|
Nicky Gumbel 12:
Hvorfor og hvordan skal vi fortælle det til andre?
Hvorfor skal vi tale om vor kristne tro? Er det ikke et personligt anliggende? Er den bedste slags kristne ikke dem, som bare lever det kristne liv? Sommetider siger mennesker til mig: "Jeg kender en [som regel deres moder eller en ven], som er en fin kristen. De har en stærk tro - men de taler ikke om den. Er det ikke den højeste form for kristendom?" Det korte svar på det er, at nogen må have fortalt dem om den kristne tro. Det lidt længere svar er, at der er gode grunde til at fortælle andre om Jesus. For det første er det et påbud fra Jesus selv. Tom Forrest, den romersk-katolske præst, som først foreslog Paven ideen om at kalde 1990'erne "Evangelisationens årti", pointerer, at ordet "gå" står 1.514 gange i Bibelen, 233 gange i Det Nye Testamente og 54 gange i Matthæusevangeliet.
Jesus byder os at "gå":
"Gå til de fortabte får ..." "Gå og fortæl Johannes ..." "Gå hen og inviter alle du møder ..." "Gå hen og gør ... disciple ..." Dette er faktisk de sidst nedskrevne ord fra Matthæus evangeliet:
Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: " Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple. idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt. 28.18-20).
For det andet fortæller vi mennesker om Jesus, fordi de har et desperat behov for at høre gode nyheder om Jesus. Hvis vi var i Saharas ørken og havde opdaget en oase, ville det være utrolig egoistisk af os ikke at fortælle de mennesker omkring os, som var tørstige, hvor deres tørst kunne blive stillet. Jesus er den eneste, som kan tilfredsstille mænds og kvinders tørstige hjerter. Ofte kommer kendskaben til denne tørst fra overraskende kilder. Sangeren, Sinead O'Connor, sagde i et interview: "Som race føler vi os tomme. Det er, fordi VOr åndelighed er blevet udslettet, og vi ikke ved, hvordan vi skal udtrykke os selv. Resultatet af det er, at vi bliver opmuntret til at fylde det hul med alkohol, stoffer, sex eller penge. Folk derude råber på sandheden." For det tredje fortæller vi andre om Jesus, fordi vi føler et presserende behov for at give det videre, når vi har opdaget de gode nyheder selv. Hvis vi har modtaget gode nyheder, ønsker vi at fortælle dem til andre. Da vort første barn blev født, gav min hustru Pippa mig en liste på ca. ti mennesker, som jeg skulle ringe til. Den første person, jeg ringede op, var hendes moder.
Jeg fortalte hende, at vi havde fået en søn, og at han og Pippa havde det godt. Derefter prøvede jeg at ringe til min moder.
men telefonen var optaget. Den tredje person på listen var Pippas søster. På det tidspunkt, jeg ringede til hende, havde hun allerede hørt det fra Pippas moder, og det havde alle de andre på listen også. Min moders telefon havde været optaget, fordi Pippas moder ringede til hende og fortalte nyheden. Gode nyheder spredes hurtigt. Jeg behøvede ikke at sige til Pippas moder, at hun skulle fortælle det videre. Hun kunne slet ikke lade være. Når vi værdsætter, at evangeliet er gode nyheder, kan vi slet ikke lade være med at fortælle det til andre.
Men hvordan kommer vi i gang med at fortælle det til andre?
Det ser ud for mig, som om der er to modsatte farer. For det første er der faren for ufølsomhed. Da jeg blev kristen, faldt jeg i den fælde. Jeg var så begejstret over det, der var sket, at jeg længtes efter, at alle andre skulle følge efter. Efter at jeg havde været kristen i få dage, tog jeg til en fest, fast besluttet på at fortælle det til alle. Jeg så en pige, som dansede, og besluttede.
at det første skridt skulle være at få hende til at indse sit behov.
Så jeg gik op til hende og sagde: "Du ser forfærdelig ud. Du behøver virkelig Jesus." Hun troede, at jeg var blevet vanvittig.
