Gumbel: Hvordan leder Gud os?  Kap 11.

 

Vi må alle tage nogle beslutninger i livet. Vi står over for beslutninger om forhold, ægteskab, børn, brug af tid, arbejde, hjem, penge, ferier, ejendom, at give og så videre. Nogle af disse er meget store beslutninger; nogle mindre. I mange tilfælde er det af meget stor vigtighed, at vi tager de rigtige beslutninger -for eksempel ved vort valg af ægtefælle. Vi behøver Guds hjælp.

Ledelse udspringer af vort forhold til Gud. Han lover at lede dem, som vandrer med ham. Han siger: "Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå" (Sl. 32,8). Jesus lover at lede sine efterfølgere: "han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud ... og de følger ham, fordi de kender hans røst." (Joh. 10,3-4). Han længes efter, at vi skal kende hans vilje (Kol. 1,9; Ef. 5,17). Han har omsorg for hver enkelt af os. Han elsker os og ønsker at tale til os om, hvad vi skal gøre med vore liv - om små ting, såvel som store ting.

Gud har en plan for vore liv (Ef. 2,10). Sommetider er folk bekymrede over dette. De tænker: "Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker Guds plan for mit liv. Vil hans planer være gode?" Vi behøver ikke at frygte. Gud elsker os og ønsker det allerbedste for vore liv. Paulus fortæller os, at Guds vilje for vore liv er "god, velbehagelig og fuldkommen" (Rom. 12,2). Han sagde til sit folk gennem profeten Jeremias: "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer," siger Herren, "planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb" (Jer. 29,11).

Han siger: "Ser I ikke, at jeg har en virkelig god plan for jeres liv? Jeg har forberedt noget vidunderligt." Dette råb fra Herrens hjerte kom, fordi han så det rod, som hans folk var kommet ind i, da de ikke fulgte hans planer. Hele vejen rundt om os ser vi mennesker, hvis liv er meget komplicerede. Ofte siger mennesker til mig, efter at de er kommet til Kristus: "Jeg ønsker, jeg var kommet til Kristus fem eller ti år før. Se på mit liv nu. Det er sådan et roden."

 

Hvis vi vil finde ud af Guds planer for os, må vi spørge ham om dem. Gud advarede sit folk mod at tage fat på planer uden at konsultere ham: "Ve jer, oprørske børn," siger Herren, "I gennemfører planer, som ikke er fra mig ... I drager ned til Egypten, men spørger ikke mig til rads" (Es. 30,1-2, min kursiv). Naturligvis er Jesus det enestående eksempel på at gøre hans Faders vilje. Han blev konstant "ført af Ånden" (Luk. 4,1) og gjorde kun, hvad han så sin Fader gøre (Joh. 5,19).

 

Vi laver fejl, fordi ikke spørger Herren til råds. Vi lægger nogle planer og tænker: "Jeg ønsker at gøre dette, men jeg er ikke sikker på om Gud ønsker, jeg skal gøre det eller ej. Jeg tror, det er bedre, jeg ikke spørger ham, i fald det ikke er hans vilje for mig!"

Gud leder os, når vi er parate til at gøre hans vilje i stedet for at insistere på, at vor egen vilje er rigtig. Salmisten siger: "De ydmyge vejleder han i retfærdighed" (Sl. 25,9) og "De, der frygter (respekterer) Herren, har fællesskab med ham" (v. 14). Gud leder dem, som har en holdning ligesom Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde og lad det blot ske, som du har sagt" (Luk. 1,38 Bibelen på hverdagsdansk). Vor del er at overgive beslutningen til Herren og derefter at stole på ham. Når vi har gjort det, kan vi vente fortrøstningsfuldt på, at han handler.

