Kunstneren Holman Hunt (1827-1910) malede billedet Verdens tys (The Light of the World) inspireret af dette vers. Han malede tre versioner i alt. Et hænger i Keble College, Oxford, et andet i kunstgalleriet i Manchester City; det mest berømte turnerede i de engelske kolonier i 1905-1907 og blev skænket til St. Paul's Cathedral i juni 1908, hvor det stadig hænger. Da den første version blev udstillet, blev det generelt set dårligt modtaget. Så skrev kunstkritikeren John Ruskin den 5. maj 1854 til The Times og forklarede symbolikken i billedet meget indgående og forsvarede det glimrende som "et af de ædleste værker inden for kristen kunst, som overhovedet er skabt i denne eller nogen anden tidsalder".

Jesus, verdens lys, står ved en dør, som er overgroet med vedbend og ukrudt. Døren er døren til et menneskes liv. Denne person har aldrig inviteret Jesus til at komme ind i sit liv. Jesus står foran døren og banker. Han venter på et svar. Han ønsker at komme ind og blive en del af den persons liv. Engang har en eller anden sagt til Holman Hunt, at han havde lavet en fejl. De fortalte ham: "De har glemt at male et håndtag på døren."

"Nej, nej," svarede Hunt, "det er bevidst. Der er kun ét håndtag, og det sidder indvendigt."

Med andre ord: vi må åbne døren og lade Jesus komme ind i vore liv. Jesus vil aldrig tiltvinge sig adgang. Han giver os frihed til at vælge. Det er op til os, om vi vil åbne døren for ham eller ikke. Hvis vi gør, lover han os: "Jeg vil gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig." At spise sammen er et tegn på venskab, som Jesus tilbyder alle, som åbner deres livs døre for ham.

Når vi først har inviteret Jesus til at komme ind, lover han, at han aldrig vil forlade os. Han siger til sine disciple: "Jeg er med jer alle dage" (Matt. 28,20>. Vi er måske ikke altid i direkte konversation med ham, men han vil altid være der. Hvis du arbejder i et rum med en ven, taler du måske ikke til ham direkte, men du er klar over hans nærvær. Det er sådan, det er med Jesu nærvær. Han er altid hos os.

Dette løfte om Jesu nærvær hos os er knyttet sammen med et andet pragtfuldt løfte, som vi finder i Det Nye Testamente. Jesus lover at give sine efterfølgere evigt liv (Joh. 10,28). Som vi har set, er "evigt liv" i Det Nye Testamente en livskvalitet, som kommer af at leve i et fællesskab med Gud gennem Jesus Kristus

(Joh. 17,3). Det begynder nu, når vi oplever livets fylde, som Jesus kommer for at give (Joh. 10,10). Dog er det ikke kun i dette liv; det fortsætter ind i evigheden.

Dette liv er ikke enden; der er et liv på den anden side af graven. Historien er ikke meningsløs eller regelmæssigt tilbagevendende; den bevæger sig hen imod et pragtfuldt klimaks. En dag vil Jesus komme tilbage til jorden for at etablere en ny himmel og en ny jord (Åb. 21,1). Derefter vil de, som er i Kristus, blive hentet, for at "være sammen med Herren altid"

(1. Tess. 4,17). Der vil ikke længere være gråd, for der vil ikke længere være smerte. Der vil ikke være nogen fristelser, for der vil ikke længere være synd. Der vil ikke længere være lidelse og ingen adskillelse fra vore kære. Dér vil vi se Jesus ansigt til ansigt

(1. Kor. 13,12). Vi vil få herlige og smertefrie opstandel­seslegemer (1, Kor. 15). Vi vil blive forvandlet og få et sindelag i lighed med Jesu sindelag (1. Joh. 3,2). Himmelen vil være et sted med intens fryd og glæde, som fortsætter i al evighed. Nogle har gjort grin med dette ved at antyde, at det ville være monotont eller kedeligt. Men: "Hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, som elsker ham" (1. Kor. 2,9, citerer Esajas 64,4).

