|
Gumbel: Kristendom kedelig ----
I mange år havde jeg tre indvendinger mod den kristne tro. For det første troede jeg, den var kedelig. Jeg deltog i gudstjenester på skolen, men syntes, de var meget kedelige.
1. Jeg følte sympati med Robert Louis Stevenson, som engang noterede i sin dagbog, som om det var noget særligt: "Jeg har været i kirke i dag og er ikke deprimeret." På en lignende måde skrev den amerikanske humorist Oliver Wendell Holmes: "Jeg var måske blevet præst, hvis ikke visse præster, jeg kendte, havde set ud og opført sig så meget som bedemænd." Mit indtryk af den kristne tro var, at den var kedelig og uinspirerende.
2. For det andet virkede den utroværdig på mig. Jeg havde intellektuelle indvendinger mod den kristne tro og kaldte mig selv en logisk determinist. Da jeg var fjorten, skrev jeg en stil i en religionstime, i hvilken jeg prøvede at ødelægge hele den kristne tro og bevise, at Gud ikke eksisterer. Meget overraskende blev den indstillet til en pris! Jeg havde hårdtslående argumenter mod den kristne tro og nød at diskutere med kristne og troede, at jeg havde vundet en stor sejr.
3. For det tredje troede jeg, at den var irrelevant. Jeg kunne ikke se, hvordan noget, som skete for 2000 år siden og 3000 kilometer væk i Palæstina, kunne have nogen som helst relevans til mit liv i det 20. århundredes England. Vi sang ofte den højtelskede salme "Jerusalem", hvori det bl.a. hedder: "Og gik de fødder i gammel tid på Englands grønne bjerge?" Vi vidste alle, at svaret var: "Nej, de gjorde ikke!" Det var tilsyneladende fuldstændig irrelevant for mit liv.
Jeg indser bagklogt, at det delvist var min skyld, da jeg aldrig rigtig lyttede, men totalt ignorerede den kristne tro. Der er mange mennesker i dag i vort sekulariserede samfund, som ikke ved ret meget om Jesus Kristus, eller hvad han gjorde, eller har noget som helst at gøre med kristendommen.
En hospitalspræst
skrev en liste over nogle af de svar, han fik på spørgsmålet: "ønsker du at deltage i nadveren?" Her er nogle af svarene:
"Nej tak, jeg er medlem af folkekirken!"
"Nej tak, jeg bad om Cornflakes."
"Nej tak, jeg er aldrig blevet omskåret."
Kristendommen er langtfra kedelig, den er ikke usand, og den er ikke irrelevant. Den er tværtimod spændende, sand og relevant. Jesus sagde: "Jeg er vejen og sandheden og livet" (Joh. 14,6). Hvis han havde ret, og det tror jeg, at han havde, kan der ikke være noget vigtigere i dette liv end vores reaktion på ham.
Vejledning til en fortabt verden
Mænd og kvinder blev skabt til at leve i fællesskab med Gud. Uden dette fællesskab vil der altid være en sult, en tomhed, en følelse af, at noget mangler. Prins Charles talte for nylig om sin tro, at på trods af alle videnskabens fremskridt: "er der dybt i sjælen (hvis jeg tør bruge det ord) en vedblivende, ubevidst angst for, at noget mangler, en eller anden ingrediens, som gør livet værd at leve".