Det var ikke den mest effektive måde at fortælle nogen de gode . nyheder på! (Alligevel blev hun senere en kristen - helt uafhængig af mig, og hun er nu min hustru!).
Da jeg tog til den næste fest, besluttede jeg at tage af sted med det rigtige udstyr. Så jeg fik fat på en masse små bøger, kristne bøger om adskillige emner og et Det Nye Testamente.
Jeg stoppede dem i enhver lomme, jeg kunne finde. Jeg bad en pige om en dans. Det var svært at bevæge sig med så mange bøger i min lomme, så jeg spurgte hende, om vi kunne sætte os ned. Jeg fik hurtigt samtalen drejet hen på kristendommen. For hvert spørgsmål hun stillede, var jeg i stand til at grave en bog frem fra lommen om præcis det emne. Hun gik med lommerne fulde af bøger. Den næste dag skulle hun til Frankrig og læste en af de bøger, jeg havde givet hende, mens hun var på båden. Pludselig forstod hun sandheden om, hvad Jesus havde gjort for hende, og idet hun vendte sig til sin sidemand, sagde' hun: "Jeg er lige blevet kristen." Hun døde i en rideulykke som enogtyve-årig. Det var vidunderligt, at hun var kommet til Kristus, før hun døde - selvom jeg ikke er sikker på, at jeg fik givet hende budskabet på den helt rigtige måde.
Hvis vi drøner rundt som en elefant i en porcelænsbutik, bliver vi før eller senere såret. Selvom vi forsigtigt nærmer os emnet, bliver vi måske stadig såret. Når det sker, har vi tendens til at trække os tilbage. Naturligvis var dette også min erfaring.
Efter nogle få dage bevægede jeg mig fra faren for ufølsomhed og faldt i den fælde, der hedder frygt. Der var et tidspunkt (ironisk nok var det, mens jeg gik på det teologiske fakultet), hvor jeg blev bange for overhovedet at tale om Jesus med dem.
som ikke var kristne. En gang tog en gruppe af os fra fakultetet til en evangelisations kampagne i udkanten af Liverpool for at fortælle mennesker de gode nyheder. Hver aften spiste vi sammen med forskellige mennesker fra sognet. En aften blev en af mine venner, som hedder Rubert, og jeg sendt til aftensmad med et par, som var i periferien af kirken (eller, for at være mere præcis, hustruen var i periferien, og manden var ikke kirkegænger). Halvvejs gennem hovedretten spurgte manden mig, hvad vi egentlig lavede der. Jeg snublede, stammede, tøvede og undveg. Han fortsatte med at gentage spørgsmålet. Rubert sagde endelig lige ud: "Vi er kommet her for at fortælle mennesker om Jesus." Jeg følte mig meget pinlig berørt og håbede, at jorden ville sluge os alle! Jeg indså, hvor stiv af frygt jeg var blevet, og at jeg var bange for overhovedet at lade navnet Jesus komme over mine læber.
For at undgå disse farer - ufølsomhed og frygt - må vi indse.
at det at fortælle andre om Jesus udgår fra vort eget forhold til Gud. Det er en naturlig del af dette forhold. Mens vi vandrer med Gud, burde det være helt naturligt for os at tale med mennesker om det forhold i samarbejde med Guds Ånd.
Det er en hjælp for mig at tænke på dette emne under fem overskrifter - på engelsk begynder alle med bogstavet p nærvær, overtalelse, forkyndelse, kraft og bøn.
Nærvær
Jesus sagde til sine disciple:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader. som er i himlene. (Matt. 5,13-16) .
|
Jesus kalder os til at have en vidtrækkende indflydelse ("jordens salt" og "verdens lys"). For at kunne udøve denne indflydelse må vi være "i verden" (på arbejde, i vort nærsamfund og blandt vor familie og venner) og ikke trække os tilbage til, hvad John Stott kalder vore "elegante, små kirkelige saltkældre". Dog er vi kaldet til at være anderledes - at have en radikalt anderledes livsstil end verdens, så vi måske kan være effektive som salt og lys i den.
