter alle sammen! Men »retfærdighedens sol skal opgå med lægedom under sine vinger«. Og for at blive helbredt behøver ingen af os mere end at lukke denne retfærdighedens sol ind over os, og så at blive liggende i dette retfærdighedens solbad.
At bede er blot dette at lægge sig i nådens sol, at brede sin sjæls og legems nød ud i det lægende lys, som med sine undergørende kræfter afvæbner og indkapsler alle syndens bakterier. At være et bønnens menneske vil sige at ligge i lyskur og få Jesu undergØrende kraft dag og nat ind i al sin nød.
At være en kristen vil i sandhed sige at have fået en plads i solen!
Lad mig tage endnu et eksempel for at vise, hvor enkelt bønnen er indrettet af Herren.
Den lamme, som omtales i Markus 2, havde gode venner. Disse vidste, at Jesus kunne hjælpe ham. Og så tager de ham og bærer ham hen til det hus, hvor Jesus var.
Men der var så fuldt af folk, at de ikke kunne komme ind. Så bærer de ham resolut op på taget, bryder hul og firer ham ned lige for Jesu fødder.
Og nu står disse gode venner sikkert og venter på det myndige ord af Jesus, som i et nu skal gøre deres syge ven rask. Men mærkeligt nok kommer det ord ikke fra Jesus. Derimod får de et andet myndigt ord at høre:
»Søn! dine synder forlades dig« Det var, altså en andens bøn, som råbte stærkere til Jesus. Det var den syges bøn om syndernes forladelse.
Og dog havde manden endnu ikke sagt et ord. Han lå ganske stille i sin seng. Jeg har let ved at tænke mig, at han lå og så på Jesus, blot så på Jesus.
Men Jesus hørte den bøn, som uden et eneste ord råbte fra denne syge mands hjerte om syndsforladelse. Og Jesus bønhørte først denne bøn. Derefter bønhørte han også den anden bøn og gjorde ham legemlig rask.
Dette hjælper os til at se lidt nærmere ind i bønne ns hemmelighed.
Bøn er noget, som går dybere end alle ord. Den findes i sjælen, før vi får formet den i ord. Og den ligger tilbage i sjælen, når bønnen s sidste ord er gået over vore læber.
Bøn er en beskaffenhed ved vort hjerte, en sindstilstand. Bøn er. en bestemt hjerteindstilling til Gud, den, han i sin Himmel straks fornemmer som bøn, der råber til hans hjerte. Om den formes i ord eller ikke, betyder intet for Gud, men blot for os.
Hvad er det for en sjælstilstand?
Hvordan ser den hjertebeskaffenhed ud, som Gud kender som bøn?
Jeg vil nævne to ting. Den første er hjælpeløsheden, den anden troen.
Hjælpeløshed
Den er vist både det første og det sikreste kendetegn på det bedende sind. Så vidt jeg forstår, er bønnen egentlig kun indrettet for de hjælpeløse. Den er de hjælpeløses sidste udvej. Ja, i sandhed den sidste udvej. Vi prØver alt, før vi endelig går bønnens vej, Ikke blot før omvendelsen er det sådan. Hele vort kristenliv igennem er bønnen vor sidste udvej. Vi beder mange pæne bønner, både private og offentlige, uden at hjælpeløsheden driver os. Men jeg er ikke sikker på, at dette er bøn.
Bøn og hjælpeløshed hører uløseligt sammen. Det er vist kun den hjælpeløse, som kan bede.
Hør det, du som e'r så hjælpeløs, at du ofte ved hverken ud eller ind. I sådanne stunder tænker du heller ikke på at bede. Dit sind er så fuldt af synd' og urenhed. Al din interesse er beslaglagt af det, som Bibelen kalder verden. Gud og det evige og det hellige er dig så fjernt og fremmed, at du føler det som en dobbelt synd at ville nærme dig Gud med et sådant sind. Af og til må du spØrge dig selv: }} Vil jeg virkelig løses fra dette lunkne sind og dette verdslige liv? Når mit kristenliv aldrig bliver andet end lunkenhed og halvhed, er det så ikke en følge af, at jeg inderst inde netop vil have det sådan?« .
Sådan strider den redelige sjæl med sin medfødte uredelighed og føler sig selv så hjælpeløst tilintetgjort, at bønnen fryser på hans læber.
Hør nu, min ven! Din hjælpeløshed er din bedste bøn.
Den råber fra dit hjerte ind i Guds hjerte bedre end alle dine ord og bønner. Han hørte den fra første øjeblik, da hjælpeløsheden greb dig. Og han er i fuld aktivitet med at opfylde din hjælpeløsheds bøn. Nu som dengang, han . hørte den lammes hjælpeløse og ordløse bøn.
Du, som er moder, forstår lettere denne side ved bønnen.
Dit lille spæde barn kan ikke forme en eneste bøn til dig i ord. Og dog beder den lille, så godt han kan. Han kan rigtignok kun skrige; men du forstår bønnen i hans skrig.
Ja, den lille behøver ikke engang at skrige. Du behøver blot at se ham i al hans hjælpeløse afhængighed af dig, så stiger der en. bøn op til dit moderhjerte, en bøn, som er stærkere end alle hans skrig.
Han, som er Fader for alt, hvad der hedder moder, og for alt, hvad der hedder barn i Himmel og på jord, han har det på samme vis. Vor hjælpeløshed er en eneste sammenhængende bøn vendt mod hans faderhjerte. Og haner ustandselig optaget af at høre denne bøn og stille al vor trang. Nat og dag holder han ud i dette, skønt vi oftest ikke lægger mærke til det, endsige takker ham for det.
Du, som er moder, forstår ham også her bedre end vi andre. Du pusler om den lille dag og nat, skønt han ikke forstår, hvad du gør og ofrer og lider for ham. Han takker dig heller ikke, og ofte er han vanskelig og besværlig for dig. Men du lader dig ikke hindre. Du hører uafladelig den bøn, som hans hjælpeløshed råber ind i dit moderhjerte. .
Sådan er Gud.
Blot med den forskel, at han gør fuldkomment, hvad en menneskelig kærlighed gør ufuldkomment. Som en }}rigtig« moder vier sit liv til at tjene sit barn, således har den evige Gud i sin ufattelige nåde viet sit evige liv til at pusle om sine små og syndige menneskebørn.
Sådan er Gud mod alle.
Også mod dig, min uomvendte læser. Du tænker oftest, at Gud ikke elsker dig. Af og til mener du, at han ikke bryder sig om dig. Til andre tider føler du det, som om Gud forfølger dig med sin hævn og gengældelse, som om han forstyrrer alle dine planer og ruinerer al din lykke. .
Nej, min ven, sådan er Gud ikke. Du kender ham ikke og går derfor omkring med et vrængbillede af ham.
Hør, hvordan Gud er: }}Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både overretfærdige og uretfærdige.« Matt. 5,45. Kristus benyttede sin sidste kraft og sine sidste øjeblikke til at bede for sine fjender: }}Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Luk. 23,34. Og da Jesus for sidste gang kom til Jerusalem og ikke ejede flere midler til at frelse denne ugudelige og genstridige by, da stod han på Oliebjerget og græd over den, idet hans profetiske blik så den forfærdelige dom, som uundgåelig ville ramme byen.
Sådan er Gud.
Han elsker sine fjender. Når Gud ser den ugudeliges nød, hans tomme glæder og virkelige sorger, hans skuffelser, lidelser og angst, mens han ubønhørligt glider ned ad tidens strøm mod Helvedes evige pine, da råber den ugudelige s nød og hjælpeløshed til Guds hjerte. Han hører dette råb, og han bøjer sig ned over sit hjælpeløse menneskebarn for at hjælpe det. .
Og den uomvendte tager imod hjælpen, så længe den er af timelig art. Men så snart Gud kommer med hjælp for sjælen, da vender han sig bort, ja, flygter ofte i stor skræk for sin Gud; han vil ikke omvendes!
Bønnen er for de hjælpeløse.
Se nu på den synder, som ikke længere flygter for sin Gud. Han er standset i det himmelske ly, og mere eller mindre hurtigt får han øje på sine gamle synder, sit hjertes bundløse urenhed, sin angerløse kulde og ligegyldighed, sin uvilje mod Gud, mod Bibel og bøn, sin svage viljes stadige lyst til synden.
Hvad gør han så?
Som alle andre råber han i denne nød til Gud. Mere eller mindre intenst, mere eller mindre hyppigt, mere eller mindre regelmæssigt. Men han får intet svar fra Gud. Han føler sig forladt som en mand, der ligger og driver på bådens køl ude i det åbne, oprørte hav. Han råber af al sin kraft og kan ikke lade være, skønt der ikke findes et menneske, som kan høre ham.
Og nu siger den tilintetgjorte synder til sig selv: »Når Gud ikke svarer mig, så er det naturligvis, fordi jeg ikke beder rigtigt. Kan det overhovedet kaldes bøn, det jeg beder? Er det andet end ord, tomme ord? Når de længere end til taget? Når der ikke er mere hellig alvor og en mere afgjort vilje i bønnen, så er det ikke en bøn, som Gud kan høre.« Min hjælpeløse ven, din hjælpeløshed er den stærkeste bøn, som stiger op til Guds faderhjerte. Han har hørt din bøn fra første øjeblik, da du redeligt råbte i din nød til ham. Dag og nat bestiller han ikke andet end at lytte ned til jorden for at høre, om der er nogle af hans hjælpeløse menneskebørn, som vender sig til ham i deres nød.
Og hør videre: Det er ikke din bøn, som sætter Gud i bevægelse for at frelse dig. Nej, din bøn er en frugt af, at Jesus har banket på dit hjerte og sagt dig, at han vil ind til dig i din nød. Du mener, at alt er tillukket for dig, fordi du ikke kan bede. Min ven, det er netop denne din hjælpeløshed, som er det afgørende i din bøn.
Bøn er at lukke op for Jesus og give ham adgang til din nød. Og din hjælpeløshed er det, som lukker døren helt op for Jesus og giver ham adgang til al din nød.
Men hvorfor svarer han mig ikke? spørger du i al din rådvildhed. Han har svaret på din bøn. Han er gået ind til dig gennem den dør, du i din hjælpeløshed har åbnet for ham.. Han bor allerede i dit hjerte og gør sin gode gerning derinde.
Du har blot ikke forstået hans svar endnu. Men deri ligner du alle os andre bedende mennesker. Vi beder og får svar, men forstår ikke svaret straks; ofte forstår vi det først længe efter.
Du har tænkt dig et bestemt svar fra Gud: fred, vished, glæde i sjælen. Og når du ikke får det, mener du, at Gud ikke har svaret dig. Jesus har meget at sige os og meget at udrette i os, som vi ikke straks forstår. Vi er utålmodige og synes, at han skulle gøre og sige noget andet til os, ganske som Peter under fodvaskningen:
Joh. 13,1-20. Men Jesus lader sig ikke forstyrre af vor utidighed. Han fortsætter roligt og siger imens: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter. « Lad derfor ikke din hjælpeløshed drive dig til fortvivlelse. Og lad den frem for alt ikke hindre dig i at bede.
Thi den er bønnens egentlige hemmelighed og drivende kraft. Derfor skal du hellere prØve på at takke Gud for hjælpeløshedens gave. Det er en af de største gaver, som Gud kan give os; thi det er alene igennem hjælpeløsheden, at vi lukker os op, så at Jesus kan gå ind til vor nød med al sin nådegave.
Fra Himlen ser vist mange ting anderledes ud, end de gør her på jorden. Jeg tænker også, at vore bønner tager sig anderledes ud deroppefra.
Tag nu f.eks. et bedemøde. Den ene efter den anden beder. Først de, som er vant til at bede højt i andres påhør. De beder godt og opbyggeligt. Og når de siger amen, er alle stiltiende enige om, at det, var en god bøn.
Men på det samme bedemøde er der også en troende, som gerne ville løfte sin røst i de bedendes forsamling.
Han føler, at han trænger til det, måske mere end alle de andre. Han er imidlertid uvant med dette. Og det vil ikke rigtig gå for ham. Tankerne vil ikke hænge sammen, og ordene snubler over hinanden. Og til sidst er han så forvirret, at han ikke engang husker at sige amen. Og efter bedemødet er han så fortvivlet både over sin bøn og over sig selv, at han knap tør se de andre i øjnene, nu da bedemødet er sluttet.
Men jeg tænker mig, at de deroppe i Himlen allerede har istemt en ny lovsang i deres glæde over, at de hørte et menneske, som virkelig bad til Gud, fordi han i sin hjælpeløshed ikke vidste sine levende råd. Jo, sådanne bønner gør indtryk på dem, som er i Himlen.
Lad mig sige endnu et ord om hjælpeløsheden i bøn.
Den kan opleves højst forskelligt. Særlig i vort følelsesliv vil den frembringe hØjst forskellige virkninger. Og reglen vil vel være den, at hjælpeløsheden er mest kendelig og griber stærkest ind i vort følelsesliv i den første tid af vort kristenliv.
I den tid, da Herren »bøjer« vor ånd og »knuser« vort hjerte, Es. 57,15, og knækker vor selvtillid og vor selvhjulpenhed, sættes utvivlsomt vort følelsesliv i den stærkeste bevægelse. Ikke blot fordi det hele er så nyt og ukendt, men særlig fordi det er så uforståeligt.
Til Guds. væsen hører også det at være ubegribelig.
Han er så stor, at ingen skabning helt ud kan forstå ham.
Og nu kan intet menneske møde Gud uden også at støde på hans ubegribelighed.
Og som ovenfor nævnt varer det ikke længe, før den vakte synder møder det ubegribelige ved Gud. Hvorfor får jeg ikke fred og vished og glæde? Hvorfor hjælper Gud mig ikke i min. uudholdelige nød? Hvorfor lader hap mig synke ned i en evig fortabelse, når han dog ser, hvor gerne jeg vil frelses? Hvorfor svarer han ikke et ord på alle mine nødråb?
Vi kan lide meget med et forholdsvis stille sind, når vi blot kan se grunden til vore lidelser eller hensigten med dem. Men det ubegribelige, som for os så let bliver det meningsløse, det irriterer og oprører os mere end noget andet. Derfor er der næppe nogen side hos Gud, som vi har lettere ved at støde mod end netop denne hans ubegribelighed. Og vi mindes det vemodige ord af Jesus:
»Salig den, som ikke forarges på mig.« Matt. 11 ,6.
Men derfor er der vist heller ingen side ved Gud, som lettere knækker vor selvtillid og selvhjulpenhed. Vi mØder for første gang noget, som sætter os til vægs. Vi formår ikke at vende tilbage til det gamle liv, og vi finder ikke nogen vej frem til Gud. Vi har endda ikke lært at overgive os til den ubegribelige Gud. Derfor er hele vort menneskevæsen i et sådant oprør. Det ubegribelige fylder os altid med en lammende angst.
Det menneske, som nu holder ud i denne angst uden at flygte fra Gud og sin egen samvittighed og bliver stående over for den ubegribelige Gud, oplever nu det under, at Gud knækker selvtilliden og selvhjulpenheden.
Uden at forstå det drages den hjælpeløse synder ind til den ubegribelige Gud. Det er Gud selv, som i Kristus sætter ham i stand til at bøje sig for Guds ubegribelighed, at udholde den, ja, at stole på og hvile i den ubegribelige Gud.
Dermed' er der sket noget afgørende i denne synders liv. Han er blevet forsonet med .Guds ubegribelighed, men også med sin egen hjælpeløshed. Mens denne hidtil satte hele hans menneskevæsen i oprØr og angst, så har han nu oplevet hjælpeløsheden som synderens egentlige stilling til Gud.
Ikke ved overvejelse, men ved oplevelsenshele vished ved han nu, at et spædbarn ikke er mere hjælpeløst i forholdet til sin moder, end han er i forholdet til sin Gud. På alle punkter er han lige hjælpeløs, både når det gælder syndens tilgivelse og syndens overvindelse, det nye liv i hjertet, væksten i nåden og troskaben i det daglige samliv med Gud og mennesker.
Og nu griber hjælpeløsheden ind i bønslivet på en ny måde. Før var hjælpeløsheden bønnens stormcentrum, som enten pressede bønnens nødskrig frem eller gjorde sjælen stum, så man ikke magtede at finde et eneste ord for sin nød i bøn.
Nu bærer hjælpeløsheden ganske stille hele bønnens liv. Det sønderknuste hjerte ved, at det intet formår over for Gud, men at det ,heller ikke behøver mere end at affinde sig med sin hjælpeløshed og lade sig betjene af den høje og hellige Gud, ganske som det lille spædbarn lader sig hjælpe af sin moder.
