Gumbel 3: Hvorfor døde Jesus?

 

Mange mennesker i dag går rundt med et kors i deres øreringe, armbånd eller halskæder. Vi er så vant til at se dette, at vi ikke bliver chokerede over det. Vi ville måske blive det, hvis vi så nogen bære en galge eller en elektrisk stol i en kæde; men korset var lige så meget et henrettelsesred­skab. Det var faktisk én af de grusomste henrettelsesmetoder, menneske­heden har kendt. Det blev afskaffet i år 315 e.kr., fordi selv romerne fandt ud af, at det var for umenneskeligt.

Dog har korset altid været betragtet som et symbol på den kristne tro. En stor del af Evangelierne handler om Jesu død. Meget af resten af Det Nye Testamente sørger for at forklare, hvad der skete på korset. Kirkens vigtigste del af gudstienesten, nadveren, centreres omkring Jesu ødelag­te legeme og udgydte blod. Kirker bliver ofte bygget i korsform. Da apostlen Paulus tog til Korinth, sagde han: "For jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet" (1. Kor.2,2). De fleste ledere, som har påvirket nationer eller selv ændret verden, bliver husket for det indtryk, deres liv gjorde; men Jesus, som mere end nogen anden person ændrede verdenshistoriens ansigt, bliver ikke husket så meget for sit liv som for sin død.

Hvorfor fokuseres der så meget på Jesu død? Hvad er forskellen på hans død og Sokrates' død,eller en af martyrernes, eller krigsheltenes? Hvorfor døde han? Hvad udrettede han ved sin død? Hvad betyder det, når Ny Testamente siger, at han døde "for vore synder"? Disse er nogle af de spørgsmål, jeg gerne vil forsøge at besvare i dette kapitel.

 

Hvad er menneskets største behov?

Nogle gange siger folk: "Jeg har ingen behov for kristendommen." De siger noget i retning af: "Jeg er ret lykkelig; mit liv er fyldt, og jeg forsøger at være venlig over for andre mennesker og lever et godt liv." For at forstå, hvorfor Jesus døde, må vi gå tilbage og se på det største problem, som møder ethvert menneske.


Hvis vi er ærlige, må vi alle indrømme, at vi gør ting, som vi ved er forkerte. Paulus skrev: "for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud" (Rom. 3,23>. Med andre ord, i forhold til Guds standard er vi alle falmet en hel del. Hvis vi sammenligner os med bevæbnede røvere eller børnemishandlere, eller selv med vore naboer, tror vi måske, det ser helt godt ud for os. Men når vi sammenligner os med Jesus Kristus, ser vi, hvor meget vi mangler. Somerset Maugham sagde engang: "Hvis jeg nedskrev hver eneste tanke, jeg nogensinde har tænkt og enhver ger­ning, jeg nogensinde har gjort, ville mennesker kalde mig et lastens monster."

Den egentlige årsag til synd er et ødelagt forhold til Gud (1. Mos. 3), og resultatet af dette er, at vi bliver adskilt fra ham. Ligesom den fortabte søn (Luk.15), finder vi os selv langt væk fra vor. faders hjem med forklud­rede liv. Nogle gange siger mennesker: "Hvis vi alle er i samme båd, betyder det så noget?" Svaret er, at det betyder noget på grund af konse­kvenserne af synden i vore liv, som kan opsummeres under fire overskrif­ter.

 

Syndens besmittelse

Jesus sagde: "Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod og tåbelighed. Alt dette kommer indefra og gør et menneske urent" (Mark.7,20-23).

Du siger måske: "Jeg gør slet ikke de fleste af disse ting." Men en af dem alene er nok til at ødelægge dit liv. Vi ønsker måske, at De ti Bud var ligesom en eksamen, hvor vi kun behøver at løse tre af opgaverne. Men Det Nye Testamente siger, at hvis vi bryder bare én del af loven, er vi skyldige i at bryde hele loven (Jak. 2,10). Det er ikke muligt, for eksem­pel, at have en rimelig ren" straffeattest. Enten er den ren, eller også er den ikke. Én forseelse, og den er ikke ren mere. Sådan er det også med os. Én forseelse gør vore liv urene.

 

Syndens magt

De forkerte ting, vi gør, har en vanedannende magt. Jesus sagde: "En­hver, som gør synden, er syndens træl" (Joh. 8,34). Det er lettere at se dette på nogle områder af vore fejltrin end på andre. For eksempel er det velkendt, at hvis nogen har taget hårde stoffer som heroin, vil yedkom­mende snart blive afhængig af det.