Bernard Levin, denne generations måske største skribent, skrev engang en artikel under overskriften "Livet er en stor gåde, og der er ingen tid til at finde dens løsning". I den skrev han om den kendsgerning, at han på trods af sin store succes som skribent i over tyve år frygtede, at han måske havde "spildt virkeligheden i jagten på en drøm". Han skrev:
For at sige det rent ud: Har jeg tid til at opdage, hvorfor jeg blev født, inden jeg dør?.... Jeg har ikke været i stand til at svare på spørgsmålet endnu, og uanset hvor mange år jeg har foran mig, er der i al fald ikke så mange, som jeg har bag mig. Der er en indlysende fare ved at vente, til det er for sent ... hvorfor behøver jeg at vide, hvorfor jeg blev født? Selvfølgelig fordi jeg ikke er i stand til at tro, at det var et tilfælde; og hvis det ikke var, må det have en mening.2
Han er ikke kristen og skrev for nylig: "For fjortentusinde gang, jeg er ikke kristen!" Alligevel er han tilsyneladende kun alt for klar over de utilstrækkelige svar på spørgsmålet om meningen med livet. Han skrev nogle år tidligere:
Et land som vort er fuldt af mennesker, som har al den materielle komfort, som de ønsker, såvel som ikke-materielle velsignelser som en lykkelig familie, og alligevel fører det stille, nogle gange støjende, liv, de lever, til desperation; de forstår kun, at der er et tomrum indeni dem, og at uanset hvor megen mad og drikke, de hælder ned i det, uanset hvor mange biler og tv'er, de udstopper det med, uanset hvor mange velafbalancerede børn og loyale venner, de stiller op rundt om det ... gør det ondt.3
Nogle mennesker bruger meget af deres liv på at søge noget, som vil give mening og mål med livet. Leo Tolstoy, forfatteren til Krig og fred og Anna Karenina, skrev en bog som hedder Bekendelse i 1879, i hvilken han fortæller historien om sin søgen efter mening og mål med livet. Han havde fornægtet kristendommen som barn. Da han forlod universitetet, søgte han efter at få så megen glæde ud af livet, som han kunne. Han fik en masse venner i Moskva og St. Petersborg, drak heftigt, levede planløst, spillede og levede et vildt liv. Men det tilfredsstillede ham ikke.
Så blev han ambitiøs med hensyn til penge. Han havde arvet en ejendom og fået en stor sum penge for sine bøger. Alligevel tilfredsstillede dette ham heller ikke. Han søgte succes, berømmelse og betydning. Dette opnåede han også. Han skrev, hvad Encyclopaedia Britannica beskriver som "en af de to eller tre bedste romaner i verdenslitteraturen". Men han stillede stadig spørgsmålet: "Ja, godt ... og hvad så?", hvilket han intet svar havde til.
|
Så blev han ambitiøs på familieområdet - han ville give familien det bedst mulige liv. Han giftede sig i 1862 og havde en mild, kærlig hustru og tretten børn (som, sagde han, distraherede ham så meget, at han ikke kunne søge den overordnede mening med livet!). Han havde opnået alle sine ambitioner og var tilsyneladende omgivet af fuldkommen lykke. Og alligevel bragte et spørgsmål ham til selvmordets rand: "Er der nogen mening med mit liv, som ikke vil blive tilintetgjort af den dødens uundgåelighed, som venter mig?"
Han søgte efter svaret på ethvert af videnskabens og filosofiens områder. Det eneste svar, han kunne finde på spørgsmålet: "Hvorfor lever jeg?", var, at "i rummets og tidens uendelighed muterer uendeligt små partikler med uendelig kompleksitet".
Når han så rundt på sine samtidige, så han, at almindelige mennesker slet ikke stillede disse spørgsmål til livet ("Hvor kommer jeg fra?", "Hvor skal jeg hen?", "Hvem er jeg?", "Hvad handler livet om?"). Han fandt da ud af, at bondefolket i Rusland havde været i stand til at svare på dette spørgsmål gennem deres kristne tro, og han indså, at vi kun finder svaret i Jesus Kristus.
Over hundrede år senere havde intet ændret sig. Freddie Mercury, forsangeren i rockgruppen Queen, som døde i slutningen af 1991, skrev i én af sine sidste sange i The Miracle albummet: "Ved nogen, hvorfor vi lever?" På trods af den kendsgerning, at han havde samlet sig en enorm formue og havde tiltrukket tusinder af fans, indrømmede han i et interview kort før sin død, at han var forfærdelig ensom. Han sagde: "Du kan have alting i verden og stadig være det mest ensomme menneske, og det er den mest bitre form for ensomhed. Succes har gjort mig forgudet af verden og givet mig millioner af pund, men det har afholdt mig fra at have det , vi alle har brug for - et kærligt, bestandigt forhold."