Derfor består bønnen nu i den enkle ting at fortælle Gud dagen lang, hvor det er, vi føler os hjælpeløse. Og bønnen flammer op, hver gang Guds And, bønnens Ånd, understreger vor hjælpeløshed for os, så vi føler, hvor afmægtige vi er både til at tro og elske og håbe og tjene og ofre og lide, til at læse og bede og stride imod lysterne.
Det hænder vel ofte, at vi glider ud af denne hjælpeløshedens salige stilling til Gud. Den gamle selvtillid og selvhjulpenhed rejser hovedet. Og følgen er, at vi igen kommer på kant med hjælpeløsheden. Den fylder os på ny med angst og forvirring. Alt kommer i uorden for os.
Syndsforladelsen bliver uvis. Freden forsvinder fra hjertet. Verdslighed, træghed og åndelig interesseløshed lægger sig kvælende over sjælelivet. Synden overmander os i det daglige liv, og den uvillige ånd trænger ind i vor tjeneste.
Indtil Gud igen får »sønderknust« vort hjerte, så vi igen finder os i at være den hjælpeløse synder, der intet andet kan end dette ene: at lade sig benåde og elske og pleje af den ubegribelige Gud. Da bringer hjælpeløsheden igen orden i forholdet både til Gud og til mennesker.
Og frem for alt bringer den igen vor bøn i orden.
Bønnens hjælpeløshed ligner på en slående måde den tilstand, som den lamme eller gigtsvage befinder sig i. Til en begyndelse var det noget pinefuldt, ja, næsten uudholdeligt at være så hjælpeløs, at han ikke kunne føre en ske til munden eller jage en flue bort fra sit ansigt. Og vi kan så godt forstå, at han ikke kunne opleve dette uden en vældig protest og et indre oprør med de mest intense forsøg på at gøre brug af sine lemmer, som han før var van t til.
Men se på den syge, efter at han har gjort op med sin sygdom og forsonet sig med sin hjælpeløshed. Han er lige så hjælpeløs som før, men hjælpeløsheden ængster og piner ham ikke længere. Den er gået ind som en del af hans liv og præger alle hans bevægelser og alle hans forhold.
Han må have hjælp til alt. Det føles ydmygende. Men se, hvor denne ydmygelse har præget ham. Hans bøn om hjælp er stille og fordringsløs, ja, det er, som om han beder om forladelse for, at han må bede om hjælp. Og se, hvor taknemmelig han er for den mindste hjælp.
Alle hans tanker og planer er bestemt af hjælpeløsheden. Han er jo nemlig i et og alt afhængig af dem, som plejer ham. Og vi ser, hvor denne afhængighed knytter et ejendommeligt bånd mellem ham og dem, det stærkeste bånd, som kan knyttes mellem mennesker.
På samme måde skal vor hjælpeløshed knytte os til Gud i en afhængighed, som aldrig kan males i for stærke farver. Tænk blot på et ord af Jesus som dette: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Joh. 15,5. I en eneste linje siger han her det, som vi må bruge et helt liv til at lære.
Og alligevel har vi ikke lært det til fulde, når vi er nået til dødens port.
Jeg bliver ikke træt af at understrege hjælpeløsheden;
thi det er den, som er det afgørende, ikke blot i vort bønsliv , men i hele vort forhold til Gud. Så længe vi føler vor hjælpeløshed vil ingen vanskelighed overraske os, ingen nød forvirre os, ingen hindring skræmme os. Vi venter intet af os selv og lægger derfor alle vanskeligheder og hindringer frem for Gud i bøn. Og det vil jo sige: Vi lukker op og giver Gud adgang til at bruge sine undergørende kræfter på vor hjælpeløshed.
Troen
Jeg kommer nu til den anden side af det sindelag, som udgør bønnens væsen: den hjertebeskaffenhed, som Gud kender som bøn, der råber til ham fra jorden, med ord eller.uden ord.
Der står skrevet: »Uden tro er det umuligt at have hans velbehag.« Hebr. 11,6. Ja, uden tro bliver der ingen bøn, hvor stor end hjælpeløsheden er. Hjælpeløshed og tro er det, som i forening frembringer bøn. Uden tro fører hjælpeløsheden blot til håbløse nødskrig i natten.
Men jeg behøver blot at nævne dette med troen, så ved alle bedende mennesker, at vi rØrer ved et af bønslivets allerømmeste punkter.
Der står jo så mange og skarpe ord i Bibelen om, at vi må bede i tro, dersom vi skal vente at blive bønhørt.
»Hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så ville sige til dette bjerg: 'Løft dig op og kast dig i havet,' så skal' det ske.
Alt, hvad i beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror.« Matt. 21,21-22.
»Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Joh. 11,40.
»Det skal ske dig, som du troedef« Matt. 8,13.
»Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje.« J ak. 1,6-8.
Disse ord har dømt mangen fattig, bedende sjæl ned i støvet, ja, gjort ham så ganske til intet, at han følte, det var umuligt at bede. Det er jo så indlysende: Den, som vil bede til Gud, må tro. Derfor er det jo en spot imod Gud at vende sig til ham i bøn uden at tro på bønhørelse.
Men når nu den redeligt bedende sjæl skal prøve sig selv efter Skriftens ord, så vil han snart finde, at det er troen, som mangler i hans bøn. Der står, at han skal bede i tro uden at tvivle. Men han gør akkurat det modsatte. Han tvivler før bønnen, han tvivler under bønnen, og han tvivler efter bønnen. Ja, han ligner netop havets bølge, han drives og kastes hid og did af tvivlens vinde.
Og er det ikke netop ham, som er tegnet i Skriftens ord:
»en tvesindet mand, ustadig på alle sine veje«?
Han er i nød, han er hjælpeløs, og han beder. Men han får ikke det, han beder om, skønt han ofte beder så indtrængende, ja, råber til Gud i sin nød, både for sig selv og for sine kære. Efter en sådan bøn går der et lønligt håb igennem hans sjæl: Måske Gud dog vil høre denne gang? Og han går i spænding for at se bønhørelsen. Men nej, ingen forandring!
Han føler dommen over sin bøn: Gud kan ikke høre ham; thi han beder ikke med tro. Han beder med tvivl.
Å, hvor tvivlen kan bore sig ind i hver eneste bøn! Den gør ham angst og bange for bønnen. Bange for at synde imod Gud netop i bønnen.
Min tvivlende ven, din sag star ikke så dårligt, som du selv mener. Du har mere tro end du aner. Du har tro nok til at bede, ja, tro nok til at blive bønhørt. Troen er jo en mærkelig ting, som ofte gemmer sig bort, så vi hverken kan se eller finde den. Og alligevel er den der og viser bestemte og tydelige livstegn. Lad os se lidt på disse.
Troens art er at komme til Kristus.
Dette er troens første og sidste og sikreste livstegn.
Synderen har intet uden sin synd og sin nød. Det har Guds Ånd vist ham. Og troen ytrer sig nu enkelt og ligetil deri, at synderen i stedet for at løbe fra Gud og sit eget ansvar, som han gjorde før, nu går frem i lyset for Kristus med al sin synd og sin nød. Den synder, som gør dette, han tror.
Der står jo skrevet: »Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.« Joh. 6,37. Og: »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.« l. Joh. 1,9.
Det var akkurat sådan, de gjorde, som kom til Jesus og fik Jesu eget ord, inden de gik: »Din tro har frelst dig.« De gjorde intet andet end at komme til Jesus og meddele ham deres nød, enten det nu var legemlig eller åndelig nød eller det var begge dele. ,.
Læg mærke til troens enkle, men tydelige livstegn.
Den ser. sin nød, den indrømmer sin hjælpeløshed, den går til Jesus og siger ham, hvor galt det er fat, og lægger sin sag i Jesu hånd.
Og nu kan du og jeg sige os selv, hvor megen tro vi må have for at bede. Vi har tro nok, når vi vender os til Jesus i vor hjælpeløshed.
Og her ser vi tydeligt, hvorledes den rette bøn vokser frem som en frygt af hjælpeløsheden og troen. Hjælpeløsheden bliver til bøn i det øjeblik, du går til Jesus og taler redeligt og fortroligt med ham om din nød; thi dette er at tro. Og grunden til, at der ikke behøves mere tro for at bede, ligger i selve bønnens væsen.
Vi har jo set, at bøn er ganske ligetil dette at lukke døren op, når Jesus banker på, og at lade ham komme ind til vor nød og hjælpeløshed med alle sine undergørende kræfter.
Vor tro skal ikke hjælpe Jesus til at opfylde vor bøn.
Han behøver ingen hjælp; han behøver blot adgang. Vor tro skal heller ikke trække Jesus ind i vor nød eller give ham interesse og omsorg for os. Nej, den har han selv på forhånd. Og han vil selv ind i vor nød for at hjælpe. Men han kan ikke komme til, før vi »lukker døren op«, dvs.
før vi ved vor bøn giver ham adgang til at gribe ind.
Tvivl og vantro
Den tilstand af tvivl og indre usikkerhed, hvormed du så ofte er gået både til din bøn og fra din bøn, den har du kaldt vantro. Men det beror på en begrebsforvirring, som desværre er meget almindelig, men derfor lige skadelig for bønslivet.
Vantro er noget helt andet end tvivl. Vantro er en beskaffenhed ved viljen og består i, at et menneske ikke vil tro, dvs. ikke vil se sin nød, ikke vil indrømme sin hjælpeløshed, ikke vil gå til Jesus, ikke vil tale redeligt og fortroligt med ham om sin synd og sin nød.
Tvivlen derimod er en lidelse, en smerte, en svækkelse, som til tider lægger sig over troen. Vi kan derfor godt kalde den trosnød, troslidelse, trossmerte, trostrængsel.
Denne trossygdom kan være mere eller mindre smertelig og være mere eller mindre langvarig som al anden sygdom. Men får vi den at se som en lidelse, der lægges på os, da mister den sin ængstende og forvirrende brod.
Al lidelse, som lægges på os, skal tjene os til gode.
Således også denne troslidelse. Den er altså ikke farlig, sådan som vi let vil føle den. Den er ikke farlig hverken for vor tro eller for vor bøn. Den tjener jo nemlig til at gøre os hjælpeløse. Og som vi ovenfor har set, er hjælpeløsheden bønnens bærende sjælstilstand og drivende kraft. Intet fremmer derfor vort bønsliv som denne oplevelse af vor hjælpeløshed.
Disse sidste tanker synes imidlertid at komme i strid med de ovenfor citerede skriftudsagn. Disse udtalte jo kategorisk, at den, som beder med tvivl ikke kan vente nogen bønhørelse.
Men disse ord må ikke rives løs fra deres sammenhæng. Vi må sammenholde dem med andre ord i Skriften om denne sag. Og her må da nævnes den karakteristiske lille beretning i Mark. 9,14-29. Mens Jesus og de tolv disciple oplevede forklarelsen på bjerget, havde en mand bragt sin besatte dreng til de øvrige disciple; men de kunne ikke uddrive den onde ånd. Da Jesus kom, skynder faderen sig at bringe drengen til ham.
På Jesu spørgsmål fortæller faderen så, hvor længe drengen har haft denne sygdom og hvor frygteligt han har lidt derunder, og han tilføjer så i sin nød: »Hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!« Til dette svarede Jesus: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der trof.« Manden forstod det alvorlige i Jesu ord og udbrød i sin nød: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Her har vi et typisk eksempel på den tvivlende tro.
Tvivlen går her, som den i reglen plejer at gå, i to retninger: dels gælder den Gud, dels gælder den troen. Manden siger akkurat, som han føler det: »Hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!« Helt sikker på, at Jesus kan hjælpe, er han altså ikke.
Da Jesus nu møder denne tvivl med det skarpe ord om troen: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror«, falder manden ganske sammen. Han erkender sandheden i Jesu ord, men han erkender også sin svigtende tro.
I dette Øjeblik står alt på spil for ham. Og så ved han intet andet råd end at sige akkurat, hvordan der kæmpes i hans hjerte mellem tro og tvivl: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Lad os lægge mærke til det karakteristiske, at han bruger udtrykket: vantro. Sådan er det altid med den redelige tro: den bedømmer sig selv strengt og ubarmhjertigt.
Men læg så mærke til, hvordan Jesus bedømte denne.
hans tvivlende, usikre og skælvende tilstand. r Jesu øjne var det tro. Det fremgår jo deraf, at Jesus helbredte drengen. Thi havde denne tvivl hos faderen virkelig været vantro, så havde Jesus ikke kunnet udføre helbredelsen. Særlig klart udtales denne tanke i Mark. 6,5-6. »Og han kunne ikke gøre nogen undergerning der; ... og han undrede sig over deres vantro.« Se nu her, hvor svag, usikker og tvivlende troen kan være. Se her, hvor den i bønnens øjeblik fælder dommen over sig selv som vantro. Og dog er troen der.
Ja, der er tro nok til, at Jesus kan gøre en af sine aller kraftigste gerninger. Disciplene havde jo prøvet at udføre denne helbredelse, men havde ikke formået det.
Og hvad er grunden til, at en så svag, usikker og tvivlende tro kan blive bønhørt og hjulpet? Jo, den havde troens levende art. Den gik til Jesus og klagede al sin nød der. Ja, den klagede også sin tros nød ved at fortælle Jesus, hvor troen var fuld af tvivl.
Det indblik, vi nu har fået i bønnens og troens væsen, vil uden tvivl gøre vort bønsliv både enklere og lettere.
For det første bliver det os klart, at bønhørelsen ikke er afhængig af vore følelser eller tanker før, under og efter bønnen. Eksemplet med den ulykkelige fader i Mark. 9 viser os dette så tydeligt. Hans følelser var vist
under nulpunktet både før, under og efter bønnen. Det hele så jo så fortvivlet ud. Disciplene havde prøvet at helbrede, men ikke magtet det. Så kom Jesus. Men han sagde det strenge ord om troen. Og da den stakkels mand i sin nød havde råbt de nævnte ord: »Jeg tror, hjælp min vantro!« ja, mon han da ikke følte det hele som lukket til?
Og hans tanker var vel næppe mere opløftende end hans følelser. Noget af, hvad han tænkte, får vi at høre:
»Hvis du formår noget.« - Han var ikke sikker på, at Jesus ville klare det bedre end disciplene. Og da han så forstod af Jesu ord, at det også kom an på ham selv, på hans tro, da blev det endnu mere fortvivlende. Han følte det, som om han i sit sind svingede mellem tro og vantro.
Se, dette er noget for os, vi, som ofte har det præcist sådan, når vi beder. Vi svinger mellem tvivl og tro. Vi er ikke sikre på, om vi beder rigtigt, om vi beder om noget efter Guds vilje. Og selvom vi føler os vis på, at det, vi beder om, er efter Guds vilje, så er der ofte så lidt hjertelag og alvor i vor bøn, at vi af den grund tvivler på bønhørelsen, ja, vi kan næsten føle det som en spot imod Gud at bede med et sådant sind.
Da er det godt at vide, at vi har tro nok, når vi går til Jesus med vor nød og lægger den frem for ham. Og er der megen tvivl og liden tro i vort hjerte, så kan vi gøre som manden, der kom til Jesus. Vi kan begynde med at fortælle ham om vor tvivl og svage tro. Da bliver det både enklere og tryggere at bede.
Så behøver jeg ikke at stramme mig op og få mig selv til at tro eller prøve at få tvivlen ud af hjertet. Begge dele er jo lige frugtesløse. Men nu går det op for mig, at jeg kan komme til Jesus i en hvilken som helst sag, hvor vanskelig den end er, og jeg behøver ikke at lade mig skræmme af min tvivl og min ringe tro, men blot fortælle Jesus, hvor svag min tro er. Da har jeg lukket Jesus ind i min nød. Og så tager han fat og opfylder min bøn.
Ole Hallesby: Fra Bønnens verden Bønnens arbejde 51-73
Bønnens arbejde
Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«
Matt. 9,38 Da Jesus forlod sine elleve apostle ved sin himmelfart, overgav han dem et overmenneskeligt arbejde: De skulle gå ud i al verden og gøre alle mennesker til Kristustilbedere.
De skulle begynde i Jerusalem, havde han sagt. Det var ikke langt borte. Byen lå lige ved Oliebjergets fod, så de kunne se den fra stedet, hvor de stod. Derinde boede Jesu bødler de havde Jesu uskyldige blod på deres hænder, og var rede til at knuse enhver, som vovede at nævne nazaræerens navn offentligt. Og selvom de skulle være så heldige at undgå disse bødler, hvad havde de så at forkynde? Jo, en korsfæstet Messias, for jøderne en forargelse og for grækerne en dårskab.
