Ledelse er meget personlig. Når vi bliver kristne, kommer Guds ånd ind for at leve i os. Når han gør det, begynder han at kommunikere med os. Vi må lære at høre hans stemme. Jesus sagde, at hans får (hans efterfølgere) med det samme ville kende hans stemme (Joh. 10,4-5). Vi kender en god vens stemme med det samme i telefonen. Hvis vi ikke kender personen særligt godt, kan det være sværere og tage lidt længere tid. Jo mere vi kommer til at kende Jesus, jo lettere vil vi synes, det er at genkende hans stemme.

Vi finder Paulus og hans ledsagere, for eksempel, da de planlægger at tage til Bitynien: "men det tillod Jesu ånd dem ikke" (Ap.G. 16,7). Så de tog en anden vej. Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan Ånden talte til dem, men det kan måske have været på én ud af mange måder.

Her er tre eksempler på den måde, som Gud taler ved sin And.

1.                      Han taler ofte til os, når vi beder

Bøn er en tovejskommunikation. Forestil dig, at jeg går til lægen og siger: "Doktor, jeg har et utal af problemer: Jeg har problemer med svamp under mine tånegle, jeg har hæmorroider, mine øjne klør, jeg har brug for en influenza-vaccination; jeg har meget dårlig ryg, og jeg har tennisalbue." Så, efter at være kommet igennem min klageliste, ser jeg på mit ur og siger: "Du godeste, som tiden går. Nå, men jeg må videre. Mange tak fordi De lyttede." Lægen ville måske sige: "Vent lige et øjeblik. Hvorfor lytter du ikke til mig?" Hvis vi, når vi beder, kun taler til Gud og aldrig tager os tid til at lytte, gør vi den samme fejl. I Bibelen finder vi, at Gud taler til sit folk. For eksempel en gang, da de kristne tilbad Herren og fastede, sagde Helligånden: “ "Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til." Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted" (Ap.G. 13,2-3).

Igen ved vi ikke nøjagtigt, hvordan Helligånden talte. Det var måske mens de bad, at tanken kom i deres sind. Det er en meget almindelig måde for Gud at tale på. Mennesker beskriver det sommetider som "indskydelser," eller de føler det "i deres knogler". Det er muligt for Helligånden at tale på alle disse måder.

Det er indlysende, at vi må efterprøve sådanne tanker og følelser (1. Joh. 4,1). Falder det i tråd med Bibelen? Frembringer det kærlighed? Hvis det ikke gør, kan det ikke komme fra en Gud, som er kærlighed (1. Joh. 4,16). Er det styrkende, opmuntrende og trøstende (I. Kor. 14,3)? Når vi har taget beslutningen, kender vi så Guds fred (Kol. 3,15)?

2. Gud taler sommetider til os ved at give os et stærkt ønske om at gøre noget.

"For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje" (Fil.2,13. min kursiv). Når vi overgiver vore viljer til Gud, virker han i os og ændrer ofte vore ønsker. Igen taler jeg af egen erfaring. Før jeg blev kristen, var det sidste i verden, jeg ønskede, at blive ordineret som præst i den engelske statskirke. Alligevel blev mine ønsker ændret, da jeg kom til Kristus og sagde, at jeg var villig til at gøre det, som han ønskede. Nu kan jeg ikke forestille mig et større privilegium eller et mere tilfredsstillende job end det, jeg har netop nu.

Sommetider prøver mennesker at forestille sig dét, de allermindst ønsker at lave, og derefter formoder de, at Gud vil bede dem gøre lige præcis det. Jeg tror ikke på, at Gud er sådan. Så vær ikke bange og sig: "Hvis jeg bliver kristen, vil Gud få mig til at blive missionær." Hvis det er, hvad han gerne vil have dig til, og din vilje er overgivet, vil han give dig et stærkt ønske om at gøre det.