Henimod slutningen af vor tid på universitetet lærte én af mine venner, der hed Nicky, som var blevet kristen på omtrent samme tidspunkt som jeg, en meget sød pige at kende, som ikke var kristen. Han følte, at det ikke ville være rigtigt at gifte sig med hende, med mindre hun delte hans tro på Kristus. Han ønskede ikke at presse hende. Så han gjorde dét, som salmisten sagde, og "overgav det til Herren". Han sagde faktisk: "Herre, hvis dette forhold er forkert, beder jeg om, at du vil stoppe det. Hvis det er rigtigt, beder jeg dig om, at hun vil blive kristen den sidste dag i forårsterminen". Han fortalte hverken hende eller nogen andre om denne aftale. Den sidste dag i forårsterminen oprandt, og de skulle sammen til en fest den aften. Lige før midnat sagde hun til ham, at hun gerne ville køre en tur. Så de kom ind i bilen, og hun gav ham en lang vejvisning lige ud af hovedet, bare for sjov: "Tre gange til venstre, tre gange til højre,

kør ligeud fem kilometer og stop." Han legede med og fulgte den. De endte på en amerikansk kirkegård, som havde et enormt kors i midten, omgivet af hundreder af små kors. Hun var chokeret og dybt bevæget af korsets symbol og også over den kendsgerning, at Gud havde brugt hendes vejvisninger for at få hendes opmærksomhed. Hun brød ud i gråd. øjeblikke senere kom hun til tro på Kristus. De har nu været lykkeligt gift i mange år og mindes stadig, hvordan Guds hånd var over dem på det tidspunkt.

Når vi er blevet villige til at gøre det, som Gud ønsker, at vi skal gøre, på hvilke måder kan vi så forvente, at Gud taler til os og leder os? Der er mange forskellige måder, han leder os på. Sommetider taler Gud gennem én af de måder, som er nævnt herefter; sommetider er det en blanding. Hvis det er en meget stor beslutning, taler han måske gennem dem alle.

 

 

Bibelens ord vejleder os

 

Som vi har set, er Guds generelle vilje for alle mennesker, på alle steder og under alle omstændigheder åbenbaret i Skriften. Han har fortalt os, hvad han mener om en lang række emner. Fra Bibelen ved vi, at bestemte ting er forkerte. Derfor kan vi være sikre på, at Gud ikke vil lede os til at gøre disse ting. Sommetider siger en gift person: "Jeg er blevet forelsket i denne mand/kvinde. Vi elsker hinanden så meget, og jeg føler, at Gud leder mig til at forlade min mand/hustru og begynde dette nye forhold." Men Gud har allerede gjort helt klart, hvad hans vilje er. Han har sagt: "Du må ikke bedrive hor" (2. Mos. 20,1). Vi kan være fuldstændig sikre på, at Gud ikke vil lede os til at bedrive hor.

Sommetider føler mennesker sig ledet til at spare penge ved ikke at betale deres indkomstskat! Men Gud har gjort det klart, at vi skal betale den skat, som vi skylder (Rom. 13,7). På disse og mange andre områder har Gud åbenbaret sin generelle vilje. Vi behøver ikke at bede om hans ledelse; han har allerede givet os den. Hvis vi er usikre, må vi nogle gange spørge én, som kender Bibelen bedre, end vi gør, om der er noget om dette eller hint emne. Når først vi har fundet ud af, hvad Bibelen siger, behøver vi ikke at søge længere.

Selvom Guds generelle vilje er åbenbaret i Bibelen, kan vi ikke altid finde hans bestemte vilje for vore liv dér. Som vi har set, fortæller Bibelen os, at det er hans generelle vilje, at mennesker gifter sig. Selvom det at være alene er et højt kald, er det en undtagelse snarere end en regel (for eksempel 1. Kor.7,2). Vi ved, at kristne kun er fri til at gifte sig med andre kristne (2. Kor. 6,14). Men Bibelen fortæller os ikke, hvem vi skal gifte os med!

Som vi så i kapitlet om Bibelen, taler Gud stadig i dag gennem Skriften. Han taler måske til os, mens vi læser. Salmisten siger:

"Dine formaninger er min opmuntring, de er mine rådgivere" (Sl. 119,24). Dette betyder ikke, at vi finder Guds vilje ved at slå op i Bibelen på et tilfældigt sted og se, hvad der står. Snarere vil vi begynde at finde det helt utroligt, hvor passende hver dags læsning ser ud til at være for vore egne bestemte omstændigheder, som vi befinder os i, når vi udvikler en vane med et regelmæssigt, metodisk bibelstudium.