Og så de nu fra Oliebjerget videre vest over Middelhavet til verdens, centrum, Rom, så var udsigterne ikke lysere. Der mødte de det stærkest sammentømrede verdensrige, den mægtigste kultur og det rigeste åndsliv, som verden til denne dag har ejet. Det var jo næsten som en ironi at sende disse elleve håndens arbejdere fra Gaililæa afsted for at overvinde hele denne mægtige kulturverden.
Ganske vist fik de senere en akademisk dannet åndsarbejder med sig, nemlig Paulus. Men han fortæller, at .
han selv i de største kulturcentrer ikke ville vide eller o forkynde noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.
Men han, som sendte dem, vidste nu også, hvad han gjorde. Han udrustede dem til denne overmenneskelige opgave. Og det på en dobbelt måde.
Objektivt ved at give dem selve Messias-gaven: Den hellige Ånd, som stillede hele den oververdslige verdens kræfter til rådighed for den lille Kristus-menighed. Denne side skal vi imidlertid ikke gå nærmere ind på her.
Subjektivt udruster han dem ved at give dem bønnen, det middel, som overfører alle disse objektive, oververdslige kræfter til den enkelte og menigheden. Og hvor meget han selv værdsatte denne udrustning, får vi et levende indtryk af blot ved at læse et par udtalelser af ham: »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.« Matt. 18,19.
»Sandelig siger jeg eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg:' Flyt dig herfra og derhen', så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.« Matt. 17,20.
Og en af dem, som i et livslangt arbejde og kamp fik anledning til at prøve rustningen, udtaler om den: »Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres Ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.« Fil. 4,6.
Han, som sendte dem, vidste, at dette våben, dette arbejdsredskab - ville gøre dem uovervindelige: »Intet vil være umuligt for jer.« Sådan lød hans ord.
Da han ved himmelfarten forlod sine venner med sin legemlige nærværelse, rakte han sin usynlige almagtshånd så langt ned, at vi små og syndige mennesker kan nå den, hver gang vi bøjer vore knæ i bøn.
Så ofte vi rØrer denne hans almagtshånd , da strømmer noget af hans almagt over i os, i vor sjæl og i vort legeme.
Og ikke blot det, men gennem os strømmer den ud til andre.
Denne kraft er så rig og så bevægelig, at vi under vor bøn blot behøver at pege på de personer eller ting, hvor vi ønsker, at kraften skal anvendes, så dirigerer han, som er kraftens Herre, den rette kraft derhen i samme stund.
Denne kraft er jo nemlig helt uafhængig af tid og rum.
I samme øjeblik som vi bøjer vore knæ og beder for vore brødre og søstre i Afrika, på Madagaskar, i Santalistan, Kina og Japan, i samme øjeblik er kraften overført til disse. Her er en trådløs kraftoverføring, som overgår den dristigste opfinders drømme.
Dette våben er så meget mere værdifuldt for Jesu venner, fordi det ikke er muligt for Jesu modstandere at bruge det. Ganske vist kan hans modstandere få fat i bønnens våben. Men i det øjeblik, da de for alvor griber til dette våben, omskaber det dem fra Jesu modstandere til hans venner.
Også her ser vi hans nåde og hans visdom.
Hvilken rædsel ville dette våben ikke blive, hvis det kunne bruges af hvem som helst til hævn og ødelæggelse!
Nej, han har ordnet det sådan, at det kun er hans egne venner, som kan opnå denne kontakt med de uudtømmelige kraftkilder. Ja, kontakten er af Herren indrettet så forsigtigt, at den automatisk slås fra, selv for Jesu egne venner, så snart de prØver at anvende denne kraft i strid med Jesu sind og mening. Det er kun, når vi beder om noget efter Guds vilje, at vi har løfte om bønhørelse.
Bønnen for vore nærmeste
Nu var det Herrens mening, at vi, som har fået adgang til at tage disse kræfter i brug ved vor bøn, skulle gå vor vej gennem denne verden og overføre de himmelske kræfter ti~alle sider; thi hvor trænger denne verden dog til dem.
Vort korte liv skulle efter Herrens mening være en stille, men stadig rindende strøm af velsignelser, som gennem vor bøn og forbøn skulle flyde ud til alle vore omgivelser.
Og det var nok hans mening, at vi som hans første venner skulle »begynde i Jerusalem« og så gå videre ud »lige til jordens grænser«.
Det var hans mening, at vi skulle begynde hjemme.
Når vi går mellem vore kære til daglig, så skulle vi ad forbønnens trådløse vej overføre den overnaturlige kraft, som de trænger til, såfremt deres liv skal blive en stille sejr med tak og jubel i hjerte og mund og ikke en række af møjsommelige nederlag med mismod i sjæl og legeme.
Vi skal sige til Gud, når vi går mellem vore kære:
»Gud, giv dem noget godt fra dig. De trænger til det, de, som hver dag skal leve sammen med mig, jeg, som er så egenkærlig og lidet opofrende mod dem, skønt jeg dog er så glad for dem.« Da ville der blive en god ånd i vore hjem. Thi Gud hører bønner. Han ville da sænke sin Himmel ned i vore hjem. Og selvom vi, som lever der, alle er ufuldkomne og fejlende mennesker, så ville der ved Guds bønhørelse blive et helt lille paradis i vort hjem.
Der er mange troende mennesker, for hvem hjemmet ikke lykkes. Børnene søger al deres glæde og fornøjelse uden for hjemmet og trives ikke hjemme. Fik Herren lov til at sige det, han ville i sådanne hjem, så ville han vist først sige: »1 får intet, fordi 1 ikke beder.« Så var det Herrens mening, at vi skulle gå videre til vore naboer. Så snart vi ser dem om morgenen, skulle vi sige til Gud: »Giv vore naboer noget godt fra dig i dag.
Du ved, hvad de mest trænger til i dag, giv dem det!« Hvor er dog forholdet mellem naboer ofte dårligt! Og begyndelsen til det hele er som regel småting. Enten er det køerne eller hønsene eller hunden eller et gærde eller et stykke vej. Først en misforståelse, så fornærmelse, så . uvenskab, så fjendskab, så proces.
Men hvis vi benytter forbønnens hellige tryllemiddel, da skal forholdet efterhånden blive godt, selv med en vrangvillig og vanskelig nabo.
1 enkelte dele af vort land har man endnu den dybe og skønne hilsen, når man træffer folk, som står midt i deres arbejde: »Gud velsigne arbejdet!« Det er vel muligt, at den hilsen er slidt ved stadig brug som enhver anden hilseform, så man ikke længere tænker på, hvad ordene betyder. Men dengang denne hilsen blev taget i brug, da følte man trang til at bede Gud velsigne sine medmenneskers arbejde. .
Sådan skulle vi også føle det. Og vi ved, at det ikke altid er let at arbejde, og af og til kan det være så usigelig tungt. Derfor skal vi passe på, når vi træffer et arbejdende medmenneske, at nedbede noget af den overnaturlige kraft over ham, som vil gøre hans arbejde lettere og arbejdets frugt rigere.
Hvor vi går om dagen, træffer vi mennesker, som mangler noget. Hvis nu Ånden får givet os kærlighedens åbne øjne, som ser både den åbenlyse og den skjulte nød, så ville alt det, vi ser omkring os, forme sig til bøn.
Vi ville vende os til Herren og fortælle ham, hvad vi ser de mangler - både vore venner og vore fjender. Og så skulle Herren give dem det, vi beder om. Det var sådan, han havde tænkt sig bønnen. Der står jo: ))Bed uden ophør.« l. Tess. 5,17.
Domprovst Gustav Jensen fortalte ved en lejlighed følgende:
Der blev for en del år siden opført en lille kirke i Oslo.
En troende forretningsmand, som havde sit hjem oppe i byen og sit kontor nede i centrum, gik hver dag i byggetiden nogle minutter tidligere hjemmefra for at nå hen til kirkebyggeriet. Og der stod han en stund stille i bøn for arbejderne, for huset, for dem, som skulle tjene i den' kirke, og for dem, som skulle høre ordet der.
Den mand havde lært at bruge forbønnens arbejdsredskab.
Min tante .fortalte engang, at ritmester Guldberg var på besøg hos dem en dag. Og mens de sad sammen i fortrolig samtale om deres fælles liv i Gud, rejste ritmesteren sig, gik hen og lagde hænderne på hendes hoved og bad en brændende bøn om Guds velsignelse over hende. Se, her var også en, som havde lært at bruge bønnen.
Nu er det ikke min mening, at vi skal kopiere ritmester Guldberg og gå omkring og lægge hænderne på hinanden. Men jeg kunne nok ønske, at vi ejede hans kærlige omsorg og hans syn på bønnens brug. .
Ja; tror I ikke også, at det er Herrens vilje, at vi skulle benytte forbønnens ret, hver gang vi træffer et menneske, selvom vi aldrig har truffet ham før, måske heller aldrig træffer ham siden, ja, ikke engang kender ham?
Herren venter vist, at vi skal passe på og give ham en gave, den ene gang vi mødes, en oververdslig gave gennem vor bøn.
Enkelte vil muligvis indvende, at dette er ganske uigennemførligt og derfor overdrevet og overspændt. Men det kan jeg ikke indse. Derimod er jeg klar over, at de fleste af os er så lunkne og uøvede bønnens arbejdere, at det af den grund ikke lykkes for os. Men fik Guds Ånd lov til at fylde os med hellig omsorg, så skulle det nok vise. sig, at vi fandt både tid og anledning til at sende et bønnens suk op til Gud for et sådant menneske.
Vor tanke er nemlig hurtig. Læg mærke til, hvorledes vi -- blot ved at gå raskt forbi et menneske på gaden - får tid og anledning til i vor tanke at gøre vor kritiske iagttagelse for os selvom det menneske. Det går automatisk, fordi det er vor onde natur, som gør sig gældende. Tænk nu, om Guds Ånd fik lov til at gøre vor nye natur så stærk i os, at den automatisk fremkaldte et bønnens suk i vort hjerte, når vi så et medmenneske.
En af mine venner blandt missionærerne var netop kommet hjem fra missionsmarken. Vi sad og talte sammen om mange ting, blandt andet også om hans helbred i de år, han nu havde været ude. Dette er jo et ømt punkt i de fleste missionærers liv. Malariafeberen svækker og knækker så mange allerede i de unge år. Og min ven havde været på en station, hvor feberen var særlig slem.
Da vi kom ind på dette emne, var han lidt hemmelighedsfuld. Men jeg kendte ham så godt, så jeg ikke var bange for at være nysgerrig, og spurgte ham så, hvordan det var gået. Og så fortalte han følgende:
»Da jeg skulle rejse ud til missionsmarken, gik jeg rundt til mine venner hjemme i sognet for at sige farvel
og kom da også ind til en ældre, troende kone på et husmandssted..
Da jeg sagde farvel, beholdt hun min hånd i sin, så mig roligt ind i øjnene og sagde stille: »Nu skal jeg bede for dig, så du ikke får feberen, men kan bruge alle dine kræfter til arbejdet derude.« .
Og jeg har ikke kendt til at have feber nogen dag i alle disse år føjede han til med øjnene fulde af tårer - glædestårer!
Også denne kvinde havde lært at bruge bønnen som arbejdsredskab. Der er mange måder at arbejde for missionen på, også for os, som ikke kommer ud på missions. marken. Gud give, at vi indser og gør det! Da vil det blive lettere for missionærerne at arbejde derude.
Bønnen for arbejderne i Guds rige
Bønnen er det vigtigste arbejde i Guds rige.
Og nu er det Herrens mening, at vi skal gå ind i dette arbejde, så snart vi er vundet for Gud.
Vi skal med vor bøn gå ind i det kristelige arbejde, der ligger for, og som vore kristne fædre har ofret, lidt, stridt og bedt for. Vi skal nu gå ind og bygge med på dette, først og fremmest ved vor bøn. Og lad mig,nu nævne nogle af de punkter, hvor bønnens arbejde er vigtigt, ja, hvor bønnen næsten er det eneste arbejdsredskab, som kan bruges.
Det første, som da må nævnes, er bønnen om flere arbejdere.
. Jesu egne ord viser os det: »Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« Matt. 9,37-38. Vor første opgave er at få de arbejdere, som Herren vil have i de forskellige stillinger. Og læg nu mærke til, at dette skal vi udføre i bøn.
Denne del af bønnens arbejde er der vist ikke mange af os troende, som har tænkt så meget på. Vi beder for dem, som er kommet ind i det kristelige arbejde. Vi beder måske også for dem, som uddannes til et eller andet kristeligt arbejde. Men de fleste af os er ikke nået så langt, at vi beder for dem, som hverken er i arbejdet eller i uddannelsen, men som Herren har udset til et bestemt arbejde. Og nu siger det nævnte ord af Jesus, at disse kan Gud ikke få kaldet og sendt ud til gerningen uden vor bøn.
Den største. fare for et kristeligt arbejde er sikkert den, at det får arbejdere, som Herren ikke har drevet ud.
Da bliver det kun et menneskeværk, selvom det er udført med stor personlig og organisatorisk kraft og dygtighed.
Der er folk på missionsmarkerne, som aldrig skulle have været der. Enkelte af dem er ikke engang omvendt til Gud. Og samtidig går der folk herhjemme, som skulle have været missionærer.
Dette er vor egen skyld. Vi skulle have bedt for denne vigtige sag, bedt om, at ingen andre måtte komme derud end de, som er sendt af Gud, men samtidig også, at de, som er udset af Gud, ikke må gå ledige herhjemme, men virkelig komme derud.
Det samme gælder vore præster.
Vi klager ofte over dårlige præster. Og det er en forholdsvis let sag at klage. Men vi skulle hellere klage over os selv og vor lunkne bøn. Vi skulle efter Jesu ord være med til at bestemme, hvem der skulle være præster. Men i stedet for sidder vi stille og tager imod de .præster, som regeringen udnævner. Og vi overlader til de unge mænd i I8-års alderen at afgøre, hvem der skal være præster i vor kirke.
Dette må ikke have lov at fortsætte.
Efter Jesu ord har de troende ikke blot ret, men pligt til at være med til at udpege, hvem der skal være præster og hvem ikke. Men dette er et arbejde, som alene kan udføres på knæ.
Troende venner, lad os gå ind i dette arbejde!
Tænk jer om et øjeblik, og I vil se, hvad det ville betyde for vor kirke og for vort folk. Tusinde præster, rettroende præster, troende præster, fyldt til randen med omsorg for sjælene. Tusinde præster, sendt af Gud, spredt ud over det hele land.
Nogle smiler overlegent, andre sukker mistrøstigt over en sådan tanke. Men måske var det rigtigt af os alle at overveje Jesu ord på ny: »Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« »Og intet vil være umuligt for jer. « Dette gælder også vore lærere.
Vi har mange gode lærere og iærerinder i vort land.
Men desværre har vi også mange, som forsømmer deres gerning, ja, ligefrem skader de små barnesjæle. Også her har vi forsømt meget. Vi har ikke ligget på knæ i ydmyg og regelmæssig bøn til Gud om, at den troende ungdom skulle ledes ind på seminarierne for at tage denne vigtige og ansvarsfulde gerning op i vore skoler. Og når vi har fået en dårlig lærer eller lærerinde, og vi klager over vedkommende, så tror jeg. Herren vil sige til os: »1 får ikke noget, fordi I ikke beder om det.« I det hele taget skal vi med vor bøn være med til at hjælpe nådegaverne frem.
I en egn eller et sogn mangler man f.eks. en skikket leder. I stedet for at klage over de mangelfulde ledere, vi har, skulle vi bede de ledere frem, som der tiltrænges så hårdt.
I et andet sogn har man en god leder, men der mangler de stedlige medarbejdere til at forkynde Ordet. Da skal vi igen holde Jesu ord frem for os: »Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« {' Endelig skal vi på vore knæ bede nåde gaverne frem til de missionærer, som rejser rundt og taler Guds ord. Men også dette bønnens arbejde forsømmer vi. Og følgen er, at vi nu har missionærer, som aldrig skulle rejse rundt og prædike. De er ikke sendt af sted af Gud, men af mennesker.
Og samtidig går der folk ved landbruget, fiskeriet, håndværket, forretningslivet. De er udset af Gud til forkyndere, men han har ikke fået dem sendt ud i sin store høst, fordi vi ikke har bedt derom.