Vi er kaldet til først at være salt. Århundreder før køleskabet blev opfundet, blev salt brugt til at bevare kødet sundt og til at forhindre fordærv. Vi er kaldet som kristne til at forhindre, at' samfundet bliver dårligt. Vi gør dette ved vore ord, når vi taler om moralstandarden og moralske emner, og når vi bruger vor indflydelse til at bringe Guds standard ind i samfundet rundt omkring os. Vi gør det ved vore gerninger, når vi udfylder vor plads som borgere og stræber efter at skabe bedre sociale strukturer, arbejder for retfærdigheden, friheden og værdigheden for den enkelte og ved at hjælpe med at forhindre diskrimination. Vi gør det også ved vore sociale handlinger for at hjælpe dem, som er udstødt af samfundet. I denne henseende er nogle kristne kaldet til at blive involveret i den lokale eller nationale politik. Andre er kaldet til at bruge deres liv ligesom Moder Teresa og Jackie Pullinger "tjene med de fattige" (for at bruge Jackie PuIlingers udtryk). I denne forbindelse er vi alle kaldet til at spille en rolle i større eller mindre udstrækning. For det andet kalder Jesus os til at blive lys - til at tillade Kristi lys at skinne gennem os. Vi gør dette ved det, som Jesus kalder "jeres gode gerninger" - alt, som vi gør eller siger, fordi vi er kristne. Det kan opsummeres som "at elske vor næste som os selv".
At leve det kristne liv ud er den mest passende måde at dele de gode nyheder ud til dem, som bor i vor umiddelbare nærhed.
Dette drejer sig i høj grad om vor familie, arbejdskolleger og bofæller. H vis de ved, at vi er kristne, sætter alene det faktum dem under et stort pres. Men hvis vi hele tiden taler om vor tro.
kan det give bagslag. De bliver formentlig mere påvirkede af ægte kærlighed og omsorg. På arbejdet burde folk lægge mærke til vor udholdenhed, ærlighed, sandfærdighed, hårde arbejde.
troværdighed, at vi undgår sladder og ønsker at opmuntre andre mennesker. Hjemme vil forældre, familie og bofæller blive påvirket af, at vi tjener andre, af vor tålmodighed og Vor venlighed, langt mere end af vore ord.
Dette er af stor vigtighed, hvis ens ægtefælle ikke er kristen.
Peter opmuntrede kristne hustruer til, at hvis nogle af dem har mænd, der "er ulydige mod ordet, kan de blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse" (1. Pet. 3,1, min kursiv).
Keith Miller, en amerikansk handelskonsulent, skriver om.
hvordan dette var sandt i hans eget ægteskab, i sin bog The Taste af New Wine (Smagen af ny vin). Da han og hans hustru Mary Allen blev gift, skændtes de om, hvis job det var at bære affaldet ud. Hun syntes, det var hans job; han syntes, det var hendes.
Han tilbød endda at ansætte en til at bære det ud, men han nægtede selv at bære det ud. Da han blev kristen, prøvede han uden succes at omvende hende. Hun følte, at han ikke kunne lide hende, som hun var, og at han ikke ville acceptere hende.
medmindre hun blev en eller anden slags religiøs fanatiker.
Heldigvis indså han, at det var vigtigere at vise hende den forskel, Kristus gjorde i hans liv:
Mens jeg så mig om efter en anden måde at overbevise min hustru om, at jeg virkelig havde ændret mig, faldt mit blik på den fyldte skraldespand, der stod ved bagdøren. "Nej, Herre," klagede jeg stille for mig selv, "ikke skraldespanden. Tag min indtægt, hvad som helst." Men jeg vidste pludselig, at for mig måtte det være skraldespanden. Uden at sige et ord bar jeg den ud og nævnte det ikke engang for hende ... jeg begyndte at gøre en indsats ved at bære skraldespanden ud hver dag ... og jeg tror, at det var på det, at Mary Allen kunne se, at der virkelig var sket noget i min sjæl.s2
Han fortalte hende: "Da vi blev gift, skrev jeg ikke under på at ændre dig, kun på at elske dig ... og det gør jeg, præcis som du er." Dette tog presset fra hende; inden for få uger gav hun helt af sig selv sit liv til Kristus på en måde, som var rigtig for hende.