Sommetider ser et vers nærmest ud til at springe ud af siden til os, og vi fornemmer, at Gud taler gennem det. Dette var helt klart min erfaring, for eksempel da jeg følte Gud kalde mig til at skifte job. Hver gang følte jeg, at Gud talte til mig, mens jeg læste Bibelen, og jeg skrev det ned. Jeg noterede mindst femten forskellige gange, hvor jeg tror på, at Gud talte til mig gennem Bibelen om hans kald til mig om at forlade mit arbejde som advokat og uddanne mig til at blive ordineret som præst i Englands statskirke.

Helligånden øver indflydelse på os

 

 

Ledelse er meget personlig. Når vi bliver kristne, kommer Guds ånd ind for at leve i os. Når han gør det, begynder han at kommunikere med os. Vi må lære at høre hans stemme. Jesus sagde, at hans får (hans efterfølgere) med det samme ville kende hans stemme (Joh. 10,4-5). Vi kender en god vens stemme med det samme i telefonen. Hvis vi ikke kender personen særligt godt, kan det være sværere og tage lidt længere tid. Jo mere vi kommer til at kende Jesus, jo lettere vil vi synes, det er at genkende hans stemme.

Vi finder Paulus og hans ledsagere, for eksempel, da de planlægger at tage til Bitynien: "men det tillod Jesu ånd dem ikke" (Ap.G. 16,7). Så de tog en anden vej. Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan Ånden talte til dem, men det kan måske have været på én ud af mange måder.

Her er tre eksempler på den måde, som Gud taler ved sin And.

 

1.                      Han taler ofte til os, når vi beder

Bøn er en tovejskommunikation. Forestil dig, at jeg går til lægen og siger: "Doktor, jeg har et utal af problemer: Jeg har problemer med svamp under mine tånegle, jeg har hæmorroider, mine øjne klør, jeg har brug for en influenza-vaccination; jeg har meget dårlig ryg, og jeg har tennisalbue." Så, efter at være kommet igennem min klageliste, ser jeg på mit ur og siger: "Du godeste, som tiden går. Nå, men jeg må videre. Mange tak fordi De lyttede." Lægen ville måske sige: "Vent lige et øjeblik. Hvorfor lytter du ikke til mig?" Hvis vi, når vi beder, kun taler til Gud og aldrig tager os tid til at lytte, gør vi den samme fejl. I Bibelen finder vi, at Gud taler til sit folk. For eksempel en gang, da de kristne tilbad Herren og fastede, sagde Helligånden: “ "Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til." Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted" (Ap.G. 13,2-3).

Igen ved vi ikke nøjagtigt, hvordan Helligånden talte. Det var måske mens de bad, at tanken kom i deres sind. Det er en meget almindelig måde for Gud at tale på. Mennesker beskriver det sommetider som "indskydelser," eller de føler det "i deres knogler". Det er muligt for Helligånden at tale på alle disse måder.

Det er indlysende, at vi må efterprøve sådanne tanker og følelser (1. Joh. 4,1). Falder det i tråd med Bibelen? Frembringer det kærlighed? Hvis det ikke gør, kan det ikke komme fra en Gud, som er kærlighed (1. Joh. 4,16). Er det styrkende, opmuntrende og trøstende (I. Kor. 14,3)? Når vi har taget beslutningen, kender vi så Guds fred (Kol. 3,15)?

 

2. Gud taler sommetider til os ved at give os et stærkt ønske om at gøre noget.

 

"For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje" (Fil.2,13. min kursiv). Når vi overgiver vore viljer til Gud, virker han i os og ændrer ofte vore ønsker. Igen taler jeg af egen erfaring. Før jeg blev kristen, var det sidste i verden, jeg ønskede, at blive ordineret som præst i den engelske statskirke. Alligevel blev mine ønsker ændret, da jeg kom til Kristus og sagde, at jeg var villig til at gøre det, som han ønskede. Nu kan jeg ikke forestille mig et større privilegium eller et mere tilfredsstillende job end det, jeg har netop nu.

Sommetider prøver mennesker at forestille sig dét, de allermindst ønsker at lave, og derefter formoder de, at Gud vil bede dem gøre lige præcis det. Jeg tror ikke på, at Gud er sådan. Så vær ikke bange og sig: "Hvis jeg bliver kristen, vil Gud få mig til at blive missionær." Hvis det er, hvad han gerne vil have dig til, og din vilje er overgivet, vil han give dig et stærkt ønske om at gøre det.