I denne forbindelse vil jeg nævne, hvad den jævne bondepige Bolette Hinderli fik lov til at udrette for det .store Herrens vidne Lars Olsen Skrefsrud. I et syn så hun en fange i en fængselscelle. Hun så tydeligt hans ansigt og hele hans skikkelse. Og en røst sagde til hende: »Denne vil få en lignende skæbne som Ole Højland, om ingen tager ham op i sin bøn. Bed for ham, og jeg vil sende ham ud til at forkynde min pris for hedningerne.« Hun var lydig mod det himmelske syn, led og bad og .
stred for denne fange, som hun ikke kendte, og ventede med længsel på at høre om en straffefange, som var blevet omvendt og kaldet til missionsgerningen.
Endelig under et besøg i Stavanger hørte hun om en straffefange, som var blevet omvendt og nu skulle tale der i byen. Da Skrefsrud så trådte frem på talerstolen, kendte hun ham straks igen fra det natlige syn. Denne kvinde havde forstået Jesu ord om at bede nådegaverne frem.
Så langt jeg forstår Guds ord og kender Guds riges historie, er der intet bønsarbejde, som er vigtigere end dette. Kommer den rette mand på den rette plads, da er det næsten ufatteligt, hvad han kan udrette, Lad os også tænke på mænd som Martin Luther, Hans Nielsen Hauge, Hans Peter Børresen, William Carey, Hudson Haylor.
Johannes Døber omtales med følgende ord: »Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes.« Joh. 1,6. Da sker der altid noget. Og det uanset, om vedkommende er lidt eller meget begavet.
Enkelte vil måske spørge, hvorfor Gud ikke sender disse nådegaver , uden at vi beder om det. Lad mig vente med at besvare det til et senere afsnit, hvor vi taler om bønnensgåder. .
Til vort bønsarbejde hører også bøn for lederne.
Disse har et stort ansvar. Til en leders stilling kræves ikke blot visdom og erfaring, men også et stort personligt mod, så man tør handle efter sin egen overbevisning og ikke blot lytte til flertallets mening. Der kræves også stor kraft og udholdenhed til at gennemføre de sager, som man tror er Guds vilje, gennemføre dem, også når modstanderne triumferer, og vennerne kører træt.
Det er en let sag at kritisere lederne. Bagefter er vi alle kloge. Da ser vi alle, hvordan sagen skulle v~re grebet an. Men på forhånd ser ingen dette, og da er det, lederne må handle. Lad os bære lederne i bøn i stedet for at møde dem med kritik.
Jeg mener ikke dermed, at vi skal tage alt, hvad lederne bestemmer, for gode varer. Mener du, at de handler galt, så sig det til dem i ydmyg kærlighed. Og fremfor alt, bed for dem. Bed for dem, indtil de selv bliver overbevist om, at de greb sagen forkert an. Da har du ikke blot fået dit syn frem, men da har du vundet en vældig sejr for broderånd og søskendekærlighed.
Så skal vi bede for prædikanterne, for præster og for lægfolk.
Det er vanskeligt at være prædikant. For det første er det et stort ansvar at forkynde evangeliet, at uddele Ordet ret. Dernæst er en prædikant udsat for særlig mange og store fristelser. Disse går særlig i to retninger: enten at blive hovmodig eller at blive mismodig, alt eftersom forkyndergerningen synes at lykkes eller at mislykkes.
Hører du prædikanter, som du synes er blevet hovmodige, så bed inderligt til Gud om, at de må blive så små og fattige igen, at de kan bespise Guds folk. Hører du derimod en prædikant, som er ved at tabe modet, så bed Gud gøre ham frimodig.
Bed særlig for de stedlige åndsarbejdere. Bed dem frem. Og bed for dem, så de får frimodighed til at fortsætte ufortrødent fra år til år. Der er tegn på, at disse begynder at vantrives, ja, enkelte steder er de næsten uddøde. Bed, ja, tryglom, at Gud må fri os fra denne ulykke.
Bed i det hele taget meget for de mindre prædikanter, at de ikke må føle sig overflødige. Bed om Guds kraft
over dem, så skal du erfare, at de bringer et friskt pust fra Himlen, selvom de ikke har de store talegaver eller, en levende fremstilling.
Videre er der bønnen for møderne.
Også her er vore forsømmelsessynder store. Blandt vore forberedelser til møderne er sikkert bønsforberedeIsen den, vi tager mest overfladisk.
Hvordan bliver vore møder vel sædvanligvis forberedt? Jo, først bestemmer vi, hvor mødet skal holdes.
Så, hvornår det skal holdes. Dernæst sørger vi for at få mødet godt averteret. Og så er alt i orden. Nu venter man rolig, til tiden er inde, da mødet skal begynde. Før man går, beder man for mødet, hvis man får tid.
Som regel sørger Satan for, at man ikke får det. Til mØdet kommer mange for sent. Nogle kommer i god tid. Så benytter de vel tiden til at bede for mødet? Nej, som regel snakker de sammen 'om løst og fast, indtil tiden endelig er inde, og mødet begynder. En af lederne begynder med bøn, og så prædikes der.
Og endda forundrer vi os over, at vi ser så lidt frugt af vore møder og vor virksomhed. Helvede ler, og Himlen græder over sådanne møder. Atter lyder Herrens vemodige ord til os: »1 får intet, fordi I ikke beder.« ! A, om Guds folk fik øjnene op for det arbejde, som 'skal gøres i bøn forud for møderne! Da ville de selv blive ganske anderledes velsignede, og møderne ville blive hellige kraftcentraler , hvor der ville ske mærkelige ting.
Det mærkeligste ville måske blive dette, at prædikenerne slet ikke blev mere storartede, end de var før.
Men der ville være en ny kraft til stede. Ordet ville slå ned i samvittigheden hos troende og vantro.
Bønnen om vækkelse
Endelig har vi bønnen for de uomvendte.
Denne del af bønnens arbejde er måske den, vi bedst forstår og tager op. Hos de fleste troende er der jo en længsel efter vækkelse. Trangen til at se sjæle frelst er det drivende moment i næsten al kristelig virksomhed i vore dage. Vækkelsen står for så vidt altid på dagsordnen nu. Der tales meget om at få vækkelse. Der gøres også meget for det. Ja, der bedes heller ikke så lidt om det.
Derfor ser vi også, at Gud af og til kan sende vækkelse.
Men der er alligevel noget her, som burde vække os til eftertanke, særlig med hensyn til vor bøn. For det første) vil jeg nævne dette, at vækkelserne er så sjældne. Som regel går der årtier mellem vækkelserne i sognene og byerne. Dernæst vil jeg nævne, at vækkelserne også oftest er meget lokalt begrænsede og små. Endelig vil jeg nævne, at de ofte repræsenterer liden åndelig kraft. Ikke således at forstå, at der mangler kræfter. Der er ofte en voldsom, næsten brutal kraft til stede. Men det viser sig ofte under vækkelsen, men særlig efter vækkelsen, at der var megen menneskekraft og liden gudskraft i funktion.
Grunden til alt dette er den, at vort bønsarbejde svigtede.
Vi længes efter vækkelse, vi taler om vækkelse, vi arbejder for vækkelse, ja, beder også lidt om vækkelse.
Men vi går ikke ind det bønnens arbejde, som er den egentlige forberedelse for enhver vækkelse.
Mange af os misforstår Åndens arbejde med de uomvendte. Man tænker sig, at dette arbejde især er begrænset til vækkelsestiderne. I mellemtiden mener man, at de uomvendte egentlig ikke er genstand for nogen påvirkning af Gud.
Men dette er en fuldstændig misforståelse. Ånden arbejder uden afbrydelse under vækkelserne og mellem vækkelserne, om end Åndens arbejde er forskelligt og dermed også virkningen i sjælene. .
Dette Andens arbejde ligner minesprængninger. Ånden skal sprænge synderens hårde hjerte i stykker og bryde hans letsindige modstand mod Gud. Vækkelsen ligner da den tid, da sprængladningerne affyres. Tiden mellem vækkelserne svarer derimod til den tid, da de dybe huller møjsommeligt bores i det hå*rde fjeld.
At bore disse huller er et hårdt, vanskeligt og tålmodighedskrævende arbejde. At tænde lunten og affyre skuddene er et både let og interessant arbejde. Da ser man i sandhed »resultater« af sit arbejde. Og det vækker opsigt. Skuddene smælder, og stenstykkerne springer langt omkring.
Der skal øvede folk til at bore. Lunten kan derimod enhver sætte til.
Ud fra dette synspunkt falder der et skarpt lys over vækkelsernes ellers så mærkelige, ja, uforståelige historie.
Der er folk nok, som vil sætte lunten til. Vi vil alle gerne være vækkelsesprædikanter. Ja, enkelte er endogså så ivrige, at de tænder lunten, før der findes noget hul eller noget sprængstof. Og så bliver jo vækkelsen derefter, et lille fyrværkeri!
Under vækkelsen er vor omsorg for sjælene så stor, at vi alle er i funktion. Ja, enkelte er så virksomme, at de næsten er en fare for deres omgivelser under et ef term øde. Men når vækkelsen har lagt sig, og de dagligdags, måske tørre tider igen indtræder, da er omsorgen og virksomheden forsvundet hos de fleste.
Men da er det, at Ånden kalder os til det stille, vanskelige, tålmodighedskrævende arbejde ved midt i vor daglige og utrættelige bøn at bore helligt sprængstof ind i de uomvendte sjæle. Det er den egentlige forberedelse for den næste vækkelse. Og når der sædvanligvis er så længe mellem vækkelserne, så er grunden ganske simpelt den, at Ånden ikke finder nogen af de troende, som vil tage dette tunge mineringsarbejde op.
Vækkelse vil vi alle gerne have, men at bore hullerne i den hårde klippe vil vi helst, at de andre skal gøre.
Der findes, Gud ske lov, i by og på land enkelte, som tager dette vigtige arbejde op. Herren glæde dig og lønne dig, min broder og søster! Men han give dig fremfor alt udholdenhed i din hellige tjeneste!
I denne forbindelse vil jeg også sige et par ord om den måde, hvorpå vi bedst bør indrette vor bøn om vækkelse.
Dersom bønnens Ånd giver os den virkelige omsorg i hjertet, så vil vi være med til at bede om vækkelse i dette ords videste betydning verdensvækkelse. Thi vi ser jo, at det er dette, verden nu trænger mere til end noget andet. Ja, mange af os spørger vist i rådvildhed: Hvor bærer det hen med vores velfærdsstat, den stadig stigende rovgriske kamp i mellem nationerne om penge og magt, atomkraft og månen, den private og offentlige foragt for Guds lov og Guds evangelium? Hvor bærer dette hen, hvis der ikke kommer en vækkelse så vid og almen, at den hæmmer synden i alle verdensdele og giver evangeliet nye arbejdsmuligheder i den letsindige og frække slægt, som i dag befolker vor jord?
Bønnen om vækkelse vil, ud fra vor nuværende nød, samtidig forme sig som bøn om en landsvækkelse. Folkets liv er et levende hele og hænger sammen fra den ene landsdel til den anden. Pengedyrkelse, dansegalskab, forlystelsessyge, usædelighed, drukkenskab, lovløshed og foragt for Guds ord er synder, som er ved at gennemsyre hele folket i by og på land, fra øverst til nederst.
Skal folkets usædelige udvikling ændres, så det ikke synker ned i gudsfornægtelse, materialisme og tvivl, så øjner vi intet andet redningsmiddel end en stille, stærk og sund vækkelse, som kan nå alle lag i folket i hvert sogn og hver by.
Men denne omfattende bøn om vækkelse må altid være underbygget af bøn om vækkelse på vor egn, i vor by.
Også her gælder det »at begynde fra Jerusalem«. Og i denne inderste ring er det, at hver enkelt af os har sit største ansvar. Og først ved at være tro her sættes vi af Ånden over større og videre bønsopgaver .
Her vil vor bøn om vækkelse ganske sikkert blive mest frugtbar, hvis vi tager forbønnen op som en særlig forbøn for enkelte personer.
Det viser sig jo, at de allerfleste af os, som er blevet omvendte, havde en eller anden forbeder, som bar os
personligt frem for Gud i den tid, vi var uomvendte. Og det forekommer mig, at ingen er så fattig som den, der ikke ejer en eneste forbeder , der bærer ham personligt og vedholdende frem for Gud.
Derfor skal vi gå ind i denne tjeneste og blive personlige og regelmæssige forbedere for bestemte enkeltpersoner. Bed bønnens Ånd om at anvise dig de enkeltpersoner, som du skal være forbeder for. Gjorde alle troende mennesker dette, så ville Ånden fordele de uomvendte i sognet til de troende forbedere, så der til sidst ikke var et menneske, uden at han havde en af Gud givet trofast forbeder .
Da ville det ikke blive let at leve i synden for disse mennesker! Da ville det hellige sprængstof daglig blive boret ind i deres sjæl, og grunden ville blive sprængt væk under deres ubodfærdige liv.
I de sogne og byer, hvor der findes troende mennesker, som går ind i denne hellige bønnens tjeneste, der kommer vækkelsen. Den kan ikke tvinges, heller ikke trylles frem. Men Herren sender den, så snart der bliver åndelig adgang for den. Enkelte steder må der kæmpes både længe og hårdt. Og modstanden overvindes ikke »uden ved bøn og faste«, som Jesus siger. Mark. 9,29.
Enkelte steder kommer bønnernes opfyldelse i form af et vældigt vækkelsesvejr , andre steder som en sagte susen. I sidste tilfælde bliver mange aldrig vakt på en gang, blot en enkelt eller et par stykker. Men til gengæld går den stille vækkelse sin gang gennem lange tider, ofte flere år. Jeg hører af og til på mine rejser om enkelte få steder, hvor vækkelsen så at sige ikke standser. Herren lægger til enhver tid nogle, til menigheden, som lader sig frelse, sådan som det så skønt står fortalt om de første kristne: Ap.G. 2,47.
Vi skal takke Gud for vækkelsen, i hvilken form han end sender den. Men det synes mig særlig løfterigt, når den kommer som en sagte susen.
Et arbejde, som ikke kan erstattes
Inden jeg afslutter dette afsnit om bønnens arbejde, Ønsker jeg at understrege, at det er et arbejde, som ikke kan erstattes af noget andet arbejde i Guds rige.
Dette trænger vi alle til at blive mindet om, thi vi har lettest ved at se det lige omvendt; når vi er rigtigt optaget af arbejdet i Guds rige, så mener vi, at vi uden fare kan slå lidt af på den tid, vi anvender i bøn. Denne tankegang ligger os alle i blodet. Og Satan sørger for at puste liv i den i rette tid. .
Derfor gælder det om, at Guds Ånd kan brænde denne hemmelighed ind i vore hjerter, at det vigtigste arbejde, vi' har for, det udfører vi på knæ, alene med Gud, borte fra verdens larm og menneskers beundring.
Dette arbejde er det vigtigste, fordi det er forudsætningen for alt det andet arbejde, vi skal udføre i Guds rige: prædiken, sjælesorg, møder, foreninger, bestyrelser, organisation og pengeindsamling. Hvis ikke bønnens arbejde går forud for og ledsager det øvrige arbejde, så bliver dette intet andet end menneskeværk, udført med mere eller mindre dygtighed og mere eller mindre slid og møje, som gør både os selv og de andre trætte.
Bønnens arbejde er forudsætningen for alt det øvrige arbejde i Guds rige af den simple grund, at det er ved bøn, at vi får de himmelske kræfter koblet til vor kraftesløshed , de kræfter, som kan gøre vand til vin og flytte bjerge i vort eget og i andres liv, de kræfter, som vækker de sovende og oprejser de døde, de kræfter, som overvinder befæstninger og gør det umulige muligt.
Der er sikkert mange af os troende, som ikke er opmærksomme på bønnens arbejde. Man ser især på bønnen som det middel, hvorved livet i Gud holdes oppe fra dag til dag midt i den verdslige atmosfære, som vil kvæle det spinkle og skrøbelige liv. Og bønnen bliver derefter, en kredsen rundt om os selv og vore nærmeste. En cirkel, som af og tit' udvides en lille smule, når vi samles med Guds folk, og Guds riges mægtige opgaver ude og hjemme lægges frem for os. Men kommer vi så hjem igen i det daglige, så trækker bønnens cirkel sig atter sammen.
Ja, det er i sandhed kun bønnens Ånd, som kan lære os at arbejde i bøn, at benytte bønnen som arbejdsredskab. Og hver gang vi får egoismen og mageligheden at se i vor bøn, må vi råbe i vor nød og hjælpeløshed til ham, som giver gerne og uden bebrejdelse. Han skaber, det vil sige, han frembringer det, som ikke er. Gud ske lov!
Til denne Åndens undervisning i bønnens arbejde hører også dette, at vi lærer at tage tid til at bede. Hvert arbejde kræver sin tid. Går det op for os, at bønnen er en del af vort daglige arbejdsprogram, så går det også op for os, at vi må indrette vor dags arbejdsplan således, at der bliver tid også til dette arbejde, ligesom vi skaffer os tid til andre nødvendige arbejder som at spise og klæde os på.