Ikke desto mindre involverer det at være "verdens lys" ikke kun vor livsstil. Det involverer også vore læber. Vor familie, vore bofæller og vore kolleger vil eventuelt stille spørgsmål omkring vor tro. Det er ofte bedre at vente, indtil de gør. Hvis vi bliver spurgt, må vi altid være forberedt på at give et svar. Peter skriver:
"I skal... altid være rede til forsvar overfor enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed" (1. Pet. 3,15).
Hvornår får vi lejlighed til at tale, og hvordan gør vi det?
Overtalelse
Mange mennesker i dag har indvendinger over for den kristne tro, eller, i det mindste, spørgsmål, som de ønsker svar på, før de er parate til at komme til Kristus. De må overbevises af sandheden. Paulus var villig til at prøve at overbevise mennesker. Han betragtede det som sin pligt af kærlighed til dem: "Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker" (2. Kor. 5,11, min kursiv).
Da han tog til Tessalonika "ræsonnerede", "forklarede" Og "beviste" han ud fra Skriften, at Kristus var nødt til at lide og opstå fra de døde: "Nogle af jøderne blev overbevist ..." (Ap.G. 17,4). "Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere" (Ap.G. 18.4) samtidig med at han arbejdede med telte hele ugen i Korinth.
Gennem samtalekurser om den kristne tro vil der ofte blive rejst indvendinger, og vi må være udrustede til at takle dem. En gang talte Jesus til en kvinde om det rod, hendes liv var i (Joh.
4). Så tilbød han hende evigt liv. I det øjeblik kom hun med et teologisk spørgsmål om steder at tilbede. Han besvarede det.
men bragte hurtigt samtalen tilbage til det egentlige emne. Dette er et godt eksempel for os at efterfølge.
Sædvanligvis søger folk oprigtigt svarene, når de kommer med teologiske spørgsmål og indvendinger. Det mest almindelige spørgsmål, som jeg får, er: "Hvorfor tillader Gud lidelse?" og "Hvad med de andre religioner?" Men der er en lang række andre spørgsmål. De er måske seriøse og kræver måske et seriøst svar. Alligevel kan disse spørgsmål være et røgslør for at undgå det egentlige emne. Sådanne mennesker er afskåret fra at blive kristne, ikke på grund af de teologiske indvendinger, men på grund af de moralske. De er ikke villige til at give deres liv til Kristus, fordi de er bange for den forandring af deres livsstil, som kristendommen vil indebære. Rupert og jeg tog hen for at tale til et møde på den kampagne, som jeg nævnte tidligere i kapitlet, om vor kristne tro. Efter at vi havde talt, kom en universitetslektor med en lang række spørgsmål og indvendinger. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde for at svare på dem alle sammen. Rupert spurgte ligeud: "Hvis vi kunne besvare alle dine spørgsmål tilfredsstillende, ville du så blive kristen?" Han svarede, meget ærligt: "Nej". Så der så ikke ud til at være nogen mening i at svare på det, der for ham var rene akademiske krav. Men når spørgsmålene er ægte, former begrundelser, forklaringer og beviser en vigtig del af det at fortælle andre om Jesus.
Forkyndelse
Forkyndelsen af de gode nyheder om Jesus er kernen i det at fortælle andre om Jesus. Det er at oplyse om, kommunikere og kundgøre den kristne tro for dem, som ikke er troende. Der er mange måder at gøre dette på. En af de mest effektive måder er at få mennesker til at høre evangeliet forklaret af andre. Dette kan ofte være klogere, specielt i de tidlige stadier af vort kristenliv, end at prøve at forklare evangeliet selv.