 

3. Gud leder sommetider på nogle meget usædvanlige måder.

Der er mange eksempler i Bibelen på, at Gud leder enkeltpersoner på dramatiske måder. Han talte til Samuel, da han var en lille dreng, på en måde så han kunne høre det med sine fysiske ører (1. Sam. 3,4-14). Han ledede Abraham (1. Mos. 18), Josef (Matt. 2,19> og Peter (Ap.G. 12,7) gennem engle. Han talte ofte til profeter, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente (for eksempel Agabus - Ap.G. 11,27-28; 21,10-11). Han ledede gennem syn (når man taler om det i dag, siger man ofte "billeder"). For eksempel talte Gud en nat til Paulus i et syn. Han så en mand i Makedonien stå og bønfalde ham, "Kom over til Makedonien og hjælp os." Paulus og hans ledsagere tog dette, ikke overraskende, som ledelse fra Gud, at de skulle prædike evangeliet i Makedonien (Ap.G. 16,10).

Vi finder også eksempler på Guds ledelse gennem drømme (for eksempel Matt. 1,20; 2,12-13; 22). Jeg bad for et par, som var vore gode venner. Manden var kommet til tro på Kristus fornylig. Hustruen var meget intelligent, men stærkt imod dét, som var sket med hendes mand. Hun blev lidt fjendtlig over for os. En nat drømte jeg, at jeg så hendes ansigt meget forandret, hendes øjne fulde af Herrens glæde. Dette opmuntrede os til fortsat at bede og holde kontakten med dem. Få måneder senere kom hun også til tro på Kristus. Jeg husker, at jeg så på hende og så det ansigt, som jeg havde set i drømmen få måneder tidligere. Alt dette er eksempler på måder, som Gud ledede mennesker på i fortiden og stadig gør i dag.

 

Sund fornuft

Når vi bliver kristne, bliver vi ikke kaldet til at forkaste vor sunde fornuft. Salmisten advarer: "Vær ikke som heste og muldyr uden forstand, deres kræfter tøjles med tømme og bidsel, når de ikke vil komme hen til dig" (Sl. 32,9).

Det Nye Testamentes forfattere opmuntrer os ofte til at tænke, og de siger ikke, at vi ikke skal bruge vor forstand (f.eks. 2. Tim.2,7).

 

Hvis vi forkaster sund fornuft, bliver vi rodet ind i absurde situationer. I bogen Knowing God, (på dansk "At kende Gud"), nævner J. I. Paeker et eksempel om en kvinde, som hver morgen, når hun havde lagt dagen i Herrens hænder, så snart hun vågnede, "derefter spurgte ham, om hun skulle stå op eller ikke", og ikke ville røre sig, før "stemmen" sagde, at hun skulle tage tøj på.

Mens hun tog hvert enkelt stykke tøj, spurgte hun Herren, om hun skulle tage det på, og meget ofte sagde Herren, at hun skulle tage den højre sko på og lade den anden være; sommetider skule hun tage begge strømper på og ingen sko; og sommetider begge sko, men ingen strømper. Det var det samme med alle stykker tøj.

Det er sandt at sige, at Guds løfter om ledelse ikke blev givet, så vi kunne undgå at tænke. John Wesley, metodismens fader, sagde faktisk, at Gud som regel ledede ham ved i hans tanker at give ham årsager til at handle på en bestemt måde. Dette er vigtigt på ethvert område - specielt på områder som ægteskab og arbejde.

 

Sund fornuft er én af de faktorer, som skal tages med i beregning i det store spørgsmål om at vælge en partner for livet. Det er sund fornuft at se på mindst tre meget vigtige områder. For det første: Passer vi åndeligt sammen? En kristen burde kun gifte sig med en anden kristen. Paulus advarer mod at gifte sig med én, som ikke er kristen (2. Kor. 6,14). Hvis én af parterne ikke er kristen, leder det i praksis næsten altid til en Stor spænding i ægteskabet. Den kristne føler sig splittet mellem sit ønske om at tjene sin partner og sit ønske om at tjene Herren. Men åndelig forenelighed betyder mere end det faktum, at begge er kristne. Det betyder, at begge parter respekterer den andens åndelighed, fremfor at de kun er i stand til at sige: "I det mindste bestod de det "at være en kristen

For det andet: Passer vi menneskeligt sammen? Åbenbart burde vor ægtefælle være en meget god ven og én, som man har en hel del tilfælles med. En at de mange fordele ved ikke at gå i seng sammen før ægteskabet er, at det er lettere at koncentrere sig om dette område og opdage, om der er personlig forenelighed eller ikke. Ofte kan den seksuelle side dommere de tidlige stadier af et forhold. Hvis fundamentet ikke er blevet bygget på venskab, kan det efterlade forholdet med en meget skrøbelig basis, når den første seksuelle ophidselse har lagt sig.