Han havde ret, når han talte om et "bestandigt forhold" som det, vi alle behøver. Alligevel vil intet menneskeligt forhold tilfredsstille os fuldstændigt. Det kan heller ikke være fuldstændig bestandigt. Der vil altid mangle noget. Det er, fordi vi blev skabt til at leve i et forhold til Gud. Jesus sagde, "Jeg er vejen." Han er den eneste, som kan bringe os ind i det forhold til Gud, som vil vare for evigt.
Eksemplet med TV, der sneer.
Da jeg var barn, havde min familie et stort sort/hvidt fjernsyn. Vi kunne aldrig få et rigtig godt billede; der var altid "sne" på, og det plejede at flimre. Vi var meget glade for det, fordi vi ikke kendte andet. En dag fandt vi ud af, at vi havde brug for en udendørs antenne! Pludselig fandt vi ud af, at vi kunne få klare og tydelige billeder. Vor TV-oplevelse var som forvandlet. Et liv uden et forhold til Gud gennem Jesus Kristus er ligesom fjernsynet uden den udendørs antenne. Nogle mennesker ser ud til at være lykkelige, fordi de ikke indser, at der findes noget bedre. Når først vi har oplevet et forhold til Gud, burde formålet og meningen med livet være klar. Vi ser ting, som vi aldrig før har set, og det ville være fjollet at ønske at komme tilbage til det gamle liv. Vi forstår, hvorfor vi blev skabt.
Virkelighed i en forvirret verden
Nogle gange siger mennesker: "Det er ligegyldigt, hvad du tror på, så længe du går op i det." Men det er muligt at tage alvorligt fejl. Adolf Hitler tog oprigtigt fejl. Hans tro udslettede millioner af menneskers liv. Kvindemorderen fra Yorkshire troede, at han gjorde Guds vilje, når han myrdede prostituerede. Han tog også oprigtigt fejl. Hans tro påvirkede hans adfærd. Dette er ekstreme eksempler, men pointen er, at det har al mulig betydning, hvad vi tror på, fordi det, vi tror på, vil diktere måden, vi lever på.
Andre menneskers respons overfor en kristen er måske: "Det er helt fint for dig, men det er ikke noget for mig." Dette er ikke noget logisk standpunkt. Hvis kristendommen er sand, er den af overordentlig vigtighed for hver og én af os. Hvis den ikke er sand, er de kristne blevet vildført, og det er ikke "helt fint for os" - det er meget sørgeligt, og jo før vi bliver sat i rette, jo bedre. Som forfatteren og læreren C. 5. Lewis siger det: "Kristendommen er et udsagn, som, hvis det er falsk, er uden betydning, og, hvis det er sandt, er af uendelig vigtighed. Den eneste ting, det aldrig kan være, er mere eller mindre vigtigt. "4
Er det sandt? Er der nogen beviser? Jesus sagde: "Jeg er
sandheden." Er der nogen beviser til at støtte hans udtalelse? Dette er nogle af de spørgsmål, vi vil se på senere i denne bog. Støttepillen i kristendommen er Jesu Kristi opstandelse, og den er der fuldt ud bevis for.
Professor Thomas Arnold, der som forstander for Rugby School revolutionerede det engelske uddannelsessystem, blev udpeget til stillingen som underviser i moderne historie på universitetet i Oxford. Han var i sandhed en mand, som var velbekendt med betydningen af beviser i efterforskningen af historiske kendsgerninger, og han sagde:
Jeg er igennem flere år blevet vant til at studere andre tiders historie og til at undersøge og veje de menneskers beviser, som har skrevet om dem, og jeg kender ingen anden kendsgerning i menneskets historie, som er bevist på en bedre og mere fuldstændig måde, sådan at enhver ærlig undersøger kan forstå det store tegn, som Gud har givet os, da Kristus døde og opstod igen.
Som vi skal se senere i bogen, er der en hel del beviser for, at kristendommen er sand. Alligevel mente Jesus, når han sagde:
"Jeg er ... sandheden," mere end en intellektuel sandhed. Det originale ord for sandhed indebærer forestillingen om at gøre eller opleve sandheden. Der er mere end bare en intellektuel accept af kristendommens sandhed, og dette mere er kendskabet til Jesus Kristus, som er sandheden.