Mange, som kommer til Kristus, har en masse venner, som kun har lidt eller ingen tilknytning til kirken. Dette giver en pragtfuld mulighed for at sige til disse venner, som Jesus gjorde en gang: "Kom og se!" En kvinde i tyverne blev for nylig kristen og begyndte at komme i kirke i London. I weekenderne var hun dog sammen med sine forældre i Wiltshire, men insisterede;
på at forlade dem klokken 15 søndag eftermiddag for at kunne være tilbage i tide til at komme i kirke. Søndag eftermiddag sad hun fast i en trafikprop på Hammersmith overføringsvejen og kunne ikke nå eftermiddagstjenesten. Hun var så oprevet, at hun brast i gråd. Hun kørte ud for at besøge nogle venner, som ikke engang vidste, at hun var blevet kristen. De spurgte hende, hvad der var galt. Hun svarede gennem tårer: "Jeg nåede ikke at komme i kirke." De var totalt mystificerede. Næste søndag kom de alle sammen for at se, hvad det var, de gik glip af! En af dem kom til Kristus kort efter.
Der er intet større privilegium og ingen større glæde end at give en en anledning til at finde ud af noget om Jesus. Den tidligere Ærkebiskop af Canterbury, William Temple, skrev sin .kommentar til Johannes-evangeliet, mens han på sine knæ bad Gud om at tale til hans hjerte. Da han kom til ordene: "Han [Andreas] tog ham [Peter] med hen til Jesus" (Johs. 1,42), skrev han en kort, men betydningsfuld sætning: "Den største tjeneste, Som noget menneske kan tilbyde en anden." Vi hører ikke meget mere om Andreas, bortset fra at han altid bragte mennesker til Jesus (Joh. 6,8; 12,22). Men Simon Peter, hans broder, fik en af de største indflydelser i kristendommens historie. Vi kan ikke alle være som Simon Peter, men vi kan alle gøre det, som Andreas gjorde - vi kan bringe nogen til Jesus.
Alben McMakin var en fireogtyve-årig landmand, som for nylig var kommet til tro på Kristus. Han var så fuld af entusiasme, at han fyldte en lastbil med mennesker og tog dem med til et møde for at høre om Jesus. Der var en flot landmandssøn, Som han var specielt ivrig efter at få med til mødet, men denne unge mand var svær at overtale - han havde travlt med at blive forelsket i forskellige piger og var tilsyneladende ikke tiltrukket af kristendommen. Men til sidst lykkedes det Albert McMakin at overtale ham til at komme med, da han bad ham om at køre lastbilen. Da de ankom, besluttede Alberts gæst sig til at gå ind, og han var "tryllebundet" - han begyndte at få tanker, som han aldrig havde kendt før. Han vendte tilbage igen og igen indtil en aften, hvor han gik frem og gav sit liv til Jesus Kristus. Den mand, lastbilens chauffør, var Billy Graham. Året var 1934. Siden da har Billy Graham ledet tusinder til tro på Jesus Kristus. Vi kan ikke alle være lige som Billy Graham, men vi kan alle være lige som Albert McMakin - vi kan alle bringe vore venner til Jesus.
Sommetider får vi muligheden for at forklare evangeliet selv.
En god måde at gøre det på er at fortælle historien om, hvad der skete med os. Vi ser en bibelsk model i Paulus' vidnesbyrd i Apostlenes Gerninger 26,9-23. Det kommer i tre dele: han taler om, hvordan han var før (v. 9-11), hvad det betød at møde Jesus (v. 12-15), og hvad det har betydet for ham siden (v. 1923). Når man forklarer, hvad man skal gøre for at blive kristen, kan en disposition være til hjælp. Der er mange forskellige måder at præsentere evangeliet på. Jeg har udgivet den metode, jeg bruger, i en lille bog kaldet Why Jesus? (på dansk: Hvorfor lige Jesus?). J eg ledte dengang mennesker i den bøn, som du vil finde i slutningen af kapitel 3 i denne bog.