Et sådant forbønnens arbejde, som ovenfor er antydet, vil jo selvfølgelig tage tid. Og ingen anden vil derfor kunne udføre det end den, som er villig til at ofre også af sin tid. Blot dette er nok til at sige os, at forbønnens arbejde kun kan udføres af den villige ånd. De andre vil finde mere end nok af gyldige grunde til at lade dette arbejde ligge urørt. De har ikke tid, og de kan heller ikke skaffe sig tid!
Skal dette bønnens arbejde lykkes, så må der også være plan i det. .
For mange er planløs heden nok til at gøre deres bønsliv uproduktivt og frugtesløst. De har ingen bestemte tider for deres bøn, men de tager en bedestund, når det passer, og når de får tid. Det hele er givet tilfældigheden i vold. Og hvad de beder om, afgøres på samme tilfældige vis og beror yæsentlig på to ting: for det første, hvor megen tid de får til at bede, og for det andet: hvad de i øjeblikket husker at bede for.
Da forstår man snart, hvad det bliver til. Fjenden skal nok sørge for, at de får så lidt tid til at bede, at det blot af den grund bliver minimalt, hvad der kan udrettes i bøn.
Desuden vil han også sørge for, at man bliver forstyrret og glemmer de ting, som særlig trænger til forbøn.
Nej, bønnens liv kræver plan og målbevidsthed.
Jeg må vide; hvad jeg har at gøre i lønkammeret, før jeg går derind, hvilke personer og hvilke grene af Guds riges arbejde jeg skal bære frem i bøn. Eftersom Ånden får udvidet vor omsorg og vor bønnecirkel, bliver der mange ting at bede for. Og nu må ikke en så tilfældig ting som min glemsomhed hindre mig i at udføre dette arbejde. Har jeg vanskeligt ved at huske hver enkelt person og hver enkelt sag, så må jeg hjælpe min hukommelse ved at skrive det op. .
Johannes Johnson fortalte engang om en missionærfrue, som efterhånden lod sig oplære i forbønnens hellige gerning. Og som følge deraf fik hun stadig mere og mere at bede for. Til sidst kunne hun ikke huske det alt sammen, men så tog hun resolut og skrev det hele ned i en notesbog.
Når hun skulle bede, så tog hun ganske ligefrem sin notesbog frem og talte med sin Gud om det ene efter det andet, som der stod noteret. Og så blev hun ved at bede for disse personer og ting. Og fik hun nye ting at bede for, så skrev hun dem ind i sin lille bog. Og efterhånden som Herren bønhørte hende, så stregede hun den post ud i bogen, og så føjede hun til i marginen: Tak!
De gamle bønnebøger, hvor man fik forelagt bønnens formularer for morgen og aften og særlige tilfælde i livet, har jeg aldrig haft stor tillid til, skønt de nok også har været enkelte til hjælp. Men disse notesbøger vil jeg anbefale, det bedste jeg kan.
Dette bønnens arbejde vil let få noget skematisk og vanemæssigt over sig. Derfor gælder det om at indrette bønnen så personligt som mulig. Det summariske og almindelige villet gøre den upersonlig. Beder man således for en person, så bør man nævne noget bestemt i vedkommendes liv eller forhold. Beder man for en organisation, så bør man nævne enkelte personer, som er knyttet til det arbejde, eller bestemte vanskeligheder eller opgaver, som til den tid måtte foreligge.
Dette gør vor bøn lettere for os. Den bliver mere personlig. Desuden får den et konkret indhold i stedet for den mere summariske bøn, at Gud vil velsigne eller hjælpe. Det er også denne tanke, Luther er inde på, når han understreger, at vi i vor bøn skal bede om noget bestemt.
Men tager vi forbønnens arbejde på denne måde, da siger det sig selv, at det vil tage tid, så megen tid, at det vel knap bliver muligt for os at tage alle vore bønneemner frem hver dag. Derfor vil det blive naturligt at fordele dem på ugens seks dage. Og så tager man dem alle, når søndagen kommer; thi da har man jo så meget mere tid til at bede. Selvfølgelig vil der for enhver af os være enkelte personer eller ting, som til de forskellige tider lægges således på vort hjerte, at vi må bede for dem hver dag.
Gud give, at mennesker i vor forjagede tid vil tage dette alvorligt! .
Vor tids kristne er flittige folk.
Vi lever ikke for intet i arbejdets århundrede. Aldrig er der i Guds menigheds historie arbejdet mere end nu.
Der var vel aldrig så mange arbejdere. Aldrig var arbejdet så velorganiseret.
Og arbejdet fordeles mere og mere. Hver arbejdsgren organiserer sig. Overalt går arbejdet fra dag til dag. Et tungt og krævende arbejde. Der må ofres og stadig ofres:
kraft, tid, interesse, penge.
Men den største vanskelighed er dog, at de mange organisationer har hver sine funktionærer, men folket, de alle henvender sig til, er væsentlig det samme, og det er i grunden heller ikke mange.
Når så tiderne bliver trange, bliver det vanskeligt for de fleste at afse både tid og penge. Og som følge deraf bliver konkurrencen mere følelig. Og deraf følger endvidere, at mange ikke blot bliver trætte, men også bitre. Maskineriet er blevet stort og indviklet, og mange råber allerede højlydt på indskrænkning. Intet nyt må startes, og det arbejde, som er i gang, må indskrænkes, blot det kan lade sig gøre.
Andre går ikke så radikalt til værks. De råber på organisation. Vi lever jo i organisationens tidsalder. Disse mennesker mener, at en bedre organisation, end den vi har, vil løse problemerne.
Atter andre aner ikke, hvad de skal foreslå for at afhjælpe katastrofen. De sukker bare og spørger: Hvor længe vil dette gå? .
Når jeg ser på situationen i dag inden for vort frivillige kristelige arbejde, så er det egentlig ikke de tanker, som vækkes hos mig.
At der er et misforhold mellem maskineriet og drivkraften, det er vistnok alle enige om. Men for mig falder det ikke naturligt at ophæve dette misforhold ved at beskære maskineriet, så længe der er adgang til at øge drivkraften, så misforholdet kan løses ad den vej.
Jeg kan huske så langt tilbage som til den tid, da man tærskede med håndkraft i min hjemstavn. Der var flere skift, og det var et meget strengt arbejde: plejlen skulle jo gå så hurtigt som muligt.
Nu derimod går det helt anderledes. Man sætter kontakten på væggen til, og så tærsker man hundrede gange så meget pr. dag, og alligevel slider man ikke så meget nu som dengang. Det er drivkraften, som gør udslaget.
Den tærsker og renser kornet på en gang, og dog spares der mange mand på den måde.
Jeg tænker ofte på dette, når jeg ser på situationen i vort kristelige arbejde. Når maskineriet er blevet os for svært, så er det, fordi vi bruger håndkraft der, hvor det skulle gå med himmelkraft. .
Jeg ved vel, at vi beder både i enrum og i samfund, men jeg er bange for, at det ikke er der, vi lægger vort egentlige arbejde, og at det derfor heller ikke er den guddommelige kraft, vi sætter vort håb til, når der spørges om arbejdets drift og fremgang. Derfor bliver arbejdet så anstrengende og så trættende for os.
Himmelkraften står til vor rådighed.
Der spørges blot om vi har kontakten i orden. Lad os bede om bønnens And, som vil tage os med ind i det rum i værkstedet, hvor kraftledningen ligger. Over døren til det rum står der skrevet: »Intet skal være umuligt for Jer. « Hvad der i fremtiden skal komme ud af vort højspændte kristelige arbejde, beror hverken på indskrænkning eller omorganisering.
Det beror på, om Guds Ånd får os til at tage bønnens arbejde op. I
|
Bønnens kamp I
»Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!« Mark. 14,38.
For de fleste af os vil bønnens vanskeligheder og lidelser have noget uforståeligt over sig. Hvorfor skal det berede t'" så mange lidelser at bede? Hvorfor skal vort bønsliv være en stadig rindende lidelseskilde?
Tænker vi os lidt om, så vil vi dog indse, at det i grunden ikke kan være anderledes. Er bønnen, som vi nu har, et, den centrale funktion i det nye liv, selve hjerteslaget I vort gudsliv, så er jo dermed givet, at bønslivet bliver den skydeskive, som Satan retter sine bedste og fleste våben imod.
Han forstår bedre end vi, hvad bønnen betyder for os selv og for de andre. Derfor retter han sit hovedangreb just imod vort bønsliv . Kan han på en eller anden måde tfl dette svækket, så har han de bedste udsigter til at tage vort liv med Gud fra os, uden at vi opdager det.
Dette er ikke blot den mest smertefrie måde, han tager vort åndelige liv på. Det er også den stilfærdigste, den som vækker mindst opsigt. Han ønsker mest af alt at skaffe sig tjenere, som går omkring og tror, at de hører Gud til, ja, også af andre anses som Guds børn.
De indre og ydre hindringer
Af den grund mobiliserer Satan alt, hvad han råder over, for at hindre vor bøn. Og han har en ypperlig forbundsfælle i vort eget bryst: vor gamle Adam. Han er ifølge Skriften og vor egen dyrekøbte erfaring fjendsk mod Gud, Rom. 8,7, og føler det som døden, hver gang vi i virkelig bøn nærmer os Gud.
Det gælder det for os om at være klar over. For det første vil vi her få lys over den ellers uforståelige uvilje imod at bede, som vi føler mere eller mindre stærkt til de forskellige tider. Denne uvilje skal ikke ængste eller forvirre os. Den skal blot stadfæste for os den gamle sandhed, at »kødet begærer imod Ånden«. Vi har det gamle kød i os, så længe vi lever hernede, og vi må bære lidelsen derved.
Denne kødets uvilje skal jeg imidlertid gå samme vej med, som jeg går med al kødets syndige sans, nemlig lige til Gud og lægge det alt sammen frem for ham. Så renser Jesu Kristi blod fra denne som fra al anden synd.
For det andet gælder det om, at vi daglig er opmærksomme på den hindring for bønnen, som vi bærer med os i vort eget bryst, ellers vil vort bønsliv ubønhørligt ebbe ud for os. Sagen er jo den, at denne gamle gudsfjendske natur i os ikke direkte nægter at være med til bøn. Da ville vor kamp mod kødet være forholdsvis ligetil.
Nej, kødets protest mod bønnen fremføres indirekte, meget smart og behændigt. Instinktivt og automatisk mobiliserer kødet alle tænkelige grunde til ikke at bede nu. Man har så travlt; sindet 'er så optaget, hjertet er så lidet oplagt til bøn, siden får vi bedre tid, mere andagt og ro i sindet.
Endelig bestemmer man sig til at bede, men da kommer der pludselig en tanke: Det der må du gøre først, og er du har gjort det, lægger alt sig til rette for en god bedestund.
Så udfører man det, og når man har gjort det, er sindet distraheret; den ene ting griber ind i den anden. Og før man ved af det, er hele dagen gået uden en stille stund med Gud.
Se, sådan værger den gamle Adam sig dag ud og dag mod bønnen. Og det bedende menneske, som ikke kender til dette, han vil uvægerlig blive overlistet. Så længe man mener, at man kan »få« tid til at bede, har man endnu ikke synderligt kendskab til sin gamle Adam. .
At vi her ikke blot har en kamp imod kød og blod, men mod »ondskabens åndemagter i himmelrummet«, Ef. 6,12, ser vi tydeligt, når vi begynder at lægge mærke til alle de ydre hindringer, som lægges i vejen for vor bøn fra dag til dag.
Når de tider på dagen kommer, da vi går ind i vort kammer for at møde Gud, så er det ofte, som om alt sammensværger sig om at forhindre det. Mennesker og dyr, radio og tv og frem for alt telefonen. Det er ikke vanskeligt at se, at der er en usynlig fjendehånd med i spillet.
Og ve den kristne, som ikke kender disse fjender!
Nej, bønnens første og afgørende kamp er kampen for at nå ind i ensomheden med Gud hver dag. Tabes slaget i længere tid her, så har fjenden vundet allerede i første omgang.
Men selvom vi vinder slaget ved lønkammerets dør, så er vi ingenlunde færdige med bønnens kamp. Vore fjender følger roligt med os ind i lønkammeret. Og nu tager de kampen op på ny herinde fra en lidt anden side, både den gamle Adam og Satan.
Den gamle Adam er lige så ængstelig for at møde Gud nu, som han var, før vi nåede ind i vort kammer. Og nu sætter han alt ind på at gøre bedestunden så kort som muligt, eller - om det lader sig gøre - at distrahere sindet så fuldstændigt, at der overhovedet ikke bliver noget møde med Gud.
Min ven, kender du noget til denne kamp?
Mens du ligger på dine knæ for at tale med din Gud, er det, som om det stod lyslevende for dine øjne alt det, du har at gøre. Hvor meget det er, og hvor det haster med at få det gjort, i hvert fald en del af det. Og eftersom disse tanker kommer, bliver du mere og mere urolig. Du prøver nok at samle dit sind til samtale med Gud, men det lykkes kun i enkelte glimt.
Sådan svinger dine tanker frem og tilbage mellem Gud og de mange påtrængende arbejder, som venter på at blive udført. Bedestunden bliver i grunden den uroligste, du har. Dit sind slides formelig i stykker. Glæde, tryghed og hvile, de er så langt fra dig, som østen er fra vesten.
Og jo mere tid du ofrer på bønnen, jo stærkere føler du, at du forsømmer dine kaldspligter . Du føler det ligefrem, som om du spilder den tid, du tilbringer på dine knæ. Og så bryder du af.
Se så, der vandt fjenden fint sit slag!
Ja, her står vi over for fjender, som er os ganske overmægtige. Og her taber vi ubønhørligt, hvis vi ikke har lært bønnens egentlige hemmelighed: at lukke op for Jesus og lukke ham ind til vor nød. Bønnen er, som vi . ovenfor så, for den hjælpeløse. Og hjælpeløsheden er ingen hindring for bøn, men en spore til bøn. Heller ikke hjælpeløsheden over for de urolige tanker og det adspredte sind er nogen hindring for vor bøn, så snart Ånden har lært os den lille, men så afgørende hemmelighed i bønnen, at min hjælpeløshed er Jesu banken, det lille vink og bud han sender ind i min fattige sjæl for at sige mig, at han vil ind og bruge sin kraft på min nød.
Han har magt også over mine ustyrlige tanker. Han kan byde over stormen, så de bliver blikstille, også på hjertets urolige hav. Der står et dybt og dejligt ord om dette i Fil. 4,7: »Så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.« Ja, det er den eneste måde, hvorpå vort adspredte sind og vore uregerlige tanker bliver samlet og bevaret, at de samles i Kristus Jesus. Det vil sige, at Kristus griber, fanger, fængsler og samler al vor interesse. Da bliver bedestunden et virkeligt møde med Gud. Ligesom radierne i en cirkel går mod centrum, således går nu alle tanker ind til Gud.
Apostelen siger, at det er Guds fred, som Øver den virkning på vore urolige tanker. Uroen og ufreden under bønnen ligger over mig, så længe jeg mener, at det er mig, som med min viljes koncentration skal holde mine tanker rettet mod Gud. Men så snart jeg bliver enig med Gud om min hjælpeløshed også her over for de vilde tanker og lukker Jesus, min almægtige ven, ind til disse mine overmægtige fjender da lægger Guds fred sig lægende og saligt over min sønderrevne sjæl. Nu kan Ånden på ny forklare og herliggøre Kristus for mig. Og så, ja, så gribes, fanges, fængles og samles mine tanker i Kristus Jesus.
Stilheden, hvori Gud taler
Hvorfor skal vi da have disse bestemte bedestunder?
Er dette ikke en rest af de gamle lovgerninger? Er det ikke noget katolsk? Man vil gøre Gud en tjeneste ved at bede mange gange. Man mener at opnå så meget større fortjeneste ved at møde op så ofte hos den Højeste og vise ham sin ærbødighed og bringe ham sin hyldest.
Selvfølgelig, det kan gøres således. Og for mange bliver bønnen en sådan tjeneste, man yder Vorherre, fordi han nu endelig vil have det således.
Men lad os straks slå fast: Det er ikke for Guds skyld, at vi har disse bestemte bedestunder . Han trænger ikke til dem. Nej, det er os, som trænger til dem.
Jeg ved nok, der er dem, som siger, at disse bestemte stunder får noget stift og uåndeligt over sig. Derfor er det bedre at sukke til Gud i dagens løb under arbejde og hvile, når som helst man i sit indre føler sig drevet til at bede. Da bliver bønnen en mere fri og villig forbindelse mellem Gud og sjælen.