3. Gud leder sommetider på nogle meget usædvanlige måder.

Der er mange eksempler i Bibelen på, at Gud leder enkeltpersoner på dramatiske måder. Han talte til Samuel, da han var en lille dreng, på en måde så han kunne høre det med sine fysiske ører (1. Sam. 3,4-14). Han ledede Abraham (1. Mos. 18), Josef (Matt. 2,19> og Peter (Ap.G. 12,7) gennem engle. Han talte ofte til profeter, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente (for eksempel Agabus - Ap.G. 11,27-28; 21,10-11). Han ledede gennem syn (når man taler om det i dag, siger man ofte "billeder"). For eksempel talte Gud en nat til Paulus i et syn. Han så en mand i Makedonien stå og bønfalde ham, "Kom over til Makedonien og hjælp os." Paulus og hans ledsagere tog dette, ikke overraskende, som ledelse fra Gud, at de skulle prædike evangeliet i Makedonien (Ap.G. 16,10).

Vi finder også eksempler på Guds ledelse gennem drømme (for eksempel Matt. 1,20; 2,12-13; 22). Jeg bad for et par, som var vore gode venner. Manden var kommet til tro på Kristus fornylig. Hustruen var meget intelligent, men stærkt imod dét, som var sket med hendes mand. Hun blev lidt fjendtlig over for os. En nat drømte jeg, at jeg så hendes ansigt meget forandret, hendes øjne fulde af Herrens glæde. Dette opmuntrede os til fortsat at bede og holde kontakten med dem. Få måneder senere kom hun også til tro på Kristus. Jeg husker, at jeg så på hende og så det ansigt, som jeg havde set i drømmen få måneder tidligere. Alt dette er eksempler på måder, som Gud ledede mennesker på i fortiden og stadig gør i dag.

Sund fornuft

Når vi bliver kristne, bliver vi ikke kaldet til at forkaste vor sunde fornuft. Salmisten advarer: "Vær ikke som heste og muldyr uden forstand, deres kræfter tøjles med tømme og bidsel, når de ikke vil komme hen til dig" (Sl. 32,9).

Det Nye Testamentes forfattere opmuntrer os ofte til at tænke, og de siger ikke, at vi ikke skal bruge vor forstand (f.eks. 2. Tim.2,7).

Hvis vi forkaster sund fornuft, bliver vi rodet ind i absurde situationer. I bogen Knowing God, (på dansk "At kende Gud"), nævner J. I. Paeker et eksempel om en kvinde, som hver morgen, når hun havde lagt dagen i Herrens hænder, så snart hun vågnede, "derefter spurgte ham, om hun skulle stå op eller ikke", og ikke ville røre sig, før "stemmen" sagde, at hun skulle tage tøj på.

Mens hun tog hvert enkelt stykke tøj, spurgte hun Herren, om hun skulle tage det på, og meget ofte sagde Herren, at hun skulle tage den højre sko på og lade den anden være; sommetider skule hun tage begge strømper på og ingen sko; og sommetider begge sko, men ingen strømper. Det var det samme med alle stykker tøj.

Det er sandt at sige, at Guds løfter om ledelse ikke blev givet, så vi kunne undgå at tænke. John Wesley, metodismens fader, sagde faktisk, at Gud som regel ledede ham ved i hans tanker at give ham årsager til at handle på en bestemt måde. Dette er vigtigt på ethvert område - specielt på områder som ægteskab og arbejde.

Sund fornuft er én af de faktorer, som skal tages med i beregning i det store spørgsmål om at vælge en partner for livet. Det er sund fornuft at se på mindst tre meget vigtige områder. For det første: Passer vi åndeligt sammen? En kristen burde kun gifte sig med en anden kristen. Paulus advarer mod at gifte sig med én, som ikke er kristen (2. Kor. 6,14). Hvis én af parterne ikke er kristen, leder det i praksis næsten altid til en Stor spænding i ægteskabet. Den kristne føler sig splittet mellem sit ønske om at tjene sin partner og sit ønske om at tjene Herren. Men åndelig forenelighed betyder mere end det faktum, at begge er kristne. Det betyder, at begge parter respekterer den andens åndelighed, fremfor at de kun er i stand til at sige: "I det mindste bestod de det "at være en kristen

For det andet: Passer vi menneskeligt sammen? Åbenbart burde vor ægtefælle være en meget god ven og én, som man har en hel del tilfælles med. En at de mange fordele ved ikke at gå i seng sammen før ægteskabet er, at det er lettere at koncentrere sig om dette område og opdage, om der er personlig forenelighed eller ikke. Ofte kan den seksuelle side dommere de tidlige stadier af et forhold. Hvis fundamentet ikke er blevet bygget på venskab, kan det efterlade forholdet med en meget skrøbelig basis, når den første seksuelle ophidselse har lagt sig.