En mand i vores kirke fortalte mig for nylig om, hvordan han var kommet til Kristus. Han havde forskellige vanskeligheder i sin forretning og var nødt til at tage til USA på en forretningsrejse. Han var ikke særlig glad, da han skyndte sig ind i en taxa på vej til lufthavnen. På taxiens instrumentbræt lagde han mærke til billeder af chaufførens børn. Han kunne ikke se chaufførens ansigt, men han spurgte ham om hans familie. Han følte en stor kærlighed strømme fra manden. Som samtalen skred frem, sagde chaufføren til ham: "Jeg kan mærke, at du ikke er glad. Hvis du tror på Kristus, vil det gøre hele forskellen." Forretningsmanden sagde til mig: "Her var en mand, som talte med autoritet. Jeg troede, jeg havde autoritet. Jeg var trods alt den, der betalte." Taxachaufføren sagde til ham: "Tror du ikke, det er på tide, at du fik alt dette på plads ved at acceptere Kristus?" De ankom til lufthavnen. For første gang drejede taxichaufføren sig, og forretningsmanden så hans ansigt - det var fuldt af venlighed. Han sagde til ham: "Skal vi ikke bede? Hvis du ønsker, at Kristus skal komme ind i dit liv, så bed ham om det." De bad sammen, og chaufføren gav ham en lille bog om den kristne tro. Chaufføren var en beskeden mand, som var der et øjeblik for at være væk det næste, men han havde brugt muligheden til at formidle de gode nyheder om Jesus Kristus. Dette ændrede hele kursen i en mands liv.
|
Kraft
I Det Nye Testamente bliver forkyndelsen af de gode nyheder ofte fulgt af en demonstration af Guds kraft. Jesus kom og proklamerede: "Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet" (Mark. 1,15). Jesus fortsatte med at demonstrere evangeliets kraft ved at uddrive det onde (Mark. 1,21-28) og ved at helbrede de syge (Mark. 1,29-34, 40-45).
Jesus fortalte sine disciple, at de skulle gøre det, som han havde gjort. Han bød dem at gøre rigets arbejde - "Helbred de syge i byen" og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer" (Luk. 10,9). Når vi læser evangelierne og Apostlenes Gerninger ser vi, at det er, hvad de gjorde. Paulus skrev til tessalonikerne:
"Vort evangelium kom ikke til jer med ord, men også med kraft" (1. Thess. 1,5).
Forkyndelse og demonstration går hånd i hånd. Ofte leder det ene til det andet. En gang var Peter og Johannes på vej til deres kirke. Udenfor var en mand, som havde været handicappet fra fødslen. Han havde siddet der i årevis. Han bad om penge. Peter sagde rent ud:"Jeg er ked af det. Jeg har ingen penge, men jeg vil give dig det, som jeg har. I Jesu Kristi nazaræerens navn, gå." Han tog mandens hånd og hjalp ham op. Øjeblikkelig kom han på benene og begyndte at gå. Da han indså, at han var helbredt, hoppede og sprang han og priste Gud (Ap.G. 3,1-10).
Alle vidste, at denne mand havde været handicappet i mange år, og en enorm menneskemængde samlede sig rundt omkring ham. Efter demonstrationen af Guds kraft kom proklamationen af evangeliet. Folk spurgte: "Hvordan skete det?" Peter var i stand til at fortælle dem alt om Jesus:" Den tro, som er virket ved Jesu navn, har for øjnene af jer alle givet manden hans fulde førlighed" (Ap.G. 3,16). I det næste kapitel skal vi undersøge dette område i detaljer ved at se på Guds riges natur og helbredeisens plads i det.
Bøn
Vi har allerede set, hvor vigtig bøn var i Jesu liv. Når han proklamerede evangeliet, bad han også (Mark. 1,35-37). Bøn er essentiel, når vi skal fortælle andre de gode nyheder.
Vi har brug for at bede, for at blinde øjne kan åbnes. Mange mennesker er blinde for evangeliet (2. Kor. 4,4). De kan se fysisk, men de kan ikke se den åndelige verden. Vi må bede om, at Guds ånd vil åbne de blindes øjne, så de kan forstå sandheden om Jesus.
De fleste af os finder ud af, når vi kommer til tro på Kristus, at der har været nogen, som har bedt for os. Det kan være et familiemedlem, en gudfar, gudmor eller en ven. Der vil være nogle, formoder jeg, i næsten hvert eneste tilfælde, som har bedt om, at vore øjne vil blive åbnet, så vi kan se sandheden.