 

For det tredje: Passer vi fysisk sammen? Med dette mener jeg, at vi burde være tiltrukket af hinanden. Det er ikke nok at være åndeligt og følelsesmæssigt på bølgelængde; kemien må også virke. Ofte sætter den verdslige verden dette først, men det kommer til sidst i rækken af prioriteter. Verden siger ofte, at det er nødvendigt at gå i seng sammen for at finde ud af, om man passer sammen seksuelt. Dette er meget forkert. I biologisk forstand er enhver uforenelighed, som kan afprøves ved seksuelt samvær, så sjælden, at den ikke kan måles.

Igen er sund fornuft vigtig, nar man overvejer Guds ledelse omkring arbejde og karriere. Den generelle regel er, at vi burde blive i det job, vi er i allerede, indtil Gud kalder os til at gøre noget andet (1. Kor. 7,17-24). Når det er sagt, er det sund fornuft at betragte ens liv på lang sigt, når man søger Guds vilje for ens karriere. Det er klogt at se ti, femten, tyve år frem i tiden og stille spørgsmålet: "Hvad leder mit nuværende job mig til? Er det dét, jeg ønsker på lang sigt? Eller er mit langsigtede mål noget helt andet? I så fald, hvad skulle jeg lave nu for at kunne nå dertil?"

 

 

De helliges råd

Ordsprogenes Bog er fuld af formaninger til at søge kloge råd. Forfatteren antager, at "Den vise lytter til råd" Ordspr. 12,15). Han advarer om, at "Planer mislykkes, når der ikke er holdt råd", men på den anden side, "med mange rådgivere lykkes det" (Ordspr. 15,22). Derfor tilråder han: "Planer efter rådslagning bliver til virkelighed" (Ordspr. 20,18).

Når det at søge råd er meget vigtigt, må vi huske, at vore beslutninger ultimativt står mellem os og Gud. De er vort ansvar. Vi kan ikke skyde det ansvar over på andre eller søge at skyde skylden på dem, hvis tingene ikke lykkes. "Råd fra de hellige"

er en del af ledelse -  men det er ikke den eneste del. Sommetider er det måske rigtigt at fortsætte på trods af andres råd.

Hvis vi står foran en beslutning, hvor vi behøver råd, hvem skal vi så gå til? Til forfatteren til Ordsprogenes Bog: "At frygte Herren er begyndelsen til kundskab". Formodentlig tænker han derfor på råd fra dem, som "frygter Herren". De bedste rådgivere er sædvanligvis dem, som vi respekterer. (Det er også klogt at søge råd fra vore forældre, som vi bør ære, selv hvis vi er forbi den alder, hvor vi er under deres autoritet. Selv hvis de ikke er kristne, kender de os meget godt og kan ofte have en vigtig indsigt i forskellige situationer>.

I mit kristenliv har det været en stor hjælp at have én, der er en moden kristen, som jeg respekterer, og som jeg kan gå til for at få råd på en række forskellige områder. På forskellige tidspunkter har det været forskellige mennesker. Jeg er så taknemmelig over for Gud for deres visdom og hjælp i mange situationer. Ofte er Guds indsigt kommet, mens vi talte disse emner igennem.

Når det kommer til større beslutninger, har det været en hjælp at søge flere råd. På spørgsmålet om ordinationen søgte jeg råd hos to mænd og også fra mine to bedste venner, min præst  og  dem,  som  var  involveret  i  den  officielle udvælgelsesproces.

 

De mennesker, som vi spørger om råd, bør ikke udvælges ud fra, om de vil være enige eller uenige i dét, som vi allerede har planlagt! Sommetider ser man en person konsultere et utal af mennesker i det håb, at han/hun eventuelt vil finde en eller anden, som vil støtte hans/hendes planer. Sådanne råd har ringe vægt og gør simpelthen personen i stand til at sige: "Jeg gik til den og den, og han/hun var enig med mig."