For det tredje: Passer vi fysisk sammen? Med dette mener jeg, at vi burde være tiltrukket af hinanden. Det er ikke nok at være åndeligt og følelsesmæssigt på bølgelængde; kemien må også virke. Ofte sætter den verdslige verden dette først, men det kommer til sidst i rækken af prioriteter. Verden siger ofte, at det er nødvendigt at gå i seng sammen for at finde ud af, om man passer sammen seksuelt. Dette er meget forkert. I biologisk forstand er enhver uforenelighed, som kan afprøves ved seksuelt samvær, så sjælden, at den ikke kan måles.

Igen er sund fornuft vigtig, nar man overvejer Guds ledelse omkring arbejde og karriere. Den generelle regel er, at vi burde blive i det job, vi er i allerede, indtil Gud kalder os til at gøre noget andet (1. Kor. 7,17-24). Når det er sagt, er det sund fornuft at betragte ens liv på lang sigt, når man søger Guds vilje for ens karriere. Det er klogt at se ti, femten, tyve år frem i tiden og stille spørgsmålet: "Hvad leder mit nuværende job mig til? Er det dét, jeg ønsker på lang sigt? Eller er mit langsigtede mål noget helt andet? I så fald, hvad skulle jeg lave nu for at kunne nå dertil?"

De helliges råd

Ordsprogenes Bog er fuld af formaninger til at søge kloge råd. Forfatteren antager, at "Den vise lytter til råd" Ordspr. 12,15). Han advarer om, at "Planer mislykkes, når der ikke er holdt råd", men på den anden side, "med mange rådgivere lykkes det" (Ordspr. 15,22). Derfor tilråder han: "Planer efter rådslagning bliver til virkelighed" (Ordspr. 20,18).

Når det at søge råd er meget vigtigt, må vi huske, at vore beslutninger ultimativt står mellem os og Gud. De er vort ansvar. Vi kan ikke skyde det ansvar over på andre eller søge at skyde skylden på dem, hvis tingene ikke lykkes. "Råd fra de hellige"

er en del af ledelse -  men det er ikke den eneste del. Sommetider er det måske rigtigt at fortsætte på trods af andres råd.

Hvis vi står foran en beslutning, hvor vi behøver råd, hvem skal vi så gå til? Til forfatteren til Ordsprogenes Bog: "At frygte Herren er begyndelsen til kundskab". Formodentlig tænker han derfor på råd fra dem, som "frygter Herren". De bedste rådgivere er sædvanligvis dem, som vi respekterer. (Det er også klogt at søge råd fra vore forældre, som vi bør ære, selv hvis vi er forbi den alder, hvor vi er under deres autoritet. Selv hvis de ikke er kristne, kender de os meget godt og kan ofte have en vigtig indsigt i forskellige situationer>.

I mit kristenliv har det været en stor hjælp at have én, der er en moden kristen, som jeg respekterer, og som jeg kan gå til for at få råd på en række forskellige områder. På forskellige tidspunkter har det været forskellige mennesker. Jeg er så taknemmelig over for Gud for deres visdom og hjælp i mange situationer. Ofte er Guds indsigt kommet, mens vi talte disse emner igennem.

Når det kommer til større beslutninger, har det været en hjælp at søge flere råd. På spørgsmålet om ordinationen søgte jeg råd hos to mænd og også fra mine to bedste venner, min præst  og  dem,  som  var  involveret  i  den  officielle udvælgelsesproces.

De mennesker, som vi spørger om råd, bør ikke udvælges ud fra, om de vil være enige eller uenige i dét, som vi allerede har planlagt! Sommetider ser man en person konsultere et utal af mennesker i det håb, at han/hun eventuelt vil finde en eller anden, som vil støtte hans/hendes planer. Sådanne råd har ringe vægt og gør simpelthen personen i stand til at sige: "Jeg gik til den og den, og han/hun var enig med mig."