James Hudson Taylor, som grundlagde the China Inland Mission, påvirkede millioner for Jesus Kristus. Han voksede op i Yorkshire og blev en oprørsk teenager. En dag, da hans moder var væk, og hans søster var ude, fik han fat i en kristen bog og besluttede sig for at læse historien og droppe moralen. Han lagde sig til rette i laden bag ved huset og begyndte at læse.
Mens han læste, slog sætningen "Kristi fuldendte værk" ham.
Ban troede, kristendommen var en trøstesløs kamp for at afvikle håbløs, gammel gæld med gode gerninger. Han havde i lang tid undgået kampen. Han skyldte for meget. Han forsøgte simpelthen at have det godt. Denne sætning brød hul i hans sind med en pludselig erkendelse af, at Kristus, ved sin død på korset, allerede havde betalt denne syndens gæld:"Og med dette vågnede den glædelige overbevisning, som om lys blev kastet glimtvis ind i min sjæl af Helligånden, at der ikke var noget som helst andet i verden at gøre end at falde ned på mine knæ og acceptere denne Frelser og hans frelse og at prise ham for evigt." Ingen Luther, Bunyan eller Wesley havde en mere komplet fornemmelse af, at hans byrde rullede væk, af lys, der fortrænger~ mørke, af genfødsel og det nære venskab med Kristus, end Hudson Taylor havde den juni eftermiddag i 1849 som syttenårig.
Ti dage senere kom hans moder hjem. Han løb hen imod døren "for at fortælle hende, at jeg havde sådanne gode nyheder at fortælle". Hun svarede, mens hun omfavnede ham: "Det ved jeg, min dreng. Jeg har frydet mig i fjorten dage over de glade nyheder, du har at fortælle mig." Hudson var forundret. Hun havde været 130 kilometer væk, og den samme dag, som hændelsen i laden, havde hun følt sådan et overvældende ønske om at bede for Hudson, at hun havde brugt timer på sine knæ og var stået op med den urokkelige overbevisning om, at hendes bønner var blevet besvaret. Han glemte aldrig vigtigheden af bøn.53 Da en af mine venner, Ric, blev kristen, ringede han til en ven, som han vidste også var kristen, og fortalte ham, hvad der var sket. Vennen svarede: "Jeg har bedt for dig i fire år." Ric begyndte da at bede for en af sine egne venner, og indenfor ti uger blev han også kristen.
Vi må bede for vore venner. Vi må også bede for os selv. Når vi taler med folk om Jesus, får vi sommetider en negativ reaktion.
Fristelsen i det øjeblik er at give op. Da Peter og Johannes helbredte den handicappede mand og proklamerede
evangeliet, blev de arresteret og truet med forfærdelige konsekvenser, hvis de fortsatte. Til tider fik de deciderede negative reaktioner; men de gav ikke op. De bad i stedet - ikke om beskyttelse, men om frimodighed til at prædike evangeliet og om, at Gud ville komme med flere tegn og undere gennem Jesu navn (Ap.G. 4,29-3]).
Det er livsvigtigt for os alle som kristne at være udholdende i at fortælle andre om Jesus - ved vort nærvær, overtalenhed.
proklamation, kraft og bøn. Hvis vi gør det, vil vi på lang sigt se mange liv ændre sig.
Under krigen blev en mand skudt og lå døende i en grøft.
En ven lænede sig ind over ham og sagde: "Er der noget, jeg kan gøre for dig?" Han svarede: "Nej, jeg er døende." "Er der nogen, jeg kan sende besked til for dig?" "J a, du kan sende et budskab til denne mand på denne adresse. Fortæl ham, at hvad han lærte mig som barn, hjælper mig til at dø nu i mine sidste minutter." Manden var hans gamle søndagsskolelærer. Da han fik budskabet, sagde han: "Gud tilgive mig. Jeg holdt op med at være søndagsskolelærer for flere år siden, fordi jeg troede, at jeg ingen vegne kom. Jeg troede, det var nyttesløst." Når vi fortæller mennesker om Jesus, er det aldrig "nyttesløst".
For evangeliet "det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror"
(Rom.1,16). |