Som C. 5. Lewis udtrykker det i en af sine Narnia bøger:

Arbejdet er forbi; ferien er begyndt. Drømmen er endt; det er morgen nu ... hele deres liv i denne verden ... havde kun været omslaget og titelbladet: nu var de omsider begyndt på Første Kapitel i Den store Bog, som ingen på Jorden har læst, som bliver ved og ved, og i hvilken hvert nyt kapitel er bedre end det foregående.25

Jesu gerning

Da jeg var på universitetet, faldt jeg over en bog, som hedder Heaven, here I come (Himmel, her kommer jeg). I begyndelsen mente jeg, ligesom mange andre i dag, at dette var en arrogant holdning. Det ville være arrogant at have en sådan tillid, hvis det afhang af os. Hvis min adgang til Himmelen afhang af, hvor godt et liv jeg havde levet, ville jeg ikke have noget håb om at komme ind overhovedet.

Den vidunderlige nyhed er, at det ikke afhænger af mig. Det afhænger af, hvad Jesus har gjort for mig. Det afhænger ikke af, hvad jeg gør eller opnår, men af hans værk på korset. Hvad han gjorde på korset, gør ham i stand til at give os evigt liv som gave (Joh. 10,28). Vi fortjener ikke en gave. Vi modtager den med taknemmelighed.

Det begynder alt sammen med Guds kærlighed til os: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh. 3,16). Vi fortjener alle at "fortabes". Gud så, i sin kærlighed til os, det store rod vi var havnet i og gav sin eneste søn, Jesus, for at han skulle dø for os. Evigt liv bliver tilbudt alle, som tror, som resultat af hans død.

Jesus tog alt, hvad vi gør forkert, på sig på korset. Dette blev klart profeteret i Det Gamle testamente i Esajas bog, nedskrevet hundreder af år forinden. Profeten forudså, hvad "den lidende Herrens tjener" ville gøre for os, og sagde: "Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham" (Es. 53,6>.

Det, profeten siger, er, at vi alle har gjort noget forkert - vi er alle faret vild. Han siger et andet sted, at de ting, vi gør galt, forårsager en adskillelse mellem os og Gud (Es. 59,1-2). Dette er en af grundene til, at Gud kan synes fjern. Der er en barriere mellem os og ham, som hindrer os i at opleve hans kærlighed.

På den anden side gjorde Jesus aldrig noget galt. Han levede et perfekt liv. Der var ingen barrierer mellem ham og hans Fader. Gud overførte vore fejl ("vor skyld") til Jesus ("Herren lod al vor skyld ramme ham"). Det er derfor, Jesus råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" (Mark. 15,34) på korset. I det øjeblik blev han afskåret fra Gud - ikke på grund af sine egne overtrædelser, men på grund af vore. Dette gjorde det muligt at nedbryde barrieren mellem os og Gud - idet det gælder alle, der helt personligt anerkender, hvad Jesus har gjort for netop dem. Resultatet er, at vi kan være sikre på Guds tilgivelse. Vor skyld er blevet taget bort. Vi kan være sikre på, at vi aldrig vil blive fordømt. Som Paulus udtrykker det: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus" (Rom.8,1). Dette er altså den anden grund til, at vi kan være sikre på, at vi har evigt liv - på grund af det, Jesus har opnået for os på korset ved at dø for os.

Helligåndens vidnesbyrd

Når en person bliver kristen, kommer Guds Helligånd for at bo i vedkommende. Der er specielt to aspekter af Helligåndens aktiviteter, som hjælper os til at blive sikre i vor tro på Kristus.

For det første forvandler han os indefra. Han frembringer Jesu karakter i vore liv. Dette bliver kaldt "Åndens frugt" -"kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlig­hed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse" (Gal. 5,22-23). Når Helligånden kommer for at bo i os, begynder denne "frugt" at vokse. Der vil være forandringer i vor karakter, som burde kunne ses af andre mennesker, men disse ændringer kommer åbenbart ikke på et øjeblik. Vi har lige plantet et pæretræ i vor have, og jeg kigger næsten hver dag efter, om der skulle være nogen frugt på det. En dag lavede en af mine venner (illustratoren til denne bog> en practical joke" med mig. Han hængte et stort Granny Smith æble på træet med bomuldstråd. Men selv jeg lod mig ikke narre af det. Min begrænsede viden på haveområdet siger mig, at frugt behøver tid til at vokse (og der gror ikke æbler på et pæretræ). Vi håber, at mennesker i løbet af et stykke tid vil lægge mærke til, at vi er mere kærlige, mere glade, mere fredfyldte, mere tålmodige, mere venlige og mere selvbeherskede end tidligere.

Ligesom ændringerne i vor karakter burde der også komme ændringer i vore relationer   både til Gud og til andre mennesker. Vi udvikler en ny kærlighed til Gud - Fader, Søn og Helligånd.For eksempel det at høre ordet "Jesus" har en anderledes indvirkning på vore følelser. Når jeg, før jeg blev kristen, sad og hørte radio, og emnet blev kørt hen på Jesus Kristus, ville jeg sandsynligvis dengang have slukket den. Efter at jeg blev kristen, ville jeg skrue op for lyden, fordi min holdning overfor ham er blevet fuldstændigt ændret. Dette var et lille tegn på min nye kærlighed til ham.

Vor holdning overfor andre ændrer sig også. Nye kristne siger ofte til mig, at de pludselig bemærker andre menneskers ansigter på gaden og i bussen. Før interes­serede det dem ikke, men nu føler de en omsorg for de mennesker, som ofte ser sørgmodige og fortabt~ ud. Jeg fandt ud af, at én af de største ændringer var i min holdning til andre kristne. Jeg er bange for, at jeg førhen havde haft tendens til at undgå enhver, som havde en kristen tro. Senere fandt jeg ud af, at de ikke var så slemme, som jeg havde forventet! Jeg begyndte faktisk at opleve en dybde i venskabet med andre kristne, som jeg aldrig havde kendt før i mit liv.

For det andet bringer Helligånden også en indre oplevelse af Gud sammen med disse ændringer, som kan observeres i vore liv. Han skaber en dyb, personlig overbevisning om, at vi er Guds børn (Rom. 8,15-16). Denne oplevelse er forskellig fra person til person.

Carl Tuttle er en amerikansk præst, som kom fra et splittet hjem. Han havde en meget ulykkelig barndom, hvor hans far misbrugte ham. Efter at han blev kristen, var der et specielt tidspunkt, hvor han ønskede at høre, hvad Gud sagde til ham. Han besluttede at gå ud i naturen, hvor han kunne bede en hel dag uden at blive afbrudt. Så han kom derud og begyndte at bede. Men efter et kvarter følte han, at han ikke kom nogen vegne. Han kørte hjem igen og følte sig meget deprimeret og skuffet. Han fortalte sin hustru, at han ville se til Zachary, deres to måneder gamle baby. Han gik ind i værelset og tog ham op. Mens han holdt ham, følte han en ubeskrivelig kærlighed til sin lille dreng vælde frem i sig, og han begyndte at græde og tale til ham. "Zachary," sagde han, "jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Uanset hvad der sker i dette liv, vil jeg aldrig skade dig, jeg vil altid beskytte dig. Jeg vil altid være din far, jeg vil altid være din ven, jeg vil altid holde af dig, jeg vil altid tage mig af dig, og jeg vil gøre det, uanset hvor mange gale streger, du laver, uanset hvad du gør, og om du vender ryggen til mig eller til Gud." Pludselig mærkede Carl, at han var i Guds arme, og at Gud sagde: "Carl, du er min søn, og jeg elsker dig. Uanset hvad du gør, uanset hvor du tager hen, vil jeg altid holde af dig, jeg vil altid sørge for dig, jeg vil altid lede dig."

På denne måde vidnede Ånden overfor hans ånd, at han var et Guds barn (Rom. 8,16>. Dette er den tredje måde, hvorpå vi bliver overbevist om vort forhold til Gud, og at vi er tilgivet og har evigt liv. Vi ved det, fordi Guds ånd vidnede for os om det -både objektivt gennem en fortsat forandring i vor karakter og i vore relationer til andre, og subjektivt gennem en dyb indre overbevisning om, at vi er Guds børn.