Vi bør konsultere mennesker på basis af deres åndelige autoritet eller deres forhold til os, uanset hvad vi måtte forvente, at deres syn på sagen er. Da mine venner, Nicky og Sila Lee, som nu leder en kirke i det centrale London, blev kristne, spekulerede de meget over, om det var rigtigt at fortsætte deres forhold eller ikke, for selvom de var meget forelskede, var de stadig så unge og havde ingen umiddelbare planer om ægteskab. Der var en meget klog kristen mand, som Nicky havde meget

stor respekt for. Nicky vidste, at han havde faste synspunkter med hensyn til emnet forhold og vidste, at han syntes, det ville være uklogt at være for dybt involveret i et forhold, mens han stadig gik på universitetet. Ikke desto mindre besluttede Nicky at spørge ham til råds.

Manden spurgte Nicky: "Har du overgivet dit forhold til Sila til Herren?" Nicky svarede med nogen tøven og stor ærlighed:

"Jeg tror, jeg har, men sommetider er jeg ikke sikker," til hvilket denne kloge mand svarede: "Jeg kan se, at du elsker hende. Jeg tror, du skulle fortsætte dit forhold til hende." Fordi dette råd kom fra en overraskende kilde, havde det en meget stor vægt. Rådet var meget godt, og de har nu som bevis på det været lykkeligt gift i mange ar.

Tegn gennem omstændighederne.

Gud har fuldstændig kontrol over alle hændelser; forfatteren til Ordsprogenes Bog pointerer: " Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt" (Ordspr. 16,9). Sommetider åbner Gud døre (1. Kor. 16,9) og sommetider lukker han dem (Ap.G. 16,7). Der har været to begivenheder i mit liv, hvor Gud har lukket døren for noget, som jeg ønskede brændende, og som jeg på det tidspunkt troede, var Guds vilje. Jeg forsøgte at tvinge dørene til at åbne sig. Jeg bad, og jeg stred, og jeg kæmpede, men de ville ikke åbne sig. I begge tilfælde var jeg bittert skuffet. Men jeg forstår nu, flere år efter, hvorfor han lukkede disse døre. Jeg er meget taknemmelig for, at han gjorde det. Men jeg tror ikke, at vi nogensinde vil komme til at vide, på denne side af Himmelen, hvorfor Gud har lukket visse døre i vore liv.

Sommetider åbner han døre på en bemærkelsesværdig måde. Omstændighederne og tidspunktet peger helt klart hen på Guds hånd (f. eks. 1. Mos. 24). Michael Bordeaux er chef for Keston College, en forskningsenhed, som har til opgave at hjælpe troende, som var i de lande, der var kommunistiske. Hans

arbejde og forskning er respekteret af regeringer over hele verden. Han studerede russisk på Oxford, og hans russisk-lærer, Dr. Zernov,  videresendte ham et brev, som han selv havde modtaget, fordi Dr. Zernov mente, det ville interessere ham. Det fortalte i detaljer, hvordan munke blev gennembanket af KGB og var ofre for inhumane, medicinske undersøgelser, og hvordan de blev drevet op på lastbiler og smidt af mange hundrede kilometer derfra. Brevet var skrevet meget enkelt uden nogen pynt, og da han læste det, følte Michael Bordeaux, at han hørte den undertrykte kirkes sande stemme. Brevet var underskrevet Varavva og Pronina.

I august 1964 tog han på en tur til Moskva, og den første aften, han var der, mødtes han med gamle venner, som fortalte i detaljer, hvordan undertrykkelserne var blevet værre; specielt de gamle kirker St. Peter og St. Paulus var blevet molesteret. De foreslog, at han selv gik hen og så det.

Så han tog en taxa og ankom i skumringen. Da han kom til det torv, hvor han huskede en meget smuk kirke, fandt han intet ud over et tolv fod højt hegn, som skjulte den samling murbrokker, som engang havde været en kirke. Ovre på den anden side af torvet var der to kvinder, som klatrede op på hegnet for at se, hvad der var indenfor. Han betragtede dem, og da de endelig forlod torvet, fulgte han efter dem omkring 100 meter og passede dem tilfældigt op. De spurgte: Hvem er du?" Han svarede: "Jeg er udlænding. Jeg er kommet for at finde ud af, hvad der sker her i Sovjetunionen."