Vi bør konsultere mennesker på basis af deres åndelige autoritet eller deres forhold til os, uanset hvad vi måtte forvente, at deres syn på sagen er. Da mine venner, Nicky og Sila Lee, som nu leder en kirke i det centrale London, blev kristne, spekulerede de meget over, om det var rigtigt at fortsætte deres forhold eller ikke, for selvom de var meget forelskede, var de stadig så unge og havde ingen umiddelbare planer om ægteskab. Der var en meget klog kristen mand, som Nicky havde meget

stor respekt for. Nicky vidste, at han havde faste synspunkter med hensyn til emnet forhold og vidste, at han syntes, det ville være uklogt at være for dybt involveret i et forhold, mens han stadig gik på universitetet. Ikke desto mindre besluttede Nicky at spørge ham til råds.

Manden spurgte Nicky: "Har du overgivet dit forhold til Sila til Herren?" Nicky svarede med nogen tøven og stor ærlighed:

"Jeg tror, jeg har, men sommetider er jeg ikke sikker," til hvilket denne kloge mand svarede: "Jeg kan se, at du elsker hende. Jeg tror, du skulle fortsætte dit forhold til hende." Fordi dette råd kom fra en overraskende kilde, havde det en meget stor vægt. Rådet var meget godt, og de har nu som bevis på det været lykkeligt gift i mange ar.

 

 

Tegn gennem omstændighederne.

Gud har fuldstændig kontrol over alle hændelser; forfatteren til Ordsprogenes Bog pointerer: " Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt" (Ordspr. 16,9). Sommetider åbner Gud døre (1. Kor. 16,9) og sommetider lukker han dem (Ap.G. 16,7). Der har været to begivenheder i mit liv, hvor Gud har lukket døren for noget, som jeg ønskede brændende, og som jeg på det tidspunkt troede, var Guds vilje. Jeg forsøgte at tvinge dørene til at åbne sig. Jeg bad, og jeg stred, og jeg kæmpede, men de ville ikke åbne sig. I begge tilfælde var jeg bittert skuffet. Men jeg forstår nu, flere år efter, hvorfor han lukkede disse døre. Jeg er meget taknemmelig for, at han gjorde det. Men jeg tror ikke, at vi nogensinde vil komme til at vide, på denne side af Himmelen, hvorfor Gud har lukket visse døre i vore liv.

Sommetider åbner han døre på en bemærkelsesværdig måde. Omstændighederne og tidspunktet peger helt klart hen på Guds hånd (f. eks. 1. Mos. 24). Michael Bordeaux er chef for Keston College, en forskningsenhed, som har til opgave at hjælpe troende, som var i de lande, der var kommunistiske. Hans

 

arbejde og forskning er respekteret af regeringer over hele verden. Han studerede russisk på Oxford, og hans russisk-lærer, Dr. Zernov,  videresendte ham et brev, som han selv havde modtaget, fordi Dr. Zernov mente, det ville interessere ham. Det fortalte i detaljer, hvordan munke blev gennembanket af KGB og var ofre for inhumane, medicinske undersøgelser, og hvordan de blev drevet op på lastbiler og smidt af mange hundrede kilometer derfra. Brevet var skrevet meget enkelt uden nogen pynt, og da han læste det, følte Michael Bordeaux, at han hørte den undertrykte kirkes sande stemme. Brevet var underskrevet Varavva og Pronina.

I august 1964 tog han på en tur til Moskva, og den første aften, han var der, mødtes han med gamle venner, som fortalte i detaljer, hvordan undertrykkelserne var blevet værre; specielt de gamle kirker St. Peter og St. Paulus var blevet molesteret. De foreslog, at han selv gik hen og så det.

Så han tog en taxa og ankom i skumringen. Da han kom til det torv, hvor han huskede en meget smuk kirke, fandt han intet ud over et tolv fod højt hegn, som skjulte den samling murbrokker, som engang havde været en kirke. Ovre på den anden side af torvet var der to kvinder, som klatrede op på hegnet for at se, hvad der var indenfor. Han betragtede dem, og da de endelig forlod torvet, fulgte han efter dem omkring 100 meter og passede dem tilfældigt op. De spurgte: Hvem er du?" Han svarede: "Jeg er udlænding. Jeg er kommet for at finde ud af, hvad der sker her i Sovjetunionen."