Det er også muligt at blive afhængig af et hidsigt sind, misundelse, arrogance, stolthed, selviskhed, sladder eller seksuel umoral. Vi kan blive afhængige af tankemønstre eller adfærds-mønstre, som vi ikke selv kan bryde. Det er det slaven, som Jesus talte om, og som har en destruktiv magt i vore liv.

Biskop J. C. Ryle, en tidligere biskop i Liverpool, skrev engang:

 


 

Enhver synd har mængder af ulykkelige fanger bundet på hænder og fødder i dens lænker ... Disse ulykkelige fanger praler nogle gange af, at de så absolut er frie ... Der er intet slaven som dette. Synd er så sandelig den hårdeste af alle tugtemestre. Elendighed og utilfredshed følger med og til slut fortvivlelse og helvede - dette er de eneste lønchecks, som synden udsteder til sine tjenere.22

 

Straffen for synd

Der er noget i den menneskelige natur, som skriger efter retfærdighed. Når vi ser børn blive mishandlet, gamle mennesker overfaldet i deres hjem, spædbørn slået og den slags, længes vi efter, at de mennesker, som er skyldige i disse forbrydelser, bliver fanget og straffet. Ofte er vore motiver måske blandede: Der er måske et element af hævn. Men der findes en retfærdig harme. Vi har ret til at føle, at synd bør straffes; at mennesker, som gør sådan nogle ting, ikke burde slippe godt fra det.

Det er ikke kun andre menneskers synder, som fortjener straf. Det er også vore egne. En dag vil vi alle være genstand for Guds dom. Apostlen Paulus fortæller os, at: "syndens løn er død" (Rom. 6,23).

 

Syndens adskillelse

Den død, Paulus skriver om, er ikke kun fysisk. Det er en åndelig død, som resulterer i evig adskillelse fra Gud. Denne afskærelse fra Gud begynder nu. Profeten Esajas proklamerede:

"Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer" (Es. 59,1-2). De ting, vi gør galt, er skyld i denne barriere.

 

Hvad har Gud gjort?

Vi har alle behov for at gøre op med synden i vore liv. Jo større vor forståelse for vore behov er, jo mere vil vi værdsætte, hvad Gud har gjort. Lord Chancellor (nævningeformand), Lord Mackay of Clashfern, skrev: "Det centrale tema i vor tro er det, at Jesus Kristus ofrede sig selv på korset for vore synder ... Jo større vor forståelse af vore egne behov er, jo større vil vor kærlighed til Herren Jesus Kristus være, og jo mere gløden­de vil  vor  længsel  efter  at tjene  ham  derfor blive."23 Kristendommens gode nyhed er: at Gud elsker os, og at han ikke efterlod os i det roden, som vi gør vore liv til. Han kom til jorden i skikkelse af sin Søn, Jesus, for at dø i stedet for os (2. Kor. 5,21; Gal. 3,13). Det er, hvad John Stott, forfatter til mange bøger ég tidligere rektor for AIl Souls, Langham Place, kalder den "stedfortrædende Gud". Med apostlen Peters ord: "På sit legeme bar han selv vore synder op på korset ... ved hans sår blev I helbredt" (1. Pet. 2,24, min kursiv).


Hvad betyder "stedfortrædende"? Ernest Gordon fortæller i sin bog Mirade on the River Kwai den sande historie om en gruppe krigsfanger, som arbejdede på Burma jernbanen under 2. Verdenskrig. Ved slutnin­gen af hver dag blev redskaberne taget fra arbejdsholdet. Ved en lejlig­hed skreg en japansk vagt, at der manglede en skovl og forlangte at vide, hvem der havde taget den. Han begyndte at rase og regere og arbejde sig op til et paranoidt raseri og beordrede den, som var skyldig, til at træde frem. Ingen rørte sig. "Så skal I alle dø!" hvinede han, spændte hanen på sit gevær og pegede med det på fangerne. I det øjeblik gik en mand frem, og vagten slog ham ihjel med sin riffel, mens manden stod stille under udførelsen. Da holdet kom tilbage til lejren, blev redskaberne talt igen, og nu manglede der ingen skovle. Denne ene mand var gået frem som stedfortræder for at frelse de andre.