Hertil vil jeg sige: Disse to former for bøn skal ikke udelukke hinanden, men tværtimod supplere hinanden.
Jeg kommer siden under afsnittet om bønnens form nærmere ind på denne uafladelige bøn og går derfor ikke nærmere ind på den her. Derimod ønsker jeg her at sige lidt om nødvendigheden af bestemte bedestunder hver dag.
Der er noget ved vort sjæleliv, som gør dem nødvendige for os. Det er rigtigt og sandt, at vi midt under vort arbejde, når som helst og hvor som helst kan få forbindelse med Gud og sige ham det, som ligger os på hjerte.
Men det, vi på den vis ikke opnår, det er stilheden.
Jesus, som til enhver tid på dagen stod i det ubrudte bønne ns samfund med sin Fader, måtte trække sig bort fra folket og larmen for at være alene og få stilhed. Se f.eks. Mark. 1,35; Matt. !4,23; Luk. 6,12; 9,28; 22,41.
Verden og menneskene forstyrrer og spreder vort sind.
Derfor trænger vi med regelmæssige mellemrum til at fjerne os fra alt dette, så vor sjæl kan opnå den stilhed og indre samling, som er den absolutte, betingelse for at høre Guds røst.
Vi er ikke blot ånd. Derfor er vi afhængige af ydre ting og forhold. Blot det at være alene betyder meget for os.
Når ingen hører os, og ingen ser os, da først bliver vi helt ud os selv over for Gud. Da spiller hensynet og sideblikket til menneskene ikke ind hos os.
Ligeledes betyder stilheden, den rent ydre stilhed, meget for vor sjæls samling. Først når vi er fjernet fra det, som ellers må og skal vende vor opmærksomhed udad, først da er sjælen ledig for den indre aktivitet. Eller må. ske vi først skulle nævne den indre passivitet, andagten. Så snart. det ydre liv mister sin forstyrrende indflydelse på vort sjæleliv, så stemmer Gud selv vor sjæl til bøn ved hjælp af andagten.
Denne er at ligne ved Guds forrider, som melder Guds ankomst til os. Og lad os bemærke det nådige i dette.
Det er den guddommelige nærværelse, som selv lægger vor verdslige og jordvendte sjæl til rette for bønnen.
Der er mange bedende mennesker, som ikke er opmærksomme på dette. Så snart de kommer i lønkammeret, begynder de øjeblikkelig at tale med Gud. Nej, min ven, giv dig god tid, inden du begynder at tale. Lad først stilheden virke på dig. Lad ensomheden virke på dig.
Lad din sjæl få tid til at spændes fra alle de ydre, de mange ting. Giv Gud tid til at spille bønnens præludium ind i din adspredte sjæl. Lad andagten, den hellige passivitet åbne alle sjælens døre ind til dep. evige verden.
Vi har i det hele taget for let ved at lægge eftertrykket i bønnen for meget på den aktive side. Lige fra den stund, vi begynder at bede, og til vi slutter, er vi ivrigt optaget af at tale til Gud. Og vi anser det næsten som en fejl eller mangel ved vor bøn, hvis den ikke er en sammenhængende tale med Gud. Bønnen er aktivitet, det siger sig selv, og den indeholder samtale med Gud. Men ikke alene det. I bønnens stille og hellige stund skal vi lægge os ind til undersøgelse hos sjælens læge. Vi skal lægge os ind under hans hellige og skarpe lys for at blive gennemlyst og ransaget, åndeligt røntgenfotograferet, så vi får at se, hvor vor indre skade sidder.
Vi kender alle til, at lyset har mærkeligt lægende kræfter i sig, både det naturlige og det kunstige. Man har anvendt disse kræfter som lægemiddel mod forskellige sygdomme, de såkaldte lyskure, hvor det syge punkt udsættes for et stærkt lys.
Den sygdom, vi alle bærer i vor sjæl, kan ikke helbredes uden ved lyskur . Det himmelske lys må trænge ind til sjælen og belyse alle de syge punkter. Og det er ikke nok, at vi i vækkelsen og omvendelsen har gennemgået en sådan lyskur , indtil alle skjulte kroge i sjælen var gennemlyst og al gammel og ny synd taget frem i lyset til opgør og korsfæstelse. Sjælens sygdom er dermed standset, men endnu ikke helbredt. Lyskuren må fortsættes hver dag, så længe vi lever her på jorden.
Og nu skulle vore stille stunder med Gud være en sådan daglig lyskur. Det bliver de imidlertid ikke for os alle. Vi taler med Gud om mange ting, mange gode ting, vi taler hele tiden. Og når vi har talt en kortere eller længere stund, så siger vi amen og går.
Tænk, om du gjorde således hos din læge. Da din tur kom, gik du ind til ham. Han bød dig en stol, du satte dig og begyndte at snakke om dine smerter og vanskeligheder. Og når du havde snakket både godt og længe, så rejste du dig, bukkede og gik. Hvad ville han tro? Ja, det er ikke godt at vide. Men snarest ville han vel tænke, at det var et vanvittigt menneske, som havde forvildet sig ind til ham.
Sådanne patienter har Gud besøg af i massevis hver eneste dag. Men derfor betyder også vore bedestunder så lidt for os. Vi går ud igen, som vi gik ind. Og Herren ser vel sørgmodig efter os, når vi forlader sjælenes læge uden hverken at have fået eller søgt noget råd mod vor sygdom.
Når vi går ind i vort kammer for at møde vor Gud, bør vi gå som en patient til sin læge for at blive grundigt undersøgt og siden behandlet.
Ved du, hvor det gør ondt derinde i sjælens ømmeste regioner, samvittigheden, så peg på stedet. Ved du ikke, hvor det gør ondt, men kun, at du har det ondt og fredløst derinde, så giv dig rigelig tid og lad ham få lov til med sit lys at undersøge dig.
Sig som den gamle salmist: »Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej!« SI. 139,23-24.
Da skal du opleve, at der sker noget med dig under bønnen.
Og du skal få ting at se i dit liv eller i dit hjerte, som er til skade for dit gudsliv eller for din tjeneste i Herrens vingård. Der skal blive opgør med gråd og med glæde.
Og du skal gå ud til din gerning ikke blot med ny fred og vished, men med en ny kraft. »Thi Herrens øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham.« 2.Krøn. 16,9.
Men dette går ikke af uden kamp.
Åndens gerning er at overbevise om synd. Og nu er vor bedestund en af de allergunstigste anledninger, han har, til for alvor at få os i tale. I den stille ensomhed for Guds ansigt er vor sjæl mest lydhør.
Og nu taler han til os om de synder, som er os kærest, og som vi lettest indgår forbund med. Åbent forbund med synd kan intet Guds barn indgå. Men vi tildækker det. Vi prøver at få os selv til at tro, at det ikke er synd det som vi nu er lidt urolige for. Vi undskylder og forsvarer vor optræden.
Lad mig tage et eksempel.
Jeg tænker mig, at det var pengene, Ånden talte med dig om. Der var nemlig lidt efter lidt blevet noget i vejen med dit forhold til pengene. Og nu talte Ånden til dig om dette, både indtrængende og vedholdende.
Når du læste i Guds ord f.eks., så fik du så forunderlig ofte netop et ord om penge. Når du hørte Guds ord, var det ligeså. Det var, som om alle prædikanter havde sammensvoret sig om at tale netop om mammon.
Men værst var det alligevel, når du skulle bede. Da var det, som om Ånden ikke talte om andet. Du klemte på med at bede, som du plejede, men Ånden sagde roligt og myndigt: »Pengene! Pengene! Pengene! Din bøn har ingen værdi, hverken for Gud eller dig. Det er pengene, Gud vil tale med dig om. Og vil du ikke tale om dem, så kan du spare dig alle dine ord og alle dine bønner.« Husker du den vilde kamp i din sjæl?
Der var noget i dit indre, som gav Ånden ret. Men du vil/e ikke give dig. Du undskyldte og forsvarede dit forhold til pengene. Du sagde til dig selv, at det ikke var gerrighed, nej, det var sparsommelighed.
Og når din kamp med Guds Ånd blev for varm for dig, mindes du da den djævelske list, du greb til: For at få fred for disse pinende anklager gik du over til forbøn. Du begyndte at bede for andre. Ja, menneskehjertet er i sandhed mere hyklerisk end alle andre ting!
Lønkammeret er en blodig valplads. Her udkæmpes heftige og skæbnetunge slag. Her afgøres sjælenes skæbne for tid og evighed, stille og ensomt uden et menneske som tilskuer eller tilhører.
Bøn er at lukke op for Jesus.
Men lukker jeg igen til for et eneste punkt i min sjæl, hvor Ånden har gjort synden levende for min samvittighed, da har jeg stænget Jesus ude fra hele min sjæl. Bønnen er da ophørt hos mig, selvom jeg for at dulme min sjæls smerte og uro fortsætter med at aflevere noget, som jeg mener er bøn.
På denne front har mange bedende mennesker tabt det afgørende slag. Bønnens Ånd måtte forlade dem, og dermed var de ude af de bedende s tal.
Skulle denne bog komme i hænderne på et menneske, som det er gået så ilde, da ville jeg gerne minde dig om det ord, vi begyndte med: »Jesus står for døren og banker.« Han vil ind hos dig på ny. Der er oprejsning for dig fra dit frafald. Du føler din synd så alvorlig, fordi du bar dig så letsindigt ad. Og det kan jeg forstå. Men hør nu, hvad der står: »Om nogen åbner døren, da vil jeg gå ind.« Vil du åbne døren?
Du forstår vist, hvad Jesus mener med det billede: Vil du erkende det som synd, som du dengang forsvarede og undskyldte? Da lukker du Jesus ind i din uhyggelige nød og magtesløshed over for denne kære synd. Og så skal han drive den ud af din ulykkelige sjæl.
Skulle vi nu til sidst samle det, vi har fundet angående denne side af bønnens kamp, så kan vi vist sige, at kampen går ud på en ting, selvom den udkæmpes på noget forskellige fronter. Al vor bøns kamp skal gøre os enige med bønnens Ånd.
Thi som vi allerede ovenfor har berørt, så beror alle vore vanskeligheder med bønnen derpå, at vi får bønnens Ånd imod os. Vor bøn er så ofte en kamp imod bønnens Ånd. Og da bliver, forståelig nok, vor bøn tung og anstrengende for os. Dernæst bliver den uden resultat, uden bønhørelse. Og endelig, hvis vor bøn bliver en fortsat kamp imod bønnens Ånd, så må Ånden forlade os, og dermed dør hele vort bønsliv ud.
Den egentlige hensigt med vor kamp i bøn er derfor, , at vi skal blive så tilintetgjorte og hjælpeløse, ikke blot gennem vor legemlige og sjælelige nød, men frem for alt.
gennem vor uduelighed til at bede, så vor bøn egentlig bliver en bøn om bønnen s Ånd. Hvad vi end beder om, noget ydre eller indre, små eller store ting, gaver til os selv eller til andre, så bliver vor bøn egentlig en stille lytten for at opfange, hvad bønnens Ånd nu vil, at vi skal bede om.
Og det ved enhver erfaren bønnens mand, at en sådan stille og ydmyg lytten efter bønnens Ånd kræver en vældig og en stadig kamp.
Kamp først og fremmest for at høre og følge Åndens opfordringer til bøn. Ja, her tiltrænges en vågen kamp, som Jesus siger: Mark. 14,38. Thi ånden er nok villig til at bede, men kødet er skrøbeligt. Men så vil også den, som lyder og lytter til Åndens påmindelser om at bede, komme til at erfare, hvad bønnen er for en sjæleglæde, når den blot udføres i enighed med bønnens Ånd og ikke i strid med den.
Dernæst bliver det kamp for at lytte til det, som Ånden vil tale med os om under bønnen. Det vanskeligste' for os her er uden tvivl at lytte til Åndens tale om vore syndevaner. Men det kræver også daglig kamp og årvågenhed at lytte til Åndens tale om de forskellige personer og ting, som Ånden ønsker, vi skal bede for.
Men eftersom dette bliver det ene fornødne i vor bøn, skal vi også erfare, at bønnen er mulig for os verdslige og jordvendte menneskebørn, at den ikke er noget hØjt oppe i skyerne, som blot nogle få udvalgte kan nå. Det går nemlig oQ for os, at bøn egentlig er et spørgsmål om bønnens And. Derom skal vi imidlertid tale mere i sidste afsnit.
Bønnens kamp II
»Jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed til at sfride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud, for at jeg må slippe vel fra de genstridige i Judæa.« Rom. 15,30-31.
Disse ord af apostelen åbner udsigten for os ind til en ny side ved bønnens kamp. Han taler her om en forbøn, der former sig som en kamp. - Den samme tanke har han udtrykt med lidt andre ord i KoI. 4,12-13: »Epafras, som er en af jeres egne, sender hilsen til jer; han er en Kristi J esu tjener og strider altid for jer i sine bønner, for at I må stå fast, fuldkomne og fuldt forvissede om, hvad der i enhver sag er Guds vilje. Thi jeg giver ham det vidnesbyrd, at han har megen møje for jer og for dem i Laodikea. « Denne bønnens strid har man imidlertid oftere misforstået.
Ikke en strid med Gud
Man har opfattet den som en bønnens strid med Gud.
Og tanken er da den, at Gud holder sine gaver tilbage.
De må på en eller anden måde af tvinges ham. Og nu ser man bønnen som et sådant middel, hvorved man overvinder Gud og bevæger ham til at opfylde bønnen. Og når bønnen opnår dette, så er det just, fordi den bedende har kæmpet med Gud, bestormet ham med begæringer, overbevist ham om den skrigende nød og i det hele taget holdt ud, indtil Gud gav efter.
Men der skal jo ikke megen bibelkundskab til for at opdage, at dette syn på bønnens kamp er hedensk og ikke kristeligt.
Gud er god i sig selv. Vi skal ikke bede, heller ikke kæmpe i bøn for at gøre Gud mild. »Gud ... giver alle gavmildt og uden bebrejdelser.« Jak. 1,5. Og han er ikke blot god, han er også alvidende og ved til enhver tid, hvad der tjener os bedst. Det behøver vi ikke' at lære ham hverken ved vore argumentationer eller overtalelser eller ved at lægge pres på ham.
Den nævnte opfattelse af bønnens kamp som en kamp med Gud støtter sig gerne til enkelte skriftudsagn , således Jakobs kamp med Gud: l.Mos. 32,24-32. Her fortælles, hvorledes Jakob indlod sig på brydekamp med Gud.
Og Jakob gav sig ikke, men sagde: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig.« Og så fik han virkelig velsignelsen af Gud. Men rigtignok fik han også en forvreden hofteskål efter den brydekamp..
I Det nye Testamente henviser man gerne til den kamp, som den kananæiske kvinde udkæmpede med Jesus. Matt: 15,21-28.
Her fortælles om en kvinde af hedensk herkomst, som traf Jesus oppe i nærheden af Tyrus. Hun bad ham helbrede hendes datter, som plagede s af en ond ånd. Men Jesus svarede hende ikke et ord. Nu gik disciplen e hen til ham og sagde: »Få hende til at gå, hun råber jo efter os!« Men da sagde han: »Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Kvinden var imidlertid i stor nød og gav ikke op. Hun kom nu lige hen til Jesus og faldt ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!« Men Jesus gav endnu ikke efter. Han sagde de hårde ord: »Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.« Men kvinden gav ikke fortabt.
Slagfærdigt, men ydmygt griber hun billedet med de små hunde og siger, at det ikke er nødvendigt at tage brødet' fra børnene og give det til hundene; thi disse klarer sig godt med de smuler, som falder fra deres herres bord.
Da først giver Jesus efter og opfylder hendes bøn.
Det kan jo ikke nægtes, at begge disse beretninger ved første øjekast synes at støtte den nævnte tankegang, at den, som kæmper i bøn, ligefrem må overvinde Gud og tvinge ham til at opfylde bønnen.
Imidlertid vil vi snart indse, at en sådan udlægning af disse beretninger vil bringe os i strid med hele Bibelens syn både på Gud og på bønnen. Derfor må vi prøve på at finde en udlægning, som stemmer både med Guds og bønnen s væsen, sådan som dette' forkyndes os i hele den samlede Bibel. Lad os nu se lidt på dette.
Hvorfor svarer Jesus ikke, da kvinden bad ham så bønligt om hjælp? Var det, fordi han ikke brød sig om hende? Nej og atter nej!
Men da disciplene så bad for hende, hvorfor henviste han da til, at han var sendt alene til det udvalgte folk?