De tog ham med tilbage til en anden kvinde, som spurgte ham, hvorfor han var kommet. Han sagde, at han havde modtaget et brev fra Ukraine via Paris. Da hun spurgte hvem det var fra, svarede han: "Varavva og Pronina." Der var fuldstændigt stille. Han spekulerede over, om han havde sagt noget forkert. Derefter fulgte en flod af ukontrolleret snøften. Kvinden pegede og sagde: "Det er Varavva, og det er Pronina."

Ruslands indbyggertal er over 140 millioner. Ukraine, hvor brevet var skrevet fra, ligger 1.300 kilometer fra Moskva. Michael Bordeaux var fløjet fra England seks måneder efter, at brevet var blevet skrevet. De ville ikke have mødt hinanden, hvis den ene eller anden part var kommet til den ødelagte kirke en time tidligere eller senere. Det var en af måderne, hvorpå Gud kaldte Michael Bordeaux til at begynde sit livsværk.51

 

Forhast dig ikke

 

Sommetider ser Guds ledelse ud til at komme lige i det øjeblik, der bliver bedt om den (f. eks. 1. Mos. 24), men ofte tager det meget længere tid: sommetider måneder eller endda år. Vi har måske en fornemmelse af, at Gud er i gang med at gøre noget i vore liv, men vi må vente lang tid på opfyldelsen. Ved disse lejligheder har vi brug for en tålmodighed som Abrahams: "Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham" (Hebr. 6,15). Mens han ventede, blev han på et tidspunkt fristet til at prøve at opfylde Guds løfter ved sin egen indsats - med katastrofale resultater (se 1. Mos. 16 og 21).

Sommetider hører vi Gud rigtigt, men tidspunktet for opfyldelsen får vi forkert fat i. Gud talte til Josef i en drøm om, hvad der skulle ske med ham og hans familie. Han forventede formodentlig øjeblikkelig opfyldelse~ men han måtte vente i mange år. Faktisk må det have været svært for ham, mens ban var i fængsel, at tro på, at hans drømme nogensinde ville blive opfyldt. Men tretten år efter den oprindelige drøm 5å han Guds opfyldelse. Det, at han skulle vente, var en del af forberedelsen (se 1. Mos. 37-50).

Alle gør fejltagelser på dette område. Sommetider prøver vi, ligesom Abraham, at opfylde Guds planer med vore egne forkerte metoder. Ligesom Josef får vi galt fat i tidspunktet. Sommetider føler vi, at vi har rodet for meget rundt i vore liv på det tidspunkt, vi kommer til Kristus for at Gud skal gøre noget ved os. Men Gud er større end det. Han er i stand til følgende: "Jeg erstatter jer de år, da græshoppen åd" (Joel, 2,25). Han er i stand til at få noget godt ud af dét, der er tilbage af vore liv - uanset om det er kort eller lang tid - hvis vi vil ofre dét, vi har, til ham og samarbejde med hans Ånd.

Lord Radstock boede på et hotel i Norge i midten af 1920'erne. Han hørte en lille pige spille klaver nede i forhallen. Hun lavede en frygtelig larm: "Plink ... plonk ... plink ... " Det drev ham til vanvid! En mand satte sig ved siden af hende og begyndte at spille sammen med hende og udfyldte hullerne. Resultatet var den mest vidunderlige musik. Han fandt senere ud af, at manden, der spillede sammen med hende, var hendes fader, Alexander Borodin, komponist af operaen Fyrst Igor.

Paulus skriver, at "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet" (Rom. 8,28). Når vi spiller vor del - med en masse fejl - og søger hans vilje for vore liv ved at læse (Bibelens befalinger), lytte (Åndens indflydelse), tænke (sund fornuft), tale (de helliges råd), betragte (tegn gennem omstændighederne) og vente - kommer Gud og sidder ved siden af os, "og alle ting

virker til gode". Han tager vores "plink ... plonk ... plonk ... " og får noget smukt ud af vore liv.

Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden

Niels Peder Nielsen.dk