På samme måde kom Jesus som vor stedfortræder. Han udholdt korsfæ­stelsen for os. Cicero beskrev korsfæstelse som "den grusomste og frygteligste af alle torturmetoder". Jesus blev afklædt og bundet nøgen til en marterpæl. Han blev pisket med fire eller fem læderstrimler ibundet skarpe ben og blystumper. Eusebius, det tredje århundredes kirkehistori­ker, beskrev den romerske piskning med disse ord: ofrets "årer blev blottet, og ofrets muskler, sener og tarme blev blottet". Han blev derefter ført til Prætoriet, hvor en krone af torne blev mast ned over hans hoved. Han blev hånet af en hel bataljon på 600 mænd og slået rundt omkring i ansigtet og hovedet. Han blev derefter tvunget til at bære et tungt kors på sine blødende skuldre, indtil han kollapsede, og Simon af Kyrene blev kommanderet til at bære det for ham.

Da de nåede stedet for korsfæstelsen, blev han lagt på korset, og syv­tommersøm blev slået ind i hans underarme lige over håndleddet. Hans knæ blev tvunget ud til siden, så hans ankler kunne nagles fast mellem skinnebenet og akillessenen. Han blev løftet op på korset, som blev sænket ned i et hul i jorden. Dér blev han efterladt og skulle hænge i høj varme, uudholdeligt tørstig - udsat for mængdens spot. Han hang der i ufattelig smerte i seks timer, mens livet langsomt sivede ud af ham.

Og dog var den værste del af hans lidelser ikke det fysiske trauma eller torturen og korsfæstelsen; end ikke den følelsesmæssige smerte det var at blive afvist af verden og forladt af sine venner, men det var den åndeli­ge pine at blive afskåret fra sin Fader for vores skyld - da han bar vore synder.

 

Hvad er resultaterne?

Ligesom en smuk diamant har korset mange facetter. På korset blev ondskabens magter afvæbnet (Kol. 2,15). Døden og de dæmoniske magter blev besejret. Gud åbenbarede sin kærlighed for os på korset. Han viste, at han ikke er en Gud, som er hævet over lidelsen. Han er "den korsfæstede Gud" (som en titel på en bog af den tyske teolog Jurgen Moltmann udtrykker det). Han er kommet ind i vores verden og ved og forstår alt om at lide. Jesus giver os et eksempel på selvopofren­de kærlighed på korset (1. Pet. 2,21). Hvert af disse aspekter fortjener et kapitel for sig selv, men det er der ikke plads til. Jeg vil her sammenfatte fire billeder, som Det Nye Testamente bruger for at beskrive, hvad Jesus gjorde på korset for os. Som John Stott pointerer, er hvert af dem taget ud fra forskellige områder af vores dagligdag.

Det første billede kommer fra retssalen. Paulus siger, at gennem Kristi død "er vi blevet gjort retfærdige" (Rom. 5,1). Retfærdiggørelse er det rigtige ord. Hvis du skulle i retten og blev frikendt, blev du retfærdiggjort.

To mennesker fulgtes ad gennem skolen og universitetet og udviklede et nært venskab. Livet gik videre - de gik hver deres veje og mistede kontakten med hinanden. Den ene fortsatte studierne og blev dommer, mens den anden gik ned ad bakke og endte som kriminel. En dag kom den kriminelle for dommeren. Han havde begået en forbrydelse, som han tilstod. Dommeren genkendte sin gamle ven og stod over for et dilemma. Han var dommer, så han blev nødt til at være retfærdig; han kunne ikke lade manden gå. På den anden side ønskede han ikke at straffe ham, fordi han elskede ham. Så han fortalte sin ven, at han ville idømme ham den bøde, som var den korrekte straf for anklagen. Det er retfærdighed. Så gik han ned fra dommersædet og udskrev en check på bødens størrelse. Han gav den til sin ven og sagde, at han ville betale straffen for ham. Det er kærlighed.

Det er en illustration af, hvad Gud har gjort for os. I sin retfærdighed dømmer han os, fordi vi er skyldige, men derefter, i sin kærlighed, kom­mer han ned til os i skikkelse af sin søn, Jesus Kristus, og betaler straffen for os. På denne måde er han både "retfærdig" (idet han ikke tillader den skyldige at gå ustraffet) og "den som retfærdiggør" - Rom. 3,26 (idet han gør os i stand til at gå fri ved at tage straffen selv - og lægge den på sin søn, Jesus Kristus). Han er både vor dommer og vor frelser. Det er ikke en uskyldig tredje part, men Gud selv, som frelser os. Faktisk giver han os en check og siger, at vi har et valg: ønsker vi, at han skal betale den for os, eller vil vi stå foran Guds dom for vore egne forbrydelser?