De tog ham med tilbage til en anden kvinde, som spurgte ham, hvorfor han var kommet. Han sagde, at han havde modtaget et brev fra Ukraine via Paris. Da hun spurgte hvem det var fra, svarede han: "Varavva og Pronina." Der var fuldstændigt stille. Han spekulerede over, om han havde sagt noget forkert. Derefter fulgte en flod af ukontrolleret snøften. Kvinden pegede og sagde: "Det er Varavva, og det er Pronina."

Ruslands indbyggertal er over 140 millioner. Ukraine, hvor brevet var skrevet fra, ligger 1.300 kilometer fra Moskva. Michael Bordeaux var fløjet fra England seks måneder efter, at brevet var blevet skrevet. De ville ikke have mødt hinanden, hvis den ene eller anden part var kommet til den ødelagte kirke en time tidligere eller senere. Det var en af måderne, hvorpå Gud kaldte Michael Bordeaux til at begynde sit livsværk.51

Forhast dig ikke

Sommetider ser Guds ledelse ud til at komme lige i det øjeblik, der bliver bedt om den (f. eks. 1. Mos. 24), men ofte tager det meget længere tid: sommetider måneder eller endda år. Vi har måske en fornemmelse af, at Gud er i gang med at gøre noget i vore liv, men vi må vente lang tid på opfyldelsen. Ved disse lejligheder har vi brug for en tålmodighed som Abrahams: "Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham" (Hebr. 6,15). Mens han ventede, blev han på et tidspunkt fristet til at prøve at opfylde Guds løfter ved sin egen indsats - med katastrofale resultater (se 1. Mos. 16 og 21).

Sommetider hører vi Gud rigtigt, men tidspunktet for opfyldelsen får vi forkert fat i. Gud talte til Josef i en drøm om, hvad der skulle ske med ham og hans familie. Han forventede formodentlig øjeblikkelig opfyldelse~ men han måtte vente i mange år. Faktisk må det have været svært for ham, mens ban var i fængsel, at tro på, at hans drømme nogensinde ville blive opfyldt. Men tretten år efter den oprindelige drøm 5å han Guds opfyldelse. Det, at han skulle vente, var en del af forberedelsen (se 1. Mos. 37-50).

Alle gør fejltagelser på dette område. Sommetider prøver vi, ligesom Abraham, at opfylde Guds planer med vore egne forkerte metoder. Ligesom Josef får vi galt fat i tidspunktet. Sommetider føler vi, at vi har rodet for meget rundt i vore liv på det tidspunkt, vi kommer til Kristus for at Gud skal gøre noget ved os. Men Gud er større end det. Han er i stand til følgende: "Jeg erstatter jer de år, da græshoppen åd" (Joel, 2,25). Han er i stand til at få noget godt ud af dét, der er tilbage af vore liv - uanset om det er kort eller lang tid - hvis vi vil ofre dét, vi har, til ham og samarbejde med hans Ånd.

Lord Radstock boede på et hotel i Norge i midten af 1920'erne. Han hørte en lille pige spille klaver nede i forhallen. Hun lavede en frygtelig larm: "Plink ... plonk ... plink ... " Det drev ham til vanvid! En mand satte sig ved siden af hende og begyndte at spille sammen med hende og udfyldte hullerne. Resultatet var den mest vidunderlige musik. Han fandt senere ud af, at manden, der spillede sammen med hende, var hendes fader, Alexander Borodin, komponist af operaen Fyrst Igor.

Paulus skriver, at "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet" (Rom. 8,28). Når vi spiller vor del - med en masse fejl - og søger hans vilje for vore liv ved at læse (Bibelens befalinger), lytte (Åndens indflydelse), tænke (sund fornuft), tale (de helliges råd), betragte (tegn gennem omstændighederne) og vente - kommer Gud og sidder ved siden af os, "og alle ting

virker til gode". Han tager vores "plink ... plonk ... plonk ... " og får noget smukt ud af vore liv.