Forestil dig, at jeg, før jeg mødte min hustru Pippa, havde læst en bog om hende. Så, efter at jeg var blevet færdig med bogen, tænkte jeg: "Dette lyder som en vidunderlig kvinde. Det er den person, jeg ønsker at gifte mig med." Der ville da være en stor forskel på min opfattelse på det tidspunkt - intellektuelt overbevist om, at hun var et vidunderligt menneske - og så min opfattelse nu efter mange års ægteskab, hvor jeg kan sige: "Jeg ved, at hun er et vidunderligt menneske." Når en kristen siger i forhold til sin tro: "Jeg ved, at Jesus er sandheden", mener han ikke kun, at han ved intellektuelt, at Jesus er sandheden, men at han har oplevet, at Jesus er sandheden. Når vi kommer ind i et forhold til den, som er sandheden, ændres vore opfattelser, og vi begynder at forstå sandheden om verden omkring os.
Liv i en mørk verden
Jesus sagde: "Jeg er ... livet." I Jesus finder vi liv, hvor der tidligere har været skyld, afhængighed, frygt og forestilling om døden. Det er sandt, at vi alle blev skabt i Guds billede, og der er derfor noget ædelt over enhver menneskelig skabning. Dog er vi alle også faldne - vi bliver født med en tilbøjelighed til at gøre det onde. I enhver menneskelig skabning er Guds billede mere eller mindre falmet, og i nogle tilfælde næsten udraderet af synden. Godt og ondt, styrke og svaghed eksisterer side om side i alle mennesker. Alexander Solsjenitsyn, den russiske forfatter, sagde: "Stregen, der adskiller godt og ondt, går ikke gennem tilstande, eller gennem klasser eller mellem politiske partier ... men lige gennem ethvert menneskehjerte og gennem alle menneskehjerter."
Jeg troede før, at jeg var et "rart" menneske - fordi jeg ikke røvede banker eller begik andre alvorlige forbrydelser. Først da jeg begyndte at se mit liv i forhold til Jesu Kristi liv, indså jeg, hvor meget der var galt. Mange andre har haft den samme erfaring.
|
C. S. Lewis skrev: "For første gang undersøgte jeg mig selv med et alvorligt praktisk formål. Og da fandt jeg det, som rystede mig: en zoologisk have af begær, en dårekiste fuld af ambitioner, et barnekammer fyldt med frygt, et harem af had jeg havde kælet for. Mit navn var Legion."5
Vi har alle brug for tilgivelse, og den findes kun i Kristus. Humanisten Marghanita Laski debatterede på tv med en kristen og kom med en forbløffende bekendelse. Hun sagde: "Det, jeg misunder jer kristne mest, er jeres tilgivelse." Så tilføjede hun gribende: "Jeg har ingen til at tilgive mig."
Det, som Jesus gjorde, da han blev korsfæstet, var at betale straffen for alle de ting, som vi har gjort galt. Vi vil se mere detaljeret på dette emne i kapitel 3. Vi vil se, at han døde for at fjerne vor skyld, at sætte os fri fra afhængighed, frygt og til syvende og sidst død. Han døde i stedet for os.
(Kan springes over- er ikke med i den nye udgave)
Den 31. juli 1991 blev en bemærkelsesværdig begivenhed fejret. Den sidste dag i juli 1941 annoncerede sirenerne i koncentrationslejren Auschwitz, at en fange var flygtet. Til gengæld skulle ti af hans medfanger dø - en lang, langsom sultedød, levende begravet i en specielt konstrueret bunker.
Så mændene ventede hele dagen, mens de blev tortureret af solen, sult og frygt, mens Gestapokommandanten og hans assistent vandrede mellem rækkerne for at udvælge, helt vilkårligt, de ti mænd. Men da kommandanten udpegede en mand, Francis Gajowniczek, skreg denne i desperation: "Min stakkels hustru og børn." I det øjeblik trådte en uanselig mand, med indsunkne øjne og runde ståltrådsbriller, ud af rækken og tog sin kappe af. "Hvad ønsker dette polske svin?" spurgte kommandanten.