Den illustration, jeg brugte, er ikke præcis af tre grunde. For det første er vores stilling værre. Straffen, vi står overfor, er ikke blot en bøde, men døden. For det andet er forholdet tættere. Dette er ikke kun to venner: det er vor Fader i himmelen, som elsker os mere, end nogen jordisk fader elsker sit eget barn. For det tredje, prisen var større: det koster ikke Gud penge, men hans eneste Søn - som betalte syndens straf


Det andet billede kommer fra markedspladsen. Gæld er ikke blot et problem i dag; det var også et problem i den antikke verden. Hvis en eller anden havde alvorlig gæld, kunne han blive tvunget til at sælge sig selv som træl for at betale den af. Forestil dig, at en mand stod på markeds­pladsen og tilbød sig selv som træl, og en eller anden, der måske havde medlidenhed med ham, spørger: "Hvor meget skylder du væk?" Skyld­neren siger måske: "10.000 pund." Forestil dig så, at kunden tilbyder at betale de 10.000 pund og derefter sætter ham fri. Ved at gøre således ville han "forløse ham" ved at betale en "løsesum".

På en lignende måde kom "forløsningen i Jesus Kristus" (Rom. 3,24). Jesus betalte, ved sin død på korset, løsesummen (Mark. 10,45>. På denne måde bliver vi sat fri fra syndens magt. Dette er sand frihed. Jesus sagde: "Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie" (Joh. 8,36). Det betyder ikke, at vi aldrig synder igen, men at syndens greb om os er brudt.

Billy Nolan er otteogfyrre. Han var alkoholiker i femogtredive år. I tyve år sad han udenfor Holy Trinity Brompton og drak alkohol, mens han tigge­de om penge. Den 13. maj 1990 så han sig i spejlet og sagde: "Du er ikke den Billy Nolan, som jeg engang kendte." For at bruge hans eget udtryk, bad han Herren Jesus Kristus om at komme ind i sit liv og indgik en pagt med ham, at han aldrig ville drikke alkohol igen. Han har ikke rørt en dråbe siden. Hans liv er forvandlet. Han udstråler Kristi kærlighed og glæde. Jeg sagde engang til ham: "Billy, du ser lykkelig ud." Han svare­de: "Jeg er lykkelig, fordi jeg er fri. Livet er ligesom en labyrint, og omsi­der har jeg fundet en vej ud gennem Jesus Kristus." Jesu død på korset gjorde denne frihed fra syndens magt mulig.

Det tredje billede kommer fra templet. I Det Gamle Testamente blev der lavet meget omhyggelige love for, hvordan synd skulle sones. Der var et helt ofringssystem, som demonstrerede alvorligheden af synd og behovet for renselse for den.

I et typisk tilfælde ville synderen tage et dyr. Dyret skulle være så fejlfrit som muligt. Synderen ville så lægge sine hænder på dyret og bekende sine synder. Så ville synderne passere fra synderen til dyret, som så blev slået ihjel.

Forfatteren til Hebræerbrevet pointerer, at "blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort". Det var kun et billede eller en "skygge". Kun Kristi, vor stedfortræders, blod kan tage synder bort, fordi han alene var det perfekte offer, da han alene levede et perfekt liv. Hans blod renser os fra al synd (1. Joh. 1,7) og fjerner syndens hesmittelse.


Det fjerde billede kommer fra hjemmet. Vi så, at både roden og resultatet af synd var et ødelagt forhold til Gud. Resultatet af korset er muligheden for at reparere det ødelagte forhold til Gud. Paulus siger, at: "det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv" (2. Kor. 5,19, min kursiv). Nogle mennesker forvrænger den nytestamentlige lære ved at sige, at Gud er uretfærdig, fordi han straffede Jesus, en uskyldig part, i stedet for os. Dette er ikke, hvad Det Nye Testamente siger. I stedet siger Paulus: "Gud var ... i Kristus." Han var selv stedfortræder i sin Søns skikkelse. Han gjorde det muligt for os at få genoprettet vort forhold til Gud. Syn­dens adskillelse er blevet forpurret. Hvad der skete for Den fortabte Søn, kan ske for os. Vi kan komme tilbage til Faderen og opleve hans kærlig­hed og velsignelse. Forholdet er ikke blot i dette liv: det er evigt. En dag vil vi være hos Faderen i himmelen - dér vil vi være frie, ikke blot fra syndens straf, syndens magt, syndens besmittelse og syndens adskillel­se, men også fra syndens tilstedeværelse. Det er, hvad Gud har gjort muligt gennem sin søns død på korset i stedet for os.

Gud elsker hver af os så meget og længes efter at have et forhold til os, som en menneskelig fader længes efter at have et forhold til hver eneste af sine børn. Jesus døde ikke bare for alle; nej, han døde for dig og for mig; det er meget personligt. Paulus skriver om "Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal. 2,20). Selv om du havde været den eneste person i verden, ville Jesus være død for dig. Når først vi ser korset på denne personlige måde, vil vort liv blive forvandlet.