Han havde jo gjort undtagelser fra denne regel før, f.eks. Matt. 8,5f.
At dette ikke var af vrangvilje, står klart for enhver, som har lært Jesus at kende. Når han alligevel gik frem på denne mærkelige måde, så var det, fordi han havde en særlig hensigt med det.
Enhver, som har vandret lidt med Jesus og har nogen erfaring fra bønslivet med ham, ved, at dette er ikke noget enestående tilfælde, men det gentager sig fra tid til anden i alle troendes historie.
Jesus tier.
Vi råber på ham den ene gang efter den anden. Den ene gang højere og kraftigere end den anden. Men ikke et ord fra Jesus. Når et stykke tid er gået, taler han. Men da får vi strenge og skarpe ord at høre fra Skriften, ord, som går os til marv og ben. Ganske som hans ord faldt til den kananæiske kvinde om de små hunde. Eller som han sagde til sin egen moder ved brylluppet i Kana: »Kvinde! lad mig i fred!« Eller som han talte til den kongelige embedsmand i Kapernaum: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro.« Joh. 4,48.
Hvorfor taler Jesus så hårdt?
Der står jo, at »han giver alle gavmildt og uden bebrejdelser.« Jak. 1,5. Ja, han giver gerne og uden onde ord. De ord, han taler, er skarpe, men han siger dem ikke for at krænke os. Hele denne hans mærkelige og for os ofte uforståelige optræden er dikteret af hans kærlighed, som er så stor, at han ikke blot ønsker at give os det, vi beder om, men meget gerne vil. Som Luther siger: Vi beder om sølv, men Gud giver os ofte guld i stedet.
Hver gang Jesus ser, at der er en mulighed for, at han kan give os mere end det, vi har forstand til at bede ham om, så gør han det. Men da må han gå disse uforståelige veje med os.
Han svarer ikke et ord på vore bønner. Vil han da ikke høre os? Jo, det har han gjort allerede fra første øjeblik.
Men hvis han nu straks gav os den ting, vi bad om, så ville han ikke opnå at give os det, han nu har udset til os.
Et typisk eksempel på dette finder vi i Joh. 11.
Lazarus blev syg, og søstrene sendte straks bud til Jesus med disse dejlige ord: »Herre! se, den, du elsker, er syg.« Og nu glædede søstrene sig til, at Jesus skulle skynde sig at komme og helbrede deres kære broder.
Men Jesus kom ikke.
Lazarus blev mere og mere syg; det blev døden, og de måtte begrave ham.
Det var en frygtelig tid for de to søstre. Hvorfor kom Jesus ikke? Han havde jo forbarmet sig over alle, som bad ham om hjælp. Hvorfor kom han ikke til dem? Brød han sig ikke længere om dem? Forstod han da ikke, at det gjaldt for dem om at få Lazarus rask? Og nu, ja, nu var det for sent! Broderen var ikke blot død, men allerede begravet og i færd med at gå i forrådnelse.
De forstod intet af det hele. Og det værste var, at de ikke kendte Jesus igen i dette.
Hvorfor gjorde Jesus nu sådan med dem?
Jesus havde fra første stund bestemt sig til at hjælpe dem. Men han havde også straks bestemt sig til at give dem mere, end de bad ham om. Derfor ventede han med at komme, indtil Lazarus var død og begravet. Han ville opvække ham fra de døde.
Hvorfor ville han det?
For det første, fordi han gennem det under fik lejlighed til at vise dem mere af sin kraft, mere af »Guds herlighed«, som han selv kalder det, v.40. Derved ville de få ikke blot det, de bad om, at få deres broder helbredt og rask, men de fik deres tro og tillid til Jesus styrket og udvidet.
For det andet fik han på denne måde givet dem en grundig ydmygelse. De fik deres egen utålmodighed og knurren mod Jesus at se. Hvor havde de ikke i disse endeløse dage og nætter rettet deres bebrejdelser imod ham både i tanker og i ord. I hvert fald hører vi, at det er bebrejdelserne, som bryder frem hos begge søstrene, så snart Jesus var kommet: »Herre! havde du været her, da var min broder ikke død.« Det er meget muligt, at Jesu fortrolige omgang med den lille familie havde givet dem en lidt mere eller mindre bevidst følelse af, at de stod i et enestående forhold til ham. Jesus havde jo vist, at han satte en særlig pris på både deres tro og kærlighed til ham.
Men nu i disse tunge ventedage var forgyldningen gået grundigt af. Nu havde de fået at se, hvad den var værd, både deres tro og deres kærlighed. De var blevet grundigt ydmygede. Men netop derfor blev nu både bønhørelsen og det mægtige opvækkelsesunder dobbelt stort for dem.
Noget lignende var det, han tilsigtede med den kananæiske kvinde, da han tøvede med bønhørelsen, først med en pinlig tavshed og så med en skarp og streng tale.
Han ville give hende mere end en helbredt datter. Han ville give hende noget selv.
Og nu bankede han på hendes hjerte med det ømme kærlighedshårde ord. Og han opnåede sin kærlige hensigt med hende. Hun lukkede sit hjerte op for ham.
Hun blev for det første ikke forarget, hverken over hans tavshed eller over hans tale, men lod sig overbevise af dem begge om sin sande tilstand. Og så valgte hun den stilling, som Jesus ønskede og ventede at se hende i. Hun kastede sig for hans fødder og overgav sig til hans barmhjertighed med de enkle og rørende ord: »Herre, hjælp mig!« .
Der ved Jesu fødder modtager hun ydmygt det hårde ord om de små hunde, en i sandhed bøjet sjæl, som »ydmyger sig under Guds vældige hånd«.
Og da hun nu på Jesu ord får sin datter helbredt, så var hun frelst, ikke blot fra sin timelige nød, men også fra sin egenrådige fordringsfuldhed ind i synderens ydmyge overgivelse til Guds grundløse barmhjertighed.
På lignende måde er også Jakobs kamp med Gud at forstå.
Lad os først mærke os, at det er Gud, som møder Jakob til kamp i et menneskes skikkelse. Jakob frygter for Esau; men nu vil Gud vise ham, at han er i en langt større fare. Han har nemlig Gud imod sig. Og nu er det opgøret med Gud, som i den nat bliver Jakob påtvunget.
Gud ville velsigne Jakob. Han havde jo valgt ham til stamfader for det udvalgte folk. Men velsignelsen var nu lukket ude på grund af Jakobs synder både mod Gud og mod Esau og mod deres gamle fader. Og nu er det disse synder, Gud vil tale med Jakob om. Og dette opgør var det vel, som foregik i Jakobs indre, mens den ydre brydekamp stod på.
Jakob tænkte vel som alle vi andre, at Gud nødig vil give sine gaver og derfor må overvindes i kamp. Han bruger da også det såre betegnende udtryk: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Men Guds velsignelse var rede i samme stund for Jakob, da han gjorde op med sine synder. Og det gik Jakob som de andre, vi just har talt om: han fik mere, end han bad om. Han bad om velsignelse og hjælp for sig og sine i den skæbnesvangre konflikt med Esau, som jo kunne føre til, at Esau i had og hævn udryddede både Jakob og hele hans slægt.
Gud gav ham mere end dette. Han gav ham et møde med sig selv, som Jakob aldrig glemte. Ja, begivenheden gjorde et sådant indtryk, at hele Israels folk bevarede mindet om den. De spiste aldrig senen på hofteskålen af noget dyr til minde om, at Jakobs hoftesene var vredet af led hin skæbnetunge nat.
Gud gav Jakob en ydmygelse for livet. Den gjorde ham lille i sig selv og afhængig af Gud. Og denne svaghed blev Jakobs bedste værn mod de fjender, han havde skaffet sig ved sin pågående, listige og uregerlige natur.
Efter denne undersøgelse vender vi tilbage til den kamp, som apostelen opfordrer os til at udføre i vor forbøn.
Efter det, vi nu har set, er det straks klart for os, at der heller ikke her er tale om at aftvinge Gud bønhørelser, han nødig ville give. Men denne kamp ligger meget mere på linje med den kamp, vi netop har behandlet. Forskellen er blot, at i den førnævnte kamp gjaldt bønnen os selv i denne kamp derimod gælder bønnen andre.
Og når vor bøn for andre bliver fuld af kamp, så er det nøjagtigt af de samme grunde, som vi omtalte i det foregående. Det er noget ved Guds stilling til vor forbøn for de andre, som gør den tung og ofte uforståelig. Og da indtræder kampen.
Og kampen bliver ikke en kamp med Gud, men med os selv. Der er ting i os, som hindrer bønnen for de andre. Disse hindringer er det nu, bønnens Ånd peger på for os, og så er kampen straks i gang. Lad mig nævne følgende:
Først og fremmest vor egenkærlighed.
Forbønnens egentlige hindring er jo, at vi lever så snævert og optaget af os selv og vore allernærmeste, at bønnens Ånd ikke opnår at skabe omsorg for andre i vort hjerte. Og dermed er jo forbønnens arbejde hæmmet, ja, for manges vedkommende stænget ude.
Men Anden overbeviser os også om denne synd. Og så snart jeg lader mig overbevise om min egenkærlige sorgløshed, så bliver jeg frelst fra den. Bønnens Ånd fylder mit tomme hjerte med hellig omsorg og minder mig så om det ene og så om det andet, som trænger til min fattige og ringe forbøn.
Men skal dette sind bevares, så kræves der kamp.
Jesus sagde: »Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.« Uden hellig årvågenhed mister vi snart det omsorgsfulde sind. Men det vågne, bedende menneske, som kender sig selv, holder sig tæt til ham, som dagligt fylder vort hjerte med den barmhjertige omsorg.
For det andet vor magelighed.
Jesus så klart denne fare for vor bøn. I Luk. 18,1-8 har han talt om den. Det afsnit begynder således: »Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.« Ligeledes minder jeg om hans vemodige bebrejdelse til de tre apostle i Getsemane: »Så kunne I da ikke våge en time med mig!« Det var mageligheden, som overvandt apostlene hin nat. Og det er mageligheden, som overvinder os. Vi begynder at bede om noget for os selv eller for andre. Og det går godt, indtil mageligheden melder sig. Vi bliver trætte af at bede, og så ebber bønnen ud lidt efter lidt.
Hvor mange sådanne ydmygende erfaringer har vi ikke alle bag os?
Derfor er det, Jesus opfordrer os til at våge i bøn.
Apostelen kalder det at stride i bøn. Og når han siger om Epafras, at han havde megen møje med de troende i Kolossæ, så ser vi, hvad det at stride i bøn medfører. Skal vi blive ved i omsorgen for dem, vi beder for, så deres trang og nød driver os til daglig forbøn, så går det ikke af uden strid og kamp.
Det er den vedholdende bøn, som ikke kører træt, hvor man holder ud i bønnen, indtil bønhørelsen kommer; det er denne bøn, som er vanskeligst for os og derfor koster os mest kamp. Og når vi strider i bøn for en person eller en sag, så vil det for det første sige, at vi lever og føler og lider med den person eller den sag, det gælder. Allerede det koster betydelig kamp, hvis ikke et naturligt slægtskab s- eller' venskabsbånd knytter os til vedkommende.
For det andet vil det sige, at vi strider os igennem de hindringer, som vil hæmme, ja, lamme vor fortsatte og vedholdende bøn; ved årvågenhed opdager vi afslappelsen i vor bøn og i vor omsorg og lægger den frem for bønnens Ånd. Thi også i denne strid er det bønnens Ånd, som gør udslaget.
Og det skal være vor trøst og opmuntring, at bønnens Ånd selv vil lægge de forskellige emner for bøn ind i vort hjerte og holde dem varme for os, så sandt vi blot i redelig årvågenhed tilstår ham vor træthed i bønnen, når han overbeviser os om den.
Se her, hvor nådigt Gud dog har indrettet bønnen for os!
Lad os nu lægge mærke til den indre sammenhæng mellem bønnens arbejde og bønnens kamp.
Ånden får ingen af os til at gå ind i det bønnens arbejde, vi ovenfor har skildret, uden at Ånden får os til at gå ind i bønnen s kamp. Og dette er igen grunden til, at det er så vanskeligt for Gud at få folk nok til at udføre bønnens arbejde. Men derom skal vi tale mere nedenfor i afsnittet om bønnens skole.
Bøn og faste
Jesus siger i Mark. 9,29: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Her leder Jesus os ind i den sværeste bønnens kamp.
Mens Jesus og de tre apostle var oppe på Forklarelsens Bjerg, havde en mand bragt sin besatte dreng til de øvrige apostle. Disse havde prøvet at drive den onde ånd ud, men det lykkedes ikke. Da Jesus kom, bragte faderen sin.
dreng til ham, og Jesus helbredte drengen. Så snart apostlene nu fik Jesus for sig i enrum, spurgte de ham, hvorfor de ikke kunne uddrive den onde ånd. Og så svarede Jesus: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Før vi kan undersøge forholdet mellem bøn og faste, må vi ganske Kort gøre rede for, hvad der menes med faste.
At faste vil ligefrem sige at afholde sig fra mad og drikke i en kortere eller længere tid.
Fasten var lovbefalet skik i Israel. Hele folket skulle faste en dag om året: 3.Mos. 16,29. Efter fangenskabet indførte man flere årlige fastedage: Zak. 8,19. Og farisæerne gik endda så vidt, at de fastede to gange om ugen:
Luk. 18,12. Det hebraiske ord for faste betegner fasten som et udtryk for sjælens ydmyge bøjen sig under den hellige Gud. Derfor anvendtes den på den store forsoningsdag, da folket holdt det store årlige opgør med Gud, og ellers ved nationale ulykker: Dom. 20,26; Joel 2,12; Jon: 3,5, og ved anden sorg: l.Sam. 31,13.
Jesus ophæver ikke fasten, men han løfter den ind i den nye pagts frihed, ud af den gamle pagts lovtvang.
Fasten er en ydre handling, som kun skal udføres, når der er et indre behov for den: Matt. 9,14-15. Desuden advarer han mod at bruge fasten som et middel til at vise sin fromhed for menneskene: Matt. 6,16-18.
Men skal vi faste?
Det spørgsmål vil sikkert ligge nær for mange kristne i vore dage. Fasten ser de på som noget af det ydre lovvæsen, som hørte den gamle pagt til, og som katolikkerne har trukket med sig ind i deres lovbundne gerningshellighed. Men at frigjorte, evangeliske kristne skulle faste, er dem en fuldstændig fremmed og utænkelig tanke.
Ja, så langt er vi på dette punkt kommet bort fra Jesu og apostlenes tanker. Og det var vist på tide, at vi blødagtige, viljeslappe og nydelsessyge nutidskristne fik at se, hvad Skriften siger os om dette punkt i vor helliggørelse og i vort bønsliv .
Fasten omfatter ikke blot afhold fra mad og drikke.
Faste vil egentlig sige det frivillige, midlertidige afhold fra forskellige livsfornødenheder, f.eks. mad, drikke, søvn, hvile, omgang med mennesker osv.
Hensigten med denne afholdenhed er for en kortere eller længere tid at løsne de bånd lidt, som knytter os til den materielle verden og til vore omgivelser i det hele taget for på den måde at samle hele sjælens kraft om det usynlige og evige.
Den kristelige faste beror således ikke på, at vi anser de nævnte livsfornødenheder som urene eller vanhellige.
Nej, med apostlen har vi lært, at intet er urent i sig selv, Rom: 14,14, og at maden er skabt af Gud til at nydes med taksigelse: l. Tim. 4,3. Fasten beror kun på, at vor sjæl til enkelte tider behøver en stærkere koncentration om det ene fornødne og derfor en kort tid giver afkald på de ting, som i sig selv er både tilladte og gavnlige.
Fasten ligger således helt på linje med det, vi talte om ovenfor om de stille og ensomme bedestunder, og er i grunden blot forlængelsen af disse. Ingen af dem anordnes for Guds skyld, men for vor skyld. Det er os, som trænger til faste. Der ville være meget at sige om det.
Men vi må begrænse os til at tale om fastens betydning for bønnen.
Vi tager da vort udgangspunkt i den tanke, som har mødt os gang på gang i vor undersøgelse:
Bønnens ene store hemmelighed er bønnens Ånd.
Og bønnens vigtigste bevægelse fra vor side er derfor, at vi i vor bøn får forbindelsen i stand med bønnens Ånd.
Og bønnens kamp bliver derfor i dybeste forstand kampen med alle de ydre og indre hindringer, som afskærer os forbindelsen med bønnens Ånd.
Nu går fasten ind som det af Gud anordnede middel til at føre denne kamp imod de fineste og derfor farligste hindringer for vor bøn.
Fasten skal være frivillig, siger Jesus.
Derfor griber den kristne til fasten, når han føler, at der er noget særligt, som hindrer hans bønner. Dette kan dels være en særlig vanskelighed, som han føler og kender som hindring, dels kan det være noget, som han ikke forstår. Han føler blot, at der er noget anstrengt over hans omgang med Gud i bøn.
Og nu griber han til fasten for at få sin udadvendte og adspredte sjælløsgivet for en tid fra det materielle liv og de adspredende omgivelser, og således give Ånden adgang til at gennemlyse hele hans indre menneske og tale til ham om det, som har bedrøvet bønnens Ånd, for således igen at opnå en uhindret forbindelse med bønnes Ånd og dermed en rigere tilstrømning af Guds kraft.
Lad os se lidt på de tilfælde i livet, hvor den kristne føler trang til at benytte sig af fasten.
For det første ved særlige fristelser.
Da Jesus skulle ind i sin særlige fristelse, lige efter at han i dåben var blevet udrustet til sin gerning, benyttede han fasten. Og her skal vi lægge mærke til, at Jesus tog sig en lang faste, hele 40 dage. Så alvorligt tog Jesus på kampen mod fristelserne. Det fortæller os lidt om, hvor letsindige vi er i vore fristelser.
Selv Jesus, som var syndfri, følte altså trang til at samle sin sjæl ved faste, idet han gik ind i tvekampen med Satan.
Ligeledes ser vi, at Jesus efter bespisningsunderet i ørkenen, da de ville gøre ham til konge, straks søgte til fasten, om end i en kortere og enklere form. Han gav afkald på sin nattesøvn, Matt. 14,23, for at samle sin sjæl i uforstyrret samvær med Faderen og således opnå den fulde kraft over for Fristeren, som nu havde været ude efter ham igen.
Når vore fristelser får og bevarer en sådan magt over os, som de faktisk har, så beror det nok på, at vi ikke søger ind i fastens nærhed af den hellige Gud for at få et radikalt opgør med fristelserne.
For det andet benytter vi os af fasten ved afgørende valg.
Da J esus skulle foretage det for hele verden så skæbnetunge valg af apostle, da var han hele natten forud i bøn. Luk. 6,12. Skønt Jesus stod i et ubrudt lydighedsforhold til sin Fader og aldrig havde fået sin åndelige sans fordunklet ved nogen synd, så følte han trang til i nattestilheden at samle sin sjæl i uforstyrret samvær med sin Fader for at sikre sig, at han ved sit valg den følgende dag fulgte Faderens vink.
I denne sammenhæng vil jeg også nævne det lille træk, som meddeles i Ap.G. 13,2: »Mens de nu holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til.« Altså, mens de fastede, var det, at Ånden fik sagt dem det afgørende ord, som førte Paulus ud på hans første missionsrejse, det ord, som således satte hele hedningemissionen i bevægelse.
Vi ville ikke gøre så mange overilede og uåndelige valg, og heller ikke ville vi så ofte stå rådvilde over for de mange afgørende valg, hvis vi ville optage den kristelige fasteskik og således give bønnens Ånd anledning til at nå vor udadvendte og døve sjæl.
For det tredje benytter vi os af fasten ved planlæggelse og udførelse af særligt vanskelige opgaver.
I Ap.G. 13,3 og 14,23 læser vi om, hvorledes de første kristne ved faste forberedte sig til de vigtige handlinger i menigheden: at indsætte ældste og at udsende missionærer. Og hensigten hermed er tydelig nok. De ønskede at samle deres sjæl og stille sig til fuld og uhindret disposition for bønnens And, så at deres bøn og håndspålæggelse kunne formidle den nåde, som Ånden ville give dem.
Dette følte disse første åndsfyldte kristne trang til, mens vi udadvendte, fortravlede og åndsfattige nutidskristne lader hele fasten ligge som noget, vi ikke behøver!
Nuvel, fasten er og skal være frivillig. Og det er alene bønnens Ånd, som kan gøre os så små, at vi med taknemmelighed tager alle midler i brug, som Herren har givet os.
For det fjerde benytter vi os af fasten ved særlig store kraftgerninger.
Jesus sagde jo: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Dermed forklarer han, hvorfor disciplene havde stået magtesløse over for denne besættelse. Og vi får da her at høre, at der er forskel på kraftgerninger. Enkelte kræver en større krafttilførsel fra oven.
Og nu anviser han fasten som et middel, hvorved den troendes bønner skal kunne formidle denne særlige krafttilstrømning fra Gud.
For at bruge et dagligdags billede kan vi henvise til den elektriske kraftoverføring. Jo større kraftmængde der overføres, jo kraftigere må forbindelsen med kraftstationen være, dvs. der må et meget kraftigt kabel til.
Som vi ovenfor har set, er bønnen en ledning, hvorigennem himmelkraften føres ned på jorden. Og nu siger Jesus her, at jo større kraftmængder der skal overføres, jo stærkere og inderligere må forbindelsen i bøn knyttes mellem Gud og sjælen.
Hvordan sker det?
Som det har været nævnt gentagne gange, er det bønnens ånd, alt beror på. Vor bøn svækkes i samme grad, som vi under vor bøn går i en retning, hvor bønnes Ånd ikke leder os. Og endnu mere svækkes vor bøn, når vi under bønnen kommer i i strid med Ånden og bedrøver den.
Nu tjener fasten til at give vor sjæl en sådan indre samling, at vi tydeligt opfatter, hvad bønnens Ånd driver os til at bede om i dette særlig vanskelige tilfælde.
Samtidig tjener den til at rense sjælen for alle de urene bevæggrunde, som kan få os til at bede om det mægtige under, det nu gælder om. Og renselsen foregår igen på den måde, at vi i fastens stilhed og koncentration opdager den æresyge eller på anden måde urene bevæggrund, som gemmer sig i vor bøn, og dernæst får kraft til at udlevere den til Herren, så at vi siger til ham: »Lad hellere hele underet udeblive, end at jeg med min æresyge skal vanære dit navn og vanhellige bønnen. Men kan du i dette tilfælde gøre underet, uden at jeg forstyrrer eller vanhelliger noget for dig, så gør det.« |
Ole Hallesby:
Fra bønnen verden s. 92-97
Bøn og faste
Jesus siger i Mark. 9,29: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Her leder Jesus os ind i den sværeste bønnens kamp.
Mens J esus og de tre apostle var oppe på Forklarelsens Bjerg, havde en mand bragt sin besatte dreng til de øvrige apostle. Disse havde prøvet at drive den onde ånd ud, men det lykkedes ikke. Da Jesus kom, bragte faderen sin dreng til ham, og Jesus helbredte drengen. Så snart apostlene nu fik Jesus for sig i enrum, spurgte de ham, hvorfor de ikke kunne uddrive den onde ånd. Og så svarede Jesus: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Før vi kan undersøge forholdet mellem bøn og faste, må vi ganske Kort gøre rede for, hvad der menes med faste.
At faste vil ligefrem sige at afholde sig fra mad og drikke i en kortere eller længere tid.
Fasten var lovbefalet skik i Israel. Hele folket skulle faste en dag om året: 3.Mos. 16,29. Efter fangenskabet indførte man flere årlige fastedage: Zak. 8,19. Og farisæerne gik endda så vidt, at de fastede to gange om ugen:
Luk. 18,12. Det hebraiske ord for faste betegner fasten som et udtryk for sjælens ydmyge bøjen sig under den hellige Gud. Derfor anvendtes den på den store forsoningsdag, da folket holdt det store årlige opgør med Gud, og ellers ved nationale ulykker: Dom. 20,26; Joel 2,12; Jon: 3,5, og ved anden sorg: l.Sam. 31,13.
Jesus ophæver ikke fasten, men han løfter den ind i den nye pagts frihed, ud af den gamle pagts lovtvang.
Fasten er en ydre handling, som kun skal udføres, når der er et indre behov for den: Matt. 9,14-15. Desuden advarer han mod at bruge fasten som et middel til at vise sin fromhed for menneskene: Matt. 6,16-18.
Men skal vi faste?
Det spørgsmål vil sikkert ligge nær for mange kristne i vore dage. Fasten ser de på som noget af det ydre lovvæsen, som hørte den gamle pagt til, og som katolikkerne har trukket med sig ind i deres lovbundne gerningshellighed. Men at frigjorte, evangeliske kristne skulle faste, er dem en fuldstændig fremmed og utænkelig tanke.
Ja, så langt er vi på dette punkt kommet bort fra Jesu og apostlenes tanker. Og det var vist på tide, at vi blødagtige, viljeslappe og nydelsessyge nutidskristne fik at se, hvad Skriften siger os om dette punkt i vor helliggørelse og i vort bønsliv .
Fasten omfatter ikke blot afhold fra mad og drikke.
Faste vil egentlig sige det frivillige, midlertidige afhold fra forskellige livsfornødenheder, f.eks. mad, drikke, søvn, hvile, omgang med mennesker osv.
Hensigten med denne afholdenhed er for en kortere eller længere tid at løsne de bånd lidt, som knytter os til den materielle verden og til vore omgivelser i det hele taget for på den måde at samle hele sjælens kraft om det usynlige og evige.
Den kristelige faste beror således ikke på, at vi anser de nævnte livsfornødenheder som urene eller vanhellige.
Nej, med apostlen har vi lært, at intet er urent i sig selv, Rom: 14,14, og at maden er skabt af Gud til at nydes med taksigelse: l.Tim. 4,3. Fasten beror kun på, at vor sjæl til enkelte tider behøver en stærkere koncentration om det ene fornødne og derfor en kort tid giver afkald på de ting, som i sig selv er både' 'tilladte og gavnlige.
Fasten ligger således helt på linie med det, vi talte om ovenfor om de stille og ensomme bedestunder , og er i grunden blot forlængelsen af disse. Ingen af dem an ordnes for Guds skyld, men for vor skyld. Det er os, som trænger til faste. Der ville være meget at sige om det.
Men vi må begrænse os til at tale om fastens betydning for bønnen.
Vi tager da vort udgangspunkt i den tanke, som har mødt os gang på gang i vor undersøgelse:
Bønnens ene store hemmelighed er bønnens Ånd.
Og bønnens vigtigste bevægelse fra vor side er derfor, at vi i vor bøn får forbindelsen i stand med bønnens Ånd.
Og bønnens kamp bliver derfor i dybeste forstand kampen med alle de ydre og indre hindringer, som afskærer os forbindelsen med bønnens Ånd.
Nu går fasten ind som det af Gud anordnede middel til at føre denne kamp imod de fineste og derfor farligste hindringer for vor bøn.
Fasten skal være frivillig, siger Jesus.
Derfor griber den kristne til fasten, når han føler, at dyr ernoget særligt, som hindrer hans bønner. Dette kan dels være en særlig vanskelighed, som han føler og kender som hindring, dels kan det være noget, som han ikke forstår. Han føler blot, at der er noget anstrengt over hans omgang med Gud i bøn.
Og nu griber han til fasten. for at få sin udadvendte og adspredte sjælløsgivet for en tid fra det materielle liv og de ad spredende omgivelser, og således give Ånden adgang til at gennemlyse hele hans indre menneske og tale til ham om det, som har bedrøvet bønnens Ånd, for således igen at opnå en uhindret forbindelse med bønne s Ånd og dermed en rigere tilstrømning af Guds kraft.
Lad os se lidt på de tilfælde i livet, hvor den kristne føler trang til at benytte sig af fasten.
For det første ved særlige fristelser.
Da Jesus skulle ind i sin særlige fristelse, lige efter at han i dåben var blevet udrustet til sin gerning, benyttede han fasten. Og her skal vi lægge mærke til, at Jesus tog sig en lang faste, hele 40 dage. Så alvorligt tog Jesus på kampen mod fristelserne. Det fortæller os lidt om, hvor letsindige vi er i vore fristelser.
Selv Jesus, som var syndfri, følte altså trang til at samle sin sjæl ved faste, idet han gik ind i tvekampen med Satan.
Ligeledes ser vi, at Jesus efter bespisningsunderet i ørkenen, da de ville gøre ham til konge, straks søgte til fasten, om end i en kortere og enklere form. Han gav afkald på sin nattesøvn, Matt. 14,23, for at samle sin sjæl i uforstyrret samvær med Faderen og således opnå den fulde kraft over for Fristeren, som nu havde været ude efter ham igen.
Når vore fristelser får og bevarer en sådan magt over os, som de faktisk har, så beror det nok på, at vi ikke søger ind i fastens nærhed af den hellige Gud for at få et radikalt opgør med fristelserne.
For det andet benytter vi os af fasten ved afgørende valg.
Da Jesus skulle foretage det for hele verden så skæbnetunge valg af apostle, da var han hele natten forud i bøn. Luk. 6,12. Skønt Jesus stod i et ubrudt lydighedsforhold til sin Fader og aldrig havde fået sin åndelige sans fordunklet ved nogen synd, så følte han trang til i nattestilheden at samle sin sjæl i uforstyrret samvær med sin Fader for at sikre sig, at han ved sit valg den følgende dag fulgte Faderens vink.
I denne sammenhæng vil jeg også nævne det lille træk, som meddeles i Ap.G. 13,2: »Mens de nu holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Vdtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til.« Altså, mens de fastede, var det, at Ånden fik sagt dem det afgørende ord, som førte Paulus ud på hans første missionsrejse, det ord, som således satte hele hedningemissionen i bevægelse.
Vi ville ikke gøre så mange overilede og uandelige valg, og heller ikke ville vi så ofte stå rådvilde over for de mange afgørende valg, hvis vi ville optage den kristelige fasteskik og således give bønnens Ånd anledning til at nå vor udadvendte og døve sjæl.
For det tredje benytter vi os af fasten ved planlæggelse og tidførelse af særligt vanskelige opgaver.
I Ap.G. 13,3 og 14,23 læser vi om, hvorledes de første kristne ved faste forberedte sig til de vigtige handlinger i menigheden: at indsætte ældste og at udsende missionærer. Og hensigten hermed er tydelig nok. De ønskede at samle deres sjæl og stille sig til fuld og uhindret disposition for bønnens And, så at deres bøn og håndspålæggelse kunne formidle den nåde, som Ånden ville give dem.
Dette følte disse første åndsfyldte kristne trang til, mens vi udadvendte, fortravlede og åndsfattige nutidskristne lader hele fasten ligge som noget, vi ikke behøver!
Nuvel, fasten er og skal være frivillig. Og det er alene bønnens Ånd, som kan gøre os så små, at vi med taknemmelighed tager alle midler i brug, som Herren har givet os.
For det fjerde benytter vi os af fasten ved særlig store kraftgerninger.
Jesus sagde jo: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« Dermed forklarer han, hvorfor disciplene havde stået magtesløse over for denne besættelse. Og vi får da her at høre, at der er forskel på kraftgerninger. Enkelte kræver en større krafttilførsel fra oven.
Og nu anviser han fasten som et middel, hvorved den troendes bønner skal kunne formidle denne særlige krafttilstrømning fra Gud.
For at bruge et dagligdags billede kan vi henvise til den elektriske kraftoverføring. J o større kraftmængde der overføres, jo kraftigere må forbindelsen med kraftstationen være, dvs. der må et meget kraftigt kabel til.
Som vi ovenfor har set, er bønnen en ledning, hvorigennem himmelkraften føres ned på jorden. Og nu siger Jesus her, at jo større kraftmængder der skal overføres, jo stærkere og inderligere må forbindelsen i bøn knyttes mellem Gud og sjælen.
Hvordan sker det?
Som det har været nævnt gentagne gange, er det bønnens ånd, alt beror på. Vor bøn svækkes i samme grad, som vi under vor bøn går i en retning, hvor bønnes Ånd ikke leder os. Og endnu mere svækkes vor bøn, når vi under bønnen kommer i i strid med Ånden og bedrøver den.
Nu tjener fasten til at give vor sjæl en sådan indre samling, at vi tydeligt opfatter, hvad bønnens Ånd driver os til at bede om i dette særlig vanskelige tilfælde.
Samtidig tjener den til at rense sjælen for alle de urene bevæggrunde, som kan få os til at bede om det mægtige under, det nu gælder om. Og renselsen foregår igen på den måde, at vi i fastens stilhed og koncentration opdager den æresyge eller på anden måde urene bevæggrund, som gemmer sig i vor bøn, og dernæst får kraft til at udlevere den til Herren, så at vi siger til ham: »Lad hellere hele underet udeblive, end at jeg med min æresyge skal vanære dit navn og vanhellige bønnen. Men kan du i dette tilfælde gøre underet, uden at jeg forstyrrer eller vanhelliger noget for dig, så gør det.«
|