"Jeg er katolsk præst; jeg ønsker at dø for denne mand. Jeg er gammel, han har hustru og børn ... jeg har ingen," sagde Fader Maximilian Kolbe.
"Accepteret," svarede kommandanten skarpt og fortsatte.
Den nat gik ni mænd og en præst til sultebunkeren. Normalt ville de rive hinanden i stykker som kannibaler. Men ikke denne gang. De lå dér nøgne på jorden, og når de havde styrke til det, bad og sang de. Efter to uger var tre mænd og Fader Kolbe stadig i live. Bunkeren skulle bruges til andre, så den 14. august blev de resterende fire ombragt. Kl. 0.50, efter at have været to uger i sultebunkeren og stadig ved bevidsthed, fik den polske præst endelig en indsprøjtning fenol og døde i en alder af syvogfyrre år.
Den 10. oktober 1982 på Peterspladsen, Rom, blev Fader Kolbes død sat i det rette perspektiv. Til stede i mængden på 150.000 var Francis Gajowniczek, hans hustru, børn og børnebørn - for sandelig, mange var blevet frelst ved denne ene mand. Paven beskrev Fader Kolbes død ved at sige: "Dette var en sejr, vundet over alle foragtelige og hadefulde systemer i mennesket - en sejr, ligesom den vor Herre Jesus Kristus vandt."6
Jesu død var i sandhed endnu mere forbløffende, fordi Jesus døde, ikke kun for ét menneske, men for hver eneste enkeltperson i verden. Hvis du eller jeg havde været den eneste person i verden, ville Jesus Kristus være død i stedet for os for at fjerne vor skyld. Når vor skyld er fjernet, har vi et nyt liv.
Jesus ikke bare døde for os, men han opstod også fra de døde for os. Ved dette overvandt han døden. De fleste tænkende mennesker er klar over dødens uafvendelighed, selv om nogle i dag gør de mest bizarre forsøg på at undgå den. The Church of England Newspaper beskriver et sådant forsøg:
I 1960 døde den californiske millionær James McGill. Han efterlod sig detaljerede instruktioner om, at hans krop skulle konserveres og fryses i det håb, at videnskabsmænd en dag ville kunne helbrede den lidelse, som dræbte ham. Der er hundreder af mennesker i Sydcalifornien, som har sat deres håb til en dag at leve igen igennem denne proces med at nedfryse og konservere menneskelegemer. Den seneste udvikling i kuldeforskningsteknologien hedder neurø-suspension, som kun konserverer det menneskelige hoved. En årsag til, at det er blevet så populært, er, at det er meget billigere end at konservere og bevare et helt legeme. Det minder mig om Woody Allen i Sleeper, hvor han konserverede sin næse.7
Sådanne forsøg på at undgå den uundgåelige død er simpelthen absurde og absolut unødvendige. Evigt liv er en kvalitet i livet, som kommer af at leve i et forhold til Gud og Jesus Kristus (Joh. 17,3). Jesus lovede aldrig nogen et let liv, men han lovede et fuldt liv (Joh. 10,10). Denne nye kvalitet i livet påbegyndes nu og fortsætter ind i evigheden. Vor tid på jorden er relativt kort, men evigheden er omfattende. Gennem Jesus, som sagde: "Jeg er ... livet", kan vi ikke alene nyde livet fuldt og helt her, men vi kan være sikre på, at det aldrig vil ende.
Kristendommen er ikke kedelig; den handler om at leve livet fuldt ud. Den er ikke usand; den er sandheden. Den er ikke irrelevant; den forvandler hele vort liv. Teologen og filosoffen Paul Tillich beskrev den menneskelige tilstand som en, der altid indebærer tre slags frygt: frygt for meningsløsheden, frygt for døden og frygt for skyld. Jesus Kristus møder hver enkelt af disse "lige på og hårdt". Han er livsvigtig for enhver af os, fordi han er vejen, sandheden og livet". |