John Wimber, en amerikansk præst og kirkeleder, beskriver hvordan korset blev en personlig realitet for ham:

 

Efter at jeg havde studeret Biblen ... i ca. tre måneder, kunne jeg have bestået en elementær eksamen om korset. Jeg forstod, at der er én Gud, som kunne kendes i tre personer. Jeg forstod, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, og han døde på korset for verdens synders skyld. Men jeg forstod ikke, at jeg var en synder. Jeg troede, jeg var en god fyr. Jeg vidste, at jeg rodede rundt her og der, men jeg indså ikke, hvor alvorlig min tilstand var.

Men en aften omkring dette tidspunkt, sagde Carol [hans hustru]: "Jeg tror, tiden er inde til at gøre noget ved alt det, vi har lært." Så lagde hun sig på knæ på gulvet, mens jeg så til i dyb forundring, og begyndte at bede - så det ud for mig - til loftspladerne: "Åh Gud," sagde hun, "jeg er ked af min synd." Jeg kunne ikke tro det. Carol var et bedre menneske end jeg, og alligevel troede hun, at hun var en synder. Jeg kunne føle hendes smerte og dybden i hendes bønner. Snart græd hun og gentog: "Jeg er ked af min synd." Der var seks eller syv mennesker i værelset, alle med lukkede øjne. Jeg så på dem, og da slog det mig: De had også alle sammen denne bøn! Jeg begyndte at svede tran. Jeg troede, at jeg skulle dø. Sveden haglede ned over mit ansigt, og jeg tænkte: "Jeg gør ikke dette her. Det er dumt. Jeg er en god fyr." Så slog det mig, at Carol ikke bad til loftet; hun bad til en person, til en Gud, som kunne høre hende. Hun vidste, at hun sammenlignet med ham var en synder og trængte til tilgivelse.


I et glimt gav korset mening for mig personligt. Pludselig vidste jeg noget, som jeg aldrig havde vidst før: jeg havde såret Guds følelser. Han elske­de mig, og han sendte Jesus i sin kærlighed til mig. Men jeg havde vendt mig bort fra den kærlighed; jeg havde lukket den helt ude fra mit liv. Jeg var en synder med desperat behov for korset.

Da knælede jeg også ned på gulvet, jeg snøftede, min næse løb og jeg havde tårer i øjnene; hver eneste kubikcentimeter af mit kød svedte kraftigt. Jeg havde denne overvældende følelse af, at jeg talte med én, som havde været hos mig hele mit liv, men som jeg ikke havde gen­kendt. Ligesom Carol begyndte jeg at tale med den levende Gud og fortalte ham, at jeg var en synder, men det eneste jeg kunne udtale højt var: "Åh Gud, åh Gud." Jeg vidste, at noget revolutionerende var i gang inden i mig. Jeg tænkte: "Jeg håber, at dette virker, for jeg gør mig selv fuldstændig til grin." Så fik Herren mig til at huske en mand, jeg havde set i Pershing Square i Los Angeles nogle år før. Han bar et skilt, hvorpå der stod: "Jeg er et fjols for Kristus. Hvis fjols er du?" Jeg tænkte dengang: "Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har set." Men mens jeg knælede på gulvet, indså jeg sandheden på det mærkelige skilt: korset er dårskab "for dem som fortabes" (1. Kor. 1,18>. Den aften knælede jeg ved korset og troede på Jesus. Jeg har været Kristi fjols lige siden.

 

Hvis du er usikker på, om du nogensinde rigtig har troet på Jesus, er her en bøn, som du kan bede - som en måde at begynde kristenlivet på og modtage alle de fordele, som Kristus døde for at gøre mulige:

 

"Himmelske Fader, jeg er ked af alt det, jeg har gjort galt i mit liv. ~ag et øjeblik til at bede om hans tilgivelse for alt det, der specielt er på din samvittighed.]

Tilgiv mig. Jeg vender mig nu fra alt, som jeg ved er forkert. Tak fordi du sendte din Søn, Jesus, for at dø på korset for mig, så jeg kunne blive tilgivet og sat fri. Fra nu af vil jeg følge og adlyde ham som min herre.

Tak, fordi du nu tilbyder mig tilgivelsens gave og din Ånd. Jeg modtager denne gave.

Jeg beder dig komme ind i mit liv ved din Helligånd og blive hos mig for evigt. Gennem Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk