Hvad er Djævelens taktik?

Satans ultimative mål er at ødelægge ethvert menneske (Joh. 10,10). Han ønsker, at vi skal følge en sti, som fører til ødelæggelse. Han forsøger hele tiden at hindre enhver i at komme til tro på Jesus Kristus. Paulus fortæller os: "deres tanker har denne verdens gud [Djævelen] blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede" (2. Kor. 4,4).

Så længe vi går på Satans sti, og vore øjne er blinde, vil vi formodentlig absolut ikke være klar over hans taktik. Når først vi er begyndt at gå på den sti, som fører til liv, og vore øjne er åbne overfor sandheden, bliver vi klar over, at vi er under angreb.

Hovedangrebet er ofte det, der har med tvivl at gøre. Vi ser dette i begyndelseskapitierne i 1. Mosebog, hvor fjenden, i skikkelse af en slange, siger til Eva: "Mon Gud virkelig har sagt ... ?" Hans åbningstræk er at så tvivl i hendes sind.

Vi ser den samme taktik i fristelsen af Jesus. Djævelen kommer til ham og siger: "Hvis du er Guds Søn .., " (Matt. 4,3, min kursiv).

Først sår han tvivl, så kommer fristelsen. Hans taktik har ikke ændret sig. Han sår stadig tvivl i vort sind: "Mon Gud virkelig har sagt, at sådan og sådan en handling er forkert?" eller: "Hvis du er kristen ..." Han forsøger at underminere vor tillid til det, som Gud har sagt og vort forhold til ham. Vi bliver nødt til at genkende mange af hans kilder til vor tvivl.

Såningen af tvivl var forløberen for hovedangrebet hos både Eva i Edens have og Jesus i ørkenen. I 1. Mosebog kapitel 3 ser vi redegørelsen for den måde, som Satan, som er beskrevet som "fristeren" (Matt. 4,2), så ofte arbejder på.

I 1. Mosebog 2,16‑17 gav Gud Adam og Eva en vidstrakt tilladelse ("Du må spise af alle træerne i haven"), et forbud ("Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af") og derefter en advarsel om den straf, der ventede dem, hvis de ikke adlød ("for den dag du spiser af det, skal du dø").

Satan ignorerer den vidtrækkende tilladelse og koncentrerer sig om det ene forbud ‑ som han derefter overdriver (1. Mos. 3,1). Hans taktik har ikke ændret sig. Han ignorerer stadig tilladelsen. Han ignorerer den kendsgerning, at Gud har givet os alle ting i rigt mål (1. Tim. 6,7). Han ignorerer den store velsignelse, som det er at vandre i fællesskabet med Gud. Han ignorerer den store rigdom, som kristne ægteskaber og familier er, sikkerheden i et kristent hjem, niveau'et af venskab, som vi kan nyde som kristne, og utallige andre ting, som Gud tilbyder dem, som kender og elsker ham. Han fortæller os ikke om disse ting. I stedet koncentrerer han sig om en lillebitte fantasiforladt liste af ting, som kristne ikke må gøre ‑ forsikrer os igen og igen om, at vi må ikke blive fulde, bande eller være løse på tråden. Der er relativt få ting, som Gud ikke tillader os at gøre, og der er meget gode grunde til, at han forbyder det.

Til slut benægter han straffen. Han siger: "Vist skal I ikke dø" (1. Mos. 3,4). Han siger, virkningsfuldt, at det ikke vil skade dig at være ulydig over for Gud. Han antyder, at Gud er en dårlig taber, at Gud ikke ønsker det bedste for os, og at vi vil miste noget, hvis vi ikke er ulydige. Faktisk er det modsatte tilfældet, som Adam og Eva også fandt ud af. Det er ulydighed, som er  årsag til, at vi mister så meget af, hvad Gud havde bestemt for os.

I de følgende vers ser vi konsekvenserne af ikke at adlyde Gud. For det første er der skam og forlegenhed. Adam og Eva følte sig nøgne og begyndte at dække sig (v. 7). Hvor hurtigt ville vi ikke ønske at forlade lokalet, hvis alt det, vi nogen sinde havde gjort, blev vist på en stor skærm, efterfulgt af en liste over enhver tanke, vi nogen sinde havde tænkt? Dybt nede føler vi os alle skamfulde og forlegne over vor synd. Vi ønsker ikke, at mennesker skal gennemskue os. Sir Arthur Con an Doyle udsatte engang tolv mænd for en practical joke. De var alle meget velkendte, respekterede og respektable mænd, betragtet som grundpiller i samfundet. Han sendte et enslydende telegram til hver af dem, og der stod: "Flygt omgående! Alter afsløret." Indenfor 24 timer havde de alle forladt landet! Praktisk talt hver enkelt af os har noget i vore liv, som vi skammer os over, noget, som vi ikke ønsker, at nogen skal vide noget om. Vi bygger ofte mure rundt omkring os for at undgå muligheden for afsløring.

Derefter blev Adam og Evas venskab med Gud ødelagt. Da de hørte Gud komme, gemte de sig (v. 8). Mange mennesker i dag gemmer sig for Gud. De ønsker ikke at stå ansigt til ansigt med kendsgerningen om muligheden af hans eksistens.

Ligesom Adam er de bange (v. 10). Nogle har en reel frygt for at gå i kirke, eller at blande sig med kristne. Et par i vores menighed fortalte mig om en rugbyspiller fra Australien, som de havde inviteret med i kirke. Han kom så langt som til indkørslen, så begyndte han at ryste i bilen. Han sagde: "Jeg kan ikke gå ind. Jeg er for bange for at gå ind i kirken." Han kunne ikke se Gud i øjnene. Der var en adskillelse mellem ham og Gud, ligesom der var mellem Adam og Eva og Gud. Gud begyndte øjeblikkeligt at prøve at trække dem tilbage til et fællesskab. Han kaldte: "Hvor er I?" (v. 9). Det gør han stadig.

Derefter er der også en adskillelse mellem Adam og Eva.

Adam skyder skylden på Eva. Eva skyder skylden på ,Djævelen.

Men de og vi er selv ansvarlige for vore egne synder. Vi kan ikke skyde skylden på Gud eller andre, heller ikke på Djævelen (Jak. 1,13‑15). Vi ser dette i vort samfund i dag. Når mennesker vender sig fra Gud, begynder de at slås indbyrdes. Vi ser forhold, der går i stykker, hvor vi end ser hen: ødelagte ægteskaber, splittede hjem, ødelagte arbejdsforhold, borgerkrig og krig mellem nationer.

Endelig ser vi i Guds afstraffelse af Adam og Eva (v. 14f), at de blev bedraget af Satan. Vi ser, hvordan hans bedrag ledte Adam og Eva væk fra Gud og ind på en vej, som ledte til ødelæggelse, som Satan vidste fra begyndelsen.

Vi ser, at Satan er en bedrager, en ødelægger, en frister og en, som sår tvivl. Han er også en anklager. Det hebræiske ord for Satan betyder" anklager" eller "bagvasker". Han anklager Gud over for mennesker. Gud får skylden for alting. Gud, siger han, er ikke en, man kan have tillid til. For det andet anklager han kristne over for Gud (Åb. 12,10). Han fornægter kraften i Jesu død. Han fordømmer os og får os til at føle skyld ‑ ikke over nogen speciel synd, men gennem en generel og svag fornemmelse af skyld. Helligånden gør det modsatte. Når han får vores opmærksonhed drejet hen på synden, identificerer han den, så vi kan vende os fra den.

Fristelse er ikke det samme som synd. Sommetider giver Djævelen os en tanke, som vi ved er forkert. På det tidspunkt må vi vælge enten at afvise den eller at acceptere den. Hvis vi accepterer, er vi på vej mod synden. Hvis vi afviser den, gør vi det, som Jesus gjorde. Han blev "fristet i alle ting, ligesom vi, dog uden synd" (Hebr. 4,15). Da Satan prøvede at få onde tanker kanaliseret ind i Jesu sind, afviste han dem. Men ofte anklager Satan os længe, før vi får chancen for at beslutte os for den ene eller anden vej. Indenfor en brøkdel af et sekund siger han: "Se på dig selv! Og du kalder dig selv en kristen? Hvad tænkte du på? Du kan da ikke være kristen! Sikke noget forfærdeligt noget at tænke!" Han ønsker, at vi skal være enige og sige: "Åh nej, jeg kan ikke være kristen," eller "Åh nej! Jeg har ødelagt det hele nu, så det betyder ikke noget, at jeg ødelægger det lidt mere!" Vi er på vej ned, og dette er hans agt. Taktikken er fordømmelse og anklager. Hvis han kan fremprovokere skyld i os, ved han, at vi tænker: "Det gør alligevel ingen forskel nu, om jeg gør det eller ikke. Jeg har allerede fejlet." Så vi gør det, og fristelsen bliver til synd.

Han ønsker, at fejltrin skal blive en vane i vore liv. Han ved, at jo mere vi falder i synd, jo mere vil synden kontrollere vort liv.

Den første indsprøjtning af heroin er måske ikke nok til at få taget i dig, men hvis du dag efter dag, måned efter måned, år efter år indsprøjter det, får det overtaget, og du bliver afhængig.

Det har fået tag i dig. Hvis vi falder ind i et mønster, som handler om at gøre ting, som vi ved er forkerte, får disse ting tag i vore liv. Vi bliver afhængige, og vi er på den vej, som Satan ønsker den, som leder til destruktion (Matt. 7,13).

Hvad er vor stilling?

Som kristne frelste Gud os fra "mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige" (Ko I. 1,13). Før vi blev kristne, siger Paulus, var vi domineret af mørket. Satan regerede over os, og vi var åbne over for synd, slaveri, død og ødelæggelse. Det er, hvad mørkets magt er.

Nu, siger Paulus, er vi blevet flyttet fra mørkets rige og til lysets rige. I det øjeblik, vi kommer til Kristus, bliver vi flyttet fra mørke til lys, og i lysets rige er Jesus konge. Der er der tilgivelse, frihed, liv og frelse. Når først vi er blevet flyttet, tilhører vi en anden: Jesus Kristus og hans rige.

I 1992 betalte den italienske fodboldklub Lazio 5.5 millioner pund til Tottenham Hotspur for Paul Gascoigne, så han blev flyttet fra den engelske til den italienske klub. Forestil dig, at Gazza, mens han spiller for Lazio, en dag får et telefonopkald fra Terry Venables, hans tidligere manager i Tottenham Hotspur, som siger: "Hvorfor var du ikke til træning her til morgen?" Han ville svare: "Jeg arbejder ikke for dig mere. Jeg er blevet flyttet. Jeg arbejder for en anden klub" (eller i det mindste er det essessen af, hvad han ville sige!).

Vi er blevet flyttet, på en meget mere vidunderlig måde, fra mørkets rige, hvor Satan er leder, til Guds rige, hvor Jesus er leder. Når Satan beder os om at gøre hans arbejde, vil vort svar være: "Jeg tilhører ikke dig længere." Satan er en besejret fjende (Luk. 10,17‑20). Jesus "afvæbnede magterne og myndighederne" og "stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus" (Kol. 2,15) på korset. Satan og alle hans dæmoner blev slået på korset, og derfor er Satan og alle hans dæmoner så bange for navnet Jesus (Ap.G. 16,18).

De ved, at de er besejret.

Jesus har friet os fra skyld, så vi ikke behøver at være fordømt.

Han har sat os fri fra afhængighed. Jesus brød disse tings magt og satte os fri. Han brød frygten for døden, da han besejrede døden. Med det satte han os fri fra enhver eventuel frygt. Alle disse ting ‑ skyld, afhængighed og frygt ‑ tilhører mørkets rige.

Jesus har flyttet os til et nyt rige.

Korset var en stor sejr over Satan og hans dæmoner, og vi lever nu i en tid med udrensningsaktioner. Selvom fjenden endnu ikke er ødelagt og stadig er i stand til at forvolde skader, er han afvæbnet, slået og demoraliseret. Dette er vor stilling, og det er vigtigt at indse styrken af den stilling, vi er i, på grund af den sejr, som Jesus vandt på korset for os.

Hvordan forsvarer vi os selv?

Vi har brug for at være sikre på, at vort forsvar er i orden, da krigen endnu ikke er slut, og Satan ikke er ødelagt endnu.

Paulus siger: "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb" (Ef. 6,11). Han nævner derefter seks forskellige dele af udrustningen, som vi har brug for.

Sommetider bliver det sagt: "Hemmeligheden ved det kristne liv er ... " Men der er ingen hemmeligheder; vi behøver hele rustningen.

For det første har vi brug for "sandhedens bælte" (v. 14).

Dette betyder formodentlig den grundlæggende, kristne læresætning og sandhed. Det betyder at få hele den kristne sandhed (eller så meget af den som man kan) ind i sit system.

Vi gør dette ved at læse Bibel~n, lytte til prædikener og taler, læse kristne bøger og lytte til bånd. Dette vil gøre os i stand til at få fat i, hvad der er sandt, og hvad der er Satans løgne, for Satan er "en løgner og løgnens fader" (Joh. 8,44).

Derefter behøver vi retfærdighedens brynje (v. 14). Dette er den retfærdighed, som kommer fra Gud gennem det, som Jesus har gjort for os på korset. Det gør os i stand til at forblive i et forhold til Gud og at leve et retfærdigt liv. Vi bliver nødt til at modstå Djævelen. Apostlen Jakob siger: "Stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer" (J ak. 4,7‑8). Vi falder alle fra tid til anden. N år vi gør det, må vi se at komme op så hurtigt som muligt. Det gør vi ved at fortælle Gud, hvor kede vi er af det, vi har gjort, og være så præcise som muligt (1. Joh. 1,9). Han lover derefter at genoprette sit venskab med os.

Derefter har vi også brug for villigheden til at gå med fredens evangelium som sko på fødderne (v. 15). Jeg forstår det sådan, at det betyder villighed til at tale om Jesu Kristi evangelium.